Højskolernes fællesprojekt Kulturmøde og konfliktløsning: Danmark-Europa-Verden

Transkript

1 Højskolernes fællesprojekt Kulturmøde og konfliktløsning: Danmark-Europa-Verden Undervisningsmateriale om internationale konflikter og forholdet mellem Europa/ EU og USA Af Jan Øberg TFF, Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning Indholdsfortegnelse Side 1 Kapitel 1: Inden vi går i gang 2 1. Hvad drejer det sig om? 2 2. Viden og dialog 3 3. Vær nysgerrig og stil spørgsmål om spørgsmålene - også om dem i det her materiale 3 4. Hvem er forfatteren, hvor står han og hvad tror han på Strukturering 5 6. Praktiske ting og metode 6 7. Opvarmning 6 Øvelser Side 7 Kapitel 2: Forskellige sider af Europa og USA Hvor forskelligt opfatter vi hinanden? 8 Diskussionstemaer Hvordan ligner USA og Europa hinanden? 9 Diskussionstemaer Europas og USA's positioner i verdenssamfundet 14 Diskussionstemaer Politisk legitimitet 15 Diskussionstemaer Militære relationer 17 Diskussionstemaer USA's og Europas selvforståelse eller identitet 20 Diskussionstemaer USA's og Europas økonomiske relationer 21 Diskussionstemaer 7 Side 21 Kapitel 3: Fremtiden problemer der skal løses Side 24 Kapitel 4: Mulige fremtider i USA og Europa: Kan de bidrage til løsninger frem til 2025? 25 Mulige udviklinger for USA (1) 25 Mulige udviklinger for Europa/EU (2) 26 Mulige udviklinger i forholdet mellem dem begge (3) 26 Mulige udviklinger i forholdet mellem de to og resten af verden (4) 27 Diskussionstema 8 Side 27 Side 28 Kapitel 5: Efterord Forslag til litteratur Kapitel 1: Inden vi går i gang I 1967 udkom i Frankrig en bog, som blev den mest omdebatterede det år i Europa. Den var skrevet af Jean- Jacques Servan-Schreiber og hed Den amerikanske Udfordring og udkom året efter på dansk med forord af den forhenværende statsminister Viggo Kampmann. Han indleder med disse ord: Denne bog fortæller os, at vi i Vesteuropa allerede er besat af USA, der i ly af Fællesmarkedet har overtaget magten inden for alle de strategiske, vigtige industrier. Servan-Schreiber mente at USA havde besat Europa ved hjælp af teknologisk overlegenhed og ledelsesfilosofi. Konflikt og mistænkelige blikke over Atlanten er på ingen måde noget nyt. Og det er værd at huske når Du bruger dette materiale. I bogen bringer forfatteren også et næsten profetisk citat af USA's daværende hårdhændede forsvarsminister, Robert S. McNamara, hårdhændet fordi USA i de år og frem til 1975 førte en skånselsløs krig i Vietnam. McNamara siger om Vesten versus resten, de fattige lande, i 1967: Lad os ikke hykle. Hvis de rige lande ikke foretager en stor og fælles anstrengelse for at udfylde svælget mellem jordklodens to

2 2 halvdele, vil ingen af os blive i stand til at holde os uden for den uundgåelige katastrofe, bølger af vold vil sætte ethvert forsvar ud af spillet. Det økonomiske kaos, som kan blive resultatet af den enorme forskel mellem rige og fattige lande, udgør en større trussel imod De Forenede Staters sikkerhed end Kinas atomvåben. Forholdet er netop så enkelt og så alvorligt, som det her er sagt. Det er i dette globale perspektiv, at vi skal se på forholdet mellem Europa og USA i det følgende. Nu, 37 år senere, er svælget kun på visse områder blevet mindre, på mange bredere og dybere. Hverken USA eller Europa har siden ændret sine samfund, filosofi eller politik i et omfang, så det kan siges at stå i proportion til svælgets ufattelige størrelse. For 3 år siden, den 11. september, blev USA ramt af noget, der formentlig også har at gøre med det omtalte svælg. Dets forsvar blev sat ud af spil og USA, der ellers ikke kender til krig på eget territorium i moderne tid, føler sig såret og ydmyget. Det har reageret med at slå tilbage med militære midler. Som konsekvens heraf har vi siden 7. oktober 2001 med angrebet på Afghanistan fået en krig mod terrorister snarere end en international debat og politisk, økonomisk og kulturel reform, der underminere terrorismen ved at angribe dens årsager. Det er dette materiales grundidé at USA's og Europas egen fremtid og rolle i fremtidens globale samfund i første række vil afhænge af hvordan de, i samarbejde eller konflikt med hinanden, møder de legitime krav - og den moralske udfordring - om en mere retfærdig verden, en slags global velfærdsstat. 1. Hvad drejer det sig om? De hér sider skal bidrage til en bedre forståelse af tre vigtige ting: 1) Hvordan man kan blive bedre til at forstå konflikterne i det store internationale - eller globale samfund. 2) Hvordan kan vi få bedre greb om hvad der sker i og mellem EU/Europa og USA. 3) Hvilke muligheder der er for at USA og/eller Europa i fremtiden kan bidrage til at få løst nogle af de store globale problemer, vi skal have løst for at overleve her på kloden. Det er unægteligt omfattende spørgsmål. Der er oceaner af skøn- og anden litteratur; der er floder af film og daglige nyheder, der siger noget om de to spørgsmål, og som vi må tolke og tage stilling til. Desværre findes der ingen smarte genveje til god forståelse. Hvis vi skal gå i dybden må vi se på flere dimensioner af forholdet over Atlanten (såsom politik, militær økonomi, kultur) og gøre det ud fra flere perspektiver (såsom statsligt/folkeligt, traditionelt/alternativt, mandligt/kvindeligt, materielt/åndeligt). Vi må lade nysgerrigheden strække sig over tid (historien, nuet, mulige fremtider = scenarier) og bruge adskillige metoder og medier (spørge vidende mennesker, lave brainstorms om det vi ikke véd men gerne vil vide, opsøge viden i bøger og tidsskrifter, surfe på Internettet eller måske tænke systematisk over hvordan vores egen hverdag konkret påvirkes af netop internationale konflikter og forholdet mellem Europa og USA). Vi kan ikke blive eksperter i det alt sammen. Men vi kan stimulere hinanden til at søge kundskab, se ting på nye måder og dermed blive bedre til at leve aktivt i denne verden. Og i øvrigt er det ikke eksperterne, der skal gøre verden bedre - eller redde den - for os. Det er vores alle sammens opgave i et demokrati. 2. Viden og dialog Vi må vide noget først. Hvis man vil have meninger om verden må man erhverve sig kundskaber om den, ellers bliver det bare til fornemmelser og måske fordomme. Uden egen viden bliver man også lettere narret af dem, der kører med propaganda og vil have os til at tro på en eller anden historie. I materialet hér er der derfor lagt vægt på at rejse spørgsmål og perspektiver, der kan vække nysgerrighed om verden og give en håndsrækning til selvstudier, individuelt eller i grupper. Der er mange og meget forskellige henvisninger og lænker til Internettet. Det er naturligt, for verden er kompliceret. Jeg får lyst til at citere John Gray, der er professor i europæisk tænkning på London School of Economics, og siger dette om Amerika, at det er for rigt på modsætninger til at nogen som helst definition af det overhovedet er mulig. Til enhver holdning, der formodes at være distinkt amerikansk, kan man finde den helt modsatte, som ikke er mindre amerikansk Sandheden er at der ikke findes et grundlæggende, dækkende amerikansk verdensbillede så lidt som der findes et grundlæggende typisk amerikansk landskab. Enhver der tænker noget andet har ikke fattet det vigtigste om Amerika, nemlig at det er umuligt at kende til bunds. (Hele Grays artikel kan læses her Så meget om dén ene side af det vi skal arbejde med her! Jeg er ganske sikker på at man kunne sige det samme om Europa. Måske har vi færre kontraster, måske spændvidden er mindre, men mangfoldigheden, blandingerne, det uoverskuelige - det, der er europæisk og hvis modsætning også er europæisk - dét er ikke mindre på vores side. Så det vi skal arbejde med i det følgende er både umuligt at kende til bunds eller sætte på enkle formler. Velkommen til Mission Impossible! 2

3 3 Til at begynde med vil gruppearbejde derfor være mest relevant til at få alle de spørgsmål frem, man gerne vil finde svar på; her kan brainstorm være nyttigt. Derefter kan man fordele opgaverne med at indhente viden og så komme tilbage til gruppen med nye indsigter, dele dem med de andre og se hvor de adskiller sig og hvor de overlapper. Efterhånden skabes en fælles fond af viden, og gennem videre diskussioner kan den så problematiseres: men her passer din information jo ikke så godt med dét, jeg har fundet ud af om den sag eller hvordan hænger dét her sammen med det vi lige hørte? eller kan begge parter have en pointe, skønt de siger stik modsatte ting? Den enkelte og gruppen erkender at der er noget, jeg/vi ikke ved. Altså må der indhentes ny viden, ny dimensioner, perspektiver, tidsintervaller samt metoder og medier; så tilbage og dele det med de andre og sådan videre. Efterhånden kan man ikke blot konstatere forskelle (og konflikter) i mængden af fakta og i holdninger og tolkninger; man lærer også at forstå dem, arbejde med dem og lære hinanden bedre at kende gennem gruppens - ja hele højskolens - mangfoldighed. En vidensbaseret dialog tager således form. Og dialog og viden er i sig selv to helt grundlæggende indslag i arbejdet med at forstå og håndtere konflikter, store som små. Og det er jo godt, hvis selve arbejdet med disse spørgsmål bliver udtryk for netop dét. 3. Vær nysgerrig og stil spørgsmål om spørgsmålene - også om dem i det her materiale Gode spørgsmål er dem, der leder fremad til en dybere forståelse og parathed til at handle. Vores viden skal jo bruges til noget. Men hvor ofte har man ikke hørt folk diskutere om det nu var serberne eller albanerne - USA eller Irak, fyld selv på - der var mest skyld i konflikten? Snart er de selv godt i gang med at bekrige hinanden, selv få ret og få den anden ned med nakken. Af den grund er det vigtigt at stille såkaldte meta -spørgsmål, dvs. spørgsmål, der stiller spørgsmålstegn ved den måde, tingene bliver stillet op og drøftes på. Eksempelvis kan man kaste det spørgsmål ind om der virkelig kun er to parter i en konflikt og hvorfor vi i vores kultur har en tilbøjelighed til at dele alting op i to: som i dialog eller konfrontation, at starte en krig for at løse en konflikt eller pacifistisk gøre ingenting, eller dele op i højre/venstre og mandligt/kvindeligt? Et andet meta-spørgsmål, der kan smides ind i eksemplet med den krigeriske debat er: hvilken betydning har skyld - og placeringen af al (eller mest) skyld hos én part - for vores forståelse og mulighed for at løse konflikten? Og er det sådan at hvis jeg har ret så har den anden uret eller kan vi begge have en vis ret og begge tage lidt fejl? Når vi rejser meta-spørgsmål åbner der sig nye horisonter. Eller tag spørgsmålet om at være anti-amerikansk. Vi skal selvfølgelig diskutere hvad det kan betyde. Men man kan også stille meta-spørgsmålet: hvorfor kommer dette anti stort set kun op når nogen kritiserer USA og Israel (hvor der straks tales om anti-semitisme). Den, der kritiserer britisk udenrigspolitik, bliver ikke straks kaldt antienglænder; og om den, der synes at en leder i et afrikansk land er autoritær, bliver der ikke råbt anti-afrikansk. Gad vide om den slags kategorier tjener nogle mindre bevidste formål, såsom at tale om den der snakker og ikke om sagen? Nært beslægtet med meta-spørgsmålene er metoden at vende tingene på hovedet. Bare sådan for den kreative tænknings skyld: hvad nu hvis? Eksempelvis diskuterer de fleste konflikter som om parterne er helt forskellige og deres synspunkter er helt uforenelige. Og det er rigtigt at konflikter handler om uforenelighed på et eller andet plan. Men prøv alligevel at vende det hele lidt på hovedet og spørg: på hvilke måder ligner parterne i en konflikt hinanden? Så finder vi for eksempel at de kan have dét tilfælles at det, de skændes om, er vigtigt for dem (prioritet); måske er de også fælles om at være bange for at de skal stå som tabere i andres øjne (angst/prestige). Og da bliver det relevant også at forstå og behandle deres prioriteter og deres angst. Eller udvid en dimension: hvad nu hvis denne konflikt er del af en meget større historie? Eller hvis vi ser på den i et langt i stedet for kort tidsperspektiv? Hér og nu kan det godt nok ud som om konfliktparternes positioner er uforenelige; men hvis vi forestiller os at der sker dét og dét eller de gennemgår den og den proces i de nærmeste måneder, så er det ikke helt utænkeligt at de kommer til at se anderledes på sagen og deres synspunkter og ønsker kan forenes. Endelig er der en tredje type af udforskende spørgsmål, der kan lede til ny viden og handling: at vi stort set holder op med at sige enten A eller B og i stedet udforsker muligheden af hverken A eller B og både A og B (+ måske også C, D.Å). Tænk på alle muligheder og kombinationer inden du afskriver en mulighed eller et perspektiv. 4. Hvem er forfatteren, hvor står han og hvad tror han på Tænk på en kunstner, der står foran et lærred og pålægger sig selv en masse begrænsninger: enten blå eller gul og i hvert sit felt, ikke blande! Og ikke et vildt lilla strøg noget sted! Sådan er det med det meste af det, vi kalder politik og politisk konfliktløsning. Det kaldes Realpolitik og realpolitikere tuder vore stakkels ører fulde med at der ikke er alternativer, vi har kun at stemme ja eller nej til ét alternativ. 3

