Rapport over projekt

Transkript

1 Rapport over projekt Etablering, afprøvning, evaluering og implementering af High Fidelity patientsimulationsundervisning på, University College Lillebælt, (UCL) Udarbejdet af Lektor Dorte Truelsen Gram, januar 2013

2 Indhold 1 Baggrund for og formål med projektet Forløbet Metodiske overvejelser Delprojekter Opbygning af simulationsscenarie til afprøvning på modul Beskrivelse af og overvejelser om selve patientsimulationsafprøvningen Refleksionsmetoden: Inquiery and Advocacy Fokusgruppeinterviews som metode til generering af de studerendes opfattelse af patientsimulation som lærings- og undervisningsmetode Refleksion over temaer fra fokusgruppeinterviews Konklusion Perspektivering Litteratur TeamShare

3 Rapport over projektet: Etablering, afprøvning, evaluering og implementering af High Fidelity patientsimulationsundervisning på sygeplejerskeuddannelsen i Odense, University College Lillebælt, (UCL) Denne rapport indeholder indledningsvis overvejelser om baggrund for og formål med projektet. Dernæst beskrives forløbet med mange delprojekter, som har været nødvendige som grundlag for etablering, afprøvning, evaluering og implementering af High Fidelity Patientsimulation. Hovedvægten er beskrivelsen af afprøvningen, evalueringen og implementeringen af patientsimulationsundervisningen på modul 10. Afslutningsvis perspektiveres med overvejelser om mulige fremtidige tiltag indenfor patientsimulationsundervisning på. 1 Baggrund for og formål med projektet Det har i evalueringsrapporter vist sig, at studerende dels manglede praktiske færdigheder, når de var færdiguddannede og dels var meget usikre i mødet med patienten. Samtidig har studerende givet udtryk for, at de følte de lærte mere sygepleje, når de kunne øve teorien i sygeplejelokalerne (Heimann Hansen, 2007). Dette tyder på et GAP, der synes at være mellem den teoretiske og den kliniske del af uddannelsen og som Rektorforsamlingen for sygeplejerskeuddannelsen har udtrykt ønske om at få minimeret (2006). Ligeledes er det eksplicit beskrevet i visionen for UCL, at vi som undervisere skal arbejde på at udvikle såkaldte virkelighedsnære og praksisorienterede læringslaboratorier, hvor de studerende får mulighed for at styrke deres viden, færdigheder og kompetencer (Vision 2015; Knudsen, 2012). Udvikling af High Fidelity Patientsimulation har flere formål: at øge muligheder for, at den sygeplejestuderende kan øve sig i at anvende teori i en praksislignende situation og ideelt set at uddanne sygeplejersker, der udover at være dygtige teoretisk også er dygtige praktikere. Formålet er også at finde ud af, hvad de sygeplejestuderende tænker om metoden i forhold til at lære sygepleje. Forskningsmæssigt er der ingen sikker evidens for metodens effektivitet i forhold til transferværdi til praksis(mccallum, 2007), men vi ved fra internationale undersøgelser, at sygeplejestuderende i udlandet beskriver en større selvtillid og tryghed, når de har afprøvet sygeplejelignende situationer vha. simulation (Cant & Cooper, 2009). TeamShare

