Performanceteori. *Et kapitel fra rapporten Performance Studies i New York *

Transkript

1 *Et kapitel fra rapporten Performance Studies i New York * af Anne Sofie von Holstein, Caroline Eie Buskov, Kasper Heron Købke, Maj Victoria Vest, Nicoline Frostholm, Sara Brøns, Signe Busk Nielsen og Tine Bolvig Juni 2007 Performanceteori For at danne et overblik over den teori, der ligger til grund for performance studies, ønsker vi her at gennemgå og diskutere Richard Schechner og Victor Turners teorier med fokus på deres tredelinger. De to tredelinger synes umiddelbart identiske, men grundet de to teoretikeres forskellige akademiske baggrunde, fra henholdsvis dramaturgi og antropologi, ser vi divergerende indgangsvinkler til performance studies. Fælles for de to tredelinger er at begge, med varierende vægtning, hovedsagligt trækker på antropologi og dramaturgi. Samarbejdet mellem Schechner og Turner, med deres forskellige tilgange, gjorde at det interdisciplinære aspekt, helt fra begyndelsen, var omdrejningspunkt for denne nye videnskab. Netop dette omdrejningspunkt kommer til udtryk i hver af deres tredelinger, og i samspillet mellem dem, og det er denne interdisciplinarity, der er udgangspunktet for vores gennemgang og diskussion af Schechner og Turners teorier om performance studies. 4.1 Liminal/liminoid For at få en forståelse af de to performanceteorier, er det vigtigt at gennemgå begreberne liminal og liminoid, da de indgår i begge teoretikeres tredelinger. Begreberne blev udviklet af Turner og siden hen anvendt af Schechner.

2 Ifølge Turner, gennemlever mennesket forskellige overgange og stadier livet igennem, og disse opdeler han i tre faser: preliminal, liminal og postliminal. Den preliminale fase indikerer tiden lige op til udførelsen af et ritual, der skal markere en overgang fra en social kategori eller identitet til en anden; den liminale beskriver tilstanden af at være betwixt and between disse sociale kategorier eller personlige identiteter 1 og slutteligt betegner den postliminale fase forløsningen af den liminale fase, pådragelsen af den nye identitet. Vigtigst af disse tre faser er den liminale, idet det er her, de personer, der gennemlever et ritual midlertidigt, vil stå udenfor den sociale orden, og derfor være yderst sårbare overfor forandring. Efterfølgende føres personerne ind i nye identiteter og magtforhold, og har dermed gennemgået en transformation, idet en vedvarende forandring er sket. Alt efter den kulturelle kontekst vil transformationen kunne opnås på utallige måder, eksempelvis ved omskæring, tatovering, vielse, etc. Turner benytter også begrebet transportation, som beskriver en midlertidig forandring, eksempelvis som tilskuer til et teaterstykke. Oplevelsen kan påvirke tilskuerne, men da forandringerne hos dem er bundet til det enkelte skuespils regler, vil de ofte være midlertidige. Under den liminale fase vil de involverede midlertidigt være fritaget hverdagens krav og forventninger, hvilket kan føre til en særlig følelse af lethed og fællesskab. Dette rum kalder Turner antistructure, mens den fællesskabsfølelse, de deltagende oplever kaldes communitas. 2 Turner ser communitas som et komplekst begreb, der overordnet kan opdeles i to former; the normative og the spontaneous. Det normative karakteriseres ved at være en mere eller mindre officiel og pålagt begivenhed, som eksempelvis nadver, mens det spontane opstår, når en gruppe pludseligt gribes af en fællesfølelse, eksempelvis under udførelse af holdsport. 3 1 Schechner, 2006, s Schechner, 2006, s Schechner, 2006, s. 70

