diføt nyt DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK NR. 100 / OKTOBER 2011 KR. 25,- Essay: Brug og misbrug af kvantemekanikken Lysets væsen 3.

Transkript

1 diføt nyt Essay: Brug og misbrug af kvantemekanikken Lysets væsen 3. del IWONE 2011: workshop i Viktor Schaubergers ånd Bognyt: Carl Sagans kosmos Kortnyt: CERN-forsøg rokker ved tid og rum Grander-vand: en succeshistorie NR. 100 / OKTOBER 2011 KR. 25,- DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

2 DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer og at reducere allerede forekommende indgreb i økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets vilkår forbedres. Foreningens bestyrelse Anders Heerfordt - Formand - aheerfor@gmail.com Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel Albert Hauser - Næstform., bibliotek - a.hauser@mail.dk Aalevej 41, 7160 Tørring - tel/fax Børge Frøkjær-Jensen - Kass. - mail@f-jelectronics.dk Ellebuen 21, 2950 Vedbæk Søren Birkelund Hansen - Revisor - sorenbh@privat.dk Klosterengen 28, 4000 Roskilde - tel Arne Christensen - arne.christensen@mail.tele.dk Agertoften 27, 2750 Ballerup Christian Heerup - heerup@live.dk Triumfvej 92, 2800 Kgs. Lyngby Jan Koed - Redaktør - jk@cadaid.dk Clara Pontoppidans Vej 41, 2500 Valby Poul Schriver - Mødearrangør - poul@schriver.com Svanevænget 3, 1.th., 2100 København Ø Bankkonto Merkur Bank - Reg.nr Konto.nr DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk SWIFT-BIC: RIBADK22 - IBAN: DK Medlemskab Medlemskab oprettes ved henvendelse til kassereren eller via hjemmesiden Årskontingent: 350,- kr. Internet Forsiden Om aftenen den 22. sept. sprang nyheden om, at forskere ved CERN gennem omfattende eksperimenter havde målt neutrinoer, der bevægede sig hurtigere end lyset. Det satte straks en lavine af avisartikler i gang og sendte fysikerne i tænkeboks. Læs mere på side Billedet viser udstillingsbygningen»globen«ved CERN. 28. årgang nr. 100, okt Redaktør: Jan Koed Redaktionens adresse diføt nyt Clara Pontoppidans Vej Valby tel redak@difoet.dk Udgivelse diføt nyt udgives af Dansk Institut for Økologisk Teknik og udsendes til foreningens medlemmer. Hvor ikke andre er nævnt, er udenlandske manuskripter oversat af redaktøren. Eftertryk er tilladt med kildeangivelse. Oplag: 200 eksemplarer Tryk: Vester Kopi, København ISSN Indhold Om lysets væsen og betydning - III 3 Brug og misbrug af kvantejargon 12 Indtryk fra IWONE Bognyt 18 Forum 20 Kortnyt Grøn diesel 22 Mystiske figurer 23 Hurtigere end lyset? 24 Spontan selvantænding 26 Erfaringer med Grander 27 Foreningsnyt 28 2

3 Lys og æter: Om lysets væsen og betydning En beskrivelse af det æteriske som grundlag for videnskab og religion Del III»Lyset skinner i mørket og mørket forstod det ikkeresten af mit liv vil jeg tænke over hvad lyset er.«af Ernst Rasmussen (Joh. 1.5) (Einstein) Der sker det, at vi iagttager mønten, dels gennem luften, og dels gennem vandet til dens tilsyneladende placering i bunden af skålen. Videnskaben forklarer dette som et såkaldt»lysbrydningsfænomen«der tager udgangspunkt i mønten, som man meget rigtigt forklarer tilbagekaster noget lys der derpå kan modtages af øjet. Man kan nu indtegne nogle lysstrålebaner der startende ved øjet bevæger sig skråt ned mod vandoverfladen i en ret linje, men på dette sted brydes linjen i en stump vinkel som nu peger mod møntens formodede placering. Man ved at lyset bevæger sig mere trægt gennem vand end gennem luft og dette anser man som den centrale og tilstrækkelige forklaring på det fænomen vi her står overfor. Her skal det nu med grundlag i Rudolf Steiners undersøgelser gøres gældende at den rigtige forklaring på fænomenet er en ganske anden. Medens den traditionelle videnskab går ud fra at øjet er et passivt organ, der blot modtager de såkaldte lysstråler, så går Steiner ud fra at øjet er et aktivt organ der med sin synskraft griber ud i omgivelserne. For virkelig at forstå det der her er sagt kræves der naturligvis mange flere oplysninger og beskrivelser af eksperimenter end der her kan gives plads til. Men forudsætter vi at dette er forstået, så fortsætter forklaringen på denne måde: Synet rammer på et sted vandoverfladen og støder her ind i en større modstand end det mødte på sin vej gennem luften. Det bliver herfra vanskeligere for øjets synskraft at trænge igennem vandets mere tætte element og øjet kompenserer for denne anstrengelse ved at forkorte distancen til det der skal iagttages. Man kan sige at øjet forsøger at trække tingen tættere til sig. Dette er forklaringen på den kortere linje der nu kan indtegnes som lysbanens vej fra vandoverfladen til møntens formodede placering. Banelængden er her (som det sikkert forstås) kun kortere set i forhold til det stykke der kunne indtegnes i den tomme skål fra den samme vandhøjde (som vi her må nøjes med at forestille os) til møntens virkelige placering. Kunne man fylde karret med en gasart tyndere end luft hvilket er afprøvet i eksperimenter så ville man få en tilsvarende oplevelse, blot denne gang i modsat retning det ville for øjet virke som om mønten befandt sig i et dybere niveau end det der faktisk er tilfældet. Skønt videnskaben ikke kan gå ind på tanken om, at vi selv er aktive med øjet, 3

