SYSTEMISK FORUM årgang nr. 4 MEDLEMSBLAD FOR DANSK FORENING FOR SYSTEMISK TERAPI OG KONSULTATION TEMA:

Transkript

1 SYSTEMISK FORUM årgang nr. 4 MEDLEMSBLAD FOR DANSK FORENING FOR SYSTEMISK TERAPI OG KONSULTATION TEMA: magtens fjæs

2 KONTAKTINFO Dansk forening for Systemisk Terapi Og Konsultation Bestyrelsen Lisbeth Villumsen (formand) Skibdalsvej 25, 7990 Øster-Assels Solvejg Rosenkilde Nielsen (næstformand) Irene Berri (kasserer / indmeldelse / kontingent) ireneberri@mail.dk Dorte Nikolajsen dortenik@gmail.com Henrik Rude h@rude.net Lokale kontaktpersoner Fyn Cathrine Dejgaard sfacad@svendborg.dk Bornholm Solvejg Rosenkilde Nielsen rosenkil@tiscali.dk Sydjylland Marion Sullmann marion.sul@stofanet.dk Martin Oksbjerg oksbjerg@stofanet.dk Østjylland Bodil Burian burian@burian.eu.com København Ellen Hansen mail@nanastorm.dk Sydsjælland Bente Steen bentesteen@hotmail.com Judith Klitgaard judithklitgaard@yahoo.dk Nordjylland Hanne Svensmark samtale@svensmark.com Inge Østergaard Holm-Petersen Coachinge@gmail.com Anne Saxtorph saxtorph@dispuk.dk Martin Oksbjerg (1. suppleant) oksbjerg@stofanet.dk John Gurnæs (2. suppleant) Medlemskab og priser Almindeligt medlemskab inkl. Fokus på familien kr. 550,- Sambo kr. 300,- Studerende (fuldtids-) kr. 350,- Støttemedlemskab for institutioner inkl. Fokus på familien kr ,- Alle priser er gældende for et kalenderår. Indbetales på Giro til: STOK v. Irene Berri, Søhøj 19, 4050 Skibby. systemisk forum Ansvarshavende redaktør: Irene Berri Bladudvalg: Ditte Brorson og Marianne Bærenholdt ISBN Manuskripter sendes til: systemiskforum@gmail.com Matriale sendes som vedhæftet fil på . Annoncer som pdf-fil og artikler i Word. Artikler skal ledsages af et foto i høj opløsning og en kort beskrivelse af forfatteren. Annoncepriser for medlemmer: 1/1 side: kr. 1/2 side: kr. 1/4 side: kr. 1/8 side: 500 kr. Priser for ikke-medlemmer forhandles. Hjemmeside: Webmaster: Henrik Rude admin@danskstok.dk Forside: Henrik Nuppenau og Marianne Bærenholdt Deadlines i 2010: Af hensyn til rettidig udgivelse af bladet bedes artikler, annoncer, lokalnyt mv., være os i hænde inden deadline. Bladet udkommer 4-6 uger efter deadline Oplag: 700 stk. Udsendes til alle medlemmer af foreningen Dansk forening for Systemisk Terapi Og Konsultation Tekstredigering: Rubin Freelance Layout: Grafisk Plus Tryk: Typo Graphic 2 SYSTEMISK FORUM NR

3 INDHOLD Dette nummers tema: MAGTENS FJÆS Indkaldelse til generalforsamling FORENINGSNYT: Tag kollegaen med til årsmøde Af Lisbeth Villumsen. STOK s formand lægger op til årsmødet og inviterer medlemmerne til at bidrage med deres visioner for foreningen. TEMA: Magt, afmagt og modmagt Af Hanne Svensmark. Hvilket fjæs er det egentlig, magten har? Og er det et fjæs eller bare et ansigt? TEMA: Den indrestyrede borger Socialpolitikkens nye styringsproblem? Forfatteren kommer omkring tre faser i det sociale arbejde fra tallets filantropiske fattighjælp over velfærdsplanlægningen i midten af 1900-tallet til nutidens neo-filantropi. Den Inviterende Samtale (II) Af Ole Nygaard. Læs anden del af artiklen om, hvordan man bruger den inviterende samtale til at hjælpe klienter til en ny livsstil. (Første del blev bragt i sidste nummer af Systemisk Forum). Hvorfor systemisk? Af Ulla Fæster. Forfatteren giver sit bud på, hvorfor det giver mening at arbejde systemisk. NÆSTE NUMMERS TEMA: Re-member Systemisk Forum Af Ditte Brorson og Marianne Bærenholdt. KURSER MED STOK STOK LOKALNYT ANNONCER AKTIVITETSKALENDER ÅRSMØDE SYSTEMISK FORUM NR

4 FORENINGSNYT STOK indkalder til Generalforsamling 2010 Generalforsamlingen afholdes fredag 12. november 2010 kl på Hotel Svendborg i Svendborg Dagsorden 1. Valg af dirigent (mødeleder). Der kan vælges to dirigenter. 2. Valg af referent (-er). 3. Fremlæggelse og godkendelse af formandens beretning. 4. Beretning fra udvalgene, de lokale kontaktpersoner, Fokus på familien, nordisk samarbejde og internationalt. 5. Beretning om pr og hjemmeside. 6. Forelæggelse og godkendelse af revideret regnskab. 7. Fastlæggelse af kontingent og fremlæggelse af budgetforslag for Valg til bestyrelsen. 9. Valg af kasserer. 10. Valg af bestyrelsessuppleanter. 11. Forslag til medlemmer som bestyrelsen senere kan udpege til at deltage i udvalg. Medlemmer udpeges for to år ad gangen med mulighed for forlængelse. 12. Valg af to revisorer. 13. Evt.

5 FORENINGSNYT Af Lisbeth Villumsen, formand for STOK. Psykoterapeut MPF og sundhedsplejerske. Indehaver af konsulentfirmaet Liv via Dialog. Tag kollegaen med til årsmøde STOK s formand lægger op til årsmødet og inviterer medlemmerne til at bidrage med deres visioner for foreningen Kære medlemmer. I skrivende stund skinner solen oven på de sidste dages storm og regn. Det er ikke til at tro, at det er august. I Danmark har vi oversvømmelser, kæmpe træer der vælter og store problemer med at bjærge høsten. Morsingboerne har dog lært mig et udtryk, der hedder: Tak vor herre, der er dem, der har det værre. Og det må vi da nok sige. Store områder ude i verden oversvømmes, og nød og megen elendighed vises for os dagligt. Nogle får mere hjælp end andre, nogle benytter sig af det og bruger magt til blandt andet at tilrane sig nødhjælpen. Magten har mange ansigter også ude i verden. Magtens dilemmaer På årsmødet i år har vi valgt temaet: Magtens Fjæs. Foucault vil sikkert være med os også i de i mange forskellige workshops. Der kommer mange spændende workshops. Se det nyeste program. Hovedoplægsholder fredag er Kaspar Villadsen, som vil tale om og kaste et kritisk lys på tendenser i nutidens sociale arbejde og socialpolitik. Han vil omtale og forklare et par vigtige diskursive begreber, som socialarbejderen omgiver sig med til daglig. Han vil blandt andet fokusere på, hvorfor socialarbejderen i dag skal være et rigtigt menneske og trække tråde helt tilbage til filantropistens ideer fra 1800-tallets forståelse af fattigdomshjælp. Læs Simon Kruses artikel i forrige nummer og Kaspar Villadsens egen i dette. Det vil sikkert give appetit til at høre mere. Lørdagens hovedoplægsholder bliver Dorte Nissen. Dorte vil blandt andet se på, hvordan teorier om diskurser, diskursiv positioneringsteori og konflikthåndtering kan bidrage til overvejelser om magtens dilemmaer samt til måder at anvende dem som drivkraft i vores hverdagspraksis. Arbejder med visionerne Alt sammen spændende temaer, som jeg glæder mig til at høre og være en del af sammen med jer. Så kom og hør, oplev og vær med og tag gerne kollegaer, der ikke er medlem af STOK, med til årsmødet, så de kan se, at de da ikke kan undvære at være med i den forening. Vi vil på årsmødet lave en lille undersøgelse blandt jer om, hvad I mest bruger STOK til, samt hvad vi kan gøre sammen for at få det til at blive en endnu bedre forening. Der er gode bøger at vinde, hvis du udfylder det skema, vi lægger frem på årsmødet. STOK afholder stadig spændende kurser og lokalarrangementer. Se her i bladet, hvad der sker i nærmeste fremtid. Hold også øje med hjemmesiden, der hele tiden opdateres. Næste år er der blandt andet et spændende kursus i artikelskrivning. Bestyrelsen har haft sit årlige todages møde i år i Jyllinge på Sjælland. Det var dejligt, at vi havde lidt mere tid denne gang til at lære hinanden lidt bedre at kende og få planlagt STOK-arbejdet for den næste tid. Ikke mindst var det dejligt at se på visionerne for fremtiden i STOK. Kom og hør om dem på generalforsamlingen og del dine visioner for STOK med os. Jeg håber, at dette blad med temaet Magtens Fjæs vil være spændende for dig at læse. SYSTEMISK FORUM NR

