Når romanen tager i teatret - en undersøgelse af remediering fra bog til teater med udgangspunkt i Processen

Transkript

1 Når romanen tager i teatret - en undersøgelse af remediering fra bog til teater med Nina Maria Horn Jensen, årgang 2010 Bachelorprojekt det Informationsvidenskabelige Akademi ved KU, Ord:11.989

2 Abstract The purpose of this thesis, is to examine the characteristics and means of the theatre and book media, to discuss what happens in the remediation process from book to theatre. The thesis also includes a discussion of the theatre as a media and a chapter where I put the question of why it is relevant to remediate at all, in perspective. The starting point is Franz Kafka s book The Trial and Teater Republique s installation of the play by the same name. The Trial is analyzed on the basis of the discussion and theory of the media. In the remediation process from book to theatre, the content will be placed in a new context in which the new media s characteristics is determining, and that affects the content in a number of ways. This is also the case concerning The Trial, which is experienced in a new way in the context of theatre. 2

3 Indhold 2 Abstract 6 Indledning 8 Problemformulering 9 Metode 11 Beskrivelse af værkerne Processen 11 - Bogen Processen 11 - Franz Kafka og Processen 11 - Bogens handling og kapitler 12 - Billeder af bogen og Franz Kafka 13 - Teaterstykket Processen 13 - Teater Republique 13 - Teater Republique om bogen og teaterstykket 13 - Teaterstykkets handling og scener 14 - Beskrivelse af scenografien 15 - Billeder af scenografien 18 Hvad er et medie? 18 - Forklaringsscenarier 18 - Umedieret teater 19 - Intermedialiseret teater 20 - Teatret som medie i denne opgave 22 Remediering begreberne 22 - Remediering 22 - Immediering og hypermediering 3

4 23 - Immediering (Transperant immediering) 23 - Hypermediering 25 Mediernes modaliteter 26 Bog mediet 26 - Modaliteterne 26 - At opleve bogen 26 - Den sanselige bog 27 - Bogens detaljer 28 Teater mediet 28 - Modaliteterne 28 - Samtidighed, nærvær og opførelsens unikhed 29 - Sanser i teaterforestillingen 29 - Rummet 30 - Lyd og musik 30 - Visuelle udtryk 31 - Det absurde teater 32 Diskussion Fra bog til teater 32 - Forenkling, Forkortning, Forvandling og Fortolkning 32 - En anderledes oplevelse 34 - Bevidstheden om at glemme mediet 34 - Bogen beskriver, teatret viser 35 - En ny mening 36 Analyse af Processen 36 - Fortolkning 36 - Forenkling 37 - Forvandling 4

5 37 - Kapitler, scener og handling 38 - Personer 38 - Replikker og samtaler 39 - Sammensmeltning af karakterer 39 - Detaljer i forkortningen 40 - Indre monolog i teaterstykket 41 - Følelser og stemning 41 - Det der ikke vises 42 - Immediering og hypermediering 44 Perspektivering Hvorfor remediere? 46 Konklusion 47 Litteratur 5

6 Indledning I marts måned satte jeg mig til rette i Teater Republique. Forestilling var Processen, og genstanden for teaterstykket var Franz Kafkas bog af samme navn. Det var med andre ord en remediering. Indholdet i den berømte bog skiftede nu medie og blev præsenteret med en række helt nye virkemidler, der tilhører teatret. Det skal her siges, at jeg ikke på denne aften tilfældigt blev inddraget i remedieringens univers. Teaterstykket var i mit, og to af mine medstuderendes, tilfælde et led i en mindre portfolio opgave 1 i valgfaget Litteraturens Scener. Vi undersøgte, med fokus på paratekster, hvordan teaterstykket kan bidrage til bogen og om remedieringen kan stå alene som et nyt værk. Det er denne portfolio der inspirerede mig til følgende opgave. Jeg vil ikke inddrage egentlige passager af tekst fra portfolien, men der vil selvfølgelig fremkomme pointer og tanker derfra. Det skal også siges at det ikke er min personlige oplevelse af Processen, der ligger til grund for opgaven. Omdrejningspunktet for denne opgave er ikke helt det samme, da parateksterne - på trods af deres vigtighed - ikke har min opmærksomhed. Jeg ønsker derimod at undersøge de medieteoretiske forskelle og ligheder i virkemidler ved bogmediet og teatermediet i forbindelse med remediering. I den forbindelse vil jeg sammenligne dem for at diskutere hvad der sker i remedieringsprocessen fra bog til teater. Denne viden vil jeg bruge i analysen af min case Processen som bog og teaterstykke. At undersøge forholdet mellem to ældre medier, kan måske virke uvedkommende i en verden med så mange nye medier. At jeg alligevel synes det er spændende, har rødder i netop dette. Judith Miller skriver i en artikel, at der i fransk teater har været et overvældende antal eksempler på remedieringer; helt præcist en ud af hvert femte i slut 70 erne. Et aktuelt eksempel i Danmark er Reumert prisen for scenekunst, der i år blev afholdt den 5. maj. Der var 33 teaterstykker involveret i uddelingen, hvoraf 11 er remedieringer fra litteraturen, altså en tredjedel. 2 Disse tal dækker selvfølgelig kun et udvalg af danske teaterstykker lige nu, men der kan nævnes mange flere, blandt andet; Don Quijote og Bliktrommen på Betty Nansens Teater, Kafka og The White Girl på Det Kongelige Teater, Skyggen på Får302, Ondskaben på Folketeatret og selvfølgelig Processen på Republique. Det tyder altså på at Millers iagttagelse gør sig gældende den dag i dag og remediering af litteratur til teater er altså hverken en ny opfindelse eller en afsluttet epoke. 1 Larsen, A., F., Cox, E., M. og Jensen, N., M., H. (2012) 2 nyheder@pol.dk ( ) 6

7 Processen er interessant, fordi den er fortolket på teatre verden over fra Gides og Barraults absurde opførelse Le Procés i 1947 til i dag. 3 Processen er blevet synonym på det moderne menneskes splittelse og angst i forhold til samfundets absurditet og autoritet. Den skildrer nogle universelle følelser, der ikke er bundet af tid og sted og den er derfor også relevant den dag i dag. Jeg måtte under min litteratursøgning erkende, at litteratur om lige netop denne remediering, ikke er lige så let tilgængelig som litteratur om remediering mellem andre medier. Teatermediet er genstandsfelt i mange af teorierne, men oftest i forbindelse med remedieringen fra film til teater. Da remediering fra bog til teater på ingen måde er nyt, har jeg måtte gøre mig nogle tanker om hvorfor. Jeg forventer ikke at kunne give et fuldstændigt klart og definitivt svar, men jeg vil lade det være en diskussion om hvad et medie er. 3 Esslin, M. (1968) side 269 7

