Indholdsfortegnelse. Side 1 af 36

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemformulering Afgrænsning Metode Grundlæggende erstatningsret Erstatningsrettens grundbegreber Ansvarsgrundlag Hvad er culpa Uagtsomhedsbedømmelsen Skærpede ansvarsgrundlag Principalansvar Skade Kausalitet Adækvans Ledelsesansvar Hvad er en ledelse Bestyrelsen Tilsynsrådet Direktionen Ansvar for ledelsesmedlemmer Culpabedømmelsen i selskabsloven Erstatningsansvarslovens mulighed for lempelse Den almindelige lempelsesregel Ansvarets beskaffenhed Skadevolderens forhold Skadelidtes interesse Foreliggende forsikringer Omstændighederne i øvrigt Delkonklusion Lempelse for arbejdstageren Udvist skyld Arbejdstagerens stilling Omstændighederne i øvrigt Skadelidtes interesse Delkonklusion Side 1 af 36

2 7. Selskabsloven mulighed for lempelse Selskabslovens lempelsesregel i praksis Passive medlemmer Familiemæssige relationer Tillid til professionelle rådgivere Delkonklusion Fordeling af ansvaret Anvendelse af den almindelige lempelsesregel i selskabsregi Lempelse efter erstatningsansvarsloven frem for selskabsloven Sammenligning af mulighed for lempelse Konklusion Abstract Kilder Bilag Side 2 af 36

3 1. Indledning Et erstatningsansvar er et økonomisk krav, som den skadelidte har mod den skadevoldende part. Et sådan krav vil ofte have store økonomiske konsekvenser for den erstatningsansvarlige, og kan synes urimeligt eller virke direkte ruinerende. Derfor regulerer dansk ret mulighed for at få lempet et sådan erstatningsansvar. Den almindelige lempelsesregel samt en særlig lempelsesregel for arbejdstagere findes i erstatningsansvarsloven. Hvor den særlige lempelsesregel kun kan påberåbes af arbejdstagere, kan den almindelige lempelsesregel, derimod altid påberåbes. En lignende mulighed er reguleret i selskabsloven. Denne bestemmelse hjemler mulighed for lempelse af ledelsesansvar, som et ledelsesmedlem ifaldes på baggrund af dennes skadegørende handlinger. I selskabsregi er der ofte tale om svimlende store erstatningssummer, hvilket nødvendiggør en mulighed for lempelse i sådanne situationer. Selvom erstatningsansvar i selskabsretten således er reguleret af de erstatningsretlige grundprincipper, findes alligevel en særskilt lempelsesregel i selskabsloven. I vurderingen af om et pådraget ansvar kan lempes beror på de hensyn, som ligger i bestemmelsernes ordlyd. Disse hensyn er ikke enslydende i de tre bestemmelser. Teoretisk lemper selskabslovens altså efter andre hensyn, end de der indgår i erstatningsansvarsloven. Det kan undre, om dette ligeledes er tilfældet i praksis. Motivationen for projektet er således at afdække, om mulighed for lempelse efter selskabsloven er tilsvarende muligheden i erstatningsansvarsloven. 2. Problemformulering Ud fra ovenstående overvejelser er følgende problemformulering forekommet: Er ledelsesansvaret i selskabsloven lempet efter tilsvarende principper, som gælder i erstatningsansvarsloven Side 3 af 36

4 2.1 Afgrænsning Erstatningsansvarslovens 24 og 23 stk. 2. hjemler mulighed for lempelse eller bortfald hvis særlige hensyn taler herfor. Der ses i projektet dog bort fra bortfald, og fokuseres udelukkende på mulighed for lempelse. Der afgrænses yderligere fra selskabslovens 362 omhandlende kapitalejer og deres ansvar. Dette betyder, at vi i forhold til selskabslovens 363 ikke ser på kapitalejernes mulighed for lempelse. 3. Metode I projektet anvendes juridisk metode. Juridisk metode er kendetegnet ved en række faktum, hvortil der anvendes en retsregel, som fører til en konkret løsning. Ud fra analyse og fortolkning af gældende ret nås der således til resultatet. I praksis gøres dette ved at klarlægge den juridiske problemstilling, hvorefter der udvælges relevante retskilder. Dernæst anvendes teori på problemstillingen 1. Projektet indeholder en redegørende del, der beskriver de relevante retsregler og disses anvendelse i teori samt praksis. Anvendelse i praksis er belyst ved analyse af domme. Efterfølgende danner en diskussion af relevante retskilder baggrund for en endelig konklusion, som dermed afdækker projektets problemformulering, og giver svar på denne. Domme vedrørende erstatningsansvarslovens 23 stk. 2., samt et uddrag af domme vedrørende erstatningsansvarslovens 24 er inddraget. Derudover er alle relevante domme omhandlende erstatningsansvarslovens 363, ligeledes blevet analyseret. Disse skal give et retvisende billede af retspraksis angående lempelse af erstatningsansvar. 4. Grundlæggende erstatningsret Lempelse af et erstatningskrav forudsætter selvsagt, at der er ifaldt erstatningsansvar efter dansk rets erstatningsretlige principper. Disse grundlæggende begreber og principper gennemgås nedenstående. 1 Munk-Hansen (2010): Rettens grund, s Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s. 21 Side 4 af 36

5 4.1 Erstatningsrettens grundbegreber Erstatningsretten kan defineres som de retsregler, der fastlægger betingelserne for, at nogen kan drages til ansvar for en indtrådt skade på en sådan måde, at vedkommende bliver forpligtet til at betale erstatning til den, som skaden har ramt, samt hvordan erstatningen for den pågældende skade i så fald skal udmåles 2. Disse betingelser, som primært er fremkommet af retspraksis, er forsat uhjemlet i dansk ret. Der kan findes tre grundlæggende betingelser for at ifalde erstatningsansvar. Der skal foreligge et ansvarsgrundlag, der skal være indtrådt en skade, og der skal være en forbindelse mellem disse to forhold. Når disse betingelser er opfyldt, har den skadelidte således krav på at få dækket den pågældende skade hos den ansvarlige. Udover disse tre grundbegreber i erstatningsretten findes en række andre faktorer, som har betydning for erstatningsansvaret - herunder medvirken og egen skyld, undladelser, ansvarsfrihedsgrund, accept af risiko osv. Disse vil dog ikke blive gennemgået nærmere. 4.2 Ansvarsgrundlag Kravet om at der skal foreligge et ansvarsgrundlag, er et udtryk for, at skaden skal forblive, hvor den rammer. Udgangspunktet i dansk ret er, at dette ansvarsgrundlag skal findes i culpareglen Hvad er culpa? Culpareglen er en ulovbestemt retsregel, men betragtes alligevel som den almindelige erstatningsregel i dansk ret. Denne foreskriver, at en person kun kan pålægges erstatningsansvar, hvis denne har handlet culpøst, dvs. skadevolder skal kunne bebrejdes den handling, som fører til skade. Culpa som ansvarsgrundlag betinger således, at der kun kan ifaldes ansvar for skader, som er forvoldt forsætligt, dvs. med vilje eller uagtsomt, og som kan tilregnes den handlende. 2 Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s. 21 Side 5 af 36

6 Uagtsomhedsbedømmelsen Uagtsomhedsbegrebet betegnes som en udeladelse af den almindelige forsigtighed og omhu, som det ellers forventes, at der udvises. Uagtsomhedsbegrebet kan inddeles i simpelt uagtsomt og groft uagtsomt. Dette er en svær sondring. Det er yderligere vanskeligt at fastlægge en klar grænse mellem en uagtsom og en ikke-uagtsom adfærd. Dette beror i stedet på en uagtsomhedsbedømmelse, hvor både den handlende men også især handlingen indgår i vurderingen. Med andre ord forventes der udvist den grad af agtpågivenhed, som en god og fornuftig gennemsnitsperson plejer at udvise i tilsvarende situationer 3. Er dette ikke opfyldt, ifaldes der ansvar for den uagtsomme skadegørende handling, såfremt denne opfylder de øvrige erstatningsretlige betingelser. Hændelige skader kan ikke vurderes efter culpareglen, da minimum for at ifalde erstatningsansvar er simpel uagtsomhed som ansvarsgrundlag. En hændelig skade, som er et tilfælde, hvor skadevolderen ikke kan gøre for, at skaden sker, eller hvor denne opstår tilfældigt, kan derfor ikke erstattes efter erstatningsrettens regler Skærpede ansvarsgrundlag Hovedreglen er således culpa som ansvarsgrundlag. Dette er dog blot et udtryk for, at ansvarsgrundlag kan være skærpede i forhold til culpa. Denne vidtgående form for ansvarsskærpelse betegnes som objektivt ansvar. Objektivt ansvar er et udtryk for, at der også ifaldes ansvar for skader, som ikke er forvoldt forsætligt eller uagtsomt. Objektivt ansvar er altid reguleret i dansk ret, jf. f.eks. færdselslovens 101, stk. 1 om ansvarsgrundlag for motorkøretøjer og DL om personskader forvoldt af husdyr. Principalansvar, jf. DL , er ligeledes en skærpelse af culpaansvaret, men er ikke et ansvarsgrundlag efter objektivt ansvar, selvom dette kan minde herom 4. 3 Von Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s Von Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s. 143 Side 6 af 36

