Institut for Journalistik Syddansk Universitet Semesteropgave cand.public.-studiet. Indleveret 1/ Udsyn gennem rammer

Transkript

1 Institut for Journalistik Syddansk Universitet Semesteropgave cand.public.-studiet Indleveret 1/ Udsyn gennem rammer Framing af nyhedsartikler Af Simon Kruse Rasmussen Gorm Ruge Vejleder: Peter Bro

2 Udsyn gennem rammer Indhold 1. Indledning En partipresse vokser frem Pressereformen og guldalder Journalistikkens selvstændighed og nye hundestatus Dialog, konflikt og nyhedskonstruktion Opsummering Nyheder i rammer Den journalistiske vinkel som ramme Framing - fra dagsorden til italesættelse Framingens rødder og magt Grene af frame-forskningen...14 Frames in the news Framing effects Mod en definition Frames og diskursteori Frames i praksis Opsummering Undersøgelsesmetode A) Tophistorier B) Medier...20 C) Nedslagsår D) Emne...21 E) Trigger F) Frame Et eksempel Flere frames Analyse: Hvad vi ser gennem rammer Emne Trigger Frames Konflikt Ansvarsdragende Moral Økonomiske konsekvenser Menneskelige konsekvenser Straight news account Ved ikke Opsummering Fremadrettede metodiske overvejelser Trigger Frame

3 1. Indledning For the most part we do not first see, and then define, we define first and then see. Walter Lippmann, Public Opinion, 1922 Om aftenen fredag den 23. april 2004 sagde den danske forsvarsminister Svend Aage Jensby stop. Efter en uge med intens kritik af en udtalelse, som angiveligt refererede fra et fortroligt møde i et endnu mere fortroligt udvalg, valgte han at tage sin ministerfrakke og gå. Næste dag ramte begivenheden avisernes forsider. "Jeg vil hjem til Aalborg" råbte en overskrift i Information, som indledte artiklen med endnu et citat fra ministerens mund. "Jeg har fået så mange tæv gennem tiden, at det ikke er derfor, jeg går nu". Anderledes i Jyllands-Posten. Her lød dagens tophistorie "Rokade: Forsvarsminister går efter angreb: Nok er nok" og underrubrikken fortsatte "Første ministerafgang under VK-regeringen. Pres til det sidste mod forsvarsminister Svend Aage Jensby (V), der afløses af partifællen Søren Gade. Oppositionen ser frem til et hurtigere forlig om forsvaret." De to aviser beskriver samme begivenhed, men taler ikke samme sprog. Den ene taler om konfrontation og nederlag, den anden om stædighed og hensynet til konen Lis. Den ene ser ministerens tilbagetræden i konfliktens og magtspillets optik, den anden ser sagen fra en menneskelig vinkel. Det er journalistens job at udvælge, sortere og prioritere oplysninger. At fortælle en sammenhængende historie ud fra den potentielt uendelige mængde af information. Denne proces består af trin som udvælgelse, vinkling og formidling. Og gennem disse valg vælger journalisten bevidst eller ubevidst en betragtemåde, som bestemmer, hvordan et udsnit af verden præsenteres og forstås af offentligheden. Drivkraften bag denne opgave er en undren over denne praksis. En undren over de mønstre som former virkeligheden i journalistiske tekster som i eksemplet med Svend Aage Jensby. For at kaste lys over dette vil vi i opgaven foretage en indholdsanalyse af nyhedsartikler. Vi tager udgangspunkt i framing-teorien, som beskæftiger sig med den måde, journalistikken sætter virkeligheden på ord. Teorien hævder, at journalistiske artikler kan indplaceres i et antal forståelsesrammer ud fra den måde, de taler om virkeligheden på. Vi definerer først og ser bagefter, skriver presseteoretikeren Walter Lippmann i sin bog Public Opinion fra Vi udvikler i vores opgave den tanke ved at kombinere framingteorien med diskursanalysen, som siger, at vores viden ikke er et spejlbillede af virkeligheden men snarere et produkt af vores egne måder at kategorisere viden på. Vi søger med diskursanalysen at identificere nogle af de definitioner eller kategorier, der ligger som en ramme omkring den virkelighed, vi ser. Journalistens valg af forståelsesramme kan have vidtrækkende konsekvenser. Diskursanalysen understreger, at italesættelsen ikke bare former vores fortolkning af virkeligheden, men også de handle- og løsningsmuligheder, vi ser i en given situation. Tilstedeværelsen af rammer har altså potentielt store samfundsmæssige konsekvenser. 3

4 Vi har begge vores baggrund i journalistikken, og målet med vores undersøgelse er ganske nært knyttet til vores fag: Vi ønsker at gøre os selv og vores kolleger bevidste om de rammer, som til forskellige tider former vores udsyn som journalister. For at få dette større perspektiv har vi valgt at lave en undersøgelse over tid, som inddrager nyhedsartikler fra både 1954, 1979 og Gennem en indholdsanalyse af avisernes tophistorier vil vi prøve at identificere udviklingstræk i den måde, nyhedshistorier sættes i rammer på. Undersøgelsen har et eksplorativt sigte. Vi ønsker at afprøve et analysedesign, som er delvis inspireret af udenlandske undersøgelser. Vi supplerer framing-undersøgelsen med variablen trigger, eller nyhedsanledning, for at kunne se på sammenhængen mellem framing og nyhedens udspring. Undersøgelsen har dermed to formål: 1. at forsøge at afdække udviklingstendenser i nyhedsjournalistikken mellem 1954 og 2003 ved brug af framing-teorien 2. at afprøve et analysedesign med henblik på senere videreudvikling. Opgaven er opbygget på følgende måde: Det historiske afsnit (afsnit 2) vil sætte den udvalgte tidshorisont i sammenhæng. Formålet er altså ikke at komme med en egentlig historisk analyse, men snarere at gennemgå den pressehistoriske litteratur for dermed at identificere tendenser, som vi med fordel kan inddrage i vores analyse. Dernæst følger et afsnit om framing-teorien (afsnit 3), hvor vi vil gennemgå tidligere undersøgelser og teoretiske overvejelser. Vi sætter begrebet ind i en diskursanalytisk sammenhæng for at få adgang til redskaber og perspektiveringer fra denne retning. I metodeafsnittet (afsnit 4) præsenterer og diskuterer vi vores undersøgelsesdesign, mens resultaterne af undersøgelsen fremlægges i analyseafsnittet (afsnit 5). Her vil vi forholde os til det første formål med undersøgelsen at forsøge at beskrive udviklingstræk i framingen af nyhedshistorier. Den andet formål at afprøve et analysedesign vil vi diskutere i afsnit 6. God læselyst! Gorm Ruge Simon Kruse Rasmussen Århus, 31. maj

