Indhold. Indledning...3. Tilknytningens betydning...4. Intervention over for børn med manglende tilknytning...5. Terapeutisk intervention...

Transkript

1 Indhold Indledning...3 Tilknytningens betydning...4 Intervention over for børn med manglende tilknytning...5 Terapeutisk intervention...7 Faldgruber i terapien...9 Rage reduction-terapi...10 Afslutning...11 Litteraturliste...12 Infants who do not receive a warm welcome into the world will seek their revenge. Ken Magid, p

2 Indledning Psykopater strækker sig over en skala fra børnemishandlere, udøvere af hustruvold, uærlige forretningsfolk og til mordere. De findes i fængsler, men også indenfor respekterede funktioner, for det er en forstyrrelse, der ikke passer til de etablerede definitioner på normalitet og sindssygdom, og der er reelt ingen effektiv behandling af voksne psykopater. Det er almindeligt accepteret, at det kun er de uheldige psykopater, der havner i kontrollerede omgivelser som en fængsel eller en behandlingsinstitution. Børn med psykopatiske træk bliver i USA betegnet som karakterforstyrrede(eller adfærdsforstyrrede) og i Danmark som adfærdsforstyrrede. Psykiatere stempler officielt ikke børn som psykopater. Adfærdsforstyrrelse er den almindeligste psykiske lidelse hos børn og unge, og den er af og til en forløber for psykopati som voksen. Det er ofte svært for selv en erfaren terapeut at opdage børn eller voksne, som er psykopater. Selv i de tidlige år fremtræder de med en overfladisk maske, der viser en charmerende karakter; det er et barn, der ofte taler flydende og let kan etablere mange, men kortvarige venskaber. Ved det første møde kan der godt være en fornemmelse af, at der er noget anderledes ved disse individer, men denne anderledeshed bliver ofte fejlfortolket. De bliver generelt ikke opfattet som ondskabsfulde, men derimod som livlige, fængslende og næsten hypnotiserende. De er mestre i at fremføre den illusion, at den person, som de er sammen med, er centrum for deres opmærksomhed, og de vil ofte smigre og rose deres nye bekendtskab og opnå sympati med deres charme. Et besynderligt træk er deres ofte utrolige evne til at kunne se andres sårbare punkter og svagheder med en uhyggelig nøjagtighed; en information der gemmes til senere brug. Der er en række karakteristika, som børnepsykiatere kigger efter, når man vurderer risikoen for, at et barn udvikler en dyssocial personlighedsstruktur(icd-10) som voksen. De symptomer, der indebærer en høj risiko er: Manglende evne til at give og modtage kærlighed Selvdestruktiv adfærd Grusomhed overfor andre Svindel og falskhed Mangel på langvarige venskaber Abnormitet i øjen-kontakten Optagethed af ild og blod Overfladisk tiltalende og venlig væremåde overfor fremmede Forskellige former for indlæringsvanskeligheder Mangel på vedvarende følelsesmæssig tilknytning til andre Trang til at udsætte sig for fare Ifølge Poul Nissen skønnes ca. halvdelen af børn og unge, som er anbragt uden for eget hjem, at være inde i en personlighedsforstyrret udvikling, hvor det ikke er nok blot at fjerne dem fra en negativ relationspåvirkning(nissen, p.99). Disse børn retter sig ikke af sig selv ved bare at anbringe dem i nogle mere gunstige relationer. Der skal en langt mere målrettet indsats til. 3

3 Jeg vil i det følgende gennemgå nogle mulige interventionsformer over for børn, der rummer denne risiko. De vil blive beskrevet som børn med en ekstrem mangel på tilknytning, da det først og fremmest er på denne baggrund, at svær adfærdsforstyrrelse (og senere psykopati) bør forstås. Tilknytningens betydning I didn t know what made things tick. I didn t know what made people want to be friends. I didn t know what made people attractive to one another. I didn t know what underlay social interactions. Ted Bundy (amerikansk seriemorder). Tilknytningsteorien taler om sikker og usikker tilknytning, hvor det