Belastende. Drømmen om evidens. I moders liv. Psykologer som ledere

Transkript

1 13. juni årgang Dansk Psykolog Forening 11 Belastende Også psykologer bukker under for de belastninger, de møder i arbejdsliv og privat. Ikke alle vælger at spytte ud, når de sygemelder sig. Side 4 Drømmen om evidens DSM baserer sig på naturvidenskaben. Men hjernen er ikke er sindet, og det udfordrer. SIDE 8 Psykologer som ledere Psykologer er strømmet til foreningens workshops om ledelse. Hvad har mødt deltagerne? SIDE 16 I moders liv Vi bliver først mennesker, når vi bliver født. Eller Måske har også fosteret en psyke. SIDE 20

2 13. juni årgang Dansk Psykolog Forening DSM baserer sig på naturvidenskaben. Men hjernen er ikke er sindet, og det udfordrer. SIDE 8 Også psykologer bukker under for de belastninger, de møder i arbejdsliv og privat. Ikke alle vælger at spytte ud, når de sygemelder sig. SIDE 4 Psykologer er strømmet til foreningens workshops om ledelse. Hvad har mødt deltagerne? SIDE 16 Vi bliver først mennesker, når vi bliver født. Eller Måske har også fosteret en psyke. SIDE _PsyNyt indd 1 03/06/ LEDER Vi ved, at børn fra brudte familier i gennemsnit om klarer sig dårligere senere i livet på områder som helbred.drømmen beskæftigelse, uddannelse og evidens Belastende Psykologer som ledere I moders liv Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Med børnene som våben M or og far skal skilles. I Danmark oplever hvert år børn, at deres forældre beslutter at gå fra hinanden. I en tredjedel af tilfældene har deres forældre så svært ved at samarbejde, at børnene må betegnes som ofre. Vilkårene for disse børn er ofte på dagsordenen, og senest har en række programmer på TV2 tydeliggjort behovet for, at vi bistår forældrene, så de kan komme overens, og så man undgår, at børnene bliver ramt af de voksnes konflikter. Vi ved, at børn fra brudte familier i gennemsnit klarer sig dårligere senere i livet på områder som beskæftigelse, uddannelse og helbred. Det gælder særligt børn, hvis forældres skilsmisse har været konfliktfyldt. Der er derfor grund til, at vi støtter forældrene i, at børnene ikke lider overlast midt i alt det, som naturligvis er vanskeligt, når et parforhold slutter. Aktuelt kan vi lade os inspirere af Norge, hvor man lægger vægt på den forebyggende indsats. Norske forældrepar får blandt andet tilbud om samtaler, som støtter dem i at tackle bruddet, forstå børnenes reaktioner og styrke deres samarbejde og kommunikation som forældre. Desuden tilbydes der mange steder grupperådgivning til børnene. I Danmark skal vi ikke nødvendigvis kalkere den norske model, men holde os centrale initiativer i den for øje ikke mindst at der i situationen tages hånd om børnenes trivsel og udvikling. Lige nu kan danske forældre, der ønsker skilsmisse, få en eller to samtaler, hvis de er uenige om samvær eller bopæl. Altså på et tidspunkt, hvor konflikten allerede er vokset til uenighed eller krig om noget helt centralt for børnene. Som i Norge bør vi træde til, før samarbejdet går i hårdknude og skaden er sket. Indenrigsministeren har signaleret vilje til at finde nye modeller, som understøtter parrets muligheder for at finde fælles holdbare og forpligtende løsninger. Med den viden, vi har, kan vi godt reducere antallet af de tragedier, mange skilsmisser trækker i deres kølvand og skabe bedre vilkår børnene, så det i statistikkerne i stedet kan ses, at de skilsmisse eller ej får en sund udvikling. Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf dp@dp.dk Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf p-nyt@dp.dk Redaktion: Claus Wennermark, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: Layout og Tryk: Jørn Thomsen Elbo A/S Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): 9744 ex. Trykoplag: ex. Medlem af Danske Specialmedier Indsendt stof: Indsendte artikler dæk ker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for artikler, der indsendes uopfordret. Forsidefoto: Colourbox Annoncer 2014 Job- og tekstsideannoncer mv.: DG Media, tlf , epost@dgmedia.dk Anfør Psykolog Nyt i emnefeltet Små rubrikannoncer (maks. 1/6 side): Psykolog Nyt, p-nyt@dp.dk, tlf > Psykolog Nyt > Annoncer Abonnement/2014: kr. + moms. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 13 4/8 22/ /8 5/9 15 1/9 19/9 Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening

3 I KORT FORM Psykiatrien: Håb for ligestilling - Dansk Psykolog Forening noterer med tilfredshed, at regeringen og regionerne er enige om at fortsætte indsatsen med at ligestille psykiske sygdomme med de somatiske sygdomme. Det er et mål, vi har efterlyst i mange år. Sådan udtaler Psykologforeningens formand, Eva Secher Mathiasen, på baggrund af økonomiaftalen mellem regeringen og regionerne, som blev indgået sidste uge. Parterne er blandt andet blevet enige om at indføre en udrednings- og behandlingsret i psykiatrien på linje med den ret, der er på det somatiske område. Hvis de nye rettigheder implementeres rigtigt, vil det ifølge psykologformanden blive et markant og nødvendigt fremskridt i bestræbelsen på at sikre, at personer med psykiske sygdomme modtager en rettidig indsats af høj kvalitet. Hun peger også på, hvor afgørende det er, at regeringen og regionerne gensidigt forpligter hinanden på at halvere brugen af tvang i psykiatrien frem mod Aftalen ledsages af nye midler til behandling, nedbringelse af ventelister og modernisering af de fysiske rammer i psykiatrien. kos Videndeling gennem slide share Vidste du, at du kan finde præsentationer og dokumenter fra Psykologkampagnens workshops og møder på Slideshare. I løbet af de seneste to år har Psykologkampagnen inviteret til op mod 30 arrangementer om emner som faglighed, jobsøgning, innovation, entreprenørskab og PPR. På Slideshare deler foreningen præsentationer fra flere af arrangementerne med alle interesserede. Der er to veje til goderne: > DanskPsykologForening, eller via virksomhedsprofilen på Linkedin > company > dansk-psykolog-forening. dnp Blad inden sommer Næste udgave af Psykolog Nyt er den sidste inden sommerpausen. Deadline hertil er passeret, når du læser dette. Imidlertid: Har du en annonce eller hastende meddelelse, så kontakt bladet. Straks. Red Mænd dør som fluer Anden uge af juni, og så er det tid til Men s Health Week, et årligt tilbagekommende fænomen, hvor man internationalt retter blikket mod det ene køn, det såkaldt stærke. Herhjemme arrangeret af Selskab for Mænds Sundhed, hvis formand er chefpsykolog Svend Aage Madsen. I en klummeagtig tekst i Politiken har han netop slået temaet om mænds elendige sundhedstilstand an igen. Som vanligt handler udsagnene ikke om en ynkeliggørelse af manden, men tværtimod om det forhold, at mænd ikke tager deres sundhed og sygdom alvorligt. Signaler af fysisk og psykisk art slås hen med det resultat, at også truende tilstande ignoreres. Som det udtrykkes: Mænd vurderer generelt deres helbred som langt bedre, end kvinder vurderer deres. Det på trods af at mænd har kortere levetid end kvinder, større forekomst og en større dødelighed af de fleste sygdomme, ligesom mænd er mere overvægtige, ryger mere og drikker mere alkohol end kvinder. Mænd dør som fluer, mens de selv synes, de er sunde. Svend Aage Madsens pointe er, at sundhedsvæsenet har et problem, fordi dets indsatser ikke tager højde for kønsforskellene. Det kniber fortsat med at opdage manden. jc PSYKOLOG NYT NR SIDE 3

4 PRESSET Af Nana Lykke Psykologer under belastning Psykologer er en af de mest stressede faggrupper i Danmark, men bukker de under for presset, går mange stille med det af frygt for repressalier og mobning. Det fortæller flere, når de søger hjælp i Dansk Psykolog Forenings karriererådgivning. SIDE 4 PSYKOLOG NYT NR

