En lille historie fra det virkelige liv (nr. 45)

Transkript

1 En lille historie fra det virkelige liv (nr. 45) Af Viggo Toften-Jørgensen, tømrersvend Det er efterhånden længe siden, jeg har skrevet en af mine små historier fra det virkelige liv. Som nogle måske kan huske, blev historierne bragt i TIB-nyt. Ofte blev de bragt som føljeton, altså ligesom den afsluttende historie i Anders And & Co. Og med samme irriterende udgangsreplik: fortsætter i næste nummer. Siden er der sket en del. TIB er ophørt med at eksistere, og vi er i stedet blevet medlemmer af 3F. I vores nye fagforeningsblad, Fagligt Fokus, skal der helst være plads til alle de mange fag, der er samlet i fagforeningen, og så er der altså ikke også plads til historier, der fuldstændig ukontrolleret pludrer løs side op og side ned endda kun om et enkelt fag, det være sig nok så meget verdens mest interessante, nemlig vores. Det er nu ikke kun den nye fagforening og det nye blad, der er skyld i, at der er gået et par år siden sidst. Det er også min egen beslutning. Dels løb jeg ind i en vis form for træthed: Ideen i historierne er jo ikke bare at skrive for at skrive, men for at fortælle noget, læserne synes er interessant og brugbart. Og jeg løb simpelthen mere eller mindre tør for inspiration. Dels har mine skriverier ikke netop været karrierefremmende. Ganske vist nævner jeg ingen navne i mine historier, men de omtalte har nok sjældent været i tvivl om, hvem jeg skrev om, og en del andre har også været i stand til at gætte det. Jeg har da mødt et par mestre, der var ærlige nok til at sige, at de havde overvejet at ansætte mig, men ikke turde. Hvad jeg så ikke helt forstår, for jeg omtaler jo ikke kun folk negativt. Siden har mange spurgt, om jeg ikke snart kom med en ny historie, og den slags pirrer jo forfængeligheden. Der er også sket det, at de fleste af mine gamle historier er udkommet i bogform, nemlig som Den glade Tømrer og andre historier fra det virkelige liv (Forlaget Solidaritet 100 kr. + forsendelse). Bogen har fået en vis succes. Den kan ganske vist ikke fås i almindelige boghandler, da den ikke er blevet anmeldt i nogen dagblade endnu - bortset fra landets mindste, Arbejderen, hvor den til gengæld nærmest er blevet overeksponeret. Men den har fået meget omtale i Fagligt Fokus, og i en lektørudtalelse fra Danmarks Bibliotek Central, (dvs. en vejledning til bibliotekerne om uge 39 s 117(!) udgivelser), omtales den ligefrem rosende. Lektørudtalelser plejer ellers at være meget nøgterne, men her falder superlativerne som regn i november. Udtalelsen slutter med: Kan anbefales til alle biblioteker, store som små. Så hvis læseren ikke allerede har anskaffet sig bogen enten fra fagforeningskontoret på Mølle Allé eller via nettet, kan den sikkert snart lånes på det lokale bibliotek. Jeg ved ikke præcist, hvor mange bøger der er solgt, men første oplag på 300 eksemplarer er for længst væk, så forlæggerens og mine anstrengelser har ikke været helt forgæves. I den forbindelse vil jeg gerne rette en misforståelse: bogens titel: Den glade Tømrer har givet anledning til mange syrlige kommentarer, når folk ikke syntes, jeg levede op til den. Men titelpersonen er slet ikke mig, men min kusines mand. At han sikkert heller ikke render rundt og er glad hele tiden, er en anden sag. Det korte af det lange er, at jeg har fået blod på tanden til at fortsætte mine skriverier i ny og næ. Når alt kommer til alt, er det ikke kun mine skriverier, der holder mestrene tilbage fra at ansætte

