Anbragte børn. - Fra omsorgssvigt og anbringelse til personlig udvikling og et selvstændigt voksenliv

Transkript

1 Anbragte børn - Fra omsorgssvigt og anbringelse til personlig udvikling og et selvstændigt voksenliv Bachelor projekt skrevet af Stine Niekrenz (520013), Dorte Holm Larsen (520009) & Heidi Kanstrup Stuchly 09Z (520019) Vejleder Peter Schultz University College of Sjælland Antal anslag: Afleveret d. 8. januar 2013

2 Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Problemformulering... 3 Emneafgrænsning... 4 Metode... 4 Før anbringelsen... 5 Tilknytningsteori (Heidi Kanstrup Stuchly)... 5 Udviklingsteori Daniel N. Stern (Stine Toftegård Niekrenz)... 7 Omsorgssvigt (Dorte Holm Larsen)... 9 Samfundsmæssige vilkår i det pædagogiske arbejde Ontologisk tryghed, selvidentitet og modernitet (Af Dorte Holm Larsen) Barnets Reform (Stine Toftegård Niekrenz) Inklusion & Eksklusion (Heidi Kanstrup Stuchly) Under anbringelsen Barnets livsvilkår på døgninstitutionen (Heidi Kanstrup Stuchly) Anerkendelse (Stine Toftegård Niekrenz) Zonen for nærmeste udvikling (Stine Toftegård Niekrenz) Sanse- og følelsesmæssig udvikling (Stine Toftegård Niekrenz) Betydningen af relationer (Heidi Kanstrup Stuchly) Praktiske færdigheder (Dorte Holm Larsen) Omsorg og magt i den professionelle relation. (Dorte Holm Larsen) Betydningen af forældresamarbejde (Heidi Kanstrup Stuchly) Efterværn (Dorte Holm Larsen) Konklusion Perspektivering Kildehenvisninger: Side 2

3 Indledning Langt de fleste børn i Danmark vokser op under gode vilkår, med forældre der kan give dem den nødvendige omsorg og beskyttelse, og hvor de som unge kan de få gode råd om alt fra lektier, madlavning og økonomi til kærester. Men ikke alle børn er så heldige. De er vokset op med dårligere forudsætninger end andre børn, eks. vis fordi de udsættes for omsorgssvigt og har forældre, som ikke er i stand til at varetage deres behov. Disse børn er blandt de mest udsatte i vores samfund. Der er i øjeblikket stor opmærksomhed på omsorgssvigtede børns livsvilkår, og medierne har igennem længere tid haft fokus på kommunernes utilstrækkelighed ift. at hjælpe disse børn. Vi synes, at samfundets bevågenhed på udsatte børn og deres familier er positivt og af stor betydning, da det forhåbentlig vil medføre en tidligere indsats, som kan sikre flere børn en tryg opvækst og en sund udvikling. Vi arbejder alle tre med omsorgssvigtede døgnanbragte børn, og vi er som følge heraf hovedsagligt optaget af, hvordan vi som kommende pædagoger bedst muligt kan hjælpe netop denne målgruppe. Det er os som pædagoger der står i første række ift. at yde den støtte, der er nødvendig for, at disse børn kan opnå samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Vi er af den opfattelse, at behandlingsarbejdet med omsorgssvigtede anbragte børn overordnet set ikke er tilstrækkelig helhedsorienteret, idet tyngden i behandlingsarbejdet ligger på at hjælpe det individuelle barn her og nu, og på at få hverdagen på døgninstitutionen til at fungere som en helhed. Vi skønner, at et øget fokus og en større bevidsthed for barnets hele liv i behandlingsarbejdet, i højere grad vil kunne sikre at barnet styrkes i de nødvendige forberedelser til voksenlivet, som netop er en del af den overordnede målsætning i Barnets Reform 1. Problemformulering Det er med afsæt i ovenstående problemstillinger, at vi er kommet frem til følgende problemformulering: Hvordan kan vi som pædagoger i arbejdet med omsorgssvigtede anbragte børn yde den nødvendige støtte, for at børnene på sigt kan opnå personlig udvikling og et selvstændigt voksenliv? 1 Håndbog om Barnets Reform, 2011, s. 15 Side 3

4 Emneafgrænsning Afsættet for opgaven er at belyse, hvordan vi gennem det pædagogiske arbejde kan hjælpe børnene til at opnå personlig udvikling og de nødvendige kompetencer, ift. at sikre dem et selvstændigt voksenliv. Opgaven er afgrænset til udelukkende at omhandle omsorgssvigtede døgnanbragte børn i alderen år, da vi har fokus på børnenes forberedelse til voksenlivet. Målgruppen er som følge af den sociale arv i risiko for marginalisering allerede inden voksenlivet begynder. Vi afgrænser os fra at gå i dybden med såvel social arv som mønsterbrydere, idet vi mener, det vil være en opgave i sig selv. Vi er bevidste om, de mange forskellige anbringelsesforanstaltninger der findes, men har her afgrænset det til at omhandle børn der bor på opholdssted eller døgninstitution, altså børn der er døgnanbragt uden for hjemmet i et professionelt regi. Metode Vores perspektiv på denne opgave er den socialkonstruktivistiske tankegang der tager udgangspunkt i, at barnet udvikler sig, lærer, erkender og konstruere sig selv i sammenspil med andre 2. Den empiri vi bruger i opgaven bygger på andres undersøgelser, forskning og teori. Derudover supplerer vi undervejs med eksempler fra vores egne pædagogiske praksisser. Vi formulerer os i størst muligt omfang i vi form, undtagen når individuelle eksempler inddrages, her formulerer vi os i jeg form. Udgangspunktet for at vi som pædagoger kan yde den nødvendige støtte i arbejdet med målgruppen er viden om omsorgssvigt, og hvilke konsekvenser omsorgssvigt har for børns udvikling. Omsorgssvigt er derfor et meget centralt begreb i denne opgave. Opgaven er bygget op omkring 3 hovedafsnit. Det første afsnit omhandler tiden inden anbringelsen, hvor der tages udgangspunkt i John Bowlbys tilknytningsteori, Daniel Sterns udviklingsteori og Kari Killéns forskning i og teori om omsorgssvigt. Det følgende afsnit omhandler de samfundsmæssige vilkår i det pædagogiske arbejde, hvor Barnets Reform bl.a. præsenteres. Derudover indeholder afsnittet en præsentation af Anthony Giddens teori om ontologisk tryghed, selvidentitet og modernitet, og en beskrivelse af de samfundsaktuelle begreber inklusion og eksklusion. Det sidste hovedafsnit centreres om tiden under anbringelsen, og omhandler barnets behov og livsvilkår på døgninstitutionen, samt pædagogens rolle som belyses ud fra forskellige teorier og empiriske undersøgelser. Afslutningsvis belyser vi begrebet efterværn, samt nogle af de muligheder, som kan være med til at lette overgangen til voksenlivet. 2 Øhrgaard, 2008, s Side 4

