Indledning... 2 Specialets opbygning... 4 Kilder... 5 Litteratur... 7

Transkript

1 Indledning... 2 Specialets opbygning... 4 Kilder... 5 Litteratur... 7 Fra Det Frie Jordemoderhus til Kongelig Fødsels- og Plejestiftelse Udsættelsestanken Udsættelsen af børn og de plejeforældre, som modtog dem Fra ønsket om, til modtagelsen af et barn Plejeforældrene Økonomiske forhold Børnefamilier eller ej? Rettigheder og forpligtelser bevæggrunde for ønsket om plejebørn Plejesønner som soldater og plejeløn som overskudsforretning Plejefamiliernes bevæggrunde Problemstillinger for Plejestiftelsen omkring år Problemer ved udsættelse landboreformer, krigsuroligheder og dyrtid Landboreformernes indflydelse på udsættelse af plejebørn Dyrtidens indflydelse på udsættelserne Undersøgelser og reformer i Forøget og forlænget betaling i Resultaterne af reformerne Spædbørnsbørnsdødelighed på Fødsels- og Plejestiftelsen Spædbørnsdødelighed i København i 1800-tallet Spædbørnsernæring eksponerings- eller resistensskabende faktor? Børn født på Fødselsstiftelsen Årsager til forhøjet dødelighed blandt Stiftelsens børn Manglen på plads og ammer Syge børn på Stiftelsen En økonomisk baseret løsning på amme-manglen? Konklusion Summary Litteraturliste Utrykte kilder Trykte kilder

2 Indledning (siden Kongen, til at forekomme Misgjerninger, som drage Guds Vrede og Straf over Lande og Riger, intet heller ønskede, end at den saa ofte forekommende Barnefødsel i Dølgsmaaal og ofte derpaa følgende Fosternes Ombringelse kunde forebygges) er funden for godt, at anordne. 1 Således var ordlyden, som indledte de efterfølgende forskrifter til oprettelsen af, hvad siden skulle få navnet Det Fri Jordemoderhus i året Fødsler, som forekom i det skjulte, altså fødsler i dølgsmål, og de ofte efterfølgende barnedrab repræsenterede to problemer, et religiøst og et verdsligt. Det religiøse aspekt angik bekymringen for nedkaldelse af Guds vrede som det direkte fremgik af ovenstående citat - kongen var indsat i sin position ved Guds nåde, og det var således hans pligt at sørge for, at alle i landet fulgte de kristne forskrifter. Ud over denne religiøst funderede bekymring var den merkantilistiske tanke fremherskende, og på denne tid var dette tankesæt dominerende ikke bare i Danmark, men også i det øvrige Europa. Merkantilismen foreskrev, at en velfungerende stat krævede tilstedeværelsen af en stor befolkningsskare. Staten skulle bruge befolkningens arbejdskraft til at udbygge velstanden og sikre fremtiden. I denne optik blev fokus rettet mod befolkningens sundhedsmæssige tilstand, og mange reformer tog udgangspunkt i dette tankesæt. Ikke bare den voksne befolknings helbred var her af betydning - børnedødeligheden var høj, og man ønskede fra statens side, at den blev nedbragt, så nyfødte børn ikke døde og på den måde var en spildt ressource. Fødsler i dølgsmål og barnedrab var allerede ulovlige, og blev noget sådant opdaget, var straffen yderst streng. Ikke desto mindre forekom sådanne handlinger hyppigt nok til, at regeringen anså det for nødvendigt at finde en løsning på problemet, så de uønskede, nyfødte børn i stedet kunne vokse op og bidrage løsningen skulle således være oprettelsen af Det Frie Jordemoderhus. Over de følgende mange år foretoges adskillige ændringer ved Det Frie Jordemoderhus, og det udviklede sig med årene til, hvad skulle blive kendt som Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København. Samtidig med denne udvikling opstod flere stiftelser, som stod i nær forbindelse med Fødselsstiftelsen. Eksempelvis oprettedes i 1770 Opfostringsstiftelsen. Antallet af uønskede børn, som blev efterladt på Fødselsstiftelsen, havde på 20 år vokset sig så stort, at det ikke længere var muligt at finde et tilstrækkeligt antal plejeforældre til dem alle straks efter fødslen. Opfostringsstiftelsen var den administrative enhed, som skulle forestå udsættelsesarbejdet. En tredje 1 Reskript (til Directeurerne for det Fattiges-Væsen i Danmark), ang. en Indretning i Børnehuset paa Christianshavn til 24 Hittebørn, og 2 Jordemødres Antagelse, for med Taushed at betjene frugtsommelige, m. v. 13. marts,

3 stiftelse, som ligeledes var nært knyttet til Fødselsstiftelsen, var Plejestiftelsen, som oprettedes i Her tilbragte de helt små børn deres første tid efter fødslen. Omdrejningspunktet for dette speciale vil være de tre stiftelsers arbejde med udsættelsen af de efterladte børn på landet. Fokus vil især ligge på økonomien, som blev tillagt en stor rolle fra myndighedernes side. Med udgangspunkt i præsteattester fra begyndelsen af 1800-tallet vil jeg undersøge baggrundene for, at familier på landet ønskede at modtage plejebørn, og særligt vil jeg analysere, hvorvidt økonomien altid var drivkraften. Med en gennemgang af indberetninger fra Fødsels- og Plejestiftelsens direktion og personale vil jeg belyse, hvor stor betydning, de tillagde økonomien i deres arbejde med at sikre flest mulige børns udsættelse på landet. Dermed bliver børnene og den økonomiske tænkning, som fulgte dem, belyst, både i forhold til plejeforældrenes motiver for at modtage dem og i relation til myndighedernes syn på økonomien. Afsluttende vil jeg undersøge børnedødeligheden blandt børn født på Fødselsstiftelsen. Allerede i samtiden var man fra myndighedernes side klar over, at der var tale om en forhøjet dødelighed blandt børn født her - man havde visse teorier og ønskede tiltag sat i værk. Jeg vil på baggrund af moderne forskning omkring spædbørnsdødelighed i 1800-tallet foretage en undersøgelse af de forhold, som Fødselsstiftelsens børn blev udsat for, for på den måde at forklare den forhøjede dødelighed og belyse den stramme økonomiske tænknings betydning for dette område. I forhold til specialets afgrænsning i tid og geografisk område vil den beskrivende side behandle Fødselsstiftelsens historie fra oprettelsen af Det Frie Jordemoderhus i 1750 og til starten af tallet, hvor der gennemførtes adskillige forandringer. Disse forandringer var af administrativ karakter men angik desuden de fødendes rettigheder. Selve undersøgelsen af udsættelser vil ske på baggrund af konkrete sager fra starten af 1800-tallet, sager, hvor familier på landet henvendte sig på Plejestiftelsen for at modtage et plejebarn. Geografisk vil kun udsættelser på landet blive behandlet, idet der ikke foreligger kilder til udsættelserne, som blev fortaget i København. Anderledes forholder det sig med det afsluttende afsnit om dødeligheden blandt børn født på Fødselsstiftelsen. Her vil i overvejende grad kun forholdene i København blive behandlet. Baggrunden herfor er flersidig. I første omgang ville en undersøgelse af forholdene for de på landet udsatte børn, med henblik på at fastslå årsager til dødsfald, kræve en stor og tidskrævende undersøgelse af lokale forhold, hvis resultat skulle sammenholdes med, hvor de enkelte børn blev sat i pleje. Endvidere var der tale om, at langt de fleste børn døde, mens de endnu befandt sig i København, enten på Fødselseller Plejestiftelsen eller hos en familie, hvor barnet var i en midlertidig udsættelse. 3

