Gruppenr Anslag Studerende Jane Blander Jensen Hold S09E

Transkript

1 Bachelorprøve Prøvetermin: Vinter 2012/13 Pædagoguddannelsen i Thisted Titel Titel (på engelsk) Relationens og kommunikationens betydning for barnets socialisering og selvudvikling The importance of the relation and communication for the daycare child s socialization and selfdevelopment Gruppenr Anslag Vejleder Jens Peter Lavsen Jensen Studerende Jane Blander Jensen Hold S09E Jeg (alle gruppemedlemmer) bekræfter hermed, at opgaven er udfærdiget uden uretmæssig hjælp (jf. bekendtg. 714 af 27/ stk. 6) Underskrift:

2 Indhold 1. Indledning Problemformulering Læsevejledning Metodeafsnit Redegørelse af centrale begreber Socialisering Relationer Kommunikation Samfundsændringernes betydning for barnet Anthony Giddens udlejringsproces Dobbeltsocialiseringens betydning for barnet Ændringer i børnesynet, fra novice til kompetent individ Sammenfatning Institutionens opgave i forhold til børnenes socialisering Lovgivningens krav til daginstitutioner Pædagogers kompetenceprofil Sammenfatning Habitus og doxas påvirkning på pædagogisk praksis Socialisering, en læringsproces i beherskelse og selvkontrol Ressourcesyn eller mangelsyn Sammenfatning Kvalitet i dagtilbud Samvær med vedvarende fælles opmærksomhed med børnene Uddannet personale Sammenfatning Relationers betydning for barnet Sterns teori om barnets udvikling Den indre og den ydre forklaringsmodel Relationers betydning for social udvikling Sammenfatning

3 5.5 Redskaber til forbedring af kommunikation og relationer Palludans to tonearter udvekslingstonen og undervisningstonen Rummelige og trange kommunikationsmønstre Selvrefleksivitet og selvafgrænsning Pædagogens definitionsmagt - anerkendelse Sammenfatning Konklusion Litteraturliste

4 1. Indledning I dag er det ikke længere kun forældre, bedsteforældre og søskende, der opdrager på børnene. Det er en opgave, der i takt med forældrenes lange arbejdsdage er blevet uddelegeret til pædagoger og andre professionelle omsorgsgivere. Danmarks statistik for 2010 siger, at over 97 pct. af alle børn mellem tre og fem år er i en dagpasningsordning. 1 Pædagogerne overtager dermed forældrenes rolle og har et medansvar for børnene, der rækker langt ud over opsyn og pasning. Da så stor en del af danske børn tilbringer en del af deres dagligdag i institutionerne sammen med pædagoger, mener jeg, at det er interessant at se på, hvordan pædagoger forvalter opgaven som opdrager og omsorgsgiver i det pædagogiske felt, og hvordan de gennem relationer og kommunikation bidrager til børnenes udvikling og socialisering. Dion Sommer udtaler til Information i artiklen, Vi elsker børnehaver, men det har vi ingen grund til 2, at han ikke længere kan stå inde for de danske daginstitutioner. I starten af 1990 erne beskrev han den danske barndom som en dobbeltsocialisering mellem institution og hjem. Dengang vurderede han, at modellen var uproblematisk. Det gør han ikke længere. Nogle af de ting, der i artiklen omtales som kritiske, er, at børnene i alt for høj grad overlades til sig selv, at børnenes behov bliver overset, og at sprogudvekslingen mellem pædagog og børn finder sted i et meget lille omfang. Jeg har i mine praktikker oplevet pædagogers forskellige måder at forholde sig til børnene på. Et sted var pædagogerne meget deltagende i børnenes dagligdag. Man var der for børnene på en anerkendende måde, både når dagligdagen kørte uproblematisk, og når de havde brug for hjælp og guidning til indbyrdes uoverensstemmelser. I en anden børnehave oplevede jeg børnene overladt til sig selv en stor del af tiden. Der var manglende kommunikation mellem pædagoger og børn, og den kommunikation, der var, udmøntede sig i vejledninger og irettesættelser. Dette har fået mig til at tænke over, hvilken betydning relationen og kommunikationen mellem pædagogerne og børnene har. Derfor vil jeg undersøge, hvilke opgaver der ligger her for pædagogerne, og belyse hvilken betydning relationen og kommunikationen har for børnenes selvudvikling og so Mygind 2009, Information.dk 4

5 cialisering. Jeg vil også afklare, om der kan være bestemte udfordringer knyttet til relationsarbejdet og vores kommunikation med andre, samt hvilke redskaber pædagoger har til at udvikle kommunikationen og relationerne til børnene i daginstitutionen. 1.1 Problemformulering Hvilken betydning har relationen og kommunikationen mellem pædagog og barn for barnets socialisering og selvudvikling. Hvilke faktorer kan påvirke arbejdet i en negativ retning og hvordan kan man som pædagog arbejde målrettet med at forbedre relationen og kommunikationen til børnene? 1.2 Læsevejledning Jeg vil starte min opgave med at beskrive visse centrale begreber, som er bærende for opgaven. Det er begreberne socialisering, relationer og kommunikation. Dette vil jeg gøre for at skabe klarhed over, hvordan jeg bruger begreberne i denne opgave. Derefter har jeg delt min opgave op i fire niveauer. Et samfundsniveau, hvor jeg vil se på, hvordan ændringer i samfundet har udvirket, at vi nu overlader en stor del af omsorgen for vores børn til institutionerne i forhold til tidligere, hvor det var familien, der var den primære omsorgsgiver. Et institutionsniveau med fokus på pædagogerne i daginstitutionen, som skal belyse, hvilken rolle pædagogen har med hensyn til dannelse af relationer til børnene og kommunikation med børnene. Et individniveau med fokus på barnet i daginstitutionen, hvor jeg vil afklare, hvilken betydning meningsfulde relationer og kommunikation har for barnets socialisering og selvudvikling. Endelig vil jeg have et udviklingsperspektiv, hvor jeg vil se på, hvilke redskaber vi som pædagoger har for at udvikle os med hensyn til relationsdannelse og kommunikation med børn. 1.3 Metodeafsnit Til belysning af min problemformulering vil jeg starte med at se på de ændringer, som har ført til vort moderne samfund og undersøge, hvilken indflydelse de har på familielivet og dermed også på 5