3 Som følge af industrialisering og arbejdsdeling har bl.a. kunst, underholdning og fritidsbeskæftigelse overtaget mange af ritualets funktioner. Dette kan bl.a. ses i teatret, hvor skuespilleren påtager sig en rolle i en afgrænset periode, på samme måde som aktøren, i en typisk rituel handling, gør det. Derfor introducerer Turner begrebet liminoid, der omfatter frivillige oplevelser i det moderne samfund, som eksempelvis et publikums oplevelser til et medrivende teaterstykke. En liminal oplevelse, derimod, betegner foreskrevne, påbudte eller nødvendige handlinger i præmoderne, ikke-industrielle samfund. Der findes derved også her et forløb på tre faser: preliminoid, liminoid, postliminoid, der stort set følger de liminale faser. Liminal henviser således til transformationer, der skal ses som permanente forandringer, hvorimod liminoid henviser til transportationer, der betegnes som midlertidige forandringer. 4.2 Victor Turners tredeling For at skabe klarhed over performanceteori, udformede Turner følgende tredeling: cultural performance, social performance og social drama. Disse vil vi gennemgå nedenfor Cultural performance Antropologen Milton Singer definerede i 1959, som den første cultural performance, hvorefter begrebet, og langt hen ad vejen også definitionen, indgår i Turners tredeling. Cultural performance omhandler de former for performance, mange mennesker ofte forbinder med begrebet performance, nemlig teater, dans og musik. Dog finder en cultural performance, i lige så høj grad, sted i det offentlige rum som på scenen. En iscenesat politisk begivenhed, som eksempelvis Socialdemokratiets uddeling af roser ved et supermarked under en valgkamp, er et eksempel på dette.

4 Cultural performance defineres på baggrund af en række kulturelle praksiser, som normer og traditioner, og bliver derfor ofte arrangeret ud fra de givne kulturelle, religiøse, geografiske og tidsmæssige omstændigheder. En cultural performance karakteriseres ved et afgrænset tidsrum, i form af en markeret begyndelse, midte og slutning. Ydermere kan cultural performance karakteriseres ved en række organiserede aktiviteter eller ritualer, en gruppe performere og et publikums tilstedeværelse, samt et sted og en anledning. 4 Dette kan eksemplificeres med et bryllup som en performance. Et bryllup foregår over et afgrænset tidsrum med en markeret begyndelse, midte og slutning. Herudover indeholder brylluppet en række organiserede aktiviteter eller ritualer, det er nødvendigt at udføre for, at begivenheden kan karakteriseres som et bryllup. Endvidere kan brylluppet ikke udføres uden performere: brudeparret og præsten, eller hvem, der foretager vielsen. Man kan dog argumentere for, at der ikke behøver at være et publikum tilstede ved et bryllup, men i kraft af præstens og brudeparrets skiftende rolle imellem at være den, der performer, til at være den, der overværer den anden parts performance, vil der alligevel være et publikum tilstede. Brylluppet foregår endvidere et konkret sted, om end det kan variere fra vielse til vielse og tager ligeledes udgangspunkt i en konkret anledning, i kraft af at to mennesker ønsker at indgå ægteskab Social performance Turner baserer sin definition af social performance på socialantropolog Erving Goffmans 5 teori om roller i hverdagen. Der fokuseres på det dialektiske forhold mellem individers interaktioner og overordnede samfundsstrukturer. Goffman kredser om menneskers evne til at tilpasse sig kulturelle strukturer og konventioner. Der må herske overensstemmelse mellem setting, manner, social status, værdier samt 4 Soyini Madison & Hamera, 2006, s Schechner, 2006, s. 15

5 appearance, før en person opfattes som sincere af sine omgivelser. Lykkes dette ikke, opfattes personen som værende cynic. Det er her vigtigt at påpege, at der findes mange grader af selviscenesættelser, og at Goffman med benævnelserne cynic og sincere taler om to ekstremer. 6 En måde at indordne sig på er ved idealization, hvilket udspiller sig, når en person skjuler de udtryk, der afviger fra samfundskonstruerede værdier, og betoner dem, der passer ind, som eksempelvis når en person undertrykker seksuelle tilbøjeligheder. Dramatic realization er en anden måde at opnå et ønskværdigt fremtræden på, ved brug af rekvisitter, som tøj og makeup. Også stemmeføring og ordvalg er vigtige i denne sammenhæng. Personlig fremtræden er vigtig på individplan, men er også yderst væsentlig for politikere og andre, der skal føre et budskab ud til en stor gruppe mennesker. 7 Således kan eksempelvis behovet for spindoktorer opstå i det daglige politiske spil. Det link Turner skaber mellem Goffman og performanceteori kan tydeliggøres ved at påpege Goffmans brug af dramaturgiske betegnelser og begreber. Her henvises bl.a. til Goffmans valg af termer som roller, scene etc. Ifølge Goffman befinder vi os altid frontstage, så længe vi indgår i sammenhæng med andre mennesker, og når vi er helt alene, er der tale om et backstage. Vi indordner os i teams, i overensstemmelse med gængse værdier og normer, der pålægges de funktioner og tilhørsforhold, vi lever under. Opfører vi os ikke, som det forventes af den rolle, vi spiller, som læge, patient, forretningsmand, mor etc., opstår der forvirring, og der er tale om det, Goffman betegner som communication out of character. Det er her, Turners social drama opstår, som vi beskriver nedenfor. Den måde, vi interagerer på, kan mange gange virke selvfølgelig, men social performance tydeliggør, hvordan de mindste interaktioner danner en fælles kulturel forståelse. Social performance omhandler altså de interaktioner, der udspiller sig på individplan, samt den gensidige påvirkning mellem disse processer og 6 Goffman, 1969, s og Goffman, 1969, s