4 Etableringen af High Fidelity simulation kan ses som en udbygning af undervisningen i sygeplejelokalerne, hvor studerende har øvet sygepleje med anvendelse af hinanden og af udstyr. En udbygning med højteknologiske simulatorer/dukker i voksenstørrelse tilkoblet computerudstyr, som kan agere patient programmeret med blodtryk, puls, vejrtrækning mv., og hvor underviser som instruktør fra et kontrolrum kan være patientens stemme og ændre på patientens vitale værdier. Underviser agerer også læge, hvorved kommunikationen om handlingsforløbet for patienten formidles og drøftes. Således får de studerende mulighed for at afprøve viden og øve færdigheder til en kompleks patient såvel instrumentelle som kommunikative, samarbejds- og ledelsesmæssige i en så autentisk sygepleje-patient situation som muligt. De øver sig i at observere og intervenere. De studerende kan herved være trygge i forhold til evt. fejl og mangler, da patientsikkerheden ikke er truet. Som instruktør/facilitator kan scenariet stoppes for at give rum til eftertanke og/eller vejlede de studerende i handlingen. Ligeledes kan de studerende bede om pause og få vejledning. På den måde øves sygeplejefaglige problemstillinger, hvor den studerende får mulighed for at anvende sin teoretiske viden i et sikkert læringsmiljø, hvor det er tilladt af fejle og at blive dygtigere. 2 Forløbet Uddannelseschef Lena Busch Nielsen,, UCL, bad mig i 2010 om at anvende min viden og erfaring indenfor patientsimulationsundervisning til at udarbejde en projektplan (Gram 2010) for en mulig udvikling indenfor etablering, afprøvning, evaluering og implementering af denne undervisningsmetode med fokus på det, der kaldes High Fidelity eller fullscale patientsimulation. Som en del heraf fik jeg til opgave at rejse på lektorudvekslingsbesøg til Sygeplejerskeuddannelsen på Tasmanien (University of Tasmania), hvor patientsimulationsundervisning allerede da var et meget veludviklet område. Ledelsen ønskede at lære af stedets erfaringer og at udvide det eksisterende samarbejde. Erfaringerne herfra har jeg videreudviklet til vores danske curriculum ved at inddrage mere refleksion over teori og praksis. Ligeledes samarbejder jeg fortsat via med projektlederne på området, og jeg har i forbindelse med deres genbesøg drøftet TeamShare

5 yderligere udviklingsmuligheder både konkret i forhold til simulation og i forhold til lektorsamarbejde. 2.1 Metodiske overvejelser I projektplanen kan det læses, at projektet var tænkt som en løbende proces med et eksplorativt design inspireret af teori om aktionsforskning (Tiller et al, 2007; Sjøvoll 2002), der er en handlingsrettet forskningsmetode baseret på samarbejde mellem praktikere (her: kommende praktikere = sygeplejestuderende) og projektleder (undertegnede) samt kolleger/projektmedarbejdere ansat ved en sygeplejerskeuddannelse i et University College. Samtidig blev erfaringer og viden indhentet fra kolleger i klinikken til at øge autensiteten i de sygeplejecases, som blev afprøvet under simulationsseancerne. Som helhed er der med projektet således gennemført mange små del-udviklingsprojekter i projektet, som jeg i det følgende kort prøver at redegøre for. 2.2 Delprojekter Første delprojekt indebar samtaler med studerende for at finde frem til deres tanker om og ideer til kommende simulationsundervisning, samarbejde med pedelafdelingen i forhold til ombygning af eksisterende lokaler og med IT-afdelingen, for at indkøbe og installere lyd og videoudstyr, samt indkøb af diverse udstyr afpasset i forhold til daværende udstyr og undervisning indenfor uddannelsens curriculum, samt i forhold til underviseres kompetencer. Således var dette en stor og spændende opgave at kortlægge alle disse forhold, hvilket gav stor viden om uddannelsens opbygning, indhold og form. Ligeledes gav det mulighed for at lære at kende såvel kolleger som øvrige samarbejdsparter i organisationen UCL, hvilket gav viden om spidskompetencer og ansvar for specifikke områder, som sygeplejerskeuddannelsen ikke selv behøvede at blive ekspert indenfor, men gennem samarbejde kunne profitere af. Efter diverse indkøb og etablering af udstyr afholdt Sygeplejerskeuddannelsen en navnekonkurrence, hvor de studerende blev opfordret til at navngive de indkøbte simulatorer, dukkerne. Navnene blev afsløret ved en velbesøgt reception, hvor såvel studerende som undervisere fik mulighed for at se, lytte til og røre ved. Navngivningen var vigtig i forhold til at arbejde så autentisk som muligt den ene dukke hedder nu Hr. Svend Åge Pedersen og er ikke bare en dukke, hvilket fremmer autensiteten. TeamShare

