men der er noget nærhed der går tabt Alt skal afrapporteres Jeg tror ikke helt, at det er gået op for kommunerne...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse... 1 Abstract... 4 Forord... 7 Kapitel 1: Problemfelt og generel introduktion... 9 Indledning... 9 Kommunernes nye rolle VISO Problemformulering Læsevejledning specialets struktur Kapitel 2: Specialet set i relation til eksisterende positioner i dansk handicapforskning og præsentation af det teoretiske perspektiv En Foucaultinspireret position Politologisk orienteret handicapforskning Videnscenter for Hjerneskade Sektorforskning på handicapområdet Kort opsamling Feltanalyse som sociologisk arbejdsmetode Kort om kapitalbegrebet og om positionsbegrebet Afrunding på det teoretiske perspektiv hvorfor så Bourdieu? Synspunkt og selvobjektivering En processuel og praktisk selvobjektivering Om de anvendte begreber Kapitel 3: Behandling og rehabilitering af senhjerneskadede klienter Kort om typer af hjerneskader Faseinddelingen Centrale institutioner Et anskueliggørende eksempel på et sammenhængende behandlingsforløb Jyttes sag En bemærkning om habitusbegrebet Kapitel 4: Fortællinger og rammer Introduktion Inspirationen fra Weight of The World En ekspliciterende ekskurs Bourdieu, Goffman og Honneth Systematikken i fremstillingen af fortællingerne Fortælling: Marie - Med feltets genese i kroppen Kan man komme til at tale ved at se på en væg? Vi havde faktisk for gode muligheder men der var ikke noget, der blev regionalt Det er nyt for hele den offentlige sektor, at nu skal vi gå og regne sådan ud man organiserer sig anderledes Men nu skal vi jo have en helt anden kontakt, for nu skal vi have penge ud af dem jo Opsamling: Organiseringen af arbejdet ændres fortælling: Lene: Behandlingsrationalet under pres Jeg blev fuldstændigt fascineret Der var simpelthen ikke enighed vores primære opgave, det er at betjene borgeren vi skal dokumentere meget mere Det jeg så tænker er, at de vender tilbage som en boomerang på et tidspunkt Opsamling de ændrede arbejdsbetingelser synliggøres Fortælling: Kirsten fra amt til stat: Der er noget nærhed, der går tabt Det er mere komplekst Jeg tror du vil få tretten forskellige svar

2 men der er noget nærhed der går tabt Alt skal afrapporteres Jeg tror ikke helt, at det er gået op for kommunerne Opsamling fra relativ metodefrihed til kontinuerlig afrapportering til ministeriet fortælling: Anne et strategisk blik fra oven Et dødt neuron er et dødt neuron så nu begynder vi måske forfra De elsker BUM-modellen hvordan agerer man i en omstrukturering? men vi har jo ingen pladser her ved mig Det her er ikke standarder det er bedre at sende borgerne og brugerorganisationerne i byen Opsamling bureaukratisk kapital på arbejde Opsamling: Mønstret i fortællingerne Kapitel 5: En historiserende feltkonstruktion Kapitlets struktur Bourdieu og (dobbelt)historisering del: Kommunalreformen 1970 og særforsorgens udlægning i Særforsorgens udlægning en administrativ reform med vidtgående konsekvenser del: Det specifikke felts genese bevægelser i det bureaukratiske felt Amtsrådsforeningen som central aktør i det bureaukratiske felt Det første overblik Rapporten fra 1991 og Videnscenter for Hjerneskade Sundhedsstyrelsens redegørelse fra 1997 formalisering af behandlingsstrukturen Fra bistand til service Kort opsamling på del 1 og del: Den nyere historie Kort om moderniseringen af den offentlige sektor Finansieringsreformen og BUM-strukturen trin i moderniseringen af den offentlige sektor BUM-modellen vil vi spare eller fortsætter vi? Strukturreform, institutionsoverdragelser og VISO feltets strukturer ændres KL og institutionsoverdragelsesprocessen Gensyn med VISO Et empirisk indblik Afrunding: Skridt mod øget standardisering på hjerneskadeområdet Opsamling på den nyere historie Kapitel 6: Den aktuelle tilstand i feltet Fortællingerne peger på hvad det er, der skal forklares Den historiserende feltanalyse peger på den øgede eksterne regulering Afrunding tilbageblik på Jyttes sag Kapitel 7: Metodiske refleksioner det er ikke en kogebog! Introduktion Adgang til feltet og udvælgelse af informanter Kort om feltanalytiske forskningsinterviews at spørge til praksis Interviewguide og spørgeteknik Selve interviewet oplevelsen af både fortællelyst og symbolsk vold Efter interviewene hvad var det, der skulle forklares? Observationer og feltdagbøger Deltagende objektivering Registrant et redskab til historisering af den aktuelle tilstand i feltet Afrunding Referencer:

3 Artikler fra registrantanalysen der er refereret i specialet Andet:

4 Abstract Abstract The aim of this thesis is to examine the current condition of the field for working with clients struck by late brain injury in Denmark. It is estimated that approximately 50,000 people in Denmark live with some kind of permanent consequences following a sudden brain injury. The scope is to examine what implications the present state of the field has on the working conditions for the executing professions in the field. The term profession meaning the people who in practice work with clients struck by a brain injury, either in the process of rehabilitation or during counselling. The development in the structure of the field is examined from the genesis of the field in the middle of the 1970 s and onwards. The timeframe of the examination concludes with the recent reform of the Danish public sector the structural reform which took effect in January As a result of the radical reform of the public sector the responsibility for the services (rehabilitation, counselling) aimed at clients with brain injuries, are moved from the regional level ( amterne ) to the municipalities ( kommunerne ) the local level. Consequently, the responsibility for the clients demanding highly specialised care caused by brain injuries are moved from the 14 counties to the 96 new municipalities. These municipalities have minor or no experience dealing with clients with these highly complex conditions. The above sums up the empirical framework for the thesis and the questions of interest are: What will happen to the field for working with clients struck by late brain injury in Denmark in a new context where the municipalities are the main authority in the field? And in what way will it affect the executing professions in the field? By deploying as a theoretical and methodological frame the reflexive, sociological tools of Pierre Bourdieu, i.e. the concepts of field, habitus and capital, the field is constructed throughout the thesis and the contending positions in the field is brought to light. More precisely the thesis identifies that the main struggle for how to work with brain injured clients in Denmark are between positions aiming at making the practical work either more orientated towards the bureaucratic field (the municipal economy and the ability to govern the care) or towards positions focused on the care and service for the clients. In the analyses it is suggested that the executing professions in the field have their own field specific habitus centered mainly on the care for the clients. This habitus focuses on the coordination of the complex work with the 4

