Rejserapport over et studieophold på en skadestue i Thailands hovedstad - BANGKOK

Transkript

1 Rejserapport over et studieophold på en skadestue i Thailands hovedstad - BANGKOK Af: Gitte Nielsen, Sept. 01 B Vestsjællands Amt sygeplejeskole

2 Kære Dagbog I dag var en lang, spændende og lærerigdag på afdelingen. Jeg har prøvet mange nye ting hernede i dag. Det er dejligt endeligt at komme i gang med de tekniske sygeplejeopgaver. Jeg prøvede at tage blod fra en meget dehydreret mand, på 76 år. Det var umuligt at ligge i.v., hans årer var alt for klistret. Mange erfarne læger og sygeplejersker fra div. afdelinger kom for at prøv - selv Phii Ann kunne ikke engang. Til sidst havde vi stukket ca. 10 gange i denne arme mand. Jeg må ærlig indrømme, at nogle gange så går de altså meget langt før de ophører og prøver noget nyt. Gad vide hvad de ville have gjort derhjemme? Nå, men det blev til sidst i stedet således, at jeg skulle tappe noget blod fra ham. Heldigvis var det Phii Noi der underviste mig og hun har heldigvis forstået min undervisning, om håndtering af blod og kanyler som for resten ganske godt. Så alle forholdsreglerne blev taget - denne gang. Åren rullede meget og jeg havde godt nok svært ved at få den til at ligge stille, men efter blod, sved og tårer, fik jeg tappet 5 ml som straks efter røg af sted til laboratoriet. Jeg forsøgt hele tiden at være i kontakt med patienten, samtidig med at Phii Noi havde travlt med at guide min hånd. Jeg tror at han opfangede min omsorg for ham. Men jeg syntes altså stadigvæk, at det godt kan være lidt svært at huske og udfører sygeplejen på THAI. Jeg har godt nok fundet ud af hvor meget dansk sygepleje jeg har i mig. Det er godt nok ikke bare lige sådan at yde den rigtige sygepleje. Jeg kan hele tiden mærke at jeg tænker og handler anderledes. Jeg fornemmer at jeg er mere opmærksom på patienterne og at jeg har svært ved at give afkald på vores åbenbart allerede, meget fasttømret socialisering ind i faget. Er det mon godt eller skidt? Jeg finder det altså svært at finde svar på disse spørgsmål hernede Nå, men patienten blev overflyttet til intensiv. Jeg tror jeg tager op og ser til ham i morgen. Ham med det fragmenteret pandeparti ligger stadig og har refleksreaktioner, men de har stadigvæk ikke fået kontakt med ham. Stakkels mand! Tænk engang, bare 27 år. Han havde hele livet for sig. Vi snakkede om hvor paradoksalt det er, at der hver dag kommer SÅ mange knallertuheld ind på skadestuen, der ikke bruger hjelm.. Og så 2

3 kommer denne politimand. Har brugt styrthjelm og så går det bare helt galt. Det kunne jo have været min Kenneth, puh ha Nå, men i dag var også dagen hvor jeg for første gang syede i rigtig menneskekød, i stedet for kyllingekød og stof - meget anderledes. Det er den fedeste oplevelse - ever! Pål og jeg syede samtidig på hver vores patient. Min patient var en mand i 40erne og han havde været så uheldig at blive påkørt af en knallert, da han steg ud af bussen. Der kom faktisk kun syv knallertuheld i dag. Egentlig mærkeligt at der ikke kom flere. Måske er det fordi de er på landet, det er jo godt nok fredag Nå, men han havde to sår på venstre hånd, ved tommelfingeren og tre sår ved venstre albue. Jeg lavede i alt 11 flotte sting. Der var dog to sting jeg ikke var helt tilfreds med. Han tog det faktisk pænt. Jeg har det altså stadigvæk som om det er overgreb nogle gange. Men måske er det virkelig bare fordi vi ikke forstår hvad de siger og hvad deres kropssprog betyder. Jeg fatter stadigvæk ikke at rangen har så stor indflydelse på hvordan plejen er. Tænk hvis vi gjorde det derhjemme. Ekstra Bladet ville mæske sig og jeg ville ikke være sygeplejerske tror jeg!!? Nå, men Pål syede et flænset øjelåg. Det gjorde han bare så godt. Det var lige før det så helt kosmetisk lækkert ud. Phii Long var meget imponeret over os begge og sagde at hun ikke troede på at det var første gang vi syede. Jeg er altså bare SÅ glad for den måde de roser os på. Vi mangler bare ofte også noget konstruktiv kritik - de er altså lidt for søde nogle gange de kære Thailændere.De bør da bare snart kende os så godt,til at vide at vi også gerne vil vide hvad vi kan gøre bedret, men måske ligger det bare for dybt i dem at vi er gæster og Falang. Jeg kommer til at savne at være en Falang hi, hi (uddrag fra min dagbog) Denne rejserapport omhandler mine oplevelser som sygeplejestuderende i Thailand. Fascinationen for andre lande, kulturer og mennesker, har altid været stor hos mig. Derfor har jeg også længe været interesseret i at komme til et andet land og lære 3