7 Principalansvar I dansk ret gælder det almindelige udgangspunkt, at en arbejdsgiver hæfter for det erstatningsansvar, som hans arbejdstager måtte pådrage sig af uforsvarlige skadegørende handlinger under hvervets udførelse. Dette kaldes et principalansvar. Dette grundlæggende princip i erstatningsretten blev hjemlet i dansk ret i 1683, og selvom hovedparten af bestemmelserne i Danske Lov sidenhen er afløst af nyere lovgivning, har princippet om principalansvar stadig hjemmel i lovens Bestemmelsen har følgende ordlyd: End giver Husbond sin Tiener, eller anden, Fuldmagt paa sine Vegne at forrette noget, da bør Husbonden selv at svare til hvad derudj forseis af den, som hand Fuldmagt givet haver, og af hannem igien søge Opretning Princippet begrundes ud fra tanken om, at da arbejdsgiveren fastsætter organisationen og arbejdsgangen i virksomheden må eventuelle skadegørende handlinger høre under dennes ansvarsbyrde, da netop principalen har mulighed for at indregne risiko for skade i en ansvarsforsikring. Endvidere forsøges der med denne bestemmelse at placere ansvaret ved den, som lettest kan bære dette. Det forudsættes ofte at principalen bedst er i stand til dette, og det derfor findes mest rimeligt at lade denne bære ansvaret. I erstatningsretlige henseende sker der dermed identifikation mellem arbejdsgiver og arbejdstager, hvorfor arbejdstagerens skadegørende handlinger afspejler sig i arbejdstageren. 4.3 Skade For at kunne opnå erstatning skal der først og fremmest konstateres en skade. Erstatning er en økonomisk udligning af en forvoldt skade, og derfor er det et krav, at skaden kan omsættes til et pengebeløb. Når skaden er omsat til et pengebeløb, fremkommer tabet. Det er derfor et krav, at der kan findes en nogenlunde objektiv målestok for denne omsætning. Tabet skal være påført den skadelidte af en skadevolder. Skadelidte og skadevolder kan derfor ikke være samme person. 4.4 Kausalitet Endelig skal der være en klar årsagsforbindelse mellem den skadegørende handling og den indtrådte skade. Denne forbindelse er i juridisk term omtalt kausalitet. Om der er en sådan Side 7 af 36

8 årsagsforbindelse, vurderes ofte ud fra det hypotetiske spørgsmål Ville skaden været indtrådt, hvis det ansvarsbegrundende forhold ikke havde foreligget? 5. Er svaret ja, er kravet om årsagsforbindelse ikke opfyldt, da handlingen således ikke har haft betydning for skadens indtræden. Ofte er kausaliteten åbenlys. Dog kan en årsagsforbindelse i nogle tilfælde være så svag, at den ikke opfylder kravet om adækvans. Spørgsmålet om adækvans opstår først, når der er fastslået en årsagsforbindelse mellem handling og skade Adækvans Adækvans er den juridiske term for påregnelighed. Når der skal foretages en vurdering heraf, undersøges om den pågældende handling, typisk ville kunne medføre en skade som den indtrådte, eller om skaden må anses for at være en helt usædvanlig følge af handlingen. Dette kan udtrykkes som et krav om, at handlingen skal have øget risikoen for den pågældende skade. Der kan med andre ord ikke pålægges erstatningsansvar, hvis den indtrådte skade ikke havde været påregnelig. En person ifalder således ikke ansvar for tilfældige eller meget atypiske konsekvenser af en bestemt handling, da skaden skal kunne forudses ud fra en normal vurdering. Når kravet om adækvans er opfyldt og de øvrige betingelser ligeså, har skadelidte således et erstatningskrav at rette mod skadevolder. 5. Ledelsesansvar I selskabsregi kan ledelsesmedlemmer ifalde erstatningsansvar for skadegørende handlinger, som i øvrigt opfylder erstatningsrettens grundlæggende principper. Et sådan ansvar kaldes et ledelsesansvar, og er gennemgået nedenstående. 5.1 Hvad er en ledelse? Et kapitalselskab kan sidestilles med en juridisk person. Dette nødvendiggør, at fysiske personer træffer beslutninger og handler på selskabets vegne. Disse personer varetager således 5 Von Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s. 286 Side 8 af 36

9 ledelsen af selskabet. Selskabets ledelse er således en fællesbetegnelse for disse fysiske personer. Et kapitalselskab dækker over anpartsselskaber og aktieselskaber. Strukturen i et sådan selskab er hierarkisk med en ejer, aktionærer eller anpartshavere som øverste beslutningsorgan. Under denne eller disse findes selskabets ledelse, som har til opgave at varetage den overordnet og strategiske ledelse af selskabet. Ledelsen kan bestå af flere organger, herunder en bestyrelse, en direktion og/eller et tilsynsråd. Det der er afgørende herfor, er hvilken ledelsesstruktur, selskabet har valgt. Efter de selskabsretlige regler skal et kapitalselskab dog have en direktion.direktionens opgave er at varetage den daglige ledelse jf. selskabslovens 111. Der er valgfrihed i forhold til, hvordan et kapitalselskab vil sammensætte sin ledelse. Et kapitalselskab kan således vælge en ledelse bestående af en bestyrelse og en direktion, hvor det er bestyrelsen, der varetager den overordnet og strategiske ledelse, mens direktionen tager sig af den daglige ledelse, jf. selskabslovens 111 stk. 1 nr. 1. Direktionen kan både bestå af bestyrelsesmedlemmer og personer uden for bestyrelsen. En anden strukturering af ledelsen er ved blot at have en direktion. I aktieselskaber skal direktionen endvidere have et tilsynsråd, hvorimod benyttelse af tilsynsråd står frit for hos anpartsselskaber. Hvis anpartsselskabet har medarbejderrepræsentation, skal der dog være et tilsynsråd eller en bestyrelse. Dette er hjemlet i selskabslovens 111, stk. 2 og Bestyrelsen Bestyrelsen varetager selskabets overordnede strategiske ledelse. Derudover er det bestyrelsens pligt at sikre sig tilstrækkelig information om selskabets økonomiske udvikling, og dermed også sikre sig en finansiel forsvarlig situation i selskabet, således der er likviditet til nuværende og fremtidig forpligtelser. Bestyrelsen skal endvidere sikre, at bogføringen og regnskabsaflæggelsen er tilfredsstillende, og at der er etableret de fornødne procedurer for risikostyring og interne kontroller. I forhold til direktionen er det bestyrelsens opgave at sikre, Side 9 af 36

10 at de udfører deres erhverv efter bestyrelsens retningslinjer. Disse pligter er alle hjemlet i selskabslovens 115 stk. 1, nr Tilsynsrådet Tilsynsrådets opgaver består udelukkende i at føre kontrol. Dette betyder, at rådet ikke har nogen egentlige beføjelser. Et tilsynsråd kan træde i stedet for en bestyrelse, men deres arbejdsopgaver er alligevel ikke identiske. Tilsynsrådets manglende ledelsesbeføjelser giver ikke mulighed for varetagelse af den overordnet strategiske ledelse, hvilket er den væsentlige forskel på tilsynsråd og en bestyrelse. Tilsynsrådets opgaver er hjemlet i selskabslovens Direktionen Direktionen har til opgave at sikre, at bogføringen sker efter lovgivningens regler. Derudover har direktionen ligeledes til opgave, at sikre selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, og at der er likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser. Herunder har direktionen en pligt til at vurdere den økonomiske situation for selskabet og om denne er forsvarlig. Direktionens opgaver og pligter er hjemlet i selskabslovens Ansvar for ledelsesmedlemmer Erstatningsansvar inden for selskabsregi er reguleret af selskabslovens 361. Denne foreskriver, at stiftere og medlemmer kan ifalde erstatningsansvar. Derudover kan stiftere, revisorer, vurderings- og granskningsmænd, kapitalejere og likvidatorer ligeledes ifalde erstatningsansvar 6. Dermed er det de beslutningstagende personer, der som hovedregel kan blive ansvarlige, hvis disse handler i strid med de opgaver og pligter, som de er blevet pålagt, jf. SL 115, 116 og 118. Spørgsmålet bliver dernæst hvilke ansvarsregler, der gælder for ledelsen. Betænkningen 1498: 2008 Modernisering af selskabsretten tager stilling til ledelsens erstatningsansvar, hvortil den bestemmer, at en erstatningspådragende handling, skal vurderes efter dansk rets uhjemlede culparegel. Ledelsen kan altså ifalde erstatningsansvar for uforsvarlige 6 Krüger Andersen (2010): Aktie- og anpartsselskaber, s. 475 Side 10 af 36