4 diføt nyt 100 når vi iagttager en genstand og at»synskraften kan støde ind i en større eller mindre modstand«, som øjet forsøger at overvinde på den beskrevne måde, så er det dog interessant at videnskaben i sine afsluttende kommentarer til fænomenet faktisk indrømmer øjet en vis form for aktivitet. Disse kommentarer går ud på at man mener at øjet efter at have modtaget oplysninger fra de tilbagekastede lysstråler fra mønten projicerer billedet af mønten ud i en anden position end den reelt eksisterende. Her indrømmes det altså ganske vist igen støttet af nogle psykologiske og fysiologiske spekulationer at øjet faktisk kan betragtes som et aktivt organ. Kunne man forestille sig at noget lignende gør sig gældende, når man i fysikken mener at lyset kan bøjes når det passerer et større himmellegeme som fx solen? Denne påstand er i dag almindeligt anerkendt og hører til et af de store trumfkort i bevisførelsen for Einsteins teorier. Denne iagttagelse af lysbøjningen forklares ud fra den påstand, at lyset kan betragtes som en elektromagnetisk stråling, der påvirkes af et større gravitationsfelt som her repræsenteres af solen. Med hensyn til de nærmere omstændigheder omkring iagttagelsen af dette ejendommelige fænomen bør det nævnes, at den engelske astronom Arthur Eddington i forbindelse med en solformørkelse i 1919 kunne iagttage, at det reflekterede lys fra Mars blev bøjet om solen så det i denne korte tidsperiode blev muligt at iagttage fjerntliggende stjerner som man vidste måtte befinde sig i en anden position end den de nu så ud til at befinde sig i. Eddington tolkede denne iagttagelse som et bevis for at Einstein havde ret i sin teori om rummets krumning. Når man ifølge den almindelige opfattelse betragter lyset som et elektromagnetisk bølgefænomen så dukker der her et spørgsmål op. Hvordan kan et gravitationsfelt påvirke et elektromagnetisk bølgefænomen? Var det ikke netop spørgsmålet om forbindelsen mellem gravitation og elektromagnetisme som Einstein i sin sidste år forgæves forsøgte at finde et svar på? Jo, det må vi vel indrømme er rigtigt. Hvordan kan vi så her påstå at et gravitationsfelt (repræsenteret ved solen) kan påvirke et elektromagnetisk felt (repræsenteret ved lyset)!? Dybest set findes der ikke (mig bekendt) noget virkeligt tilfredsstillende svar på dette spørgsmål. Det eneste man kan henvise til er at lyset, som allerede nævnt, kan betragtes som et bølgefænomen der forklares ud fra eksistensen af såkaldte massefri fotoner, men derudover kan lyset også opfattes (jf. det gådefulde dobbeltspalteeksperiment) som partikulært. Og det er kun i det sidste tilfælde hvor der er partikler inde i billedet man kan forklare den omtalte påvirkning. I modsætning til elektroner (der mestendels opfattes partikulært), så opfattes fotoner mestendels som et bølgefænomen der er karakteriseret ved interferens og måles i frekvenser. Dette betyder at vi kan snævre det gådefulde spørgsmål ind til det spørgsmål som Einstein sagde han havde spekuleret på i 25 år:»hvad er en foton?«som det ses så ender vi her igen i noget rent spekulativt. Dette er grunden til at jeg i en tidligere artikel (»Fremtidens videnskab«, diføt nyt 95) har forsøgt at gøre rede for forskellen på»spekulation«4

5 og»ren tænkning«. Det forklares her hvorledes vi selv må skabe eller mere præcist: genskabe de begreber og det hierarki af sammenhængende begreber der virkelig formår at gå ind bag tingenes overflade og afsløre deres dybere væsen. Den almindelige videnskab kender ikke eller forstår ikke denne mulighed hvorfor man her må nøjes med begreber der kun som en art mentalt fotografi registrerer tingenes overflader, men ikke deres indre sammenhænge. Det er dette utilstrækkelige grundlag der giver anledning til de mange usammenhængende spekulationer der i dag fører videnskaben på afveje ikke mindst indenfor forklaringen af de eksperimenter hvor man postulerer at det er muligt at måle lysets hastighed. Kan man undgå disse spekulationer og i stedet holde sig strengt indenfor det der kan iagttages så kan man komme til et ganske andet resultat end det der gøres gældende på bjerget i dag. Jeg vil her som et eksempel henvise til Florian Theilmanns artikel:»wie kinematisch ist die Lichtgeschwindigkeit?«. Artiklen omhandler en minutiøs iagttagelse af et klassisk lysmålingseksperiment hvor lyset tilbagekastes i lidt forskellige vinkler fra et hurtigt roterende spejl. Holder man sig her indenfor den rene iagttagelse af eksperimentet og en præcis beskrivelse af dette, så peger dette ikke på en bevægelse af lyset. Det der kan måles er nogle ekstremt korte forskydninger i tid, og hermed er eksperimentet i overensstemmelse med Einsteins relativitetsteori, der netop også handler om en transformering af forholdet mellem tid og rum og ikke om en egentlig lysbevægelse. På en måde kan man sige at eksperimentet viser os»et diføt nyt 100 blik ind i fortiden«ganske på samme måde som videnskaben også taler om at vi ikke ser fjerne stjernetåger som de eksisterer i dag, men som de eksisterede for flere millioner år siden. Men i denne sammenhæng er vi helt frigjort fra nogen lyshastighed fordi vi her kun taler om tid og rum. Theilmann hævder at alle klassiske eksperimenter der drejer sig om måling af lyshastigheden i virkeligheden er en måling af en»forsinkelse«af det vi ser»her og nu«. Der er tale om et tidsmæssigt forløb der defineres som afstand:»c er den hastighed hvormed jeg må fjerne mig fra et givet sted for at kunne bevare et bestemt tidsforhold til stedet.«en yderligere konklusion lyder:»betragter vi det usynlige lys som noget der kan ses (fordi det overalt tilbagekastes) så fører dette til et sammenfaldende tidspunkt for den der iagttager og det der iagttages. Dette medfører at der ikke findes nogen fælles nutid for de fælles iagttagere.«jeg har sendt den omtalte artikel til en fysiker og fået følgende svar tilbage:»lysets hastighed har man målt mange gange og på forskellige måder i det forrige århundrede. Resultaterne har næsten alle vist en overensstemmelse med den i dag anerkendte og fastlagte værdi. Den er sågar blevet ophøjet til en naturkonstant, som der ikke kan rokkes ved uden at det vil få store konsekvenser for naturvidenskaben og vores opfattelse af kosmos.ophøjet til en naturkonstant«er jo en interessant og afslørende bemærkning om hvordan man håndterer tingene i videnskabens verden. Man kan tilsynela- 5

