Paneldebat konklusion

Transkript

1 Paneldebat konklusion Vingstedskurset 27. august 2014 Hvordan optimerer vi den danske hørerehabilitering? Danmark har den højeste andel af udleverede høreapparater pr. indbygger. Danmark er det land, der anvender flest offentlige midler på høreapparater. Danmark decentraliserer i stigende grad høreapparatbehandlingen. Udfordring til paneldeltagerne: Majbritt Garbul Tobberup, formand for Høreforeningen Pia Juul Andersen, formand for DØNHU Danske Øre-, Næse-, Halslægers Organisation Rikke Schnack-Petersen, formand DMAS Dansk Medicinsk Audiologiske Selskab Ole Arndal, DTHS Danske Tale-, Høre- og Synsinstitutioner Nikolai Bisgaard, Vice President, IPR & Industry Relations, GN ReSound as Michael V. Westermann, PAKS - Privatpraktiserende Audiologiste Klinikkers Sammenslutning Giv 2 konkrete anbefalinger til, hvordan vi i Danmark kan optimere hørerehabiliteringen, og dermed få størst mulig effekt af de anvendte offentlige midler.

2 Vingstedkursus 2014 for medarbejdere ved kommunikationscentre dannede den ydre ramme om den spændende paneldebat. Mere end hundrede engagerede medarbejdere fra landets kommunikationscentre fulgte debatten, der blev ledet af Søren Hougaard, Generalsekretær EHIMA Opgaven for Søren Hougaard, som ordstyrer var, at søge at opnå konsensus i panelet om 2-3 anbefalinger til de ansvarlige aktører i den danske hørerehabilitering På de følgende sider finder du Søren Hougaards opsummering af debatten med konkrete anbefalinger og synspunkter samt et mere uddybende referat fra debatten. Kursusudvalget: Anne-Mette Flinch, Institut for Syn og Hørelse, Region Nordjylland Stine Borges, Specialundervisning, Slagelse Kommune Maiken Hansen, Specialundervisning for Voksne, Københavns Kommune Jan Hoedt,, Region Syddanmark siger tak til Søren Hougaard og panelet.

3 Nedenstående har to dele: et forsøg på konklusion og derefter et referat af selve debatten ( råmaterialet til konklusionen) Fælles områder, hvor der var en form for bred enighed (ikke nødvendigvis 100%) Der var to områder, som der var meget bred enighed om: A: Der skal være et højt niveau af kvalitet i det samlede rehabiliteringstilbud B: Rehabiliteringen skal fokusere på og tage udgangspunkt i det hele menneske og ikke kun ørerne. Hvordan når vi så frem til det? Her strittede forslagene i mange retninger, men der var trods alt forslag, som der var relativt bred enighed om. Hovedpunkt 1 Rehabiliteringsforløbet har 3 væsentlige faser Forberedelse HA tilpasning Opfølgning Det blev af mange fremhævet, at både første og tredje fase var underprioriterede, og at der var opstået en bred opfattelse af at når man bare havde fået et par høreapparater på ørerne, så var alt OK. Lad os se på de tre faser enkeltvis: Forberedelse Mange mener, at ørelægen er det naturlige første skridt, men i stedet for at henvise direkte til høreapparatbehandling, skulle ørelægen kunne henvise til en indledende, orienterende samtale på et Kommunikationscenter. Dette er formentlig mest relevant for førstegangsbrugere. En indledende orientering, som både skal være mundtlig og skriftlig, kunne opfylde mange formål: Få skabt mere realistiske forventninger (et høreapparat giver ikke normal hørelse). Fortælle om skelnetab, mm. Fjerne brugerens forvirring over Hørejunglen og mindske usikkerhed og berøringsangst Få tid til at se på det hele menneske, dvs spørge ind til bl.a. psyko-sociale og kognitive forhold. (Brugbare interviewskemaer findes f.eks. fra Ida Institute) Bidrage til mulig nedbringelse af antallet af skuffeapparater

