Erstatningsansvarsloven 24a

Transkript

1 Erstatningsansvarsloven 24a af INGRID ELSE KRISTIANSEN Dette bachelorprojekt behandler muligheden for nedsættelse eller bortfald af erstatningsanvar for børn under 15 år, efter erstatningsansvarslovens 24 a. Hovedvægten i projektet er lagt på spørgsmålene: Hvornår er et barn erstatningsansvarlig ifølge bestemmelsen og hvordan afgøres, om erstatningen kan nedsættes eller bortfalde. Bachelorprojektet indledes med en beskrivelse af den historiske baggrund for retstilstanden. Der fokuseres på umyndiges retsstilling og erstatningsstilling i Danske Lov af 1683 og derefter stillingen i straffeloven af 1866 samt stillingen før myndighedslovens 63. Hensynet bag dette kapitel er afklaringen af den historiske baggrund for tilblivelsen af nuværende 24 a i erstatningsansvarsloven. Derefter beskrives retstilstanden. Der findes beskrivelse af domstolenes ansvarsvurdering af børn under 15 år ved anvendelse af den særlige culpa målestok vedrørende børn. Foreligger der en sådan culpøs handling samt de grundlæggende betingelser for erstatningsansvar er opfyldt, er barnet som udgangspunkt erstatningsansvarlig, jf. Erstatningsansvarslovens 24 a, 1.pkt. De grundlæggende betingelser: økonomisk tab, adækvans og årsagsforbindelse gennemgås grundigt i projektet. Erstatningsansvarslovens 24 a, 2.pkt. åbner mulighed for en nedsættelse af erstatningen og efter omstændighederne, at erstatningen fuldstændig bortfalder, hvor der er åbenbart urimeligt at pålægge et erstatningsansvar. Dette kan ske i tilfælde af barnets manglende udvikling, handlingens beskaffenhed og ved øvrige omstændigheder. Derunder forholdet mellem det skadevoldende barns og den skadelidtes evne til at bære tabet samt udsigten til, at skaden kan godtgøres hos andre, navnlig forsikringsselskabet, jf. Erstatningsansvarslovens 24a, 2.pkt. I tilknytning til beskrivelsen af retstilstanden nævnes de øvrige lempelsesregler, barnets alder i forhold til bestemmelsen samt forældres skærpede tilsynspligt. Tillige redegøres her for Loven om hæftelse for børns erstatningsansvar, der trådte i kraft den 1. juli

2 Slutteligt foretages der en analyse af retstilstanden. Analysen beskæftiger sig med doms sammenligninger, forholdet mellem erstatning og forsikrings, herunder mønsteret i de seneste års praksis hvor den omstændighed, at det skadevoldende barn er ansvarsforsikret medfører, at det pålægges erstatningsansvar i situationer hvor der i modsat fald ville være blevet frifundet. Der vurderes endeligt, at domstolene i vidt omfang pålægger erstatningsansvar med henvisning til at barnet er ansvarsforsikret og hermed kan den skadelidtes krav på erstatningen hentes hos forsikringsselskabet. Modsætningsvis kan skadevolders manglende ansvarsforsikring medføre at erstatningen bliver sat ned eller bortfalder, jf. 24a, 2.pkt. Idet erstatningsregler tjener to formål; genopretningshensyn, hvor den skadelidte skal kompenseres for sit tab, og et præventivt hensyn, hvor den ansvarlige skadevolder skal motiveres til agtpågivenhed 1, vurderes derfor børns erstatningsregler i forhold til disse hensyn. Indholdsfortegnelse 1. Indledning og problemformulering Afgrænsning valg og fravalg Metode.7 2. Introduktion til emnet Forord Den historiske baggrund Danske Lov af Straffeloven af Tiden før Myndighedsloven Myndighedslovens Beskrivelse af retstilstanden Grundlæggende betingelser for erstatningsansvar Økonomisk tab Ansvarsgrundlaget Årsagsforbindelse Rettens grund s.100 n

3 3.1.4 Adækvans Erstatningsansvarslovens 24 a a, 1.pkt a, 2.pkt De øvrige lempelsesregler Nærmere om bestemmelsen og forståelsen af begreber Barn under 15 år Tilsynspligt Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar Manglende udvikling hos barnet Handlingens beskaffenhed Begrebet omstændigheder i øvrigt Nærmere om anvendelsesområdet for erstatningsansvarslovens 24 a, 2. pkt Forholdet mellem den skadegørende og den skadelidtes evne til at bære tabet Udsigten til at skaden kan fås godtgjort hos andre Ansvarsforsikring Tingsforsikring Analyse Allerede omtalt praksis U V sammenlignet med U H U V sammenlignet med BS 388/ Opsummerende om sammenligningerne Forholdet mellem erstatning og forsikring Vurdering af retstilstanden Konklusion Litteraturliste English summary.53 3

4 1. Indledning og problemformulering 1.1 Afgrænsning valg og fravalg Reglerne om erstatning er ikke i dansk ret generelt fastsat ved lovgivning, men er hovedsageligt udviklet gennem domstolspraksis. Dansk ret står derved i modsætning til bl.a. De øvrige nordiske lande, hvor der er gennemført lovgivning om en række regler dog langt fra alle om erstatningsansvar. Erstatningsansvarsloven omhandler ikke reglerne om ansvarsgrundlaget, men kun reglerne om udmåling af erstatning og godtgørelse ved personskade, regler om forsikringsdæknings betydning for erstatningsansvaret samt reglen om lempelse af erstatningsansvar 2. Loven behandler heller ikke forskellige erstatningsretlige problemer som domstolenes praksis har taget stilling til, som f. eks. culpa, årsags og adækvansbetingelsen, skadelindendes medvirken eller bevisbyrden. Her er udviklingen forsat overladt til domstolene 3. Barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder. Sådan lyder 1.pkt. Af erstatningsansvarslovens 4 24a om børns erstatningsansvar som skadevoldere. Bestemmelsen blev uændret overført til EAL fra myndighedslovens 63 med virkning fra den 1. januar Det fremgår af myndighedslovens motiver, at man med reglen i 24a kun har tænkt sig at lovgive om erstatningsansvaret uden for kontraktforhold og inden for denne gruppe for de tilfælde, hvor ansvarsgrundlaget er culpa. I motiverne til myndighedsloven hedder det, at børn (og i det hele taget umyndige) skal være erstatningspligtige efter de samme regler, som gælder for voksne 5. Men hvor gammel skal et er barn være for at overskue konsekvenserne af dets uansvarlige handlinger og hvilken vurdering skal domstolene foretage for at finde frem til om barnet er erstatningsansvarligt eller om der overhoved foreligger erstatningsansvar? Det er nogle af de spørgsmål, som jeg vil forsøge at give svar på i dette projekt. For at besvare disse spørgsmål tages der udgangspunkt i EAL 24a, 1.pkt. Ordene i denne bestemmelse gør det klart, at udgangspunktet er, at erstatningsreglerne er de samme for både 2 Lærebog s Erstatningsretten s Herefter EAL. 5 Jf.Udkast til Lov om umyndighed og Værgemål s