4 4 Men tænk så på det øjeblik da en kunstner for første gang blandede blåt og gult og GRØNT blev født! Jeg tror at vi har brug for mere af den slags i verdenspolitikken! Alle bogstaverne, alle farverne, hele mangfoldigheden af de mulige muligheder. Det var ikke nogen tilfældighed, når Gandhi kaldte sin selvbiografi Mine eksperimenter med sandheden. Eksperimenter kan vi kun gøre med henblik på fremtiden; vi kan ikke eksperimentere med det, der skete i går (om end vi kan eksperimentere med at tolke gårsdagens begivenheder på nye måder). Sandheden kender vi ikke før vi har eksperimenteret med vores tanke og vore handlinger. Og uden søgen efter en større sandhed tror jeg ikke, der bliver nogen fred i denne større verden. At vælge voldens og krigens vej kræver derimod ikke nogen nytænkning; den er en nedslidt og som oftest brolagt med forskellige former for løgne. Den er en blindgyde. Hvad angår mine egne holdninger så er jeg tilhænger af, at vi løser vore problemer med mindst mulig vold - vold af alle slags, i tanke, tale og handling, den direkte fysiske eller psykiske vold såvel som den systemindbyggede vold. Jeg synes, det er alt for bekvemmeligt at acceptere vold hvis man ikke engang har gennemtænkt, om der skulle være andre måder at gøre det på. Jeg synes vores kultur er voldsfremmende og afhængig af en - falsk - tryghed i form af våben. Det er muligvis fordi vi et eller andet sted er bange for at jordens fordømte en dag skal sige at nu kan det være nok, at ressourcerne skal slippe op eller Naturen sige stop. Det skal også nævnes at jeg er kritisk til den siddende amerikanske regering under præsident George W. Bush. Men jeg er på ingen måde anti-amerikansk og ikke anti noget andet folkeslag heller. Som fredsforsker mener jeg, at kulturel, politisk og økonomisk mangfoldighed er en styrke og en vigtig ingrediens for en verden i fred. Derfor er jeg principielt kritisk til enhver ideologis, ethvert lands, enhver økonomisk filosofi og enhver religions forsøg på at blive enerådig, altdominerende eller tilrane sig monopol på sandheden. Det ville jeg også være hvis det var Danmark og den siddende danske regering, der forsøgte at blive det. Det vi må søge efter er filosofier og politiker, der ikke lader sig udnytte eller misbruge til den type af formål. Og her ser jeg Mahatma Gandhi, Martin Luther King og mange andre som relevante: de konstruerede deres tanker og udøvede deres gerninger på en sådan måde, at de ikke kunne og ikke kan bruges til at dominere og udbytte andre eller tvinge dem til at blive som de selv eller adlyde ordre. I en verden med så megen vold er det afgørende, at vi tager chancen - og risikoen - og vælger nye veje. Jeg er overbevist om, at jo bedre vi forstår konflikter, jo større muligheder har vi for at mindske volden. Faktisk tror jeg, at vi mennesker kan lære fred. Og jeg tror at den bedste læreproces og det bedste undervisningsforløb, er det, der både undersøger virkeligheden, som den er, og som den muligvis - kunne være. Jeg publicerede min første videnskabelige artikel i 1974, blev doktor i sociologi ved Lunds Universitet i 1981 på bogen Myter om vor sikkerhed (Mellemfolkelig Samvirke). Siden blev jeg docent og æresdoktor, det sidste ved det buddhistiske Soka-Universitet i Japan. Jeg var leder af Lunds Universitets institut for freds- og konfliktforskning og har siden været chef for den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, i Lund i Sverige (se der er det eneste nordiske institut i branchen. Det finansieres uafhængig af midler fra stat eller næringsliv og bygger helt på uaflønnet, frivillig arbejdskraft. Jeg har begået knapt 1100 publicerede skrifter, heraf cirka 100 af rent akademisk karakter på sammenlagt 3600 sider. Jeg er freelance gæsteprofessor, foredragsholder og skribent og arbejder som konfliktlæge. Lægevidenskaben er en vigtig inspiration i TFFs arbejde: vores lægeløfte er at arbejde på, at der ikke bruges mere vold en absolut nødvendigt til at løse diverse konflikter med. Vi er 80 medarbejdere og nogle af os arbejder ude i verden, selv har jeg arbejdet med konflikter i Somalia, alle dele af det tidligere Jugoslavien (hvor jeg blev delvist uddannet), Georgien, Irak, Burundi og ligesom jeg har været gæsteprofessor i bl.a. Japan samt afholdt kurser og undervisning i lande for mange forskellige slags studerende. Som intellektuel mener jeg det er vigtig at stå helt frit og kunne forske, tænke og tale helt frit. Jeg er således ikke medlem af noget parti og tror ikke på nogen enkelt politisk ideologi; jeg er eklekticist, dvs. mener, at der kan findes interessante ting i mange ideologier, kulturer, religioner og filosofier. Det er, som jeg ser det, den enkeltes opgave at stykke disse elementer sammen til et livsgrundlag snarere end at indordne sig og købe den pakkeløsning som én religion, én ideologi osv. tilbyder og rette sig ind efter den. For mig at se er universet af ikkevold det bedste udgangspunkt. Ikkevold åbner døre og sjæle og hjerter, det gør volden ikke. Den lukker og låser os. Gandhis ahimsa (ikke at gøre nogen fortræd), japanernes heiwa (harmoni), kinesernes ho-ping (modsætningernes fredelige sameksistens), kristendommens agape (kærlighed) og islams dar-al-islam (fredens hus) er alle sammen noget, der åbner muligheder for fælles eksistens på vor jord. De kan derimod ikke bruges til dominans, tvang og undertrykkelse. På grund af deres grundkarakter af ikkevold tillader de sameksistens i forskellighed eller mangfoldighed, og det mener jeg er vigtigt. 4

5 5 Ismer der fundamental bygger på vold - som marxismen, kapitalismen, militarismen, imperialismen, patriarkalismen og antropocentrismen (det at mennesket står over alle andre væsener, er centrum i naturen og skal dominere) - ser jeg i hovedsagen som skadelige for helheden, også selvom de i korte perioder af menneskeheden måtte have medført positive ting for nogen af os. Endelig har jeg det synspunkt, at en fri intellektuel bør arbejde på to ting: aldrig kun at beskrive verden og aldrig kun kritisere dens tilstand men også være konstruktiv. Lægen skal heller ikke bare lave en diagnose og konstatere at patienten er syg; lægen skal også udtænke veje til helbredelse og eventuelt selv forestå behandlingen. Hen imod slutningen af dette materiale er der gode muligheder for, at du kan øve dig på at tænke konstruktiv og du finder mange konstruktive ideer på For det andet bør den intellektuelle først kritisere sig selv, sin egen regering, kultur eller hvad det nu måtte være, før han eller hun kritisere andre. Med dét håber jeg du føler, du har en god varedeklaration for det følgende. 5. Strukturering I kapitel 2 ser vi ser på nogle dimensioner og perspektiver på temaet USA og Europa. Det gør vi for at få størst mulig viden at bygge det videre arbejde på. Hele vejen igennem afsnittene i dette kapitel arbejder Du faktisk på forskellige måder med konfliktanalyse. Kig bare på Bjarne Vestergaards undervisningsmateriale og på side i højskolernes temahæfte Dialog eller Konfrontation?, så ser Du det. (Både Bjarne Vestergaards undervisningsmateriale og temahæftets artikler findes på I kapitel 3 findes en liste over otte virkelig vigtige problemer. Hvis vi ikke i højere grad end nu forsøger, at bevæge verden i retning af at finde løsninger på disse problemer, er der en voksende sandsynlighed for at verden, som vi kender den i dag, vil bryde sammen. Dette materiale bygger på den antagelse, at USA og Europa har en større forpligtelse - og bedre muligheder - for at bidrage til løsninger end stort set alle andre. Forholdet mellem USA og Europa vil ikke kun afhænge af dem, men også af hvordan de håndterer disse globale problemer. Kapitel 4 angiver derfor en række mulige fremtider for USA, for Europa, for deres indbyrdes forhold og for deres forhold til resten af verden. Her skal du bruge det, du har lært i de foregående kapitler og så koble din fantasi på: hvordan kan verden se ud i, lad os sige, 2025? Hvor vil du helst den triller hen ad og hvad skal vi i hvert fald undgå? Og hvad er det i dén ramme, USA og Europa skal gøre for at gå i en ønskværdig retning? Dermed har vi arbejdet os op til det egentligt globale niveau og vil finde ud af det måske væsentligste af alt: at vi kun har én klode, at der faktisk kun er ét samfund, og at alt hvad vi gør, hænger sammen med alt andet og alle andre. Det er konflikthåndtering på global niveau. Undervejs bruger vi alle de redskaber, der ligger i Bjarne Vestergaards undervisningsmateriale. 6. Praktiske ting og metode Forkundskaber og hvor du finder mere viden Du har allerede forkundskaber, du har viden og nysgerrighed! Du lever i Europa og véd en masse om det, og du kan ikke leve et døgn uden at komme i kontakt med et eller andet, der er amerikansk. Og måske har du været i USA? Det hér materiale bliver under alle omstændigheder lidt lettere for Dig at arbejde med hvis Du har læst artiklerne i højskolernes temahæfte Dialog eller Konfrontation?. Det følgende bygger også videre på mine to artikler dér, så dem bør du absolut have læst inden du går videre hér. Det gælder om at kunne finde interessante fakta og indfaldsvinkler. Der er f.eks. The Virtual Library for internationale ressourcer: Der er RefDesk.com på og man kan altid bruge almindelige søgemotorer som Google: Og så er der Wikipedia med et væld af gratis, lettilgængelig oplysninger. Nogle artikler og sektioner er faktisk tilgængelige på dansk i automatisk oversættelse. Wikipedia er et privat initiativ i Florida og den er speciel ved at have bidrag af menige entusiaster, så man kan være både bruger og leverandør af kundskabsartikler; kort sagt, et glimrende eksempel på hvordan moderne vestlig teknologi og det frie marked af ideer skaber kundskabsudvikling og -spredning! Se mere om dens principper her: Der findes også det alternative leksikon på dansk, Leksikon for det 21. Århundrede: - Encyclopædiernes flagskib, Encyclopædia Brittannica er formentlig det fornemste og mest omfattende, men dér må man betale en årsafgift på 60 US dollar. - Wikipedia om USA: - Wikipedia om Europa her: - Og om Den europæiske Union, EU, her: - Og meget andet kan Du søge hér: 5

