Raske patienter på ortopædkirurgisk afdeling, som selv kan gå til operation

Transkript

1 PROJEKTBEKSRIVELSE Raske patienter på Ortopædkirurgisk afdeling, som selv kan gå til operation - hvordan bliver det en tryg oplevelse? BAGGRUND OG VIDEN Dette er et pilotprojekt, der handler om at implementere, at en bestemt patientgruppe på Ortopædkirurgisk afdeling går til operationsgangen uden ledsagelse. En del patientgrupper fra kirurgiske specialer på Hvidovre hospital samt på andre hospitaler, går fra stamafdelingen til operation uden ledsagelse af personale. Dette gælder bl.a. patienter, som skal have foretaget planlagt kejsersnit eller opereres for brok. Der er tradition for at alle ortopædkirurgiske patienter transporteres liggende i en seng, fra sengeafdelingen, til den centrale operationsgang. Dette gælder også raske patienter med f.eks. fingerfraktur eller anden fraktur på overekstremiteten. Den eksisterende litteratur omkring kirurgiske patienters oplevelser med på egen hånd at gå til operation, peger på konsekvenser ved liggende transport, fordele ved at patienter selv går, samt de udfordringer der også er forbundet hermed (Qvarford 2010, Nagraj, Keegan-Doody, Dalsgaard 2012). Anæstesisygeplejerske Pernilla Qvarfordh, overlæge Louise Rovsing og Bente Appel Esbensen cand.cur., Dr.Med.SCI fra Glostrup Hospital peger bl.a. på fysiologiske konsekvenser ved sengetransport til operation. Patienterne kommer ofte til operationsafdelingen liggende i sengen fladt på ryggen, med besværet vejrtrækning og mild kvalme efter turen med elevator og gennem lange gange skriver de. De peger yderligere på en række potentielle postoperative komplikationer som gør, at det er hensigtsmæssigt at patienterne er oppegående så længe som muligt forud for en operation (Qvarford 2010). En anden konsekvens der belyses i litteraturen er, at patienterne sygeliggøres tidligt i forløbet. Dette har vi også erfaret og bl.a. hørt patienten sige: Hvorfor skal jeg lægges i seng, jeg kan da sagtens selv gå derned?! Herudover kan operationsprogrammet blive forsinket, når patienten kommer for senere til COP end aftalt, hvis portøren har haft travlt med andre opgaver, eller der ikke har været nogen seng, man kunne lægge patienten i og derefter køre til operation. Litteraturen viser, at patienterne ønsker at gå ned til operation og på den måde i højere grad føler sig inddraget i eget patientforløb (Nargraj 2006, Qvarford 2010, Dalsgaard 2012). Man kan mindske deres præoperative stress og sygdomsfølelse ved at tilbyde dem, selv at gå til operationsgangen (Keegan-Doody 2006). Studierne peger også på, hvad der har betydning når patienterne selv skal gå til operation. Det være sig grundig information, modtagelsen på operationsgangen af personale og ordentlig påklædning. Dårlig skiltning og uklar kommunikation synes at være nogle af årsagerne til, at det kan være vanskeligt for patienter at finde vej. Der er indledningsvis blevet foretaget interviews med 2 patienter i deres postoperative forløb på ortopædkirurgisk afdeling. Dette for at høre, om de kunne forestille sig, at de kunne have gået til operation og hvilken betydning det ville have haft for dem. Det kom entydigt frem at patienternes største bekymring var at blive væk, ikke kunne finde rundt, komme for sent til operationen og få aflyst sin operation, fordi man ikke kunne finde operationsgangen i rette tid. Selv om patienterne ønsker at gå selv til operation, er der en vis følelse af usikkerhed og utryghed forbundet hermed. Derfor er det centralt i projektet at få udarbejdet fyldestgørende mundtlig og skriftlig information. 1

