Kina. Camilla T.N. Sørensen

Transkript

1 Kina Camilla T.N. Sørensen I løbet af 1980 erne slog Kina ind på en kapitalistisk moderniseringsvej, og siden er Riget i Midten gået fra at være et internationalt isoleret udviklingsland til verdens næststørste økonomi. Det er næsten gået for hurtigt. Det gælder især omstillingerne i den kinesiske økonomi og det kinesiske samfund, som efterhånden er blevet meget komplicerede og vanskelige for de kinesiske ledere at håndtere og kontrollere. Indretningen af det kinesiske politiske system har imidlertid ikke ændret sig væsentligt siden Kinas Kommunistiske Parti (KKP) oprettede Folkerepublikken Kina i Der er fortsat tale om et etpartisystem bygget op på leninistisk vis med parallelle parti- og regeringsbureaukratier på hvert administrativt niveau (Guo 2013: ). Der er fortsat ingen tilladt opposition, men den totalitære måde, som systemet blev kørt på under Folkerepublikkens første øverste leder, Mao Zedong ( ), er der gradvis blevet løsnet op for. Der er en høj grad af konsultation med oprettelsen af mange formelle og uformelle institutioner og netværk på kryds og tværs af det komplekse parti- og regeringsapparat. Dette er med til at sikre inddragelse af og koordinering mellem de mange aktører og interesser i kinesisk politik, hvilket er en væsentlig forklaring på det høje niveau for statskapacitet og stabilitet, som fortsat karakteriserer det politiske system i Kina (Bo 2013). Kinas politiske system er i dag at betegne som et post-totalitært eller autoritært politisk system, hvilket bl.a. betyder, at partiets kontrol og overvågning ikke længere trænger ind i alle hjørner af det kinesiske samfund (Wu 2014: 256). Mange af de totalitære kontrol- og overvågningsmekanismer er dog stadig på plads, og der bliver skruet op og ned for brugen af disse afhængigt af partitoppens vurdering af udfordringerne fra det kinesiske samfund (Heilmann & Perry 2011). Generelt er der imidlertid tale om et mere frit, dynamisk og individualiseret kinesisk samfund. Dette har så at sige været en uundgåelig konsekvens af de økonomiske reformer, som Deng Xiaoping ( ) igangsatte, da han overtog den øverste ledelse i partiet og dermed i Kina i 1978 (Selden & Perry 2010). Det store spørgsmål er, om denne kombination et kapitalistisk økonomisk system og et autoritært leninistisk politisk system kan holde i længden. Et autoritært etpartisystem som det kinesiske står over for to store udfordringer. For det første at holde sammen på fraktionerne i toppen af eliten, dvs. partiet, og fastholde enighed om den politiske og økonomiske linje. For det andet at fastholde kontrollen med og opbakningen fra folket. Begge disse udfordringer intensiveres i Kina i disse år, og mange af de initiativer og tiltag, som den øverste kinesiske ledelse har lanceret, skal ses i denne sammenhæng. Det gælder fx den store anti-korruptions- og disciplineringskampagne, den intensiverede ideologiske partipropaganda, de yderligere skærpelser af kontrol- og overvågningssystemet og de stigende begrænsninger på, hvad der bare minder om politisk aktivitet i det kinesiske samfund. Det sidste indebærer også bestræbelser på yderligere kontrol og censur af sociale medier og internetaktivitet (Tang & Shen 2013). Siden igangsættelsen af de økonomiske reformer i 1978 har Kina oplevet høje økonomiske vækstrater. I de senere år er den kinesiske økonomi imidlertid kun vokset med 6-7 % årligt (Zhang & Chen 2017). Det dilemma, som den øverste kinesiske ledelse står overfor, er, at der for at fastholde høje økonomiske vækstrater er behov for grundlæggende strukturelle reformer og omlægninger i den kinesiske økonomi, som overordnet set skal ændres fra at være en eksport- 1

2 og investeringsdrevet økonomi til en service- og vidensøkonomi drevet af højere indenlandsk efterspørgsel og med innovation øverst på dagsordenen (Naughton 2014). Det forudsætter et dynamisk og velinformeret kinesisk samfund præget af kritisk og selvstændig tænkning og koblet op til den globale økonomi og verden uden for Kina. Kina står i en afgørende fase i disse år: Vil den øverste kinesiske ledelse gå videre ad reformvejen eller prioritere egen kontrol højest, bremse op for reformerne og atter føre Kina i en mere totalitær retning? Mange kinesiske politologer afviser, at der er tale om et sådant valg, og hævder snarere, at i Kinas tilfælde forudsætter fortsat økonomisk vækst og fremgang samt social og politisk stabilitet et stærkt kommunistparti (fx Guo & Jiang 2017). Det er svært at vurdere og forudsige. Kinas udvikling har adskillige gange i de seneste årtier overrasket og gået imod gængse, vestligtbaserede politologiske teoretiske modeller og antagelser, fx om positiv sammenhæng mellem økonomisk vækst og demokratisering (moderniseringsteorien), samt historisk udledte forventninger, fx om kommunistpartiers sammenbrud i mødet med kapitalisme (Guo 2013: 12-32). Mange Kina-forskere vil afvise, at der er meget at hente ved at sammenligne udviklinger og reaktioner i kinesisk politik, økonomi og samfund med, hvad der er set i andre lande (Wu 2014: 255). Argumentet om, at Kina er unikt og kun kan forstås og forklares i det lys, henviser både til Kinas lange og særlige historie, kultur, etniske sammensætning og sprog samt til landets og befolkningens enorme størrelse. Tilgangen i dette kapitel er imidlertid, at sammenligninger med dynamikker, konstellationer og udfordringer, som også præger eller historisk har præget autoritære regimer, især de leninistiske af slagsen, hjælper med til at forstå og forklare Kina i dag. Når det er sagt, er det også klart, at Kina på mange måder er en særlig case med særlige karakteristika, hvilket ens analyseramme også må gøre plads til (Guo 2013: 5-7). Dette kapitel introducerer kinesisk politik. Først tages der fat i Kinas politiske historie. Så følger en præsentation af det politiske og bureaukratiske system i Kina, efterfulgt af en diskussion af kinesisk politisk kultur og de politiske, økonomiske og sociale dynamikker, som præger Kina i dag, hvilket inkluderer en diskussion af udviklinger i relationen mellem kommunistpartiet og det kinesiske samfund samt et portræt af den øverste leder, Xi Jinping (1953-). Der afsluttes med et overblik over Kinas økonomiske udvikling samt en diskussion af de udfordringer, som den øverste kinesiske ledelse står overfor i forbindelse med fastholdelse af økonomisk vækst og fremgang, hvilket i høj grad er forudsætningen for kommunistpartiets evne til at fastholde indenrigspolitisk legitimitet og dermed er en vigtig drivkraft i kinesisk politik. Den politiske historie Den kinesiske historie og kultur strækker sig langt tilbage. De første kilder, nedskrevet omkring 1500 f.v.t., indikerer, at den kinesiske civilisation begyndte endnu tidligere med dannelsen af en række bystater langs Den Gule Flod i Nordøstkina, som derefter bredte sig sydover (Østergaard 2004: 12-13). Kinas politiske historie tæller mange forskellige dynastier de første anses for at være Xia-dynastiet, som dateres til cirka 2000 f.v.t., samt Shang- og Zhou-dynastierne. Disse var tilsyneladende organiseret i forhold til stammer og slægter og uden en stærk centraliseret magt. Det ændrede sig med det første kejserdynasti, Qin-dynastiet, som blev grundlagt i 221 f.v.t. og efterfulgt af adskillige andre kejserdynastier, som i 2000 år regerede over større eller mindre dele af Kina (Wu 2014: ). I 1912 blev kejserdynastierne bragt til ende ved dannelsen af Republikken Kina ledet af Sun Yat-sen ( ), som indledningsvist søgte at opbygge et demokratisk flerpartisystem efter vestligt forbillede. Det førte dog hurtigt til politisk kaos og nye forsøg på at opdele Kina. Sun Yatsen oprettede Nationalistpartiet i 1919, opbyggede under sovjetisk indflydelse et stærkt militær og 2