5 S tort set hver uge henvender psykologer sig til Dansk Psykolog Forenings karriererådgivning med arbejdsrelaterede belastningsreaktioner som stress, udbrændthed, angst og depression. En del oplyser, at de i forbindelse med en sygemelding ikke tør angive den rigtige årsag, fordi de frygter repressalier fra arbejdsgiveren eller mobning fra kollegerne. Det fortæller konsulent og psykolog Helle Kjertum, som hjælper medlemmerne i foreningens karriererådgivning med sparring om karriere, arbejde og videreuddannelse og med at tackle problemer på arbejdet. - Mange psykologer giver udtryk for, at psykologarbejdet er tilfredsstillende og givende på både det faglige og personlige plan. Men mange oplever samtidig i kortere og længere perioder arbejdet eller arbejdsvilkårene som særdeles belastende. Og det uanset om de er ansatte eller selvstændige. Flere har det rigtig dårligt, når de møder op i karriererådgivningen efter at have taget sig gevaldigt sammen i lang tid. De har behov for helt konkrete råd og støtte til, hvad de skal stille op i forhold til deres arbejdsgiver og til omgivelserne i det hele taget. Psykologerne bekymrer sig, som alle andre med belastningsreaktioner, for, om de igen kan fungere i familien og på arbejdet, og de frygter ofte, at især det terapeutiske arbejde vil være for belastende på længere sigt. - Det er klart, at alene tanken er skræmmende, hvis man altid har troet, det var den vej ens karriere skulle gå. Det er jo udfordrende for alle, hvis de måske er nødt til at revurdere forestillingen om den fremtidige karriere, siger Helle Kjertum. Blandt de mest stressede Helt tilbage til 2003 findes der tal, som påviser problemer med at få arbejdstid og arbejdsmængde til at hænge sammen. I 2009 bekræfter en undersøgelse af kommunalt ansatte psykologers arbejdsvilkår så, at selv om de godt nok følte stor tilfredshed og motivation for deres arbejde, så følte mellem 40 og 50 procent sig meget belastet af både arbejdsmængde og arbejdstempo. Dette cementeres af en nyere undersøgelse i 2012, udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, blandt beskæftigede. Her fremgik det, at psykologer hører til de jobgrupper, der, sammen med fx læger og gymnasielærere, særlig ofte føler sig stressede. Yderligere viste undersøgelsen, at psykologerne sammen med kasseassistenter og køkkenmedhjælpere har den højeste grad af depressive symptomer, og at de tilhører en af tre jobgrupper, som bliver mest følelsesmæssigt berørt af deres arbejde. Helle Kjertum genkender tendenserne fra karriererådgivningen: - Jeg møder løbende psykologer, der beskriver belastningsreaktioner, der hænger sammen med den ledelsesstruktur og ledelsesadfærd, som de udsættes for. Der er ofte tale om stort arbejdspres og forventning om, at psykologen selv prioriterer, så det hele kommer til at hænge sammen. Og det kan jo være et uløseligt dilemma for den enkelte psykolog, fordi prioriteringen får direkte konsekvenser for andre mennesker. Nogle taler også om mobning på arbejdspladsen. Selv blandt psykologer kan der udvikle sig en barsk omgangstone med fokus på fejlfinding frem for fællesskab. Den faglige stolthed Psykologerne giver udtryk for, at de har svært ved at tale åbent med chefen og kollegerne, når det handler om deres egne psykiske vanskeligheder, fortæller Helle Kjertum. - Psykologer kommer som alle andre, der er ramt af belastningsreaktioner, let til at vende det hele mod sig selv. Samtidig oplever de, at hele deres faglige identitet er på spil, når de bliver i tvivl om, hvad andre tænker om dem, om kollegerne fortsat vil nære tillid til dem, og ikke mindst på, om klienterne, hvis de hører om det, vil blive ved med at komme. Oven i det føler de også, at andre tænker, at de burde have redskaberne til ikke at blive syge og til at behandle sig selv. Derfor bliver det ekstra svært for psykologer at tale åbent om deres egne psykiske vanskeligheder. Men bare fordi man er psykolog, kan man ikke nødvendigvis forebygge eller behandle egen stress: - Der er kæmpe forskel på at stå uden for en kontekst og være rådgiver og på selv at være en del af en belastende kontekst. Psykologer er jo, uanset deres faglige viden, også almindelige kolleger, medarbejdere, ledere og selvstændige. - Vi må erkende, at ligegyldigt hvor veluddannet og fagligt solidt funderet du er som psykolog, så indgår du som alle andre i de stadigt tiltagende foranderlige og komplekse strukturer, som arbejdsmarkedet udgør i dag. Du skal være initiativrig, omstillingsparat og positivt tænkende. Og du skal magte altid at være på vej og sjældent få mulighed for fordybelse: Det er selvfølgelig betingelser, som også er udfordrende for psykologer at leve med, siger Helle Kjertum. Relationsarbejde særligt hårdt Redaktionen er ikke bekendt med undersøgelser, der forklarer årsagen bag, at særligt psykologer ligger i den høje ende af de faggrupper, der rammes af psykiske belastningsreaktioner. Et ph.d.-studie fra 2010 af Ida Huitfeldt Madsen, NFA viser, at følelsesmæssige krav i arbejdet medvirker til, at sundhedspersonale, lærere og pædagoger har større risiko for at få anti-depressiv medicin end ansatte, der ikke arbejder med mennesker. En undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken gennemført for Ministeriet for Ligestilling og Kirke fra 2013 viser, at tæt på halvdelen af alle præster oplever, at de i høj eller meget høj grad er følelsesmæssigt belastede. PSYKOLOG NYT NR SIDE 5