4 Specialets opbygning Specialets første kapitel vil være en gennemgang af udviklingen af Det Frie Jordemoderhus fra oprettelsen i 1750 og frem til begyndelsen af 1800-tallet. På baggrund af forskellige forordninger, reskripter og skrivelser i Kollegialtidende fra denne periode vil jeg kort gøre rede for, hvem de kvinder, som benyttede sig af muligheden for at føde her, var, og hvordan de efterladte børns fremtid så ud. Derudover vil kapitlet omhandle, hvordan tanken om og implementeringen af udsættelserne på landet opstod og foregik. Det følgende kapitel vil behandle konkrete udsættelser: Hvorledes foregik disse? Hvilke krav skulle eventuelle plejeforældre opfylde, og hvilke oplysninger var Plejestiftelsen i besiddelse af, når beslutningen skulle træffes om, hvorvidt en familie var egnet som plejefamilie? Dette andet kapitel vil jeg i høj grad basere på præsteattester fra begyndelsen af 1800-tallet, og disse er ligeledes udgangspunkt for afsnittet omkring plejeforældrene selv. I dette afsnit vil jeg de belyse økonomiske og familiære forhold, som var gældende for de familier, som fik udstedt en præsteattest fra deres lokale præst - en attest, som dannede baggrunden for deres godkendelse som plejefamilie. Med udgangspunkt i resultatet af mine undersøgelser vil jeg søge svar på, hvilke bevæggrunde disse familier havde for at ønske sig et plejebarn. Som udgangspunkt for en identifikation af plejeforældrenes motiver undersøges de rettigheder og forpligtelser, som fulgte med modtagelsen af et barn fra Stiftelsen i København til opfostring og opdragelse. Undersøgelsen vil jeg foretage på baggrund af lovmateriale samt materiale, som blev udleveret til plejeforældrene, når de modtog plejebarnet. I mit tredje kapitel vil fokus være på de forandringer, som myndighederne foretog i forhold til de udfordringer, som var opstået i forbindelse med udsættelserne og den generelle tilstand på selv Fødsels- og Plejestiftelsen. På baggrund af kommissionsanbefalinger og forskellig korrespondance vil jeg fortage en gennemgang af årsager til, problemer med og eventuelle løsningsforslag i forbindelse med udsættelserne. I tilknytning hertil vil jeg kort berøre Landboreformernes betydning for udsættelserne, og jeg vil her komme ind på, hvordan samtiden så på reformerne, og med moderne forsknings vinkel, hvordan reformerne påvirkede udsættelserne. Her vil jeg ligeledes foretage en nærmere gennemgang af myndighedernes tanker og diskussionen omkring økonomien bag det at modtage et plejebarn fra København - hvor meget familierne skulle modtage, hvornår og endelig hvordan myndighederne forventede, at forøget betaling ville kunne afhjælpe de problemer, som Stiftelsen stod overfor. 4

5 Kommissionen, som undersøgte de forhåndenværende problemer, greb ikke blot fat i problemer i forbindelse med udsættelserne men ligeledes i den meget forhøjede dødelighed blandt børn født på Fødselsstiftelsen. Med udgangspunkt i kommissionens skrivelser samt et promemoria fra et af dens medlemmer vil jeg i kapitel fire belyse denne høje dødelighed - hvilke årsager dengang tillagdes den, samt hvilke tiltag man anså det for muligt at gennemføre for at modvirke den. Jeg vil her ligeledes inddrage moderne forskning i form af Anne Løkkes bog Døden i barndommen Spædbørnsdødelighed og moderniseringsprocesser i Danmark 1800 til Heri behandles blandt andet årsager, som forårsagede høj dødelighed blandt spædbørn i visse områder af Danmark. Jeg vil gennemgå spædbørnsdødelighed i 1800-tallets København, som Anne Løkke beskriver den, og herunder ligeledes inddrage litteratur fra omkring 1800-tallet vedrørende spædbørns ernæring. Jeg vil præsentere Anne Løkkes teori om eksponeringsfaktorer og resistensskabende faktorer og efterfølgende benytte denne teori som tilgang til at fortage en gennemgang af de forhold, som børn født på Fødselsstiftelsen levede under i den første del af deres liv. Herefter vil jeg undersøge, om disse forhold kan forklare dødeligheden her. Særlig fokus vil der være på ernæring og sygdom. Kilder Dette speciale bygger i hovedsagen på samtidige kilder, og de forskellige afsnit er baseret på forskellige typer af sådanne. Første del af specialet er i udpræget grad baseret på præsteattester. Det var ikke fra myndighedernes side blevet fastlagt specifikt, hvad attesterne skulle indeholde af informationer, og dette bærer de endnu bevarede attester da også tydeligt præg af. Den enkelte præsts mening om, hvad der var af betydning for, hvorvidt en familie kunne tage et barn til sig, skinner tydeligt igennem. Der optræder på denne baggrund stor forskel på attesternes indhold, hvilket uddybes yderligere, hvor de anvendes. Indførelsen, og dermed udfærdigelsen, af disse attester var blevet besluttet allerede i 1770, men i dag er kun attester fra 1804 og frem til omkring 1830 bevaret. Der må have været tale om, at attester også er blevet udstedt tidligere, men disse er i så fald desværre ikke blevet bevaret. Til trods for, at de første attester, som er tilgængelige, er fra 35 år efter vedtagelsen af forordningen, som foreskrev deres benyttelse, er der på baggrund af en nærlæsning af henholdsvis paragraf 3 i anordningen, som i 1770 indførte brugen af præsteattester, 2 og den cirka 35 år senere bekendtgørelse fra direktionen for Fødsels- og Plejestiftelsen i København paragraf A 3 ingen grund til at antage, at de i løbet af denne tid skulle havde ændret indhold. Begge paragraffer 2 Anordning, Om en Kongelig Opfostrings Stiftelse for nyefødde Børn. den 7. December Collegial Tidende for Danmark og Norge, No 33 Den 18de August