6 6 Da Wikipedia ikke er på worldwideweb er det ofte umuligt bare at klikke på lænkerne i dette dokument. I stedet kopierer Du adressen og klistrer den ind i din browser, så kommer du til den ønskede side. Om brugen af Du og I Når der nedenfor står Du og I i forbindelse med diskussion og øvelser skal det ikke tages bogstaveligt. I arbejdet med dette tema må deltagerne selv finde ud af om de vil arbejde individuelt, i små grupper eller i plenum, og hvordan de vil mikse disse muligheder. Udbytte og samarbejde Du har din egen viden og nysgerrighed. Du har temahæftet Dialog eller Konfrontation?. Og på disse sider finder du mange litteraturtips og lænker til Internet. Det er højst sandsynligt, at du ikke kan nå at sætte dig ind i det alt sammen. Så del arbejdet op med en eller flere andre: du tager den problemstilling, jeg tager den, og så fortæller vi hinanden om det. Gruppen vokser når alle gør en indsats! Metode Materialet forudsætter at deltagerne er interesserede, nysgerrige og aktive og har lyst til at møde nogle informationer og vinkler, de ikke får så mange andre steder. Jeg tager desuden for givet at lærere og vejledere har læst materialet grundigt inden eleverne skal arbejde med det. Der vil givetvis være brug for en hjælpende hånd hér og dér og for at der i plenum samles op efter hvert afsnit. Jeg synes i øvrigt at der kan hentes klog inspiration hvad angår metoder fra f.eks. Mellemfolkeligt Samvirkes Pædagogiske Værktøjskasse. I forbindelse med dette fællesprojekt, tror jeg, at højskolens lærer eller projektansvarlig kan have glæde af at kigge på det her: Udover individuelt og gruppearbejde tror jeg, at det kan være en idé at arrangere dueller eller høringer. Man kan dele deltagerne op i tre grupper; en skal argumentere for og forsvare ét synspunkt, den anden skal forsvare et konkurrerende perspektiv og den tredje skal stille spørgsmål til de to og afgøre hvem, der har argumenteret bedst for sit synspunkt. Materialet er opbygget sådan at man bør studere i det mindste nogle ting i hvert kapitel. Hvis man ikke har tilegnet sig nogle (i givet fald udvalgte) kundskaber om USA og Europa i de første afsnit, vil man ikke finde megen glæde i arbejdet med kapitlerne 4 og Opvarmning Lav øvelse 1 og 2 før du læser videre! Øvelse 1 Begynd med denne øvelse - for dig selv eller i gruppe: Sig eller skriv spontant de tanker, billeder og ord, der kommer til dig når du hører ordet konflikt. Drøft dem derefter med de andre. Hvad er de mest typiske associationer, hvilke kvaliteter har de? Hvorfor tænker jeg/vi som vi gør? Er det arv eller opdragelse eller samfundets normer og medierne, der påvirker mig til at tænke sådan om konflikter? Øvelse 2 Gøres parvis. Man stiller sig skråt overfor hinanden med højre fods yderside mod den andens højre fods yderside og strækker sin højre hånd frem som når man hilser. Opgaven er nu - mens man holder godt fast i den andens hånd - at få ens egen hånd over på modpartens hofte så mange gange man kan på 1 minut. Det gælder om at få flest point. Lad derefter de forskellige par fortælle hvor mange gange de opnåede. Og find ud af hvordan dem, der fik flest point, opnåede dem. Øvelse 1 leder i de fleste tilfælde til at vi erkender, at vi ser konflikter som noget overvejende negativt, og nogle konflikter er jo det. Men konflikter indebærer at vi er og vil noget forskelligt. Vi er forskellige som mennesker og som samfund og kulturer. Det er der faktisk ikke noget galt i. I disse år tales der meget om konfliktforebyggelse, men det er et misvisende ord. Et konfliktfrit samfund ville jo være et hvor vi alle tænkte på samme måde og ville det samme, altså ensretning, selvudslettelse og diktatur. Vi skal derfor principielt ikke afskaffe konflikter; vi skal derimod arbejde på at reducere og afskaffe de forskellige typer af vold, der ofte bliver taget i brug i konfliktsituationer. Og vi skal prøve at forstå, at konflikter har et stort forandringspotentiale og kan have positive konsekvenser, selvom vi oplever dem som fastlåste, somme tider håbløse, situationer. Øvelse 2 skal illustrere to ting, nemlig at vi ofte ser os selv som kæmpende eller konkurrerende og situationer som spændte: det er dem eller os. Jeg skal altså overvinde den andens modstand og få min hånd over på modpartens hofte; så får jeg point. Det kaldes nul-sum-spil og indebærer, at den enes gevinst er den andens tab. 6

7 7 Hvis parrets to individer derimod ser på opgaven som en samarbejdsmulighed vil de slappe af og i fællesskab skubbe hænderne hurtigt frem og tilbage mellem hofterne og få toppoint. Dermed bliver det et plus-summespil som begge vinder på, de bliver med-parter. Øvelse 3 Individ og gruppe. Deltagerne går hver for sig i 15 minutter: Tag en alvorlig konflikt som du selv har været med til eller en som du kender en del til (det må godt være en international konflikt) og gennemgå følgende: a) hvordan ville du se på den hvis du havde haft en mere positiv holdning til konflikter? b) blev der brugt en eller anden form for vold, som kunne være undgået med en anden holdning? og c) kan du i dag se konflikten som et plus-summespil og, i så fald, hvad tror du at du selv kunne have gjort anderledes? Derpå samles gruppen og man fortæller de andre hvad man har tænkt. Ligheder? Fælles erfaringer? Hvad er det svære i at se anderledes på konflikter? Hvad hvis jeg ser positivt på konflikter, men de andre ikke gør det? Dette var blot lidt opvarmning. Det er OK, hvis det ikke føles så let. Men hold fast i det Du har oplevet, lært eller bare fornemmet så langt. For nu tager vi et stort skridt og skræver over Atlanten Kapitel 2: Forskellige sider af Europa og USA 2.1 Hvor forskelligt opfatter vi hinanden? Forfatteren Susan Sontag er tredjegenerations amerikaner af polsk og litauisk, jødisk herkomst og født to uger før Hitler kom til magten. Hun voksede op i Arizona og Californien, langt fra Tyskland, men hele min barndom blev jaget af Tyskland, som hun siger. I forbindelse med at hun i efteråret 2003 modtog de tyske boghandleres fredspris, holdt hun en tale i Berlin. Heri siger hun blandt andet: Der har altid været en latent modsætning mellem Europa og USA, mindst lige så tvetydig som denne mellem forældre og børn. USA er et ny-europæisk land, som indtil for nylig i hovedsagen var befolket af europæere. Og dog er det altid forskellene, der har slået den opmærksomme europæiske observatører. Det gælder Alexis de Tocqueville, som besøgte den unge nation i 1831 og vendte hjem til Frankrig for at skrive bogen Demokrati i USA, som stadig - godt 170 år senere - er den bedste bog skrevet om mit land. Og det gælder D.H. Lawrence som for 80 år siden skrev den mest interessante bog nogensinde om amerikansk kultur, nemlig hans både indflydelsesrige og vrede Studier i Klassisk Amerikansk Litteratur. De forstod begge at Amerika, Europas barn, var på vej til at blive eller allerede var blevet Europas modstykke. Rom og Athen. Mars og Venus. Forfatterne til nylige, populære fremstillinger fremholder den idé, at der er et uundgåeligt sammenstød mellem europæiske og amerikanske værdier og interesser. [Se mere om dette i Niels Bjerre-Poulsens og Mads Fugledes artikel i temahæftet s. 9-13, især om Robert Kagans bog] Det drejer sig om amerikansk uskyldighed versus europæisk sofistikation; amerikansk pragmatisme og europæiske intellektualisering; amerikansk energi og europæisk verdenstræthed; amerikansk naivitet eller godtroenhed og europæisk kynisme, amerikansk godhjertethed og europæisk nag; om amerikansk moralisme og den europæiske kunst at kompromisse. Vi kender melodien Vi kan lave en anden koreografi for de to, og det har folk gjort i de to seneste tumultagtige århundreder. Europa-entusiaster kan bruge modsætningen til at identificere Amerika med kommercielt dreven barbari og Europa med højkultur, mens euro-fober kan trække på det færdiglavede synspunkt, at Amerika står for idealisme og åbenhed og demokrati, mens Europa blot er svagt, snobbet og forfinet. Tocqueville og Lawrence så imidlertid noget voldsommere: ikke bare en uafhængighedserklæring, men en permanent underminering og slutteligt drab på europæiske værdier og europæisk magt. Du kan aldrig få en ny ting uden at ødelægge en gammel, skrev Lawrence. Europa var tilfældigvis den gamle ting. Amerika skulle blive den nye ting. Den nye betyder det gamles død. Derpå filosoferer Susan Sontag over krigen som sådan og over at det er krigens logik, der ligger under det amerikansk-europæiske forhold: Alle moderne krige bliver præsenteret i termer af sammenstød mellem civilisationer også når de rent faktisk handler om traditionelle ting som at få fat på et større territorium eller få adgang til ressourcer. Disse sammenstød mellem civilisationer, disse kulturkrige, handler om at parterne ser sig selv som højerestående og de andre som barbarer. Fjenden bliver uvægerligt til en trussel mod vor måde at leve på, en hedning, en vanhellig, en forurener, der nedsmudser vore højere og bedre værdier. [Se hvad jeg skriver om kulturkamp, også i dansk udgave, i temahæftet side 7]. Den aktuelle krig mod den meget reelle trussel fra militant islamisk fundamentalisme er et klart eksempel herpå. Men det er værd at lægge mærke til at det, i mildere form, er de samme nedsættende holdninger, der ligger til grund for modsætningen mellem Europa og Amerika. Lad os ikke glemme, at den historisk mest ondskabsfulde anti-amerikanske 7

8 8 retorik, vi har hørt i Europa (den, nemlig, at amerikanere er barbarer), ikke kom fra såkaldt venstreorienterede men fra det ekstreme højre. Både Hitler og Franco rasede igen og igen mod et Amerika (og verdens jødedom), der forurenede den europæiske civilisation med dets lave business-værdier. Læs gerne hele Susan Sontags artikel på ovenstående lænke. Jeg vælger hende som udgangspunkt, fordi hendes indfaldsvinkel har både stærke og svage sider og giver gode muligheder for diskussion. Da dette er den første problemstilling, giver jeg nu nogle eksempler på stærke og svage sider i det valgte materiale. Derefter bliver det dig/jer selv, der skal diskutere stærke og svage sider ved de forskellige ræsonnementer og det, jeg skrive om dem. Blandt Sontags stærke sider vil jeg fremhæve, at hun ser modsætningen mellem Amerika og Europa i et langt historisk perspektiv og at hun placerer den indenfor rammen af den evigtgyldige og allestedsnærværende modsætning mellem gammelt og nyt (også selvom Lawrence nok er lidt for kategorisk, når han hævder at det nye altid må ødelægge det gamle). Jeg synes også at hun sætter rammende ord på hvordan mange af os, sådan generelt og måske ureflekteret, opfatter hinanden og sammenligner os. Hun ser konflikten som uundgåelig, som kulturkrig. Og dét er der for mig ingen tvivl om at den (også) er, netop i den forstand, at der ses ned på den anden som laverestående. Som eksempel kan man tage en ledende amerikansk mediemands artikler i en de mest respekterede aviser, John Vinocour i International Herald Tribune hér: Sontag åbner vore øjne for en dybereliggende dynamik, mens vi jo ellers som regel ser os selv som allierede, nærstående, som amerikaniserede. Jeg mener, det er jo bare at se på samtlige nordiske landes TV-programmer på en tilfældig aften og procent af underholdningen vil være amerikansk producerede thrillers, dokumentarprogram, nyheder, komedier, soap operas, dramadokumentarer etc. Bortset fra i Frankrig, er der ingen diskussion om det. Det opleves som naturligt, at der er så meget amerikansk og så lidt europæisk og næsten intet fra andre verdensdele. Og dét med et USA, som vi altså også er i kulturkrig med! Jeg synes også, at det er positivt at hun bruger den store pensel, de kollektive opfattelser, de ikke-mateielle og kulturelle dimensioner, hvor så mange andre i disse år ser på isolerede temaer, som NATO eller handelsforhold. Sådan er Amerika og sådan er Europa og det er store forskere som de Tocqueville og forfattere som Lawrence enige om! Blandt Sontags svage sider kan man nævne at netop det store civilisatorisk greb kan komme til at ligne debatten om folkekarakter lidt for meget. Er det folkene, deres ledere eller landene og deres kulturer? Det fortæller hun os faktisk ikke. Men Amerika er netop i historisk perspektiv hele Nordamerika eller det vi kalder U.S.A. - De forenede Stater - plus Mellem- og Sydamerika. Men jeg tror hun med Amerika egentlig kun mener USA, for der er ikke referencer til Mellem- og Sydamerika. Og hvad er Europa? Går Europa til Ural-bjergene? Er Tyrkiet med dér? Er det det kulturelle, det politiske eller det økonomiske Europa? Eller er det kun EU? Kun det nuværende EU med 15 medlemmer eller fremtidens med 25? Sontag nævner ikke EU men kun Europa, men præciserer heller ikke hér, hvad hun mener. Og hvilket niveau har hun i tankerne: eliternes og magthavernes Europa og Amerika eller folkenes? Har de fattige og underuddannede på begge sider af Atlanten egentlig nogen mening om, hvad Europa og Amerika er eller hvordan de fattige og udslagne har det på den anden side? Der er en overhængende risiko for at vi kommer til at arbejde med stereotyper og ikke med lande, kulturer og økonomier og de allestedsnærværende nuancer og kompleksiteter. Og hér er der kun at føje til, at stereotyper ofte leder i en negativ retning og er forudsætninger for krig snarere end for fred. Diskussionstemaer 1 Det er nu tid at diskutere, enten med sig selv eller i gruppen - eller først at fundere selv og så mødes i små grupper eller plenum. Husk at når der står du kan det også betyde I. Og man kan tage de spørgsmål man synes er mest relevante. Det er bedre at gå i dybden med et eller to temaer i hver af disse ruder end at skøjte over det hele Læs Niels Bjerre-Poulsens og Mads Fugledes artikel fra temahæftet (findes også på og overvej ligheder og forskelle mellem det, de siger, og det Sontag og derpå jeg har sagt ovenfor. - Føler du dig spontant enig i det, Sontag siger om hvad USA og Europa er for størrelser? Mangler hun nogle ting? - Tænk på hvad du selv kender til USA og hvordan du møder USA i hverdagen, i musikken, nyhederne, litteraturen, i varer du køber? Hvordan tænker du selv om ligheder og forskelle? Sontag siger at det, der kører mellem USA og Europa er en slags krig, 8