4 sygepleje ja, faktisk lige siden jeg startede på uddannelsen. Jeg havde gået med nogle tanker om hvilket land det skulle være. England, Sverige og Norge, ja selv USA var med i mine overvejelser. Jeg var egentlig kommet frem til at destinationen nok skulle være England, på et Hospice. Der skete bare det, at jeg hørte om muligheden for at komme til Thailand. Kontakten var helt ny, der var mange ting som ikke var planlagt endnu og vi ville være de første. Jeg var ellevild da jeg modtog det skriftlige materiale. Jeg slugte det råt. Jeg vendte og drejede alle mine følelser og tanker med min familie, venner og bekendte. Det tog ikke lang tid for mig at tage den endelige beslutning. Dette var et projekt jeg gerne ville give hundrede procent. Efter en velovervejet samtale med mine nærmeste og en grundig overvejelse over de finansielle muligheder. Samt en opvejning i forhold til savnet af min kæreste og de faglige og personlige muligheder, valgte jeg at udfylde ansøgningsskemaet. FORVENTNINGER - FORBEREDELSER Thailand var et uudforsket og meget fremmed land for mig. Derfor var mine forventninger til opholdet også meget begrænset. Jeg formåede ikke inden afrejsen, at få sat ord på hvad mine forventninger helt præcis var. Jeg vidste blot at jeg havde taget et valg, som i den efterfølgende tid ville præge min tilværelse i en betydning jeg på ingen måde kunne have forudset. Forventninger havde jeg dog alligevel og det fandt jeg især ud af da jeg var kommet til Thailand. For jeg opdagede, at når jeg blev stødt, begejstret, gal, ked af det eller forlegen, så var det fordi jeg havde troet at det ville have været på en anden måde. Jeg havde nogle forventninger om hvordan Thailand og den thailandske befolkning ville være, både fysisk og psykisk. Hvordan jeg ville agere i landet, med den gængse thailandske befolkning, sammen med patienterne, personalet og mine danske medstuderende. Jeg havde også forventninger om hvordan sygeplejen og forholdene for sygeplejen ville være. Jeg formåede blot ikke at få konkretiseret dem inden afrejsen. Derfor blev områder som, hvordan jeg skulle opnå mine mål, finde min 4

5 plads og forsøge at studere sygepleje på andre præmisser, ikke klar for mig inden afrejsen. Jeg fandt det svært at forholde mig til noget så abstrakt og uhåndgribeligt, som at skulle bo i Thailand og studere sygepleje på en skadestue i Bangkok. Vi var i alt fem sygeplejestuderende fra Danmark der skulle derned sammen og vi mødtes én gang inden vi skulle af sted. Vi forsøgte at fortælle hvilken overvejelser vi hver især havde gjort os, hvad vi fandt relevant at koncentrere os om inden afrejsen og hvad vi troede vi kom til at møde. Mest af alt blev vi i forhold til forventningerne bekræftet i at det var meget svært at vide hvad vores forventninger egentlig var og skulle være. Billede 1.: Vores første møde med hinanden inden afrejsen. Fra venstre: Pål, Tine, Stina, Gitte og Hanna. Efter jeg havde modtaget informationsmaterialet om opholdet, udformede jeg ansøgningen på engelsk og fik rekvireret min straffeattest hos politiet. Informationsmaterialet indeholdte bl.a. hvilke instanser der stod for hvad og hvordan man kunne komme i kontakt med dem. Desuden var følgende praktiske forhold beskrevet.: boligforhold, økonomi, forsikring, visum, billet, påklædning, kultur- og sprogkursus, afdelingerne og hvad ansøgningen skulle indeholde. Ud over ansøgningen forberedte jeg mig også rent økonomisk. Jeg havde ikke nogen opsparing og kunne ikke hive penge ud af ærmet. Ligeledes kunne jeg heller ikke nå at arbejde mig til den mængde af penge der var behov for. Så jeg besøgte min bank og fik et lån. Jeg anså og anser stadig opholdet som en investering i mig og min fremtid. Jeg ansøgte også om økonomisk støtte til opholdet via div. fonder, Sygeplejeskolen og vores fagforening. Jeg fik afslag fra samtlige fonder. Det eneste 5