5 Abstract clients (involving different layers and institutions in the bureaucratic field and many different professions) and on structuring an optimal case for the clients characterised by timing and flow in the care. This habitus is now put under severe pressure by external regulations. The toolbox of Pierre Bourdieu is put to work in an empirical context. This toolbox is used for structuring the design of the thesis, which is based on: 1. Four qualitative interviews, so-called field analytical interviews, with four former advisers in the Danish public sector, each working in the field of public service for people with disabilities (mainly brain injury) in the former counties. All four have changed their jobs as a result of the reform. 2. Participating observations (and objectivations) with some of the advisers doing their daily job. 3. A thorough registrational ( registrant ) analysis of the periodical Fokus from During the socio-historical construction of the field, it is pointed out that the field was relatively autonomous from the genesis and until the latest reform of the Danish public sector. The field was autonomous in the sense that it developed its own ways (forms of practice) to deal with, rehabilitate and council the clients in the field. The field, and the executing professions, distinguished themselves from other fields and from other clients with other handicaps. The struggle of how to work with the clients was mainly kept inside the field and among the internal hierarchies in the field meaning that the contending positions, represented by different professions working with different stages in the rehabilitation process, were struggling over field specific stakes but generally aiming at improving the care for the client. In the latest history of the field a shift in the orientation of the interest of the work for the clients is identified and made visible now it is not the client s need, but the economy of the municipalities that are the raison d être of the activities in the field. This shift is mainly caused by the latest reform in the public sector. The reform is bringing a whole new institution, VISO, to life. VISO is an institution that can help the municipalities in the most specialized cases demanding the most specialized competences (which would be the case in many brain injury cases) if the municipalities decide to use VISO and pay for the suggested services for their clients. The municipalities are now fully responsible for financing the service for the clients that suffer from a sudden brain injury 5

6 Abstract and thus it is up to them to structure this service and to decide which direction the service should take: Should it be based on the practical knowledge inherited in the habitus of the executing professions? Or should it rather be centered on initiatives that are more costefficient? Much of the empirical evidence in the thesis points in direction of the latter. The thesis also points out, that it is still a very open question if the municipalities will even see and recognise that clients are struck by brain injuries, due to the lack of specific knowledge about this handicap. If you cannot see the problem, you cannot deal with it. 6

7 Forord Forord... jeg [mener] i fuldt alvor, at intentionen om at synliggøre samfundsmæssige tvangsmekanismer er emancipatorisk. Det betyder ikke andet end den gamle regel, at man kun formår at påvirke verden, hvis man kender den: For hver ny bestemmende faktor, der erkendes (dvs. gøres synlig og forstås), åbnes der et større frihedsspillerum (Bourdieu 2006c:38-39). Mennesker med erhvervet hjerneskade (senhjerneskade) er ganske almindelige, raske mennesker der pludseligt rammes af en hjerneskade, for eksempel efter et slag mod hovedet (et kranietraume) eller efter en hjerneblødning eller en blodprop (apopleksi). Det er mennesker (og deres pårørende) der oplever at blive revet ud af deres vante dagligdag, og med ét slag må se deres tilværelse ændret radikalt. Det anslås, at op mod mennesker i Danmark lever med følgerne af en pludseligt opstået senhjerneskade, og det er indsatsen over for disse senhjerneskadede mennesker og den historiske udvikling af denne, der er det centrale omdrejningspunkt i nærværende speciale. Jeg skal her indledningsvist henlede opmærksomheden på, at specialet er skrevet i en tid, hvor indsatsen over for de senhjerneskadede flyttes fra de gamle amter til de nye (stor)kommuner, hvilket undersøgelsen naturligt nok bærer præg af. Den offentlige sektor befinder sig her så forholdsvis kort tid efter strukturreformens ikrafttræden, stadig i en intensiv omstillingsproces, og det empiriske arbejde jeg har udført gennem de sidste godt otte måneder vidner herom. De travle, engagerede mennesker, hvis fortællinger er et helt centralt bidrag til min undersøgelse, befandt sig midt mellem to stole, da de tog sig tid til tale med mig. At udvise dette overskud i en mere eller mindre kaotisk tid skal de have tak for. Uden dem intet speciale! Jeg vil også her knytte en kommentar til specialets titel: Det her er ikke standarder en konstruktion af feltet for arbejde med senhjerneskade. Første del, Det her er ikke standarder, er et kort citat fra ét af de interview, der danner fundamentet for de førnævnte fortællinger og det konnoterer til det helt særlige ved behandlingen, rehabiliteringen og rådgivningen af klienter med (sen)hjerneskade: Ikke to sager er ens. De er netop komplekse og ikke standardiseringsvenlige, hvilket har været en motiverende faktor for mig i arbejdet med dette speciale, for hvordan passer så unikke sager (og sagsforløb) ind i en kommunal virkelighed, hvor man i høj grad er vant til at tænke offentlige serviceydelser netop som standarder? 7

8 Forord Min motivation har været at sætte kritisk fokus på den yderst hurtigt gennemførte omstrukturering af den offentlige sektor. Jeg har haft en ambition om, at give et bud på, hvad den betyder (kommer til at betyde) for både de udførende professioner, der til dagligt arbejder med svært komplicerede hjerneskadesager og klienter med udpræget behov for hjælp (i den forstand er der tale om et fokus på velfærden for de svage grupper). I et lidt bredere perspektiv er dette speciale også udtryk for en praktiseret engageret sociologi, der eksplicit synliggør hvorfra problemstillingen anskues. Det er en sociologi, der tager stilling til den bestemte problemstilling og handler om virkelige mennesker der gør noget (de udførende professioner). Derfor har jeg også, hvilket det indledende citat kredser om på et mere abstrakt plan, haft et emancipatorisk sigte med mit specialearbejde. Det er emancipatorisk i den forstand, at jeg vil synliggøre de strukturelle ændringers betydning for de udførende professioners måde at arbejde med de senhjerneskade klienter på, således at disse kan tage begrundet stilling de aktuelle omstruktureringer af deres daglige arbejde. Resultatet af akademisk arbejde fremstilles i blandt som resultatet af enkeltstående personers arbejde og som en, fra forskningsprocessen, løsrevet størrelse. Det er dog min erfaring, at sådan forholder det sig yderst sjældent og slet ikke i mit tilfælde. Jeg har undervejs i arbejdet med dette speciale draget nytte af grundige og inspirerende samtaler med min vejleder Anders Mathiesen, haft en tidlig udgave til intern evaluering, hvor lektor Hanne Warming og cand.scient. adm. Lene Lykkegaard Schmidt bidrog med kritiske og opmuntrende kommentarer og modtaget (irriterende) skarpe bemærkninger fra ph.d. studerende Jacob Ditlev Bøje. Jeg skylder også tak for husly til Signe og Martin, der stillede en base til rådighed under mit observationsforløb og til min far og mor der hjalp med layout og korrektur og ikke mindst til Michelle, der har været en uvurderlig og kærlig medspiller hele vejen igennem. 8