6 TEMA: Magtens Fjæs Af Hanne Svensmark. Cand theol. og tidl. sognepræst. Uddannet til systemisk/narrativ psykoterapeut hos Externa og Peter Lang. Indehaver af Svensmark Samtaleværksted. Under uddannelse som kunstterapeut og ansat som sådan i Center for aktiv Livsstil under socialpsykiatrien i Brønderslev. På årsmødet har Hanne Svensmark en workshop om kunstterapien som modmagt til diagnosen. Hvilket fjæs er det egentlig, magten har? Og er det et fjæs eller bare et ansigt? Vi positionerer hele tiden hinanden. Det kan sikkert ikke undgås, men det er ufatteligt magtfuldt. Både den fastholdelse i bestemte roller vi kan opleve, men også den magt vi nogle gange får i hænderne uden måske helt at være klar over det. Jeg har en ide om, at jeg bare er Hanne, en kvinde med mine særheder, skævheder og særligheder, og som sådan reagerer jeg på min omverden og kommer med mine skæve kommentarer til det, jeg ser og oplever. Og selvfølgelig er jeg bare mig selv men i samspillet med mine omgivelser er jeg også alt det, de i relationen tillægger mig. Det giver mig et ansvar, og et særligt ansvar når jeg som fagperson møder mennesker, der er afhængige af det, de får ud af mødet med mig. Gør magtforholdet klart Så, vil jeg ikke være det, jeg er blevet positioneret som, må jeg stadigvæk forholde mig til det, hvis det skal ændres. Tillægger andre mig en magt, jeg ikke vil have, har jeg stadig ansvaret for skævvridningen af relationen, hvis jeg ikke gør synligt, hvor magten så befinder sig henne. Det kan illustreres med dette eksempel: Da bare Hanne var helt ny præst, var min ide om, at jeg jo bare var mig, endnu stærkere end i dag. Det var lidt af et kulturchok at erfare, at når jeg sagde noget, så var det ikke bare mig, men præsten der havde sagt det. Jeg fik tillagt en magt og en autoritet i kraft af min stilling, og selv om jeg ikke dengang kendte til teorien om positionering, tog det mig ikke lang tid at gennemskue, at det ville være et svigt fra min side ikke at tage denne positionering alvorligt. Jeg kunne godt have fremturet i at med mine antiautoritære idealer er en præst ikke noget særligt, og at hvis folk opfattede mig sådan, var det deres eget problem. Det, der ville være kommet ud af det, ville have været en masse uklarhed og ufred, ting der ville være kommet til at stille sig i vejen for mit arbejde som præst. I stedet valgte jeg at tage positioneringen på mig der, hvor jeg vel at mærke var i funktion som præst, og i andre sammenhænge at positionere mig selv til forældremøder som den og dens mor for eksempel eller ved på andre måder at markere, hvilken rolle jeg her optrådte i. Det skabte klarhed for både mig og mine omgivelser. Synlig magt er håndterbar. Det er den skjulte magt, der for alvor kan skabe dæmoniseringer. Derfor er klarhed om roller og magtforhold det måske stærkeste redskab til modmagt, der findes. God vilje er ikke nok Er der noget, der kan få mennesker til at føle sig magtesløse i dagens Danmark, så er det, når de skal møde systemet som en borger, der har brug 6 SYSTEMISK FORUM NR

7 MAGT, AFMAGT OG MODMAGT for hjælp. Og når man tænker på, hvor meget god vilje og gode intentioner der er bag vore forskellige sociale systemer, når man tænker på, hvor meget kompetence og hvor mange ildsjæle der befinder sig rundt omkring på forvaltninger og som såkaldt frontpersonale, så er det da underligt, at så mange kommer til at opleve mødet med systemet så frustrerende og afmagtsfyldt. Eller er det? Jeg bliver mere og mere overbevist om, at en del af nøglen til at fjerne denne afmagt handler om at skabe bevidsthed om den positionering, der sker begge veje, når et menneske gøres til klient. Altså at modmagten er synliggørelse af, hvor magten rent faktisk ligger. Da min ældste søn var tretten, løb han ind i problemer, som vi skulle have hjælp til og jeg husker den forvirring og afmægtighed, det skabte i mig, at en hel masse mennesker omkring mig havde så mange ideer om, hvad problemet var, og hvad jeg skulle gøre, mens jeg af al magt forsøgte at forholde mig åbent og konstruktivt til de mange og indimellem modstridende meninger om mig og om karakteren af min families problem. Det vendte, da jeg mødte en familiebehandler, og jeg spurgte ham, om han ville have, jeg skulle det ene eller det andet, og han svarede: Det må du bestemme, du er jo den voksne. Lige præcis der, begyndte jeg at kunne tage magten tilbage i mit eget liv. For der blev jeg set og positioneret, som den jeg var, et menneske med kompetencer og ressourcer til at være en ligeværdig medspiller. De fagpersoner, jeg løb ind i dengang, havde ganske givet de bedste intentioner. Jeg tænker i dag, at de tog en magt, som de ikke selv havde bevidsthed om, hvor stor var, og at jeg gav dem en magt, som de næppe var klar over, de havde, ved at positionere dem som nogen, der jo i alt dette måtte vide bedre end mig. Men havde de været klar over, hvor vigtigt magtforholdet i relationen var, ville mit møde med dem næppe have været så nedbrydende for mig. Hvis klarheden havde været til stede. Det er det ansvar, vi bærer, når vi optræder som fagpersoner, der skal yde hjælp, rådgivning eller bistand til andre mennesker, eller som nogen, der rent faktisk har en magt til at træffe beslutninger, der berører den andens liv. Magt er nødvendig Vi har ansvar for at være bevidste om, hvilket fjæs magten har i relationen. Vi skal være bevidste om, at vore egne idealer om ligeværdighed ikke er gyldige i relationen, hvis den anden ser os som den, der har magt til at vende tommelfingeren op eller ned over deres liv. Være bevidste om, hvor meget afmagt det skaber i et menneske at være blevet til klient, så vi husker, at det er modtageren, der bestemmer budskabet. Være bevidste om, at vi ikke De negative spiraler opstår først og fremmest der, hvor magten er usynlig og uerkendt... på samme tid kan være den, der sidder med faktiske magtbeføjelser og forlange af den anden, at han skal forholde sig til os, som om relationen er fuldstændig ligeværdig. Set i det lys bliver vores første opgave at skabe klarhed over magtforholdet i relationen, så magten ikke får lov at vise sit grimme fjæs som en usynlig dæmon, men bliver til en fuldstændig synlig del af relationen, som ligger fremme på bordet og derfor kan håndteres. Magt er en nødvendig del af mange relationer. Den er ikke i sig selv negativ eller ond. De negative spiraler opstår først og fremmest der, hvor magten er usynlig og uerkendt og derfor kommer til at ligge som en uklar faktor, der forplumrer relationerne. Hvordan gør vi så magten synlig og dermed mindre magtfuld? Det allervigtigste er at turde sætte ord på den. Den trold, der bliver kaldt ved navn, mister sin dæmoniske magt. Dernæst er det vigtigt at respektere, at et magtforhold rent faktisk gør noget ved relationen. Den, der har magten til at bestemme, hvilken hjælp mit barn skal have eller ikke have, er det umuligt for mig at møde på samme måde, som den, jeg ved, ikke har anden magt end at kunne lytte til mine tanker og overvejelser. Den sidste kan jeg møde med ubetinget tillid, i den anden relation vil min tillid altid være vejet op imod, hvad det er klogt og ikke klogt at dele med denne person. Giv magten tilbage På min nuværende arbejdsplads i psykiatrien møder jeg ofte mennesker, der som jeg selv i sin tid, er klar til at give os som fagpersoner retten til at definere dem. De har ladet sig overrumple af systemet og diagnosen og er blevet mere og mere afhængige af andres mening om, hvem de er, og hvad de kan og skal. Det er vores fornemme opgave at hjælpe vores brugere til at være dem, de i virkeligheden er. Give dem magten tilbage i eget liv. Gengive dem troen på, at det de ser, mærker og føler har værdi og relevans og at det er deres oplevelse af sig selv, der er udgangspunktet for vores relation. Det er i den sammenhæng mine overvejelser i denne artikel skal læses. Det er så uendeligt vigtigt, at det enkelte menneske bliver set, som den det er, for det er lige præcis her, vi giver magten tilbage til den, der er blevet afmægtig i mødet med systemet. SYSTEMISK FORUM NR