6 sted jeg fik støtte fra, var fra mit eget uddannelsessted, Sygeplejeskolen i Slagelse. Jeg fik afslag fra fagforeningen, da jeg havde overskredet ansøgningsfristen vær opmærksom på at Dansk Sygeplejeråd holder sommerferie og man derfor skal søge to mdr. før deadline. Grunden til at jeg ikke fik noget igennem fonderne kan være af mange grunde. F.eks. kan ansøgningen være dårlig skrevet. Tidspunktet man søger på kan også være uhensigtsmæssig i forhold til hvornår de behandler ansøgningerne eller udbetaler pengene. Jeg ved at det godt kan lade sig gøre at finanser opholdet på denne måde. Én af de andre studerende fik nemlig dækket alle udgifter via fonder men det afhænger formenligt også af hvor god man er til at sælge sig selv.. Inden afrejsen forberedte jeg også min krop på at den skulle til Thailand og det gjorde jeg bl.a. ved at dyrke lidt solarium, for ikke at blive forbrændt når vi kom derned. Jeg besøgte også Statens Seuminstitut to gange før jeg skulle af sted, for at blive vaccineret. Jeg fik vaccinationerne Twinrix, Japanese Encephalitis, Typhim og hos min egen læge fik jeg vaccinationerne Difteri og Stivkrampe, da de er gratis hos lægen. Jeg læste både på Internettet og i rejsebøger for at finde ud af hvad det var for et land og folk jeg skulle ned til. Hvilken kultur, traditioner og skikke det thailandske folk havde. Jeg undersøgte også statistikker om dødelighed, skoler, sundhed og andet der havde relevans for sygepleje til en thailænder. Derudover besøgte jeg også hjemmesiden for det der blev vores hjem i Bangkok, Sarasinee Mansion, Her kunne jeg se billeder af vores værelser som vi skulle bo i og af standarden, samt et lille indblik i vor min kommende Thailandoplevelse bla. Skulle forekomme. Vi var som sagt fem sygeplejestuderende der skulle af sted sammen. Der var nogen af os der kendte hinanden og andre slet ikke. Vi talte sammen i telefonen nogle gange før vi skulle mødes. Under vores første møde forsøgte vi at fornemme hvem vi hver især var, hvad vi stod for, hvad vi forventede og hvilke spilleregler der skulle være gældende i vores gruppe. Det var en eftermiddag hvor vi alle holdt lidt på os selv for 6

7 ikke at rokke ved båden. Vi vidste jo alle at vi skulle leve og være sammen i den kommende tid. Derfor var vores første møde af stor betydning for alle og der var KUN en positiv stemning ja nærmest en euforisk stemning. Vi forsøgte at drømme os af sted. Selvom vi alle jo udmærkede godt vidste at vi ikke kom nogen steder med det. Vi ville først rigtig vide noget, når vi stod midt i Bangkok. Ved samme møde talte vi også om hvordan vi skulle koordinere hvilke bøger der skulle med, hvilke og hvem der skulle tage dem med. Vi forsøgte så vidt muligt ikke at tage dobbelt bøger med. En bog vejer jo meget og vi måtte jo kun have 20 kg med i flyet. Et råd til angående bøgerne er: Lad bøgerne blive hjemme. De vejer for meget. De kan oftest hentes på Internettet. Rigtig meget foregår på engelsk i Thailand. Det mest fornuftige er derfor at begynde at læse engelsk inden afrejsen. Ang. kommunikationen med vores kære derhjemme talte vi også om. Det var lidt svært, da vi ikke anede hvordan telefonforbindelsen eller muligheden for afbenyttelse af Internettet ville være. Det viste sig at vi havde mulighed for at benytte Internettet på UTCC (University of Technology and Communication Center) i de første tre uger af opholdet. Vi modtog undervisning der, da vi blev undervist i Thailands sprog og kultur. Billede 2.: Computerrummet på universitetet, som vi benyttede sammen med de Thailandske studerende. Vi havde ligeledes mulighed for at benytte Internettet og fagbiblioteket på Chulalongcorn Univercity og på selve Police Hospital. Bøgerne på biblioteket var på Thai eller engelsk. Vi havde også muligheden for at benytte de mange Internetcafeer, der findes rigtig mange steder i Bangkok. Telefonforbindelsen var faktisk kun god om natten. Telefonnettet var formenligt for belastet om dagen til at vi kunne komme igennem til Danmark og omvendt. Men 7