5 voksne og børn. Af hensyn til afgrænsningen af projektet, behandles EAL 24, ikke. Såfremt forholdet kan henføres under EAL 24a, må det imidlertid antages, at kun denne bestemmelse og ikke tillige eller alternativt 24 finder anvendelse, allerede fordi 24a må anses som lex specialis 6, i forhold til den generelle regel i Området for lempelse af erstatningspligten hvor det skadevoldende barn er mangelfuldt udviklet i psykisk eller fysisk henseende vil heller ikke blive behandlet i dette bachelorprojekt. Disse øvrige lempelsesbestemmelser bliver dog kort beskrevet i afsnit 3.3. Der vil blive gået i dybden med de kernebegreber og kriterier, som bestemmelsen indeholder, og der vil blive set, hvorledes de anvendes og forstås. Der vil blive sat fokus på, hvordan domstolene vurderer handlingens beskaffenhed og hvilke kriterier indgår i vurderingen af begrebet omstændigheder i øvrigt, både i forhold til den skadegørendes og den skadelidtes evne til at bære tabet og ansvarsforsikringens betydning i den enkelte sag. Begreberne grov og simpel uagtsomhed samt forsæt vil blive behandlet og nærmere undersøgt i forhold til formuleringen af forsikringaftalelovens Der er endvidere den forskel på FAL 19 og EAL 24 a, at førstnævnte bestemmelse giver barnet ret til forsikringsdækning for forsætligt forvoldte skader, mens sidstnævnte bestemmelse alene giver en fakultativ adgang til at nedsætte barnets erstatningsansvar. Forsætlige skader forvoldt af børn dækkes af ansvarsforsikring med henvisning til at barnet skal være under 14 år på skadetidspunktet. Forsætlige skader forvoldt af børn over denne alder, dækkes ikke 9 Projektet er også afgrænset med hensyn til tingsskader forårsaget af børn. Personskader er ikke omdiskuterede. Skader forvoldt af børn rubriceres traditionelt i bestemte typesituationer; navnlig de såkaldte pilfingerskader, skader under almindelig leg, skader under farlig leg, trafikskader 6 den specielle lov er et andet prioriteringsprincip, hvorefter den specielle lovregulering går forud for den generelle lovregulering Rettens grund s. 151 n. 7 Kommenteret s Herefter FAL. 9 Forsikring s. 339 n. 5

6 og ildspåsættelser skadetyper der udspringer af nysgerrighed, leg, vovemod eller trang til at udforske omgivelserne og som derfor særlig ofte opstår blandt børn 10. Projektet afgrænses til pilfingerskader og ildspåsættelser. Den sidstnævnte typesituation er valgt på grund af domstolens tendens til en relativ streng bedømmelse af børns ansvar 11. Modsætningsvis er vurderingen af ansvaret ved pilfingerskader ikke så strengt og ved denne type handlinger vil adækvansspørgsmål ofte være afgørende for ansvarsbedømmelsen, idet man vurderer om et barn af den pågældende alder burde have været klar over at handling vil kunne medføre skade 12. Det vil blive beskrevet hvordan domstolene vælger at formulere culpareglen vedrørende børns erstatningsansvar i de to ovenfor nævnte typesituationer samt analyseret hvorvidt domstolene vælger at idømme børnene med henvisning til at der foreligger ansvarsforsikring og lade erstatningen lempe eller bortfalde i tilfælde af barnets manglende forsikring. Ældre domspraksis i projektet er blevet valgt, fordi der foreligger ikke megen nyere praksis om børns ansvar og heller ikke i relation til lempelse 13. Af hensyn til afgrænsningen behandles ansvar for tredjemand samt ansvar for barnet selv, ikke i projektet. Et eksempel på et område som kun kort introduceres, på trods af de spændende overvejelser der knytter sig hertil, er de andre landes bestemmelser omkring børns erstatningsretlige stilling. Idet bestemmelser i de nordiske lande, synes at virke ensartede i de nordiske lande 14, ville de øvrige landes bestemmelser, kunne danne grundlag for et selvstændigt projekt. Det vil løbende igennem bachelorprojektet blive redegjort for valg og fravalg i forhold til hvilke emner der behandles. På denne måde gives læseren et lettere overblik over emnet der behandles i projektet samt for at give et indtryk af emnet i den større helhed, som det indgår i. 10 Kommenteret s Forsikring s Kommenteret s Følgende er en personlig konstatering efter gennemgangen af nyere praksis på UfR. 14 Nordisk lovgivning om erstatningsansvar, kapitel 1, s. 5 ø. 6

7 Dette projekt er udarbejdet under følgende problemformulering: Hvornår er et barn under 15 år erstatningspligtig ifølge erstatningsansvarslovens 24 a og hvordan afgøres om erstatningen kan lempes eller bortfalde? Har EAL 24 a i retspraksis levet op til erstatningsreglernes formål om et genopretningshensyn, hvor den skadelidte skal kompenseres for sit tab, og et præventivt hensyn, hvor den ansvarlige skadevolder motiveres til agtpågivenhed? 1.2 Metode Metoden i dette bachelorprojekt er retsdogmatisk. Det indebærer, at der i projektet sker fastlæggelse af gældende ret gennem beskrivelse, fortolkning, analyse og systematisering af gældende ret 15. Gældende ret er præget af ideer, ideologier, som har betydning for forståelsen af, hvad der er gældende ret. Erstatningsretligt grundprincip er at skadevolder der uden for kontraktforhold påfører en anden økonomisk tab ved uagtsom eller forsætlig adfærd, kan blive erstatningsansvarlig. Erstatningsregler tjener derfor to formål: Et genopretningshensyn, der indebærer at den skadelidte skal kompenseres for sit tab, og tillige et præventivt hensyn, hvor den ansvarlige motiveres til agtpågivenhed 16. Disse hensyn følger formentlig af gamle retfærdighedsforestillinger 17. Baggrunden for bachelorprojektet er i høj grad studier af forskellig litteratur. Heriblandt er der både rent juridiske kilder, såsom love og retspraksis, men også artikler og debatter fra de nordiske juristmøder, hvor der diskuteres emner af erstatningsretlige betydning for nordisk retsudvikling 18. Projektets retsgrundsætning 19 er culpareglen, som ikke udgør en særskilt retskilde, men er blot en art systematisering af forholdets natur, der udtrykker en beskrivelse af, hvad der som udgangspunkt må gælde på et givent område under givne betingelser. 15 Rettens grund s Lærebog s Rettens grund s Er en retsregel, der udvikles i retspraksis, uden, at der herved foreligger en detaljeret formulering eller en præcis afgrænsning Rettens grund s