3 slog gradvist ind på en statsstyret økonomisk udviklingsstatsmodel i stil med Tyskland og Japan på den tid (Wu 2014: ). Kinas Kommunistiske Parti (KKP) blev oprettet i 1921 som led i den internationale kommunistiske bevægelse anført af Moskva. Oprindeligt søgte kommunisterne i Kina fortsat opmuntret af Sovjet at opbygge en magtbase inden for Nationalistpartiet, men især efter Sun Yat-sens død i 1925 kom det til åben spild og starten på borgerkrigen mellem nationalisterne, som nu blev anført af general Chiang Kai-shek ( ), og kommunisterne. Nationalisterne sad på statsmagten med hovedstad i Nanjing, mens kommunisterne, som den nationalistiske hær pressede ud på Den Lange March ( ), måtte søge tilflugt og oprette en base i det fjerntliggende Yanan i Nordkina, hvorfra de infiltrerede og via guerilla-taktik angreb nationalisterne og gradvist opbyggede større opbakning blandt især landbefolkningen (Østergaard 2004: 46-48). Borgerkrigen sat på stand-by mens nationalisterne og kommunisterne sammen kæmpede mod japanerne i den otte år lange krig ( ) endte først i 1949 med sejr til kommunisterne anført af Mao Zedong og oprettelsen af Folkerepublikken Kina. Nationalisterne måtte flygte til Taiwan, hvorfra de fortsatte med at gøre krav på hele Kina, og helt op til 1971 var det Republikken Kina (Taiwan), der repræsenterede Kina i FN. Kinas politiske historie har således været præget af ustabilitet, interne oprør, militærkup og borgerkrige samt egentlige krige mod udenlandske styrker anført af Storbritannien, Frankrig og Japan, der søgte at erobre og besætte Kina. Det sidste særligt i perioden fra 1839 til 1949, der blandt kinesere bliver omtalt som de 100 års ydmygelser begyndende med Opiumskrigen ( ), som resulterede i en opdeling af Kina mellem stormagterne, efterfulgt af den første krig mod Japan ( ), den japanske besættelse ( ) og den anden krig mod Japan ( ). Ydmygelserne blev således først endeligt afsluttet med oprettelsen af Folkerepublikken Kina i I dag er der udbredt enighed i Kina om, at landet fortsat er ved at rejse sig efter de 100 års ydmygelser og genetablere Kinas historiske stormagtsposition (Qin 2010; Barabantseva 2013: ). Hvad der også fortsat præger Kina i dag, er den lange historiske tradition for stærke kinesiske herskere, som står over den almindelige befolkning, men som på den anden side er forpligtet til kontinuerligt at tjene folket. Kun derved kan herskerne fastholde det særlige mandat fra oven, som de har fået tildelt og som legitimerer deres enerådige magt (Guo 2003). Kommunistpartiets politiske magtmonopol er siden 1949 italesat som en naturlig forlængelse af denne historiske tradition (Brown 2013: 3-5). I nyere kinesisk politisk historie er Mao Zedong ( ) og Deng Xiaoping ( ) to helt centrale figurer. Hvor Mao stod for det nye politiske Kina, stod Deng for det nye økonomiske Kina. Mao var med til at grundlægge Kinas Kommunistiske Parti (KKP) i 1921, og han ledte kommunisterne undertiden i en slags alliance med nationalisterne til sejr i krigen mod Japan ( ), som havde besat store dele af Kina, for dernæst at besejre nationalisterne i den genoptagede borgerkrig ( ). Herefter styrede han landet til sin død i Tiden under Mao bød på mange op- og nedture såvel for kommunistpartiet som for den kinesiske befolkning. Mao havde svært ved at slippe den revolutionære tankegang og dertilhørende metoder som fx store politiske kampagner og angreb på udvalgte grupper samfundsfjender (Wu 2014: ). Et sådant revolutionært mindset var imidlertid svært at kombinere med opbygningen af et stabilt og stærkt politisk og bureaukratisk system, som også var nødvendigt for reelt at kunne regere Kina. Konsekvensen af denne underliggende spænding var, at der ganske vist blev opbygget et stort parti- og regeringsapparat, men at dette adskillige gange blev sat ud på sidelinjen og endda kom under direkte angreb som følge af Maos kampagner og eksperimenter. Det skete især under Det Store Spring Fremad ( ) og Kulturrevolutionen ( ), som begge afspejlede Maos bestræbelser på at udrydde alt, hvad der var tilbagestående ikke revolutionært i det kinesiske samfund og indføre en ny revolutionær til- 3