8 Problemformulering Med udgangspunkt i bogen og teaterstykket Processen, vil jeg undersøge følgende problemstilling: Hvad kendetegner de to medier, teatret og bogen? Hvad gør sig gældende når man remedierer fra bog til teater? Hvordan kommer dette til udtryk i Processen? Hvorfor er det relevant at remediere? 8

9 Metode Jeg bruger udgaven af Processen fra 1981, da det er den Teater Republique henviser til i deres materiale. Jeg ville gerne have lavet et interview med Martin Tulinius 4 eller Astrid Øye 5 om deres overvejelser i forbindelse med remedieringen, men en travl teatersæson forhindrede dette. Jeg har dog fået adgang til manuskriptet til stykket. Jeg vil ikke diskutere manuskriptet som litterært værk, men bruge det som en støtte til min hukommelse af teaterstykket. Jeg vil i afsnittet Beskrivelse af værkerne Processen kort redegøre for værkerne og deres sammenhæng. Afsnittet Hvad er et medie? indeholder kort både teori og diskussion om hvad der kendetegner et medie. Jeg vil her diskutere to scenarier, der repræsenterer mine overvejelser i forbindelse med min informationssøgning om, hvorfor litteratur omhandlende remediering direkte fra bog til teater har været vanskeligt at finde. Det er af samme årsag grunden til at flere teorier brugt i opgaven handler om remediering mellem teater og film, samt bog og film. Jeg har selvfølgelig kun benyttet de dele af teorien der passer til mit emne. Remdering begreberne er et teoriafsnit, hvori jeg vil definere begrebet remediering. Afsnittet bygger hovedsageligt på teorier af J. D. Bolter & R. Grusin fra bogen Remediation Understanding New Media. Deres fokus i bogen er på nye digitale medier, men teorien gør sig gældende for alle medier. 6 Jeg bruger i opgaven begrebet remediering for forståelsens skyld, men vil gerne nævne at processen fra et medie til et andet, kaldes forskellige ting afhængigt af teorien, som for eksempel adaption og transmedialitet. Mediernes modaliteter er på samme måde et teoriafsnit. Teorien er gældende for begge medier og fungerer som forberedende viden til afsnittene om de to medier. Teorien stammer fra Lars Ellströms Mediernes modaliteter En model til forståelse af intermediale relationer, der bygger på semiotikken, som jeg dog ikke vil forklare yderligere. Begrebet om modalitet har også mange navne, herunder det oftere brugte medialitet. Jeg bruger det semiotiske navn modalitet i opgaven. De to afsnit Bog mediet og Teater mediet er teoretiske afsnit, hvor jeg med en række teorier vil undersøge hvad der kendetegner de to medier og hvad deres virkemidler er, for senere at kunne diskutere dem i sammenhæng. Dette sker ved hjælp af en række teorier omkring 4 Instruktion og scenografi på Processen og teaterdirektør I Teater Republique 5 Manuskript forfatter på Processen 6 Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) 9

10 mediernes kendetegn. Afsnittet Diskussion Fra bog til teater er et diskussionsafsnit, hvor jeg med hjælp fra den foregående teori vil diskutere hvad der sker, når et indhold remedieres. Jeg inddrager her en teori af Henrik Poulsen om forenkling, forkortning, forvandling og fortolkning, der handler om netop dette. Afsnittet fungerer herudover også som oplæg til analysen. I afsnittet Analyse Processen vil jeg sammenfatte alle de forrige teorier og diskussioner i en analyse af Processen, for at undersøge hvordan disse aspekter gør sig gældende i en specifik case. Der er flere elementer i analysen af et medie, der handler om de omkringliggende aspekter. Dem vil jeg kun i lille grad inddrage af hensyn til pladsen i opgaven. Også begrebet oplevelse kan diskuteres, i relation til begrebet perception. Perception er erkendelse af verden gennem sanserne. 7 Oplevelse er relateret til erfaringen og er en bevidst registrering af indre eller ydre begivenheder. 8 Det er derfor ikke helt det samme. Jeg bruger for overskuelighedens skyld begrebet oplevelse, fordi det er det begreb de fleste af mine kilder bruger. Afsluttende vil jeg i afsnittet Perspektivering Hvorfor remediere? kort diskutere, hvorfor det kan være relevent at remediere fra bog til teater. I den forbindelse inddrager jeg Marshall McLuhans teori om The Medium Is the Message. 7 Den Store Danske Gyldendahls åbne encyklopædi (2013) Percetion 8 Den Store Danske Gyldendahls åbne encyklopædi (2013) Oplevelse 10

11 Beskrivelse af værkerne Processen Bogen Processen Franz Kafka og Processen Franz Kafka (Prag 1883 Østrig 1924) begyndte at skrive romanen Processen i 1914, men nåede ikke at færdiggøre den før hans død. Hans ven Max Brod færdiggjorde og udgav, mod hans vilje, Processen. Kafka skrev bogen i brudstykker og det er altså Brods redigering der har bestemt kapitlernes rækkefølge. 9 Den første udgave af Processen blev udgivet i Berlin i 1925, under navnet Der Prozeß af forlaget Die Schmiede. 10 Den første danske oversættelse blev udgivet i 1945, oversat af H. C. Branner. Udgaven fra 1981 er oversat af Per Øhrgaard. Han skriver om oversættelsen, at den holder sig tættere på Kafkas egen sprogform. 11 Processen beskrives oftest som surrealistisk og absurd. En af de mest gængse fortolkning af Processen handler om menneskets evige kamp og eksistens i et bureaukratisk, absurd og meningsløst samfund, med fokus på skyld og straf. Den tolkes også som menneskets egen indre kamp. 12 Bogens handling og kapitler Bogens handling som beskrevet på bagsiden af bogen: Historien om, hvordan den unge bankassistent Josef K. Bliver arresteret og slæbt for retten uden at blive gjort bekendt med en anklage. Gennem ydmygende forhør nedbrydes langsomt hans selvrespekt og modstandskraft af et bureaukrati, som ender med at dømme ham til døden stadig uden at fortælle ham hvorfor. 13 Bogen indeholder følgende kapitler: 9 Bugge, D., Fauth, S. R. Og Morsing, O., (red.) (2012) side 9 10 British Library (2013) 11 Kafka, F. (1981) 12 Nyegaard, N., D. (2005) 13 Kafka, F. (1981) 11

