Tosprogede børn et sprogligt eller politisk begreb?

Transkript

1 Tosprogede børn et sprogligt eller politisk begreb? En analyse af diskursen om tosprogede børn og unge i Danmark Connie Elmgaard Kjeldbjerg Specialeopgave Årskortnummer: Århus Universitet, Nordisk Institut Afleveringsdato: Vejleder: Erik Vive Larsen 1

2 Bilingual children a linguistic or political term? An analysis of the discourse of bilingual children and adolescents in Denmark Abstract In this thesis I perform a study of, how bilingual children and adolescents are constructed as a problematic social category in the newspapers and in national and local politics in Denmark. I analyze how a certain national discourse dominates the public political debate of bilingual children and adolescents. For this purpose I answer the following questions: Which discourses contributes to the way of talking about bilinguals? How do the term bilingual gets its meaning, and which differences exist in the media s and the politics understanding of the term? It is my hypothesis, that there is a strong monolingual norm, which contributes to stigmatize bilingual children s use of their mother tongue different from Danish in school, and which contributes to differences in status among Danish and a lot of minority languages in Denmark. This standardization norm is one element in the national discourse, and I want to study how it produces in media and policy texts. The analysis draws upon two related theoretical approaches: Norman Fairclough s theory of critical discourse analysis and M. A. K. Halliday s school of systemic functional grammar. These approaches are concerned with language in use, and especially with the relationship between text and context. I apply these approaches to a concrete discourse sample consisting of a few texts. I follow Fairclough s three-dimensional model for textual analysis with focus on a functional grammatical description of the dominating features of the lexicogrammar of the texts. My empirical case is a specific political suggestion made by Århus Kommune in January 2005: They asked The Ministry of Education for permission to teach a group of Arabic-speaking children on Arabic one third of the school time; however the Ministry did not allow this. I analyze the correspondence between Århus Kommune and the minister of education as well as some newspaper articles that describe this political event. Furthermore I analyze three documents from The Ministry of Education and The Ministry of Refugees, Immigrants, and Integration to show, which orders of discourse that exists in these social institutions, which are concerned with bilingual children and adolescents. The analysis shows that both in the media discourse and in the political discourse, there is an understanding of bilingual children as a social group with large difficulties acquiring language 2

3 Indholdsfortegnelse Abstract 1. Indledning Problemformulering Empiriudvælgelse Specialets disposition Analyseredskab og fortolkningsramme Faircloughs kritiske diskursanalyse Ideologi, hegemoni og diskursorden Faircloughs tredimensionale analysemodel Michael Hallidays systemisk funktionelle grammatik Den funktionelle sprogbetragtning Sprogets tre metafunktioner Grammatiske metaforer: procesmetaforer Implicit information Social praksis Medier og politik som social praksis Sprognormer som social praksis Diskursiv praksis Genre Intertekstualitet Diskursorden på uddannelses- og integrationsområdet Tekstanalyse: Politikkens fremstilling af tosprogede børn og unge Korrespondancen mellem Torben Brandi Nielsen og Ulla Tørnæs Den interpersonelle metafunktion Vokabular Den eksperientielle metafunktion Tekstanalyse: Mediernes fremstilling af tosprogede børn og unge Artikel: Nej til arabisk Den interpersonelle metafunktion Vokabular Den eksperientielle metafunktion Artikel: Inspektør: Endelig en metode der virker Den interpersonelle metafunktion Vokabular Den eksperientielle metafunktion

4 7. Konklusion Metodekritiske overvejelser Perspektiverende diskussion Litteraturliste Antal tegn:

5 1. Indledning Man har gennem de seneste ti til femten år kunnet observere en stigende interesse for tosprogede børn og unge i Danmark 1. Det gælder politisk, pædagogisk og i medierne. Den stigende interesse har bl.a. medført en hyppigere brug af selve begrebet tosproget, og fra politisk hold har man eksempelvis valgt at ændre den officielle betegnelse for disse børn og unge fra fremmedsprogede til tosprogede i 1996 (Undervisningsministeriet 1998:4 (bilag 12)), så det nu er denne betegnelse, som anvendes i officielle dokumenter og i lovgivningen. Undervisningsministeriets definition på tosprogede børn, som den fremgår af folkeskolelovens 4 a, lyder som følger: Ved tosprogede børn forstås børn, der har et andet modersmål end dansk, og som først ved kontakt med det omgivende samfund, eventuelt gennem skolens undervisning, lærer dansk. (Undervisningsministeriet 2005a:14 (bilag 13)). Denne definition tager udgangspunkt i en dansk kontekst, og den udspecificerer andetsproget som dansk og modersmålet som et sprog forskelligt fra dansk. I medierne høres begrebet tosproget hyppigt i forskellige sammenhænge, som ikke nødvendigvis har noget specifikt med sprog at gøre, men i stedet handler om eksempelvis integration, sociale problemer, utilpassede unge og kriminalitet 2. Der synes således at være sket en betydningsglidning af ordet tosproget fra at betyde en persons evne til (i en eller anden grad) at mestre to forskellige sprog til at være en samlebetegnelse for børn og unge med diverse problemer. Mediernes brug af ordet tyder på, at der er opstået en bestemt måde at omtale tosprogede børn og unge på, der fokuserer entydigt på problemer, og at disse problemer sættes i forbindelse med børnenes tosprogethed. Denne diskurs kan ses som et udspring af en generel diskursændring, der har fundet sted i forhold til, hvordan vi i Danmark taler om flygtninge og indvandrere. Flere forskere har påpeget en ændring i diskursen fra 1970 erne til i dag, både i Danmark, men også i andre europæiske lande. Peter Auer og İnci Dirim (2004) beskriver bl.a., hvordan man i Tyskland i 70 erne talte om de indvandrede tyrkere som gæstearbejdere i en socioøkonomisk diskurs, mens diskursen op gennem 90 erne til i dag er blevet etnificeret, så den i høj grad sætter sig igennem som en forskelstænkning i kulturelle og etniske termer: 1 Jf. bl.a. Holmen (1997) og Holmen og Jørgensen (2000). 2 For en observation af og kritisk kommentar til dette fænomen se Harder (2005). 5