4 gang til både økonomisk, social og kulturel udvikling (Guo 2013: 74-80). Kampagnerne endte alle med at forårsage store ødelæggelser og tilbageslag for såvel den kinesiske økonomi som den kinesiske befolkning og fik en langvarig negativ indvirkning på moralen og tilliden i det kinesiske samfund (Østergaard 2004: 62, 87; Wu 2014: ). Mao overlod dermed et Kina udmattet af social konflikt til sine efterfølgere, fra omkring 1978 ført an af Deng Xiaoping. Der var tale om et stort genopbygningsarbejde, især med at genskabe befolkningens opbakning til og tro på partiet. Deng var fra starten klar over, at der skulle satses på økonomisk vækst og forbedringer af den kinesiske befolknings levevilkår (Guo 2013: 80-82). Omfanget af og ambitionen bag Dengs reform- og åben dør-politik var enorme. Da han tog over, var den kinesiske økonomi næsten totalt administreret af staten uden nogen privat ejendomsret og med meget begrænset plads til markedskræfter og personligt initiativ. Der var næsten ingen handel eller andre økonomiske forbindelser med udlandet. Det kinesiske samfund var undertrykt, overvåget og isoleret fra omverdenen. Et senere afsnit ser nærmere på den økonomiske reformproces, som Deng igangsatte, men kort sagt gik den ud på at tage modige initiativer og igangsætte vovede eksperimenter med økonomisk vækst som det overordnede mål for derefter gradvist at tilpasse det politiske og bureaukratiske system (Guo 2013: ). Med Deng skete der derfor et markant skift fra ideologi til pragmatisme (Lai 2013). Etpartisystemet blev der dog aldrig sat spørgsmålstegn ved. Deng var overbevist om, at alternativet til total kontrol fra kommunistpartiet var kaos og vold Kinas modernisering krævede stærk styring, som kun partiet kunne levere (Wu 2014: 273). Håndteringen af demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor Deng satte militæret ind mod sin egen befolkning, illustrerede denne overbevisning (Lieberthal 2004: ). Kimen til Kinas økonomiske modernisering blev nok lagt under Mao, men Deng, som indrettede alt herefter, tilvejebragte en ny dynamik, især med åbningen over for omverdenen. Ligeledes fik Deng stabiliseret og styrket landets politiske og bureaukratiske system og bragt gåpåmod og initiativ tilbage i det kinesiske samfund. Genopbygnings- og reformbestræbelserne er søgt videreført af Dengs efterfølgere Jiang Zemin (1926-) fra 1997 til 2002, Hu Jintao (1942-) fra 2002 til 2012 og fra 2012 Xi Jinping (1953-), som forventes at lede Kina, indtil den såkaldte sjette generation af ledere tager over i Mao Zedong ( ) Deng Xiaoping ( ) Jiang Zemin (1926- ) Hu Jintao (1942- ) Xi Jinping (1953- ) KINAS ØVER STE LEDER PRÆSIDENT LEDER AF KOMMUNIST PARTIET /GENERAL SEKRETÆR / FORMAND FOR DEN CENTRALE MILITÆRE KOMMISSION FIGUR 1. Folkerepublikken Kinas fem generationer af topledere siden 1949 og deres poster Note: Tilpasset fra Wu 2014:

5 Det politiske system Efter magtovertagelsen i 1949 opbyggede kommunistpartiet efter sovjetisk forbillede hurtigt et parallelt parti- og regeringsapparat, som blev reproduceret på hvert administrativt niveau. Der er i Kina fem administrative niveauer: det centrale niveau, det provinsielle niveau, det præfekturale niveau, det amtslige niveau samt kommuneniveauet, hvorunder landsbyniveauet er indlagt uden selvstændig administrativ status (Guo 2013: ). DET CENTRALE NIVEAU Det provinsielle niveau 34 enheder Gennemsnitsstørrelse: ca. 40 mio. indbyggere 23 provinser inkl. Taiwan 5 autonome regioner 4 bydistrikter/ kommuner 2 særlige administrative zoner Det præfekturale niveau 334 enheder (per 2017) Det amtslige niveau (county) 2862 enheder (per 2017) Kommuneniveau (township) enheder (per 2017) Landsbyniveau (village level) (per 2017) FIGUR 2. Kinas administrative niveauer Note: Tilpasset fra Østergaard 2004: 48. Kina er en enhedsstat, hvorfor de subnationale enheder, herunder provinserne, ikke har nogen forfatningsmæssige forpligtelser eller rettigheder (Lieberthal 2004: 77-83). Der er 23 provinser inkl. Taiwan, 5 autonome regioner, 4 bydistrikter/kommuner og 2 særlige administrative zoner (Hongkong og Macau), der alle er direkte under det centrale niveau. 5

6 FIGUR 3. Kort over Kinas provinser Der har, især siden starten på de økonomiske reformer, været flere runder frem og tilbage med decentralisering/centralisering, som også har inkluderet finansiel decentralisering, hvor provinserne har fået mere råderum i forhold til at styre deres indtægter og udgifter. Der er dog senere blevet strammet op igen, især for fra centralt hold at udligne de stigende økonomiske og sociale uligheder mellem provinserne (Li 2013). I forhold til økonomisk udvikling og velstandsniveau er Kina meget skæv med Østkysten, bl.a. Shanghai og Guangdong, langt foran, mens Midtog Vestkina, bl.a. Gansu og Ningxia, halter bagefter og fortsat har store befolkningsgrupper, der lever i fattigdom. Dette er også en væsentlig del af forklaringen på den såkaldte flydende befolkning, hvor millioner af fattige kinesere rejser rundt i Kina som migrantarbejdere på jagt efter bedre økonomiske muligheder et fænomen, som har kendetegnet Kina siden 1980 erne, hvor der blev løsnet op for husholdningsregistreringssystemet, som ellers bandt kineserne til det sted, hvor de blev født, da de kun her havde ret til økonomiske og sociale ydelser inkl. skolegang til deres børn. Systemet findes dog stadig og er fortsat medvirkende til, at millioner af børn i Kina vokser op hos bedsteforældre, ældre familiemedlemmer eller i værste fald alene og kun ser deres forældre en eller to gange om året (Guo 2013: ). Statistik fra 2014 angiver omkring 274 millioner migrantarbejdere i Kina, og i forhold til efterladte børn opgøres tallet i 2014 til omkring 61 millioner (22 %) kinesiske børn (Yuan & Wang 2016). Som nævnt ovenfor har indretningen af det politiske system i Kina været mere eller mindre uændret fra 1949 og til i dag. Det vil sige, at styringen af Kina fortsat er bygget op som et dobbelthierarki bestående af parti og regering, hvor partiet i form af den øverste magtinstitution Politbureauets Stående Komite reelt har den øverste magt og fastlægger den overordnede ideologiske og politiske styring, mens regeringen, dvs. Statsrådet, i praksis udfører politikken udstukket af partiet. 6