6 Næste delprojekt var afholdelse af kurser for 16 undervisere, så de kunne blive kendt med anvendelsen af simulatorer. Det var vigtigt, at ejerskabet til simulatorerne blev bredt ud i undervisergruppen, da jeg ikke kan varetage al undervisning til vore mange studerende. Ledelsen købte disse kurser, og jeg fungerer efterfølgende som superbruger og hjælper og støtter mine kolleger til gennemførelsen af deres undervisning. På den måde er mere simple simulatorer hurtigt blevet implementeret og kan anvendes i forbindelse med al undervisning på modul 2 og 3. Sidste delprojekt var udvikling af afprøvning af High Fidelity simulation på modul 10, hvor uddannelsen ønskede at blive klogere på, dels hvordan det kunne opbygges og fungere, og dels hvordan de sygeplejestuderende, der deltog i afprøvningen tænkte om metoden som en måde at lære sygepleje på.(se afsnit 3.0.) Forud for mit sidste delprojekt blev jeg inviteret på lektorudvekslingsbesøg i Gjøvik, Norge, for at erfaringsudveksle i forhold til patientsimulationsundervisning. Ved såvel nationale som internationale besøg er jeg også blevet opfordret til udover at tale om patientsimulationsundervisning at fortælle om vores måde at arbejde med problembaseret læring på, hvilket de øvrige lande finder meget interessant. Besøgene til andre sygeplejeuddannelser var også et led i organisatorisk udvikling mod større internationalt samarbejde, der kan bane vej for og udvikle muligheder for lektorsamarbejde og for at studerende kan komme på studieudvekslingsbesøg svarende til et modul (10 uger). Patientsimulationsundervisning er i disse år i hastig udvikling, og der forskes mere og mere intenst på området. Jeg har deltaget i konferencer nationalt og internationalt for at følge og lære af udviklingen på området, herunder det europæiske samarbejde SESAM 1 og det nordiske samarbejde SUN 2. Begge er multiprofessionelle samarbejdsnetværk, hvilket jeg ser, har stor relevans for mit arbejde i UCL, hvor vi er mange uddannelser samlet. Jeg har kontaktet og fået etableret et netværk mellem UCL, SDU og OUH, hvor vi mødes og drøfter udviklingsmuligheder mellem universitetets medicin- og 1 Society in Europe for Simulation Applied to Medicine. 2 Simulation User Network. TeamShare

7 sygeplejestuderende samt muligheder mellem hospital og præ og postuddannelse af sygeplejestuderende og af sygeplejersker. Jeg har været initiativtager til og afholdt det første nationale netværksmøde for undervisende sygeplejersker, sygeplejerskeuddannelsen i Odense var vært for mødet. På netværksmødet var der deltagelse fra næsten alle landets sygeplejeuddannelser. Mødet viste en meget stor interesse og motivation for at udvikle undervisningen og at lære af hinanden. Netværket er planlagt til fremadrettet at mødes årligt samt via internettet dele viden og erfaringer. Samlet set har alle disse delprojekter medvirket til at skabe det grundige fundament som afprøvningen, evalueringen og implementeringen af patientsimulationsundervisningen hviler på. 3 Opbygning af simulationsscenarie til afprøvning på modul 10 Selve simulationsscenarierne og afprøvningen heraf på modul 10 blev designet med inspiration fra forskningen (Dreifuerst, 2009; Jeffries, 2005) og ikke mindst i forhold til den undervisning som simulationen er en del af jævnfør Bekendtgørelse, modulplan og studieplan for modul 10, hvor fokus er: Sygepleje til den akut, kritisk syge patient/borger og på samarbejde, organisation og ledelse. Simulationsscenarierne blev, jævnført forskningserfaringer, i takt med afprøvningsprocessen, gjort mere og mere enkle ud fra målet: keep it simple, med få læringsmål, og god indledende introduktion, hvilket blev imødekommet ved, at scenarier såvel som forventet forberedelse blev delt med de studerende på intranettet Fronter ca. en uge før afviklingen. De studerende havde hermed mulighed for at forberede sig specifikt til det enkelte scenarie, samtidig med at de havde undervisning både som forelæsninger og i basisgrupperne om samme fokusområder: akut kritisk sygepleje, sygdomslære, farmakologi, ledelse og organisation af sygepleje. Forud for selve afprøvningen fik de studerende introduktion til patientsimulation både verbalt (auditivt) og ved, at de studerende selv mærkede på dukken og var i simulationslokalet/kunne mærke på dukken (visuelt/kinæstetisk). Der blev fokuseret på, at simulation handlede om læring, ikke om at pege nogen ud som dumme, og at der ikke var nogen dumme spørgsmål, men vigtigheden af, at de var forberedte blev understreget. TeamShare