6 an die Stelle des Gastarbeiters Ali tritt der junge, chauvinistische Ghetto-Türke, das street kid, der gewaltbereite und klein(?)kriminelle Überlebenskämpfer in einer wilden Grossstadtsubkultur, in der Moral wenig, das Rect des Stärkeren hingegen viel zählt. An die Stelle der sozialliberalen universalistischen Emanzipations- und Wohlstandsideologie der 70er Jahre tritt die partikularistische Moral einer Ethnie, die auf hergebrachte Werte (Familie, Respekt vor dem Vater, Männerfreundschaft, Rache) setzt und sich damit von der Aufnahmegesellschaft abgrenzt. (Auer 2004:12) En lignende diskursændring har fundet sted i Danmark, hvilket bl.a. Jacob Gaarde Madsen (2000) beskriver i en analyse af mediernes konstruktion af flygtninge- og indvandrerproblematikken i et diakront perspektiv. Diskursen om flygtninge og indvandrere generelt er således behandlet flere steder. Jeg mener, at der tillige er behov for at undersøge den specifikke diskurs om tosprogede børn og unge, idet den som et delområde af den generelle flygtninge-, indvandrer- og integrationsdiskurs er opstået inden for det seneste årti og nuancerer og komplicerer den generelle diskurs på en måde, så den fortjener en selvstændig analyse. Der er efterhånden skabt et forskningsmæssigt felt for studier af unge indvandreres sprog med begrebet tosprogethed i centrum. I Danmark er det folk som Jens Norman Jørgensen, Pia Quist, Anne Holmen og Helle Pia Laursen, som beskæftiger sig med emnet. Alle inden for en sociolingvistisk ramme. I den sprogvidenskabelige diskurs betyder tosprogede børn: børn, der i deres hverdag har behov for og møder to eller flere sprog, uanset graden af deres beherskelse af sprogene (Holmen & Jørgensen 1997:53). Denne definition er relativ bred og generel og siger ikke noget om, hvilke sprog der er involveret. Hverken denne eller ministeriets definition fokuserer på sproglige problemer eller på kultur og etnicitet, som det ofte ses i medierne. Blot ved at se på begrebet tosproget i tre forskellige sammenhænge: politik, medier og sprogvidenskab bliver det klart, at der langt fra er enighed om termens betydning, og denne observation vil jeg gøre til udgangspunkt for en nærmere undersøgelse af, hvilke diskurser der findes, når der i Danmark tales om tosprogede børn og unge. 1.1 Problemformulering Jeg vil i dette speciale videreføre traditionen for at studere diskursen om flygtninge og indvandrere, og ved at kombinere den diskursanalytiske tilgang med den sociolingvistiske sætter jeg det 6

7 sproglige aspekt i centrum. Med udgangspunkt i kritisk diskursanalyse vil jeg undersøge de diskurser, der er opstået om tosprogede børn og unge i Danmark på forskellige sociale domæner. Derudover vil jeg undersøge, i hvilket omfang begrebet tosproget anvendes som en konstruktion til i forskellige sammenhænge at producere og reproducere bestemte sociale strukturer. Til det formål vil jeg besvare følgende spørgsmål: Hvordan taler man om tosprogede børn og unge i medierne og fra politisk hold? Hvilke diskurser ligger bag, når medierne og politikere omtaler tosprogede børn og unge? Hvilken betydning tillægges selve begrebet tosproget, og er der forskel i mediernes og undervisningspolitikkens forståelse af begrebet? Min overordnede problemformulering kan opsummeres til følgende: Jeg vil udfærdige en komparativ diskursanalyse af fremstillingen af tosprogede børn og unge inden for to forskellige sociale domæner: medier og politik. Jeg vil samtidig integrere og arbejde med en velunderbygget påstand inden for forskningen i tosprogethed 3, nemlig den, at der i Danmark findes en kraftig etsprogsnorm, som er med til at stigmatisere børn og unges brug af andre modersmål end dansk samt sprogpraksisser, der blander dansk og andre sprog. I min undersøgelse vil jeg således også besvare spørgsmålet: Hvordan udmønter denne etsprogsnorm sig i den mediemæssige og den politiske diskurs? Jeg vil besvare ovenstående spørgsmål ved at næranalysere nogle få tekster sprogligt inden for områderne medier og politik med en inddragelse af disse teksters sociale og kulturelle kontekst. Teorien, der udgør min metodiske tilgang, er Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, og jeg vil benytte hans idé om en tredimensional model 4 til beskrivelse og fortolkning af konkrete tekster. Modellen indeholder: 1. en analyse af den sociale kontekst, 2. en analyse af teksternes diskursive kontekst og 3. en sproglig næranalyse af teksterne. Denne analysemodel vil være strukturerende for min fremstillingsform således, at analyserne følger modellens tredeling. Faircloughs diskursanalyse er bl.a. baseret på Michael Hallidays systemisk funktionelle grammatik, og jeg vil anvende Hallidays funktionelle begrebsapparat som analyseredskab til de sproglige næranalyser. 1.2 Empiriudvælgelse Jeg har udvalgt empirien med udgangspunkt i Århus Kommune som case og med Undervisningsministeriet og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration 5 som referenceramme. Tekstmaterialet på politikområdet udgøres af et udvalg af offentlige dokumenter 3 Se bl.a. Jørgensen (2000, 2002), Kristiansen (2000, 2005, Kristiansen in: Horst og Lund (2004)), Laursen (2001). 4 Modellen beskrives i detaljer i afsnit Jeg vil fra nu af anvende forkortelsen Integrationsministeriet. 7