5 Rent praktisk har vi valgt, at skrive litteraturhenvisninger i fodnoterne, hvor vi også har skrevet internetkilder, begrebsforklaringer og andre uddybende kommentarer. Dog er kildehenvisninger ved citater skrevet i parentes efter teksten. Før anbringelsen Opvækstvilkårene i den allertidligste barndom har fundamental betydning for barnets udvikling og forudsætninger for at kunne opnå et selvstændigt voksenliv, og derfor vil vi i de følgende afsnit belyse begreberne tilknytning, udvikling og omsorgssvigt. Tilknytningsteori (Heidi Kanstrup Stuchly) Tilknytningsbegrebet belyses her via John Bowlbys 3 tilknytningsteori, som han udviklede i samarbejde med Mary Ainsworth og Mary Main 4. Bowlby betegnes som frontfiguren for tilknytningsteorien og findes stadig relevant, da nyere forfattere indenfor tilknytning henviser hertil. En tryg tilknytning er en forudsætning for en sund udvikling, og tilliden til omsorgspersonerne er afgørende for udvikling af selvtillid og sociale- og relationelle kompetencer hos barnet. Omsorgssvigtede anbragte børn har ikke oplevet den tætte sunde tilknytning til deres forældre, som Bowlby beskriver som en tryg tilknytning 5, og de har ikke fået opfyldt deres basale behov for omsorg og har som følge heraf ofte vanskeligt ved at indgå i kvalitative relationer med andre mennesker. Tilknytning er i flg. Bowlby et medfødt adfærdssystem, hvor barnets adfærd reguleres i samspillet med omsorgspersonen. Tilknytning er evnen til at knytte særlige nære følelsesmæssige bånd til omsorgspersoner, der kan give beskyttelse, trøst og ro. Det er primært moderen barnet går til, hvis det er ked af det, men også andre kan bruges i fravær af moderen. Barnet viser i sådanne tilfælde et tydelig præferencehierarki. Det vil sige, at de i nødstilfælde kan bruge næsten hvem som helst, der yder den fornødne omsorg 6. Bowlby omtaler den tidlige dialog, hvor barnets med sin gråd eller sit smil kalder på den voksne omsorgsperson. Det er interaktionen mellem barnet og omsorgspersonen, der danner grundlag for udviklingen af barnets personlighed og relationer til andre. Det er på baggrund af kvaliteten af dette samspil, at barnet udvikler tilknytningsmønstre. Det der er afgørende for samspillet og dermed også for tilknytningskvaliteten er, hvor meget de nærmeste omsorgspersoner er til 3 Bowlby( ), engelsk læge og psykoanalytiker. Bowlbys arbejde for World Health Organization med hjemløse børn gav udslag i fundamentale teorier om børns tilknytning, og adskillelse fra tilknytningspersonen. 4 Mary Ainsworth arbejdede empirisk med at identificere samspilsmønstre mellem mødre og småbørn. Mary Main arbejdede empirisk med undersøgelser af forældres egne erfaringer med tilknytning og betydningen heraf i forhold til deres barns tilknytning. 5 Bowlby, 1994, s Bowlby, 1994, s. 37. Side 5

6 rådighed for barnet og er i stand til at aflæse de signaler, der kommer fra det lille barn. Mange omsorgssvigtede anbragte børn har manglet denne interaktion med de primære omsorgspersoner i deres tidlige leveår. Mennesker der har det, som Bowlby kalder en sikker base, vil være tilpassede og udnytte deres evner bedst muligt, uanset deres alder 7. Graden af tryghed bliver en form for udviklingsbarometer, hvor tryghed hos barnet består i oplevelsen af stabilitet og kontinuitet, og når barnet er trygt nok vil det forlade sin mor for udforske sin omverden. Den sikre base opstår altså som en funktion i barnet, i takt med at barnet danner indre arbejdsmodeller af sine erfaringer med tilknytning. Barnet konstruerer i sidste halvdel af 1. leveår indre billeder af sig selv og andre gennem samspillet med omsorgspersonen, hvilket Bowlby betegner som barnets indre arbejdsmodeller 8. Barnets opfattelse af omverdenen og sig selv, sætter det i stand til at forudsige hændelser og planlægge sin adfærd. De tidlige indre arbejdsmodeller er særlige vigtige, da de danner grobund for barnets måde at generalisere og opfatte andre mennesker på 9. Hvis der er modstrid mellem det barnet selv oplever, og det der formidles udefra, kan barnet udvikle to forskellige arbejdsmodeller, og hvis der er modstrid mellem de 2 hukommelsessystemer, så kan det medvirke til, at det ene udelukkes fra bevidstheden. Eks. vis hvis et barn har været udsat for seksuelle overgreb af sin far, og moderen hævder at overgrebene ikke er sket, så vil der opstå modstrid i barnets 2 hukommelsessystemer, hvorefter barnet med Bowlbys optik vil benægte dets egen oplevelse og overtage den formidlede erindring. Når barnet benægter sin egen oplevelse, vil det miste troen på egen dømmekraft. Bowlby omtaler disse udelukkelser af barnets egne erindringer, som en mulig kilde til udviklingsforstyrrelser. Børns forskellige måder at være tilknyttet på kan beskrives i tilknytningsmønstre. Mary Ainsworth 10 beskrev 3 tilknytningsmønstrer 11 ; 1. det sikre tilknytningsmønster (også kaldet tryg tilknytning), hvor barnet har fuld tillid til, at forældrene står til rådighed og vil reagere og hjælpe, hvis barnet har brug for det. 2. den ængstelige, klæbende tilknytning (også kaldet ængstelig/ambivalent tilknytning), hvor barnet er usikker på om forældrene er der for det, utryg ved at udforske omgivelserne, er klæbende overfor omsorgspersonenerne, og kan udviser adskillelsesangst. 3. den ængstelige, undvigende tilknytning (også kaldet ængstelige/afvisende tilknytning), hvor barnet ikke tror på hjælp i dets søgen efter omsorg, men derimod forventer at blive afvist. Bowlby beskrev derudover desorganiseret tilknytning, her har barnet slet ikke noget 7 Hart & Schwartz, 2008, s Hart & Schwartz, 2008, s Der kan drages paralleller til Sterns beskriver af begrebet RIG, som bliver beskrevet senere i opgaven. 10 Ainsworths tilknytningsmønstre bygger på hendes undersøgelse omkring fremmedesituation, denne undersøgelse bygger på observationer af børn og deres omsorgsgiver i laboratoriesituationer, hvor omgivelserne er ukendte. Efter et stykke tid kommer der en ukendt person ind i rummet og omsorgspersonen går et kort øjeblik, hvilket gentages. Hvorledes barnet reagerer ved afsked og modtagelse ag omsorgspersonen afhænger af barnets tilknytningsmønster. 11 Bowlby, 1994, s Side 6

