I. Generelle interview procedurer. Kognitiv Terapi Skala. 1. Sætte en dagsorden

Transkript

1 Kognitiv Terapi Skala Terapeut Patient Dato Bedømmer Bedømmelses dato Session Videobånd ( ) Audiobånd ( ) live observation ( ) Anvisninger: Terapeuten skal vurderes / vurdere sig selv på en skala for hvert enkelt emne fra 0 til 6 og vurderingen skal registreres ved en cirklen af det point der afgives. Beskrivelserne på skalaen er angivet for lige tal på skalaen. Hvis du vurderer at terapeuten (eller du selv) falder mellem to af skalaens points, indføj da det ulige nummer. Bedøm venligst hvert eneste område, og lad ikke nogen emner stå tomme. Hvis der er omstændigheder der gør at du ikke kan bedømme et område, bemærk venligst dette ved at skrive I/A (ikke anvendt) og forklar ved slutningen af skalaen hvorfor det ikke var muligt at udfylde dette punkt. Skalaen skal bruges i forbindelse med den medfølgende manual. Manualen forklarer betydningen af de vigtigste punkter i detaljer og giver dermed en klarere forståelse for hvordan punkterne skal bedømmes. I. Generelle interview procedurer 1. Sætte en dagsorden 0 Terapeuten satte ikke en dagsorden. 2 Terapeuten satte en dagsorden der var vag (f.eks. følelse af at være mindre deprimeret), ufuldstændig, ensidigt sat (af terapeut eller patient) eller sat for sent i sessionen. 4 Terapeuten samarbejdede med klienten om at sætte en gensidigt acceptabel dagsorden der inkluderede specifikke nøgleproblemer (f.eks. angst på arbejdspladsen). 6 Terapeuten samarbejdede med klienten om at sætte en passende dagsorden med centrale nøgleproblemer som var passende i forhold til den tid der var til rådighed. Emnerne blev prioriterede og overordnet betragtet fulgt. 2. Fremkalde patient feedback 0 Terapeuten spurgte ikke på noget tidspunkt efter feedback for at fastslå patientens forståelse af, eller reaktion på sessionen. 2 Terapeuten fremkaldte af og til feedback fra patienten, men stillede ikke tilstrækkeligt med spørgsmål som kunne sikre at patienten havde forstået terapeutens tankegang og slutninger under sessionen eller som kunne anvendes til at fastslå patientens reaktion på sessionen som helhed. 4 Terapeuten bad om feedback på patientens reaktioner på den foregående session. Han/hun fremkaldte ofte feedback fra patienten både under og efter sessionen, og spurgte ikke bare 1

2 ind til hvad patienten havde lært, men spurgte også til hans/hendes følelser vedrørende sessionen. 6 Terapeuten undersøgte patientens reaktioner på den foregående session og checkede vedvarende med patienten for at kunne fastslå hans/hendes forståelse af de strategier og de teknikker som blev brugt og hans/hendes reaktioner på dem. Terapeuten samarbejdede med patienten for at opsummere nøglepunkterne ved slutningen af sessionen og undersøgte hans/hendes følelser omkring demt. 3. Samarbejde 0 Terapeuten forsøgte ikke at etablere et samarbejde med patienten (intet forsøg på at tilpasse strukturen og terapistilen til personen; ledende eller upassende passiv; mål og metoder påtvunget frem for aftalte; ikke noget åbenlyst rationale for anvendelse af intervention). 2 Terapeuten forsøgte at etablere et samarbejde med patienten, men havde svært ved det. Han/hun kunne ikke på en vellykket måde etablere til patienten, blive enig om sessionens fokus, finde en balance mellem struktur og patient måde at træffe valg på, eller skabe en følelse af behageligt teamwork. 4 Det lykkedes terapeuten at etablere samarbejde med patienten og fokusere på et problem som de begge anså for at være vigtigt og etablere et tæt forhold. Patient og terapeut samarbejdede hovedsageligt som et team. 6 Samarbejdet virkede fortræffeligt. Under sessionen opfordrede terapeuten patienten til hele tiden at deltage aktivt. Der var enighed om fælles mål og terapeuten var fleksibel i at tilpasse terapistil og struktur til patientens behov. Han/hun havde en god balance mellem styring og patient autonomi og forklarede åbent om interventionernes rationaler og natur, så patienten kunne forstå og bidrage til fremgangsmåden. Klart teamwork. 4. Effektiv anvendelse af tiden og måden at gå frem på ( pacing ) 0 Terapeuten forsøgte ikke at strukturere sin anvendelse af tiden i terapien. Sessionen virkede planløs. 2 Sessionen havde nogen retning, men terapeuten havde svært ved at afpasse tiden og måden at gå frem på (pacing) med hensyn til arbejdet i sessionen (for hurtigt, for langsomt) eller var ufleksibel og tilpassede sig ikke til arbejdet i sessionen. 4 Terapeuten var i stand til at udnytte tiden effektivt og opretholde passende kontrol over forløbet af diskussionen. Der var afsat passende tid til sessionens afslutning. 6 Terapeuten strukturerede sessionen så godt, at der var tid til en klar begyndelse, midte og afslutning. Periferisk og uproduktive sidespring blev håndteret på passende vis af terapeuten. 2