6 børn i dag. Jeg vil bruge Anthony Giddens og hans makrodiagnose, som beskæftiger sig med udlejring og ekspertsystem. Det vil jeg gøre for at belyse, at opgaven med at udvikle og socialisere børn, som før lå i familien, nu er lagt ud til daginstitutionerne og de pædagoger, der arbejder der. Jeg vil også inddrage Lars Denciks begreb dobbeltsocialisering for at se på, hvad det betyder for børn, når deres socialisering er delt mellem hjem og institution. Endvidere er det interessant at se på den ændring, der er sket i forhold til børnesynet, hvor man er gået fra et novicesyn til at betragte børnene som kompetente individer. Jeg vil derefter bevæge mig ned i institutionsniveauet. Her vil jeg komme omkring lovgivningen og opridse, hvad den siger om daginstitutioners opgave med at socialisere og udvikle børnene. Dette vil jeg gøre for at se, om der er klare retningslinjer for, hvordan vi som pædagoger skal varetage denne opgave. Herefter vil jeg undersøge, hvilke opgaver man som institution (her mener jeg pædagoger) har med hensyn til at varetage barnets socialisering og bidrage til dets selvudvikling, og hvor vigtig relationer med børnene og kommunikation er i den forbindelse. Her vil jeg se på, hvilke krav der fra undervisningsministeriet bliver stillet med hensyn til pædagogers relationer med barnet. Det vil jeg gøre ud fra Pædagogers kompetenceprofil 2004 udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af undervisningsministeriet. For at undersøge hvad der kan påvirke pædagogers relationsarbejde, kommer jeg dernæst omkring Bourdieus betragtninger om habitus og doxa. Jeg vil her redegøre for, hvordan disse begreber kan påvirke pædagogers måde at tænke og agere på over for andre mennesker. Dernæst vil jeg ud fra Eva Gulløvs artikel Opdragelse er blevet en samfundsopgave og Nobert Elias begreb civilisering beskrive, hvad faren kan være ved at socialisere børn til civiliserede mennesker, der kan begå sig blandt andre. Jeg vil kæde civiliceringsbegrebet sammen med Charlotte Palludans betegnelse den respektable krop. I forbindelse med civiliseringsbegrebet vil jeg desuden undersøge, hvilken betydning henholdsvis et ressourcesyn og et mangelsyn har for barnets selvudvikling. Dette vil jeg gøre ud fra kapitlet Fra fejlfinding til anerkendelse i bogen Anerkendelse i børnehøjde. Jeg vil også se på det engelske forskningsprojekt EPPE, som har undersøgt dagtilbuddets betydning for børn i alderen 3-7 år. Undersøgelsen skitserer 6 punkter, som dagtilbud med høj kvalitet lægger vægt på. Dernæst vil jeg se på individniveauet i opgaven. Med individniveauet mener jeg barnet i daginstitutionen. Jeg vil undersøge, hvilken betydning relationer til pædagogerne har for børnenes selvudvik- 6

7 ling og socialisering. Jeg vil benytte mig af Daniel Sterns teori om barnets udvikling og belyse hans domæner for udviklingen af barnets selv. Hans RIG-system finder jeg også interessant, da det belyser, hvordan samspilsmønstre fra tidligere vil påvirke relationen i senere interaktioner. Gennem bogen Læring og udvikling i daginstitutioner af Svinth og Ringsmose vil jeg redegøre for, at barnets udvikling kan forklares ud fra enten en indre eller en ydre forklaringsmodel. Jeg ser dette som vigtigt i forhold til, hvordan vi som pædagoger betragter barnets udvikling, da det placerer vores fokus enten udelukkende på barnet eller på det sociale miljø, som barnet befinder sig i. At barnets selvudvikling og socialisering sker i samspil med andre, vil jeg desuden forsøge at koble sammen med Vygotskis teori om zonen for nærmeste udvikling. Denne teori viser, at barnet kognitivt udvikler sig gennem hjælp og vejledning fra en voksen I et udviklingsperspektiv vil jeg redegøre for, hvilke redskaber vi som pædagoger har til at udvikle relationsarbejdet og få mere fokus på kommunikationen. Jeg vil belyse Charlotte Palludans begreber for to tonearter i vores kommunikation, udvekslingstonen og undervisningstonen, samt Berit Baes rummelige og trange kommunikationsmønstre. Dernæst vil jeg se på, hvordan Schibbyes begreber selvrefleksivitet og selvafgrænsning kan bruges til at definere, hvad der sker, når vi kommunikerer med andre mennesker. Jeg vil trække tråde til det engelske forskningsprojekt EPPE og dets punkter for dagtilbud med høj kvalitet. Desuden vil jeg inddrage eksempler fra mine praktikker og en case hentet fra Berit Baes artikel På vej i en anerkendende retning (2003). Det vil jeg gøre, fordi jeg på den måde får skabt samspil mellem praksis og teori og får eksemplificeret teorien. Empirien påviser ikke det gængse billede af, hvordan forholdet mellem pædagoger og børn er, men er blot enkeltstående tilfælde for, hvordan kommunikationen kan forløbe. Slutteligt vil jeg se på Baes beskrivelse af, hvordan vi gennem anerkendende pædagogik kan forvalte definitionsmagten, så den bidrager til barnets socialisering og selvudvikling og derudover belyse om, der kan være nogen fare ved at arbejde ud fra en anerkendende tilgang til børnene. 2. Redegørelse af centrale begreber Jeg vil i det følgende afsnit redegøre for de centrale begreber, jeg bruger i min opgave. Det er begreberne socialisering, relationer og kommunikation. 7

8 2.1.1 Socialisering Socialisering er den proces, hvorunder børn og voksne anspores og hjælpes til at udvikle de færdigheder, normer og personlighedsegenskaber, der er karakteristiske for det samfund eller den gruppe, personen tilhører. Denne proces gennemgår barnet ved at være sammen med voksne og andre børn. Socialisering er alle de påvirkninger, som barnet udsættes for, og som er med til at udvikle det til en person med sit eget selv, men også til en person der er en del af samfundet. 3 Når jeg bruger begrebet socialisering, mener jeg den socialisering, der foregår i daginstitutionen. Socialiseringen kan ske gennem relationer til de andre børn i institutionen. Jeg hæfter mig imidlertid ved den socialisering, der sker gennem påvirkning fra pædagogerne. Pædagogerne kan socialisere børnene på mange forskellige måder, for eksempel gennem læreplaner. Jeg vil dog have fokus på, hvordan de gennem relationer til børnene og gennem deres kommunikation kan bidrage til barnets socialisering og dermed også barnets selvudvikling Relationer Barnets selvudvikling og socialisering sker gennem samspil og i relationer til andre mennesker. Derigennem udvikler barnet sin identitet, sin evne til at begå sig socialt, sin empati samt sine handlemønstre. For en stor del sker dette gennem relationer til jævnaldrende. Med begrebet relation vil jeg dog hæfte mig ved den relation, der findes mellem pædagog og barn i daginstitutionen. Kvaliteten af barnets selvudvikling og socialisering er afhængig af de voksnes måde at indgå i og fastholde relationer. Det betyder, at det er kvaliteten af relationerne, der skabes mellem barnet og den voksne, der er afgørende for, om de relationelle forhold er udviklingsstøttende eller hæmmende Kommunikation Når jeg bruger begrebet kommunikation, hentyder jeg til den kommunikation, der er mellem pædagoger og børn i daginstitutioner. Hver enkelt daginstitution har en kommunikationskultur, der er gældende, altså en måde der bliver kommunikeret på. Kommunikationen kan være anerkendende eller underkendende, der kan være lidt kommunikation eller meget kommunikation. Relationer og kommunikation er uløseligt forbundne med hinanden, da det er umuligt at indgå i en relation uden, at der sker en eller anden form for kommunikation. Det har stor betydning, hvordan relationerne 3 Brejnrod 2009, side 30 8

