3. LITTERATUREN - ET LILLE OVERBLIK...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING PROBLEMFORMULERING AFGRÆNSNING METODE VÆKSTMODELLER HARROD-DOMAR MODEL SOLOW & SWANS VÆKSTMODEL ENDOGENE VÆKSTTEORIER OPSAMLING LITTERATUREN - ET LILLE OVERBLIK SKABER ULANDSBISTANDEN STIGENDE INVESTERINGER/OPSPARING? Fortalere Kritikere Doucouliagos & Paldam FREMMER ULANDSBISTANDEN VÆKSTEN? Fortalere Kritikere Doucouliagos & Paldam ER DER BETINGELSER FOR ULANDSBISTANDENS EFFEKT PÅ VÆKSTEN? Fortalere Kritikere Doucouliagos & Paldam OPSUMMERING MIKRO-MAKRO-PARADOKSET ULANDSBISTANDENS EFFEKT PÅ MAKRO-NIVEAU ULANDSBISTANDENS EFFEKT PÅ MIKRO-NIVEAU PARADOKSET HOLLANDSKE SYGE RESSOURCE MOVEMENT EFFECT SPENDING EFFECT SAMLEDE EFFEKT (VALUTA-EFFEKTEN) FUNGIBILITET OFFENTLIGE INSTITUTIONER PRIS-EFFEKTER KONKLUSION LITTERATURLISTE BILAG Side 1 af 36

2 1. Indledning I over et halvt århundrede er store mængder penge givet til ulande i håb om at skabe økonomisk vækst og reducere fattigdommen. Eksempelvis har Afrika, ifølge Moyo (2009), modtaget omkring 1 trillion dollars i ulandsbistand de seneste 50 år. Det til trods befinder mange af Afrikas lande sig stadig i stor fattigdom og med lav vækst. Flere økonomer har derfor sat spørgsmålstegn ved effektiviteten af ulandsbistanden. Blandt de mest prominente kritikere er Peter Bauer, William Easterly og Dambisa Moyo, som angiver forskellige grunde til, hvorfor ulandsbistanden ikke har haft nogen positiv effekt på ulandenes udvikling og vækst. De første fortalere for ulandsbistanden byggede typisk deres argumentation på Big Push - modellen, der siger, at fattige lande har brug for et skub udefra for at stimulere væksten. Der er mange udfordringer ved modellen, men tilhængere af ulandsbistanden påstår, at uden et push vil ulandene forblive i fattigdom. Der begynder dog at brede sig en enighed om ulandsbistandens heterogene virkning, hvilket har ført til, at de seneste fortalere mener, at der er betingelser for ulandsbistandens effekt på modtagerlandets økonomiske udvikling. Faktum er, at ulandsbistanden har virket som en slags medicin, der kunne holde døden fra døren i de respektive lande, men da hensigten hele tiden har været at fremme udviklingen og væksten, altså finde en kur på sygdommen, kan der rejses spørgsmål til, hvorvidt de positive virkninger har været tilstrækkelige. Mange ulande synes at forblive i en situation præget af fattigdom og lav vækst, hvilket kunne tyde på en malfunktion i bistandsplanen Problemformulering Rapporten vil forsøge at give en afklaring på, hvilken effekt ulandsbistanden har haft på modtagerlandenes vækst? - og hvorfor de ellers positive intentioner med ulandsbistanden ingen effekt har på væksten? Side 2 af 36

3 1.3. Afgrænsning Ulandsbistanden kan have rigtig mange formål. Dette kunne eksempelvis være at hjælpe et område med at etablere en vandforsyning, så de lokale kan få adgang til rent drikkevand. Dette er klassisk eksempel på, hvordan ulandsbistanden kan have en betydning på mikroniveau. Idet rapporten har fokus på ulandsbistandens effekt på væksten, vil den mikroøkonomiske effekt af støtten kun overfladisk blive berørt i afsnittet om mikro-makro - paradokset. Med andre ord ligger opgavens interesse i de makro-økonomiske sammenhænge, mens de mikro-økonomiske sammenhænge er en anden diskussion. Med undtagelse af afsnit 6, om fungibilitet skelner opgaven ikke mellem forskellige typer (f.eks. uddannelses-, social-, genopbygning- og økonomisk hjælp) og former (lån/støtte) for ulandsbistand. Dette skyldes, at langt de fleste studier kigger på ulandsbistanden som helhed. Det er først inden for de seneste år, at forskere er begyndt at undersøge muligheden for at opdele ulandsbistanden i forskellige typer af bistand. Dette er blandt andet forsøgt af Clemens, Radelet, Bhavnani, & Bazzi (2011) og Kilby (2010), ligesom Christian Bjørnskov er på vej med nye resultater inden for dette felt Metode Rapporten har til formål at give et overblik over litteraturen med en oversigt over, hvad forskerne siger kan gå galt. I besvarelsen tages der udgangspunkt i Doucouliagos & Paldam s (2006, 2008, 2009, 2010, 2011) meta-analyser 1. I næste kapitel vil der være en beskrivelse af makro-økonomiske vækstmodeller. Udvælgelsen af disse er baseret på, hvilke teorier der har været hyppigst diskuteret i litteraturen om ulandsbistandens effektivitet, AEL 2. Kapitlet skal derfor ses som fundamentet til besvarelse af ulandsbistandens effekt på væksten. Kapitel 3 giver et overblik over litteraturen med udgangspunkt i Doucouliagos & Paldam s (2006, 2008, 2009, 2010, 2011) meta-analyser, som giver det størst tilgængelige overblik over forskningen i ulandsbistanden. Kapitlet vil ligeledes blive suppleret med andre relevante artikler. Hvorefter vi vil være i stand til at besvare første del af problemformuleringen om ulandsbistanden påvirker væksten. 1 En metaanalyse er en analyse af tidligere empiriske undersøgelser af et fænomen 2 Aid Effectiveness Literature Side 3 af 36