6 samfundsmæssige strukturer. Dette kommer endda tydeligere til udtryk ved social performances samspil med de øvrige kategorier: cultural performance og social drama Social drama Turner introducerer social drama i forbindelse med sit arbejde med ritualer. Social drama opstår, når der opstår brud på kulturelle fællesforståelser af normativ adfærd. Der fokuseres på de mekanismer, der frembringer en konflikt hos en ellers harmonisk social enhed. Her fungerer ritualer som hjælp til at gennemføre den liminale fase som opstår, i overgangen fra et brud, på den sociale orden, til løsning af konflikten, eller indgåelse af et kompromis. Et social drama kan, karakteriseres ved at gennemgå en udvikling over følgende fire faser; breach, crisis, redressive action og reintegration/schism. Til at eksemplificere de fire faser, benytter vi en velkendt situation: et skænderi mellem en teenagedatter og forældrene. Breach indbefatter bruddet på fastlagte sociale og kulturelle konventioner. Denne fase har liminale karaktertræk, da den udgør overgangen mellem mere eller mindre stabile sociale processer. Dette set i vores opstillede scenarie, har teenagedatteren holdt fest mens forældrene var ude og ønsker nu ikke at rydde op efter sig. Der opstår derved en situation, hvor der er opbrud mellem forældrene, der mener, deres datter bør rydde op og datteren, der ikke vil. Crisis bliver næste trin i udviklingen, hvor krisen spidser til. Her er liminalitet igen i spil, da placeringen mellem to fastlagte sociale ordner er særdeles tydelig. Her er der ingen vej tilbage, og de involverede parter tvinges til at tage stilling. For at opnå en ny orden, opstår efterfølgende redressive action. Dette stadie indbefatter de forskellige afhjælpende handlinger, der må til, for at få styr på krisen; personlig rådgivning, juridiske og lovmæssige bestemmelser, udførelse af ritualer etc.. Her udspiller forløbet sig fortsat i en liminal fase, da en afgørelse endnu ikke er fundet, og

7 der derfor stadig er tale om et stadie mellem to faste sociale og kulturelle forståelser. Tilbage i vores lille familie kunne dette stadie være forældrenes forsøg på at få deres datter til at forstå, at de ser det som hendes pligt at rydde op efter sig selv eller de forsøger at tvinge hende til at rydde op. Slutteligt kan konflikten gå i to retninger, i form af re-integration eller schism. Førstnævnte sker når den person eller gruppe, der har ageret i uoverensstemmelse med den sociale orden, reintegreres, hvorefter en ny social orden opstår. Datteren forstår, hvad forældrene mener med, det er hendes pligt at rydde op og de indgår en aftale om, at hun rengør halvdelen af huset og de rengør den anden halvdel. Herimod betegner schism erkendelsen af uafhjælpelig splittelse mellem to stridende parter, hvor et kompromis er umuligt. Vores familie bliver splittet og går hver til sit uden der kommer løsning på hvem, der rydder op. Formålet med social drama er, at skabe en forståelse af, hvordan overordnede sociale og kulturelle strukturer har indvirkning på adfærdsforløbet ved sociale begivenheder og i andre performancegenrer. 8 Social drama kan opstå på flere planer, fra konflikter individer imellem til langt større konflikter eksempelvis mellem nationer 4.3 Richard Schechners tredeling Dramaturg Richard Schechners teorier om performances er mange, men omdrejningspunktet for dem alle er i større eller mindre grad hans tredeling af performances. Tredelingen består af aesthetic performance, ritual performance og social drama, som vi vil gennemgå i det efterfølgende. Hans tredeling af performances tager dog sit udgangspunkt i hans begreb restored behavior, som det er vigtigt at have et kendskab til, for at opnå en bedre forståelse af tredelingen. Han anser restored behavior som værende den mest essentielle proces bag alle former for performances, 9 både når vi taler om 8 Turner, 1982, s Schechner, 2002, s. 34