7 KOMMUNISTPARTIET STATEN Generalsekretær Personsammenfald Premierminister Politbureauets Stående Komite Politbureauet og Sekretariatet samt centrale kommissioner, fx Den Centrale Militære Kommission Ledende smågrupper og ad hoc-komiteer Vicepremierministre og Statsrådet Ministerier og kommissioner Centralkomiteen Centrale partiafdelinger, fx organisation og propaganda Organisationer, administrative kontorer under Statsrådet og administrationer og bureauer under de forskellige ministerier Den Nationale Partikongres Den Nationale Folkekongres Stående Komite Den Nationale Folkekongres FIGUR 4. Kinas politiske system Det karakteristiske træk ved et leninistisk politisk system som det kinesiske er netop, at en lille partielite er at finde i toppen af magtstrukturen med et omfattende partibureaukrati under sig, der kontrollerer og dominerer alle sektorer af staten, inklusive militæret, og trænger ind i samfundet via omfattende organisering af partikomitéer og -celler på alle arbejdspladser og mødesteder og partipropaganda-kampagner til mobilisering af masserne (Guo 2013: 23-32). Parti, stat og militær er således helt sammenflettet med mange personsammenfald. Beslutningsprocessen er indrettet efter princippet om demokratisk centralisme, hvilket vil sige, at når en beslutning er taget højere oppe i partihierarkiet, følges den længere nede i systemet (ibid.: 158). Et andet vigtigt kendetegn ved leninistiske politiske systemer er, at det regerende parti bygger den fortælling, som skal sikre partiet en legitimitetsbase, på en historisk mission (utopisk mål om et kommunistisk samfund), hvor partiet skal guide og uddanne befolkningen og derfor har monopol på den rette fortolkning af historien (ibid.: ). Som understregning af, hvor vigtigt partitoppen fortsat anser dette for at være, er der i marts 2017 i Kina blevet vedtaget en lov, som gør det strafbart at gå imod og kritisere den officielle, dvs. partiets, udlægning af, hvordan såkaldte rollemodeller i partiets historie har ofret sig for partiet og landet (Yu 2017). Hvad der reelt skete under og ikke mindst hvad der reelt forårsagede Det Store Spring Fremad ( ), Kulturrevolutionen ( ) og demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989, er fortsat heller ikke noget, der kan undersøges og diskuteres åbent og kritisk i Kina. Det straffes med fængselsstraf i op til flere år. 7

8 Centrale politiske institutioner Der er to hovedregler, som er gode at have i baghovedet for at overskue og forstå det komplekse kinesiske politiske system. For det første: Jo mindre den politiske institution er i forhold til antal medlemmer, jo vigtigere er den. For det andet: Partiinstitutioner står altid over regeringsinstitutioner, og det gælder på alle administrative niveauer. Det vil sige, at Politbureauets Stående Komite i parti-pyramiden (jf. figur 4), anført af generalsekretæren, er den absolut øverste magtinstitution i Kina. Alle vigtige beslutninger angående kinesisk politisk og økonomisk udvikling og kinesisk udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, inkl. militærets udvikling, tages således her, evt. i samråd med hele Politbureauet og Den Centrale Militære Kommission. Dette gælder også for udpegninger til vigtige positioner i partiet, staten, militæret og den statsejede del af økonomien, fx de store statsejede virksomheder (SOE s) (Lieberthal 2004: ). Formelt er Kinas parlament, Den Nationale Folkekongres, den vigtigste politiske institution i landet. Den består af ca personer, som hvert femte år vælges fra provinsielle parlamenter. Der er dog ikke tale om åbne og frie valg, men snarere om udpegning fra partikomiteer på det centrale og provinsielle niveau, hvilket igen understreger, hvordan partitoppen reelt kontrollerer og dominerer hele statsapparatet ned gennem alle de administrative niveauer (Guo 2013: ). Den Nationale Folkekongres samles kun en gang om året, hvor det primære formål er at godkende lovforslag. Da lovforslagene reelt er klappet af i partitoppen, inden de når til Den Nationale Folkekongressen, og derfor sjældent stemmes ned eller egentlig debatteres, kaldes Den Nationale Folkekongres ofte for Kinas gummistempel -parlament. Den Nationale Folkekongres har en Stående Komité bestående af ca. 150 medlemmer af Den Nationale Folkekongres, som mødes oftere og fungerer som Folkekongressens praktiske arbejdsorgan. Dernæst er der Statsrådet, der er Kinas regering og ledes af premierministeren med en række vicepremierministre og ministre under sig. Derudover er der et væld af kommissioner og forskellige administrative enheder under Statsrådet og de enkelte ministerier. Rangeret efter formel autoritet er de vigtigste institutioner i kommunistpartiet på det centrale niveau Partikongressen, Centralkomitéen, Sekretariatet, Politbureauet og Politbureauets Stående Komité (jf. figur 4). Som nævnt ovenfor er den reelle betydning og vigtighed af disse parti-institutioner imidlertid i omvendt rækkefølge dvs. at Politbureauets Stående Komité reelt er den vigtigste politiske institution i Kina og generalsekretæren for kommunistpartiet er reelt Kinas øverste leder. Dog har der siden Deng Xiaoping ( ) været tale om en kollektiv ledelse, hvor beslutninger bygger på flertal i Den Stående Komité, evt. i hele Politbureauet (Lieberthal 2004: ). Dette er dog muligvis ved at ændre sig med Xi Jinping (1953-), der ofte kaldes den stærkeste leder, Kina har haft siden Deng Xiaoping (Heilman & Stephan 2016). Siden 1993 har generalsekretæren for kommunistpartiet også været Kinas præsident og møder i den egenskab udenlandske statsoverhoveder. For at undgå intern ustabilitet og splittelse jf. den første store udfordring for autoritære etpartisystemer nævnt indledningsvis, nemlig at holde sammen på fraktionerne i partitoppen og øge forudsigeligheden i den politiske proces søgte Deng Xiaoping og senere Jiang Zemin at institutionalisere magtoverdragelsen inden for partiet ved at introducere visse uformelle regler og praksisser, bl.a. at partiledere maks. sidder to 5-årsperioder, og at aldersgrænsen, når kinesiske ledere skal forfremmes/genvælges, er 68 år (Lieberthal 2004: ). Disse er siden blevet overholdt. Som nævnt står partiinstitutionerne altid over regeringsinstitutionerne på samme administrative niveau eller sagsområde, men der er mange personsammenfald, hvor langt de fleste topfolk i staten, militæret og den statsejede del af økonomien er højtstående partimedlemmer. Som det diskuteres nærmere nedenfor, er partimedlemskab fortsat trods den lange og krævende 8

