SYGEPLEJE & HISTORIE DSHS 7. ÅRG. NR. 22 AUGUST ISSN

Transkript

1 SYGEPLEJE & HISTORIE DSHS 7. ÅRG. NR. 22 AUGUST ISSN INDHOLD Leder Fagligt stof Notes on Nursing - Florence Nightingale og victoriatidens arbejderkvinde af Jette Lauritzen Cornelia Petersen og sygeplejeuddannelsen på Århus Kommunehospital af Pia Koustrup Museumshjørnet af Inger-Marie Børgesen Nyt fra Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Generalforsamling i DSHS den 16. september 2004 Læserbrev Kommentar til museumshjørnet i Sygepleje & Historie nr. 21 april 2004 af Dagmar Bork Nye bøger Møder, foredrag og udstillinger Helse- og medicinskhistorisk årsmøde 3. december 2004 Third International Nursing History Conference, Australien august 2005 Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Foto på forside: Forstanderinde Cornelia Pedersen Århus Kommunehospital ca (DSHM arkiv)

2 LEDER Med dette nummer af Sygepleje & Historie introduceres en ny gruppe forfattere til tidsskriftet, nemlig studerende ved Kandidatuddannelsen i Sygepleje ved Aarhus Universitet. Et af kandidatuddannelsens studieområder omhandler sygepleje, aktuelt, historisk og idehistorisk, og inden for denne emnekreds udarbejder de studerende en skriftlig eksamensopgave. På den måde ser en lang række små historiske studier dagens lys. To af disse studier er afsættet for dette nummers to artikler. Stud. cur. Jette Lauritzen har taget Florence Nightingales Notes on Nursing op fra en helt ny vinkel, nemlig ved at se på samspillet mellem Nightingale og arbejderkvinden, som Notes on Nursing var rettet mod. Stud. cur. Pia Koustrups artikel omhandler en af Nightingaleskolens elever, Cornelia Pedersen, der blev ansat som inspektrice på Århus Kommenehospital i Med inspiration fra Nightingale-uddannelsen blev Cornelia Pedersen en af dansk sygeplejeuddannelses pionerer. Hvordan hendes værk på Århus Kommunehospital formede sig ses der på i artiklen. Redaktionen har fra Dagmar Bork modtaget en kommentar til Museumshjørnet i Sygepleje & Historie nr. 21, som omhandlede ideer og idealer i dansk sygepleje med fokus på den verdslige sygeplejetradition. Andre sygeplejetraditioner var på banen før dette. Katolske nonner var de første faglærte sygeplejersker i Danmark. De kom til landet så tidligt som 1856 og byggede i løbet af få årtier mangfoldige hospitaler (1). Diakonisserne introducerede som de første en formel sygeplejeuddannelse 1863, og deres tradition spredte sig hurtigt til alle egne af landet (2, 3). Begge religiøse traditioner har gjort en stor indsats i etableringen af den professionelle sygepleje. I sin kommentar beskriver Dagmar Bork diakonissernes indsats. Den 3. december afholdes det tredje Helse og medicinhistoriske årsmøde, som DSHS er med i planlægningen af. Mødet er nærmere beskrevet inde i tidsskriftet. Her skal nævnes, at årets tema er Re-konstruktioner af praksis. Patientjournaler, sygehistorier, dagbøger og fortællinger i tværfagligt perspektiv. Afslutningsvis vil jeg henlede opmærksomheden på, at der i dette nummer indkaldes til generalforsamling i DSHS den 16. september 2004 i København. Efterfølgende holder sygeplejerske ph.d. Kirsten Beedholm et foredrag udfra sin afhandling om udviklingen i dansk sygepleje i det 20. årh. Vel mødt til generalforsamling og foredrag. Susanne Malchau Formand (1) Malchau, Susanne. Sankt Joseph hospitalerne i Danmark Et katolsk hospitalsimperiums etablering, lægevirksomhed og samspil med det offentlige. Bibliotek for læger, 195 årg., nr. 3, 2003, s (2) Bork, Dagmar. Diakonisser i Dansk Sygepleje. København: Dansk Sygeplejeråd, (3) Malmgart, Liselotte. Med glæden som værktøj. Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen København: Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen, 2000.

3 FAGLIGT STOF Notes on Nursing - Florence Nightingale og victoriatidens arbejderkvinde af sygeplejerske stud.cur. Jette Lauritzen Florence Nightingale ( ) beskrives ofte som kvinden med lampen. En kvinde, som brød med sin samtids normer, sin sociale status og som satsede alt for at de victorianske kvinder kunne få en sygeplejeuddannelse, der kunne anerkendes som et selvstændigt fag adskilt fra den lægelige profession. I den forbindelse anses bogen Notes on Nursing hyppigt som den første og bedste lærebog for sygeplejersker. Bogen er stadig en vigtig formidler af viden om grundlæggende sygepleje. Men Notes on Nursing er meget mere end en lærebog for sygeplejersker. Bogen indeholder også emner fra den victorianske samfundsdebat og belyser Florence Nightingales normer om kvindelighed og holdninger til det publikum, som bogen først og fremmest henvendte sig til, nemlig den victorianske arbejderkvinde. Det victorianske samfund England, i Dronning Victorias regeringstid fra , var en periode med massiv befolkningsflugt fra land til by. I takt med at overbefolkningen, fattigdommen, slumkvarterne og ikke mindst sygdomsepidemierne tog til i byerne, blev grænserne mellem de sociale klasser stadig skarpere. Borgerskabet mente, at samfundsordenen var alvorligt truet, med mindre middelklassens normer, så som arbejdsomhed, sparsommelighed, renlighed, afholdenhed, ærlighed og viljen til selvhjælp, kunne udbredes til de øvrige klasser. Her blev der først og fremmest hentydet til arbejderen, der ansås for en potentiel politisk urostifter. Den respektable og hårdtarbejdende arbejdskvinde fik af samfundet tildelt rollen som moralens vogter, der gennem en upåklagelig opførsel skulle overføre middelklassenormerne til sin egen familie. Arbejderkvinden formåede at udfyldte rollen så godt, at arbejderklassen i 1870erne fremstod mere puritanske og moralske end middelklassen nogensinde havde været (Hopkins 1979, Perkins 1993, Himmelfarb 1995). De sociale klassers kvindelige normer Det victorianske, patriarkalske samfund var skarpt opdelt i sociale klasser med meget begrænset interaktion klasserne imellem. Uanset social klasse var kvinden helt og holdent underlagt manden, der blev betragtet som familiens ubestridte overhoved (Blom 1992). I overklassens velhavende miljø voksede den usædvanlige højtuddannede Nightingale op. Hun forblev ugift hele sit liv og var økonomisk uafhængig med en årlig indtægt fra faderen på 500. Beløbet betød, at Nightingale kunne opretholde sin vante livsstil med eget hus og tjenestefolk i South Street i London. Denne økonomiske frihed var ikke usædvanlig for overklassens kvinder, hvis medgift ofte arrangeredes som særeje og til fri disposition for kvinden ved indgåelse af ægteskab (Cook 1917, Dossey 2000). Middelklassekvinden måtte derimod være opofrende, passiv samt skrøbelig og afhængig af manden. Dog havde kun få råd til denne rollefordeling og med gennemsnitlig en ansat tjenestepige, måtte kvinden deltage i alle hjemmets gøremål. Middelklassen udgjorde i 1850 en