9 Kapitel 1: Problemfelt og generel introduktion Kapitel 1: Problemfelt og generel introduktion Indledning Dette speciale handler om, hvad der sker, når man laver om på hvilke myndigheder, der leverer specialiseret social service til borgere med udpræget behov for hjælp i dette tilfælde klienter med forskellige grader af erhvervet hjerneskade (også kaldet pludseligt opstået hjerneskade, eller slet og ret senhjerneskade ). Specialet tager mere konkret sigte på de mennesker, der arbejder med behandling, rådgivning og rehabilitering af senhjerneskadede. Det er disse udførende professioners arbejdsbetingelser og den historiske udvikling heraf, der er det centrale omdrejningspunkt i specialet et omdrejningspunkt, der aktualiseres i lyset af de igangværende omstruktureringer heraf, ændringer igangsat af den nyligt implementerede opgave- og strukturreform 1. Dette kapitel introducerer grundlæggende til denne undersøgelses empiriske udgangspunkt og problemfelt, hvilket fører frem til undersøgelsens problemfelt. Kapitlet sluttes af med en læsevejledning over specialet. Med indgåelsen af aftalen om strukturreformen mellem regeringen og Dansk Folkeparti skabtes der ikke blot et helt nyt danmarkskort i ren fysisk forstand. Ud over at danne 98 nye (stor)kommuner frem for de tidligere 271, og fem nye regioner, der afløste de 14 gamle amter, skabtes der også en helt ny, og i historisk forstand ganske unik, opgavefordeling mellem staten, regionerne og kommunerne (Indenrigs og Sundhedsministeriet 2004a og b og 2005). Kommunerne fik efter strukturreformens ikrafttrædelse det fulde finansierings- og myndighedsansvar på det sociale område, men driften af de forskellige sociale institutioner kunne placeres både hos kommunerne og i de kommende regioner og der er derfor i lige så høj grad tale om en opgave- som en strukturreform. Det, der i denne sammenhæng påkalder sig min interesse, er de specialiserede sociale tilbud, herunder specifikt arbejdet med hjerneskadede klienter, og det er med disse tilbud, og det arbejde der udføres her, som referencepunkt, at dette introducerende tidsbillede skal læses. 1 Jeg er klar over, at rehabiliteringsbegrebet er omdiskuteret og der kan for eksempel være store forskelle på, hvad man på henholdsvis sundheds- og socialområdet lægger i dette begreb. I denne undersøgelse støtter jeg mig til følgende definition: Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats (Marselisborgcentret & Rehabiliteringsforum 2004:4). 9

10 Kapitel 1: Problemfelt og generel introduktion Kommunernes nye rolle Som en del af det store lovkompleks, der er fulgt i kølvandet på Strukturreformen inddelte man institutioner på undervisnings-, sundheds og socialområdet i kan- og skal - institutioner (eller tilbud ). Skal-institutioner var institutioner som kommunerne automatisk skulle overtage, og her var der tale om en bred vifte af institutioner og områder, der nu entydigt blev placeret i kommunalt regi: Tilbud til børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer, tilbud på alkohol- og stofmisbrugsområdet (den lægelige behandling), specialundervisning for børn, specialskoler for voksne, revalideringstilbud og genoptræning (se hertil specielt den nye Lov om social service, kapitel i Hansen 2005). Kategorien kan-institutioner, var vedhæftet en stor del af de amtslige tilbud på det sociale område. Og her var viften mindst ligeså bred som det var gældende for skal-tilbuddende, idet der her var tale om: Tilbud til handicappede børn og voksne, tilbud til sindslidende, hjælpemiddelcentraler, kommunikationscentre, kvindekrisecentre, forsorgshjem og ældreboliger (KL 2005a:2-6). Kommunerne skulle forholde sig til, om disse tilbud var nogle, de ville overtage fra amterne, hvorfor de blev benævnt kan-tilbud. Skæringsfristen for kommunernes svar var 15. februar 2006 og det viste sig, at kommunerne i langt de fleste tilfælde gerne ville overtage driften af diverse kan-institutioner. Det generelle billede blev således, at kommunerne overtog 80 % af de hidtidige amtslige tilbud indenfor social-, specialundervisnings og psykiatriområderne (Amtsrådsforeningen 2006) og dermed også en stor del af de specialiserede tilbud. Givet denne ændrede fordeling af opgaver og institutioner, finder jeg det for det første, relevant at sætte fokus på de tidligere amtslige institutioner og nogle af de professioner, der arbejder (og har arbejdet) indenfor hjerneskadeområdet. Dette er især interessant, da behandling, rådgivning og rehabilitering af klienter med erhvervet hjerneskade nu organiseres og skal virke på helt andre vilkår end før reformen. For det andet bliver det, også med institutions og opgaveoverdragelserne in mente, interessant at se, hvordan kommunerne nu håndterer en for dem helt ny situation, hvor de som suveræn myndighed skal tage stilling til behandling og finansiering af specialiserede sociale sager, som rådgivning og rehabilitering af borgere med erhvervet hjerneskade. Endvidere og for det tredje, er det også op til kommunerne at være primus motor i den faglige udvikling af disse tilbud, en udvikling der fastlægges som del af de årlige rammeaftaler, som kommunerne udarbejder i samarbejde med regionerne. Det centrale er, at der er tale om sager og områder hvor kommunerne har begrænset eller ingen forudgående viden og erfaring. Hvordan de nye kommuner håndterer, vægter og forholder sig til en sådan opgave, som for eksempel udviklingen af adækvate behandlingstilbud til senhjerneskadede klienter, giver dette speciale et fingerpeg om. 10