11 skadegørende handlinger, som de har begået forsætligt eller uagtsomt. Ansvarsgrundlaget culpa er bestemt i selskabslovens 361, som har følgende ordlyd: Stiftere og medlemmer af ledelsen, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet kapitalselskabet skade, er pligtige til at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er tilføjet kapitalejere eller tredjemand Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til erstatningspligt for revisorer, vurderingsmænd, ejerbogsførere og granskningsmænd. Stk. 3. Er et revisionsselskab valgt til revisor, er både revisionsselskabet og den revisor, som revisionen er overdraget til, erstatningsansvarlige. 5.3 Culpabedømmelsen i selskabsloven Den almindelige erstatningsbetingelse culpa finder således også anvendelse inden for selskabsretten. Det vil sige, at der først og fremmest skal være forvoldt en skadegørende handling eller undladelse, som ledelsen kan tillægges forsætligt eller uagtsomt. Det er ledelsen selv, der er ansvarlig for at overholde de opgaver og pligter, som de er underlagt. Selvom tilsynsrådet ikke kan træffe en beslutning, om hvorvidt den økonomiske situation kan vurderes som forsvarlig eller ej, er der pligt til at gribe ind ved mistanke om, at selskabet ikke ledes forsvarligt. Hvis det viser sig, at tilsynsrådet ikke griber ind i sådan en situation, kan de gøres erstatningsansvarlige 7, da dette således er en tilsidesættelse af deres pligter. I denne bedømmelse bør indgå en vurdering af forsvarlig handlemåde, Børsens anbefalinger om god selskabsret i Danmark og OECD s Principles of Corporative Governance 8. Culpabedømmelsen er som udgangspunkt den samme for samtlige medlemmer af ledelsen. Der kan dog forekomme situationer, hvor et medlem lettere ifalder erstatningsansvar end de øvrige, hvis eksempelsvis dette medlem har en særlig sagkundskab. Hertil skal det ikke forstås, at ledelsesmedlemmerne kan sidestilles med et professionsansvar. Dermed kan et medlem med særlig fagkundskab ifalde en strengere bedømmelse, men det er ikke således, at ukyndige og passive bestyrelsesmedlemmer ifalder en mildere bedømmelse 9. 7 Krüger Andersen (2010): Aktie- og anpartsselskaber, s Krüger Andersen (2010): Aktie- og anpartsselskaber, s Betænkning: 1498: 2008 Modernisering af selskabsretten, s. 41 Side 11 af 36

12 6. Erstatningsansvarslovens mulighed for lempelse Erstatningsansvarsloven giver hjemmel til lempelse når særlige hensyn taler herfor. Nedenstående er de bestemmelser, som regulerer muligheden for lempelse af erstatningsansvaret, gennemgået og kommenteret. 6.1 Den almindelige lempelsesregel Erstatningsrettens almindelige lempelsesregel har hjemmel i erstatningsansvarslovens 24. Det er efter denne bestemmelse, der kan påberåbes lempelse af et pådraget erstatningsansvar, hvad enten der er tale om erstatning for personskade, tab af forsørger, tingsskade eller almindelige formueskade 10. Bestemmelsens anvendelsesområde er forsat kun anvendt rent undtagelsesvis som en slags sikkerhedsventil i dansk erstatningsret, for tilfælde hvor de erstatningsretlige regler vil føre til urimelige afgørelser 11. Bestemmelsen har sin primære anvendelse på private personer, men har dog også en begrænset anvendelse ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. landsrettens udtaleser i FED V. Bestemmelsen har følgende ordlyd: Stk. 1 Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt. Stk. 2 Under tilsvarende betingelser som angivet i stk. 1 kan der ses helt eller delvis bort fra skadelidtes medvirken til skaden. Ved krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, gælder det samme om afdødes medvirken. Selvom bestemmelsen ligger op til en helhedsvurdering af skadevolderens forhold, er det, som nævnt i bestemmelsens 1. led, først og fremmest skadevolderens økonomiske forhold, 10 Von Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s Von Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s. 460 Side 12 af 36

13 som har indflydelse på vurderingen. I bestemmelsens 2. led nævnes de særlige øvrige omstændigheder som kan føre til lempelse af ansvaret. Disse er oplistet nedenstående Skadens størrelse Lempelse af erstatningsansvaret vil især kunne tænkes, hvis den skadegørende handling er så stor, at den forvolder alvorlig skade på flere personer 12, eller hvor der er forvoldt en omfattende tings- eller formueskade 13. Retspraksis viser ikke klare eksempler på, at dette hensyn alene har begrundet en lempelse. Dermed er det ikke sagt, at dette hensyn ikke finder anvendelse i praksis. Det kan udledes heraf, at et enkelt hensyn typisk ikke alene kan bære en lempelse. Dette er oftest et samspil af flere Ansvarets beskaffenhed Hvis skadevolders udviste uagtsomhed er ringe, vil ansvaret sandsynligvis kunne lempes, hvis omstændighederne i øvrigt taler herfor. En beskeden uagtsomhed kan altså ikke i sig selv bære en lempelse 14. Skadevolder kan endvidere få lempet sit erstatningskrav, hvis skadelidte kan tillægges en vis grad af egen skyld, jf. FED V og U V. I sidstnævnte dom er skadelidende, da han låner sin bil til skadevolder, velvidende om, at skadevolder forud for kørslen havde indtaget alkohol. Erstatningen nedsættes på denne baggrund til det halve. Omvendt kunne skadevolder i U V ikke få lempet sit erstatningskrav på trods af egen skyld hos skadelidte, da denne overser en ubetinget vigepligt, og endvidere er alkoholpåvirket. Afgørende i denne dom bliver, at årsagsforbindelsen mellem den oversete vigepligt og den skadegørende handling vurderes så svag, at den oversete vigepligt ikke kunne lægges til grund, for skadens indtræden. På denne baggrund kunne skadevolder ikke lempes grundet egen skyld hos skadelidte. Det er altså helt særlige omstændigheder, som skal tale for en lempelse af erstatningsansvaret på grund af egen skyld. Endnu et eksempel herpå er 12 Von Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s Møller (1999): Erstatningsansvarsloven med kommentarer, s Von Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s. 462 Side 13 af 36

14 U Ø, hvor en mand bevæger sig ud i trafikken i kraftig stormvejr. Han dræbes af et træ, som vælter over bilen under kørslen i et kommunalt ejet skovområde. Til trods for unødvendig kørsel var frabedt, endte erstatningsansvaret alligevel hos kommunen, som ikke havde ført tilstrækkeligt tilsyn med træets tilstand. Billisten pålægges derfor ikke egen skyld, som kunne føre til lempelse af kommunens ansvar over for de efterladte. At skadelidte overser en vigepligt, eller bevæger sig ud i kraftigt stormvejr, trods dette er frabedt, er dermed ikke forbundet med tilstrækkelig af egen skyld til at begrunde lempelse af skadevolders ansvar. Af dette kan udledes at retspraksis forsat er tilbageholden med at tillægge egen skyld hos skadelidte, selvom der kan foreligger tunge hensyn, som kunne tale for lempelse. I retspraksis er alkoholpåvirkning ofte en årsag til skader, og ligeledes ofte årsag til hvorfor erstatningsansvaret ikke kan lempes, jf. U V og U Ø. I begge domme blev den skadegørende handling vurderet som grov uagtsomt blandt andet grundet alkoholindtaget. Det ses sjældent i retspraksis, at et ansvar forvoldt ved grov uagtsomhed kan lempes. I U Ø blev erstatningsansvaret dog undtagelsesvist lempet for en skade forvoldt ved grov uagtsomhed. Sagens faktiske omstændigheder er, at en ubenyttet og forfalden bygning nedbrænder, da to drenge på 14 og 15 år antænder denne. Baggrunden for lempelsen bliver bygningens forfaldenhed og drengenes unge alder. I denne dom talte disse hensyn dermed tungere end den grove uagtsomhed. Det bør understreges, at ofte er ansvarets særlige beskaffenhed ikke nok for at opnå en lempelse, jf. FED OE, hvor også skadevolders forhold og regreskravets størrelse blev lagt til grund før lempelsen kunne opnås. Denne dom understreger endnu engang, at lempelse efter erstatningsansvarslovens 24 beror på en helhedsvurdering af sagens faktiske omstændigheder. Af retspraksis kan det således udledes, at der ved ansvarets beskaffenhed særlig tænkes på uagtsomhedsbedømmelsen, hvor der ses en tendens til yderst sjældent at lempe skader forvoldt ved grov uagtsomhed. Det ses endvidere at egen skylds-vurderingen efter bestemmelsens stk. 2, ofte beror på dette hensyn. Domstolene er dog forsat tilbageholdende Side 14 af 36