2 mig. Det er også mit engagement i fagforeningen som helhed. Sortlistning findes, og det er nok lidt for sent at prøve at skjule min halsstarrige personlighed for mestrene, skriverier eller ej. Denne historie starter med et hotelbyggeri. Dvs. byggeri og byggeri: Hotellet har ligget på adressen i flere hundrede år, og den nuværende bygning er godt halvandet hundrede år gammel. Så der er tale om en renovering. En højst tiltrængt renovering: I de halvandet hundrede år, der er gået siden hotellet brændte sidst, er der føjet lag på lag til bygningen, og den er efterhånden blevet noget nedslidt, hvad der ikke passer sig for byens fineste hotel. Der er tale om en ganske gennemgribende renovering: Bygningen er skrællet helt ind til benet, dvs. den grundlæggende konstruktion, og stivet af med betonvægge på tværs flere steder i hele bygningens højde. Derfra begynder man så at bygge op igen. Det er dyrt meget dyrt. En ting er, at så gammel en bygning selvfølgelig er fyldt med asbest og blyholdig maling, som det med dagens miljøkrav koster mange penge at fjerne. En anden ting er, at der ikke rigtig er noget projekt! Af mig ubekendte grunde er arkitekten løbet skrigende bort eller er blevet jaget af pladsen, jeg ved det som sagt ikke. Formodentlig af samme grund udfører hovedentreprenøren arbejdet i regning. Læseren har temmelig sikkert fantasi nok til at forestille sig, hvad det betyder for prisen. Hvor mange hundrede millioner, der er tale om, er der af gode grunde endnu ingen der ved, men det er mange. Når antallet af værelser samtidig reduceres fra 135 til 90, står det temmelig klart selv for en lægmand som mig, at der aldrig kommer en drift i det hotel, der kan forrente den investering, der nu foretages. Ganske vist blev vi fortalt, at den dyreste suite kommer til at koste kr. pr. døgn, men mon dog den bliver lejet ud 365 dage om året? Forklaringen på, at det kan lade sig gøre, fik jeg af en af mine venner, der nok er udlært murer, men nu er ejendomsspekulant som han selv siger, ikke uden en vis stolthed: last man standing efter finanskrisen. Med tiden har jeg fået venner med de særeste erhverv: Vi må jo alle sammen finde ud af at begå os i det samfund, vi nu engang lever i. Jeg har for den sags skyld også fået venner med de særeste politiske holdninger. Ikke at min ven ejendomsspekulanten hører til dem, men jeg oplever igen og igen folk, der grundlæggende er sociale mennesker, men som ved en eller anden fejl i ligningen eller pga. deres personlige baggrund er mere eller mindre højreorienterede. Omvendt møder jeg også mennesker, der er venstreorienterede af ren og skær vane. Min ven ejendomsspekulanten fortalte historien: Ejeren af hotellet var inkarnationen af den amerikanske drøm, (bortset altså fra, at han er dansker), idet han var startet med stort set ingenting og endt som milliardær. For mange år siden startede han sammen med nogle andre et hotel i et gammelt pakhus på havnen. Efterhånden fik han købt de andre ud og købt tre andre hoteller op, bl.a. byens fineste. Under finansboblen, da vi kunne købe hele verden, mens islændingene købte det halve Danmark, solgte han alle fire hoteller til nogle islændinge for 1,4 milliard. Og hvad mere er: Han fik pengene! Da islændingene senere gik bankerot, købte han byens fineste hotel tilbage for 400 millioner. Alt i alt ikke nogen dårlig forretning. I tidens fylde var ejeren blevet over 80 år og lå med slanger igennem sig i sit skattely nede i Schweiz. Altså skulle han snart op til Perleporten, banke på hos Skt. Peter og aflægge regnskab. Man bliver ikke milliardær fra ingenting uden at træde på nogen undervejs. Så han havde hårdt brug for at købe aflad. Det mente han at kunne gøre ved at genrejse byens fineste hotel. En handling, der også kunne stå som et monument over ham selv eller en slags mausoleum, om man vil. Hvad der ifølge rygterne er blevet aktuelt, da han vistnok er død i mellemtiden. 2

3 Ejeren lå som sagt med slanger igennem sig nede i Schweiz, så han var ikke nogen særligt aktiv bygherre. Det er til gengæld hans kone, en ung model (eller yngre alt er relativt). Efter sigende, (alt hvad der foregår i de højere cirkler har jeg kun på rygtebasis), følger hun byggesagen intensivt og aldeles enevældigt. Det er også baggrunden for, at mig og min makker blev ansat på hotellet. Hun skulle være gået igennem bygningen og have konstateret, at der var adskillige rum, hvor der ikke var nogen aktivitet. Altså forlangte hun, at vores mester, der i forvejen havde ca. fyrre tømrere og snedkere på pladsen, mandede op. Vi søgte tilfældigvis arbejde, lige som hun havde krævet opmanding. Altså startede vi. Det har nok ikke krævet