6 Endelig konkluderer psykolog Malene Friis Andersen, ph.d-studerende på NFA, i Nye perspektiver på stress (2013), at der er sket en sammenfoldning mellem arbejde og identitet i videns- og relationsarbejdet, som gør det vanskeligt ikke at tage kritik personligt, og hvor ydre organisatoriske problemstillinger vendes til indre konflikt og en følelse af utilstrækkelighed. Dermed bliver relations- og vidensarbejdere særligt sårbare over for problematiske arbejdsforhold som for stort arbejdspres, uklare succeskriterier, manglende forventningsafstemning og manglende anerkendelse fra ledelsen. De har den udfordring, at selv mindre stress-symptomer hurtigt reducerer arbejdsevnen, da de er dybt afhængige af deres eksekutive funktioner (fx koncentration, hukommelse) samt relationelle kompetencer for at kunne løse deres arbejdsopgaver. Videns- og relationsarbejdere kan derfor fanges i en negativ stress-spiral, hvor de får stadig vanskeligere ved at løse deres arbejdsopgaver, mens løsningen af selvsamme opgaver er afgørende for deres psykiske og identitetsmæssige overlevelse. Sammenfoldningen mellem arbejde og identitet kan være yderst frugtbar og engagerende for både medarbejdere og virksomhed, hvis arbejdsmiljøet er hensigtsmæssigt og bæredygtigt. Men det forpligter ledelsen og HR til at tage det psykiske arbejdsmiljø meget alvorligt, skriver Malene Friis Andersen. Helle Kjertum mener på baggrund af sine mange samtaler med medlemmer og mange års erfaring inden for flere forskellige psykologiske felter, at relationsarbejde kan være særlig stressfremkaldende. Især hvis man ikke har mulighed for supervision. - Der savnes desværre forskning om psykologers psykiske arbejdsmiljø og betydningen af at arbejde relationelt en væsentlig del af arbejdstiden. Men jeg føler mig ret overbevist om, at relationsarbejde med en meget høj grad af intensitet kan indebære en særlig risiko for at udvikle psykiske belastningsreak tioner. Hun udpeger graden af nærvær og forventninger til opgaveløsningen som særligt stressfremkaldende: - Fx arbejde, der indebærer en intens kontakt, hvor udvikling af Karrieresparring Psykologforeningen tilbyder sparring om karriereovervejelser, både til studerende, nyuddannede, ledige og erfarne psykologer. Tilbuddet omfatter også medlemmer, som oplever psykiske belastningsreaktioner som følge af deres arbejde. Konsulent, psykolog Helle Kjertum. Tlf , hek@dp.dk. Telefontid: hverdage kl , undtagen onsdag. relationen har afgørende betydning for behandlingsresultatet, og hvor du er noget nær 100 procent nærværende hele tiden. Jeg tror, de fleste psykologer kan nikke genkendende til i 50 minutter at have været så bevidst om at bevare øjenkontakten under en samtale, at man nærmest ikke har tilladt sig at lade øjnene hvile på andet end klienten. Mange psykologer og andre faggrupper for den sags skyld kender til at være så mentalt udtrættede, at de efter en arbejdsdag næsten ikke magter at lytte til familien, lave selskabelige aftaler eller tage telefonen, fordi de ikke orker at stille sig mere til rådighed. Helle Kjertum peger desuden på, at det forventningspres, som psykologerne ofte udsættes for, kan være en stressfaktor. - Psykologer bliver som regel hyret til at løse problemstillinger, der virkelig er gået i hårdknude personlige problemer eller organisatoriske problemer. Det kunne tænkes, at det altid at blive mødt med en forventning om, at man kan levere et værktøj, der får alt til at gå i orden, også på længere sigt kan udgøre en særlig belastning for psykologerne. Mange har høje forventninger til det en psykolog kan udrette og psykologen har det ofte også selv. En vis åbenhed Når Helle Kjertum rådgiver om, hvor meget og til hvem psykologen skal åbne sig, så beror det altid på en konkret vurdering. - Du skal naturligvis tale med din leder, hvis du ikke kan passe dit arbejde, som det forventes. Men du skal også huske, at en arbejdsgiver ifølge loven om helbredsoplysninger ikke har krav på at vide, hvad du fejler, medmindre sygdommen har væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden. Åbenhed er i princippet at foretrække, men jeg mener ikke, at den enkelte psykolog, som i forvejen befinder sig i en belastet situation, skal være den, der går forrest med fanen og maner fordommene i jorden. Det må andre med mere overskud tage sig af, siger Helle Kjertum. Hun opfordrer næsten altid psykologen til at henvende sig til sin praktiserende læge og beskrive symptomerne og relationen til arbejdssituationen, for hvis man skal sygemeldes, er det væsentligt, at lægen er bekendt med situationen. Lægen kan samtidig tage stilling til henvisning til psykolog. Det er via en bestemmelse i Dansk Psykolog Forenings bistandsfond i ganske særlige tilfælde muligt at yde medlemmerne økonomisk støtte til psykologhjælp. Kravet for at blive visiteret til denne udvidede hjælp er, at den psykiske belastningsreaktion skal være af en sådan karakter, at medlemmet enten ikke er i stand til at varetage sit arbejde, eller er sygemeldt eller i stor risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. I 2013 fik 23 psykologer mellem 5 og 10 betalte samtaler hos en psykolog, hvor Helle Kjertum vurderede, at der var en tydelig sammenhæng mellem medlemmets psykiske belastningsreaktion og særligt belastende forhold i relation til vedkommendes arbejdssituation. Der er ikke et samlet tal for, hvor mange psykologer, der i alt søgte hjælp i karriererådgivningen i Nana Lykke, webredaktør SIDE 6 PSYKOLOG NYT NR

7 KLUMME Vil du med i baren? K vinden er midt i fyrrerne, leder i en stor dansk virksomhed og slet ikke utilfreds med udviklingen: For ti år siden opfordrede min chef mig altid til at gå med kunderne i baren. I dag er budskabet, at vi skal huske sportsoutfittet til morgenløb med kunderne. Jeg har altid været mere til sport end sene natteøl, men det er en sjov udvikling, siger hun. Og det er da tankevækkende. Hvad er der sket, siden vi i løbet af fem-ti år har udviklet os fra et image som the jolly danes, der sad i den evige rundkreds og delte øl, tanker og dumme vittigheder, til at vi okser løs med ironman, MBA er og selvkontrol. Og kaster fem mandler og fedtfattig skyr i munden om morgenen, før vi løber rundt på villavejene, som om fanden selv var i hælene på os? Vil vi vide noget om tidsånden, er det altid godt at starte med de unge. Megatrends aflæses ofte bedst i de unge, der vokser op midt i tendenserne. Os med begyndende grå år er ofte lidt mere træge i sindet og reagerer senere. Og der er sket noget interessant. Jeg har lige interviewet ca. 75 unge om deres drømme. Stillet de samme spørgsmål som til bogen Popstars-generationen, der udkom i Især én ting springer i øjnene: For fire-fem år siden boomede de store fyldige drømme med mig i centrum som stjernekirurg, rockstjerne eller krigsreporter. Drømmene er der stadig, men fulgt op af et: Det kan godt være, at der er krise, men jeg skal sgu nok klare det. Jeg trodser tidsånden Individualismen og erkendelse af, at jeg er min egen lykkes smed, er endnu stærkere end for fem år siden efter den økonomiske krise. De unge er helt bevidste om, at det handler om at performe og skille sig ud. Ikke så mærkeligt, at The Times for et år siden døbte de unge The Me Me Me Generation. Så mon skridtet fra baren til løberi kunne handle om en brat opvågning på grund af den økonomiske krise? Har vi fået syn for, at vi lever i en åben global konkurrencepræget verden, hvor kineserne snart kommer og tager os. Hvis vi altså ikke straks går i højeste gear og opruster os selv som små soldater. Dertil kommer udsigten til et omskifteligt fremtidigt arbejdsmarked uden faste job og positioner, hvor man hele tiden skal genopfinde sit eget talent og være den bedste version af sig selv fysisk og fagligt. Lad mig straks indrømme: Deres klummeskribent jubler ikke over skiftet i tidsånden. For det første, tror jeg ikke, vi kan holde til det i længden. At være så meget i mig, i kontrol, i performance. Vi kan få travlt, hvis vi hele tiden skal slå hinanden eller en imaginær kineser på målstregen. Ikke sært, hvis mange bukker under med stress eller depressioner. For det andet tror jeg slet ikke, vi skal slå kineserne på pris og hård konkurrence. Skal vi leve af innovation i fremtiden, skal vi evne at samarbejde og udfordre hinandens ideer. Danmark ligger højest på internationale tillidsundersøgelser det hemmelige guld, der fremmer kreative processer og projektsamarbejde. Det skulle vi nødig sælge ud af i en enøjet konkurrencediskurs med hovedløse performancemål. Men endelig: Jeg er faktisk (desværre) ret kropsdoven, rigtig glad for mad og et godt glas rødvin. Selvfølgelig er alt et spørgsmål om balancer, og jeg spiser skam også grønt og forsøger mig med kæk powerwalk. Men jeg holder mest af den dybe udviklende samtale, som ikke kan løbes væk. Fx tale om, hvad det vil sige at være menneske i senmoderniteten, og om vi egentlig har et andet valg midt i en kontrol- og performancediskurs. Og mens vi således grubler lidt over det, vil jeg vælge at trodse tidsånden og spørge dig: Vil du med i baren? Anne-Marie Dahl, cand.scient.pol. Fremtidsforsker, FUTURIA KLUMMEN (lat. columna) Psykolog Nyts klummetekster skrives på skift af seks personer, som har fået frie hænder til at ytre sig om tendenser i det moderne liv og samfund. Skribenterne repræsenterer vidt forskellige fagområder og opgaven lyder ikke på at skrive om psykologi. PSYKOLOG NYT NR SIDE 7