4 fjerdedel af samfundets befolkning, men da indtægterne i klassen varierede mellem 50 og 1000 årligt, havde mange familier svært ved at opretholde deres sociale position (Landow 2003) (!). Overklassekvinden havde således økonomien og positionen til at tage sig friheder i det offentlige rum, hvorimod middelklassekvinden var meget opmærksom på klasseskellene, især nedadtil. Der tolereredes ingen familiære sociale kontakter til arbejderklassen, som middelklassefamilien ofte udsprang fra og havde kæmpet hårdt for at undslippe. Middelklassen anså arbejderklassen for primitive, et restprodukt af tilbagelagte udviklingsstadier. Begrebet klasse blev næsten ensbetydende med race. Arbejderklassen fremstod for de øvrige sociale klasser som bærere af næsten patologiske tendenser, idet kolera-, tyfus- og difteriepidemier hyppigt brød ud netop i slumkvarterne. Ca. halvdelen af Englands kvinder fødtes ind i arbejderklassen, og disse kvinder fik hyppigt deres første arbejde som tjenestepige som 5-årige. En arbejderkvinde kunne ifølge en undersøgelse fra 1850 ikke forvente at være gift længere end 10 år, før hun blev enke med børn, der skulle forsørges. Oftest stod hun uden større indtægt. Arbejderkvindens samfundsmæssige plads defineredes som disciplineret og hårdt arbejdende i usunde leve- og arbejdsvilkårene i slumkvarterne, der både var overbefolkede og uden rent, rindende vand eller kloaksystem. En af arbejderkvindens største byrder i disse omgivelser var kampen for renligheden, som var afgørende for at opnå respektabilitet fra borgerskabet. Arbejderkvinden var således i en dobbelt undertrykt position, dels som tilhørende arbejderklassen, dels som kvinde. Uden en vis underdanighed og ydmyghed overfor borgerskabets kvinder, der besad de lønnede stillinger, ville hun ikke være i stand til at forsørge sig selv. Men selv om hun fik et arbejde, var lønnen så lav, at arbejderkvinden endte med at være den mest udnyttede og tillige den fattigste i samfundet (Perkins 1993 Himmelfarb 1991, Johannisson 1996). Sygeplejens position i det victorianske samfund Gennem det 19. århundrede øgedes tilvæksten af kvinder i England, således at der i 1891 var 1 million flere kvinder end mænd. Dette overskud nødvendiggjorde, at også middelklassens kvinder måtte være erhvervsaktive og selvforsørgende. Borgerskabet så med bekymring på det stigende antal udearbejdende kvinder, der således kom udenfor familiens indflydelse. På den baggrund fremkom Parlamentet i 1857 med et forslag om at etablere uddannelsesmuligheder for især middelklasse kvinder. Florence Nightingale mente, at parlamentsforslaget kunne bruges til at indføre sygeplejeuddannelsen. Der var et stort behov for uddannede sygeplejersker, dels som lægens hjælpere, men hovedsagelig som afhjælper af den tiltagende bekymring hos borgerskabet. Her så man på baggrund af en rationel og kommerciel nyttetænkning et behov for omsorg og sygdomsbekæmpelse i arbejderklassen, hvis arbejdskraft var truet af befolkningstilvæksten samt en manglende kontrol over infrastrukturen i byerne (Burnett 2002, Poovey 1991, Himmelfarb 1984). I 1860 var der ca patienter i arbejdshusene, mod patienter på hospitalerne, der både var beskidte og ansete for menneskeligt uværdige. Sygeplejerskerne, der ofte var arbejderkvinder, enlige mødre og enker, havde generelt et dårligt ry. De betragtedes som utrænede, analfabeter, drikfældige, voldelige og blev ofte beskyldt for at have seksuel omgang med patienterne. Syge arbejdere forblev oftest i eget hjem, dels fordi arbejdshusenes