2 Der er generel sparsom litteratur, som beskriver kirurgiske patienters oplevelser og perspektiver (Dalsgaard 2013). I lighed med ovennævnte studier vil patienternes oplevelser med at gå til operation uden ledsagelse derfor også blive inddraget. Der vil dog være særligt fokus på, hvad der gør sig gældende når man som patient skal orientere sig på hospitalet. Patienter som skal opereres er nervøse for det forestående og deres situation (Dalsgaard 2013), så hvordan kan det, at skulle bevæge sig fra et sted til et andet på hospitalet påvirke denne præoperative nervøsitet, og hvordan kan ansvaret for selv at gå til operationen opleves som noget der understøtter patientens autonomi og ikke omvendt? Antropolog Ida Winther refererer til den kinesiske geograf Yi-Fu Tuan og beskriver sted som noget abstrakt og udstrakt. Rum beskrives derimod, som det sikre og velkendte. Når sted bliver velkendt for os, transformeres den til rum. Ikke som noget lokalt og lukket, men primært velkendt. Rummet er rammen om sansningerne og den sociale organisation, mens stedet refererer til specifikt afgrænselige områder. For at kunne føle sig hjemme, skal stedet give rum (Winther 2004) Rum er en social rummelighed, skriver Winther (Winther 2004). Menneskets forhold til rum er ikke bare en simpel lokalisering. Når man skal forstå menneskers forhold til rum, må man se på stedets betydning, dets symbolske indhold, dets mening (for den enkelte) og momenter af relationer skriver hun med reference til Kirsten Simonsen. Vi taler og forstår gennem vores rumlige forståelse. Vi tænker i rum og vi gør noget i rum, i bestemte rum. De steder de rum - hvor noget sker, er ikke rene, men omgærdet af regler og systemer, og selve rummet og dets kodning muliggør og opretholder muligheden for den sociale praksis (Winther 2004). Cathrine Hasse, ligeledes antropolog, skriver om, hvordan det er at bevæge sig i fysiske rum for første gang. Alt virker kaotisk fordi vi ikke kan orientere os. Vi kender ikke de aktiviteter, der dirigerer retninger, de andres bevægelser eller de historier, der markerer grænser. En nybegynder har under alle omstændigheder en snævrere horisont end en erfaren deltager, idet vi løbende tolker de rum, vi møder, ud fra de forudsætninger vi har. Vi kan genkende landskabet ud fra begreber eller artefakter som gange, trapper, vægge, borde, stole, apparater, tavler og mennesker, men det er også et praksisrum, som ikke lader sig begrænse til artefakter. Artefakterne er knyttet til sociale aktiviteter, og uden forhold til disse aktiviteter, er det vanskeligt for en nyankommen at forstå betydningen af rummet, bevægelserne i dem og skabe orden i kaos og orientere sig (Hasse 2002). De raske patienter som er kommet til skade og som skal opereres, har ikke nødvendigvis noget særligt kendskab til stedet Hvidovre hospital, og har derfor heller ikke kendskab og forhold til de fysiske rum som er en del af dette sted. Det være sig vandrehallen, ambulatoriegangen, operationsgang, en sengeafdeling, sengestuen, hvorfor de også kan betragtes som nyankomne. Som ovenfor beskrevet er det praksis og erfaring, der giver os et forhold til tingene, hvorved vi forstår deres betydning og dermed mulighed for at tolke rummet, orientere os, føle os hjemme. Så hvordan skaber man genkendelighed på steder man ikke kender eller har et forhold til? Ser man overhovedet de symboler, som skal hjælpe én til at finde vej, eller er der helt andre ting man søger efter for at skabe genkendelighed? Mette Harrestrup, institutleder på kommunikationsdesign, Kolding Designskole, har netop færdiggjort et feltstudie på Hvidovre Hospital, som led i et større studie på forskellige hospitaler om wayfinding. Hun har bl.a. kigget på hvad det er der gør, at folk har svært ved at finde vej, og hvordan man kan skabe god wayfinding, så man får en god og tryg oplevelse også som nyankommen. Og netop wayfinding er et af Regionens ni indsatsområder. Man kommer på hospitalet af forskellige grunde, men er altid lidt følelsesmæssigt ude af balance når man kommer her, mutters alene i det store rum, siger hun i programmet Stedsans på P1. Hvidovre Hospital er bygget i 70 erne med meget beton, glas og lidt træ til at opbløde. Typisk modernistisk storslået stil, 2