8 Udvælgelsen af domme er som udgangspunkt sket med inspiration fra litteraturen. Der lægges til grund, at de sager som behandles i litteraturen er de mest interessante og relevante for emnet. For at finde domme til sammenligning er der foretaget en mere målrettet søgning i domspraksis. Der er blevet søgt i Ugeskrift for Retsvæsen 20 og i Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling 21, fordi disse anses for hovedkilden til erstatningsretlige domme. De digitale domspublikationer findes på De gamle og nugældende love og lovforslag, der er beskrevet i bachelorprojektet er blevet fundet ved digitalt søgning på den offentlige database Betænkning nr. 1247/1993 om værgemål og Betænkning nr. 352/1964 om arbejdsgiverens erstatningsansvar for ansattes skadegørende handlinger, m.v., 2.del om ansvaret for børn og forældre, findes på statens netbibliotek i portalen De digitale artikler og debatter fra De Nordiske Juristmøder, hvor der diskuteres børns erstatningsstilling findes på Det Juridiske Fakultetsbibliotek, København Universitets hjemmeside: Målet med søgningen har været at finde sager, hvor udfaldet er blevet kritiseret i de juridiske kredse og sager som synes at belyse adækvansspørgsmål i forhold til børns uagtsomme handlinger. Som tidligere anført omhandler dommene ildspåsættelser og pilfingerskader. Endelig beskrives og sammenlignes også dommene U H og U V. U H, der belyser problemet, om der gælder en særlig adækvansbegrænsning ved skader forvoldt af børn, sammenlignes med U V, hvor der er mere moderne adækvansopfattelse. Begge domme omhandler pilfingerskader. U V sammenlignes med ankenævnskendelse ANF (kendelsen er i øvrigt stadfæstet af Vordingborg Ret d sag BS 388/91). I disse sager sondres der mellem simpel og grov uagtsomhed og sondringen ses at have en vis betydning for forsikringsselskaberne, idet et tingsforsikringsselskab har regres mod skadevoldende barn, hvis skaden er forvoldt groft uagtsomt Herefter UfR. 21 Herefter FED. 22 Familieforsikring s

9 2. Introduktion til emnet 2.1 Forord I alle civiliserede lande findes der diverse regler om børns særstilling i lovgivningen. Denne særstilling begrundes med, at børns sjælelige og legemlige udvikling såvel som deres erfaring og dømmekraft anses for at stå tilbage for de voksnes. Blandt reglerne findes regler om myndighed i kontraktforhold, kriminel lavalder og særlig behandling af yngre lovovertrædere, bestemmelser angående ret til at udøve rettigheder som f. eks. valgret, ret til bestemt beskæftigelse, o. s. v. På den anden side har børn ret til underhold og uddannelse indenfor en vis alder, er på forskellige områder beskyttede af særlige straffebestemmelser 23. Det kan derfor undre, at erstatningsmæssigt, er unge mennesker under 15 år erstatningsansvarlige på lige fod med personer over denne alder. 2.2 Den historiske baggrund Langt tilbage i tiden ses der eksempler på at pålægge umyndige erstatningsansvar for deres handlinger og allerede med Danske Lov af 1683 slog lovgivere fast, at børn under 15 år kunne alene drages til ansvar, dersom de forsætlige havde tilføjet en anden skade 24. Den historiske beskrivelse af retsudviklingen i denne bachelorprojekt, tager sit udgangspunkt i netop denne bestemmelse, hvor der kort beskrives indholdet af bestemmelsen Bagefter vil der blive fokuseret på et par strafferetlige bestemmelser med hensyn til mindreåriges erstatningsstilling, samt indførelsen af den erstatningsregel som kommer til at resultere i en selvstændig bestemmelse 63 i Lov om Umyndighed og Værgemål. Bestemmelsens indhold og betydningen beskrives nærmere. Hensynet bag dette afsnit er kronologisk beskrivelse af det lovgrundlag, som har ført os frem til nutidig 24a i erstatningsansvarsloven om børns erstatningsansvar. 23 Theodor B. Lindal s Risiko og Skyld s

10 2.2.1 Danske Lov af 1683 Den historiske beskrivelse af børnenes særstilling i lovgivningen gennem tiden, tager udgangspunkt i Danske lov af I bestemtes det, at Barn som er under sine femten Aar, bøder Skaden til den, som han forsætligen haver forbrut sig imod, og ikke til Husbonden, uden for Manddrab alleene 25. Denne bestemmelse blev forstået således, at mens børn over 15 år var ansvarlige for deres handlinger på samme måde som voksne, kunne børn under denne alder alene drages til ansvar, dersom de forsætlig havde tilføjet en anden skade. Denne over 300 år gamle bestemmelse giver børn under 15 år ansvarsfrihed for skader forvoldt i simpel eller grov uagtsomhed og naturligvis de hændelig forvoldte skader. Børnene er til gengæld ansvarlige for forsætligt tilføjede skader, dvs. skader tilføjede med viljen og viden om at skaden kunne ske. I modsætning er nuværende 24 a i EAL, som siger at børn under 15 år er erstatningspligtige for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder og hermed voksne. Til gengæld er forsæt ikke en betingelse for at ifalde erstatningsansvar. At skadevolderen har udvist uagtsomhed og hermed tilsidesat den krævende agtpågivenhed, er som tilstrækkeligt til at pålægge erstatningsansvar 26. Sager om ansvar for børn og børns ansvar synes i hvert fald efter domsregistrene kun at have været få i tiden før myndighedsloven. Fra 1840 til 1866 ser det ud til, at der kun har været et par stykker Straffelovens 300 af 1866 Denne retstilstand ændredes ved 300 i straffeloven af 10. februar 1866, hvorefter enhver, der har gjort sig skyldig i forbrydelse, var pligtig at give den skadelidende erstatning. Ifølge den gamle straffelovs 35 og 36 var den kriminelle lavalder i almindelighed 10 år, og børn mellem 10 og 15 år, der herefter begik en strafbar uagtsom handling, for eksempel uagtsom grov legemsbeskadigelse, jfr. straffelov af , var nu i medfør af 300 også civilretlig ansvarlig 25 Risiko og Skyld s Betænkning 1, s Risiko og skyld s