8 TEMA: Magtens Fjæs Af Kaspar Villadsen. Lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Copenhagen Business School. Artiklen er oprindeligt skrevet til Nordisk Administrativt Tidsskrift. Den indre Socialpolitikkens Der er dukket nye begreber op i det sociale arbejdes diskurs og i socialpolitikken: Man skal møde mennesket, hvor det er, hjælp skal være hjælp til selvhjælp og fattigdommen er åndelig frem for materiel. Der er tale om kerneprincipper for den fattighjælp, som blev udøvet af kirkelige og filantropiske foreninger sidst i 1800-tallet. Disse princippers aktuelle udbredelse overalt i det sociale arbejde og i socialpolitikken indikerer et brud i velfærdsstatens epistemologi, dvs. i den måde, som borgeren iagttages på, den måde sociale problemer kan komme til syne på, og den måde vi anskuer integration, fællesskab og frihed på. Måske kan et blik på det sociale arbejdes tilblivelseshistorie gøre os klogere på, hvad det er for en borger, som vi nu søger at fremelske, og hvad det er for et fællesskab, vi nu søger at skabe. Socialhjælpens faser Denne artikel vil fremlægge en skitse over faser i den danske socialhjælps historie. Den første fase er 1800-tallets filantropiske fattighjælp. Her retter blikket sig mod den fattiges indre kvaliteter, hans åndelige dannelse. Der sættes skel mellem god vilje kontra dårlig vilje, hvor det kun er de førstnævnte, der bør modtage filantropisk rådgivning, bistand og formaninger. Målet er at vække den fattiges selv-ansvar. Den anden fase er velfærdsplanlægningen, som strækker sig fra ca , men har sit højdepunkt i 1960 ernes fremskridtsoptimisme. Her er fokus på borgerens evne. Klienter fremstilles som sårbare og rådvilde individer, der har behov for professionel bistand. Hjælpen gives som objektiv problembestemmelse. Målet er at fastholde eller skabe funktionsdygtige individer under indtryk af samfundsudviklingens accelererende tilpasningskrav. Den tredje og sidste fase kalder jeg neo-filantropi, som strækker sig fra 1980 og frem til i dag. Vi ser her en genopdagelse af en række filantropiske slagord og teknikker. Blikket rettes mod klientens selvopfattelse. Styringsmidlerne kommer til at dreje 8 SYSTEMISK FORUM NR

9 DEN INDRESTYREDE BORGER styrede borger nye styringsproblem? sig om at stimulere klientens indre, mentale selvoverskridelse en art bekæmpelse af tankens fattigdom. Problemet bliver at frembringe forandring uden at over-styre. Målet er at skabe en klient, som selv foretager en indrestyret selvudvikling. Vi ser hermed en afgørende transformation i det regime af viden og styringspraksisser, som socialpolitikken og det sociale arbejde opererer i. Den sociale klient synes i stigende grad at dukke op som en figur, der står løsrevet fra det kompleks af baggrundsvariable, som tidligere skulle forklare hans problemer. Genealogi hvorfor og hvordan? Hvorfor gennemføre analyser af det sociale arbejdes rødder og historiske udviklingsproces? For Michel Foucault skal historieskrivning hverken være et arkivarisk forsøg på at rekonstruere fortiden, sådan som den virkelig var, eller en uklog fejring af vores nutid som mere oplyst, human og rationel end fortidens misforståelser og barbari. Historieskrivning skal i stedet hjælpe os med at stille spørgsmål til vores nutid og de selvfølgeligheder, som vi omgiver os med. Foucaults tilgang til genealogisk historieskrivning formuleres blandt andet i hans diskussion af Kants svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning? (Foucault, 1987). Her argumenterer Foucault for, at modernitetens fordring til filosofien ikke er at bestemme grænserne for, hvad vi kan vide, men snarere består i at afsøge grænserne for, hvad vi er, med henblik på at muliggøre en overskridelse heraf: Men hvis det kant ske spørgsmål gik ud på at vide, hvilke grænser viden må give afkald på at overskride, så forekommer det mig, at det kritiske spørgsmål i dag må vendes til et positivt spørgsmål angående, hvad der er os givet som universelt, nødvendigt og obligatorisk, og hvilke rum, der er optaget af alt det, der er singulært, kontingent og produkt af arbitrær tvang. Pointen er kort sagt at transformere den kritik, der udøves i form af en nødvendig begrænsning, til en praktisk kritik, der tager form af en mulig overskridelse (Foucault, 1987: 100). Vi kan også sige, at historie skal skrives med henblik på at producere kritiske effekter i samtiden deraf begrebet nutidshistorie. Vejen til at opnå de kritiske effekter består i at fremvise, hvordan det, vi opfatter som universelt og nødvendigt, er historisk kontingent og resultatet af fortidens kampe og beherskelsesstrategier. Det handler ikke om at eftersøge historiske fænomeners udspring eller originale kilde, men om at vise deres opkomst, som Foucault pointerer i Nietzsche, genealogien, historien (1983). Snarere end at eftersøge en original kilde eller tingen i dens rene form, må genealogen lytte til historien og vil da opdage: At bagved tingene er der helt andre ting : Ikke deres essentielle og udaterede hemmelighed, men den hemmelighed, at de er uden essens, eller at deres essens blev konstrueret stykke for stykke ud fra figurer, som var fremmede for denne (Foucault, 1983: 87). Genealogens kritiske opgave består således i at fremvise, hvordan objekternes identitet (nutidige eller historiske) er skabt ud af diverse komplekse kræfter og elementer. Man må påvise den heterogene karakter ved det, der fremstår som homogent og identisk med sig selv. Genealogiens opgave kan måske formuleres endnu mere præcist: At vise, hvordan elementer i vores videns/praksisregimer (for eksempel SYSTEMISK FORUM NR

10 TEMA: Magtens Fjæs afstraffelse, galskab, socialt arbejde) er overleveret fra fortidige praksisser og institutioner, som med nutidens øjne fremstår illegitime og uoplyste. Det er således en strategi, som består i at demonstrere ubekvemme kontinuiteter, når oplysningsfortællingen hævder, at den moderne humanisme indebærer et brud med det før-modernes barbari og mangel på oplysning. Samtidig er genealogien dog ikke en kontinuitetens historieskrivning, som søger at vise, at der under alle fremtrædelserne befinder sig en ubrudt kontinuitet, som animerer dem: Genealogien foregiver ikke at gå tilbage i tiden for at genetablere en vældig kontinuitet hinsides glemslens splittelse (Foucault: 1983: 89). Den genealogiske analyse afviser såvel den strukturalistiske ambition om at indsætte alle samtidige elementer i en synkron skematik som diverse metahistoriske tilgange, som forsøger at forlige historiens spredte begivenheder diakront under historiske udviklingslove, epokale forløb eller teleologiske skemaer. I stedet skal genealogen vise et fænomens opkomst ved at opsplitte det i det netværk af elementer, hvoraf det er opstået. Den franske historiker Jacques Donzelot har fremført nogle overvejelser over det sociale arbejde, som kan læses i forlængelse af ovenstående. Donzelot (1979: 99) argumenterer således for, at det sociale arbejde skal betragtes ud fra den strategiske sammensætning af dets tre konstituerende elementer eller systemer: det juridiske, det psykiatriske og det pædagogiske. I moderne socialt arbejde spiller de tre systemer sammen, idet man typisk både må trække på juridiske, psykiatriske og pædagogiske vidensformer. Det er ikke mindst kombinationen af juridisk myndighedsudøvelse (domfældelse og sanktion) og pædagogisk normaliseringspraksis, som giver det sociale arbejde sin evne til at intervenere familiernes privatsfære. Tænker vi videre i forlængelse af Donzelot, kan de tre vidensformer tilskrives følgende funktioner (Villadsen, 2004: 13): Den juridiske viden fremstiller klienten som rettighedssubjekt og forsøger at fastsætte lovbestemte relationer mellem borgeren og socialforvaltningen. Den psykiatriske viden fremstiller klienten som psykologisk væsen og forsøger at forklare hans adfærd og problemer ud fra diagnosticérbare lidelser og psykiske strukturer, der styrer den enkelte eller de interpersonelle relationer for eksempel i en familie. Endelig fremstiller den pædagogiske viden klienten som et socialt subjekt. Spørgsmålet er her, hvilke sociale kompetencer den enkelte skal være i besiddelse af for at indgå i samfundsfællesskabet, og hvordan han kan bringes i besiddelse af disse. Fremviser klienten vilje til læring, eller gør han ikke? Den pædagogiske viden anlægger en iagttagelse af klienten, som hverken er juridisk (det drejer sig ikke om at opfylde lovkrav og rettigheder) eller psykiatrisk (det drejer sig ikke om at iagttage klientens udsagn og handlinger som udtryk for bagvedliggende psykiske mekanismer eller lidelser). Den pædagogiske viden søger derimod at vurdere, hvorvidt den enkelte er i stand til og ikke mindst villig til at udvikle de sociale færdigheder, der er påkrævede for at blive indlemmet blandt kollektivet af ansvarstagende, uafhængige borgere. Dette betyder, at individets moralske karakter er i centrum af iagttagelsen. Mit argument i denne artikel er, at denne pædagogisk-moralske iagttagelse af klienten har vundet dominans i takt med genopdagelsen af filantropiske principper i socialpolitikken. Genealogisk analyse drejer sig ikke blot om at vise, hvordan der kan være ubekvemme kontinuiteter mellem det moderne og det førmoderne. Analysen kan også fremvise, hvordan historiske elementer i form af bestemte iagttagelsesteknologier eller diskursive begreber reaktiveres i en ny kontekst og her får nye strategiske effekter. Det er blandt andet dette relativt sjældent benyttede analysegreb, som jeg vil benytte i det følgende tallets filantropiske kreativitet Det er først i sidste halvdel af 1800-tallet, at der udvikles noget, som ligner kimen til vore dages sociale arbejde. Dette sker på baggrund af en række problematiseringer af den autoritære fattigpolitik, som havde præget 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Denne fattigpolitik havde været præget af anvendelsen af tvangsmæssige foranstaltninger, herunder indespærring i arbejdsanstalter, korporlig afstraffelse af de dovne og uterlige. De fattige blev anskuet som en totalitet, eller en masse af produktivkræfter, som det gjaldt om at fostre og styre således, at de kom til at bidrage til statens storhed og styrke. Samtidig havde der været en vis idyllisering af almissegerningen, som skulle vække den iboende humanitet i såvel giver som modtager 10 SYSTEMISK FORUM NR