4 Orientere om systemet i Danmark med frit valg mellem offentlig og privat høreapparatudlevering. Evt så neutralt som muligt opridse fordele og ulemper (Eksempler: offentlige fordele: gratis, stor tværfaglighed. Ulemper: ventelister, evt rejsetid. Private fordele: geografisk nærhed, kortere ventetid, mere personlig betjening, man er kunde og ikke patient. Ulemper: Typisk egenbetaling i et eller andet omfang). Orientere om fase 3, opfølgning, som er gratis for alle på kommunikationscentrene. Høreforeningen ytrede ønske om genindførelse af den gamle ordning, hvor folk også skal forbi ørelægen når man skal have nye høreapparater, bla. for at sikre at borgeren får mulighed for frit valg i behandlingen, og får revurderet sin hørelse rent lægefagligt. DMAS er fuldstændig enig med Høreforeningen: genhenvisningskravet bør genindføres, så man sikrer ny lægefaglig vurdering. Tilpasning af høreapparater Enighed om at danskerne skal have frit valg mellem det offentlige og de private tilbud. Kvaliteten skal være i højsædet. Fagligheden skal dokumenteres, tilfredshedsundersøgelser skal gennemføres, både i offentligt og privat regi. Gerne følge DELTAs anbefaling til Sundhedsstyrelsen om at efterkontrol med spørgeskemaer bør administreres centralt. Ventetiden holdes nede. Under dette punkt fremkom ønsker om en opgradering af den nuværende audiologiassistent uddannelse. Gerne til Bachelor niveau. Dermed ville vi undgå den nuværende situation, hvor audiologiassistent titlen er en blindgyde som der ikke kan bygges ovenpå. Gerne hente inspiration i den tyske uddannelse til Hörgeräteakustiker, evt. via SDU. (Se Jan Hoedt kommentar nederst i referatet). Hvis audiologiassistentuddannelsen opgraderes, skal de nuværende audiologiassistenter tilbydes opgraderingskurser. Det skal bemærkes, at lige som uddannelsen til audiologiassistent har sine mangler, så har Bachelor uddannelsen på SDU det også. At have to ikke-optimale uddannelser skaber forvirring. Der burde arbejdes på en slags sammensmeltning af de to, hvilket kræver at SDE og SDU finder sammen i en konstruktiv dialog. Opfølgning Denne fase 3 bør indeholde flere elementer Efterkontrol af tilpasningen med evt deraf følgende finjustering af høreapparaterne. Rent fag-logisk burde dette foregå der, hvor man fik apparaterne tilpasset. Ideelt af samme person som tilpassede høreapparaterne. Bredere kontrol af udbyttet med inddragelse af brugerens hele situation. Mest logisk på kommunikationscentrene. Tilbud om uddannelse, hvis nødvendigt. Kommunikationscentret. Analyse af behov for andre hjælpemidler. Kommunikationscentret.

5 Der burde indføres en meddelelsespligt fra høreklinik (både offentlig og privat) til kommunikationscenter, når der er udleveret høreapparat(er). Et klart ønske fra Høreforeningen. En effektiv opfølgning efter ensartede retningslinjer for hele landet ville kunne have fantastisk effekt: Større brugertilfredshed og udbytte Færre skuffeapparater (som er en fordel for brugerne og en økonomisk fordel for samfundet) Der var total enighed om, at opfølgningsfasen i Danmark er langtfra optimal og utvivlsomt er en medvirkende årsag til dårlig brugertilfredshed og de mange skuffeapparater. Det fremkom dels via utallige indlæg fra både panelet og salen, dels er det videnskabeligt veldokumenteret, jfr. Anette Lykke Hindhede i Danmark og Jorun Solheim i Norge. Panelet fra venstre mod højre: Pia Juul Andersen, Rikke Schnack-Peteresen, Ole Arndal, Majbritt Garbul Tobberup, Michael V. Westermann og Nikolai Bisgaard