6 specificerer på ingen måde, hvad præsteattesterne konkret skulle indeholde, og ordlyden er nærmest identisk, idet præsterne ifølge 1770 anordningen skulle attestere om deres[de mulige plejeforældres] ordentlige Levemaade, mens bekendtgørelsen fra 1804 pålægger præsterne, at tage stilling til ansøgernes ordentlighed og skikkelighed. Det formodes derfor, at hvad der er gældende for de bevarede attester ligeledes må være gældende for de tidligere udstedte attester, og at den vigtigste faktor for indholdet således også her var præsternes personlige holdninger. Det skal nævnes, at præsteattesterne kun kan anvendes til at beskrive de familier, som præsterne rent faktisk fandt egnede til at modtage et plejebarn fra København, og at det derfor ikke kan fastslås, hvor mange, der henvendte sig med et sådant ønske, og om præsterne eventuelt afviste at udstede attest til nogle familier. Det er tvivlsomt, om præsterne har måttet afvise mange, idet manglen på plejefamilier var dem bekendt. Desuden kunne de præster, som fandt flest plejeforældre, forvente kongens anerkendelse. Med hensyn til attesternes indhold og rigtigheden af oplysningerne har det ikke været muligt at efterprøve dette, idet det ville kræve et stort og omfattende kildearbejde, som ligger uden for dette speciales tidsmæssige råderum. Præsterne synes ikke at have pyntet på ansøgernes forhold, idet der i så fald næppe ville have været så mange attester, som beskriver familierne som værende af ringe kår. Løgne ville desuden skabe problemer, idet familierne, i det mindste manden, skulle møde op på Stiftelsen for at modtage et barn, og her kunne yderligere spørgsmål blive stillet. Det kan formodes, at usandheder her ville blive gennemskuet. Foruden de ovennævnte præsteattester anvender jeg forskellige kilder, heriblandt lovmateriale og materiale, som plejeforældrene fik udleveret, når de modtog et barn. I forhold til disse former for kilder er det vigtigt at erindre, at der er tale som normative tekster tekster, som ikke udtaler sig om, hvordan tingene forholdt sig, men nærmere om, hvordan myndighederne gerne så, de skulle være. Dette medfører følgelig, at det ikke kan afgøres, om familierne rent faktisk rettede sig efter forskrifterne, eller om de fordele, som myndighederne mente, ville få familier til at melde sig, nu også var de rigtige at fremhæve. På baggrund heraf kan lovmaterialet ikke stå for sig selv men må anvendes i sammenhæng med det øvrige materiale, og med hensyn til at fastslå familiernes motiver bag ønsket om at modtage plejebørn betyder det, at de ovenfor omtalte præsteattester også her kan anvendes. Specialet benytter herudover kommisionssvar samt et enkelt promemoria fra et af kommisionens medlemmer, Livmedikus Guldbrand. Danske Kancelli havde udbedt sig svar på en række spørgsmål vedrørende, hvilke problemer, der var at finde ved den indretning, de forskellige stiftelser havde. Ved anvendelse af denne form for kilde, partsindlæg, er det afgørende at holde sig visse forhold for 6

7 øje. Disse er ikke objektive skrivelser, som blot beskriver tingenes sammenhæng og forhold på daværende tidspunkt. Skrivelserne er i stedet ladet med holdninger og blev udfærdiget med et specifikt formål for øje. Dette var ofte gennemførelsen af reformer eller tildelingen af flere resourcer, som kunne forbedre forholdene. Særligt i forhold til Guldbrands promemoria er dette vigtigt. Ikke alene var han medlem af den kommission, som skulle undersøge forholdene, men han var ligeledes Fødsels- og Plejestiftelsens leder på dette tidspunkt. Dette betød naturligvis, at han næppe i sin indberetning ville angribe Stiftelsens ledelse og ligeledes, at han kunne se det som et personligt ærinde at få tildelt flere midler til den institution, som han ledede. I forbindelse med promemoriaet optræder også visse urigtigheder, som fremstillede forholdene omkring børnedødeligheden værre, end den måske i virkeligheden var - dette vil jeg behandle nærmere i min gennemgang af netop dødeligheden blandt børn født på Fødselsstiftelsen. Generelt kan siges om brugen af promemoria, indberetninger og kollegiale breve, at disse som oftest er skrevet med det formål at påvirke modtageren i en bestemt retning, og dette kan betyde, at overdrivelser kan forekomme. Dog skal det inddrages, at modtageren i dette tilfælde som oftest var Danske Kancelli, som befandt sig i København og dermed tæt på det beskrevne, hvilket har betydet, at kraftige overdrivelser formodentlig ikke var gavnlige, da modtagerne uden tvivl ville have været til dels bekendt med de forhold, som var gældende. Dermed ville store overdrivelser således blive gennemskuet som værende netop overdrivelser. Litteratur Der er gennem årene skrevet en del om Fødsels- og Plejestiftelsen i København. Dog forholder det sig således, at den litteratur, hvis emne direkte er Stiftelsen, må siges at være af ældre karakter. Den nyere litteratur og forskning, som berører Stiftelsens historie og udvikling, har andre emner som deres egentlige omdrejningspunkt. Til dette speciale har jeg anvendt dels den ældre litteratur, i form af Emmerik Ingerslevs bog fra 1915 Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse Et Bidrag til Fødselshjælpens Historie i Danmark i dette Tidsrum, dels mere nutidig litteratur, hvilket jeg vil præsentere nedenfor. Ingerslevs bog fra 1915 skrev han i forlængelse af en af sine tidligere udgivelser, som omhandlede fødselshjælpens udvikling fra oprettelsen af det Frie Jordemoderhus i 1750 og frem til Matth. Saxtorphs 4 død i år Ingerslev betegner perioden, hvor M. Saxtorph var leder af Fødselsstiftelsen, som en glansperiode, præget af netop at være ledet af en stor personlighed, som var kendt både i nationale og internationale forskningskredse inden for fødselshjælp. De følgende 4 M. Saxtorph var i en lang årrække leder for Fødselsstiftelsen indtil sin død d. 30. juni

