nr. 5 oktober 2009 Kulturmødeambassadører skal skabe bedre integration side 4 GRÆNSEFORENINGEN for en åben danskhed

Transkript

1 nr. 5 oktober 2009 Kulturmødeambassadører skal skabe bedre integration side 4 GRÆNSEFORENINGEN for en åben danskhed

2 Indhold Grænseforeningens formål: Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur. Grænseforeningens vision: Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring. Grænseforeningens værdier: Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for den danske statsstøtte til det danske mindretal i Sydslesvig. Foreningen er uafhængig af partipolitiske interesser. Grænseforeningen mener og siger: værd gælder for alle, også i forholdet til mindretal. udsætning for at have forståelse for andre kulturer. source i et demokratisk samfund. med andre sprog og kulturer. Grænseforeningens kontor Peder Skrams Gade 5 Postboks 9074 info@graenseforeningen.dk Formand Finn Slumstrup finn@slumstrup.dk Generalsekretær ketherkelsen@graenseforeningen.dk Foreningskonsulent Claus Jørn Jensen graenseforeningen@privat.dk Bladet GRÆNSEN Udgives af Grænseforeningen Ansvarshavende redaktør Erik Lindsø el@graenseforeningen.dk Annoncer Anne Mette Holstein amh@graensefotreningen.dk Udgivelse Deadline for annoncer og indlæg til Tryk Layout prik Forsidefoto Polfoto Sydslesvig mangler kunstnerisk dynamik Det danske mindretal i Sydslesvig er i befolkningstal på størrelse med Grønland og Færøerne, men har ikke på samme måde skabt forfattere og kunstnere. Hvorfor er Sydslesvig en hvid plet på det kulturelle landkort? GRÆNSEN har spurgt Anette Jensen, leder af Nordisk Informationskontor i Flensborg. Side 10 Levende lærebøger Kulturmødeambassadører skal skabe bedre integration. Unge fra det danske og tyske mindretal og unge fra etniske minoriteter er hovedaktører i en ny satsning for bedre integration. Grænseforeningen står bag projektet, der har fået over 1 mio. kr. i støtte. Integrationsministeren er begejstret. Side 4 Læs også Side 11 Grænseoverskridende litteraturmøder Side 18 Folkeoplysningen fællesskabets og demokratiets kit Side 20 Den glemte dagbog Side 24 GRENZEN en sang fra grænselandet Side 25 Kort Nyt Side 29 Bøger Grænseiværksætterne skal på banen Det grænseoverskridende samarbejde er på dagsordenen. Men der er brug for mere borgerdeltagelse. Det vil skabe regional stolthed, og stolthed skaber tilhørsforhold. Interview med Danfoss bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen om at skabe den bedste grænseregion i Europa. Side 14

3 Leder Den levende mangfoldighed Af Finn Slumstrup, formand. I dagene fra den 29. september til den 2. oktober holdt FUEV kongres i Bruxelles. FUEV (Föderalistische Union Europäische Volksgruppen) eller FUEN (Federal Union of European Nationalities) markerede ved samme lejlighed organisationens 60 års fødselsdag. Fra et ydmygt sekretariat i Flensborg holdes der sammen på trådene i den vidt forgrenede organisation, hvis præsident siden kongressen i 2007 er Hans Heinrich Hansen. Han huskes af mange som en markant leder af det tyske mindretal i Nordslesvig, og han har også udfoldet store bestræbelser på at give FUEV en fast kurs.» Også Grænseforeningen finder det vigtigt, at man sikrer at FUEV kan forblive i Flensborg og dermed være en vigtig del af denne bys særlige profil som et center for det europæiske arbejde med og for mindretalsspørgsmål. At det ikke er helt nemt ses bedst af, at organisationen lancerer sig under mottoet We are living Diversity. Man søger altså i praksis at være den levende mangfoldighed eller endog forskellighed. Med 84 medlemsorganisationer spredt over 32 lande er FUEV den største samlende organisation for nationale mindretal i Europa, og et lysende bevis på, at disse minoriteter har vidt forskellige eksistensvilkår. Netop kampen for at sikre anerkendelse og respekt om de mange nationale mindretal er en hovedopgave for FUEV. Arbejdet foregår under den paraply, som Europarådets rammekonvention af 1. februar 1995 om beskyttelse af nationale mindretal kan siges at udgøre. Denne konvention, som et par snese lande deriblandt Danmark og Tyskland har ratificeret, opstiller 13 konkrete grundrettigheder. FUEV har sat sig for systematisk at give bud på, hvad hver enkelt af disse 13 rettigheder nærmere indebærer. Det begyndte i 2007 med Retten til uddannelse og retten til egne skoler samt retten til undervisning på og i modersmålet. I fjor udarbejdede man en erklæring om, hvad det nærmere indebærer at nationale mindretal har Retten til information og egne medier. Jubilæumskongressen i Bruxelles havde naturligt nok Retten til politisk repræsentation og politisk aktivitet i centrum. For det var ikke nogen tilfældighed, at kongressen var placeret i den by, man ofte har kaldt det europæiske samarbejdes hovedstad. Selve jubilæumsmarkeringen den 1. oktober var henlagt til Committee of the Regions med en række festtaler. Men ellers er det ikke de svulmende formuleringer, der kendetegner FUEV. En kolossal arbejdsopgave sideløbende med en mere end mager økonomi maner til nøjsomhed. Danmark begyndte at bidrage til FUEV for et par år siden med en årlig bevilling på euro, og Seksmandsudvalget var ved samme lejlighed så venligt at pege på undertegnede som Danmarks repræsentant i organisationens Beirat eller bestyrelse. Foruden Danmark er også Ungarn, Slesvig-Holsten, Sachsen og Sydtyrol faste bidragydere. FUEV søger naturligvis også al mulig fondsstøtte, men måtte for nogle måneder siden melde ud, at der manglede euro i indtægter for at årets budget kunne holde. Det var derfor glædeligt, at regeringen i Slesvig-Holsten sidst i september meddelte, at den bevilgede euro oven i den faste bevilling på Den ekstra bevilling kom på baggrund af en enstemmig opfordring fra Landdagen i Kiel, rejst på initiativ af SSW. Landdagen opfordrede samtidig regeringen i Berlin til at støtte FUEV, hvad regeringen forbavsende nok hidtil ikke har gjort! Også Grænseforeningen finder det vigtigt, at man sikrer, at FUEV kan forblive i Flensborg og dermed være en vigtig del af denne bys særlige profil som et center for det europæiske arbejde med og for mindretalsspørgsmål. 3

4 Levende lærebøger Kulturmødeambassadører skal skabe bedre integration Unge fra det danske og tyske mindretal og unge fra etniske minoriteter er hovedaktører i en ny satsning for bedre integration. Grænseforeningen står bag projektet, der har fået over 1 mio. kr. i støtte. Integrationsministeren er begejstret. Foto: Scanpix Unge fra det danske mindretal i Sydslesvig skal sammen med unge fra det tyske mindretal og fra etniske minoriteter i Danmark have en platform til at synliggøre deres sproglige og interkulturelle kompetencer. Det mener Grænseforeningen, som har fået en økonomisk støtte af Integrationsministeriet på kr. til at søsætte et kulturmødeprojekt. Foruden støtten fra Integrationsministeriets Pulje til øget sammenhængskraft har Grænseforeningen modtaget kr. fra Trygfonden og 4