8 3.1 Beskrivelse af og overvejelser om selve patientsimulationsafprøvningen Lige inden lektionerne blev computeren indstillet med vitale værdier: respirationsfrekvens og lyd, puls og BT og dukken fik afhængigt af scenarie lidt sminke som skrammer og blødning på arm, knæ og i panden samt en forstørret pupil. Iltbrille blev påsat. Alt sammen for at forøge autensiteten. Ilten blev ikke tændt eller sat for lavt, da formålet var, at de studerende med anvendelse af internationalt anerkendte principper for livreddende sygepleje skulle observere og intervenere i forhold til de symptomer/observationer, de fandt. Video og lydudstyr blev tændt, så instruktøren i operatørrummet kunne se og høre de studerende fra alle vinkler, når de agerede. Ligeledes lagde instruktøren via mikrofon og højtalere stemme til dukken, og var lægen, de studerende kunne ringe til. Processen mod udviklingen af den bedste introduktion har understreget vigtigheden af, at alt er klar, så det ikke tager fokus fra patient-sygeplejesituationen. I selve afprøvningen har i alt 4 x 12 studerende (4 basisgrupper) deltaget i hver 2 scenarier. Hvert scenarie varede ca. 45 min, hvor 4 studerende skulle samarbejde om at pleje og lede vha. internationalt anerkendte principper for livreddende sygepleje og sikker kommunikation. Omdrejningspunktet var hhv. en patient med traume fulgt af sin hustru og en patient med Kronisk Obstruktiv Lugelidelse, KOL, i exacerbation fulgt af sin datter. 4 studerende var samtidig observatører og skulle observere ud fra givne opgaver. En kollega og projektmedarbejder blev introduceret til at agere som krævende pårørende, som de studerende også skulle håndtere. I udviklingsprocessen og under implementeringen af patientsimulationsundervisningen er det nu en studerende, der agerer pårørende. Dette er også meget givende for de studerende, da de mærker på egen krop, hvordan det er følelsesmæssigt at være pårørende til en de holder af, hvilket de efterfølgende giver udtryk for til medstuderende. Alle bliver hermed mere opmærksomme på pårørende aspektet, som også er et vigtigt omdrejningspunkt på modul 10. De studerende blev introduceret i ca. 5 min, hvor de studerende så dukken, udstyret og kunne stille spørgsmål. Herefter startede scenariet og forløb i ca min., hvor de studerende som nævnt tidligere observerede og intervenerede samt samarbejdede og kommunikerede med læge om patienten og pårørende. TeamShare

9 3.1.1 Refleksionsmetoden: Inquiery and Advocacy Herefter samles alle 8 studerende og instruktør i en rundkreds, så vi kunne starte vores refleksion, som forløb i ca. 20 min. Rundkredsen blev valgt for at understrege, at vi er i et læringsfællesskab, hvor vi tro mod uddannelsens læringsmetode Problembaseret Læring, PBL, videndeler hinandens oplevelser og synspunkter. Vi udforskede hinandens syn med anvendelse af Hv-spørgeord undtagen hvorfor, da dette som bekendt kan virke dømmende og bremse den gode refleksion. De sidste 5 min. blev anvendt til at runde af, hvor instruktøren spørger hver enkelt, hvad hun/han har lært? og sikrer sig ved at spørge, at alle går derfra med følelsen af at Yes, jeg har lært noget. Ligeledes husker vi hinanden på, at afprøvningen parallelt til klinisk praksis er omfattet af tavshedspligten. Teoretisk er refleksionen valgt med udgangspunkt i amerikansk/canadiske organisationsteoretikeres metode: Inquiery and Advocacy (Rudolf m.fl., 2007). Metoden har udgangspunkt i, at alle, der skal lære, starter med hver deres individuelle beredskab af viden og færdigheder, som læringen skal starte ved og bygge videre på. Tanken er, at mennesker gennem læring ved simulation bygger videre på egen viden og erfaring dels ved selve afprøvningen af patientsimulation og dels via den efterfølgende refleksion, verbaliseringen af det der skete under simulationsseancen. Når den enkelte herefter skal agere i en lignende situation, vil handlingen afspejle den læring, der foregik under simulationen. Metoden er en ikke dømmende metode, hvilket betyder, at deltagerne under refleksionen er opmærksomme på at være anerkendende, at spørge udforskende, undrende at spørge for at blive klogere. Når observatørerne fortæller, hvad de så, hørte og følte i forhold til simulationsseancen følger de ligeledes metoden ved at være så nøjagtige som muligt, dvs., at de undgår at fortolke det, de så. Instruktørens rolle er at lytte til de studerende ved at udforske de handlinger, de netop har udført (=Inquiery) og at give råd om kommende handlinger og/eller direkte korrigere forkerte handlinger (=Advocacy). Korrektionsmuligheden anses som værende vigtig og et ansvar som underviseren må påtage sig, sådan at en kommende professionsudøvelse udføres rigtigt til gavn for patientsikkerheden og for at undgå utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet. At blive korrigeret er også et udtalt ønske fra de studerende, der ønsker at udføre deres sygepleje korrekt. Udover refleksioner over instrumentelle forhold i den akutte sygepleje, så er der meget fokus på emotionel og kognitiv bearbejdning. De studerende taler meget om deres TeamShare