5 2. Journalistik under forandring At åbne en Politiken eller en Jyllands-Posten fra 1954 er en væsentligt anden læseoplevelse, end hvis man giver sig i kast med en udgave af de to morgenaviser anno I løbet af de sidste 50 år har nyhedsjournalistikken i Danmark gennemgået nogle markante forandringer, som vi i dette afsnit vil forsøge at beskrive. Vi vil tegne et bredt historisk billede af dagspressens og journalistikkens udvikling fra midten af det 19. århundrede og frem til i dag. På den måde konstruerer vi et historisk skelet, som vi kan støtte os til, når vi skal vurdere vores undersøgelsesresultater fra de tre nedslagsår. Endvidere kan vi anvende tidligere analyser i det videre arbejde med vores undersøgelsesresultater. Vi ønsker i dette afsnit at gengive, hvordan faglitteraturen 1 har beskrevet de historiske ændringer i den journalistiske praksis. I den forskning, der beskriver dansk journalistiks udvikling, er der en klar fokusering på politisk journalistik. De artikler, vi undersøger, begrænser sig ikke til kategorien politisk journalistik, selvom mange af vores tophistorier selvfølgeligt i praksis falder inden for denne kategori. Alligevel anser vi det får relevant at redegøre for, hvordan litteraturen beskriver udviklingen inden for den bredt definerede politiske nyhedsjournalistik, så vi kan se, om det er lignende tendenser, der gør sig gældende, når vi kigger på nyhedshistorierne på toppen af forsiderne. 2.1 En partipresse vokser frem Der er sket vidtgående ændringer inden for journalistikken i Danmark siden Junigrundloven i 1849 og presseloven i 1851 skabte de formelle rammer for en fri og alsidig presse. Overordnet kan presseudviklingen fra dengang og frem til i dag koges ned til historien om to klare udviklingstendenser, nemlig pressens gradvise selvstændiggørelse og journalistikkens professionalisering. Det er disse to tendenser, vi i dette afsnit vil rette vores opmærksomhed imod, da det er vigtige udviklingstræk at holde sig for øje, når vi senere skal til at vurdere indholdet i nyhedsartiklerne i vores tre nedslagsår. Det vil være for omfattende i denne sammenhæng også at gå ind i detaljerede historiske redegørelser for avisernes produktionsforhold, konkurrenceforhold, bladdød etc. Da den offentlige debat blev givet fri med 1849-grundloven blev det primære forum for denne debat den trykte presse, datidens eneste massemedie. Søllinge beskriver den sene enevældes presse som en beskeden presse, der bestod på den ene side af nyhedsaviser, der principielt var upolitiske - i betydningen regimetro - og på den anden side af debatblade, domineret af oppositionens organer. (Søllinge i Carlsen, 1999:76) I Dansk Mediehistorie får datidens presse denne karakteristik: Moderniseringen af journalistikken haltede bagefter denne industrielle modernisering af pressen. I deres indhold lagde aviserne ved 1800-tallets midte stadig vægten på den principielle debat om almene samfundsforhold, snarere end på nyheder om det forløbne døgns begivenheder. (Jensen, 2001, bind 1:192) Mediebilledet ændrer sig markant i løbet af de næste år, hvor partipressen vokser frem hånd i hånd med partidannelsen. Partipressen eller firebladssystemet repræsenterede de fire partier: Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der blev til ved den sidste partideling i Bøgerne, vi benytter, er: Magt og fortælling (Erik Meier Carlsen, 1999), Politisk journalistik (Ove K. Pedersen, 2000). De danske aviser bind 1,2,3 (Jette D. Søllinge, 1989), Dansk Mediehistorie bind 1,2,3,4 (Klaus Bruhn Jensen, 2001) Nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati (Stig Hjarvard, 1995) 5

6 Aviserne fungerede i praksis som direkte talerør for de respektive partier og aviserne informerede om politiske begivenheder med primært fokus rettet mod det parti, avisen var tilknyttet. Avisen skulle kort og godt bidrage til udbredelsen af partiets standpunkter. Det betød, at den væsentligste del af indholdet var politiske lederartikler og referater fra Rigsdagen og andre politiske møder. Det øvrige redaktionelle stof i datidens tynde partiaviser havde i langt højere grad tilfældighedens præg - her kan nævnes feuilletonromaner, der var en yderst populær del af indholdet. 2.2 Pressereformen og guldalder I dag beskriver mange perioden som de trykte mediers guldalder 2. Her begyndte et flertal af befolkningen at læse og bruge avisen som en naturlig del af hverdagen. Den eksplosive vækst inden for avislæsningen ses tydeligt i tallene over husstandsdækningen, der steg fra 24 procent i 1870 til 81 procent i 1901, for i de efterfølgende år at vokse til en dækning, der lå solidt over de 100 procent, idet mange abonnerede på mere end én avis. (Carlsen, 1999:79) På samme tid begyndte nye journalistiske tendenser at gøre sig gældende i dansk presse under kraftig påvirkning af de engelske og amerikanske aviser. Reportage og interviews vandt langsomt frem, ligesom indholdet blev bredt ud og stofområder såsom socialt stof, erhvervsstof og sport blev opdyrket. Det overordnede træk er på dette tidspunkt, at aviserne begynder at gå fra opinionsstof til nyheder. Søllinge sammenfatter udviklingen således: Opprioriteringen af nyheder og den samtidige redaktionelle afpolititisering betød, at partitilhørsforhold ikke længere var så afgørende en kvalifikation for ansættelse på en redaktion som hidtil, og især journalistikken blev professionaliseret i en hidtil uset grad. Og opgøret med den gamle partipresse begyndte. (Søllinge i Carlsen, 1999:80) Resultatet af det journalistiske skred, der var i gang, er det vi i dag kender som pressereformen eller mere dramatisk presserevolutionen. Det var Politikens daværende chefredaktør Henrik Cavling, der gik forrest i denne proces med omlægningen af Politiken i 1905, og snart fulgte andre blade efter. Nyheder røg om på forsiden, lederen blev væsentligt mindre og kom ind i bladet, og nye emner fyldte godt op i avisen. I det hele taget henvendte den såkaldte omnibusavis der netop betyder for alle sig til en langt bredere læserskare heriblandt kvinder. Journalistisk indhold var ved at blive en forbrugsvare i lighed med andre varer. Henrik Cavling beskriver selv den rivende udvikling, som Politiken har gennemgået, ved avisens 25. års jubilæum i : Hvor beskedent stilfærdigt, hvor naivt, man kunde fristes til at sige, hvor kejtet forekommer os nu ikke et Dagblad fra for 25 år siden med sin højtidelige Leder, sin literære Anmeldelse eller Teaterrecension og sin Par Nyheder fra By og Provinsen, Trykte med Smaat. Et Blad havde den Gang kun faa, skarpt begrænsede Opgaver. Det, der er sket i de forløbne 25 Aar, er i Virkeligheden intet ringere, end at Journalistikken har opdaget og erobret Jordkloden. ( ) Det er Politikens Held, at den kom ind i denne store Udvikling. Maaske tør vi uden Ubeskedenhed sige, at Politiken ogsaa gik i spidsen. Dannelsen af omnibusavisen medførte en udvikling mod en selvstændiggørelse af journalistikken, der begyndte at vokse frem som en egentlig profession og et fag, der skulle læres. Som et eksempel på denne første professionalisering af journalistfaget er oprettelsen af Rigsdagens Presseloge i Se blandt andet Jensen 2001 og Søllinge "Bladet" af Henrik Cavling blev bragt i Politiken, 1. oktober 1909 her gengivet efter Bro,