8 mobiltelefonens SMSer fungerde rigtig godt. Vi anskaffede os en nyt sim kort til mobiltelefonen. Det kostede ca. 700 Bath (lidt over 100 kr) og så købte vi et one to call card fra Bath stykket. Det fungerede rigtig godt og det var også en rigtig god måde at få fat i hinanden på i Bangkok, hvis man f.eks. ikke kunne finde de andre når vi skulle i biografen. Meget effektivt! Inden afrejsen til Bangkok forsøgte jeg også at forberede mig på det afsavn der uundgåeligt ville opstå, når jeg skulle være væk fra mine kære i tre mdr. og især min kæreste. Jeg valgte at tage alm. fotografier og andre ting med der ikke vejede så meget og så selvfølgelig min telefon husk oplader. I forhold til påklædning var der flere ting jeg forberedte mig på. Jeg er dog blevet noget klogere, så jeg fortæller i stedet hvad man bør gøre. De hvide hospitalskitler - medbring nogle gamle kitler der alligevel snart skal smides ud fra vaskeriet, for så kan man bare smide dem ud dernede og så vejer kufferten mindre. Sko - der kan tørres af og gerne nogen man kan smide ud bagefter. Uniformstøj til kultur- og sprogkurset - sorte bukser eller nederdel der går ned over knæene og hvid overdel, gerne skjorter. Man skal være opmærksom på at der inden døre er aircondition, som godt kan være kold og at det er ufattelig varmt uden døre. Alm. hverdagstøj skal både bestå dansk sommertøj til når man har fri og tøj der dækker skulderne knæ og i visse tilfælde også ankler til når man skal følge thailændernes mere pænere tøj kodeks. Husk også sko med hælkap. I de tre første uger i Thailand, gik vi på et kursus i Thailandsk sprog og kultur. Denne tid var præget af en euforisk stemning ja, det var hele opholdet faktisk og det er uden at overdrive. Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget lignende. Billede 3: Fra venstre Sukmantar, Pie og Surrivan 8

9 Vi var fem danske sygeplejestuderende og 10 danske pædagogstuderende. Vi boede i samme lejlighedskompleks og vi havde kun 10 minutters gå afstand fra skolen. Sprog og kulturkurset bestod kun af os femten danskere og vi havde de mest fantastiske lærer dem glemmer jeg ALDRIG. De var venlige, imødekommende, forstående, respektfulde og rigtige thailændere. Deres undervisningsform var meget forskellig fra den danske. Vi skulle alle femten samtidig gentage efter læren, indtil hun syntes at det lød sådan nogenlunde ens og rigtig. Undervisningsformen kan efter bare én uge blive meget ensformig for en dansker. Vi er jo vant til at skulle forstå hvad, hvor og hvorfor. Der var da også nogen der nåede frustrationsmuren før andre, men vi tog det alle sammen med et smil og som en del af oplevelsen. Vi havde det virkelig sjovt på det kursus. Udover vores 6 7 undervisningstimer hver dag, 5 dage om ugen, havde vi også undervisning om lørdagen. Denne dag foregik dog bare ikke i klasseværelset. Vi blev hentet i en lille bus og så var vi ude i Bangkok og omegn, og få guidede turer af vores lærer i templer og på store historiske attraktioner. Jeg har aldrig i mit liv set SÅ mange Budhaer!! Deres kultur og religion fylder ufattelig meget for thailænderne og de er pavestolte af den. Billede 4: Vi så bl.a. Thailands gamle Kongerige i Ahjuttaya. Det var nogle lange og intensive uger, med mange oplevelserdet var især meget speciel at gå på en thailands skole. Vi gik i samme uniformer, men skilte os selvfølgelig ufattelig meget ud i mængden. Vi oplevede meget at de kiggede undersøgende på os, fnisede og kaldte os falang. Falang betyder menneske med hvid hud der dufter anderledes. Ordet kommer sig af, at mange af de første hvide der kom til Thailand var frandskmænd, deraf ordet falang. Vi var alle meget overrasket over deres reaktion. Deres udbrud var på ingen måde respektløst, det var nærmere på 9

