Master i Sundhedsantropologi

Transkript

1 I N S T I T U T F O R A N T R O P O L O G I K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T Master i Sundhedsantropologi Masterprojekter Dimission 2012

2 Indhold Dimittender 2 Et stort tillykke! Helle Samuelsen, Institutleder Institut for Antropologi, Københavns Universitet 3 Kære Masters Hanne O. Mogensen, Antropolog, Ph.d. Institut for Antropologi. Lektor og fagansvarlig for MSA på Institut for Antropologi 4 Bydelsmor som social Identitet - Skabelsen af identitet og tilhørsforhold blandt kvinder med anden etisk baggrund end dansk Trine Palmegård Døssing 5 Patientfællesskab på en medicinsk afdeling - En analyse af patientfællesskabets indhold og betydning Judith Forbert Petersen 6 Husk skema En antropologisk undersøgelse af sygeplejersker brug af dokumentation Marie Thorning 7 At leve med kroniske smerter - En antropologisk analyse af agency hos personer, der lever med kroniske smerter Eva Hauge 8 Men jeg gav aldrig op - Et studie i lektiehjælps betydning for etniske minoritetsunge Hanne Lindhardt 9 Rummelige rammer og hjemlige rum - En sundhedsantropologisk undersøgelse af et herberg for kvinder Rie Kløver Eriksen 10 Hjemmehjælp, det skal man vænne sig til - En antropologisk undersøgelse af relationen mellem hjemmehjælper og hjemmehjælpsmodtager Lone Rømer 11 1

3 Dimittender Master i Sundhedsantropologi Trine Palmegård Døssing Judith Forbert Petersen Marie Thorning Eva Hauge Hanne Lindhardt Rie Kløver Eriksen Lone Rømer 2

4 Tillykke! Det er med stor fornøjelse, at vi siger tillykke til endnu et hold studerende, der har færdiggjort deres masteruddannelse i sundhedsantropologi. Masteruddannelsen er udviklet i samarbejde mellem Institut for Etnografi, Arkæologi og Lingvistik ved Aarhus Universitet og Institut for Antropologi ved Københavns Universitet. Uddannelsen blev udbudt første gang i Århus i september 2003 og i København i september Der har været en relativ stabil søgning til uddannelsen, og der optages omkring 20 studerende om året. I år afslutter vi således det femte hold, hvilket betyder vi at meget snart har uddannet 100 MSAer! I løbet af masteruddannelsen i Sundhedsantropologi har I læst mange bøger og artikler om sundheds- og sygdomsforhold i kulturer, som er meget forskellige fra de forhold, vi kender i Danmark. Men sammenligningerne giver en ny optik på det kendte og fremtvinger nye spørgsmål og nye svar. Og i dagens Danmark, hvor innovation og forandringsparathed værdsættes, er det netop evnen til at forundres og stille de skæve spørgsmål, der er vigtig. Der er ingen tvivl om at de opgaver, der skal løses indenfor sundhedssektoren og i samfundet generelt i dag er så komplekse, at flerfaglighed og tværfaglighed bliver vigtigere og vigtigere. Gennem konkrete analyser af de sociale og kulturelle aspekter af sundhed og sygdom bidrager sundhedsantropologien til denne flerfaglighed. Det er vores erfaring, at masteruddannelsen i sundhedsantropologi ikke blot bibringer de sundhedsprofessionelle nye sundhedsfaglige perspektiver, men også tilfører nye perspektiver på ledelse og samarbejde. Således er der flere tilbagemeldinger, der vidner om, at antropologiens insisteren på at anerkende og systematisk udforske menneskers egne oplevelser også giver lederen med en antropologisk uddannelse nye metoder til at bedrive ledelse. Undervisningen af studerende, der allerede har en uddannelse og flere års praktisk professionel erfaring, udfordrer vores antropologiske faglighed og skaber nye rum for tværfaglig erfaringsudveksling. Det beriger både vores undervisning og vores undervisere. Vi håber, at de færdige masterprojekter finder anvendelse og får betydning for det konkrete daglige arbejde i sundhedsvæsenet og at antropologisk teori og metode sættes i spil i nye sammenhænge. Vi har stor tiltro til, at I med Jeres MSA faglighed aktivt vil medvirke til, at antropologien bidrager til at gøre en forskel i det danske samfund. Hermed et stort tillykke med Jeres MSA grad. Jeg ønsker Jer alt muligt held og lykke fremover med sundhedsantropologien! Helle Samuelsen Institutleder Institut for Antropologi Københavns Universitet 3