8 50 år, fra 1800 til 1850, er bogens emne, og han beskriver i detaljer personalet på Stiftelsen, hvordan lovgivningen udviklede sig, og hvilke problemer, der opstod. Det fremgår med al tydelighed, at Ingerslev har benyttet mange kilder, både i form af lovgivning, indrapporteringer til Danske Kancelli, personlige breve og promemoria, og han gør hyppigt brug af at citere fra disse. Et problem i forhold hertil er manglen på kildehenvisninger. Ofte er citater blot bragt med en kommentar om, hvem de stammede fra, og til hvem de i sin tid havde været adresseret. Det har på den baggrund ikke altid været muligt at efterprøve citaternes rigtighed. I de tilfælde, hvor det er lykkedes mig at finde frem til de originale kilder og efterfølgende at efterprøve Ingerslevs transskriberinger i forhold til originalerne, har gengivelsen vist sig at være korrekt. Derfor har jeg også i tilfælde, hvor det ikke har været muligt at fremskaffe de originale papirer, set mig nødsaget til at anvende hans gengivelser til belysning af visse sider af specialets emne. Hvor sådanne gengivelser af originalkilderne er anvendt, er dette naturligvis påpeget. Jeg har især anvendt Ingerslevs bog til baggrundskapitlet for Fødsels- og Plejestiftelsen, men ligeledes har jeg anvendt den til at finde eksempler fra de tidlige år af bogens periode, som kunne anvendes til at belyse mit emne. Ingerslevs meget detaljerede gennemgang af Stiftelsens periode over 50 år er meget personfikseret og behandler meget af Stiftelsens udvikling som værende forårsaget, på godt og ondt, af de personer, som stod i spidsen for dens ledelse. Hvorvidt det forholdt sig således, at disse personer spillede en så stor rolle i, hvad Ingerslev kalder for en Nedgangstid, hvor Stiftelsen førte en ret ubemærket Tilværelse 5, tager jeg ikke stilling til, da det som sådan ikke er afgørende for mit emne. Det er i forhold til anvendelsen af Ingerslevs bog vigtigt at bemærke, at forfatteren er farvet i sin fremstilling af forholdene på Fødsels- og Plejestiftelsen. Ingerslev var selv i en periode tilknyttet Fødselsstiftelsen i kraft af sin uddannelse som læge med speciale inden for fødselshjælp, og denne tilknytning har uden tvivl påvirket hans syn på Fødselsstiftelsens rolle og arbejde. Foruden Ingerslevs bog, som omhandler selve Stiftelsen, har jeg anvendt nyere litteratur og forskning. Dette nyere materiale har det tilfælles, at det som sådan ikke specifikt omhandler selve Stiftelsen, men at emnerne i bøgerne er af en sådan art, at afsnit omkring Fødsels- og Plejestiftelsen har været naturlige at bringe. Det er især gældende for mit afsnit omkring børnedødeligheden blandt børn født på Fødselsstiftelsen, hvor sekundær litteratur af den beskrevne karakter er blevet anvendt. Anne Løkkes bog Døden i barndommen Spædbørnsdødelighed og moderniseringsprocesser i Danmark 1800 til 1920 behandler spædbørnsdødeligheden i den nævnte periode. Hun skriver flere gange igennem bogen om børn fra Stiftelsen. Det er dog ikke i denne funktion, jeg har valgt at 5 E. Ingerslev: Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse forord 8

9 anvende bogen. Løkke bringer i sin bog en model for, hvordan det er muligt at tydeliggøre, hvorfor et givent miljø og område kunne have højere spædbørnsdødelighed end et andet. Det er denne model og de faktorer, som hun identificerer, som jeg gør anvendelse af. Således identificerer Anne Løkke forskellige faktorer, som enten forøger dødeligheden eller sænker den. Med udgangspunkt i disse faktorer undersøger jeg de forhold, som børn født på Fødselsstiftelsen blev udsat for. Det skal nævnes, at Anne Løkke behandler en periode, som ligger længere fremme i tid end den periode, som jeg hovedsageligt beskæftiger mig med. Ikke desto mindre er hendes resultater anvendelige i min kontekst, idet hun flere gange beskriver, hvordan forholdene var tidligere. Ligeledes skal bemærkes, at forhold, som var af negativ karakter for børns sundhedstilstand omkring 1840, med sikkerhed ikke var bedre 40 år tidligere, måske nok nærmere tværtimod. Til mit kapitel omkring dødeligheden benyttes ligeledes udvalgte afsnit af Gerda Bonderups bog Det Medicinske Politi Sundhedspolitikken i Danmark Omdrejningspunktet for Bonderup er ikke Fødsels- og Plejestiftelsen i sig selv, men dette til trods berøres forholdene her op til flere gange. Særligt afsnit omhandlende børnedødeligheden i den behandlede periode er blevet anvendt, men bogen er desuden anvendt til at give et mere generelt billede af perioden. En tredje og sidste bog, som jeg har anvendt til dette kapitlet, er Byen tæmmes Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København af Karin Lützen fra Denne bog har jeg anvendt til at kunne danne mig et overblik over de hygiejniske forhold i København i begyndelsen af 1800-tallet. På baggrund af de omfattende reformer på dette område i 1850 erne beskriver Lützen særligt forholdene, som de så ud inden disse reformer, og hun dækker således igen en periode, som ligger længere fremme i tid end den periode, som jeg hovedsageligt beskæftiger mig med. I forhold til børnenes sundhedstilstand var forholdene dog næppe bedre i årene omkring år 1800, end de var i 1830 erne og 40 erne, hvorfor jeg dette anderledes fokus til trods fandt denne bog anvendelig. Foruden den her beskrevne sekundære litteratur har jeg enkelte steder gjort brug af diverse opslagsværker samt anden litteratur, her henvises til litteraturlisten. Slutteligt skal bemærkes, at den anvendte litteratur er yderligere præsenteret og vurderet på de steder, hvor der er gjort anvendelse af den. 9