10 baggrund af at de var så betaget af os. Når man hilser på hinanden i Thailand, hilser man ved at placere håndfladerne mod hinanden foran sit bryst, bukker og siger Sawadii Kha hvis man er kvinde og Sawadii Krap hvis man er mand. Bukket reguleres efter hvor stor respekt man vil vise. Dvs. at jo dybere man bukker jo større respekt har man over for den pågældende. Vi blev mødt og gengældte selvfølgelig også, med meget store, dybe og respektfulde buk. Vi oplevede at thailænderne rigtig gerne ville snakke med os. Jeg har aldrig mødt den fascination før, det er en meget speciel oplevelse. Billede 5: Nogle børn der gerne ville Fotograferes sammen med os. I starten var vi alle meget præget af at vi konstant var i kontakt med nye mennesker både danskere og thailændere. Vi oplevede hele tiden noget nyt og fik hele tiden nye indtryk. Vores sammenhold blev hele tiden bedre og bedre. Der opstod på intet tidspunkt nogen form for konflikter os sygeplejestuderende imellem. Det lyder for godt til at være sandt, men det gjorde der virkelig ikke. Vi har ofte talt sammen om det, både undervejs i opholdet, men også efter vi er kommet hjem. Som jeg ser det, så skyldes det flere ting. Vi pålagde ikke nogen noget, vi lod hinanden være sig selv og så havde vi det virkelig godt sammen. Vi havde jo alle selv valgt at tage til Thailand. Vi brugte også meget af tiden i weekenderne på at tage i byen. Ja, jeg ved godt det ikke er det man tænker på når det er et studieophold, men vi fandt det meget befriende. Vi fandt ud af at når vi tog på Kosan Road i Bangkok, som er gaden der huser de fleste omrejsende, så mødte vi mange andre europærer og andre nationaliteter. Man skal vide, at det godt kan være hårdt og svært i længden at følge værtslandets værdier og traditioner hele tiden. Det er befriende engang imellem at synke tilbage i sin egen identitet DANSK. Jeg siger ikke at det at gå i byen kun er dansk, men vi kom af med en masse følelser ved at møde andre europærer og drikke 10

11 os lidt fulde. Det er en rigtig fed oplevelse at være i en anden kultur, at tale et andet sprog og prøve at indgå i et helt andet sæt kulturelt bestemte spilleregler, men man kan og skal ikke glemme sin egen. Bangkok er en KÆMPE by. Fra den højeste bygning der består af 84 etager, kan man kun se by så langt øjet rækker. Der er bilos, mados og meget, meget tætbefolket, samt MANGE biler i Bangkok. Jeg havde aldrig troet at jeg ville have det sådan over en så stor og beskidt by, men hold op hvor jeg savner den. Der er altid gang i den. Det er en by der emmer af gamle traditioner og ny teknologi nyt og gammelt. Der er charme ved Bangkok. Templer er den skønneste og mest fredfyldte oplevelse man kan få i Bangkok. At sidde ude i gården ved et tempel, hvor fuglene kvidre og stilheden rammer én, er livet.! Jeg regnede ikke med en så bevægende atmosfære kunne forekomme i en så stor og livlig by. De har simpelthen formået at beholde små oaser midt i en kæmpe by, der er spækket med stimuli fra mennesker og ting. Billede 6: En af de mange Budhafigurerer, der findes i de fredfyldte templer. ARRAGERING AF OPHOLDET Silkeborg Sygeplejeskoles Rektor, Inger Margrethe Jensen var repræsentant for sygeplejeskolerne i Danmark og stod for kontakten. Hun havde selv været nede i Thailand og godkende div. uddannelsessteder boligforholdene, kultur- og sprogskolen, universiteterne og ikke mindst sygehusafdelingerne. 11

12 Jeg fik tilsendt introduktionsmaterialet, KLINISK UDDANNELSE I THAILAND, STANDARDPAKKE MED INFORMATIONER. Denne standardpakke beskrev at Sygeplejeskolernes Enhed for International Koordinering og Udvikling i Silkeborg havde et samarbejde med touroperatør Check Point Travel A/S (CPT). CPT havde ansvaret for rejse, bolig, sprogskole og forsikring. Det var også CPT der havde kontakt med danske Flemming Winter og hans thailandske kone, der skulle varetage vores, sygeplejeskolernes og CPTs interesser i Thailand. Den indeholdte endvidere beskrivelse af forventede forudsætninger, af indkvarteringen i Bangkok og om det intensive kultur- og sprogkursus. Derudover blev de praktiske oplysninger også beskrevet: Standardprisen på opholdet, der inkluderede fly til Bangkok T/R, gyldighed af billetten i 6 mdr. med ret til ændring af hjemrejse, 3 ugers intensiv kultur- og sprogkursus, support fra Flemming og hans kone, vejledningsafgift til Universitetet og indkvartering på Sarasinee Mansion i 10 uger med garanti for eget værelse. Dertil blev der under de praktiske forhold også beskrevet oplysninger vedr. rejseforsikringen, visumet, afrejseskatten og vaccinationerne, samt de finansielle aspekter ved opholdet, gode råd, beskrivelser af boligen, kulturen og kultur- og sprogkurset. Der forekom også en oversigt over hvilke afdelinger jeg kunne vælge mig ind på. Afdelingerne var følgende: Skade/modtagerafsnit, opvågning, intensiv afsnit, børneafsnit, ambulatorium, psykiatriske, medicinske og kirurgiske afsnit. Endeligt var der også en vejledning i hvordan jeg kunne udforme en ansøgning, på Engelsk. FAGLIGE MÅL Eftersom det var i thailand, et nyt sundhedsvæsen og meget anderledes forhold at studere under, blev mange ting også gjort anderledes. De thailandske studerende gennemgår deres uddannelse på helt andre vilkår. De undervises også på en helt anden måde end vi gør. Deres kliniske undervisning foregår ved at én sygeplejelærer underviser en gruppe studerende. Gruppen består som regel af studerende. 12