6 Hovedpunkt 2 Der bør være én dør ind til høre-rehabiliteringen (set fra brugerens synspunkt) Der var udbredt enighed om, at det danske høre-rehabiliteringssystem, samlet set, forekommer de fleste borgere temmelig uoverskueligt, som en jungle eller labyrint. Folk møder op komplet forvirrede over helt simple ting som hvor skal jeg gå hen? og folk kender ikke hverken deres rettigheder eller muligheder. Og junglen er kun blevet endnu mere uoverskuelig de senere år. Hvis man, billedlig talt, kunne have dels én dør ind til høre-rehabiliteringen, og derefter en slags lysende sti som brugeren kunne følge, så ville meget være opnået. Der fremkom flere bud på, hvor denne dør kunne være: DØNHO ser det som en god mulighed at ørelægen er døren, og dermed første station. Ørelægen kan foretage den nødvendige diagnostik og hvis vedkommende har en aftale med regionen tilbyde høreapparattilpasning som er neutral og ikke bundet op på bestemte brands. Med minimal ventetid, og borgeren skal ikke sendes andre steder hen. PAKS mener, at private forhandlere kunne være indgangsdøren for voksne borgere med ukomplicerede hørenedsættelser. En fordel med udbredt geografisk tilstedeværelse. Brugertilfredsheden med de privates tilbud er veldokumenteret i EuroTrak Formanden for DMAS havde en vision (inspireret af Røjskærs bog fra 1975) om ét hus med både læger der udreder, teknikere der måler, hørepædagoger der tager sig af rehabiliteringen, og ingeniører, der tager sig af teknik. Alt under ét tag, med én fælles kasse til at betale. For at løse det geografiske problem, forestiller DMAS sig at man ikke kun arbejder i store centrale centre, men også har satellitter til de ukomplicerede høretab. DMAS er enig med DØNHO om, at indgangsporten også til én samlet hørecentral bør være de praktiserende ørelæger. Det blev anført (Ole Arndal) at det ville kræve en fysisk flytning af diverse institutioner, f.eks. kunne et kommunikationscenter flytte ind i samme bygning som en audiologisk afdeling. Sille Meulengracht nævnte, at hørepædagoger jo godt kan sidde på en audiologisk afdeling, selv om de betales af kommunerne. Høreforeningen ser også ørelægen som den mest oplagte dør, forudsat at vedkommende ikke samtidig er privat forhandler af høreapparater. Samtidig foreslår Høreforeningen bedre sammenhæng i rehabiliteringen ved at indføre en meddelelsespligt fra høreklinik (offentlig og privat) til kommunikationscenter. Forsøg på konklusion: Det er klart, at man ikke på én og samme tid kan samle hele høre-rehabiliteringen i ét fysisk hus, og samtidig have et system med frit borgervalg mellem offentlig og privat. Men det forhindrer ikke det offentlige i at arbejde for DMAS vision om ét hus for så vidt angår det offentlige tilbud. Det i sig selv ville løse mange problemer. Dernæst må man sige, at én dør godt kan føre ind i et system, hvor der efterfølgende er flere rum, man kan gå ind i. Altså: hvis ørelægen er den ene dør ind til systemet, så kan vedkommende sende

7 borgeren til en indledende samtale på et kommunikationscenter, og derefter kan borgeren på et veloplyst grundlag foretage sit valg. Vigtigt er, at det for borgeren fremstår lysende klart, hvilken vej det nu er man skal gå fremover. Den lysende sti. Set fra en privat forhandlers synspunkt tilbyder de en lysende sti: kom ind til os og vi rådgiver og guider hele vejen. De private overlever ikke i junglen, hvis ikke kunden føler sig godt hjulpet. I det lys forekommer det problematisk, at ørelægen som første dør og det obligatoriske indgangsled har et økonomisk incitament til at sælge høreapparater, hvis denne også er leverandør af høreapparater. For en stor del af deltagerne ved mødet forekommer dette åbenlyst problematisk i forhold til en neutral rådgivnings- og oplysningsfunktion. (Her tænkes primært på de ørelæger, som er rene forhandlere og ikke dem, der udleverer HA ifølge overenskomst baseret aftale). Det var de to hovedpunkter fra debatten. Men herudover fremkom diverse enkeltstående ideer, som er værd at nævne: Ole Arndal: Det ville være interessant og gavnligt for alle parter, hvis vi i Danmark kunne afholde en konference à la NAS, med deltagelse af alle aktører i den danske høre-rehabilitering. Burde være en win-win for alle grupper, både fagfolk og industrien, samt skabe en bedre forståelse mellem fagområderne og dermed grobund for samarbejde. Nikolai Bisgaard: Der burde afsættes tid på de audiologiske afdelinger til forskning. Danmark lå tidligere fornemt i feltet på dette område, men det er blevet voldsomt nedprioriteret de seneste år. Mikael Westermann: Man kunne overveje muligheden af at anvende tele-audiologi i tyndt befolkede områder. Jan Hoedt: Kunne DØNHO lave en form for standardisering af henvisningerne? Pia: arbejdet er i gang, bl.a. med et forsøg i Næstved.