10 Fra Det Frie Jordemoderhus til Kongelig Fødsels- og Plejestiftelse I 1700-tallets Danmark var det forbundet med stor skam og sågar strafbart at føde børn uden for ægteskab, og ligeledes var der mange fattige, som ikke kunne brødføde deres børn. Skam og fattigdom drev dermed nogle kvinder til at føde deres børn i al hemmelighed for siden at tage livet af disse børn. Nok var fødsler i dølgsmål og barnedrab ulovlige, og blev disse handlinger opdaget, var straffen yderst streng. Ikke desto mindre skete sådanne fødsler hyppigt nok til, at regeringen anså det for nødvendigt at finde en løsning på problemet, så de nyfødte børn ikke skulle forblive en spildt ressource. De skulle i stedet få muligheden for at vokse op og med deres arbejdskraft bidrage til landets videre velfærd. Endvidere repræsenterede fødsler i dølgsmål og spædbørnsmord et andet og på dette tidspunkt tungtvejende problem for regeringen, nemlig Guds vrede. De to problemer, som var hovedårsager til fødsler i dølgsmål, var fattigdom og skammen ved at være gravid uden for ægteskab, og på forskellig måde skulle Det Frie Jordemoderhus afhjælpe disse to problemstillinger. Under normale omstændigheder ville gravide kvinder kunne lade sig indlægge hos en jordemoder, af hvilke der var flere i København, eller en jordemoder kunne hyres til at tilse fødslen i private hjem. På landet foregik fødsler i hjemmet, og landsbyens lokale jordemoder eller kloge kone ville være til stede. Såfremt en kvinde ville holde sin graviditet hemmeligt, var disse normale jordemødre ikke en mulighed. For at skåne kvinderne for skammen lovede man på Det Frie Jordemoderhus fuld og eviggyldig anonymitet til de kvinder, som kunne ønske en sådan. Jordemødrene skulle aflægge ed på aldrig at ville videregive navne, og det samme skulle andre, som eventuelt måtte komme i kontakt med de fødende kvinder. Efter fødslen, såfremt den hemmeligfødende kvinde ønskede det, kunne hun efterlade sit barn i statens varetægt. Staten ville herefter sørge for barnets opvækst, til det kunne arbejde og forsørge sig selv. En anden af Det Frie Jordemoderhus funktioner var, at det skulle være et sted, hvor fattige kvinder kunne modtage gratis fødselshjælp, og hvor de kunne tilbringe deres barselstid i sengen. Betalingen for disse fattige kvinder skulle komme fra Conventshusets kasse, 6 og her skulle jordemoderen henvende sig for at modtage den, dog selvfølgelig uden at oplyse navnet på den kvinde, som hun havde hjulpet. Det var ikke uden forbehold, at forslaget om et sådant frit jordemoderhus blev stillet, for nok ville problemet med fødsler i dølgsmål måske blive løst, men det frygtedes, at hvis risikoen for 6 Conventshuset var betegnelsen for det sted, hvor fattigvæsenets repræsentanter forsamledes for at udbetale penge til de fattige fra fattigkassen. 10

11 retsforfølgelse ved utroskab, graviditet og fødsler i dølgsmål forsvandt, ville skammen, som hidtil havde fulgt en sådan graviditet, ikke længere være afskrækkende nok. Blev den utro eller ugifte kvinde gravid, kunne hun blot benytte sig af det nye tiltag som et frit lejde system. Ligeledes frygtedes det, at mange fattige ægtepar, og især soldater og matroser, ville benytte sig af muligheden for at kunne overlade deres børn i statens varetægt. 7 Disse bekymringer om, at man med Jordemoderhuset løste et onde for blot at fostre et nyt, var dog ikke overbevisende nok til, at forslaget ikke blev vedtaget, og ved således at afhjælpe de to hovedårsager til fødsler i dølgsmål håbede man, at sådanne kunne undgås i fremtiden. Således blev to huse indrettet med senge, og hvad ellers var nødvendigt, i Godtersgade, og jordemoderen Petersen blev ansat til at forestå indretningen og den følgende fødselshjælp på stedet. Allerede i februar 1752 var der blevet født over 200 børn på det nyligt indrettede jordemoderhus. 8 Reskriptet af 13. marts 1750 fastlagde ligeledes rammerne for de uønskede børns barndom. Det beskrives, hvordan børnene nærmest straks efter fødslen, af jordemoderen, skulle bringes til Conventshuset. Her skulle de tildeles en fostermoder, som skulle tage sig af de spæde børn. 9 I de første 6 år af børnenes liv skulle Conventshusets kasse betale for deres opvækst, hvorefter de skulle sendes til Børnehuset. 10 I Børnehuset skulle en del af bygningen indrettes til disse efterladte børn, så de kunne undgå enhver kontakt med de øvrige børn på stedet. Den samme adskillelse skulle finde sted i forbindelse med børnenes skolegang - om sommeren gik de i skole fire timer om dagen og om vinteren to. I dagens øvrige timer skulle børnene arbejde med forefaldende arbejde, som måtte byde sig - og igen skulle dette foregå adskilt fra de øvrige børn. Årsagen til denne adskillelse fremgår ikke af reskriptet, og hvilken af de to grupper, der skulle beskyttes mod den anden, fremgår ikke direkte, men idet Børnehuset var en tugtanstalt, hvor børn, som var blevet taget i at tigge eller begå anden kriminalitet blev anbragt, så har der formodentlig været tale om, at børnene fra Jordemoderhuset skulle beskyttes mod den dårlige indflydelse, som de kriminelle børn kunne have på dem. Således skulle børnene arbejde og gå i skole til de kunne konfirmeres. Efter konfirmationen, som fandt sted, når de havde tilegnet sig den fornødne viden, mente man, at de var gamle nok til at kunne forsørge sig selv, enten ved at komme i tjeneste eller måske ligefrem ved at 7 Reskript d. 13. marts Beretning om den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse RA pakke titel Dokumenter vedr. stiftelsen og personalet Reskript d. 13. marts 1750 punkt 5 10 Børnehuset blev oprettet i 1662 og var oprindeligt tænkt som et arbejdshus, hvor fattige børn kunne placeres og arbejde. 11

12 komme i lære som håndværker. Sidstnævnte var dog kun en mulighed, såfremt de blev anset for at have den fornødne kunnen. Da Madam Petersen døde i 1759, og der i årene inden var blevet oprettet en afdeling på Frederikshospital for fødende, valgte myndighederne at flytte Det Fri Jordemoderhus med personale og inventar hen på netop Frederikshospital, hvor de hemmeligt fødende frem til starten af 1780 erne nu skulle henvende sig. Det varede dog ikke længe, før direktionen på Frederikshospital måtte erkende, at de fødende var for stor en byrde, idet der var så mange, at de endte med at optage senge, som var beregnet til syge. Klagerne fra hospitalets ledelse faldt ikke for døve øren, og med en argumentation om, at enkedronning Juliane Marie var klar over, at hensigten med Frederikshospital havde været et sted for syge og ikke for fødende, skred hun til handling og opkøbte gården nummer 143 i Amaliegade, som lå nabo til Frederikshopital. Her skulle oprettes en Fødselsstiftelse, så belastningen på hospitalet forsvandt, og kun fødende med komplikationer skulle tages i behandling her. Den opkøbte gård skænkede enkedronningen til Fødselsstiftelsen med gavebrevet af 29. januar I mellemtiden var en ubebygget nabogrund blevet opkøbt, for at der her kunne indrettes et sted for de efterladte børn, som sammen med deres ammer kunne tilbringe tiden her, inden børnene kunne blive udsat på landet. Således opstod den formelle tredeling, så der nu var Fødselsstiftelsen, hvor børnene blev født, Plejestiftelsen, hvor de efterladte børn skulle være, inden der blev fundet en plejefamilie til dem, og endelig Opfostringsstiftelsen, som forestod arbejdet med de børn, som var klar til udsættelse, og de allerede udsatte børn. 11 Enkedronningens gavebrev indeholdt visse rammer for, hvordan den donerede gård skulle anvendes. Angående økonomien var hovedformålet, at Fødselsstiftelsen skulle have mulighed for til hver en tid at have 50 kvinder indlagt. 10 af sengepladserne skulle være forbeholdt de fattige, mens de resterende fødende skulle betale en sum penge for at kunne føde på Stiftelsen. Der var tale om tre forskellige takster, som kvinderne kunne betale. De højest betalende kunne således nyde godt af at have eget værelse og modtage en bedre kost end de fritliggende eller de, som nøjedes med at betale den mindste sats. To yderligere punkter specificeredes i gavebrevet, punkter, som gav stedet en ny rolle. Fødselsstiftelsen skulle fremover fungere som et uddannelsessted for 10 til 12 kvinder fra hele riget. Disse skulle oplæres i fødselshjælp og siden fungere som jordemoder i det område, de kom fra. Ligeledes skulle to læger tilknyttes, som skulle erhverve sig praktisk erfaring med fødsler. Til at forestå undervisningen besluttedes, at den allerede tilstedeværende læge skulle afholde forelæsninger uden at modtage betaling fra tilhørerne. Lægens løn skulle i stedet betales af 11 Mere om Opfostringsstiftelsen og udsættelsestanken i det herpå følgende afsnit. 12