11 DEN INDRESTYREDE BORGER velgørerens følelse af medlidenhed og den trængendes kærlige taknemmelighed (Villadsen, 2004: 63). Op gennem første halvdel af 1800-tallet kommer såvel de tvangsbaserede institutioner som almissegerningen under stigende kritik, ikke mindst fra repræsentanter fra de gryende filantropiske foreninger. Der rejses kritik af, at den traditionelle almisse ikke overvejer effekterne af den givne hjælp, som ofte gives til de forkerte og hævdes at have fordærvende virkninger på modtagerne. I stedet stilles der krav om at udvikle en mere pragmatisk hjælpevidenskab, der nøje overvejer, hvem hjælpen bør gives til, i hvilken form den bør gives, og hvordan man følger op på hjælpens resultater. Desuden rejses der kritiske indvendinger mod brugen af tvang i fattigvæsenet. Fra mange sider stilles spørgsmålet, om ikke tvang virker kontraproduktivt i forhold til at skabe det individ, som man ønsker at skabe ud af den fattige. Snarere end at skabe en fri, selvstændig og selvansvarlig arbejder, skaber tvangen ikke tværtimod en tvungen og uansvarlig arbejder? Frem for tvang måtte man anvende teknikker, som kunne skabe en selvansvarlig arbejder, der kunne gå ud og indgå kontrakter på et frit arbejdsmarked og forpligte sig i det civile samfunds foreninger. Samtidig opstod der stigende frygt for de såkaldt sociale onder, som ledsagede ophobningen af fattige arbejdere i de store industribyer: sygdomme, som spredte sig fra de fattige kvarterer til resten af indbyggerne, moralsk degenerering som følge af kønnenes blanding og manglen på åndelige autoriteter samt, ikke mindst, tilslutningen til den gryende socialistiske bevægelse, som truede med at omstyrte den gældende samfundsorden. Det er i denne kontekst, at behovet for at mediere mellem samfundets modstående klasser og opløfte den bedre del af de fattige arbejdere bliver formuleret. Filantropien leverer et særligt slagkraftigt svar på denne udfordring i kraft af foreningernes tekniske kreativitet og karakteristiske diskursive strategier. I de store byer begynder filantropiske foreninger at udvikle en række principper og metoder, som kan hævdes at blive afgørende for det moderne sociale arbejde. Faktisk kan man argumentere for, at den filantropiske fattigundersøger på mange måder er en foregangsmand for eftertidens offentlige socialarbejder. Fattigundersøgeren skal på én gang fordele fattighjælp til hjemmene og forestå det karakterstudium, som mere og mere betragtes som uomgængeligt for god fattigforvaltning en figur med en strålende fremtid foran sig, som Procacci formulerer det (1991: 165). Filantropien udformede bl.a. principper for hjemmeundersøgelse, udviklede kontraktlignende aftaleformer og søgte at se ind til den gode humanitet, som man antog gemte sig i alle mennesker, og som de ønskede at præsentere for de øvrige borgere. På denne måde fik fattigundersøgeren på én gang rollen som mediator, dommer og omsorgsfuld udøver af pastoral ledelse. Som mediator skulle han repræsentere de gode kvaliteter, som enhver fattig rummer, således at den fattige fremstod mindre truende. Den fattiges taleret blev hermed deponeret hos fattigundersøgeren, som skulle repræsentere ham over for resten af samfundet en funktion, som er blevet videreført af den moderne socialarbejder, der netop skal fremstille det sociale subjekt, der gemmer sig i klienten, over for eksempelvis retsvæsenet, lægen eller familien (Philp, 1979: 74). I rollen som dommer skulle fattigundersøgeren, ved at iagttage ydre tegn i hjemmet, fælde dom over, hvorvidt der var en vilje, som kunne rejses: Bevarer og vedligeholder man sine ressourcer?, spares der op?, udvises der renlighed?, hvordan ser børnene ud? Var der ikke tegn på vilje, måtte man sende den fattige, fortabte familie over i det tvangsbaserede offentlige fattigvæsen. Og som moderne pastor skulle fattigundersøgeren søge at sikre de fattiges åndelige dannelse og bringe dem til forståelse af egne forpligtelser, blandt andet gennem vejledning af husmoderen, hjælp til at lære opsparingens kunst, krav om moralsk husførelse, formaninger vedrørende børneopdragelse osv. Det handlede især om at sikre familiens åndelige og materielle velfærd ved at installere en særlig hengivenhed og ansvarlighed i husmoderen hjemmets hyrdinde. Den filantropiske fattighjælp retter sig mod en indvortes forbedring af den fattige. Filantropien får meget klart formuleret, at så længe man ikke sikrer den åndelige dannelse, vil enhver materiel hjælp være enten uvirksom eller direkte skadelig. De skelner således mellem indvortes og udvortes hjælp og fremhæver, at den egentlige hjælp kommer indvortes fra. Dette synspunkt formulerer pastor J.C. Holck præcist i sit Bidrag til Belysning af det sociale Spørgsmaal SYSTEMISK FORUM NR

12 TEMA: Magtens Fjæs og Socialismen fra 1877: Skal der bringes virkelig blivende Hjælp, saa at et Menneske kan bringes til at hjælpe sig selv, maa der frem for Alt ses hen til, hvilke indre Kvalifikationer han er i Besiddelse af, thi det er indvortes fra, at den egentlige Hjælp skal komme; dersom han ikke kan hjælpes og støttes i det Indre, i moralsk Henseende, saa gavner al anden Hjælp ikke; bliver et Menneske ikke selv forbedret, saa kunne hans Kaar i Grunden heller ikke væsentlig forbedres; han vil altid synke tilbage igjen (Holck, 1877: ). Den kirkelige fattigpleje og de filantropiske foreninger er enige om at sætte den åndelige dannelse over den materielle bistand. Enhver materiel bistand, som gives uden at blive ledsaget af åndelig bearbejdning, vil altid være potentielt fordærvende, hævdes det. På denne måde kan man sige, at det filantropiske fattigarbejde omdirigerer de krav om handling, der rettes mod staten og samfundsfællesskabet, til det fattige hjem. Til de fattige lyder budskabet: Frem for at stille vidtløftige fordringer til staten og samfundet, så se at få orden på forholdene i dit hjem og din egen levemåde! Det understreges, at der ikke kan skabes forandringer mod et bedre samfund, førend den enkelte har lært at udøve fromhed, arbejdsomhed og nøjsomhed i det små, i det daglige. Villiam Johan Hoff skriver: Det er nu éngang en Grundlov i Guds Rige, at vi aldrig blive satte over mere, aldrig vokse til at betros det større, uden at vi først lærte at være tro i det mindste. (...) og altid sker Væksten saaledes ved Troskab og Lydighed i det smaa, i det daglige, - aldrig, aldrig ved aandelige Himmel- fagter, i ét Slag, paa engang! (Hoff, 1881: 16). I det filantropiske arbejde kommer begrebet om det gode hjem således til at fungere som en støttepille for den gældende sociale orden et afgørende referencepunkt for tilbagevisning af fundamentale kritikker af samfundsindretningen. At opnå et bedre liv kræver først og fremmest den enkeltes tålmodige arbejde med sig selv og kan ikke realiseres gennem sværmerier for en samfundsmæssig revolution. Med andre ord: Frem for at forfølge vidtløftige ideer om store samfundsforandringer stiller filantroper og andre velgørere krav til deres modtagere om at udøve, hvad man kunne kalde selvets arbejde på selvet inden for hjemmets ramme: Det er jo ikke Hjemmets Form, der gør Sagen klar, det er os selv, det gælder, ja, som vi ere, saaledes bliver vort Hjem. Altsaa: det er paa os selv, vi maa rette vor Stræben, vor Bøn. (Hoff, 1881: 37). Filantropien afviser krav om grundlæggende forandringer af den industrielle arbejdsproces og forfølger i stedet en strategi om at opbygge moralsk modstandskraft hos de fattige arbejdere. På denne måde kan filantropien transformere krav rettet mod den økonomiske orden til krav rettet mod familiens moralske orden (jf. Procacci, 1994: 212). Endelig formulerer den filantropiske bevægelse på effektiv vis princippet om hjælp til selvhjælp. I foreningerne er der nemlig enighed om, at en hjælp, som er for generøs, ukritisk eller påtrængende, vil erodere snarere end rejse de fattiges selvværd og evne til at løse deres problemer. Både rettighedssikret materiel hjælp og den uovervejede private almisse har ifølge Munck og andre fremtrædende filantroper bevirket at en Mængde af vore Fattige reent have mistet den Selvfølelse som dog ganske vist findes oprindelig hos ethvert Menneske, og som er Roden til al Stræbsomhed og Arbejdslyst. (Munck et al., 1867: 63). Enhver hjælp må først rette sig mod at stimulere den fattiges evne og vilje til at hjælpe sig selv, ellers vil den være enten virkningsløs eller direkte skadelig. Hermed etableres et mærkværdigt skel: Den fattige skal allerede i udgangspunktet være i besiddelse af evnen til at hjælpe sig selv, hvis det skal tjene noget formål at yde ham bistand. For fattige, som ikke har denne evne, vil hjælpen kun være skadelig: Den bedste Hjælp er at hjælpe sig selv; kan nogen dette, men gider ikke, da er al fremmed Hjælp skadelig i stedet for gavnlig, og kun hvor fremmed Hjælp er istand til at fremkalde forhøiet Evne til at hjælpe sig selv, udretter den, hvad den skal, og er til egentlig Gavn (Chr. Und. For., 1866: 13). Det, som det egentlig drejer sig om, er derfor, hvad man med et mere nutidigt ordvalg kunne kalde at stimulere den fattiges arbejde med sin selvforståelse. Såfremt den fattige er ude af stand til at arbejde med sin selvforståelse, blandt andet at betvinge sine uheldige tilbøjeligheder, er der ikke noget at arbejde med, og så må han sendes videre til de tvangsbaserede, offentlige fattiganstalter. Det er en indre, selvudvikling, som er målet for den filantropiske fattigpleje. 12 SYSTEMISK FORUM NR