12 Arrestation Samtale med fru Grubach Derpå frk. Bürstner Første undersøgelse I den tomme mødesal Studenten Kontorene Frk. Bürstners veninde Prygleren Onkelen Leni Advokat Fabrikant Maler Købmand Block Opsigelse af advokaten I domkirken Slutning Billeder af bogen og Franz Kafka Forside fra udgaven Billede af Franz Kafka LiveJournal (2012) 12

13 Teaterstykket Processen Teater Republique Teaterstykket var opsat på Teater Republique, der åbnede i 2009, med Martin Tulinius som instruktør. Bogen er dramatiseret af Astrid Øye. 15 Processens spilleperiode løb fra 26. februar til 25. marts, men blev forlænget til 6. april på grund af stor interesse. 16 Stykket varede i 105 minutter. Teater Republique om bogen og teaterstykket Teater Republique skriver selv om teaterstykket og bogen, at: (...) Det er den store fortælling om meningen med livet. Den indre forvirring over begivenhedernes absurde forløb og den kvælende klaustrofobiske følelse får en ekspressiv karakter i Tulinius visuelle iscenesættelse. ( ) Temaerne for hans værker er ensomhed, frustration og undertrykkelse af individet gennem anonyme kræfter. Teaterstykkets handling og scener Handlingen i teaterstykket følger bogens handling i meget høj grad. Hvordan den adskiller sig fra og ligner bogen, vil jeg komme nærmere ind på i analysen. Teaterstykket indeholder følgende scener: Arrestation Første undersøgelse Bürstner Bag om retten Prygleren Onkelen Leni 15 Teater Republique (2013) Om teateret - Organisation 16 Teater Republique (2013) Processen forlænges 13

14 Advokaten Vicedirektøren Maleren Opsigelse Forsvarsskrift Dommen Henrettelse Beskrivelse af scenografien Scenen bestod af et gulv med lemme og en grå endevæg med låger. Denne scenografi var gældende under hele forestillingen, dog ændrede rummet sig ved at de forskellige låger blev åbnet på skift ved en ny scene. Lågerne blev brugt som for eksempel døre og skabe eller blev åbnet for at skabe et nyt rum i væggen, som i den afsluttende scene. 17 Der var kun få rekvisitter, som sengen i første scene og bordet på kontoret. Resten var overladt til fantasien eller blev illustreret igennem lyd, som i tilfældet med kontoret, hvor en række statister dukkede op fra lemmene i gulvet. Lyden af skrivemaskiner indikerede hvad de lavede og at det var et stort kontor med flere ansatte end dem på scenen. Der var ikke meget underlægningsmusik i stykket, men den der var, var dyster og uharmonisk. De fem hovedrolleindehavere spillede på skift de forskellige centrale personer i historien, dog med undtagelse af hovedrolleindehaveren, som kun spillede Josef K., hvilken var på scenen i alle scener og det var ligeledes igennem hans øjne hele stykket udspilledes. Herudover fandtes statister, der også spillede forskellige roller, oftest uden replikker. Alle i teaterstykket var klædt i samme grålige jakkesæt. Scenografien var ligeledes holdt i grå nuancer, med undtagelse af den røde farve, som gik igen ved enkelte scener. Symboler som øjne gik også igen igennem stykket. Lyset var gråligt og legede med forskellige effekter af skygger. Trailer til teaterstykket kan ses på Republiques hjemmeside Se fotografi 3 18 Teater Republique (2013) Trailer Processen 14

15 Billeder af scenografien Fotografi 1 Første scene af teaterstykket Arrestation. I baggrunden ses væggen med lågerne. 19 Fotografi 2 Fra en af scenerne på kontoret. I baggrunden ses lågerne i gulvet, hvori statisterne dukker op fra under gulvet DR K (2012, sendt ) Smagsdommerne 15

16 Fotografi 3 Scenografi fra sidste scene Afslutning. Efterfølgende bifald til de fem hovederoller; Jens Jacob Tychsen, Karen-Lise Mynster, Kitt Maiken Mortensen, Morten Hauch-Fausbøll og Troels II Munk. 21 Fotografi 4 Josef K. og Frk. Bürstner 20 Teater Republique (2013) Pressemateriale 21 Billede taget med eget kamera. 16

17 Fotografi 5 Fotografi 6 Fotograf 7 Fotograf 8 Billeder af opslagstavle i Teater Republiques foyer. 22 Reklame plakater Billede taget med eget kamera. 23 Teater Republique (2013) Pressemateriale 17

18 Hvad er et medie? Det har undret mig at netop Bolter og Grusin i sine teorier næsten har udeladt teatret som eksempel på nogle af de tidligere medier, især fordi de i deres bog har stor fokus på virtuel realitet. Som jeg vil komme ind på i senere afsnit, kan ønsket bag en remediering være at udviske bevidstheden om mediets tilstedeværelse, for at give en følelse af at være der selv. Dette er også meningen med virtuel realitet. En åbenlys forskel på teater og andre medier, er netop at man er til stede selv og jeg ser altså en sammenhæng, som Bolter og Grusin ikke gør. De inddrager derimod tekst, maleri og fotografi i forbindelse med ældre medier der remedieres. De nævner kort teatermediet i forbindelse med film, men går ikke yderligere ind i emnet. Denne tendens ser jeg som sagt, også i mange andre eksempler i litteraturen. Min undren over dette, har ført mig til følgende teoretiske diskussion. Forklaringsscenarier Jeg vil kort opremse de mulige scenarier jeg inden opgavens start, overvejede som forklaring. Scenarierne ser ud som følgende: Umedieret teater: Teatret opfattes slet ikke som et medie, fordi det er umedieret/uden medie som mellemled og bundet af tid og sted - det kan ikke lagres og genfindes. Intermedieret teater: Teatret er så påvirket af andre nyere medier, at det ikke er muligt at analysere teatret uden at tage stilling til disse. Umedieret teater Bolter og Grusin forklarer i en kort vending medier, som det der remedierer. De forklarer yderligere at det er det der tilegner sig teknikker, former og social betydning fra andre medier og forsøger at forny dem for at gøre dem virkelige. På den måde findes der ikke et medie, som ikke har en reference til et andet medie. 24 Men de skelner alligevel mellem nye og gamle medier og det er måske i denne opdeling svaret findes. 24 Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side 65 18