7 Springer vi 10 år frem til 1928 kan man i den første danske grundbog om journalistik skrevet af Ole Cavling 4 læse om de moderne journalistiske idealer, der er betydeligt inspireret af amerikansk presse. Kaster man et blik på overskrifterne til de syv afsnit i Journalistens katekismus bagerst i bogen, får man et meget godt indtryk af de nye idealer, der er i spil inden for avisbranchen: Ansvarsfølelse Pressefriheden Uafhængighed Ærlighed, Sanddruhed, Nøjagtighed Upartiskhed Ærligt Spil ( Fair play ) Almindelig Sømmelighedsfølelse At der var langt mellem de journalistiske normer og arbejdsmetoder i den partiloyale avis, der pligtskyldigt refererede fra politiske møder, til de der gjalt i den nye omnibuspresse illustreres i denne passage, hvor Ole Cavling råder den vordende journalist: Lad os sætte, De refererer en stor Jernbane Ulykke. De har i Resuméet besvaret, hvor, hvorledes, hvorfor og naar Katastrofen indtraf, nu skal alle de mange Oplysninger, De har indsamlet, sættes i Form. Meddel da straks Navnene samt Adresserne paa de Omkomne, dernæst paa de Saarede og skaf saavidt muligt Billeder af de dræbte. Dette sidste er noget af det vanskeligste og ubehageliste for en Journalist, men det skal gøres, og som Regel overlades det da til de yngste Medarbejdere, der ikke endnu har for øm Samvittighed eller noget særligt sart Følelsesliv! Interview dernæst Jernbanepersonalet og Øjenvidner samt skaf en udtalelse fra den Stationsforstander, hvis Station Toget sidst har passeret. Vær forsigtig med paa for løst Grundlag at drage bestemte Personer til Ansvar for Ulykken. Referér kun Kendsgerningerne, sæt Dem aldrig til Doms over det skete. (Cavling, 1928:29) Foruden at være et lille kuriosum, når det kommer til datidens journalistiske etik eller mangel på samme, så beskriver sidste del af citatet også tilløbet til idealet om en kritisk presse, der søger at overvåge samfundet og placere et ansvar hos de ansvarlige. Overordnet kan vi altså sige, der siden pressereformen i 1905 er startet en rivende udvikling, der peger mod 1) en selvstændiggørelse af aviserne i forhold til de partier, de er vokset ud af, og 2) en markant professionalisering af journalistfaget, der er ved at vokse ud af de snævre rammer som journalistikken virkede i før pressereformen. Processerne mod selvstændiggørelse og professionalisering er ikke størrelser, der var overstået fra den ene dag til den anden. Som vi nu vil vise, er det udviklingstendenser, som er fortsat frem til i dag i mange forskellige tempi alt efter medie. 2.3 Journalistikkens selvstændighed og nye hundestatus Som redegjort for har den trykte presse sin rod i partidannelsen, der fandt sted i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Hvornår de danske aviser helt kappede båndende til moderpartiet, er svært at sætte et præcist årstal på og det er selvsagt afhængigt af hvilket medie man ser på, om det er Demokraten i Århus eller Politiken i hovedstaden. Søllinge peger på, at det efter 1970 blev klart at bindingerne var kraftigt svækkede, idet vinklingerne af de enkelte nyheder oftere og oftere gik mod enhver partiloyalitet. Søllinge beskriver ligeledes hvordan de store omnibusaviser (Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende) i årene efter 2. Verdenskrig vokser markant i omfang med flere og flere sektioner, mens der sker en tydelig afpolitisering af avisindholdet, i jagten på at kapre nye læsere på tværs af partiskel. Hun påpeger en anden væsentlig ændring i den politiske journalistik: 4 Bogen, der er forfattet af Henrik Cavlings søn, har titlen Journalistik kortfattet vejledning i moderne journalistik 7

8 ( )en mere markant ændring var, at det regulære referat fra Folketinget eller politiske møder stort set forsvandt fuldstændigt pr. 1970, hvor det endnu i 1965 i snit havde udgjort 10 % af det indenrigspolitiske stof i en morgen- eller provinsavis. Det vil sige, at reporteren endegyldigt afløste referenten.. (Søllinge i Carlsen, 1999:87) Ove K. Pedersen og Maja Horst (Pedersen, 2000), der har foretaget en analyse af politisk journalistik i nedslagsårene 1958, 1978 og 1998 beskriver en lignende tendens. De påpeger, hvorledes journalistikken i denne 40-årsperiode gik fra at være refererende til det, de benævner som dialogjournalistik. Overordnet redegør de for, at dansk journalistik i perioden selvstændiggør sig fra den dagsorden som Folketinget og de politiske partier har fastsat. Den redaktionelle praksis på de fire store landsdækkende aviser Politiken, Berlingske Tidende, Aktuelt og Jyllands-Posten bliver mere ens og flere mennesker eller aktører optræder i spalterne. De to forfattere fastslår, at der stadig i 1958 er en klar sammenhæng mellem avisindhold og avisens partitilhørsforhold, hvorfor der også sker et skred i journalistikken i takt med at aviserne løsriver sig fra partierne: I 1958 er nyheden implicit politisk, i den forstand, at hvad der tildeles status af nyhed i den enkelte avis er forskelligt og ligger i klar forlængelse af avisens partipolitiske tilhørsforhold.( ) I 1998 er nyheden eksplicit politisk, i den forstand at det af artiklen fremgår at politiske institutioner i Danmark er involveret, og/eller at politikere eller embedsmænd er det. De fire aviser er gået over til at beskrive politiske emner uden hensynstagen til partipolitisk eller fløjpolitisk tilhørsforhold og ud fra en fælles opfattelse af hvad der har politisk nyhedsværdi. (Pedersen, 2000:151) Vi kan altså sige at udviklingen mod en selvstændiggørelse af medierne og en professionalisering af journalistfaget støt og roligt forsætter i perioden efter Anden Verdenskrig, og oprettelsen af Danmarks Journalisthøjskole i 1970 står som endnu et eksempel på denne professionalisering. Skal man sammenfatte litteraturen om journalistikkens udvikling i de sidste små 50 år, er der ingen tvivl om, at er ord som vagthund og fjerde statsmagt, der går igen, hvilket Erik Meier Carlsen (i Pedersen, 2000:12) giver disse årsagsforklaringer på: Ungdomsoprøret og det nye venstre i 60 erne og 70 erne har stor indflydelse blandt mediernes nu professionaliserede journalistiske medarbejdere, der arbejder ud fra ideale forestillinger om den fjerde samfundsmagt eller demokratiets vagthund. I 70 erne får denne forestilling om journalistikkens væsen en særlig styrke gennem den dramatiske afsløring af den amerikanske præsident Nixons Watergate-eventyr. Søllinge peger også på politisk institutionelle årsager til journalistikkens nye selvforståelse. Afskaffelsen af tokammersystemet betød, at Folketinget blev ene som lovgivende myndighed, hvilket afskaffede mange formaliteter og blotlagde den politiske proces' karakter af magtspil. Samtidig fik udvalgene på Christiansborg stadig større betydning, fordi ad hoc-udvalg blev afløst af faste udvalg, der blev magtcentre i egen ret. Desuden gik det gammelkendte partisystem i opløsning, først med splittelsen i DKP i 1953 og senere med det såkaldte jordskredsvalg i 1973, hvor de nye markante brudlinier i dansk politik blev blottet, og det blev klart, at de etablerede politikere og befolkningen var ude af takt med hinanden. Denne udvikling blev fortolket som, at ikke blot havde folketingspartierne et troværdighedsproblem det smittede også af på den politiske reportage, der indtil da havde været relativt ukritisk over for politikerne som helhed. I hvert fald så man i de kommende år en stadig mere kritisk presse, kritisk i betydningen dybdeborende og undersøgende. (Søllinge i Carlsen, 1999: Dialog, konflikt og nyhedskonstruktion 8