5 Kære Masters Hjertelig til lykke med jeres nyerhvervede Master i Sundhedsantropologi. Det har været en utrolig stor fornøjelse at undervise jer, og det er dejligt at se, at I nu er kommet ud på den anden side efter en lang rejse ad antropologiens kringlede veje. Jeg har fulgt jer siden Malinowski og Evans-Pritchard lagde grunden til de specialer, I nu har skrevet specialer der tager udgangspunkt i felter, som I ved langt mere om end os, men som vi i fællesskab har kunnet kaste nyt lys på. Sjældent oplever man så interesserede og engagerede studerende som på Masteren i Sundhedsantropologi. Og sjældent bliver man så udfordret som af jer. I møder os med et krav om at lære noget, der er anvendeligt og meningsfyldt i den praksis I kommer fra. I kræver at vi skaber sammenhæng mellem teori og praksis. I kræver svar på konkrete udfordringer. I rejser ny spørgsmål til det fag, vi selv troede, vi kendte så godt. I viser os, hvorfor vores fag er vigtigt og interessant, og hvorfor det lærer jer noget nyt om jeres fag. Og dermed lærer I os så utroligt meget om antropologien. Hvad mere kan man ønske sig som underviser? De specialer I har skrevet dokumenterer den bredde og anvendelighed, som et antropologisk perspektiv kan bidrage med i praksis - og de dokumenterer, at I har fået nogle redskaber, som I forhåbentlig kan drage nytte af, nu hvor I skal tilbage til de sundhedsfaglige udfordringer. Jeg ved godt, det ikke altid har været let. At det til tider har virket overvældende og uoverskueligt. Men jeg ved også, at I har taget udfordringen op med stort engagement, videbegærlighed og godt humør. Tak for jeres engagement og for jeres med- og modspil gennem de sidste to år. Jeg håber meget, at jeg også i de kommende år får lov at følge jeres videre vej med antropologien. Et stort til lykke og god vind med antropologien fremover til jer alle. Hanne O. Mogensen Antropolog, Ph.d. Lektor og fagansvarlig for MSA en Institut for Antropologi, Københavns Universitet 4

6 Bydelsmor som social Identitet - Skabelsen af identitet og tilhørsforhold blandt kvinder med anden etnisk baggrund end dansk Af Trine Palmegård Døssing Dette speciale undersøger, med et sundhedsantropologisk udgangspunkt, hvordan kvinder med anden etnisk baggrund end dansk oplever og håndterer dét at leve mellem to kulturer. Specialet er baseret på feltarbejde fortaget blandt kvinder, der er omfattet af et integrationsprojekt, kaldet Bydelsmødrene, i en specifik bydel i Københavnsområdet. På baggrund af deltagerobservationer ved en række netværksmøder og arrangementer, samt semistrukturerede interviews fortaget i informanternes hjem, undersøges det således, hvordan kvinderne, der er omfattet af projektet, i det daglige forsøger at forhandle en identitet og et tilhørsforhold på plads. En Bydelsmor er en kvinde med anden etnisk baggrund end dansk, som på baggrund af et 13 ugers uddannelsesforløb i temaer som: regler og rettigheder i det danske samfund, børneopdragelse, kost og motion osv., fungerer som rollemodel og brobygger mellem andre (ofte isolerede) mødre, med anden etnisk baggrund, og det danske velfærdssamfund. Bydelsmødrene guider på frivillig basis og projektet placerer sig således i krydsfeltet mellem stat og civilsamfund. Med udgangspunkt i Putnams teori om bridging og bonding social kapital undersøges det, hvilken betydning kvindernes sociale netværk har for deres identitetsskabelse og tilhørsforhold. Med Jenkins teori om social identitet ses på de identitetsforhandlinger kvinderne indgår i med udgangspunkt i temaer som anerkendelse, selvidentifikation, kategorisering, lighed og forskellighed. I projektet vises, hvordan nogle af kvinderne i deres socialt afgrænsende netværk, oplever at blive ekskluderet, og hvordan dette indvirker på deres videre forhandling af identitet. Det vises endvidere, hvordan disse kvinder oplever at få tildelt identiteter fra omverdenen, som ikke er genkendelige i deres egen selvforståelse, og hvordan de forsøger at regulere dette via indtryksstyring. Endelig viser jeg, hvordan Bydelsmødrene, modsat de kvinder de guider, ser ud til bedre at formå at leve mellem to kulturer, i det de har mulighed for at tilegne sig rollen som Bydelsmor som deres identitet en identitet, der er defineret af staten og som således er genkendelig både for kvinden selv og for samfundet. 5