5 Projektet med kulturmødeambassadører gik i gang den 1. september og løber frem til den 31. maj Nina Hammerich er ansat som projektleder. Hun er uddannet fra Danmarks Pædagogiske Universitet 2009 i pædagogisk antropologi og har endvidere en bachelor fra Århus Universitet i lingvistik og med minoritetsstudier som suppleringsfag. Nina Hammerich har rejst i det meste af verden blandt andet fire måneder i Indien i 2006 med foreningen Vestens Unge, hvor formålet var at gå i ung-til-ung dialog. Hun har været med til at tænke og udvikle kulturmødeaktiviteter som aktiv i spejderbevægelsen, primært på politisk niveau. Hun har i flere år været medlem af Integrationspuljeudvalget hos Dansk Ungdoms Fællesråd. 5

6 » kr. fra Samfundsfonden til kulturmødeprojektet. Blandingskulturer er en ressource Det overordnede formål med projektet er at styrke forståelsen og anerkendelsen af, at blandingskulturer er en ressource. Dette forudsætter øget viden om minoriteter og mindretal. Projektet fokuserer derfor på at skabe dialog mellem forskellige grupper af unge. Unge i Sydslesvig lever dag ud og dag ind i to kulturer, både dansk og tysk, og dermed lever de i et kulturmøde. Det er, hvad vi alle i Danmark de kommende år bliver nødt til at lære mere om. (Finn Slumstrup). Vi ansætter 25 unge med forskellig mindretalsbaggrund til at holde 75 ung-tilung-debatmøder på danske uddannelsesinstitutioner Politiskolen, SOSU-skoler, ungdomsforeninger, etniske foreninger, studenterforeninger osv. simpelthen for at øge unges forståelse for og anerkendelse af, at det, man kunne kalde blandingskulturer, i virkeligheden er en ressource for samfundet. Men det kan kun lade sig gøre, hvis vi får øget viden om minoriteter og mindretal. På møderne sætter vi derfor fokus på sproglig og kulturel mangfoldighed i Danmark og mindretalsunges særlige interkulturelle kompetencer. Det skal skabe en større forståelse og anerkendelse på tværs af forskellige grupper af unge og dermed bidrage til øget sammenhængskraft i det danske samfund, siger Finn Slumstrup, formand for Grænseforeningen. Grænseforeningen har ansat pædagogisk antropolog Nina Hammerich til at lede projektet og forestå uddannelsen. Kulturmødeambassadørerne skal uddannes til at fungere som levende lærebøger, der med baggrund i deres personlige historier kan starte debat og dialog om abstrakte emner som identitet, interkulturelle kompetencer, danskhed, det gode kulturmøde osv. på et konkret, dagligdags plan og på de unges præmisser. Ambassadørerne skal give andre unge redskaber og ideer til at håndtere og bidrage til det gode kulturmøde i hverdagen. På debatmøderne sættes der ansigter og personlige stemmer på mangfoldigheden i Danmark, forklarer Nina Hammerich. Erfaringer fra grænselandet skal aktiveres Et vigtigt delformål er at inddrage erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland, hvor det er lykkedes at ændre forholdet mellem flertal og mindretal fra konflikt til fredelig sameksistens. Unge i Sydslesvig lever dag ud og dag ind i to kulturer, både dansk og tysk, og dermed lever de i et kulturmøde. Det er, hvad vi alle i Danmark de kommende år bliver nødt til at lære mere om, fordi Danmark har mistet den ensartethed, den homogenitet, vi havde en gang. Der er brug for at sætte fokus på det flerkulturelle som en gevinst, forklarer Finn Slumstrup. Grænseforeningen mener, at de erfaringer, man har gjort i grænselandet, rummer et vigtigt potentiale i en moderne dansk dagsordenen. Dette projekt skal synliggøre den ressource, vi har i vores mindretal. De kan studere og arbejde på flere sprog og er vant til at håndtere mødet med mindst én anden kultur, fordi de er vokset op i et mindretal, forklarer Finn Slumstrup. BAGGRUND Samtidig giver projektet mulighed for på en ny og spændende måde at oplyse danskerne om mindretallet syd for grænsen. Grænseforeningens formål er at oplyse om det danske mindretal. Med dette projekt får vi en fremragende talerstol, hvor vi kan fortælle unge uddannelsessøgende om grænselandets mindretalsforhold og nyttiggøre mindretalsunges særlige sproglige og interkulturelle kunnen i forhold til andre unge i Danmark. Det er ukendt for næsten alle unge, at der findes et dansk og et tysk mindretal i grænselandet. Dem vil vi gerne synliggøre, fordi de har noget væsentligt at bidrage med, siger Finn Slumstrup. Projektleder Nina Hammerich supplerer: Erfaringerne fra grænselandet bidrager også med budskabet om, at man kan leve i harmoni med flersproglig identitet og blandingskulturer. Projektet fokuserer på det, der er fælles blandt unge fra nationale mindretal og etniske minoriteter for at igangsætte en berigende erfaringsudveksling mellem de unge, og samtidig gøre det omkringliggende samfund opmærksom på at en flerkulturel baggrund kan være et positivt karaktertræk. Danskere i flere modeller Det danske samfund er gået fra et homogent samfund til et samfund, hvor andre kulturer og sprog blander sig. Kulturmødeambassadørerne skal bidrage med en forståelse for, at man kan være dansk på flere måder. På møderne skal man lære, at danskerne Baggrunden for kulturmødeprojektet er, at Grænseforeningen sammen med Duborg-Skolen, det danske gymnasium i Flensborg, for fire år siden skabte et ambassadørkorps, hvor unge fra afgangsklasserne rejser rundt på danske gymnasier og fortæller om sig selv som mindretalsunge i det danske mindretal. Danske unge ved stort set intet om, at der findes et stort dansk mindretal på en mennesker syd for grænsen. Desuden har Grænseforeningen arrangeret møder, hvor piger fra det danske mindretal har haft erfaringsudveksling med piger fra etniske mindretal i København. I den diskussion, der opstår ved disse kulturmøder, har Grænseforeningen gjort den erfaring, at ung-til-ung møder er særligt velegnede til at slå bro mellem forskelle i kultur og identitet. Duborg-Skolens ambassadørkorps fortsætter, og det nye kulturmødeambassadørprojekt har fokus på en ældre målgruppe, de årige. 6