8 EVIDENS? Af Jean-Christian Delay Drømmen om evidens Til den klassiske brug af DSM-systemet i psykiatrien knytter sig troen på anvendeligheden af det naturvidenskabelige paradigme. Men hjernen og sindet er ikke en og samme ting, og problemerne tårner sig op. P sykiatrien drømmer om at kunne stille diagnoser, der er lige så præcise, videnskabelige og effektive i de behandlinger, de fører til, som de mest virksomme tiltag inden for den somatiske medicin. Amerikanerne har dertil skabt et diagnostisk system, DSM, som skal kunne bidrage til at gøre drømmen til virkelighed. Manualen har i diverse udgaver eksisteret i godt 60 år, heraf de sidste 35 officielt viet psykiatriens videnskabeliggørelse, og her i særlig grad den evidensbaserede videnskab. Set fra både et videnskabeligt og menneskeligt standpunkt ligner DSM-projektet for tiden en katastrofe. DSM-systemet bidrager i væsentlig grad til psykiatriens umenneskeliggørelse, samtidig med at det ofrer videnskab på pragmatismens alter. I og med manualerne er så toneangivende, er der grund til at se nærmere på problemerne. Diagnosen PTSD viser sig særlig velegnet til formålet. Ja, diagnosen ligner ligefrem et paradigme på DSMsystemet. Jeg er ikke læge Danmark har udvidet rammerne for diagnosticering og behandling af soldater med PTSD. Indtil 2013 skulle soldater melde deres PTSDsymptomer højst 6 måneder efter deres seneste rotation i en kampzone for at have ret til hjælp. Problemet var, at et betydeligt antal veteraner først fik deres initialsymptomer op til to år efter at være kommet hjem fra tjeneste. Adspurgt i radioen sidst i 2012 understregede sundhedsministeren, at de relevante love var forfattet i overensstemmelse med videnskabelig evidens. Journalisten pressede ministeren til at sige mere, hvortil hun svarede: Jeg er ikke læge og kan derfor ikke foreslå en løsning på problemet. Efter pres indrømmede ministeren, at hun som lægperson følte, at vi skyldte soldaterne at hjælpe dem, også selv om de først fik deres initialsymptomer længe efter den i loven angivne grænse. Hun erklærede, at hun ville forhøre sig, om det var muligt at få en anden videnskabelig vinkel på sagen. Hvis ikke ovenstående kan gøre det ud for videnskabelig evidens, er det i al fald evidens for, at videnskab, politik og subjektivitet i virkelighedens verden uafladeligt sammenflettes, også på tværs af hinanden. Her kommer ministerens holdning i ulave med det af videnskaben anbefalede. Kan hun nu shoppe sig frem til en videnskabelige løsning, der bedre passer til hendes ønske, personligt og politisk? Det kan hun. Minsandten om ikke evidensen forelå få måneder senere. Da loven følgelig blev ændret, fremhævede den nye minister den foreliggende videnskabelige evidens, samtidig med at en række støttende aktivister glædede sig over, at det var lykkedes for dem at overtale politikerne til at gennemføre lovændringen. Bestandigt henvises der til videnskab. Videnskab tilskrives rollen som fyrtårn i et oprørt hav af mangfoldige åndsretninger og skuffende ideologier. Gennem de sidste århundreder har videnskaberne udvirket radikale ændringer i menneskenes levevilkår, mange af dem til det bedre. Det har motiveret mennesker til engang imellem at underlægge deres ønsker, forestillinger og fantasier den videnskabelige disciplin, der er nødvendig for at skabe en virksom viden om naturen. Men også dét har sin slagside, fx når henvis- SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR

9 PSYKOLOG NYT NR SIDE 9 fotos: Colourbox

10 ninger til videnskab bruges til at undgå eller dække over besværlige, ikke-videnskabelige dagsordener. Herpå giver det førnævnte eksempel kun en forholdsvis uskyldig forsmag. Evidensbaseret videnskab er i princippet en del af den videnskabelige tradition. Evidensbølgen gør det dog tydeligt, hvordan menneskernes vanskeligheder med at forvalte forholdet mellem ønsker, fantasier og virkelighed bidrager til at give det videnskabelige projekt en pervers drejning. Problemet er at finde i hjertet af psykiatriens DSM-manualer. Selv om PTSD ofte anses for værende unik iblandt psykiatriske diagnoser, navnlig på grund af den store rolle, ætiologien spiller deri, er den ikke desto mindre paradigmatisk for DSM, både hvad angår diagnosernes brug og misbrug og spørgsmålet om videnskabelighed. Psykiatrien drømmer om at kunne stille diagnoser, der er lige så præcise, videnskabelige og effektive i de behandlinger, de fører til, som de mest virksomme tiltag inden for den somatiske medicin. DSM i fem udgaver PTSD-diagnosen blev indført på et tidspunkt, hvor amerikanske psykiatere havde besluttet at rydde drastisk op i DSM. Situationen dengang var, at psykiatere diagnosticerede så forskelligt, at ud af ti psykiateres syn på en sag, var kun tre enige om diagnosen. Der var nationale, ja lokale diagnoselister. Det var vanskeligt at lave sammenligninger, og det gik ud over forskningen. De to første versioner (DSM-I, 1952, og DSM-II, 1968) var psykoanalytisk orienterede. Tilgangen var centreret om psykiske konflikter og jegets muligheder for at mestre disse konflikter. Men amerikansk psykiatri måtte sande, at tilgangen var hverken præcis eller relevant nok til de problemstillinger, den dagligt stod over for. Samtidig var 50 ernes psykofarmakologiske revolution for alvor ved at slå igennem, og psykiatriens biologiske fremtid var på alles læber. Nu skulle det handle om videnskabelig evidens. Slut med livshistorier og opvækstomstændigheder, slut med oplevelser og sociale faktorer, med tolkninger og snak, nu skulle der tal på bordet, nu skulle det handle om hjernen. Det blev taget ad notam, og en omfattende redigering af manualen blev iværksat med den frafaldne psykoanalytiker Robert Spitzer i formandens stol. Diagnostiske kriterier blev nu opgraderet på bekostning af almene beskrivelser. De psykoanalytisk farvede diagnoser neuroser, psykoser, perversioner og psykosomatikken blev fjernet eller inddæmmet. De ansås for at være for værdiladede. Manualen skulle være evidensbaseret og teorineutral. Der skulle udvikles et fælles diagnostisk sprog, så man internationalt kunne formidle klinisk information brugbart til forskning. Sammenligning af diagnoser i Gundsømagle, Jekaterinborg og San Francisco skulle give videnskabelig mening. At det var så som så med teorineutralitet, tænkte ingen på. Hvem i kampens hede tænkte på, at den pragmatisme, der herskede i Nordamerika, også var en teori? Kursændringen førte i al fald til udgivelsen af DSM-III i Manualen blev et verdenshit, og ligeså efterfølgeren DSM-IV. Den nys udgivne DSM-5 (2013) lægger sig i forgængernes slipstrøm, men møder dog lidt mere modstand. Foruden at være en etisk ørken, hvad mental sundhed hos individ og samfund angår, er projektet faktisk endt med at modarbejde det, som skulle afhjælpes, nemlig videnskabelighed i psykiatrien. I de over 30 år der er gået, siden DSM-III udkom, er systemet blevet mere konsistent (reliable), men ikke på den måde man havde forestillet sig. Grunden til, at psykiatere overalt kan nå frem til samme diagnose, er først og fremmest, at de alle er blevet trænede og eksaminerede med udgangspunkt i DSM. Hertil fx, at diagnoserne er formuleret med skelen til, hvad amerikanske helseforsikringer vil dække. Summa summarum, hvad systemet vandt i pålidelighed, blev fratrukket i validitet, og der hvor der forventedes videnskabelige forklaringer og årsager, er man stadig ikke kommet længere end biologiske beskrivelser. Trods dette er manualen psykiatriens bibel, i den grad at den internationale diagnostiske manual, ICD, agter at lægge den kommende 2015-udgave af den del, der omhandler mentale og adfærdsmæssige forstyrrelser, op ad DSM. Endelig er manualen nu også en uomgængelig reference inden for forsikringsverden, jura, fængsler, skoler osv. Manualens validitet er for ringe til, at den kan bruges som videnskabeligt redskab. Til gengæld kan den bruges som simpel opslagsbog og facitliste, med risiko for at ende som et hjerneblæst system af udenadslære uden menneskeligt indhold. Selvom det kan fremhæves at den kliniske brug af DSM stadig er mest udbredt i USA, begrænser tendensen sig ikke til USA. Hvordan er det gået så galt? Kritikken mod DSM DSM s redaktører kan ikke klandres for hele miseren. Hvis blot man læser DSM-IIIs indledning, står advarslerne klart og tydeligt formuleret: Der gøres udtrykkeligt opmærksom på, at manualens primære sigte er videnskabelig, ikke klinisk. Der advares udtrykkeligt mod at bruge manualen som simpel opslagsbog og facitliste. Vigtigheden af at foretage en mere omfattende evaluering fremhæves, ligesom det skal handle om fx mennesker med skizofreni og ikke-skizofrene. Ikke desto mindre lagde redaktionen uforvarende op til en tilsidesættelse af Oplysningstidens principper om dels den enkeltes værdighed, dels vigtigheden af at give plads til omhyggelige overvejelser. Var det ikke tydeligt, at et projekt, der gav kategorier (selv med tilføjelse af et dimensionalt aspekt) absolut prioritet over konflikter, ikke kunne undgå at føre til forværring af konflikter og var lige så risikabelt på det mentale område som det få år før havde været på det politiske? Sådan så man åbenbart ikke på det. Det var de ikke, og det er en ringe trøst, at Spitzer årtier senere, kort før han gik på pension, selv SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR

11 kritiserede manualerne og udtalte, at de havde bidraget til at psykiatrisere % af befolkningen, som ellers vil være blevet opfattet som værende inden for normalområdet. Ifølge ham er problemet, at DSM-systemet operationaliserer mentalforstyrrelsernes definitioner uden at tage hensyn til den kontekst, hvori symptomerne finder sted. Det er pudsigt, at DSM s redaktion kunne tro, deres advarsler ville have nogen præventiv virkning. I DSM-I og DSM-II (de psykodynamiske versioner) stod allerede lignende advarsler at læse. Det hindrede ikke USA s psykiatere dengang i at overdiagnosticere markant i forhold til psykiatere i resten af verden. Ligesom neurotiske og psykotiske problemstillinger kunne reduceres til den rene karikatur, ved fx at forklare symptomer som udslag af et Ødipuskompleks skævvredet af ubevidst homoseksualitet, uden at en forudgående nærmere udredning af den konkrete patient nødvendigvis havde fundet sted. Med DSM-III troede psykiaterne at have lagt op til mere videnskabelige rammer, som kunne mane til større omhu. Sådan er det ikke blevet. Det er ikke lykkedes de angiveligt videnskabelige DSM- III, DSM-IV og nu DSM-5 at inddæmme misbruget af mærkatsdiagnosticering. Tværtimod, praksissen er eksploderet. Forskellen mellem dengang og nu er, at det nu er i hele verden, psykiatere overdiagnosticerer. Alvoren er ikke til at tage fejl af, og kritikken er da også blevet mere højlydt i og med den nys udgivne DSM-5. Den aktuelle kritik med bidrag fra flere af manualens tidligere redaktører kan dog give den uindviede læser indtryk af at problemerne er af nyere dato, at det blot handler om et videnskabeligt projekt, der er løbet af sporet. Imidlertid blev kimen til miseren redigeret direkte ind i DSM- III fra starten. Det er her, PTSD-diagnosen får status af paradigme. Det splittede menneske Diagnosen PTSD introduceredes for over tredive år siden af dem, der redigerede DSM-III. Rammen skulle være videnskabelig, men der lå et økonomisk og moralsk problem. Af de soldater, der vendte hjem fra Vietnamkrigen, var der en del, der led af symptomer, som ikke passede ind i nogen af de forhåndenværende diagnoser. Følgen var, at soldaterne ikke kunne få den lægelige blåstempling, der skulle til for at udløse støtte. Da man gerne ville hjælpe disse soldater, besluttede DSM-III s redaktion at skabe en ny diagnose. Den nye diagnose, PTSD, skræddersyedes til både soldaternes symptomer og formålet. Der er evidente ligheder mellem situationen dengang og den mere aktuelle situation beskrevet i indledningen. På den ene side er der et ønske om at hjælpe traumatiserede soldater. På den anden side en forventning om, at ønsket skal udmønte sig i politiske beslutninger, som er videnskabeligt velbegrundede evidensbaserede er tidens yndede udtryk. Der er intet i vejen med både at håndhæve videnskabelighedens vigtighed og skele til mere subjektbetonede dagsordener. Tværtimod, det er en måde i det mindste implicit at anerkende, at mennesket er en splittet størrelse, og at splittelsen må medtænkes og ikke tildækkes. Nej, problemet er at handle, som om evidens går restløs op i videnskabelighed. Tendensen er om muligt værre i dag, end dengang PTSDdiagnosen indførtes. I dag ser vi PTSD-diagnosen behandlet som en genstand egnet til evidensbaseret videnskab, også med henblik på at løse problemer, som er subjektbetonede. Begivenheder indtruffet siden vedtagelsen af den ovennævnte nye PTSD-lov i Danmark giver en forbilledlig illustration af problemet. Soldaterne med PTSD Vedtagelsen af den nye PTSD-lov blev nemlig en anledning til fra faglig side at gøre opmærksom på, at den medicinske og terapeutiske behandling af de soldater, der er hårdest ramt af PTSD, er utilstrækkelig. For at undersøge forholdene nærmere er der iværksat hjernescanninger af soldater hjemvendt fra krigshandlinger. Da planen om at scanne soldaterne kom frem, reagerede Hærens Konstabelog Korporalforening med begejstring. Kan det via forskningen dokumenteres, at PTSD-ramte soldaters hjerne på grund af sygdommen arbejder anderledes end raske mennesker, vil det forhåbentligt lede til en større anerkendelse i befolkningen af sygdommen. I det foregående krydser flere felter hinanden: behandling, øko-

12 nomi, politik, videnskab og ikke mindst soldaternes higen efter anerkendelse af de farer, de udsættes for i forbindelse med krig, herunder faren for at blive ramt af PTSD. Videnskab er referencen både for fagfolk og for soldaterne. Forventninger om at få et klart vink fra hjernen om årsagerne til mange problemstillinger er ikke specielle for soldater. Soldaternes forventninger modsvarer, hvad der i forvejen er udbredt i befolkningen: hjernen er en historie, der trækker presse. Det er derfor rimeligt at forstille sig, at hvis anerkendelse skal komme et sted fra, er hjernen et godt bud. Om scanninger af hjernen kan være på omgangshøjde med problemkomplekset PTSD, er til gengæld en anden sag. Et godt sted at begynde er at opgive tanken om teorineutralitet. Hvor mennesket findes som subjekt, findes teorineutralitet ikke. Scanningerne er ikke problemet. De kan bidrage til neurovidenskabelige præciseringer af mekanismer, der indgår i de måder, PTSDsymptomer kommer til udtryk på. Problemet ligger i at lade teknovidenskabelig evidens forklare eller løse et syndrom som PTSD. Eller giver håb om en snarlig løsning, som det ofte udtrykkes også i faglitteraturen. PTSD-diagnosens sammenflettede dagsorden egner sig ikke til en antibiotika-løsning (nu psykiatrien gerne vil gøre den somatiske medicin efter). Hjernescanninger kan altså kun delvis dække den konstruerede, politico-videnskabelige definition af PTSD. Dels overskrider PTSD-diagnosen (neuro-)videnskabens felt, dels er selve videnskaben mærket af de ikke-videnskabelige (subjektbetonede) træk, der indgik i udformningen af PTSD-diagnosen. Alligevel forventes hjernen også at kunne levere svar på spørgsmål, som mere har med relationer og sindet at gøre. Soldaterne og deres behandlere ved godt, at andre faktorer end hjernen påvirker, hvordan en soldat klarer missionen. Fx betyder forholdet mellem soldaterne og mellem soldaterne og deres officerer en del. Det er relationelle problemstillinger, ikke hjernefysiologiske spørgsmål, også selv om relationerne formidles blandt andet gennem hjernefysiologi. Trangen til at få også relationelle forhold forklaret som udslag af målbar hjerneaktivitet er stor. Den offentlige diskurs omkring diagnosen PTSD opmuntrer til en udviskning af forskellen mellem hjernen og sindet og lader hjernen stå for dem begge. Den nærer en praksis, hvor teknovidenskabelig evidens bruges til at evaluere, certificere, regulere og administrere menneskelige problemstillinger ud fra en uartikuleret forestilling om, at det kan lade sig gøre at komme godt fra at ignorere eller neutralisere den menneskelige faktor deri. Uden direkte at være hjernecentreret forstærker DSM-manualerne tendensen ved at fremme et sprog, der levner lidet plads til subjektet (både hos patienten og hos behandleren), blandt andet ved at forvandle tiltagende dele af normalitet til en psykopatologisk diagnose. Således skubbes der i retning af en umenneskeliggørelse af psykiatrisk praksis. Retningslinjerne virker måske mere konkrete og overskuelige, men svarer bare ikke til den virkelighed, vi befinder os i, og til de problemer vi er oppe i mod. Fx er soldaternes anerkendelse ikke primært et spørgsmål om hjerne, men et spørgsmål om sind, både hos den enkelte og for fællesskabet. Hvilken skæbne venter? Indbefatter en løsning på ovenstående at gøre det af med DSMsystemet hvis det da overhovedet er muligt? Svaret må være nej. Vi har ikke har brug for at smide endnu et barn ud med badevandet, som det skete, da DSM forlod den psykoanalytiske referenceramme til fordel for evidensbaseret videnskab. Nej, hellere analysere det fejlslagne i forsøget ja, i forsøgene. DSM-systemet afspejler jo en toneangivende del af nutidens tænkesæt og kalder på en åben, grundig og kritisk analyse, der kan bidrage til en løsning der bedre sammentænker forholdet mellem subjekt og videnskab. Et godt sted at begynde er at opgive tanken om teorineutralitet. Hvor mennesket findes som subjekt, findes teorineutralitet ikke. Hvortil kommer, at der ingen objektive selv videnskabelige fakta findes, uden at de er lejret ind i en teori. Det er et yderst tvivlsomt foretagende at sætte lighedstegn mellem fakta og evidens. Selv i en evidensbaseret praksis kombineres den fra klinisk forskning bedste kurante evidens med behandlerens kliniske ekspertise. Tanken er naturligvis at styrke den videnskabelige tilgang i klinisk praksis, men bemærk, at definitionen, taget fra tre af den moderne evidensbaserede medicins grundlæggere, sætter behandlerens kliniske ekspertise på lige fod med evidens. Altså er behandlerens kliniske ekspertise ikke evidensbaseret, men erfaringsbaseret. I en tid hvor evidens har en høj stjerne og det er så som så med erfaringens prestige, kan behandleren fristes til at lade den evidens, fagmiljøet anser for at være den meste kurante, styre arbejdsgangen. Ja, det evidensbaserede bliver nærmest synonym med erfaring og klinisk ekspertise. Det kan gå så vidt, at hvis en kliniker bare forestiller sig, at der ikke er evidens for dette eller hint, så har det ingen interesse. Det ser praktisk og effektivt ud, en måde at producere hurtige diagnoser, når lange ventelister og en ventelistegaranti presser på. Det er også en måde at spare de ressourcer som en bedre udredning kræver. Men det er også en gennemprøvet måde at underminere de principper, hvortil praksis refererer. Mønstret er en klassiker. Menneskeheden har været igennem den mølle utallige gange, i både stort og småt. Sådan er mange værdifulde bidrag endte på de gode ideers kirkegård. Går evidens samme skæbne i møde? Jean-Christian Delay psykoanalytiker, læge SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR

13 NYE BØGER Flemming Schultz; Trine Nyby; Katrine Munch Bechgaard (red.): Det er bare almindelige mennesker, der har en sårbarhed. Der er klare mangler i børn og unges retsstilling, når de bliver indlagt på et psykiatrisk afsnit, mener Børnerådet Rapporten er Børnerådets bidrag til, hvordan vi får en bedre behandling af patienterne i det psykiatriske system set med børn og unges øjne. Den indeholder 56 børn og unges fortællinger om, hvordan det er at leve med psykisk sårbarhed. Og om hvordan det er at være indlagt på et psykiatrisk afsnit. Børnerådet, 2014, 65 sider, gratis download: brd.dk Kit Lisbeth Jensen: Fra offline til online. Brugen af internetbaseret rådgivning og terapi kan give store menneskelige og samfundsmæssige gevinster. Bogen er tænkt som inspiration til den psykolog, der vil etablere en klinik på nettet, ligesom den henvender sig til personer, som ønsker at møde psykologen på nettet, men har brug for viden om, hvordan og hvorvidt en onlineklinik kan være en god hjælp. Der er fokus på relevant forskning og etik og på barrierer og mulig heder. Fakbokforlaget, 2014, 176 sider, 349 no.kr. (fagbokforlaget.no) Bodil Claesson: Pigen der hoppede ud af sin krop. En bog om dissociation. Ved hjælp af videnskabelig forskning og casebeskrivelser omtales dissociation og forskellige typer af traumer. Det belyses, hvordan de kan disponere for PTSD og andre multisystemlidelser: fibromyalgi og kronisk træthedssyn drom lidelser, som både omfatter psyken og den fysiske krop. Desuden beskrives terapiformen Somatic Expe riencing, der har vist sig effektiv i behandlingen af traumer. Hans Reitzels Forlag, 2014, 320 sider, 325 kr. Zindel V. Segal; J. Mark G. Williams; John D. Teasdale: Mindfulnessbaseret kognitiv terapi mod depression: Bogen giver klinikere vejledning i, blandt andet hvordan de selv kan praktisere mindfulness en vigtig forudsætning for at kunne formidle det til andre. Der præsenteres aktuelle resultater fra en lang række studier af MBKT s virkningsfuldhed og de underliggende mekanismer, herunder studier af tilpassede versioner til behandling af andre psykiske og fysiske helbredsproblemer end depression. 2. reviderede udgave. Hans Reitzels Forlag, 2014, 520 sider, 500 kr. indb. Ole Ditlev Jensen: Om at leve. 20 skridt til mere overskud og mindre stress. Giver råd og redskaber til, hvordan man kan finde ind til kernen og skabe plads til det vigtige i livet fx ved at vælge til og fra, blive mere produktiv, komme ud i naturen, få søvn, god kost og motion, alenetid og meget mere. Ud fra erfaringerne som travl underviser, familiefar og fagbogsforfatter viser Ole Ditlev Nielsen, hvordan man ved at prioritere, rydde op og skabe gode vaner kan skabe store positive forandringer i sit liv, skridt for skridt. Dansk Psykologisk Forlag, 2014, 296 sider, 298 kr. Morten Kusk Fogsgaard; Claus Elmholdt (red.): Magt i organisationer. Bogen viser, at magt kan iklæde sig et utal af former, og at den eksisterer, uanset om vi sætter ord på den eller ej. Forfatterne belyser, hvorfor magt ikke kun er et destruktivt fænomen, men også en konstruktiv forudsætning for et organisatorisk fællesskab. Bogen rummer således en række bud på, hvordan vi kan forstå magten i det moderne arbejdslivs organisationer, og hvordan vi kan lede og samarbejde konstruktivt i magtens rum. Klim, 2014, 239 sider, 299 kr. NYE BØGER præsenterer de nye bogudgivelser primært inden for det psykologiske område. Det redaktionelle princip er at søge inspiration til omtalen fx i forlagenes pressemeddelelser. En omtale er en omtale ikke redaktionens anbefaling af bogen. Prisangivelserne er vejledende. PSYKOLOG NYT NR SIDE 13

14 KOMPETENCER Bliv en del af TR-netværket I denne tid kontakter Psykologforeningen arbejdspladser for at informere og søge dialog om betydningen af at det at have en tillidsrepræsentant. Er der fem eller flere AC ere på en arbejdsplads, kan man vælge en tillidsrepræsentant. P.t. har 273 psykologer dette hverv men der er behov for mange flere. Har du lyst, så skal du vide, at der ikke kun er ansvar og opgaver forbundet med TR-funktionen, men også mulighed for personlig og professionel udvikling. Fristet? Nysgerrig? Videbegærlig? Så skriv til tia@dp.dk I tre mini-interview fortæller psykologer om deres erfaringer med at beklæde rollen. Vi bringer her det sidste interview. SIDE 14 PSYKOLOG NYT NR