7 Patientfællesskab på en medicinsk afdeling - En analyse af patientfællesskabets indhold og betydning Af Judith Forbert Petersen Dette speciale bygger på to ugers deltagerobservation blandt patienter på en medicinsk afdeling. Formålet var at undersøge, hvad der foregår i interaktionen mellem patienterne, og hvilken betydning den har, med antropologiske begreber. Motivationen for dette speciale er faktummet, at patienters indbyrdes relationer under en indlæggelse og betydningen af disse, er mindre udforsket end andre typer patientcentreret undersøgelser. Undersøgelsen er yderligere motiveret af, at man på de nye sygehuse planlægger at bygge flere enestuer, hvilket vil svække patientkulturen, ligesom kortere liggetider og nedlæggelse af rygerum gør. De etnografiske data bygger på uformelle interviews med både mandlige og kvindelige patienter og formede sig som samtaler i den kontekst, patienterne befandt sig i. De etnografiske data er analyseret, fortolket og diskuteret sammen med øvrig empirisk litteratur på området og sat op imod den institutionelle ramme patientfællesskabet interagerer i, og kan ses som en modvægt til. Studiet viser, at patienterne anser både forholdet til medpatienten og personalet for vigtigt, men de fleste patienter foretrækker medpatienten. Patienterne er syge, indlagt uden deres sædvanlige tegn på identitet som tøj og ting, derfor er deres selvbillede skrøbeligt. De er derfor ekstra motiveret for at få fællesskabet til at fungerer på stuen. Både de og personalet anser stuen for deres hjem under indlæggelsen. Når der rejser en patient, som de snakker med, finder de en anden. Ikke alle patienter er med i fællesskabet, enten fordi de ikke vil, eller ikke mestrer den sociale omgang, eller fordi de bliver holdt udenfor. Unge er en kategori, som tit er udenfor. Patienterne gør sig tilgængelige eller utilgængelige for hinanden gennem et universelt tegnsprog. Hovednormen i patientkulturen er at gøre sig lige ved at gøre sig ens. Dette gøres i praksis ved at fremhæve ting, man har tilfælles og nedtone forskelle. At græde, klage eller snakke for meget om sit eget, ses som en måde at gøre sig speciel på og er derfor ikke velanset. Patienter snakker høfligt om almindelig ting som vejret, familie, arbejdsliv eller tidligere arbejdsliv. Men kan også have mere intime snakke om erfaring med undersøgelser, eller operationer, man skal igennem, angst, hjælpe hinanden efter stuegang med hvad der blev sagt. Patienterne hjælper hinanden praktisk, og deres relationer kan ses som et uformelt hjælpesystem. Patientfællesskabet er overvejende kønsopdelt, både direkte af den sociale afstand der er mellem kønnene og indirekte af, at kønnene på denne afdeling er adskilt. Men anledninger som fælles alder, bosted, de fysiske rammer, sygdomssituation eller samvær i ventetiden eller måltider, giver anledning til kontakt mellem kønnene. Her bliver køn som kategori underordnet. 6