11 Kapitel 1: Problemfelt og generel introduktion Resultatet af processerne omkring institutionsoverdragelser fra amt til kommune, skærper og aktualiserer altså interessen for de højt specialiserede tilbud, der traditionelt har været placeret i amtsligt regi, idet man nu står overfor en mængde nye problemstillinger på dette område, det være sig både som klient afhængig af disse tilbud, men i høj grad også som medarbejder på disse institutioner. Hvor man før har kunnet anvende det amtslige, eller regionale niveau til at fordele borgere med behov for yderst specialiserede serviceydelser, for eksempel borgere med erhvervet hjerneskade, er det nu op til de mange nye kommuner at blive enige om at udbyde institutionspladser og andre sociale serviceydelser (eksempelvis rådgivning) i fællesskab det være sig regionalt, men også på landsplan. Dermed er både de klienter, der er afhængig af, at der findes specialiserede sociale tilbud og de, der arbejder på de specialiserede institutioner stillet i en historisk set ny situation, hvilket medfører for mig at se nogle helt centrale spørgsmål, eksempelvis: Hvilken specialiseringsgrad vil kommunerne satse på og hvad gør kommunerne hvis der opstår tomme pladser på institutionerne? Man har før kunnet trække på de forskellige regionale netværk, men det er blevet væsentligt sværere nu, eller i alle fald væsentligt mere usikkert hvordan disse fordelinger skal ske i praksis (Olsen 2006a). VISO Med strukturreformens ikrafttrædelse skabes en helt ny institution, der er ganske relevant for dette speciale: Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation, også benævnt VISO. VISO er en central enhed under Servicestyrelsen og er altså dermed overordnet tilknyttet Socialministeriet. Det er VISO s opgave, at bistå kommuner, borgere og kommunale, regionale og private tilbud med vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager og bistå kommunen med vejledende udredning af dens borgere i de få mest specialiserede og komplicerede enkeltsager på det sociale område, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud (Bekendtgørelse om VISO, 10.marts 2006). Med andre ord er det tanken, at VISO, i samarbejde med kommuner og regioner, rådgivningsmæssigt træder til, der hvor de gamle amter slap (Poulsen 2006a). Man kan med god ret spørge, hvad en VISO-sag er og hvordan VISO skal fungere i praksis, hvilket mange bruger- og pårørendeorganisationer da også har undret sig over (Poulsen 2006a). Før der kan være tale om, at en sag er VISOberettiget, skal følgende gøre sig gældende: Der skal være tale om en personsag og kommunerne skal være nået dertil, at alle andre muligheder for at få specialrådgivning og udredning er opbrugt. Først dernæst kan det vurderes om der er tale om så kompleks en sag, at det er VISO der træder til (se VISO s hjemmeside: Endnu engang skal man her lægge mærke til, at det er kommunerne, der nu har udspillet. En pludseligt opstået 11

12 Kapitel 1: Problemfelt og generel introduktion hjerneskadesag bliver kort sagt ikke en VISO-sag, hvis ikke kommunerne vurderer dette som hensigtsmæssigt. Det er også interessant her indledningsvist at genkalde sig, at et af hovedmotiverne bag indgåelsen af strukturreformen var, at der skulle skabes én indgang for borgeren til det offentlige, og mange steder, dog helt undtaget sygehusvæsnet, fjernes det amtslige eller regionale niveau (Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2004a). De store kommuner vil (og skal) nu altså i stigende grad selv lave specialtilbud (NoKS 2006). Der er risiko for, at driftsgrundlaget for de tilbageværende specialtilbud i regionerne langsomt vil blive fjernet. Det betyder, potentielt og på sigt, at regionernes tilbud må lukke, og hvad skal de mindre kommuner så tilbyde deres borgere? Meget tyder på, at disse borgere, hvis kommunerne ikke formår at indgå kommunale fællesskaber der kan løfte opgaverne, må tage til takke med de næstbedste tilbud for eksempel vil hjerneskadede måske havne på plejehjem, og må derfor undvære den specialpædagogiske indsats. Historisk set kan man således ende med at placere hjerneskadede samme sted, som man gjorde i 1960 erne og godt op i 1970 erne, hvilket vil sige på plejehjem og andre institutioner, der ikke er specialiseret i at håndtere og yde den rette service til dette særlige handicap (Løvschal Nielsen 2004:10). For at drage en parallel tilbage til VISO, er det her værd at bemærke, at det er kommunerne, der bliver brugere af specialiserede sociale institutioner. Det er kommunerne der, evt. via VISO og VISO s underleverandører (altså institutioner eller fagpersoner med en eller anden specifik kompetence, der udfører arbejdet med klienten for VISO), skal placerer de klienter, der har behov for specialiserede serviceydelser, på de for klienterne fagligt set dækkende (special)institutioner. Det er ligeledes kommunerne der, hvis de vurderer der er behov for det, bestiller ydelser (for eksempel rådgivning og udredning) hos VISO. I denne forstand er det ikke klienterne der i første instans er brugerne. Man kan ydermere og opsamlende pointere, at det helt generelt er interessant at følge tovtrækkerierne mellem kommunerne, regionerne (og i sidste ende staten) om det praktiske arbejde med rehabilitering og rådgivning af senhjerneskadede og ikke mindst den institutionelle placering af disse opgaver måden hvorpå dette arbejde organiseres og reguleres i de nye kommuner. Dette tovtrækkeri er med til at lægge rammerne for det arbejde, der sker på de forskellige rådgivnings- og rehabiliteringsinstitutioner og kan hjælpe til at synliggøre de magtrelationer, der er mellem de forskellige politiske felter og de forskellige bureaukratiske felter (jf. Bourdieu 2005b:125ff) og det felt, der konstrueres gennem specialet: feltet for arbejde med hjerneskadede i Danmark. Denne formulering, feltet for arbejde med senhjerneskade- 12