9 med børnene er og på hvilken måde, der bliver kommunikeret med børnene. Hvis relationerne er mangelfulde, er kommunikation det samme. Uden betydningsfulde relationer og kommunikation kommer barnet til at mangle vigtige byggesten til sin socialisering og sin udvikling til et individ, der kan begå sig i samfundet. 3. Samfundsændringernes betydning for barnet I de seneste årtier er der sket store omvæltninger i samfundet. Moren i familien er kommet ud på arbejdsmarkedet, og dette har haft stor betydning for, hvem der tager sig af opdragelsen af vore børn. Derfor er det naturligt at undersøge, hvilken betydning samfundsændringerne har haft for barnets socialisering. Jeg vil belyse dette med Giddens begreber for ændringer i samfundet, kaldet udlejring og ekspertsystem samt Lars Denciks begreb dobbeltsocialisering. Jeg vil se på, hvordan børnesynet har ændret sig, og endelig vil jeg undersøge, hvad lovgivningen siger med hensyn til daginstitutionens formål. 3.1 Anthony Giddens udlejringsproces I sin diagnose af vore dages højmoderne samfund bruger Anthony Giddens begrebet udlejring til at definere en proces, hvor sociale relationer ikke længere begrænses til lokalsamfundet, men løsrives og overføres til, hvad Giddens kalder abstrakte systemer. Disse systemer består af symbolske tegn og ekspertsystemer. Symbolske tegn er udvekslingsmedier, der passerer mellem individer, grupper og institutioner. Det kan for eksempel være penge. 4 Eksempler på ekspertsystemer kan være, når vi bruger et fly som transportmiddel. Vi har ikke den fulde indsigt i, hvordan flyet fungerer, men vi har fuld tillid til, at fagfolk har forstand på det. Med hensyn til daginstitutioner sker der også en udlejring. Tidligere var opdragelse af børn pålagt familien, i dag passes børn udenfor hjemmet. Det sætter forældrene i en situation, hvor de skal have tillid til ekspertsystemet, pædagogerne. Barnet er hermed udsat for påvirkninger fra flere kanter: påvirkningen fra forældrene, og påvirkningen fra det ekspertsystem, som daginstitution og pædagoger udgør. 4 Giddens 2001, side 123 9

10 3.2 Dobbeltsocialiseringens betydning for barnet I senmoderniteten er børns vilkår blevet anderledes. Ifølge Giddens er der sket en udlejring, så en stor del af omsorgen for børnene er institutionaliseret. På grund af forældrenes tilknytning til erhvervslivet, vokser børn op med et institutionsliv; de starter tidligt med at leve i to verdener familien og institutionen. Nogle teoretikere skelner mellem en primær og sekundær socialisering, som begge har betydning for barnets integration i samfundet: den primære socialisering, der sker i familien, og den sekundære socialisering, som sker udenfor familiens rammer, det vil sige i institutioner. Men måske kan de erfaringer barnet gør sig i institutionen også spille en afgørende rolle for barnets socialisering, så man dermed kan kalde institutionen for en primær socialiserende instans. 5 Dion Sommer argumenterer i bogen Barndomspsykologi udvikling i en forandret verden for, at opfattelsen af den primære socialiserende instans kan være noget forældet: Som tiden gik, glemte man, at denne tankegang hvilede på empirisk forskning og teoretisk begrebsdannelse angående den traditionelle kernefamilie i før-1960 ernes virkelighed den hjemmegående husmor og den udearbejdende far. En familietype, som i perioden fra 1960 erne og til i dag på ingen måde har været barnets typiske opvæksts-arena. 6 Hermed forklarer Dion Sommer, at det moderne syn på den primære socialiseringsinstans kan være ændret af den udlejring, som Giddens taler om. Dion Sommer mener altså, at man ikke kan tale om, at den primære socialiseringsinstans er en fasttømret og uforanderlig sociotop, men snarere udgøres af de mennesker, som er de mest betydningsfulde andre i individets liv. Dion Sommer hævder, at Børns stærkt ændrede opvæktsforhold indebærer, at denne opfattelse ikke længere er tidssvarende. 7 Han mener ikke, at man kan undgå at påvirke børns omsorgs- og opdragelseserfaringer i daginstitutionen på en så dybtgående måde, at det spiller en rolle i barnets udvikling de første 6 leveår. I Lars Denciks teori bruges begrebet dobbeltsocialisering til at beskrive forskellen mellem barnets socialisering i familien og institutionen. Familien bliver betragtet som en sociotop og den udenoms- 5 Dion Sommer 2003, side 34 6 Ibid, side 33 7 Ibid, side 33 10

11 familiære omsorgsinstitution, også kaldet UFO, som en anden. 8 Hver sociotop udgør en livsarena med særlige betingelser for adfærd, som barnet skal agere i forhold til. I hjemmet foregår socialiseringen ud fra et regelsæt og i institutionen et andet. Barnet bliver i hjemmet behandlet ud fra, at det er en unik og uerstattelig person, og bliver dermed subjekt for følelsesmæssigt engagement, mens det i institutionen er et objekt for pædagogernes professionelle arbejde. Udfordringen for barnet er, at det skal kunne agere i begge sociotoper, men også kunne holde dem adskilte. Der stilles tillige krav om indre selvkontrol og affektstyring i sociale sammenhænge for at kunne begå sig, men også at have mulighed for at kunne afreagere følelsesmæssigt i et andet socialt miljø end det, der har skabt frustrationen. 9 Som en tidlig livserfaring skal barnet lære at begå sig på forskellige sociale arenaer, og barnet bærer erfaringer gjort i det ene miljø med sig ind i det andet og omvendt. 3.3 Ændringer i børnesynet, fra novice til kompetent individ Det er ikke kun med hensyn til samfundet, at der er sket store ændringer, som har betydning for børn. Også med hensyn til børnesynet er der sket et paradigmeskifte. Barndoms og udviklingspsykologien var langt op i det 20. århundrede præget af et børnesyn, hvor barnet blev betragtet som en passiv modtager, der skulle formes gennem opdragelse og som et individ uden sociale evner. 10 I dag ved man dog, at det er anderledes, og at børn er udrustet med en række kompetencer, der gør dem i stand til at være sociale helt fra livets begyndelse af. Daniel Stern mener for eksempel i sin teori om domænerne i barnets udvikling af selvet, at barnet fra begyndelsen er et kompetent individ, som er i stand til at indgå i sociale relationer med andre individer. Dette vil jeg komme nærmere ind på senere i opgaven. 3.4 Sammenfatning Vi ser altså, at ændringer i samfundet har spillet en afgørende rolle for barnets udvikling og socialisering. Fra at være et samfund hvor pasningen af børnene foregik i hjemmet, oplever vi nu, at begge 8 Dencik 1999, side Langsted og Sommer 1993, side Dion Sommer 2003, side 43 11