11 for deres handling. At straffelovens 300 således bevirkede en ændring af reglerne om børns erstatningsansvar tiltrak sig ikke særlig opmærksomhed ved lovens givelse. Motiverne til 300, sagde således blot, at pligten til at svare skadeserstatning bør indtræde i et noget større område for strafbar adfærd end efter den hidtil fulgte danske retspraksis og bemærkningerne om reglerne om den kriminelle lavalder taler alene om strafspørgsmålet Tiden før Myndighedsloven 29 Retstilstanden ændredes igen ved lov nr. 129 af 1. april , jfr. lov nr. 63 af 1. april , hvorved den kriminelle lavalder forhøjedes fra 10 til 14 år. Spørgsmålet omkring børns erstatningsretlige stilling blev taget op af straffelovskommissionen af 1905, der foreslog følgende regel: Er en strafbar handling foretaget af et barn under 14 år kan ansvar for skaden kun pålægges, når retten finder, at hans formueomstændigheder tillader udredelse af erstatning helt eller delvis, uden at der derved påføres ham et føleligt savn. 30 Forslaget begrundedes af kommissionen, med at det er ønskeligt, at erstatningspligten i disse tilfælde kan blive afgjort og ikke hænge ved disse personer hele livet igennem. Forslaget til denne erstatningsregel udgik imidlertid senere af forslaget til en ny straffelov, idet man fandt, at så vigtigt et civilretligt spørgsmål ikke burde ordnes»i forbigående ved en revision af straffeloven«31 Problemet blev herefter drøftet af den ved kgl. kommissorium af 26. juni I9IO nedsatte familieretskommission, efter at den på grundlag af et kommissorium af 14. april 1919 tog spørgsmålet op til undersøgelse om myndighedsalderen og umyndigheds retsvirkninger. I den af kommissionen i juli 1921 afgivne betænkning stillede man i udkast til lov om umyndighed og værgemål 65 følgende forslag 32 ; 28 Betænkning 1, s Omhandler årene Betænkning 1. s Jf. Betænkning over straffelovudkastet 1917 s Betænkning 1. s

12 Barn under 15 år er erstatningspligtig for skadegørende handlinger i det omfang, hvori dette efter barnets sindstilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes billigt. 33 Familieretskommissionen udtalte derefter, at reglerne om de unges erstatningsansvar for deres skadegørende handlinger er således indbyrdes ret afvigende i de forskellige lande. Men de nyere lovgivninger går dog alle i retning af at pålægge dem et vist mere skønsmæssigt afgrænset erstatningsansvar. Den regel, som er gældende dansk ret må anses for at være stiv idet den snart er for lemfældig overfor den unge ved ubetinget at fritage ham for erstatningspligt for uagtsomme retsbrud, snart for streng ved ubetinget at kende ham erstatningspligtig for forsætlige handlinger. Nutidens retstilstand synes at have brug for en mere smidig og elastisk regel. Det vil ofte være stødende at lade den skadelidte alene bære tabet, hvor skaden er forvoldt ham af et barn, der måske har vist en høj grad af uforsigtighed. Særlig vil det findes uheldigt, hvor barnet er fuldt ud i stand til at dække skaden, måske endda uden væsentlig ulempe for sig selv. Man har derfor ment at man burde opstille en ny regel, som bedre kan fyldestgøre tilstandens krav 34. Man går herved ud fra den almindelige erstatningsregel, hvorefter en person er ansvarlig for sit forsætlige og uagtsomme retsbrud. Denne regel tænkes principielt også at skulle gælde børn, men er de under 15 år, gøres der den afvigelse fra hovedreglen, at giver domstolene en beføjelse til skønsmæssigt at nedsætte erstatningspligtens omfang efter billighedshensyn, efter omstændighederne helt at fritage den unge for erstatningspligt 35. Grænsen for det lempede erstatningsansvar forbliver 15 år I tiden før Myndighedsloven i årene fra , synes der slet ingen erstatningssager at være og fra er der kun et par domme Jf. Udkast til Lov om Umyndighed og Værgemål, Betænkning 1, s Betænkning 1, s Risiko og skyld s

13 2.2.4 Myndighedslovens 63 Det fremgår af myndighedslovens motiver, at man med reglen i 63 kun har tænkt sig at lovgive om erstatningsansvaret uden for kontraktforhold, og inden for denne gruppe for de tilfælde, hvor ansvarsgrundlaget er culpa 37. Reglen i 63 tager altså ikke stilling til vurderingen af et barns ansvar, hvis det bliver erstatningspligtigt i egenskab af arbejdsgiver (DL s regel om husbondsansvar 38 ). I motiverne til myndighedsloven hedder det, at børn (og i det hele taget umyndige) i disse tilfælde skal være erstatningspligtige efter de samme regler, som gælder for voksne i Myndighedsloven af 1922 blev formuleret således Barn under 15 Aar er erstatningspligtigt for skadegørende Handlinger efter samme Regler som Personer over denne Alder; dog kan Erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for saa vidt det findes billigt paa Grund af manglende Udvikling hos Barnet, Handlingens Beskaffenhed og Omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig Forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes Evne til at bære Tabet og Udsigten til, at Skaden kan faas godtgjort hos andre. 40 Ved afvejelsen af erstatningspligten skal der tages hensyn til barnets sindstilstand, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt. Ved barnets sindstilstand tænkes der særlig på dets alder og modenhed, men udtrykket omfatter tillige barnets forhold til selve den skadegørende handling, om denne er forsætlig eller blot uagtsom, hvilket naturligvis bør have betydning for ansvarets omfang. Med hensyn til handlingens beskaffenhed vil det navnlig få betydning, om den medfører en nærmere eller fjernere liggende fare, og om den skade den kan forvolde, er af større eller mindre omfang. Det vil også kunne have betydning, om skaden gøres ved en handling, som barnets forældre eller værge havde forholdsvis lettere adgang til at forebygge, og derfor burde have afværget, så at der kan rettes bebrejdelse mod dem for at skaden er sket. 37 Jf. Udkast til Lov om Umyndighed og Værgemål, København 1921, s Principalansvar DL er en almindelig regel, at en arbejdsgiver hæfter for det erstatningsansvar, som hans arbejdstagermåtte pådrage sig for uforsvarlige skadegørende handlinger, der er foretaget i forbindelse med hvervets udførelse Lærebog s Lærebog s Jf. Lov nr.277 fra 30.juni 1922 om Umyndighed og værgemål,

