forum Interview med Bubber for handicap På vej mod en rummelig gudstjeneste Tema: Relationer tro KH bladet

Transkript

1 forum Interview med Bubber for På vej mod en rummelig gudstjeneste Tema: Relationer handicap og tro 4 KH bladet

2 Næste nummer Svend Løbner, udkommer:, mens 14. Rikke september Thomassen 2010 er på barselsorlov. Deadline: 16. august 2010 forum Medlemsblad for: Kristelig Handicapforening Forside: Foto: Eyeworks / TV 2 På billedet: Bubber i forbindelse med TVudsendelsen Danmark ifølge Bubber død over mongolerne Layout: grahiccare.dk Tryk: Øko-Tryk Oplag: 1100 stk. Ansvarshavende redaktør: Ellen Hessellund Mikkelsen Redaktør: Rikke Thomassen for handicap og tro KRISTELIG HANDICAPFORENING Landskontor Vejlby Centervej Risskov tlf.: landskontor@k-h.dk web: Kommunikationsmedarbejder: Rikke Thomassen Landssekretær: Ellen Hessellund Mikkelsen Formål: Kristelig Handicapforening har til formål på evangelisk-luthersk grund: at fremme forkyndelsen af det kristne budskab blandt handicappede og deres pårørende. at fremme oprettelse af kristne bofællesskaber for handicappede og varetage disses interesser. at varetage de handicappedes sag generelt til bedste for de handicappede og deres familier. Næste nummer udkommer: Februar 2012 Deadline: 15. januar 2012 Stof til bladet sendes til landskontoret. INDHOLD: 3 En menneskeret at leve med et handicap 4 Danmark ifølge Bubber og interview 8 Sorteringssamfund nej tak! 9 Køb julegaverne nu 10 Tema: Relationer 16 FrøFestival 20 Nye bofællesskaber bestyrelsen: Formand: Peder Andreasen Droshoved Vejle Ø Kasserer: Peter Green-Møller Vintoften 12 Sengeløse 2630 Tåstrup Erik Hviid Larsen Veras Allé 22, st Vanløse Ruth P. L. Larsen Annavej Fredericia Karl Lund Ansager Præstegård Præstegårdsvej Ansager Mogens Stig Nielsen Industrivej 19c 6870 Ølgod Tlf.: peder.andreasen@tdcadsl.dk Tlf.: peter@green-moeller.dk Tlf.: hviidlarsen@tiscali.dk Tlf.: jsl.ruth@teliamail.dk Tlf.: klu@km.dk Tlf.: tlf mogens@ostbaekhjemmet.dk Send en gave til KH KH drives hovedsageligt ved indsamlede midler. Vil du være med til at støtte denne vigtige sag, så kan du benytte gironr.: eller bankkonto: Bliv medlem Henvendelse via hjemmesiden eller landskontoret. Kontingent: 200,-kr. for enkeltpersoner 300,-kr. for par. Husk at melde flytning til landskontoret Ekstern kasserer Tage Lauridsen Løvsangervej Skjern Tlf.: tagevejlgaard@privat.dk 22 Nyt fra foreningen 24 Andagt Merry Vang Elmsager Risskov Tlf.: mcvang@vip.cybercity.dk Se til, at ingen går glip af Guds nåde. (Hebr 12,15) KH bladet

3 Af Rikke Thomassen En menneskeret at leve med et handicap Debatten om mennesker med Downs Syndrom har mange aspekter og nogen oplever, at der er mange forskellige dilemmaer. Kristelig Handicapforening synes, det er ganske enkelt. Hvornår skal forældre vælge et barn med Downs Syndrom til eller fra? Hvornår er nogen så handicappede, at det faktisk vil være bedre for dem, at de ikke bliver født? Og hvilke familier kan klare at få et handicappet barn? Det er nogen af de spørgsmål og dilemmaer, man kan blive mødt af i dagens Danmark, og som Bubber satte på dagsordenen med udsendelsen Danmark ifølge Bubber død over mongolerne, som blev sendt på TV2 den 27. oktober. Men der findes også en vej, hvor man slet ikke behøver at stille sig selv i disse svære dilemmaer, mener Kristelig Handicapforening. Vi synes egentlig, det er ganske enkelt, siger landssekretær i Kristelig Handicapforening, Ellen Hessellund Mikkelsen. Det enkle udgangspunkt er, at ethvert menneske har værdi. Og ethvert menneske har ret til at leve sit liv. Vi ønsker et samfund, hvor der er plads til alle uanset handicap, uanset hvor meget eller lidt glæde vi spreder til andre mennesker. Har man dette udgangspunkt, behøver man ikke overveje, om man som familie kan rumme et handicappet barn. Hvor stort et handicap, man som familie kan rumme. Og om barnet får et godt liv, når det har mange begrænsninger. Vi siger ikke, at det er ukompliceret, at få et handicappet barn. Vi siger ikke, at det er lykken selvom mange heldigvis oplever en stor lykke ved det. Vi ved, at det er hårdt arbejde for de fleste. Men vi ønsker det alligevel: Et samfund med plads til alle, hvor ingen bliver sorteret fra, siger Ellen Hessellund- Mikkelsen. For Bubber var det mødet med flere børn og unge med Downs Syndrom, der ændrede hans holdning. Han siger nu, at han vil være ked af at vælge et barn med Downs Syndrom fra. Vi håber, at det er en konklusion flere andre også vil komme frem til, hvis de sætter sig grundigt ind i, hvad det vil sige at få et barn med Downs Syndrom. Vi synes, at det er herlige mennesker som jo i øvrigt er lige så forskellige som alle os andre. Men det er også heldigt, at de mennesker, han har mødt, har givet ham det indtryk. Tænk hvis de ikke havde gjort indtryk. Er vi så på vej ud i noget, hvor vi skal måle og vurdere handicappets størrelse og omfang og om en person er sød og elskelig eller besværlig. Jeg synes, det er en uhyggelig tanke, at vi skal yde noget særligt og være noget særligt som mennesker sprede glæde og give gode oplevelser for at være værdige til vores liv. Og hvem skal være overdommeren over det hele? Lea, der er mor til Pia på 1 år, der har Downs Syndrom, siger også til Bubber: Det er ikke vores rolle at spille Gud. Ikke fordi jeg er hyper-kristen, men jeg synes ikke, det er vores valg, hvem der skal bæres frem, og hvem der ikke skal. Og Maria, der har Downs Syndrom, siger: Uanset hvad, så har vi med Downs Syndrom også ret til et liv. Maria. Foto: Eyeworks / TV 2 3 KH bladet 4-11