8 performance i hverdagen, healing, ritualer, lege og kunst. Det handler om at genoprette måder at opføre sig på. Vi mennesker performer hver dag, uden vi ved af det. Vores måder at agere på er forskellige former for restored behaviors, og, ifølge Schechner, er alt hvad vi har af vaner, ritualer og rutiner i vores hverdagsliv, alt afhængigt af vores kultur, restored behaviors. These strips of behavior can be rearranged or reconstructed; they are independent of the causal systems (personal, social, political, technological, etc.) that brought them into life. 10 Dette lægger sig op ad Goffmans teori, hvori han taler om, at vi mennesker agerer ud fra ubevidste og bevidste roller i hverdagen og igennem samspillet mellem mennesker Aesthetic performance Ifølge Schechner, består aesthetic performance af f.eks. et teaterstykke eller en koncert, hvor det er performeren, der styrer udviklingen, og altså sætter sit aftryk på publikum. Et andet kendetegn er, at publikum er adskilt fra performerne, enten i kraft af adskillelsen mellem scenen og publikums sæder eller gennem hvordan den givne performance er stillet op. 11 Aesthetic performances indbefatter også anvendelsen af Aristoteles dramaturgiske teori om en markeret begyndelse, midte og slutning. Aesthetic performances ses med Schechner øjne som værende en liminoid oplevelse, og der sker derfor en midlertidig forandring hos de involverede parter, altså en såkaldt transportation Ritual performance Ved ritual performance menes der et overgangsritual ved eksempelvis en konfirmation eller et bryllup, hvor hovedpersonerne transformeres til noget nyt 10 Schechner, 2002, s Schechner, 2003, s. 192

9 voksen, ægtepar etc., og præsten styrer slagets gang og sætter sit eller sin guds aftryk på de involverede. Dette er ikke nødvendigvis hensat til kirkelige ritualer, men alle ritualer, der markerer en overgang fra en livsfase, status etc. til en anden. Ritual performance beskæftiger sig således med liminale oplevelser, hvilket ses i de permanente transformeringer som aktørerne gennemgår under afviklingen af et ritual Social drama Social drama følger Turners teori om samme. Der foreligger umiddelbart ingen forandring fra Turners tredeling til Schechners i denne kategori. 4.4 Diskussion af tredelingerne Det er vigtigt at holde sig for øje, at Turner og Schechners tredelinger er udarbejdet med det formål at skabe overskuelighed. I realiteten er det dog ikke muligt at trække linjerne så skarpt op, da grænserne for de enkelte kategorier i tredelingerne er flydende. En specifik performance kan f.eks. defineres inden for mere end én kategori. Derved overlapper de forskellige kategorier hinanden og skaber en tredimensionalitet, der gør performanceteorien til et multifacetteret værktøj, som kan hjælpe til en forståelse af menneskelig ageren fra flere perspektiver. 12 Turner og Schechner har arbejdet tæt sammen, som før nævnt, i udformningen af performance studies, hvilket kan foranledige en til at sidestille deres tredelinger. Der er umiddelbart mange ligheder ved de to tredelinger, men ser man nærmere på denne sammenligning, er der alligevel forskelle. Disse forskelle udgør et vigtigt element for helheden af performance studies. Sætter vi definitionerne af de enkelte kategorier i tredelingerne overfor hinanden, tydeliggøres disse forskelle. Turner vægter det antropologiske, mens Schechner i højere grad har det 12 Schechner, 2006, s