3 med en atmosfære, som får mennesket til at føle sig desorienteret og gør mennesket meget småt. Hun kalder ambolatoriegangen for et ekstremt miljø, som gør én træt og forvirret i sit sanseapparat bla. pga. skiltningen, og fordi der ikke er gode opmærksomhedspunkter. Hun kalder gangen for et ikke-sted, med reference til den franske antropolog Marc Augé. Men et ikke-sted kan ændres til rum, ved at ændre på atmosfæren, som kan overraske og fange vores opmærksomhed på en anden måde, fortæller hun ( Nærværende projekt skal som udgangspunkt ikke lave ny skiltning, men blive klarere på, hvad man pejler efter som nyankommen i det allerede eksisterende. Hvad sanser man og hvordan kan vi bruge dette som udgangspunkt for et kort? Hvis opmærksomhedspunkterne ikke er brugervenlige, men forstærker utryghed, kan vi så med dette kort tage patienterne i hånden, og i større grad guide patienten i et ekstremt miljø? På baggrund af patienternes erfaring med at orientere sig på Hvidovre Hospital, vil vi derfor videreudvikle/designe et kort med foto og tekst som patienterne vil få udleveret på afdelingen så de trygt og let kan finde vej til COP. Via patienternes erfaringer og oplevelser kan vi måske finde anderledes visuelle markører eller symboler til kortet, end dem som vi med indgående kendskab til hospitalet identificer som markører. (Måske kan vi også være med til at designe skiltning som understøtter en positiv sanseoplevelse og således medvirke til at reducere nervøsitet og stres?) På sigt kan der evt. udvikles en applikation, som patienter med smart phone kan downloade, hvis de ønsker at benytte det som guide internt på HH i stedet for vores kort. Gennem en længere periode er der arbejdet med at skaffe et overblik over samarbejdspartnere, lavet mindmap og identificeret og etableret mulige samarbejdsrelationer. Vi er kommet der til i processen, hvor der skal etableres et pilotprojekt med en afgrænset gruppe patienter, i en afgrænset periode. Pilotprojektet skal evalueres inden projektet kan implementeres på hele afdelingen. FORMÅL Vi ønsker i højere grad at medinddrage og involvere den ortopædkirurgiske patient aktivt i eget patientforløb, og derved sætte fokus på det raske og undgå unødig sygeliggørelse af patienten. Dette vil vi gøre ved at implementere, at en gruppe patienter kan gå uden ledsagelse til operationsgangen. Vi vil i implementeringen sikre tryghed og kvalitet for patienten, der selv skal gå til operation ved blandt andet at udvikle et visuelt kort og grundig mundtlig og skriftlig information. Patienternes oplevelser og erfaringer vil kontinuerligt blive inddraget i implementeringen og udvikling af kort og andet informationsmateriale. Implementeringen har også det formål at undgå unødig ventetid for patienten samt på operationsstuen. PROBLEMFORMULERING Hvordan oplever patienter at gå uden ledsagelse til operationsgangen og hvordan orienterer de sig på hospitalet, når de går uden ledsagelse? Hvordan kan der designes et visuelt kort, der giver mening for patienten, og som kan være med til at sikre tryghed når patienten selv skal gå til operation? Hvilke andre faktorer er betydningsfulde for den ortopædkirurgiske patient, som skal gå uden ledsagelse til operationsgangen? METODE Pilotprojektet I første omgang vil implementeringen foregå som et pilotprojekt. Pilotprojektet gennemføres med patienter i alt, der selv skal gå til operation. I tæt samarbejde med personalet på afd. 315 startes der med en fast ugedag med en særlig udvalgt patientgruppe. 3