4 Af Rikke Thomassen Danmark ifølge Bubber om mennesker med Downs Udsendelsen Danmark ifølge Bubber handlede den 27. oktober om mennesker med Downs Syndrom. Her kan du læse et referat af udsendelsen, og på de næste sider kan du læse et interview med Bubber. Torsdag den 27. oktober løb der et nyt afsnit af Danmark ifølge Bubber hen over skærmen på TV2. Denne gang havde Bubber sat sig for at undersøge, hvorfor der fødes færre og færre børn med Downs Syndrom. Udsendelsens undertitel var meget provokerende Død over mongolerne. I udsendelsen fortæller Bubber, at der kun bliver født 21 børn om året med Downs Syndrom. Og hvis man får at vide, at man venter et barn med Downs Syndrom, så fravælger 98 procent barnet. Bubber møder i udsendelsen flere børn og unge med Downs Syndrom. Pia på 1 år. Jacob, der arbejder i et køkken. Og Maria, der arbejder på TV Glad, der er en TV-station for udviklingshæmmede. I mødet med disse børn og unge og nogle forældre forsøger Bubber at finde frem til, hvad det handler om. Hvad vil det sige at have et barn med Downs Syndrom? Hvor meget arbejde er der med det? Hvordan lever de? Har de et godt liv? Og hvorfor er det, at man ønsker at fjerne dem? Udgangspunktet for Bubber var, at han nok også selv ville fravælge et barn med Downs Syndrom: Jeg har selv tre helt raske børn. Og hvis jeg fik at vide, at jeg skulle have et barn med Downs, så tror jeg ikke, at jeg ville have det, sagde Bubber. Men slutreplikken lød noget anderledes. Alle lov at være her I udsendelsen tager Bubber en tur til Norge for at besøge Pia og Pias mor, Lea. Pia er 1 år og har Downs Syndrom. Her får Bubber et indblik i, hvilket arbejde det er, at have et barn med Downs Syndrom, og Pias mor, Lea, er meget klar i sin holdning: Det er ikke vores rolle at spille Gud. Ikke fordi jeg er hyber-kristen, men jeg synes ikke, det er vores valg, hvem der skal bæres frem, og hvem der ikke skal. Der er meget arbejde, men der er endnu mere glæde. Bubber spørger også Lea, hvad hun siger til, at Danmark er ved nærmest at udrydde børn med Downs Syndrom: Jeg mangler ord. Jeg synes, det er forfærdeligt. Det kan da godt være, at det er en egen race, men har vi ikke alle sammen lov at være her? Bubber: Hvis nu jeg står her og siger, at jeg vil vælge det fra, hvad tænker du så om mig? Lea: Min første tanke var, at du er et skidt menneske. Bubber: Ja, men jeg tænkte det nok. Men når jeg hører dig, og jeg tænker den tanke, så har jeg lyst til ikke at tænke den, heller. Ville vælge om Bubber besøger også Jacob og Jacobs far, Erling. Erling fortæller, at han ville vælge et barn fra, hvis han havde haft muligheden, da Jacob blev født. KH bladet

5 Foto: Eyeworks / TV 2 Erling: Jeg har haft et godt liv og har haft et godt liv med Jacob. Jeg siger bare, at hvis man gik ind i en teoretisk diskussion, om han skulle have været valgt fra på et tidspunkt, så ville vi nok ikke have været i tvivl om at gøre det. Bubber følger op med spørgsmålet: Det, der ligger bag dit omvalg, er det af hensyn til Jacob eller af hensyn til dig selv? Erling: Det er af hensyn til Jacob. Bubber: Tror du ikke, han har kvalitet i sin hverdag? Erling: Jo, det tror jeg da. Og ellers skal jeg nok skaffe ham det. Bubber: Tror du ikke han har livsglæde? Tror du ikke han trives? Erling: Jo, men han har også rigtig mange begrænsninger. Og han skal hjælpes hele tiden. Afhængig af andre Senere siger Bubber til Erling: På et tidspunkt, så er der jo ikke flere med Downs. Erling: Nej, og det synes jeg så måske er godt. Forstået på den måde, at Jacob er afhængig af andre mennesker. Bubber: Det er vi da alle sammen... Erling: Arh, Bubber, Det er vi ikke helt. Du kan klare dig selv, selvom du ikke har din mor og far. Bubber: Jamen, jeg er jo afhængig af min familie Erling: Hvad tror du, der vil ske, hvis Bente, Jacobs mor, og jeg, blev dræbt ved en trafikulykke i morgen. Så ville Jacob resten af sit liv være afhængig af pædagoger. Er det et godt liv? Bubber siger herefter i en speak: Det er godt nok lidt hårdt, at Erling siger, at han ville have valgt Jacob fra. Jacob er Jacob, og han har et godt liv. Jeg bliver mere og mere i tvivl om, hvad det er, der er det rigtige her. For det gør et stort indtryk, at en kærlig far, der har gjort alt, hvad han kunne for sit barn, alligevel synes, det er bedst, at vi er ved at udrydde folk med Downs. Også ret til et liv Bubber besøger også Maria, som arbejder på TV Glad. Hun får en særlig opgave, nemlig at lave en TV-produktion om, hvordan det er at leve med Downs Syndrom, og hvorfor dem med Downs har ret til at leve. Jeg synes faktisk, at det er nu, mine bønner bliver hørt. Jeg har faktisk i lang tid gerne villet fortælle både politikere og resten af Danmark, hvordan det er at have Downs Syndrom, siger Maria til Bubber, da hun får opgaven. Til slut i udsendelsen viser Maria den færdige produktion til Bubber og til seerne. Hun har interviewet andre med Downs Syndrom og hendes egen holdning kom også tydeligt frem: Jeg bliver faktisk en smule gal, når jeg ser nogle indslag i tv-avisen om nakkefoldscanningen. For i handicapkonventionen står der, at alle skal have et godt liv. Hvorfor har du lige så meget ret til at leve som alle andre? spørger hun andre med Downs Syndrom. Jeg er et helt normalt menneske som alle andre. Jeg kan ikke mærke forskel. Jeg kan ikke mærke, at jeg har Downs Syndrom. Jeg elsker rigtig meget af mit liv. Jeg elsker hele livet. Og Maria slutter sin produktion med dette: Uanset hvad, så har vi med Downs også ret til et liv. Og det står også i handicapkonventionen. Husk på det. Færdigt arbejde. Ikke helt så sikker Bubber slutter udsendelsen med at sige: Maria og alle de andre, jeg her mødt her de sidste par dage, er uden tvivl helt fantastiske mennesker. Og jeg er fuldstændig enig med Maria i, at alle har ret til et liv. Mangfoldighed er vigtig. Og det er vigtigt at kunne vælge. Og når det er sagt, så er det mindst lige så vigtigt, at man sætter sig fuldstændig ind i, hvad det er, man vælger, og hvad det er, man vælger fra. Jeg er blevet klogere de sidste par dage her. Og jeg vil sige, jeg tror ikke, jeg er helt lige så sikker på, at jeg vil vælge et barn med Downs fra. Der kan købes adgang til udsendelsen på sputnik.dk KH bladet