7 mønster men udviser en adfærd, hvor der kan være overdrevet omsorg og i næste øjeblik voldsomt vrede. Tilknytningsmønstrene kan forandres igennem livet, så børn med en tryg tilknytning kan blive påvirket i en negativ retning senere i livet f.eks. af traumer eller tab. Ligeledes kan stabile gode relationer i beskyttende miljøer medvirke til at en utryg tilknytning stagnerer, og dermed ikke udvikler sig yderligere i en forstyrret retning. Bowlby anså barnet som født med en bred vifte af udviklingsstier 12, der ligger potentielt åbne for barnet. Samspillet mellem barnet og det miljø det befinder sig i er afgørende for, hvilken sti barnet vil følge. Omsorgssvigtede børn vil følge en afvigende sti med udvikling af en utryg, undvigende eller desorganiseret tilknytning og en forstyrret personlighedsdannelse. Udviklingsstierne mente Bowlby vil følge barnet gennem hele livet, men da kursen ikke ligger fast kan stien ændres i forhold til den måde barnet behandles på, og hvordan det omgivende miljø responderer på barnets signaler og behov. Dette giver hermed pædagoger mulighed for at ændre anbragte omsorgssvigtede børns afvigende udviklingsstier til en mere sund sti. Med udgangspunkt i Bowlbys tilknytningsteori mener vi, at viden om tilknytning er betydningsfuld i arbejdet med anbragte omsorgssvigtede børn. Har barnet eks. vis det ængstelige, undvigende tilknytningsmønster, kan pædagogen arbejde med barnets forventning om afvisning og forsøge at arbejde med kropskontakt og nærhed. Derudover kan det være væsentligt at sætte ord på barnets adfærd og eks. vis spejle barnet. Tilknytningsteorien har afgørende betydning for vores måde at møde og forstå omsorgssvigtede børn på i vores pædagogiske arbejde med at udvikle børnenes evne til tilknytning og at kunne indgå i sociale fællesskaber, som er en forudsætning for at kunne fungere i samfundet. Udviklingsteori Daniel N. Stern (Stine Toftegård Niekrenz) Daniel N. Stern er professor i psykologi og er uddannet psykiater og psykoanalytiker 13. Stern er en af tidens mest betydningsfulde psykologer, og hans udviklingsteori har bidraget til et ændret syn på barnets tidligste udvikling, og derfor vil det følgende afsnit netop tage udgangspunkt i hans udviklingsteori. Stern betegner barnets som værende kompetent allerede fra begyndelsen og tillægger spædbarnet større autonomi, end der tidligere er blevet gjort. Stern anser barnet som værende socialt, da han mener, at det er dét konkrete samspil med barnets nærmeste omsorgspersoner, der giver barnet følelsesmæssige oplevelser og erfaringer. 12 Hart & Schwartz, 2008, s Hart & Swartz, 2008, s. 109 Side 7

8 Centralt i Sterns teori er de 5 forskellige fornemmelser af selvet som Stern definerer som domæner. Disse domæner skal ikke forstås som faser, hvor den ene fase afløser den anden, men derimod som lagdelte faser, der vokser og eksisterer hele livet igennem Det lille nyfødte barn har fra fødslen brug for omsorgspersoner, der giver det omsorg og tryghed i form af nærvær, empati, imitation og gensvar. Empatisk spejling og lydhørhed, som Stern benævner som affektiv spejling, har stor betydning for barnets udvikling. 16 Desuden anser Stern den tidlige kontakt som en væsentlig forudsætning for barnets udvikling og opfattelse af sig selv og verden 17. Omsorgspersonernes primære rolle overfor barnet ændre sig i takt med at barnet udvikler sig og bliver ældre. Det kræver altså opmærksomme, nærværende omsorgspersoner som samtidig er stand til at ændre deres adfærd og afstemning overfor barnet ift. barnets nærmeste udviklingszone. Ifølge Stern skal nærmeste udviklingszone forstås som et sted, der ligger lige uden for barnets rækkevidde, og som det er i færd med at udvikle sig hen imod 18 (begrebet Zonen for nærmeste udvikling bliver belyst senere i opgaven). Langt de fleste forældre er i samspillet med det lille barn nærmest pr. automatik i stand til at afstemme sig i forhold til barnets behov, men sådan er det desværre ikke for alle forældre, og det er disse forældres børn som er i risiko for at blive udsat for omsorgssvigt. Stern mener, at størsteparten af alt udvikling foregår indenfor forskellige former for relationer 19, hvilket underbygger at de nærmeste omsorgspersoners evne til aflæse, hvad barnet har brug for, og måden hvorpå de indgår i relation med det lille barn er af helt afgørende betydning for barnets udvikling. Vi mener, at der er flere lighedspunkter imellem Sterns udviklingsteori og Bowlbys tilknytningsteori, idet begge teorier grundlæggende handler om, at det sociale samspil mellem barn og omsorgsperson har stor betydning for barnets udvikling. Tilknytning og stimulering gennem omsorgspersonens ansigtsudtryk og stemme er en nødvendighed for udvikling af barnets selvværd og identitet. Barnet skal ses og opleve respons på dets signaler for kontakt med omsorgspersonen for at kunne danne en selvidentitet, som er grundlaget for al senere relationsudvikling. Det er således i det sociale samspil mellem det lille barn og de primære omsorgspersoner at evnen til tilknytning udvikles Stern, 2000, s En gennemgang af de 5 domæner vil være for omfattende for denne opgave, men vi vil her præsentere udvalgte centrale områder af hans teori, som er aktuelt i forhold til at forstå målgruppen - omsorgssvigtede døgnanbragte børn. 16 Stern, 2000, s Wedel- Brandt, 2006, s Hart & Swartz, 2008, s Wedel- Brandt, 2006, s Wedel- Brandt, 2006, kap. 10 Side 8