12 forældre arbejder ude. Dermed sker der en udlejring, og børnenes nærmeste voksne i hverdagen bliver, for en stor del af tiden, ekspertsystemet, pædagogerne i institutionen. Dette har stor betydning for barnets socialisering, da den dermed bliver delt mellem hjemmet og institutionen, som Lars Dencik argumenterer for. Samtidig har samfundets syn på børn ændret sig til, at man nu betragter dem som kompetente individer, der er i stand til at indgå i sociale relationer og har brug for relationer for at udvikle sig. Disse forhold gør, at man som pædagog må være sig bevidst om, at man har en stor opgave i forhold til barnets socialisering og udvikling. Derfor er det vigtigt at se på, hvordan man i den pædagogiske praksis griber dette arbejde an. I det følgende vil jeg derfor se på, hvilken opgave institutionen har i forhold til barnets selvudvikling og socialisering. 4. Institutionens opgave i forhold til børnenes socialisering I den følgende del af opgaven vil jeg undersøge, hvilke opgaver der ligger for institutionen, her mener jeg pædagoger, med hensyn til at varetage barnets socialisering og selvudvikling, og hvor vigtige relationerne og kommunikationen med børnene er i den forbindelse. Jeg vil undersøge, hvad lovgivningen siger med hensyn til daginstitutionernes opgave med at socialisere og udvikle børnene, og derefter opridse, hvad Pædagogers kompetenceprofil fra 2004 siger om kompetencer i forhold til relationer med børnene. I forhold til relationsarbejdet med børnene kan der være nogle udfordringer for pædagogen. Disse udfordringer vil jeg belyse med Bourdieus begreber habitus og doxa og se på, hvilken betydning disse begreber har for pædagogers arbejde. Jeg vil inddrage Eva Gulløvs artikel Opdragelse er blevet en samfundsopgave, som taler om, hvad der kan ske for barnet i civiliceringsprocessen. I den forbindelse ser jeg også på, hvilken betydning henholdsvis et ressourcesyn og et mangelsyn har for barnets udvikling. Sidst vil jeg fremhæve et engelsk forskningsprojekt, EPPE, som har undersøgt dagtilbuddets betydning for børn i alderen 3-7 år. Forskningsprojektet kommer med 6 punkter, som dagtilbud med høj kvalitet lægger vægt på. 4.1 Lovgivningens krav til daginstitutioner Ifølge den danske lovgivning er der opstillet nogle regler for, hvilket ansvar daginstitutioner har i forhold til børns udvikling og socialisering. 12

13 Dagtilbudsloven opstiller følgende krav: fremme børns og unges trivsel, udvikling og læring gennem dag-, fritids- og klubtilbud samt andre socialpædagogiske fritidstilbud. Serviceloven opstiller krav der ser ud som følger: Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Der bliver i loven lagt vægt på barnets udvikling, læring, trivsel og selvstændighed. Det kan være barnets udvikling til at blive et selvstændigt tænkende menneske, læring af de normer barnet skal socialiseres til samt barnets trivsel, som omfatter, hvordan barnet trives i daginstitutionen. Der er dog ikke nogle klare retningslinjer for, hvordan dette gøres i praksis, men det er et krav, der er åben for fortolkning. Kravene kan betragtes forskelligt fra institution til institution, da hver institution har sin egen kultur og sin egen måde at gøre tingene på. 4.2 Pædagogers kompetenceprofil Ifølge Pædagogers kompetenceprofil fra 2004, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af undervisningsministeriet, siges der, at centralt i alt pædagogisk arbejde står relationen til barnet/brugeren. 13 I kompetenceprofilen nævnes der flere forskellige kompetencer, som pædagogen skal være i besiddelse af, blandt andet faglige og organisatoriske kompetencer. Derudover nævnes også personlig og relationel kompetence. Den personlige side af professionalismen handler om at kunne arbejde professionelt med relationer. Det gør man ved at forholde sig personligt og professionelt til ethvert barn. Samtidig er relationen en magtrelation, der kan være øde Pædagogers kompetenceprofil 2004, undervisningsministeriet 13

14 læggende, hvis den misbruges. Derfor skal pædagogen være bevidst om sit grundlæggende menneskesyn. Den nedsatte arbejdsgruppe kommer herefter ind på det centrale i pædagogens professionalitet: At involvere sig professionelt med sin personlighed kræver en stor grad af rummelighed, en høj grad af professionelt fokus på barnets/brugerens behov, en faglig etik og moral og sidst, men ikke mindst evnen til at kunne skille private relationer fra de professionelle. Af pædagogen kræver det endvidere en høj grad af empati, samvittighedsfuldhed, etiske overvejelser, udadvendthed, imødekommenhed og ansvarsfuldhed samt en høj grad af faglig indsigt Sammenfatning Hermed kan man ud fra den danske lovgivning og pædagogers kompetenceprofil se, at pædagoger har et ansvar i forhold til at bidrage til børnenes udvikling, socialisering, trivsel og læring. Der skal arbejdes professionelt med relationen, så pædagogen er deltagende i barnets liv. Det kræver blandt andet en høj grad af faglighed, fokus på barnets behov, rummelighed og imødekommenhed. I det følgende vil jeg undersøge, hvilke faktorer der kan påvirke relationsarbejdet i negativ retning. 4.4 Habitus og doxas påvirkning på pædagogisk praksis Ifølge Bourdieu er der flere faktorer, der påvirker den måde, vi tænker og agerer på over for andre mennesker. Dette gælder også i pædagogers arbejde med børn. To af årsagerne er de forhold, som Bourdieu betegner med begreberne habitus og doxa. Habitus er de kropslige og kognitive erfaringer, man har gjort sig gennem hele sit liv. Disse erfaringer ligger til grund for menneskers handlinger, de meninger, de har, og de valg de træffer, altså er det habitus, der præger den adfærd, vi mennesker udviser i forskellige sociale sammenhænge. 15 Den anden faktor er doxa. Doxa benævnes som ikke-italesatte handlinger, men der er i stedet for en kollektiv forståelse af, hvordan den pæda- 14 Ibid, side Engbrønd 2007, side 25 14