6 Af Rikke Thomassen Bubber: Man må tage, hvad der kommer I udsendelsen Danmark ifølge Bubber lagde Bubber ud med at sige, at han nok ville fravælge et barn med Downs Syndrom. Det har ændret sig. Nu vil han være ked af at vælge det fra. Torsdag den 27. oktober blev der på TV2 sendt endnu et afsnit af serien Danmark ifølge Bubber. Her havde Bubber sat sig for at finde ud af, hvorfor der fødes færre og færre børn med Downs Syndrom. Han begynder udsendelsen med at sige, at han nok vil vælge et barn med Downs Syndrom fra, men slutter med at sige, at han ikke længere er helt så sikker på, at han vil fravælge det. Bubber fortæller her mere om, hvad han tænker om dette emne. Det var især mødet med børn og unge med Downs Syndrom, der rykkede ved Bubbers holdning. Og især mødet med Maria, der lavede en flot TV-produktion om, hvorfor dem med Downs Syndrom har ret til at leve. For Bubber handler det om, at man må bære, hvad man kan: Hvorfor skal man gå ind og lege Gud her? Hvis man gerne vil have et barn, så må man tage, hvad der kommer. Bubber er lige nu i gang med en udsendelse om børn på et børnehjem, og her ser han, hvad der også kan ske for børn, der bliver født ind i en meget belastet familie. Så han synes ikke det er enkelt, og der kan være undtagelser. Hvis man ikke kan magte det. Jeg synes, jeg har overskuddet. Jeg synes jeg har, hvad der skal til, så jeg vil være ked af at vælge det fra. Men det er rigtig svært, fordi det er så individuelt, hvad man kan klare, og hvis man er en svag familie i forvejen, så er det jo ikke til nogens lykke at få et barn med Downs Syndrom. Men de forældre, der kan klare det, de må tage sig sammen. Man får uanede kræfter Hvis det var en vægtløfterforening, så kunne man sige, jeg kan løfte 800 kilo, mere kan jeg ikke. På samme måde burde det nogen gange være med børn, så man kunne sige, jeg kan klare et handicap der er så og så stort. Men jeg tror bare, at man får uanede kræfter af det. Nogen gange må man tage tingene og livet, som det kommer. Man kan ikke gardere sig. Hvad sker der så, hvis barnet får et medfødt handicap eller en sygdom, som først er synligt i 4-5-års-alderen. Vil man så sige, nej, så gider vi heller ikke? Jeg synes, det er godt at sige, at nu skal vi være forældre, og så må vi være forældre med stort F hele vejen igennem, uanset hvad der falder i vores turban. Nogen gange kan man falde lidt på halen af forskning. Og så lukker man bare øjnene og glemmer lidt af, hvad det er, livet handler om. Det er jo også at blive overrasket. Det er også ikke helt at vide, hvad der sker i morgen. Det handler også om penge Bubber tror også, at det handler om økonomi, når man i Danmark kan fravælge et barn med Downs syndrom. Det er dyrt at have et barn med handicap af en eller anden art. Det vil være billigere at fravælge det. Det er også et økonomisk spørgsmål. Det er jeg 100 procent sikker på. Det er både godt og skidt. Vi vil jo heller ikke have en økonomisk uansvarlig politik i Danmark. Det er nok økonomernes opgave at se på sparede kroner. Men det er meget ucharmerende og kynisk. Og det er også etisk meget langt fra det, jeg står for. Men samtidig med det, så står vi jo også alle for økonomisk ansvarlighed. Er der ikke en grænse for, hvor langt man skal gå i spareplanerne? Jo, men der er jo også gråzoner. De fleste folk løber med på, at hvis man fjerner det før 12. eller 14. uge, så er det næsten ikke et barn endnu, og så kan man dække sig ind under det. Jeg synes, det er et virkelig, virkelig svært dilemma. Jeg påstår heller ikke i nogen af de programmer, jeg laver, at jeg har løsningen. Jeg undrer mig, og jeg smider det op. Og meningen med de her programmer er, at man så tager en debat. Vi har brug for hinanden I udsendelsen siger Erling, der er far til Jacob der har Downs Syndrom, at han ville vælge barnet fra, hvis han havde haft muligheden. Af hensyn til barnet, fordi 6 KH bladet 4-11

7 Det var især mødet med børn og unge med Downs Syndrom der rykkede ved Bubbers holdning til at fravælge disse børn. Foto: Eyeworks / TV 2 det er afhængigt af andre. Bubber sagde i udsendelsen, at vi jo alle er afhængige, men det mente Erling ikke og han gav det eksempel, hvis han selv og Jacobs mor døde i en trafikulykke. Så ville Jacob være fuldstændig afhængig af pædagoger og andre. Har du tænkt mere over det? Vil du give ham ret eller holder du fast i det, du sagde? Jeg holder fast i det, jeg sagde. Selvfølgelig er det en speciel situation, men jeg tror bare, vi dør som mennesker, hvis vi ikke holder sammen. Vi dør som mennesker, hvis der kommer en dag, hvor vi ikke har brug for nogen. Hele meningen er, at vi løfter i flok og det gælder alt. På den måde bliver vi stærkere og på den måde forstærker vi også både tryghed og kærlighed. Selvfølgelig kan nogen klare sig bedre end andre. Jeg kender BS, der kan overleve i en skov i flere uger. Men vi har brug for hinanden, og der er ingen mennesker, der kan det hele. Det er svært, hvis vi hele tiden skal yde og præstere og være på toppen. Og det er også så sundt for dem, der er stærke og har skuldrene til at bære, at de gør det. Så giver livet pludselig mening. Det er det, der er meningen at vi skal hjælpe hinanden. Ønsker flere Downs træk Det er tydeligt, at de mennesker med Downs Syndrom, som Bubber mødte, har gjort indtryk. Og Bubber kunne godt ønske sig, at flere af os havde Downs træk eller Downs gener. At vi ikke var så fordomsfulde. At vi ikke var så bekymrede. At vi ikke var så pessimistiske. At vi ikke var så kolde. De er jo lige det modsatte. Jeg synes, det er meget meget elskelige personer, og jeg har ikke oplevet andet end glæde ved det her. Der var ikke én af dem, jeg snakkede med, som ville sige, at de havde et dårligt liv. Du kan gå ud i samfundet og så finder du mange, som er kede af deres liv og som synes, de har et dårligt liv. Så hvem er i virkeligheden lykkelige her? KH bladet