3 II. Interpersonel effektivitet 5. Empatiske færdigheder 0 Terapeuten udviste ringe empatiske færdigheder ved vedvarende at mislykkes i at forstå hvad patienten eksplicit sagde. 2 Terapeuten var som regel i stand til at reflektere over eller omformulere hvad patienten eksplicit sagde, men lod til at have svært ved implicit eller subtil kommunikation (f.eks. ikke-verbale tegn på følelser). 4 Terapeuten lod til generelt at have forståelse for patientens indre virkelighed, udvist ved at forstå både hvad patienten eksplicit sagde samt ved hvad han/hun kommunikerede mere subtilt. Terapeuten var følsom overfor og reflekterede følelser såvel som verbalt indhold. God færdigheder i at lytte og vise empati. 6 Terapeuten demonstrerede forståelse for patientens indre virkelighed og kunne gentage eller reflektere den subtile kommunikation (inklusiv følelser) på en måde der var acceptabel for patienten. Fortræffelige lytte og empatiske færdigheder. 6. Interpersonel effektivitet Om at fremkalde passende følelsesmæssigt udtryk 2 Selv om terapeuten ikke var destruktiv overfor patienten havde terapeuten tydelige interpersonelle problemer. Han/hun virkede til tider utålmodig, reserveret, uoprigtig eller havde svært ved at videregive og udtrykke tillid. 4 Terapeuten viste megen varme, bekymring, positiv agtelse, respekt og oprigtighed uden besvær. Patienten og terapeuten virkede kompatible, dog virkede terapeuten til tider ilde til mode eller manglede selvtillid. 6 Terapeuten udviste højt grad af varme, bekymring, positiv agtelse, respekt og oprigtighed. Han/hun virkede afslappet og veltilpas gennem hele sessionen. 7. Professionalisme/etiske praksisstandarder 0 Terapeuten virkede uprofessionel eller uetisk i handling, tale, eller opførsel. 2 Terapeutens handling, tale og opførsel var kun lige acceptabel. Der lod ikke til at være noget uetisk eller uprofessionelt i handling eller tale. 4 Terapeuten udviste professionalisme og etisk udførelse via sine handlinger, tale og opførsel. 6 Handling, tale og opførsel blev udført med den højeste grad af professionalisme og etisk. 0 Terapeuten havde ringe interpersonelle færdigheder. Virkede reserveret, fjendtlig, nedladende, sarkastisk eller dømmende i ord eller handling. 3