8 fra Århus Kommune og fra de to ministerier, hvorfra jeg i den konkrete analyse næranalyserer et begrænset antal dokumenter (se tabel 1.1), mens et fyldigere udvalg findes i bilagsmaterialet. Jeg har valgt at fokusere på Århus Kommune, idet der mig bekendt ikke findes lignende studier, der omhandler tosprogede børn og unge i Århus Kommune, mens Undervisningsministeriet tidligere har været genstand for kritisk analyse i forhold til dette emne 6. På mediefeltet har jeg for det første valgt udelukkende at analysere trykte medietekster, for det andet at begrænse empirien til et udvalg af artikler trykt i Jyllands-Posten, da det er en avis med særlig lokal relevans for Århus. Århus Stiftstidende ville i denne sammenhæng også være relevant, men da jeg ikke har fundet væsentlige forskelle i de to avisers måde at behandle emnet på, har jeg fravalgt Århus Stiftstidende. Disse begrænsninger betyder, at resultaterne ikke kan generaliseres til at dække det samlede mediebillede i Danmark, hvorfor kategorien medier, må tages med dette forbehold. Jeg har dernæst haft yderligere to udvalgskriterier for medieteksterne: For det første skal de omhandle et eller flere af de politiske initiativer 7, der udgør det politiske domæne i undersøgelsen. For det andet har jeg valgt ikke at medtage indlæg fra politikere for at kunne holde politik- og medieteksterne nogenlunde adskilt fra hinanden. Artikler, der henviser til udtalelser fra politikere, men som er skrevet af journalister, falder derimod inden for kriterierne. Tabel 1.1 viser, hvilke primærtekster jeg har udvalgt som genstand for mine analyser, og på hvilket niveau i analysen de indgår. Disse tekster genererer en tidshorisont fra januar 2005, hvor Torben Brandi ansøger om at få godkendt et forsøg med tosproget undervisning i Århus og cirka et halvt år frem, hvor både Brandis ansøgning samt et centralt lovforslag (bilag 10) om udvidet adgang til spredning af tosprogede elever omtales i de lokale medier. Jeg vil anvende to artikler i den konkrete tekstanalyse, mens der i bilaget vil være et større udvalg, der fungerer som forstærkning og referenceramme for de analyserede tekster. Begrundelsen for at sammenstille de udvalgte offentlige dokumenter er, at de alle omhandler politiske initiativer, der vedrører den kommunale varetagelse af undervisningen af tosprogede elever i folkeskolen. De kommunale og statslige dokumenter hænger sammen og supplerer hinanden, idet Århus Kommune, som alle andre danske kommuner, er afhængig og begrænset af statslige love og rammebetingelser på folkeskoleområdet. Ved at sammenstille politik- 6 Se Laursen (2001), som behandler en rapport fra Undervisningsministeriet fra 1992, og Kofoed (1994), der analyserer konstruktionen af den nationale idé i folkeskolen og dens betydning for etniske minoritetselever. 7 Artiklerne omhandler et eller flere af tre følgende politiske initiativer, der berører undervisningen af tosprogede elever i folkeskolen: 1. Den århusianske skole- og kulturrådmand Torben Brandi Nielsens ansøgning om tilladelse til tosproget undervisning (bilag 1) samt undervisningsminister Ulla Tørnæs svar (bilag 2), 2. Et lovforslag (L 135) fremsat i Folketinget af Bertel Haarder 1. april 2005 (bilag 10), 3. Århus Kommunes initiativer i forhold til skoler med mange tosprogede elever (det såkaldte magnetskolekoncept) (bilag 11). 8

9 og medieteksterne på denne måde skabes en sammenhæng, hvor man til en vis grad kan tale om, at teksterne har fælles referenceramme, eller at dele af deres sociale kontekster overlapper hinanden. Således giver det mening at sammenligne diskurserne på de to domæner, og dermed bliver det forhåbentligt muligt give et billede af, hvordan vi i Danmark taler om tosprogede børn og unge. Analyseniveau Politik Medier Diskursiv praksis (produktions- En ny chance til alle og konsumptionsprocesser, som er regeringens integrationsplan, forbundet med teksten) Regeringen (2005) (bilag 5). Aftale om En ny chance til alle, Integrationsministeriet (2005) (bilag 6). Diskursiv praksis og Tekstanalyse Det mener ministeren, Undervisningsministeriet (2006) (bilag 7). Anmodning om juridisk vurdering / dispensation vedrørende forsøg med tosproget undervisning, Torben Brandi Nielsen og Vibeke Kinch, (bilag 1). Svar på Torben Brandi Nielsens anmodning. Ulla Tørnæs, (bilag 2). Nej til arabisk JP (bilag 3). Inspektør: Endelig en metode der virker JP (bilag 4). Tabel 1.1: Analysetekster 1.4 Specialets disposition Kapitel 2 er en gennemgang af teorien og metoden, der er udgangspunktet for mine analyser. Først og fremmest gennemgår jeg Faircloughs kritiske diskursanalyse med fokus på de dele af teorien, som har relevans for mine analyser. Da jeg anvender Michael Hallidays systemisk funktionelle grammatik som analyseredskab, vil jeg ligeledes introducere det beskrivelsesapparat, som ligger inden for det systemisk funktionelle sprogsyn. Med udgangspunkt i den beskrevne teori vil jeg i kapitlerne 3, 4, 5 og 6 udfolde analyserne af mit tekstmateriale. Jeg begynder yderst i Faircloughs 9

10 tredimensionale model og bevæger mig nærmere teksten, således at jeg først beskriver den sociale kontekst, som jeg mener, er relevant for mine konkrete tekster. Dernæst analyserer jeg den diskursive kontekst for til sidst at lave en næranalyse af teksterne. I kapitel 7 vil jeg beskrive, hvilke metodiske overvejelser der ligger til grund for min undersøgelse. Kapitel 8 indeholder undersøgelsens konklusioner, mens jeg i kapitel 9 afslutter med at diskutere nogle perspektiver af undersøgelsens resultater med fokus på forholdet mellem en politisk og en videnskabelige tilgang til undervisning af tosprogede børn og unge. 10

11 2. Analyseredskab og fortolkningsramme Diskursanalyse som teoretisk og metodisk felt udgøres af et bredt felt af forskellige tilgange med et sæt af fælles videnskabsteoretiske antagelser og præmisser. Overordnet er man i de diskursanalytiske tilgange fælles om at forstå virkeligheden ud fra et socialkonstruktionistisk perspektiv, og man har et fælles sprogsyn, som tager udgangspunkt i strukturalistisk og poststrukturalistisk sprogteori. I det følgende vil jeg koncentrere mig om Norman Faircloughs udgave af diskursanalysen, den kritiske diskursanalyse, og herunder komme ind på de antagelser og præmisser, som denne tilgang hviler på, og som den altså har til fælles med en række andre tilgange. 2.1 Faircloughs kritiske diskursanalyse Diskurs skal forstås som en bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af verden) på. (Jørgensen og Phillips 1999:9) Vi taler således om vores omverden i diskurser, som ikke neutralt afspejler sociale identiteter og relationer, men som aktivt er med til at forme og forandre dem. Fairclough definerer desuden begrebet diskurs lidt mere snævert, når han siger: I use discourse ( ) to refer to spoken or written language use. I shall be using the term discourse where linguists have traditionally written about language use, parole or performance. (Fairclough 1992:62) Denne fokusering på sprogbrugen frem for på sprogsystemet er i tråd med den poststrukturalistiske tradition, der gør op med Saussures skarpe skel mellem et bagvedliggende sprogsystem (langue) og en manifest sprogbrug (parole). Fairclough refererer dernæst til den socialkonstruktionistiske præmis ved at påpege, at diskurs må opfattes som en form for social praksis, således at der eksisterer et dialektisk forhold mellem diskurs og sociale strukturer, hvor de sociale strukturer både er en betingelse for og en effekt af forskellige diskurser. Ved at opfatte diskursbegrebet relativt snævert gør Fairclough sin metode operationaliserbar og tekstnær. Dette er en klar fordel i forhold til den tilgang, som kaldes diskursteori, og som repræsenteres ved Ernest Laclau og Chantal Mouffe. Her opfattes alle former for social praksis, ikke kun semiotiske, som diskursive, og en sådan tilgang bliver let uhåndterlig i en konkret analysesituation. Diskursers konstruktionistiske beskaffenhed beskrives af Fairclough på følgende måde og er tæt forbundet med det konkrete tekstlige niveau: Discourse contributes first of all to the construction of what are variously referred to as social identities and subject positions for social subjects and self. ( ) Secondly, discourse helps 11