6 diføt nyt 100 dende»ophøje«(og formodentlig også»latterliggøre«) tingene i forhold til det der nu på bjerget vedtages at være»det rigtige«(= det der kan bruges i praksis) og med hensyn til dette, at et andet syn på lyset ville få»store konsekvenser for naturvidenskaben og vores syn på kosmos«kan man vel kun svare:»ja, det må vi sandelig håbe, og håbe at det sker inden længe!«nu kunne man her indskyde spørgsmålet: Hvorfor er det egentlig så vigtigt at fastholde denne ide om lyset som»den absolut højeste hastighed«? Jeg mener, at denne situation (indenfor fysikken) kan sammenlignes med en tilsvarende situation indenfor matematikken. Også her har man brug for en absolut højeste grænse (her symboliseret ved uendelighedssymbolet ) for at få det hele til at fungere»rigtigt«i praksis. For fysikkens vedkommende må vi fastholde, at der i virkeligheden blot er tale om en såkaldt»konstant«som der ofte er brug for i de fysiske formler for at få dem til at gå op. Om»c«er lig med km/s eller km/s er egentlig i mange tilfælde fuldstændigt ligegyldigt som Peter Plichta gjorde opmærksom på. Vi opererer altså her helt udenfor virkeligheden i en ren abstrakt verden. Både fysikkens og matematikkens»problem«som kun kan finde sin praktiske løsning idet man definerer rammerne for et såkaldt lukket system kan symboliseres ved moduloregningsprincippet, som jeg beskæftigede mig intenst med gennem mere end 20 år. Jeg arbejdede i denne periode med den sandsynlige forbindelse mellem toner, tal og tid, idet»tid«blev opfattet som synonym med»bevægelse«. Jeg blev her klar over, at moduloregningsprincippet er særdeles praktisk, når vi opererer indenfor noget dødt og mekanisk, men uanvendeligt når vi opererer indenfor noget levende og organisk. I det levende og organiske er der nemlig altid»noget udenfor«det lukkede system som også»hører med«. Og ud fra den opfattelse at alt i universet er levende (må betragtes som en organisme og ikke som en maskine) så kan vi slet ikke anvende moduloprincippet her. Det kan kun anvendes der hvor vi har med døde og mekaniske strukturer at gøre som fx indenfor økonomi og politik. Det er imidlertid i grænseområderne mellem det såkaldte»døde«og det såkaldte»levende«vi finder de store udfordringer og de mest spændende forskningsområder. For at holde fast i disse ting har jeg fundet frem til begrebssammenstillingen»relativt lukkede systemer«som jeg ofte bringer på banen når disse ting diskuteres. Den materialistiske videnskab betragter det såkaldte»fysiske«som et»lukket system«der følger nogle klare lovmæssigheder indtil der pludseligt sker et uforklarligt spring ind i det»biologiske«, hvor der tilføres nogle nye lovmæssigheder uden derfor at opløse alle de foregående lovmæssigheder. Der er dog her tale om så store forskelle, at man netop karakteriserer det første som»det døde«, medens det næste karakteriseres som»det levende«. Det store spørgsmål er nu: Kan vi finde noget der viser os hvorledes disse to (ifølge min opfattelse)»relativt lukkede systemer«kan forbindes? Vi mener at kunne finde dette i det område man har karakteriseret som»det æteriske«der synes at hæve sig over det vi kalder»dødt«eller»levende«. Når vi her går nærmere ind på undersøgelsen af lysfænomenet, så støder vi 6

7 netop ind i spørgsmålet om den såkaldte»æter«, og der findes i dag flere forsøg på at forklare dette begreb, men fælles for alle disse forsøg er dog, at de igen bygger på spekulationer og ikke på den ovenfor omtalte»rene tænkning«. Disse spekulationer kan dog af og til ramme nogle vigtige detaljer som har relation til det tema som vi her beskæftiger os med, og dette skal der i det følgende gives et par eksempler på. I tidsskriftet raum&zeit (nr. 142) kan man læse en interessant artikel med titlen:»gekrümmter Raum eine Fata Morgana«skrevet af den slovakiske gravitationsforsker Eduard Krausz. Her understreges det først, at det ikke, i forbindelse med et eksperiment, har været muligt at iagttage hvordan elementarpartikler forholder sig til hinanden eller hvilket stof de består af. Det kan blot antages, at disse partikler dog må bestå af»noget«. Indtil videre har det dog kun været muligt indenfor den rene matematik at sandsynliggøre nogle af de hypoteser man har om disse elementarpartikler. I forbindelse med lyset (der antages at bestå af masseløse elementarpartikler de såkaldte»fotoner«) fortæller Krausz følgende: Eddingtons iagttagelse af lysets bøjning om solen (som i artiklen sammenlignes med et Fata Morgana) har sin egentlige årsag i et synsbedrag. Eddingtons forkerte tolkning blev imidlertid den lunte der antændte relativitetsteorien og fik den til at blusse op som en succeshistorie. Videnskaben troede nu, at man ud fra Eddingtons fortolkning også havde fundet forklaringen på gravitationskraften. Ligeledes en fejltagelse hævder Krausz. Den virkelige årsag til gravitation har ingen forbindelse med diføt nyt 100 Eddingtons iagttagelse. Det er en særlig»sugende«egenskab der er karakteristisk for alle himmellegemer som er årsag til gravitationen forklares det. Og som et resultat af dette sug opstår der en strømning i et medium (æteren), der atter påvirker meteorbaner, kometer og de lysstråler der stryger forbi jorden. Men det understreges dog også i den forbindelse at:»det er forkert hvis man tror at lyset skyder sig igennem rummet som en pil.«her finder vi således en bemærkning der til trods for at Krausz teorier hovedsageligt bygger på spekulationer peger i den rigtige retning. Vi vil her fortsætte med endnu et eksempel på sådanne spekulationer over æterbegrebet. Den tyske professor Alfred Evert har som grundlag for sin omfattende forskning taget udgangspunkt i sine teorier om æterens særlige væsen ( de). I sin introduktion til hele området lægger han ikke skjul på, at der er tale om spekulationer som imidlertid kan bringes i en vis sammenhæng ved hjælp af en strengt gennemført logisk tænkning. Evert har bygget sine teorier op omkring nogle grundlæggende spørgsmål som: Hvad er den væsentligste årsag til at der fremtræder registrerbare genstande i den fysiske verden? Hvordan kan man forklare gravitation? Hvad er baggrunden for inerti (»træghed«) den egenskab ved et legeme som får det til at yde modstand (reaktion) mod en ydre påvirkning? 7