15 Kristina Meyhoff, 32 år, arbejder i PPR Silkeborg. Da tillidsrepræsentanten for de 13 psykologer her gik på barsel i september 2013, kastede Kristina sig ud i opgaven. Får indsigt i organisationen Er det svært at være tillidsrepræsentant? KM: Jeg synes, at det i perioder har været udfordrende. Men der havde jeg så ofte kontakt til min konsulent i Psykologforeningen og brugte hende som sparringspartner. Derudover har jeg haft gavn af kontakten til andre TR-kolleger, ligesom sparring med min suppleant har været hjælpsomt. Hvor lang tid bruger du på TR-arbejdet? KM: Det varierer og afhænger i høj grad af, hvad der sker i organisationen. Ved nyansættelser bruger jeg fx meget tid, da jeg som tillidsrepræsentant sidder med i ansættelsesudvalget og efterfølgende skal forhandle løn for den nyansatte. Hvilke opgaver har du i øvrigt? KM: Jeg er medlem af MED-udvalget og ansættelsesudvalget, deltager i lønforhandlinger både ved nyansættelser og ved den årlige lønforhandling. Men der er også TR-ledermøder og løbende dialog med ledelsen om aktuelle emner, som har mine medlemmers interesse, afholdelse af klubmøder med medlemmerne, funktionen som bisidder for kolleger ved møder med ledelsen m.m. Faktisk er opgaverne meget varierede. Hvordan samarbejder du med ledelsen? KM: Jeg har jævnligt møder med min leder, hvor vi vender aktuelle emner. Derudover er jeg en del af MED-udvalget, hvor jeg også samarbejder med ledelsen. Jeg lægger vægt på at have en god og konstruktiv dialog med ledelsen, da jeg oplever at nå længst og have størst indflydelse på den måde. Har du mærket, at du har gjort en forskel? KM: Den løbende dialog med min ledelse gør en forskel, i og med at jeg kan gøre opmærksom på og have indflydelse på forskellige forhold, som har betydning for mine kollegers arbejdsliv. Desuden oplever jeg at kunne gøre en forskel som bisidder for medlemmer, der har samtaler med ledelsen fx i forbindelse med en sygemelding. Og så er der selvfølgelig den betydelige funktion som lønforhandler her oplever jeg bestemt også, det spiller en rolle, at jeg er med. Jeg kan også pege på den forhåndsaftale, som min suppleant og jeg har været i løbende forhandling med min ledelse og løn- og personaleafdelingen om de sidste fire måneder. Det har været en lang og lærerig proces, og jeg er tilfreds med resultatet. Hvilke erfaringer har du med at arbejde i MED? KM: Aktuelt har jeg været med til sætte fokus på stressniveauet i psykologgruppen, og i MED-udvalget er vi nu i gang med en proces, hvor vi ønsker at arbejde mere målrettet med forebyggelse af stress. Arbejdet i MED giver stor indsigt i organisationen og eventuelle forandringsprocesser. Hvordan kan du bruge dine TR-erfaringer fagligt og personligt? KM: Jeg har lært rigtig meget om organisationen, lønsystemet og forhandlingsteknikker m.m. Jeg har gjort mig mine erfaringer i processen og er i højere grad blevet bevidst om kommunikative processer. Noget, jeg også kan bruge i mit daglige arbejde som psykolog. Personligt er jeg ligeledes vokset med TRhvervet, og jeg forestiller mig, at mine erfaringer vil være med til at give mig endnu mere mod på nye udfordringer i fremtiden. Hvorfor synes du, at man skal stille op som TR? KM: Efter ni måneder kan jeg bestemt anbefale andre at springe ud i det og stille op. TR-hvervet er spændende, udfordrende og meget lærerigt. PSYKOLOG NYT NR SIDE 15

16 LEDELSE Af Ditte Darkó Når psykologer leder Ledere er ledere og bliver ledere og ledere. Sådan sagde man i 1980 erne. Men gælder det også i dag, og når psykologen er i førertrøjen? C enter for Ledelse ligger på Folke Bernadottes Allé i København. Det er et sted, der hurtigt får mig til at forvente noget særligt. Der er lyst og højt til loftet men endnu vigtigere er det den fysiske ramme for en dagsorden, der får psykologer til at samles: Nemlig en voksende interesse for at diskutere og blive klogere på, hvad psykologers særlige lederkompetencer anno 2014 egentlig er? Jeg har tilmeldt mig en workshop, der skaber lange ventelister og samler os fra nær og fjern. Måske fordi eksperterne Vibe Strøier, specialist i arbejds- og organisationspsykologi, og Thorkil Molly Søholm, adm. direktør og studielektor på Aalborg Universitet, vil give deres bud på, hvad der sker, når psykologer går fra at være medarbejdere til at være ledere af medarbejdere, herunder hvilke fagprofessionelle udfordringer der ofte stiller sig, når man har førertrøjen på. Så vi kommer glade og placerer os i grupper ved borde, klar til at suge til os af eksperternes viden. Nogle er allerede solidt plantet som direktører og projektledere i privat og offentligt regi, mens andre er i gang med at spire. Jeg vælger gruppen Uden kategori, måske fordi jeg er et frø, en nyuddannet psykolog (og lobbyist), der leder efter at finde ud af, i hvilken retning jeg skal gå og hvad ledelse egentlig handler om? For hvilke muligheder og udfordringer er det mon, der stiller sig for psykologer, der ikke er bange for tage opgaven på sig og lede, ikke blot efter noget i sig selv, men gennem andre? Frihed, lighed og lederskab? - Det går rigtig godt for psykologer, fortæller Vibe Strøier, som sammen med Thorkil Molly Søholm med gode bud på, hvordan vi som psykologer kan få de menneskelige og økonomiske bundlinjer til at spille sammen. For kombinationen af psykologi og ledelse er på mange måder en god idé. Helt uden brug af gule konsulent-post it s bliver vi enige om, at psykologens særlige lederkompetencer er noget, der rimer på relation, proces og refleksion: Vi er kaldet til at være redelige, tydelige og sandfærdige. Alle skal behandles fair med lige omsorg og respekt. Vi dyrker erfa-grupper, som andre dyrker fitness. Vi har en humanistisk kærlighed, respekt for forskellighed, og jeg skal komme efter dig! Det står hurtigt klart, at vi har fuldstændig styr på, hvordan man bevæger sig på pligtetikkens vej og de fleste kan næsten Immanuel Kants kategoriske imperativ i søvne: Handl efter den maksime, om hvilken du samtidig kan ville, at den skal være almen lov og Handl således, at du altid betragter menneskeheden SIDE 16 PSYKOLOG NYT NR

17 i din egen person og i enhver anden person samtidig som et formål og aldrig kun som middel. Hørt! Det er noget, vi psykologer for det meste er gode til og godt kan lide. Men og bum! Der er altid et men. Selv om vi måske selv synes, vi er verdensmestre i at møde andre, der hvor de er, må viden om og evner for strategisk tænkning, lobbyisme og nytteetik ifølge Thorkil Molly Søholm til for at det store regnestykke går op. I hvert fald hvis man som psykolog agter at lykkes med ledelse i dag. Og nytte siger ligesom sig selv der er nogen, der får noget ud af noget. Det er noget med, at den rigtige handling først og fremmest er en handling, som frembringer gode konsekvenser. Men gode konsekvenser ser forskellige ud, afhængig af om man er leder eller ej. I den generelle lederrolle er målet nemlig ikke altid pligten over for den anden, men en rationel evaluering af konsekvenserne af en handling og hvorvidt den skaber større eller mindre nytte og effektivitet for virksomheden. Det er altså ikke længere intentionerne, der er de vigtigste, men deres konsekvenser, der afgør handlingens moralske værdi. Netop den sammenhæng synes psykologers organisatoriske forståelse at stå lidt svagere for hvad er det egentlig, de forskellige roller og opgaver i en lederorganisation fra den politiske ledelse, topledelse til frontlinjeledelse indebærer? Bum! Vi sidder alle sammen helt stille og lytter. Med hovederne på skrå. I gruppen uden kategori diskuterer vi på kryds og tværs og bliver pludselig lidt bange. For hvad nu hvis det hele bare ender med, at vi leder os selv et sted hen, hvor det er mere mig end første maj? Hvad er så meningen med det hele? Løfter og kløfter For der er et lille ord, vi ikke kommer uden om, og som lader til at betyde en masse, når man er psykolog: profession! Et gammelt et af slagsen, med gamle betydninger. Det kommer af det latinske professio. I middelalderen var det såkaldte profess et løfte man afgav, når man indgik i en kirkelig orden. Et løfte om, at man var villig til at tilsidesætte sine egne behov for at indgå i en højere sags tjeneste, fortæller Vibe Strøier. Man var kaldet. PSYKOLOG NYT NR SIDE 17