12 construct social relationships between people. And thirdly, discourse contributes to the systems of knowledge and belief. (Ibid.:64) Disse tre aspekter korresponderer med tre funktioner af sprog og sprogbrug: en identitetsfunktion, en relationel funktion og en ideationel funktion. En sådan beskrivelse ligger tæt op af Hallidays funktionelle sprogbeskrivelse, hvor han ligeledes identificerer tre sproglige metafunktioner 8 : den ideationelle, som svarer til Faircloughs tilsvarende, og som refererer til den måde, hvorpå vi betegner og konstruerer vores erfaringer med verden. Den relationelle, som svarer til Faircloughs relationelle og identitetsmæssige funktion, og som har at gøre med, hvordan sociale identiteter og relationer repræsenteres og forhandles i diskursen. Endelig opererer Halliday med en tekstuel metafunktion 9, som betegner den måde, hvorpå den ideationelle betydning organiseres i en tekst. Ved at bruge den lingvistiske analyse og kombinere den med en bredere samfundsanalyse, som kan trække på f.eks. sociologi, antropologi eller politologi, opnår Fairclough med sin kritiske diskursanalyse en multidisciplinær teori og metode, der kan anvendes til at analysere konkrete tilfælde af social praksis. Det lingvistiske perspektiv fordrer en detaljeringsgrad, som hjælper samfundsforskeren til at undgå problemer med at operationalisere en mere abstrakt teori om samfundet og dets diskurser, som eksempelvis Laclau og Mouffe står for. Fairclough er som de fleste andre diskursteoretikere inspireret af Michel Foucault og hans syn på diskurser 10, men Foucault inddrager ikke lingvistiske analyser i sine diskursive undersøgelser, og hans tilgang kan således også være vanskelig at operationalisere. Samtidig med at Fairclough fokuserer på vigtigheden af at analysere tekster, vil han gerne bibeholde Foucaults diskursanalytiske indsigter, der især fokuserer på at afdække strukturen i forskellige vidensregimer, dvs. gå bag om de udsagn, som på bestemte tider og steder opfattes som henholdsvis sande og falske. Foucault interesserer sig således for de regelmønstre, der gør nogle udsagn mulige og andre umulige Ideologi, hegemoni og diskursorden Ifølge Fairclough er al diskursiv praksis ideologisk, han definerer ideologi som significations/constructions of reality ( ) which are built into various dimensions of the forms/meanings of discursive practise, and which contribute to the production, reproduction or 8 Jeg vil komme nærmere ind på Hallidays systemisk funktionelle grammatik senere. Jeg inddrager ham her for at redegøre for forbindelsen mellem Faircloughs tilgang og den funktionelle grammatik. 9 I analyserne vil jeg koncentrere om den ideationelle og den interpersonelle metafunktion, da jeg mener, at en analyse af disse vil give størst udbytte med hensyn til at undersøge diskurser i teksterne. 10 Fairclough redegør i Fairclough (1992, kap. 2) for Foucaults indflydelse på diskursanalysen. 12

13 transformation of relations and domination. (Fairclough 1992: 87) Ideologi er praksisser 11, som er blevet selvfølgelige, så folk ikke længere tænker over dem eller stiller spørgsmålstegn ved dem, og som netop i kraft af sin opnåede naturlighed reproducerer og legitimerer eksisterende magtrelationer i samfundet. Ideologisk magt bliver da evnen til at projicere ens egen praksis ud som værende universel og common sense. Defineret således er ideologisk magt produktiv, og ifølge Fairclough er det muligt at identificere det ideologiske i en diskurs ved at analysere konkrete tilfælde af sprogbrug i deres sociale og diskursive kontekst 12. I min analyse af diskursen om tosprogede børn og unge vil jeg bl.a. undersøge, hvordan en overordnet etsprogsnorm kommer til at virke ideologisk bl.a. i kraft af, at det tages for givet, at dansk er det eneste acceptable undervisningssprog i den danske folkeskole. Netop det, at noget opfattes som common sense, er det vigtigste træk ved ideologi, og herved kobles ideologibegrebet sammen med begrebet hegemoni, som Fairclough låner fra Laclau og Mouffes diskursteori. Hegemoni handler om at artikulere, disartikulere og reartikulere elementer i en diskurs, så de så at sige fastlåses i bestemte betydninger (Fairclough 1992:92-93, Fairclough 1999:24-25). En hegemonisk kamp er således en kamp om betydningsdannelse og en kamp om retten til at definere og navngive fænomenerne i en diskurs. Hegemonibegrebet bruges i kritisk diskursanalyse til at afdække og afgrænse forskellige diskursordener i forhold til hinanden. En diskursorden er hele det felt af diskurser, som findes inden for et bestemt socialt domæne. Diskursordener er altid åbne i den forstand, at sprogbrugere gennem hegemoniske kampe kan ændre dem ved at anvende diskurser og genrer på nye måder eller ved at inddrage elementer fra andre diskursordener (Jørgensen og Phillips 1999:83). Ved at fokusere på ideologi, hegemoni og diskursorden kan man analysere, hvordan et bestemt socialt domæne (f.eks. uddannelsespolitikken i Danmark anno 2005) er struktureret, og hvordan en bestemt opfattelse af (et udsnit af) den sociale virkelighed indsættes som den naturlige og sande og derved kommer til at forme de handlinger, der udføres på et givent socialt domæne eller i en given institution. I mine analyser vil jeg argumentere for, at tosprogede børn og unge både i medierne og i politikken positioneres på en bestemt måde, som er betinget af de ideologier og hegemoniske diskurser, som eksisterer på de to sociale felter. 11 Fairclough (1999:21) definerer praksis som: habitualised ways, tied to particular times and places, in which people apply resources (material or symbolic) to act together in the world. 12 Fairclough er inspireret af Foucaults opfattelse af magt som noget allestedsnærværende og produktivt, der er knyttet til viden og diskurser, men Foucault afviser, at magt kan lokaliseres hos bestemte personer eller institutioner. 13