14 Af andre omstændigheder, på hvilke der bør lægges vægt, kan nævnes skadens størrelse og særlig det hensyn, hvem tabet vil ramme hårdest, barnet eller den skadelidende 41. Den omstændighed, at den nye regel i myndighedsloven trådte i kraft samtidig med, at ansvarsforsikringen vandt fodfæste, og samtidig med, at udviklingen i erstatningsretten i det hele begyndte at tendere mod en skærpelse af ansvaret, har ført til den højst betegnede og interessante udvikling 42, som beskrives nærmere i projektets afsnit Den så vidt ses første trykte dom efter myndighedsloven UfR. 1926, p. 160, frifandt faderen til en knap 4 årig dreng, der med en sten havde ituslået en butiksrude. Men derefter følger i rask tempo talrige sager Beskrivelse af retstilstanden Bestemmelsen om børns erstatningsretlige stilling fra 1922 blev uændret stående i myndighedsloven i lidt over 70 år. Med vedtagelsen af lov nr. 389 af 14. juni 1995 ophævedes imidlertid myndighedsloven, som i det væsentligste afløstes af værgemålsloven. Ved denne lejlighed blev den regel, som hidtil var fremgået af myndighedsloven 63, flyttet til EAL, hvor den naturligt hører hjemme i forlængelse af lempelsesregel i 24. Ændringen fremgår af lov nr. 389 af 14. juni Teksten i myndighedslovens 63 er overført til en ny bestemmelse i EAL 24a, der trådte i kraft pr. 1. januar 1997, jf. lov nr. 389 af 14. juni Den nye bestemmelse i EAL 24a svarer ganske til den hidtil gældende bestemmelse i myndighedslovens 63, og der er heller ikke tilsigtet nogen ændring med hensyn til lempelse af børns erstatningsansvar, jf. FT , Tillæg A, s.2517 og betænkning nr. 1247/1993, s. 356 f og s Betænkning 1.s Risiko og skyld, s Risiko og skyld s Kommenteret s Kommenteret s

15 3.1 Grundlæggende betingelser for erstatningsansvar For at nogen kan blive erstatningsansvarlig, skal der være lidt et tab. Der kan være tale om et direkte økonomisk tab, fordi noget har mistet værdi og det er denne type tab der behandles i projektet. Udover et tab skal der være et ansvarsgrundlag. Et ansvarsgrundlag betyder, at nogen kan pålægges ansvaret, enten fordi pågældende har handlet culpøst eller fordi handlingen er omfattet af objektivt ansvar 46. Det er tidligere anført i projektet, at culpa er det ansvarsgrundlag i forhold til børns erstatningsansvar. Dernæst skal der være årsagssammenhæng mellem den indtrufne skade og handling. Det betyder, at der skal være sammenhæng mellem den ansvarspådragende handling og den skade, der er sket. Endelig skal skaden være adækvat (påregnelig). Dette indebærer, at skaden ikke må være en alt for fjerntliggende følge af den ansvarspådragende handling 47. De almindelige erstatningsbetingelser om økonomisk tab samt om kausualitet og adækvans, skal være opfyldt for at pålægge ansvar for økonomisk skade. Det påhviler skadelidte at føre bevis for eller sandsynliggøre årsagsforbindelse Økonomisk tab Reglerne om erstatningsansvar tager udgangspunkt i, at man har ret til at få dækket det økonomiske tab, som en anden har forårsaget ved en ansvarspådragende handling. Hovedreglen er, at skadelidte skal have fuld erstatning for det individuelle økonomiske tab, som er foranlediget af de skader, som skadevolderen er ansvarlig for. Man siger, at skadelidte skal stilles, som om skaden ikke var sket. Den økonomiske skade er således differencen mellem, hvad skadelidte ville have haft, hvis ansvarspådragende adfærd ikke var sket, og hvad skadelidte har efter, at skaden har fundet sted Lærebog s Lærebog s Moderne erstatningsret s Erstatningsret s. 5 15

16 3.1.2 Ansvarsgrundlaget En forudsætning for at pålægge en skadevolder erstatningsansvar uden for kontraktforhold, er at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag. Dansk rets almindelige ansvarsgrundlag er den såkaldte culparegel 50. Culpareglen beskrives traditionelt således, at der indtræder ansvar for en skade, som forvoldes ved en handling, der kan tilregnes den, der handler, som forsætlig (med vilje)eller uagtsom - ved ikke at udvise fornøden agtpågivenhed 51. Skyldprincippet eller culpareglen, som den dag i dag stadig danner hovedhjørnestenen i erstatningsretten, kom til verden i det gamle Rom, hvor reglen udviklede sig af en lov fra år 300 f. Kr. Loven kom fra et forslag fra almuetribunen Aquilius og kom til at bære navn Lex aquilia. Den drejede sig navnlig om drab af andres slaver eller firføddede dyr samt anden tingbeskadigelse, og den fastsatte bod til slavens eller kreaturets højeste værdi, som de havde haft i det sidste år inden skadetilføjelsen. Det skete imidlertid det, at man ved beskrivelsen af deliktet formentlig rent tilfældig kom til at indflette ordet injuria 52 i lovteksten. Men dette blev i realiteten anledning til skyldsreglens opkomst, idet udtryksmåden senere blev fortolket som et krav om, at der skulle foreligge skyld (culpa), for at ansvar kunne pålægges, enten som forsæt, grov uagtsomhed eller simpel uagtsomhed. Den hændeligt forvoldte skade medførte ikke ansvar 53. I Danmark gik tendensen på Danske Lovs tid (1683) i retning af en anerkendelse af culpaprincippet og omkring midten af det 18. århundrede synes culpareglen imidlertid at være anerkendt som almindelige erstatningsnorm uden for kontrakt i retspraksis 54. Som tidligere anført i projektet, er ung alder ikke en ansvarsfrihedsgrund i erstatningsretlige henseende. Ordene i 24 a, 1.pkt. Barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder gør det klart, at udgangspunktet er, at erstatningsreglerne på et givet område er de samme for børn og voksne. Dette er dog ikke ensbetydende med, at man anvender samme målestok ved afgørelsen af, om et barn henholdsvis 50 Culpa er et juridisk udtryk for skyld. Det er en grundlæggende retsgrundsætning, som selvom den ikke er nedskrevet i dansk lov, udgør dansk rets almindelige erstatningsgrundlag juridisk ordbog s Lærebog s (Latinsk)udtryk for uret, uretfærdighed. Romerretlig betegnelse for retsbrud i almindelighed fra denstoredanske.dk. 53 Erstatningsretten s Retshistorie s