5 sygeafdelinger var ringere end hospitalernes, dels af økonomiske årsager, da hospitalerne fordrede delvis selvbetaling og meget strengt selekterede, hvilke patienter de ønskede at behandle. Således blev kun patienter, der formodedes at kunne helbredes, indgå i forskning eller undervisning, indlagt (Dingwall et al 1988, Helmstadter 1997). Arbejderkvinden havde hyppigt en indtægtskilde i arbejdet som sygeplejerske for fattige syge i slumkvarterne. I arbejderkvindens eget hjem var plejen af syge familiemedlemmer dog forbundet med forhindringer, da sygdom i familien var ensbetydende med indtægtstab. Dertil kom en ikke ubetydeligt risiko for smitte til andre familiemedlemmer. En risiko der tydeligt vises gennem en undersøgelse fra En typisk arbejderfamilie bestod nemlig af 11 personer, som boede på 15 m 2 fordelt over to rum (Cortes 1997). Filantropi og Notes on Nursing Til reformeringen af de fattiges levevilkår indtog det 19. årh. filantropi en vigtig position. Middelklassen brugte filantropien som et middel, hvormed arbejderklassens niveau kunne hæves moralsk, kulturelt og intellektuelt. Ved at formidle det moralske budskab, som også renligheden var en del af, ønskede borgerskabet at fremme taknemlighed og underdanighed, så muligheden for politisk uro forhindredes. Samtidig blev filantropiske gøremål på linie med socialt arbejde anset for en acceptabel beskæftigelse for bedrestillede kvinder (Krogh 1994). Med filantropen Nightingales udtalelse, alle kvinder er sygeplejersker, startede en kampagne for at højne befolkningens sundhedstilstand ved at give arbejderkvinden større viden om sygepleje (Nightingale 1997[1860]:30). Nightingale arbejdede med og skrev tilføjelser til Notes on Nursing over en periode på 15 år. I 1875 eksisterede der således fire udgaver af bogen. Forlæggerne Harrison & sons, der købte ophavsretten, overtaltes af Nightingale til at udgive bogen. Den britiske filolog Victor Skretkowicz hævder, at Notes on Nursing udkom første gang i januar 1860 (2) og at bogen henvendte sig især til middelklassekvinden. For at øge Harrison forlagets profit forsinkedes udgivelsen af Nightingales udgave af Notes on Nursing for the Labouring-Classes, som især henvendte sig til landarbejderkvinden, til april Nightingale forsatte med at skrive tilføjelser til bogen, og i 1868 udkom en 3. udgave med fokus på fabriksarbejderkvinden. I 1875 forsøgte Nightingale en fjerde udgivelse af bogen, men af profithensyn blev dette forhindret af Harrison (Stretkowicz 1997). Den fjerde udgave er i dag tilgængelig på British Museum i London. Notes on Nursing indeholder blandt andet viden om miasmeteorien, samt anvisninger til hvordan syge plejes og observeres (Nightingale 1997[1860]:200). Dermed understøttede Nightingale samfundets tro på miasmeteorien, der hævdede, at sygdom opstod ved giftige gasser og at disse gasser stammede fra nedbrydningen af vegetabilsk eller animalsk affald og spredtes via luften. Der forgik dog en tiltagende kamp mellem tilhængere af miasmeteorien og Pasteurs bakterieteori. Disse ændringer til smitteveje var Nightingale bekendt med, men hun blev aldrig overbevist om bakteriernes eksistens. Læsningen af Notes on Nursing må have været en tvedelt oplevelse for arbejderkvinden. Nightingales liste i Notes on Nursing over sygeplejens absolutte minimum, så som ren luft, rent vand, effektiv kloakering, renlighed, lys, rigtig ernæring, frihed for angst og bekymring, må for arbejderkvinden være forekommet ønskværdigt, men uoverkommeligt. Hvor megen indsigt og forståelse, overklassekvinden Nightingale havde for arbejderkvindens liv, er svært at afgøre. Nightingale prøvede at sætte sig ud over eget klassetilhørsforhold og var ofte kritisk overfor overklassens kvindelige normer, men fastholdte dog sin

6 overklasseidentitet(sigvaldsen 2000). Spørgsmålet er, om Nightingale forstod, hvorledes renligheden kan have fungeret som en uoverkommelig barriere for arbejderkvinden. Den sociale og økonomiske position forhindrede således arbejderkvinden i at opfylde den i Notes on Nursing næsten normativt pålagte ansvarlighed for familiens sundhed. For eksempel var rent, rindende vand først tilgængelig i arbejderkvarterne i London i Indtil da havde indbyggerne benyttet vandet fra den stærk forurenet flod Themsen (Cortes 1997:65). Når Notes on Nursing s målgruppe var arbejderkvinden, kan det diskuteres, om den politiske inddragelse af hovedtemaer fra den victorianske samfundsdebat, så som kvinders stemmeret, kampen mellem troen på bakterie- eller miasmeteorien, dannelsen af fagforeninger, alkohol- og stofmisbrug, degenerering af slægter og børns levevilkår, ikke kræver en indsigt og forståelse for baggrunden i debatterne, for at hensigten med teksten ikke bliver uklar og usammenhængende (Nightingale 1997[1860,1868,1875]). I alle sociale klasser var undervisningen sparsom for kvinder, og således har forudsætningerne for at formidle viden om blandt andet miasmeteorien og dermed forbindelsen mellem de dårlig sanitære forhold og sygdomsepidemier formenligt ikke været til stede. Kommunikationen af budskabet til arbejderkvinden må have voldt problemer, når der samtidig betænkes, at hovedparten af arbejderkvinderne var analfabeter. Faktisk kritiseredes Notes on Nursing af alle sociale klasser som vanskelig tilgængelig med sin uklare og specielle skrivemåde (Stretkowicz 1997). Spørgsmålet er, om arbejderkvinden kunne pålægges den fulde ansvarlighed for familiens sundhedstilstand, som Nightingale bevidst gjorde. Det kan undre, om ikke filantropen Nightingales ærinde med Notes on Nursing var politisk for at opnå en forbedring af de sanitære forhold i landet og i det øjemed at propagandere for sygeplejeuddannelsen som en mulighed for alle kvinder til at få et arbejde med en lønsom karriere og under et i samfundet accepteret koncept, som sygeplejeuddannelsen på St. Thomas hospital i London. Afsluttende bemærkninger Med en filantropisk tilgang forsøgte Nightingale gennem arbejderkvinden, dels at forbedre arbejderklassens moralske og fysiske miljø, dels politisk at gøre borgerskabet bevidst om de dårlige levevilkår i arbejderklassen. Det fremgår ikke tydeligt i Notes on Nursing, om Nightingale formåede at sætte sig ud over de markante sociale adskillelser og de herskende middelklassenormer i det victorianske samfund. Normerne var en del af de sociale klassers forforståelse og dybt forankret i kvinderne, formentlig også i Nightingale. Dermed kan siges, at Nightingale pålagde arbejderkvinden nogle normer og en ansvarlighed, der med den lave sociale og økonomiske position vanskeligt kunne honoreres. Noter 1. Over- og middelklassens årlige indtægt lå mellem 50 og 5000, mens arbejderklassens lå mellem 7 og 73 årligt (Perkins 1993:5,86). En almindelig arbejder tjente i shilling 9 pence for en 6 dages arbejdsuge à 10 timer daglig, mens en almindelig tjenestepige tjente 7 årligt. (1 =20 shilling) (Landow 2003). 2. Den opfordres Nightingale i et brev fra reformator Edward Chadwick om at skrive en bog om forebyggelse af sygdom, som skyldes dårlige sociale forhold og forurening, samt råd til mødre om hygiejne og sygepleje før lægens ankomst (Widerquist 1997:152).