9 optagelsesproces meget attraktivt blandt unge kinesere, da det ses som særdeles vigtigt for at få adgang til de rette netværk og positioner og dermed kunne gøre karriere (Jun 2016). Der eksisterer faktisk flere partier end kommunistpartiet i Kina, men de øvrige partier er alle underlagt kommunistpartiets kontrol og fungerer som andre masseorganisationer i det kinesiske samfund, fx fagforeninger og ungdomsforbund, som et slags konsultations- og koordinationsinstrument for kommunistpartiet, der også oprindeligt har haft til formål at sikre kontakten til og legitimiteten i den kinesiske befolkning (Guo 2013: ). I forhold til den dømmende magt er der i Kina ikke tale om (parti-)uafhængige domstole. Under Kulturrevolutionen ( ) fandtes der ikke et officielt retssystem med domstole, og Justitsministeriet var opløst, da afgørelser og domme i stedet kom fra parti- eller statsorganer (Lieberthal 2004: ). Siden 1980 har der været et system med dommere på fire niveauer det centrale, provinsielle, præfekturale og amtslige niveau (jf. figur 2). Domstolene er integreret i den lovgivende magt folkekongressystemet på alle administrative niveauer, hvor dommerne vælges eller udpeges af folkekongressen og dens stående komite på det ovenstående eller tilsvarende administrative niveau og formelt også står til ansvar over for disse. Reelt er dommerne imidlertid også underlagt det pågældende administrative niveaus øverste partiinstitution (Guo 2013: ). På hvert administrativt niveau deles domstolene yderligere op efter sagsområde og opgaver, hvortil der er tilknyttet komiteer bestående af de højst rangerede dommere alle partimedlemmer som inddrages i alle større sager og afgørelser (ibid.: 171). Dette er med til at sikre, at partilinjen og direktiver og retningslinjer udstukket af partitoppen følges. Den kinesiske højesteret det centrale niveau har ingen ret til at prøve vedtagne love og den førte politik i forhold til Kinas forfatning. Dens rolle består snarere i at forklare, hvordan en given vedtaget lov bør fortolkes i henhold til forfatningen og ikke mindst i henhold til direktiver og retningslinjer udstukket af partitoppen (ibid.: 170). Den seneste version af Kinas forfatning er vedtaget i I forfatningens præambel slås det fast, at det er Kinas Kommunistiske Parti (KKP), der skal lede det kinesiske folk i opbygningen af socialisme (Lieberthal 2004: ). Kommunistpartiet har ligeledes en parti-forfatning, som nedfælder partiets organisering, institutioner og regler bl.a. i forhold til medlemskab og partidisciplin (ibid.: ). Begge disse dokumenter tilpasses jævnligt nye beslutninger, prioriteter og ambitioner i partitoppen, og hver generation af kinesiske ledere sætter deres aftryk på dem. Forfatningerne, og love i det hele taget, anses af partitoppen for at være nyttige instrumenter til fremme af partiets dagsorden og kontrol snarere end noget, som den ser sig begrænset af (Guo 2013: 185). Det kinesiske politiske system er komplekst og uigennemsigtigt. For at gøre det muligt at regere er der indført en lang række uformelle institutioner og koordinerende mekanismer. Særlig vigtige er de såkaldte ledende smågrupper, der eksisterer for alle væsentlige indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål (jf. figur 4). Disse ledes oftest af et medlem af Politbureauets Stående Komité, og det er reelt i ledende smågrupper og ad hoc-komiteer, at de vigtigste ledere fra partiet, regeringen og indimellem også militæret hvis det er et spørgsmål eller sagsområde, der vedrører Kinas udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samles, diskuterer og tager beslutninger (Lieberthal 2004: ). Det kinesiske militær, Folkets Befrielseshær, er, som de øvrige instanser i det kinesiske politiske system, underlagt partiets kontrol. Der lægges ikke skjul på, at militærets vigtigste opgave ud over at sikre national sikkerhed er at sikre partiets fortsatte magt i samarbejde med det indenrigspolitiske politi- og sikkerhedsapparat (Blasko 2013). Den øverste leder for det kinesiske militær og formanden for Den Centrale Militære Kommission er således også partiets generalsekretær Xi Jinping. I takt med at Kinas internationale rolle og interesser er vokset i løbet af de seneste årtier, er der blevet tale om et mere professionelt og moderne kinesisk militær, som i højere grad har fokus rettet mod omverdenen og heller ikke længere spiller en stor selvstændig rolle i kinesisk politik og kinesisk økonomi. 9

10 Det kinesiske politiske system betegnes ofte som fragmenteret autoritært, hvor horisontale og vertikale kommandoveje løber på kryds og tværs på en kompleks og svært gennemskuelig facon, men hvor underordnede samtidig altid forventes at indrette sig efter overordnede (Lieberthal 2004: 82). Forhandling samt netværks- og konsensusskabelse især blandt de øverste ledere og fraktioner spiller derfor en vigtig rolle for karakteren og udfaldet af den politiske proces (Østergaard 2004: 56). Det er et personbåret system, men de kinesiske ledere har alle gennemgået en meget lang socialiserings- og disciplineringsproces for at nå til tops og varetaget ledelsesposter i forskellige provinser og store statsejede virksomheder. Dette professionelt drevne og institutionaliserede forfremmelsessystem er med til at fremme udviklingen af meget ens, men også meget erfarne, kompetente og forhandlingsdrevne kinesiske ledere, som kender systemet fra forskellige vinkler (Lee 2015). Systemets kompleksitet og uigennemsigtighed har i kombination med de mange års økonomiske vækst givet korruptionen gode vilkår. De højtstående parti-, regerings- og militærfolk og deres familier har haft mange muligheder for at berige sig (Wederman 2013: 177). Ifølge organisationen Transparency International, der årligt tager temperaturen på korruption i verdens lande, rangerer Kina i 2016 på en 79. plads ud af 176 lande og scorer 40 på en korruptionsskala, hvor 0 er meget korrupt og 100 er meget ukorrupt (Transparency International 2017). Til sammenligning scorer Danmark, som indtager førstepladsen på listen i 2016, 90 på korruptionsskalaen, mens Rusland er tættere på bunden af korruptionsskalaen med en 131. plads og en score på 29 (Transparency International 2017). Den høje korruption giver anledning til vrede og utilfredshed i den kinesiske befolkning, hvilket især viser sig på de sociale medier, hvor der deles billeder og kritiske kommentarer til den ekstravagante livsstil, som mange i den kinesiske politiske, økonomiske og militære elite fører (Lei & Zhou 2016). Det, der skaber vrede og utilfredshed, er ikke så meget, at uligheden i det kinesiske samfund er stigende, men snarere de ulige muligheder og de særlige privilegier, som denne elite og dens familier og netværk nyder. Bekæmpelse af korruption samt genopbygning af partiets moral og loyalitet over for det kinesiske folk er derfor en vigtig del af Xi Jinpings kampagne for at genvinde befolkningens opbakning til og tro på partiet. Korruptionskampagnen har til formål at ramme korrupte politikere og embedsmænd på alle niveauer både tigre og fluer. Ingen skal føle sig sikker, og der har også været et par bemærkelsesværdige sager de senere år, fx i 2014, da det tidligere medlem af Politbureauets Stående Komité Zhou Yongkang (1942-) blev taget for omfattende embedsmisbrug og korruption for en anslået værdi af 14 mia. dollars og derefter ekskluderet af partiet og i 2015 idømt livsvarigt fængsel. Også det fremadstormende Politbureaumedlem og daværende partisekretær for Chongqing bydistrikt med provinsstatus (jf. figur 3) Bo Xilai (1949-), der blev betragtet som en mulig rival til Xi Jinping, blev fældet for korruption, bestikkelse og embedsmisbrug og i 2013 idømt livsvarigt fængsel. Mens der ikke synes at være tvivl om, at der er tale om udbredt korruption i toppen af kinesisk politik, har disse sager, som risikerer at rykke ved magtfordelingen mellem fraktionerne og dermed stabiliteten i den øverste kinesiske magtelite, sat gang i spekulationer om, hvorvidt Xi Jinping bruger anti-korruptionskampagnen til at rense ud blandt rivaler og modstandere og dermed sikre sig positionen som Kinas absolutte topleder (Fewsmith 2015). Der har i adskillige år været bestræbelser fra partitoppen på at introducere demokratiske institutioner og handlinger på de lavere administrative niveauer i det kinesiske politiske system, fx direkte valg til landsbykomiteer. Dette betegnes ofte som Kinas græsrodsdemokrati (Guo 2013: ). Der er imidlertid ikke tegn på, at det vil brede sig til højere administrative niveauer. Ligeledes er der forsøg på at introducere mere åbenhed omkring lokale offentlige budgetter og institutionalisere måder, hvorpå befolkningen kan påvirke budgetterne og komme i kontakt med de lokale ledere, som derved også får bedre mulighed for at opfange lokal utilfredshed 10