sidste optræder på meget forskellige måder, men dog altid med udgangspunkt i en tilknytning til en primær omsorgsperson. Ken Magid indfører en kategori af børn, som han betegner som unattached (High risk children without af conscience), som er præget af et dybtliggende raseri, der rækker langt udover almindelig vrede. Det er et undertrykt raseri, som er afledt af deres uopfyldte behov i en tidlig alder. It is as if a voice inside their heads is saying: I trusted you to be there and to take care of me and you weren t. It hurts so much that I will not trust anyone, ever. I must control everything and everybody to ward off being abandoned again (Magid, p.26). Disse utilknyttede børn og voksne ser andre som objekter, og de har ingen problemer med at lyve, stjæle og snyde uden at bekymre sig om konsekvenserne for andre. Hvis den undertrykte vrede kommer op til overfladen, er de i stand til meget mere end svindel. Der er et basalt behov for ethvert barn til at danne en tilknytningsrelation til en primær omsorgsperson, og hvis det behov ikke bliver opfyldt, kan konsekvenserne være ekstreme. Behovet for at intervenere over for utilknyttede børn viser sig i kraft af den høje grad af kontinuitet til voksenalderen. Ifølge Ken Magid vil 50% af disse børn blive ved med at have en antisocial adfærd som voksne, og en betydelig del af den anden halvdel vil udvikle alvorlige psykiatriske problemer(ibid., p.33). Svært adfærdsforstyrrede børn har den dårligste prognose for deres fremtidige voksenliv af alle psykiatriske sygdomme hos børn. Tilknytningsteoretikere er i de senere år blevet meget opmærksom på, at tilknytningskvalitet bør betragtes som en egenskab ved relationen fremfor en egenskab ved individet(birgitte Ørnstrup, p.69). Det betyder, at barnets genetiske dispositioner får lige så stor betydning for relationen som forældrenes adfærd. Det er f.eks. vanskeligt for et forældrepar at danne en tilknytning med et barn, som er hyperaktiv og har fjendtlige tendenser. Den mor, der har et kærligt og givende barn, vil jo også være mere tilbøjelig til at vise det kærlighed end den mor, som har et sygt eller vanskeligt barn; det kan være sværere at elske og derved kan der fremkomme en ond cirkel af manglende tilknytning. For tidligt fødte børn og børn med lav fødselsvægt har særligt problemer, for de er sårbare over for alle ugunstige omstændigheder i deres omgivelser. På grund af de 4

4 medfølgende medicinske problemer kan de have vanskeligt ved at få den rette stimulering til at danne en tilknytningsrelation. Disse børn er i særlig stor risiko for at udvikle psykopati senere i livet. For normale børn er problemet i forhold til adskillelse fra den primære omsorgsperson, men barnets sårbarhed overfor adskillelse afhænger af dets alder. En tilknytningsrelation bliver etableret mellem 6- og 9-måneders alderen, og derefter bliver det tiltagende vanskeligere for barnet at danne en tilknytning til en ny omsorgsperson. Et barn, der oplever gentagne og lange adskillelser fra dets mor, kan i nogle tilfælde lære, at han ikke kan stole på andre og at andre ikke vil tage vare på ham. Konsekvensen er, at barnet ikke selv lærer, at tage vare på andre og at udvikle en samvittighed. Hvis barnets første relation ikke domineres af tillid, så kan senere relationer heller ikke baseres på tillid. Det er nemlig denne første relation, der lærer barnet, hvad det kan og ikke kan forvente af andre. En mor eller far, der tager deres grædende barn op, lader barnet vide, at det har magt i sin verden og at det kan gøre noget for at afhjælpe sit ubehag; barnet føler sig ikke hjælpeløs og alene. Men et utilknyttet barn helt ned til 3-4-års alderen har ikke let ved at danne en tilknytningsrelation, selv når det får de bedst tænkelige betingelser af en omsorgsperson. At blive betydningsfuld og at blive elsket af et sådant barn er et arbejde, der tager måneder