7 Dette kunne formodes at have medvirket til, at bogen Notes on Nursing produceredes og udkom januar Stretkowicz påviste, at manglende årstal i den første udgave førte til, at genoptrykningen i det 20 årh. fejlagtigt hævdede, at første udgave udkom i 1859 (Stretkowicz 1997:21,212). Litteratur Blom I (1992). Kvinder fra urtiden til nutid. Fra 1500 til vore dage. København: Politikens Forlag A/S. Burnett J (2002). Victorian working women: sweated labour. Internet: den Cook E (1917). Florence Nightingale. Bind 1-2. København: H. Hagerups Forlag. Cortes P og Kjeldsen J (1990). The Victorian age. A pictorial companion. København: Gyldendals Boghandel. Dingwall R,. Rafferty AM. og Webster C (1988). An introduction to the social history of nursing. London: Routledge. Dossey B (2000). Florence Nightingale. Mystic, visionary, healer. Springhouse: Springhouse Corporation. Helmstadter C (1997). Doctors and Nurses in the London teaching Hospitals. Class, Gender, Religion and Professional expertise, I:Lynaugh, J. (red.). Nursing History Review. Pennsylvania: University of Pennsylvania Press. Himmelfarb G (1984). The Idea of poverty. England in the early industrial age. New York: Alfred A. Knopf Inc. Himmelfarb G (1991). Poverty and compassion. The moral imagination of the late Victorians. New York: A. Knopf Inc. Himmelfarb G (1995). The De-moralization of society. From Victorian virtues to modern virtues. New York:Alfred A. Knopf Inc. Hopkins E (1979). A social history of the English working classes London: Edward Arnold Ltd. Johannisson K (1996). Det mørke kontinentet. Kvinner, sykelighed og kulturen rundt århundreskiftet. Oslo: Aventura Forlag. Krogh T (1994). Filantropibegrebet mellem næstekærlighed, liberal politik og solidaritet. I:Filantropi-mellem almisse og velfærdsstat. Den jyske historiker nr. 67. Århus: Aarhus Universitetsforlag, s Landow GP (2003). Wages and the cost of living in the Victorian era. Internetdokument: søgedato den

8 Nightingale F (1997[1860]). Notater om sykepleie. (Revidert med tillegg).oslo: Universitetsforlaget. Perkins J (1993). Victorian women. London: John Murray Ltd. Poovey M (1991). Introduction. I: Florence Nightingale. Cassandra and other selections from suggestions for thought. London: Pickering & Chatto Ltd. Sigvaldsen B (2000). Florence Nightingale og hendes kvindesyns betydning for kvinder og sygepleje. København: Munksgaard. Klinisk Sygepleje nr.3. s Skretkowicz V (1997). Introduktion. I: Florence Nightingale Notater om sykepleie (revideret med tillegg). Oslo:Universitetsforlaget. AS, s Skretkowicz V (1997). Historien om utviklingen og utgivelsen av Notater om sykepleie I: Florence Nightingale notater om sykepleie (revideret med tillegg). Oslo:Universitetsforlaget AS, s Widerquist J (1997). Sanitary Reform and Nursing. Edwin Chadwick and Florence Nightingale. I: Nursing History Review. Vol.5. Pennsylvania: University of Pennsylvania Press, s

9 Cornelia Petersen og sygeplejeuddannelsen på Århus Kommunehospital af sygeplejerske, stud.cur. Pia Koustrup Jeg er ansat som uddannelsesansvarlig sygeplejerske i det århusianske hospitalsvæsen, og er som sådan bl.a. med til at fejre det årlige Sygeplejesymposium, hvor Cornelia prisen uddeles til en sygeplejerske. Prisen gives til en sygeplejerske, som har gjort sig særlig bemærket inden for udviklingen af sygeplejen. På mit studium ved Institut for Sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet, fandt jeg det derfor særlig interessant at fordybe mig i: Hvem Cornelia Petersen var? Hvad hun stod for inden for sygeplejen generelt? Og hvad hun faktisk har betydet for sygeplejens udvikling på Århus Kommunehospital? På baggrund af dette, er denne artikel skrevet. Inspektrice ved Århus Kommunehospital Hospitalsvæsenet i Århus startede omkring 1890 og i knap 30 år senere - indså lægerådet ved Århus Kommunehospital, at de ikke længere havde tid til at styre sygeplejen. Efter forhandlinger med byrådet, ansatte man derfor en inspektrice, som skulle varetage tilsynet med hospitalets sygeplejeelever. Inspektricen blev Emmy Levy ( ), som efter to år i stillingen valgte at forlade Århus for at tiltræde en ansættelse som Første Sekretær for den nystartede fagforening for sygeplejersker Dansk Sygeplejeråd (DSR). Cornelia Petersen efterfulgte hende som inspektrice (Århus Kommunehospitals arkiv, Wingender 1999). Cornelia Petersen Cornelia Petersen blev sygeplejeelev i 1902 i Ålborg, måske fordi faderen døde i 1898, hvorved familiens økonomiske grundlag antageligt smuldrede. Således måtte familien, som nu udelukkende bestod af kvinder, ernære sig selv. Kort tid efter endt uddannelse, rejste hun til England for at supplere sin uddannelse, først med to års uddannelse ved Nightingale-skolen i London og dernæst med en treårig psykiatrisk uddannelse. Grundet 1. Verdenskrig ( ) vendte hun hjem til Danmark, hvor hun først var ansat ved Røde kors, men to år senere - i blev hun ansat som inspektrice ved Århus Kommunehospital (Sigvaldsen 2001). Cornelia Petersen var en aktiv dame og en pioner i sygeplejen. Allerede i 1920 blev hun, sideløbende med hvervet som inspektrice, formand for provinssygeplejerskerne. Her havde hun rig lejlighed til at fremføre og afprøve sine ideer om sygepleje og uddannelsen heri. Det gjorde hun bl.a. gennem en omfattende forfatter- og foredragsvirksomhed. Hun skulle angiveligt ved foredrag i Dansk Kvindesamfund, husmoderforeninger og lignende, have fremført, at grunden til at vælge sygeplejen, burde være begrundet i lyst og engagement og en social forpligtelse overfor menneskelig lidelse. Hun udtrykte i sit forfatterskab, at de bedste elever var dem, der havde leget med dukker som børn. Dukkerne var de syge og krævede pleje, og man kan sige, at hun her satte tydeligt fokus på moderlighed og omsorg som de bærende idealer i sygeplejen (Wingender 1999, Petersen 1928). Et omfattende arkivmateriale viser, at Cornelia Petersen både var en fremsynet sygeplejerske og en person med faste meninger. Fx havde eleverne på den tid pligt til at bo på hospitalerne og her fremgår det af lægerådets protokol af , at Cornelia Petersen ved byggemøder agiterede