15 gogiske praksis skal foregå. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor man gør det på den ene eller anden måde, men det er indforstået, at sådan handler man. 16 Som pædagog er det særdeles vigtigt, at man er bevidst om, hvilken habitus og doxa der hersker i institutionen, da det har stor betydning for det enkelte barn. For eksempel kan institutionens doxa og habitus indeholde et adfærdsmønster fra pædagogerne, som er præget af en irettesættende og kommanderende tone overfor børnene. Det kan ske, hvis pædagogerne selv er vokset op med denne form for pædagogisk praksis, så den således er lagret i deres habitus. En irettesættende og kommanderende tone kan især gøre sig gældende overfor de børn, der møder i institutionen med en anden habitus end den, der er gældende. For dem kan det være svært at orientere sig i sociale sammenhænge og træffe de rigtige valg i forhold til de gældende normer. Hvis man skal undgå, at den pædagogiske praksis ubevidst bliver styret af habitus og ikke-italesat doxa, er det vigtigt med refleksion og evaluering af den pædagogiske praksis. 17 E.L. Dale har opstillet en kompetencemodel på tre niveauer, som viser på hvilke områder, man som pædagog skal kunne arbejde samt vigtigheden af refleksion og evaluering af sit pædagogiske arbejde K1-niveau: Kompetencer til at kunne udføre den pædagogiske praksis. Det er de ustrukturerede her og nu handlinger, som vi gør i dagligdagen i institutionen. - K2-niveau: Kompetencer til at kunne planlægge pædagogisk arbejde på en professionel måde, så man finder ud af, hvilke mål man har for den pædagogiske praksis, og hvilke handlinger der skal iværksættes for at nå disse mål. Her bruger man didaktiske modeller. - K3-niveau: På dette niveau har man kompetencer til at forholde sig kritisk og analyserende til det pædagogiske arbejde. Ud fra teori reflekterer man over sit pædagogiske arbejde. Når man som pædagog opnår kompetence til at sætte sin pædagogiske praksis ind i en større teoretisk sammenhæng, bliver man i stand til at ændre sin praksis på en bevidst måde. Dermed bliver det 16 Ibid, side Ibid, side Ibid, side 45 15

16 bevidste, faglige valg, man træffer og ikke private holdninger og fordomme, der bliver grundlag for pædagogikken. Institutionens doxa og habitus går fra at være ikke-italesat til, at man reflekterer over og evaluerer på sit pædagogiske arbejde. 4.5 Socialisering, en læringsproces i beherskelse og selvkontrol Socialisering af børn i daginstitutioner, taler Eva Gulløv om i sin artikel Opdragelse er blevet en samfundsopgave. 19 Hun diskuterer, om socialiseringen af børn i daginstitutioner kan udvikle modstandsreaktioner hos de børn, der ikke behersker eller forstår omgangsformerne. Gulløv bruger den tyske sociolog Norbert Elias begreb om civilisering, som betegner en proces, hvor mennesker tillægger sig bestemte manerer og bestemte værdier for acceptabel opførsel. Ifølge Elias har denne civiliseringsproces ført til, at beherskelse og selvkontrol er blevet vigtige markører af social status. Moderne mennesker skal kunne skelne mellem, hvordan man opfører sig i forskellige sociale sammenhænge. Derudover er kontrol af følelsesudtryk indikator for social kompetence. Hvis man har lært de sociale spilleregler for god opførsel at kende, bliver man mødt med anerkendelse og respekt. 20 Institutioner spiller en afgørende rolle for denne læringsproces, det er her, at børnene fra helt små, lærer selvkontrol, så de kan begå sig blandt andre mennesker. De skal lære at vente, tage hensyn, udtrykke sig verbalt snarere end korporligt og beherske deres lyster. Pædagogerne skal yde en stor indsats for at lære børnene at begå sig på socialt acceptable måder. Ikke alle børn evner dette, eller ønsker at lære det. Disse børn kan nemt blive betragtet som problembørn, der ikke behersker den socialt acceptable måde at begå sig på, og bliver derfor udsat for pædagogens korrektion og skældud. Denne sammenhæng taler Charlotte Palludan om i sin artikel: Når børnehavebørn og pædagoger mødes, sættes sociale og kulturelle hierarkier i spil, som hun har skrevet ud fra et feltstudie i danske daginstitutioner. Her bruger hun benævnelsen Den respektable krop om de børn, der evner at begå sig på socialt acceptable måder. Hun siger i artiklen: Konkret er den respektable krop karakteriseret ved at være roligt beskæftiget og samtalende. Nogle børn har udpræget fornemmelse for at holde sig i ro og være i gang med legitim 19 Gulløv Eva, Opdragelse er blevet en samfundsopgave, DPU 20 Ibid 16

17 beskæftigelse på en og samme gang, medens andre børnehavebørn i mindre grad har sans for dette. De børnehavebørn der er i besiddelse af den nødvendige praktiske sans og derfor matcher den respektable krop kan positionere sig og blive positioneret som jævnbyrdige (samtale)partnere med pædagogerne, medens de der ikke har den praktiske sans og derfor ikke matcher den respektable krop etableres som underordnede, der i højere grad møder undervisning, regulering og vejledning. 21 Palludan mener altså, at de børn der evner at indgå i civiliseringsprocessen, jf. Norbert Elias, 22 og som kan være roligt beskæftigede ved at udvise selvkontrol og være samtalende, er de børn, der bliver jævnbyrdige partnere med pædagogerne. Derimod møder de børn, der ikke evner det, undervisning, regulering og vejledning fra pædagogerne. Eva Gulløv siger videre i sin artikel, Opdragelse er blevet en samfundsopgave 23, at hvis et barn tit er udsat for korrektion og skældud, kan det udvikle modstandsreaktioner, der udvirker, at det ikke gør, som det bliver bedt om, råber ad andre, sparker og slår i stedet for at udtrykke sig med ord. På den måde søger det anerkendelse, ikke ved pædagogerne, men kommer i en selvforstærkende eksklusionsproces, hvor de bliver ekskluderet af pædagogerne, og i stedet søger anerkendelse hos andre børn der også modsætter sig pædagogernes krav. Dette sker, fordi det er børnenes fejl og mangler, der kommer til at præge vores bevidsthed. Hvis vi i stedet retter fokus mod de styrker og kompetencer børn besidder, er det muligt at få øje på langt flere ressourcer og derved undgå, at barnet tit korrigeres. 4.6 Ressourcesyn eller mangelsyn Vores opfattelse af barnet og dermed vores reaktion på barnets signaler kan sættes op som henholdsvis et ressourcesyn og et mangelsyn: I ressourcesynet lægges der vægt på børnenes positive egenskaber, og den voksne handler ud fra det, barnet kan. Dette fremmer samspillet således, at negative forventninger til barnet mindskes. Hvis barnet gennem, et ressourcesyn, oplever at det har værdi skaber man en positiv cirkel for bar- 21 Palludan, Når børnehavebørn og pædagoger mødes sættes sociale og kulturelle hierarkier i spil 22 Gulløv Eva, Opdragelse er blevet en samfundsopgave, DPU 23 Palludan, Når børnehavebørn og pædagoger mødes sættes sociale og kulturelle hierarkier i spil 17