8 diføt nyt 100 Vi ved, at et legemes inerti udtrykkes kvantitativt ved dets masse eller vægt, men Evert fandt denne»forklaring«utilstrækkelig og uforståelig. Han mente, at man mere sandsynligt kunne finde årsagen til inerti udenfor tingenes masse og vægt. Fx forestillede han sig, at massen kunne svømme i et usynligt og flydende medium (æteren), hvor inertien i dette medie måtte overvindes, hvis massen skulle accelereres, og omvendt (hvor en masse blev bremset) måtte dette flydende medie stadig trække eller skubbe massen fremad. Dette var grundtanken bag Everts såkaldte»æter-kontinuum-teori«som den oprindeligt blev fremstillet i Senere blev denne teori revideret, fordi han forstod, at man her gjorde sig skyldig i den samme fejl som var karakteristisk for alle andre æterteorier nemlig den antagelse at fast stof måtte bevæge sig igennem et medium, hvor dette medium på den ene side måtte være så uhyre tyndt at fast stof ikke blev påvirket af nogen modstand, men samtidig så uhyre tæt at lysets bølge partikler kunne bevæge sig igennem det med den højeste hastighed. Ingen hypoteser om æteren havde hidtil været i stand til at undgå dette dilemma. I den etablerede fysik havde ideen om en æter også skabt problemer. Da Einstein»afskaffede«æteren i 1905, og senere genindførte den i 1925, bragte han sig selv ind i nogle modsigelser der gjorde det nødvendigt at postulere den uhyrlige ide om et såkaldt»krumt tidrum kontinuum«for på denne måde at redde relativitetsteorierne. Dette var naturligvis en uholdbar situation, som fysikken imidlertid indtil den dag i dag har fundet sig i at leve med. Denne situation var også baggrunden for at Alfred Evert i 2003 fremsatte en ny æterteori der fik betegnelsen»æter-fysik og -filosofi«hvor den grundlæggende definition lyder:»det virkeligt eksisterende stof som findes i universet udgør et udeleligt hele enten i form af et ubrydeligt kontinuum eller i form af en homogen plasma benævnt æteren.«det blev nu postuleret, at denne æter svinger kontinuert i sig selv, idet ethvert bevægelsesmønster repræsenterer afvekslende tilsynekomster af fysisk art. Det man kaldte»virkeligt eksisterende stof«bestod altså kun af én ting nemlig æteren. I denne æter findes ingen partikler. Vil man lokalisere et særligt sted, kan man dog tale om såkaldte»æterpunkter«, og hvor flere punkter findes sammen kan der også i en fortsat sammenligning med geometrien tales om»æterlinjer«. I modsætning til det vi kender til fra vores oplevelser i den fysiske verden, så findes der ikke noget i æteren som kan»sammentrækkes«eller»udvides«. Der findes heller ikke noget der er»mørkt«eller»lyst«,»koldt«eller»varmt«. Den absolut tætte forbindelse mellem alle æterpunkterne gør det også ulogisk at tale om en»lyshastighed som den højeste hastighed«. Ifølge de nye ideer som her er udviklet, er der nemlig omgående forbindelse (og reaktioner) mellem nok så fjernt liggende punkter i det øjeblik æterhavet påvirkes. Ifølge denne teori er det altoverskyggende begreb simpelthen»bevægelse«. Teorien siger dog ikke noget om hvad der bevæger sig. Og det er her vi vil tage det næste afgørende skridt og hævde, at det dybest set er tanken (eller tankerne) der bevæger sig! Alt andet hvad enten 8

9 diføt nyt 100 man taler om»bølger«,»partikler«,»æter«etc. kommer i forhold til tankerne ind som følgefænomener. Hvad der her udtales er ikke nogen ny ide. Allerede for mere end 100 år siden talte den amerikanske filosof og psykolog William James om at vi levede nedsænket i»et bevidsthedshav«, hvor tanker måtte betragtes som noget objektivt. På samme måde som vi fx kan sige:»det regner mere i dag end det gjorde i går«, så må vi indstille os på at sige:»det tænker mere i mig i dag end det gjorde i går.«nogle årtier senere udtalte astronomen Gustaf Strömberg:»Verden kommer nu mere og mere til at ligne en stor tanke i stedet for en stor maskine.«og går vi op i den nyeste tid kan vi citere den nulevende matematiker Besud Erdeni for bemærkningen:»universet er en tanke og tanker kan tænkes!«naturligvis kan vi ikke gøre os håb om at ændre meget på verden med grundlag i den overfladiske og usammenhængende tænkning som de fleste af os desværre er henvist til i dag. Skal dette ændres, så må skolerne forstå, at uddannelsen af den selvstændige kreative tænkning burde stå øverst på undervisningsplanerne. Og at dette må forstås ud fra et helt andet grundlag end det man i dag går ud fra når der tales om at»styrke de kreative fag«. Man må forstå, at den egentlige tænkning omfatter langt mere end det vi i dag kender som»spekulation«,»hukommelse«eller»beregning«. Jeg har selv forsøgt at skitsere nogle ideer til dette i min artikel»holistisk pædagogik«. I stedet for at gå nærmere ind på disse ideer vil jeg dog her gøre opmærksom på nogle afsnit der kan findes i Guenther Wachsmuths store værk:»die Ätherischen Bildekräfte in Kosmos, Erde und Mensch«. Med basis i en noget lignende grundtanke som jeg selv har udviklet i»holistisk pædagogik«illustrerer Wachsmuth (som gennem mange år var en af Steiners nærmeste medarbejdere) hvorledes begreber forbinder sig med begreber i en særlig orden som gør det muligt at trænge ind i en dybere forståelse af de gåder vi står overfor når vi som her forsøger at udforske sammenhængen mellem tiden, rummet, æteren og lyset. Wachsmuth stiller det samme centrale spørgsmål som også Alfred Evert stillede, nemlig:»hvorfor eksisterer den synlige verden?«. Det er i forbindelse med svaret på dette spørgsmål at de såkaldte»formdannende kræfter«(ätherische Bildekräfte) får deres særlige betydning, idet disse kræfter skaber, opretholder eller opløser det vi ser som de fysiske tings former. I den verden som træder frem for vore sanser i form af de faste, flydende, luftagtige eller varme tilstande er i alt fire ætertyper aktive:»livsæteren«,»den kemiske æter«,»lysæteren«og»varmeæteren«. Der findes desuden en æteraktivitet i det såkaldte undersanselige område (kendt som de allestedsnærværende elektricitetsformer) og det er endog særligt vigtigt at få kendskab til denne undersanselige ætertype, fordi vi her finder nøglen til forståelsen af de andre ætertyper. Vi er altså her tilbage ved det vi ovenfor har omtalt som»det vi kan lære af lyset«for så vidt dette lys betragtes som andet og mere end elektromagnetiske bølger. Her er det dog vigtigt at skelne mellem»det vi kan lære«og»det livet kræver af os«i sin særlige indbyggede trang til fysisk overlevelse. Som det er sagt:»liv 9