den store overvindelse fra mesters side, for som sagt udfører han arbejdet i regning. Dvs.: jo flere svendetimer, jo større overskud en ren pengemaskine. Noget af det første, vi fik at vide efter vores ankomst på pladsen, var da også at vi måtte være indstillet på en del ventetid og omrokeringer. Af samme grund udføres alt arbejde på timeløn. Alle tilløb til akkord er blevet saboteret ved afbrydelser i arbejdsgangen. Om det er en bevidst politik fra firmaets side, når de nu udfører arbejdet i regning, eller det bare er et resultat af almindelig planløshed, skal jeg lade være usagt. Som timeløn betragtet er lønnen nu god, nemlig 205 kr., men det skal ses på baggrund af, at firmaets faste folk er vant til at gå på akkord og tjene betydeligt mere. Den første lange tid gik med at finde relevante opgaver, værktøj, materialer og stilladser. Ingen havde et overblik over, hvad der fandtes på pladsen, så det var lidt af et detektivarbejde. For at tage det fra en ende af: Selvom stort set alt manglede at blive lavet, var der som sagt ikke rigtig noget projekt, så alt blev lavet hen ad vejen som det nu kunne falde sig. Planen var, at vi skulle starte med at lave forsatsvægge. Murerne havde ganske vist pudset alle ydervægge nydeligt op, men siden har man åbenbart fundet ud af, at de også skal isoleres. Naturligvis med mineraluld og hvad det indebærer af dampspærre. Klogere er vi altså ikke blevet, selvom det kan synes utroligt at man stadig bygger, så man er sikker på, at der kommer svampeskader fremover: selv en helt tæt dampspærre vil blive utæt med tiden, om ikke andet, så når de runde huller, der slutter tæt om skruerne, er blevet aflange ridser i dampspærren, når bygningen sætter sig. Men nå, vi bliver jo ikke betalt for at bryde vores små kønne hoveder med den slags, men for at lave det, vi får ordre på. Det viste sig bare vanskeligt at finde ret mange steder, vi overhovedet kunne lave forsatsvægge: Der skulle ikke forsatsvægge i badeværelserne, men der var ikke mål på, hvor badeværelserne skulle starte og slutte. Der var heller ikke nogen afklaring på, hvordan vindueslysningerne skulle laves. Desuden var der materialer og andre håndværkere i vejen en del steder, men det sidste er jo problemer, der kan løses ved godt samarbejde og lidt håndkraft. Vi endte da også med at lave noget af nogle af forsatsvæggene. Allerførst sørgede vi nu for at få en toolbox til vores værktøj. Allerede ved ankomsten blev vi gjort opmærksom på, at der blev stjålet med arme og ben på pladsen, og at alt værktøj skulle låses ned i kassen, når vi forlod rummet også selvom det bare var for at gå på toilettet eller ryge en smøg. Som en af svendene engang spurgte: Hvem har dog lukket alle de tyveknægte ind på pladsen?. Han kendte nu nok selv svaret, for vores mester der også er hovedentreprenør på pladsen er berygtet for at spekulere i alle mulige mere eller mindre gedulgte underentreprenører med underbetaling, menneskehandel og skattesnyd til følge. Firmaet har på det sidste i den anledning fået en del presseomtale, de nok gerne havde været foruden. Det var i al fald tydeligt, at byggeledelsen ikke ønskede nogen skandaler på hotellet. Bygherren havde vel netop valgt dem pga. deres - tidligere - gode navn. Med en toolbox var vores personlige værktøj sikret. Maskiner og specialværktøj fik vi dels ved at forfølge rygterne om, hvilke svende der måske havde noget i overskud, dels ved at bestille nyt. 3

4 Det nye værktøj blev ved ankomsten låst inde samen med skruer og den slags i nogle trådbure i hotellets gamle palmehave. Her stod en bestemt mand så for udleveringen. I princippet en god ordning: så var der da i det mindste én, der havde en chance for et vist overblik. Han tog bare ikke sin opgave som pladsmand særligt alvorligt. F.eks. var han der sjældent ved arbejdstids begyndelse, hvor der ellers altid var kø ved burene. Vi undrede os jo noget: Havde jeg haft en mand, der ikke passede sit arbejde, havde jeg nok givet ham fem kolde tæer i røven. De fleste materialer kan man heldigvis få fra dag til dag, og det er heldigt, for der var