9 Som nævnt betegner Ove K. Pedersen den nye type journalistik, der voksede frem mellem 1958 og 1998, dialogjournalistik. Den politiske journalistik udvikler sig til en særlig genre med egen måde at opfatte og fortælle om den politiske virkelighed på. Hvor journalisten tidligere fungerede som referent, kom han nu til at fungere som mødeleder, der sætter aktører i en medieret dialog med hinanden. Overordnet kan man sige at journalisten går fra at være referent af de nyheder, der er sker ude i verden til at være konstruktør af dem. Journalisten bliver en selvstændig aktør, som definerer hvad, der er en nyhed og i hvilken form, den skal præsenteres for læseren. Ove K. Pedersen peger samtidig på, at nyhederne i perioden er blevet mere personificerede og på at strukturelle årsager nedtones til fordel for personliggjorte årsagsforklaringer. En af de mest markante ændringer er, at nyhederne i 1958 omhandlede hændelser, som var foregået før avisen gik i trykken, som hverken avis eller journalist havde nogen indflydelse på, mens nyheden i 1978 er begyndt at ændre sig. Nu beskriver nyheden begivenheder, hvilket vil sige aktiviteter som politikere, journalister eller andre selv skaber, uden at det nødvendigvis indebærer et politisk møde eller en folketingsdebat. Igen en konsekvens af at journalistikken skifter karakter fra at være refererende til at være konstruerende i sin fremstillingsform. I 1998 er hændelsen nærmest forsvundet og begivenheden er blevet dominerende, konkluderer Ove K. Pedersen og Maja Horst. Bag dette skred i journalistikken ligger et fundamentalt skift i det samfundssyn, der ligger til grund for den udøvede journalistik, argumenterer de to forfattere. Fra 1958 til 1998, er man gået fra et konsensussamfund til et konfliktsamfund, der ikke bygger på harmoni og fællesinteresser men derimod særinteresser. Dette afspejles direkte i nyhederne, for hvilke konsensus/enighed var et direkte nyhedskriterium i 1958, mens det altdominerende nyhedskriterium i 1998 er uenighed/konflikt. (Pedersen, 2000:205) Denne karakteristik af nyhedsudviklingen harmonerer imidlertid ikke helt med Søllinges billede, når det gælder udviklingen i konfliktniveauet i dagspressen. Søllinge peger på, at fokus på mange enkeltsager kan give det indtryk, at konfliktniveauet er stigende. Det forholder sig imidlertid ikke sådan, mener hun. En gennemgang af det politiske stof i de seriøse aviser giver ingen holdepunkter for realiteter i en sådan påstand. Snarere tværtimod i den forstand, at der langt hyppigere end før sker en afbalancering af standpunkter i de enkelte artikler, og at konflikterne kun sjældent er journalistisk i fokus. Det er blot flere, mindre konflikter. (Carlsen, 1999:91-92) Det skal retfærdigvis siges, at disse to modstridende konklusioner, kan bunde i forskellige definition af en konflikt, hvilket ikke er uddybet hos de to kilder. Hvorvidt der er mere konflikt i nyhederne i dag end tidligere er et af de spørgsmål, vi senere vil belyse, når vi skal diskutere vores undersøgelsesresultater. 2.5 Opsummering Vi har i dette afsnit skitseret nogle af de centrale udviklingstendenser, som medieforskere og pressehistorikere har påpeget i forholdt til dagspressens udvikling siden midte af 1800-tallet. Sigtet har ikke været at lave en systematisk gennemgang af begivenheder inden for avis og mediebranchen i de sidste 155 år, men derimod at redegøre for den selvstændiggørelse af medierne og den professionalisering af faget, som har fundet sted. Vi har beskrevet hvorledes de mest markante ændringer, der har fundet sted er disse: 9

10 I et langt træk, der begyndte i starten af 1900-tallet, har aviserne løsrevet sig og selvstændiggjort sig fra de partier, som de har rod i. Der er også på et overordnet plan sket en selvstændiggørelse af medierne i forhold til det politiske system, hvor medierne i dag snarere kan betragtes som en selvstændig magtfaktor eller en kritisk aktør i det politiske system. Journalistfaget har siden det 19. århundrede undergået nogle voldsomme forandringer, og en professionalisering har betydet det meget håndgribelige at et fag er vokset frem med alt hvad dertil hører af uddannelse, normer og arbejdsmetoder. Samtidig har journalisten inden for de sidste 40 år fået en ny rolle, hvor han ikke længere blot er referent, men er den, der ud fra gængse journalistiske kriterier konstruerer de nyheder, danskerne skal have ind af brevsprækken. 10

11 3. Nyheder i rammer "Thus the power of a frame can be as great as that of language itself." (Robert Entman, 1993: 55) I dette afsnit vil vi præsentere framing-teorien, et rids af dens historie og dens placering i forhold til øvrige teorier inden for medieforskningen. 5 Vi vil overveje forholdet mellem framing og den journalistiske vinkel, og hvordan framing kan tænkes sammen med visse dele af diskursanalysen. Afsnittet har det formål at bygge et fundament, som vi kan bruge i vores metodeafsnit, hvor vi vil opstille vores undersøgelsesdesign. 3.1 Den journalistiske vinkel som ramme Når lokaljournalisten sætter sig til tasterne efter aftenens byrådsmøde, så er det ikke for at skrive et omstændeligt referat af alle mødets udtalelser, synspunkter og formalia. Den erfarne journalist udvælger ud fra journalistiske kriterier som aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt et bestemt udsnit af den oplevede virkelighed (Meilby 1999: 54, Østlyngen et al, 1998: 103). Potentielt kan den samme byrådsdebat om kommunens nye børnepolitik altså vinkles på vidt forskellige måder. Man kunne lægge fokus på konsekvenserne for de ældste børnehavebørn. På konflikten mellem politikeren fra borgerlisten og resten af byrådet. Eller på det problematiske i størrelsen af den bebudede budgetforøgelse. Stig Hjarvard opstiller i sin udredning for medieudvalget fra 1995 følgende definition på vinkling: "Vinkling: Nyhedsdækningen har ikke til hensigt at give en helhedsbeskrivelse. Udvælgelsen og fremstillingen er præget af et bestemt perspektiv eller argument. Vinklingen er typisk præget af den aktuelle foranledning, 'sømmet', til at behandle emnet." (Hjarvard, 1995: 22) Samme dobbelthed i definitionen genfinder vi i en meget anvendt grundbog i journalistisk. "Begrebet vinkling er ikke krystalklart, men som regel menes der med det, at det er det udsnit af emnets eller begivenhedens virkelighed, journalisten afgrænser historien til. Oftest er det et bestemt aspekt ved hændelsen, der sættes i centrum, men vinkler kan også bestå i, at der tages udgangspunkt i en person, der gøres til historiens centrale skikkelse" (Meilby, 1999: 110). En vinkel kan altså både ses som 1) en anledning til at tage noget op, og 2) som et bestemt argument, perspektiv eller aspekt anvendt på sagen. Som vi skal se senere er den første definition nært beslægtet med det, som vi vil kalde nyhedens trigger. En trigger er anledningen eller 'krogen' som nyheden hænger på. Den er grunden til, at den står at læse i avisen netop denne dag. Den anden del af definitionen er derimod i højere grad beslægtet med framing-begrebet. En foreløbig definition på framing, som vi senere vil vende tilbage til, lyder: "a central organizing idea or story line that provides meaning to an unfolding strip of events" (Gamson og Modigliani, 1989). Både vinklen og forståelsesrammen sætter fokus på et bestemt perspektiv, som virkeligheden sættes ind i. 5 På dansk kalder vi en frame for en forståelsesramme eller blot en ramme. Disse begreber bruges altså synonymt med det engelske i resten af opgaven. Framing er "anvendelsen af frames". 11