4 I kapitel 4 defineres problemet ved ulandsbistanden. Mosley s (1986) artikel Effectiveness: The micro-macro paradox, og Paldam s (1997) bog vil være de primære kilder anvendt. Kapitlet skal samtidig betragtes som en indledning til en diskussion om, hvorfor ulandsbistanden ikke har nogen effekt, hvilket de fire næste kapitler (5-9) vil komme nærmere ind på. De fire nævnte bivirkninger er valgt på baggrund af nye såvel som gamle studier, der viser, hvad der kan gå galt, når et uland modtager bistand. Til sidst vil opgaven konkludere - indeholdende eksempler på lande, der har mærket sideeffekterne af ulandsbistanden. 2. Vækstmodeller Dette kapitel har til formål at give et indblik i de økonomiske vækstmodeller, der har haft den største indflydelse på litteraturen om ulandsbistandens effektivitet. Kapitlet skal derfor opfattes som fundamentet til besvarelse af den første del af problemformuleringen altså hvorledes ulandsbistanden påvirker væksten i modtagerlandet. Endvidere er kapitlet tæt knyttet til næste kapitel. En inddragelse af ulandsbistanden i vækstmodellerne vil således fremgå af kapitel Harrod-Domar Model Harrod-Domar vækstmodellen er en sammensætning af Sir Roy F. Harrods (1939) og Evsey Domars (1947) vækstteorier. Modellen gælder en lukket økonomi og bygger på Keynes ligevægts-antagelse, som siger. at et lands opsparing er lig med dets investering. Modellen kan forklares ud fra figur 1, hvor kapitalapparater bestemmer, hvor meget der produceres, og dermed hvor meget samfundet tjener. En del af indkomsten forbruges og resten opspares og bruges til at investere i nyt kapitalapparat (Blanchard, 2009). En positiv vækst skabes således dér, hvor ændringer i kapitalapparatet er større end det niveau, som er nødvendigt for at opretholde det gamle kapitalapparat. Altså dér hvor investeringsratioen fører til flere producerede varer (Bach-Hansen, 2003). Side 4 af 36

5 Figur 1: Kapitalapparat, Produktion og Opsparing/Investering (Kilde: Blanchard, 2009, s. 246) Ifølge Thirlwall (2002) introducerede Harrod (1939) tre vækstrater: - Den faktiske vækstrate (g A ), der angiver et lands aktuelle/faktiske vækstrate. - Den påkrævede vækstrate, (g W ), hvor opsparingen lige nøjagtigt dækker investeringen. Ved den påkrævede vækstrate er der således fuld udnyttelse af kapitalapparater, så der hverken er over- eller underproduktion, hvilket gør at producenterne er villige til at fortsætte investeringerne i samme tempo som tidligere. - Den naturlige vækstrate er den vækstrate som kræves for at opretholde fuld udnyttelse af arbejdskraften. For eksempel vil en stigning i arbejdsstyrken på to procent kræve en tilsvarende stigning i den faktiske vækstrate for at opretholde fuldbeskæftigelse, givet at væksten i produktiviteten er lig nul. Den optimale vækstrate er ifølge Harrod, når de tre vækstrater er lig hinanden, altså g A = g W = g N. Her er der fuld udnyttelse af kapitalapparater og arbejdskraft. Problemet for de fleste ulande er at få denne ligning til at gå op. Hvis den faktiske vækstrate overstiger den påkrævede vækstrate, g A > g W, vil der komme et overskud af kapitalapparater, og derved mistes incitamentet til at investere. Hvis derimod den faktiske vækstrate er mindre end den påkrævede vækstrate, g A < g W, betyder det at investeringerne ikke er tilstrækkelige til at opretholde kapitalapparaterne. Der vil i disse tilfælde opstå en knaphed af maskiner og udstyr og en forringelse af kapitalapparater. Dette leder til et yderligere fald i den faktiske vækstrate (Thirlwill, 2002). Side 5 af 36

6 Harrod Domar medtager den naturlige vækstrate, idet den definerer vækstraten i ligevægtsbeskæftigelsen på lang sigt. Den sætter endvidere en naturlig grænse for den faktiske vækstrate, for når alt tilgængelig arbejdskraft er beskæftiget vokser g A ikke mere. Hvis derfor den naturlige vækstrate er mindre end den påkrævede, g N < g W, vil den faktiske vækstrate aldrig kunne matche den påkrævede investering (Bach-Hansen, 2003). Modsat, hvis den naturlige vækstrate overstiger den påkrævede investering, g N > g W, vil den effektive arbejdsstyrke vokse hurtigere end kapitalakkumulationen, og derved skabes ledighed. Der har været en del kritik af Harrod-Domar vækstteorien. Først og fremmest antager teorien at de strukturelle og institutionelle forhold er i orden. Dette var tilfældet for Tyskland under Marshall hjælpen, men det kan ikke antages at være generelt gældende for resten af verden, specielt ikke for ulandene (Bach-Hansen, 2003), hvilket vil blive nærmere behandlet i kapitel 7. Et andet kritikpunkt kom fra den neoklassiske vækstteori, som argumenterer for, at opsparing/investering ikke har nogen betydning for den langsigtede vækst, men kun påvirker væksten på kortsigt. Endvidere antager modellen constant return to capital, hvilket modsiger den generelle økonomiske teori om decreasing return to capital Solow & Swans vækstmodel I 1950 erne udviklede Robert Solow og Trevor Swan den neoklassiske vækstteori også kendt som Solow & Swan-modellen. De argumenterede for, at væksten ikke alene kunne forklares ud fra investering/opsparing, der var antaget i Harrod-Domars vækstmodel. De tilføjede derfor to øvrige faktorer; antallet af arbejdere (N) og teknologi (A). Figur 2, redegør for Solow & Swans vækstmodel. Af figuren fremgår tre funktioner, som er afgørende for landets vækst. - Produktionen i et land er ifølge Solow & Swan bestemt ud fra kapitalapparat og antallet af effektive arbejdere, AN. Dette giver produktionsfunktionen følgende udseende: Y= F(K/AN). Antallet af effektive arbejdere kan både påvirkes af teknologien, A, og antallet af arbejder, N. I figur 1 bliver produktionsfunktionen divideret med 1/AN og ændrer således udseende til: Y/AN = f(k/an). Funktionen siger blot, at produktionen per effektive arbejdere afhænger af kapitalapparat per effektiv arbejder (Blanchard, 2009). Side 6 af 36

7 - I den neoklassiske vækstteori antages det at et lands opsparing/investering er en fast andel, s, af produktionen; dvs. investeringsfunktion er lig: sf(k/an). Investeringer er derfor proportionel med produktionen; højere produktion medfører øget opsparing og derved højere investering (Blanchard, 2009). - De påkrævede investeringer svarer til den mængde, der er nødvendigt for at fastholde et givent niveau af kapitalapparat per effektiv arbejder, K/AN. Investeringerne bliver derfor nødt til at dække afskrivninger, δ, fordi kapitalen som minimum skal holdes konstant, siden kapitalapparat ellers forfalder. Desuden er det nødvendigt at tage hensyn til væksten i beskæftigelsen, g N, og den teknologiske udvikling g A, Da det ikke kun er kapitalapparat, K, der skal fastholdes, men kapitalapparat per effektiv arbejder, K/AN. Det betyder endvidere, at de påkrævede investeringer kan defineres i funktionen: (δ + g A + g N )K/AN (Blanchard, 2009). Ud fra de tre ovennævnte funktioner kan følgende model tegnes. Figur 2: Den dynamiske udvikling i kapital per effektiv arbejder og produktion per arbejder. (Kilde: Blanchard, 2009, s. 272) Side 7 af 36