19 Klaus Bruhn Jensen deler i sin bog medier op i tre grader; Medier af første, anden og tredje grad, der følger en tidslinje fra det talte ord til den digitale verden i dag. Medier af første grad beskrives i første omgang som mennesker, men udvides senere til også at være ikke-digitale medier. Det er medier, der kræver en fysisk tilstedeværelse for overførsel af kommunikation og den er bundet af tid og rum. Dette gælder blandt andet drama. 25 Medier af anden og tredje grad er uafhængige af tid og rum. Medier af anden grad er for eksempel de trykte bøger, der finder inspiration i medier af første grad. Medier af tredje grad er de digitale medier. 26 I denne optik danner der sig et billede af teatermediet som et meget anderledes medie end dem vi hovedsageligt beskæftiger os med i dag. Den store forskel ligger i, at teatermediet har en fysisk ansigt-til-ansigt natur, der ikke uden indblandning fra de nye digitale medier, kan gemmes og lagres. Overførslen af indholdet i et teaterstykke sker her og nu og det er ofte en mere direkte kommunikation, hvor mediet som mellemled er mindre synligt. Denne skelnen af medier, kan være grunden til at teater ofte ikke nævnes i forbindelse med remediering, der i mange tilfælde er koncentrerede omkring medier af anden og tredje grad. Begrebet medie ser i sin direkte latinske betydning således ud: medium, (lat., opr. neutrum af medius 'i midten') 27 Betragter man denne defination i sammenhæng med teorien om teatermediets relation med direkte tale, tegner der sig et billede af et manglende mellemled i midten. Nogle vil måske, mene at formidlingen sker direkte fra skuespillerne til publikum uden mellemled og at teatret slet ikke er et medie. Intermedialiseret teater I tråd med Bolter og Grusins, samt Bruhn Jensens opdeling af de nye og gamle medier, opstår der et andet afspekt der dækkes af begrebet intermedialitet. Erik Christoffersen skriver i sin artikel; Remediering skaber en fornyelse af alle medier, i og med at digitaliseringen slå igennem og udvider eller forandrer ældre medier som fotografiet og teatret. Både film og teater er i så henseende i rivende udvikling, og det medfører selvreflektion og redefinering Jensen, B., K. (2009) side Jensen, B., K. (2009) side Den Store Danske Gyldendahls åbne encyklopædi (2013) Medium 28 Christoffersen, E., E. (2008) side

20 Begrebet intermedialitet dækker over når flere medier intergreres i ét medie, når medier låner fra hinandens virkemidler og når et medies indhold rykker over i et andet medie. Begrebet er altså tæt forbundet med begrebet remediering. Også Erik Christoffersen skriver i sin artikel om teatermediet, at der har været forandring undervejs.: Det er ikke således at fx teatermediet forsvinder, men remedieringen betyder at teatrets ontologi må revideres. Teatermedier er ikke udelukkende defineret ved samtidighed, nærvær og opførelsens unikhed. 29 Han understreger her, at man ikke alene kan se på de medieteoretiske grundlæggende elementer ved teatermediet, men må se det i lyset af den udvikling det har været igennem under indflydelse af andre medier. Dette stemmer overens med Bolter og Grusins tanker om, at næsten alle medier er remedieringer og at medier ikke kan undgå at påvirke hinanden. I Christoffersens eksempler fremhæver han brugen af video kamera, visning af film og lys og lyd i forbindelse med teaterstykker, som eksempel på remdediering af det klassiske dramatiske rum. 30 Det står altså klart, at mediet teater ikke bare kan behandles som et selvstændigt begreb, men må diskuteres i den sammenhæng det står i nu. At man i den nye medieforskning kun i lille grad behandler teatret som medie, kan være fordi teatermediet bliver opfattet i sin tidligste form og at det nyere teater er svært at behandle fordi det er en intermedialisering af flere meget forskellige medier, der traditionelt ikke behandles på samme måde. Det nye teater er altså en varierende størrelse, som kan være svær at definere. Teatret som medie i denne opgave Jeg vil argumentere for, at teatret godt kan opfattes som et medie. Filmen er oprindeligt en remediering af blandt andet teater 31, men teatret låner omvendt fra filmens verden i et forsøg på at gøre teatermediet til en oplevelse ingen af de andre medier kan give. Ej at forglemme bogen, hvis indhold og form teatret ofte har remedieret. Teatret remedierer altså også. I dag er det relevant at lade fokus hvile på teatret som medie igen, da også det medie er blevet intermedialiseret. I spørgsmålet om det manglende mellemled, kan teatret, scenen og skuespillerne ses som medie mellem afsender og modtager, og at dette er blevet endnu tydeligere igennem intermedialiseringen. I følgende opgave vil jeg altså behandle teatret som et medie på lige fod med bog mediet. Jeg 29 Christoffersen, E., E. (2008) side Christoffersen, E., E. (2008) side Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side 69 20

21 har dog her taget stilling til, at teatret kan se meget anderledes ud i dag end i dets tidligere stadier og det teater jeg tager udgangspunkt i, er dette nye teater, der er intermedialiseret og påvirket af de nyere medier. Jeg behandler altså de integrerede medier som en naturlig del af teatrets virkemidler og kendetegn. 21

22 Remediering begreberne Remediering Begrebet remediering dækker over det der sker, når et indhold skifter medie. Bolter og Grusin pointerer, at næsten alle medier kan opfattes som remedieringer og bruger et citat af Marshall McLuhan som eksempel på hvordan medier låner fra hinanden: the content of any medium is always another medium. The content of writing is speech, just as the written word is the content of print, and the print is the content of the telegraph 32 Remedieringer kan I denne sammenhæng eksemplificeres i teater der bygger på en bog. Det nye medie gør ikke nødvændigvis opmærksom på at indholdet er lånt og medmindre modtagerne har oplevet indholdet i både bog og teater, vil de ikke opdage at de to medieindhold har en sammenhæng eller et samspil. 33 Det nye medie kan forsøge at absorbere det gamle medie så sammenhængen mellem dem mindskes, men i det remedieringen sker, vil præsentationen i det nye medie altid have et forhold til det gamle. 34 Judith Miller beskriver dette på følgende måde: "if one wants to stage a novel, one must also stage the novel's flesh, its narrative thicknes ( ) 35 Immediering og hypermediering Bolter og Grusin behandler medier ud fra en teori om det de kalder den dobbelte logik for remediering. Ifølge denne tanke er målet i vores kultur, både at multiplicere eller mangfoldiggøre medier og at slette alle spor efter medier; ideelt at slette sporene efter medier ved at multiplicere dem. De to logikker kalder de for immediering (immediacy) og hypermediering (hypermediacy). 36 De skriver om mediernes påvirkning af hinanden: 32 Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side Miller, J., G. (1981) side Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side 5 22