18 Og på trods af nytteetik og moderne Leadership Pipeline-teori synes vi stadig væk at være dét kaldet jeg ved bare ikke altid helt til hvad. For hvad er det lige psykologer gør, når kaldet ender ved en dyb kløft mellem valget om at sætte individet eller organisationen først? Det må vi diskutere. En af de udfordringer, der ofte stiller sig for psykologer i lederjob, er, at der med den flotte, latinske titel automatisk følger en masse forventninger med. Har du nogle særlige forventninger til mig, fordi jeg er psykolog, er derfor et spørgsmål, Vibe Strøier ofte stiller, selv om hun i forvejen kender svaret et stort og rungende ja! Andre mennesker forventer nemlig, at psykologer opfører sig ordentligt. De forventer, at vi som barmhjertige samaritanere til enhver tid sætter individet først. Og netop disse forventninger er med til at skabe rollekonflikter for psykologer mellem faget og den generelle ledelsesopgave. Hvor den fagprofessionelle rolle i høj grad bygger på et pligtetisk grundlag med loyalitet mod professionen, herunder et ansvar over for faget og klienten samt autoritet og status på baggrund af faglige kompetencer, så baserer den generelle lederrolle sig på et nytteetisk grundlag, hvor loyaliteten først og fremmest er rettet mod organisationen og dens mål. Der er altså tale om et ordentligt værdiskift med fed streg under værdi. Interessant nok pointerer Thorkil Molly Søholm, der forsker i ledelse, at når man går fra at være medarbejder til leder af medarbejdere, skifter man netop fra at være rollemodel for offentlige værdier til at være rollemodel for politikeres og direktionernes beslutninger. Og det kan være svært for psykologer, der gennem mange år er socialiseret til at være opmærksomme på menneskelige behov. Behov, der i mange tilfælde kommer i klemme og må tilsidesættes, når virksomheder fyrer og fusionerer. Her indskyder Vibe Strøier, at det giver nogle gevaldige slag både fra andre og én selv, når psykologer må give køb på deres empati og ikke i alle tilfælde kan lade individet komme før organisationen. Og så er det, at eksistentialismen må bringes på banen for at nuancere de dilemmaer, psykologer i lederjob ofte konfronteres med. Ifølge Strøier og Molly Søholm er det ikke langt fra, at det, vi taler om, kunne kaldes prøvelser! For når den fagprofessionelle psykolog, der brænder for at gøre en forskel og arbejde for en højere sags tjeneste, bliver forhindret i sit pligtetiske ærinde, risikerer han at sælge ud af det allerhelligste selve meningen med livet. Det lyder alvorligt. I den sammenhæng synes et moderne krav om at blive målt på sine succeskriterier at være noget af det mest fremmedgørende, nedværdigende og konfliktskabende, en psykolog kan komme ud for pointerer de to workshopholdere. Som dagen skrider frem bliver det derfor også stedse tydeligere, at nøglen til at være lykkelig i sit lederjob måske handler om at kunne balancere mellem pligtog nytteetiske livsførelse. Og, med inspiration fra den kierkegaardske idé om Angest, ikke at flygte, men at turde være i tvivlen. Ellers fungerer man simpelt hen ikke som leder i dag. Baggrund Workshoppen Psykologens særlige lederkompetence er en ud af fire workshops, hvor Psykologkampagnen gennem det seneste år har sat fokus på ledelse. Den enorme efterspørgsel på ledelsesworkshops alle massivt overtegnede er et tydeligt tegn på, at psykologer i stadig højere grad tiltrækkes af ledelse som arbejdsfelt. Dansk Psykolog Forenings sektion for ledere har været medinitiativtager til workshoppen. Er du leder, og vil du sætte dit præg på sektionens arbejde, kan du kontakte sektionsformanden pr mail på hanne.faurschou@glostrup.dk. Det tredje øje Jeg sidder og tænker, at det hele umiddelbart lyder svært og op ad bakke. Men så sker der noget. Det begynder at stikke lidt i panden. Av! Det går op for mig, at vi psykologer jo har noget særligt med os, et tredje øje supervision! Det ligger i ordet, at det handler om at se godt og at se det hele udefra en gang imellem. Og det er noget vi hjælper hinanden med. Derfor går jeg hen til Charlotte Diamant, projektleder i Psykiatrifonden, som også er her i dag. Og hun er skarp, fuld af viden og nysgerrighed. Nu skal vi rigtig møde hinanden, ledere såvel som aspiranter, og på moderne, networkende vis indtage rollerne som mentor og mentee. Hun spørger interesseret og konkret til min (livs-)opgave, der nok stadig væk mest er noget med at være direktør i mit eget liv. Jeg forklarer, at jeg er sådan en, der mere leder i end gennem andre og at jeg mest bare drømmer om at springe over kløften og stille mig et sted, hvor psykologer ellers ikke plejer at stå. Det er rart at tale med en dygtig psykolog, blive taget lidt i hånden og superviseret et nyt sted hen. For hun ser godt, mit tredje øje inklusive alle de forhindringer og overvejelser, der er forbundet med det, jeg vil. Uden at blinke. Så jeg klapper af min mentor, inden vi klapper af Vibe Strøier og Thorkil Molly Søholm. De har stor indlevelse leveret et vedkommende bud på, hvor og hvornår vi skal tage os i agt, når vi er midt i eller på vej ind i ledelse. Og det virker, som om førertrøjen passer os psykologer godt, når vi tager Heidegger, Kierkegaard og Sartre under armen. Ditte Darkó, cand.psych., fagjournalist SIDE 18 PSYKOLOG NYT NR

19 Fredag den 3. oktober 2014 Radisson Blu Royal DPSPs Internationale seminar i København PhD David Schnarch The Sexual Ecology Love Relationships Det er os en meget stor glæde at kunne præsentere David Schnarch, leder af the Marriage & Family Health Center, Colorado. Dr. Schnarch er klinisk psykolog, anerkendt sexolog & parterapeut, og forfatter til en række internationale bestsellere om parforhold og intimitet. Dr. Schnarch modtog i 2013 American Psychological Association s Award for Distinguished Contributions to Professional Practice. Tema for seminaret er parterapi, med særligt fokus på seksuelle vanskeligheder og intimitet i parforholdet. David Schnarch vil indføre os i sin metode Crucible Therapy, som er en integration af parterapi og sexologi. Metoden tager afsæt i at hjælpe parret til at opnå et bedre seksuelt samliv via terapeutisk arbejde med intimitet og passion. Der er således fokus på parrets personlige udvikling frem for kommunikationsstile, og på det at lære om og tale om de ting, der er vanskelige, og fremkalder angst. Et af nøglebegreberne er arbejdet med emotional griedlocks. Deltagerne vil på seminaret lære nye metoder til at løse disse vanskelige emotionelle fastlåsninger hos par. Tid og sted: Fredag den 3. oktober 2014 kl reception. Morgenkaffe og registrering kl Radisson Blu Royal, Hammerichsgade 1, 1611 København V. Deltagerpris: 1090 kr. inkl. moms for medlemmer af Dansk Psykoterapeutisk Selskab for Psykologer 750 kr. inkl. moms for studerende, som er medlemmer af Dansk Psykolog Forening 1550 kr. inkl. moms for andre akademikere Prisen inkluderer frokost, morgen- og eftermiddagskaffe. EAN fakturering er ikke mulig. Kandidatmedlemmer af Dansk Psykolog Forening, som ønsker at indmelde sig i DPSP, kan for 150 kr. i årskontingent melde sig ind via dpsp.dk. Tilmelding: Tilmelding foretages via dpsp.dk. Tilmeldingen er bindende. Sidste frist for tilmelding er 29. august Regler for tilmelding og afmelding ses på hjemmesiden. Meritering: Søges godkendt med 6 timer i relevante specialistuddannelser. Arrangører: DPSP v/ Mette Lise Vinum & Klaus Pedersen Program: 7.30: Check in & Morning Buffet 8.50: Introduction : Lecture 1: Why Normal Couples Have Sexual Desire Problems Break : Lecture 2: Differentiation and Crucible 4 Points of Balance Lunch Buffet : Lecture 3: The Role of Mind-Mapping in Sexual Desire Coffee & Cake : Lecture 4: Applying Neuroplastic Training and Interpersonal Neurobiology Book Signing & Wine Reception Seminaret følges op med en intensiv workshop med David Schnarch lørdag d. 4. oktober Maks. 20 deltagere. Se mere på

20 foto: Colourbox SIDE 20 PSYKOLOG NYT NR