13 Kapitel 1: Problemfelt og generel introduktion de signalerer, at nærværende speciale er skrevet med inspiration fra den franske sociolog Pierre Bourdieu. Denne inspiration vender jeg tilbage til og folder ud nedenfor. Problemformulering Målet er via det anvendte feltanalytiske perspektiv at synliggøre de ændrede organisatoriske forholds betydning for behandlings- og rådgivningsarbejdet med de senhjerneskadede klienter, hvorfor problemformuleringen lyder: Hvordan bliver de udøvende professioners mulighed for at udøve professionsfagligt arbejde med de specifikke klienter i feltet for arbejde med senhjerneskadede påvirket af de administrative og organisatoriske forandringer? Sagt bredere og med mere direkte reference til Pierre Bourdieu: Hvordan er feltet for arbejde med senhjerneskadede konstitueret (historisk og aktuelt)? Hvilke rationaler (interesseorienteringer) dominerer arbejdet og hvilke problemforståelser er ved at blive udgrænset eller domineret? I forbindelse hermed bliver den centrale distinktion for den konstruktionsproces specialet også er udtryk for, tovtrækkeriet mellem professionsfaglige og forvaltningsmæssige rationaler, eller mellem det Bourdieu kalder statens venstre og statens højre hånd. Statens venstrehånd er Bourdieus samlebegreb for forskellige former for velfærdsarbejdere (professioner), der blandt andet leverer det praktiske arbejde med klienter og elever. Begrebet om statens højrehånd er derimod et begreb for de embedsmænd, der befolker ministerierne, styrelserne og forvaltningerne. Højrehænderne sidder på den pengekasse, som førnævnte velfærdsarbejdere på mange måder er afhængige af i deres daglige arbejde (Bourdieu 1999b:14-15). Specialet fokuserer, med empirisk udgangspunkt i interview med tidligere amtslige konsulenter indenfor hjerneskadeområdet, observationer af det daglige arbejde på en hjerneskaderådgivning og en registrantanalyse af tidsskriftet Fokus, med andre ord på de strukturelle betingelser, der har betydning for de udførende professioners arbejdsbetingelser. Disse arbejdsbetingelser analyseres med udgangspunkt i professionernes praksisformer (via interview og observationer) og sættes ind i en socialhistorisk sammenhæng via analysen af Fokus og udvalgte rapporter og dokumenter. Hovedfokus er mere specifikt på de udførende professioners muligheder for at tilgodese de senhjerneskadede klienters behov i deres daglige arbejde. Det konstruktionsarbejde, der er prægnant for det foreliggende speciale skal, med udgangspunkt i det relationelle bourdieuperspektiv, netop ses i relation til nogle bredere sammenhænge. Jeg vil søge kontinuerligt og eksplicit at synliggøre visse af disse sammenhænge, 13

14 Kapitel 1: Problemfelt og generel introduktion når de optræder i specialet her tænker jeg for eksempel på de sammenhænge, hvor de forvaltningsrettede rationaler optræder og støder sammen med de mere klientrettede rationaler. Bourdieu udvikler og anvender gennem forfatterskabet nogle empirisk funderede begreber: felt, kapital og habitus, som jeg, med sociologen Rogers Brubaker, betragter som tænkeredskaber og redskaber til sociologisk at få (be)greb om verden på (Brubaker 1993:218 og 221). I det næste kapitel præsenterer jeg dette grundlæggende teoretiske perspektiv og går mere i dybden med både det helt centrale feltbegreb og med hvad jeg mener med, at arbejde ud fra et bourdieuperspektiv. Inden dette giver jeg en oversigt over specialets struktur og den sammenhæng, det er tænkt som. Læsevejledning specialets struktur Specialets opbygning er ikke traditionel. For det første rummer specialet ikke et regulært teoriafsnit, derimod introducerer jeg den teoretiske inspiration fra Pierre Bourdieu og de dertil hørende begreber, undervejs i specialet. Endvidere er der brugt forholdsvis meget plads på fremstillingen af de fortællinger jeg har konstrueret med udgangspunkt i kvalitative interviews. Årsagen til dette uddybes i begyndelsen af kapitel 4. Jeg vil her kort påpege, at fortællinger optager så forholdsvis meget plads, blandt andet fordi jeg vægter de udførende professioners synspunkt højt og finder det væsentligt at slå fast, at specialets centrale problemstillinger involverer virkelige, levende mennesker, der arbejder med senhjerneskadede klienter. Det er ændringerne i disse professioners arbejdsbetingelser over tid, der er det centrale ikke blot ord og begreber herom. I forlængelse heraf har jeg, hvilket også er lidt utraditionelt, valgt at placerer de metodiske overvejelser som det afsluttende kapitel 7. Dette er gjort for i endnu højere grad at fastholde fokus på det arbejde, der gøres i feltet for arbejde med senhjerneskadede. Det betyder ikke, at jeg finder disse metodiske overvejelser uvæsentlige, men nærmere, at de måske især er relevante for den allerede indviede læser. Specialets samlede struktur er således som følger: Kapitel 1 Her er der blevet introduceret bredt til den strukturelle og empiriske kontekst, specialet skal ses i relation til. Der er kort blevet optegnet, hvad indgåelsen af opgave- og strukturreformen betyder for opgavefordelingen mellem stat, regioner og kommuner, og der blev sat fokus på specialområdet, hvilket vil sige specialets empiriske omdrejningspunkt: hjerneskadeområdet. 14

15 Kapitel 1: Problemfelt og generel introduktion Kapitel 2 I dette kapitel skitserer jeg, hvilket (handicap)forskningsfelt specialet skrives ind. I denne bevægelse viser jeg hvilke perspektiver min undersøgelse bidrager med og det historiserende feltanalytiske perspektiv, den teoretiske ramme, introduceres. Endeligt klarlægger jeg, hvilket synspunkt specialets problemstilling er set og konstrueret ud fra og hvorfor det netop er dette synspunkt, der er valgt. Kapitel 3 Dette kapitel introducerer grundlæggende til, hvad det overhovedet vil sige at behandle, rehabilitere og rådgive senhjerneskadede klienter. Der introduceres kort til den, ikke altid lige klare, terminologi, der anvendes indenfor dette felt. Den faseinddeling af indsatsen over for hjerneskadede klienter, der anvendes til strukturering af de ofte komplicerede forløb, gennemgås. Kapitlet rummer også et anskueliggørende eksempel hentet fra mit empiriske arbejde. Eksemplet viser hvor langt man var kommet med udviklingen af en struktur for behandlingen og rehabilitering af klienter med senhjerneskade. Det viser også hvordan de forskellige udførende professioner og niveauer i det bureaukratiske felt arbejder sammen om at strukturer et behandlingsforløb. Dette eksempel er også anledningen til introduktionen habitusbegrebet og den særlige behandlingsfaglige habitus, der er prægnant for feltet umiddelbart inden strukturreformen. Kapitel 4 Dette kapitel er den første analysedel i dette speciale. Her sættes der fokus på de udførende professioner, der arbejder med behandling og rådgivning af hjerneskadede klienter i fase 3. I fire fortællinger fra feltet for arbejde med senhjerneskadede gives ordet til de agenter, der, via deres respektive faglige løbebaner, har oplevet forskellige perioder og lag i dette felts historie fra de tidligste erfaringer i 1970 erne frem til den nuværende situation, hvor indsatsen for de hjerneskadede klienter placeres i kommunalt regi. De fire fortællinger omkranses af kontekstualiserende rammer, der reelt påbegynder den konstruktionsproces, der placerer de interviewbaserede udsagn i et bredere socialhistorisk rum. Kapitel 5 Dette kapitel er den anden analysedel, og rummer den egentlige og samlende konstruktion af feltet for arbejde med senhjerneskadede. Her konstrueres feltet via en introducerende forhistorie, der giver kort indblik i den udvikling, der startedes med den første kommunalreform fra 1970 og særforsorgens udlægning fra stat til amter og kommuner i Herefter sættes 15