23 No medium today, and certainly no single media event, seems to do its cultural work in isolation from other media ( ) What is new about new media comes from the particular ways in which they refashion older media and the ways in which older media refashion themselves to answer the challenges of new media. 37 Både nye og gamle medier gør brug af de to logikker i deres ønske om at genskabe sig selv og hinanden, i en verden hvor især de ældre medier bliver udfordret af teknologien. 38 Logikkerne er, på trods af deres modstridende natur, afhængige af hinanden og kan sammen danne den hele oplevelse, som man forsøger at skabe igennem mediet. Immediering (Transperant immediering) Bolter og Grusin forklarer immediering som begæret efter det autentiske. Immediering dækker over en visuel remediering, hvor det mellemliggende medie samt dets agent/kunstner bliver usynligt eller transperant og der skabes en oplevelse igennem sansepåvirkning. Det er med andre ord oplevelsen af at være der selv med et first-person point of view, eller at objekter opfattes som tredimensionelle, naturlige og virkelige. 39 I den tradition de kalder for the Albertian window, bliver mediet et vindue til den verden man ønsker at skildre. 40 Følelsen af at være til stede kan blandt andet forstærkes igennem elementer af interaktivitet. En vigtig pointe handler om, at immerdieringens logik virker på et publikum eller en bruger, hvis de i en eller anden grad tror på logikken, altså har oplevelsen af at mediet forsvinder og repræsentationen bliver virkeligt. Men på den anden side fungerer den heller ikke som en naiv tro på, at publikum ikke kan skelne mellem det oplevede og virkeligheden, hvilket heller ikke er meningen med immediering. 41 Hypermediering Hypermediering kan i nogen forstand forstås som det modsatte af immediering. Hypermediering forsøger modsat, netop at gøre opmærksom på det mellemliggende medie. I 37 Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side 5 39 Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side 30 23

24 hypermediering samles forskellige bestanddele og der understreges processer og ydeevne fremfor det færdige objekt. Hvor immediering giver et samlet visuelt rum og vindue til verden, hvor remedieringen eller repræsentationen er transperant, så giver hypermedieringen et rum af forskellige synlige bestanddele. Hypermediering tilbyder altså et rum med mange indgange til andre medier. 42 Men hypermediering kan også optræde i enkelte, homogene medier, hvor det der repræsenteres ikke skal opfattes som realistiske eller virkelige, men som en fortolkning eller fordrejelse af det virkelige. 43 Hypermediering optræder også i fysiske rum, der rummer flere forskellige medier eller vinduer til andre repræsentationer. 44 Målet er at man igennem hypermedieringen kan opnå en grad af immediering. 42 Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side Bolter, J. D. og Grusin, R. (1999) side 35 24

25 Mediers modaliteter I dette afsnit danner jeg med hjælp fra Lars Ellströms teorier om mediernes modalitet, et forståelses grundlag for mediernes generelle forskelle og ligheder. Ellström arbejder med begrebet modaliteter, der dækker over alle aspekter ved et medie. Han deler disse modaliteter op i fire kategorier; 45 Materiel modalitet defineres som mediers latente fysiske grænseflade. For tekst gælder det en todimensionel overflade, der ikke ændrer sig. Almindeligt teater er en kombination af grænseflader, som lydbølger, projektioner af lys, overflader der både er flade og ikke flade og de kan være statiske og dynamiske, samt menneksekroppens fysiske grænseflade. 46 Sensorisk modalitet er de mentale og fysiske handlinger der kræves for at kunne opfatte grænsefladerne gennem sanser. Det gælder at kunne se, høre, føle, smage og lugte. Sansedata sendes til beskuerens hjerne, der tolker disse indtryk. Selvom en af sanserne ikke direkte stimuleres, er de alligevel i brug. For eksempel når man læser en bog og skaber visuelle oplevelser eller når man opfatter noget fysisks tekstur uden at røre ved det, fordi man kan se det. 47 Spatiotemporal modalitet dækker over hvordan den sensoriske opfattelse af de materielle, fysiske grænseflader struktureres som oplevelser af rum og tid. Alle medier indeholder aspekter af tid og rum. Der findes fire dimensioner i spatioremporal modalitet; Bredde, højde, dybde og tid. Et teaterstykke indeholder alle fire. Det er trediminsionelt og foregår over tid, hvor det på et tidspunkt starter og slutter. Da for eksempel en bog ikke indeholder dimensionen tid, er den statisk. Man kan dog snakke om en virtuel perception af rum, der ligger i forestillingsevnen. 48 Semiotisk modalitet er det aspekt der giver os forståelse af de foregående aspekter. Det er med en semiotisk tegnforståelse om ikoner (noget der ligner), symboler (konventioner) og indekser (tegn på noget) 49, at denne forståelse fremgår Ellström, L. (2012) side Ellström, L. (2012) side Ellström, L. (2012) side Ellström, L. (2012) side Kjørup, S. (2006) 50 Ellström, L. (2012) side 24 25

26 Bog mediet Modaliteterne Bogens materielle modalitet består af en todimensionel grænseflade, der ikke ændrer sig. Den sanses igennem det visuelle, men de andre sanser ligger latent i forbindelse med forestillingsevnen. Det er her den sensoriske modalitet ligger. Dette vil jeg komme ind på igen om et øjeblik. I bogmediet viser den spartiotemporale modalitet sig også i forbindelse med forestillingsevnen. Bogen indeholder som udgangspunkt kun bredde og højde, men i forbindelse med oplevelsen og forestillingen af det beskrevne indhold, kan man snakke om at bogen også får den tredje dimension, dybde. Det samme gælder dimensionen tid. 51 Den semiotiske modalitet ligger hovedsageligt i tekstens fysiske udformning og den efterfølgende sansning. Den lydlige kvalitet ligger i selve sproget, der kan siges at blive læst op inde i hovedet. Selve sproget og ordene er konventionelle symboler, som vi tolker fordi vi har lært hvad de står for, men en tekst kan også indeholde ikoner i tekstens visuelle udformning. At opleve bogen En bog er ikke tvunget af tid og sted. Den kan gemmes og tages frem igen, uden at indholdet i sin form har ændret sig eller er gået tabt og vi kan opleve bogen hvor og hvornår vi vil. Indholdet er derimod ofte bundet af tid og sted. Vi vælger ikke selv hvor vi kigger hen eller hvad vi vil opleve og i hvilken rækkefølge. Det er givet på forhånd og skrevet ind i tekstens forløb. En bog kan fremstilles i mange eksemplarer og nå mange mennesker på samme tid, men det henvender sig i sin enkelthed oftest kun til en person af gangen. I denne sammenhæng ser jeg selvsagt bort fra de situationer, hvor bøger læses op. Når vi oplever bøger gør vi det altså som regel alene. Man kan sagtens snakke med andre, der også har læst bogen og på den måde skabe fællesskab omkring indholdet, men selve fremstillingssituationen og den direkte oplevelse foregår hver for sig. Den sanselige bog Bogen er et visuelt medie. Selvom indgangen til indholdet ligger i en række symbolske konventioner af bogstaver og ord, samt det faktum at mediet i sin fysiske form er ret 51 Ellström, L. (2012) side 26 26