17 en voksen har handlet culpøst 55. Efter den klassiske culpadefinition har en person handlet uagtsomt, hvis han har undladt at udvise den forsigtighed og den agtsomhed, som en bonus pater familias 56, ville have udvist i den samme situation. Ifølge denne opfattelse bliver det en central opgave for dommeren i en erstatningssag at fastlægge, hvilke overvejelser en almindelig mand (en mand der aldrig begår fejl), ville have gjort sig, hvis han havde befundet sig i skadevolderens sted i handlingsøjeblikket, og hvad disse overvejelser ville resultere i 57. Ved bedømmelsen af uagtsomhed indgår en handlings farlighed og risikoen for at den medfører skade, handlingens skadeevne (den eventuelle skades sandsynlige størrelse) og de foranstaltninger, der kan træffes for at imødegå, at der indtræffer skader (valg af alternativer, mindre risikabelt fremgangsmåde, sikkerhedsforanstaltninger mv. 58 ) Det er ved anvendelse af det almindelige culpaansvar, skadelidte som har bevisbyrden for, at skadevolderen har handlet uagtsomt i den forstand, at skadelidte må sandsynliggøre, at den måde hvorpå skadevolderen handlede, ikke var den rette. 59 Børn bedømmes i princippet på samme måde som voksne, dog med den væsentlige modifikation at bonus pater målestokken her fastlægges i forhold til et normalt udviklet barn på samme alder. Har det skadevoldende barn handlet anderledes og mere uforsigtigt end det typiske barn med tilsvarende alder, pålægges der erstatningsansvar Årsagsforbindelse Enhver erstatningssag tager udgangspunkt i det faktum, at der er indtrådt en vis skade og ikke i det faktum, at der er udvist culpa. Selv om der er udvist grov culpa, og selv om det kan være så tilfældigt, om dette resulterer i en skade, så er det culpøse forhold simpelthen ikke erstatningsretligt relevant, hvis det faktisk ikke har resulteret i en skade. Årsagsbetingelsen i erstatningsretten udtrykker kravene til den forbindelse, som skal foreligge mellem den indtrådte 55 Lærebog s den gode familiefader, er et gennemsnitsmenneske, en fiktiv person, som ville handle fornuftigt i en given situation juridisk ordbog s Lærebog s Lærebog s Lærebog s Kommenteret s

18 skade (og det indtrådte tab) og det ansvarsbegrundende forhold. Disse krav er ikke udformet nærmere i lovgivningen og det er således helt overladt til retspraksis at fastlægge indholdet af kravene til årsagsforbindelse Adækvans Adækvans også kaldet påregnelighed, betyder, at den skade, der er sket, ud fra en generel betragtning er en logisk eller sandsynlig følge af den skadevoldende handling, som har været culpøs. Man kan sige, at den skadevoldende handling ud fra en generel betragtning skal øge sandsynligheden for den type skade, der er sket 62. Hvis man har handlet uforsvarligt og påført en skade, skal man erstatte de adækvate skader. I den erstatningsretlige litteratur forklares denne betingelse med, at skaden skal have været en påregnelig følge af handlingen, hvilket betyder, at skadevolderen, dengang han foretog den uforsvarlige handling, indså eller burde have indset, at skaden lå inden for de mulige følger, handlingen kunne få 63. Skadevolders individuelle psykologiske evne til at indse følgerne af en ansvarspådragende handling betyder ikke noget for påregnelighed 64, som eksempelvis ses af nedenfor beskreven dom: U V. 65 To brødre på 4 og 6 år, S og L, klatrede over hegnet til M s minkfarm og åbnede her 979 bure, hvorfra 1882 dyr løb ud. Ca mink, der ved blodprøver havde reageret positivt med hensyn til virussygdommen, var placeret i bure, der ved tomme haller var adskilt fra den øvrige besætning. Af disse bure havde drengene åbnet 25-30, så de inficerede dyr fra disse bure var kommet fri og kunne smitte den øvrige besætning. Han så derfor ingen andre udvej end at lade hele besætningen pelse og anskaffe sig en helt ny besætning. Sagsøgerens krav var opgjort til i alt kr. De sagsøgte drenge var omfattet af en ansvarsforsikring som kun ville dække den del af tabet kr., som udgør udgiften til indfangning af dyr. Resten af beløbet havde været psykologisk upåregnelig for dem og derfor ikke kunne kræves erstattet. Heri fik de ikke medhold, idet der ikke var tale om atypiske skader, som der var rimelig at lade M bære risikoen for. Brødrene fandtes derfor at være erstatningsansvarlige for minkavlerens fulde tab på ca kr., og lempelsesreglen i den dagældende myndighedslovs 63, 2. led, fandtes ikke anvendelig. Dommen analyseres og sammenlignes med dommen U H. i analyseafsnittet Lærebog s Erstatningsret s Erstatningsretten s Erstatningsret s Kommenteret s. 516 samt U V. 18

19 3.2 Erstatningsansvarslovens 24 a EAL 24 a er bestemmelsen om de mindreåriges erstatningsansvar og gælder for børn under 15 år. Bestemmelsen tager sit udgangspunkt i, at erstatningsreglerne er de samme for børn og voksne. Hermed går man ud fra den almindelige erstatningsregel, hvorefter en person er ansvarlig for sit uagtsomme og forsætlige retsbrud 66. EAL 24 a giver domstolene en beføjelse til skønsmæssigt at nedsætte erstatningspligtens omfang efter billighedshensyn eller efter omstændighederne helt at fritage den unge for erstatningspligt. Såfremt forholdet kan henføres under EAL 24a, må det imidlertid antages, at kun denne bestemmelse og ikke tillige eller alternativt 24 finder anvendelse 67, allerede fordi 24a må anses som lex specialis 68, i forhold til den generelle regel i a, 1.pkt. EAL 24 a, 1.pkt. fastslår i sit første punkt, at barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder. Uanset denne ordlyd menes hermed ikke, at man skal vurdere barnets handling i forhold til en voksens 70. Det erstatningsretlige udgangspunkt er, at børn ifalder selvstændigt erstatningsansvar for deres skadegørende handlinger på samme grundlag som andre, jf. Erstatningsansvarslovens 24 a. Også ved skader forvoldt af børn skal det således vurderes, om barnet har handlet culpøst, og om de øvrige erstatningsbetingelser, herunder årsagssammenhæng og adækvans, er opfyldt 71 Som tidligere beskrevet, er ansvarspådragelse betinget af, at skadevolder har optrådt uagtsomt. Heri ligger, at man burde have indset, at den måde, man handlede på kunne medføre skade. Et sådant krav kan man naturligvis ikke opstille for små børn, og der er da hellere i Danmark retspraksis for at pålægge små børn erstatningsansvar for de skader, de forvolder Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar, afsnit Kommenteret s specielle lov, er et andet prioriteringsprincip, hvorefter den specielle lovregulering går forud for den generelle lovregulering Rettens grund s Kommenteret s Lærebog s Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar, afsnit Familieforsikring s