8 Uddybende referat Oplæg fra paneldeltagerne: Pia Juul Andersen 1. DØNHO vil gerne have flere overenskomstmæssige aftaler om at ørelæger behandler med HA (altså udliciterede puljepatienter, ikke privatsalg.) DØNHO synes, at ordningen der er etableret i Region Hovedstaden vil være en god løsning. Den er uden betaling for patienterne og det kan minimere ventetiden. Regionen stiller krav om kort ventetid og tilfredshed, og der er styr over økonomi og aftaler. Ørelæger kan være neutrale, ikke kun tilbyde enkelte brands. Fagligheden skal dokumenteres, tilfredshedsundersøgelser skal gennemføres. Ventetiden holdes nede. Ørelægens oprindelige rolle er ikke ændret nævneværdigt med den nye overenskomst-baserede aftale, og ørelægernes såkaldte dobbeltrolle er med den nye lovgivning stærkt minimeret. Det har historisk set været meget attraktivt at sælge HA, men det er ikke den rolle DØNHO ønsker deres medlemmer skal have. Med de ny overenskomstaftaler er det økonomiske incitament meget dæmpet. 2. Man bør finde midler mod skuffeapparater. Alt for stort spild. Rikke Schack P, DMAS 1. Optimal Hørerehabilitering: se Røjskærs bog fra 1975 Vision: ét hus med både læger der udreder, teknikere der måler, hørepædagoger der tager sig af rehabiliteringen, og ingeniører, der tager sig af teknik. Alt under ét tag. Det offentlige skulle i dag tilbyde netop dette: at alle var under samme tag med én fælles kasse til at betale. Men ikke kun store centrale centre. Også satellitter til mere simple høretab. Hvis et sådant audiologisk center skal kunne udrede og behandle de komplekse hørenedsættelser, er de afhængige af tæt kontakt til samarbejdspartnere fra mange forskellige specialer på sygehuset: ørekirurg, børnelæger, radiologi, øjenlæger, reumatologer, genetikere, anæstesi, osv. 2. Der skal mere vejledning til inden høreapparatbehandling, så patienten klædes på. Der bør udarbejdes skriftligt materiale, inden man får hjælp. Pengene vil være givet godt ud. Vi skal give patienten tid og ordentlig vejledning, inden man tilpasser dem med høreapparater. I dag er der ikke tid til diskussion, før der er fundet en løsning og det er et kæmpe problem. Ole Arndal, DTHS 1. Det er ikke kun audiometriske data, der skal afgøre om man skal have HA. Det bør undersøges nærmere inden, hvilke problemer folk egentlig har. Se på det hele menneske. Ville minimere andelen af skuffeapparater. Evt bruge interviewskemaer som Ida Institute har lavet