9 9 en kulturkrig? Hvordan harmonerer det med at amerikansk kultur har haft en så markant gennemslagskraft i Europa? - Hvordan tror du 11. september og krigene mod Afghanistan og Irak har påvirket forholdet mellem Europa og USA? Hvis du/i synes påvirkningen har været negativ, hvad kan vi så gøre for at reparere det? Opsamling i plenum: Hvad har vi lært så langt? 2.2 Hvordan ligner USA og Europa hinanden? Hvis vi husker på at der altid er ligheder mellem konfliktparter, er det også en oplagt svaghed at hun ikke taler om lighederne mellem Europa og USA. Hvis vi ser på de to størrelser inden for verdenssamfundet, så kan vi bedre se hvor de har mere tilfælles med hinanden end med f.eks. Kina. Hvis vi bliver ved de to grove grupper, Amerika og Europa kan listen af ligheder faktisk blive ganske lang: 1. vi er begge kristne kulturer og tror på én gud og det kan bidrage til at vi ofte tror, at der kun er én sandhed, nemlig vores egen; 2. vi har indtil for nylig haft en fælles fjende, Sovjetunionen, og i NATO stod sammen mod den og Warszawapagten. I parentes kan vi bemærke, at den gamle Kolde Krig foregik inden for vores egen vestlige kulturkreds; Sovjetunionen havde mere tilfælles med Vesteuropa og USA end med f.eks. den arabiske verden; 3. både USA og europæiske lande tror på våben som den vigtigste kilde til sikkerhed og på at ikkevold er urealistisk - og de tror på atomvåben, hvilke både USA, Frankrig og England har; 4. vi bygger vore samfund på den antagelse, at mennesket står over Naturen og at naturen skal bruges til at tilfredsstille vore egne materielle behov; 5. mænd dominerer i vore samfund, især i magtens top; 6. vi er nummer 1 og 2 på verdens materielle rangstige; det samlede EU er verdens største økonomi og USA den stærkeste enkeltøkonomi; 7. vi giver forskellige typer af bistand og lærer andre lande og kulturer hvad demokrati og menneskerettigheder handler om. Og vi synes ikke at vi har noget at lære fra de andre kulturer og modtager derfor ikke i-landsbistand fra dem; 8. både Amerika og Europa er missionerende kulturer. Vi ser vore egne værdier som universelle, altså som noget der bør udbredes til andre. Vi taler om en Første, en Anden og en Tredje og Fjerde verden, der også fungerer som civilisatorisk rangstige; 9. og så tror begge generelt på begge at kapitalismen er det bedste system (om end i lidt forskellige udgaver) og at den skal globaliseres - ja at den er så rigtig og effektiv at der ikke findes eller bør findes andre økonomiske systemer. Interessant er det da også at Europa omfatter en række tidligere imperier som Romerriget og stor- og kolonimagter som Holland, England, Frankrig, Tyskland, Spanien, Belgien og Italien. Og hvorfor ikke nævne Danmark fra vikingetiden til vores behandling af Grønland, nu vi er i gang? Samtidig kan det konstateres, at USA i dag har sådanne økonomiske, politiske, militære og kulturelle relationer og konkret tilstedeværelse på så mange steder rundt om på kloden, at man kan se det som et gigantisk imperium. Det er faktisk det eneste for øjeblikket og historiens mest omfattende. I grunden bygger det ikke på noget nyt. Den feudale imperie- og kolonistruktur er ældgammel. Så man kan sige at siden 1945 praktiserer USA på en række måder den slags imperiemagt, det selv befriede sig fra. Individualpsykologer som Alice Miller kalder det vistnok gentagelsestvang : hvad vi selv har været udsat for er vi næsten tvungne til at gentage over for andre. Der forekommer mig at være endnu en lighed mellem Amerika og Europa og spørgsmålet, som vi senere vender tilbage til, er jo om Europa, eller mere konkret EU, skal stræbe efter at genopstå som imperium eller det skulle finde på noget nyt. Vi kan altså konstatere, at man sagtens kan have meget forskellige opfattelser af sig selv og den anden og alligevel have meget tilfælles. Der findes dem, der siger at de alvorligste konflikter netop er dem, hvor parterne står hinanden ret nær. Som mand og hustru? Som folkene i det tidligere Jugoslavien? Måske skyldes det at de er hinandens skygger? Måske vil de bare opnå de samme ting? Dét ved vi endnu ikke meget om, for der er så meget mere at sige. Diskussionstemaer 2 9

10 10 1. Synes du lighederne er rigtige? Kan du få øje på flere ligheder? Hvorfor er det vigtigt at vi også ser på konfliktparters ligheder? 2. Hidtil har vi set eksempler på at internationale begivenheder har skabt splittelse mellem USA og Europa (eller dele af det) - f.eks. terrorbekæmpelse og Irak-krigen. Hvilke begivenheder eller problemer tror du kan få USA og Europa til at holde mere, henholdsvis mindre, sammen i fremtiden? 3. Er det rigtigt at man står mere sammen når man er udsat for ydre pres, eller kan presset netop lede til splittelse? Bør man kunne holde sammen uden et ydre pres? 4. Tror du de ting, vi har tilfælles, er stærke nok eller vil de splittende ting efterhånden blive stærkest? 5. Lav et scenarium, altså et tænkt fremtidsforløb, der leder til trusler om krig mellem USA og Europa. Hvis det rent faktisk sker, tror du så det bliver inden for 10, 25, 50 eller 100 år? 6. Og lav et, hvor de to går helt tæt sammen fordi resten af verden truer dem med krig. Og hvis det rent faktisk sker, tror du så det sker snart (inden for 10, 25, 50 eller 100 år)? Spørgsmål 2, 5 og 6 egner sig til brainstorm-metoden. Opsamling i plenum: Hvad har vi lært så langt? 2.3 Europas og USA's positioner i verdenssamfundet Det er imponerende, at vi har kunnet sætte mennesker på månen og nu kan køre lidt rundt på Mars. Men inden vi kaster os ud i rummet, skulle vi måske prøve at forstå vor egen, nærmere klode lidt bedre? De fleste har f.eks. endnu meget svært ved at se verden som ét samfund og ikke blot som en række nationalstater. Vi, der bor i Europa og USA, ser os gerne som verdens centrum. Men det er vi ikke blot fordi vi har økonomisk og militær magt. I USA bor der cirka 300 millioner mennesker og i det nuværende EU godt 400. Dog er vi over 6 milliarder i vort fælles verdenssamfund. Kig lige på denne tankevækkende Internet-video om vor verden i miniature: Lad os forestille os at verden alt i alt bestod af 100 individer og vi beholdt de samme proportioner som i dag. Så ville der være: - 61 asiater, 12 europæere, 14 amerikanere (fra Nord og Syd), 13 afrikanere og 1 fra Australien; - 33 ville være kristne (katolikker, protestanter og ortodokse), 18 muslimer, 16 hinduer, 16 ikke-religiøse, 6 buddhister og 11 ville praktiserer en anden religion; - 41 ville leve uden basale sanitære installationer, 16 uden renset drikkevand; - 6 af dem ville eje 59 % af al rigdom; - 13 vil være sultne eller fejlernærede, 14 ville ikke kunne læse eller skrive; - 8 ville have en computer, 4 have adgang til Internet; - 1 voksen ville have HIV/AIDS; - 6 procent af samfunds udgifter ville gå til våben og krige; 5, 3% til uddannelse og 4,4 % til sundhedsvæsenet; - 25, en fjerdel af os, ville kæmpe for at overleve på 1 dollar eller mindre om dagen, 47 - næsten halvdelen - på 2 dollar om dagen eller mindre! USA og Europa er altså indbyggere i en meget større og meget mere problemfyldt verden. Sammen behersker de en andel af verdens goder, der langt overstiger deres andel af verdens indbyggerantal. Mens der er 26 amerikanere og europæere i denne minitureverden, så ejer blot 6 indbyggere næsten 60 % af alle de 100 s ressourcer. Og de seks er amerikanere, europæere, japanere og arabere. Eller tænk over at amerikanere og europæere bruger 79 milliarder dollar på parfume og 112 milliarder dollar på mad til deres kæledyr. For 85 milliarder dollar ekstra om året ville alle i de fattige lande være sikret basale sundhedsforhold og ernæring (FN s udviklingsprogram, UNDP, tal for 1997). Dertil kommer at de 6 % af alle udgifter, der går til militære formål, bruges af dem, der også har den største økonomiske, politiske og kulturelle magt, ikke mindst til at konsolidere deres egen økonomiske og militære magt i forhold til de andre og til at sikre de ressourcer, de behøver for at forblive magtfulde fremover. Det sker ved trusler om anvendelse af militær magt, ved interventioner og ved besættelser men også ved at de køber samarbejdsvilje ved at levere våben, uddannelse, bistand osv., til andre, som de håber, vil være pålidelige allierede. Europa og USA deler derfor også dette at være vestlige eller occidentale til forskel fra orientale eller afrikanske. De deler den problemstilling at de i det globale perspektiv tilhører en stadig mindre minoritet, der nok stadig har mest militær, økonomisk og politisk magt, men alligevel må konstatere at andre lande, regioner og kulturer vokser og engang i fremtiden kan konkurrere og udfordre dem. Undtagelsen er USA, hvis militærudgifter i de seneste år er vokset så voldsomt at dét alene står for cirka halvdelen af alle verdens militærudgifter og dermed har lagt hele EU's samlede forsvarsudgifter, Kina, Japans, Ruslands og den tredje Verdens langt, langt bag sig. 10