7 findes i mange modeller, som Ebbe Reich skrev i en glimrende sang en gang. Minoriteterne skal opleve, at de ikke er alene. Der er også andre minoriteter, og nok er de forskellige, men de har også noget fælles. Ved at fokusere på det fælles, får man øjnene op for, at det at et samfund har mindretal, som Danmark i høj grad har i dag, er en styrke, hvis vi opfører os ordentligt overfor hinanden, forklarer Finn Slumstrup. Mindretallenes og minoriteternes erfaringer er endvidere et bidrag til at finde fodfæste i globaliseringen. Mindretalsunge er i kød og blod mennesker, som har et andet sindelag og en anden identitet, end det som statsborgerskabet tilsiger. Det er i en globaliseret tid en inspiration for alle os, der kun har den identitet, som statsborgerskabet siger, vi har. Minoriteter har en baggrund, hvor de lever med flere sprog og flere kulturer. Som moderne mennesker skal vi erfare, at det er en klar og nødvendig fordel i forhold til globaliseringen, som har gjort verden mindre, og hvor vi er nødt til at løse opgaver med hinanden på tværs af grænser, sprog og kulturer. Lige nu er klimaet det store emne og et godt eksempel på en fælles udfordring, som vi kun kan klare globalt. Mennesker, der, som mindretallene og de etniske minoriteter, kan bevæge sig mellem sprog og kulturer, kan være med til at binde os sammen, forklarer Knud-Erik Therkelsen, Grænseforeningens generalsekretær. Men det er ikke kun etniske danskere, der skal have øjnene op for de flerkulturelle unges kompetencer. De flerkulturelle unge skal også selv vide, hvad det er, de har ekstra med i bagagen, og lære at bruge det. Hvor nogle unge med minoritetsbaggrund har søgt et fællesskab grundlagt i religion, kan bevidstheden om deres ekstra kompetencer i form af flere sprog og erfaring med at færdes i flere kulturer måske blive det nye udgangspunkt for et fællesskab, siger Finn Slumstrup. Til inspiration for andre På spørgsmålet om det gør nogen samfundsmæssig forskel, at Grænseforeningen arrangerer 75 møder, hvor unge diskuterer kulturmøde og mindretalserfaringer, svarer Finn Slumstrup: Jamen, vi snakker om det ungefær største og vanskeligste problem Danmark står overfor i de her år ved siden af den økonomiske krise. Så det er da klart, at det her Kulturmødeambassadører årige med flerkulturel baggrund søges Grænseforeningen søger 25 kulturmødeambassadører, der skal sætte fokus på sproglig og kulturel mangfoldighed i Danmark og mindretals- og minoritetsunges sproglige og interkulturelle ressourcer. De 25 kulturmødeambassadører søges sammensat af unge fra det danske mindretal i Sydslesvig, unge fra det tyske mindretal i Sønderjylland og unge fra andre etniske minoritetsgrupper i Danmark. Som kulturmødeambassadør får du: oplægsholder og indsigt i relevante emner Til gengæld forventes det af dig som kulturmødeambassadør at du: anden etnisk minoritet i Danmark weekend-seminar den november 2009 Danmark i år I forbindelse med afholdelsen af kulturmøder gives der et honorar og transportudgifter dækkes. Der afholdes infomøde i København tirsdag den 20. oktober 2009 kl. 18:30 for de udvalgte ambassadører. I tilfælde af mange ansøgere fra Jylland vil der eventuelt blive afholdt endnu et infomøde vest for Storebælt. Har du lyst til at være med til at skabe større forståelse og anerkendelse på tværs af forskellige identiteter, skal du udfylde nedenstående skema og sende det til projektleder Nina Hammerich (nh@graenseforeningen.dk). Har du spørgsmål kan disse også rettes hertil eller på direkte telefon Af hensyn til den videre planlægning er der deadline for ansøgninger torsdag den 1. oktober 2009 kl Herefter sammensættes ambassadørkorpset ud fra geografiske hensyn, og det tilsigtes at alle ansøgere får en tilbagemelding senest fredag den 9. oktober Der var straks efter, at annoncen blev indrykket, stor interesse for at blive kulturmødeambassadør.» Erfaringerne fra grænselandet bidrager med budskabet om, at man kan leve i harmoni med flersproglig identitet og blandingskulturer. (Nina Hammerich). 7

8 svarer til i en vis forstand at ville tømme Middelhavet med en spand. Men hvis nogle flere også gik ind og lavede projekter, så kunne det godt ske, at der skete noget. Og det kan jo aldrig være en undskyldning, at man ikke kan løse hele problemet. Vi har fundet et hjørne, som vi arbejder ud fra, og vi håber at inspirere andre til også at gå ind og arbejde med de her ting, for det er piske nødvendigt, at vi får skabt øget sammenhængskraft i samfundet. Vil du have besøg af kulturmødeambassadørerne? Kulturmødeambassadørerne skal i løbet af 2010 og 2011 ud til 75 dialogarrangementer. Et møde med kulturmødeambassadørerne skal og kulturel mangfoldighed i Danmark spekt mellem forskellige grupper af unge pens unge om mindretal og minoriteter bevidsthed om deres egen rolle i at skabe det gode kulturmøde Kulturmødeambassadørerne kommer rundt i hele landet til uddannelsessteder, foreninger, højskoler og andre steder, hvor de kan møde unge på år. Der vil være 3-4 kulturmødeambassadører ved et dialogarrangement. Med udgangspunkt i deres egen historie skaber de dialog om det at have en flerkulturel baggrund, og hvilke tanker og ressourcer det giver. Emner som identitet, kulturmøder, danskhed og blandingskulturer bliver taget op. Har du lyst til at få besøg af kulturmødeambassadørerne? Kender du til et uddannelsessted eller en forening, som kunne have lyst til at gå i dialog med kulturmødeambassadørerne? Kontakt projektleder Nina Hammerich, nh@graenseforeningen.dk eller telefon og hør om mulighederne. Indspark fra integrationsministeren Jeg har tænkt meget på Sydslesvig i forhold til integrationen i Danmark. Om man taler om et nydansk mindretal i Danmark eller et nationalt mindretal i Sydslesvig, så kan situationen sammenlignes på mange områder. Den 9. september 2008 talte integrationsminister Birthe Rønn Hornbech foran et par hundrede gymnasielever på Københavns Åbne Gymnasium. Til stede var tre gymnasieelever med anden etnisk baggrund, som netop var hjemvendt fra Grænseforeningens såkaldte tøsemøde i Flensborg, hvor piger fra det danske mindretal sammen med piger fra etniske mindretal i København havde udarbejdet en erklæring i 10 punkter til fremme af det positive kulturmøde. De overrakte erklæringen til en begejstret integrationsminister, der lovede at tage forslaget med videre. (Se GRÆN- SEN nr. 5, 2008). Når integrationsministeren bevilger knap 1 mio. kr. til projektet med at uddanne kulturmødeambassadører, er det bl.a., fordi hun ser en mulighed for at anvende mindretalserfaringer fra grænselandet i den danske indsats for bedre integration. Ministeren har ved lejlighed, når hun taler om integration i Danmark, brugt Sydslesvig som eksempel til efterfølgelse. På et møde på Christianslyst i Sydslesvig den 8. april sidste år sagde hun (Flensborg avis 9. april 2008): Jeg har tænkt meget på Sydslesvig i forhold til integrationen i Danmark. I Danmark kræver vi, at udlændinge bliver danske, mens jeres situation her er ganske anderledes. Der forlanges ét af vore indvandrere og noget andet af jer. Men om man taler om et nydansk mindretal i Danmark eller et nationalt mindretal i Sydslesvig, så kan situationen sammenlignes på mange områder. De er begge mindretal i en flertalsbefolkning, som har et andet sprog og en anden kulturbaggrund (...) Det er jo utroligt at se, hvad nogle mener, man kan forlange af udlændinge. Jeg synes, I skal invitere flere danske politikere herned og fortælle dem, hvor skabet det skal stå, sagde Birthe Rønn Hornbech til sydslesvigerne. 8

9 » Mennesker, der, som mindretallene og de etniske minoriteter kan bevæge sig mellem sprog og kulturer, kan være med til at binde os sammen. (Knud-Erik Therkelsen). 9