18 net så det fortsat har lyst til læring, har tillid, og oplever succeser. Dermed opnår barnet både personlig og social mestring samt selvværd og selvtillid. 24 Derfor er det vigtigt, at vi som pædagoger tager udgangspunkt i barnets ressourcer for at opnå udvikling. Det gør vi ved at anvende værdierne for ressourcesyn som anført nedenfor. 25 I et mangelsyn er man som pædagog fejlfinderen, der har magten til at definere og bestemme. Pædagogen fokuserer på det, der ikke går godt, og som skal ændres. Magten bruges til at korrigere og skælde ud, når barnets adfærd ikke er tilfredsstillende. Et barn, der bliver mødt negativt af voksne i dets omgivelser, som kun finder og påpeger fejl, vil udvikle et dårligt selvværd. Nogle børn vil sågar bevæge sig ind i en negativ cirkel, hvor de måske selv vil finde uheldige og destruktive værdier som grundlag for deres identitetsdannelse. Det er derfor vigtigt, at vi ikke tager udgangspunkt i en negativ cirkel, der ser ud, som nævnt her under: 26 Ressourcesyn Mangelsyn Underkender Bekræfter ressourcer Taler ned til Handler ligeværdigt Truer Opmuntrer Forbyder Tilbyder Påbyder Ønsker Siger: du skal, du er Siger: Jeg synes, Jeg vil have Benytter ironi Viser indføling Anvender sarkasme Udtrykker respekt Misbilliger Værdsætter Udviser foragt Tager barnet alvorligt Taler om barnet Taler med barnet Lader som om Er ærlig Overser Udviser opmærksomhed Er ligegyldig Viser interesse Ignorerer Er nærværende 24 Anerkendelse i børnehøjde 2004, side Ibid, side Ibid 18

19 4.7 Sammenfatning I arbejdet med at skabe relationer til børnene er der nogle magtforhold, som kan være ødelæggende for relationen mellem pædagog og barn, og som man må være bevidst om som pædagog. For eksempel har den doxa og habitus, der eksisterer i daginstitutionen, stor indvirkning på, hvordan den pædagogiske praksis foregår. Hvis institutionens doxa er uden refleksion og kommunikation og foregår i en irettesættende tone overfor de børn, der ikke mestrer institutionens omgangsformer, kan det have en negativ indvirkning på disse børn. Eva Gulløv taler jo netop om, at de børn der ikke mestrer institutionens civiliseringsproces kan miste pædagogernes anerkendelse og opbygge modstandsreaktioner, hvor de i stedet søger anerkendelsen hos andre børn, der heller ikke mestrer civiliseringsprocessen. Den socialiseringsproces der burde ske i daginstitutionen går dermed tabt. Charlotte Palludan har i sine undersøgelser set, at det kun er de rolige børn og dem, der kan udvise selvkontrol, der bliver ligeværdige med pædagogen, hvorimod de andre bliver udsat for vejledning og irettesættelse. Derfor er det vigtig, at reflektere over den pædagogiske praksis, så der er fokus på, hvordan der bliver arbejdet med socialiseringen. Derudover skal fokus være, ikke på barnets mangler, men på barnets ressourcer, altså hvad barnet er god til. I det følgende vil jeg se på, hvilke forhold forskningen peger på som vigtige i forhold til arbejdet med relationer og kommunikation med børnene. 4.8 Kvalitet i dagtilbud Med hensyn til kvaliteten i daginstitutioner og betydningen af pædagog/barn relationen er der udarbejdet et Britisk forskningsprojekt kaldet EPPE (The Effective Provision of Pre-School Education). Charlotte Ringsmose henviser til EPPE projektet i sit LUDVI-projekt, Kvalitet i daginstitutioner, et projekt under Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. 27 Projektet er et relevant studie, når vi ønsker viden om, hvad der kendetegner kvalitet i dagtilbud. Formålet med forskningsprojektet er, at undersøge dagtilbuds betydning for børn i alderen 3-7 år. Studiet omfatter datamateriale på 3000 børn, der er blevet fulgt over en lang periode, fra da de var 3, 4-5, 6 og 7 år gamle. Projektet er kob- 27 Ringsmose Charlotte, 19

20 let til oplysninger om børnenes baggrund, som for eksempel fødselsvægt, køn, forældrenes kvalifikationer/erhverv og det hjemlige miljø. Der er undersøgt forskellige typer af dagtilbud, og derudover er børnene sammenlignet med en gruppe børn, der ikke har været i dagtilbud. EPPE projektets formål er at kortlægge, hvilken førskolepraksis der tilsyneladende bedst fremmer børns udvikling og læring. Projektets metoder har været standardiserede test, rating profiler for social og emotionel udvikling, interviews med forældre og personale, casestudier fra hverdagen i institutionen og den aktuelle pædagogik samt observationer af børnene og deres læring. Casestudierne er gennemført i dagtilbud, der adskiller sig ved at understøtte børnenes udvikling bedre end forventet i lyset af børnenes baggrund. Derved opnår man en særlig indsigt i, hvilke praksisser der tilsyneladende gør dem i stand til at understøtte børnenes læring og udvikling. Det skal her nævnes, at studierne primært er gennemført i angloamerikanske lande og dermed lande med andre traditioner og kultur for dagtilbud. Derfor kan man ikke umiddelbart overføre resultaterne fra et lands kultur til et andet. Men resultaterne kan stadig give inspiration og bidrage til refleksion over egen praksis. I undersøgelsen har man fundet 6 punkter, som de dagtilbud, der har høj kvalitet, lægger vægt på: - Samvær med vedvarende fælles opmærksomhed med børnene - Der veksles mellem børne- og vokseninitierede aktiviteter - Viden om, hvordan små børn lærer og udvikler sig - Uddannet personale - Forældreindvolvering - Dialog med børnene konflikter løses gennem samtale Med hensyn til temaet for denne opgave, har jeg valgt to punkter, jeg mener har stor betydning: - Samvær med vedvarende fælles opmærksomhed med børnene - Uddannet personale 20