11 11 Refleksioner over tallene og deres årsager Vi lever altså i en globalt u-balanceret verden. Den er kendetegnet af, at den vestlige minoritet over tid ser andre, ikke mindst Kina og det øvrige Asien, blive befolkningsmæssigt og økonomisk stærkere og stærkere og de selv derfor relativt svagere på de målestokke, mens de selv forbliver næsten ufatteligt stærke militært. Det gælder især USA, og det aktualiserer spørgsmålet om EU som en ny opstigende økonomisk og politisk enhed skal gå i samme retning. Jeg har medtaget de enkle og sigende tal i miniature-verdenen ovenfor af flere grunde. I hverdagen er der stort set ingen, der taler om dem. Disse rystende globale uligheder optager ikke medier eller politik halvt så meget som f.eks. Brixtoftes skalten og valten med offentlige midler eller en dansk kronprins forestående bryllup. Skal man moralisere kan man sige, at vi er alt for selvoptagede og at det burde høre til skoleundervisning og almendannelse, at vi i det mindste forstod at verden er sådan skruet sammen. En anden grund er, at vi må se denne sørgelig globale situation som en konsekvens af både det vi gør og det vi ikke gør. Vi gør åbenbart nogle ting, som over tid gør verden mere og mere skæv og skaber flere lidende mennesker; det kan være indenfor handel hvor vi får mere ud af at handle med fattige lande, end de får ud af at handle med os. Det kan være, at vi giver de dårligst stillede alt for ringe adgang til medier, politiske beslutningsrum, inklusive FN. I FN sidder jo kun eliter; den fattige mor med et sygt barn i favnen repræsenterer for så vidt millioner, men det er ikke hende, der af sit lands regering bliver sendt til FN. Og hvad er det vi ikke gør? Ja, vi interesserer os ikke nok for det. Vi afsætter ikke nok af vores egen rigdom til dem. Det globale samfund har ingen velfærdsstat, der tager hånd om de svagere, så de ikke falder helt ud gennem bunden. Det har ingen arbejdsløshedsunderstøttelse eller hjælp til sygehusbehandling. Vi giver for lidt i ulands-bistand. Vi gør ikke nok for at reducere luksusforbrug og militær oprustning, så der kunne blive mere til disse mennesker ved at man lod en global omfordeling finde sted. Kunne vi det? Ja bestemt! Siden Anden Verdenskrig er den samlede verdensøkonomiske kage vokset i enormt omfang og tempo. Alle har satset på økonomisk vækst (men ikke alle lykkes). Af denne stadig voksende kage har de velstillede fået en større andel og de stadigt flere underprivilegerede har fået en mindre andel af kagen at dele. Hvorfor? Fordi den vestlige økonomiske teori, den såkaldte markedsøkonomiske filosofi, foreskriver at først skal kagen vokse og så skal den fordeles bedre. Men sådan er det ikke gået. Om det skyldes grådighed og bevidstløs materialisme eller noget tredje skal ikke diskuteres her. Faktum er bare at verdenshistoriens største økonomiske vækst på kloden ikke har ledt til større lighed. Og dét ræsonnement modsiges ikke af, at der er nogen, ikke mindst i Sydøstasien, der faktisk har fået det langt bedre end for år siden. Det modsiges heller ikke af det ofte hørte argument at vi i Vesten også har gjort gode ting for resten af verden. Det har vi bestemt. Selv under kolonialismen har visse europæiske lande efterladt et uddannelsessystem i visse lande i den Tredje Verden, som den dag i dag er hæderlige. Vi har givet (og solgt) verden mange teknologiske fremskridt og varer, medicinske forskningsresultater, film, tv, etc. Det modsiges heller ikke af at mange i den Tredje Verden, ikke mindst ledere, kunne gøre meget mere for deres egne befolkningers velfærd. Det er ikke kun mediespind, når vi hører om diktatorer som f.eks. Ferdinand Marcos på Filippinerne, Jean-Bédel Bokassa i den Central-Afrikanske Republik, Jean-Claude Duvalier på Haiti, Augusto Pinochet i Chile og Mobutu Sese Seko i Kongo, levede i grotesk sus og dus, stjal fra og gjorde forfærdelige ting mod deres egne indbyggere. Ingen tvivl om det. Men det vi ofte glemmer er, at der er en strukturel vold indbygget i det internationale system. Det er den, der handler om handel, investeringer, strømme af finanskapitel, udnyttelse af naturressourcer etc. som mere i det skjulte gør det uhyre vanskeligt for de dårligst stillede at få gang i en udvikling. Det store billede, nettoresultatet, er at mange - altså ikke alle - kløfter er blevet dybere og bredere og det faktiske antal nødlidende på kloden er langt større end førhen. Mens regeringer, internationale organisationer og mange eksperter med deres på det tørre ofte fremhæver hvor godt det trods alt går, så mener jeg, at det er vigtigt, at vi i et materiale som dette retter blikket mod den nød og lidelse, vi bestemt har et medansvar for at lindre. Hvad enten vi tror på den ene eller anden forklaring på årsagerne til verdens tilstand, så bør der efter min opfattelse ikke kunne herske uenighed om, at den globale nød er a) unødvendig og b) kan afhjælpes, c) burde være blevet det for længe siden, d) at vi har et medansvar for at afhjælpe den og, endeligt e) at vi ikke kan tale om ægte fred og stabilitet og for den sags skyld nedbryde terrorismens impulser hvis denne tilstand bare fortsætter eller forværres. Hele denne problematik, der ofte helt fejlagtigt kaldes u-lands-problematikken men i virkeligheden handler om verdens(u)orden kunne gøres til genstand for dages diskussioner. Men hér er fokus trods alt Europa og USA. Det er godt hvis deltagerne holder disse tal og ræsonnementer i baghovedet når de følgende ting diskuteres. USA's militære styrke vokser, dets civile mindsker 11

12 12 Siden 1945 er USA's andel af verdenshandelen næsten halveret; i 1945 var den 40 %, i dag 22 %. Over tid er dollarens stilling som verdensvaluta vigende, Yen og Euro har vundet styrke på dens bekostning. I de seneste år tales der meget om den risiko, der for verdensøkonomien ligger i at USA er det land i verden, der har verdens største akkumulerede budgetunderskud, nemlig 34 trillioner dollars (34, dollars) samtidig med at det har en nationalindkomst på godt 8 trillioner, se USA er desuden det land, der har den største gæld til udlandet; faktisk vokser denne gæld med 1,35 milliarder dollar per dag! USA's samlede gæld til verden er 3,3 trillioner dollars eller 11,400 dollar per mand, kvinde og barn i USA og 70 % af denne gældsætning er akkumuleret i 1990erne, se Den internationale Valutafond, IMF, publicerede i januar 2004 en rapport, der i stærke vendinger sagde at USA's udlandsgæld inden for få år ville andrage 40 % af hele dets økonomi og at dette udgjorde en betydelig risiko for verdensøkonomien og for dollarens rolle. Een sådan risiko er at USA's umættelige appetit på at optage lån gør at lånerenterne stiger. Hvis det bliver stadigt dyrere at låne går investeringer ned og det spreder sig som ringe i vandet og skaber lavere eller negativ økonomisk udvikling rundt om i det globale samfund. Se omtalen her og IMF s rapport her USA's afhængighed af energiimport udefra er også hastigt voksende. Dets egen olieproduktion er nedadgående og forbruget går op, hvorfor man må importere stadigt mere fra andre lande, se: Der er flere tegn på USA's relative tilbagegang hér: I dette perspektiv er de seneste års historisk enestående oprustning i USA yderligere en økonomisk belastning (selvom militære investeringer også skaber en vis mængde ny teknologi). Det amerikanske militærbudget skal i 2005 være oppe på mia. kr.; hvilket er en stigning med 7 %. (Politiken 24. januar 2004). Man kan således spørge om en fler- eller mangeårig amerikansk militær tilstedeværelse i Irak - og mange andre lande - ikke vil blive en samling søm i den amerikanske økonomis ligkiste, som nogen har udtrykt det? I hvert fald kan det ikke udelukkes at USA, ligesom det gamle Sovjetunionen, kan gå i den fælde det er at over-militarisere sig inden for rammerne af en økonomi, der svækkes i forhold til andre, der vokser hastigt. Til sammenligning anslås Kinas økonomiske vækst af forskellige kilder til 7-10% per år og den kinesiske regering planlægger den til at være 7 % i 2004, se Dets militære udgifter er formentlig omkring 45 milliarder dollar, eller 1/10 af USA's. Ruslands militærudgifter ligger på omkring 35 milliarder. (Alle tal afhænger af hvordan man beregner og sammenligner budgetter og omregner valutaer). Se tallene her: Hvis man skal udtrykke det kort kan man sige, at mens USA's militære styrke vokser og EU's militære styrke er konstant eller dalende - målt på militære udgifter - så er USA's civile styrke hastigt dalende, mens EU på denne målestok har voksende styrke. Forholdet mellem USA og EU vil således i høj grad påvirkes af hvordan det går med de tos økonomiske styrke og af hvor meget de satser på militær styrke, interventioner, krig, atomvåben og så videre i årene fremover. Der er selvfølgelig ting, der kan tolkes i den modsatte retning også. Eet sådan er at befolkningsstørrelse vil stagnere i EU og at vi får en grå revolution og at befolkningen vil boome i USA. The Economist havde en analyse af denne demografiske kløft for et par år siden: Den er ganske vist et stimulerende tankeeksperiment, men gør den urealistiske antagelse at to faktorer, befolkningsudvikling og økonomisk vækst, er de eneste der betyder noget og at der ikke vil komme andre faktorer, uforudsigelige begivenheder og andre befolknings-mekanismer ind (som f.eks. øget indvandring til Europa). Da den også ser 50 år ud i fremtiden har den begrænset værdi som kundskab - men er altså nok så interessant som modspil til det, vi hér har drøftet, som jo baserer sig mere på fortidens og nutidens tendenser. Men nok så væsentligt er der en betydelig risiko for at USA og Europa, om end i forskellig grad, kommer til at operere i en verden, der enten vender ryggen til dem eller ligefrem begynder at samarbejde imod dem begge. Denne mulighed varierer formentlig med i hvor høj grad ledere og befolkninger rundt om i verden opfatter disse vestlige aktørers holdninger til dem som præget af samarbejdsvilje eller arrogance. Indtil videre fremstår EU ikke som nær så arrogant som USA på det udenrigspolitiske område. Rundt om i verden bemærker man nok også at Præsident George W. Bush i sin tale om Unionens tilstand i januar 2004 ikke nævnte globale problemer såsom kløften mellem rig og fattig, sult, AIDS, menneskerettigheder, kvindehandel, miljøproblemer, narkotika, etc. Han talte kun om terrorismen, atomvåben-spredning og Irak, det vil sige temaer som han mener har direkte relevans for USA og det egen tryghed, ikke verdens som helhed. Mange føler nok at netop verdens eneste og historiens stærkeste supermagt kunne tale til vor verden i dette historiske øjeblik på en mere fællesskabsfremmende måde. Og disse kendetegn havde Bush s tale allerede i