10 Anette Jensen er uddannet cand. theol. med sidefag i dansk. Hun har været præst og projektleder ved Religionspædagogisk Center i København. Siden 1997 har hun været leder af Nordisk Informationskontor for Sønderjylland og Sydslesvig, der har til huse på Centralbiblioteket i Flensborg. Sydslesvig mangler kunstnerisk dynamik Hvorfor er Sydslesvig en hvid plet på det kulturelle landkort, og hvorfor fostrer området næsten ingen kunstnere? GRÆNSEN har spurgt Anette Jensen, leder af Nordisk Informationskontor i Flensborg. Af Erik Lindsø Anette Jensen har i 12 år været leder af Nordisk Informationskontor i Flensborg, og med en lang række aktiviteter har hun været med til at trække nordiske kunstnere til Sydslesvig. Men hun undrer sig over, at Sydslesvig ikke selv kan spille med på den kulturelle og kunstneriske scene. Hvorfor er Sydslesvig ikke at finde på det kulturelle landkort? Det kan man godt undre sig over. Sammenligner vi os med Færøerne og Grønland, som i befolkningstal svarer til det danske mindretal i Sydslesvig, så har de født store kunstnere på snart sagt alle områder. Hvorimod Sydslesvig ikke har eller har haft noget at byde ind med på det kulturelle område. Det er jo tydeligt i den grønlandske og færøske selvopfattelse, hvad kultur betyder. Det kunne vi godt lære lidt af i Sydslesvig. Vi henter jo kulturen i Danmark og Norden. Vi kan ikke selv fremvise noget særligt, men jeg er overbevist om, at man ved at styrke den, kunne være med til at fremelske kulturelle særkender, der kan sætte Sydslesvig på det kulturelle landkort. Hvordan skal kulturen styrkes? Man skal gøre kunst interessant for unge at beskæftige sig med, og det har man ikke haft tradition for at vægte. F.eks. kunne man i Skoleforeningens regi etablere musikskoler. Vi ved jo, hvad musikskoler i Danmark har betydet for unges musikudøvelse. På samme måde kunne Skoleforeningen oprette en kunstskole og et forfatterværksted. Jeg tror, vi har potentielle dygtige unge kunstnere, men vi giver dem ikke mulighed og opbakning til at udfolde deres kunstneriske talent, så de forsvinder fra området. Herved drænes vi også for den kreativitet og de positive originaler, som kunstnerisk udfoldelse altid bidrager med. Ved de sydslesvigske årsmøder i juni leverede du en bredside mod den organisatoriske top i Sydslesvig. Er toppen med til at hindre en kunstnerisk dynamik i at udfolde sig? Ja, det mener jeg. Der foregår for øjeblikket en magtkamp i toppen, som skader hele mindretallet. Den tager al for megen opmærksomhed og skygger for de vitterligt mange kreative kræfter, der er i vort mindretal. Man må sætte sig ned, samtale om udfordringerne frem for at lade opgaverne udvikle sig til konflikter. Eller for den sags skyld lade være med at gå ud i pressen med mere eller mindre tåbelige udtalelser eller læserbreve. Det er trættende, og det jager de unge fra Sydslesvig. De fleste af os vil jo langt hellere fokusere på alt det, der gør det interessant at bo og arbejde i Sydslesvig. Hvad kan kunstneriske områder bidrage med i mindretallet? 10

11 » Der foregår for øjeblikket en magtkamp i toppen, som skader hele mindretallet. Den tager al for megen opmærksomhed og skygger for de vitterligt mange kreative kræfter, der er i vort mindretal. Folk der arbejder med kunst, er jo folk, der brænder for en ting. Kunstnerisk aktivitet har en smittende begejstring i sig, som gavner et samarbejde. Det bliver mere sagen, det handler om, end personer og organisationer. Det burde man i den sydslesvigske top tænke lidt mere over. Vi mangler hernede evnen til bare at kaste os ud i tingene. Der mangler en tro på, at man som ildsjæl godt kan få noget op at stå. Der er virkelig kræfter hernede, der gerne vil arbejde med kunst og kultur, men de skal jo have mulighed og rammer for at udfolde sig. Jeg oplever, at rigtig mange mennesker synes, at det er sjovt at samarbejde om kultur på tværs af grænsen og mellem dansk og tysk. Jeg tror, det er i det grænseoverskridende samarbejde, man vil se kulturen vokse de kommende år. Og her skal mindretallet være oppe på stikkerne. Der er jo sket det, at en lukkethed i mindretallet overfor den tyske flertalsbefolkning er blevet afløst af en stor åbenhed. Denne åbenhed er fra tysk side blevet gengældt med en stor interesse for det danske. Der findes fortsat nogen, som mener, at det kan svække det danske, men jeg mener det modsatte, at man gennem samarbejde styrker sin egen identitet. Et Nordens Hus i Flensborg Anette Jensen har planer om sammen med bibliotekschef Alice Feddersen at gøre Centralbiblioteket i Flensborg til et nordisk kulturhus. Rammerne er her jo for at skabe et Nordens Hus i Flensborg med bibliotek, udstillingslokaler og samlingssal til foredrag og koncerter, siger Anette Jensen, der mener, at man i Sydslesvig styrker sin identitet ved at orientere sig mod Norden og ikke mod Danmark alene. For folk i Sydslesvig er Danmark et lille land at forholde sig til. Kan man sige, at man har hele Norden som sit bagland, så står man med en større styrke. Vi er jo på samme tid både porten til Europa og porten til Norden. Derfor er det oplagt at markere det nordiske og ikke blot det danske. Vi ser det hos SSW (det danske parti i Sydslesvig, red.), som ynder at bruge ordet nordisk og f.eks. ikke snakker om den danske model men om den skandinaviske model. Det får større tyngde, når man har Norden som sit bagland. Er der en nordisk interesse i Sydslesvig? Afgjort, interessen for det nordiske er langt større her, end du finder den i Danmark. Jeg tror, at når sydslesvigere i dag skal formulere deres identitet og tilhørsforhold, Grænseoverskridende litteraturmøder Gennem en årrække har Anette Jensen, leder af Nordisk Informationskontor i Flensborg, arrangeret stævnemøder mellem grænselandet og nogle af Nordens bedste forfattere. I november kommer fire kvindelige forfattere på besøg. Næste år ser en litteraturfestival dagens lys i Flensborg. Af Erik Lindsø Der læses bøger som aldrig før, læsekredse har fået en renæssance. Det er den gode historie, man hører alle vegne. Bogen er derfor ikke død, som mange har villet spå i kølvandet på den elektroniske udvikling. Tværtimod! Folk vil lære og informeres via den gode litteratur. Sådan lyder det fra Anette Jensen, leder af Nordisk Informationskontor i Flensborg, der sammen med det tyske Kulturbüro og en række biblioteker på begge sider af grænsen står bag en nordisk litteraturuge den første uge i november. Der er tale om en række arrangementer på tværs af grænsen. Disse arrangementer skal være med til at sætte vores område på landkortet og styrke kulturlivet, siger Anette Jensen. Gennem flere år har Anette Jensen skabt så spiller det danske selvfølgelig en væsentlig rolle, men man tænker mere og mere det nordiske med man snakker om nordisk kultur mere end om dansk kultur, om den skandinaviske model mere end den danske model osv. Man føler i Sydslesvig et åndsfællesskab med det nordiske. Vi er 25 mio. i Norden mod kun 5 mio. i Danmark. Der er en langt større rigdom at forholde sig til i hele Norden. Samtidig med, at der fra tysk side er en større interesse for at samarbejde, hvis man siger nordisk frem for bare dansk. Der er jo er regulær tysk interesse for det nordiske, som man skal passe på i Danmark ikke at isolere til en interesse alene for det danske. Jeg oplever også, at nordiske kunstnere og forfattere synes, Sydslesvig er et interessant område, fordi vi ligger på grænsen mellem Norden og Europa, og de her kan møde både et dansk og et tysk publikum. stævnemøder mellem grænselandet og nogle af nordens bedste forfattere. Einar Már Gudmundsson fra Island, Lars Saabye Christensen fra Norge og Märta Tikkanen fra Finland, de to første har fået Nordisk Råds Litteraturpris, og alle tre har gæstet Sydslesvig. Forfattermøderne har været med til at læsekredse nu også findes i stort tal i det danske mindretal syd for grænsen. Alene til Centralbiblioteket i Flensborg er der knyttet 25 læsekredse. Jeg tror, at det skyldes en træthed af TV s stigende mangel på intellektuelle udfordringer, siger Anette Jensen. På spørgsmålet om, hvorfor netop nordiske forfattere er blevet populære og trækker publikum, forklarer hun: Nordiske forfattere har nået et niveau, 11