8 Solow & Swan antager decreasing returns to scale for både kapitalapparat, K, og den effektive beskæftigelse, AN. Dermed forstås, at hvis vi øger indsatsen af en af produktionsfaktorerne, eksempelvis en stigning i K, mens den anden holdes konstant, dvs. AN, vil produktionen stige, men med aftagende effekt. Dette er illustreret i figur 1 ved produktions- og investeringsfunktionens buede kurver. Ligeledes antager Solow & Swan, at der i steady state ligevægten er constant return to scale (Blanchard, 2009). Ifølge Solow & Swan vil økonomien på langt sigt søge hen mod ligevægten, steady state; dér hvor den faktiske investering er lig de påkrævede investeringer. Hvis et land befinder sig i punktet (K/AN) 0, er det ikke i steady state ligevægten. I dette punkt er de påkrævede investeringer af størrelsen D, mens den faktiske investering er C. I og med den faktiske investering er højere end den påkrævede investering stiger mængden af kapitalapparat, K, mere end den effektive arbejdskraft, AN, dvs. kapitalapparat per effektiv arbejder stiger, hvilket betyder, at økonomien flytter mod højere indtil vi når steady state ligevægten, (K/AN) *. Hvis derimod den faktiske investering er lavere end den påkrævede investering stiger den effektive arbejdskraft, AN, relativt mere end kapitalapparat, K, hvilket vil lede økonomien mod steady state ligevægten. I steady state ligevægten er kapitalapparat per effektiv arbejder og produktionen per effektiv arbejder konstante og lig hinanden. Dette betyder, at produktionen, Y, stiger med samme rate som den effektive arbejdskraft, AN. Fordi den effektive arbejdskraft stiger med (g A + g N ), stiger produktionen også med (g A + g N ). Det samme gør sig gældende for kapitalapparat, K (Blanchard, 2009). Opsparingskvoten påvirker således ikke økonomien i steady state ligevægten. En ændring i opsparingskvoten vil få økonomien til at bevæge sig fra en steady state ligevægt til en anden. Dermed kan ændringen i opsparingskvoten ikke ændre den økonomiske vækst permanent, men kun midlertidigt. Dette er illustreret i bilag 1, hvor en stigning i opsparing, s, løfter kurven for faktiske investeringer mod højre. Dermed skabes en ny steady state ligevægt, hvor produktionen per effektiv arbejder, og kapitalen per effektiv arbejder er steget. Side 8 af 36

9 Solow & Swan konkluderer således, at væksten på lang sigt kun påvirkes af en øget produktivitet i arbejdsstyrken via en øget arbejdsstyrke, g N, og/eller en forbedret teknologi, g A. Opsparing/investering har, ifølge modellen, ingen effekt på den langsigtede vækst kun en midlertidig effekt ind til steady state ligevægten nås. Kritikken af Solow & Swans model går først og fremmest på modellens eksogene antagelser, som ikke er realistiske for en vedvarende vækst. For det første antages det at forbrugernes opsparing udgør en fast andel af produktionen, hvilket hindrer forbrugerne i at optimere deres andel af ressourcer (Bach-Hansen, 2003, s 22). Samtidig antager Solow & Swan, at den teknologiske udvikling og befolkningstilvæksten er eksogen givet. Med andre ord forklarer modellen ikke, hvad der er bestemmende for væksten, ligesom der ikke tages højde for, at fertiliteten kan svinge fra tid til anden Endogene vækstteorier I midten af 1980 erne blev en gruppe af vækstteoretikere i stigende grad utilfredse med de neoklassiske antagelser. Med Paul Romer og Robert Lucas i spidsen dannede de en ny gruppe af teorier, som fik navnet de endogene vækstteorier. Forskerne bag de endogene vækstteorier var utilfredse med Solow & Swans antagelse af teknologi, som en udefra given variabel (eksogen). Med andre ord forklarede de neoklassiske modeller ikke, hvilke faktorer der var bestemmende for den teknologiske udvikling og dermed heller ikke, hvorledes vedvarende vækst var muligt. Dette forsøger de endogene vækstteorier at gøre op med (Romer, 1994). Romer (1986) starter med at antage, at teknologisk viden i sig selv bør betragtes som en form for kapital-gode. Den kan blive brugt i en kombination med andre produktionsfaktorer til at producere varer. Samtidig er teknologisk viden ikke en faktor, der foregår ligesom andre produktionsfaktorer. Den kan lagres og udvikles gennem R&D og andre viden-kreerende aktiviteter (Aghion & Howitt, 2008). Dette fik Romer til at forslå en model, hvor teknologien, A, var bestemt ud fra et knowledge spillovers 3. Han brugte således Arrow s (1962) behandling af knowledge spillovers fra kapital-investering og antog, at en enhed af 3 Ifølge Fershtman & Gandall (2011) er knowledge spillovers viden og ideer, der udveksles mellem virksomheder, forsker og R&D teams. Side 9 af 36

10 investeret kapital ikke kunne føre til en stigning i fysisk kapital men også lede til teknologifremskridt for alle virksomheder i økonomien gennem knowledge spillovers. Romer antog yderligere at stigning i arbejdskraften forårsager en negativ knowledge spillover, idet det fjerner incitamentet for virksomheders forskning i arbejdskraft-besparende projekter, der ellers ville have en positiv spillovers effekt (Romer, 1994). Romer s antagelse leder således til et funktionsforhold, hvor teknologien påvirkes af kapital (K) eller udbuddet af arbejdskraft (L), hvilket kan skrives som, A(K,L). Dette gør det samtidig muligt at definere en virksomheds produktionsfunktion som, ( ). De variabler, som er angivet med j er de variabler virksomhederne selv kan kontrollere. Hvis disse fjernes angives produktionsfunktionen for hele økonomien. α angiver hvilken effekt en stigning i virksomhedens arbejdskraft har på produktionen. Eksempelvis har en 1 procent stigning i virksomhedens arbejdskraft en α effekt på dets produktion (Romer, 1994, s. 8). Eftersom teknologien stiger i takt med kapitalen afviser Romer, at der kan være tale om decreasing return to capital, der var antaget i den neoklassiske vækstteori. De endogene vækstteorier argumenter således for eksistensen af constant return to capital. Med andre ord kan et land forblive produktivt for jo mere virksomhederne producerer desto dygtigere bliver de til at innovere eller kopiere nye produkter. Lucas (1988) opstillede en model lignende Romer (1986), men modsat Romer mente han, at det var human capital (H) frem for physical capital, der havde en spillover effekt som fik det teknologiske niveau til at stige. En virksomheds produktion bestemtes således ud fra formlen, ( ) ( ). (Romer, 1994, s. 15). Kritikere af de endogene vækstteorier sætter spørgsmålstegn ved de endogene vækstteoriers antagelse af, at der ikke findes nogen decreasing return to scale. Det er klart, at constant return to scale muliggør, at et land forbliver produktivt, men ligefrem at antage at opfindelser kommer som perler på en snor er måske ikke så realistisk (Bach-Hansen, 2003, s. 23). Side 10 af 36