10 diføt nyt 100 og bevidsthed er omvendt proportionale jo mere bevidsthed, desto mindre liv (og omvendt). Lige så afhængig det fysiske liv er af solens lys, lige så afhængig er vores bevidsthedsudvikling af kendskabet til de elektriske kræfter (skønt disse er dræbende for det fysiske liv). Vi vil her vende tilbage til grundspørgsmålet om de fysiske tings eksistens, men her bruge denne formulering:»hvordan kan noget der ikke er i rummet træde frem i rummet som noget der kan sanses?«. For at besvare dette spørgsmål kan vi iagttage en plante, fx en nellike. Vi ved, at der i plantens frø gemmer sig en usynlig livskraft der er forudsætningen for at en ny plante vokser frem. Der findes naturligvis ikke en lille fysisk model af den fremtidige plante i frøet, men der findes netop denne usynlige del. Denne særlige»livskraft«der hører sammen med (og er forudsætningen for) at denne særlige plante vi ser vokse op. Vi kan her tale om en overgang fra den åndelige verden til den fysiske verden. Det mest interessante er dog ikke de særlige næringsstoffer som denne særlige plante trækker ud af jorden for at kunne udvikle sig rigtigt. Det mest interessante er den særlige farve som netop denne plante bringer med sig ind i den synlige verden (noget tilsvarende gælder naturligvis også for andre farver og andre planter). Det er særligt interessant fordi denne farve har sin særlige placering i lysspektret, som nu gør det muligt at registrere og lokalisere flere forskellige forbindelser mellem det levende og lysæteren. Ud fra den opfattelse at alt i naturen er levende og repræsenterer forskellige væsenskvaliteter får vi her en mulighed for at forstå rummet eller mere præcist: Vi får her en mulighed for at erkende rummets nødvendighed:»rum opstår når en tings væsen træder frem i den fysiske verden.«her er det interessant at Newton ikke med sin ensidige opfattelse af rummet som noget objektivt nåede frem til denne forståelse af rummets forbindelse med det levende. Og det er endnu mere interessant at Einstein i sin kommentar til Newtons opfattelse (som kan læses i»æteren og relativitetsteorien«), siger:»newton kunne lige så godt have kaldt dette absolutte rum for æteren.«æterbegrebet har været vanskeligt at håndtere, fordi man her talte om noget der ikke blot var usynligt, men tilsyneladende også passivt. Men har man først forstået de ovenstående betragtninger der viser os at»noget der ikke eksisterer i rummet«faktisk kan udvikle sig til»noget der eksisterer i rummet«(jf. eksemplet med nelliken) så melder der sig helt naturligt det næste spørgsmål: Hvad er det for en kraft der kan bevirke denne overgang fra det usynlige til det synlige? Her støder vi ind i et enormt emne og må derfor svare kort: Det er de såkaldte»formdannende kræfter«der formår dette. Og disse formdannende kræfter er netop karakteristisk for en særlig del af æteren. Den interesserede læser kan her henvises til værket»a New Science of Life«hvor den nulevende biolog Rupert Sheldrake meget detaljeret beskriver de samme opdagelser som Wachsmuth også havde kendskab til. De beskrives her ud fra nøglebegrebet»morfogenese«(formskabning). Wachsmuth fortæller os i denne sammenhæng:»når disse formdannende kræfter udøver deres virksomhed så op- 10

11 står samtidig tilstande vi oplever som et:»efter-hinanden«eller et:»ved-siden-afhinanden«. Der opstår altså den særlige form for»bevægelse«vi opfatter som»tid«. Sagt på en anden måde:»tiden er det umiddelbare udtryk for den omstændighed at tingene hænger sammen i en særlig rækkefølge.«det er på denne måde (og ikke på Einsteins måde) vi må forestille os en sammenhæng mellem tid og rum. Steiner udtaler sig et sted om tiden på denne måde:»tiden kan ikke opfattes som en slags beholder hvori forskellige forandringer afvikles. Tiden er ikke»før«tingene eller»udenfor«tingene. Den er det umiddelbare udtryk for den omstændighed, at kendsgerningerne, ifølge deres indhold, er afhængige af en særlig rækkefølge. Tiden hører til den verden hvor tingene kommer fysisk til syne, men den har ikke noget med selve tingenes væsen at gøre.«ser vi her bort fra det der siges om»tingenes væsen«, som jo er et begreb videnskaben indtil videre ikke vil anerkende, så ville Einstein være enig i denne sidste del af Steiners udtalelse. Einstein mente heller ikke, at der eksisterede nogen absolut tid i universet. Hvis man kunne forestille sig, at det var muligt at tage alle planeter og stjerner ud af rummet, så havde man også samtidig taget tiden ud sagde han fordi ethvert himmellegme har sin egen tid. Skal vi forsøge at hæve os over det materialistiske livssyn som i dag, på godt og ondt, er grundlæggende for videnskaben så må det gennemskues at diføt nyt 100 tingenes væsen ikke er noget der»ophører«eller»forgår«. Man kunne sige at tingene ifølge deres eget væsen betinger hinanden i en særlig rækkefølge, og at det er denne rækkefølge vi oplever som tidsforløb. Her er det vigtigt at understrege at det æteriske ikke kan betragtes som noget fysisk. Det er imidlertid i forståelsen af det æteriske vi skal finde den bro der kan forbinde tingenes væsen (det usynlige) med tingenes tilsynekomst (det synlige). Det er gennem arbejdet med disse ting vi kan komme til at forstå rummet. I dag ser den materialistiske videnskab verdensudviklingen som et modul et afgrænset forløb der strækker sig fra»urtågen«til»varmedøden«. Fremtidens videnskab vil se en ubegrænset udvidelse der grundlæggende skifter mellem oplevelsen af rum med synlige ting og opløsningen af rum med usynlige ting. Og i denne sammenhæng vil oplevelsen af inkarnerede livsperioder og desinkarnerede livsperioder finde deres naturlige plads. Betragter vi lyset ud fra de ovenfor skitserede synsvinkler så vil det kunne forstås at lyset ikke»består af«svingninger (selv om det beskrives ved hjælp af svingninger). Lyset er i sit væsen usynligt til stede overalt og hele tiden, og man kan ikke tale om at»måle dets hastighed«som man måler hastigheden for et tog der kører fra en station til en anden. Naturligvis kan vi konstatere at»svingninger«(i forhold til det antal svingninger der er tale om) har særlige forudsigelige virkninger i den fysiske verden. Men dette er kun den rent kvantitative side af sagen og ikke den vigtigste del. I virkelighedens verden oplever 11