kronisk pladsmangel indenfor og stort set ingen plads udenfor bygningen. Til tømrersjakket var tilknyttet fem arbejdsmænd, der både var kvikke, behagelige og arbejdsomme, så det gik meget godt med at få materialer frem. Rullestilladserne var et kapitel for sig. De var spredt ud over hele bygningen og af forskellige fabrikater. Så når man endelig havde fundet nogle forlængere og slæbt dem et par etager ned, var det ofte bare for at finde ud af, at de var en halv centimeter fra at passe i bredden med det, man havde i forvejen. For at føje spot til skade har firmaet en politik, der går ud på at der skal være rækværk hele vejen rundt på alle stilladser over en meter. Det lyder jo meget sympatisk, at de ikke vil have, vi skal kunne falde ned, men dels gør det ofte adgangsvejene temmelig besværlige, dels gør det et rullestillads mindre mobilt, når der hænger ting ned fra loftet. Endelig hjælper reglen ikke ret meget, hvis man ikke kan finde et rækværk. Men det er en regel som firmaet går meget op i, (det koster jo heller ingenting), så vi oplevede ind i mellem det bizarre, at vi arbejdede fra stiger, selvom vi havde et stillads, vi af den ene eller den anden grund ikke kunne sætte rækværk på. Sikkerheden på pladsen var ellers ikke ligefrem prangende. Der var rod, støv og dårlige adgangsveje. I princippet var der tre adgangsveje ind i bygningen. Den ene var lukket al den tid, vi var på pladsen. De to andre var også lukket lidt på skift i ny og næ uden forudgående varsel. Min påstand er, at var bygningen brændt og den risiko er der altid ved byggeri, her så meget at bygningen slet ikke kunne brandforsikres under byggeriet så var der folk, der var brændt inde i bygningen, fordi flugtvejene var spærrede. Rodet og støvet tog vores sikkerhedsmand sig ganske godt af. På et tidspunkt meddelte han byggeledelsen, at næste fredag stoppede tømrersjakket arbejdet kl. 11 og brugte resten af dagen på at rydde op og støvsuge også alle andres affald. Det var en succes, så det blev ikke sidste gang. I forbindelse med den første oprydningsaktion var der lidt murren i krogene om, hvorfor murerne og murerarbejdsmændene ikke deltog. Det måtte murernes tillidsmand så troppe op i vores spiselokale mandag morgen og forklare: De havde ganske simpelt fået forbud mod at deltage. Det hører dog ellers til sjældenhederne, at der ligefrem er forbud mod at rydde op. I det hele taget var firmaet efter murerne. Stille og roligt blev de mest fagligt aktive murere og murerarbejdsmænd fyret. Man fyrede ikke dem, der lavede mindst, man fyrede dem, der gjorde sig mest bemærket. Tillidsmanden og sikkerhedsmanden fik skriftlige advarsler for de mest latterlige ting, f.eks. fik sikkerhedsmanden en advarsel for at deltage i sikkerhedsrundering på pladsen (!), altså for at passe sit arbejde. Alligevel havde de ikke rigtigt noget, de kunne knalde de to for. Så de besluttede sig for at fyre alle murerne og murerarbejdsmændene, så der ikke længere var nogen at være tillidsmand og sikkerhedsmand for. Tillidsmanden regnede ud, at den manøvre kostede firmaet flere hundrede tusinde kroner bare i G-dage, så de har virkeligt villet det. Nogle af de andre fik at vide, at de bare skulle tage det roligt: om 14 dage ville de blive genantaget, firmaet skulle bare lige af med de to kanaljer. Sagen er i skrivende stund ikke afgjort, da fagforeningen har indbragt vores mester for arbejdsretten for uberettiget fyring af tillidsmænd og organisationsforfølgelse. 4

5 Som antydet, er firmaet ikke ligefrem berømt for sin samarbejdsvillighed med svendene og fagforeningen. Nedbryderne på pladsen gik ganske vist mest i tøj fra samme firma, men i praksis var de delt op i en syndflod af underentreprenører, adskillige formodentlig uorganiserede og uden overenskomst. Der var altså noget at rydde op i, men jeg tænkte som så, at vi hellere måtte starte med at tjekke vores egne, så vi selv havde rent mel i posen. Altså meddelte jeg på et såkaldt toolboxmøde torsdag middag, hvor hele sjakket var samlet til orientering fra formanden og hvem der ellers havde noget at sige, at jeg ville lave