9 2. Lave dansk kongres à la NAS. Fælles møde for alle faggrupper. Vil styrke faget som helhed og give en større fælles forståelse mellem faggrupperne. Evt med fagspecifikke spor. Majbritt Garbul Tobberup, Høreforeningen 1. Alt for mange forskelle fra kommune til kommune, region til region. Total forvirring for de hørehæmmede. Fagligheden på kommunikationscentrene er truet, det er ikke OK. Høreforeningen er stadig for én dør. Høreforeningen så gerne en 3-trinsraket med a) forberedelse, b) tilpasning, c) efterkontrol og uddannelse. Specielt det første trin er helt fraværende. Jfr Rikke Schacks ønsker. Den indledende forsamtale måske nok mest vigtig for førstegangsbrugere. 2. Høreforeningen er helt OK med at der er frit valg, privat og offentligt, når bare kvaliteten er i orden. Høreforeningen er imod ørelægernes dobbeltrolle. Mikael Westermann, PAKS 1. Fordele opgaverne, så dem der har mest forstand på det gør det de er bedst til og til laveste pris. Udnytte ressourcerne bedst muligt. F.eks. skal hospitalerne tage sig af komplicerede høretab, børn, CI, osv. Ørelægerne bør kun diagnosticere, ikke sælge. Private forhandlere tage sig af de mere simple høretab. Brugertilfredshed med behandlingen i det private er fin, jfr EuroTrak 2012 (Anovum/EHIMA). 2. Kortere ventetider hos speciallægerne. Der mangler samarbejdsvilje. Nikolai Bisgaard, GN Resound 1. Almindelige alderdomshøretab o.lign behøver ikke på audiologisk afd. Vigtigt at der er lokale tilbud så man ikke skal 40 km med bussen. Kvaliteten skal være i orden, dvs uddannelsen af de der udleverer HA, skal være bedre end den er i dag. Vi bruger ca 900 mill kr om året på hørelse. De skal bruges bedst muligt. 2. De audiologiske læger burde også have mere tid til forskning. Forskningen sakker håbløst bagud i DK. Hvis man lagde flere borgere med ukomplicerede høretab ud til private aktører, ville det frigøre ressourcer til brug for forskning. Diskussion i panelet: Ørelæger: Pia: Aftalen med Region Hovedstaden er ikke en privatbutik aftale. Mikael: Aftalen med ørelægerne har aldrig været udbudt, der er ingen konkurrence, og det er for dyrt. Ørelægerne får alt for meget for opgaven. Pia: Beløbet er fastlagt af regionerne, og er billigere end de audiologiske afdelinger. Majbritt

10 Høreforeningen vil gerne se aftalen. Pia og Mikael ikke enige om prisen hos ørelægerne. Én dør: Nikolai: Behov for et netværk af private høreklinikker og for at uddanne folk til det første møde med mennesker + tid + indblik i livssituation, tror jeg de vil være glade for + hjælpemidler. Der er behov for en helhedsløsning, vil være interessant med et mere enhedsorienteret system med fokus på kvalitet. Rikke: Der skal foreligge en høreprøve, men den skal også vurderes, grundigt. Skal patienten videre-udredes? Bedste én dør: egen ørelæge. Måske skal denne visitere til en forsamtale på kommunikationscenter. Pia: hele løsningen skal ligge ét samlet sted. De ældre vil ikke kostes rundt. Ole: det kræver så at vi skal flyttes fysisk. F.eks. kan kommunikationscentret ligge hos audiologisk afdeling på sygehusene. Debat med salen inddraget: Henrik Mors, Næstved Vi må kunne gøre det regerende kaos bedre. Vi bruger meget tid på bare at fortælle folk, hvor de skal gå hen. Vejledning inden er vigtig! Og tid er vigtig. Ikke kun hørekurven, også det psykiske, sociale, kognitive bred faglig indsats. Henrik Vestergaard, Næstved: Små høretab skal ikke undervurderes, men måske alligevel overveje graduerede tilskud efter alvoren af høretabet? Sille Meulengracht, Odense CRS Vejledning omkring forventninger, skelnetab, osv. Ville give færre skuffeapparater. Ét hus er måske ikke praktisk muligt, men bedre samarbejde. Og vi kunne jo godt sidde på audiologisk afdeling, selv om vi betales af kommunikationscenter/crs Alis Kamstrup, Viborg/Skive Der bruges flere penge til HA, men færre penge til rehabilitering. Hvor meget rehabilitering får borgere i en privat klinik? På en audiologisk afd? Ofte meget lidt. Laura Velander, Vejle HA er ikke som briller, men vi behandler snart folk som om de var. De får nogle dimser, værsgo, og så ud i livet. Mette Grønlund, Viborg/Skive Behandlingen slutter ikke med udlevering af HA. Det er faktisk der, den begynder. Vi bør kun give HA til folk, der ønsker at få dem, dvs er motiverede til HA brug. Nikolai: mindre støtte til milde høretab en dårlig ide. Vi ved jo, at hvis du berøves auditiv stimulation, så mister hjernen plasticitet for mange firsårige er opgaven med HA for mærkelig. Jo