16 Kapitel 1: Problemfelt og generel introduktion der fokus på det specifikke felt, dets genese og de aktiviteter, der rundt omkring i amterne (i slutningen af 1980 erne og i starten af 1990 erne) satte indsatsen overfor de hjerneskadede klienter på landkortet. Dernæst analyseres feltets udvikling og konstituering som forholdsvist autonomt felt, koncentreret mere eller mindre om interne hierarkiseringer (interne magtkampe mellem de forskellige udførende professioner), frem til annonceringen af strukturreformen. Herefter fokuseres konstruktionsarbejdet på tiden umiddelbart før strukturreformens ikrafttrædelse, en tid præget af spillet om institutionerne og de overdragelsesprocesser, der følger i kølvandet herpå. Slutteligt kommer jeg omkring den aktuelle situation, hvor det er kommunerne, der både står som helt central garant for og udvikler af indsatsen overfor de hjerneskadede klienter og som arbejdsgiver for de socialarbejdere, der skal arbejde med klienterne efter endt hospitalsindlæggelse (fase 3). Denne feltets nyere historie, er dermed i høj grad en synliggørelse af den øgede eksterne regulering af feltet. Kapitel 6 Dette kapitel er den generelle opsamling på min undersøgelse. Her samles der op på de centrale pointer og der svares på problemformuleringen. Opsamlingen kan, i et lidt videre perspektiv, ses som et bud på den aktuelle tilstand i feltet for arbejde med senhjerneskadede. I denne forstand sættes der et punktum for det kontinuerlige konstruktionsarbejde, som specialet også er et udtryk for, og der gives et bud på, hvad strukturreformen betyder for feltet for arbejde med senhjerneskadede. Kapitel 7 I dette afrundende kapitel findes de grundlæggende, håndværksmæssige metodiske refleksioner. Det er her den interesserede læser kan få indtryk af, hvordan jeg rent praktisk er gået til værks med tilvejebringelsen af det empiriske grundlag for undersøgelsen. Endvidere giver dette kapitel et fingerpeg om, hvordan jeg, via metodiske teknikker som interview, observationer og registrantanalyser, har arbejdet i praksis med Bourdieus refleksive sociologi som udgangspunkt. 16

17 Kapitel 2: Specialet set i relation til eksisterende positioner Kapitel 2: Specialet set i relation til eksisterende positioner i dansk handicapforskning og præsentation af det teoretiske perspektiv I dette kapitel giver jeg en oversigt over hvilken forskningsmæssig sammenhæng dette speciale indskriver sig i, og jeg præsenterer mere grundlæggende det feltanalytiske perspektiv, jeg allerede helt kort var inde på i kapitel 1. Jeg vil lægge ud med at pointere, at der ikke findes megen dansk forskning, der beskæftiger sig med de mennesker (og de professioner) der arbejder med handicappede, herunder senhjerneskadede. Jeg kan naturligvis ikke behandle al forskning i handicaprelaterede problemstillinger og, som kapitlet skrider frem, bliver det tydeliggjort, at jeg afgrænser jeg mig fra medicinske, epidemiologiske, neurologiske, neuropsykologiske og generelt set mere sundhedsvidenskabeligt fokuserede tilgange til disse. Jeg kommer i kapitlet ind på forskellige forskningspositioner i det man, med en bred betegnelse, kunne kalde socialvidenskabelig og i nogen grad historisk orienteret handicapforskning. Ad denne vej nærmer jeg mig det særlige Bourdieuinspirerede perspektiv, jeg arbejder med i dette speciale og synliggør samtidig en del områder, der ikke har været genstand for specielt meget forskningsmæssig interesse. En Foucaultinspireret position Der findes en Foucaultinspireret, historisk orienteret position, der oftest har haft som mål kritisk at belyse tidligere tiders diskurser og behandlingspraksisser i relation til de gale eller de åndsvage. Et eksempel på dette er etnologen Edith Mandrup Rønns (1996) omfattende afhandling om praksis indenfor dansk åndsvageforsorg med empirisk materiale fra Åndssvageanstalten i Ribe, der tydeligt trækker på Foucaults diskursanalytiske tilgang (1996:39-44, 52-58). Her er tale om et vidensarkæologisk arbejde, en bredtfavnende dokumentanalyse, hvor der søges i journaler, breve, årsberetninger, eksisterende lovgivning osv. Der er altså tale om grundige, tekstinterne analyser af, hvordan diskurserne om praksis har været. Rønn er kort inde på personalet ( de professionelle ) og deres rolle på Åndssvageanstalten, men der er tale om mere eller mindre biografiske oplysninger, om hvem der var forstander og om personalets forhold til og behandling af klienterne og ikke om personalets betingelser for at udføre arbejdet (Rønn 1996: ). Interessant for min undersøgelse, er Rønn kort inde på, at der var kompetencestridigheder mellem den medicinske og den pædagogiske del af personalet, hvilket blev tydeligt da ledelsesstrukturen blev lavet om ved anstalternes overgang til Forsorgscentre i 1959, men det foldes ikke rigtigt ud (Rønn 17