12 Interessant er det også at se på metaforikken bag framing og vinkling. En frame kan betyde en ramme og kan som metafor bedst forstås som hentet fra fotografiets verden. Her ser vi den del af virkeligheden, der ligger inden for billedrammen. Vinklen henter sin metaforik fra samme tematik. Fra en bestemt synsvinkel ser vi et bestemt udsnit af virkeligheden. 6 På den anden side er den væsentligste forskel, at en frame er mere end blot et udsnit af virkeligheden. Den er en "central organizing idea", altså en ramme, inden for hvilken vi forstår en bestemt sag. Vinkler kan altså ses som valget af udsnit, mens framing bedst forstås som fortolkningsmæssige kategorier af udsnit. Det betyder samtidig, at vinkler er delmængder inden for forskellige forståelsesrammer. 3.2 Framing - fra dagsorden til italesættelse Medierne bestemmer ikke, hvad du skal mene, men de bestemmer, hvad du skal mene noget om. Sådan kan dagsordensteoriens grundlæggende antagelse formuleres. Dagsordensteorien kan spores tilbage til McCombes og Shaw, som selv formulerede tanken således: "The mass media set the agenda for each political campaign, influencing the salience of attitudes toward the political process". (McCombes og Shaw, 1972: 177 her efter Ørsten, 2003) Senere udviklinger af teorien skelner mellem tre dagsordner: mediernes dagsorden, befolkningens dagsorden og den politiske dagsorden. Alle handler de om hvilke emner, der er får størst fokus, og som derfor vurderes at være vigtige, og hvilke, der kun får lidt omtales, og som derfor ikke tildeles stor betydning. Overordnet set postulerer teorien en kamp om opmærksomhed i et nulsumsspil, hvor den ene dagsorden skubber den anden ud. Framing-teorien kan ses som dagsordensteoriens andet niveau (Scheufele, 1999: 103). Hvor dagsordensteorien som nævnt siger, at mediernes dagsorden påvirker borgernes dagsorden, så siger framing-teorien, at den måde et emne beskrives i medierne, påvirker den måde offentligheden forstår et emne på. Dagsordensteorien spørger hvad medierne taler om. Framing-teorien går skridtet videre og spørger hvordan medierne taler. Helt overordnet postulerer framing-teorien, at information kun får mening, når den placeres i en sammenhæng med anden information. Mens dagsordner kan ses som midlertidige dispositioner, så trækker frames på mere permanente sociale dispositioner. Som påpeget i Bruhn Jensens oversigtsværk (2001), så er dagsordensteorien lettere at håndtere empirisk, mens framing-optikken har potentiale til at give en dybere indsigt i mediernes indhold ved at analysere sprogbrugen i medietekster. Analysen af subtile nuancer i sproget giver også mulighed for at undersøge en praksis, som mediefagets udøvere kan være mindre bevidste om. "While the process of issue selection or agenda-setting by mass media needs to be a conscious one, framing is based on subtle nuances in wording and syntax and therefore more likely [has] unintentional effects, or at least effects that are hard to predict and control by journalists". (Bruhn Jensen, 2001: 150) 6 En alternativ metaforik til begrebet framing skal dog også nævnes. En frame kan også betyde et skelet, som for eksempel et hus bygges op omkring. Her ligger et andet billede af framen som et bærende, konstituerende element. 12

13 Det er samme tanke som får James Tankard til at konkludere: "Choosing a frame is the most important decision a journalist makes." (Tankard i Reese, 2001: 95) Hvis man skal tage de ord for gode varer, så kan det virke overraskende, at framing kun i beskedent omfang er blevet benyttet i dansk sammenhæng. " fortællingsrammer fungerer som en betydningsfuld, og i dansk sammenhæng næsten overset, journalistisk styringsmekanisme, når det gælder udvælgelse og præsentation af historier."(ørsten 2003: 17) Det skal dog nævnes, at Ove K. Pedersen og Maja Horst i deres analyse af politisk journalistik identificerer nogle fortællefigurer (ofret vs. den skyldige, ret vs. politik, fornuft vs. uvidenhed, vi vs. dem) som opstilles gennem kvalitativ læsning af politisk journalistik. De to forfattere knytter dog ikke an til framing-litteraturen, ligesom fortællefigurerne for dem ikke er problemforståelser, men forskellige samfundsopfattelser. (Pedersen et al., 2000: ) Også Stig Hjarvard taler om lignende fortælleskabeloner i tv-nyheder (Hjarvard, 1999: 175). 3.3 Framingens rødder og magt Det første frø til framing-teorien tilskrives ofte sociologen Erving Goffman, som i 1974 definerede en frame som "an arbitrary slice or cut from the stream of ongoing activity" (Goffman, 1974: 10, her efter De Vreese, 2003:22). Hans definition vedrører ikke massemedier, men organisation af menneskelige oplevelser generelt. Frames ses hos ham som nødvendige forståelsesskabeloner, som hjælper et individ til at sætte omverdenen i system. Framing-teorien kan ses som en videreudvikling af objektivitets-/bias-analyser, som især i USA har været ganske udbredt. Disse undersøgelser prøver at identificere fordomme og skævheder i mediedækningen af et bestemt emne eksempelvis tekster om abort eller minoriteter - ved at lede efter artikler, der er "for" eller "imod" et bestemt emne. Framing er i denne sammenhæng et mere fintfølende værktøj til at registrere, hvordan emner beskrives (Tankard i Reese, 2001: 96). Forståelsesrammernes magt over problemdefinition og løsningsmuligheder kan illustreres med et forsøg udført af Kahneman og Tversky i (Her refereret efter Entman, 1993). De to forskere spurgte en gruppe forsøgspersoner, hvad de ville gøre, hvis de blev stillet over for følgende valg: En dødelig sygdom truer med at slå 600 mennesker ihjel. To forskellige muligheder forelægger for at bekæmpe truslen. Hvis mulighed A vælges, vil 200 mennesker kunne reddes. Hvis mulighed B vælges er der en tredjedel sandsynlighed for at 600 mennesker vil kunne reddes og en to-tredjedeles sandsynlighed for at ingen mennesker vil kunne reddes. 72 procent af forsøgspersonerne svarede, at mulighed A var den bedste løsning, mens kun 28 procent svarede mulighed B. Nu spurgte forskerne en anden gruppe forsøgspersoner, men "framede" spørgsmålet anderledes: Hvis program C vælges, så vil 400 mennesker dø. Hvis program D vælges, så er der en tredjedel sandsynlighed for af ingen vil dø, og to tredjedeles sandsynlighed for at 600 mennesker dør. De to svarmuligheder var logisk set identiske med mulighederne i det første forsøg, men svarene fordelte sig markant anderledes. Nu valgte 72 procent mulighed D mens kun 28 procent valgte mulighed C. Den ændrede fremstilling af problemstillingen havde altså vendt op og ned på forsøgspersonernes svar. Eksemplet blot for at illustrere, at der inden for andre videnskabelige discipliner er fundet bevis for, at frames påvirker både fortolkning, holdning og handlemønstre hos mennesker. (De Vreese, 2003: 23) 13