9 Omsorgssvigtede børn har oplevet mange misafstemninger, hvor deres omsorgspersoner ikke har været i stand til at udvise en ydre adfærd, der var tilpasset børnenes følelser og følelsesintensitet. Børnene har ikke følt sig set og spejlet, hvilket medfører, at de bliver følelsesmæssigt forvirrede og udvikler en svækket selvværdsfølelse og en usikker identitetsdannelse 21. Det er børn med sådanne erfaringer der ud fra Bowlbys tilknytningsteori vil udvikle et utrygt tilknytningsmønster. Stern beskriver, hvordan det lille barn ud fra to oplevelser med en specifikt episode vil få en generaliseret hukommelse, som udgør barnets forventning om, hvordan noget vil forløbe 22. Denne proces benævner Stern som RIG som står for Repræsentationer af Interaktioner som er Generaliseret. En positiv forventning til det der skal ske, altså positive RIG er er afgørende for, hvordan barnet udvikler sig, og derved er omsorgspersonens evne til at forstå barnet og imødekomme barnets behov fundamentale vigtige for barnets udvikling. Børn som har oplevet omsorgssvigt har ikke positive RIG er i samme grad som andre børn. Omsorgssvigtede børns negative RIG er vil blive aktiveret, når de er i samspil med andre mennesker. Børnene vil forvente at blive mødt med afvisning og følelsen af ikke at være tilstrækkelig, da det er den reaktion barnet tidligere i opvæksten har oplevet. Barnets RIG er er således med til at fastholde barnet i et negativt selvbillede. Vi mener derfor, at det pædagogiske arbejdet med disse børn i høj grad handler om at få givet dem nogle positive erfaringer og forventninger i forhold til at være i relation med andre mennesker - altså positive RIG er. Med udgangspunkt i Sterns udviklingsteori, og ud fra hans antagelse om at størsteparten af alt udvikling foregår indenfor forskellige former for relationer, må vi konstatere at anerkendende relationsarbejde, og derigennem udvikling af sociale kompetencer, er det helt centrale indsatsområde i det pædagogiske arbejde med omsorgssvigtede anbragte børn (anerkendelse bliver belyst senere i opgaven). Omsorgssvigt (Dorte Holm Larsen) Vi vil i det kommende afsnit belyse begrebet omsorgssvigt med afsæt i Kari Killèns forskning og teori Killèn skelner mellem vanrøgt, fysiske -, psykiske - og seksuelle overgreb 25. Kategorierne udelukker ikke gensidigt hinanden, tværtimod så udsættes barnet oftest for mere end én af disse former for overgreb. 21 Strøm, 2000, s Wedel- Brandt, 2006, s Killèn, 2010, omslaget 24 Kari Killèn er socionom med videreuddannelse i børne- og ungdomspsykiatrisk behandling og har skrevet en lang række bøger og fik i 1988 en doktorgrad for afhandlingen Omsorgssvigt og børnemishandling. Kari Killèn er i dag forsker ved NOVO, (Nordisk institut for forskning om oppvekst, velferd og aldring) samt underviser og foredragsholder. 25 Killèn, 2010, s. 32 Side 9

10 Vanrøgt kan ofte karakteriseres ved fravær af adfærd, og også her skelnes der mellem en psykisk og en fysisk form 26. Den fysiske form for vanrøgt vil typisk være åbenlys, idet barnet vil fremstå usoigneret, mangelfuld påklædt og/eller fejlernæret. Men vanrøgt omfatter også at barnets kognitive, emotionelle og sociale behov ikke tilgodeses, her er der tale om forældre som ikke er tilstrækkeligt engageret i deres barn eller ikke er følelsesmæssigt tilgængelige for barnet. De to former for vanrøgt kan forekomme både enkeltstående eller sammenhængende, men eks. vis kan den psykiske vanrøgt tilsløres i form af overdreven tilfredsstillelse af ernæringsmæssige, materielle eller sociale behov. Jeg har i mit arbejde på en familieinstitution stået med mange spædbørn der overspiste, fordi det var mødrenes eneste måde at respondere på deres barn på, mødrene brugte ernæring fordi de ikke magtede at være følelsesmæssigt tilgængelige overfor deres barn. Fysiske overgreb omfatter skader enten ved aktiv handling eller manglende tilsyn. De almindeligste synlige tegn på påført fysisk skade er brandsår og "blå mærker" efter slag eller fald 27. Hertil kommer knoglebrud og andre alvorlige fysiske skader som ikke nødvendigvis er synlige. Det gælder bl.a. skader i hovedet hos især spædbørn. Hvis et spædbarn eks. vis rystes kraftigt, vil det kunne forårsage blødninger i hjerne eller øjne, skaderne svarer til det man kan pådrage sig ved et "piskesmæld", og er i denne sammenhæng det man kalder "shaken baby syndrome". Ligeledes kan fald eller slag i hovedet give alvorlige og varige skader i hjernen 28. Medmindre skaderne viser tydelige tegn på, at der er slået med hænder eller genstande, ser mange af de "blå mærker" ikke anderledes ud end dem, børn pådrager sig under alm. leg. Det er derimod skadernes placering, barnets alder og forklaring om hvordan skaderne er opstået, der kan vidne om, at skaderne er påført af andre. Jeg har i mit arbejde med anbragte børn, oplevet en 5 årig pige med nogle dybe ar på ryggen. Pigen havde hidtil ikke kunnet forklare, hvordan mærkerne var opstået, men da jeg en dag nussede hende på ryggen, kiggede hun på mig med alvorlige øjne og sagde, "du river mig ikke på ryggen ligesom min mor gør, vel?" Disse synlige tegn på påførte skader vækker forfærdelse og opmærksomhed, hvorimod barnets indre smerte, angst og fortvivlelse ikke er så let at få øje på. Denne oplevelse må barnet bære alene - netop sammen med dem, som burde tage sig af det og beskytte det mod overgreb. Det er bl.a. sådanne oplevelser, der kan medføre psykiske skader, og som på sigt kan have langt mere alvorlig karakter end de fysiske skader. Psykiske overgreb er måske den vanskeligste definerbare af de forskellige former for omsorgssvigt 29, og kan kort defineres som en kronisk holdning eller adfærd hos forældre eller 26 Killèn, 2010, s Killèn, 2010, s Killèn, 2010, s Killèn, 2010, s. 40 Side 10