og år. Jo tidligere bruddet i tilknytningsprocessen har fundet sted, jo mere skadeligt er det; de første måneder er de vigtigste, men processen anses ikke for fuldendt før to-års alderen. Andre kritiske faktorer er længden af omsorgspersonens fravær(flere dages fravær kan resultere i et utilknyttet barn) og barnets genetiske dispositioner. Børn, der sjældent græder og forekommer at være den perfekte baby, kan blive problematiske senere hen. Når de ikke har brug for så meget opmærksomhed, kan de få et adfærdsmønster, der ikke fremmer tilknytning. Omvendt vil et barn, der smiler, starte en kædereaktion i andre, så hele verden smiler med ham. Barnets tidlige adfærd kan have en afgørende betydning for, hvordan en mor reagerer tilbage. Der er nemme børn og vanskelige børn og ikke alle børn, som har noget imod at putte sig og at blive omfavnet, er utilknyttede; men alle utilknyttede børn vil hade det. Intervention over for børn med manglende tilknytning Sow a thought and you may reap an act; sow an act and you reap a habit; sow a habit and you reap a personality; sow a personality and you reap a destiny. Buddistisk ordsprog i Jeremy Holmes, p.210. Børneopdragelse er noget af en udfordring i dag, hvor flere forældrepar begge arbejder, hvor der sker flere skilsmisser og hvor flere børn lever med en stedfar eller stedmor. De fleste forældre forsøger at give kærlighed og administrere disciplin, men 5

5 med utilknyttede børn opdager de, at ingen af delene fungerer særlig godt. Når forældrene må give op, er der andre, der tager over, f.eks. politiet og de sociale myndigheder. Mens mange tidlige erfaringer kan producere et utilknyttet barn, kan en positiv intervention vende den negative spiral; men generelt gælder det, at jo yngre barnet er, når interventionen sætter ind, jo bedre prognose. I de alvorlige tilfælde af manglende tilknytning, som f.eks. er et resultat af mishandling og ligegyldighed, må de professionelle tage over. I de mindre alvorlige tilfælde (i hvert fald i barnets to første leveår) kan problemet sandsynligvis løses ved at forældrene lærer, hvordan man giver den rette omsorg for barnet. Det er dog vigtigt at huske på, at babyer er irritable på grund af et utilfredsstillet behov. Man skal derfor først udelukke de normale muligheder som f.eks. våd ble, sult, sygdom og andre ubehageligheder, før man antager, at det er et tilknytningsproblem. For de fleste babyer vil de normale børnepleje-teknikker virke. Der er også de gode forældre, som har gjort alting rigtigt, men som alligevel har vanskelige babyer. Det er ikke altid tilfældet, at manglende tilknytning er et resultat af utilstrækkelig omsorg. Barnet kan have en uopdaget sygdom såsom en infektion i det indre øre, der har distanceret ham fra den kærlige omsorg, han faktisk har fået. Når forældrene efter behandling af sygdommen forsøger at etablere en tilknytning, må man regne med en vredes-reaktion og en kropslig stivnen fra barnets side. De bør så hjælpe barnet med at slappe af ved forsigtigt at bøje de stive arme og ben i leddene. Mens det sker, skal de tale roligt til barnet og forsøge at etablere øjenkontakt. Selv for små babyers vedkommende vil det ofte give en vredesreaktion eller forsøg på at kæmpe sig fri, men som vil (hvis barnet fastholdes) blive afløst af gråd og dyb afslapning. Der kan være så mange metoder til at holde et barn, men fælles for dem er, at det bør gøres med kærlig omsorg, smil og tæt face-to-face-interaktion. En omsorgsperson, der enten er vred, nedtrykt eller endda overdrevent glad, bør ikke holde et uroligt barn; overstimulerende mødre, der taler uafbrudt og konstant forsøger at interagere med barnet, kan få barnet til at trække sig tilbage. For de fleste forældre er det lettere at identificere tilknytningsproblemer hos barnet, når det bliver ældre; disse problemer bliver simpelthen umulige at ignorere. Løsninger