8 AF Ellen Hessellund Mikkelsen Sorteringssamfund nej tak! Kristelig Handicapforening er taknemmelig over, at Bubber tager et emne som Downs Syndrom op i udsendelsen Danmark ifølge Bubber død over mongolerne. Vi glæder os over, at han forsøger at sætte sig ind i den problemstilling, der handler om at fjerne børn med Downs Syndrom. Og det er godt at se, at han, efter han har sat sig ind i sagen, kommer til en anden konklusion end den, han lægger ud med: Han er ikke længere helt så sikker på, at han vil fravælge et barn med Downs Syndrom. Vi vil også gerne bakke op om, at det er meget vigtigt at sætte sig grundigt ind i sagerne, inden man træffer så stor en beslutning som at fjerne et barn med Downs Syndrom. Men. For der er jo et men. Vi synes ikke, det handler om, hvorvidt man kan fjerne et barn med Downs Syndrom, når nu de børn er så søde, så kærlige, så godmodige, så glade, eller hvordan mange ellers stereotypt beskriver børn med Downs Syndrom. Vi mener, at alle har ret til at leve, uanset handicap. Uanset hvordan de er skabt. Vi har ikke lyst til at leve i et sorteringssamfund, hvor man ikke har lov til at leve, hvis ikke man kan passe på sig selv, hvis man mangler en arm, eller hvis man ikke fungerer fuldstændig perfekt i hovedet. Vi ønsker et samfund, hvor der er plads til hver enkelt, uanset hvor godt eller dårligt, vi fungerer fysisk og psykisk. Uanset hvor glade eller sure, vi er. Uanset hvor meget vi tilfører samfundet. Vi ønsker et samfund, som kan rumme alle mennesker. Så det handler ikke om, hvorvidt børn med Downs Syndrom er søde, glade eller godmodige. De kunne være det modsatte, og vi ønsker dem stadig og de er i øvrigt lige så forskellige som alle andre børn. Det handler ikke om, hvorvidt de kan tilføre verden noget andet for det kan de uden tvivl. Men det er ikke vigtigt. Det vigtige er, at vi ønsker et samfund, hvor der er plads til alle. Vi skal jo ikke bilde os selv ind, at vi i Danmark er ved at udrydde et handicap, der hedder Downs Syndrom. For det er vi ikke. Vi er i gang med at udrydde en bestemt gruppe mennesker, som har et handicap. Det er både grotesk og umenneskeligt. Synes vi virkelig i Danmark, at det er i orden at udrydde en bestemt befolkningsgruppe? Hvem er så de næste? De demente? Andre handicapgrupper? De ordblinde? Vi er bekymrede over, at det kan diskvalificere os til at leve et liv, hvis vi pludselig bliver helt afhængige af andres hjælp. At det bliver et argument for, om nogen må fratage os livet eller ville ønske, de kunne. I dag har vi ikke brug for hjælp fra specialpædagoger eller hjemmevejledere. Men det kan være, vi har brug for det i morgen. Kan vi så sættes op af væggen og skydes, for nu er vi pludselig blevet fuldstændig afhængig af andres hjælp, og så har vores liv ikke længere nogen værdi? Nogen kan sige: Hvad er det for et liv, de har? Er det et godt liv? Eller skal vi frygte, når vi bliver gamle, at vi får en pille og lægger os til at sove stille og roligt så vi ikke kommer til at være en belastning for nogen? Vi synes, det bliver et fattigere og koldt samfund, og vi kan frygte, hvem der bliver de næste, der bliver dømt til ikke at have ret til livet. Lige nu er det morens ansvar. Hun må vælge. Men samfundet kunne også sige: Vi vil gerne have de mennesker. Vi byder alle mennesker velkommen til denne verden, og ingen har lov til at fravælge nogen. For det samfund, vi alle gerne vil være en del af, er det, hvor der er plads til alle. Er det ikke? KH bladet

9 Køb julegaver hos KH Få julegaverne sendt hjem til dig. Bestil på eller kontakt landskontoret på Gratis levering i Glæde og lys med CD: 130 kr. Ekstra CD: 75 kr. (Til at lægge ind i en bog, der tidligere er købt uden CD) Gratis levering indtil 1. januar 2012 spar 45 kr. Andagtsprogrammet Tid med GUD: 180 kr. Normalpris 200 kr. spar 20 kr. Gratis levering indtil 1. januar 2012 spar 30 kr. Andagtsbogen Glæde og lys - nu med cd Glæde og Lys (med CD) I Ellen Hessellund Mikkelsen I Pris: 130 kr. I ISBN Kristelig Handicapforening har genudgivet andagtsbogen Glæde og lys. Nyudgivelsen indeholder også en CD, hvor alle andagtsstykkerne bliver læst op. Andagtsbogen indeholder 19 andagter til højtiderne, både genfortællinger og korte andagter med udgangspunkt i en tekst fra Bibelen. Stilen er enkel. Der er lagt vægt på at skabe helhed og mulighed for at leve sig ind i budskabet. Det er tanken, at man kan få glæde af bogen både som personlig andagtsbog og i fælles andagt med andre. I kraft af sin enkle stil henvender bogen sig meget bredt. Andagterne ledsages af Jørgen Vinds smukke og varme akvareller og af klassiske højtidssalmer. Glæde og lys er skrevet af Ellen Hessellund Mikkelsen. Andagtsprogrammet - Tid med GUD Tid med Gud er udarbejdet for mennesker med særlige behov for hjælp til at holde en personlig andagt, og det er nemt at bruge. I Tid med Gud er der en andagt til hver uge. Derudover er der andagter til kirkelige højtider som jul, påske og pinse. Og andagter som passer til forskellige sindsstemninger. Hver andagt indeholder 5 forskellige elementer og er bygget op, så du sammensætter din andagt, som du vil. Tid med GUD kræver internetadgang. 9 KH bladet 4-11