12 diføt nyt 100 vi alt som kvaliteter og ikke som kvantiteter, skønt der altid eksisterer et særligt skjult forhold mellem kvalitet og kvantitet. Men dette kan den nuværende videnskab ikke fortælle os noget om, da alle dens vurderinger må holdes indenfor det der kan måles og vejes. Som en kendt antroposof engang sagde til en af mine elever:»hvad synes du om en genstand der er 7 meter lang og vejer 50 tons?«ja, dette er jo på en gang et sjovt, men også et uhyggeligt spørgsmål fordi det så tydeligt illustrerer den nuværende videnskabs begrænsning. Med den primitive matematik vi i dag er henvist til vil dette ikke ændres før man opdager grundlaget for en udvidet form for matematik som også formår at håndtere kvaliteternes område. Dette er ikke en utopisk tanke, men en reel mulighed som Rudolf Steiner også har udtalt sig om. Det er netop ud fra denne kvalitetsoplevelse vi bør anskue lyset. Og i den forbindelse må vi grundlæggende forsøge at skelne mellem de to overordnede kvaliteter: Det såkaldt»rene lys«overfor»det varme lys«. Hvordan disse to lysformer forholder sig til henholdsvis bevidstheden og livet er allerede omtalt i et foregående afsnit. Verdensudviklingen og livsudviklingen bygger altså på to kontrasterende modsætninger der gensidigt betinger hinanden lyset og mørket. Det er vel aldrig illustreret tydeligere end i det gamle kinesiske symbol yin og yang som Niels Bohr brugte i sit våbenskjold omkranset af sætningen»modsætningerne er komplementære«. Skal disse modsætninger samles under én hat og skal denne artikels pointe at vise forbindelsen mellem videnskab og religion ud fra en undersøgelse af lysets væsen samles i en enkelt sætning, så kan det næppe gøres bedre end gennem et udtryk der egentlig hører hjemme i religionen, men her i artiklen har fået tilføjet sin videnskabelige baggrund. Artiklen kan derfor bedst afsluttes med dette:»tænd et lys i dig selv!«brug og misbrug af kvantejargon Af Robert G. Jahn Brenda J. Dunne Mange af dem, der forsker i naturvidenskabens grænseområder, er tilbøjelige til at anvende begreber inden for kvantemekanikken for at virke videnskabeligt troværdige. Det gælder både over for offentligheden og internt i de etablerede forskercirkler. Fremgangsmåden kan være brugbar til at forklare svært begribelige sammenhænge og til at anskue virkeligheden på nye måder, men den kan også hvis drevet til yderligheder komme til at stå i vejen for opfyldelsen af det ønskede formål. Man bør derfor omgås kvantemekanikkens termer med stor varsomhed. Helt overordnet er der en forståelig og helt legitim modvilje fra medlemmerne af de»eksakte videnskaber«mod at levere egne kvantebegreber og systematikker til andre områder, de anser for at være mindre præcise og veldefinerede, 12

13 især hvis anvendelsen af begreberne er overfladisk eller direkte forkert. I vore løbende bestræbelser for at udvikle stadig mere omfattende begrebsmæssige rammer, der formår at rumme de mere subjektive sider af virkeligheden, forekommer sådanne, lidt naive, forklaringsmodeller at være mere provokerende end befordrende for forståelsen. Ydermere har de en tendens til at skygge for den vigtige pointe, at kvantemekanikken, ligesom enhver anden teoretisk konstruktion, i sig selv er en metaforisk teknik til at beskrive og kommunikere objektive forklaringer af subjektive observationer og fortolkninger af forsøgsdata. Albert Einstein har udtrykt det meget passende: Begreber, der har vist sig effektive til at skabe orden, opnår let en sådan magt over os, at vi glemmer deres oprindelse i mennesket og accepterer dem som ufravigelige. (Einstein, 1949: ) Begrebsmæssige systemer er menneskeskabte ligesom reglerne for deres syntaks, hvilket tilsammen danner systemernes struktur. Alle begreber, selv dem der ligger tættest på vores erfaring, er fra et logisk synspunkt frit valgte konventioner (Einstein, 1949:13) Tidligt i udviklingen af vores PEAR-program (Princeton Engineering Anomalies Research) blev også vi slået af visse fællestræk, der manifesterede sig både i vores empiriske observationer af bevidsthedsrelaterede anomale fysiske fænomener og i de forskellige teoretiske aspekter af kvantemekanikken. Det gav uvilkårligt diføt nyt 100 anledning til at drage brugbare associationer. Vi forsøgte derfor at formulere disse analogier i en række metaforiske begreber som»bevidsthedsatomer«,»bevidsthedsmolekyler«og»bevidsthedsmæssige resonansbindinger«foruden»bevidsthedsmæssig usikkerhed, komplimentaritet, eksklusion og uskelnelighedsprincipper«, som vi skamløst overførte fra deres fysiske Bohr/Schrödinger/ Heisenberg genparter. På samme måde blev bølge/partikelkomplementariteter taget i anvendelse for at begrebsliggøre visse bølgelignende træk ved bevidsthedsindtryk og manifestationer, der dukkede op i forbindelse med vores empiriske observationer. Desværre var der nogle læsere, der misforstod disse metaforiske omkrivninger og opfattede dem som bogstavelige beskrivelser af bevidstheden som et resultat af fysiske kvanteprocesser snarere end som en samling af»begrebsforestillinger som har vist sig nyttige til at få hold på virkeligheden«. Gennem tiden har forskere med andre forudsætninger også behandlet bevidsthedsprocesser i en kvantemekanisk begrebsverden ved at anvende en række matematiske termer og billedlige fremstillinger hentet fra deres egen teoretiske baggrund og viden. Faktisk har mange af den tidlige kvantemekaniks patriarker, både individuelt og kollektivt, selv påpeget de mulige forbindelser til sind/stofproblematikken, men alligevel afvist ethvert forsøg på at trænge dybere ind i en forståelse af sammenhængen fx ved at foretage omfattende og seriøse eksperimenter (Heisenberg, 1971, 1962). I de senere år har trangen til at drage analogier mellem kvantemekanik og alle 13