13 Undervisningen er ud fra mesterlærerprincipperne. Hvis den studerende gjorde det forkert, kunne læreren finde på at irettesætte den studerende via fysisk kontakt eller verbalt. Deres dag bestod af at være på afdelingen om dagen og i skole om eftermiddagen. Nogle gange var de studerende også i mindre grupper og uden underviseren. Da mindede en del om vores læring. Vores læringsmuligheder var meget anderledes end de thailandskes. Der var udstukket to vejledere fra Chulalongkorn University. De skulle hjælp og vejlede os under opholdet og skulle fungere som bindeled mellem universitetet og afdelingen. De havde svært ved at forstå vores måde at studere på, men var alligevel meget åbne overfor vores metoder. Vi havde dog kun kontakt med disse vejledere meget få gange. De var vældig rare, men vi fandt ikke særlig meget støtte i dem. Derimod fandt vi stor udfordring og støtte ved at betro os til sygeplejerskerne på afdelingen. Det var også nemmere for os at forholde os til dem. Vi så dem jo hver dag og det var jo også dem der lærte os sygeplejen. Vores arbejdsdag foregik ved at vi mødte på afdelingen hver dag og var der fra kl. 8 til 15. Derudover havde vi også en studiedag. I starten brugte vi meget tid på at observere og prøve på at falde til på afdelingen. Vi talte sammen med sygeplejerskerne om vores mål og vores tanker, så meget som det nu engang kunne lade sig gøre. Nogle af målene havde jeg svært ved at tro på at jeg ville kunne opnå. Men på en eller anden fantastisk måde fik jeg opnået dem via et godt samarbejde sammen med sygeplejerskerne på afdelingen. Jeg udformede på engelsk mine mål og hvordan jeg gerne ville opnå dem. Efter aftale, hængte jeg målene op i køkkenet hvor sygeplejerskerne og lægerne læste dem. Efter vi havde gjort dette gik det stærkt. Da vi først havde sagt at de bare skulle tage fat i os ja, så var vi konstant på. Nogen gange var jeg udsat for at der var flere sygeplejersker og læger der gerne ville undervise mig på én gang. Jeg lærte ufattelig meget både teknisk sygepleje, men så sandelig også om deres sundhedsvæsen, omsorgsbegreb og uddannelse. Oftest fik vi os nogle lange og udbytterige samtale i køkkenet. Thailænderne går meget op i at nyde livet, være afslappet på en god måde og det 13

14 betød bl.a. at måltiderne havde en stor betydning. Vi spiste næsten altid sammen med oversygeplejersken og lægerne. Der blev købt op til 15 forskellige retter, som rengøringskonen hentede efter bestilling til middag. Vi skulle smage på det hele og lad mig sige det sådan noget smagte dejligt og andet bestem ikke. Men hold da op nogle eksotiske timer vi har haft i det lille køkken, som for øvrigt var godt besøgt af myrer m.m. Billede 7: Køkken og personalerum på afdelingen. Under disse samtaler fandt vi f.eks. ud af, at der er i flok sygeplejestuderende uddannes i Thailand. De kan være lige fra fem til 18 stk. i flokken. Dvs. at der er én sygeplejelærer der guider denne flok. Alderen hos de Thailandske sygeplejestuderende var fra 16 og op til års alderen. Måden hvorpå de lærte sygepleje var via mesterlærer. Hvis den studerende gjorde det forkert eller ikke godt nok, kunne læreren finde på at irettesætte den studerende via fysisk kontakt eller verbalt. Eftersom denne undervisningsmetode ikke lige stemmer overens med vores danske normer, var det aftalt at vi skulle studere ud fra vores normer. Det kunne til tider godt være svært men som vi også blev opmærksomme på, så lærte vi mange af disse garvede sygeplejersker noget som de måske ellers ikke ville have lært. ANDRE SYGEPLEJESTUDERENDE De Thailandske studerende var meget venlige overfor os når de var på afdelingen. Desværre var vi ikke så meget sammen med dem som vi gerne ville. Det blev svært for os at være sammen med dem, da de ofte var på afdelingen på andre tidspunkter og pga. sprogbarrierer. De havde meget svært ved at tale engelsk og vi havde meget svært ved at forstå deres thai. Det var også meget svært at komme i kontakt med dem 14