15 med at lempe for egen skyld hos skadelidte, og kun ganske særlige tungere hensyn kan støtte en sådan lempelse Skadevolderens forhold Skadevolders økonomiske forhold er den hyppigst forekommende årsag til lempelse af erstatningsansvar efter erstatningsansvarsloven i retspraksis. Dette støttes af bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., som bestemmer, at ansvaret kan lempes, hvis dette må virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige. Skadevolderes økonomiske forhold kan derfor føre til en lempelse af erstatningsansvaret, når der ellers ikke ville være udsigt til betaling af hele erstatningssummen, jf. U V, hvor erstatningsansvaret lempes fra kr til kr ud fra en betragtning om, at kr var mere rimeligt og realistisk for skadevolder at indfri. Lignende omstændigheder var til stede i U V og U V. I sidstnævnte dom førte skadevolders indtægt og formueforhold til en lempelse af erstatningsansvaret, da skadevolder havde en gæld på kr og havde udsigt til 3½ års læreplads med en timeløn på kr. 53. På denne baggrund vurderedes ansvaret at blive urimeligt tyngende for skadevolder. Retspraksis viser derfor tilbøjelighed til at nedsætte det oprindelige erstatningsansvar betydeligt, når det må vurderes som urimelig tyngende eller direkte ruinerende for skadevolder. Med mindre erstatningsansvaret er tydeligt urimeligt for skadevolder, er de økonomiske forhold ofte ikke i sig selv nok til at opnå en lempelse af ansvaret. I U V blev et erstatningsansvar på kr nedsat til kr Dette skete ikke alene på baggrund af skadevolders økonomiske forhold, men også dennes unge alder fik betydning. En sådan afgørelse understreger, at lempelse beror på en helhedsvurdering, hvorfor lempelse alene grundet de økonomiske forhold ikke var muligt. Retspraksis sætter dog et vidst krav til erstatningens størrelse, jf. FED V, FED OE, U H og U V, hvor der ikke kunne lempes efter den almindelige lempelsesregel, da erstatningskrav på kr eller herunder, ikke kunne anses som urimelig tyngende uanset skadevolders øvrige forhold. Side 15 af 36

16 6.1.4 Skadelidtes interesse Under særlige omstændigheder kan det være i skadelidtes interesse at få lempet skadevolders ansvar. Dette kan være, når skadelidte er lige så godt eller bedre stillet efter skaden på grund af ydelser fra pension, forsikringsydelser, arv osv. En sådan situation kan tale for - men ikke i sig selv begrunde - en lempelse 15. Denne situation er så undtagelsesvist, at retspraksis altså ikke viser eksempler på, at dette hensyn har kunnet bære en lempelse Foreliggende forsikringer En skade kan være helt eller delvist dækket af en forsikring, hvorfor det ikke bliver muligt at opnå lempelse, jf. U Ø, hvor skadevolders forsikringsforhold ikke gav grundlag for en sådan lempelse af erstatningsansvaret, da størstedelen af erstatningskravet kunne dækkes af forsikring. Denne situation ses jævnligt i dansk retspraksis. Omvendt kan skadelidte være dækket af forsikringer som kan lempe ansvaret hos skadevolder. I dommen U /1 H påstod skadevolder sit erstatningsansvar lempet under henvisning til, at skadelidte under en privat ulykkesforsikring havde modtaget kr Denne påstand var dog ikke i sig selv nok at opnå lempelse. Retspraksis rummer ikke mange eksempler på lempelse efter dette hensyn, da det kan synes indlysende, at domstolene ikke er tilbøjelig til at lempe skadevolders ansvar, hvis dette kan dækkes af den pågældendes forsikringer Omstændighederne i øvrigt Dette hensyn giver bestemmelsen en særlig generel karakter, da omstændighederne i øvrigt favner så bredt at alle omstændigheder som udgangspunkt, må kunne falde herind under. I U H blev erstatningsansvaret lempet af særlige humanitære hensyn, da det vurderedes at skadevolders, som var brandstifter, mulighed for stabilisering og resocialisering var betinget af, at der ikke bestod et erstatningskrav mod hende. Under henvisning til bestemmelsens karakter af sikkerhedsventil nedsættes erstatningsansvaret. Omstændighederne i øvrigt blev også lagt til grund i U V. Her lagde domstolen skadevolders økonomiske forhold samt omstændighederne i øvrigt til grund for en lempelse. Disse særlige 15 Von Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s. 462 Side 16 af 36

17 omstændigheder skyldes, at skadevolders ulovlige kopiering og distribution af film ikke skete som led i erhvervsmæssig virksomhed, samt at der ikke var opnået økonomisk udbytte heraf. Denne omstændighed gjorde det muligt at lempe ansvaret. 6.2 Delkonklusion Erstatningsansvarslovens 24 er den almindelige lempelsesregel i dansk erstatningsret. Efter denne bestemmelse kan skadevolders erstatningsansvar lempes, hvis ansvaret vurderes at være urimeligt tyngende, eller hvis andre særlige omstændigheder taler herfor. Det skal altså endnu engang understreges, at bestemmelsen er en undtagelsesbestemmelse, der fungerer som en sikkerhedsventil, i de tilfælde hvor et ansvar fuldt ud ikke ville synes rimeligt. Selvom retspraksis viser flere eksempler på, at skadevolder har påberåbt sig lempelse, er det dog forsat sjældent, at der opnås en egentlig lempelse af ansvaret. Retspraksis viser et tydeligt billede af, at den hyppigste forekommende årsag til lempelse er, når erstatningsansvaret synes urimeligt tyngende for skadevolder, som er hjemlet i bestemmelsens 1. led. Bestemmelsens 2. led er derimod sværere at udlede noget af. Da lempelse efter beror på en helhedsvurdering, er det svært at udlede, hvad der skal ligges i bestemmelsens forskellige hensyn. Det er derfor typisk ikke blot et enkelt hensyn, som taler for en lempelse men oftest et samspil mellem flere. Dette viser retspraksis ligeledes tydeligt. 6.3 Lempelse for arbejdstageren Udgangspunktet i dansk ret er, at arbejdsgiver ikke har regres mod arbejdstager 16. Erstatningsansvarsloven hjemler dog en særlig mulighed for en sådan regres. Denne er en mulighed for arbejdsgiveren til at placere erstatningsansvaret endeligt hos arbejdstageren, hvis særlige hensyn taler herfor, jf. erstatningsansvarsloven 23 stk. 1. I betænkning 352/1954 foreskrives, at en arbejdsgiver kun har regres i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling eller omstændighederne i 16 Von Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s. 157 Side 17 af 36

18 øvrigt. Baggrunden for forslaget var især, at det synes mere rimeligt, at ansvaret bør bæres af den, i hvis interesse og virksomhed den skadevoldende adfærd er udvist 17. Når erstatningsansvaret efter regres hviler hos arbejdstageren, har denne dernæst mulighed for lempelse efter bestemmelsens stk. 2. Ofte vil en arbejdstager være ude af stand til at betale et stort erstatningskrav imod sig, og ofte kan dette synes urimeligt. Erstatningsansvarslovens 23 stk. 2, 1. pkt. indeholder af samme grund denne særlige mulighed for lempelse, og har følgende ordlyd: Arbejdstagerens erstatningsansvar over for skadelidte kan nedsættes eller bortfalde, hvis det findes rimeligt under hensyn til de i stk. 1 nævnte omstændigheder og til skadelidtes interesse. Med de i stk. 1 nævnte hensyn henvises til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt. Selvom disse hensyn ikke gør det nærlæggende at pålægge arbejdstageren erstatningsansvar, kan altså hensynet til skadelidtes interesse også føre til en lempelse Udvist skyld Ved udvist skyld ligges uagtsomhedsbedømmelsen særligt til grund. Dette medfører, at for en arbejdstager kan pålægges erstatning helt eller delvist, skal der være handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed 18. Det må derfor formodes, at domstolene vil være tilbageholdende med at pålægge arbejdstageren et erstatningsansvar forvoldt ved simpel uagtsomhed. I U V fandtes en bestyrer af et diskotek og dettes to indehavere ansvarlige for bestyrerens forvoldte skade på en gæst. Skaden blev forvoldt ved en strafbar handling, og derfor kunne der ikke ske lempelse under henvisning til bestemmelsens stk. 2. Ved vold, som her er tilfældet, er der sandsynligvis minimum tale om en grov uagtsom handling. Alene på denne baggrund og retspraksis kunne der ikke opnås en lempelse for bestyreren Arbejdstagerens stilling Det fremgår ikke af forarbejderne til erstatningsloven, hvad der nærmere ligges heri 19. Bestemmelsens ordlyd peger i retning af, at det kan være mere nærliggende at indrømme 17 Møller (1999): Erstatningsansvarsloven med kommentarer, s Møller (1999): Erstatningsansvarsloven med kommentarer, s Møller (1999): Erstatningsansvarsloven med kommentarer, s. 407 Side 18 af 36