21 4.8.1 Samvær med vedvarende fælles opmærksomhed med børnene I EPPE projektet blev der observeret mere vedvarende fælles opmærksomhed i de dagtilbud, hvor børnene gjorde de største fremskridt. Charlotte Ringsmose påpeger, at der ifølge EPPE er flere forskellige faktorer, der gør sig gældende, når man taler om vedvarende fælles opmærksomhed: - Når to eller flere arbejder sammen om at løse en problemstilling, bidrager begge til tænkningen - Når børnene er i en-til-en kontakt med en voksen genereres denne tænknings-tilstand oftere. - Når pædagogerne stiller åbne spørgsmål, giver feedback og er modelforbilleder, regulerer de børnenes adfærd Uddannet personale Charlotte Ringsmose bemærker at ifølge EPPE projektet, har uddannelse en stor betydning for den vedvarende fælles opmærksomhed. Det viser sig ifølge projektet, at uddannede i daginstitutionerne var mere effektive i deres interaktion med børnene. Det er ligeledes interessant, at personale med lidt uddannelse forbedrede deres interaktion med børnene, når de var sammen med uddannet personale. Som Charlotte Ringsmose altså anfører, er det forhold som: at begge parter bidrager til tænkningen, at børnene er i en til en kontakt med en voksen og at personalet stiller åbne spørgsmål og samtaler med børnene, der bliver fremhævet som vigtige. Disse forhold vil jeg komme nærmere ind på senere i min opgave, hvor jeg i et udviklingsperspektiv vil koble nogle af disse forhold sammen med Charlotte Palludan s udvekslingstonen/undervisningstonen og Berit Baes rummelige og trange kommunikationsmønstre og se på, hvordan pædagogen kan forbedre relationer og kommunikation med børnene. Desuden nævnes betydningen af, at personalet er uddannede pædagoger, da det bevirker at relationerne mellem pædagog og barn bliver bedre. For en ufaglært pædagogmedhjælper kan det være svært at forholde sig professionelt til hvert enkelt barn og samtidig være bevidst om den magt, der kan ligge i relationen. Som uddannet pædagog er man bevidst om at bevæge sig på flere niveauer i 21

22 sit arbejde, jf. Dales kompetencemodel. 28 Derved er det bevidste faglige valg, der ligger til grund for pædagogikken. 4.9 Sammenfatning I forhold til relationer og kommunikation med børnene ser vi ud fra det britiske forskningsprojekt EPPE, at der blev lagt vægt på relationer med børnene, som er præget af fælles opmærksomhed, dialog med børnene samt uddannet personale. Pædagogerne arbejdede bevidst med relationen og dialogen til børnene, og de reflekterede over praksis, så det var bevidste faglige valg, der var grundlag for pædagogikken. 5. Relationers betydning for barnet Jeg vil nu bevæge mig ned i individniveauet og se på barnet i daginstitutionen. For at undersøge hvilken betydning relationen har for barnet med hensyn til dets selvudvikling og socialisering, vil jeg belyse Daniel Sterns teori om barnets udvikling af selvet, og se hvilken betydning samværet og relationen til et andet menneske har. Det er også interessant at undersøge forskellen på, om man ser barnets selvudvikling som en indre eller ydre proces, da det har stor betydning for den pædagogiske praksis over for barnet. At barnets selvudvikling og socialisering sker i samspil med andre, vil jeg desuden forsøge at koble sammen med Vygotskis teori om zonen for nærmeste udvikling samt Schaffer og Brejnrod s teorier om barnets udvikling. 5.1 Sterns teori om barnets udvikling Daniel Stern har forsket i børns udvikling med fokus på interaktionen mellem barnet og dets primære omsorgspersoner. Stern har, i modsætning til tidligere teoretikere, påvist, at børn fra fødslen er kompetente og født med en personlighed. Omsorgsgiverens opgave er at opdage, møde og bekræfte det enkelte barn i stedet for at forsøge at ændre det. Jo mere man bekræfter barnets forskellige egen- 28 Engbrønd, 2007, side 45 22

23 skaber og kompetencer, desto rigere udrustet bliver barnet, hvorimod børn som mangler bekræftelse i samspillet får svært ved at udvikle sine kompetencer. 29 Stern mener, at barnet har et "selv", som udvikles igennem livet. Han bruger ordet domæner til at beskrive de perioder, hvori selvet bliver udviklet. Når en ny oplevelse af selvet udvikles, betyder det ikke, at den tidligere forsvinder og erstattes af den nye. Derimod udvikles de forskellige relateringsdomæner for selvet parallelt og fortsætter med at fungere og være aktive livet igennem. Hvert domæne indebærer en særlig måde at opleve sig selv og omverdenen på samt en særlig måde at relatere sig til andre mennesker på. 30 Stern beskriver fem forskellige domæner i selvets udvikling, til disse domæner er der knyttet relateringsdomæner: Det gryende selv (samvær), kerneselvet (samspil), det subjektive selv (samforståelse), det verbale selv (samtale) og det fortællende selv (sammenhæng). 31 For at forstå barnets kompetencer og betydningen af relationer for barnets udvikling vil jeg i det følgende se på hvert af de 5 domæner for udviklingen af selvet og deres relateringsdomæner: Det gryende selv fra 0 måneders alderen: I denne periode oplever barnet verden gennem sine sanser og følelser og omdanner disse fornemmelser til helhedsoplevelser, der udgør en oplevelse af et begyndende selv. I dette domæne er relateringsdomænet samvær. Voksnes relateren i samværsdomænet drejer sig i høj grad om fysisk psykisk tilstedeværelse 32 Kerneselvet fra 3 måneders alderen: Nu begynder barnet at opleve sig selv som særskilt og afgrænset i forhold til andre. Det får en fornemmelse af, at jeg er mig og den anden er en anden. Det udvikler sociale kompetencer, smiler, ler, pludrer og er ivrig efter at efterligne omsorgspersonen. I dette domæne er relateringsdomænet samspil. Samspil er alfa og omega for kontakt og omvendt. 33 Det subjektive selv fra 8 måneders alderen: Når barnet udvikler det subjektive selv, begynder man at kunne dele følelser og oplevelser med barnet. Barnet oplever følelsen af at blive forstået. I dette 29 Brodin, Hylander og Liber AB 1997, side20 30 Ibid, side Ibid, side Ibid, side Ibid, side 57 23