10 for at elevværelserne ikke måtte overstige 8m 2. Begrundelsen var, at hun fandt det væsentligt, at hver elev havde sit eget værelse og 8m 2 var jo for småt til mere end én elev. På den måde sikrede hun eleverne eneværelser, og det var en ganske usædvanlig praksis på den tid. Samme sag viser, at hun ikke mente eleverne havde behov for mere end en seng og et skrivebord. For de to møbler må jo have fyldt rummet helt ud. Hendes faste meninger kom til udtryk i en disput med DSR i midten af 1940-erne, hvor DSR indledte en blokade mod Århus Kommunehospital, fordi Cornelia Petersens ikke ville nedsætte den daglige arbejdstid fra 9 til 8 timer. Sygepleje- teori og praksis En af Cornelia Petersens stærkeste mærkesager var dog vigtigheden af boglig lærdom og om dette skrev hun fx i 1943 til forstanderinden for sygeplejen i Sundhedsstyrelsen Eli Magnussen, at man burde rette opmærksomhed mod, at nogle elever skiftede uddannelsessted, og derved kun fik delvis undervisning i to planlagte læsekurser. Og sådanne forhold diskvalificerede altså uddannelsen! Cornelia Petersens forslag var, at sådanne elever begyndte forfra på uddannelsen (Århus Kommunehospitals arkiv). Mængden af teoriundervisning i sygeplejeuddannelsen var der delte meninger om, men i 1925 gjorde DSR forsøg med forskellige kurser af forskellig varighed, for at højne fagets niveau og status. Cornelia Petersen var i denne sammenhæng stor fortaler for indførelse af teoretisk undervisning. Hun mente, at grunden til ældre sygeplejerskers modstand mod teoriundervisning var, at de selv manglede teori. Derfor havde de mindre forståelse for yngre sygeplejerskers behov og argumentation for teori. I perioden var Henny Tscherning ( ) formand for DSR. Det var en tid, hvor DSR arbejdede stærkt for en autoriseret 3-årig sygeplejeuddannelse og med baggrund i den politik gav Tscherning i 1922 udtryk for, at netop DSR skulle stå bag en generel landsdækkende lærebog i sygepleje. DSR nedsatte med dette sit første lærebogsudvalg, og kom på den måde til at definere idealet for fagets boglige / teoretiske indhold (Wingender 1999). I de første lærebøger om sygepleje fremstod sygepleje som et kald, hvor kvinden pga. sine kvindelige egenskaber var født til at fungere som sygeplejerske. Tschernings efterfølger af formandsposten i DSR Charlotte Munck ( ) stod stærkt for denne holdning. Hun var formand fra , men også forfatter af sygeplejeafsnittet i den første lærebog, og heri blev det fremført, at udøvelsen af sygeplejerskens kald krævede egenskaber som tålmodighed og selvforglemmelse. Det krævede evne til sympati og taktfølelse, sanddruelighed og pålidelighed, høflighed og venlighed. Men dertil kom også, at sygeplejersken skulle være i besiddelse af en god sund forstand, og være villig til at bruge alle sine evner. Munck ønskede dog ikke at udtale sig om en konkret skoleuddannelse. Hun mente, at gode skolekundskaber var vigtige, men dog ikke kunne overstige det at have praktiske anlæg, hvilket trods alt var det vigtigste (Munck 1926). I den teori-praksis debat markerede Cornelia Petersen sig stærkt ved at fastholde et krav om øget teoriundervisning. Den holdning førte hun ud i praksis ved at stille krav om, at eleverne på Århus Kommunehospital forud for uddannelsesstart havde været på Testrup Højskole, der var åbnet som sygeplejehøjskole Netop højskoletanken kombineret med det faglige fandt Cornelia Petersen vigtig i elevens dannelse, fordi det dels indebar undervisning i almene højskolefag som dansk, regning, historie og dels faglige fag som anatomi, fysiologi, hygiejne, kemi, ernæringslære, diætetik og praktiske sygeplejeøvelser. Hun sammenfattede dette til begrebet værdier for livet for eleverne (Tidsskrift for Sygepleje 1927), og den holdning førte til at hun var blandt

11 forslagsstillerne til at daværende oversygeplejerske på Hammel Sygehus, Maren Grosen ( ), blev ansat som første forstanderinde ved Testrup Højskole (Birkelund 2001). Højskoleidé og sygeplejeuddannelse At Cornelia Petersen foreslog Maren Grosen til stillingen som forstanderinde på den nyerhvervede højskole, bundede sandsynligvis i, at Maren Grosen var ud af en gammel højskoleslægt og dermed godt forankret i den grundtvigianske tankegang, som Cornelia Petersen så som noget af det væsentligste dannelsesideal at have med sig inden egentlig start på sygeplejeuddannelsen. Ud over dette havde Maren Grosen nydt stor anseelse i DSR som en fremragende underviser. Hun havde derfor de bedste forudsætninger for at stå i spidsen for det eksperiment, det var at forene sygeplejens faglige sigte med højskolens personlighedsdannende (Tidsskrift for Sygepleje 1927, Birkelund 2001). Ideen om dannelsen fra højskolemiljøet, var et godt fundament til den uddannelsesplan Cornelia Petersen havde fået indført på Århus Kommunehospital. Her var det blevet bestemt, at alle elever skulle modtage forelæsninger i etik og sygeplejens historie af inspektricen og at første års elever en gang ugentlig skulle have undervisning i almindelig sygeplejelære. Også denne undervisning skulle gives af inspektricen. Desuden skulle undervisningen afsluttes med en (ikke nærmere defineret) prøve, hvor lægerådets formand skulle være tilstede. Anden og tredje års elever skulle undervises to gange om ugen af lægerne (Århus Kommunehospitals arkiv). Cornelia Petersen stillede store krav til elevernes forståelse af det underviste. De skulle en gang per uge udarbejde skriftlige øvelser over forelæsningernes temaer og samtidigt forventedes de at deltage i frie forelæsninger i patologi og terapi. Det var lange dage eleverne blev udsat for, men de skulle dog allerede have fri kl. 19 fra dagvagten (normtiden var i kl. 6-20), så de kunne gå til undervisning én gang om ugen i anatomi og fysiologi. Undervisningen skulle bestå af 15 lektioner ved reservekirurgen og 10 lektioner ved reservemedicus. Cornelia Petersen begrundede sit uddannelsesforslag til lægerne med, at eleverne med denne undervisning ville få en større og hurtigere forståelse af sygeplejegerningen, og dermed bedre forudsætninger for at udøve det daglige arbejde (ibid.). Når kildematerialet fra Århus Kommunehospitals arkiv sammenholdes med Tidsskrift for Sygepleje (perioden ), tyder meget på, at Cornelia Petersen både planlagde og implementerede sygeplejeuddannelsen på Kommunehospitalet i Århus. Selve undervisningsplanen med pensum og eksamenskrav fandt DSR så god og gennemtænkt, at den blev uddelt til samtlige ledende sygeplejersker i Danmark. Således kunne hensigten med en ensartet uddannelse på landsplan opfyldes (Tidsskrift for Sygepleje 1927, Århus Kommunehospitals arkiv). På det praktiske plan skulle eleverne være i besiddelse af et godt håndelag og i det hele taget praktiske færdigheder, ligesom de blev vurderet på deres arbejdsomhed, lydighed og fysiske kræfter. På hver afdeling, hvor den enkelte elev afsluttede en periode, underskrev afdelingssygeplejersken og overlægen en erklæring om eleven. Erklæringen bestod af 10 punkter, som eleven blev vurderet ud fra. I vurderingen af eleverne, blev der uddelt karakterer, som bestod i datidens ug-skala. Hver vurdering gav et antal points. Pointene kunne forhøjes eller formindskes ved et plus eller et minus, som havde en værdi af 1/3 points. Kravet var minimum på i alt 14 points for at eleven havde bestået uddannelsen. Og 14 points kunne være vanskeligt at opnå, eftersom det ikke var ualmindeligt, at eleverne kun var ansat på 3-5 afdelinger gennem uddannelsen og det