11 2.4. Opsamling I Harrod-Domars vækstteori var det antaget, at vækst skabes via investering/opsparing. Dette mente Solow & Swan ikke alene kunne forklare væksten. De tilføjede derfor to øvrige faktorer; antallet af arbejdere (N) og teknologi (A). De nåede frem til den konklusion, at den langsigtede vækst er bestemt ud fra væksten i antallet af arbejdere, g N, og teknologisk udvikling, g A. Investering/opsparingen har ifølge Solow & Swan kun en midlertidig effekt indtil den nye steady state ligevægt er nået. De endogene vækstteorier opstod i takt med en stigende utilfredshed med Solow Swans vækstteori. Utilfredsheden bundede i antagelserne om teknologi, som en eksogen variabel. Dermed forklarede Solow Swan ikke, hvilke faktorer der bestemte teknologien og dermed skaber vedvarende vækst. Romer (1986) argumenterede for, at teknologien påvirkes af kapitalen (K) og/eller udbuddet af arbejdskraft. Således vil en stigning i den fysiske kapital lede til teknologiske fremskridt via knowledge spillovers. Lucas (1988) mente modsat Romer, at det var human capital fremfor physical capital, der havde en spillover-effekt, som fik den teknologiske viden til at stige. Dette kapitel har forsøgt at give et overblik over de økonomiske modeller, der har haft den største indflydelse i diskussion om ulandsbistandens effektivitet. Modellerne har således lagt fundamentet for mange af de empiriske undersøgelser, der er fremlagt i litteraturen om ulandsbistandens effektivitet og er derfor tæt knyttet til næste kapitel. 3. Litteraturen - et lille overblik Litteraturen om ulandsbistanden er steget eksponentielt gennem det seneste halve århundrede. Forskere har haft forskellige tilgange til ulandsbistanden, hvilket har resulteret i en del litteratur om ulandsbistandens effektivitet indeholdende konklusioner, der stikker i alle retninger. Nogle argumenterer for, at ulandsbistanden er effektiv. Andre mener, den er direkte skadelig. Der begynder dog at brede sig en enighed om, at den gennemsnitlige effekt af ulandsbistanden er lig 0, altså at ulandsbistanden er ineffektiv, hvilket bliver bakket op af Doucouliagos & Paldams metaanalyse (2008, 2011). Dette afsnit har til formål at give et overblik over litteraturen om ulandsbistandens effektivitet, og fokus vil derfor ligge på at afdække de mest indflydelsesrige undersøgelser omkring ulandsbistandens effektivitet på Side 11 af 36

12 væksten. Dette vil blive gjort med udgangspunkt i Doucouliagos & Paldams metaanalyse (2006, 2008, 2009, 2010, 2011). Doucouliagos & Paldam deler AEL op i tre grupper. Den første gruppe af litteratur, kaldet investering/opsparing, arbejder ud fra en overbevisning om, at ulandsbistanden påvirker investeringerne (1). Den næste gruppe af litteratur påstår, at ulandsbistanden har en direkte effekt på væksten (2). Den sidste gruppe hævder, at der er betingelser for ulandsbistandens effekt og accepterer hermed ulandsbistandens heterogene virkninger (3) Skaber ulandsbistanden stigende investeringer/opsparing? Litteraturen om investering/opsparing er den ældste blandt de tre grupper, med sin første artikel i 1968 (Rahman, 1968). De første studier med fokus på opsparingen var mere en beskrivelse af ulandsbistanden, da der på daværende tidspunkt ikke var nøjagtige data. I takt med at det blev muligt at indhente den nødvendige data, udviklede dette sig til en støt strøm af enten opsparings- eller investeringsmodeller. Forskningen inden for opsparing/investering i forhold til ulandsbistanden strakte sig over fire årtier og afspejler derfor en stor del af den historiske udvikling inden for udviklingsøkonomi (Doucouliagos & Paldam, 2006) Fortalere En stor del af litteraturen om investering/opsparing er bygget ud fra Chenery & Strouts (1966) Two Gap Model, der er en videreudvikling af Harrod-Domars vækstmodel. Forskellen mellem Harrod-Domar modellen og Two Gap -modellen er, at Chenery &Strout byggede deres model ud fra en åben økonomi. Two Gap -modellen omhandler de to huller, der hindrer et lands mulighed for vækst. Det ene hul (Investment-Savings Gap) opstår, når et lands opsparing ikke er stor nok til at dække landets investeringsbehov. Med andre ord betyder det, at landet ikke vil være i stand til at vedligeholde dets kapitalapparater. Det andet hul (Import-Export Gap) opstår, når landets import overstiger landets eksport, og derved får landet en negativ betalingsbalance. Dette bygger på antagelsen om, at ikke alle investeringer kan foretages via egne ressourcer, men at det er nødvendigt at importere. Ifølge Chenery & Strout vil ulandsbistanden kunne dække de to huller og dermed bidrage til væksten i ulandene (Dornbush, Fischer, & Startz, 2004). Side 12 af 36

13 Papanek (1973) er blandt de teoretikere, som bygger sine undersøgelse op omkring Chenery & Strouts Two Gap Model. Han undersøger blandt andet det empiriske forhold mellem ulandsbistand og opsparing. Papaneks resultater bekræfter, at ulandsbistanden kan udfylde de to huller. Han hævder endvidere, at ulandsbistanden skal kanaliseres til de lande, der har problemer med betalingsbalancen. Rodan og Levys (1976; 1987) studier konkluderer, at en vedvarende stigning i ulandsbistand forårsager en tilsvarende stigning i investeringskvoten. Chaudhuri (1978) finder tilsvarende resultater i sin undersøgelse af Indien (Abdiweli & Hodan, 2005) Kritikere De første kritikeres teorier om ulandsbistandens effektivitet var ofte farvet af forudindtagede politiske holdninger (Doucouliagos & Paldam, 2006). Nogle af disse kritikere var medlem af en politisk bevægelse kaldet New Left. En af kerneoverbevisningerne i bevægelsen var antagelsen, at fattigdommen i ulandene skyldtes udnyttelse fra de rige kapitalistiske lande. Dog var selve ulandsbistanden en hindring i denne opfattelse, da det netop var de rige lande, der ydede denne bistand for at give ulandene det nødvendige skub til at komme ud af fattigdommen. Interessen faldt derfor på at påvise ulandsbistandens ineffektivitet og tendens til at modarbejde sit eget formål. To kritikere, der delte denne overbevisning, var Griffin (1970) og Weisskopf (1972a og b). Deres studier viser, at ulandsbistanden skaber afhængighed ved at erstatte modtagerlandets opsparing. Andre liberalister, heriblandt Friedman (1958) og Bauer (1971), har nået samme kritiske konklusion: ulandsbistanden skaber afhængighed ved at tillade lande at udvide deres offentlige udgifter, og derved udøve usunde politiker, der er skadelige på længere sigt (Doucouliagos & Paldam, 2006, s. 231). Boone (1996) byggede videre på Griffins (1970) og Weisskopfs (1972a og b) idé om, at ulandsbistanden har en negativ effekt på opsparingen. Han bemærkede, at næsten al ulandsbistanden blev givet til regeringen og at denne kun blev brugt på offentligt forbrug og ikke til investering. Det resulterer i et fald i den offentlige opsparing i samme størrelsesorden som ulandsbistanden, og derfor sker der ifølge Bonne en fuld crowding-out effekt af investeringerne (Doucouliagos & Paldam, 2006). Crowding-out -effekten fjerner således incitamentet til at gøre det rigtige. Med andre ord: hvis et land klarer sig økonomisk Side 13 af 36