10 personlige oplevelser ved simulationsundervisningen, og de taler også meget om de teorier, som kan forklare det, der skete under scenariet. Hermed bearbejdes det netop oplevede med teori fra modulet og fra tidligere moduler. 3.2 Fokusgruppeinterviews som metode til generering af de studerendes opfattelse af patientsimulation som lærings- og undervisningsmetode Efter afprøvningen gennemførtes fokusgruppe-interviews med en semistruktureret spørgeguide (Green and Thorogood, 2004) med hver basisgruppe af ca. 1 times varighed, hvilket blev optaget på bånd. Spørgeguiden blev udarbejdet sådan, at det blev sikret, at interviewene gav svar på overordnede emner, som skulle belyses for at blive klogere på de studerendes oplevelse af at have medvirket i patientsimulationsundervisningen. Stemningen ved interviewene var uformel og afslappet, hvor vi alle indledte med at drikke kaffe og spise kager. De studerende blev orienteret om, at det var vigtigt, at alle blev hørt og blev opfordret til at give plads for hinandens synspunkter. Der var en god gruppedynamik, hvor alle kom til orde, hvorfor interviewene afdækkede mange aspekter også nogle mere overraskende, som projektlederen ikke lige havde tænkt på. Jeg er dog opmærksom på, at netop gruppen kan skjule detaljer og perspektiver, som den enkelte kan have fravalgt at udtale. Et gruppepres behøver ikke at være synligt for mig, men jeg følte at stemningen var åben og præget af interesse for at lytte og at diskutere det sagte. Selv var jeg afslappet i mit kropssprog og havde let ved at styre interviewet, sandsynligvis grundet min erfaring hermed dels fra udførelsen af mit speciale på universitetet, og dels fra fokusgruppe interviews udført i forbindelse med udvikling af sundhedsreform i Søfartsstyrelsen. Efterfølgende skrev jeg naturligvis umiddelbare tanker om interviewet ned, herunder det jeg synes var mest fremme under interviewet. Derefter transskriberede jeg interviewene og udarbejdede temaer, hvoraf jeg i det følgende afsnit reflekterer over udvalgte dele. I denne refleksion inddrager jeg også medvirkende kollegas og egne tanker om gennemført simulation Refleksion over temaer fra fokusgruppeinterviews Flertallet af de studerende syntes, at de lærte meget at de blev bedre til at omsætte teorien til praktisk handlen, som de følte sig overbevidste om, at de umiddelbart ville TeamShare