13 13 Læs selv 2004-talen på Det hvide Hus hjemmeside: Og hér den britiske avis, The Independent s, noget sarkastiske udgave af talen: Afslutningsvis bør det nok understreges at fysisk styrke ikke nødvendigvis betyder at man faktisk er stærk. De fleste troede at Sovjetunionen var formidabel og næsten ingen forudså, at det var en kolos på lerfødder. Fredsforskeren Johan Galtung har den tese, at USA er på vej ned som civilisation, at det vil gå ret hurtigt og at det ikke blot handler om at ruste sig ihjel, men om indre opløsning, en række indre modsætninger i det amerikanske samfund og imperium, som ikke kan holdes sammen. I denne analyse opregner han først imperiets nedslidning som følge af at USA siden 1945 har udført 35 (forsøg på) at myrde andre statsledere + 25 bombeforetagender + 67 militære interventioner/krige i andre lande + 23 indblandinger i andre landes valghandlinger. Listen over hvert af dem gives i artiklen, ligesom de - amerikanske - kilder til dem. Det er en slags verdensrekord. Derpå kommer hans 14 indre og delvis ydre modsætninger: I. Økonomiske (USA i ledelsen for Verdensbanken, Valutafonden, Verdens Handelsorganisation, New York Børsen og Pentagon): - mellem vækst og distribution: overproduktion i forhold til forbrug/marked. - mellem produktiv og finansøkonomi: overvurderede aktier og andre værdier. - mellem produktion, distribution, forbrug og naturen: økokrise. II. Militære modsætninger (USA i ledelsen for NATO og USA-Japan og alle andre baser i værtslande): - mellem USA's statsterrorisme og andre terrororganisationer: boomerang og det der kaldes Blowback. - mellem USA og allierede (undtagen England, Tyskland og Japan) - mellem USA's hegemoni i Euro-Asien og Rusland-Indien-Kina trekanten, der står for 40 % af menneskeheden. - mellem USA og NATO og en kommende EU-hær. III. Politiske modsætninger (USA's exceptionalisme under Gud) - mellem USA og FN (verdenssamfundet), der kan slå tilbage i fremtiden - mellem USA og EU, der kappes om at komme bedst ud af det med Islam. IV. Kulturelle modsætninger (triumferende overfor andre mindre civiliserede ) - mellem USA, den jødisk-kristne-muslimske civilisation med 25% af menneskeheden. FNs Sikkerhedsråd har 4 kristne og ikke én muslimsk land. - mellem USA og de ældste civilisationer (kinesisk, indisk, mesopotamisk, aztek- inkamaya). - mellem USA og europæisk elitekultur: Frankrig, Tyskland, etc. V. Verdens sociale modsætninger (USA i ledelsen for eliter som World Economic Forum i Davos og World Social Forum i Porto Alegre etc) - mellem statslige og multinationale selskabers ledelse på den ene side og klasser af arbejdsløse og kontraktarbejdere. Hvor vil middelklassen stå i den situation? - mellem yngre og ældre generationer. Hvor vil mellemgenerationer stå? Og der er den 15. modsætning: mellem myte og virkelighed, USA's selvforståelse og andres forståelse af USA. Galtung mener at ting som krigen mod terrorismen og krigen mod Irak fremskynder denne indre opløsning af USA og imperiet. Hans analyse findes hér: Jeg er enig med Galtung i at USA's nye krig mod terrorismen meget vel kan vise sig at bidrage til USA's nedgang snarere end dets lyse fremtid. Men det er naturligvis ikke den eneste mulighed. For mig er det vigtige spørgsmål: kunne USA have reageret anderledes på 11. September? Kan vi forestille os helt andre tolkninger og en anden slags svar på denne kriminelle handling? Redaktørerne for samlede en række meget tankevækkende stemmer i From the Ashes. A Spiritual Response to the Attack on America, der udkom i Selv forsøgte jeg også kort efter at skitsere et program for USA, for at se på 11. september som en mulighed for refleksion og en genvej til nytænkning både i Europa og i USA. Se Jørgen Johansen og mine analyser: Og selv den gamle høg, USA's tidligere forsvarsminister under Vietnamkrigen, Robert McNamara, har skitseret en helt anden amerikanske udenrigspolitik, se 13

14 14 Men den slags tanker skulle ingen i Washington lytte til. Diskussionstemaer 3 1. Hvad taler for at USA i et langt tidsperspektiv er på vej ned og at andre i verdenssamfundet bliver stærkere? Hvad taler for at USA vil bevare sin position eller måske endog blive stærkere? 2. Selvom USA har en meget stærkere økonomi end Sovjetunionen havde, tror du så at selv USA kan ruste sig ihjel? 3. Hvad taler for at Europa i et langsigtet perspektiv er på vej ned? Og hvad taler for at det beholder sin position i verdenssamfundet eller muligvis vil stå stærkere i fremtiden? 4. Hvilke reaktioner på vores egen politik og livsstil tror du vi skal forvente fra andre lande, folkeslag og kulturer i de nærmeste år? 5. Hvad er egentlig et imperium? Hvad er godt og hvad er dårligt ved imperier som idé? 6. Hvorfor går imperier ned - tænk på f.eks. det ottomanske, Rom, det franske, det portugisiske, Hitler- Tyskland, England og Sovjetunionen? Og gør de det som regel stille og fredeligt eller i forbindelse med krig? 7. Synes du at USA er et imperium? Synes du at EU er et imperium? 8. Ser du nogle gode veje til at skabe en verden med større harmoni og mindre spændinger? 9. Hvordan ser du i dette perspektiv på det, der kaldes globalisering? Opsamling i plenum: Hvad har vi lært af dette afsnit? 2.4 Politisk legitimitet Penge og våben er som bekendt ikke alt. Men det er de dimensioner, der ligger på overfladen af debatten om EU og USA i hverdagen. Det ser man hvis man søger på Internet med ord som EU-USA relationer. Så kommer der stort set kun ting op, som handler om krig, oprustning og handelsforhold, f.eks. artikler hvori der står handelskrig og som handler om toldsatser, stål, landbrugsvarer og den slags, som med jævne mellemrum leder til disputter mellem EU og USA. Det er også interessant at se, at begrebet den Europæiske Union spiller en forsvindende lille rolle i USA. Ledende amerikanske seriøse aviser og tidsskrifter og mange folkelige bevægelsers hjemmesider har meget lidt eller intet om forholdet til EU, om end lidt mere om Europa. Vi finder stor a-symmetri, når vi sammenligner med tilsvarende europæiske mediers og organisationers markante optagethed af USA, ikke mindst i disse år. Legitimitet har at gøre med om mennesker synes det man gør, er OK fordi det kan forklares ved hjælp af nogle alment acceptable kriterier og forsvares udfra nogle positive grundværdier. På dette barometer har USA siden 11. september været ude på en rigtig rutschetur og betragtes formentlig som en mindre legitim aktør på den internationale scene end nogensinde siden De konkrete tal fra de sidste to års seriøse opinionsundersøgelser af folks holdninger til USA i Europa og i andre lande taler for sig selv - hvis man da overhovedet synes at opinionsundersøgelse kan bruges til noget. I denne artikel sammenfattes de på en let tilgængelig måde: Glem bare at artiklen kalder dette for anti-amerikanisme, for de spørgsmål, respondenterne har fået, går på landet, den førte politik og på om USA's militære styrke er en trussel for verdensfreden, ikke på hvad folk synes om amerikanerne. I stedet burde man have kaldt holdningerne USA-kritiske eller -negative. Artiklen afspejler tre dimensioner af holdningerne til USA, nemlig a) om USA's politik udgør en trussel mod verdensfreden, b) om den opleves som truende mod ens eget land, samt c) om religionens rolle i politik. En Eurobarometer-undersøgelse blandt EU's lande, foretaget i oktober 2003, fandt at lige så mange mennesker mener, at USA er en lige stor trussel mod verdensfreden som Iran og Nordkorea, to stater i det præsident Gorge W. Bush har kaldt ondskabens akse. Kun Israel ses som en større trussel mod verdensfreden end disse tre. Endog i England, USA's nærmeste allierede, mener 55% at USA er en trussel for den globale fred. Og i fire land, nemlig Grækenland, Spanien, Finland og Sverige fremstår USA som den største trussel, større en Iran og Nordkorea. Hvis det altså er ondt at true verdensfreden, så oplever EU's folk tilsyneladende at USA i praksis tilhører Ondskabens Akse. Når de fleste alligevel ikke oplever det sådan, skyldes det nok, at USA i vore øjne jo også har nogle gode sider og gør noget godt, vi er allierede med USA og - i sammenligning med Nordkorea f.eks. - så er USA jo én af os. Og mange mennesker rundt om i verden ser USA, snarere end Europa, som model. Vi konsumerer amerikanske produkter, elsker amerikanske film og jazz. Mange rundt om i verden ser USA som et ideal og vil gerne sende deres børn til amerikanske universiteter og er - ikke uden grund - også imponerede over USA's dynamik og nyskabende evne hvad enten det gælder teknologi eller kunst, rockmusik eller litteratur. John Lennon slog sig 14

15 15 ned i det New York, som også den palæstinensiske intellektuelle Edward Said elskede. Begge var på hver deres måde modstandere til alt hvad amerikansk politik står for! Undersøgelsen viser videre at i syv af otte vigtige muslimske lande mener folk, at USA er en direkte trussel mod deres land. Og generelt gælder det at den globale offentlighed synes at USA gør for lidt for at løse verdens problemer og at det bakker op bag den type af politik, der får gabet mellem rige og fattige til at vokse endnu mere. Disse holdninger var tydelige allerede lagt før krigen mod Irak. Endelig - og det er interessant for vores diskussion om forholdet mellem de to - finder undersøgelserne, at USA er det mest religiøse blandt velstående lande. 58 % af amerikanerne mener at man må tro på Gud for at kunne leve moralsk; i Tyskland er det kun 33, i Italien 27, i England 25 og i Frankrig 13 %, der deler den holdning. Sammenfattende kan vi altså konstatere, at mens USA's militære magt bare vokser og vokser, er dets langsigtede økonomiske magt stagnerende og dets moralske magt i andres øjne hastigt dalende. Diskussionstemaer 4 1. Hvad er årsagen til at vi interesserer os så meget mere for USA end de synes at interessere sig for Europa og især EU? 2. Folk rundt om i verden havde stor og ægte sympati med USA efter 11. september. Hvad tror du er hovedårsagerne til at USA's legitimitet og popularitet i andres øjne alligevel er raslet ned? 3. Når du tænker på hvad du læser, hører og ser i danske medier føler du så at den negative vurdering, som de hér tal er udtryk for, kommer frem i tilsvarende omfang? Hvis ja betyder det så at venskabet er på retur? Hvis nej hvad er så årsagerne til dét? 4. Find nogle eksempler på at USA's politik er mere religiøst baseret end f.eks. Danmarks eller hele EU's For nylig var der en diskussion om hvorvidt det skulle skrives ind i EU's grundlov at EU er kristent. Hvordan tolker du det? Er det tegn på at religion også spiller en voksende rolle hos os? Og ville det være rimeligt at skrive det ind dér, når ganske mange, der bor i Europa, ikke er kristne? Opsamling i plenum: Hvad har vi lært af arbejdet med dette afsnit? 2.5 Militære relationer I forbifarten har vi allerede sagt nogle ting om USA's militære situation. Kig lige en gang til på afsnit 2.3. Nu skal vi uddybe det militære forhold mellem USA og EU. Der er en række ligheder mellem visse europæiske landes og USA's militær. Næsten alle er med på en eller anden måde i NATO, direkte som medlem - selv Island, der ikke har et forsvar eller indirekte i Partnerskab for Fred. USA og Canada er med i OSCE (på dansk OSSE), Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, der tæller over 50 lande. USA samt England og Frankrig er kernevåbenstater og de har styrker til intervention langt borte fra hjemlandet, om end USA's er tifold større. Alle har også en omfattende våbeneksport og bruger den som et middel til at tjene penge og få loyale venner på, meste historisk koncentreret til mellemøstlige købere. Efter at have forsøgt at omdefinere sin rolle efter Murens fald, er NATO havnet i krise dels fordi der er voksende politisk splittelse omkring spørgsmål som terrorbekæmpelsens metoder og krige som den mod Irak, dels fordi USA har udviklet sin egen kernevåbendoktrin. Denne doktrin kan betegnes som risikabel for verden, men kan også udsætte især Europa for nye risici. Det kommer vi tilbage til. Så er der forskellene. Mange véd, sådan intuitivt, at USA er en militær supermagt, men det er nok få, der er bevidst om graden i forhold til resten af verden. Det er ikke nogen hemmelighed, at EU militært er meget mindre og mindre effektivt end USA. Tallene taler for sig selv: Mens USA's militærudgifter ligger over 400 milliarder dollar (3,2 procent af bruttonationalproduktet), ligger hele EU's på omkring 175 milliarder dollar (2,1 procent af deres samlede bruttonationalprodukter). Mens USA's udgifter er steget voldsomt, falder EU's støt. USA bruger 39 procent af sine militærudgifter på personel, EU 61 procent, hvilket er tegn på, hvor meget mere teknologi- og kapitalintensivt det amerikanske forsvar er. USA bruger 24 procent af sine forsvarsbudgetter på nyt udstyr, gennemsnittet i EU er kun 14. USA's utrolige omfattende militære tilstedeværelse er beskrevet af den amerikanske historiker Chalmers Johnson her: Ifølge officielle kilder har USA over 700 baser i 130 lande og godt 6000 baser hjemme i USA. Over en kvart million amerikanere i uniform arbejder oversøisk, med mindst lige så mange pårørende stationeret. Dette koster naturligvis styrtende summer og ingen har nogensinde haft et sådan militært imperium. EU er en militær dværg i sammenligning hermed. Måske det vigtigste for fremtiden er, at USA brugte 36,5 milliarder dollar på militær forskning og udvikling i 1999, mens de europæiske NATO-medlemmer til sammen kun brugte 8,9 milliarder dollar. Der er eksperter, der mener at den amerikanske såkaldte Revolution i Militære Anliggender øger kløften mellem Europa og USA i en sådan grad, at europæerne 15