10 Af Rikke Thomassen Introduktion til tema om relationer I dette nummer af KH bladet er der forskellige artikler med temaet relationer. Udviklingshæmmede har brug for relationer for at udvikle sig og for at trives som mennesker. Vi er alle skabt til fællesskab. Den første artikel handler om at udvikle sin identitet. Den næste handler om, hvordan et bofællesskab kan være med til at give relationer og udvikling. En vigtig ressource i dette er medarbejderne på bofællesskaberne. Det handler den tredje artikel om, da det kan være et komplekst felt at være i professionelle relationer. Den fjerde artikel handler om at give professionel kærlighed. Vi udvikler os KUN i relation med andre Udviklingshæmmede har brug for hjælp til at skabe og udvikle deres voksenidentitet. Vi begynder med en historie fra det virkelige liv. Tove Svendsen er psykolog og har i mere end 20 år arbejdet med mennesker med udviklingshæmning hun har stor erfaring med terapeutiske samtaler med udviklingshæmmede. Hun fortæller denne historie om en udviklingshæmmet kvinde, der bor i bofællesskab. En dag ringede kvinden til sin mor. Hun ville hjem, og hun ville hjem nu. De siger, at jeg skal i biografen, og jeg vil ikke i biografen, sagde hun. Åh, nej, tænkte moren. Nu er hun en af dem, de synes, der er besværlig, fordi de skal til at tage særlige hensyn. Men hun ville ikke i biografen, for det var de unge mænd, der havde besluttet, hvad de skulle se. Det skulle være en knald-bang-film, og det ville hun ikke se. Moren lyttede og støttede hende ved at sige, at så måtte hun stå fast på det, hun ville. Og det gjorde hun. Og personalet lyttede til hende. Og da moren snakkede med hende senere, så fortalte hun, at hun i stedet var kommet en tur i skoven. Og du ved jo, at jeg er sådan en, der gerne vil være ude i naturen, sagde hun. Tove Svendsen fortæller, at det vidner om en kvinde med en stærk selvidentitet og hun tør stå ved det. Og det var også godt, at personalet havde lyttet til hende og respekteret hende. Det særprægede og unikke Identitet er det særprægede og unikke, der karakteriserer os som person. At kvinden her siger, at hun er sådan en, der gerne vil være ude i naturen, det er en af brikkerne til hendes identitetspuslespil. Det handler om: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg blevet den, jeg er? Og hvordan opfattes jeg af andre? Tove Svendsen fortæller, at nogen udviklingshæmmede kun siger om sig selv, at de er udviklingshæmmede. Ikke andet. Og mange udviklingshæmmede har brug for hjælp til at finde brikker til deres identitets-puslespil. Brug for hjælp til at finde ud af, hvem de er, og hvad de kan lide. Brug for hjælp til relationer Udviklingshæmmede udvikler sig på samme måde som andre i relation med andre. De ser, og de spejler sig. Nogen gange får vi vores identitet igennem det, vi har til fælles med andre. Men det kan også blive igennem det, vi ikke har til fælles med andre. At identiteten bliver at være familiens sorte får. Den, der falder udenfor. Vores identitet skabes også ud fra de historier, der fortælles om os, siger Tove Svendsen. Noget af det, der kendetegner en udviklingshæmmet er blandt andet, at de har svært ved at skabe relationer. Det har de fleste brug for hjælp til. De fleste udviklingshæmmede har ikke det netværk, vi andre har til at snakke med om, hvem jeg er og få brikker til deres identitetsdannelse. De har brug for hjælp til at indgå i relation med andre. Det er svært for dem at kunne rumme et andet menneske, og der er som regel behov for, at der er en pædagog til at guide dem i samværet med hinanden. Mange fungerer følelsesmæssigt på mellem 3 og 5 år, og i den alder er det svært at rumme andet end sig selv og sine egne følelser. Det kan være svært at forstå, at den anden ikke føler det samme som mig. Det har de brug for hjælp til at få sat i tale, for al udvikling foregår over det følelsesmæssige område, og man kan ikke mere, end man er udviklet til følelsesmæssigt, siger Tove Svendsen Sætte ord på Den udviklingshæmmedes identitet ska- 10 KH bladet 43-11

11 Om Tove Svendsen Tove Svendsen er autoriseret klinisk psykolog samt stifter og ejer af CEUD. Tove Svendsen har i mere end 20 år arbejdet med mennesker med udviklingshæmning og har stor erfaring med terapeutiske samtaler og med supervision af personalegrupper. Tove er desuden beskæftiget med at skrive artikler og bøger om udviklingshæmning. Tove Svendsen bes i samspil med andre. Den skabes ved, at vi italesætter sammen med dem, hvad de kan lide, hvad de ikke kan lide. Og hvordan de er. Nogen har også brug for at sætte i tale, hvad det er, der er anderledes ved dem. At de er udviklingshæmmede. Jeg oplever nogen, hvor der aldrig er blevet sat ord på. De har måske fået at vide, at de er lidt ordblinde, men ellers er der ikke noget ved dem. Det kan være godt for dem at få sat flere ord på, hvad det er, der er med dem. Sammen med at der selvfølgelig ikke er noget forkert i at være, som de er. Tove Svendsen fortæller, at nogen derfor har meget svært ved at sige, at de er udviklingshæmmede eller handicappede. De kalder det mange sjove ting. Og mest siger de: Jeg er anderledes. Jeg tænker, at der i deres opvækst er blevet snakket alt for lidt med dem om, hvad er det egentligt, der er med mig. Nogen tror, det er en straf. Nogen tror, at de har gjort et eller andet. Det er meget et spørgsmål: Hvorfor er jeg sådan? Hvis de skal lære at anerkende deres eget liv og være glad for det, så er man også nødt til at snakke med dem om det. Samtidig er det meget vigtigt, at al deres identitet ikke bliver lagt i, at de er udviklingshæmmede. Det er kun en enkelt brik. En anden brik kan være, om de kan synge, lide at gå en tur i skoven, gerne vil dyrke sport, eller hvad det ellers kan være. Alt sammen brikker, der er med til at skabe et billede af dem selv. Det skaber udvikling at bo i bofællesskab Vi udvikler os i relationer og udvikler os på nye måder i nye relationer, siger Tove Svendsen. Af Rikke Thomassen Et bofællesskab er en god platform for udvikling. I bofællesskabet møder den udviklingshæmmede mange forskellige mennesker. De får succesoplevelser og lærer både at hjælpe og tage hensyn til hinanden. De spejler sig i de andre beboere og i de ansatte, og det er med til, at de får et klarere billede af dem selv. Tove Svendsen er psykolog. Hun har i mere end 20 år arbejdet med mennesker med udviklingshæmning og har stor erfaring med terapeutiske samtaler. Udviklingshæmmede har som alle andre brug for dagligt at have nogen omkring sig til at se dem og anerkende dem for dem, de er. Danne relationer Udviklingshæmmede har også brug for relationer. Ofte har udviklingshæmmede svært ved at danne relationer til hinanden. Det har de brug for hjælp til. Det kan for eksempel være en medarbejder, der spørger, om en person har lyst til at sidde inde hos en anden og lytte til musik. Det kan være at spørge, om nogen har lyst til at gå en tur sammen, siger Tove Svendsen. Efter noget tid vil det påvirke beboerne til selv at tage initiativ, og de danner relationer Og når de får den hjælp til at danne relationer, så kan de for alvor udvikle sig i relation med andre. (fortsættes på s. 12) KH bladet