11 og nye behov. Dette sker bl.a. via weibo, som er en slags kinesisk udgave af Twitter (Schlæger & Jiang 2014). Sådanne tiltag bliver iværksat for at engagere og give befolkningen mere indflydelse på egen hverdag, uden at det på nogen måde underminerer partiets magtmonopol. En sådan kontrolleret politisk deltagelse har også til formål at mindske befolkningens frustrationer og de spontane protester og demonstrationer, som i stigende grad præger det kinesiske samfund en udvikling, der diskuteres nærmere i det følgende afsnit. Større demokratiske tiltag er ikke i sigte. Der sker dog løbende udviklinger og tilpasninger i det kinesiske politiske og bureaukratiske system. Langt de fleste af disse er drevet af nødvendighed, hvilket vil sige af hensynet til den økonomiske reformproces, som præsenteres nærmere nedenfor, samt for at sikre social og politisk stabilitet. Dermed er der ikke nogen bagvedliggende plan, og udviklingerne peger derfor også i mange forskellige og ofte modstridende retninger. Partiet er dog fortsat stærkt og tilpasningsdygtigt (Brown 2013). Særligt via nomenklatura-systemet, som er en liste over poster, hvis indehavere skal have godkendelse fra partitoppen, fastholder partiet kontrollen med, hvem der indsættes på alle væsentlige lederposter i landet (Østergaard 2004: 54-55). Den politiske kultur Med de prøvelser og omvæltninger, som den kinesiske befolkning har været igennem de sidste tre-fire årtier, er det ikke overraskende, at den politiske kultur som så meget andet i landet er meget kompleks. Og den er i disse år yderligere udsat for hastige forandringer. I dag har Kina på mange måder snarere en politiseret kultur end en politisk kultur, hvor litteratur, kunst og medier kontrolleres af partiet og bruges politisk. Kontrollen er dog blevet sværere at fastholde, og i disse år sker der en konstant afprøvning af partiets grænser for, hvad der er tilladt. Der opstår en masse gråzoner, og grænserne rykkes derfor frem og tilbage (Guo 2013: ). Maos mange kampagner skabte stor mistillid, politisk apati og desillusion i den kinesiske befolkning, som fortsat præger udviklingen i dag. De fleste kinesere og især dem, der var unge under Kulturrevolutionen ( ) er kyniske over for ideologi og politik. Dengs pragmatisme og ret ensidige fokus på økonomisk vækst styrkede materialistiske værdier og opfattelsen af, at enhver er sin egen lykkes smed, samt skabte en stærk forbrugermentalitet, især i den yngre del af befolkningen, hvor de traditionelle konfucianske værdier, som tidligere har været med til at skabe sammenhæng i samfundet, er svækket (Østergaard 2004: 31-33). Konfucianismen stammer fra Kong Fuzi (født 551 f.v.t.), der betragtes som grundlæggeren af Kinas traditionelle moralkodeks, særligt hvad angår retningslinjer for en social orden bygget på hierarkiske relationer samt respekt mellem overordnede og underordnede (ibid.: 15-16). Det udprægede kinesiske konkurrence- og forbrugersamfund er et resultat af de hastige socioøkonomiske forandringer i landet de sidste tre-fire årtier og af den økonomiske og kulturelle globalisering, som mange kinesere også tager aktivt del i (Selden & Perry 2010). Udviklingen forklarer de kinesiske lederes ønske om at genfinde og styrke traditionelle konfucianske værdier og en bred samhørighedsfølelse, der kan forny den sociale kontrakt og partiets kontrol med det kinesiske samfund. Marxisme-leninisme-maoisme, som er Mao Zedongs tilpasning af det ideologiske tankesæt fra marxisme og leninisme til kinesiske forhold, fremhæves stadig næsten per automatik i officielle sammenhænge og dokumenter, men reelt synes ideologi ikke at spille nogen stor rolle (Guo 2013: ). Hverken som vision, som værdisæt eller som en instrumentel politisk guide har marxisme-leninisme-maoismen noget særligt at byde ind med i Kinas aktuelle situation. Det betyder imidlertid ikke, at partiledelsen ikke er bundet af den. Generelt 11