11 yngre folk er, jo bedre er de til at acceptere HA. Derfor synes vi ikke, tilskud skal være mindre. Folk skal tværtimod tilskyndes til at bruge HA og det er ikke for at sælge! Søren Hougaard: differentieret tilskud ville nemt blive baseret på audiogrammet, som alle er enige om ikke er tilstrækkeligt. Julie Laustrup, Hovedstaden Har skrevet speciale om skuffeapparater. Hovedgrund: manglende pædagogisk opfølgning. Og der ligger anbefalinger klar. Ole Arndal Bedre da amterne både havde audiologisk afdeling og kommunikationscentrene. Det gav god mulighed for samarbejde. Mikael Westermann: måske skal vi til at bruge tele-audiologi i yderområder? Mette Grønlund: mange private forhandlere ønsker ikke pjecer fra kommunikationscentrene, og oplyser ikke om dem. Skuffeapparater: mange skyldes manglende info og opfølgning. Majken Hansen: CSV Kbh Har også lavet brochurer, men de private forhandlere vil ikke have dem. De oplever kommunikationscentrene som konkurrenter. Borgerne gidsler i hørejunglen. Mere samarbejde!! Mikael Westermann: PAKS arbejder på at gøre det til et krav for alle medlemmer, at de udleverer sådanne brochurer. Sille Meulengracht: hvad menes med bedre uddannelse af audiologiassistenterne? Nikolai Bisgaard: de nye fra Syddansk er OK. Det er den gamle audiologiassistent uddannelse, der savner en opgradering. Tyskland er en slags forbillede. Ole Arndal: og eksisterende audiologiassistenter skal også opgraderes. Jan Hoedt: Med sit halve års praktik i klinikkerne uddanner SDUs BA i Teknisk Audiologi jo de studerende direkte til at varetage også audiologiassistenternes områder på et fagligt højere grundlag. Jan Hoedt: kunne DØNHO lave en slags standardisering af henvisningerne? Pia: der er tiltag i gang. Forsøg i Næstved, som kører godt. Pia tager det op på møde i DØNHO. Anne-Mette Flinch: Der er så meget andet end høreapparater. Hele området med hjælpemidler. Det kan man nok ikke lægge ind hos en privat forhandler. Ofte kommer borgeren ind med en pose fra den lokale forhandler, vi skal sørge for, at kommunen betaler. Der er ikke puttet hørekurve i posen, måske skal borgeren først udredes. Nogle gange har folk kun haft deres HA i en uge og sagen er ikke oplyst eller fulgt til dørs. Der mangler noget retssikkerhed her og et væsentlighedskriterie, om de overhovedet skal have hjælpemidler. Derfor er jeg nervøs for at samle for meget i de private butikker. Det virker ind imellem som om det kniber med etikken.

12 Majbrit Garbul Tobberup: Der bør være en pligt til at meddele kommunikationscentret, at en borger har fået høreapparat. Jeg fik i tidernes morgen et brev fra Henrik Mors om, at vi skulle snakke hjælpemidler: Så kører fantasien er det et forhøjet toiletsæde? Jeg vidste jo ikke noget. Det er SÅ vigtigt, at brugerne kommer ud til jer i kommunikationscentrene. De skal vide, at I eksisterer. Det kan vi vel blive enige om i dag! Konklusionen er bl.a. sendt til Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, Danske Tale-,Høre- og Synsinstitutioner (DTHS) samt naturligvis til paneldeltagerne og deltagerne på Vingstedkursus Dokumentet kan frit distribueres og citeres. Yderligere information Jan Hoedt, tl el. mail: Jan.hoedt@rsyd.dk