11 omsorgsgivere, som er ødelæggende for et positivt selvbillede hos barnet. Børn som udsættes for psykiske overgreb, omfatter børn i meget forskellige livssituationer. Killèn beskriver disse livssituationer, som en form for gruppering af børnene, idet det er nødvendigt at vide, hvilke processer barnet er udsat for i de forskellige situationer, og hvilke strategier barnet benytter for at overleve. Det drejer sig om flg. : børn der opfattes anderledes end de er, børn af forældre hvis samliv er præget af vold, børn af forældre med alkohol- el. andre rusmiddel problemer, børn af forældre med psykiske lidelser, børn af forældre i ubearbejdede skilsmisseprocesser, børn i isolerede trossamfund og alene - børn, hvilket vil sige flygtningebørn, der ankommer alene til et nyt land, fordi deres forældre ikke har kunnet tage sig af dem 30. De psykiske overgreb differentiere i de forskellige situationer, eks. vis tillægges nogle børn negative egenskaber og hensigter som de ikke har, hvilket kan medføre at barnet til stadighed bliver udsat for fjendtlighed og afvisning. Nogle børn lever med en kronisk bekymring for, om forældrene vil være i stand til at beskytte det og sig selv, mens andre igen er fanget i en kronisk /vedvarende loyalitetskonflikt i forældrenes skilsmisseproces 31. Seksuelle overgreb vil sige, at barnet af voksne omsorgspersoner involveres i seksuelle aktiviteter, som barnet ikke er udviklingsmæssigt modent til. Barnet er ikke i stand til at forstå eller fornemme rækkevidden af disse aktiviteter, og er derfor heller ikke i stand til at give et kvalificeret samtykke til at deltage 32. Typisk lokkes eller presses barnet via leg, belønning eller trusler til at indgå i de seksuelle aktiviteter. De seksuelle aktiviteter omfatter et bredt spektrum af seksuelle handlinger, hvor krænkeren bruger barnet til at tilfredsstille egne seksuelle behov og behov for magt. De seksuelle overgreb i barnets nærmeste netværk er i begyndelsen sjældent fysisk voldelige, men derimod psykisk voldelige i den forstand at barnet tidligt pålægges skyld og ansvar af krænkeren 33. Børn som udsættes for seksuelle overgreb, viser det på forskellige måder. Barnet kan eks. vis blive overdrevent optaget af seksuelle lege og demonstrere en detaljeret viden om "voksen" seksualitet, eller barnet kan regrediere og udvise en adfærd, som er normal på et tidligere alderstrin, eks. vis begynde at tisse i bukserne eller tale babysprog. Afhængig af karakteren kan konsekvensen af omsorgssvigt være alvorlige og permanente følgeskader for barnet. Barnet vil typisk skulle leve med et negativt selvbillede og en svækket identitetsfølelse samt en kronisk følelse af skyld, skam og angst. Barnet vil kunne have 30 Killèn, 2010, s DR havde i uge 43 år 2012 fokus på skilsmisser og de kriser og traumer det kan medfører for børnene: uegnet- for- boern- 2#!/ 32 Killèn, 2010, s Killèn, 2010, s. 52 Side 11

12 udviklingsforstyrrelser og koncentrationsproblemer 34 og udvise overdreven tilpasning og mistillid ift. omverdenen. Barnet kan som følge af især psykiske overgreb udvikle "non- organic failure to thrive", dvs. vantrivsel og væksthæmning som ubehandlet kan medføre at barnet dør 35. Derudover har børn der udsættes for en eller flere former for omsorgssvigt større risiko for at udvikle forskellige psykiske lidelser, seksuelle problemer, spiseforstyrrelser, rusmiddelproblemer og selvmordstruende adfærd 36. Konsekvenserne af omsorgssvigt er en væsentlig faktor ift. at opnå personlig udvikling og et selvstændigt voksenliv. Når man lever med et negativt selvbillede og en svækket identitetsfølelse, må det at skulle klare en selvstændig tilværelse anses som en stor udfordring. Den grundlæggende tro på én selv som menneske ift. at kunne og ville selv, kan vi forestille os som værende minimal eller ikke tilstede. Dertil kommer de støtte- og behandlingskrævende lidelser og problematikker som barnet er i risiko for at udvikle, nogle gør at barnet som voksen fortsat vil være afhængigt af andre, mens andre igen kan resultere i en både uligeværdig og ydmygende tilværelse. Derfor vurdere vi, at essensen i behandlingsarbejdet og den pædagogiske praksis med omsorgssvigtede anbragte børn, langt tidligere bør tilpasses og målrettes barnets/den unges liv efter anbringelsen. Samfundsmæssige vilkår i det pædagogiske arbejde Som pædagog er det vigtigt at have en samfundsmæssig forståelse, for at kunne hjælpe omsorgssvigtede anbragte børn til at udvikle de kompetencer, der kræves for at kunne begå sig i samfundet efter en anbringelse. Dette omfatter desuden kendskab til de mest centrale lovgivninger, retningslinjer og samfundsaktuelle begreber, hvilket nedenstående afsnit vil omhandle. Ontologisk tryghed, selvidentitet og modernitet (Af Dorte Holm Larsen) Sociologen Anthony Giddens betragtes som en af de førende sociologiske forskere og tænkere. Giddens beskriver den ontologiske tryghed som grundlægges i den tidlige barndom som en beskyttelse mod angst, og at den fungerer som en grundlæggende tillid til at omverdenen reagerer forudsigeligt 37. Vi mener, at den ontologiske tryghed kan sidestilles med Bowlbys begreb en sikker base, som er beskrevet i afsnittet om tilknytning. Den ontologiske tryghed udgør fundamentet for vores egen identitet 38, og selvidentiteten er i det senmoderne samfund iflg. Giddens et refleksivt projekt, hvilket vil sige, at vi er hvad vi selv gør os til, i form af alle de valgmuligheder tilværelsen byder på. I det præmoderne samfund var identiteten stort set fastlagt 34 Killèn, 1991, s Killèn, 2010, s Killèn, 2010, s Schou & Pedersen, 2007, s Andersen & Kaspersen, 2005, s. 441 Side 12

13 fra fødsel, hvorimod vi i dag bliver til de mennesker vi gør, ud fra de valg og beslutninger vi løbende træffer. Selvidentitet er afhængig af narrativiteten. Giddens beskriver det som evnen til at holde en fortælling i gang, og han mener ikke mennesket bare har en biografi eller livshistorie, men derimod at mennesket lever deres biografi, som en vedvarende proces der kan kommunikeres til andre. Selvrefleksion er afgørende for selvidentiteten, idet selvidentiteten udspringer af menneskets forståelse for egen måde at være på, med afsæt i den enkeltes egen biografi. Mange omsorgssvigtede anbragte børn har ikke alene en svækket identitet og en livshistorie med "blanke" sider, ofte er deres sproglige udvikling ydermere mangelfuld, hvilket samlet set gør det til en stor udfordring at være refleksiv og dermed opnå forståelse for egne livs - og opvækstvilkår. Giddens mener, at moderniteten er ensbetydende med fundamentale forandringer for såvel institutioner som individer, og disse forandringsprocesser er med til at skabe menneskets identitet og liv 39. Ligeledes færdes mennesket i det moderne samfund i mange sociale arenaer, hvilket også er med til at definere, hvem man er og dermed give én identitet. Menneskets væremåde og identitet ændres afhængigt af, hvilken given arena mennesket befinder sig i. Det moderne samfund skaber iflg. Giddens håb om muligheden for frit at kunne vælge og at være uafhængig, men ligeledes skabes der til stadighed forskelle, udelukkelse og marginalisering. Det moderne samfund er kendetegnet ved, at der er sket et sammenbrud i traditioner og normer, hvilket gør evnen til at reflektere og tage stilling nødvendig. Giddens skelner mellem menneskets tre bevidsthedsniveauer 40. Det praktiske bevidsthedsniveau er erfaringsbaseret handlen, tro og tillid, denne bevidsthed er tæt forbundet med den ontologiske tryghed. Det diskursive bevidsthedsniveau er evnen til at kunne begrunde sine valg og handlinger. Det sidste niveau er ubevidste behov og fortrængninger, som er det der kan ligge til grund for nogle handlinger mennesket ikke selv forstår. Vi anskuer overstående af Giddens, ontologisk tryghed, selvidentitet, det refleksive menneske og det moderne samfund som en sluttet cirkel hvor det ene er en forudsætning for det andet. Det moderne samfund kræver omstillingsparate og refleksive mennesker, - at være refleksiv er en forudsætning for selvidentiteten som har sit fundament i den ontologiske tryghed. Vi antager, at omsorgssvigtede anbragte børn ikke har oplevet den ontologiske tryghed i den tidlige barndom, ligesom de sandsynligvis heller ikke i samme udstrækning som deres jævnaldrende har haft indflydelse på eget liv. Før anbringelsen blev der i hjemmet sikkert ikke lagt vægt på barnets ønsker og interesser, ligesom der på anbringelsesstedet er en hverdag og 39 Andersen & Kaspersen, 2005, s Østergaard Andersen, Ellegaard & Muschinsky, 2007, s. 390 Side 13