for de ældre utilknyttede børn og teenagere kræver en langt mere pågående intervention i form af professionel behandling, som jeg vil komme nærmere ind på i næste kapitel. Utilknyttede børn kræver både mere styring og støtte end de fleste andre børn. Hvis barnet stadig er i en tidlig alder og den manglende tilknytning ikke er meget alvorlig(d.v.s. at barnet ikke viser så mange af symptomerne på det), så kan det for at vende udviklingen være tilstrækkeligt at opsætte nogle strukturerede retningslinier med klare konsekvenser og at forstærke de positive bevægelser, som barnet foretager. Ældre børn har mere forhærdede vaner og en fysisk størrelse, der gør, at mange forældre vælger at få hjælp udefra. 6

6 Det har en afgørende betydning, hvis forældrenes omsorg har været inkonsekvent med hensyn til belønning og straf. Hvis et barn ikke præcist kan forudsige, hvorvidt hans handlinger vil blive belønnet eller straffet, så vil straf jo også miste sin betydning som kontrolforanstaltning. Det eneste, der betyder noget, er så at holde sig i aktivitet indtil den næste positive begivenhed indtræffer. Straf eller konflikt bliver faktisk set som en del af den normale proces til at nå sine mål. Det kan forklare, hvorfor de fleste utilknyttede børn ikke har nogen god fornemmelse af årsag-virkningsforhold med hensyn til at undgå vanskeligheder og smerte. Så godt som alle utilknyttede børn er hyperaktive spændings-narkomaner, der kun i kort tid kan fastholde deres opmærksomhed. Barnet har lært at stimulere sig selv og at udholde smerte, indtil der opnås en belønning; det har lært altid at tage magten, fordi andre mennesker er uforudsigelige og ikke fortjener tillid og kærlighed. Forældre til et sådant barn er i en situation, der kan være frustrerende, for et utilknyttet barn behøver en fremgangsmåde, hvor forældrene nærmer sig barnet langsomt trin for trin. Terapeutisk intervention Not unlike the war on cancer, there are as yet no fool-proof cures or solutions or simple answers to the disease of psychopathy. Ken Magid, p.198. Det første egentlige valg, som en baby skal foretage, er, hvorvidt man kan stole på eller ikke stole på andre mennesker. Det er den første byggesten, som alle senere relationer formes efter. Babyer bliver nødt til at vide, at de voksne vil tage vare på dem og opfylde deres behov. Den konsistente omsorg for barnet resulterer i det, som Bowlby kalder en sikker base for barnet, sådan at barnet tør bevæge sig væk fra forældrene og indgå i leg med andre børn og dermed udvikle interpersonelle færdigheder. Men et brud i tilknytning fører til følelser af vrede og raseri, sorg og håbløshed, svag impulskontrol og manglende evne til at lære de basale sociale og kognitive færdigheder, som er nødvendige til at føre et normalt liv. Angst og frygt opleves i langt mindre grad end hos andre mennesker, og deres smerte-tolerance er ekstrem høj. Ken Magid fortæller om en undersøgelse, som viste, at psykopater blev ikke forskrækkede over at få at vide, at de skulle have elektriske stød(ken Magid, p.194). Det var som om de kunne distancere sig fra fremtidig smerte og udelukke smerte fra deres bevidsthed. Spørgsmålet er, hvilken form for terapi, der har nogen effekt over for psykopatiske børn og unge. Psykoanalysen henvender sig til en middel- eller overklasseneurotiker, som er tålmodig nok til at vente på resultater, der måske først kan opnås efter flere års behandling. En sådan analytisk orienteret behandling udelukker psykopater, som jo er impulsive, som ikke kan udsætte tilfredsstillelse og som ikke vil opgive kontrollen 7