12 der kan sammenlignes med starten af 1900-tallet, hvor August Strindberg, Henrik Ibsen og Selma Lagerlöf var internationale navne. Per Petterson fra Norge, der fik Nordisk Råds Litteraturpris i år, er oversat til 40 sprog og på samme måde blevet et internationalt forfatternavn. Fire nordiske forfattere gæster grænselandet Litteraturugen i november præsenterer fire af Nordens dygtige kvindelige forfattere. De vil turnere rundt mellem bibliotekerne, og som led i det grænseoverskridende samarbejde bliver de simultantolket til tysk. Monika Fagerholm (1961) er finlandssvensk forfatter. Med romanen Skønne kvinder ved vandet slog hun sit navn fast også internationalt og blev belønnet med Runebergprisen. Romanen er udkommet i 11 lande og tillige filmatiseret. Forfatteren er yderligere kendt for romanen Den amerikanske pige. Steinunn Sigurdardóttir (1950) er en af islands kendte forfattere. Hun er uddannet journalist, men lever i dag som fuldtidsforfatter. Hun har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og hendes romaner er oversat til flere europæiske sprog. På dansk er forfatteren især kendt for Jøkelteatret og Solskinshest. Henriette E. Møller (1976) debuterede med romanen Jenle i 2007, som hun fik Danske Banks Debutantpris for. Året efter udkom romanen Kaiser. Hun er desuden tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Anne B. Ragde (1957) er opvokset ved Trondheim. Hun fik sit gennembrud med slægtsromanen Berlinerpoplerne, Eremitkredsen og Ligge i grønne enge. Romanerne er oversat til adskillige sprog og tillige filmatiseret og sendt på norsk TV. Forfatterturnéen krydres yderligere af en fotoudstilling Krig og kærlighed om indvandringen i Norden Fotografen Henrik Saxgren har rejst rundt i hele Norden og besøgt indvandrere i deres nye omgivelser og fotograferet dem midt i deres forsøg på 12

13 at etablere en hverdag. Udstillingen kan ses på Flensborg Bibliotek fra november. Endvidere kan man lørdag den 7. november opleve det færøske kor MPIRI i Helligåndskirken i Flensborg kl. 20. Et detaljeret program for dette års litteraturuge findes på Litteraturfestival 2010 Litteraturugerne i Sydslesvig bliver næste år udbygget til en litteraturfestival litteraturens pendant til Folk Baltica, som er en stor dansk-tysk musikfestival, som gennem nogle år har fundet sted i Flensborg. Litteraturen skal være med til at gøre det her område interessant. Vi bliver betragtet som et udkantsområde både i Danmark og i Tyskland, men hvis vi bliver tydeligere på det kulturelle landkort, vil det have enorm betydning for hele området. Der er heller ingen tvivl om, at satser vores region mere på kulturen, vil området blive mere attraktivt at søge til. Kan man se, at området her har både musik- og litteraturfestival, så har det da afgjort betydning, når folk søger arbejde og skal vælge mellem steder at flytte til, siger Anette Jensen og henviser til Horsens, der ikke bare er kendt for sine store koncerter, men f.eks. også har arrangeret en krimifestival. Samtidig mener Anette Jensen, at en satsning på kulturen kan styrke og synliggøre danskheden i Sydslesvig. Der bor jo danskere hernede, som ikke hører til mindretallet en stor gruppe danskere, som vi aldrig ser. Jeg tror, at tiltag på det kulturelle område og det at mindretallet synliggør sig på nye områder kunne være med til at tiltrække dem. Når vi laver litteraturfestival, er de afgjort en målgruppe. Litteratur fungerer som brobygger. Det ligger i kulturens væsen, at den skaber nysgerrighed, og det vil da være sjovt, hvis vi ad den vej kunne medvirke til at få nogle flere ind i folden, forklarer Anette Jensen, der gerne ser Flensborg som en dynamisk kulturby. Vi skal sørge for at Region Syddanmark ikke slæber det hele op til Vejle og Odense og Slesvig-Holsten ikke gør Kiel til centrum. For at styrke det grænseoverskridende samarbejde, har vi brug for kulturelle kraftcentre centralt placeret i grænselandet, siger Anette Jensen og fremhæver Sønderborg som et godt eksempel på en dynamisk by. Sønderborg har ansøgt om at få status som Europæisk Kulturby i 2017 med opbakning fra både dansk og tysk side. 13

14 Grænseforeningens årbog 2010 Grænseforeningen for en åben danskhed FREMSYN Fremsyn er evnen til at se, hvilken vej det går, og det er titlen på Grænseforeningens årbog, som netop er udkommet. Nærværende blads redaktør Erik Lindsø har interviewet 12 aktører om deres håb og ambitioner for grænseregionen. Hvad betyder grænsens nedlæggelse? Vil der opstå en fælles identitet hen over grænsen? Skal grænselandet mellem Kongeåen og Ejderen igen hedde Slesvig? Skal engelsk være det fælles sprog? Bliver mindretallene assimilerede? Skal de danske skoler ind under den danske friskolelov? Hvad sker der med nationalfølelsen? Har grænselandet en særlig ressource? Det er nogle af de spørgsmål, der kommer til debat i selskab med politikere, skolefolk, forfattere og erhvervsledere: Bertel Haarder, Jørgen Jensen Hahn, Katrine Hoop, Stephan Kleinschmidt, Carl Holst, Ralf Pittelkow, Jørgen Mads Clausen, Hans Heinrich Hansen, Maja Hojer, Anja og Mads Rykind-Eriksen, Anke Spoorendonk, Benny Engelbrecht, Ellen Trane Nørby og Jesper Petersen. Erik Lindsø: FREMSYN. 12 interviews om grænselandets fremtid. 112 sider, 100 kr. Udgivet af Grænseforeningen. Fås ved henvendelse til info@graenseforeningen.dk Grænseiværksætterne skal på banen Det grænseoverskridende samarbejde er på dagsordenen. Men meget af arbejdet i grænseregionen er blevet udtænkt af centralt placerede personer og organisationer. Det har gjort det svært at motivere befolkningerne på begge sider af grænsen. Der er brug for mere borgerdeltagelse. Det vil skabe regional stolthed, og stolthed skaber tilhørsforhold. Danfoss bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen vil skabe den bedste grænseregion i Europa. Interviewet er fra Grænseforeningens nyudkomne årbog FREMSYN. 12 interviews om grænselandets fremtid. Om ti år taler vi helt naturligt engelsk henover grænsen. Vi er en del af den globale udvikling, og vi er nødt til at indrette os efter verdenssamfundet. Regionens officielle sprog bliver engelsk. Det får nogen til at frygte for det danske sprog. Den frygt har jeg ikke. Jeg kan se, at alsisk lever videre i bedste velgående, fordi vi synes, det er dejligt at have noget, der specielt er vores. Sådan har de det også på den tyske side med frisisk og plattysk. Med den globale udvikling vil vi blive mere opmærksomme på at styrke og dyrke både det lokale og det danske. Når man træder indenfor på Jørgen Mads Clausens kontor på 11. sal i Danfossimperiet på Als, træder man ind på en af globaliseringens kommandobroer. På mar- 14

