OPVÆKST. Børn. af den. digitale. tidsalder

Transkript

1 OPVÆKST Børn af den digitale tidsalder SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR

2 fotos: bam/scanpix Den sociale og digitale revolution har givet 68 ernes børnebørn helt andre opvækstvilkår end de forrige generationer. Der er masser af afgrunde for børnene i mulighedernes land. G lobaliseringen og den virtuelle kommunikation rummer et enormt potentiale, det ved vi. Men de forandrede vilkår resulterer også i en forandret mentalitet hos de børn, som vokser op i den digitale tidsalder. Som børnepsykoanalytiker oplever man gennem børn i terapi, samtaler med forældre, undervisning af fagpersoner mv., hvordan den nye kommunikationsteknologi påvirker børnene og dermed fremtidens voksne. En psykoanalytisk forståelse af mental udvikling er, at barnet har brug for en forudsigelig, tryg og stabil ramme for at kunne udvikle sin refleksive funktion eller evnen til at mentalisere. Den refleksive funktion indebærer, at barnet bliver i stand til at aflæse og forstå andre dvs. danne sig en opfattelse af andre menneskers tanker, forestillinger, ønsker, følelser, intentioner, planer og handlinger (Fonagy et al. 2004). Gennem relationen til mor og far udvikler barnet evnen til at mentalisere. Det barn, der oplever, at forældrene er i stand til at læse det, dvs. forstå, fornemme den ordløse kommunikation og reagere adækvat i forhold til den, integrerer forældrenes evne til reading minds. Udviklingen af denne evne sker gennem den gode, trygge relation til forældrene, hvor det først bliver i stand til at læse den anden, inden de senere kan beskrive og forstå meningen af dets egne psykologiske oplevelser. Forældre, som ikke er i stand til at læse og forstå deres børn, vil ikke kunne tilfredsstille dette behov på en hensigtsmæssig måde, og det får barnet til at føle sig frustreret og misforstået. Et barn, som ikke har haft forældre, der har været i stand til at læse det, vil selv blive begrænset i sin evne til at mentalisere. I tilfælde af omsorgssvigtende eller traumatiserende forældre beskytter barnet sig selv mod at tage den andens perspektiv, undgår at mentalisere, for det ville kunne indebære erkendelsen af ondskab og fjendtlighed. Men her bliver konsekvensen, at den refleksive funktion forbliver uudviklet, og et barn, der ikke kan læse andre, vil heller ikke kunne forstå sine egne oplevelser og følelser. Den refleksive funktion gør os i stand til at udvikle os, tilpasse os, indgå i sociale relationer og forholde os til forandringer. Det kræver evne til at mentalisere hos barnet at tage ind og forstå, at det ikke er omnipotent og centrum i verden. Barnet tager et stort skridt i sin udvikling, i det øjeblik det begynder at kunne se andre som adskilte personer og selvstændige i forhold til én selv. Her bliver det i stand til at tænke og PSYKOLOG NYT NR SIDE 11