bogkontrol. Det var der ingen kommentarer til, og så vidt jeg ved viste det sig også, at alle tømrerne var medlem af fagforeningen. Jeg har i al fald ikke hørt andet, efter jeg sendte navne og fødselsdage ind til fagforeningskontoret. Problemet var vores arbejdsmænd. Dem tjekkede jeg også, for de skal jo være medlem af den samme fagforening som os andre. Det udløste en skideballe fra formanden: Jeg skulle ikke gå og tjekke arbejdsmændene, det var fagforeningens opgave. Jeg synes jo bare, at vi betaler rigeligt i kontingent, også uden vi bruger fagforeningens ansatte til opgaver, vi lige så godt kan klare selv. Men skaden var sket: Jeg havde talt med tre af de fem arbejdsmænd og fundet ud af, at det kun var de to, der var ansat af firmaet selv. De tre andre var ansat i et firma, manden med nøgle til trådburene havde. Den eneste forklaring, jeg kan finde på den konstruktion, er at han har kendt nogen i byggeledelsen. Det ville også forklare langmodigheden med hans ineffektivitet som pladsmand. Da jeg senere mødte de to sidste arbejdsmænd, havde de fået besked af pladsmanden, altså deres mester, om ikke at tale med mig. Jeg fandt frem til pladsmandens firma-adresse og cvr.nr., gav oplysningerne videre til fagforeningen og fortalte som det var, at jeg ikke havde fødselsdage eller andre data på de to sidste arbejdsmænd, så det var svært at finde ud af, om de var medlem af fagforeningen. Alene derfor kunne man godt have en lumsk mistanke om, at de ikke var. Det viste sig at pladsmandens firma ikke havde overenskomst. Altså gik fagforeningen i gang med den sædvanlige procedure med blokade, sympatikonflikt osv. Det endte med, at pladsmandens firma blev smidt på porten og alle arbejdsmændene blev ansat af vores mester. Den ene af arbejdsmændene blev ny pladsmand han var også noget bedre kvalificeret til det end den gamle. Efterhånden havde min makker og mig skramlet alt det sammen, vi skulle bruge, og også fundet noget arbejde, der kunne laves en noget nær kontinuerlig arbejdsgang på. Nemlig brandsikring af etageadskillelserne ved at beklæde dækkene på undersiden med gips. Når vi kom ind i et nyt rum, startede vi med at rive den midlertidige afdækning, nedriverne havde etableret, væk, og lave et gulv med 22mm-plader, der både var jævnt og bæredygtigt. Så kunne vi køre med rullestillads på det og gøre rent efter os, når vi var færdige. Det kørte faktisk ret godt for os. Stor var vores overraskelse derfor, da vi en fredag kort før fyraften blev kaldt op på kontoret for at få besked på, at vi skulle ud på en anden plads mandag morgen. Nå, en ordre er en ordre, og det var jo ikke akkord, så der var ikke noget principielt i vejen for at afbryde vores arbejde midt i det hele. Vi fik dog udvirket, at vi fik vores toolbox, som vi med møje og besvær endelig havde fået fyldt med det mest nødvendige, med os. Man kan jo ikke vide, hvad der foregår i byggeledelsens hjerner, men der er flere teorier om, hvorfor vi skulle væk, (udover den åbenlyse, at de manglede folk på den anden plads men de har nu også ansat en del på hotellet, efter vi kom væk). Der går rygter om, at nogle af folkene på hotellet, der tidligere havde været på den anden plads, nægtede at komme derud igen. Selv hælder 5

6 jeg mest til den formodning, at det var en afskibningsforretning som tak for affæren med bogkontrollen: den anden plads stod ifølge planen lige over for en afleveringsforretning. Vi kom da heller ikke tilbage til hotellet, da vi blev fyret fra den anden plads. At vi så alligevel fik hele syv uger på den anden plads, kom faktisk bag på mig. Den anden plads var et nybyggeri. Endda et ret specielt et. Det skal huse Danmarks nye nationalakvarium, ligger ved Amager Strand og ligner, set fra oven, en kæmpestor søstjerne, der ligger og vrider sig i sandet. Bygningen er med andre ord formet med et rundt centrum, hvorfra der går buede fløje ud til alle sider. Disse fløje er dobbeltkrumme, dvs. buede både i det vandrette og det lodrette plan. Som læseren vil kunne forstå, er det småt med det, vi ellers er mest vant til i bygninger: lige linjer. Vi