13 Stiftelsens kasse, men for at udgifterne ikke skulle blive Stiftelsen til last, skænkedes sammen med gården 35 aktier i Det Vestindiske Handelsselskab, og disse skulle via en fond betale for de omtalte forelæsninger. I 1788 var alle fødende flyttet fra Frederikshospital over i Fødselsstiftelsens nye gård. Antallet af fødende steg i de kommende mange år, og på samme tid faldt interessen for at blive plejeforældre i befolkningen. I et forsøg på at rette op på problemerne blev der i starten af tallet nedsat en kommission, som skulle undersøge forholdene og problemerne på Fødsels- og Plejestiftelsen. Kommissionen nåede frem til flere tiltag, som den mente ville kunne afhjælpe situationen med de overfyldte ammestuer og manglende plejeforældre, og flere af disse blev gennemført. I forbindelse med forandringerne ændredes ligeledes ledelsesstrukturen for de tre stiftelser. Hidtil havde Fødsels- og Plejestiftelsen været underlagt en direktion, mens en anden direktion havde taget sig af Opfostringsstiftelsen. Fra den 18. maj 1804 blev de to direktioner slået sammen til en under navnet Direktionen for den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse. Argumentationen herfor var, at de tre stiftelser allerede havde så meget at gøre med hinanden, at en sammenlægning var en ganske naturlig udvikling. 12 Under krigsurolighederne i begyndelsen af 1800-tallet fungerede Fødselsstiftelsens lokaler for en tid som lazaret, mens de fødende var flyttet til et mere sikkert sted. Under Københavns bombardement i 1807 led Stiftelsens bygninger kun ganske lidt skade, og efterfølgende fortsatte arbejdet her. I tiden mellem 1810 og frem til det tidspunkt, da Fødsels- og Plejestiftelsens blev lagt ind under Rigshospitalet som fødeafdeling i 1910, gennemførtes adskillige ændringer for at kunne modstå det pres, som den øgede søgning betød. Flere og flere kvinder lod sig indlægge, og dette resulterede i, at de problemer, som allerede havde vist sig tidligere, blev mere udtalte: Manglen på ammer var stor, og det samme var manglen på plejeforældre. Pladsmanglen blev så stor, at det blev tilladt de fødende, at de på frivillig basis kunne medtage deres eget barn og modtage understøttelse for det, og da der blandt de fødende bredte sig den misforståelse, at det var en pligt at gøre dette, forsøgte personalet på Stiftelsen ikke at korrigere denne. 13 En tredje gård blev med tiden opkøbt for at skaffe mere plads til ammestuer, men lige lidt hjalp det, og problemerne blev ikke løst. For hele den periode, hvor Fødsels og Plejestiftelsen fungerede som et sted, hvor kvinder kunne føde i hemmelighed og modtage gratis fødselshjælp, var formålet bestandigt at afværge fødsler i 12 I det følgende anvendes betegnelsen Stiftelsen for denne sammenlagte institution 13 Beretning om den Kongelige Fødsels- og Pleje-Stiftelsen RA Dokumenter vedr. stiftelsen og personalet

14 dølgsmål samt efterfølgende spædbarnsdrab, men på samme tid skinner den merkantilistiske tanke igennem - børnene skulle vokse op og blive et gode for statens velfærd ved for eksempel at blive til god arbejdskraft. Ud over disse to bevæggrunde kom med tiden rollen som uddannelsessted til, og set fra et samfundsmæssigt synspunkt blev dette måske den mest betydningsfulde opgave, som Stiftelsen tog sig af. Udsættelsestanken I 1751 kom den første af flere anmodninger, som drejede sig om at måtte overlades børnene fra Børnehuset som arbejdskraft på gårde og godser. At det kan afgøres, at der er tale om den første anmodning, hænger sammen med, at den resulterede i en forespørgsel fra direktionen for Børnehuset til kancelliet om, hvordan den skulle forholde sig til anmodningen. Den 18. juni 1751 kom så et reskript til direktørerne for Fattigvæsenet som svar på deres tidligere indsendte forespørgsel. Baggrunden var grevinde Schaks anmodning om at måtte modtage 10 til 12 raske drengebørn i en alder af 10 år eller ældre. Disse ville hun anvende til Besætning paa de hende i Sjelland tilhørende Gaardes Gods. 14 Hun ønskede ligeledes, at hun måtte få rettigheder over for dem, som var de født på hendes godser. 15 Umiddelbart kunne man i Børnehusets direktion ikke se nogen problemer ved en sådan aftale, og man havde ingen indsigelser mod udleveringen af sådanne 10 til 12 drengebørn. Den positive indstilling beroede på to årsager: I første omgang ville der ske en aflastning af fattigvæsenets kasse, så flere børn ville kunne hjælpes, og ydermere ville de udleverede drenge lære at tjene på landet, så de sidenhen kunne tjene til livets ophold. Grevindens anmodning indebar således en fordel for alle parter. Bevæggrunden for, at direktionen fandt det nødvendigt at indsende en forespørgsel til kancelliet, var spørgsmålet angående grevindens rettigheder over for børnene - skulle de være, som havde børnene altid tilhørt hendes godser, eller skulle der være andre regler gældende? Havde direktionen tidligere modtaget lignende anmodninger, ville den formodentlig have vidst, hvad kancelliets holdning var i sådanne sager. I fald regeringen bifaldt aftalen, og grevinden fik de ønskede rettigheder, ville direktionen naturligvis udlevere drengene, men den mente dog, at der skulle være visse vilkår forbundet med udleveringen: Der måtte ikke være tale om tvang. Drengene selv, deres forældre eller fosterforældre skulle være positivt indstillet. Desuden skulle grevinden forpligte sig til at sørge for børnenes opdragelse og sørge for, at de modtog den fornødne hjælp. Måske for at 14 Reskript 18. juni Hvilke rettigheder, der her er tale om, har det ikke været muligt at slå fast. En mulighed er, at det er stavnsbåndet, der henvises til. 14