12 Det skaber udvikling at bo i bofællesskab Hvis de kun bevæger sig rundt mellem normalt fungerende, så vil de hele tiden føle sig anderledes og ikke få succesoplevelser. De har brug for at have ligestillede omkring sig. Og her spiller den indre alder en væsentlig rolle, men ikke den ydre alder, siger Tove Svendsen. Men de har naturligvis også behov for at være sammen med normalt fungerende og bevare en tæt relation til deres familie. Ny udvikling i bofællesskab Som forældre kan det være svært at stå med et barn, der måske følelsesmæssigt fungerer som en 4-5-årig og skulle lade dette barn flytte hjemmefra. For vil barnet fortsat føle sig trygt i nye omgivelser, og vil der være nogen, det kan knytte sig til? Ofte sker der det, når et barn flytter i bofællesskab, at det begynder en ny udvikling. For udviklingshæmmede er som os andre. De udvikler sig i relationer og udvikler sig på nye måder i nye relationer, siger Tove Svendsen. Det at lade vore unge mennesker flytte hjemmefra, det er også at give dem nogle muligheder. Give dem nogen muligheder for det liv, som vi alle sammen også skal have. Nogen muligheder for at udvikle sig. For der er ingen af os, der bliver ved med at udvikle os, hvis vi kun er sammen med de samme mennesker. Vi har brug for nye relationer. Det kan være pædagoger, det kan være kammerater, eller hvad vi nu får. Vi kan som forældre ikke blive ved med at give dem det, der er tilstrækkeligt. KH bladet Hjælper mere end nødvendigt Det er også sådan, at vi som forældre nemt kommer til at blive ved med at være forældre, naturligvis. Vi kender den udviklingshæmmede ud og ind og ved derfor også, hvad de har behov for hjælp til allerede inden den udviklingshæmmede når at spørge om hjælpen. Og somme tider hjælper vi med mere, end der er behov for, siger Tove Svendsen og fortsætter: Jeg har et eksempel med en kvinde, der bor i bofællesskab. Hun kan ingenting så snart moren træder ind af døren. Pigen kan normalt godt selv spise, men når mor kommer, så bliver hun madet. Det er det, jeg kalder tillært hjælpeløshed. Tove Svendsen pointerer, at forældre er gode og vigtige for udviklingshæmmede som for alle andre. Men man skal blive ved med at være forældre, selvom barnet flytter i bofællesskab. Den udviklingshæmmede har stadig brug for en familie. Og brug for en familie, der tror på dem og siger: Det klarer du. Det er ikke anderledes end med vore andre børn. Tove Svendsen har lyst til at sige til forældre: Stol på dem. Og vis dem, at I stoler på dem. De har mange drømme. De ved godt, hvordan livet leves udenfor. Vi må snakke med dem om de drømme, de har, og finde ud af, om der er noget af det, der på en eller anden måde kan realiseres. Godt at flytte hjemmefra Som forældre kan man føle, at det er synd for barnet, at det skal flytte i bofællesskab, og at det ville være bedre, hvis det kunne bo hjemme. Sådan ser jeg ikke på det. Jeg synes det er godt, at udviklingshæmmede flytter hjemmefra. Jeg synes, at de har ret til deres eget liv. De har også brug for at flytte hjemmefra flytte væk fra forældrene, uanset hvor gode og kærlige forældrene er. Bliver man boende sammen med forældrene kan det blive til en isoleret ene-tilværelse, og det synes jeg er synd for den udviklingshæmmede. Dybest set er de ikke så anderledes end alle os andre. De har de samme ønsker og behov. Det er de samme ting, de synes, der er vigtige for deres liv: At have nogen at være sammen med. Nogen at være trygge ved og være glade for. At bevare en god kontakt til familien. At have et meningsfuldt arbejde og kammerater, nogen de er jævnaldrende med på det følelsesmæssige område. Og have nogen de kan dyrke de samme interesser sammen med, siger Tove Svendsen. De har alle sammen behov for at få deres eget liv. Uanset hvad de har af funktionsniveau og handicap. De har brug for nye udfordringer og nye mennesker. De har alle brug for at kunne udvikle sig til at være en voksen person med egen identitet og med spørgsmål om: Hvem er jeg? Hvad vil jeg gerne? Hvem vil jeg gerne være sammen med? Og hvad vil jeg lægge vægt på i mit liv? Og de har brug for nogen at snakke med om det.

13 Relationen mellem ansatte og beboere er kompleks De ansatte er vigtige relationer for beboerne i et bofællesskab. Men det er også en ulige relation, som den ansatte har ansvaret for. Og ansvaret for at sætte grænser for. Af Rikke Thomassen Som beskrevet i artiklerne på side har udviklingshæmmede brug for relationer, fordi al udvikling sker i relationer, og man lærer at forstå sig selv og sin omverden i relationer. Men udviklingshæmmede har ofte svært ved at skabe og være i relationer selv. De ansatte på bofællesskaberne er derfor vigtige relationer for de udviklingshæmmede, for det er de ansatte, som er tætte på beboerne, er sammen med dem i hverdagen og snakker med dem. Men relationen mellem beboere og ansatte er også en kompleks relation, og en ulige relation, fortæller psykolog Eva Kirketerp. Der er ligeværd i relationen, men ikke Psykolog Eva Kirketerp Den 4. oktober 2011 afholdt Kristelig Handicapforening kursus for ansatte på bofællesskaberne med emnet professionel omsorg. Underviserne var psykologerne Trine Reippuert Knudsen og Eva Kirketerp fra Center for Oligofrenipsykiatri i Århus. Nogen af de vigtigste pointer og dilemmaer fra kurset er samlet i denne artikel. gensidighed, samtidig med at man investerer i hinanden gensidigt. Men det er muligt at have en god relation, selvom den rummer denne ulighed til sammenligning er en forældre-barn-relation heller ikke uden hierarki. Den ansatte har ansvaret Udgangspunktet for relationen er, at det er den ansatte, der bærer ansvaret for relationen. Det nytter ikke at sige, at nu er den og den beboer igen besværlig. Det er den ansattes opgave at arbejde ud fra de vilkår, der er. Det er det, der ligger i fagligheden, og der skal man passe på ikke at lade sin personlige irritation gå ud over beboeren, siger Eva Kirketerp. Når det er den ansatte, der har ansvaret for relationen er det også den ansatte, der definerer rammerne. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at den udviklingshæmmede opfører sig udviklingshæmmet. Det kan ikke forventes, at de kan sætte sig ind i den andens behov. De kan ikke forventes at forstå uskrevne regler. Og de kan ikke selv lave eller forstå rammer, der tilgodeser personalets privatliv. Alt dette skal de have hjælp til. Det er således den ansatte selv, der skal finde ud af, hvordan man kan bru- 13 KH bladet 4-11

14 Relationen mellem ansatte og beboere er kompleks ge sig selv og sin personlighed professionelt. Som ansat er det vigtigt, at man kender sig selv og sine grænser godt. Så man ved, hvornår beboeren går ind over grænsen. Og hvornår det er en god relation, man har, siger Eva Kirketerp. De daglige dilemmaer Der er flere situationer, hvor relationen mellem beboer og ansat bliver kompleks. Det kan være, når den ansatte har fri, og møder en beboer hos købmanden, og beboeren vil gerne snakke om noget, der er sket i løbet af dagen. Det kan være en situation, hvor man som ansat er ked af det på grund af noget, der er sket privat. Kan man så være professionel og upåvirket af det private, når man møder på arbejde og skal indgå i en relation med en beboer. Der kan også være beboere, som meget gerne vil høre noget om det, der sker hjemme privat hos den ansatte. Det kan være spørgsmål som: Hvordan har dine børn det? Nogen har ikke noget problem med at snakke om dette, mens andre gerne vil holde sit private liv uden for relationen med beboeren. Det kan også være en beboer, der siger: Du har jo mit mobilnummer, må jeg også få dit? Privat, personlig og professionel Udgangspunktet for at arbejde i relationer er en model, der kaldes de 3 P er (se boksen). Her skelnes der mellem privat, personlig og professionel. Især er det vigtigt at kende grænsen Psykolog Trine Reippuert Knudsen mellem det private og det personlige. For nogen kommer denne skelnen dog helt naturligt, mens det for andre er vigtigt at gennemtænke og beslutte sig for, hvor grænsen er. I den professionelle relation bruger man sig selv som professionel fagperson, og man bruger sin personlighed på et professionelt plan. Det handler her om at holde balancen mellem det professionelle og relationen, fortæller Trine Reippuert Knudsen. Det er således vigtigt, at personalet formår at bruge sig selv som professionel fagperson samtidig med, at de kan sætte deres egen personlighed i spil uden at blive privat. Men der er ingen endelig, færdig måde at gøre det på. Ofte vil det være op til den enkelte fagperson at vurdere, hvor meget man vil bruge sig selv og sin personlighed. Men som fagperson skal man også altid se på beboeren og vurdere, hvad der vil være godt for beboeren. Nogen har måske brug for mere afstand end andre, siger Trine Reippuert Knudsen, og Eva Kirketerp supplerer: Som ansat skal man kunne være både udviklende og kravfri. Man skal kende sin egen støj på linien. Og man skal kunne give professionel kærlighed anerkendelse. De 3 P er Privat Personlig Professionel Opvækstbetingelser Oplevelser Traumer/successer Psykisk bagage De sider af sig selv, man ikke bruger på arbejdet Smag, vaner Følelsesladet Personlighed Måde at agere på Temperament Fremtræden De menneskelige egenskaber, man bruger i sit fag Tænke og føle Uddannelse Faglighed Teorier/viden/metoder Etik Fagkulturer, faglig refleksion, faglige begrundelser Refleksion Analyse og metoder KH bladet