14 dårligt og derfor modtager ulandsbistand velvidende om at så længe der ikke er nogen forbedring i økonomien vil de fortsat modtage ulandsbistand, kan landet bare tankeløst bruge bistanden til, hvad de vil. Det er oftest ikke til gavn for landets økonomiske udvikling. Dette er, hvad Boone definere som et moral hazard problem, se kapitel 6 og 7. Jo mere man hjælper lande, der kunne have hjulpet sig selv, desto mere mindre gider landet at hjælpe sig selv (jf. Bräutigam & Knack, 2004) Doucouliagos & Paldam Doucouliagos & Paldam (2009) har i deres meta-analyse undersøgt opsparings-/investeringslitteraturen og bekræfter, at der findes en betydelig crowding out, men formentlig ikke en fuld crowding out, som Boone s (1996) undersøgelser viser. Doucouliagos & Paldam konkluderer yderligere, at ulandsbistanden øger opsparing/investering med omkring 25%. De resterende 75% skyldes en stigning i det offentlige forbrug og dermed et fald i den offentlige opsparing (Doucouliagos & Paldam, 2009, s. 449). Med andre ord viser Doucouliagos & Paldam s resultater, at ulandsbistanden ikke har haft den ønskede effekt på opsparingen/investeringerne Fremmer ulandsbistanden væksten? Denne gruppe af litteratur tager stilling til, hvorvidt ulandsbistanden har en direkte effekt på væksten. Doucouliagos & Paldam (2011) finder i alt 105 artikler, der omhandler ulandsbistandens direkte effekt på væksten Fortalere Der er flere faktorer der siges at kunne fremme væksten. De fleste af disse går på den ene eller anden måde tilbage til tankegangen om fattigdomsfælden. Logikken bag denne er, at der er flere faktorer, som er nødvendige for at skabe vækst, f.eks. investeringer og infrastruktur. Mangel på en af disse komponenter vil gøre, at landet vil forblive fattigt og hindre landets vækst (Doces, 2011). Side 14 af 36

15 Harrod-Domars vækstteori er blandt dem, som mener, at et lands vækst bestemmes ud fra landets evne til at opspare og dermed investere. En lav vækst kan forklares ved en lav opsparingsrate (jf. afsnit 2.3). Fortalere argumenter for, at ulandsbistanden kan være løsningen på dette problem ved at finansiere de manglende investeringer, der holder landet i fattigdom og med lav vækst. Med andre ord er ideen, at ulandsbistanden skal finansiere produktive investeringer til at hjælpe ulandene til opnå take off (jf. Rostow, 1960). Alene ville ulandene ikke selv kunne skabe de investeringer, der er nødvendige for at implementere væksten. Det er endvidere vigtigt at pointere, at fortalerne for ulandsbistanden ofte har stærke interesser i at vise, at hjælpen gavner 4. Mange er tilknyttet nationale og internationale organisationer, der lever af ulandsbistanden, og for hvem det vil være meget uheldigt, hvis resultaterne viste, at ulandsbistanden ikke gavnede. Derfor kaster disse organisationer store summer i forskning, der har til hensigt at forsvare incitamentet til at give ulandsbistand (Doucouliagos & Paldam, 2009) Kritikere Modsat Harrod-Domars vækstteori argumenterer Solow & Swan for, at opsparing/investeringer kun påvirker væksten på kort sigt. Ulandsbistanden har derfor ikke nogen effekt den langsigtede vækst, da den kun flytter steady state ligevægten til en anden (jf. afsnit 2.2 og bilag 1). Den langsigtede vækst er ifølge Solow & Swan bestemt ud fra en ændring i arbejdsstyrken og den teknologiske udvikling. Hvis ulandsbistanden derfor ikke bidrager til teknologiske fremskridt, har den ingen effekt. Ligesom ulandsbistanden i Solow Swans vækstteori ikke viser tegn på, at støtten skulle fremme væksten, kommer en række empiriske undersøgelser frem til samme resultat. Nogle taler sågar om, at bistanden kan være direkte skadelig for modtagerlandet, idet den virker som økonomisk medicin, der holder døden fra døren, men som enhver anden medicin har også ulandsbistanden bivirkninger, hvilket vil blive behandlet i kapitel f.eks. Finn Tarp (Danida Gruppen) og David Dollar & Paul Collier (World Bank Group) Side 15 af 36

16 Et problem, der er fælles for både fortalere og kritikere af ulandsbistanden, er endogenitetsproblemet. For hvordan man måler effekten af støtten, når den ofte gives til lande med lav vækst? Problemet er velkendt i litteraturen og ligeså er en mulige løsninger - instrument variabler. Eksempelvis argumenterer Rajan & Subramanian (2008) for, at motivet bag ulandsbistanden oftest ikke hviler på økonomisk formåen i modtagerlandet. I stedet bygger de bl.a. deres undersøgelser på en antagelse af, at donorlandene er mere villige til at yde bistand til lande, hvorigennem de kan opnå indflydelse. En måde erstatte effekten af indflydelse er ved hjælp af donor- og modtagerlandets størrelse. Jo større donorlandet er i forhold til modtagerlandet, desto mere indflydelse kan det forventes, at donorlandet har på modtagerlandet. Mens Hansen & Tarp (2001), Rajan & Subramanian (2008) og Osvaska (2003) alle har et syn på endogenitetsproblemet, når de til forskellige konklusioner. Hansen & Tarp (2001) konkluderer, at ulandsbistanden har en ubetinget fordel. Osvaska (2003) mener modsat, at ulandsbistanden er direkte skadelig for væksten. Rajan & Subramanian (2008) konkluderer, at ulandsbistanden har en mindre negativ effekt på væksten Doucouliagos & Paldam Doucouliagos & Paldam (2011) undersøgelser konkluderer, at ulandsbistandens effekt på væksten er lig 0. Konklusionen holder selv, når Doucouliagos & Paldam medtager de studier, der tager endogenitetsproblemet seriøst (bl.a. Hansen & Tarp, 2001; Osvaska, 2003 og Rajan & Subramanian, 2008). Det kan med andre ord ikke længere konkluderes, at ulandsbistanden har nogen effekt på væksten. Dette resultat leder til spørgsmålet hvorfor de ellers positive intentioner med bistanden ikke har haft en effekt på ulandets økonomiske udvikling? Et spørgsmål, der vil blive forsøgt besvaret i kapitel 5-8. Det næste afsnit forsøger ligeledes at forklare dette deprimerende resultat, idet der argumenteres for, at der er betingelser for ulandsbistandens effektivitet. Side 16 af 36