15 lægge pres på grevinden, således hun nu også virkelig ville sørge for, at drengene havde, hvad de måtte behøve, mente direktionen, at hun skulle forpligte sig til at betale for deres tilbagesendelse til København, såfremt de blev grebet i tiggeri. Ræsonnementet synes at være, at såfremt drengene fik, hvad de havde brug for, ville de ikke tigge, og derfor kunne grevinden holdes ansvarlig, hvis de gjorde. Reskriptets svar til direktørerne for fattigvæsenet indeholdte dog ingen af de vilkår, som direktionen havde skrevet i deres forespørgsel, men slog blot fast, at grevinde Schak, eller for den sags skyld andre, som måtte ønske det, kunne modtage de omtalte drengebørn og gives rettigheder over dem som over andre, der tilhørte deres gods. Fra 1751 og frem til 1770 kom flere anmodninger, i stil med grevinde Shaks, om at måtte modtage børn til besætning på godser. Som tidligere ansås det for at være en positiv ordning, og holdningen var, at det var til alles bedste. Som en direkte følge af disse anmodninger besluttedes det, at faste rammer måtte fastlægges for, hvordan udsætningen af børn til opfostring på landet kunne fortsætte. Ordningen skulle udvides, så den ikke blot omfattede godsejere som mulige modtagere af børn - også den almindelige landalmue skulle nu have mulighed for at modtage et barn. Udsættelserne på landet, som tog sin begyndelse med Grevinde Schaks henvendelse, omformedes, så de ligeledes omfattede helt spæde børn, og ikke blot drenge på 10 år eller mere. Dette var en af bevæggrundene for Anordning, Om en Kongelig Opfostrings Stiftelse for nyefødde Børn, som kom den 7. december Målsætningen for Opfostringsstiftelsen var, at den administrativt skulle tage sig af 100 børn af begge køn årligt og sørge for deres opvækst i 6 år, hvad enten man formåede at få dem udsat på landet hos plejeforældre eller ej. Formålet var stadig at få opbygget en stor befolkningsskare, som kunne brødføde sig selv og i Tiden blive Landet til Tieneste. 16 Når det var sagt, så administrationen ingen grund til ikke at opnå dette på den billigst mulige måde, og der var ingen tvivl om, at alt, hvad de 100 børn årligt ville få brug for under deres opvækst, var langt billigere på landet end i de tæt befolkede byer. Punkt 2 i anordning af 7. december 1770 slog derfor fast, at paalidelige Folk på Landet kand opmuntres til at antage sig disse Børn til Opfostring 17. Nok var formålet stadig at hjælpe fattige kvinder og kvinder, som fødte i skam, men kunne de efterladte børn opfostres på en billig og en dyr måde, så var den billige langt at foretrække. Myndighederne ønskede således, at anstændige folk fra Sjælland skulle informeres om den nye ordning og herunder om deres mulighed for at modtage et barn. For at opnå dette inddroges landbefolkningens lokale embedsmænd, præsterne. Sammen med anordningen sendtes til biskoppen 16 Anordning, Om en Kongelig Opfostrings Stiftelse for nyefødde Børn, 7. december 1770, indledning 17 Anordning, Om en Kongelig Opfostrings Stiftelse for nyefødde Børn, 7. december 1770 pkt. 2 15

16 for Sjælland et reskript, hvori han informeredes om, hvilken rolle præsterne skulle spille. En rolle, som med al tydelighed viste, at præsterne i Danmark på denne tid ikke blot forestod forkyndelsen af kristendommen, men ligeledes i høj grad var den myndighedsperson, som befandt sig tættest på landbefolkningen. I første omgang skulle præsterne informere deres menigheder på Sjælland om indholdet af anordningen. Herudover skulle de gøre deres bedste for at opmuntre de ægtepar, som ansås for pålidelige, til enten at modtage et barn til opfostring eller lade konen fungere som amme for et barn. Præsterne skulle med andre ord sælge anordningen til landbefolkningen ved at forklare om de fordele, man kunne opnå, og fortælle, hvor og hvordan det foregik, hvis man ønskede at modtage et barn. Fik præsterne held med, at nogen ønskede at modtage et barn, skulle han forsikre sig om, at det nu også var forsvarligt at udlevere et barn til disse mennesker, og for at sikre, at ansøgerne havde deres lokale præsts accept, fik denne til opgave at udstede attester på, at det drejede sig om ordentlige folk, som kunne betros et barn. 18 Præsterne fik ligeledes til opgave at føre tilsyn med de i deres område udsatte børn og sikre, at plejeforældrene opførte sig på den rigtige måde. Disse observationer skulle de indsende til direktionen for Stiftelsen sammen med regnskaberne over udgifterne til børnene samt regnskaber over den sum penge, som plejeforældrene modtog. 19 De mest flittige af præsterne, altså de, som fik afsat flest børn i deres område, kunne se frem til den ære, det var at tilvende sig Kongens Naade. 20 Udsættelsen af børn og de plejeforældre, som modtog dem Landbefolkningen på Sjælland blev fra 1770 informeret om den nyoprettede Opfostringsstiftelse i København, og de blev formodentlig også opfordret til at melde sig som mulige plejeforældre. I det følgende kapitel vil jeg undersøge præsternes og præsteattesternes rolle. På baggrund af attesterne vil jeg ligeledes komme ind på de mulige plejeforældres økonomiske og familiære forhold og afsluttende bevæggrundene bag landbefolkningens ønsker om at modtage plejebørn fra Fødsels og Plejestiftelsen i København bevæggrundene, som myndighederne så dem, og bevæggrundene, set fra familiernes side. Fra ønsket om, til modtagelsen af et barn Det var hos præsten, landbofamilierne henvendte sig, såfremt de ønskede at modtage et plejebarn født på Fødselsstiftelsen. For at sikre, at der var tale om ordentlige folk, var det blevet bestemt, at 18 Mere om disse attester i det følgende afsnit. 19 Mere herom i kapitlet omkring økonomien bag at modtage et plejebarn. 20 Reskript (til Biskopen over Sjellands Stift) ang. den Kongelige Opfostrings Stiftelse for nyefødde Børn, 7. december