14 struktur, der skal fungere for den samlede børnegruppe, hvilket i sig selv begrænser den enkeltes valgmuligheder og medbestemmelse. Man kunne med Giddens optik at vi er hvad vi selv gør os til 41, fristes til at sige at den negative sociale arv 42, er et ikke eksisterende begreb, og at vores målgruppe alle vil kunne blive mønsterbrydere 43, i kraft af de mange valgmuligheder det moderne samfund byder på. Vi antager dog, at voksenlivet for tidligere omsorgssvigtede anbragte børn, ikke bare er at gribe mulighederne. Tilværelsen på anbringelsesstederne er ikke alene samfundsmæssigt ekskluderende, men også præget af struktur og forudsigelighed tilrettelagt af andre. Dvs. at målgruppen står overfor store udfordringer ift. at skulle klare sig selv udenfor anbringelsesstedet, hvor "hele verden" fra den ene til den anden dag ligger åben med muligheder og samfundsmæssige forventninger. Barnets Reform (Stine Toftegård Niekrenz) Det følgende afsnit vil kort præsenterer den mest centrale lovgivning i arbejdet med anbragte børn og unge Barnets Reform. Barnets Reform som trådte i kraft den 1. januar 2011 er en vigtig lovgivningsmæssig foranstaltning som bl.a. skal sikre at Danmark overholder FN s Børnekonvention. Danmark er som medlem af FN s Børnekonvention forpligtet til beskytte og behandle børn med respekt, hvilket grundlæggende handler om, at alle beslutninger vedrørende det enkelte barn skal tages ud fra, hvad der er til barnets bedste 44. Formålet med Barnets Reform er at skabe de bedst mulige rammer for en bedre og mere målrettet indsats over for udsatte børn og deres familier 45. Ændringer i Serviceloven Barnets Reform har medført en række ændringer af Serviceloven. Serviceloven er dén danske lov, der udstikker rammerne for rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer samt for at tilbyde ydelser der skal tilgodese behov hos borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer 46. Døgnanbragte børn og unge er dermed omfattet af Serviceloven, og formålet er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder som deres jævnaldrende Andersen & Kaspersen, 2005, s Negativ social arv vil sige der hvor børn viderefører og bliver bærere af forældrenes belastede livs - og reaktionsmønstre. Psykologisk Pædagogisk Ordbog, 2008, s Mønsterbryder vil sige en person der har brudt med en social arv præget af materiel og menneskelig armod, udvikler sig fra at være en passiv, klientgjort person med lavt selvværd og i offerrolle, til en person der mestrer en aktiv tilværelse med arbejde, uddannelse, stofuafhængighed mv. Psykologisk Pædagogisk Ordbog, 2008, s Håndbog om Barnets Reform, 2011, s ( 1) 47 Børn.pdf Side 14

15 Barnets Reform har bl.a. medført at Servicelovens formålsparagraf 46 er blevet præciseret, så den nu indeholder følgende 5 helt konkrete mål som indsatsen skal sikre 48 : Kontinuitet og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer og øvrige netværk. Barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at kunne indgå i sociale relationer og netværk. Understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse. Fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel. Forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv. Andre præciseringer og lovændringer i Serviceloven i forbindelse med at Barnets Reform trådte i kraft omhandler bl.a. muligheden for at udveksle oplysninger om private forhold vedrørende et barn eller en ung, indførelse af en ny type plejefamilie og den skærpede underretningspligt. Nedenstående punkter er de lovændringer som vi vurderer har størst betydning for børn og unge der bor på døgninstitution: mere støtte til forældrene ved anbringelse af deres barn. støtteperson til anbragte børn og unge. øget tilsyn med barnet på anbringelsesstedet. barnets ret til samvær udvides til også at omfatte øvrige familiemedlemmer end forældre efterværn. børn over 12 år har klageret over kommunens beslutninger. Barnets Reforms betydning for anbragte børn og unge Det følgende afsnit vil omhandle en nærmere præsentation af de indsatsområder i Barnets Reform, som helt konkret har betydning for de børn, som er anbragt på en døgninstitution. Barnets Reform har stor fokus på den tidlige indsats, hvilket vil sige, at børn og deres familier skal have den nødvendige støtte på et tidligere tidspunkt, så en anbringelse ikke bliver nødvendig. Vi mener dog, at der altid vil være brug for at anbringe børn uden for hjemmet, da nogle forældre på trods af massive støtteforanstaltninger alligevel ikke vil være i stand til evne det, der skal til for at tilgodese barnets tarv. I forhold til disse børn handler det også om en tidlig indsats, forstået på den måde at børnene skal anbringes så tidligt som muligt, så skaderne som følger af omsorgssvigt bliver minimeret. 48 Håndbog om Barnets Reform, 2011, s. 12 Side 15