17 3.3. Er der betingelser for ulandsbistandens effekt på væksten? Op igennem 1990 erne begyndte flere forskere at undersøge de heterogene virkninger af ulandsbistanden. De afviser således ikke, at ulandsbistanden ingen effekt har på væksten, men forsøger at konkludere at støtten hjælper i nogen tilfælde men ikke i andre. Med andre ord argumenterer de for, at der er betingelser for, at ulandsbistanden har en positiv effekt på væksten. Doucouliagos & Paldam (2009) har undersøgt to ud af de i alt 9 modeller, disse to kaldes henholdsvis god politik modellen, præsenteret af Burnside & Dollar (2000), og medicin modellen som først blev opdaget af Hadjimichael et. al (2005), men mest kendt og forsvaret af Danida Gruppen Fortalere En meget læst artikel af Burnside & Dollar (2000) konkluderer, at ulandsbistanden medvirker til øget vækst, men det afhænger af kvaliteten af de statslige institutioner og politiker. I lande, der fører en god økonomisk politik, virker hjælpen, mens støtten skader lande, der fører en dårlig økonomisk politik. Effektiviteten af bistanden skal derfor ses som betinget af de rigtige politiske rammer. Burnside & Dollar s (2000) er siden blevet understøttet af flere videnskabelige artikler, der til sammen går under navnet god-politik modellen (Doces, 2011). En anden model, der sætter betingelser for ulandsbistanden positive effekt er medicinmodellen. Denne model blev først opdaget af Hadjimichael et al. (1995) i en artikel omhandlende Afrika, men er mest kendt og forsvaret af Danida Gruppen 5, som blandet andet dækker Hansen & Tarp (2000). Hadjimichael et. al og Hansen & Tarp s (1995; 2000) undersøgelser viser at der findes et punkt, hvorfra øget ulandsbistanden vil at have en negativ effekt på væksten. Op til dette punkt vil ulandsbistanden således have en positiv effekt på væksten. Hansen & Tarp (2000) argumenterer for, at punktet ligger dér, hvor ulandsbistanden udgør omkring 25% af BNP (Tarp & Hansen, 2000). Lensinks & Whites (2001) undersøgelser understøtter antagelsen om, at ulandsbistanden har en positiv effekt på væksten, så længe bistanden ikke udgør en for stor del af BNP. 5 Danida er en afdeling under det danske udenrigsministerium, der varetager den daglige administration af Danmarks ulandsbistand. De bestemmer bl.a. hvordan den danske ulandsbistand skal fordeles. Side 17 af 36

18 Kritikere Easterly, Levine & Roodman (2004) sætter spørgsmålstegn ved Burnsides & Dollars (BD) resultater de tester således for robustheden af de valgte data og finder at BD s resultater er følsomme over for ændringer i datasættet, f.eks. ved at inkludere det fulde datasæt bliver BD s resultater insignifikante, og det samme er tilfældet ved at udvide datasættet i forhold til tid. Det bemærkelsesværdige er, at trods Easterly et al. (2004) negative resultat, har BD s model haft stor politisk indflydelse, i blandt andet USA, der åbenlyst har proklameret, at de har givet mere bistand til ulande med god politik. Dette kunne skyldes at god politik modellen er forholdsvis simpel og meget logisk samt en accept af Easterly et. al. Resultater som vil skabe et postyr i allokering af ulandsbistand Doucouliagos & Paldam Paldam & Doucouliagos (2010) understøtter Easterly et al. s (2004) arbejde og konkluderer, at den samlede litteratur om god politik-modellen er insignifikant og sågar skrøbelig over for ændringer i datasættet. De finder ligeledes, at medicin-modellen er skrøbelig over for ændringer. De to ledende modeller inden for denne litteratur, henholdsvis god politikmodellen og medicin-modellen, beviser således ikke, at ulandsbistanden med de rette betingelser kan have en positiv effekt på væksten Opsummering Litteraturen om ulandsbistandens effektivitet har fremstillet alverdens svar på spørgsmålet, hvorvidt ulandsbistanden virkelig hjælper. Nogen argumenterer for, at den er effektiv, andre mener den er direkte skadelig, mens en tredje position er, at den er ineffektiv. Doucouliagos & Paldams (2006, 2008, 2009, 2010, 2011) meta-analyse viser imidlertid, at uanset stikprøvestørrelse, estimat eller hvordan man behandler endogenitet, er effekten af ulandsbistanden lig 0. Dette resultat betegnes af Mosley (1986) som mikro-makroparadokset og kan have en række årsager, som vil blive gennemgået efter en redegørelse af mikro-makro-paradokset. Side 18 af 36

19 4. Mikro-Makro-paradokset Mikro-makro-paradokset blev først introduceret af Mosley (1986). Han kom frem til, at de fleste analyser af projekterne, finansieret af ulandsbistanden, viser, at de går godt og derfor bidrager til væksten. Modsat viser analyser på makro-niveauet, at det ikke kan fastslås, at de lande, der modtager ulandsbistand, klarer sig bedre, end hvad de ellers ville have gjort, jf. foregående kapitel Ulandsbistandens effekt på makro-niveau På makro-niveau undersøges et lands økonomiske udvikling i forhold til den hjælp, det modtager. I forrige kapitel så vi, at det ud fra litteraturen ikke har været muligt at bevise, at ulandsbistand gavner på makro-niveau. Tværtimod viser Doucouliagos & Paldams (2006, 2008, 2010, 2011) meta-analyse af AEL, at effekten er lig 0. Ifølge Paldam (1997) burde man kunne påvise to makroeffekter, henholdsvis en aktivitetseffekt og en udviklingseffekt. (1) Aktivitetseffekten er den effekt som opstår, når man giver penge til et land, og der så sættes noget i gang. Multiplikatoreffekten gør derefter, at BNP burde stige på kort sigt. Der er tegn på aktivitetseffekten, men de er imidlertid ikke så klare. (2) Udviklingseffekten er den langsigtede effekt, der måler udviklingen i en økonomi. Det burde derfor være udviklingseffekten, som vejer tungest af de to effekter; dog ligger fokus alt for ofte på aktivitetseffekten (Paldam, 1997) Ulandsbistandens effekt på mikro-niveau På mikro-niveau undersøges effekten af de projekter, der er finansieret af ulandsbistanden. Projekterne kan tage mange forskellige former og således støtte et utal af sektorer, eksempelvis: uddannelses-, landbrugs-, sundheds- og transportsektoren. Projekterne har som oftest et klart og konkret mål, som fx at bygge eller tilbyde de finansielle midler til veje, skoler, hospitaler, huse mv. Andre projekter kan have som mål at yde viden og know-how for derved at uddanne de lokale til selv at kunne varetage opgaver efter projekts afslutning (Riddell, 2007). Projekter kan slå fejl, hvorfor pengene er spildt, men undersøgelser viser, at en pæn del af projekterne er succesfulde, og derfor har en positiv effekt. Således når Cassen s (1986) Side 19 af 36