7 over andre. Den oplevelsesorienterede psykoterapi som f.eks. Carl Rogers klientcentrerede terapi bygger på gensidig tillid og empati, og derfor er problemet med behandling af denne gruppe klienter oplagt. Utilknyttede børn og unge behøver styring, fordi deres manipulation af andre har skabt problemer i deres omverden. Derfor har adfærdsmodifikation fundet udbredt anvendelse i ungdomsfængsler. Den arbejder ud fra belønning og konsekvens og ser ikke på den unges historie; det handler om nutiden, og især hvad der kan observeres, måles og stramt kontrolleres. Dette kontrolaspekt ved behandlingsmåden er både dens styrke og dens svaghed. I fængsler har den medført hurtige forandringer i adfærden, fordi det er muligt at gennemføre et velkontrolleret program af belønning, konsekvens og samtaleterapi. Samtaleterapien vedrører den unges irrationelle tanker og mål, og den kombineres sideløbende med en såkaldt token economy. Hvis den unge gør de ønskede handlinger, får han points, der kan ombyttes til noget, som han ønsker cigaretter, privilegier o.s.v. Points bliver frataget ved uønsket adfærd. Det er ikke så forskelligt fra den normale verden, hvor man enten gør et godt job og bliver betalt eller også gør det dårligt og bliver fyret. De mere radikale behaviorister har i USA anvendt straffe som elektriske stød og isolationsfængsling, men de kan have uheldige bivirkninger ved at gøre den unge endnu mere vred og voldelig. Hvis der er et ønske fra den utilknyttede unges side om at forandre sig og et kontrolleret system af retfærdige belønninger bliver etableret, så kan adfærdsmodifikations-terapi virke. Svagheden er imidlertid, at det kræver stram kontrol, og det er ikke muligt udenfor institutionerne. Adfærdsmodifikation har derfor også vist sig ikke at være løsningen på lang sigt for de utilknyttede unge, for der har ikke været nogen varig effekt, når dette adfærdsprogram blev fjernet eller den unge blev løsladt. Det er generelt umuligt at give et klart svar til forældrene til et utilknyttet barn, om terapi vil have en effekt. Der er simpelthen for mange individuelle variabler. Én af mine medstuderende fortalte om en dreng i en kollegas klasse, der afslører psykopatiske træk. Klassen skulle opføre en skolekomedie, hvor drengen skulle spille en rolle i en sketch sammen med tre andre elever. På dagen, hvor forestillingen skulle opføres for forældrene, mødte han ikke op. Læreren ringede til ham og fik det svar, at han ikke gad at komme. Hans tre klassekammerater var dybt skuffede over, at de ikke fik lejlighed til at opføre sketchen. De turde imidlertid ikke at konfrontere ham med deres utilfredshed, da han var en stor kleppert. Det er muligt, at klasselæreren har bebrejdet ham hans udeblivelse, men mere er der sikkert heller ikke sket. Hændelsen var kun én af mange, der viste drengens ligegyldighed over for sine omgivelser. Risikoen er her, at drengen i fremtiden vil få store vanskeligheder i sine sociale relationer uden måske at forstå sig selv som årsag til dem. Derfor er det for det første vigtigt, at både skolen og forældrene er opmærksom på hans adfærd og for det andet drager nogle klare, men retfærdige konsekvenser for ham. Det skal være en adfærdsmodifikation med både belønning og konsekvens, hvor det overordnede mål er at udvikle en ansvarlig interpersonel opførsel. Det kunne evt. suppleres med samtaleterapi. Det overordnede mål for en terapi vil være, at han lærer at skifte fokus fra egne behov til andres. 8

8 Ganske vist er der ifølge Poul Nissen undersøgelser, som peger på, at kun 25% af de børn og unge, der opfylder kravene til diagnosen adfærdsforstyrrelse som ung, opfylder kravene til en antisocial personlighedsforstyrrelse som voksen mens resten udvikler sig normalt(nissen, p.96). Men det bør ikke føre til for stor optimisme med hensyn til den konkrete dreng. For det første er diagnoser udarbejdet således, at man f.eks. skal have 4 ud af 12 deskriptive træk for at få diagnosen. Dette indebærer kombinatorisk, at hver diagnose rummer vidt forskellige typer; det vil også sige, at prototyper som f.eks. borderline og antisocial sjældent forekommer rene i virkeligheden. For det andet er diagnoserne