15 morskrivebordet står en konstant roterende globus, og to store computerskærme er den direkte adgang til verden. Et vægmaleri forestiller den afrikanske savanne, og en udstoppet løve ligger under billedet som en vogter i det store kontor. En udstoppet giraf kigger med fra et hjørne. Indgangsdøren er i alsisk bondestil med udskårne paneler, og første del af kontoret er indrettet som en gammel alsisk spisestue. Helt konkret skal man her igennem det lokale, før man kommer til det globale. Jørgen Mads Clausen er født i 1948 som søn af Danfoss grundlægger Mads Clausen. Han er uddannet akademiingeniør suppleret med en managementuddannelse fra universitetet i Wisconsin i USA. Han har været forskningschef på Danfoss og medlem af koncerndirektionen. I 1996 indtog han faderens plads som administrerende direktør. Siden 2008 har han været bestyrelsesformand for koncernen. Fire grænser mellem Danmark og Tyskland For Jørgen Mads Clausen er der fire grænser mellem Danmark og Tyskland, som skal nedlægges: En juridisk grænse, en kulturgrænse, en informationsgrænse og en sproggrænse. Sproggrænsen er den alvorligste at få noget gjort ved. Vi får aldrig ligeværd på sprogområdet. For få danskere kan tysk, og det tysk, vi kan, generer vi os ved at tale, fordi vi i skolen har lært, at bruger vi der, die, das forkert, er vi dårlige til tysk. Derfor føler danskeren sig som lillebror, når han skal tale tysk hen over grænsen. Godt nok lærer mange tyskere syd for grænsen dansk i disse år, men det bliver aldrig i et omfang, der gør dansk og tysk til ligeværdige sprog. Derfor er mit forslag, at vi i det grænseoverskridende samarbejde taler engelsk sammen. Så er begge parter på udebane. Det samme mener jeg, man skal i Ørestadsregionen. Vi kan jo lige så godt ærligt indrømme, at vi ikke forstår alt, hvad en svensker siger. Sidder vi og hygger os, så gør det ikke så meget, at vi gætter os til resten. Men sidder vi i business, eller er det i vigtige arbejdssammenhænge, skal vi tale et sprog sammen, hvor vi kan gøre os tydelige over for hinanden uden misforståelser. På Danfoss er engelsk koncernsprog, og jeg gør meget ud af at fortælle medarbejderne, at det, vi snakker, ikke er Oxford-engelsk eller amerikansk eller australsk, men international English. Om du lægger trykket det ene eller andet sted, eller om sætningsopbygningen er forkert, er lige meget, bare vi kan forstå hinanden. Når vi taler engelsk sammen, bliver vores mentaliteter knyttet tættere sammen. Jeg bemærker selv, at snakker jeg engelsk i Tyskland, så ændrer det tyskernes mentalitet og tænkemåde, og det ændrer også min. Vi bliver mere på lige fod, når vi forstår hinanden på et tredje sprog. Det er også med til at nedbryde kulturgrænsen. Hvad mener du med kulturgrænsen? Kulturgrænsen er svær at forklare, men den er der. Den har noget med mentalitet at gøre. Når jeg kommer til Nordnorge, føler jeg helt klart, at det er min kultur. Hvorimod jeg ikke skal ret langt ned i Sydslesvig, inden jeg føler, at jeg er i en tysk kultur, som ikke er min. 15

16 Jeg tror, at kulturgrænsen grunder sig i historien. I Norden har vi haft åbne demokratier i 150 år. Vi er mere fri i tanken, vi har en anderledes humor og er mere uformelle. Tyskland har været igennem voldsomme perioder med krig og diktatur og hermed en masse forbud. Historien har givet os en forskel i folkementalitet. Kulturgrænsen kan ikke nedbrydes. Vi skal lære at leve med den, vi skal lære at kunne lide forskellene. Men når engelsk bliver fællessprog vil den på nogle områder blive udvisket, fordi et nyt fællessprog vil få mentaliteterne til at glide sammen.» Når vi taler engelsk sammen, bliver vores mentaliteter knyttet tættere sammen. Jeg bemærker selv, at snakker jeg engelsk i Tyskland, så ændrer det tyskernes mentalitet og tænkemåde, og det ændrer også min. Vi bliver mere på lige fod, når vi forstår hinanden på et tredje sprog. Hvad har det betydet for grænselandet, at den juridiske grænse blev nedlagt? Danfoss og Sauer Danfoss har 75 virksomheder rundt om i verden. En af afdelingerne ligger i Neumünster, og her oplever vi, at der er blevet færre barrierer mellem dansk og tysk, og afdelingen i Neumünster er kommet til at arbejde utrolig godt sammen med afdelingen her i Nordborg. Det er en mental ændring, der er sket på under ti år, og jeg er ikke i tvivl om, at det skyldes, at grænserne nu er åbne, og bevidstheden om EU er blevet stærkere. På det overordnede plan har det en enorm betydning for udviklingen i hele Europa, at vi fik grænserne nedlagt. Det flytter virkelig nogle mentale grænser i os, at vi kan rejse mellem landene, uden at skulle vise pas. Men vi har fortsat en juridisk grænse mellem Danmark og Tyskland i form af juristeri, bureaukrati og mangel på politisk handlekraft i de to lande. F.eks. har vi nogle dumme problemer på skatteområdet, der nemt kunne løses, og som helt unødvendigt lægger en dæmper på den omstillingsparathed, der er i arbejdsstyrken. Vi har brug for et mere fleksibelt arbejdsmarked, ikke mindst på tysk side. Uden et kommercielt samarbejde, kommer der ikke skub i udviklingen. Men lige nu er det sådan, at danske virksomheder ikke har lyst til at placere sig i Flensborg, fordi der er så mange ulemper. Afstanden mellem en direktør og en timelønnet er hos os langt kortere end i Tyskland, og vi kan diskutere tingene, uden først at skulle konsultere en fagforening i Kiel. Det er også den side ved os, som de tyske medarbejdere værdsætter, når de kommer herop og arbejder. Medierne skal nedbryde informationsgrænsen Pendlingen er kommet godt i gang, og arbejdskraftens bevægelighed henover grænsen er for Jørgen Mads Clausen noget af det væsentligste at få udbygget. Men det kan kun ske, hvis kommunikationsgrænsen nedbrydes. Det har været en berigende oplevelse, at der er kommet gang i pendlingen. Virksomheder på denne side af grænsen oplever, at tyske medarbejdere er ufattelig tilfredse med at være her. Vi har ansat rigtig mange på Danfoss, og nogle af dem er flyttet hertil med familien. Pendlingen bliver en helt naturlig ting, når vi ved noget mere om hinanden. Vi har det jo sådan, at det ukendte er mere besværligt. Skulle du pendle til et sted i Danmark, vil du føle det meget nemmere end at pendle til Tyskland, selv om afstanden derned kun var den halve. Der er nogle usynlige barrierer, som folk kun har inde i hovedet, og som først nedbrydes, når vi får større udveksling, og den enkelte får personlige venner og kontakter på den anden side. De fleste har fortsat kun kontakt med hinanden i de butikker, hvor danskerne kommer for at handle. Pendlingens andet trin kræver netværk henover grænsen, og derfor skal vi have informationsgrænsen nedbrudt. Det er medierne, der skal gå forrest, men de er tunge at danse med. Hvorfor er medierne fraværende i det grænseoverskridende samarbejde? Indtil nu har de virkelig sovet i timen, og de har slet ikke set deres egne muligheder i det grænseoverskridende samarbejde. Der er ikke læsere, seere og lyttere i det, siger de. Men det er klart. Sådan er det med alt nyt, det tager år, inden interessen er skabt. Der er ikke penge i det, påstår de. Jeg har så sagt: Vil I have penge til det? Svaret er: Nej tak, for de vil være uafhængige. Men medierne forbigår virkelig en samfundsopgave i grænseregionen, de burde være forpligtet på. Der eksisterer en kæmpe uvidenhed. Jeg snakker ofte med tyskere syd for grænsen, der intet ved om, hvad der sker i Sønderjylland. Det er et hvidt område på kortet for dem. Sønderjyder har det på samme måde med Sydslesvig. Det er derfor, jeg i mange år har kæmpet for, at der skal være en side i aviserne på begge sider af grænsen, hvor man orienterer om, hvad der sker hos naboen. Det er så småt ved at ske nu. Men vi mangler at få et tv-samarbejde henover grænsen, hvor man gik sammen om nyheder og temaudsendelser, der kunne samle regionen. Jeg så gerne en grænseoverskridende tv-station på fællessproget engelsk. Fik vi i medierne historier om hinanden, ville det vække interesse, og vi ville vokse tættere sammen og se nye vækstmuligheder. Mindretallene som formidlere Jørgen Mads Clausen vil have mindretallene ind i en mere markant rolle som formidlere. Jeg oplever det tyske mindretal som gode formidlere. Hvis der er tyskere, der vil bosætte sig og arbejde her, så er folk fra det tyske mindretal de bedste ambassadører for Sønderjylland. Med et medlem i Sønderborg byråd fremfører de forslag, som ser tingene fra nye vinkler. De har skoler og børnehaver med et godt renommé, som vi har gavn af i udviklingen af regionen. Jeg tror, de får en stor rolle at spille. Det danske mindretal er ikke kommet op i samme gear til den globale udvikling. Jeg føler nogle gange, at de kigger for meget mod Danmark og er for afhængige af, hvad de tror, Danmark mener, de skal for de penge, vi giver dem. Jeg tror, det har ført til, at de er blevet for lukkede om sig selv. 16