12 endda med stor variation af tidsrummet på den enkelte afdelinger. Med dette må det individuelle grundlag for at opnå høje point have været meget forskelligt (Århus Kommunehospitals arkiv). Arkivmateriale viser, at DSR anvendte Århus Kommunehospital som stedet, hvor medlemmer af fagforeningen gennemgik en supplerende uddannelse. Det drejede sig om sygeplejersker med mindre end tre års uddannelse, som medlemskab af DSR krævede. Det kan formodes, at DSR anså Århus Kommunehospital som et sted, hvor en god og solid uddannelse kunne erhverves. Eksempelvis blev en tidligere diakonisse, med en diakonal uddannelse bag sig, ansat til en etårig supplerende uddannelse (ibid.). Cornelia Petersens opfattelse af hvordan uddannelsen af sygeplejersker burde være, var i god overensstemmelse med DSRs værdier og holdninger. Også i Dansk Sygeplejeråd havde god teoretisk viden betydning, men hos begge parter, havde det praktiske håndelag dog stadig forrang for teoretisk viden. Cornelia Petersen blev pensioneret fra Århus Kommunehospital i 1947 og to år efter døde hun. Hun var en fremsynet og visionær sygeplejerske, som levede og åndede for udvikling og højnelse af sygeplejen både som kald og som fag. Litteratur Birkelund R (2001). Maren Grosen og Ingrid Kaaes syn på sygepleje og uddannelse livsglædens etik. I: Birkelund R (red.) Omsorg kald og kamp. København: Munksgaard, s Bundegaard E og Poulsen R (1993). Skolen uden hus. I: Sygepleje på Århus Kommunehospital Festskrift i anledning af 100 års jubilæet. Århus: Århus Kommunehospital, s Hauge S (1963). I troskab mod kaldet. Den Danske Diakonissestiftelse København: J. Frimodts Forlag Knudsen CR og Laulund B (1963). Det danske sygehusvæsen. København: Dyva & Jeppesens Forlag A/S. Munk C. et al. (1926): Lærebog og Haandbog i sygepleje (elementær sygeplejeteori bind I-III). Kjøbenhavn: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Petersen C (1928). Den danske sygepleje i korte træk. Kjøbenhavn: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Petersen C (1943). Aarhus Kommunehospital Festskrift i anledning af 50 aarsdagen for Kommunehospitalets bestaaen. Aarhus: Aarhus stiftsbogtrykkerie.

13 Petersen E (1988). Fra opvarter til sygeplejerske. København: Dansk Sygeplejeråd. Petersen E (1989). Fra kald til fag. København: Dansk Sygeplejeråd. Sigvaldsen B (1993). Gå stille tal sagte. I: Sygepleje Århus Kommunehospital Festskrift i anledning af 100 års jubilæet. Århus: Århus Kommunehospital, s Sigvaldsen B. (2001) Cornelia Petersens vision Sygepleje et erhverv I: Birkelund R (red.). Omsorg, kald og kamp. København: Munksgaard, s Tidsskrift for Sygepleje Referat fra Generalforsamlingen for Provinssygeplejersker. Wingender NB (1999). Firkløveret og ildsjælene. København: Dansk Sygeplejeråd. Arkiver Århus Kommunehospitals arkiv Statens erhvervsarkiv i Århus

14 MUSEUMSHJØRNET Dansk Sygeplejehistorisk Museum Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Koldingfjord, Fjordvej 152, 6000 Kolding Åbningstider: Onsdag 11-18, torsdag og fredag 11-16, lørdag og søndag (tlf ). Billetpriser: Fri adgang for enkeltmedlemmer af DSHS Øvrige: Voksne 30 kr., grupper over ti 20 kr., pensionister og studerende 20 kr., børn under16 samt skoleklasser gratis. Kaffe og hjemmebag til reduceret pris på Hotel Koldingfjord mod aflevering af entrebillet dog ikke søn- og helligdage (gælder ikke gruppebilletter). Der tages forbehold for eventuelle ændringer.

15 DANSK SYGEPLEJEHISTORISK SELSKAB Generalforsamling i Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling i DSHS den 16. september 2004 kl i Lærerstandens Brandforsikring, Kompagnistræde 39, København. Generalforsamlingen har følgende dagsorden: 1. Velkomst 2. Valg af dirigent 3. Formandens beretning 4. Godkendelse af regnskab for Fastsættelse af kontingent for Behandling af indkomne forslag 7. Valg af bestyrelsesmedlemmer 8. Valg af revision 9. Eventuelt Vedrørende dagsordenens punkt 6 henleder bestyrelsen opmærksomheden på, at forslag til generalforsamlingen i henhold til vedtægtens 8, skal være formanden Susanne Malchau, Skolevej 18F, 8250 Egå, i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen, dvs. senest Dette gælder også forslag til valg af bestyrelsesmedlemmer. Vedrørende dagsordenens punkt 7 kan det oplyses, at følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg: Bestyrelsesmedlemmer Birthe Mortensen og Bente Sigvaldsen, der er villige til genvalg og indstilles til dette af bestyrelsen. Suppleanter Marianne Mahler og Lis Suhr der er villige til genvalg og indstilles til dette af bestyrelsen. Efter generalforsamlingen holder sygeplejelærer og litteraturhistoriker Kirsten Beedholm et foredrag udfra sin ph.d.-afhandling Forandring og træghed i den sygeplejefaglige diskurs. Afhandlingen er en idehistorisk analyse af udviklingen i dansk sygepleje i det 20. årh. Alle medlemmer er meget velkomne og indmeldelse af nye medlemmer kan ske ved indgangen. Susanne Malchau Formand