19 erstatningsansvar over for højtlønnede arbejdstagere i ledende højtlønnede stillinger end over for arbejdstagere i den anden ende af hierarkiet i en lavtlønnet stilling 20. I et sådan tilfælde vil man sandsynligvis være tilbøjelig til, at indrømme lempelse til arbejdstageren, hvis særlige hensyn i forhold til arbejdstagerens stilling taler herfor. Tilsvarende må det forventes at arbejdstagere, som har stor risiko i deres daglige arbejde for at forvolde skade, i høj grad må friholdes for ansvar Omstændighederne i øvrigt Ved omstændighederne i øvrigt åbner bestemmelsen op og giver mulighed for, at lempelse efter ganske særlige hensyn som umiddelbart ikke er hjemlet. Dette hensyn giver således bestemmelsen en generel karakter, da det må formodes, at alle hensyn som udgangspunkt kan falde herunder Skadelidtes interesse Bestemmelsen hjemler en særlig mulighed for lempelse på baggrund af skadelidtes interesse. Retspraksis bugner ikke med afgørelser, hvor dette hensyn har begrundet en lempelse. Det må dog formodes, at hensynet indeholder samme mulighed som i den almindelige lempelsesregel. Efter denne bestemmelse kan der ligeledes opstå særlige omstændigheder, som kan begrunde skadelidtes interesse for en lempelse. Dette kan være ydelser i form af pension, forsikringsydelser, arv eller lignende. 6.4 Delkonklusion Retspraksis har sjældent taget lempelse af arbejdstagers ansvar til følge eller i øvrigt taget stilling hertil. Dette kan begrundes i, at udgangspunktet i dansk ret er, at ansvaret for en arbejdstagers uforsvarlige handlinger hviler hos arbejdsgiver. For at ansvaret ender hos arbejdstageren, skal særlige hensyn tale for en regres, jf. erstatningsansvarslovens 23 stk. 1. Når regres er opnået, kan arbejdstageren først da påberåbe sig en lempelse af ansvaret. Der er derfor en begrænset adgang for arbejdstageres lempelse. Denne bestemmelse er ligeledes en undtagelsesbestemmelse, som kun kommer til anvendelse, hvis ganske særlige hensyn taler herfor. Det er svært at udlede noget om bestemmelsens 20 Von Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s Von Eyben og Isager (2011): Lærebog i erstatningsret, s. 157 Side 19 af 36

20 anvendelsesområde, da retspraksis har været tilbageholdende med at lempe efter denne. Hvad der ligges i de forskellige hensyn må derfor bero på formodninger, og disse svar kan kun svagt findes i retspraksis. 7. Selskabsloven mulighed for lempelse Selskabsloven giver hjemmel til lempelse af ledelsesansvar, når særlige hensyn taler herfor. Nedenstående er denne bestemmelse gennemgået og kommenteret. Selskabslovens 363 hjemler en mulighed for lempelse af erstatningsansvar for bestyrelsesmedlemmer. Bestemmelsen indeholder ligeledes en stk. 2-bestemmelse. Disse har følgende ordlyd: Stk. 1 Erstatning efter 361 og 362 kan nedsættes, når dette findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt Stk. 2 Er flere samtidig erstatningspligtige, hæfter de solidarisk for erstatningen. Den, hvis erstatningsansvar er lempet efter reglerne i stk. 1, er dog kun ansvarlig med det nedsatte beløb. Har en af de erstatningspligtige betalt erstatningen, kan den pågældende afkræve hver enkelt af de medansvarlige dennes del under hensyntagen til størrelsen af den skyld, der måtte påhvile hver enkelt, samt omstændighederne i øvrigt Som det fremgår af bestemmelsens stk. 1, er det skyldsgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt, der er bestemmende for, om en lempelse kan opnås. I forarbejderne til selskabsloven bestemmes det, at lempelsesreglen ikke er begrænset til tilfælde med simpel uagtsomhed, men at den nok ikke vil blive anvendt ved grov uagtsomhed Selskabslovens lempelsesregel i praksis Vurderingen om lempelse foretages som oftest ud fra en vurdering af hvert enkelt medlem af ledelsen. I teorien anvendes hensynene fra selskabslovens 363 i vurderingen af lempelsen. Disse hensyn er skyldsgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt. I praksis 22 Betænkning 2008 nr Modernisering af selskabsretten Side 20 af 36

21 beror lempelse på en helhedsvurdering, hvorfor det er svært at adskille disse hensyn. Ofte er et samspil mellem flere hensyn det, som begrunder lempelsen. Derfor er det ikke oplagt at inddele efter hensynene, men mere oplagt at inddele efter de problemstillinger, der melder sig i nedenstående domme Passive medlemmer Hvor aktivt et ledelsesmedlem er, og hvor meget denne involverer sig, er varierende. Nogle medlemmer deltager på alle møder, deltager i alle beslutninger, og er generelt meget aktive i bestyrelseshvervet. Andre medlemmer deltager mindre i møder, og er dermed ikke beslutningsaktive. Disse medlemmer kan kategoriseres som passive medlemmer. Spørgsmålet er, om passive medlemmer bedømmes mildere end de medlemmer, der er med til at træffe beslutninger om selskabet. Dommen U H omhandler et aktieselskab, der driver en professionel fodboldklub. Et bestyrelsesmedlem, som er en af flere direktører i selskabet, deltager ikke på møder angående budgetplanlægning, og heller ikke på møder med kreditorer. Det er på disse møder beslutningerne, som senere fører til selskabets konkurs, er blevet truffet. Bestyrelsesmedlemmet bliver ikke lempet, selvom dennes rolle i bestyrelsen er passiv. Dette gør sig ligeledes gældende i U H, hvor der ikke kunne ske lempelse på trods af, at kun to ud af fire medlemmer var aktive i bestyrelsesarbejdet. De to passive medlemmer ligger til grund, at de aktive medlemmer vidste eller burde vide, at selskabet ikke kunne videreføres. Domstolene ligger dog til grund, at de to passive medlemmer havde mulighed for at gøre sig bekendt med selskabets forhold. Dermed sås der ingen grund til lempelse af ansvaret. Tilsvarende blev gældende for et bestyrelsesmedlem i U H. Han er ligeledes ikke aktiv i det daglige bestyrelsesarbejde, og skrev blot under på aftaler, når han blev bedt herom. Han blev endvidere ikke orienteret om selskabets drift og om de dispositioner, der blev truffet af den daglige ledelse. Retten udtaler, at der ikke kan lempes, hvortil det tilføjes, at der er udvist en betydelig uagtsomhed ved tilsidesættelse af pligter. Det gør sig gældende, at parterne i de ovenstående domme ikke er aktive i bestyrelsen, og ikke varetager de pligter og opgaver, der er forbundet med at være medlem. På baggrund heraf må det formodes, at grundlaget for at domstolene ikke lemper ovenstående bestyrelsesmedlemmer, skyldes deres uagtsomme adfærd i form af en tilsidesættelse af deres Side 21 af 36

22 pligt, jf. selskabslovens 115. Retspraksis ligestiller altså tilsidesættelse af ledelsens pligter med grov uagtsomhed. Umiddelbart vil det synes urimeligt at sådanne bestyrelsesmedlemmer, der ikke blev orienteret om beslutninger truffet af bestyrelsen, og heller ikke fik dette fremlagt til godkendelse, ikke kan få lempet erstatningsansvaret. Domstolene ligger dog vægt på, at disse bestyrelsesmedlemmer havde mulighed for at få de fornødne oplysninger. Det er på denne baggrund, at sådanne undladelser får karakter af grov uagtsomhed Familiemæssige relationer I retspraksis ses flere tilfælde, hvor et familiemedlem er bragt ind i ledelsen. Dette kan være begrundet af mangel på medlemmer og tekniske eller økonomiske årssager. I dommen U H bliver en fader til en af stifterne i et selskab overtalt til at deltage i bestyrelsen. Han deltager ikke i drøftelserne vedrørende selskabet, og forholder sig endvidere passivt i det daglige bestyrelsesarbejde. Selskabet går sidenhen konkurs, hvorefter han bliver erstatningsansvarlig. En rolle som passivt medlem kan ikke i sig selv bære en lempelse, jf. U H og U H. Domstolene vælger alligevel at lempe faderens ansvar, da det ligges til grund, at medlemmet ikke modtog fornødne oplysninger om driften fra selskabets professionelle rådgiver, som i dette tilfælde er en revisor og en advokat. Af retspraksis kan udledes, at selvom et bestyrelsesmedlem forholder sig passivt i den pågældende bestyrelse, kan dette ikke begrunde en lempelse. Det ses dog i U H, at domstolene lemper et bestyrelsesmedlem, der ligeledes forholder sig passivt. Dette er modsigende øvrig retspraksis på området. Forskellen på disse afgørelser er, at bestyrelsesmedlemmet i U H er et familiemedlem. Denne familiemæssige relation sammenholdt med passivitet kan i denne afgørelse altså begrunde en lempelse. Heraf må det udledes at den familiemæssige relation er et tungere hensyn end blot passivitet. Dette kan underbygges med dommen U V. Her ejes et selskab af et ægtepar, hvor deres tre børn er registeret som bestyrelsesmedlemmer. Ingen af børnene var bekendt med økonomien eller øvrige forhold i selskabet. Der blev ikke afholdt bestyrelsesmøder, de blev ikke taget med på råd, og blandede sig ikke i selskabet. De gik ligeledes i troen om, at de ville blive kontaktet af selskabets revisor og advokat, hvis der var anledning hertil. Da selskabet Side 22 af 36

