Social ulighed i sundhed i Københavns Amt

Transkript

1 Social ulighed i sundhed i Københavns Amt Konference på Amtssygehuset i Herlev "Tidlig varsling af diagnostiske og terapeutiske udviklinger" 8. marts 2001 Søren Klebak Embedslægeinstitutionen for Københavns Amt Udviklingen med hensyn til de socialt betingede forskelle i sygelighed og dødelighed i Københavns Amt ikke tilfredsstillende. På de fleste områder er den sociale ulighed voksende eller udændret. På enkelte områder formindskes forskellene over tid. På baggrund af 10 sociale baggrundsfaktorer er de 18 kommuner i Københavns Amt delt op i tre grupper. Gruppe I med særlig gode levekår, Gruppe III med de relativt dårligste levekår og Gruppe II midtimellem. Gruppe I Dragør Gentofte Ledøje-Smørum Lyngby-Taarbæk Søllerød Vallensbæk Værløse Gruppe II Ballerup Gladsaxe Høje-Taastrup Tårnby Gruppe III Albertslund Brøndby Glostrup Herlev Hvidovre Ishøj Rødovre

2 Tabte leveår i aldersgruppen år er her defineret som det antal leveår der mister ved dødsfald før 70 års alderen. Der er ca. 50% flere tabte leveår, hvis man hører til lavindkomstgruppen i stedet for en højere indkomstgruppe. Der mistes mere end det dobbelte antal leveår, hvis man tilhører den del af befolkningen, som kun har grundskoleuddannelse og ikke en højere uddannelse, og der tabes tre gange så mange leveår, hvis man er på overførselsindkomst sammenlignet med funktionærer. Der bor særlig mange lavtuddannede og mennesker på overførselsindkomst i de 7 dårligst stillede kommuner. Total dødelighed i aldersgruppen år. Det ses, at dødeligheden er faldende, men forskellen mellem de bedst stillede og de dårligst stillede kommuner er konstant. Dødeligheden er knap 30% højere i de dårligst stillede kommuner sammenlignet med de bedst stillede.

3 Dødelighed af iskæmisk hjertesygdom er faldende i Københavns Amt, og det ser samtidig ud som om uligheden på dette område formindskes.

4 Dødelighed af kronisk obstruktiv lungesygdom (rygerlunger) er i stigning og uligheden øges. Der er mange årsager til den sociale ulighed i sundhed. Der kan nævnes Materielle årsager som uddannelse, indkomst, tilknytning til arbejdsmarkedet og arbejdsmiljøforhold. Psykosociale belastninger som mangelfuldt netværk, ringe kontrol med arbejdsbe- lastninger, ringe selvværd. Adfærdsmæssige forhold som forholdet til tobak, alkohol, kost og motion. Genetisk bestemte forhold. Vedrørende adfærd har vi et par undersøgelser for Københavns Amt (Glostrupundersøgelserne). Viden og adfærd Der er sket en lige stor øgning i videnscore om risiko for hjerte-karsygdom blandt kvinder med og uden erhvervsuddannelse over en 10-årig periode. Forskellen i videnscore mellem de to grupper er ikke stor. Men kvinderne med erhvervs- uddannelse magter at omsætte viden til sundere adfærd. Andelen med stor risikoadfærd faldt fra 38 til 25%. Det ses ikke hos kvinderne uden erhvervs- dannelse. Viden og adfærd. Risikofaktorer ved hjertesygdomme. Glostrupundersøgelserne Kvinder år. % Erhvervsuddannelse: Høj videnscore om risiko Høj score for risikoadfærd

5 Andelen af storrygere er faldet blandt de veluddannede mænd og kvinder og samtidig steget lidt blandt de ikke uddannede. Storrygere. Glostrupundersøgelserne år. % Mænd Kvinder Uddannelsesvarighed 8-9 år >12 år Hvad vedrører det så sundhedsvæsenet? Svaret er, at sundhedsvæsenets indsats kan kompensere for eller forstærke den sociale ulighed i helbred. Der kan etableres særlige indsatser for truede grupper, eller man kan eksempelvis modsat indføre brugerbetaling for bestemte ydelser. På forebyggelsesområdet har vi ikke meget viden om, hvilken konkret indsats der skal til for især at forbedre de socialt dårligst stilledes sundhed. Konklusionen på et hollandsk litteraturstudie var, at det der ser ud til at rykke mest er en kombination af tilførsel af viden og personlig støtte. Bl.a. derfor skal sundhedsvæsenet i primærsektor og sekundærsektor bruges meget mere offensivt, for netop der kan en relevant personlig støtte til forandring gives. Og en ting kan man sige om de socialt dårligere stillede: De er virkelig gode kunder i sundhedsvæsenet. Indlæggelseshyppigheden stiger i de dårligst stillede kommuner og falder i de bedst stillede. Forskellen mellem gruppe III kommunerne og gruppe I kommunerne øges fra 19% i begyndelsen af perioden til 31% i slutningen.

6 Forbrug af konsultationer hos almen praktiserende læge Der ses en svag parallel stigning. Antallet af konsultationer ligger ca. 20% højere i de dårligt stillede kommuner sammenlignet med de bedst stillede. Hvad så med behandlingsindsatsen? Bliver alle behandlet lige? Undersøgelser i Danmark og udlandet tyder på at

7 Samtaletid. Sundhedsvæsenets personale bruger mere tid på de veluddannede. Ventetid. Kortere ventetid for højt uddannede kvinder. Frit sygehusvalg. Større brug af frit sygehusvalg hos lønmodtagere på højt niveau. Forebyggelsesydelser. Større forbrug hos funktionærer. Overlevelse: Ringere overlevelse med samme type kræftsygdom hos de socialt dårligst stillede. Ydelser i speciallægepraksis En af de områder, hvor en mulig forskelsbehandling viser sig, er i forbruget af ydelser i speciallægepraksis. Trods et mindre forbrug af ydelser i almen praksis og færre indlæggelser har den bedst stillede del af befolkningen et større forbrug af speciallægeydelser. I Københavns Amt er der en uændret forskel i forbrug i den undersøgte periode. Hvis der er en forskel i den samlede behandlingsindsats, kan udfaldet heraf så måles i Københavns Amt? Incidens af kræft

8 Der er lidt større hyppighed i de socialt dårligt stillede kommuner, men forskellen er kun på et par procent. Dødelighed af kræft Derimod er der en åbenlys forskel i dødelighed stigende fra 17 til 20%. Brystkræft

9 Er en af de få sygdomme, hvor den sociale slagside er omvendt. Forskellen i sygelighed er 22% mellem Gruppe I og Gruppe III. Forskellen i dødelighed er reduceret til 16%. Fire afsluttende spørgsmål Er sundhedsvæsenet organiseret hensigtsmæssigt for at modvirke uligheden? Er den nuværende geografiske fordeling af ressourcerne rimelig i forhold til forskellene i helbred? Skal alle borgere tilbydes de samme sundhedsydelser, selvom de har vidt forskellige muligheder for at klare sig? Eller Skal der udvikles særlige tilbud for at imødegå uligheden?