10 dramaturgiske som fokus, hvilket ikke er overraskende deres akademiske baggrunde taget i betragtning. Forskellene er altså hovedsageligt et resultat af de to teoretikeres forskellige indgangsvinkler. Schechner ser et klart skel mellem aesthetic og ritual performance, altså imellem f.eks. et teaterstykke opført af en teatergruppe, og en regndans udført af en sydamerikansk stamme. Turner derimod skelner ikke mellem et teaterstykke og en regndans, men betegner derimod dem begge som værende cultural performances, opført af to forskellige sociale grupper, der befinder sig i hver sin kulturelle del af verdenen. Denne opdeling giver et tydeligt billede af de to teoretikeres akademiske baggrund i henholdsvis dramaturgi og antropologi. Schechners udgangspunkt i dramaturgien gør at han ser et klart skel mellem de performances der iscenesættes med henblik på underholdning, og de performances der er påbudte eller nødvendige og søger en varig effekt hos de involverede parter. Førstnævnte anvender bevidst nogle dramaturgiske (aristoteliske) retningslinjer, hvor sidstnævnte ubevidst følger dem. For at få en bedre forståelse af Turners kategori cultural performance, kræver det at man inddrager begrebet liminalitet. Turner ser også en forskel mellem teatret og en stammes ritualer, blot ikke en forskel i dramaturgisk forstand, men ud fra et antropologisk synspunkt. Han opdeler kulturelle performances som værende enten præmoderne eller moderne. Mens en præmoderne performance fører til en permanent forandring hos de involverede parter, en såkaldt transformation, er forandringen ved en moderne performance midlertidig, en såkaldt transportation. Antropologen Jørgen Østergaard Andersen beskriver i samme moment at Turner skelner mellem liminalitet i pre-industrielle ritualer og liminoide former i moderne performance-genrer 13 Som vi ser det, er Schechner bevidst om Turners antropologiske skel, men hans grund til alligevel at have et andet fokus, og derved en anden opdeling, må være 13 Andersen, 1993, s. 32

11 at han ser en stor forskel i hvorvidt en performance hører under den dramaturgiske videnskab eller ej. Derfor opdeler Schechner performances i henholdsvis en aesthetic performance og ritual performance, hvor førstnævnte performances hører under den dramaturgiske videnskab, og den sidstnævnte beskæftiger sig med den antropologiske videnskab. Ifølge Østergaard, argumenterer Schechner for at ritual og teater er oppositioner i et kontinuum, hvis akse dybest set er forskellen mellem rituel effektivitet og teatralsk underholdning. Forskellen er ikke historisk, men systematisk. 14 Turner ser derimod alle performances som værende kulturelle, altså antropologiske, og hans opdeling af performances sker inden for samme kategori, cultural performance, ved at anvende begreberne liminalitet og liminoid, som nævnt ovenfor. Et andet punkt hvor de to tredelinger afviger fra hinanden er Turners kategori social performance. Det virker umiddelbart til, at Schechner ikke beskæftiger sig med dette område, idet hans tredeling ikke indeholder en lignende kategori. Derved vil man kunne foranlediges til at tro, at Schechners tredeling ikke er så omfattende som Turners. Som vi ser det, skal man her rette fokus mod Schechners begreb restored behavior, da hans tredeling, som nævnt, tager udgangspunkt i netop denne teori. Hans tredeling er således baseret på et andet grundlag end Turners, nemlig restored behavior. Ved at fastholde fokus herpå, når man gennemgår Schechners tredeling, formår han med sin fortolkning af performancebegrebet at dække samme områder som Turner. Dette skyldes, som nævnt, at vores måder at agere på er bestemt af restored behavior. Alt, hvad vi har af vaner, ritualer og rutiner i vores hverdagsliv, bygger således på restored behavior. På samme måde beskæftiger Turners social performance sig med, hvordan mennesker ubevidst indtager roller for ikke at bryde med de konventionelle normer og traditioner. 14 Andersen, 1993, s. 32

12 Med Schechners inddragelse af restored behavior, kommer vi et skridt nærmere at kunne sidestille de to tredelinger. Men der er stadig forskelle på de to tredelinger, der besværliggør en direkte sammenligning, hvilket bunder i de to teoretikeres akademiske indgangsvinkler. Herved vender vi igen tilbage til omdrejningspunktet for performance studies, nemlig interdisciplinarity. Ud fra vores diskussion om tredelingerne, og det interdisciplinære heri, er det interessant at se på hvorvidt man rent faktisk kan tale om at der opstår en synergieffekt i samspillet mellem antropologien og dramaturgien. Performanceteori er et værktøj, der kan hjælpe til en forståelse af de handlinger, mennesker foretager sig, samt en hjælp til at se de store sammenhænge. De to tredelinger giver, med hvert sit fokus, et tredimensionelt rum, hvor det er muligt at studere den givne performance, ikke kun fra flere vinkler, men også se disse sider i sammenhæng. På denne baggrund kunne man argumentere for, at de to tredelinger og studier i performance generelt, kun bliver stærkere i samspil med hinanden. 4.5 Performance som produkt af sin tid Performance studies som videnskab bliver ofte kritiseret for at arbejde indenfor et felt, der kan dække alt. Dette erkender Schechner og tilslutter sig, at performance i realiteten findes i alt, hvor mennesker på en eller anden måde agerer. I relation til denne problemstilling benytter han termerne is performance og as performance. Is performance er Schechners betegnelse for det, der udgør en performance, afgrænset og bestemt af kulturelle og samfundsmæssige forståelser, mens as performance betegner alt det, der kan anskues som performance: Even nonperformance sitting in a chair, crossing the street, sleeping can be made into a