16 Hensigten med Barnets Reform har bl.a. været at styrke børns rettigheder, hvilket har medført, at anbragte børn og unge i dag har ret til at blive hørt før visse afgørelser, og at alderen for hvornår børn kan klage deres sag er blevet nedsat fra 15 år til 12 år. Tidligere havde anbragte børn og unge hovedsagligt kun mulighed for samvær med forældrene, men med Barnets Reform er der blevet åbnet op, så børnene og de unge også har ret til samvær med øvrig familie og netværk. Vi mener, at denne ændring af reglerne for samvær er et positivt tiltag, da det i langt højere grad giver mulighed for, at vi som pædagoger kan støtte barnet i at pleje og udvikle relationer til de mest ressourcestærke personer i barnets netværk, hvilket kan være af stor betydning for barnets liv og udvikling både under anbringelsen men ikke mindst efter anbringelsen. Barnets rettigheder i forhold til samvær er desuden blevet styrket, sådan at det i dag er barnets, fremfor forældrenes, behov for og ønsker om samvær der er det afgørende 49. Anbragte børn og unges rettigheder er desuden blevet styrket ved, at kommunerne har pligt til at undersøge muligheden for at finde en støtteperson fra barnets eller den unges netværk, der kan fungere som en stabil voksenkontakt med positiv betydning for barnet eller den unges udvikling 50. Ligeledes er der nu krav om 2 årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor kommunen taler med barnet eller den unge, og hvor samtalen så vidt muligt skal ske uden der er nogen ansatte fra anbringelsesstedet til stede. Barnets Reform handler også, dog i mindre grad, om støtte til forældrene og optimering af forældresamarbejdet med anbringelsesstedet. Det sker bl.a. ved at kommunen skal tilbyde forældrene en støtteperson og træffe afgørelse om, om forældrene har brug for anden støtte 51. Vi mener, at støtte og hjælp til anbragte børns familier har stor betydning for børnenes liv på længere sigt. Børnene vil aldrig kunne få andre forældre, og forældrene vil ofte igen blive børnene nærmeste omsorgspersoner efter et anbringelsesforløb, så jo bedre fungerende forældrene er, jo større sandsynlighed er der for at børnene kan få et godt voksenliv. Inklusion & Eksklusion (Heidi Kanstrup Stuchly) Det at vi i Danmark lever i et demokrati, hvor det er flertallet der bestemmer bygger på integrationsprincippet, altså det at individet skal tilpasses fællesskabet. Det er fællesskabet der er det konstante, og individet der skal justeres. Det der reelt sker når integrationen ikke lykkes, altså når barnet ikke passer ind i fællesskabskassen, er at barnet bliver ekskluderet. Det er et stort dilemma, at vi i vores integrationspraksis samtidig er med til at ekskludere børn. Det er som svar på det dilemma, at inklusionstankegangen kommer ind, og som vi i dette afsnit vil beskrive nærmere. 49 Håndbog om Barnets Reform, 2011, s Serviceloven 68b 51 Serviceloven 54,1 Side 16

17 Begrebet inklusion 52 vil sige, at det enkelte individ har ret til deltagelse i fællesskabet, da det er gennem fællesskabet, vi som individer udvikler os 53. Pædagogens opgave ift. inklusion er derfor, at have fokus på barnets ret til deltagelse i fællesskabet, da deltagelse i fællesskabet med udgangspunkt i den socialkonstruktivistiske tankegang er en forudsætning for udvikling. I det inkluderende fællesskab 54 er forskellighed et potentiale, og ved at se forskellighed som en ressource bliver det muligt at imødekomme den enkeltes ret til deltagelse og udvikling. En døgninstitution er et segregeret 55 botilbud, og det at være anbragt er i sig selv ekskluderende. Iflg. Egelund og Jacobsen er grundlaget for at anbringe børn, at deres samfundsmæssige inklusion er truet, og hensigten med en anbringelse er, at styrke børnenes normalisering i forhold til de alm. samfundsroller 56. Vi mener, at dilemmaet ved normaliseringstankegangen ift. at være anbragt på døgninstitution er, at man på en døgninstitution lever et anderledes liv end ens jævnaldrende (barnets livsvilkår på døgninstitutionen bliver beskrevet i det kommende afsnit). Hvis man udelukkende arbejder inkluderende inden for de fysiske rammer på døgninstitutionen, så mener vi, at man anskuer inklusionsbegrebet for smalt. Inklusion i fællesskabet på døgninstitutionen er selvfølgelig af stor betydning for det anbragte barns liv, men inklusion er et begreb som også skal forstås på det samfundsmæssige plan. Anbragte børn skal en dag ud og klare sig selv i samfundet udenfor institutionen, og derfor mener vi, at det er af stor vigtighed, at man pædagogisk arbejder inkluderende ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, hvilket man eks. vis kan gøre ved målrettet at arbejde på, at anbragte børn bibeholder kontakten til positive, ressourcestærke relationer og fællesskaber i deres tidligere netværk og miljø. At skabe et inkluderende pædagogisk miljø kræver 57, at fokus flyttes fra barnet til relationen mellem barnet og fællesskabet. Derved er det ikke barnet der er problemet, men relationen som kræver forandring og udvikling af både barnet og fællesskabet. Det betyder i praksis, at institutionens struktur løbende skal korrigeres, så fællesskabet tilpasses til alle børn, samtidig med at det individuelle barn til en vis grad stadig skal tilpasse sig fællesskabet. Naturligvis er der grænser for, hvor afvigende barnet kan være og stadig forblive en del af fællesskabet. Dette udgør et pædagogisk dilemma, idet pædagogens rolle er at hjælpe barnet med at blive inkluderet, og 52 Inklusion kom først på den pædagogiske dagsorden efter Salamanca erklæringen i 1994, hvor den inkluderende skole omtales. Med den inkluderende skole menes der, at undervisningen skal arrangeres ud fra et hensynstagen til, at vi alle er forskellige og det kræver dermed individuel undervisning Schou, Pedersen, 2007, s Schou, Pedersen, s Segregeringer betyder at udskille et enkelt barn fra normalgruppen, hvor efter det samles med andre børn med samme problemtype eller behov. Madsen, 2009, s Egelund, Jacobsen, 2009, s dok..pdf Side 17

18 samtidig kan pædagogen i nogle situationer blive en ekskluderende faktor i barnets liv. Vi mener, at det i arbejdet med anbragte børn er vigtigt, at have fokus på muligheden for udvikling af betydningsfulde fællesskaber med både børn og voksne og ikke mindst de differentierede fællesskaber. Dvs. de fleksible fællesskaber hvor der er plads til at børnene har forskellige behov, men hvor der også er en åbenhed og fokus på, at alle børn har kompetencer i forskellige grader, og dermed har noget at tilbyde fællesskabet. Under anbringelsen Vi vil i det følgende afsnit belyse, hvad det vil sige at være anbragt, og hvad et liv på en døgninstitution indebærer. Afsnittet vil derudover omhandle en præsentation af, hvad det omsorgssvigtede anbragte barn har brug for, samt belyse pædagogens rolle i arbejdet med døgnanbragte børn. Barnets livsvilkår på døgninstitutionen (Heidi Kanstrup Stuchly) Formålet med en anbringelse er meget individuel, men nogle af de praksisbegreber som hyppigst bliver brugt i beskrivelser af, hvad døgninstitutioner tilbyder anbragte børn er, omsorg, tryghed, forudsigelighed, relationer, troværdige voksne, at blive set og hørt og hensynet til det individuelle barn. 58 Praksisbegreberne har en teoretisk forankring og et bestemt syn på børns udvikling og mulige løsninger på børns problemer. De enkelte institutioners forskellige pædagogiske praksisser og retninger gør dog, at praksisbegreberne fortolkes og udmøntes på forskellige måder. Praksisbegreberne giver iflg. Egelund og Jacobsen 59 et løfte om, at en anbringelse skal skabe det modsatte af det liv børnene har haft inden anbringelsen med utryghed, uforudsigelighed og omsorgssvigt 60. Børn på døgninstitution lever et andet liv end deres jævnaldrende. Børnene lever en gruppetilværelse, hvor de ikke selv har valgt hinanden og som udgangspunkt ikke har tilknytning til nogen. De skal være i stand til at indgå i relationer med andre børn og skiftende voksne, som de er afhængige af. De skal samtidig forholde sig til et meget organiseret og struktureret institutionsliv. De fleste børn har deres eget værelse, men med begrænset rum for privatliv, og med regler for hvem der må være hvor, hvornår og hvordan 61. Ud fra egen empiri har vi oplevet, at nogle anbragte børn bliver gode til at tilpasse deres adfærd efter institutionslivets krav til adfærd og sociale færdigheder. Disse børn opleves som en slags eksperter i, at kunne udvise de kompetencer der skal til for at leve op til døgninstitutionens normer og interne forventninger. 58 Egelund, Jacobsen, 2009, s Seniorforsker Tine Egelund og forsker Turf Böcker Jakobsen har sammen med to kolleger været udstationeret i det danske anbringelseslandskab og har hver især opholdt sig op til et par måneder på døgninstitutioner, hvor de har nedfældet deres observationer. 60 Egelund, Jacobsen, 2009, s Egelund, Jacobsen, 2009, s. 187 Side 18