12 gælder det, at nye politiske og økonomiske prioriteter, beslutninger og tiltag kontinuerligt skal kunne præsenteres og legitimeres med reference til partiets tidligere bedrifter og overordnet skal følge partiets fastsatte historiske mission og dermed føre Kina tættere på et kommunistisk samfund. Det viser sig især ved de tilføjelser, der jævnligt indskrives i kommunistpartiets forfatning som omtalt ovenfor (ibid.: ). Dette afspejler, hvordan der er en høj grad af kontinuitet i kinesisk politik. Udviklinger sker gradvist. Kinesiske ledere kan ikke se stort på tidligere lederes guidelines og foretage pludselige store skift og ændringer. Hvis partiet har taget fejl tidligere, kan det jo også tage fejl nu det er en risiko, som ingen kinesiske partiledelse vil løbe, og derfor indrømmes fejl nødigt. Eksempelvis er det stadig Maos portræt, der hænger over Den Forbudte By i Beijing, selvom Maos revolutionære eksperimenter såsom Det Store Spring Fremad ( ) og Kulturrevolutionen ( ) forårsagede, at millioner af kinesere døde (Lieberthal 2004: ). Partiets officielle dom over årene under Mao er således fortsat, at han gjorde 70 % rigtigt og 30 % forkert, bl.a. ved at han lod en så stærk personkult og personlig magt omgive, nærmest overmande, sig (ibid.: , 136). Derfor var det så vigtigt for Deng Xiaoping, da han overtog efter Mao, at introducere princippet om kollektiv ledelse samt institutionaliserede regler og praksisser for beslutningsprocesser og magtoverdragelse i partitoppen (ibid.: ). Kinas historie er noget, som fortsat samler de fleste kinesere. Godt hjulpet på vej af partiet og dets propagandaapparat lever den stærkt, og der er blandt kineserne en udbredt stolthed over landets kultur og civilisation (Østergaard 2004: 32). Nationalisme i Kina er i sig selv et komplekst område, især fordi den findes i adskillige udgaver (Barabantseva 2014: ). I Kina er nationalisme således både drevet af opfattelser af historisk storhed og historisk ydmygelse jf. de 100 års ydmygelser ( ) omtalt ovenfor samt af ny stolthed over de sidste tre-fire årtiers kinesiske bedrifter efter igangsættelsen af den økonomiske reformproces, som gennemgås nedenfor. I dag er nationalisme via den offentlige opinion en væsentlig faktor i kinesisk politik, frem for alt i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, hvor bestræbelsen på ikke at fremstå svag og eftergivende indenrigspolitisk lægger et vist pres og visse begrænsninger på de kinesiske ledere, især i forhold til politikken over for Japan (Gries, Steiger & Wang 2016). Langt de fleste kinesere vil sige, at de ikke interesserer sig for politik. Det kan jo også være farligt, for det er stadig ikke tilladt at sætte nogen form for spørgsmålstegn ved partiets magtmonopol. Det straffes hårdt. Det er som nævnt ovenfor heller ikke tilladt at diskutere de negative sider af Kinas udvikling såsom Kulturrevolutionen ( ) eller sætte spørgsmålstegn ved den officielle udlægning af Kinas historie (Østergaard 2004: 65-66). Partimedlemskab er imidlertid stadig meget attraktivt, særligt blandt unge kinesere, som dog ofte ikke er politisk interesserede, men ser medlemskabet som vejen til et godt netværk og dermed som en forudsætning for karrieremæssig succes. Kommunistpartiet har i dag omkring 89 mio. medlemmer, cirka 6,8 % af befolkningen, og der er hvert år langt flere ansøgere, end partiet optager, og de, der ansøger, er især unge og højtuddannede (Jun 2016). Partiet er blevet et elite- og karriereparti (Østergaard 2004: 51). Der eksisterer ikke sociale og politiske samfundsorganisationer NGO er uden for partisystemet og dets kontrol (Guo 2013: ). Når det er sagt, er der i takt med den økonomiske reformproces dog udviklet nye kanaler for deltagelse og inputs til det politiske system jf. den stigende grad af fragmentering og konsultation omtalt ovenfor. Oftest er det udviklinger og uretfærdigheder i deres eget lokalområde, der motiverer kineserne til at protestere og blive politisk aktive. Det kan fx være, når korrupte lokale partiledere inddrager bøndernes jord uden at yde passende kompensation (Hou 2014). Aktivismen viser sig både kollektivt i form af oprør, demonstrationer og protester, som omtales nærmere nedenfor, og individuelt, fx når folk, som er sat ud af deres bolig, nægter at forlade dem eller mere ekstremt udøver vold på sig selv i frustration og afmagt over den behandling, de udsættes for fra myndigheder (Reny & Hurst 2013: ). 12

13 Der er således et aktivt civilsamfund under hastig udvikling i Kina selvfølgelig et andet civilsamfund end i et demokratisk politisk system, men ikke desto mindre et civilsamfund, der stiller sig kritisk over for udviklinger både i og uden for Kina, og som i stigende grad bliver i stand til at mobilisere sig og udtrykke utilfredshed og vrede (Selden & Perry 2010). Udbredelsen af mobiltelefoner og adgang til internettet for kineserne spiller en vigtig rolle og udgør en platform for debat, mobilisering og organisering (Tang & Shen 2013: ). Der er i dag mere end 730 mio. internetbrugere i Kina, hvor langt de fleste tilgår internettet via mobiltelefoner (Zheng 2017). Der føres streng kontrol med internettet med indførelse af nye og mere sofistikerede højteknologiske systemer til kontrol og overvågning, og personer, som søger at anvende internettet til politisk opposition, straffes hårdt. Det er imidlertid svært for myndighederne at følge med, og den såkaldte sociale netværks-revolution i Kina sætter hele partiets kontrol- og overvågningssystem under pres (Chin & Wong 2016). Antallet af demonstrationer og protester i Kina stiger hvert år der er nu omkring 500 mass incidents om dagen, hvor et mass incident defineres som bestående af mindst 100 deltagere (Hou 2014). De fleste protester er kortvarige og lokale, men der er tendens til, at de bliver voldsommere og tager til i omfang (Reny & Hurst 2013: ). Det er tydeligst i Sydkina, hvor der i flere af de store fabriks- og industriområder har været meget store demonstrationer for bedre løn- og arbejdsvilkår, der i flere tilfælde er endt med, at arbejderne har ødelagt dele af fabrikken samt truet og slået fabriksledere og -ejere. Protesterne har imidlertid mange forskellige baggrunde og formål (Reny & Hurst 2013: ). Nogle bunder i de ringe vilkår for landets store gruppe af mi grantarbejdere, andre er reaktioner på forskelsbehandling, korruption og embedsmisbrug ofte fra lokale parti- og regeringsrepræsentanter. Der er også middelklasse-aktioner, som fx udløses af en fødevareskandale eller bekymring over de sundhedsmæssige konsekvenser af den meget høje luftforurening, som præger mange af Kinas storbyer (Hou 2014). Det er generelt blevet sværere for partiet at få indfanget og reguleret de mange nye samfundsgrupper og -bevægelser i det kinesiske samfund, som spænder fra voksende religiøse bevægelser til enkeltsagsorganisationer, der udspringer af fx miljø-, fødevare- og medicinskandaler. Budgettet til sikring af indenrigspolitisk stabilitet og sikkerhed øges gradvist og er i dag højere end militærbudgettet (Tanner 2013; Buckley 2012). Men dynamikkerne i samfundet kan ikke længere kontrolleres og undertrykkes. Så snart der er skandaler, social uro eller konflikter et sted i Kina, udbredes nyheden til hele landet via SMS og blogs, og hvis censuren sætter ind, finder brugerne hurtigt måder at undgå den på (Tang & Shen 2013: 252). Dette er meget svært at håndtere for kommunistpartiets ledere, som på den ene side er fanatiske med hensyn til opretholdelse af indenrigspolitisk kontrol og stabilitet, men på den anden side erkender, at der som led i omlægningen af den kinesiske økonomi er behov for et mere aktivt, kreativt og velinformeret kinesisk samfund, der også er koblet op til verden uden for Kina. Stabiliteten og den sociale orden søges derfor sikret ved en kombination af hårde metoder, fx trusler, husransagelser, tæt overvågning og hyppig arrestation af ledende aktivister, og bløde metoder, fx stort anlagte ideologiske propagandakampagner, der forherliger og belønner den korrekte samfundsånd og adfærd (Guo 2013: ; Tanner 2013). Målet er at modvirke, at protester og demonstrationer overhovedet udvikler sig. Når de så alligevel gør, indgår der i håndteringen ofte et element af forhandling med forsøg på at styre protester og demonstrationer i en retning, så de ikke sætter spørgsmålstegn ved selve partiet (Reny & Hurst 2013: ). Det er her, Xi Jinpings stort anlagte anti-korruptions- og disciplineringskampagne omtalt ovenfor kommer ind i billedet. Den skal sætte en stopper for embedsmisbrug og korrupte partiog regeringsrepræsentanter på alle niveauer og derved medvirke til at genvinde befolkningens opbakning til og tro på partiet (Fewsmith 2015). De kinesiske ledere står også over for stigende etnisk utilfredshed og ustabilitet, hvor særligt en række voldelige aktioner de seneste par år har skabt yderligere spændinger. Omkring 92 % af 13