13 DEN INDRESTYREDE BORGER Frem for at afdække klientens gode eller mindre gode vilje tales der nu om klientens evne Samlet kan vi sige, at filantropisk fattighjælp har følgende centrale karaktertræk: den sætter skel mellem uvirksom materiel hjælp og virksom åndelig hjælp, hvorved den fattiges moralske konstitution kommer i centrum. den omdirigerer krav om forandring fra staten til den fattige familie og dens medlemmers livsførelse og selvopfattelse. den definerer hjælp til selvhjælp som den eneste rigtige hjælp og formulerer hermed det kendte dilemma om autonomi kontra styring, ansvarliggørelse kontra ansvarsfratagelse, ydrestyring kontra indrestyring osv. Den hjælpende må konstant stille skeptiske spørgsmål til sin egen hjælp. den etablerer en skelnen mellem de viljesfyldte og de fortabte, som skal afgøre hjælpens karakter. Og den forsøger at opstille indikatorer på de fortabte. og den søger at give tekniske løsninger på det klassiske liberale problem om, hvordan man realiserer individuelle energier, præferencer og potentialer inden for et forpligtende fællesskab. Heraf vigtigheden af kontrakter og kontraktlignende aftaler. Velfærdsplanlægning: fra vilje til evne Som et højdepunkt for velfærdsstatslig optimisme opstår den såkaldte velfærdsplanlægning, som i 1960 erne og 1970 erne satte rammen om socialpolitikken og det sociale arbejde (Villadsen, 2004: 142 ff). Der var tale om en yderst optimistisk planlægnings-strategi, som tildelte offentlige fageksperter den altafgørende rolle i forhold til at definere velfærd, sociale problemer og metoder til problemløsning. Frem for at afdække klientens gode eller mindre gode vilje tales der nu om klientens evne. Udgangspunktet er, at det såkaldt hurtigt accelererende industrisamfund skaber en række negative påvirkninger, som udstyrer borgerne med forskellige evner til at modstå tilværelsens begivenheder. Sociale problemer anskues hermed som en slags lejlighedsvis indtræffende resultater af den kollektive orden, som bør afbødes og imødegås af fællesskabets institutioner. Borgeren anskues som en rådvild og sårbar størrelse, som har behov for bistand fra den offentlige fagekspertise til at danne sig et overblik over sit samlede problemkompleks og de løsningsmuligheder, som findes. Ofte savner de, der rammes af socialbegivenheder, erkendelse af deres hjælpebehov, og der udtrykkes betydelig bekymring for de mange mennesker, der udvikler sociale komplikationer uden at komme i kontakt med det offentlige hjælpeapparat. Der er en konstant bekymring for, at der eksisterer tavse sociale problemer, som mangler at blive italesat, og som kommer til at udgøre en byrde på såvel velfærdsprojektets legitimitet som dets økonomi. Denne bekymring kommer blandt andet til udtryk i de store socialreformundersøgelser, som socialdemokraten Bent Rold Andersen var en af hovedpersonerne bag. I en af rapporterne konkluderes det, at kun et mindre antal af de personer, som rammes af langvarige sociale begivenheder, får dækket deres behov for rådgivning: Den sociale situations komplicerthed illustreres især af det udbredte behov for vejledning og personlig støtte. De fleste undersøgelsespersoner havde kun et meget vagt kendskab til deres sociale rettigheder. De var ofte rådvilde og ude af stand til at ordne deres egne anliggender. Flertallet havde behov for rådgivning og vejledning, men kun et mindre antal fik dækket dette (Rold Andersen, 1970: 256). Velfærdsplanlægningen er et moderniseringsprojekt par excellence. Den er båret af en ambition om at foretage endelig problembestemmelse og opstille universelle definitioner på velfærd, en tiltro til sikker viden og til at professionalisering og faglig ekspertise udgør godartede kræfter i menneskelivet. Velfærdspolitikkens behandlingsarbejde trækker på ekspertdiskurser i form af økonomi, sociologi, psykologi og ikke mindst medicin, hvorved blandt andet medicinske analogier om diagnose, helbredelse og normal funktionsevne bliver overført til det sociale område. Den moderne socialpolitik eftersøger de faktorer underliggende eller statistisk observérbare som kan forklare tilstedeværelsen af ulige muligheder, forskellige sociale beredskaber og forskellige præstationer. Ambitionen er så vidt muligt at udjævne disse ulighedsskabende faktorer og kompensere dem for at skabe samfundsmæssig enhed. Velfærdsplanlægningen arbejder derfor gennem normalisering eller, måske mere præcist, gennem normkorrigering. Mens det før-moderne samfund satte klart skel mellem dem, SYSTEMISK FORUM NR

14 TEMA: Magtens Fjæs der var inden for fællesskabet, og dem der satte sig udenfor, for eksempel ved at bryde loven, så arbejder velfærdsplanlægningen hele tiden for at integrere alle i retning af en fælles norm. En norm der dog altid befinder sig ude i horisonten, fordi den konstant specificeres gennem statistisk baserede observationer af normalitet og afvigelse. Idealet om velfærdsplanlægning synes at være inspireret af en helhedstænkning, hvor samfundet skal integrere sine elementer i en harmonisk helhed. Fællesskabet anskues som universelt og altfavnende, mens enhver diskurs, der taler om forskellighed i form af forskellige subkulturer, livsformer eller behov, bliver mere eller mindre udgrænset. Hermed bestemmer velfærdsplanlægningen klientbehov med udgangspunkt i integrerede og normale subjekters behov frem for at tale om forskellige individer og gruppers forskelligartede, konfliktende og kulturelt bestemte behov (Leonard, 1996). Velfærdsstaten betragtes som et altomfattende fællesskab, i hvilket alle kan og bør integreres. Samtidig er velfærdsplanlægningen en strategi, som har meget vanskeligt ved at tale om forskellighed i form af for eksempel forskellige grupper, subkulturer eller livsformer (Højrup, 2001). Velfærdsplanlægningens behandlingsarbejde får sin nødvendighed i kraft af kombinationen af to diskurser; en økonomisk diskurs om nationaløkonomisk vækst og en psykologisk diskurs om individuel usikkerhed som produkt af accelererende tilpasningskrav. Socialreformundersøgelserne og Rold Andersen kombinerer netop økonomisk vækstteori med et socialpsykologisk begreb om usikkerhed som almen menneskelig reaktion på stigende forandringskrav. Synspunktet er, at den hurtige samfundsudvikling skaber en følelse af kontroltab, manglende overblik og handlemuligheder hos den enkelte, som i nogle tilfælde giver sig udslag i nedsat social funktionsevne, udvikling af sociale problemer og i sidste konsekvens manglende arbejdsduelighed. På denne måde kommer psykologisk usikkerhed til at optræde som en vækst-hæmmende faktor. Faktisk synes alle de centrale begreber i det velfærdstatslige regime for socialt arbejde funktionsevne, socialbegivenheder, usikkerhed, arbejdsduelighed, tilpasning mv. at knytte an til det samme forankringspunkt i velfærdsplanlægningen; nationaløkonomisk vækst. Som Højrup (2001: 9) påpeger, optræder økonomisk vækst på samme tid som...overordnet målsætning, som situationsbeskrivelse og som den altdominerende drivkraft, der allerede har opløst befolkningens faste samlivsformer. Nationaløkonomisk vækst fremstilles på paradoksal vis på én gang som problemskabende og som målsætning. At give afkald på vækststrategien er ikke en mulighed, da den økonomiske vækst betragtes som forudsætning for hævelsen af den sociale velfærd. Velfærdsplanlægningen bliver derfor en strategi, som både retter sig mod at mindske industrisamfundets skadevirkninger og mod at styrke borgeres modstandsevne. Det drejer sig altså ikke om helt at afskaffe socialskadeligheden, men om at have den under kontrol. Man må søge at kontrollere opkomstbetingelserne for sociale problemer gennem en tidlig profylaktisk indsats (Kristensen & Schmidt, 2004). Et afgørende led i denne indsats drejer sig om at udvikle metoder til at registrere, hvornår bistand fra hjælpesystemets personale er påkrævet. En sådan metode udvikles med afsæt i funktionsevne-begrebet, som tager som udgangspunkt, at personer og familier kan udsættes for så voldsomme socialbegivenheder, at den normale sociale funktionsevne forstyrres. Rold Andersen skriver i 1973: For at en familie kan fungere socialt, erhvervsmæssigt og økonomisk, må den være i stand til at modstå en vis belastning. Men for de fleste familier kan belastningerne i perioder blive så store, at deres normale sociale funktioner forstyrres. (...) Socialbegivenheden er efter denne opfattelse et symptom på, at en vis tærskelværdi er overskredet, således at familiens funktionsevne er væsentlig nedsat (Rold Andersen, 1973: 58). Udgangspunktet er, at man kan måle en families sociale funktionsdygtighed ud fra parametre såsom indkomst, arbejdsindsats, skolefravær, kriminalitet mv. Den enkelte familie antages at besidde en såkaldt tærskelværdi, som udtrykker dens beredskab til at modstå forskellige typer belastninger. I perioder kan belastningerne imidlertid være så store, at tærskelværdien overskrides, og den sociale funktionsevne nedsættes dramatisk. Dette vil ofte give sig udslag i sygdomme og psykologiske forstyrrelser, der gør familien ude af stand til at varetage sine normale funktioner; uddannelse, 14 SYSTEMISK FORUM NR