deskriptive og dermed kun bevæger sig på et adfærdsplan. Man kan derfor ikke sige noget om, hvor alvorligt problemet er, når man ikke inddrager et personlighedspsykologisk eller et ætiologisk plan. Griber problemerne på adfærdsplan ind i de dybere liggende lag af personlighedens struktur og funktion, og som derved fortsat vil forstyrre og forhindre en fremadskridende udvikling, må der en målrettet indsats til. Faldgruber i terapien Alle problemerne, der vedrører psykopater i terapi, kan praktisk talt koges ned til ét ord, nemlig modoverføring d.v.s. hvordan terapeuten emotionelt reagerer over for klienten. Overføring er derimod, hvordan klienten emotionelt betragter terapeuten; f.eks. kan en klient se terapeuten som en frelsende faderfigur eller endda som en fjende. I modoverføringen bliver terapeutens personlige tilbøjeligheder og reaktioner aktiveret; han kan være vred, ked af det eller glad uden at være klar over, hvordan disse følelser er opstået. Modoverføring kan blive et problem, når terapeuten skal træffe afgørelser i behandlingen; når det handler om en psykopat, kan terapeuten entusiastisk begynde en behandling uden at være klar over, at det er ham selv og ikke klienten, der vil forandre sig. En klient, der bringer terapeuten i en hjælpeløs tilstand, reflekterer ofte sin egen frygt og hjælpeløshed. Klienten vil udnytte enhver svaghed, han fornemmer hos terapeuten og få ham til at blive en del af hans egne problemer. Han griber enhver mulighed for at spille offer; hvis terapeuten f.eks. kommer for sent eller tager telefonen under en terapitime, vil klienten spille den forsmåede part, og skylden lægges på terapeuten for ikke at være en bedre rollemodel. Han kan også undlade at betale sin regning eller komme for sent til aftalerne og når terapeuten konfronterer ham med det vil anklage terapeuten for at være ufølsom og hyklerisk. Terapeuten kan blive fanget i denne modoverførings-fælde ved at forsøge at redde staklen ; og det kan føre til frustration, udbrændthed og depression. Hvis klienten kan gøre terapeuten vred på ham, vil det gøre ham glad, for så har han magten, og terapeuten er i en defensiv situation. Ved at skabe problemer i én uendelighed er klienten beskyttet fra truslen om forandring fra terapeutens side. 9

9 Rage reduction-terapi Rage reduction-terapi er den mest direkte og konfronterende form for behandling af adfærdsforstyrrede børn og unge. Den involverer en fysisk fastholden af patienten, som så bliver konfronteret med hans modstand imod at acceptere kærlighed. Patienten støttes i at arbejde med hans raseri og vrede, mens han tvinges til at acceptere en andens totale kontrol. Terapien er beskrevet som en re-bonding process, som skal tvinge patienten til at fuldføre tilknytningsprocessen, da det er den naturlige tilknytningsproces, som er udeblevet(ken Magid, p.209). Fastholdelsen af patienten skal nedbryde hans modstand og tillade ham at nå smertefulde skjulte følelser. Rent praktisk opnås den totale kontrol ved at barnet lægger sig ned mellem to rækker af voksne, som skal holde ham. Den ene række sidder f.eks. i en sofa og den anden række sidder på stole overfor. Terapeuten sætter sig ved siden af patientens hoved for at rekonstruere den mor-barn-interaktion, der udspiller sig, når tilknytning normalt finder sted. Med barnets hoved i skødet, fremprovokerer terapeuten vredesreaktioner ved at stimulere hans brystkasse med fingrene. Sådanne børn hader denne kontrol og modsætter sig ved at vride sig og gøre modstand, men hele tiden fastholder terapeuten en tæt face-to-face-kontakt; han veksler mellem at konfrontere barnet og at støtte ham, når han gør en positiv indsats. Den første afgørende konfrontation i terapien drejer sig om, hvem der bestemmer. Med fire eller flere voksne, der holder barnet, er det klart, at det er terapeuten, som leder situationen. Men et utilknyttet barn