14 diføt nyt 100 mulige former for anomale fænomener vundet stadig større indpas blandt folk, der søger en dybere forståelse af bevidsthedens mange facetter. Denne tendens fører ikke blot til en yderligere frastødning af kvantefysikerne, men har også den uheldige bivirkning, at analogierne implicit virker begrænsende ved at holde sig til strengt fysiske tolkninger. Dermed afskæres muligheden for en mere dybtgående tænkning. Efter vores opfattelse er denne udbredelse af kvantemekanisk logik og jargon blevet intellektuelt og pragmatisk uproduktiv, og den bør omgås med varsomhed for ikke at degenerere til forsimplede mantraer og slagord, der vanskeliggør bestræbelserne for at udvikle mere plausible modeller for de fundamentale processer, der ligger bag bevidsthedsfunktionerne. Fascinerende som vores bevidsthedsrelaterede anomalier kan virke i sig selv, bunder deres højere intellektuelle værdi i de tilskyndelser, de giver til en bredere forståelse af selve bevidstheden og om de utilstrækkeligheder og direkte fejl, der indgår som en del af vores hidtidige forsøg på at danne os en dybtgående forståelse af den. Stimulerende spisebordssamtaler med begreber som»kvantespring«eller»kollapsende bølgefunktioner«bidrager ikke meget til vores forståelse af det menneskelige sinds samlede palet af muligheder. For at klare denne erkendelsmæssige udfordring er det nødvendigt for os snarere end at forfalde til metaforiske gentagelser af sexede kvantekoncepter at udvikle et nyt ordforråd til videnskabelige begreber, der kan rumme og videreudvikle de dybere lag af vores dyrebare og kraftfulde evne til indsamling, behandling og udnyttelse af information. Ikke mindst må vi afsøge mulighederne for at udvide den videnskabelige metode til at omfatte både de subjektive og de objektive dimensioner af den menneskelige erfaring. Det betyder dog ikke, at vi skal udelukke brugen af velvalgte metaforer, men det pålægger os at behandle dem som det de er og forstå, at heller ikke de kan bibringe os en forståelse af virkelighedens dybere aspekter. De kan blot som alle andre teoretiske værktøjer bruges til forsøgsvis at illustrere, hvordan den menneskelige bevidsthed opfatter virkeligheden og i en vis forstand deltager i dens skabelse og udvikling. Det er ikke et område for naive formuleringer og sjusket tænkning. Det er helligt videnskabeligt område. Litteratur Einstein, A. (1949). I P. A. Schilpp (red.), Albert Einstein: Philosopher-Scientist. Evanston, IL: The Library of Living Philosophers. Heisenberg, W. (1962). Physics and Philosophy: The Revolution in Modern Science. NewYork: Harper & Row (Harper Torchbooks). Heisenberg, W. (1971). Physics and Beyond. New York: Harper & Row. Forfatterne kommer fra International Consciousness Research Laboratories, Princeton, New Jersey, USA. Artiklen blev bragt i Journal of Scientific Exploration vol. 25, nr. 2, sommer 2011, s

15 Workshop: Indtryk fra IWONE 2011 Af Anders Heerfordt Ved den nylige IWONE 2011 konference, afholdt i dagene august i Höör i Sverige, holdt Viktor Schaubergers barnebarn, Jörg Schauberger, et foredrag om Schauberger-teknik og viste gamle fotos og skrifter. Viktor Schauberger brugte bl.a. mange penge på at bygge et anlæg til at skaffe sundt vand til et hus. Anlægget fyldt 2-3 etager og havde mange beholdere og rørsystemer. Der er ikke mange i dag, der ville have penge til at bygge så stort et anlæg for at forbedre vandkvaliteten af drikkevandet i et hus. Der kendes da heller ikke nogen nutidige anlæg. Nyt for mig var det, at man i Sverige havde lavet forsøg med Schaubergers»have-æg«. Der var blevet fremstillet et antal ægformede glaskolber med et rumfang på ca. 60 liter. Man fylder sådan et æg med en blanding af noget organisk og noget uorganisk og lægger også nogle kobber- og zinkplader derned, så der er lidt batterivirkning. Man tilpropper derefter ægget, dog ikke lufttæt. Det hele graves 4/5 ned i centrum af køkkenhaven. Den øverste femtedel er over jorden, så den kan blive påvirket af solens stråling. Man dækkker den øverste femtedel med fx en sort plastiksæk, så den ikke får sollys. Efter 2 dage kan man se nogen effekt. Efter 2 uger kan man se den fulde effekt. Ved forsøgene i Sverige så man faktisk en vis effekt. Planterne trivedes tilsyneladende bedre op til en meter fra ægget. I stedet for det specialfremstillede glasæg kunne man også bruge en vinballon. Efter min opfattelse var virkningen så lille, at den ikke var besværet værd. Anvendelsen af Ormus synes at give større effekt og kræve mindre anstrengelse og investering. Claude Bärtels fra Tyskland fortalte om mange spændende forsøg. Han anvendte polariseret lys, som blev sendt gennem en speciel keramisk plade og derefter ind i vand. Vandet var herefter behandlet vand, som havde en positiv effekt på planter, dyr og mennesker, der var ret nem at påvise. Behandlet vand frøs til is på en anden måde end ubehandlet vand. Den nemmeste måde at vise forskellen mellem almindeligt vand og behandlet vand var at fryse en dråbe vand på et objektglas til mikroskopi og fotografere det frosne vand med polariseret lys. Det var da meget nemt at se en stor forskel. Fotos kunne analyseres med billedbehandlingssoftware, så man fik et objektivt mål for vandets nye egenskaber. Curt Hallbergs firma Realice, som laver Schauberger-hvirvlere til fremstilling af is på skøjtebaner, er nu begyndt at fremstille hvirvelanlæg til firmaer, der har problemer med kedelsten, når de opvarmer vand eller fordamper vand. Den nye anvendelse opstod ved et tilfælde. Nogle kunder opdagede tilfældigt, at vand, som var behandlet med hvirvleren, ikke dannede kedelsten på samme måde som normalt vand. De købte så hvirvlere, som de ikke ville bruge til skøjtebaner, 15