16 LÆSERBREV En betydningsfuld dimension i udviklingen af sygeplejen i Danmark Kommentar til museumsleder Inger-Marie Børgesens artikel Den gode sygepleje ideer og idealer i dansk sygepleje i Sygepleje & Historie nr. 21 april I den ellers udmærkede artikel er der ikke nævnt noget om diakonissernes indflydelse på sygeplejen i Danmark, og jeg mener, at denne dimension i høj grad bør med i beretningen. Det var Louise Conring på Den Danske Diakonissestiftelse, der i 1863 introducerede professionel sygepleje her i landet. Først 1876 begyndte læger at uddanne deres hjælpere. Uddannelsen på de københavnske hospitaler og af diakonisser, der blev sygeplejersker, forløb parallelt, men med en ganske betydelig forskel i uddannelsesstrukturen. På Københavns Kommunehospital forblev eleven på samme afdeling og hos samme overlæge hele uddannelsestiden. På Diakonissestiftelsen og fra 1900 også på Sankt Lukas Stiftelsen rummede uddannelsen oplæring i både senge- og behandlingsafdeling. Oprør fra overlæger over dette forhold forekom, men uden effekt. Det var målet for diakonissestiftelserne at uddanne deres sygeplejersker til at varetage opgaver også uden for stiftelsernes egne hospitaler, på provinsens sygehuse og i menighedsplejer. Dette mål blev nået i stor omfang fra sidste del af 1800-tallet og langt ind i det tyvende århundrede. Fra 1872 og fremdeles grundlagde diakonisser sygeplejen på Aarhus Amtssygehus, sygehusene i Skagen, Hals i Vendsyssel, Brædstrup, Hjørring, Grenå, Herning, Odder, Randers, Hobro, Ålborg, Viborg, Skive, Thisted, Horsens, Fredericia, Kolding, Odense, Nyborg, Næstved, Usserød, Køge, Roskilde, Nykøbing Falster, Thorshavn, Oringe Sindssygehospital og - efter sygehusene i Haderslev, Gram, Aabenraa, Sønderborg og Tønder. Dertil kom, at oversygeplejersken på Frederiksberg Hospital fra 1876 til 1914, søster Victoria Jensen, var diakonisse. Til dette kommer et stort antal ansættelser i den primære sundhedstjeneste landet over. Med den dalende tilgang til diakonissehusene, der blev mærkbar efter anden verdenskrig, havde stiftelserne brug for søstrene på deres egne hospitaler, og arbejdet på provinsens sygehuse måtte opsiges langs ad vejen i 1950 erne, 1960 erne og senest i I samme åremål blev hjemmeplejen afviklet, og de sidste diakonisser her forlod deres poster Der er ingen tvivl om, at diakonisserne har sat et ikke ubetydeligt præg på ideer og idealer i dansk sygepleje. Omfanget af deres virke som nævnt ovenfor, bestod i decennier. Dertil kommer, at søstrene altid indtog ledende stillinger med den deraf følgende indflydelse. Sidst, men ikke mindst, skal fremhæves deres sygeplejeskoler i provinsen, hvor undervisningen i sygepleje fulgte den, der blev givet på stiftelserne, tilpasset de lokale forhold. Det er min bestemte opfattelse, at diakonissernes indflydelse på sygeplejen i Danmark har været ganske betydelig i mere end hundrede år. Dagmar Bork Forfatter af Diakonisser i dansk sygepleje udgivet af Dansk Sygeplejeråd 1997

17 NYE BØGER Susanne Stevnhoved. 600 kvinder og en mand. Sygeplejersker på frimærkerne. Kolding: Dansk Sygeplejehistorisk Museum, 2004, ill, 48 sider, 65 kr. - udgivet med støtte fra Dansk Sygeplejehistorisk Selskab og Aktiva Pension A/S, kan rekvireres på eller museum@dshm.dk. Grundlaget for denne appetitlige udgivelse er den frimærkesamling, der er i Dansk Sygeplejehistorisk Museums besiddelse. En samling der også er blevet vist på en særudstilling på museet i I bogen beskriver Susanne Stevnhoved gennem forskellige temaer samlingen gennem billede og ord. Hun viser på den måde, hvordan en frimærkesamling kan fortælle sygeplejehistorie, kvindehistorie, fagforeningshistorie, socialhistorie, medicinhistorie, dragthistorie og nationalhistorie. Og hvordan den også kan fortælle historien bag helte, pionerer og martyrer fra dengang helte var nogen, der satte livet på spil for andre. (Anmeldt af Kirsten Stallknecht i Sygeplejersken 19/2004) Yvonne Maria Werner (ed.). Nuns and Sisters in the Nordic Countries after the Reformation. A Female Counter-Culture in Modern Society. Uppsala: Studia Missionalia Svecana LXXXIX 2004, ill., 442 sider. Pris ikke oplyst endnu. Kan bestilles via Susanne Malchau sm@sygeplejevidenskab.au.dk. Antologien er resultatet af et nordisk tværdisciplinært samarbejde om kvindeligt klostervæsen i moderne tid. Den indeholder bl.a. en omfattende artikel af Susanne Malchau Women Religious and Protestant Welfare. The Sisters of Saint Joseph s Empire of Catholic Hospitals in Denmark. Artiklen omhandler etablering, konsolidering og afvikling af de otte somatiske hospitaler de katolske St. Joseph Søstres byggede i Danmark, samt den sygepleje der udgik herfra. En indsats søstrene ydede det danske samfund over perioden Barbara J. Callaway. Hildegard Pepleau: psyciatric nurse of the century. New York: Springer Publishing Company, 2002, 472 sider. Verner Beyer Petersen. De psykiatriske Plejeanstalter på Djursland. Århus: Ovartaci Fonden og Psykiatrisk Hospital i Århus, 2004, 126 sider, 140 kr. Bogen omhandler de psykiatriske plejehjem Dalstrup og Råmosegård, der omkring 1880 blev opført som fattiggårde. Ved århundredskiftet blev de et sted for kronisk psykisk syge og fungerede som sådan frem til 1990erne. Det er således behandlingen og plejen af disse institutioner beboere, der beskrives gennem en periode på 100 år. Hertil kommer en af de første beskrivelse om forsøg med familiepleje, der i første omgang langt fra var i overensstemmelse med de gode intentioner. (Anmeldt af Kirsten Stallknecht i Sygeplejersken 25/2004). Marianne Kibenich (red.). Skærby Strand fra flyvesand til fritidsland. Udgivet af Skræby Strand Grundejerforening. Rekvireres på Bogen giver historien bag et sommerhusområde, der blev grundlagt i 1930erne og hvor mange sygeplejersker fra Nykøbing Sjælland købte sommerhusgrunde. Det var et nyt privilegium for sygeplejersker, der egentlig ikke tjente særlig meget. Men områdets daværende beskaffenhed gjorde prisen rimelig og dermed var det også muligt for sygeplejersker at blive sommerhusejere. Bogen indeholder bl.a. beskrivelser af de mange frøkners (sygeplejersker) indflydelse på områdets sommerhusliv, en af disse er skrevet af tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd Kirsten Stallknecht. (Bogen omtalt i: Berlingske Søndag 16. maj 2004 og Sygeplejersken 25/2004).