3 fremkalde et indre billede af sin fraværende mor eller far og ikke som det spæde barn oplever fraværet som blot et tomt, ondt, sort hul (Bion 1962). Her udvikler barnet hele sit apparat til at tænke og fra kun at tænke konkret bliver det i stand til symbolsk tænkning. Fx når det lille barn tager en cowboyhat på, tænker det Jeg er en cowboy i modsætning til det ældre barn, der kan tænke symbolsk: Jeg leger, at jeg er en cowboy. Erkendelsen af, at mennesker er adskilte og separate hos barnet, får det til at indse, hvor livsvigtig mor og far er, at barnet kan skade dem gennem sin aggressivitet, og at det må passe på og være gode ved dem. I forbindelse med at barnet opnår bevidsthed om sig selv som en separat person adskilt fra andre, kommer også indsigten om, at der er to køn, og at der er forskel på generationer. Denne erkendelse er forudsætningen for, at barnet bliver i stand at indgå i trekantsrelationen med mor og far, at udvikle et oedipuskompleks, identificere sig med forældrene og dermed udvikle et overjeg. Uden et overjeg er børn ikke i stand til at regulere egne affekter, udvikle impulskontrol og selvbeherskelse. Den refleksive funktion er derfor en af de vigtigste byggesten i organiseringen af selvet og er fundamentet for, at barnet er klædt på til at klare pubertetens storme og integrere seksualiteten under adolescensen. Forandringer i familiestrukturen Børnebørnene til 68-generationen vokser op i et samfund, hvor der er sket store forandringer i familiestrukturen. Der findes stort set ikke mere flergenerationsfamilier, hvorfor forældrene er alene om omsorgen for børnene. I mange tilfælde er bedsteforældre stadig arbejdsaktive og tager ikke del i børnebørnenes daglige liv. Langt de fleste børn i dag bliver passet uden for hjemmet, fordi begge forældre er udearbejdende. Selv om nutidens forældre er meget engagerede, sørger for at give børnene kvalitetstid og fædre deltager aktivt i børneomsorgen langt mere end tidligere, så tilbringer børn i dag Globaliseringen og den virtuelle kommunikation rummer et enormt potentiale. Men de forandrede vilkår resulterer også i en forandret mentalitet hos de børn, som vokser op i den digitale tidsalder. SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR

4 kvantitativt mindre tid sammen med deres forældre. Det er i de nære relationer, at barnet udvikler sit refleksive selv, og det kræver derfor, at forældre og børn har tid sammen. En ret stor gruppe børn oplever, at familien splittes på grund af forældrenes skilsmisse, og at de herefter skal være to steder. Det er ikke ualmindeligt i dag, at børn bor den ene uge hos den ene forælder, og den anden uge hos den anden. Når forældrene får nye partnere, udvikler det sig ofte til to forskellige familiekulturer, og barnet må derfor tilpasse sig dem begge. Forandringerne i familiesituationen gør det svært at dække barnet behov for forudsigelighed, kontinuitet og stabilitet. Konflikter mellem forældrene blusser ofte op, i forbindelse med at barnet skal afleveres til den anden, og børn kan udnytte splittelsen mellem forældrene ved at spille den ene ud mod den anden. Forældre har ikke sjældent skyldfølelser over for børnene og kan prøve at kompensere for emotionel deprivation gennem at købe materielle goder. Den franske børnepsykoanalytiker Florence Guignard (2010) mener ligefrem, at forældre projicerer deres egne hedonistiske lyster over på deres børn ved at give dem alt det, de peger på. Børn lærer her at udtrykke deres materielle behov, men ikke de psykologiske, dvs. at blive lyttet til, taget alvorligt og blive forstået. Ingen latensperiode Ifølge Guignard betragtes det i opdragelsen af børn ikke mere som en dyd at kunne lære dem at hæmme og omdanne driftsimpulser til en mere socialt tilpasset adfærd, men snarere som en defekt at hæmme dem. Derfor er den periode, Freud benævnte latensalderen, ved at forsvinde. Det var Freuds opfattelse, at i alderen 6-12 år havde barnet en periode af fred, hvor det ikke var domineret af de stærke følelser, som driftsimpulserne vakte i den ødipale alder (børnehavealder) og under puberteten. I latensperioden var der ro til at koncentrere sig om at erhverve viden, færdigheder og at udvikle evnen til at arbejde. Guignard mener, at børn i dag mangler en nedkølingsperiode, hvor de lærer at sublimere deres drifter, og at skolebørn derfor er lige så letantændelige som børn i 3-5-årsalderen, samtidig med at de bruger enhver lejlighed til at imitere attituder og seksuel adfærd, som de ser hos teenagere og unge voksne. Hun mener derfor, at der er kommet flere hyperaktive børn, til gavn for fx medicinalindustrien. Tøjindustrien har heller ikke været sen til at udnytte børns lyst til at imitere voksne, og den producerer til små skolepiger højhælede sko, undertøj med g-steng, nedringede Marilyn Monroe-kjoler mv. Dertil kommer, siger Guignard, at læ-