15 At give professionel kærlighed Der er grundlag for en god relation mellem ansatte og beboere, når de ansatte er anerkendende i deres måde at være sammen med beboerne på. Af Rikke Thomassen I relationen mellem ansat og beboer er det vigtigt, at den ansatte kan håndtere det, man kan kalde professionel kærlighed. Kærlighed i denne sammenhæng handler om at være anerkendende i sin pædagogik. Når man arbejder anerkendende, skal man se det fra den andens perspektiv. Det er ikke vigtigt at være enige man kan rumme forskelligheden. Man skal se det, den anden kan, og det, der lykkes. Man skal holde fokus på intentioner, følelser og oplevelser. Og fokus på de gode fortællinger, fortæller Trine Reippuert Knudsen. (Se oversigten i boksen) Anerkendelse i praksis Eva Kirketerp har nogle eksempler på, hvad det vil sige at arbejde anerkendende: Møder man ind til en beboer, der har haft en dårlig start Hvad er anerkendelse? Se den andens perspektiv. Ikke vigtigst at være enig forskellighed rummes Få øje på det, den anden kan, og det, der lykkes. Fokus på intentioner, følelser, oplevelser Fokus på de gode fortællinger Se, spørge ind, være nysgerrig Og hvad er det ikke? Vurdering Belæring Kritik Mit eget perspektiv Vigtigst at være enig uenighed er et problem Få øje på den andens fejl og det, der ikke lykkes Fokus på ydre adfærd, færdigheder, mangler, evner Fokus på de negative fortællinger Bedømmelse, irettesættelse, korrigere. på dagen, kan man være anerkendende på forskellige måder, og ens personlighed har betydning for, hvilket udtryk man giver anerkendelsen. Det kan være man giver et ordentligt kram, bruger humor, eller man kan være spørgende. At være anerkendende kan være forskelligt i forskellige situationer. Men det handler om at lytte, se, møde, forstå, acceptere, bekræfte og afstemme følelsesmæssigt, siger Eva Kirketerp og illustrerer det ved en anerkendelsestrappe, og ved at bruge retningsgivende ord som se, møde og forstå kan man stille sig i forskellige positioner og med bevidsthed og opmærksomhed understøtte en udviklingsproces på forskellige måder. Skab tid til dialog og nærvær Anerkendelse er særligt svært, når adfærden er udfordrende. Det kan være, man står over for et menneske, der er udadreagerende eller provokerende. Så må man anerkende, at vedkommende er i affekt og tage snakken, når han eller hun er kølet lidt ned. Man kan spørge: Hvad skete der? og hvordan har du det?. Og derfra handler dialogen ikke om ret eller uret, men om, hvordan det føltes og oplevedes, og hvad der var på spil for ham eller hende, siger Eva Kirketerp. Eva Kirketerp pointerer også, at anerkendelse også handler om at skabe anerkendende rammer: For eksempel at sørge for, at der bliver tid og plads til dialog og nærvær. Kendetegn ved gode relationer: Balance mellem omsorg og grænser/krav Tryghed og omsorg Afstemthed Tilgængelighed og nærvær Forudsigelighed Samvær og gode oplevelser Samarbejde Glæde ved at være sammen Timing: Rigtige krav til rigtig tid KH bladet

16 Der var bevægelser til både trosbekendelsen, kirkebønnen, Fadervor og flere af sangene, da Kristelig Handicapforening holdt gudstjeneste på årets FrøFestival. De små forandringer gjorde, at alle kunne være med. Udviklingshæmmede viser vej til en rummelig gudstjeneste Af Rikke Thomassen Det var en hyggelig gudstjeneste, sagde Lillian Kirkegaard som noget af det første, da hun blev spurgt om hendes oplevelse af gudstjenesten. Hyggelig. Det var måske ikke det første, man ville have forventet at høre om en gudstjeneste i en idrætshal med omkring 200 deltagere. Men det var rigtigt nok. Stedet var Kristelig Handicapforenings årlige musik-festival på Frøstruphave Efterskole. Her samledes udviklingshæmmede, hjælpere og forældre og efterskolens 120 elever var også med til at gøre weekenden festlig. Søndag formiddag var der gudstjeneste. Vi ville holde en gudstjeneste, hvor alle har mulighed for at høre Gud og svare på deres egen måde. Også dem der for eksempel ikke har noget sprog, siger landssekretær i Kristelig Handicapforening Ellen Hessellund Mikkelsen. Derfor var der bevægelser til kirkebønnen, Fadervor, flere af sangene og til trosbekendelsen hvor Helligånden, duen, lige måtte vises to gange: Sæt hænderne sammen, og så flyver den opad, sagde præsten, Kristian Bork Sørensen. For Mette Graversgaard, der er elev på Frøstruphave Efterskole, var det også en god oplevelse at bruge kroppen så meget. At man flere gange kommer op at stå og skal lave bevægelser gør også, at man tænker over, hvad man skal lave bevægelser til. Det er dejligt, at der sker noget, og der er mere liv i det, siger Mette Graversgaard, og tilføjer med et smil, at så sidder man jo heller ikke og falder i søvn. Dramastykke uden forberedelse Det er vigtigt, at alle føler, de deltager i Gudstjenesten, siger Ellen Hessellund Mikkelsen. KH bladet