13 performance by framing these ordinary actions as performance. 15 Schechner påpeger videre, at There are limits to what is performance. But just about anything can be studied as performance. 16 Det, der menes her, er altså at stort set alt kan anskues ud fra et performance perspektiv. Hvis vi eksempelvis ser på et moderne diskoteksetablissement kan vi se hvordan de forskellige videnskabelige foci definerer en given situation. Definitionen af en god aften på diskoteket vil divergere alt efter hvilken videnskabelig linse den anskues fra. as performance fungerer derved som performance studies linse. Hvis man ser ud fra det antropologiske aspekt, ser man eksempelvis på gæsternes kulturelle diversitet; fra et økonomisk aspekt, hvor det er aftenens omsætning, der er fokus på eller fra et performativt synspunkt, hvor det er de menneskelige interaktioner, de tekniske rammer, som lyssætning, musikken etc. og interaktionen mellem rammer og aktører, der spiller den største rolle. is performance refers to more definite, bounded events marked by context, convention, usage and tradition. 17 Det, der definerer is performance er historiske og kulturelle omstændigheder. Vi lever i en verden nu, hvor nationale grænser, sprogbarrierer, kulturelle skel etc. i stigende grad udviskes. Mange faktorer i vores verden er med til at gøre disse grænser og før skarpe definitioner slørede. Til eksempel kan nævnes det engelske sprog, der ikke længere tilhører én nations identitet, men er blevet et internationalt sprog, benyttet på internettet, i fjernsynet etc. Grænser for kultur og nationalitet sløres både internationalt og nationalt. Dette ses bl.a. ved brugen af populærbegreber som multikulturalisme og transnationalitet. I takt med dette, ændrer definitationen af is performance sig ligeledes. Det vil sige at den fasttømrede definition af is performance tillige udviskes og derved antager samme form som as performance. Hvor man før i tiden kunne definere is performance 15 Schechner, 2006, s Schechner, 2006, s Schechner, 2006, s. 49

14 ud fra forskellige kulturelle omstændigheder og historiske perioder, er der nu nærmere tale om tilstedeværelsen af interkulturalitet, som gør grænserne flydende. De globaliserende elementer såsom internet, den altid tilstedeværende medialisering af alt, som vi ser i realityshows, internetblogs etc., påvirker ifølge Schechner den menneskelige opførsel, hvilket resulterer i at ( )more and more people experience their lives as a connected series of performances(...) 18 Dette resulterer endvidere i at, hvor performancefeltets viden tidligere begrænsede sig til face-to-face situationer, omhandler det nu også interaktion med digitalt medie som mellemled. Inden for videnskabsforskning så man hvordan fast definerede størrelser blev opløst allerede i 1927, med Werner Heisenbergs 19 ( ) usikkerhedsprincip. Princippet definerer hvorledes der altid vil være divergerende faktorer, der spiller ind i en undersøgelse og man derfor ikke kan måle præcist. 20 Den tankegang gik ind og påvirkede tænkemåden indenfor mange videnskaber. Musikeren John Cage 21 ( ) benyttede sig af denne nye tænkemåde som basis for sin musik og påvirkede herved en hel generation af teoretikere og musikere. 22 Ved at påføre musikvidenskaben dette element af usikkerhed i afgrænsningen, blev der åbnet op for at nye elementer kunne inkorporeres i definitionen af hvad musik er. Denne tendens kan findes indenfor kunstvidenskaberne. Dette åbner altså op interdisciplinære definitioner: Accepting inter means opposing the establishment of any single system of knowledge, values or subject matter. 23 På baggrund af ovenstående, finder vi det relevant at spørge, om denne nye interdisciplinære karakter er et produkt af globaliseringen, et udtryk for en verden, hvor grænser opløses. 18 Schechner, 2006, s Werner Heisenberg var tysk fysiker. Vinder af Nobels fysikpris i 1932 for hans formulering af kvantemekanikken, der er tætrelateret til hans usikkerhedsprincippet. 20 Schechner, 2006, s John Cage var en amerikansk komponist og musikteoretiker. 22 Schechner, 2006, s Schechner, 2006, s. 23

15