20 Retspraksis anvender et andet målestok for børn i afgørelser, om et barn har handlet culpøs. Culpareglen vedrørende børns erstatningsansvar, formuleres således, at et barn ifalder ansvar, såfremt det har handlet anderledes, end børn på dets egen alder normalt handler (eventuelt ville have handlet) i den samme situation. Har det skadevoldende barn handlet anderledes og mere uforsigtigt end det typiske barn med tilsvarende alder, pålægges der erstatningsansvar a, 2.pkt Hvis et barn under 15 år pålægges erstatningsansvar, er der efter erstatningsansvarslovens 24 a, 2. pkt., under visse betingelser mulighed for at lempe barnets erstatningsansvar. 2. pkt. lyder: Dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre Formuleringen af bestemmelsens 2. pkt, kunne tyde på, at der var tale om kumulative betingelser, men der må formentlig antages, at domstolene kan vælge blot at lægge vægt på et eller to af kriterierne. I praksis vil afgørelsen om lempelse efter 24a dog oftest fremstå som resultatet af en helhedsvurdering af sagens konkrete omstændigheder De øvrige lempelsesregler EAL 24 og 24 b er de øvrige bestemmelser om muligheden for lempelse af erstatningsansvar. Den almindelige lempelsesregel er EAL 24. Reglen gælder for alle former for erstatningsansvar, både for personskade, tab af forsørger, tingskade og almindelig formueskade, både ved ansvar efter culpareglen og efter strengere ansvarsregler, og uanset om ansvaret hviler på kontraktsforhold mellem skadevolder og skadelidte. Denne bestemmelse kaldes en almindelig lempelsesregel, fordi dens anvendelsesområde er universelt. Samtidig er der grund til at understrege, at bestemmelsen er speciel i den forstand, at den kun forudsættes anvendt rent 73 Lærebog s Kommenteret s

21 undtagelsesvis som en art sikkerhedsventil for tilfælde, hvor de erstatningsretlige regler ville føre til urimelige resultater , stk. 1; Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændigheder i øvrigt. Selv om der skal foretages en helhedsvurdering af skadevolderens og skadelidtes forhold, er det primært skadevolderens økonomiske forhold, der er afgørende for, om lempelse skal foretages. Det betyder, at skadevolderens erstatningsansvar aldrig vil kunne lempes i medfør af 1. led i det omfang det er dækket af en ansvarsforsikring 76. EAL 24 b giver mulighed for lempelse af ersatningsansvaret for personer, der på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt. Lempelse efter 24 b kan kun komme på tale, såfremt der er tale om erstatningsansvar uden for kontrakt og ansvarsgrundlaget er culpa. Såfremt dette ikke er tilfældet, må hjemlen til eventuelt lempelse søges i den generelle lempelsesregel I EAL 24, som gælder for alle former for erstatningsansvar. Som kriterier for lempelse angives i 24 b personens sindstilstand, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørende og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre. 77 Der må tilføjes, at der kun findes enkelte ældre og ingen nyere domme angående lempelse efter EAL 24 b. 78 Disse to bestemmelse beskrives ikke nærmere i projektet. Disse blev kort beskrevet for at danne et indblik på de øvrige lempelsesregler i erstatningsansvarsloven. 75 Kommenteret s Kommenteret s Kommenteret s Kommenteret s

22 4. Nærmere om bestemmelsen og forståelsen af begreber 4.1 Barn under 15 år Der er intetsteds i lovgivningen bestemt, hvilken alder et barn skal have for at blive pålagt ansvar. Vurderingen af et barns culpa forudsætter dog, at det er muligt med nogen grad af sikkerhed at fastslå, hvorledes et typisk barn på det pågældende alderstrin handler eller nærmere, ville have handlet i den situation, der konkret foreligger til bedømmelse. Kan man ikke opstille et sådant gennemsnitshandlemønster, må man frifinde det skadevoldende barn. På den måde, igennem mange års domspraksis opstillede man en slags minimumsaldersgrænse for pålæg af erstatningsansvaret. Aldersgrænsen varierer dog, alt efter hvor elementær handlingssituationen er 79. Denne begrundes i, at ældre børn antages at have bedre mulighed for at overskue konsekvenserne af deres handlinger end yngre børn. For helt små børn giver det ikke mening at vurdere, hvorledes et normalt barn på samme alder ville have handlet i samme situation. Grænsen for, hvornår børn kan pålægges erstatningsansvar, afhænger vel til dels af den pågældende situation jo mere kompliceret, uoverskuelig eller atypisk situationen er, desto ældre skal barnet være, for at det kan antages at handle ansvarspådragende 80. Idet bachelorprojektet er afgrænset til pilfingerskader samt ildspåsættelser, vil der derfor kun blive set på netop disse typesituationer i forhold til barnets alder. Pilfingerskader varierer så meget i henseende til handlingssituationen, at en generel minimumsalder ikke kan opstilles, man der findes ikke eksempler på, at børn under 4 år er blevet erstatningsansvarlige 81. I forhold til ildspåsættelser, er der tendens til relativt streng bedømmelse af børns ansvar 82 og i forhold til disse er domstolene ret tilbøjelig til at anse handlingssituationen for så elementær, at selv små børn findes at have handlet culpøst Lærebog s Kommenteret s Lærebog s Kommenteret s Lærebog s