14 3.4 Grene af frame-forskningen Framing er blevet beskrevet som et "krakeleret paradigme" (Entman 1993:51) og som et som "balkaniseret" begreb (Maher i Reese, 2001: 83). En kort litteraturgennemgang viser da også, at framing bruges højst forskelligt af forskere. Af samme grund har flere forskere forsøgt at få orden på de mange retninger ved at skelne mellem en række forskellige kategorier og anvendelser af forståelsesrammer. Således skelner Scheufele mellem media frames og individual frames (Scheufele, 1999). Medierammer er de forståelsesrammer, som kan iagttages i journalistiske tekster, mens individrammer bruges af enkeltpersoner til at ordne og forstå indtryk. Fokus i denne opgave vil ligge på den første type. Dernæst er det vigtigt at sondre mellem studiet af frame building og frame setting. Frame building beskæftiger sig med den proces, hvori frames skabes i nyhedstekster. Det vil sige de interne og eksterne faktorer i nyhedsproduktionen, som forårsager framing. Denne gren er i forhold til frame setting relativt uudforsket (De Vreese 2003: 24). Scheufele forsøger sig dog med følgende forklaring: "Journalists actively construct frames to structure and make sense of incoming information. The formulation is moderated by variables such as ideology, attitudes and professional norms". (2000:115) Entman foreslår, at "the culture is the common stock of invokes frames" (1993:53). Frame setting handler om den eventuelle påvirkning som frames i medierne (media frames) overfører på modtagerne egen tænkning (framing effects). Nedenstående figur (efter De Vreese 2003) kan illustrere denne opdeling: Framing in the newsroom -internal factors -external factors Frame-building Frames in the newsframe-setting Framing effects (content) - information processing effects - issue specific - attitudinal effects - generic frames - behavioural effects Vi vil i denne opgave se på "Frames in the news", altså de forståelsesrammer, som kan identificeres i journalistiske tekster. At medierammer påvirker individrammer er ret velunderbygget i forskningen inden for framing effekter. Capella og Jamieson (1996) har vist, hvordan strategi- og konflikt-frames i politisk journalistik fremmer kynisme blandt borgerne. Samme resultat kommer de Vreese frem til i sin analyse af EU-dækningen. Han viser også, hvordan læsere udsat for forskellige frames i efterfølgende interviews selv fremstiller sagen i det spor, som framen har grundfæstet. (de Vreese, 2003:157) 3.5 Mod en definition Ligesom anvendelsen er også definitionerne af framing meget varierede. Ifølge Neuman er frames "conceptual tools which media and individuals rely on to convey, interpret and evaluate information" (Neuman et al., 1992: 60). De Vreese maler med en meget bred pensel, når han definerer frames som "an emphasis in salience of some aspect of a topic" (p. 27). Gamson og Modigliani (1987:143) beskriver en frame som "a central organizing idea or story line that provides 14

15 meaning to an unfolding strip of events The frame suggests what the controversy is about, the essence of the issue." En af de oftest citerede definitioner er fremsat af Entman (1993). "To frame is to select some aspects of a perceived reality and make them more salient in a communicating text, in such a way as to promote a particular problem definition, causal interpretation, moral evaluation and/ or treatment recommendation" (Entman, 1993:52). Denne dybere "hermeneutiske" forståelse af en frame er interessant, hvis man forstår frames som en del af en konstruktivistisk tilgang. Hvis man anskuer en frame som blot en "fremhævelse af et aspekt" af et emne, som de Vreese foreslår, så anlægger man nærmest et "dagsordensteorisyn" på framing, hvor det blot og bart er aspektets dominans, der tæller. Med Entman kan vi sige, at en frame kan ses som en ramme for forståelse, der er kendetegnet ved at indeholde en bestemt problemforståelse, årsagssammenhæng, moralsk vurdering og/eller løsningsforslag. 3.6 Frames og diskursteori Framing-teorien og diskursanalysen deler på en række områder tilgange til analyse af kommunikation (Se fx Ørsten, 2003: 140, Hjarvard, 1999: 32). Ligesom framingteorien sætter diskursanalysen fokus på måden, vi taler på. Som i framingteorien siger diskursanalysen, at information kun får betydning i kraft af den kontekst, den sættes ind i. Og på linie med framingteorien siger diskursanalysen, at denne italesættelse påvirker tænke- og handlemåder i samfundet. Lighederne er faktisk så markante, at man kan undre sig over, at diskursanalysen så sjældent nævnes eller inddrages i framinglitteraturen. Modsat framingteorien har diskursanalysen et tungt teoretisk og filosofisk bagtæppe. Derfor ser det ud til at styrke framing-teorien, hvis man inddrager elementer fra diskursteorien, som på en række områder kan underbygge og nuancere arbejdet med frames. Vi vil i det følgende kort præsentere nogle elementer af den diskursanalytiske gren udformet af den engelsk-argentinske samfundsforsker Ernesto Laclau, som vi mener, vi med fordel kan supplere framinganalysen med. Vi kan indledningsvis definere en diskurs som en "bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af den) på." (Jørgensen og Phillips: 1999:9). Allerede her kan vi se et vist slægtskab med definition af en frame. Diskursteorien 7 siger, at vores måde at tale på ikke blot afspejler verden neutralt, men spiller en aktiv rolle i at skabe og forandre den. Diskursteorien har dermed et konstruktivistisk udgangspunkt, hvilket betyder, at sproget er med til at konstruere den sociale virkelighed, som vi opfatter den. Vores viden er altså ikke en afspejling af virkeligheden, men et produkt af vores måder at kategorisere indtryk på. Hvis vi eksempelvis forstår en samtale mellem to mennesker som en diskussion, som det gælder om at vinde, så udelukker vi samtidig en anden forståelse, nemlig at vi taler sammen for at blive klogere begge to. I den første opfattelse kan jeg sige "jeg vandt diskussionen", mens udsagnet vil være meningsløst i den anden diskurs. Disse måder at kategorisere på er altid kulturelt og historisk bestemt. 7 Gennemgangen bygger primært på Jørgensen og Phillips, 1999:

16 Eller for at tage en politisk relevant eksempel: Hvis vi taler om sundhedssektoren i en lægefaglig diskurs, så udelukker vi samtidig os selv fra at se på den ud fra et ressourcemæssigt eller økonomisk synspunkt. Når en læge og en sundhedsøkonom diskuterer de danske hospitaler, så er der tale om en sammenstød mellem to diskurser. Den gruppe der har held til at gøre sin diskurs dominerende vil samtidig være den, der definerer problemet. Hvis man vil undersøge magtforholdene i et samfund er det altså relevant at undersøge, hvem der har held til at sætte diskursen. Diskursen får stor direkte betydning, fordi den der definere problemet, så at sige også definere løsningsmulighederne. Afhængigt at hvilken diskursoptik vi ser et problem igennem, ser vi forskellige handle- og løsningsmuligheder. Hele diskursanalysens projekt er at gøre os bevidst om disse betragtemåder. Her kommer framingteorien ind i billedet. Framingteorien kan efter vores mening netop gøre os bevidste om, hvordan medierne kategoriserer viden eller med andre ord: hvilke diskurser, der vægter tungest i fremstillingen af samfundsmæssige problemer. Diskursanalysen sætter fokus på medierne som definitionsmagt. Ved at kombinere de to tilgange opnår vi følgende: 1) bedre at forstå betydningen af brugen af frames. 2) vi får adgang til redskaber fra diskursanalysen, som vi mener kan styrke analysen. Det sidste punkt vil vi kort udvikle her. Vi introducerer en række begreber fra Ernesto Laclaus diskursanalyse 8. Tanken er som nævnt, at tegn eller ord ikke blot repræsenterer virkeligheden. Der sker tværtimod en konstant forskydning mellem betegnere og de betegnede. Vi kan nu se diskurs, som et forsøg på fastlæggelse af betydning inden for et bestemt domæne (Jørgensen og Phillips, 1999: 36). Kampen om at sætte diskursen handler altså om, hvem der kan fiksere tegnenes glidning. Diskursen betjener sig af en bestemt italesættelse, som er en praksis, der forsøger etablere faste relationer mellem tegnene. Italesættelsen sker omkring nodalpunkter, der er et privilegeret tegn, som de andre tegn ordnes omkring og får deres betydning i forhold til. Hvis en død sæl skylles i land ved X-købing, så handler den diskursive kamp om, hvordan hændelsen skal betegnes. Den døde sæl er et nodalpunkt, som konkurrerende diskurser kæmper om at betydningsfastsætte. Nodalpunktet kan italesættes forskelligt: Der er stadig sæler i bugten, forureningen kræver nye ofre, rovfiskeri udsulter sælbestanden, sygdom hærger blandt sælerne osv. Italesættelsen sammensætter ækvivalenskæder, der etablerer rækker af begreber, som noget er og ikke er. Hvis den døde sæl knyttes sammen med rovfiskeri og grådighed, så er den samtidig ikke udtryk for naturlig død og naturens luner. Vi foreslår altså, at forskellige frames i virkeligheden er udtryk for forskellige diskurser. Nodalpunktet i en nyhedsartikel er den konkrete sociale eller fysiske hændelse. Det interessante er, hvilken kontekst nodalpunktet sættes ind i, og hvilke ækvivalenskæder, der etableres for at indholdsudfylde nodalpunktet. 3.7 Frames i praksis Med den diskursanalytiske ballast in mente, vil vi nu se på nogle af de forskellige måder, framing analysen tidligere er blevet anvendt på. Overordnet må vi derfor skelne mellem undersøgelser som anvender issue frames og de, der benytter sig af generic frames (de Vreese, Peter & Semetko, 2001). Issue frames er især fremherskende i den amerikanske tradition, hvor de har været anvendt til at undersøge framingen af 8 Andersen, 1999:

17 specifikke emner som abort, race, politisk kynisme. Kendetegnende for disse rammer er, at de ikke kan bruges på andre emner, end det, de er udviklet til at undersøge. I forlængelse af tanken om frames som en art følge af journalistiske og måske kognitive vilkår, så mener vi, at det er mere interessant at se på de såkaldte generic frames, som er rammer, der potentielt kan bruges på al nyhedsformidling. "Generic frames that are structural and inherent to, for example, the conventions of journalism may prove more useful for understanding general features of news reporting beyond the issue-specific limits." (de Vreese, 2003: 30) Når det kommer til konkrete frame-inddelinger ser vi også en meget stor variation. Capella & Jamieson (1996) har afprøvet en "strategy frame" og en "issue frame" på dækningen af amerikansk politik, mens andre har arbejdet med et game schema (Pattersen, 1993). Iyengar (1991) har derimod fokuseret på "episodiske" og "tematiske" nyhedsrammer. Rosen (1999) afprøver ikke mindre end 13 frames: Straight news account, Conflict Story, Consensus Story, Conjecture Story, Process Story, Historical Outlook, Horse Race, Trend Story, Policy Explored, Reaction Story, Reality Check, Wrongdoing Exposed, Personality Profile. Han finder da også, at mange af disse frames har meget lav hyppighed. Mere 'generisk' kunne man kalde Neumans (1992) opstilling af fem frames på baggrund af interview med læsere ud fra den måde de talte om aktuelle politiske problemstillinger på. De fem frames er følgende: Menneskelige konsekvenser, magtesløshed, økonomi, moralske værdier og konflikt. Ud fra dette induktive studie af forsøgspersoners måde at fremstille problemstillinger på har de to hollandske forskere Semetko og Valkenburg (2000) udviklet følgende fem frames: "Conflict: This frame emphasizes conflict between individuals, groups or institutions as a means of capturing audience interest. ( ) Human interest: This frame brings a human face or an emotional angle to the presentation of an event, issue or problem. ( ) Economic consequences: This frame reports an event, problem, or issue in terms of the consequences it will have economically on an individual, group, institution, region, or country. ( ) Morality: This frames puts the event, problem, or issue in the context of religious tenets or moral prescriptions. ( ) Attribution of responsibility: This frame presents an issue or a problem in such a way as to attribute responsibility for its cause or solution to either the government or to an individual or group." (Semetko og Valkenburg, 2000: 95-96) Denne inddeling er i forskellige udformninger blevet afprøvet af i en del studier også på tværs af landegrænser (Se fx Semetko og Valkenburg, 2000, de Vreese, 2003, Ørsten, 2003), og det har tidligere vist sig, at de fem rammer har været brugbare til at opfange de fleste nyhedsartikler. Som en videreudvikling af ramme-apparatet føjer Ørsten (2003) rammen "De store linier" til de fem ovenstående. Vi mener, en sådan frame er problematisk, dels fordi den vanskeligt kan siges at udgøre en egentlig forståelsesramme, og dels fordi den snarere er et modstykke til strategi eller horse-race framen end en selvstændig frame. Dette understreges af Ørstens definition af framen som "historier, hvor hovedvægten er på det politiske indhold (fakta) frem for det politiske spil." Og 17

18 senere "Den forenkling af komplicerede problematikker, der især prægede den første fortælleramme [konflikt-framen], er her erstattet med en langt mere nuanceret beskrivelse af tingenes tilstand."(ørsten 2003:197) Den negative definition gør altså ikke denne kategori til en ramme i vores forstand. Der er ikke tale om en særlig problemforståelse, hvis artiklen på tilstræbt objektiv vis blot refererer et hændelsesforløb eller "store linier". Her er netop tale om fraværet af en frame. Vi har i stedet valgt at medtage en kategori, som kan opsamle disse historier. Fra Rosen (1999) henter vi "Straight News Story", der defineres som: "No dominant narrative frame other than outlining the basic who, what, when, where, why and how". Denne katagori er altså ikke en frame, men en indikator på fraværet af en dominerende forståelsesramme. Vi har diskuteret, om vi skulle medtage en trend- eller udviklingsframe (jf. Rosen) og en strategieller horse-race-frame (som både Ørsten, 2003 og de Vreese, 2003), men vi har fravalgt dette. En strategiramme vil for os at se være for svær at skelne fra en konfliktramme. I virkeligheden kan man sige, at strategirammen er en slags under-ramme af konflikt. En trend-ramme (af formen "flere og flere" eller "færre og færre") er umiddelbart ganske udbredt, men vi har fravalgt den med det argument, at den ikke i tilstrækkelig grad kan siges at være en entydig forståelsesramme. Ud fra disse tanker har vi valgt at anvende Semetko og Valkenburgs fem frames samt en kategori for fraværet af en frame i vores undersøgelse. 3.8 Opsummering Vi har i dette afsnit vist, hvordan den journalistiske vinkel og begrebet framing har nogle fællestræk og metaforiske ligheder. Vinkling er dog så løst defineret, at det både kan minde om begrebet "trigger" og om en frame. Framing-teorien kan ses som dagsordensteoriens andet niveau. Hvor dagsordensteorien siger, at medierne påvirker forskellige emners placering på offentlighedens lystavle, så siger framingteorien, at medierne påvirker den måde, som emnerne fremstilles på denne lystavle. Vi har gennemgået litteratur, som mener at påvise, at frames rent faktisk påvirker den måde, folk fortolker et emne på. Vi har præsenteret Entmans definition af en frame: "at frame er at fremhæve nogle aspekter af en oplevet virkelighed i en kommunikativ tekst på en sådan måde, at de fremmer en særlig problemdefinition, årsagssammenhæng, moralsk stillingtagen og/ eller løsningsforslag." I en diskussion af diskursanalysen over for framing-begrebet beslutter vi os for en diskursiv tilgang til framing. Vi anser frames som typer af mediediskurser. Det giver os to fordele. Dels kan diskursanalysen give os en teoretisk bagage til at sige noget om de potentielle virkninger, som brug af forskellige rammer har. Hovedpointen er her, at forskellige diskurser også bevirker forskellige handle- og løsningsmuligheder. Den anden grund er, at vi kan bruge nogle tekstanalytiske værktøjer fra diskursanalysen i vores framing-analyse. Det gælder diskurs, italesættelse, nodalpunkt og ækvivalenskæder. Endelig har vi i litteraturen identificeret fem forståelsesrammer, som vi vil forfølge i vores undersøgelse. Disse vil blive defineret og diskuteret i det følgende afsnit. 18