5 rerne i folkeskolen er i den paradoksale situation, at der forventes af dem at de skal rette op på den opdragelse, som forældrene ikke har formået at give barnet, uden at lærerne har noget mandat i form af forældreautoritet. For lærerne bliver forældrene derfor en udfordring, når de mødes ved forældrekonsultationer, hvor formålet er at tale om barnets indlærings- eller adfærdsvanskeligheder. En digital revolution Vi, der er bedsteforældre til dagens børn, har oplevet en tid, hvor der ikke eksisterede mobiltelefoner, computer eller internet, og vi har været vidne til, med hvilken selvfølgelighed vores børnebørn har taget den ny teknologi til sig og har lært at udnytte den. De forstår at bruge alle de muligheder, som internettet giver for at skabe kontakter, indhente oplysninger og viden, gå på indkøb, og de har udviklet en imponerende fingerfærdighed, når det gælder om at sms e og spille computerspil. Det er nu blevet muligt at kommunikere med personer som ikke er fysisk til stede, men befinder sig et fjernt sted, hvilket opleves som en positiv forandring, og at afstanden mellem mennesker er formindsket. Hvad nytter det at have 300 venner på Facebook, hvis man ikke har prøvet at have én ven i virkeligheden? Men alle medaljer har to sider, og fx mobiltelefonen, som er en meget stor hjælp for barnet i nød til at komme i kontakt med sine forældre, kan også være med til at forsinke separationsprocessen. Det er ikke ualmindeligt, at forældre, som går i egen psykoterapi, annoncerer, at de en nødt til at have mobiltelefonen tændt i terapitimen i tilfælde af, at deres børn ville ringe. Når børnene så ringer er beskeden som oftest: Du skal hente mig der og der, Hvor har du lagt det og det og Hvorfor har du ikke gjort det og det. Mobiltelefonen gør umiddelbar kontakt mulig, barnet behøver ikke udsætte behov, men bliver fastholdt i et infantilt afhængighedsmønster til forældrene, hvilket forhindrer dem i at tage afgørende skridt i at se forældrene som separate og adskilte personer, og det forsinker evnen til symbolsk tænkning og mental udvikling. Børn, som går i terapi, har også svært at undvære mobilen i terapitimen. Her kan den anvendes til at skabe kontakt, fx Se funktionerne på min nye mobil, Se billeder på den, Hør de musiknumre, jeg har downloaded. Men lige så ofte bruges den til at afværge, at der opstår en meningsfuld kontakt. I samme øjeblik terapeuten fx taler om barnets følelser i her-og-nu-situationen, bliver barnet optaget af sms erne på mobilen og undgår dermed den samtale, der skal udvikle dets evne til at mentalisere. På samme måde som forældrene har barnet helt konkret sine ydre relationer (sms-kontakterne) med ind, og det forhindrer en refleksion på et symbolsk niveau over barnets egne indre relationer. Den virtuelle kontakt I den virtuelle kontakt er det de ord, billeder og lyde som dukker op på skærmen, som er genstand for kommunikationen, og dem aflæser vi gennem vores øjne og ører, mens vi er afskåret fra at bruge andre sanseorganer. Derfor er det svært i den virtuelle verden at kende realiteten af den anden. Det giver en frihed i kontakten med en virtuel person, som ikke findes i kontakten til en person af kød og blod, med færre begrænsninger og bedre mulighed for at leve fantasier ud. Men den større frihed kan også indebære mindre ansvarlighed. Et barn eller en ung, der oplever skuffelser og frustrationer i den ydre verden, vil være tilbøjelig til at søge trøst og tilfredsstillelse i virtuelle kontakter. Men den virtuelle verden kan ikke fjerne barnets ensomhedsfølelse, for den forsvinder kun ved nære, tilfredsstillende kontakter. Den nære kontakt opstår, når vi er i stand til at aflæse og forstå den anden, og her benytter vi os af alle sanseorganer. Man skal kunne røre, lugte, smage, se den anden bevæge sig og blive taget på for virkelig at kunne føle realiteten af den anden og få følelsen af at kende denne. Børnebørnene til 68-generationen er flittige gæster på Facebook, og det er ikke ualmindeligt at høre unge prale af, hvor mange venner de har der. Men hvad nytter det at have 300 venner på Facebook, hvis man ikke har prøvet at have én ven i virkeligheden? Og det barn, der ikke har oplevet et eneste venskab, vil få svært at forstå sig selv, fordi det er gennem relationen til den anden, at man udvikler relationen til sit indre liv og kan forstå sig selv som et psykologisk væsen. Et barn, som befinder sig i en forvirrende verden, må arbejde intenst for mentalt at fordøje sine oplevelser, blandt andet gennem leg. I sine fantasilege udtrykker, udforsker og bearbejder barnet sit eget indre liv, og evnen til i legen at symbolisere sin angst og usikkerhed, hjælper det til at komme til rette med den utryghed, den ydre verden forårsager. Den virtuelle verden skaber en illusion af virkeligheden, og her kræves der også en omfattende mental bearbejdning, for at man kan afgøre sandt og falsk, godt og ondt for dermed kende realiteterne. Computerspil er også leg og underholdning, men har ikke den samme helende virkning som barnets egne fantasilege og SIDE 14 PSYKOLOG NYT NR