8 Husk skema En antropologisk undersøgelse af sygeplejerskers brug af dokumentation Af Marie Thorning Dette masterspeciale handler om sygeplejerskers brug af standardiserede kontrol- og dokumentationsredskaber, og er baseret på feltarbejde på en af Danmarks største akutmodtagelser. Som analytiske begreber bruges blandt andet magt og modmagt, rationaliteter, løsningsmodeller og sociale teknologier, improvisation, tillid og mistillid. Problemformuleringen var opdelt i to dele: en praksisnær, ud fra et ønske om at beskrive hvordan krav til standardisering og dokumentation påvirkede sygeplejerskers konkrete handlinger, og dels en mere teoretisk og analytisk del, for at undersøge, om en sådan praksisnær beskrivelse kunne tilføre nye perspektiver på disse handlinger. Hovedkonklusionerne i undersøgelsen er, at sygeplejerskerne i nogen grad undlader at anvende dokumentationsredskaberne, eller anvender dem på andre måder end tiltænkt. Denne form for improvisation er til dels begrundet i en uhensigtsmæssig udformning af skemaerne og i en travl hverdag, hvor det er nødvendigt at prioritere mellem arbejdsopgaverne, men også i, at der er to løsningsmodeller i spil i sygeplejerskernes pleje og behandling af patienterne. Den ene løsningsmodel udspringer af et centraladministrativt og ledelsesmæssigt rationale om ensartethed og objektiv biomedicinsk viden, og ekspliciteres gennem kontrol i form af skemaer og andre dokumentationsredskaber. Den anden løsningsmodel udspringer af et sygeplejefagligt rationale om perception, fornemmelser og et helhedssyn på mennesket, der rummer såvel biomedicinske som sociale og psykologiske faktorer, og ekspliciteres gennem det sygeplejefaglige skøn. Disse to løsningsmodeller fungerer parallelt i sygeplejerskernes arbejde og er i nogen grad i konflikt med hinanden. Den arena som konflikten udspiller sig i, er ofte anvendelsen af skemaerne. Improvisation bruges her af sygeplejerskerne til at navigere imellem disse to løsningsmodeller og give deres sygeplejefaglighed råderum i et system, hvor centraladministrative og ledelsesmæssige krav er omfattende. Undersøgelsen konkluderer også, at der ikke nødvendigvis er en overensstemmelse mellem den kliniske virkelighed i plejen og behandlingen af patienterne, og det som bliver skrevet i skemaerne. Kontrol, eksempelvis ved hjælp af audits, er således ikke nødvendigvis medvirkende til at skabe øget kvalitet eller gennemsigtighed. Kontrol i form af skemaer bliver snarere brugt som et ledelsesmæssigt værktøj til at flytte det formelle ansvar nedad i systemet, fra ledelsen til de menige sygeplejersker, og medvirker til at skabe en situation der er præget af gensidig mistillid. Desuden forsøges mangler og uhensigtsmæssigheder i dokumentationsredskaberne løst ved at indføre flere skemaer og kontrolmekanismer, ud fra hvad der lader til at være en ledelsesmæssig grundide om, at hvis der, på trods af omfattende kontrol, alligevel forekommer fejl i plejen og behandlingen, er det ikke fordi kontrol ikke er nok, men fordi redskaberne til denne kontrol ikke er gode nok. Dette er medvirkende til at generere modstand mod, og skepsis overfor, skemaerne, blandt afdelingens menige sygeplejersker, som føler at det grundlæggende problem snarere er en mangel på personaleressourcer. I denne hospitalsafdeling er skemaerne således ikke kun en arena for kampen mellem to forskellige pleje- og behandlingsmæssige rationaler, men også en arena for magtkampe mellem ledelse og medarbejdere. Magtkampe hvis årsager såvel som resultater er krav til standardisering og dokumentation. De menige sygeplejerskers midler i denne magtkamp er dem de har til rådighed overfor ledelsens formaliserede magt: en generel modvilje mod, og undladelse af at anvende, dokumentationsredskaberne. 7

9 At leve med kroniske smerter - En antropologisk analyse af agency hos personer, der lever med kroniske smerter Af Eva Hauge I lyset af et rituelt perspektiv fastholdes personer med kroniske smerter ofte i den liminale fase og projektet belyser de udfordringer og muligheder, der er for accept og agency og indtræden i en ny livsverden. De senere år har der været et øget sundhedspolitisk fokus på, at personer med kroniske sygdomme skal styrkes i at tage vare på sig selv og tage ansvar for egen behandling og sygdom, og begreber som egenomsorg og empowerment dukker op. I forhold til disse begreber er agency i spil, og for personer med kroniske smerter er det vigtigt, at de involveres under hensyntagen til alle de udfordringer, der kan ligge for det enkelte individ. Formålet med dette masterspeciale er med en antropologisk vinkel at belyse, hvordan personer, der lever med kroniske smerter, har mulighed for at praktisere agency. Specialet er baseret på et 2 ugers feltarbejde på Smertecenter Syd i Odense med deltagerobservation og interview med 7 personer, der alle lever med komplekse kroniske smerter. Projektet belyser dels områder i personernes nære hverdag, hvor hverdagens agency kommer i spil for at skabe struktur, og har også fokus på den store kompleksitet, der omgiver menneskers liv. Hverdagslivet er præget af en konstant udfordring af til- og fravalg i forhold til den energi, der er til rådighed i et liv med komplekse kroniske smerter, og denne forhandling belyses i forhold til udveksling. Sociale relationer er af stor betydning for mennesker og tab af sociale relationer har stor betydning for informanterne, deres positionering i hverdagslivet og deres samlede symbolske kapital. Agency omhandler intentionelle og processuelle handlinger, og begreber som bl.a. liminalitet og accept benyttes i projektet som medvirkende til at skabe forståelse for agency. 8