15 i vores fritid, i og med at vi boede meget langt væk fra fakultetet. Men den kontakt vi trods alt havde, har været uvurderlig. SUCCES, UDFORDRING, OVERRASKELSE, UDBYTTET M.M. Nøgleord for dette ophold har været succes, udfordring, overraskelse, udvikling, venskaber, ny viden og kultur. Succesen ved denne oplevelse har helt klart været at det har gået efter bogen i den forstand, at der ikke skete nogen negative ting. Jeg fortryder overhovedet ikke dette ophold på nogen måde. Jeg føler mig nærmere befriet på en eller anden måde. Jeg har efterfølgende kunnet mærke at jeg har ændret mig på mange facetter. Min måde at anskue verden, er ikke længere så begrænset. Selvom jeg tidligere har rejst i andre lande, såsom USA og Europa, så er asiens kultur generelt bare meget anderledes. Deres metoder og religion har ligesom for danskerne en stor betydning for hvordan de vælger at leve deres liv. Det er bare blevet meget mere klart for mig efter dette ophold. Thailænderne har nogle helt andre ressourcer end vi har. Landets økonomi, infrastruktur, traditioner, niveauet af befolkningens videns mængde og selvfølgelig frem for alt den fremherskende politiske ideologi, er meget anderledes end vores. Thailand markant anderledes på disse punkter. Dette oplevede jeg også i mange henseender på afdelingen. Det der afgjorde om en Thailænder kunne få pleje, var om personen havde købt et form for sygesikringskort af hospitalet. Det kostede 30 Bath om året. Det betød at personen kunne få den mest nødvendige pleje. Al yderligere behandling, kostede penge mange penge og der var i ledtog af dette selvfølgelig mange patienter der kom til at skylde hospitalet penge. Både private og store organisationer havde derfor oprettet fonder, der havde til formål at hjælpe patienterne økonomisk. Mange af de til skade kommende der kom ind på skadestuen, havde skader der tydeliggjorde hvilke vilkår Thailænderne lever under. Mange kom som sagt ind pga. styrt på knallert eller andre uheld i myldertrafikken og der var oftest pga. manglende beskyttelse i form af styrthjelm. Skaderne var ofte meget alvorlige og betød ofte lang indlæggelsestid. Mange kom også ind pga. 15

16 forbrændingsskader fra dårlige elinstallationer og endelig var der mange der kom ind med skader de havde pådraget sig ved at arbejde med madlavning. På hvert et gadehjørne findes der jo små spisesteder. Denne form for skader repræsentere at der ikke er den samme form for sikkerhed som vi danskere ofte tager for givet. Det er da meget sjældent, jeg overhovedet tænker tanken at jeg kan risikere at få livsfarligt stød, når jeg sætter et stik i stikkontakten herhjemme. Traditioner og religioner er selvfølgelig også noget vi har i Danmark og jeg var da også godt klar over at vores samfund var bygget op efter kristendommen, men mine øjne er blevet endnu mere klare efter mit ophold i Thailand. Jeg er blevet meget overvældet af at møde den Budistiske tro. Det er f.eks. ikke tilladt for kvinder at rører ved en munk, men denne tradition/regel må dog godt brydes når munken skal have pleje på et hospital. Vi overværede en dag på afdelingen meget kraftig reaktion fra en af de thailandske sygeplejestuderende. En sygeplejerske talte og rørte ved en munk der var kommet pga. en infektion. Den thailandske studerende fortalte os med næsten skælvende krop, at det var første gang hun nogen sinde havde set en kvinde rører ved en munk. Hun mente bestemt ikke at hun nogen sinde ville kunne gøre det samme. Som jeg ser det så kommer disse thailandske sygeplejestuderende ligeså meget igennem en socialisering til deres fag som vi gør de har blot ingen form for teori omkring dette. Jeg føler mig heldig, i og med at jeg har modtaget undervisning i socialisering, for jeg føler mig rustet til at forholde mig til den forvandling og forandring det er at blive sygeplejerske. På afdelingen oplevede jeg at unge piger der havde været udsat for en sædelighedsforbrydelse, kunne komme og blive undersøgt. Det adskiller sig ikke synderligt fra det danske system. Det der derimod adskiller sig er, at det KUN er på skadestuen, på Police Hospital, at en Thailænder kan anmelde det!!?! Vi kunne ikke få det til at passe og talte i lang tid med afdelingssygeplejersken om det. Jeg anser det klart som et bevis på forskelligheden af vores lande. Og hvad jeg så kan bruge denne nye viden til? Ja, jeg syntes hele tiden jeg støder ind i noget nyt hvor jeg tænker ved mig selv, at det har jeg lært pga. opholdet i Thailand. Jeg har 16