20 omfattende datagennemgang frem til en god tommelfingerregel, tre-tommel-reglen, der siger, at 1/3 af projekterne går godt, 1/3 går skidt og den sidste 1/3 går hverken godt eller skidt. Tre-tommel-reglen bliver bakket op af Danida og OED s 6 projektevalueringer, ligesom Nordbyes (1994) undersøgelser næsten stemmer overens med reglen. (Paldam, 1997). Mosley (1986) gør i sin artikel opmærksom på, at målingerne af de mikro-økonomiske data kan være utilstrækkelige, hvorfor vi ikke er i stand til at fortælle den præcise effekt af projekterne. Han pointerer også, at der ikke eksisterer evaluering på en stor del af projekterne. Ligesom målinger af de enkelte projekters effektivitet umiddelbart efter dets afslutning ofte ikke fanger den tiltænkte eller den langsigtede effekt. Trods Mosley s bemærkninger er der stadig en bred enighed om, at ulandsbistanden har en positiv effekt på mikro-niveau Paradokset Som det blev konkluderet i det forrige afsnit, er resultaterne, at mange projekter viser sig at være positive. Dermed kunne man fristes til at tro, at ulandsbistandens samlede virkninger kunne gøres op ud fra summen af de enkelte projekters virkning og derved tro, at ulandsbistanden virker. De makro-økonomiske undersøgelser viser imidlertid, at virkeligheden er en helt anden. Ifølge Doucouliagos & Paldams (2008, 2011) meta-analyse er ulandsbistandens effektivitet lig 0. Det kan således ikke dokumenteres, at lande der får hjælp klarer sig bedre. Det kunne derfor tyde på, at der findes nogle makro-økonomiske konsekvenser, som ikke fanges når man studere projekterne. Da de mikro-økonomiske resultater er overvejende positive, må de makro-økonomiske konsekvenser, der undslipper analysen, være negative. Ellers kan det samlede makro-billede ikke give 0. Noget tyder derfor på, at ulandsbistanden har nogle skjulte bivirkninger, hvilket de næste 4 kapitler vil forsøge at redegøre for. 6 Operations Evaluation Department. Side 20 af 36

21 5. Hollandske Syge I 1960 erne oplevede Holland en stigning i velstanden efter et fund af naturlige gasressourcer i Østersøen. Denne ellers positive udvikling viste sig at få alvorlige konsekvenser for landets økonomi, idet den hollandske møntfod steg, hvilket resulterede i en forringet konkurrenceevne i eksportsektoren. Dette syndrom er blevet kendt som den hollandske syge. Selvom syndromet oftest er forbundet med et pludseligt fund af naturlige ressourcer, kan det ske ved en hver udvikling, som medfører en stor tilførsel af fremmed valuta. Derfor kan den også bruges i sammenhæng med ulandsbistand som netop er store overførelser oftest i fremmed valuta. Corden & Neary (1982) var de første til at forklare, hvordan en stigning i velstanden kan få alvorlige konsekvenser for et land (Ebrahim-Zadeh, 2003). Den generelle ide er, at en økonomi består af tre sektorer, non-tradable, tradable/lagging og booming sector. Booming-sektoren betragtes i denne sammenhæng som den offentlige sektor, til hvem ulandsbistanden kanaliseres. Non-tradable-sektoren anses at være servicesektoren, der blandt andet dækker over uddannelses- og sundhedssektoren. Mens tradablesektoren er den industrielle sektor, der producerer eksporterede produkter. En forhøjet ulandsbistand kan, ifølge Corden & Neary (1982), have tre effekter, ressource movement, spending og currency effect Ressource movement effect Denne effekt forklarer, hvordan der vil ske en bevægelse af ressourcer fra tradable- og nontradable-sektoren til den offentlige sektor. Kapitale overførsler i form af ulandsbistand til den offentlige sektor vil medføre en efterspørgsel på arbejdskraft, hvilket betyder en stigning i lønningerne i den offentlige sektor. Givet at der på kort sigt er et fast udbud af faglært arbejdskraft, vil dette trække arbejdskraft fra tradable- og non-tradable-sektoren til den offentlige sektor, og dermed vil lønningerne generelt stige. Dette har to konsekvenser. For det første bliver tradable-sektoren mindre, og dermed falder eksporten. Tradable-sektoren er generelt kendetegnende ved positive eksternaliteter som innovation og teknologisk udvikling (Nielsen, 2012, s. 11). En mindre tradable-sektor vil således resultere i en spillover loss 7. For det andet betyder bevægelsen af arbejdskraft fra non-tradable-sektoren 7 Spillover effect er eksternaliteter af en økonomisk aktivitet, som påvirker dem, der ikke er direkte involveret. Side 21 af 36

22 til den offentlige sektor, at udbuddet af non-tradable varer falder, hvilket fremgår af figur 3a, hvor udbudskurven rykker fra S 0 til S 1. Derved stiger prisen på non-tradable relativt til tradable. Corden & Neary (1982) refererer til dette som ressource movement effect. Idet der blev flyttet ressourcer fra tradable- og non-tradable-sektoren til den offentlige sektor Spending effect Højere lønninger betyder højere indkomst, der enten kan opspares eller forbruges. Det antages, at størstedelen af den højere indkomst går til forbrug, da ulande er så fattige, at det ikke er muligt at spare op. Med andre ord stiger forbruget i takt med en stigning i indkomsten. Den højere indkomst kan således enten forbruges på tradable goods eller nontradable goods. Størstedelen forventes at tilfalde non-tradable goods, der vil forbedre levestandarden. Dette vil således øge efterspørgslen på non-tradable goods, og derved vil prisen på non-tradable goods stige. Dette er illustreret i figur 3b, som efterspørgselen kurvens bevægelse mod højre, til D 1. Givet at prisen på tradable goods er faste, vil det betyde, at prisen på non-tradable goods vil stige relativt til tradable goods. Den øgede efterspørgsel efter non-tradable varer vil ligeledes resultere i en ny bevægelse af arbejdskraft fra tradable til non-tradable -sektoren. Dette betyder endvidere, at tradable -sektoren bliver endnu mindre, idet der sker en indirekte de-industrialisering. Corden & Neary (1982) refererer til dette som spending effect (Rajan & Subramanian, 2011). Figur 3a: Ressource Movement Effect (kilde: Corden, 1984, s. 361) Figur 3b: Spending Effect Side 22 af 36