27 begrænset hvad sansepårvirkning angår, så er det netop sanserne der er i spil i forbindelse med bogmediet. Når vi læser ordene grim mand i en bog, så er det vores forståelse af ordene grim og mand der fortæller os hvad teksten indeholder. Men teksten giver os ikke på forhånd et billede at forholde os til. Det er igennem de symbolske konventioner bestemt af samfundet, samt vores egen erfaring og forståelse, der skal skabe billedet af den grimme mand, og det er her et af bogens stærkeste virkemidler findes. Når billedet af den grimme mand skal dannes i vores eget hovede, så bliver han grim på lige præcis den måde vi hver især synes er det grimmeste. Og da det der er det grimmeste i mit hovede ikke nødvændigvis er det grimmeste i en andens hovede, så giver bogen mulighed for at ramme hver læser på den mest direkte måde. I denne tanke om, at fantasien er stærkere end virkeligheden, kan virkemidlet også bruges ved at overlade ting til netop fantasien. 52 Man kan også forestille sig at denne grimme mand lugter. Det står der i bogen at han gør og læseren kan næsten få det dårligt over at forestille sig den grimme lugt. Det gælder altså ikke kun synssansen, men også de andre sanser, når en bog opleves. Jo stærkere vores forestillingsevne er eller jo bedre tekstens beskrivelser er, jo mere virkeligt vil vi opfatte indholdet med vores sanseaperat. Bogens detaljer På den anden side, så kan teksten være nødt til at gå i detaljer for at give os den hele oplevelse. Da billederne først skabes i læserens hovede, må teksten nogle gange detaljeret forklare de følelser eller billeder der ønskes overleveret. Det kan tage en smule af umiddelbarheden ved oplevelsen. Det kan for eksempel virke stærkere at se et billede af en mand der smiler, end at læse en beskrivelse af en mand der smiler, fordi sansningen er mere direkte og uden påvirkning. Dette aspekt kan dog også være en fordel. I bogmediet kan en følelse beskrives meget detaljeret og nuanceret, hvilket kan give en større forståelse af for eksempel en karakters bevæggrunde og indre monolog. Sagt på en anden måde kan tanker og følelser beskrives uden om handlingen og uden at handlingen mister sit flow. Det virker heller ikke unaturligt at en fortæller ved hvad der foregår inde i hovedet på alle personer og kan skifte mellem dem, så læseren får den fulde indlevelse og viden, der strækker sig ud over de enkelte karakterers Poulsen, H. (2005) side Larsen, G. (2013) side 57 27

28 Teatermediet Modaliteterne Teatermediets materielle modalitet kommer til udtryk i, at grænsefladen som udgangspunkt er tredimensionel. Men ofte vil teatret indeholde en kombination af grænseflader, herunder lyd, lys og en blandning af både flade og ikke flade overflader. 54 Dele af den sensoriske modalitet er i teatermediet ligefrem og fysisk, som muligheden for at se og høre. Men også sanserne omkring at føle, smage og lugte kan være til stede både direkte og implicit. Det almindelige teater indeholder alle fire dimensioner i den spatiotemporale modalitet. Den semiotiske modalitet i teatret kan vise sig igennem brugen af både ikoner, symboler og indekser. Samtidighed, nærvær og opførelsens unikhed Teatermediet har i følge Judith Miller, en fordel som de fleste andre medier ikke har, og det er den fysiske tilstedeværelse samt det faktum at oplevelsen er forgængelig. Igennem denne tilstedeværelse bliver teatret en fælles oplevelse. Hun formulerer det således: ( ) (teater er Red.) depending on the contact between audience and actors to make it work. The enclosed set establishes an immediate physical connection between public and players. They inhabit the same space. 55 Erik Christoffersen skriver på samme måde i sin artikel fra 2011, at teatermediet er knyttet til opførelsessituationen. Det er afhængigt af tilskuernes tilstedeværelse, samt tid og rum og det påvirker mediet en række henseender. 56 Der ligger i teatermediet en anderledes mulighed for social oplevelse. Man samles om mediet og har oplevelsen sammen med de andre besøgende. Men igen skiller teatermediet sig ud, da den menneskelige kontakt ikke kun ligger i et publikum, men også fra publikum til skuspillerne på scenen. I hvor høj grad denne interaktion med mediet er mulig, varrierer fra stykke til stykke. I den ene ende ligger de eksperimenterende teaterstykker, hvor publikum direkte inddrages i stykket og kan kommunikere med skuespillerne og derved ændre i 54 Ellström, L. (2012) side Miller, J., G. (1981) side Christoffersen, E., E. (2011) side 57 28