14 kineserne er hankinesere, mens resten er fordelt på 55 officielle mindretalsnationaliteter, som i varierende grad søger at bevare deres eget sprog og kultur (Clarke 2013: 221). Mindretallene er især koncentreret i fattige og underudviklede egne, og partiets metoder til at sikre stabilitet er ofte en blanding af tiltag for at skabe økonomisk vækst og udvikling i disse områder og undertrykkelse og kontrol (Reny & Hurst 2013: 215). Særligt i Xinjiang og Tibet har denne kombination været tydelig, men uden stor succes. Der er ganske vist økonomisk udvikling, men det har ikke resulteret i stabilitet og opbakning til partiet (Hillman & Tuttle 2016). Også Beijings fortsatte insisteren på et land, to systemer som modellen for, hvordan de tidligere kolonier Hongkong, Macao og Taiwan genforenes med moderlandet, er under stigende pres (Scott 2017). Ifølge Deng Xiaoping, som opfandt modellen, skal disse områder have lov til at bevare egne politiske systemer og have selvbestemmelse i interne anliggender, men skal også vedkende sig, at de er en del af Kina, og anerkende Beijing kommunistpartiet som den øverste politiske autoritet (ibid.). Store aktioner og demonstrationer i Taiwan og Hongkong de senere år vendt mod Beijing illustrerer den folkelige modstand, især blandt unge, som Beijings stigende økonomiske magt og indflydelse og, i Hongkongs tilfælde, forsøg på stærkere politisk kontrol forårsager (Economist 2017). Lederen: Xi Jinping Xi Jinping er Kinas øverste leder som generalsekretær i kommunistpartiet, Kinas præsident og formand for Den Centrale Militære Kommission samt øverstkommanderende i det kinesiske militær (jf. figur 1). Han blev født i 1953 og tilhører den generation, hvis ungdom i høj grad blev formet af Kulturrevolutionen ( ). Som 15-årig blev han sendt på landet i Hebei-provinsen, hvor han endte med at tilbringe seks år med at udføre hårdt arbejde. Denne periode har tilsyneladende haft stor effekt på Xi og formet hans jævne og direkte væremåde, der gør, at han i den kinesiske befolkning opfattes som langt mere folkelig end både sine forgængere og nuværende kolleger i den øverste kinesiske ledelse (Buckley & Tatlow 2015). De udenlandske ledere og diplomater, som har mødt Xi, beskriver ham også ofte som meget ligefrem med en direkte sprogbrug, hvilket også mange kinesere hæfter sig ved de forstår rent faktisk, hvad han siger. Som søn af en af kommunistpartiets grundlæggere, tidligere vicepremierminister Xi Zhongxun, tilhører Xi Jinping imidlertid også gruppen af såkaldte princelings. Dette er betegnelsen for den del af den politiske og økonomiske elite i Kina, der ses som hjulpet godt på vej af deres fædres navne og forbindelser (Buckley & Tatlow 2015). I hvor høj grad dette gælder for Xi Jinping, er svært at vurdere, for siden Xi Zhongxun offentligt udtrykte kritik af den måde, som demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989 blev håndteret på, havde han tilsyneladende ikke stor indflydelse og blev, til han døde i 2002, holdt ude af offentlighedens søgelys. Xi Jinping blev selv medlem af partiet i 1974 og steg herefter gradvist op gennem hierarkiet. Han havde været leder i de østlige provinser Fujian, Zhejiang og Shanghai, før han i 2007 kom til Beijing som medlem af Politbureauets Stående Komité (China Vitae 2017). Ledererfaring fik Xi Jinping således særligt i de velstående og åbne provinser på østkysten, hvor han tidligt blev kendt som en problemløser. Han stod især for markedsøkonomiske initiativer og åbenhed over for udenlandske firmaer og investeringer samt bekæmpelse af korruption. På nationalt niveau har han som gennemgået ovenfor søgt at fortsætte denne linje dog med fokus på korruptionsbekæmpelsen. Xi Jinping tilbragte en kort men vigtig tid i militæret (China Vitae 2017). Fra 1979 til 1982 arbejdede han som personlig sekretær for Geng Biao ( ) som var medlem af Den Centrale Militære Kommission og fra 1981 Kinas forsvarsminister. Det har givet Xi et netværk i militæret, som givetvis har bidraget til, at han hurtigt har været i stand til at få militærets støtte 14