17 Alle ting, der skulle bruges undervejs i gudstjenesten og på alterbordet lys, blomster, brød og vin til nadver og et kors blev båret ind i procession. For nogen er det nok bare at være der og nynne med på sangene, opleve musikken og opleve det, der sker. Og for andre betyder det noget, at de får lov til at lukke munden op og sige noget. Derfor ville vi inddrage flere i gudstjenesten end bare præsten. Alle ting, der skulle bruges undervejs i gudstjenesten og på alterbordet lys, blomster, brød og vin til nadver og et kors blev båret ind i procession. Det var både efterskoleelever og nogen af festivalens deltagere med til. Bibelteksten blev ledsaget af et smukt dramastykke, som ikke var indøvet på forhånd. Slet ikke. For så ville det netop blive syv personers forestilling for nogle tilskuere, siger Ellen Hessellund Mikkelsen. Syv personer havde sagt ja til at være med i dramastykket, og undervejs i præstens fortælling om den barmhjertige samaritaner blev de guidet til, hvad de skulle gøre. Bo Blæsbjerg var den første, der fik at vide, hvad han skulle gøre. Du skal bare gå lidt fremad, sagde Kristian Bork Sørensen, og så fik to røvere besked på at gå efter ham og slå ham ned. Ja, bare slå hårdt, så han falder. Sådan blev hele historien om den barmhjertige samaritaner guidet igennem. Møde hinandens ansigter Der var også ændret ved måden, stolene var stillet op på. Det var også vigtigt for os, at gudstjenesten ikke er noget, der forgår oppe foran, men at gudstjenesten er noget, vi er fælles om, siger Ellen Hessellund Mikkelsen. Derfor stillede vi stolene op i to halvcirkler, som vendte ind mod hinanden, for på den måde også at signalere, at vi alle er sammen om gudstjenesten. Der er ikke nogen, der kan sidde på bagerste bænk og sidde og ikke være rigtigt med. Vi kigger ikke ind i hinandens rygge, men over på hinandens ansigter og ind mod midten, hvor alteret og præsten står. Opstillingen var med til at gøre gudstjenesten hyggelig. De 200 mennesker i den store hal fik fællesskab med hinanden ved at møde hinandens ansigter. I al vor forskellighed mødte vi Gud i fællesskab, siger Ellen Hessellund Mikkelsen. Syv personer havde sagt ja til at være med i dramastykket. De havde ikke øvet på forhånd, og undervejs i præstens fortælling om den barmhjertige samaritaner blev de guidet til, hvad de skulle gøre. Fakta om FrøFestival FrøFestival er Kristelig Handicapforenings musikfestival som afholdes på Frøstruphave Efterskole og arrangeres i samarbejde med efterskolen. Cirka 70 af deltagerne var personer med udviklingshæmning, hovedparten er beboere fra Kristelig Handicapforenings otte bofællesskaber. Der deltog omkring 50 hjælpere og forældre. Frøstruphave Efterskole deltog med cirka 120 elever, plus en række tidligere elever, som kom på besøg i løbet af weekenden. Det er en musikfestival, hvor der er masser af musik, lovsang, dans og kreative muligheder. I år var temaet Cirkus og Cirkus Krone kom på besøg med deres cirkustelt og viste en flot forestilling lørdag aften. 17 KH bladet 4-11

18 1 1 Dorthe sidder og slapper af i sin lejlighed fredag den 16. september ved 15-tiden. Hun er kommet hjem fra arbejde. Dagens næste store begivenhed er FrøFestival Det varer ikke længe. h e på vej ti l Frøfesti val 2 Dort Tasken er pakket færdig det blev den torsdag aften. 3 4 Dorthe har nu fået eftermiddagskaffe, og det er blevet tid til, at Birgit klemmer FrøFestivalarmbåndet fast. Dorthe har været på FrøFestival mange gange. I år er der cirkus-talentshow lørdag eftermiddag. Det har Dorthe også været i fuld gang med at forberede sig til. Hun skal gå på line. Foto: Østbækhjemmet 5 Dorthe har været i bad, og tilbage er der kun at få sandalerne på. Og få dynen med. 7 Dette er en billedserie om Dorthe Kjærgaards afrejse til FrøFestival Foto og tekst: Rikke Thomassen 6 Og få creme på hænderne. 18 KH bladet 4-11

19 Du er for langsom, fotograf! 5 10 Og af sted. 7 Af sted det går i rask galop hen ad gangen. Så hurtigt at fotografen måtte løbe stærkt for at nå at tage et billede af det. 13 Første punkt bliver at komme i ægte cirkusstemning med en rød klovnenæse. 8 Det skal pakkes godt for at få plads til det hele. 11 Dorthe fremme og al bagagen skal fragtes hen på værelset på Frøstruphave Efterskole. Den lyserøde paraply skal Dorthe bruge når hun skal optræde som linedanser lørdag eftermiddag. 9 Så ud til busserne. 12 Sengen er redt, og nu er festivalen i fuld i gang. 14 PS: Det gik super godt med at optræde som linedanser. 19 KH bladet 4-11

20 Viborg Kommunes borgmester, Søren Pape Poulsen, tog et af de første spadestik, og holdt i den forbindelse også en tale. Hjertebo søger leder Bofællesskabet Hjertebo i Hvam søger leder. Der er ansøgningsfrist 3. januar 2012 kl. 12. Læs det fulde stillingsopslag på Hjertebos bestyrelse ønsker, at lederen kan være udpeget i starten af 2012 for derefter at engagere sig i kontakt med og rekruttering af mulige kommende beboere, rekruttering og ansættelse af medarbejdere, færdigindretning af bygninger og faciliteter mv. Bestyrelsen forventer, at øvrige medarbejdere kan ansættes i takt med, at Hjertebo åbner for indflytning af beboere fra juli/august Første spadestik til Hjertebo Af Rikke Thomassen Foto: Poul Erik Jensen Til at tage de første spadestik var Viborg Kommunes borgmester, Søren Pape Poulsen, formanden for Hjertebo, Anders Jensen (foto til venstre) to af de formentligt kommende beboere, Clara Najbjerg (i midten) og Frederik Nielsen (til højre). De første spadestik til bofællesskabet Hjertebo blev taget fredag den 9. september. Til at tage de første spadestik var to af de formentligt kommende beboere, Clara Najbjerg og Frederik Nielsen, formanden for Hjertebo, Anders Jensen, og Viborg Kommunes borgmester, Søren Pape Poulsen. I sin tale i forbindelse med spadestikket sagde borgmester Søren Pape Poulsen blandt andet: Jeg kan som borgmester glæde mig over, at vi her i kommunen har aktive folk, der med buddet om næstekærlighed stærk forankret i deres sind, tænker på at skabe gode rammer for en gruppe udviklingshæmmede medborgere. Jeg er sikker på, at det har krævet hårdt arbejde at komme til det punkt, vi er i dag, og selvom der er lang vej endnu til den første beboer flytter ind, så er der grund til i dag at stoppe op og glæde sig over, at nu er det for alvor i gang. Formanden for Hjertebo, Anders Jensen, glædede sig også over, at de var nået så langt med projektet, og han takkede for al den opbakning, de har fået fra mange forskellige sider. Han lagde dog heller ikke skjul på, at det har været hårdt arbejde at nå så langt, og der er også stadig mange store opgaver og udfordringer. KH bladet