16 16 snart vil være ude af stand til at operere militært side om side med amerikanerne, fordi de teknologisk set er håbløst bagefter! EU-militæraktioner vil være stærkt afhængige af ressourcer i NATO og USA, det være sig forskellige former for efterretningstjeneste, satellitovervågning, luftbro-kapacitet, kodede kommunikationssystemer osv. Se blandt andet USA varetog omkring 70 procent af alle bombetogterne mod Jugoslavien. Og på trods af det faktum, at EU's allierede på papiret havde omkring to millioner mand under våben, tog det dem lang tid at få omkring (omkring to procent af dem) på jorden i Kosovo. Hvis EU skal optræde som militærmagt i krig og/eller fredsskabelse, må EU overvinde denne historiske og strukturelle underlegenhed. Det vil kun være muligt, hvis EU (og NATO-allierede i Europa, der ikke er medlemmer af EU) rationaliserer og koordinerer alle militære funktioner meget mere effektivt i fremtiden og øger deres militære investeringer betragteligt. Om disse ting kan du læse mere i en artikel, jeg skrev i 2002: USA er desuden klart ledende når det gælder militariseringen af rummet og havene og ikke bare landjorden. Det gælder basesystemer og adgang til havne, men også hangarfartøjer og undervandsbåde. USA opererer med det science fiction-agtige rumforsvar eller ballistisk missil forsvar (BMD). Med dét lægger man en slags osteklokke over USA's territorium i form af en kapacitet til at nedskyde fjendtlige missiler før de kommer ind over USA. Hvis det viser sig teknisk muligt så vil det have fire temmelig problematiske konsekvenser. For det første vil det gøre USA (næsten) usårligt og dét øger den psykologiske tro på at det kan bruge atomvåben mod andre uden at selv lide skade; dermed falder hele atomafskrækkelsens filosofi og den afholdende virkning, der har været i brug siden For det andet vil fjendtligt sindede, der indser at det er umuligt at ramme USA fra luften, forsøge at ramme det på andre måder, måske ved at terrorister smugler mini-masseødelæggende våben ind, der kan bruges i storbyer eller ramme kernekraftstationer. For det tredje vil teknisk avancerede fjender af Vesten, der har missiler, fly og ubåde bestykket med masseødelæggelsesvåben måske tænke: nå ja, når vi ikke kan få ram på USA så kan vi kaste vore bomber over Europa så vi får knækket Vestens næststærkeste bastion. Der har været tanker fremme om at lægge en lignende osteklokke over Europa, men det er tvivlsomt om det a) vil være økonomisk muligt for Europa at betale og b) ikke bare forøger vor tekniske afhængighed af USA. Og endelig, for det fjerde, vil fjendtligt sindede atomstater se det som rationelt at producere mange flere atomvåben og raketter så man kan prikke hul alligevel i den dér osteklokke og smide bomber over USA. EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - spørgsmålet om fælles forsvar EU har en ambition om at have en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og vil dermed også have brug for en fælles militær doktrin og en fælles styring af en eller anden form for militære styrker (hvad enten man nu synes det skal være en EU hær eller andre mere løse eller decentrale ordninger). Problemet er dog at EU ikke, i hvert fald ikke hidtil, har klaret at blive én forenet aktør. Man kommer til at tænke på USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, der for mange år siden mente at EU var en helt fin idé, især hvis nogen kunne fortælle ham hvad EU's telefonnummer var, så han vidste hvem han skulle tale med! Med andre ord, EU taler med alt for mange stemmer og savner fælles handlekraft. EU-landene har haft vidt forskellige politikker på Balkan under konflikten der siden 1990, og vi hører ofte at USA måtte komme ind og redde denne konflikt i EU's baggård med bombningerne i Bosnien-Hercegovina og i Serbien og dets Kosovoprovins, fordi europæerne stod rådvilde og forvirrede politisk og ikke havde den fornødne evne og/eller politiske vilje til at samordne sine styrker. Her siger Mogens Lykketoft vigtige ting om det: Under Irak-konflikten har vi set det samme. England, Danmark, Italien og Spanien stillede meget aktivt op bag USA's tolkning og politik vis-a-vis Irak, mens lande som Frankrig og Tyskland gik markant imod krigen. Ingen af EU-landene havde tænkt på i tide at tage et mæglingsinitiativ og ingen prøvede at skabe en fælles holdning til sagen, da den blev mere akut. Hverken i EU eller andre steder kom nogen på at lave et politisk alternativ til USA's krigspolitik. Der blev heller ingen fælles EU udenrigs- og sikkerhedspolitik denne gang. USA kørte så sit eget løb udenom FN, uden NATO-samordning og uden EU-opbakning, men også uden den modstand, der ligger i at andre viser at de har bedre ideer. USA's politiske handlingskapacitet, dets kvalitative og kvantitative militære overlegenhed og dets evne til at få ad hoc-organisationer på benene og flytte dem rundt på kloden er således dybt imponerende, uanset hvad man i øvrigt måtte mene om de mål, de tjener. Igen og igen rejses spørgsmål: skal EU have en fælles hær? Hvad man end kan mene om det, så peger en del på at det er den vej det går, om end langsomt. Men lige så vigtigt er det at spørge hvad EU kunne gøre for freden. Det findes der godt 30 forslag til hér: Og hér har du en generel site, der behandler dette spørgsmål og desuden har en del artikler af undertegnede: Der eksisterer allerede et 16

17 17 omfattende afsnit om militært forsvar i udkastet til EU-forfatning: Måske er det naturligt at EU, for at spille en rolle i verdenspolitikken, må blive en militær stormagt også? Fredsforskeren Johan Galtung skrev en, temmelig profetisk bog herom allerede for 32 år siden (1972) EF. En supermagt i verdenssamfundet, udgivet på Christian Ejlers forlag. Heri forudsagde han stort set den udvikling, vi har været vidner til fra Danmark blev medlem (1972) af det EF, der på den tid især blev præsenteret som en økonomisk organisation med bedre landbrugsvarer for de danske familier Hvad angår terrorismens indflydelse på det transatlantiske forhold kan man se to ret så forskellige indfaldsvinkler. Læs interviewet med Daniel Hamilton (på dansk) her: og med Rune Engelbreth Larsen her: Alt er ikke USA's skyld Endelig synes jeg det er værd at afrunde denne diskussion med en hævet pegefinger. De fleste, som er kritiske til USA's adfærd og politik er netop bare dét: kritiske. Hvad enten det drejer sig om europæiske ledere (f.eks. Schröder og Chirac), politiske partier (f.eks. Socialistisk Folkeparti, grønne partier), bevægelser (Socialt Forum og fredsbevægelser) eller enkeltstående intellektuelle (f.eks. Noam Chomsky, førende kritiker af USA's imperiepolitik), så har de stort set det tilfælles, at de har glimrende kritiske pointer, men meget lidt eller intet at byde på, når det gælder at udtænke og gennemføre alternativer til USA s politik. Hvis en kritik skal være andet end gold må den altid komme frem til svar på spørgsmålet: Hvad vil vi så i stedet? Det er således bestemt ikke bare USA's eller George Bush s skyld, når verden ruller derud af med USA som den, der har mest indflydelse på det største antal lande. Rent logisk er udviklingen også en konsekvens af at de, der burde og kunne gøre noget andet, ikke kan blive enige om et modspil. Og den problemstilling har ganske særlig relevans for EU, der mere og mere fremstår som udenrigs- og sikkerhedspolitisk splittet ( balkaniseret ) og kraftløst ikke mindst i sammenligning med det allestedsnærværende USA. Diskussionstemaer 5 1. I dette afsnit har vi diskuteret rent militære aspekter af forsvaret. Hvilke andre ting, udover militæret, kan bidrage til at skabe tryghed for moderne industrisamfund? 2. Hvad vil det kræve hvis EU skulle ruste op så det kan matche USA's forsvarsstyrke? 3. Hvad taler for at fremtidens EU skal blive meget stærkere på den militære målestok? 4. Skal franske og engelske atomvåben i givet fald blive EU-atomvåben? 5. Hvad taler for at EU bør forsøge at blive stærk på andre, ikke-militære områder, på områder hvor USA er svagere - f.eks. vedrørende legitimitet og dette at blive opfattet positivt i verdens øjne, have god velfærd og social retfærdighed eller være god til konfliktløsning med civile, politiske og diplomatiske midler? 6. Hvad synes du om argumentet, at det er for bekvemt blot at kritisere og at give USA eller George W. Bush skylden og at vi selv burde blive mere kreative? Og hvis du er enig, kan det så være farligt at være uenig med USA? Kan det virke splittende og gøre Vesten svagt? Opsamling i plenum: Hvad har vi lært nu? 2.6 USA's og Europas selvforståelse eller identitet Exceptionalisme For at forstå parterne i en konflikt er det ikke nok at se på hvordan de opfatter den eller de andre parter; helt afgørende er også hvordan de ser sig selv. Både individer og lande har en tendens til at se sig selv som unikke og leve på en identitet, der gør os forskellige fra alle andre. Det gælder også Europa og - især - USA og det kan man læse meget mere om i Seymour Martin Lipsets American Exceptionalism. A Double-Edged Sword fra 1996 (se og her: Alexis de Tocqueville, som Sontag nævnte, var den første til at beskrive amerikansk exceptionalisme og formodentlig kan man sige at exceptionalisme er bærende for amerikanernes identitet. Blandt årsagerne til at USA opfatter sig som exceptionelt bør nævnes: - at det blev den første nye verden, den første koloni (sammen med Island), der blev uafhængig fra den gamle verdens kolonivælde; - det har nok en ideologi i almindelig forstand, f.eks. liberalismen; men det vigtigste er at USA ikke har men er en ideologi; 17

18 18 - man kan blive amerikaner ved at tro på denne ideologi mens man i de fleste andre lande får sin nationalitet ved at fødes i landet og have fælles historie. USA består historisk af indvandrere, der netop ikke har fælles historie; - den officielle amerikanske ideologi, som er nedfældet i Uafhængighedserklæringen (se bygger på 5 ting: frihed/liberty, lighed/egalitarianisme, individualism, populisme og laden-stå-til (laissez-faire). Frihed er frem for alt individets frihed, friheden til at sige og gøre hvad man vil og flytte rundt som man vil, geografisk og i social forstand. Ligeledes betones individuel fremgang og succes. Lighed handler altså om den enkeltes muligheder og respekt, ikke om at alle skal være lige i det samfundet, det resulterer i. Dette nye samfunds lighedsideal udspringer af at USA ikke - som Europa - var præget af feudalisme, monarki og aristokrati; derfor findes kun lidt af den tradition at undersåtter skal være lydige. - USA det mest religiøse af alle kristne samfund, måske med undtagelse af Polen og Irland, og religiøsiteten er organiseret i sekter, i hovedsagen metodister og baptister. I andre kristne lande er det kirken, der dominerer og den individualistiske praksis indebærer at man følger sit eget moralkodeks snarere end et præsteskab eller statskirkes tolkninger. Amerikanere ser den menneskelige natur som principielt perfekt og livet som en stræben og anlægger derfor et mere moraliserende perspektiv på dem, der ikke er det. Kirker og stat i Europa tenderer til at se mennesket som svagt og syndigt og tror mindre på perfektioneringen. - Støtte til krig er lige så moral-baseret en ting som modstand mod krig. Det er igen mit/vort private moralkodeks, der bestemmer: vort lands moralske styrke og ret, min egen lytten til min samvittighed. For at kunne forholde sig moralsk til krig, der jo indebærer at slå andre ihjel, må amerikanerne definere deres rolle som stående ved Guds side mod Satan, mod Ondskaben, og med Gud på vor side (With God on Our Side, som Bob Dylan synger). Der er således en god portion patriotisme i foretagendet, og det er ikke tilfældigt at USA også ses som Guds udvalgte land og amerikanerne som Guds udvalgte folk. (Det eneste forbløffende i dagens situation er den styrke hvormed dette direkte og indirekte fremhæves af landets ledelse, men det er altså ikke en afvigelse fra den amerikanske exceptionalisme som sådan). - Laden-stå-til er en samfundsfilosofi, der siger at staten ikke skal styre borgerne; de forventes at være mest lykkelige, når staten styrer mindst. Det er en slags Guds usynlige hånd, der skal regulere markedsøkonomien til alles bedste, ikke staten. Derfor har tanken om en velfærdsstat, som vi kender den i Norden, heller ikke vundet udbredelse i USA, om end den i perioder er blevet praktiseret, f.eks. i den såkaldte New Deal. I stedet for velfærdsstaten har man en udbredt tro på at de, der har gjort det bedst og er blevet rige, har en moralsk forpligtelse til at hjælpe de svagere. Samfundet hviler på en stærk afstandtagen fra autoritetsudøvelse og tvang; det er muligvis også derfor man finder større kriminalitet i samfundet og lavere stemmeprocent ved amerikanske valg (cirka 50% ved præsidentvalg) end i Europa. - Disse egenskaber medfører at der ikke findes en større socialistisk tradition i USA; amerikanerne ser sig selv som bannerførere for liberalismen og som tilhørende én stor middelklasse snarere end som et klassedelt samfund. At være venstreorienteret i USA er lidt som at være socialdemokrat hér; hvad europæere kalder liberalt betegnes som konservativt i USA. Adskillige af dagens ny-konservative ledere kommer oprindelig fra intellektuelle miljøer i det Demokratiske Parti, og betegnes i USA som socialdemokratiske i deres holdning til stat og samfund. Flere af dem gik siden over til det Republikanske Parti. - Et helt grundlæggende historisk element i exceptionalismen er Manifest Destiny eller Manifest Skæbne. Det er fortællingen om ekspansionen/kolonisering fra der var de 13 stater, der underskrev Uafhængighedserklæringen, til man havde lagt hele det amerikanske kontinent under sig (i dag er det 50 stater). Det er historie, men også en filosofi, en bevægelse, ja det er hele USA's nationsdannelse. Og det er myten, som den amerikanske globale ekspansion hviler på, altså også et civilisationsprojekt og en mission. Meget mere findes her: og her: samt her: - Sluttelig kan man pege på at holdningen til demokrati og politiske partier er vidt 18