15 DEN INDRESTYREDE BORGER Empowerment handler om at realisere klientens myndighed over sig selv erhverv, husholdning mv. Velfærdsplanlægningens sociale arbejde skal både opsøge familier, som rammes af socialbegivenheder, og arbejde for at styrke modstandsevnen hos risikogrupper. Igen er det på én gang af hensyn til individernes velfærd og til de væksthæmmende virkninger, som udviklingen af alvorlige sociale problemer afføder. Når socialt behandlingsarbejde bliver et afgørende element i velfærdsplanlægningen, skyldes det altså især ønsket om at sikre den sociale funktionsevne trods vækstsamfundets belastninger et vækstsamfund, som på sin side anses for vejen til at hæve alles velfærd. Hvad er klientens stilling i den ekspertdrevne planlægning af velfærd? For det første er det eksperter og ikke klienten selv, som har taleret i denne diskurs. Klienten er altid repræsenteret, men nu er det af fageksperter frem for af velmenende fattigundersøgere. Klienten skal bringes til en erkendelse af sit hjælpebehov og af kompleksiteten af sin situation, således at den professionelle kan fortage en objektiv problembestemmelse på ham. Det er en mængde samvirkende variable, som producerer klienten som sårbar og funktionsnedsat. Der er derfor heller ikke nogen at give skylden, og dette skaber en tendentiel umyndiggørelse. Klienten holdes ikke længere moralsk ansvarlig for sin elendighed, men til gengæld har han ikke mulighed for at agere subjekt for egne handlinger. Eller sagt anderledes: Problemet i velfærdsplanlægningen er, at illusionen om at være et subjekt frarøves klient-borgeren. Subjektets substans er ophævet til fordel for begreber om samspilsramthed og sociale baggrundsfaktorer. En komplet beskrivelse af individet antages at kunne nås gennem en komplet beskrivelse af baggrundsvariable den enkeltes unikke kombination af faktorer som boligforhold, familie, økonomi, problemhistorie mv. Målet er at anlægge en helhedsbetragtning på klienten. Men denne helhed udgøres først og fremmest af bagvedliggende sociale og biografiske forhold, som antages at virke styrende på individets beredskab og muligheder. Den socialt producerede evne erstatter individuelt ansvar og vilje. Genopdagelse af filantropiske figurer Vi foretager nu et spring frem til vore dages sociale arbejde, hvor jeg som sagt mener, at der sker en besynderlig genopdagelse af filantropiske principper. Min påstand indebærer ikke, at vi ser fortiden dukke op igen i en identisk form. Påstanden om filantropiens genkomst handler om, hvordan filantropiens karakteristiske teknikker og diskursive strategier synes at blive reaktiveret i en ny kontekst, og at dette har konsekvenser for vores måde at tænke socialt arbejde på. Snarere end at tale om filantropiens genkomst vil jeg derfor foreslå, at vi taler om en neo-filantropi, der viser sig ved, at visse af filantropiens figurer genindskrives i en ny kontekst i et forsøg på at løse bestemte styringsproblemer. Genopdagelsen af filantropiske elementer kan føres tilbage til starten af 1980 erne, hvor bl.a. den daværende socialminister Ritt Bjerregaard (for eksempel 1980) indleder et voldsomt opgør med velfærdsplanlægning, store statsinstitutioner og den ekspertdrevne socialpolitik. Alt for længe havde velfærdsapparatets eksperter stjålet problemerne fra klienterne og gjort dem umyndige og passive i forhold til deres ansvar for eget liv, hed det. Nu skulle der udvikles en aktiv socialpolitik, som kunne returnere ansvaret til klienterne ved at bistå og stimulere klienternes egen selvudvikling. Denne nye diskurs i socialpolitikken og det sociale arbejde udmønter sig efterhånden i et system af paroler, som udgør en mere eller mindre identisk gentagelse af filantropiens bærende principper. Lad os se på, hvordan disse principper kommer til at optræde. Du skal møde mennesket, hvor det er Denne parole optræder i et af de første markante tilfælde som titel på en publikation fra Alkohol- og narkotikarådet (1984) og begynder at figurere stadig hyppigere i den socialpolitiske debat og faglitteratur op gennem 1980 erne og 1990 erne. Parolen radikaliserer det paradoksale dobbelt-blik, som altid har præget det sociale arbejde. På den ene side bydes socialarbejderen at møde klienten, uden forudfattede kategorier, som en unik størrelse, man ikke kan forhåndsbestemme. På den anden side synes socialarbejderen kun at kunne få øje på bestemte, universelle egenskaber, når klienten iagttages. Det er her, at empowerment viser sig som en effektiv diskursiv strategi. Empowerment handler om at realisere klientens myndighed over sig SYSTEMISK FORUM NR

16 TEMA: Magtens Fjæs selv. Det sociale arbejde kan hævde, at klienten er uden myndighed og magt over sig selv, og samtidig love, at det kan gøre klienten myndig og handlekraftig. På denne måde er empowerment en magtform, som hævder at maksimere klientens magt (Cruikshank, 1999). Men socialt arbejde baseret på empowerment abonnerer typisk med ganske præcise forestillinger om, hvad det er for iboende kvaliteter og potentialer, der skal mægtiggøres i klienten. Til trods for den stigende postmoderne tvivl og kravet om et åbent møde med klienten og hans forestillinger, opererer det sociale arbejde fortsat (nødvendigvis) med substantielle forestillinger om, hvad klienten er for en størrelse, hvad der er velfærd, og hvad der er integration. Dette ses blandt andet i en af de centrale socialfaglige tekster om motivationsarbejde, som ligefrem taler om en positiv kerne karakteriseret ved konstruktiv livsførelse, målrettethed, ønske om socialitet og aktivitet (Revstedt, 1995). I sit arbejde med de mest afvisende og negative klienter må socialarbejderen fastholde billedet af denne positive kerne for sit indre øje frem for at tage klientens umiddelbare udsagn og attitude for pålydende. Socialarbejderens opgave er at søge at befri klienten for de lidelser og jegfremmede kræfter, som klienten over tid er blevet påført. At der er tale om en slags genfødsel af klienten til sin egentlige menneskelighed, fremgår af erklæringen: Det nyfødte barn har ingen destruktive kræfter i sin positive kerne (Revstedt, 1995: 48). Også i aktiveringsarbejde er der i nogle tilfælde essentialiserende forestilling om det menneskelige subjekt på spil. Her hævdes det således, at de aktiverede i udgangspunktet var i besiddelse af en lønmodtagerbevidsthed. Mange år med passive ydelser har imidlertid i de fleste tilfælde fortrængt denne grundindstilling og en hovedopgave i aktiveringsprojekterne bliver derfor at tilbagerulle klientiseringen, således at klienten kan genindtræde i sin oprindelige karakter (for eksempel Berg Sørensen, 2001). Også under postmodernitetens refleksive tvivl synes det sociale arbejde at operere gennem en mekanisme, hvor forestillinger om menneskets grundlæggende karakter danner udgangspunkt for empowerment-projekter eller klientrettet socialt arbejde med forandringsmålsætning. Genopdagelsen af det filantropiske princip om at møde mennesket, som det er, synes at radikalisere det sociale arbejdes besynderlige dobbeltblik på klienten. Fattigdommen er åndelig, ikke materiel Denne parole hævder, at klienters fattigdom og sociale problemer grundlæggende skyldes deres selvforholds-problemer. Hermed flyttes fokus bort fra diverse samfundsmæssige og sociale betingelser, og klientens selv-forståelse, selvværd og indrestyrede handlekraft kommer i centrum af det sociale arbejde. Tidligere socialminister Karen Jespersens bog Opgør med den ny fattigdom fra 1999 kan netop læses som et slags manifest for denne problemforståelse: Alt for længe har vi tildelt uvirksomme eller direkte skadelige ydelser frem for at tage os af det egentlige problem, klientens selvforhold og selvudvikling (Jespersen, 1999). Nutidens sociale arbejde kan imidlertid ikke bare kaste sig over klientens selvforhold. Det ville netop være skadelig over-styring og ansvarsberøvelse. Overalt i det sociale arbejde fremhæves det, at klienten er autonom, at man ikke må fratage ham hans selv-ansvar, oversælge tilbuddet osv. Men samtidig udpeger det sociale arbejde en række specifikke elementer i individers selvforhold, som enten skal fremelskes eller elimineres. Ser vi således på Berg Sørensens Metodebog for projekter aktivering og forrevalidering, er udgangspunktet, at den autonome klient ikke må overstyres: På den ene side skal samfundet stille rammer og muligheder til rådighed med det formål at gøre klienten selvhjulpen, på den anden side må klienten ikke blive frataget ansvaret for sit eget liv (Berg Sørensen, 2001: 69). Gennemgår man bogens anvisninger, kommer en mængde styringsobjekter imidlertid til syne. Disse angår en lang række personlige forhold hos klienterne: Det kan blandt andet være nødvendigt at ændre på klientens vaner med hensyn til påklædning, frisure og make-up; klientens selvfremførelse (talemåde, gestik, ivrighed mv.); klientens indstilling til det at arbejde og det at modtage ydelser; samt, ikke mindst, klientens opfattelse af sig selv (som enten fastlåst og uden muligheder eller bevægelig og med chancer på arbejdsmarkedet og i tilværelsen generelt). Som mønstereksempel 16 SYSTEMISK FORUM NR