23 senere går konkurs, gøres børnene erstatningsansvarlige. Børnene får lempet deres erstatningsansvar med den familiemæssige relation som begrundelse. Der ligges endvidere vægt på den brudte tillid til selskabets revisor og advokat. Den lempelse der gives til familiemedlemmerne i U H og U V, skyldes at disse handler i tillid til selskabernes revisorer og advokater Familiemedlemmets position i bestyrelsen I U H modsiges dette udgangspunkt. Her kan et bestyrelsesmedlem med familiemæssig relation ikke opnå en lempelse trods passivitet. Dette skal begrundes i medlemmets position i bestyrelsen. Han kan derfor ikke sammenlignes med ovenstående bestyrelsesmedlemmer. I U H er en fader til en af selskabets stiftere blevet medlem af bestyrelsen. Han blev ikke orienteret om selskabet og ikke indkaldt til bestyrelsesmøder. Han forventede at selskabets professionelle rådgivere, ville skabe kontakt, hvis der opstod problemer med selskabets drift. Selskabet går senere konkurs. Det vurderes, at faderens undladelser har karakter af en betydelig uagtsomhed, hvilket ikke kan føre til lempelse. Der fandtes altså ikke grundlag for at lempe, selvom familiemedlemmet forholdte sig passivt. Årssagen hertil skal findes i, at familiemedlemmet i forhold til de øvrige familiemedlemmer i de givende domme, er bestyrelsesformand. Faderens position i bestyrelsen vejer derfor tungere i bedømmelsen end det faktum, at denne er familierelateret. Denne betragtning underbygges af afgørelsen i U H. Denne omhandler en omdannelse af et interessentskab til et aktieselskab. En bror til de to stiftere blev valgt ind i bestyrelsen med forklaring om, at der blot var tale om en formalitet. Broderen var ikke bekendt med måden, hvorpå selskabet blev stiftet. Han modtog endvidere ikke øvrige oplysninger om selskabet. Omdannelsen af selskabet sker på uforsvarlig vis, hvilket resulterer i en konkurs. Broderen opnår ikke lempelse af sit erstatningsansvar. Dette begrunder domstolene med, at broderen sidder som bestyrelsesformand, og dermed har han tilsidesat sine pligter ved ikke at føre tilsyn, jf. selskabslovens 115. Side 23 af 36

24 Det gør sig gældende for samtlige domme, hvor et familiemedlem deltager i bestyrelsen, at disse forholder sig passivt. Umiddelbart bliver disse ikke gjort opmærksom på deres pligter og opgaver i bestyrelsen. Det er ofte således, at familiemedlemmer nemt lader sig overtale til at deltage, da de bliver oplyst, at bestyrelsesposten er en ren formalitet. I U H og U H er begge familiemedlemmer bestyrelsesformænd, og derfor foretager domstolene ikke en lempelse. Heraf kan det udledes, at hvis bestyrelsesformanden tilsidesætter sine pligter, vurderedes denne situation som værende af en grovere uagtsomhed end en tilsvarende situation, hvor familiemedlemmet blot er medlem af bestyrelsen. På baggrund af den grove uagtsomhed kan der ikke opnås lempelse. Dette ses dog ikke kun ved familiemedlemmer jf. U Her sidder selskabets direktør i bestyrelsen. Hun har intet kendskab til selskabets økonomi. Dette varetages af den reelle leder, der endnu ikke sad i bestyrelsen. Det var fra den reelle leder, at hun modtog oplysninger om den økonomiske situation, men satte sig ikke yderligere ind i dette. Virksomheden går efterfølgende konkurs, hvorefter den kvindelige direktør gøres erstatningsansvarlig. Hun kunne ikke opnå lempelse af sit erstatningsansvar. Det må formodes, at der ikke kunne lempes, grundet at der med direktørposten følger et større ansvar. Når direktøren ikke følger tilsyn med selskabets økonomi, og dermed tilsidesætter sine pligter, bliver der tale om en uagtsomhed handling, som ikke giver grundlag for en lempelse Tillid til professionelle rådgivere Det gjorde sig gældende for de bestyrelsesmedlemmer, der havde familiemæssige relationer, at disse handlede i tillid til selskabets rådgivere. Dette blev ligeledes lagt til grund for lempelsen. En bestyrelsesnæstformand i U H, der ikke var aktiv i bestyrelsen, drøftede selskabets drift med de to personer, der varetog den daglige administration og ledelse af selskabet. Han blev informeret om, at driften ikke gav anledning til bemærkninger. Næstformandens engagement i selskabet var således baseret på tilliden til de professionelle rådgivere. Denne påstand kunne ikke alene bære en lempelse. Tillid til selskabets professionelle rådgivere bliver ligeledes et vigtigt hensyn i U H. Her er der tale om et aktieselskab, hvor en søn udgør direktionen. Faderen bliver registreret Side 24 af 36

25 som stifter, da han udlåner startkapital til sønnen. Da sønnen fratræder som direktør, overdrages dette hverv til faderen. Faderen skriver under på en fuldmagt, der giver sønnen bemyndigelse til at disponere over selskabets bankkonto i enhver henseende. Senere foretog sønnen hævninger, der ikke var til selskabets drift.. Sønnen involverer ikke faderen i selskabets drift eller økonomi. Faderen underskriver blot årsrapporten, uden at denne bliver gennemgået. Disse handlinger fører til konkurs for selskabet, da hævningerne har karakter af ulovligt lån. Hvis faderen havde ført tilsyn, kunne de ulovlige hævninger været standset tidligere. Faderen bliver derfor erstatningsansvarlig på baggrund af hans tilsidesættelse af tilsyn. Faderen, som i øvrigt var 89 år, handlede efter sønnens opfordringer. Faderen handler dermed i fuld tillid til sin søn, som godt var klar over, at det ulovlige lån stod i faderens navn. Endvidere var selskabets revisor klar over det økonomiske problem i selskabet. Denne undlod ligeledes at kontakte faderen. Domstolene ser ikke grundlag for at lempe faderen, selvom det blev lagt til grund at han ikke vidste bedre, og blot handlede i tillid til sin søn. Bestyrelsesmedlemmer, som handler i tillid til professionelle, kan på denne baggrund ikke opnå en lempelse, da domstolene ligger vægt på, at hvis disse medlemmer blot havde ført fornødent tilsyn med selskabet, havde der været mulighed for, at registrere selskabets økonomiske problemer og dermed undgå en eventuel konkurs. 7.2 Delkonklusion Retspraksis viser en tilbageholdenhed med lempelse af ansvar for bestyrelsesmedlemmer. En lempelse skal altså kun begrundes ud fra tungt vejende hensyn. Et passivt medlem af bestyrelsen, der ikke fører tilsyn med selskabets forhold, vurderes af domstolene som en handling af betydelig uagtsomhed. Ved grov uagtsomhed er domstolene yderst tilbageholdende med at lempe. Det har dog ikke betydning, om bestyrelsesmedlemmets passive tilstand skyldes, at denne handlede i tillid til andre, eller om denne ikke vidste bedre. Derudover har det ligeledes ingen betydning, om det passive medlem havde underskrevet en fuldmagt, der gav bemyndigelse til disponering over selskabet. Dette gør sig dog ikke gældende for bestyrelsesmedlemmer, der har en familiemæssig relation til selskabet. Side 25 af 36

26 Domstolene har tendens til at lempe disse medlemmer, selvom de samme forhold gør sig gældende, for medlemmer der ikke har en familiemæssig relation. Hvis det familierelaterede bestyrelsesmedlem er direktør eller anden form for højere rangeret, vælger domstolene som udgangspunkt ikke at lempe ansvaret. Her må det ligges til grund, at hvis et familiemedlem går med til at være direktør eller formand, burde dennes sunde fornuft sige, at der hører nogle pligter eller opgaver til hvervet. Dette anser domstolene som betydelig uagtsomt. Retspraksis viser altså, at en uagtsom handling der foreligger i forbindelse med tilsidesættelse af pligter og opgaver, ikke kan lempes. Bestyrelsesmedlemmer med en familiemæssig tilknytning, som ikke har en ledende position i bestyrelsen, er dog en udtagelse herfra. Det er uden betydning for anvendelsen af lempelsesreglen, om de sagsøgte har været lønnet eller ulønnet jf. U , hvor ulønnet bestyrelsesarbejde ikke kunne begrunde en lempelse. Ligeledes har medlemmets sagkyndighed heller ingen indflydelse jf. U , hvor et medlem var advokat, og dom U H hvor et medlem havde eget selskab ved siden af bestyrelsesarbejdet, og dermed burde kende til bestyrelsens opgaver og pligter. I forhold til bestemmelsens hensyn kan det udledes af retspraksis, at skyldsgraden ofte er det hensyn, som vejer tungest. Dette begrundes ud fra, at grov uagtsomhed ikke fører til en lempelse uanset øvrige hensyn, som eventuel måtte tale herfor. Retspraksis viser derimod ikke eksempler på lempelse grundet skadens størrelse. Dermed er det ikke sagt, at dette hensyn ikke finder anvendelse i praksis, men kan blot forklares ved, at de øvrige hensyn må synes at veje tungere. Bestyrelsesmedlemmer med familiemæssig baggrund må formodes at falde under hensynet omstændighederne i øvrigt. Dette er ligeledes et hensyn som dermed vejer tungt i retspraksis. Hertil har bestyrelsesmedlemmets position endvidere en væsentlig rolle. 8. Fordeling af ansvaret Når et bestyrelsesmedlem er ifaldet et ledelsesansvar, hjemler erstatningsansvarsloven en særlig mulighed for fordeling af ansvaret. Bestemmelsen giver mulighed for at friholde svage Side 26 af 36