14 2.1.2 Faircloughs tredimensionale analysemodel I kritisk diskursanalyse opfattes ethvert tilfælde af sprogbrug som en kommunikativ begivenhed med tre dimensioner, der er indlejret i hinanden. Fairclough opstiller en tredimensional analysemodel, der skal illustrere dette forhold og fungere som et teoretisk og metodisk redskab til konkrete samfundsanalyser. Ifølge modellen består diskurs af: en konkret tekst, en diskursiv praksis og en social praksis, jf. figur 2.1. Tekst Diskursiv praksis Social praksis Figur 2.1: Faircloughs tredimensionale model. (Fairclough 1992: 73). Diskursens tekstuelle dimension er de konkrete semiotiske udtryk, som manifesterer diskursen, det være sig en samtale, en skriftlig tekst, et billede eller andre former for meningsfyldt, sammenhængende sprogbrug. En tekst adskiller sig fra ikke-tekst ved at besidde en indre sammenhæng og ved at have en kommunikativ funktion eller et formål, og dermed et betydningspotentiale (Vagle et al. 1993:17). Et sådant tekstbegreb er relativt bredt og ligger tæt op ad tekstbegrebet i den funktionelle grammatik. Fairclough definerer bl.a. tekst to be a contribution to communicative interaction which is designed for travel, so to speak which is designed in one context with a view to its uptake in others. (Fairclough 1999:45) Hermed ses vigtigheden af den interaktionelle og den kontekstuelle sammenhæng, en tekst altid indgår i. Den konkrete tekstanalyse kommer imidlertid til at dreje sig om formelle teksttræk som f.eks. vokabular, modalitet og transitivitet og bliver således hovedsageligt en deskriptiv analyse. Det er i den tekstuelle dimension, Fairclough trækker på Hallidays systemisk funktionelle grammatik, og i mine sproglige analyser vil jeg også hovedsageligt bruge begreberne herfra til at 14

15 beskrive, hvilke teksttræk der er med til at forme diskursen om tosprogede børn og unge. De sproglige udtryk og konstruktioner fungerer som den konkrete leksikogrammatiske 13 artikulation af de sociale domæners diskurs(er). Jeg vil dog også anvende nogle analysekategorier, som Fairclough ikke har fra Halliday. Bl.a. begrebet legitimering, som dækker over de argumentationsstrategier, en afsender kan benytte sig af for at legitimere sine udsagn. Fairclough (2003:98ff) skelner her mellem fire legitimeringsstrategier: Autoritet: Legitimering ved at referere til den autoritet, som tradition, sædvane, lov og personer repræsenterer. Rationalitet: Legitimering ved at referere til nytten af institutionaliserede handlinger og til de former for viden, som samfundet har konstrueret for at disse handlinger skal forekomme kognitivt velbegrundede. Moralsk evaluering: Legitimering ved at referere til værdisystemer. Mytopoesis: Legitimering opnået gennem narrationer. Et andet vigtigt teksttræk er tekstens vokabular. Ifølge Fairclough (2001:92ff) kan man betragte ordvalget i en tekst fra tre forskellige vinkler og således stille tre overordnede spørgsmål til tekstens vokabular: Hvilke eksperientielle værdier har ordene? Hvilke relationelle værdier har ordene? Og hvilke ekspressive værdier har ordene? Vokabularet i en tekst afspejler således, tekstproducentens opfattelse af den sociale virkelighed (eksperientiel værdi), hvilke sociale relationer, der via teksten eksisterer i den overordnede diskurs (relationel værdi) 14, og endelig udtrykker ordvalget også tekstproducentens evaluering af den virkelighed, der fremstilles i teksten (ekspressiv værdi). Det er væsentligt at fokusere på en teksts vokabular, fordi valget af ord og betydning ikke udelukkende er tekstproducentens individuelle valg. Ords betydning og betydningspotentiale er også socialt og kulturelt variabelt og dermed i høj grad kontekstbestemt. Den diskursive praksis forstår Fairclough som en teksts produktion, distribution og konsumption, dvs. de processer, en tekst bliver til under og efterfølgende fortolkes på baggrund af. Den diskursive praksis indebærer bl.a. de allerede eksisterende tekster og diskurser, som en forfatter lader sig inspirere af og mere eller mindre eksplicit bygger sin tekst op over. En analyse af denne 13 Leksikogrammatik er det begreb, der bruges i den systemisk funktionelle grammatik til at beskrive, hvordan betydning realiseres dels gennem grammatiske strukturer, dels gennem leksikken (jf. Andersen et al. 2000:21). 14 I analysen af teksternes vokabular koncentrer jeg mig om ordenes eksperientielle og ekspressive værdi. Det relationelle aspekt berører jeg på anden vis i analysen af teksternes interpersonelle metafunktion (afsnit 5.1.1, og 6.2.1) og under beskrivelsen af den diskursive praksis (afsnit 4.1). 15

16 dimension kan f.eks. koncentrere sig om manifeste intertekstuelle referencer, der tydeligt henviser til andre specifikke tekster, og interdiskursivitet, hvor en tekst er skabt på baggrund af elementer af diskursordener eller bestemte konventioner. Diskursive praksisser kan være kreative, hvis diskurstyper blandes på en ny og kompleks måde ( ) [og er således] både et tegn på og en drivkraft i diskursiv og dermed sociokulturel forandring. (Jørgensen 1999:84). Omvendt kan diskursive praksisser reproducere og opretholde den dominerende diskursorden og dermed den herskende sociale orden ved at blande diskurser på konventionel vis. I mine analyser vil jeg undersøge den diskursive praksis ved at se på intertekstualitet, genre og diskursorden, dvs. de produktionsmæssige betingelser, mens jeg ikke vil gå nærmere ind på de distributive og receptionsmæssige omstændigheder, men blot gøre opmærksom på, at disse aspekter også er vigtige i forhold til en ideelt set udtømmende analyse af den diskursive praksis. Yderst i modellen findes den sociale praksis, som Fairclough andetsteds benævner kontekst (Fairclough 2001: 21, fig. 2.1.), og som inkluderer tekstproduktionens og tekstfortolkningens sociale betingelser. Det er i denne tredje dimension ideologi- og hegemonibegrebet, som jeg har beskrevet ovenfor, befinder sig. Det er værd at bemærke, at Fairclough i sin beskrivelse af ideologi og hegemoni trækker på det marxistiske idékompleks, som Gramsci og Althusser har udviklet til beskrivelse af det tyvende århundredes samfundsstrukturer. Det betyder, at den sociale praksis i Faircloughs beskrivelse indebærer nogle bestemte strukturer og processer i samfundet, som tages for givne. F.eks. at samfundet er præget af klassekamp, og at samfundets institutioner fungerer ideologisk og er del af denne overordnede klassekamp. Den historiske materialisme og graden af prædefinition, som karakteriserer den marxistiske filosofi, fører Fairclough med over i den kritiske diskursanalyse som en slags a priori præmis, der ligger til grund for alle de konkrete analyser. 2.3 Michael Hallidays systemisk funktionelle grammatik I dette afsnit vil jeg præsentere den lingvistiske retning, som Faircloughs kritiske diskursanalyse bygger på og låner sine analyseredskaber fra. Jeg vil herunder beskrive de grammatiske principper og kategorier, som jeg anvender i mine sproglige analyser Den funktionelle sprogbetragtning Den systemisk funktionelle sprogbetragtning er et pragmatisk og funktionelt syn på sproget. Med en funktionel sprogtilgang interesserer man sig for sproget i brug og for forholdet mellem sprogbrug og kontekst. Michael A. K. Halliday er central i kredsen af systemisk funktionelle lingvister, og 16