17 Jørgen Mads Clausens kontor på toppen af Danfoss-imperiet på Nordals er en af globaliseringens kommandobroer. Jeg føler virkelig mig selv som global. Men min rod er her, hvor jeg er født, og det er her, jeg føler mig hjemme. Foto: Scanpix Hvilken rolle skal det danske mindretal spille? Det kan virkelig blive dem, der skaber netværk for os andre inviterer erhvervsfolk, kulturfolk, skolefolk, forskere osv. til møder og arrangementer, hvor vi møder ligesindede. De skal langt mere offensivt gå ind som en spydspids i det grænseoverskridende arbejde. Det kan blive dem, der lukker det tyske samfund op for os danskere. Det er jo det, de kan, og de har her en kompetence, der kan gøre dem uundværlige, hvis de udnytter den. Herfra min globale verden går For Jørgen Mads Clausen hænger den regionale og den globale udvikling sammen. Regionerne opstår, fordi det globale samfund har brug for nye kraftcentre. Det er en udvikling, der vil styrke det lokale tilhørsforhold. Jeg har boet to år i USA og to år i Tyskland, og jeg har rejst utrolig meget i min tid. Jeg føler virkelig mig selv som global. Men min rod er her, hvor jeg er født, og det er her, jeg føler mig hjemme. Men global er jeg på flere planer. I min kerne er jeg nordalsinger, nogle gange blot alsinger. Når jeg er i København, er jeg sønderjyde. Er jeg uden for Danmark, er jeg dansker, og er jeg ret langt uden for Europa, er jeg europæer. Jeg kan argumentere bedre over for en kinesisk erhvervsmand ved at sige vi i EU end ved at sige vi danskere. Og har jeg en italiener med i Kina, holder vi sammen, fordi vi repræsenterer EU og Europa. På den måde er der flere planer, man skal kunne arbejde på og være til på i det globale samfund. Men det er her på Nordals, jeg har rod herfra min globale verden går. Jo mere grænseoverskridende samarbejde, vi får, jo mere vil vi knytte os til det sted, hvor vi bor og finde egenart der. Gamle sønderjyske skikke vil blive genoplivet, og man vil dyrke sit særkende på egnen. Det vil ekskludere dem, der ikke bor i lokaliteten, og det ser jeg som noget godt. For at rumme det store, må vi have lov til også at lukke det ude fra det nære. Den bedste grænseregion i Europa Vi skal sætte os som mål, at vi vil være den bedste grænseregion i Europa. Vi har forudsætningerne for at sige det. Vi har i vores grænseregion mere dialog, end de har andre steder. Vi har intet at skamme os over i forhold til andre. Vi har skabt fred og fordragelighed, og trods mentalitetsforskelle har vi ingen fjendtlig mentalitet. Organisatorisk er vi med Region Sønderjylland- Schleswig kørt i stilling. Der er heller ikke mangel på penge. Kommer de rigtige projekter, kan vi finde midlerne. Det er heller ikke, fordi ideerne ikke er der, der er blot en række barrierer, der en tid endnu hindrer dem i at udfolde sig. Vi skal skabe grænseregionsiværksættere. Meget af arbejdet i grænseregionen er indtil nu blevet udtænkt og udført af centralt placerede personer og organisationer. Det har gjort det svært at motivere befolkningerne på begge sider af grænsen. Der er behov for mere borgerdeltagelse. Det vil skabe regional stolthed, og stolthed skaber tilhørsforhold, som er grobund for alt nyt.» Det danske mindretal kan blive dem, der lukker det tyske samfund op for os danskere. Det er jo det, de kan, og de har her en kompetence, der kan gøre dem uundværlige, hvis de udnytter den. 17

18 Folkeoplysning fællesskabets og demokratiets kit Regeringen har nedsat et folkeoplysningsudvalg, der skal komme med forslag til folkeoplysningens fremtidige opgaver. Grænseforeningen, der går fra at være pengeindsamlende til at være folkeoplysende, er repræsenteret i udvalget ved generalsekretær Knud-Erik Therkelsen. GRÆNSEN har bedt ham diskutere, hvilken rolle Grænseforeningen skal spille i folkeoplysningen. Som det har været omtalt tidligere i GRÆN- SEN, har regeringen nedsat et Folkeoplysningsudvalg. Når Grænseforeningen flytter tyngden i sit arbejde fra at være pengeindsamlende til at være folkeoplysende, er det naturligt, at vi også følger udviklingen i Folkeoplysningsudvalget tæt. Grænseforeningens store folkeoplysende arbejde udføres af de knap 100 lokalforeninger, som udgiver næsten lige så mange programmer med tilbud om foredrag, ture til Sydslesvig, feriebørnsarbejde, venskabsforbindelser m.v. Samtidig gøres der i hovedforeningen en stor oplysningsindsats for at synliggøre, at der eksisterer et dansk mindretal syd for grænsen. Det er af samme grund, Grænseforeningen for nogle år siden meldte sig ud af Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO) og ind i Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS). I opgavebeskrivelsen for Folkeoplysningsudvalget hedder det: Det er folkeoplysningens kerneopgave at give mennesker redskaber til at begå sig i den tid og i det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver passiv tilskuer, men i stand til aktivt at leve i et moderne samfund. Af regeringsgrundlaget Mulighedernes samfund fremgår af afsnittet Demokratisk medborgerskab, at regeringen vil styrke bevidstheden om Danmark som et demokratisk samfund, og at regeringen bl.a. vil tage initiativ til at inddrage højskoler m.v. mere aktivt i undervisningsforløb om demokrati. Regeringen nedsætter på denne baggrund et Folkeoplysningsudvalg, der skal se på, hvordan folkeoplysningens samfundsmæssige betydning kan styrkes og synliggøres, så den tillige med foreningslivet i højere grad kan bidrage til sammenhængskraften og myndiggørelse af borgerne samt til uddannelse, integration, sundhed m.v. I denne diskussion er det afgørende at blive enige om, hvad folkeoplysning overhovedet er. Er folkeoplysning kun ramme om deltagernes individuelle interesser, f.eks. i aftenskolen, idrætsklubben, højskolen eller foreningen? Eller ligger der i begrebet folkeoplysning en forventning om, at aktiviteten også rummer en vision om, at der eksisterer et fællesskab af individer, et samfund af borgere, et folk af danskere eller hvad vi nu vil kalde det. Når man læser opgavebeskrivelsen, er man ikke i tvivl om, at folkeoplysningen rummer en dobbelthed, hvor den både skal imødekomme individets ønsker og behov (f.eks. finere madlavning eller idræt), men samtidig styrke bevidstheden om et fællesskab. Der tales ud over de individuelle mål om Danmark som et demokratisk samfund, folkeoplysningens samfundsmæssige betydning og at bidrage til sammenhængskraften i samfundet. Det ligger også i selve begrebet folke-oplysning, hvor der tales om et folk, der betyder historisk, sprogligt, etnisk fællesskab. Folket har mistet sin uskyld Grænseforeningen er en sand folkelig organisation helt ind i rødderne af, hvad folkelig betyder. Foreningens medlemmer har ikke meldt sig ind for egen vindings skyld, men fordi de er dybt optaget af et folkeligt fællesskab med det danske mindretal i Sydslesvig og gerne vil formidle det til andre. Vores medlemmer betaler ikke kontingent for at få bedre kondition, lære engelsk, lave fin mad eller nå et højere kompetenceniveau. De er medlemmer, de er folkeoplysere, fordi de tror på dette grænseoverskridende fællesskab. Medlemmer af Grænseforeningen ved, fordi de kender det danske mindretal i Sydslesvig, at det folkelige fællesskab er langt mere mangfoldigt og rigt på nuancer end et rent sprogligt, historisk og etnisk fællesskab. Der er sydslesvigere på vej ind til kernen, og der er sydslesvigere på vej væk, ligesom de fleste sydslesvigere for det meste taler et andet sprog end dansk. Der kan i Sydslesvig endda være flere identiteter i spil og alligevel føler vi et fællesskab og støtter uforbeholdent, at den danske stat hvert år sender 500 mio. kr. til mindretallet. Hvorfor fremhæve dette i sammenhæng med en ny folkeoplysningslov, der, som debatten udvikler sig, tilsyneladende mest handler om at give individet udfoldelsesmuligheder. Fordi folkeoplysning nødvendigvis også må have en ide om eller i det mindste diskutere, hvad fællesskabet er, og til den diskussion kan det danske mindretal i Sydslesvig give værdifuld inspiration. Folket er ikke, hvad folket var, og i Sydslesvig har vi i generationer anerkendt, at der kom mange nye til fra det tyske flertalssamfund, givet dem en god behandling i børnehaver, skoler og foreningsliv i håb om, at de var villige til at fortsætte rejsen. Det var de fleste heldigvis, for uden dem havde der ikke været et levedygtigt dansk mindretal i Sydslesvig. Det hedder på dansk integration, som også nævnes som en af de opgaver, folkeoplysningen bør bidrage til og styrke. Men 18