18 MØDER, FOREDRAG OG UDSTILLINGER Helse- og medicinhistorisk årsmøde 3. december 2004 Vi inviterer hermed alle interesserede til at komme med forslag til indlæg på dette års helseog medicinhistoriske møde. Temaet for årets møde er: Re-konstruktioner af praksis. Patientjournaler, sygehistorier, dagbøger og fortællinger i tværfagligt perspektiv Moderne sundhedsarbejde handler om at behandle, pleje og forebygge. Men også i høj grad om at dokumentere. Læger, sygeplejersker og andre grupper af sundhedspersonale er forpligtet til at registrere deres handlinger, f.eks. i patientjournaler. I dag fører den elektroniske patientjournal, der sigter mod en øget standardisering af erfaringen ved sygesengen, til debat og refleksion. Samtidig er patientjournaler blevet genstand for øget humanistisk interesse. Patientjournaler giver mulighed for at rekonstruere fortidig og analysere nutidig klinisk praksis. Systematiske samlinger af patientjournaler kendes tilbage fra slutningen af tallet, og har siden da tjent til at skabe kontinuitet i den kliniske erfaring og dermed til at lade behandleren eller plejeren bygge videre på det, hun eller han allerede havde lært. I nutiden, hvor patienter tilses af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og diætister m.fl., skaber patientjournalen kontinuitet ikke blot i tid, men også mellem forskellige mennesker. Journaler, forstået i bredeste forstand, giver således indblik i fortidens behandlings- og plejepraksis. Men patientjournaler kan ikke ses som neutrale beskrivelser af fortidige handlinger. Gennem dokumentationen konstruerer forskellige grupper af sundhedspersonale et bestemt billede af behandlingssituationen, af patienten og plejeren/behandleren, og af forholdet mellem dem. Ændring i måden patientjournaler er udformet på udgør også ændringer i opfattelsen af sygdom og sundhed. Det gælder også for andre former for dokumentation af sygdomsbehandling, f. eks. patienternes egne sygdomsfortællinger, sygeplejerskers kardex og plejeplaner, pårørendes erindringer og alternative behandleres optegnelser. Måden dokumentationen bliver udført og standardiseret på siger dermed noget om de strategiske og politiske såvel som om de terapeutiske og plejemæssige elementer i arbejdet ved sygesengen. Vi ønsker at dette års møde kommer til at forme sig som en række indlæg af ca. 25 minutters varighed, der med historisk, medicinsk, sygeplejefaglig, antropologisk, etnologisk, litteraturvidenskabelig, mm., baggrund tager spørgsmålene om dokumentation og konstruktion ved sygesengen op. Vi vil meget gerne høre om hvordan arbejdet med optegnelser og journaler er forløbet i konkrete forskningsopgaver. Forslag til indlæg (max. 2 sider) sendes til forskningsassistent Søren Bak-Jensen (sbj@mhm.ku.dk) senest 1. oktober. Årsmødet finder sted på Medicinsk Museion, Fredericiagade 18, 1310 Kbh. K. Den indledende foredrag bliver holdt af professor Petter Aaslestad, Institutt for Nordistikk og Litteraturvitskap, Norges teknisk-naturvitenskaplige universitet i Trondheim. Petter Aaslestad er forfatter til bogen Pasienten som tekst. Fortellerrollen i psykiatriske journaler, Gaustad (Oslo: Tano Aschehoug, 1997). Med venlig hilsen

19 Susanne Malchau, Institut for Sygeplejevidenskab, Århus Universitet og Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Lene Otto, Etnologi, Københavns Universitet Henrik Wulff, Dansk Medicin-Historisk Selskab Morten Skydsgaard, Steno Museet, Aarhus Universitet Søren Bak-Jensen og Thomas Söderqvist, Medicinsk Museion, Københavns Universitet Third international Nursing History Conference Beyond Professionalisation: Towards A History of Practice. A conference devoted to nursing and midwifery historical research and methodology. 25 August 27 August The University of Melbourne, Australia. Arranged by the Australian Nursing and Midwifery Group. Closing date for abstracts 31 December For further information deborahf@unimelb.edu.au Jysk Medicinhistorisk Selskab Dansk Medicinsk-historisk Selskab Medicinsk Historisk Selskab for Fyn Ved redaktionens afslutning var efterårsprogammerne ved de medicinsk historiske selskaber ikke offentligjort. Der henvises derfor til selskabernes respektive hjemmesider.

20 DANSK SYGEPLEHISTORISK SELSKAB Selskabets adresse: Dansk Sygeplejeråd Vimmelskaftet 38, Postbox København K Bestyrelsen: Formand: Susanne Malchau, Skolevej 18 F, 8250 Egå (e-post: sm@sygeplejevid.au.dk) Næstformand: Bente Sigvaldsen, Bernstorfflund Allé 25, 2920 Charlottenlund Sekretær: Kirsten Stallknecht, Tunet 31, 3450 Allerød Kasserer: Bodil Jacobsen, Nørre Alle 3, 4400 Kalundborg Birthe Mortensen, Sønder Alle 9, Strib, 5500 Middelfart Seniorsammenslutningen i DSR: Ruth Christensen, Katrinevej 14, 7800 Skive Dansk Sygeplejeråd: 2.næstformand Aase Langvad, Dansk Sygeplejeråd Suppleanter: Marianne Mahler, Ahlefeldtsgade 29, 3th, 1359 København k Karen Buhl, Stenstrups Allé 7 3tv, 1924 Frederiksberg C Lis Suhr, Udbakken 27, 2750 Ballerup Merete Thorsén, Dansk Sygeplejeråd (suppl. Dansk Sygeplejeråd) Revisor: Benny Andresen, Odense Revisorsuppleant: Hanne Schytte, København Nyhedsbrevets redaktion: Susanne Malchau, Århus (ansv. red.) Inger Marie Børgesen, Kolding Nete Balslev Wingender, København Marianne Mahler, København