23 5.3. Samlede effekt (Valuta-effekten) I figur 4 er de to effekter lagt sammen. Ressource movement-effekten forklarer, hvordan der trækkes arbejdskraft fra tradable og non-tradable-sektoren til den offentlige sektor. Bevægelsen fra non-tradable til den offentlige sektor skubber udbudskurven mod venstre, S0 til S1 og dermed stiger prisen på non-tradable varer. Spending-effekten forklarer, hvordan højere lønninger skaber en øget efterspørgsel på non-tradable varer, D0 til D1, og derved trækker arbejdskraft fra tradable-sektoren til non-tradable-sektoren. Dermed afhænger ressource movement-effekten af, hvor stor tillægseffekten af den yderligere flytning af arbejdskraft fra tradable- til non-tradable er. Sikkert er det, at denne flytning vil gør tradablesektoren endnu mindre. Den øgede efterspørgsel og det lavere udbud vil begge bidrage til stigning i prisen på non-tradable. Hvis verdensmarkedsprisen på tradable goods er fast, betyder det, at en stigning i prisen på non-tradable vil føre til en real appreciering8, hvilket forringer tradable-sektorens konkurrenceevne. Ligeledes leder ulandsbistanden i sig selv også til en real appreciering, idet der skabes en efterspørgsel efter hjemlig valuta. Dette leder til en yderligere forringelse af konkurrenceevnen. Figur 4: Hollandske syge (kilde: Corden, 1984, s. 361) En af de få artikler, der direkte tester hollandske syge, er Rajan & Subramanian (2011). Rajan & Subramanian undersøger ulandsbistanden effekt på væksten i eksportsektoren. Dette gøres 88 Den reale valutakurs =, hvor PT og PN henholdsvis angiver prisen på tradable goods og non-tradable goods. En stigning i PN, vil således skabe en appreciering af den reale valutakurs, hvilket medfører en forringet konkurrenceevne idet valutaen er blevet mere værd. Side 23 af 36

24 i to step. Først hvordan ulandsbistanden påvirker den reale valutakurs, og så hvordan den reale valutakurs påvirker væksten i eksportsektoren. Med andre ord forsøger de at forklare, at ulandsbistanden er den bestemmende faktor, mens den reale valutakurs er mekanismen, som påvirker eksportsektoren. Resultaterne viser, at der er belæg for den antagelse, at ulandsbistanden bevirker en real appreciering af valutakursen. Endvidere viser Rajan & Subramanian også, at denne real appreciering vil mindske væksten i eksportsektoren/ tradable -sektoren. Kritikere kunne spørge, hvorfor den mindskede vækst i tradable sector (manufacturing sector) er af så stor betydning, når landbrugssektoren oftest er vigtigere. Flere artikler, heriblandt Jones & Olken (2005) og Rodrik (2007), har argumenteret for, at det er igennem tradable -sektoren, at en økonomi opsuger bedst viden. Et fravær af et sådan learning by doing spillovers påvirker den langsigtede vækst i produktiviteten og kan således være en hindring for væksten (Rajan & Subramanian, 2011, s. 107). Vi kan altså konkludere ud fra Rajan & Subramanian, at ulande oplever hollandske syge og denne kan påvirke væksten via en manglende learning by doing spillovers, hvilket er essentielt for den langsigtede vækst i produktiviteten. 6. Fungibilitet Et vigtigt mål med ulandsbistand, øremærket til at forbedre udviklingen, er, at der sker forbedringer i den tilsigtede sektor. Er modtagerlandets præference forskellig fra donorlandets, kan førstnævnte gøre ulandsbistanden fungibel ved at flytte egne ressourcer væk fra den tilsigtede sektor og hen til en anden sektor, og derved mistes formålet med ulandsbistanden. Det er således relativt let for modtagerlande at gøre ulandsbistanden fungibel det kræver blot en ændring i deres budgettering. Dette har skabt stor bekymring hos donorlandene for, om ulandsbistanden, øremærket til kritiske sektorer såsom sundhedseller uddannelsessektoren, direkte eller indirekte går til andre sektorer, og dermed financierer uproduktive militær - og andre udgifter (Feyzioglu, Swaroop & Zhu, 1998, s. 29). Figur 5 illustrerer, hvilke konsekvenser ulandsbistanden kan have for modtagerlandets budgetfordeling. Eksemplet er givet i Feyzioglu et al. s (1998, s ) artikel, der Side 24 af 36

25 omhandler et land, som forbruger to goder, henholdsvis militær og uddannelse. I eksemplet er bistanden øremærket til uddannelse. Figur 5: Ulandsbistandens effekt på modtagerlandets budgetfordeling (kilde: Feyzioglu et. al, 1998, s. 31) Linjen B B angiver modtagerlandets budgetlinje, der fortæller, hvor meget af de to goder et land kan modtage ud fra dets egne ressourcer/budget. Givet at modtagerlandets præference er angivet ved u 1, er det optimale miks af de to goder i punktet A. Tillægges ulandsbistanden, G, ændres budgetlinjen til B C C. Er ulandsbistanden ikke fungibel, betyder det, at al støtten går til uddannelse. Givet modtagerlandets præference, u 2, vil dette føre til et suboptimalt miks af de to goder i punktet D. Hvis i stedet modtagerlandet kan behandle hele støtten som et supplement til egne ressourcer, så er den fuld fungibel. Dette vil skabe et optimalt miks af de to goder i punktet E, som ligger på en højere indifference-kurve (præference) end i punktet D. En sidste mulighed er, hvis den øremærkede bistand overstiger det oprindeligt afsatte beløb, som betyder, at det nye suboptimale miks må ligge mellem E og D i figur 1. Dette refereres til som partiel fungibilitet. Feyzioglu et al. (1998) undersøger virkningen af projekt- og sektor-baseret støtte på modtagerlandets offentlige udgifter. Ud fra deres basis-undersøgelse finder de, at ulandsbistanden ikke er fungibel på et aggregeret niveau, dog bliver støtten fungibel, idet flere lande tilknyttes undersøgelsen. De konkluderer endvidere, at ulandsbistanden er fungibel i tre ud af fem sektorer: landbrugs-, energi- og uddannelsessektorerne er fungible. Der er således en tendens til at reducere deres egne ressourcer, som går til disse sektorer, og Side 25 af 36