17 hans funktionelle grammatik står i opposition til en mere formel sprogbeskrivelse, såsom Chomskys generative transformationsgrammatik (Jakobsen 1995). Han opfatter ikke sproget som et system af regler og restriktioner for korrekt sprogbrug, men som et system af valgmuligheder, hvormed sprogbrugeren skaber mening og betydning (Hedeboe 2000:199). Kontekstbegrebet er et nøglebegreb i den systemisk funktionelle grammatik, og enhver analyse af en tekst må inddrage den konkrete kontekst, teksten indgår i. Som sprogbrugere handler vi altid på baggrund af en konkret situation, ligesom sproget samtidig er med til at forme konteksten. Vi bruger sproget til at skabe tekster med, og vi bruger tekster til at skabe mening i interaktionen med andre mennesker. Sprogbrug, tekst og kontekst hænger således uløseligt sammen. Begrebet tekst skal her forstås som en semantisk enhed, eller som språk som er funktionelt. Med funktionelt mener vi ganske enkelt språk som gjør et eller annet arbeid i en eller annen kontekst. (Halliday 1998a: 74) Halliday opererer med to former for kontekst: kulturkonteksten og situationskonteksten. Den kulturelle kontekst omfatter hele den sociale og kulturelle omverden, som omgiver en tekst, men som ikke har direkte med sproget at gøre. Dette kulturelle aspekt overlader han til samfundsvidenskaben. Faircloughs kritiske diskursanalyse griber fat her og giver den ekstrasproglige, sociale kontekst en vigtig position i tekstanalysen. Halliday trækker derimod den mere tekstnære situationskontekst ind i sin grammatik som afgørende for, hvilke sprogvalg der i en given situation er mest hensigtsmæssige at foretage. Han opdeler situationskonteksten i tre såkaldte registervariable: felt, relation og mediering 15. Felt referer til, hvad der foregår i situationen omkring teksten, altså hvilke konkrete betingelser for meningsproduktionen, der er til stede, og hvilke emner der behandles i teksten. Relation har at gøre med de sociale forbindelser mellem deltagerne i kommunikationen. Mediering refererer til, hvordan sproget bruges, og hvilken rolle det spiller i interaktionen mellem deltagerne i den givne situation, f.eks. om der er tale om skrevet eller talt sprog, og om sproget bruges til handling eller til refleksion. Andersen og Smedegaard (2005) operationaliserer hver af de tre registervariable ved hjælp af en række kontinua og koordinatsystemer. Jeg vil anvende denne fremstilling som redskab i min analyse af teksternes situationskontekst, hvorfor jeg har vedlagt en grafisk oversigt heraf i bilag 8. Det funktionelle sprogsyn er et helhedsyn, som forbinder de forskellige sproglige dimensioner til hinanden på en naturlig og systematisk i modsætning til arbitrær måde, således at sproget fremstår som et komplekst og totalt hele. Halliday udtrykker det på følgende måde: each element in a language is explained by reference to the total linguistic system. ( ) therefore a 15 Terminologien er hentet fra Berge et al. (1998), hvor flere af Hallidays begreber er oversat til norsk. Halliday (1994) anvender selv begreberne field, tenor og mode om de tre registervariable. 17

18 functional grammar is one that construes all the units of a language its clauses, phrases, and so on functional with respect to the whole. (Halliday 1994: xiv) Sprogets tre metafunktioner Man kan beskrive den indbyrdes relation mellem sprogets forskellige dimensioner som et firdelt stratificeret system 16, hvor sproget er organiseret i tre strata: i) fonologi/grafologi, ii) leksikogrammatik og iii) semantik. Disse tre dimensioner er ydermere indlejret i et fjerde stratum: iv) den ekstrasproglige kontekst. Hvert stratum (undtagen det første) realiseres gennem et lavere stratum, jf. figur 2.2. Leksikogrammatikken kan betragtes som mest central, idet dette stratum indeholder sprogets ressource til at forme eller sætte ord på betydninger gennem grammatikken og leksikken. Semantikken udgør sprogets andet betydningspotentiale, her findes ressourcerne for betydningsdannelse. Fonologien/grafologien er sproget som lyd eller skrift og udgør det laveste abstraktionsniveau i Figur 2.2: Den firdelte stratifikation (Andersen et al. 2001:21) stratifikationen. Situationskonteksten realiseres i sproget af det leksikogrammatiske og det semantiske stratum, og denne realisering fungerer gennem tre universelle metafunktioner, som er tre forskellige måder at skabe mening på. Felt gives sprogligt udtryk gennem 1) den ideationelle metafunktion, relation udtrykkes gennem 2) den interpersonelle metafunktion og mediering gennem 3) den tekstuelle metafunktion. Metafunktionerne fungerer således som bindeled mellem konteksten på den ene side og tekst og sprog på den anden. Jeg vil nedenfor introducere den ideationelle samt den interpersonelle metafunktion, men ikke komme nærmere ind på den tekstuelle, da jeg ikke behandler den i analyserne. 16 Denne fremstilling bygger på Andersen et al. (2001). Den terminologi og notation, jeg præsenterer i det følgende, er ligeledes herfra. 18