17 DEN INDRESTYREDE BORGER Tvungen vilje er ingen vilje. Det er bare tilpasning Carstens fremhæver bogen et projekt, hvor man er gået målbevidst til værks i forhold til klienternes ydre fremtoning og selvfremførelse: Projektet var et mønstereksempel med hensyn til at få klienterne professionelt afklaret, afrettet og gjort klare til indtoget på arbejdsmarkedet. Bl.a. anvendtes professionelle stylister, der hjalp klienterne på projektet med alle aspekter vedr. deres udseende og umiddelbare fremtræden. De gik systematisk til værks med diskussion og forslag til valg af tøj, makeup, parfume og frisure, ligesom deres måde at tale med andre kolleger og kunder ansigt til ansigt og i telefon blev vurderet og diskuteret. Især blev der lagt vægt på at få kvinderne til at fremtræde smilende og venlige (Berg Sørensen, 2001: 197). Bogen fremviser således en udbredt klient-konstruktion, nemlig, at man udmærket kan gennemføre intervention og manipulation af afgrænsede dele af klienten uden hermed at krænke ham som suverænt og selvansvarligt subjekt. Det sociale arbejde opererer ved at producere objektive problemer, som klienten skal bringes til at gøre til sine. Og disse problemer bestemmes i stigende grad som selvforholdsproblemer. Man må bistå klienten med at fjerne hans følelse af magtesløshed, hans negative oplevelse af arbejdsmarkedet, hans manglende erkendelse af alternative valg i forhold til sin nuværende livsførelse. I stedet skal klienten bringes til at genkende sig selv som et ressourcefyldt, præferencebevidst og vælgende subjekt. Klientens iagttagelse af sig selv som fastlåst og uden magt over eget liv skal erstattes af en iagttagelse af selvet som mobilt, magtfuldt og indrestyret (Villadsen, 2004: 230). Vi kan som Cruikshank (1999: 87) sige, at det er selvets orden, ikke samfundets orden, som det sociale arbejde retter forandringsarbejdet mod. Hermed synes der, som Howe (1996) foreslår, at ske en bevægelse fra dybde til overflade i det sociale arbejdes klientiagttagelse. Sociale klienter ses i vigende grad som væsner, der er produceret og fastlåst af sociologiske eller psykologiske kræfter, og snarere som autonome enheder, der træffer frie valg. Der er hermed tale om et brud med den hidtil gældende epistemologi indenfor det sociale arbejde: Antagelsen om at der eksisterer dybereliggende former for orden, som virker styrende for individuel adfærd og sociale processer. Længe havde man eftersøgt sociale og psykologiske regulariteter, som hævdes at styre, hvad de sociale klienter siger, gør og oplever. Det, der direkte kunne observeres, blev betragtet som manifestationer af sådanne underliggende regulariteter (Howe, 1996: 81). Denne epistemologi glider nu i baggrunden til fordel for spørgsmålet om, hvad klienten evner og kan lige nu og her. Klienten står i stigende grad løsrevet fra sociale baggrundsforhold og sin problemhistorie, og opgaven bliver at bistå ham med at formulere ønsker for sit liv og visualisere sig selv som handlekraftig, ressourcefyldt og mobil. Hjælp skal ydes som hjælp til selvhjælp Dette princip skaber en evig skepsis i forhold til det sociale arbejde: Hvornår er den hjælp, jeg yder, faktisk en hjælp? Og hvornår er den ikkehjælp, som blot skaber klientisering, tilpasning og passivitet? Dette spørgsmål må socialarbejderen konstant stille sig selv. Det drejer sig om at realisere en genuin egen-vilje i klienten, som kommer indefra. Man må søge at sikre, at viljen bliver i stand til at få magt over alle de udefrakommende kræfter, drifter og impulser, som klienten præges af. Eller man kan som Valverde (1996) sige, at målet er at etablere en etisk despotisme, idet viljen skal udøve en slags despoti over alle andre drifter. Og til denne opgave har mange former for socialt arbejde vist sig at være kontraproduktivt, fordi det skaber klienter, som tilpasser sig systemet og fralægger sig selvansvar. Tvungen vilje er ingen vilje. Det er bare tilpasning, som Carstens (1998: 103) så præcist formulerer problemet. Princippet om hjælp til selvhjælp medfører en evig efterspørgsel efter teknikker, som kan generere klientens viljestyrede selvudfoldelse uden at overstyre. Det er i dette lys, vi skal se udbredelsen af kontraktlignende aftaler eller deciderede klientkontrakter eller familiekontrakter mellem socialforvaltninger og klienter. Kontraktens tiltrækningskraft er utvivlsomt, at den fremstår som en frivillig binding af to myndige forhandlingspartnere. På denne måde indgår kontrakter i en empowerment-strategi, hvor selve det at kommunikere gennem kontraktens form skal bringe klienten til at genkende sig selv som en myndig forhandler. Således viser Åkerstrøm Andersen (2003), hvordan stadig flere forhold i klienternes livsførelse kan gøres til genstand for kontraktlig forhandling og regule- SYSTEMISK FORUM NR

18 TEMA: Magtens Fjæs Kontrakter er en løsning for en forvaltning, som er blevet bange for sin egen magt ring. Dette sker blandt andet i de såkaldte familiekontrakter, som er begyndt at blive anvendt i nogle kommuner. Børne- og familiechef i Karlebo kommune, Dueholm, siger for eksempel: Vi vil have muligheden for at trække i kontanthjælpen til familier med kriminelle børn. For eksempel kan man lave en kontrakt om, at det pågældende barn skal holde sig væk fra det offentlige areal efter klokken 22. Hvis familien ikke kan overholde en så enkel og fornuftig regel, kan resultatet være at man skærer i kontanthjælpen ( ) En familiekontrakt kan indeholde bestemmelse om, at familien skal spise sammen mindst en gang om dagen og tale sammen om, hvad der er sket. Opgaven er at snakke igennem, hvad den unge laver. Det vil være en hjælp til at generobre forældreskabet (Dueholm, 2002). Det er et interessant fænomen, at kontrakten (hvis traditionelle normsæt blandt andet er aftalefrihed, gensidig forpligtelse og frivillig binding af egen frihed) nu kan anvendes til at udøve en slags forvaltningsakt kendetegnet ved myndighedsudøvelse, ensidig udtalelse og ensidige sanktioner. I traditionel liberal tænkning udgør kontrakten et middel til at regulere forholdet mellem myndige enkeltpersoner og hermed skabe social orden. I dag anvendes borgerkontrakter til at iscenesætte relationen mellem den myndighedshavende offentlige forvaltning og borgeren som et ligeværdigt forhandlingsforhold. Anvendelsen af kontrakter i det sociale arbejde kan ses som udtryk for socialforvaltningens forsøg på at finde et middel til at skabe en ægte autonomi, som ikke kan anklages for overstyring. De nye kontrakter er netop anvendelige i en type socialt arbejde, som har forskudt sit fokus til klientens selvforhold en type socialt arbejde, som ikke blot skal afhjælpe konkrete problemer, men altid udøves som en hjælp til selvhjælp, der forudsætter klientens aktive deltagelse. Det, som kontrakterne søger at forpligte klienterne på, er således en vilje til selvudvikling. Kontraktens stigende popularitet i det sociale arbejde indikerer, at der er ved at opstå en type socialpolitik, som søger at binde klienten til fællesskabet ved at forpligte ham på selvudvikling. En socialpolitik, som står over for den vanskelige opgave at bringe den enkelte til at foretage en indrestyret selvudvikling. Kontrakter er en løsning for en forvaltning, som er blevet bange for sin egen magt. Den indre selvoverskridelse Det altafgørende i dagens sociale arbejde er altså at skabe en indrestyret selvudvikling, som ikke kan anklages for at være udtryk for tilpasning eller andre former for ydre styring. Hermed synes det sociale arbejde at anvende et nyt frihedsbegreb, som vi godt kan kalde filantropisk. Friheden ligger i klientens overskridelse af sin mentale fastlåsthed. Eller sagt anderledes: Grænsen for klientens frihed synes at være sat af hans indre selvopfattelse, ikke af diverse ydre sociale forhold. Hvis denne diagnose er rigtig at det sociale arbejdes egentlige mål er den åndelige fattigdom, at frisætte klienten ved at sætte ham i stand til at overskride sig selv mentalt rejser den en række spørgsmål. Hvad er indikatorerne på en indre selvudvikling? Hvem skal definere disse indikatorer? Og hvordan kan man afgøre, hvornår det sociale arbejde er tilendebragt? Er der ikke tale om en slags livsprojekt, som aldrig ophører? Hvad er kriteriet for, hvilke klienter der bør bruges ressourcer på? Her synes filantropiens genkomst at betyde, at det egentlige skel går mellem de klienter, der fremviser vilje til indrestyret selvudvikling og dem, der ikke gør. Tidligere kunne man anvende diverse ydre indikatorer på, at indsatsen var lykkedes. Hvilke tegn kan socialarbejderen nu anvende til at afgøre, at klienten har foretaget en tilstrækkelig indre selvoverskridelse? Hvornår kan vi være sikre på, at klienten er blevet (mentalt) selvhjulpen? Når man ikke er menneskelig nok Med klientens indre fattigdom som socialpolitikkens afgørende styringsproblem bliver det vanskeligere at italesætte ydre sociale, samfundsmæssige faktorer som problemskabende. Hermed ser der ud til at ske en forskydning fra evne mod vilje. Det socialt producerede viger i baggrunden til fordel for det individuelt genererede. Dette sætter naturligvis nye betingelser for, hvilke forklaringer klienten kan give på sine problemer. Men også socialarbejderen er sat i en ny position. Hvor det under velfærdsstatsligt socialt arbejde var muligt og i en årrække vidt udbredt at pege på samfundets strukturer som problemfremkaldende, er denne mulighed i vigende grad til stede i dag. Hvor socialarbejderen tidligere kunne pege på sin samfundsmæs- 18 SYSTEMISK FORUM NR