10 Men jeg gav aldrig op - Et studie af lektiehjælps betydning for etniske minoritetsunge. Af Hanne Lindhardt. Etniske minoritetsunge har større succes med at lave social opstigning sammenlignet med etnisk danske unge. Den historie ville jeg gerne udforske nærmere. Hvem er de unge, det lykkes at tage en anden løbebane end forældrenes? Ligger der i deres fortællinger om vejen op ad den sociale stige elementer, vi der arbejder med forældre, børn og unge, kan lære noget af? For at få kontakt med min målgruppe henvendte jeg mig til et bibliotek med en lektiehjælp, fordi jeg der regnede med at kunne møde unge uden mulighed for at få hjælp til skolearbejdet hjemme pga. forældrenes manglende uddannelse. Feltstudiet bestod dels i deltagerobservation i lektiehjælpen over en tre ugers periode og dels i seks semistrukturerede individuelle interviews og et gruppeinterview med etniske minoritetsunge, jeg mødte på biblioteket. Via interviewene og mine observationer som lektiehjælper blev det tydeligt, hvor stor betydning lektiehjælpen havde for de unges skolepræstationer og for deres succes med at nå deres uddannelses mål. Undersøgelsesspørgsmålene fik derfor en tvist i retning af at undersøge, den betydning lektiehjælpen havde for de unge, og lektiehjælpens betydning i forhold til de etniske minoritetsunges skole og hjem. i bagvedliggende forståelser som fordres for at kunne begå sig i uddannelsessystemet. Stigma og social identitet var et andet tema, som fremkom i samtalerne med de unge. Uddannelse var vejen til at ændre på et stigma eller til at forme en acceptabel social identitet. Lektiehjælpen blev et middel til at nå dette mål. Lektiehjælpen var kompenserende i forhold til forældrene, men også i forhold til skolen. Mange unge havde deres gang i lektiehjælpen flere gange ugentligt og fik hjælp til at rette op på faglige huller og til at få oversat undervisningens danske kontekst. I lektiehjælpen mødtes etniske minoritetsunge med andre unge med etnisk minoritetsbaggrund. Lektiehjælpen tilbød en ramme, som gav mulighed for samvær med andre unge med samme tanker og mål som deres egne. I analysen af det empiriske materiale udkrystalliserede sig fire temaer. Familiens opbakning til de unge om at tage en uddannelse gik igen. Forældrenes ønske om, at deres børn får en uddannelse kan tolkes som et kontinuum i den bevægelse, forældrene satte i gang, da de udvandrede i håb om en bedre fremtid. Mange af de unges forældre havde begrænsede muligheder for at hjælpe deres børn med lektier. Den hjælp fik de i lektiehjælpen både i konkret form, men også til at få indsigt 9