27 parter for ansvaret, uden at der sker en egentlig lempelse af ansvaret. På denne måde fordeles ansvaret derfor internt mellem de erstatningsansvarlige. Bestemmelsen har hjemmel i erstatningsansvarslovens 25 stk. 1. Den har følgende ordlyd: Den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere solidarisk erstatningsansvarlige foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt Intern regres fandt anvendelse i U H, hvor domstolen ikke kunne lempe en gruppe bestyrelsesmedlemmer, selvom dette umiddelbart synes urimeligt. Disse medlemmer blev informeret om, at de økonomiske forhold ikke gav anledning til bemærkninger, hvilket ikke var tilfældet. Medlemmet, som var fader til en af stifterne, var kun formelt medlem af bestyrelsen. Udover ham var der flere passive bestyrelsesmedlemmer, som handlede i tillid til de to bestyrelsesmedlemmer, som varetog den daglige ledelse af selskabet. Domstolene udtaler, at de to aktive bestyrelsesmedlemmer skal friholde de øvrige medlemmer for ansvar. Ansvaret fordeles dermed efter den interne regres, jf. erstatningsansvarslovens 25. I U H omdanner to brødre deres interessentskab til et aktieselskab. De to stiftere får deres tredje bror med i bestyrelsen. Dommen er interessant, da den behandler to problemstillinger i og med, at de tre brødre sagsøges overfor både aktieselskabet og revisionsselskabet. Over for aktieselskabet bliver alle tre brødre gjort erstatningsansvarlige. Det er igennem revisionsselskabet at den tredje bror kommer med i bestyrelsen, da det er en revisor herfra, der kontakter ham. Broderen bliver oplyst, at det er en ren formalitet. Revisoren oplyser ikke omkring bestyrelsens opgaver og pligter. Revisionsselskabet er med fra starten af omdannelsen, og rådgiver de to stiftende brødre undervejs. Højesteret udtaler, at revisionsselskabet ved omdannelsen, der skulle ske ved apportindskud, skulle have rådgivet om problemer med kapitalgrundlaget. Derudover skulle de have vejledt om bogføring og pligten til registrering vedrørende moms og A-skat. Revisionsselskabet har pligt til at påtale dette overfor bestyrelsen, når det ses, at bl.a. bogføringen ikke er i overensstemmende med lovgivning. Da revisionsselskabet tilsidesætter deres forpligtelser, fastslår domstolene, at de Side 27 af 36

28 har handlet ansvarspådragende overfor den tredje bror. Dette skyldes, at han ikke deltog i den daglige ledelse af virksomheden. På baggrund heraf kunne han ikke anses for bekendt med forholdene, selvom det manglende tilsyn var selvforskyldt og dermed en tilsidesættelse af pligter. Dette skal begrundes i, at broderen blev oplyst af revisionsselskabet, at bestyrelsesposten var en formalitet. Højesteret giver ikke lempelse til den tredje bror på trods af disse omstændigheder. Dog fremgår det af afgørelsen, at revisionsselskabet bør friholde den tredje bror for en del af det erstatningsansvar, han ifalder over for aktieselskabet. Dette kan sidestilles med, at broderen får lempet en del af hans ansvar, da højesteret ligger til grund, at revisionsselskabet har handlet ansvarspådragende overfor ham. Der lempes altså ikke, men ansvaret fordeles, jf. den interne regres. Efter erstatningsansvarslovens 25 kan et medlem således helt eller delvis friholdes for ansvar. Denne friholdelse kan altså til en vis grad sidestilles med en lempelse af ansvar. Det kan undre, hvorfor domstolene ikke blot anvender selskabslovens lempelsesregel i sådanne tilfælde. Dette kan skyldes, at retspraksis vedrørende selskabslovens 363 ikke lemper, når der foreligger uagtsomme handlinger, der ofte sker i forbindelse med et bestyrelsesmedlems tilsidesættelse af tilsynspligten. Det kan dog synes urimeligt, at et passivt medlems undladelser kan føre til et erstatningsansvar, som ikke kan lempes, da sådanne undladelser betegnes som betydelig uagtsomme. Denne person kan derimod søge om hel eller delvis friholdelse af ansvaret efter reglen om den interne regres. 9. Anvendelse af den almindelige lempelsesregel i selskabsregi Retspraksis viser eksempler på anvendelse af erstatningsansvarslovens 24 i selskabsregi. En underen over en sådan anvendelse af bestemmelsen har ført til nedenstående diskussion. Erstatningsansvarsloven har sit typiske anvendelsesområde på privatpersoner, men kan dog tillige anvendes på (typisk mindre) virksomheder 23. I praksis har bestemmelsen ligeledes en begrænset anvendelse i erhvervsmæssige forhold, jf. landsrettens udtaleser i FED V. 23 Betænkning 829/1978 om lempelse af erstatningsansvar m.v., s. 33 Side 28 af 36

29 I FED vurderes muligheden for lempelse efter erstatningsansvarslovens lempelsesregel frem for selskabslovens lempelsesregel. Dette er modsigende ovenstående betænkning samt landsrettens udtalelse. I dommen kan en stifter af et anpartsselskab ikke selv besætte direktørposten, da han tidligere er erklæret konkurs, og forsat har en stor skattegæld. Hans daværende kæreste bliver således selskabets formelle direktør, selvom denne intet kendskab har til stiftelsen eller selskabets nuværende drift. Hun underskriver en fuldmagt, der giver stifteren bemyndigelse til at disponere over selskabet. De samme forhold gør sig gældende for den direktør, der indtræder efter hendes udtræden. Denne person får ligeledes oplyst, at der blot er tale om en formalitet. Begge direktører har intet foretaget sig for at kontrollere stifteren. Selskabet går efterfølgende konkurs. Den første direktør, som i øvrigt var kæreste til stifteren, bliver på baggrund af det manglende tilsyn gjort erstatningsansvarlig. Erstatningen bliver lempet efter erstatningsansvarslovens 24, hvortil hendes personlige- og økonomiske situation samt stifterens rolle ligges til grund. Domstolene anvender altså erstatningsansvarslovens lempelsesregel i en sag omhandlende bestyrelsesmedlemmers erstatningsansvar. Retspraksis viser faktisk flere eksempler på en sådan anvendelse af bestemmelsen. I disse afgørelser anvendes bestemmelsens ikke direkte, men hensynene fra denne anvendes i vurderingen. Dette ses bl.a. i U H, hvor landsretten først ligger til grund, at der ikke kan lempes efter erstatningslovens almindelige lempelsesregel, grundet at ansvaret ikke anses som værende urimelig tyngende for de sagsøgte. Dette hensyn anvendes ligeledes i U V, hvor erstatningsansvaret ligeledes ikke kan anses som værende urimeligt tyngende. I den givende dom U H anvender domstolene erstatningsansvarslovens 24 sammenholdt med selskabslovens lempelsesregel og tilkendegiver, at der ikke kan ske lempelse på baggrund heraf. Det må dermed formodes, at domstolene har været vurderet erstatningsansvarslovens mulighed for lempelse, men ikke fandt grundlag for at lempe herefter. 9.1 Lempelse efter erstatningsansvarsloven frem for selskabsloven Domstolene anvender altså i enkelte stående tilfælde erstatningsansvarslovens lempelsesregler på kapitalselskaber. Dette gør sig gældende i dommen FED , der på daværende Side 29 af 36