19 Den ideationelle metafunktion Den ideationelle metafunktion har at gøre med erfaringsbaseret mening, idet den indeholder de ressourcer, vi bruger for at udtrykke og strukturere vores erfaring med virkeligheden omkring os (den ydre, reale verden) og inden i os (den indre, mentale verden). Den befinder sig altså på det leksikogrammatiske stratum. Man studerer den ideationelle dimension ved at se dels på systemet transitivitet (eksperientiel betydning), dels på systemerne taksis og logikosemantik (logisk betydning). Når man taler om transitivitet og eksperientiel betydning, er det sætningens repræsentative funktion i form af handlinger, hændelser og tilstande, man henviser til, og disse specificeres af processer, participanter og cirkumstantialer (omstændigheder). I mine analyser vil jeg udelukkende beskæftige mig med transitivitetssystemet af følgende grund: Transitiviteten rummer diskursiv betydning, da sprogbrugerens valg af procestyper og participanter ofte vil være kulturelt, politisk eller ideologisk motiveret (Fairclough 1992:180). Den logiske betydning har derimod at gøre med, hvordan den ideationelle mening struktureres i sætningskomplekser og siger derfor ikke så meget om, hvordan sprogbrugerne opfatter omverden. Det bliver derfor ikke så centralt et aspekt i forhold til undersøgelsen af diskurser. Fairclough anvender transitivitetsanalyse til bl.a. at analysere, hvordan sociale aktører repræsenteres og forbindes med processer, og hvorvidt processer og sætninger realiseres kongruent eller metaforisk i form af nominaliseringer. Dette vil også være mit fokus, når jeg ser på transitiviteten i teksterne. Transitivitet kan opdeles i fire procestyper, som er omgivet af hver deres typer af participanter. Systemet af processer og participanter udgør kernen i en sætnings transitivitet og er yderligere omgivet af forskellige former for omstændigheder, benævnt cirkumstantialer, hvorunder processerne finder sted. Processerne realiseres af verbalgrupper, participanterne oftest af nominalgrupper, og cirkumstantialerne af præpostitionalfraser og adverbiumgrupper. Processerne er inddelt efter deres semantiske betydning i Materielle processer, der omfatter handlinger og hændelser i den materielle verden, Mentale processer, der udtrykker begivenheder i den mentale verden, altså bevidsthedsprocesser, Relationelle processer, der relaterer fænomener til hinanden ved at klassificere og identificere og endelig Verbale processer, der udtrykker symbolsk udveksling af betydning både som konkrete verbale sige-processer og som symbolske sige-processer (f.eks. et skilt, der signalerer et påbud). De fire procestyper er inddelt i undertyper, der hver har knyttet specifikke participanttyper til sig, og Halliday beskriver typerne som netværk af systemer, der har utallige forgreninger og underinddelinger. Jeg har valgt at følge disse systemnetværker i det omfang, det giver noget nyt til analyserne. Jeg stopper således med at underinddele et eksempel, når 19

20 det ikke længere giver ny information i forhold til formålet med analysen. Dette vil uvilkårligt bero på en fortolkning, ligesom det også vil være en vurdering, om der er tale om den ene eller den anden procestype i en specifik sætning. Dette vilkår understreger blot den funktionelle grammatiks semantiske og betydningsmæssige beskaffenhed. En sætning vil ofte indeholde både et finit og et infinit verbum, men der er kun tale om selvstændige processer i forbindelse med verbalgrupper. Ofte består verbalgrupper af et modal- eller hjælpeverbum i finit form og et infinit underordnet verbum. I disse tilfælde kategoriserer jeg det infinitte verbum som processen, da det indeholder den leksikalske betydning, mens hjælpeverbet er mere eller mindre tømt for leksikalitet (f.eks. Børnene må få lært dansk, hvor lært udgør processen). Verber, der optræder som hovedord i infinitivsyntagmer, tælles heller ikke som selvstændige processer, da de indgår i et nominalt led som subjekt, objekt eller styrelse (f.eks. Derimod peger evalueringen på vigtigheden af at stille høje forventninger. Her regnes kun peger som proces). Materielle processer har participanterne Aktør, Beneficient og Mål tilknyttet. Aktør er den ydre igangsætter, der gør eller skaber noget gennem processen, Mål er den enhed, der skabes eller påvirkes af processen, og Beneficient er den, for hvem processen finder sted (Han (A) bygger et skib (M) til sin far (B)). Mentale processer inddeles i fem undertyper: kognitive processer realiserer tankevirksomhed hos agenten i sætningen, perceptive processer er sanseprocesser, affektive processer, er føle- og reaktionsprocesser, intentionelle processer er beslutnings- og planlægningsprocesser og til sidst realiserer desiderative processer ønske- og håbeprocesser. Der er to primære participanter i de mentale processer: Sanser, i hvem processen foregå, og Fænomen, som er det, Sanser er bevidst om. Relationelle processer er være-, blive- og haveprocesser og inddeles i to undergrupper: Relationelle processer og relationel ekspansion. Relationel ekspansion inddeles yderligere i to: Attributive processer, som tilskriver fænomener bestemte egenskaber og rummer participanterne Bærer, der er den enhed, der klassificeres i processen, og Attribut, der er selve egenskaben (Hunden (B) var bidsk (A)). Identificerende processer, der identificerer og definerer fænomener ved at relaterer et fænomen til et andet. Her benævnes participanterne Fremtoning (det identificerede) og Værdi (det identificerende) (Bodil (F) var Nationalbankens direktør (V)). Eksistentielle processer udtrykker et fænomens rene eksistens, og her optræder kun en enkelt participant, nemlig Eksistens (Der er mange æbler (E) i år). 20

21 Der hører fire participanttyper til Verbale processer: Siger, der er afsenderen af budskabet, Modtager, der er modtager af det verbale budskab, Verbalisering, der er selve indholdet af det sagte, og Talemål, der betegner den, som ytringen omhandler. Har en sætning mulighed for participanten Talemål, er der tale om verbal mening (verber som f.eks. anklage, kritisere, respektere), ellers udtrykker processen verbal udveksling. Som nævnt omgives processer og participanter af cirkumstantialerne, der yderligere specificerer sætningens eksperientielle indhold. Der findes ni typer af cirkumstantialer: lokalitet, der specificerer rumforhold, temporalitet, der specificerer de tidslige omstændigheder, metodik, der specificerer metode, kausalitet, der specificerer årsagsforhold, probabilitet, der specificerer betingelser og mangler, addition, der specificerer med eller uden hvem eller hvad processen foregår, rolle, der specificerer participanten, sag, der specificerer en sag eller et emne tilknyttet processen og synsvinkel, der specificerer ifølge hvem eller hvad udsagnet gælder. Den interpersonelle metafunktion Den interpersonelle metafunktion repræsenterer den sproglige interaktion mellem mennesker. Her er fokus på de sociale relationer, der skabes og opretholdes i sproglig kommunikation. I enhver kommunikationssituation er der en afsender, en modtager og noget, der udveksles mellem afsender og modtager, og disse typer af interpersonel betydning sættes hovedsageligt i spil i teksten via modus og modalitet 17. Jeg kommer ikke ind på modus-aspektet i mine analyser, derfor vil jeg undlade at beskrive det nærmere her. Modalitet repræsenterer sprogets muligheder for at udtrykke grader mellem ja og nej. Sprogbrugeren kan med modalitet udtrykke, i hvilken grad han forpligter sig på sandhedsværdien af sine udsagn. Modalitet opdeles i to typer: Epistemisk modalitet i forbindelse med sproghandlingen proposition. Her udtrykker modaliteten, i hvilken grad noget er eller ikke er sandt i udvekslingen af information mellem sprogbrugerne. En påstand kan enten bekræftes eller benægtes, og imellem disse to yderpunkter findes der forskellige grader af vanlighed og sandsynlighed. Den anden type modalitet er deontisk modalitet i forbindelse med sproghandlingen proposal 18. Her udtrykker modaliteten forskellige grader af forpligtelse og villighed, når sprogbrugerne udveksler ting- og serviceydelser. Yderpunkterne er her at foreskrive og forbyde. 17 Andersen et al. (2001) beskriver, at den interpersonelle metafunktion realiseres af det leksikogrammatiske system MODUS, herunder er der forskellige interpersonelle funktioner bl.a. modus, residual, adjunkter, sætningsnetværk og modalitet. Jeg koncentrerer mig udelukkende om modalitet, da jeg mener, at netop modaliteten giver et godt indtryk af forholdet mellem afsender og modtager og mellem afsender og de aktører, der optræder i teksten. 18 Definitionerne på proposition og proposal som to forskellige typer sproghandling er fra Andersen et al. (2001:37). 21