11 kunne omsætte i mødet med patienten. De følte, at gabet mellem teori og praksis var blevet mindre. En udtalte fx: Det er utroligt. u har jeg læst på ABCDE i mere end 3 uger, og jeg troede, at det kunne jeg. Det kunne jeg også, jeg kunne huske dem, men da jeg skulle vise det i praksis byttede jeg rundt på rækkefølgen, og patienten kunne nu være død. Jeg har nu mærket, at jeg først kan sygepleje, når jeg prøver at øve teorien i praksis og efterfølgende reflektere, som her ved simulationen.. For mig er disse udtalelser og refleksioner og mange lignende udtalelser sammen med mine egne og projektmedarbejderes observationer et stærkt bevis på, at de studerende opnår læring ved afprøvningen af patientsimulation. Det var tydeligt, at de studerende fik mange AHA-oplevelser undervejs, idet de via deres praksislignende handlinger med dukken fandt ud af, hvordan de faktisk kunne anvende den teori, de havde studeret. Mange studerende gav udtryk for at de efterfølgende forstod teorien på en ny og mere anvendelig måde. Få studerende fortalte, at de var noget forbeholdne i forhold til selve det at skulle arbejde med en dukke der jo aldrig kunne være et menneske. Samtidig var disse studerende meget velforberedte. De mødte tidligt op, og jeg kunne høre, at de aftalte strategi for, hvordan de ville lede og fordele opgaverne. Ligeledes udtrykte de undren, da de reflekterede, over, hvor synlige deres mangler var, og at de havde lært utroligt meget. Det tekniske omkring dukken var i processens start medvirkende til at tage tid og fokus fra de studerende, men efterhånden som vi som instruktører blev bedre til at møde de tekniske udfordringer, så var det ikke det tekniske, der fyldte hos de studerende. Det fortæller, at den proces, hvor instruktørerne lærer teknikken at kende også er betydningsfuld og tidskrævende. De studerende mente generelt, at de lærte meget både som aktive i simulationsseancen og som observatører. Det at de havde fået bestemte opgaver som observatører gjorde, at de blev gode til at observere på konkrete forhold, som de efterfølgende kunne referere. TeamShare

12 Alle studerende mente, at måden at reflektere på, hvor alle aktive og observatører fik taletid var meget lærerig. De aktive studerende i scenariet oplevede, at de videns- og færdighedsmæssigt ikke slog til. Dette kunne nogle gange afkræftes, fordi observatørerne sagligt kunne fortælle, at de aktivt gjorde det, de skulle, hvilket bevirkede glæde og stolthed. Andre gange kunne observatørerne eller instruktøren afdække, at der var nogen mangler, men selv her blev de studerende glade for at få viden om områder, hvor de kunne forbedre sig. De studerende talte meget om, at miljøet i forbindelse med simulation var befordrende for deres læring. Med miljø mente de, at det var dejligt, at der var plads til at alle kunne le sammen og også fælde en lille tåre sammen, når det var nødvendigt. Samtidig var det befordrende for læringen, at fejl og mangler blev italesat som en naturlig del af det at skulle lære. De studerende gav udtryk for at de følte tryghed, når det ikke var en rigtig patient, og som undervisere kunne vi iagttage stor seriøsitet i måden de udførte observationer og interventioner på. At det var en dukke medførte derfor på ingen måde mindre professionel adfærd tværtimod. De studerende var meget enige om, at læringsniveauet afhang af: den individuelle motivation, evnen til at kunne forestille sig, at de nu var i en rigtig patientsygeplejesituation og af deres individuelle læringsstile. De var meget glade for introduktionen til afprøvningen, men mente, at denne skulle gentages i forbindelse med afprøvningen. Et aspekt der naturligvis er medtænkt under den fortsatte udvikling og implementering. Nogle studerende gav udtryk for, at de jo ikke var eller skulle uddannes til at være skuespillere. Vi talte om dette, og især fortalte vi som instruktører om, at meningen netop ikke var at skulle være skuespillere, men at skulle lære at være sygeplejerske. Dermed var den eneste rolle de skulle påtage sig netop at være kommende sygeplejersker, der anvendte teori som baggrund for deres observationer og interventioner. Denne begrundelse gav god mening for de studerende. Under implementeringen og den fortsatte udvikling har vi netop anvendt denne begrundelse også i forhold til et nyt scenarie, hvor vi beder de studerende om at være børn i forskellige aldersgrupper, der er pårørende til en terminal kvinde, der er deres mor. TeamShare