29 fortællingens gang. 57 I den modsatte ende kan man opleve teater, der i højere grad benytter sig af tanken om den 4. væg, hvor en imaginær væg findes mellem scenen og tilskuerrummet. I denne teori er publikum vidner og skuespillerne vil lade som om, at de ikke er der. 58 Denne form for teater er dog alligevel ikke uden interaktion. Som Miller skriver i citatet ovenfor, vil den fysiske tilstedeværelse af publikum og skuespillere i samme rum altid påvirke mediet og indholdet. Man skal ikke have været publikum til særlig mange fysiske kunstfremstillinger, som teater og koncerter, for at have oplevet hvordan publikums reaktion på det fremstillede gør en indvirkning i hvordan det fremstilles. Der er altså i teater sammenhæng altid (mulighed for) interaktion med mediet. Dette betyder også, at oplevelsen bliver unik, fordi den sker her og nu og man kan tilføre et og aldrig mere. Selvom man i et teaterstykkes spilleperiode kan vælge at gense stykket, vil oplevelsen ikke være den samme, da interaktionen imellem publikum og mediets aktører har ændret sig og den er unik. I live elementet findes yderligere en faktor, der handler om risiko for uheld. Denne risiko kan vise sig ved at uheldet rent faktisk er ude og noget i forestillingen går galt, men risikoen i sig selv fremkalder samme oplevelse i live rummet. Det forstærker følelsen af at være til stede og er altså som en remediering et eksempel på elementer af både immediering og hypermediering. Immedieringen består i publikums følelse af, at de er fysisk forbundet med mediet og hypermedieringen af at mediet bliver tydeligt. Glemmer en skuespiller sin replik eller scenernes rækkefølge, vil publikum hvis de opdager det blive gjort opmærksom på at karakteren ikke er virkelig. Sanser i teaterforestillingen Mange af de nedenfor beskrevne virkemidler er forbundet med teatrets intermedialisering og de eksisterer altså i kraft af nyere medier med udgangspunkt i et nyere teater. Rummet Jeg har allerede diskuteret en del af det fysiske aspekt ved teatret. Det skal dog også nævnes at teatret i sin fysik giver publikum mulighed, for selv at bestemme hvor deres blik og fokus koncentreres. Teaterrummet er et begrænset rum i forhold til for eksempel film, men også i forhold til bøger. Det betyder at andre virkemidler må i spil og at personerne i et teaterstykke ofte er meget synlige og bærende for fortællingen Christoffersen, E., E. (2008) side Den Store Danske Gyldendahls åbne encyklopædi (2013) fjerde væg 59 Eigtved, M. (2007) side 43 29

30 Lyd og musik Lyd og musik kan være stærke virkemidler i en teaterforestilling. Lyd og musik er ofte i direkte relation til vores underbevidste følelser og erfaringer i langt højere grad end de visuelle virkemidler. 60 Ved hjælp af musik kan man forsøge at fremkalde bestemte følelser hos publikum. Musikken kan også give hints om hvordan man skal tolke det der sker på scenen. På den måde kan man kommunikere direkte til følelserne. Lyde af ting der ikke er på scenen giver en fornæmmelse af at de faktisk er der. 61 Stemmerne eller replikkerne i et remedieret teaterstykke er en direkte indføring i indholdet, og kan være en stærk reference til bogen. Men selvom replikkerne udgør de samme ord som en passage i bogen, er virkemidlerne anderledes. Også stemmerne giver publikum en ide om stemningen, hvormed situationen skal læses. 62 Visuelle udtryk De visuelle virkemiddel i et teaterstykke er mange og de er alle vigtige i deres samspil. En teaterforestilling fortæller os hvordan personerne, og til dels også omgivelserne, ser ud, hvordan de taler og bevæger sig. Vi behøver altså ikke at forestille os disse elementer i fortællingen. Rummet og scenografien kan lægge op til forskellige stemninger, som for eksempel hygge, klaostrofobi eller forstærke vores indtryk af karakterende. Bliver de portrateret som små eller store i deres omgivelser? 63 Også mimik og kropssprog fortælle publikum hvordan en karakter skal opfattes eller har det. Denne direkte kommunikation kan virke stærkere end at få den beskrevet, da vi umiddelbart reagerer på disse tegn på følelse. Farver spiller en rolle i den forstand at de er kodede og vi forbinder visse følelser og udtryk med forskellige farver. 64 Jeg vil her nævne et bud på betydning af de farver der indgår i Processen; Rød er aktiverende, fremmende for både varme, kærlige og aggressive følelser. Hvid er neddæmpende og tomhedsskabende. Grå er afbalanceret, men også deprimerende. Sort er fremmende for pessimisme og depression. Lys og mørke fortæller os hvornår teaterstykket starter og hvor vores fokus skal rettes hen. Lys kan desuden igen fremkalde forskellige stemninger og i nogle tilfælde fungere som en 60 Eigtved, M. (2007) side Eigtved, M. (2007) side Eigtved, M. (2007) side Eigtved, M. (2007) side Eigtved, M. (2007) side 63 30

31 decideret rekvisit. 65 Lyset kan også sætte stemningen for teaterstykket, hvor det kan være skarpt, hårdt eller blødgørende. Skygger er en vigtig del af lyset. Skygger danner også stemning og dybde. 66 Det absurde teater I det følgende vil jeg kort redegøre for det absurde teater, da både Processen som bog og teater ligger i tråd med denne tradition. Absurd betyder oprindeligt ude af harmonie og kan forstås som noget der er blottet for hensigt og mening. 67 Det absurde teater har mange af sine virkemidler tilfældes med andre teaterformer, men det absurde element giver alligevel nogle forskelle. Genren er bygget på tekst som ageres på et enkelt og symbolsk samt antinaturalistisk scenerum. Den er bygget på tekster med temaer omkring meningsløshed og rodløshed i det moderne menneskes liv. Formen er derfor oftest tilstandbeskrivende med mindre fokus på at opbygge noget spændingsforløsende. Franz Kafka er en af de forfattere der har inspireret til stilen med hans marreridtsagtige temaer. Han har endda lagt navn til udtrykket om det absurde; Kafkask 68 Det absurde teater gør ofte brug af opbrudte replikker og pauser i sproget, der giver det et rytmisk islæt Eigtved, M. (2007) side Knudsen, J., I. (2010) side Esslin, M. (1968) side Den Store Danske Gyldendahls åbne encyklopædi (2013) absurd teater 69 Esslin, M. (1968) side 18 31