4 III. Specifikke kognitive adfærds teknikker 8. Anvendelse af Guided discovery sokratisk dialog 0 Terapeuten brugte hovedsagligt debat, overtalelse eller forelæsning. Patienten virkede defensiv når terapeuten syntes at påtvinge patienten sine ideer. 2 Terapeuten brugte meget overtalelse og debat frem for guided discovery. Dog var hans/hendes stil støttende så patienten ikke lod til at føle sig angrebet eller blev defensiv. 4 Størstedelen af tiden arbejdede terapeuten med at hjælpe patienten med at se nye perspektiver gennem guided discovery frem for debat. Anvendte primært en spørgende form. 6 Terapeuten var god til at anvende guided discovery gennem hele sessionen. Han/hun fik på en god måde vævet de oplysende spørgsmål sammen med de relevante refleksioner og den koncentrerende opsummering for at hjælpe patienten med at belyse problemets natur, for at søge efter alternative perspektiver og for at kunne drage nye nyttige konklusioner. 9. Sagsformulering 0 Terapeuten syntes ikke at have udviklet en sagsformulering eller havde udvalgt en model der var tydeligt ikke passede til nøgleproblemerne. Sessionen virkede derfor uden fokus, havde en tilfældig tilgang (som en haglbøsse) eller var på afveje. 2 Terapeuten virkede til at have udviklet en begyndende begrebsformulering med hensyn til nøgleproblemerne og have delt disse (de havde været fælles om dem) med patienten. Interventionerne syntes at have nogen fokus og retning, men begrebsformuleringen virkede ufuldstændig eller var ikke helt passende i forhold til nøgleproblemerne. 4 Sessionen havde et sammenhængende fokus der reflekterede en passende begrebsformulering og indeholdt de faktorer der bidrager til udviklingen og vedligeholdelsen af nøgleproblemer. Disse syntes at have været delt med patienten (de havde været fælles om dem) og blev brugt til at styre sessionens overordnede retning og valg af specifikke interventioner. 6 Terapeuten havde klart udviklet en hel teori-baseret begrebsformulering og havde delt den med patienten (de havde været fælles om dem); fintfølende inkorporeret hans/hendes ideer. Begrebsformuleringen blev dygtigt brugt til at guide sessionens arbejde (inklusive spørgsmål der relaterede til patientens reaktion til terapeut og terapi), hvilket resulterede i at sessionen bestod af en sammenhængende organiseret sekvens af interventioner som var klart tilpasset til at møde individuelle behov. 10. Identifikation af nøgle kognitioner, følelser og adfærd 0 Terapeuten forsøgte ikke at fremkalde specifikke kognitioner (f.eks. tanker, antagelser, overbevisninger, skemaer, forestillingsbilleder, betydninger) og associerede følelser og adfærd. Der blev ikke brugt metoder som kunne anvendes til 4