17 bl.a. fået et andet syn på vores sundhedsvæsen. Jeg har tidligere været meget kritisk over for det danske sundhedsvæsen, det er jeg ikke længere i samme grad. Jeg vil nok aldrig helt miste min kritiske sans, men jeg indser i dag at vi faktisk har et rigtig godt sundhedsvæsen og samfund. Man kan selvfølgelig ikke sammenligne Thailand og Danmark, for hvert land har deres præmisser og deres ressourcer. Forholdene er jo på ingen måde ens. Men vi, i Danmark, har formået at opbygge en struktur, der hjælper alle og det kan jeg tilslutte mig. En ting jeg dog godt kunne tænke mig vi havde noget mere af i Danmark, er thailændernes gode samarbejdsform. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der var varme, glæde, respekt, familiære toner og et rigtig godt overblik. Jeg har ofte oplevet at de danske sygehusafdelinger har en anden indstilling. Personalets indstilling er ofte at arbejde er arbejde og fritid er fritid og personligt. Jeg tror nogle gange, at vi danskere skader os selv mere, ved ikke at medinddrage den personlige sygeplejerske på arbejdspladsen. Jeg siger ikke at vi skal tale om alle vores problemer, men blot at vi også tager vores almene respektive jeg med på arbejde og at vi behandler hinanden med respekt ligesom vi gør i vores privatliv. En anden ting jeg også har lært er, at jeg også har fået en anden tilgang til patienter. Jeg er mere lydhør og har ikke længere, så travlt i en samtale med en patient. Før kunne jeg godt være lidt anstrengt i mine forsøg på at få en god kontakt med patienten - det er ikke tilfældet i dag. Min indstilling til hvordan nye tekniske sygeplejeopgaver skal udføres, er der også blevet mere ro over. Jeg har også fundet ud af at vi mennesker har forskellige måder at tolke kropssproget på. Thailænderne ligger f.eks. helt andre betydninger i bestemte handlinger end vi danskere gør. F.eks. anså sygeplejerskerne på afdelingen ikke vores udstråling for at være arbejdsom, ivrig, effektiv eller som en meget positiv adfærd, som den ville have blevet betragtet som herhjemme. Nej, de anså i stedet vores bestræbelser som frastødende, irriterende og anmassende. I deres samfund er en afslappet, ydmyg holdning til tingene, samt evnen til at smile uvurderlig. Fulgte vi denne adfærdskodeks, opnåede vi respekt fra 17

18 Thailænderne Det var en meget svær erkendelse, men efter vi havde taget det til os, forløb mange ting meget bedre. DET DER BURDE GØRES ANDERLEDES Der bør opkobles en direkte samtale linie over Internettet, så man som studerende kan tale direkte med sin danske vejleder. Sprog og kulturkursuset er for kompakt. Vi lærte mindre pga. den meget store mængde af stof på så kort tid. Boligen bør være tættere på afdelingen og på skolen hvor de thailandske sygeplejestuderende går. Vi formåede ikke at opbygge noget netværk med de studerende pga. den lange afstand. Lørdagene på sprogkursuset bør indeholde noget mere kontakt med det thailandske folk, i stedet for at se på en masse turistattraktioner. Chulalongcorn University bør sættes noget mere ind i tingene og sørge for at en vejleder fra skolen er med i plejen på afdelingen. Dette er bl.a. også et forslag fra Yaa der var den en af vejlederne fra universitetet. Selvom vi havde en meget godt kontakt med sygeplejerskerne på afdelingen, så havde vi mange ting vi ikke kunne tale med dem om. Thailænderne er som sagt meget ydmyge og er vant til at gøre tingene på én bestemt måde. Vi havde derfor også meget svært ved at tale med dem om vores undringer. Derimod var vores enkelte samtaler med vejlederen Yaa fra universitetet meget givende. For hun formåede at svare på mange af vores undringer i forhold til de Thailandske sygeplejerskers handlinger og mangel på samme. Mange af handlingerne viste sig jo at være kulturelt eller/og religiøst begrundet. Desuden var vejlederen ufattelig god til engelsk og kendte meget til den vestlige verden. Mit ophold i Thailand har alt i alt været en kæmpe succes. Jeg kan kun varmt anbefale andre studerende at begive sig ud i denne kæmpe lærerige udfordring. Jeg har oplevelser som jeg vil nyde hele livet igennem og så har jeg oven i købet fået nogle meget nære venner med i købet. GO FOR IT!!!! 18

19 19