16 diføt nyt 100 men til kedler og lignende. Derefter fremstillede Realice et nyt produkt: en hvirvler som var modificeret til installation i en fabrikshal, monteret i et åbent rack. Christer Evensen havde i samarbejde med firmaet BioSynx, der bygger videre på noget af William A. Tillers teknik, installeret nogle elektroniske frekvenstransmittere i en række kæmpemæssige hønserier, hvor titusinder af høns enten gik omkring og generede hinanden eller var indespærret i små bure. For landmanden var det væsentligste succes-kriterium feed-conversion-ratio: hvor mange æg fik han for hvert kilogram foder, han fodrede hønsene med. Der var mange problemer i sådan nogle hønserier. Et af de største var nogle lopper eller lignende insekter, som sugede blod af hønsene og i værste fald slog dem ihjel. Et hønseri var måske 100 meter langt og indeholdt måske høns. Normalt skulle hønseriet sprøjtes med gift med et par måneders mellemrum for at holde insekterne nede. Hønsene var også temmelig stressede pga. de trange forhold og var noget aggressive mod hinanden. Christer fik hængt en elektronisk transmitter op i hvert 100 meter lange hønseri. De mere avancerede transmittere var tilsluttet internettet, så man kunne tilpasse frekvenserne ved at downloade et nyt sæt frekvenser over internettet. Med nogle ugers mellemrum skulle der sendes nogle fjer fra hønseriet til det kontor, hvorfra transmitterne blev styret. Formentlig blev der lavet en slags radioni-analyse af fjerene, og man fandt på den baggrund et nyt sæt frekvenser, som man sendte ud over internettet, så man altid brugte frekvenser, der var tilpasset de aktuelle forhold. Resultatet var over al forventning. Feed-conversion-ratio gik op, dvs. flere æg. Men hønsene blev også mindre stressede, og insekterne blev holdt nede, uden at man skulle sprøjte med gift. Transmitterne kunne i princippet også bruges i børnehaver, der kan minde lidt om hønserier: trange pladsforhold og en meget høj sygelighed. Mandavi, Narendra Nath, Udai Pratap, alle med efternavnet Singh, havde lavet en række fantastiske forsøg med planter og vand som et centralt emne. I et forsøg lagde de sennepsfrø på nordpolen af en kraftig magnet (1,5 tesla) i 6 timer. Kontrolfrø blev ikke behandlet med magneten. De behandlede frø og kontrolfrøene blev derefter dyrket under ens forhold i en sæson. De behandlede frø gav mere end dobbelt så stort udbytte som de ubehandlede frø. Planterne blev også meget større. Det var et indledende eksperiment, dvs. man har ikke prøvet med andre planter end sennepsplanten, som er den vigtigste afgrøde i Upper Pradesh. (Man bruger den til at lave madolie af, på samme måde som vi laver olie af raps i Danmark.) Man har heller ikke prøvet flere år i træk, men kun prøvet ét år. Hvis andre planter reagerer på samme måde på magnetisk behandling, og hvis virkningen er den samme andre steder end i Upper Pradesh, så er det en enorm billig måde at forbedre udbyttet af landbrug, en metode som fortjener at blive brugt over hele verden. Det vigtigste skadedyr i sennepsdyrkningen er en rød mide, som normalt bekæmpes ved sprøjtning med en kemisk 16

17 insektgift. Inderne lavede et forsøg, hvor de behandlede den fortyndede sprøjtegift med en magnet. Sprøjtegiften virkede kraftigere efter magnetbehandlingen. Man kunne derfor fortynde giften otte gange mere end normalt, og den var stadig mere effektiv end den normalt fortyndede gift. Udgifterne til sprøjtegifte er store i Upper Pradesh, og man kunne altså reducere udgifterne til 1/8. Alle familier i området har medlemmer, der lider af kræft, og årsagen er beviseligt sprøjtemidlerne. Man kan derfor formodentlig reducere kræfthyppigheden til 1/8 på denne måde. Man kunne få det indtryk, at den store hyppighed af kræft i Danmark skyldes vores store forbrug af sprøjtemidler Man lavede også et forsøg, hvor man helt eliminerede giften og nøjedes med at sprøjte med magnetbehandlet vand. Det slog ikke skadedyrene helt ihjel, men det holdt dem nede på et acceptabelt niveau, således at man fik et pænt udbytte af senneppen. Uden det magnetbehandlede vand fik man kun et lille udbytte af senneppen. Insekterne åd det meste af diføt nyt 100 høsten. På denne måde kunne man formentlig reducere udgifterne til sprøjtegift til 0 og reducere hyppigheden af kræft til en meget lille størrelse. Inderne havde også lavet forsøg med virkningen af 50 Hz. De havde behandlet noget vand med 50 Hz fra lysnettet. De havde derefter givet nogle rotter vandet som drikkevand. De havde nogle kontrolrotter, som fik ubehandlet vand som drikkevand. De kunne vise, at rotterne fik adfærdsforstyrrelser, hvis de drak vand, der var behandlet med 50 Hz. Man kan her få det indtryk, at de 50 Hz fra lysnettet næppe er sundt for mennesker. Inderne havde også lavet forsøg, hvor de behandlede vand med mikrobølger. Dette vand gav også rotter adfærdsforstyrrelser. Man kan heraf få det indtryk, at det ikke er heldigt at opvarme mad i en mikrobølgeovn. Man kan også få det indtryk, at det næppe er sundt at opvarme sin hjerne med mikrobølgerne fra en mobiltelefon! Workshoppen IWONE 2011 var arrangeret af det svenske Institute of Ecolocial Technology Viktor Schauberger ( ) var skovfoged og»naturforsker«. Han stammede fra en østrigsk slægt af fiskere, skovfolk og jægere og blev født som det ottende barn i en børneflok på 12. Efter mellemskolen afbrød VS sin uddannelse og levede 1 år alene i skoven. I 1904 aflagde han eksamen som skovfoged. For fyrst Adolf II fremstillede han i 1922 flere innovative flådningsanlæg til transport af træstammer og reducerede hermed transportomkostningerne til en tiendedel. I 1930 erne byggede VS transportanlæg i bl.a. Østrig, Jugoslavien og Tyrkiet. Et meget stort anlæg i Mürztal bei Neuberg var i drift Ved krigsafslutningen i 1945 beslaglagde amerikanske og sovjetiske tropper hans apparater og optegnelser. I 1958 blev han indbudt til Texas for at fortsætte sin forskning. Efter 3 måneder i Texas insisterede han på at vende tilbage til Europa. Sine apparater og modeller blev han tvunget til at efterlade. Schauberger vendte tilbage med sin søn til Østrig og døde 5 dage efter ankomsten. 17