19 integration til hvad? Hvilket fællesskab? Hvad er visionen? Hvor skal vi hen? For demokratiets skyld Den største bedrift over de sidste 150 års danmarkshistorie er, at det lykkedes at erobre og fastholde demokratiet. Det var en lang og sej kamp fra krigen i over 1864, opgøret med godsejervældet og parlamentarismens indførelse i 1901, valgret til kvinder i 1915, Genforeningen i 1920 og opgøret med nazismen i 1940 erne, hvor danskerne endte med at stå sammen om demokratiet. Klangbund for hele denne udvikling af demokratiet var en homogen nationalstat, hvor alle borgere inklusiv eliten nu talte samme sprog, nemlig dansk, som samtidig blev komplet i den forstand, at vi kunne tale sammen om alt væsentligt. I dag taler borgerne stadig dansk, men også mange andre sprog, samtidig med at engelsk indføres som koncernsprog i store virksomheder, bliver danske politikeres foretrukne sprog i EU og undervisningssprog på vore uddannelser, ligesom forskningsresultater næsten kun formidles på engelsk. Enhver kan se, hvad det betyder for demokratiet, når eliten i internationale sammenhænge udvikler et sprog, som ikke forstås af den almindelige dansker. Det er begyndelsen til det åndsmonopol, der gør bredden til almue, hvilket er det stik modsatte af den myndiggørelse af borgerne, som regeringen selv efterspørger i opgaveformuleringen til Folkeoplysningsudvalget. Grænseforeningen, der som formål også har at styrke og bevare dansk sprog og kultur, og som også i den diskussion kan hente væsentlig inspiration fra Sydslesvig, hvor dansk var sproget frem til begyndelsen af 1800-tallet, vil gerne bidrage til denne vigtige diskussion. Det kan vore lokalforeninger gøre ved at tage emnet op ved de mange møder, der holdes ude i landet. Men det forekommer Grundtvig er folkeoplysningens ophavsmand. I 1839 skrev han sangen Oplysning. Sjette vers lyder: Oplysning være skal vor lyst, er det så kun om sivet, men først og sidst med folkerøst oplysningen om livet, den springer ud af folkedåd, og vokser som den vugges, den stråle i vort folkeråd, til aftenstjernen slukkes. meget kortsynet og helt urimeligt, hvis en ny folkeoplysningslov alene yder tilskud til oplysningsforbundenes kurser i finere madlavning og idrætsforeningernes fodboldtræning, mens det foreningsliv, som udtrykkeligt ønsker at diskutere fællesskabets fremtid, må klare sig selv. Tænk hvis partiforeningerne, der har til formål at diskutere fællesskabets fremtid i en enig partipolitisk ramme, blev underlagt samme målestok. De modtager i dag et tilskud på 3,75 pr. stemme til kommunalvalg, 6,00 kr. pr. stemme ved regionalrådsvalg og 26,50 kr. pr. stemme ved Folketingsvalg. Det almindelige folkeoplysende foreningsliv må tænkes med i en ny folkeoplysningslov. Den samtale, der foregår ved vore arrangementer, er i det mindste ligeværdig med den samtale, der foregår på det støtteberettigede kursus i finere madlavning og til fodboldtræningen. Sand folkeoplysning er en samtale mellem mennesker, der vil fællesskabet, en samtale, der foregår i den brede befolkning og med en elite, som aldrig må glemme sin forpligtelse på bredden. Folkeoplysning er det kit, der holder sammen på fællesskabet og demokratiet og som bør honoreres tilsvarende. 19

20 Den glemte dagbog Forfatteren Uffe Stormgaard har netop udgivet novellesamlingen PISA og 14 andre noveller. To af novellerne udspiller sig i Sydslesvig. GRÆNSEN bringer den ene en dagbogshistorie om en drengs oplevelser af forholdet mellem dansk og tysk i Flensborg i årene op til afstemningen i Grænselandet fremhæves i dag som en region, der er gået fra konflikt til fredelig sameksistens. Dagbogsoptegnelserne i novellen perspektiverer udviklingen. Af Uffe Stormgaard Dagbøger og breve fundet på et loft eller i en kælder tror jeg ikke på. Lange passager fra påståede støvede, gulnede ark for at hjælpe handlingen videre eller afsløre personers sande karakter ser jeg kun som et ofte prøvet litterært trick for at skabe autenticitet og tidskolorit. For nemt. Netop derfor er det vigtigt for mig at understrege, at min fars optegnelser ikke pludselig dukker op. De har altid været der, siden han som ung kandidat i 1942 fylder kladdehæftet med sin sirlige skrift. I mange år efter min fars død opbevarede min mor erindringerne i sit sybord. Jeg tror, at hun, når hun sad ved bordet tæt på vinduet og stoppede strømper, lagde benklæder op eller riede, havde en bevidsthed om at være sin afdøde mand nær. Han lå i skuffen. Jeg har aldrig set hende læse i hæftet. Det var først, da hun kom på plejehjem, hvor der ikke var plads til sybordet, at hun fandt hæftet frem, godt gemt blandt sytråde, garnrester, knapper, nåle og slidbånd. Helt uden sentimentalitet gav hun mig hæftet. Det skal du læse, sagde hun. Ikke mere. Selv om der på første side står Til min Dreng, havde erindringerne været længe undervejs i snart 60 år. Hun lagde kladdehæftet ned i en Nettopose. Allerede ude i bilen fiskede jeg det op af posen. Forsiden var grå med ganske få fedtpletter. Erindringer fra min Drengetid stod der printet med røde blokbogstaver. 20