19 DEN INDRESTYREDE BORGER sige position, på de integrerende og normaliserende funktioner, som lå i denne position, eller på de administrative strukturer, som hun var indsat i, er disse referencer næsten umulige i dag. Lovgrundlaget er i gennem de seneste år blevet specificeret for det sociale arbejde, ikke mindst med hensyn til arbejdsmarkedsindsatsen. Samtidig høres stigende krav om at optræde som menneske snarere end fagperson og om, at socialarbejdere selv skal sætte værdier og mål sammen med klienten (Villadsen, 2006: 81). Men hvad skal socialarbejderen referere til, når arbejdet mislykkes? Det synes i stigende grad vanskeligt at referere til andet end det individuelle møde med klienten. Og hvis dette møde er baseret på, at man møder hinanden som rigtige mennesker, må den logiske forklaring på fiasko, et mislykket møde, være, at man ikke var menneske nok. Bevægelsen fra klassisk filantropi over velfærdsplanlægning til neo-filantropisk socialpolitik er altså langt fra ligegyldig. Udviklingen sætter nye betingelser for, hvordan sociale problemer overhovedet kan komme til syne. Den sætter også nye betingelser for, hvordan socialarbejder og klient kan anskue sig selv og træde i forhold til hinanden. LITTERATUR Alkohol- og narkotikarådets behandlingsudvalg (1984) At møde mennesket hvor det er om behandling af stofmisbrugere, København: Alkohol- og narkotikarådet. Berg Sørensen, T. (2001) Metodebog for projekter aktivering og forrevalidering, Risskov: Sociologisk Analyse, Forlaget Gestus. Holck, J. C. (1877) Bidrag til Belysning af det sociale Spørgsmaal og Socialismen, in: Suenson, H. (red), 1877, Tidsskrift for Filantropi, Første Bind 1877, Kjøbenhavn: Den Gyldendalske Boghandel. Hoff, V. J. (1881) Hjemmet, Kjøbenhavn: Karl Schønbergs Forlag. al. (red), 1991, The Foucault Effect, Hemel Hemstead: The University of Chicago Press. Procacci, G. (1994) Governing Poverty: Sources of the Social Question in Nineteenth- Century France, in: Goldstein, J. (red.), 1994, Foucault and the Writing of History, Oxford: Blackwell. Bjerregaard, R. (1980) Fra stabsarbejde til græsrodsplan (tale afholdt på OECD s konference om socialpolitik d. 20. oktober, 1980), in: Bjerregaard, R. & Lundgaard, L., 1982, Til venner og fjender af dansk socialpolitik, Viborg: Gyldendal. Carstens, A. (1998) Aktivering klientsamtaler og socialpolitik, Hans Reitzels Forlag, København. Christianshavns Understøttelsesforening, 1866: Meddelelser, København. Cruikshank, B. (1999) The Will to Empower democratic citizens and other subjects, Ithaca: Cornell University Press. Donzelot, J. (1979) The Policing of Families, New York: Pantheon Books. Dueholm, N. (2002) Citat fra Jyllands-posten d. 8/9/2002, in: Åkerstrøm Andersen, N., 2003, Borgerens kontraktliggørelse, København: Hans Reitzels Forlag. Foucault, M. (1983 [1971]) Nietzsche, genealogien, historien, pp in: Søren Gosvig Olesen (red), Epistemologi, København: Rhodos. Howe, D. (1996) Surface and depth in social-work practice, in: Parton, N., 1996, Social Theory, Social Change and Social Work, London Routhledge. Højrup, T. (2001) Livsformer og velfærdsstat ved en korsvej? Introduktion til et kulturteoretisk og kulturhistorisk bidrag, København: Museum Tusculanum Press. Jespersen, K. (1999) Opgør med den ny fattigdom, Viborg: L & R Fakta. Kristensen, J. E. & Schmidt, L.H. (2004 [1986]) Lys, luft og renlighed den moderne socialhygiejnes fødsel, København: Akademisk Forlag. Leonard, P. (1996) Three Discourses on Practice A Postmodern Re-appraisal, in: Journal of Sociology and Social Welfare, Vol. XXIII, No. 2, June Munck, V. et al. (1867) Om de Fattiges Vilkaar paa Christianshavn, Kjøbenhavn: Den Gyldendalske Boghandel. Philp, M. (1979) Notes on the form of knowledge in social work, in: The Sociological Review, volume 27, no. 1, Revstedt, P. (1995) Ingen er håbløs motivationsarbejde i teori og praksis, København: Hans Retzels Forlag. Rold Andersen, B. (1970) Borgeren og tryghedssystemet, Socialreformundersøgelserne, Bind II, Socialforskningsinstituttet, Publikation 44, København: Teknisk forlag. Rold Andersen, B. (1973) Grundprincipper i socialpolitikken, Nyt Socialt Bibliotek, Albertslund: Det Danske Forlag. Valverde, M. (1996) Despotism and ethical liberal governance, in: Economy and Society, Vol. 25, No. 3, August Villadsen, K. (2004) Det sociale arbejdes genealogi kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker, København: Hans Reitzels Forlag. Villadsen, K. (2006) Iagttagelsen af den hjemløse usammenlignelige koder i det sociale arbejde, in: Tidsskriftet GRUS nr. 1, Åkerstrøm Andersen, N. (2003) Borgerens kontraktliggørelse, København: Hans Reitzels Forlag. Foucault, M. (1987 [1984]) Hvad er oplysning?, pp in: Slagmark nr. 9, 1987 Procacci, G. (1991) Social Economy and the Government of Poverty, in: Burchell, G. et SYSTEMISK FORUM NR

20 DEN INVITERENDE SAMTALE TIL ÆNDRING AF LIVSSTIL (II) Ole Nygaard er uddannet cand.psych. og er autoriseret specialist i psykoterapi og supervision. Han var formand for Dansk Forening for Systemisk Terapi og Konsultation til og med Hans hjemmeside er WIOL.dk Den inviterende samtale til ændring af livsstil (II) Dette skrift tager udgangspunkt i de erfaringer, der er gjort i forbindelse med kurser, jeg har holdt for læger fra Social Medicinsk Enhed i Århus og i mindre omfang i Ålborg samt mit terapeutiske arbejde med nogle af deres henviste klienter med kroniske og invaliderende smerter, som ikke eller kun i ufuldstændig grad kunne forklares somatisk. Første del af artiklen blev bragt i Systemisk Forum 2010 nr. 3, hvor hele baggrunden for artiklen kan læses. Denne anden del handler om 1. At arbejde med klientens præmisser inspireret Af Gregory Bateson. 2. Appreciative Inquiry. 3. Skalaspørgsmål med henblik på at klienten selv får magten over problemet. 4. Fremtidshuset. MODEL 4 At arbejde med klientens præmisser Enhver gør sit bedste ud fra egne præmisser. Men at klienten "gør sit bedste" er ikke det samme som, at dette er hensigtsmæssigt, logisk eller umiddelbart forståeligt for omgivelserne (f.eks. terapeuten). Man behøver derfor ikke være enig/uenig med klienten, men møde denne venlig og forstående og i øvrigt undersøge, om man har en "kunde i butikken". Én vigtig vej til forståelse af og mulige påvirkning af klientens livsstil, er klientens præmisser, eller 20 SYSTEMISK FORUM NR