4 Inklusionskriterier Patienterne inkluderes via informeret samtykke efter mundtlig og skriftlig information. Det vil dreje sig om patienter, der er i stand til at gå selv, som f.eks. patienter med fraktur på overekstremiteterne og patienter, der skal have fjernet osteosyntese materiale (skruer, skinner og lign.). Det drejer sig således om elektive og subakutte patienter. Det er i første omgang en navngivet person af plejepersonalet på sengeafdeling 315, som inkluderer og informerer patienterne om projektet og deres deltagelse, og sender dem af sted til operationsgangen. Patienterne skal være i stand til at finde vej efter udleveret kort/instrukser, hvorfor patienter med demens ekskluderes. Patienter der har fået den forebyggende smertepakke ekskluderes ligeledes, da medicinen kan påvirke patienten og gøre denne svimmel og mentalt uklar. Hvorfor det ikke vil være forsvarligt at lade patienten gå til operationsgangen. Andre eksklusionskriterier: Patienter der skal have anlagt blok på opvågningen, dårlig gående, kørestolsbrugere, dårligt seende. Interviews Projektet vil løbende blive evalueret via kvalitativ metode. Gennem interviews in situ, med personale og patienter vil de ugentlige erfaringer anvendes til at tilrettelægge næste uges forløb. Ved ankomst til ventearealet på operationsafdelingen vil patienterne blive spurgt om, hvordan de har oplevet at gå til operationsgangen og hvorledes det har været at finde vej ved hjælp af kortet. Interviewet foregår efter en semistruktureret interviewguide. De løbende interviews in situ vil blive nedskrevet som noter. Intervieweren noterer informantens svar ned under interviewet. Efter hvert interview gennemgår intervieweren noterne fra interviewet og uddyber disse ved behov og opsummerer de emner patienten har berørt. Validering af interviewform Interviews vil blive foretaget af én af de to projektansvarlige operationssygeplejersker. I tilfælde, hvor dette af praktiske årsager ikke er muligt, vil det pågældende interview blive foretaget af forskningssygeplejersken. I det første interview deltager en observatør med det formål at validere interviewformen gennem sammenligning af de noterede svar mellem interviewer og observatør. Analyse De to projektansvarlige operationssygeplejersker og forskningssygeplejersken vil hver især analysere data, for derefter at sammenligne og opnå konsensus om temaerne/kategorierne. Samarbejdsrelationer og aktiviteter Indlæggende læge skal være med til at vurdere om patienten kan gå selv eller skal køres, og på sigt registrere dette i Orbit. Vi samarbejder med anæstesien, i fht. patienter der præmedicineres, samt om forebyggelse af hypothermi. Den administrerende overlæge Peter Gebuhr, har godkendt indkøb af todelt engangstøj, der skal holde patienten varm og sikre anstændig påklædning. Herudover indgår plejepersonale på sengeafdelingerne, koordinator og øvrigt plejepersonale på COP samt portører, der skal samarbejde om nye procedurer bl.a. i forhold til rekvirering af senge. Portørerne er indstillet på et samarbejde i fht. at følge gående patienter, som er lidt usikre på at gå selv. Portørerne vil kunne have flere patienter med på en gang, samt der vil være mulighed for at have én gående sammen med en sengetransport. Godkendelse Traumelæge/overlæge Michael Krasheninnikoff og afdelingssygeplejerske Gitte Kammersgård har godkendt, og støtter projektet. 4

5 TIDSPLAN Periode Aktiviteter Sept.- dec fase: Forberedelse af pilotprojekt Feb.-marts fase: Opstarte og udføre pilotprojekt April - maj fase: Evaluering Juni aug fase: Implementering Se vedlagte bilag 4 for uddybning af de forskellige faser i tidsplanen. Litteraturliste: Dalsgaard (2013): Modtagelsen af operationspatienten - når patienten går uden ledsagelse til operation. Masterprojekt i klinisk sygepleje, Århus Universitet, afdeling for sygeplejevidenskab. Abstract/artikel kan findes på: Harrestrup, Mette (2013): Hasse, Cathrine (2002): Kultur i bevægelse fra deltagerobservation til kulturanalyse Keegan-Doody (2006): Walk or be driven? A study on walking patients to the operating theatre, BJPN Vol 15 No 12, December 05. Nagraj m.fl (2006): Which patients would prefer to walk to theatre? I: Ann R coll Surg Engl. 2006; 88 Qvardordh m.fl (2010): Gå selv til operation et pilotprojekt, I: Sygeplejersken, blad nr. 17, Winther, Ida (2004): Hjem og hjemlighed en kulturfænomenologisk feltvandring Phd. afhandling. 2004, 1. udgave, Danmarks Pædagogiske Universitet, Institut for Pædagogisk Antropologi. 5

6 Bilag 1, uddybet tidsplan Periode Sept.-dec Feb. april 2014 Maj juni 2014 September 2014 Aktiviteter 1. fase: Forberedelse af pilotprojekt Litteratursøgning Projektbeskrivelse Udvikling af vejviserkort Udforme informationsmateriale til samarbejdspartnere og patienter Praktisk planlægning 2. fase: Opstarte og udføre pilotprojekt Afholde møder og involvere personalet på COP og afd. 315 Inkludere patienter Indsamle løbende data om patienternes oplevelser af at gå selv fra sengeafdeling til COP Opfølgende samtaler med personalet 3. fase: Analyse og Evaluering Opsamling på betydningen af, at patienter går selv til operation, dels i forhold til patientoplevelsen (patient interviews), dels i forhold til nedbringelsen af hvid tid. Revurdering af kort 4. fase: Implementering Udforme ny standard for eventuel ændret procedure Formidling af resultaterne 6