11 Rummelige rammer og hjemlige rum - En sundhedsantropologisk unders ø- gelse af et herberg for kvinder Af Rie Kløver Eriksen Dette speciale i sundhedsantropologi tager udgangspunkt i et herberg for hjemløse kvinder i København. Med et fokus på grundtankerne bag etableringen af herberget samt kvindernes og personalets oplevelser og erfaringer fra praksis, undersøges det liv der udspillede sig på herberget. Derudover sættes der fokus på de symbolske og kulturelle betydninger, som herberget kan være udtryk for. K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T ET gennem indretningsmæssige forhold. Fra et kønsligt perspektiv kan der stilles spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at indtænke hjem til hjemløse kvinder og hvorvidt herberget kan afspejle en kulturel forestilling om, at kvinder har brug for hjemlige rammer for at få ro og opleve tryghed. Derudover var der en modstand fra kvindernes side om at identificere sig med hjemløse, men i stedet et ønske at være normale. Herberget var et sted, som skulle rumme en mangfoldig gruppe af kvinder med forskellige behov, livssituationer, sygdomme, misbrug og adfærd samt skabe rummelige rammer og et fundament til forandring til en sundere livsstil og et liv i bolig. Formålet med herberget er at tilbyde ro, tryghed samt at få dækket basale fornødenheder som mad, søvn, tage bad og få vasket tøj. Derudover er formålet at herberget skal være med til at danne en ramme og fundament, hvorfra kvinderne kan motiveres til at ønske en forandring fra deres nuværende liv til et sundere liv, et liv i bolig og til at modtage støtte, udredning og eventuelt behandling. Herberget kan derved ses som et bindeled imellem hjemløse kvinder og det etablerede system. Der har tegnet sig et billede af, at hjemlighed synes at være et vigtigt omdrejningspunkt for indretningen af herberget, samt dét at skabe en hjemlig stemning, der kunne bidrage til at kvinderne kunne opleve ro og tryghed. En hjemlighed der for nogle var svær at håndtere og blev konfrontationen med det de ikke havde. Flere af kvinderne havde desuden erfaringer med hjemlighedens mørkere sider, som vold, chikane og utryghed. Det hjemlighed element kan også ses som adfærdspåvirkende for kvindernes handlinger og heri en magtudøvelse, som fra et panoptisk perspektiv kan handle om, at disciplinere kvindernes adfærd 10

12 Hjemmehjælp, det skal man vænne sig til! - En antropologisk undersøgelse af relationen mellem hjemmehjælper og hjemmehjælpsmodtager. Af Lone Rømer Denne masteropgave i sundhedsantropolog undersøger de relationer, der skabes, når man, som hjemmehjælpsmodtager, er afhængig af hjælp fra hjemmehjælpen. Ved at undersøge hvordan hjemmehjælpen organiseres, og administreres, rammesættes hjemmehjælpernes arbejdsvilkår. Samtidig inddrages det faktum, at hjemmet får en dobbelt funktion, både som hjem og som arbejdsplads. Feltarbejdet bestod af to dele. Første del bestod af deltagerobservation, hvor den kommunale hjemmehjælp blev fulgt gennem nogle arbejdsdage. Anden del bestod i kontakt til hjemmehjælpsmodtagere fra i alt fem kommuner. Kontakten har både bestået af uformelle samtaler og ni interviews, hvoraf fem er foregået i hjemmehjælpsmodtagernes hjem. Pierre Bourdieus begreb, ekspliciteringstabu. Desuden er der set på, hvordan hjemmet som privat sted bliver udfordret, når det samtidig skal fungere som arbejdsplads. Her er Mary Douglas teori om hjem, og Marianne Gullestads arbejde om hverdagsliv i Skandinavien, anvendt. Det konkluderes, at de rammer, der gives for afvikling af hjemmehjælp, ofte medfører, at grænser for privathed, både hvad angår krop, hjem og identitet, brydes. Dette medfører ikke en ophævelse af de grundlæggende strukturer, som kendertegner reciprociteten. Der eksisterer stadig en gengældelsesforpligtigelse. Når hjemmet skal fungere som arbejdsplads, sker der et skred, hvor de handlinger, der foregår i hjemmet, institutionaliserer hjemmet. Relationen mellem hjemmehjælper og hjemmehjælpsmodtager konstitueres på en kompleks baggrund, som har sociale implikationer med betydning for hjemmehjælpsmodtageren autonomi. Jeg har beskrevet, hvad der ligger bag de redskaber, der er i brug, når hjemmehjælpen tildeles, og hvordan det opleves at være hjemmehjælpsmodtager. På baggrund af dette beskrives, hvordan dagligdagen kan forme sig for hjemmehjælp og hjemmehjælpsmodtager. Den manglende kontinuitet i mødet mellem hjemmehjælpere og hjemmehjælpsmodtagere opleves som et gennemgående problem. Relationen mellem hjemmehjælper og hjemmehjælpsmodtager anskues som et udvekslingsforhold. Analysens teoretiske udgangspunkt er derfor Marcel Mauss udvekslingsteori. De socialt indlejrede betydninger, der er forbundet med at give og modtage hjælp, behandles. Herunder inddrages 11

13 IN ST ITUT FOR ANTROPOLOGI KØBENHAVN S UNIVERSITET ØSTER FAR IM AG SG ADE 5, OPGANG E 1353 KØBENHAVN K TLF FAX