ankom på pladsen ganske kort før byggeriet ifølge planen skulle være færdigt og kunne konstatere, at projektet var lykkedes: Det er en meget flot bygning. Som antydet ovenfor, blev byggeriet ikke helt færdigt til tiden. Akvariet bliver først indviet til foråret, men bygningen skulle have været færdig et halvt år før, så der er tid til at installere dyrene i fred og ro. Ud over den efterhånden obligatoriske forsinkelse, der nærmest svarer til den, der følger jazzmusikeres løgnagtige annoncering af en kort pause, var leverancen af lofter forsinket et par måneder. Der er tale om et italiensk system med aluminiums-lameller, der følger bygningens ydre form, altså spreder sig ud som vifter vandret og buer lodret. Ganske flot, når først det hænger der, men meget tidskrævende at sætte op. Ydermere var det første gang nogensinde i hele verdenshistorien, systemet skulle bruges i praksis. Stropper, hovedskinner og fastgørelses-beslag blev sat op efter landmålermærker i gulvet, hvor den nøjagtige højde også var angivet. Derefter kunne man så regne placeringen af resten af beslagene ud ved at dividere afstanden til sidste landmålermærke med antallet af mellemrum. Efter montering af lamellerne skulle det hele finjusteres, så lamellerne hang lige og jævnt. Det var nøjagtig lige så langsommeligt, som det lyder. Jeg skal ikke trætte læseren med yderligere detaljer om lofterne, alene af den grund, at mig og min makker ikke arbejdede ret meget med dem. Det gjorde de fleste andre tømrere på pladsen til gengæld, både på daghold, aftenhold og overarbejde. Overarbejde er efterhånden obligatorisk i afleveringsfasen på større projekter. Man kunne godt have en fornemmelse af, at det nærmest er en underforstået forudsætning for tidsplanen. Når der så sker noget uventet, er der ikke flere skud i bøssen, og afleveringen bliver forsinket. Prisen tør jeg slet ikke tænke på. Jeg vil tro, det havde været billigere at dække alt over loftshøjde ind i bladguld, (men det ville nok ikke have været lige så pænt). På et tidspunkt fortalte akkordholderen, at nu bestod prisen for 65 % vedkommende af akkorderinger. Og da var loftmontagen kun lige begyndt. Altså måtte han kaste håndklædet i ringen og forsøge at forhandle en eller anden fælles afregning for alle timer. Det endte med 205 kr. på alle timer, altså det samme som på hotellet. Plus naturligvis et passende tillæg for over- og aftenarbejde. Da vi startede på pladsen, kittede vi os selvfølgelig ind, ligesom vi kittede os ud, da vi forlod den. Men der var alkoholforbud og ingen øl på pladsen. Og det bliver nu aldrig helt det samme at kitte sig ind i sodavand, Om ikke af andre grunde, så fordi jeg ikke selv kan deltage. Sådan har jeg det altså. Jeg drikker: øl - ja, vand - ja, kaffe - ja, te - til nød, mælk - ja, vin - ja, spiritus (afhængigt af mærket) - ja, æblemost - ja, cider (igen afhængigt af typen) - ja, frugtjuice - ja, lassi - ja, men sodavand - så afgjort nej. Da jeg kittede mig selv ind, forsøgte jeg mig faktisk undtagelsesvis. Og blev mindet om, hvorfor jeg ikke drikker sodavand. 6

7 Nu er der ingen regel, der er så stærk, at den ikke kan overtrædes, heller ikke alkoholforbud. Min makker har en irriterende vane med på vej til frokost at sige: Uh, nu skulle det gøre godt med en bajer, vel vidende at der ingen er. En dag, vi kom ned til frokost, sad en af de andre svende faktisk og drak en bajer. Jeg spurgte om han havde flere, og han stak mig en. Jeg spurgte om han havde to, men det havde han ikke. Jeg meddelte så, at jeg ville afstå fra øllet og give det til min makker. De andre gloede på mig, som om jeg var åndssvag. Lige indtil min makker kom ind og blev så ovenud begejstret ved det uventede syn, at han opførte en hel lille ballet eller opera var det vel snarere, for der var også lyd på. Da sagde min sidemand: Okay den reaktion ville jeg også godt give en bajer for. Udover de arealer, publikum kommer til at se, er der lige så store områder fyldt med teknik: pumper, haj-elevatorer, bassiner til fiskeyngel osv. Det gav sig ind i mellem kuriøse udslag: engang vi var oppe at