6 fremmer derfor ikke den mentale udvikling. I computerspil udvikler børn tekniske færdigheder, manuel hurtighed og kontrol. I spillene er relationerne mellem figurerne noget, der skal håndteres, men det fører ikke til indsigt eller forståelse af relationernes kvalitet og karakter. Billedet på skærmen opfattes konkret og ikke som en repræsentation og stimulerer derfor ikke til udviklingen af den symbolske tænkning. I legen henter barnet alle figurerne fra sit eget fantasiliv, men i computerspillene er de konstruerede af spildesigneren og mangler den intime relation til barnets egen indre verden. Computerspillene hjælper derfor ikke barnets til at bearbejde sine egne oplevelser og komme til rette med usikkerhed og at tolerere vilkårlighed og angst. Ved at forstå sine egne oplevelser bliver barnet også i stand til at lære af dem, vokse og udvikle sig. Men samtidig er det netop den emotionelt betingede indlæring, der er årsag til smerte og ubehag (Bodin 2010). Pinagtigheden forbundet med at modnes vil barnet gerne undgå, og her er computerspil en fristende flugtvej. Børn, der vokser op under den sociale og digitale revolu tion, bliver en strategisk tænkende og handlingsorienteret generation. De vil være hurtige og teknisk kompetente, men får problemer med impulskontrollen, med at udsætte behov, og de have ringere evne til at mentalisere. Der vil komme flere klienter, som motiverer deres ønske om samtale med, at de vil have redskaber af psykologen til at klare livets problemer. Det betyder, at de terapiformer, der kan ændre og modificere den bevidste adfærd og tænkning fortsat vil være fremgang. Men der vil forhåbentlig også være nogle, der vil forstå sig selv, og som har erkendt, at en udviklet evne til at mentalisere ruster én til at møde de betydelige udfordringer i den digitale tidsalder. Gudrun Bodin, privatpraktiserende psykolog, børne-, ungdoms- og voksenpsykoanalytiker (IPA) litteratur Bion, W.R. (1962): Learning from Experience, London: Heinemann. Books, London. Bodin, G. (2010): Expulsion from the Garden of Eden - The pain of growing wiser. Scand. Psychoanal. Rev. (2010) 34 in Press Guignard, F. (2010): Psychoanalysis and children in contemporary Western society. Foredrag i Dansk Psykoanalytisk Selskab 8. oktober Fonagy, P. (2004): Affect Regulation, Mentalization and the Development of the Self. London: Karnac Books. PSYKOLOG NYT NR SIDE 15