18 Kapitel 2: Specialet set i relation til eksisterende positioner 1996: ). Jeg bider her blot mærke i, at de tovtrækkerier omkring forskellige problemforståelser i arbejdet med handicappede, som også synliggøres i mit materiale, ikke er noget nyt fænomen. Ligeledes og måske endnu tydeligere Foucaultinspireret er Dr.pæd. Birgit Kirkebæks handicaphistoriske arbejder (Kirkebæk 1993:29-37). I sin afhandling (1993), analyserer Kirkebæk udviklingen i det lægefaglige syn på åndssvaghed i perioden blandt andet via datamateriale fra arkivet efter de Kellerske Anstalter. Der er mere præcist tale om analyser af normalitet versus abnormalitet og Kirkebæk går blandt andet i dybden med de i tiden dominerende eugeniske og degenerationsteoretiske diskurser og praksisser, der især var inspirationskilde for overlægen Christian Keller. Kirkebæk skriver eksplicit om sin metode: Min metode er historisk. Jeg har gennem samtidens trykte og utrykte kilder søgt at finde frem til, hvordan viden om åndssvage blev konstitueret i afhandlingens periode, og jeg har søgt gennemgående mønstre og strukturer i periodens diskurs (Kirkebæk 1993:36). Kirkebæk viderefører den Foucaultinspirerede position i senere arbejder og skriver f.eks. om den horisontale og den vertikale fortælling om åndssvage i Danmark. Den horisontale fortælling viser noget om, hvordan samfundet udsondrer persongrupper, som allerede er udpeget politisk og fagligt, hvilket medfører en konstruktion af hvordan de udskilte er. Den vertikale fortælling er derimod fokuseret på at vise en tematisk kontinuitet, hvor udskillelsesgrundlaget teoretiseres ud fra overvejelser om økonomi, samfundsnytte, reproduktion, moral ( ) det personificeres gennem konstruktioner om de anderledes som helt afvigende fra normaliteten... (Kirkebæk 2005: ). Nærværende undersøgelse tilbyder en anden form for socialvidenskabelig historieskrivning end den Foucaultinspirerede, nemlig en historieskrivning, der tager sit udgangspunkt i en sociologisk feltanalyse. Denne tilgang vender jeg tilbage til i dette kapitel. Politologisk orienteret handicapforskning Der findes endvidere en forholdsvis nyetableret politologiskorienteret position, der for alvor manifesteredes med Inge Storgård Bonfils afhandling Den handicappolitiske aktør fra 2006 (se også Bonfils 2004). Kort fortalt handler den om hvordan handicappede igennem mobilisering, organisering og kollektiv identitetsskabelse har skabt en politisk aktør, der har opnået adgang til den politiske proces [ ] og derved en mulighed for at påvirke de samfundsmæssige beslutninger med relation til handicap (Bonfils 2006:8). Den handicappolitiske aktør er her udtryk for det centrale handicapråd. Afhandlingen er, ud over at den på mange måder er et stykke pionerarbejde i handicappedes deltagelse i den politiske proces, interessant i og med, at den har et eksplicit historisk tilsnit, et tilsnit som dette speciale, som antydet 18

19 Kapitel 2: Specialet set i relation til eksisterende positioner ovenfor, også søger. Bonfils skriver direkte: uden historisk, empirisk viden om det komplekse samspil mellem stat og samfund i styringen af den handicappolitiske indsats forfalder man let til denne forklaringsmodels [at styringen går fra government til governance ] simple univers (Bonfils 2006:10). Interessant nok vedkender Bonfils, at hun er inspireret af den sociologiske feltanalytik og arbejder da også med begrebet om det handicappolitiske felt (Bonfils 2006:14-15). Inspiration fra sociologen Pierre Bourdieu står dog noget ureflekteret og uklar hen afhandlingen igennem (se f.eks. Bonfils 2006:83, hvor der skrives om politisk felt, positioner og kapitalformer uden referencer eller præciseringer). Jeg anvender samme sæt af feltanalytiskebegreber og kommer ind på en del af disse nedenfor og ellers løbende gennem specialet. Én af de vigtige konklusioner på Bonfils historiske analyse er, at handicappolitikken konstitueres i skyggen af det socialpolitiske felt. Det bliver derved tydeligt, at handicappolitik (og dermed også diverse indsatser møntet på senhjerneskadede), indtager en domineret position i det socialpolitiske felt (Bonfils 2006:101ff) 2. Man kan i relation til Bonfils undersøgelse sige, at min undersøgelse er en historisk konkret undersøgelse af et subfelt til det handicappolitiske felt, hvilket jeg kommer nærmere ind på i afsnittet om feltanalyser nedenfor. Videnscenter for Hjerneskade Der findes en position institutionelt centreret om Videnscenter for Hjerneskade, der på mange punkter har stået for den løbende faglige videns- og erfaringsopsamling indenfor hjerneskadeområdet. Det er her, ofte i relation til fagbladet Fokus, de mennesker, der på en eller måde arbejder med hjerneskadede eller er pårørende til en hjerneskadet, udveksler viden om behandlingsformer og forskellige praksisser i relation til arbejdet med hjerneskadede klienter. Centret arbejder kort sagt med at indsamle, bearbejde og formidle viden om erhvervede hjerneskader hos børn og voksne ( Centret, der blev oprettet i 1994, har endvidere været den centrale administrative enhed i relation til de mange såkaldte satspuljeprojekter, der på bevillinger fra Socialministeriet blev sat i søen fra 1999 og frem 3. Her fungerede Videnscenter for Hjerneskade som netværksadministrator for de mange fagpersoner, der arbejdede med de forskellige projekter, og de rapporter, der var det konkrete resultat af 2 Det skal nævnes, at der, et eller andet sted beslægtet med denne politologiske position, men dog mere handlingsrettet eller praksisorienteret, findes et Center for ligebehandling af Hjerneskadede. Dette center, der blev oprettet i 1993, har traditionelt haft fokus på at påvirke (og være med til at skabe) kommunale handicappolitikker. Centret bliver potentielt en vigtig aktør i det handicappolitiske felt, da der nu med strukturreformen skal implementeres kommunale handicapråd rundt omkring i alle de nye kommuner ( Det er i disse kommunale handicapråd, de hjerneskadede klienters sag skal tales fremover og det kritiske spørgsmål er, hvordan en så forholdsvis lille handicapgruppe som de hjerneskadede vil komme til at sætte aftryk på den førte kommunale handicappolitik (Engberg 2006:19-20). 3 Satspuljemidlerne er et resultat af en årlig regulering af overførselsindkomsterne. Disse midler indgår i en pulje og går typisk til ad hoc projekter møntet på forbedringen af vilkårene for de såkaldt udsatte grupper. 19