lave noget i dykkernes omklædningsrum, så vi et opslag ved overkanten af det store hajbassin med overskriften svømning forbudt. Vi fik senere at vide, at det var afstedkommet af et par betonere på overarbejde, der havde smidt kludene, taget dykkernes gummibåd, padlet ud midt i bassinet og kastet sig i. På sedlen stod også nogle forklaringer på forbuddet (kemikalierne er ikke afbalanceret endnu etc.) og ordene: Hvis du skal have bad, så hop i Øresund eller brug badefaciliteterne i skurbyen (uden for arbejdstiden). Vores opgave på pladsen blev først og fremmest brandslukning, forstået på den måde, at vi mest bandt nogle løse ender sammen: midlertidig lukning af dørhuller, hvor dørene ikke nåede frem de første lange tider, buede lysninger, der ikke var blevet færdige og al sådan noget. Plus en hel del kludelofter. Det sidste bekræftede mig i min aversion mod skjulte skinnesystemer. Uanset hvor pænt man afleverer det, er det hele ødelagt første gang, der har været nogen oppe i loftet. Der skal ingenting til, før det tander. Den eneste undtagelse, jeg har set, er et system, hvor skinnerne netop ikke er helt skjult, men har en kant ned mellem pladerne. Kanten går et lille stykke under pladerne, der på den måde elegant bliver markeret omend diskret frem for at forsøge at få dem til at fremstå som noget, de ikke er, nemlig en ubrudt flade. Desværre var det ikke den type, der var på akvariet. Som læseren vil kunne forstå, var vores opgaver på pladsen ikke alle sammen lige sjove. Derfor kunne læseren måske forledes til at tro, vi var kede af at være der. Det var vi ikke: kollegaerne var gode og vi blev behandlet ordentligt af byggeledelsen. Specielt den ene af byggelederne havde et guddommeligt godt humør, som intet tilsyneladende kunne ødelægge. Uanset hvor modbydelige forretningsmetoder, vores firma anvender, har jeg mødt mange behagelige mennesker der, også højere oppe i hierarkiet. På et tidspunkt løb vi ind i et arbejdsmiljøproblem. Under vores stillads ja, det er jo i sig selv et problem, at der er nogen, der arbejder under os lå en Hong Kong-kineser fra et australsk firma og limede pvc-rør sammen. Hvad han brugte, ved vi ikke, men det stank umiskendeligt af et meget kraftigt opløsningsmiddel. Vi meddelte vores byggeleder, at vi ikke kunne holde ud at være der, og han tog straks affære. Kineseren blev fjernet, mens vi gik der. Byggelederen fortalte, at det havde været et problem hele byggeriet igennem: Australierne påstod, at det de brugte var tilladt i hele resten af verden, hvorfor så ikke i Danmark? Det er nu garanteret løgn, at man i hele resten af verden må bruge toluen, eller hvad det nu var, uden nogen form for beskyttelsesforanstaltninger. Og det var det, de gjorde. Problemet blev altså løst for vores vedkommende. Men hvis det har været et problem hele byggeriet igennem, burde man måske nok have grebet anderledes radikalt ind. Australierne og kineserne gik jo stadig med snudeskaftet helt nede 7

8 i limbøtten, nu bare ikke mens vi var der. Man kan synes, at når de er dumme nok til at finde sig i det, så må de også selv tage konsekvenserne. De blev faktisk også skidesure på os, fordi vi brokkede os. Men personligt synes jeg, at uanset hvor dumme folk er, så berettiger det ikke en straf, der hedder hjerneskade og impotens. Til sidst men som sagt langt senere, end jeg havde regnet med fik vi en fyreseddel. I den forbindelse kom vores byggeleder hen til os og sagde, at det absolut ikke havde noget med vores arbejde at gøre. Tværtimod syntes han, det var vældig flot. Er man kynisk, kan man sige, at det skal fedt hjælpe, når man bliver fyret i en tid, hvor alle andre også drosler ned, og det derfor er svært at finde andet arbejde. Men så kynisk er jeg ikke: for mig betyder andre menneskers anerkendelse noget. Så det er en af de ting, der formodentlig vil stå tilbage i hukommelsen fra denne plads. En anden, der helt sikkert vil, er et billede: nemlig de morgener, hvor vi stod udenfor, nød en stille smøg eller en halv pibe tobak og så solen stå op over Øresund. Det fås ikke bedre, og slet ikke for penge. 8