17 præsten skulle udstede såkaldte præsteattester til de ansøgere, som han havde tiltro til. Denne attest skulle efterfølgende medtages og forevises på Plejestiftelsen, når en familie skulle hente et barn. Præsteattesterne var således det første, en familie måtte erhverve sig i processen. Præsternes næste opgave var at føre tilsyn med de plejebørn, som måtte befinde sig i deres område, og at indberette alt, som de måtte finde vigtigt, til direktionen for Stiftelsen. Dette kan umiddelbart tolkes i den retning, at en vis omsorg for de udsatte børn var til stede, og at det var af betydning for direktionen at sikre, at de fik en god behandling. Denne tankegang stod dog i skarp kontrast til den meget formelle og strikse behandling, børnene fik, inden de blev udsat. Her var næppe tale om, at omsorg var noget, som blev vægtet højt. Et af formålene bag attesterne illustreres af et konkret eksempel på en udsættelsessag fra 1807, omhandlende plejebarnet Lene, som den 10. november dette år blev udleveret til en vis Johan Hendrik Hauman og dennes kone Ane Magdalene Sivers-Datter. Det var en relativt indviklet udsættelsessag, og en gennemgang af hele sagen ville bære præg af, at ikke alle dokumenter er blevet bevaret i en stand, hvor de er læselige. Tages dette forbehold, kan sagen dog alligevel anvendes til at kaste lys over præsteattesternes anvendelse og vigtighed. Hele sagen tog sin begyndelse, anderledes end normalt og ikke, som man kunne forvente, med præsteattesten udstedt til familien. Derimod er den tidligste kilde til sagen et brev adresseret til direktionen for Den Kongelige Pleje- og Fødselsstiftelse. 21 I dette brev skriver sognepræsten for Vordingborg og Kastrup, T.H. Hertel, at han var blevet opsøgt af omtalte Johan Hendrik Hauman og var blevet spurgt, om han ville være behjælpelig, således de kunne få udbetalt det tilgodehavende, de havde for Lene. Det viste sig, at plejemoderen den 10. november 1806 havde henvendt sig på Stiftelsen og her anmodet om at måtte modtage et barn. Der var dog et problem i denne forbindelse hun havde ikke medbragt en præsteattest. Baggrunden for, at hun alligevel blev betroet barnet, var, at hun tilsyneladende havde en attest med fra en vis Baron Selbye, som bevidnede, at hun i den tid, hvor han havde haft kendskab til hende, havde haft et barn, som hun havde taget sig godt af. Attesten var ganske vist udstedt af en adelsmand, men ikke desto mindre var situationen en anden, end hvis Ane Magdalene havde medbragt en rigtig præsteattest, og vilkårene for udsættelsen blev anderledes end ved normale procedurer. Kvinden fik lov til at tage barnet med sig, men Fødsels- og Plejestiftelsens kasse ville ikke betale hende penge, så længe hun ikke havde fremskaffet den manglende præsteattest. Alt dette var beskrevet i det brev, som Ane Magdalene fik med sig sammen med barnet. Almindeligvis ville plejeforældrene ved udleveringen 21 Samtlige kilder til belysning af udsættelsen af Lene findes i pakken Præsteattester med mere angående de på landet udsatte plejebørn fra Rigsarkivet 17

18 af barnet modtage et plejebevis, men et sådant ville give ret til udbetaling af plejepenge, og det ville Stiftelsen endnu ikke udbetale i dette tilfælde. Brevet var forfattet af inspektøren, Bendtz, og var et bevis for, at der var blevet udleveret et barn, dog med det forbehold, at ingen penge skulle udbetales, inden en præsteattest var modtaget. Som sagt var der tale om en omfangsrig sag, som tilsyneladende krævede megen brevveksling, både mellem Stiftelsens direktion og familien Haumans nuværende præst Hertel, og mellem Hertel og deres tidligere præst i Everdrup, Wedel. Udfaldet af alle disse breve blev, at familien fik deres præsteattest og dermed et plejebevis for barnet, hvilket resulterede i, at deres tilgodehavende blev udbetalt. Der var mange personer involveret i den omtalte sag, og alle disse havde en klar holdning til, hvorvidt ægteparret kunne betros et barn. Det interessante i forhold til præsteattesterne er, at selv om en sådan ikke var medbragt, så kunne der godt udleveres et barn - dog kunne der ikke udbetales penge. Attesterne havde således to funktioner, og formuleringen i forordningen fra 1770 om, at præsterne skulle attestere for plejeforældrenes ordentlige Levemaade, 22 havde to tolkninger. I første omgang skulle præsterne være sikre på, at der var tale om folk, som kunne og ville tage sig ordentligt af børnene. Dernæst var der tilsyneladende tale om et økonomisk aspekt, som ikke direkte fremgik af forordningen. I vore dage kan det virke underligt, at Stiftelsens personale ikke havde betænkeligheder ved at udlevere et barn uden en præsteattest, og at det var betænkeligheder ved at udlevere plejepengene, der var fokus på. Præsteattesternes vigtigste funktion synes således at være af økonomisk karakter. I det brev, som Ane Magdalene modtog sammen med barnet, findes en gengivelse af en del af Baron Selbys attest, og det fremgik, at Bendtz ved overdragelsen var klar over, at konen var i stand til at tage sig af et barn, idet han citerede baronens attest, som netop skrev at bemeldte Kone har haft et Barn som hun havde passet med al mulig Omsorg. Familiens økonomisk forhold omtaler Bentz ikke i sin gengivelse af attesten, og derfor kan det sluttes, at det er denne side han mangler at få belyst, inden han ser sig i stand til at udstede plejebeviset. Til sammenligning kan adskillige præsteattester betragtes, hvori de økonomiske forhold heller ikke berøres direkte, men hvor et barn tilsyneladende er blevet udleveret uden disse oplysninger. Et eksempel herpå er en attest, udstedt til Maren Kirstine Ole Datter og dennes mand den 12. marts 1806, som blot slog fast, at da begges Forhold her i Menigheden er ordentlige, 23 kunne præsten ikke se nogen grund til, at de ikke skulle kunne modtage et barn til opfostring. Da parret netop havde mistet et lille nyfødt barn, kunne de sågar modtage et barn, som stadig skulle ammes, og dette 22 Anordning, Om en Kongelig Opfostrings Stiftelse for nyefødde Børn, 7. december 1770 pkt Præsteattest nr marts