13 Formålet med at være børn er at fokusere på børnenes behov for sygepleje ved at anvende teori fra modul 7 om udviklingspsykologi. Endelig gav mange udtryk for, at de kunne tænke sig at gentage det samme simulationsscenarie for at gøre det bedre næste gang. Dette vil jeg tænke nærmere over, da jeg ikke ser simulationstræning som vejen frem mod perfektion, men derimod som en træningsbane. Jeg tænker, at de studerende på modul 10 skal kunne klare udfordringen ved at overføre fx livreddende sygeplejeprincipper til næste og næste plejesituation altså være i stand til at overføre viden til nye patientforløb. Alt kan jo ikke trænes uendeligt. Det, simulationsøvelser forhåbentlig kan medvirke til, er, at den studerende lærer at reflektere kognitivt over det der skete i situationen - det de mærkede/følte, og at de tager denne evne med sig ud i sygeplejeprofessionen. Generelt udtrykker de studerende ønsker om at undervises mere via patientsimulations-undervisning, da det motiverer dem til læring. 4 Konklusion High Fidelity patientsimulationsundervisning er nu afprøvet, evalueret og implementeret, og udbyttet for de studerende ser ud til at være positivt i forhold til læring, hvilket motiverer de studerende til aktiv deltagelse. Som undervisere kan vi se, at de studerende får mange AHA-oplevelser. De finder mange grænser i forhold til følelsesmæssig involvering, og de arbejder utroligt seriøst for at yde den mest optimale sygepleje. På den måde arbejder de studerende sig mere og mere ind i rollen som kommende sygeplejersker. Det kan med dette projekt siges, at High Fidelity patientsimulationsundervisning som lærings- og undervisningsmetode ser ud til at have et fremtidspotentiale, hvor succesen afhænger af opfølgningen (livslang læring). Eller udtrykt således: Learning is not an event, where there is a beginning and end. Learning is situated within authentic activity (Lave og Wenger, 1991). 5 Perspektivering Perspektiverne for anvendelse af patientsimulationsundervisning kan være mange, men afhænger af, hvordan området prioriteres af såvel ledelse som af undervisergruppen TeamShare

14 som helhed. Fremtiden må derfor vise, hvordan vi vælger yderligere at udvikle og implementere denne metode. I forhold til vores pædagogiske metode PBL, ses patientsimulationsundervisning som en god metode, der kan anvendes såvel i forhold til caseåbning, videndeling som i forhold til at øve anvendelsen af teori. Patientsimulationsundervisning skal bidrage til at give de studerende mulighed for at lære de metoder og akademiske færdigheder, de skal bruge, sådan at de kan indgå i praksis ved at udføre og udvikle sygeplejen med baggrund i forskning. UCL arbejder på at udbygge forskningstilknytningen til relevante forskningsmiljøer på SDU via såkaldte udviklingsklynger. Fremtidigt kunne det være interessant i et samarbejde mellem UCL, SDU og OUH nærmere at udforske, om patientsimulationsundervisning har transfer-værdi, altså om sygeplejestuderende som færdiguddannede i deres sygeplejeprofession har effekt af at deltage i High Fidelity patientsimulationsundervisning. TeamShare

15 6 Litteratur Dreifuerst, Kristina T. (2009): The essentials of debriefing in Simulation Learning: A concept analysis, Nursing Education Perspectives, Marts/april vol 30, nr.2. Green and Thorogood (2004) Heimann Hansen, Birgit (2007): Fravær og frafald ved CVU Lillebælt, og Svendborg. Jeffries, Pamela R. (2005): A FRAMEWO R K for Designing, Implementing, and Evaluating Simulations Used as Teaching Strategies in Nursing, Nursing Education Perspectives, The journal of the National League for Nursing, marts/april, vol. 26, nr.2. Knudsen, Erik (2012): Vejen mod mål for rejsen, University College Lillebælt. Lave,J. og Wenger, E. (1999): Legitimate Peripheral Participation. Cambridge University Press. Rektorforsamlingen for sygeplejerskeuddannelsen (2006): Evaluering af sygeplejerskeuddannelsen, Rambøll Management. Rudolf, Jenny W. m.fl. ( 2007): Debriefing with good judgement: Combining Rigorous Feedback with Genuine Inquiry, Anesthesiology Clinics, Volume 25, Issue 2, June, Boston University, USA. Sjøvoll, N. (2002): Aksjonsforskning i sykepleje - en kommunikativ utfordring, Høgskolen i Bodø. Tiller et al (2007) Tiller, T. et al.(2007): Action research. A Nordic Perspective. Høyskoleforlaget. Vision 2015 for University College Lillebælt Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje. Januar Modulplan og studieplan for modul 10 ved sygeplejerskeuddannelsen i Odense. TeamShare