24 domæne er relateringsdomænet samforståelse. Ud over at være sammen og indgå i samspil kan man nu opleve en fælles forståelse med barnet. 34 Det verbale selv fra 15 måneders alderen: Barnet begynder at kunne se sig selv udefra og imitere andre og deres handlinger. Barnet begynder i denne periode også at vise empati over for andre mennesker for eksempel ved at trøste. Sproget udvikles, men da sproget endnu er begrænset, er det svært at udtrykke oplevelser. I dette domæne er relateringsdomænet samtale. Vi kan f.eks. have en erfaringsbaseret, kropslig viden uden at kunne udtrykke den sprogligt 35 Det fortællende selv fra 3 ½ år: Barnet begynder at bruge sproget til at fortælle historier. I modsætning til tale har en fortælling en begyndelse, en slutning og noget derimellem. Historierne omhandler ofte noget, som barnet selv har oplevet. Ved at fortælle skaber barnet et billede af sig selv og sine oplevelser, og derved skabes dets identitet. 36 Som tidligere nævnt i opgaven, har Sterns teorier sikkert været medvirkende til det paradigmeskifte, der er sket inden for børnesynet. Tidligere så man barnet som en novice, en passiv modtager, der skulle formes gennem opdragelse og som et individ uden sociale evner. Men Sterns teorier viser os, at barnet er nysgerrigt og kompetent i samspillet med andre. Det gennemgående tema i Sterns beskrivelse af barnets udvikling af selvet er relationen og kommunikationen med et andet menneske samt nødvendigheden af gensidighed i relation og kommunikation. Det er vigtigt som pædagog at tage udgangspunkt i denne viden, hvis vi skal lykkes med vores pædagogiske arbejde. I Sterns teori om RIG er (repræsentationer af generaliserede interaktioner) peger han på, at relationer kan danne indre repræsentationer, der både har betydning for øjeblikket og for fremtiden. Disse RIG er er en art gennemsnitlig vurdering af situationer, der er forekommet flere gange en vurdering barnet selv foretager. Det vil altså sige, at RIG'erne er barnets egne vurderinger af, hvordan interaktioner i forskellige situationer plejer at forløbe. Disse erindringer om, hvordan relationen plejer at være, vil præge relationen i fremtidige interaktioner. 37 Schibbye underbygger Sterns teori ved at sige, at de samspilsepisoder, som individet har med sig, danner baggrund for senere relatio- 34 Ibid, side Ibid, side Ibid, side Muller-Krag Grethe i Ritchie 2007, side 60 24

25 ner. Repræsentationerne er med til at bestemme, hvad barnet forventer, hvordan det vil handle, opfatte, føle og tolke i forhold til andre Den indre og den ydre forklaringsmodel I forståelsen af børns udvikling arbejdes der med flere forskellige forklaringsmodeller, blandt andet en indre og en ydre forklaringsmodel. I en indre forståelse ses barnets udvikling med hensyn til adfærd, læring og udvikling primært som en biologisk proces, der sker i barnet, og er styret indefra ligesom den fysiologiske udvikling. I den ydre forklaringsmodel tages der udgangspunkt i en mere socialt orienteret forståelse af barnets udvikling. Her er det relationen og den sociale interaktion, der styrer udviklingen. Barnet formes efter de sociale omgivelser og påvirkninger, det udsættes for. 39 For børn, især børn som har svært ved at indordne sig under den socialisering der sker i daginstitutionen med dens normer og regler, har det stor betydning, om pædagogerne lægger mest vægt på indre eller ydre faktorer i forhold til barnets udvikling. Når man arbejder ud fra den indre forståelse, er forklaringen på barnets adfærd udelukkende inde i barnet, man kigger ikke på det sociale miljø og på, hvordan barnet bliver mødt af andre børn og af de voksne. Man er ikke opmærksom på, hvordan fællesskabet fungerer, for eksempel om vi som pædagoger kan ændre noget i vores tilgang til barnet, og fokuserer udelukkende på, hvordan barnet fungerer, og hvad barnet skal ændre. 40 Barnets udvikling kan dog også forklares ud fra både en ydre og en indre forklaringsmodel. Barnet fødes med en række egenskaber, men hvordan disse udfoldes i barnets udvikling afhænger af det sociale miljø, det færdes i. Det sker i interaktionen mellem barnet og dets omverden, altså i den proces hvor barnets adfærd bliver mødt af andres reaktioner Schibbye 2005, side Svinth og Ringsmose 2012, side Ibid, side Ibid, side

26 5.3 Relationers betydning for social udvikling Schaffer taler i sin bog, Social udvikling (2001) også om betydningen af relationer i forbindelse med børns selvudvikling. Schaffer nævner tre forskellige socialiseringsprocesser, hvor en af dem er gensidighedsmodellen. 42 Der nævnes i denne model, at barnet fra livets begyndelse er forudtilpasset til socialt samspil, og at socialiseringen er baseret på gensidigheden i relationen mellem voksen og barn. Vygotskys teorier understøtter denne opfattelse, idet han mener, at kognitive færdigheder har social oprindelse. Han hævder, at disse færdigheder først kommer under barnets kontrol, hvis de indøves sammen med en kompetent voksen: Alle højere psykologiske funktioner, herunder tænkning, læring og problemløsning foregår først på et interpsykisk plan, dvs. under samspil med en anden person, før de bliver internaliseret og barnet kan udføre dem på et intrapsykisk plan. 43 Dette betegner Vygotsky som barnets nærmeste udviklingszone, hvor barnet gennem vejledning fra en voksen udvikler sig til at kunne mestre nye ting. Brejnrod omtaler i bogen Sociologi eksempler på børn, som er vokset op uden voksenkontakt, og forklarer, hvordan manglen på socialt samspil i opvæksten kan resultere i, at barnet kommer til at mangle social intuition. 44 Det vil altså sige, at for at udvikle sig normalt, skal barnet også lære de sociale spilleregler, som gælder i samfundet, at kende. Jeg mener derfor, at man må kunne udlede, at socialisering og udvikling er tæt forbundne i et dialektisk samspil. 5.4 Sammenfatning I dag ved vi, at barnet ikke er en novice, en passiv modtager uden sociale evner. Barnet er derimod fra fødslen kompetent og nysgerrig i samspillet med andre mennesker. Stern taler om at barnet genemgår nogle domæner, hvorigennem det udvikler selvet, hvilket det gør i samspil med andre. Shaffer, Vygotsky og Brejnrod taler alle om at udvikling sker i socialt samspil. Schaffer siger, at det 42 Schaffer 2001, side Schaffer 2001, side Brejnrod 2009, side 29 26