22 En anden væsentlig interpersonel funktion udgøres af semantikken, hvormed sprogbrugerne kan udtrykke, hvilken attitude de har til hinanden og det emne, der tales om. Dette aspekt kan beskrives ved hjælp af begrebet evaluering. Evaluering realiseres gennem fire forskellige systemer (Andersen et al. 2005:232ff): PÅSKØNNELSE, som dækker over sprogbrugerens evaluering af virkeligheden og omfatter både positive og negative evalueringer, AFFEKT, der udtrykker sprogbrugerens emotionelle tilstand, FORSTÆRKNING, der graduerer sprogbrugerens udtryk om verden, og BEDØMMELSE, der dækker over sprogbrugerens bedømmelse af andres etiske og moralske standpunkter samt deres sociale værdier Grammatiske metaforer: procesmetaforer Inden for systemisk funktionel grammatik dækker begrebet grammatisk metafor over, at (næsten) samme semantik kan realiseres på flere forskellige leksikogrammatiske måder (Andersen og Smedegaard 2005:331). En mening kan således udtrykkes typisk eller atypisk, og begrebsparret, der bruges om disse udtryksformer, er kongruent fremstilling om det typiske udtryk og metaforisk fremstilling om det atypiske. Andersen og Smedegaard (2005) skelner mellem tre hovedtyper af grammatiske metaforer på dansk: i) procesmetaforen, ii) den ytringsfunktionelle metafor og iii) modalitetsmetaforen. Procesmetaforen indgår i den ideationelle metafunktion, mens de to øvrige hører til under den interpersonelle metafunktion. Jeg vil undersøge teksternes indhold af procesmetaforer under transitivitetsanalyserne, mens jeg ikke kommer ind på ytrings- og modalitetsmetaforer. Processer realiseres kongruent af verbale udtryk, men de kan også realiseres metaforisk gennem nominalisering. En sådan nominalisering kaldes en procesmetafor. Procesmataforer kan enten forekomme som substantiviske eller som adjektiviske nominaliseringer, hvor verbalet i en sætning transformeres til henholdsvis et substantiv og et adjektiv. Den substantiviske nominalisering er den mest vidtgående, idet den fremstiller en begivenhed som et objekt i verden og således erstatter den processuelle dynamik i begivenheden med en tingslig statik (ibid.:343f). Den adjektiviske nominalisering fremstiller begivenheder som kvaliteter i verden, men indeholder stadig en del af dynamikken. Når en verbal proces nominaliseres vil det altid medføre et vist semantisk tab (Fairclough 2003:143, Andersen et al. 2001:320), f.eks. bliver den egentlige proces ofte skjult i en participant eller en cirkumstantiel tilskrivning. Fairclough skriver om betydningen af metaforisk sprogbrug: 22

23 Nominalization is a resource for generalising, for abstracting from particular events and series of events, and in this case it is an irreducible resource in scientific and technical discourse as well as governmental discourse. ( ) such generalization and abstraction, for instance in the genres of governance, can erase or even suppress difference. It can also obfuscate agency, and therefore responsibility, and social divisions. (Fairclough 2003:144) Undersøgelsen af en teksts grammatiske metaforer kan således være med til at belyse, hvordan afsenderen forsøger at konstruere en bestemt fremstilling af en sag ved at fremhæve eller skjule bestemte participant- og procestyper Implicit information Al kommunikation forgår som et samarbejde mellem kommunikationsparterne om at skabe betydning. Sprogbrugere følger således et sæt af pragmatiske principper for at opnå den mest effektive kommunikation: Når vi vil dele et tankeinnhold med noen, må vi velge en strategi som er tilpasset mottakeren. I denne processen følger vi et sett med mer spesifikke prinsipper for rasjonell samhandling ( ) Grice kaller dem maksimer (..): 1. Vær opriktig, 2. Vær akkurat så informativ som det kreves ut fra de aktuelle målene for samtale, verken mer eller mindre, 3. Vær relevant, 4. Vær klar, kort og ryddig, og unngå tvetydighet. (Vagle et al. 1993: 101) Hvis man møder en ytring, der på det eksplicitte plan bryder med et eller flere af disse samarbejdsprincipper, kan årsagen være, at afsenderen stadig samarbejder, men blot udtrykker sig implicit. Man må altså slutte sig til betydningen, så ytringen alligevel kan tolkes som oprigtig, informativ, relevant og klar, men på et underliggende plan. Sådanne slutninger kaldes inferens, og den inferens, der foretages for at udlede den implicitte information af en ytring, kaldes implikatur (ibid.:108) eller underforståelse. Der er flere grunde til at udtrykke sig implicit; høflighed er en meget hyppig årsag, men også redundans, hvor f.eks. en fælles baggrundsviden mellem samtaleparterne gør det unødvendigt at eksplicitere hele det propositionelle indhold i en ytring. En særlig type af implicit information kaldes præsuppositioner eller forudsætninger. Det er propositioner, der ikke er eksplicit fremsat i kommunikationen, fordi afsenderen forudsætter, at modtageren kender og accepterer meningen enten ved hjælp af den konkrete situationskontekst, ved hjælp af et bredere baggrundskendskab, eller fordi det præsupponerede er givet tidligere i teksten. Det forudsatte indhold i en ytring kan ikke negeres, selvom man negerer det eksplicitte budskab, 23