30 tidspunkt, var omfattet af anpartsselskabslovens regler, hvor lempelsesreglen var reguleret i lovens 80 e. I retspraksis, er der endnu ikke givet lempelse efter denne bestemmelse, hvilket muligvis kan have betydning for, hvorfor domstolene i denne afgørelse i stedet vælger at anvende erstatningsansvarslovens regler, som der i praksis ofte er taget stilling til. I erstatningsansvarslovens almindelige lempelsesregel indeholder flere hensyn end anpartslovens 80 e, og må dermed formodes at have et bredere anvendelsesområde. Dette kan være grunden til, at domstolene vælger at gå ind og anvende erstatningsansvarslovens lempelsesregel i stedet, da de mange hensyn, kan synes lettere at fortolke på, da disse ofte er behandlet i retspraksis. 10. Sammenligning af mulighed for lempelse Hvor selskabsloven giver mulighed for bestyrelsesmedlemmers erstatningsansvar, har erstatningsansvarsloven både sin generelle lempelsesregel og en særregel for lempelse af arbejdstagere. Fælles for disse bestemmelser om lempelse er, at alle har karakter af en undtagelsesbestemmelse. Dermed er det svært i praksis at opnå lempelse af et ifaldet erstatningsansvar. Bestemmelserne finder således kun anvendelse, når særlige tungtvejende hensyn taler herfor. Selskabsloven indeholder hensynene skyldsgrad, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt. I forhold til skyldsgraden indeholder erstatningsansvarsloven 24 og 23 stk. 2 tilsvarende hensyn. Disse er formuleret som henholdsvis ansvarets beskaffenhed og udvist skyld. Selvom ordlyden ikke er den samme, er det fælles for disse at uagtsomhedsbedømmelsen falder indenfor dette hensyn. Det kan udledes af retspraksis, at grov uagtsomhed kun ganske undtagelsesvist kan føre til lempelse. Uagtsomhedsbedømmelen fokuserer derfor mere på handlingen end den handlende. I selskabsretlig regi kan der ske lempelse af familiemedlemmer, selvom handlingen har karakter af grov uagtsomhed. Har familiemedlemmet en særlig position i bestyrelsen, er Side 30 af 36

31 domstolene tilbageholdende med at lempe. Det kan dog synes urimeligt, at disse bliver erstatningsansvarlige på lige for med de øvrige i bestyrelsen. Dermed bliver der altså ikke lagt vægt på medlemmets forudsætninger, dennes sagkundskab, alder eller om bestyrelseshvervet er lønnet eller ej. Afgørende bliver derfor medlemmets funktion i bestyrelsen. I afgørelser hvor der ikke kan ske lempelse efter selskabsloven, kan domstolene i stedet friholde et medlem for ansvar efter erstatningsansvarslovens 25 om den interne regres. Denne bestemmelse anvendes dermed som en form for lempelse i de tilfælde, hvor der ellers ikke kan ske lempelse efter selskabslovens 363. Skadens størrelse er endnu et hensyn i selskabslovens lempelsesregel. Dette henviser til det økonomiske omfang af skaden. Retspraksis inden for selskabsret viser dog ikke eksempler på lempelse efter dette hensyn. Et sådan hensyn er ligeledes at finde i erstatningsretten. Heller ikke her findes eksempler på en lempelse foretaget alene ud fra dette hensyn. Hermed ikke sagt at skadens størrelse ikke har betydning for vurdering af lempelse. Dette understreger blot, at lempelse foretages efter en helhedsvurdering. Dette skal begrundes med, at det er en helhedsvurdering af flere hensyn, der giver adgang til en lempelse. Et erstatningskrav kan lempes efter erstatningsansvarslovens regler, hvis dette synes urimeligt tyngende. Et sådan hensyn fremgår ikke i selskabsloven. Selskabsloven anvender dog alligevel dette hensyn, da domstolene i enkelte afgørelser tager stilling til, om erstatningskravet synes urimeligt tyngende. Vurderingen af om et erstatningskrav synes urimeligt tyngende, kan derfor formodes at falde ind under hensynet skadens størrelse. Omstændighederne i øvrigt er det sidste hensyn i selskabslovens lempelsesregel. Dette hensyn åbner op, og giver bestemmelsen et bredere anvendelsesområde. Retspraksis kan derfor ikke give et entydigt svar på, hvad der falder inden for dette hensyn, da det må formodes at alle særlige omstændigheder kan falde herunder. I selskabsretten hører den familiemæssige relation under dette hensyn. Inden for erstatningsretten viser retspraksis at særlige humanitære Side 31 af 36

32 hensyn ligeledes kan falde under dette hensyn. Dette understreger hensynets brede anvendelse. Selvom erstatningsloven hjemler flere hensyn som indgår i lempelsesvurderingen end selskabsloven, kan det af ovenstående alligevel udledes, at på trods af ordlyden indeholder selskabsloven de samme principper. 11. Konklusion Et ledelsesansvar kan lempes, hvis dette synes rimeligt under hensyn til skyldsgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt. Disse hensyn findes alle i erstatningsansvarsloven. Erstatningsansvarsloven anvender dog hensynene ansvarets beskaffenhed og udvist skyld i stedet for skyldsgraden. Disse tre formuleringer indeholder dog tilsvarende hensyn i praksis. Teoretisk set lemper selskabsloven altså efter tilsvarende principper, som er gældende i erstatningsansvarsloven. Når et bestyrelsesmedlem ifalder ledelsesansvar, er der tilsvarende krav til ansvarsgrundlaget, som vi kender fra erstatningsrettens grundlæggende principper. Det er ligeledes samme uagtsomhedsbedømmelse, som foretages. Det er altså tilsvarende uagtsomhedsbedømmelse, der foretages, uanset om den erstatningsansvarlige er privat person, og lempes efter erstatningsansvarsloven, eller om denne er bestyrelsesmedlem, og lempes efter selskabsloven. Gennem analyse af retspraksis bliver det tydeligt, at der stort set aldrig kan ske lempelse ved grov uagtsomhed. Når domstolene konstaterer den skadegørende handling som grov uagtsom, vejer dette ofte tungere end de øvrige omstændigheder. Vigtigst for vurderingen af lempelse er derfor uagtsomhedsbedømmelsen. Dette er uanset, om der sker lempelse efter selskabsloven eller erstatningsansvarsloven. Fælles for begge love er, at lempelse kun sker ganske undtagelsesvist, når særlige omstændigheder taler herfor. Dette afspejler sig tydeligt i retspraksis, hvor domstolene har været tilbageholdende med at foretage lempelse. Da lempelse kun foretages ganske undtagelsesvist kan et enkelt hensyn typisk ikke alene bære en lempelse. Ofte sker lempelse Side 32 af 36

33 på baggrund af et samspil mellem flere hensyn. Selvom selskabsloven og erstatningsretten altså hjemler en række hensyn, der skal ligges til grund i vurderingen beror lempelse altså først og fremmest på en helhedsvurdering hvor den skadegørende handlings uagtsomhed vejer tungest. Selskabsloven og erstatningsansvarslovens muligheder for lempelse foretages altså overvejende efter samme vurdering, hvorfor det endeligt kan konkluderes at selskabsloven i høj grad lemper efter tilsvarende principper som er gældende i erstatningsansvarsloven. Side 33 af 36

34 Abstract This project focuses on opportunities of reduction by liability for damages from the Danish Act of Compensation which is also called Liability Act - and the Danish Act about companies which is also called Companies Act. The Companies Act is by the sound of it comparable with parts of the Liability Act. There are special rules to reduction for members of the board to insure their actions when working in bad faith. This exception to the Act is to find in Companies Act 363. In The Liability Act we find the general rule of reduction, which can be invoked by everyone when the liability for damages seems unfair. The Liability Act includes another opportunity of reduction. This part can only be invoked by employees who are covered by the Danish Act , and who incur responsibility from the Liability Act 23 stk. 1. This special opportunity of reduction can be found in the Liability Act 23 stk. 2. The project is built around these sections, and how to use them in practice. First of all the project contains an overview of the act for compensation and reduction basic principles in Danish Act, and an overview of the management responsibilities for a board member. Based on these overviews the rules of reductions are explained to illuminate the sections. Based in the Danish Act there will be made a conclusion for the reduction that underlie the compensation responsibility. In the end of the project the research question is answered in an overall conclusion. It answers if the reduction of the Danish Companies Act is the same as/or similar to the purposes of the Liability Act. This answer is found from the analyses about practicing reduction in responsibilities for the Danish managements. The answer to the research question is that the reduction of Companies Act is similar to the basic Principles of the Liability Act. Common to these provisions are that both are an exception which only can be used when it is a special case. That is why it is rarely used in practice and it is difficult to make a comparison. Side 34 af 36

35 Kilder Bøger Eyben, Bo Von & Helle Isager (2011): Lærebog i erstatningsret (7.udgave). København: Jurist og Økonomiforbundets forlag Hansen, Søren Friis & Jens Valdemar Krenchel (2011): Dansk selskabsret 2 kapitalselskaber (3. udgave). København: Thomson Reuters Professional A/S. Krüger Andersen, Paul (2010): Aktie- og anpartsselskaber (11. udgave). København: Jurist- & Økonomforbundets Forlag. Munk-Hansen, Carsten (2010): Rettens grund, Herning Møller, Jens under medvirken af Michael S. Wiisbye (1999): Erstatningsansvarsloven med kommentarer (5.udgave). København: Jurist og Økonomiforbundets forlag Domme Ugeskrift for Retsvæsen UfR VL UfR H UfR V UfR V UfR V UfR V UfR V UfR H UfR V UfR /1 V UfR H UfR H UfR V UfR V UfR V UfR H UfR Ø UfR V UfR Ø UfR H UfR H UfR Ø UfR H UfR Ø UfR H Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling FED OE FED V FED V FED OE FED V FED Side 35 af 36

36 Bilag 1 Side 36 af 36