19 19 forskellig. Af en lang række grunde er USA stort set et to-parti system, mens vi i Europa synes at multi-parti-demokrati er en rigdom. I USA vælges én præsident, som så vælger et kabinet som er ansvarlig overfor ham og ikke overfor et parlament. Da der kun er én, der kan vinde og ét parti der kan vinde er det en udbredt opfattelse, at forsøg på at støtte en tredje eller syvende kandidat eller parti er ensbetydende med stemmespild. Det er ikke vanskeligt at forstå hvorledes disse grundtræk i amerikansk exceptionalisme kan bidrage til at skabe en dominerende og selvretfærdig supermagt, når den vel at mærke kører for fri udblæsning og savner tungere modspillere. Og så skal vi lige huske på det, vi har sagt flere gange før og Gray citeres for i afsnit 2, nemlig at heller ikke disse egenskaber tegner hele billedet af USA. Der findes modstrømme, f.eks. krigsmodstanden og flower-power i 1960erne; i perioder har der været markante regeringsindgreb i økonomien og krig er ikke kun noget amerikanerne engagerer sig i af moralske grunde, det gør de også for at opretholde deres militærindustri og f.eks. kontrollere oliekilder. Exceptionalismen er, må vi gentage, nogle briller gennem hvilke amerikanerne tolker sig selv og sit samfunds mission i den større verden. Det har elementer af sandhed og elementer af selvbedrag. Som alle ideologier. Og det forpligter ikke os andre til at se USA's førte politik som udtryk for den rene idealisme og selvopofrelse. Har Europa og EU en identitet? Hvordan nu med Europa? Har vi overhovedet en identitet? Når Du læser ovenstående punkter om USA, så ser Du allerede en række ting, der karakteriserer Europa, f.eks. at vi i større grad accepterer staten og at hverken Europa eller EU er en isme. Det er nok rimeligt at sige, at vi har stærke identiteter, men de er stadig forankret i national-staten, i tanken om mit eller vort folk. I Danmark føler vi stadig større fællesskab med danskere og broderfolkene i Norden end med portugisere eller italienere, og der er ikke mange franskmænd, der kalder sig europæer før de understreger at de kommer fra Frankrig. At Europa eller EU skulle gå i fælles europæisk krig mod et land i en anden verdensdel indenfor de nærmeste år er utænkeligt. Det er EU's delstater, der gør den slags, som England og Danmark ved USA's side i Irak. Omvendt er det utænkeligt at amerikanske delstater som Californien eller Florida skulle gå til angreb på lande rundt om i verden på egen hånd. Men lad os se lidt på Europas identitet, for Europa har selvsagt en identitet, også selvom nogen vil mene, at det kan knibe med en EU-identitet. I udkastet til ny EU-forfatning siges det, at EU bygger på respekt for menneskelig værdighed, frihed, ligestilling, demokrati og menneskerettigheder, herunder minoriteters rettigheder. Man vil skabe et EU-samfund, der er præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem mænd og kvinder. Unionens mål er at fremme freden, disse værdier og befolkningernes velfærd. Sammenlignet med den amerikanske exceptionalismes skarpe principper, filosofi og skæbne-drama, kan det jo godt føles som om EU ikke kan svinge sig op til andet og mere end en samling smukke ord, der frit kan tolkes til at betyde hvad som helst og derfor ikke betyder noget. Og de har intet med en identitet eller fællesskabsfølelse at gøre. Dét kan man i det mindste ikke hævde om det, vi lige har gennemgået vedrørende USA's selvforståelse. I juni 2003 følte den tyske filosof og samfundsforsker, Jürgen Habermas og hans franske kollega Jacques Derrida at det var på tide at hæve stemmen og få understreget, at en sådan identitet findes og at den bør komme til udtryk i en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. De samlede nogle sværvægtere blandt Europas intellektuelle som et slags svar på at USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld på sin let sarkastiske facon havde sagt, at dem, der støttede USA's krig i Irak, var det nye Europa mens dem, der var imod, tilhørte det gamle Europa. Otte europæiske regeringer - deriblandt den danske - havde, hen over hovedet på deres befolkninger, i januar 2003 sendt et brev til præsident Bush med fuld støtte til planerne om en krig mod Irak. (Den franske avis, Le Monde, oplyste dem dog om, at 84 % af briterne, 82 % af ungarerne, 80 % af spaniolerne, 79 % af danskerne, 72 % af italienerne og 72 % af portugiserne på det tidspunkt var klart imod, se Habermas identificerede 5 egenskaber, som europæerne deler: autoritetens neutralitet hvilket man ser i adskillelse af stat og kirke; tro på at politik snarere end det kapitalistiske marked skal styre udviklingen; solidaritet i kampen for social retfærdighed, overbevisningen om at folkeretten og det enkelte menneskes ret er central samt, for det femte, at europæerne støtter den tanke at staten organiserer og leder udviklingen. Vi bør nu, mente Habermas, bremse Europas stagnation og få styr på os selv. Enhver form for separatisme bør udgås. Avant-garde-Europa, som han kaldte det, kan ikke nøjes med at blive et mini-europa, men må være lokomotivet for hele Europa. Se videre Disse ting ligger naturligvis også under diskussionen om EU's forfatning, men Habermas og Derrida peger altså på nogle vigtige elementer i Europas identitet og siger at vi skal se at samle os sammen, vel at mærke provokeret af USA's fremfærd. 19

20 20 Du kan finde meget mere om Europa på Wikipedias hjemmesider her Her har du portalen til EU på dansk: og aktiviteterne vedrørende en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik: - samt teksten til EU's forfatning: der også findes i en læservenlig udgave: df+eus+forfatning&hl=sv&ie=utf-8. Diskussionstemaer 6 1. Tænk på hvordan du hidtil har opfattet USA. Blev du overrasket over de elementer af amerikanernes selvforståelse, som definerer deres exceptionalisme? Kan du nævne flere eksempler på denne exceptionalisme - for der er flere? 2. Hvad taler for at exceptionalisme kan betyde noget godt for resten af verden? Hvad taler for at den kan lede til et amerikansk moraliserende verdensherredømme, krig og måske et meget autoritært regime? 3. Europa og USA er givetvis meget forskellige. Tror du, vi kan komme til at opleve en udvikling, hvor vi føler os truet af hinanden, politisk, kulturelt og endog militært? 4. Hvordan kan det være at vi som regel får at vide at vi har så meget tilfælles med USA, når det også er oplagt at vi er meget forskellige, ser forskelligt på hinanden og på os selv. 5. Er det klogt at lægge sig tæt op ad USA som den danske regering gør eller er det klogt at holde en vis afstand i disse år? Opsamling i plenum: Hvad har vi lært under punkt 6 og hvordan hænger det sammen med de foregående punkter? 2.7 USA's og Europas økonomiske relationer Intern handel versus ekstern handel Mens mange af de andre afsnit viser, at der er en voksende kløft, så skal vi her se at den nok så fundamentale økonomiske indikator peger i retning af at USA og EU er meget nært forbundne. I det følgende bruger vi en ny rapport fra Center for Transatlantic Relations fra det amerikanske Johns Hopkins University, forfattet af Joseph P. Quinlan og med titlen Drifting Apart or Growing Together? Quinlan viser, at den relevante indikator ikke så meget er handel, altså eksport og import mellem blokkene, men hvor meget amerikanske virksomheders filialer producerer og sælger i Europa (i stedet for at eksportere fra USA til Europa) og hvor meget europæiske virksomheder producerer og sælger i USA (i stedet for at eksportere fra Europa til USA). Når vi altså sætter spot på udenlandske investeringer snarere end på handel opdager vi, hvor afhængige de ellers så uenige og kværulerende parter er blevet af hinanden! For det første solgte de amerikanske filialer til hele verden for 2,9 trillioner dollar i år 2000, hvilket er næsten 3 gange mere end USA eksporterede (1.1 trillioner). For det andet var de amerikanske filialers investeringer ude i verden op igennem 1990-erne større end i de forudgående 4 årtier, altså en kolossal vækst. Og heraf gik cirka halvdelen til Europa. De købekraftige markeder og de store gevinster findes altså i første række i Europa. For europæiske virksomheder er det også deres filialer i USA, der spiller den vigtigste rolle. I år 2000 producerede de for 301 milliarder dollars i USA og de amerikanske producerede for 333 i Europa. (Her kan du i farten huske på at vi tidligere har sagt at USA's militære budget er på vej op mod 450 milliarder dollars, altså betydeligt en sum, der er større end alt hvad USA producerer i Europa!). Det er interessant at eksport og import af færdigvarer over Atlanten (f.eks. biler) kun udgør 20 % af de samlede overførsler, resten er alle de ting (bildele, komponenter, halvfabrikata, uddannelse, osv.), der indgår i deres respektive produktion på den anden side. Man hører ofte om, at der måske skal udbryde en handelskrig om toldsatser på stål etc., men samtlige de varer, der af og til er krig om, udgør mindre en 1 % af alle økonomiske transaktioner over Atlanten. Så der kan man se hvordan medier prioriterer det, der er lidt drama i, men som spiller en minimal rolle! Det er også i Europa at USA's virksomheder tjener flest penge, specielt i England. Af alt hvad amerikanske filialer i udlandet tjener kommer 26 % fra Europa, heraf 13 % fra England. Det er ikke så mærkeligt, at Tony Blair gerne vil stå sig godt med USA, for der er enormt meget at tabe, hvis man skulle blive uvenner. Desuden er Europas samlede investeringer i USA cirka 25 % større end USA's i Europa. Hvis man ser på alle amerikanske investeringer over tid så er de større alene i England end de sammenlagt er i Asien, Latinamerika, Afrika og Mellemøsten. Dem i Tyskland er større end i hele Sydamerika. USA pløjede næsten dobbelt så mange penge ned i Holland som i Mexico i 1990erne. Og selvom amerikanske filialers salg i Kina er steget raketagtigt, så var de i 2000 kun cirka 32 milliarder dollars, nogenlunde samme niveau som i Sverige, mens de var 236 milliarder i Tyskland og 138 milliarder dollars i Frankrig. 20