23 Sammenfattende er der ikke retspraksis for at pålægge børn under ca. 4-5 år erstatningsansvar 84. Det er svært at sige noget generelt om kriterierne, da domme i sagens natur er meget konkrete og derfor afsiger kendelse ud fra meget specifikke forhold i hvert enkelt tilfælde. Fra retspraksis kan eksempelvis nævnes en afgørelse gengivet i U V., hvor der frifandtes 2 piger på 3 og 2 ¾ år for skader ved at have jaget kyllinger med en pind i nabogårdens hønsehus. U V. 85 Tre piger på 3, 2¾ og 1½ år havde skaffet sig adgang til hønsehuset på nabogården. Her jagtede de to ældste med pinde kyllinger, hvorved ca. 250 stk. døde. Henset til børnenes alder fandt retten det betænkeligt at statuere, at der forelå forsæt eller uagtsomhed i retlig forstand, og børnene fandtes derfor ikke erstatningsansvarlige. Retten udtalte bl.a. Selv om nu børnene utvivlsomt må antages med vilje at have slået efter kyllingerne med de tidligere nævnte træpinde og set i hvert fald nogle af kyllingerne falde om på gulvet som følge af slagene, findes det dog, når henses til børnenes alder, betænkeligt at statuere, at der har foreligget forsæt eller uagtsomhed i retlig forstand, og børnene vil følgelig ikke kunne gøres erstatningsansvarlige for deres i hønsehuset udviste adfærd og den sagsøgeren derved forvoldte skade. Et flertal af dommerne fandt derimod forældrene erstatningsansvarlige, idet de i ca. en time ikke havde været klar over, hvor børnene befandt sig, hvorfor der henset til at det ældste barn kun var 3 år ikke havde været tale om fornødent tilsyn. Domstolen udtalte at: Når imidlertid henses til, at det ældste af de tre børn (der var en tredje som ikke deltog), kun var lidt over 3 år, findes det i nogen grad at have skortet på behørigt tilsyn med børnene, og selvom det vel ikke kunde anses som en nærliggende mulighed, at børnene fandt på at skaffe sig adgang til naboens hønsehus og slå kyllinger ihjel som sket, kan dette dog ikke under de foreliggende omstændigheder anses for en sådan upåregnelig følge af det manglende tilsyn, at derved en nødvendig erstatningsbetingelse mangler Forældres tilsynspligt beskrives nærmere i det efterfølgende afsnit. 84 Familieforsikring s Dommen U V samt dommens omtale i Risiko og skyld s

24 4.1.1 Forældres tilsynspligt Forældre og andre, der har børn i deres varetægt, eksempelvis skoler, børnehaver, andre institutioner og bedsteforældre mv., antages at have en almindelig pligt til at føre et rimeligt tilsyn med de pågældende børn 86. I dansk ret findes der ingen lovbestemmelser om erstatningsansvaret for forældre eller andre, der fører tilsyn med børn for skade, barnet forvolder. I det omfang, et sådant ansvar anerkendes, bygger det på de almindelige ulovbestemte erstatningsregler 87. Grundlaget for forældres ansvar er forældremyndigheden med det lydigheds- og tilsynsforhold, hvori barnet står i forhold til forældrene. Det samme gælder, hvor en tilsvarende beføjelse udøves af andre end forældrene. Et selvstændigt erstatningsansvar for forældre kan derfor komme på tale, hvis forældrene tilsidesætter denne tilsynspligt eller undlader at give barnet de nødvendige instruktioner, såfremt denne forsømmelse fører til, at barnet forvolder skade. Tilsynspligtens udstrækning varierer bl.a. Efter barnets alder 88. Ansvaret er et almindeligt culpaansvar, der kan ifaldes for såvel handlinger som undladelser. Det er naturligvis ikke nogen ansvarsfrihedsgrund, at barnet er så lille, at det ikke selv kan ifalde ansvar efter culpa reglen; tværtimod er forældrenes tilsynspligt mest udstrakt over for små børn. Hvis det skadevoldende barn er så gammelt, at det selv ifalder ansvar, kan forældrene og barnet blive solidarisk ansvarlige 89. I praksis er der sjældent grundlag for at gøre erstatningsansvar gældende over for forældrene, hvis barnet er mere end år, og generelt er der tale om en lempelig culpavurdering af forældrenes adfærd 90. Langt de fleste spørgsmål om forældres ansvar, angår oftest deres undladelser i forhold til barnet. Forældremyndigheden indebærer, at forældre må drage omsorg for deres barn, d. v. s. det må opdrage barnet, belære det om livets forskellige faresituationer og føre fornødent tilsyn med det. Omfanget af forældrenes pligter, der som nævnt ikke er angivet i lovgivningen, må bero på et 86 Lærebog s Betænkning 1. s. 53 ø. 88 Jf. Forslag til Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar; bemærkninger til lovforslaget afsnit Lærebog s Familieforsikring s

25 konkret skøn i det enkelte tilfælde, og det er på basis af domspraksis kun muligt at opstille enkelte mere grove retningslinjer for retstillingen 91. Fra retspraksis kan eksempelvis nævnes følgende afgørelse, som synes meget strengt mod forældrene: ASD 1950 B.147 Ø. 92 I sagen blev et 4 ½ år gammelt barn frifundet for at sætte ild ved leg med tændstikker. Barnets moder blev til gengæld ansvarlig, idet hun havde ladet tændstikæsken liggende foran den kakkelovn, hun lige havde tænd op i. Domstolen udtalte, at ved at lade tændstikkerne ligge på gulvet, skønt hun vidste, at drengen løb ud og ind i stuen, uden at hun havde ham under stadigt opsyn, findes at have gjort sig skyldig i et sådant forhold, at hun burde have forudset, at drengen i overensstemmelse med børns natur let kunne få fat i dem og forvolde ulykke med tændstikker Denne sags udfald, kan begrundes i, at der ved ildspåsættelser og specielt når børnene er små, foreligger der skærpet tilsynspligt. ASD 1950 B. 147 Ø, er den eneste frifindende dom ved ildspåsættelser 93. Anderledes er sagens udfald i U V 94. I dommen frifandtes en mor for erstatningsansvar, selv om hun havde ladet en kniv blive liggende på et køkkenbord, hvor den blev taget af hendes 4- årigt dreng, der forvoldte skade på en anden dreng. Dommen begrundedes bl.a. med, at kniven var en dagligdags brugsgenstand. Dommen er et udtryk for den tankegang, at livet må leves nogenlunde praktisk og overkommeligt også for folk med børn. Af samme grund kan forældre som hovedregel ikke drages til ansvar for de skader deres børn forvolder, ved pilfingerskader, med person- eller tingsskade til følge Betænkning 1, s Risiko o skyld s. 320 samt ASD 1950 B.147 Ø. 93 Lærebog s U V. 95 Lærebog s