19 4. Undersøgelsesmetode I dette afsnit vil vi præsentere den undersøgelsesmetode, vi har valgt at anvende i vores indholdsanalyse. Vi vil redegøre for, hvordan vi bruger variablerne emne, trigger og frame på de valgte nyhedsartikler, og vi vil fremlægge tankerne bag valget af nedslagsår, medier og analysemetode. Vores undersøgelse skal ses som et eksplorativt studie, hvor vi ønsker at afprøve et undersøgelsesdesign. Det større sigte er altså at samle erfaringer til mere omfattende undersøgelser. Vores undersøgelse omfatter derfor ikke et repræsentativt datamateriale, men en stikprøve, der skal fungere som erfaringsgrundlag for videre undersøgelser. Vi benytter os både af en kvalitativ læsning og af en indholdsanalyse med kvantitative elementer. Stig Hjarvard har påpeget (Hjarvard, 1997), at der ikke er nogen hverken teoretisk eller epistemologisk forskel på kvalitative og kvantitative metoder. Han argumenterer for, at den traditionelle opfattelse af kvantitative metoder som positivistisk og beregningsmæssigt funderet bør afløses af en erkendelse af, at også denne metode i grunden er hermeneutisk. Hvad der sædvanligvis karakteriseres som kvantitative metoder er blot en undergruppe af fremgangsmåder til analyse af empiriske fænomener, en undergruppe, der ligesom alle andre metoder betjener sig af fortolkning og kvalitative procedurer. (Hjarvard, 1997: 62) Det betyder også, at ingen af de to metoder kan gøre krav på objektivitet i absolut forstand, men alene i pragmatisk dvs. hvad man inden for en bestemt tidshorisonts viden anser for gyldigt. Hjarvard ser de to metoder som komplementære. Som også Mark Ørsten er inde på, har kombinationen til formål: "( ) At supplere den kvantitative optælling af begivenheder, kilder, ord osv. med kvalitative snit af, hvordan mening konstrueres i den enkelte tekst eller gennem flere tekster. ( ) At systematisere den kvalitative analyse, så blandt andet grundlaget for fortolkning lægges tydeligere frem og kan identificeres fra tekst til tekst." (Ørsten, 2003: 154) Vores variabler frame, trigger og emne er altså alle variabler, der kræver et fortolkningselement. Konkret betyder det, at vi har foretaget en kvalitativ læsning af alle artikler for at kunne placere dem i kategorierne i den kvantitative del af undersøgelsen. Vi anvender en deduktiv tilgang i opgaven, idet vi forinden har opstillet vores frames og triggers, og først derefter bruger designet på vores empiri. Vi har valgt denne fremgangsmåde, fordi vi ønsker at afprøve et undersøgelsesdesign i en dansk sammenhæng, som tidligere med held er blevet anvendt i udlandet. Vores undersøgelse tilfører endvidere et nyt element nemlig et studie over en længere tidsperiode som vi ikke har set andre anvende i framing-undersøgelser. Svagheden ved den deduktive tilgang er, at vi ser på empirien med briller, som kun kan se det, vi forventer. Man kan samtidig indvende, at den tilgang er paradoksal i betragtning af, at vores diskursanalytiske brug af framing netop har til formål at gøre os bevidst om, hvilke kategoriseringer af viden medierne anvender. Således er faren, at vi gennem vores egne kategoriseringer bliver blinde for de virkelige kategorier. Den svaghed må vi tage med os. På den anden side er vores kategorier ikke tilfældige. Vi har brugt meget tid på indledende læsning af artikler og på diskussion af inddelingen. Samtidig giver fremgangsmåden også nogle fordele. I et rent induktivt studie ville vi ikke kunne bruge de kvantitative elementer, vi inddrager. Man kan indvende, at det induktive studie har samme svagheder i kraft af stor vægt på bevidste eller 19

20 ubevidste subjektive kategoriseringer. I vores opgave har vi prøvet at balancere vores tilgang med en systematiseret kvalitativ analyse og nogle klare definitioner og kriterier. Disse vil vi se på i det følgende. Undersøgelsesdesign I vores undersøgelse ser vi på a) tophistorier fra b) to forskellige aviser i c) tre nedslagsår ud fra variablerne d) emne, e) trigger og f) frame. A) Tophistorier Vi har valgt kun at lade avisens højest prioriterede nyhedsartikel topnyheden - indgå i vores analyse. Dette valg giver både begrænsninger og fordele. Fordelen er, at tophistorien per definition er den historie, som mediet selv vægter højest. Derfor siger tophistorien meget om hvilke emner og frames, der bevist eller ubevist - blev anset for vigtige i et givent år. Desuden er topnyheden ofte den nyhedshistorie, som har størst gennemslagskraft. Ud fra en kritisk diskursiv tænkning er det altså ekstra interessant at undersøge denne type historier, fordi de med større sandsynlighed påvirker diskursen i andre dele af samfundet. Begrænsningen består i, at vi ikke ud fra tophistorien kan sige noget om det samlede avisindhold. Hvis vi eksempelvis finder, at konflikt-framen ikke benyttes i tophistorier 2003, så kan vi selvfølgelig ikke udelukke, at den kan findes i avisens øvrige artikler. Risikoen er, at undersøgelsen kommer til at sige mere om kriterierne for at udvælge en topnyhed end om nyhedsjournalistikken som sådan. Vi er bevidste om denne svaghed, men vil alligevel gå ud fra, at topnyheden giver et indblik i, hvad der karakteriserer nyhedsjournalistikken til forskellige tider. At udpege tophistorien i en moderne avis kræver kun et hastigt blik på forsiden. Det samme er tilfældet i 1979 og for Politikens vedkommende også i I en Jyllands-Posten anno 1954, kan der derimod være flere stort opslåede historier på forsiden, hvor den ene ikke umiddelbart er fremhævet mere end den anden. Derfor har vi opstillet disse retningslinier, som i prioriteret rækkefølge identificerer tophistorien. Størst rubrikstørrelse Placering øverste mod venstre Antal spalte-millimeter for hele artiklen B) Medier Vi har valgt de to landsdækkende omnibusaviser, Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken, som mål for vores analyse. Valget er sket ud fra et ønske om at kunne indfange nogle generelle udviklingstendenser i forhold til journalistikkens udvikling i den landsdækkende presse. Alternativet ville være at vælge nogle mere forskellige medier som eksempelvis et lokalt dagblad, en tabloidavis eller en tv-station. Det ville give nogle oplagte styrker i forhold til at belyse forskelle og ligheder på tværs af de pågældende medietyper. Vores valg er begrundet af, at vi begrænser os til at vurdere, hvorvidt den journalistiske praksis og prioritering på de landsdækkende aviser har ændret sig over tid. I en større undersøgelse ville det selvfølgelig være oplagt også at inddrage eksempelvis Berlingske Tidende og Information. C) Nedslagsår Artiklerne, vi kigger på, er fra 1954, 1979 og Som vi redegjorde for i den historiske gennemgang, har journalistikken undergået nogle interessante udviklinger inden for de sidste 50 år, 20