19 På en døgninstitution findes der parallelverdener, hvor børnene og de professionelle voksne befinder sig i adskilte sociale verdener 62. Mens de voksne arbejder ud fra en professionel dagsorden om udvikling og forandring af det enkelte barn, er de unges interesse primært rettet mod at finde deres plads og deltagelse i fællesskabet. Iflg. børnene selv er der to grupper af mennesker på døgninstitutionen 63, nemlig børn og personale. Børnene opfatter i de fleste tilfælde ikke institutionen som deres hjem men som deres bopæl, hvor de deler et skæbnefællesskab, og måske for første gang oplever, at der er andre jævnaldrende som forstår deres situation. Dette giver mulighed for at opbygge relationer til andre børn, som på sigt kan blive til nære venskaber. For at kunne besvare vores problemformuering har vi taget udgangspunkt i TABUKA 64, fordi vi tillægger det stor betydning, hvad anbragte børn selv mener om livet på døgninstitution. Mange af udsagnene fra tidligere anbragte handler om, at de har følt sig oversete, alene og ligegyldige under anbringelsen. De efterspørger anerkendelse og omsorg, og lægger stor vægt på at føle sig forstået 65. Ligeledes er pædagogernes følelsesmæssige involvering og engagement af stor betydning for børnene. De tidligere anbragte vægter desuden personlige egenskaber som nærhed, empati, indfølingsevne og oprigtighed hos personalet højt 66. Viden om omsorgsvigtede anbragte børns behov har betydning for, hvordan man indretter hverdagen for de børn der anbringes på en døgninstitution. Praksisbegreberne som er tidligere beskrevet, er begreber som man almindeligvis forbinder med familielivet, men som nævnt i ovenstående så rummer livet på en døgninstitution også store kontraster ift. familielivet. Anbragte børn skal forholde sig til og indgå i samspil med mange forskellige børn og voksne i deres dagligdag, hvilket kan virke som et paradoks, da mange af de anbragte børn lige nøjagtig har svært ved at stole på og indgå i sociale relationer. Vi mener, at det konfliktfyldte samspil der ofte er en del af hverdagen de anbragte børn imellem, kan stå i kontrast til de rammer og forventninger døgninstitutionen opstiller ved anbringelsen. Børn anbringes på døgninstitution, når det vurderes at der kræves en professionel pædagogisk indsats for at sikre deres udvikling, men hvordan man som pædagog skaber de bedste opvækstvilkår og udviklingsmuligheder kan defineres på mange forskellige måder, afhængig af hvilke teoretiske afsæt og pædagogiske metoder der benyttes på institutionen sammenbrud.pdf s Egelund, Jacobsen, 2009, s TABUKA er et projekt, hvor 39 tidligere anbragte giver deres bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge. Projektet har løbet i 3 år og resultatet er en bog med de tidligere anbragtes historier og refleksioner. 65 TABUKA, 2005, s TABUKA, 2005, s. 139 Side 19

20 Ud fra egen empiri og på baggrund af de unges udtalelser i TABUKA projektet kan vi konkludere, at relationsarbejde er en af kerneopgaverne i det pædagogiske arbejde med anbragte børn og unge. En positiv relation mellem barn og pædagog er baseret på, at barnet tør have tillid til den voksne, hvilket forudsætter at barnet bliver mødt af anerkendende, oprigtig engagerede og troværdige pædagoger. Hverdagen på døgninstitutionen bør være præget af genkendelighed og struktur, som kan give barnet den tryghed og ro som barnet tidligere har manglet. Strukturen skal dog være fleksibel forstået på den måde, at den løbende skal tilpasses den aktuelle børnegruppe, og samtidig skal der være mulighed for at tilgodese børnenes individuelle behov. Anerkendelse (Stine Toftegård Niekrenz) Anerkendelse er et begreb som betegner et aspekt af det sociale samspil mellem mennesker, og både det at få og ikke få anerkendelse har stor betydning for det enkelte menneskes selvopfattelse 67. I det pædagogiske arbejde med anbragte børn, er det en positiv intension om at ville hjælpe børnene, som er udgangspunktet for at kunne arbejde anerkendende. Berit Bae 68 mener, at en anerkendende relation er, når den anden opfattes som et individ med egne rettigheder, integritet og identitet, og hvor enhver har retten til at have egne erfaringer og oplevelser 69. Anerkendelse forudsætter en grundholdning om ligeværd og respekt for hinanden, og det kan man udtrykke på mange forskellige måder. Det er ikke let eller hurtigt at lære at være anerkendende, fordi det handler om nogle værdier, som skal være integreret i hele ens personlighed 70. Anerkendelse er ifølge Bae båret af et menneskesyn, og det skal ikke blot forstås som et dialogredskab eller en kommunikationsteknik. Bae betegner en anerkendende relation som en subjekt- subjekt relation, og beskriver det som det modsatte af en subjekt- objekt relation; hvor kun den ene, som er subjekt, i betydningen tager stilling til, forholder sig til og udtrykker sine tanker og følelser, mens den anden får en position som den, der bliver gjort noget med. (Bae, Berit, På vej i en anerkendende retning, Social Kritik, år 2003, nr. 88, s. 62) Bae beskriver dialogprocessen i en anerkendende relation som rummelig, hvor pædagogen indlever sig i barnet, er fokuseret og er i stand til at hjælpe dialogen på vej, når der er brug for det. Det handler om, at der skal skabes et rum, hvor børnene kan bringe deres tanker og følelser i spil, uden at den voksne blander sig, korrigerer eller stiller spørgsmål som afsporer dialogen og bringer 67 Olesen, år 2006, s Berit Bae er forsker og professor og har bl.a. forsket i anerkendende relationskompetence. 69 Wedel- Brandt, 2006, s Bae, 1996, Social Kritik nr. 47 Side 20