32 Diskussion Fra bog til teater I dette afsnit vil jeg ved hjælp af en diskussion om mediernes forskelle og ligheder, undersøge hvad der sker, når man remedierer et indhold fra bog til film. Forenkling, Forkortning, Forvandling og Fortolkning Henrik Poulsen skriver, at når indhold flytter medie sker det ikke ved en direkte overførsel, men en remediering, hvilket betyder at nogle elementer må ændres, så de passer til det nye. Da man ikke kan regne med at publikum har læst det originale værk, må teaterstykket kunne fungere selvstændigt. Henrik Poulsen deler disse ændringer der sker i remedieringen op i fire dele; Forenkling, Forkortning, Forvandling og Fortolkning. 70 Forenklingen kan ske når teaterstykket vælger at ligge vægt på enkelte temaer fra bogen og udelade andre. En forkortning finder ofte sted fordi teaterstykket har en begrænset tidshorisont og derfor ikke har plads til alt fra bogen, men det kan også føre til at scener eller replikker tilføjes for forståelsens skyld. Forvandling dækker over når fortællingens placering flyttes i tid eller rum. Fortolkningen hænger sammen med forenkling, men handler her om at man i teaterstykket ofte må vælge hvilken fortolkning af bogen der bruges. 71 Hvad der ligger i disse fire begrebers betydning vil også indgå i resten af diskussionen. En anderledes oplevelse Da både bog og teatermediet er visuelle medier, er remedieringen til teater ikke en overgang til det visuelle, selvom grænsefladen i bogens tilfælde ligger i forestillingsevnen, og overgangen til teater altså giver en mere direkte sanseoplevelse i et tredimensionelt rum med dimensionen af tid. I remedieringsprocessen skaber man billeder til en fortælling der, hvis publikum har læst bogen, allerede eksisterer billeder til, og det kan skabe en konflikt. Mange vil kunne nikke genkendende til oplevelsen af, at remedieringens billeder og tolkning ikke levede op til oplevelsen af bogen. 72 Denne konflikt opstår heldigvis ikke altid i remedieringsprocessen og kan heller ikke kobles sammen med om remedieringen er lykkedes eller ej. Den siger kun noget om, at en remediering mellem to medier med forskellige 70 Poulsen, H. (2005) side Poulsen, H. (2005) side Gram, L., K. (2013) 32

33 virkemidler aldrig vil give den samme oplevelse, hvilket jo heller ikke er meningen. Men hvad er det så der sker når et indhold flytter medie fra bog til teater? Noget af svaret findes i netop det oplevede, altså at oplevelsen i teatret er en anden end i bogen. Hvor indholdet i en bog kan gemmes og genfindes, så er indholdet i et teaterstykke flygtigt og forbigående og det giver en ny oplevelse af indholdet som unikt. Man vil aldrig igen kunne opleve indholdet i præcis de samme rammer og oplevelsen går i remedieringen fra at være bundet, til at være noget ingen andre har set før eller vil se igen. Hvorfor dette element får folk til at gå i teatret, handler sandsynligvis om vores stræben efter det specielle, unikke og ekslusive. Når remedieringen sætter indholdet i en ramme der sker lige nu, så indgår risikoen for at noget kan gå galt, og det kan som nævnt gøre den unikke oplevelse endnu stærkere. Ved remedieringen opstår der også nye muligheder for at interagere med indholdet. Det er ikke sikkert at det viser sig som en direkte interaktion, men fornæmmelsen af at kunne spiller også en rolle. Når karakterende nu pludselig repræsenteres igennem virkelige mennesker, så kan publikums reaktioner påvirke indholdet. Måske spiller skuespillerne endnu bedre de dage hvor publikum griner eller gisper. I nogle teaterstykker inddrages publikum direkte i handlingen, hvilket gør oplevelsen af indholdet endnu mere nærværende og vedkommende. Ved remedieringen skabes der også en fælles oplevelse med de øvrige mennesker i publikum. Hvor bogen er et enmandsprojekt, så kan påvirkningen fra et publikum give en anden oplevelse. Når nogen på scenen siger noget sjovt, så kan man høre de andre grine. Får de andre et chok, så forstærker det følelsen af chok. Denne påvirkning skaber for det første en fornæmmelse af deltagelse og samhørighed, men den forstærker også det oplevede, fordi man ikke kun reagerer på teaterstykket, men også oplever andre reagere. Når et indhold remedieres, så skifter modaliteterne omkring indholdet også. Indholdet vises nu i et tredimensionelt rum med flere forskellige grænseflader. Det får også en ny tidsdimension, der på forhånd er fastlagt fra teaterstykkets begyndelse til dets slutning og man kan ikke selv vælge hvornår man vil tage del i fortællingen. I teatret er man heller ikke længere lige så bundet af hvor opmærksomheden rettes hen. Her kan man selv, inden for historiens rammer, vælge hvor man kigger hen og man kan lade sig opsluge af detaljer i scenografien, der ikke er i direkte fokus, men som kan give betydning for den enkeltes individuelle oplevelse. 33

34 Bevidstheden om at glemme mediet Ved remedieringen fra bog til teater findes der elementer af immediering og hypermediering. Når publikum sætter sig på tilskuerpladserne er de som udgangspunkt bevidste om at de er i teatret og at folkene på scenen er skuespillere, altså at de er i forbindelse med et medie. Immedieringen handler om at bryde denne bevidsthed, så publikum står i direkte forhold til indholdet. Man forsøger at skabe en troværdighed igennem skuespillet, så publikum lever sig ind i fortællingen i en sådan grad at mediet bliver transperant. Hvor bogens indlevelse handler om forestillingsevnen, har immedieringen til teatret den fordel at man faktisk er til stede. Næsten alle sanser kommer i brug og oplevelsen af at være der selv med et first-person point of view bliver tydeligere i remedieringen. Men der findes også elementer af hypermediering. På grund af teatermediets begrænsede plads, kan alt ikke være med. Foregår scenen i en skov, kan man ikke omforme scenen til en skov, men kun give illusionen om en skov. Forestillingen kan også vælge at gøre opmærksom på at publikum sidder i et teaterrum som virkemiddel og skabe nydelse i den forbindelse. Erkendelsen af teatret som medie for fortællingen kan igen igennem forestillingsevnen, fremme immedieringen. Desuden integreres flere medier i forestillingen, som for eksempel billede, lys, lyd, fremvisning af film, hvilket giver remedieringen en kombination af de mange mediers virkemidler. Bogen beskriver, teatret viser Det at være fysisk til stede kan dog også have en bagside. Hvor bogen beskriver, så viser teatret. I bogmediet bliver meget overladt til fantasien, som i eksemplet fra tidligere med den grimme mand, og det kan være en fordel. Et teaterstykke kan i høj grad også overlade til forestillingen og er nødt til det på grund af dets afgrænsede rum, men nogle ting vil være givet. Dette gælder scenen, scenografien og skuespillernes udseende. Teaterstykket visualiserer altså en del af fortællingen og man behøver ikke sin forestillingsevne i denne forbindelse. Bagsiden kan ligge i, at fantasien som sagt tit overgår virkeligheden, samt i at visualiseringen ikke altid rammer hele publikummet. Detaljegraden ændrer sig også når man remedierer fra bog til teater. Når man i bogen må beskrive alt, tager det ofte længere tid end i et teaterstykke. I remedieringen vil disse beskrivelser mange gange være visuelt forklaret, hvilket kun tager et øjeblik. Denne visuelle præsentation kan virke stærkere fordi vi umiddelbart sanser den i forbindelse med vores følelser og ikke i første omgang skal tænke over det. 34