20 Kapitel 2: Specialet set i relation til eksisterende positioner puljeprojekterne, blev ligeledes publiceret på centrets hjemmeside. Aktuelt og med strukturreformens ikrafttræden, bliver Videnscenter for Hjerneskade (som mange andre videnscentre indenfor specialområdet) placeret under VISO og sorterer nu under Socialministeriet, men har stadig egen bestyrelse. Det er også i relation til centret, at der er blevet udgivet en, for denne undersøgelse, central publikation, nemlig antropologen Pia Løvschal Nielsens studie af den historiske udvikling i behandling og rehabilitering af hjerneskadede i Danmark (Løvschal Nielsen 2004). Løvschal Nielsens undersøgelse har, blandt andet via sin eksplicitte, historiske erkendelsesinteresse, berøringsflader med min undersøgelse, om end jeg lægger ganske meget vægt på tiden lige før, under og efter implementeringen af strukturreformen, hvilket Løvschal Nielsen af gode grunde ikke gør. Endvidere vægter jeg et relationelt blik på udviklingen af feltet for arbejde med senhjerneskadede og inddrager i analysen pointer, der skal synliggøre feltet for arbejde med senhjerneskadedes relation til de forskellige niveauer i det bureaukratiske felt (for eksempel relationen til Amtsrådsforeningen/Danske Regioner, Kommunernes Landsforeningen og de relevante ministerier). Sektorforskning på handicapområdet Hvis man kan tale om en stærk position indenfor den socialvidenskabelige handicapforskning, er det en sektorforskningsbaseret position, hvorfor jeg vil gå lidt mere i dybden hermed. Denne position er institutionelt centreret om Socialforskningsinstituttet (SFI) og Anvendt Kommunal Forskning (AKF). Dette er i sig selv interessant, da det signalerer, at handicapforskningen ikke står særligt stærkt på universiteterne og positionen er stærk, simpelthen fordi det er herfra, der kommer mest forskning i handicaprelaterede problemstillinger. Det skal også bemærkes, at forskningen fra sektorforskningsinstitutionerne oftest er bestilt af eksterne rekvirenter (som kommuner, regioner eller staten), hvilket sætter sit præg på det synspunkt, forskningen udføres fra. Det kommer jeg tilbage til nedenfor. I regi af disse nu tidligere sektorforskningsinstitutioner, er der lavet en del forskning i handicappedes relation til arbejdsmarkedet (Clausen, Pedersen, Olsen og Bengtsson 2004 og Miller, Høgelund og Geerdsen 2006), hvilket ikke er så interessant i denne sammenhæng. Relevant er imidlertid især tre andre udgivelser fra de gamle sektorforskningsinstitutter og disse vil jeg bruge lidt plads på her. Det første bidrag jeg kort vil fremhæve, er Bengtsson & Kristensens (2006) litteraturstudie af Særforsorgens udlægning. Kort fortalt er dette et studie af baggrunden for særforsorgens udlægning og en analyse af, hvad denne betød i praksis. Bengtsson og Kristensen pointerer, at den såkaldt administrative reform i praksis betød, at adskillige voksne handicappede flyttede fra store statslige (central)institutioner, til mindre bofællesskaber. 20

21 Kapitel 2: Specialet set i relation til eksisterende positioner Endvidere fik amterne ansvaret for institutionerne, boligerne, skolerne og værkstederne på specialområdet. Kommuner skulle sørge for den almindelige service uden for institutionerne, hvilket vil sige skolegang, kontanthjælp, revalidering osv. (Bengtsson & Kristensen 2006:21-22). Denne opdeling i almindelige og specialiserede opgaver var gældende indtil strukturreformens ikrafttræden og nu er det, som nævnte ovenfor, i overvejende grad kommunerne, der skal tage sig af de specialiserede serviceydelser. Udlægningen af særforsorgen i 1980 er en markant begivenhed i det bureaukratiske felt, som jeg vender tilbage til i den historiserende feltkonstruktion i kapitel 5. Her skal jeg blot bemærke, at der netop er tale om et grundigt og overbliksskabende litteraturstudie, der på et diskursivt og overvejende strukturelt niveau skriver historien om udlægningen. Det andet centrale bidrag, er Steen Bengtssons Princip og virkelighed - om sektoransvar indenfor handicappolitikken fra 2005, hvilket i og for sig (og selv om det kom umiddelbart før) sagtens kan ses i sammenhæng med studiet af særforsorgens udlægning. Her blev det netop påpeget, at udlægningen fik afgørende betydning for den institutionelle struktur på det handicappolitiske område, nærmere bestemt via princippet om sektoransvar. Det helt centrale udgangspunkt for dette studie er, at handicapområdet/handicappolitikken typisk organiseres ud fra princippet om sektoransvar, hvor opgaven løses i den sektor, der har de bedste forudsætninger for det, fagligt som ressourcemæssigt. Bengtson gør en del ud af at tydeliggøre, at princippet om sektoransvar er udtryk for en anden organiseringsform end særforsorg, men er samtidig også inde på, at der findes tilfælde hvor folk er så stærkt handicappede, at sektoransvar ikke er nok. Her kræves simpelthen specialviden om det specifikke handicap (ibid:18). For eksempel vil nogle senhjerneskadede klienter være så svært ramt, at der er et udpræget behov for specialviden. Generelt er hjerneskadeområdet så højt specialiseret, at princippet om sektoransvar ofte ikke vil slå til, og man kan tale om, at der er behov for specialiseret service (eller særforsorg), hvilket jeg blot ser som endnu en god grund til lige netop at fokuserer på dette område. Bengtsson samler op på diskussionen af sektoransvar og særforsorg, ved at påpege, at princippet om sektoransvar som organiseringsform kræver eksperter i sagen og at særforsorg som organiseringsform kræver eksperter i handicap(ibid:102). De informanter, jeg har interviewet til min undersøgelse, var ofte lidt af begge dele, altså både velbevandrede i sagens organisatoriske sammenhæng og godt orienteret omkring klienternes specifikke (og ganske komplekse) handicap. Opsamlende vil jeg fremhæve, at publikation (og ovenstående om særforsorgens udlægning) i overvejende grad er skrevet ud fra et strukturelt og forvaltningsorienteret synspunkt og altså ikke, som min undersøgelse, ud fra de udøvende professioners synspunkt. 21