kan ikke forestille sig, at andre kan have kontrol over ham og vil uden tøven fastholde, at han bestemmer. Hans mangel på tillid til andre og hans vilje til at bestemme gør det vanskeligt for ham at turde være sårbar. Jo mere modstand det utilknyttede barn udviser, jo værre er den mentale forstyrrelse. Modstanden kan f.eks. bestå i at barnet giver undvigende og uklare svar eller også at barnet nægter at svare, rækker tunge og lukker øjnene. Forløbet er blevet sammenlignet med en form for eksorcisme, hvor terapeuten vil bringe barnets had op til overfladen - og årsagen til dette had. Det kan være, at barnet fysisk blev ladt alene som spæd eller at barnet led af en ukendt fysisk lidelse. Ud fra det voksede hans ensomhed og mangel på tilknytning. I den kontrollerede terapi-situation kan det utilknyttede barn eksplodere i et primalt raseri og had. Et svært forstyrret barn vil reagere med voldsom modstand i lang tid. Rage reduction tillader de ophobede følelser at komme op til overfladen under kontrollerede forhold, og afslutningen på terapien er ofte meget følelsesladet, fordi barnet nu er parat til at knytte sig til omsorgsperson. 10

10 Afslutning Any true vicious psychopath over 16 might as well be warehoused for life because it s just too late. The clay has hardened. Ken Magid, p.216. Det er generelt accepteret, at jo yngre barnet er, desto lettere er det at begynde en tilknytningsproces. Mange terapeuter mener, at det aldrig er for sent at hjælpe et utilknyttet barn, men de fleste melder pas, hvis de konfronteres med en voksen psykopat. Så handler det mere om social kontrol og fængsling end om behandling og resocialisering. Ifølge Ken Magid bliver vanerne og modstanden så indgroede, at enhver over 7 år med alvorlige problemer kan være ekstrem vanskelig at behandle (ibid.,p.216). De fleste adfærdsvanskelige børn har dog ikke brug for en så drastisk behandlingsprocedure som rage reduction-terapi. Det er ikke sært, at det har været en kontroversiel behandling, for umiddelbart kan det virke barbarisk at fastholde et skrigende barn, der vil slippes fri. Men det er bestemt heller ikke en behandling, som man skal forsøge uden at have fået den rette træning; et barn bør aldrig fastholdes af en voksen, som er vred, og (pleje-)forældrene skal være til stede under terapien. Adfærdsforstyrrede børn reagerer normalt udmærket på en modificeret fastholdelsesteknik, hvis der ikke lige er tale om en ekstrem grad af manglende tilknytning og modstand. It is important not to use an atomic bomb when a simple rap on the knuckles works as well (ken Magid, p.227). Barnet sidder f.eks. på terapeutens skød eller på en stol, mens terapeuten fastholder en god øjenkontakt. Processen har til hensigt at hjælpe barnet med at identificere, forstå og udtrykke undertrykte følelser. Børn bør have en vis frihed, og det er ikke alt, som barnet siger, der skal forstås som en magtkamp. Det vil klart være forkert at se enhver negativ adfærd hos barnet som en retfærdiggørelse af rage reduction-terapi. Men alle teknikker over for utilknyttede børn kræver struktur og vejledning af terapeuten eller forældrene. Også skolen bliver ofte draget ind i processen, sådan at lærerne kan være opmærksom på tilbagefald og lære teknikker, der kan støtte barnets resocialisering; det kan f.eks. være en form for adfærdsmodifikation med belønning og konsekvens. 11

11 Litteraturliste Bowlby, John: en sikker base. Det lille Forlag, Holmes, Jeremy: John Bowlby and attachment theory. London, 1999/1993. Hougaard, Esben(red.): Psykoterapiens hovedtraditioner. Dansk psyk. Forlag, Magid, Ken: High risk children without a conscience. New York, 1989/1987. Nissen, Poul: En effektundersøgelse af et kriminalpræventivt socialt Færdighedsprogram for unge. DPU, WHO ICD-10. Munksgaard, 1998/1994. Ørnstrup, Birgitte: Tilknytning og socio-emotionel udvikling.århus Universitet,