5 at hjælpe terapeut og patient med at identificere kognitioner (f.eks. tankejournal, vertikal pil). 2 Terapeuten fremkaldte kognitioner (f.eks. tanker, antagelser, overbevisninger, skemaer, forestillingsbilleder, betydninger) og associerede følelser og adfærd og brugte metoder der passede til det kognitionsniveau der blev arbejdet med (f.eks. tankejournal, vertikal pil). Dog var fokus på det kognitive arbejde vagt (dvs. specifikke kognitioner blev ikke identificerede), eller irrelevante (dvs. var ikke centrale i forhold til det problem der var under overvejelse). 4 Terapeuten fokuserede på specifikke kognitioner som var relevante for de problemer der var på dagsordenen, og associerede følelser og adfærd. Denne identifikationsproces var lovende i forhold til at gøre fremskridt, men det ville have været mere udbytterigt om der var blevet fokuseret på andre, mere centrale kognitioner. Der blev brugt metoder der var passende for at identificere niveauet af kognition under overvejelse med dygtighed, og terapeuten var i stand til at lære patienten hvordan man brugte disse uafhængigt. 6 Terapeuten fokuserede på kognitioner der var centrale i forhold til de problemer der var under overvejelse såvel som associerede følelser og adfærd. Han/hun hjalp patienten med at afklare disses natur og med at tydeliggøre forholdet mellem dem. Meget dygtigt brugte terapeuten passende metoder til at identificere niveauet på den kognitionen der var under overvejelse, både verbalt og på skrift, og var yderligere i stand til at lære patienten hvordan han/hun kunne anvende dem uafhængigt af sessionen. 11. Anvendelse af kognitive teknikker 0 Kognitive forandringsteknikker var udvalgt upassende (ikke relevante for problemet, nøglekognitioner (mål), patienten eller behandlingsfasen; rationalet for udvalget var uklart), eller dårligt udført. 2 Kognitive forandringsteknikker var godt udvalgt (passende for problemet, nøglekognitioner, patienten og behandlingsfasen), med et klart rationale. Dog havde terapeuten kun et begrænset udvalg af teknikker i hans/hendes repertoire, eller forsøg på at udføre forskellige teknikker var mangelfuld. 4 Teknikker var udvalgt på passende måde. Terapeuten syntes at have varierende kognitive forandringsmetoder i sit repertoire (f.eks. gennemgang af bevis, undersøge af fordele og ulemper ved et bestemt perspektiv, identificering af ensidighed i tankegang, arbejde med emner i sammenhæng og forbundne, arbejde med ændring af forestillingsbilleder, lagkagediagrammer, brug af analogier/metaforer, historiske betragtninger, etc.). Disse var anvendt med dygtighed. Der var dog en mangel på ro, lethed eller fleksibilitet i bevægelse fra en teknik til en anden. 6 De udvalgte teknikker var meget passende i forhold til problemet; nøglekognitionerne, patienten og behandlingsfasen. Godt introduceret og systematisk anvendt. Terapeuten udviste gode færdigheder i at bruge en bred vifte af forskellige forandringsmetoder og var i stand til at bevæge sig nemt og hurtigt mellem dem når det var passende. 5

6 12. Anvendelse af adfærdsteknikker 0 Enten blev ingen adfærdsteknikker brugt, diskuteret, gennemgået eller aftalt som hjemmearbejde, eller også var terapeutens anvendelse af adfærdsteknikker dårligt udført. 2 Terapeuten lod til kun at have et begrænset repertoire af adfærdsteknikker (inklusive adfærdseksperimenter), eller forsøg på at udføre sådanne teknikker var ufuldendt (f.eks. var der ikke et klart kognitivt rationale, forudsigelser var ikke specificeret, resultaterne ikke fuldt analyserede, med utilstrækkelig diskussion af deres implikationer for nøglekognitionerne). 4 Terapeuten lod til at have et varieret antal adfærdsteknikker i sit repertoire (f.eks. aktivitetsplanlægning, rollespil, gradueret opgave, adfærdseksperimenter) og kunne anvende dem med nogen færdighed. Der var dog vanskeligheder eller manglende fleksibilitet med at kunne integrere forskellige teknikker eller brugen deraf var ikke optimal (f.eks. var ratings af overbevisning for nøglekognitioner ikke specificeret i adfærdseksperimenter). 6 Fremragende brug af adfærdsmetoder. Terapeuten fandt gentagne gange muligheder for at identificere nøglekognitioner og specificere forudsigelser sammen med vurdering (rating) af grad af overbevisning. Sammen med patienten identificerede han/hun måder at teste nøglekognitioner på, både under og imellem sessioner. Eksperimenter og andre adfærdsopgaver var dygtigt planlagt og udført. Resultaterne var nøje noteret og deres betydning i relation til nøglekognitioner og til nye perspektiver blev reflekteret og diskuteret. 13. Brug af hjemmearbejde 0 Terapeuten gennemgik hverken tidligere hjemmearbejde eller blev enig om noget nyt. 2 Terapeuten brugte hjemmearbejde, men der var klare mangler (f.eks. han/hun gennemgik ikke tidligere hjemmearbejde eller diskuterede det ikke grundigt nok; nyt hjemmearbejde var ikke helt relevant til sessionens arbejde eller var bestemt uden samarbejde, eller dets rationale var ikke forklaret grundigt nok for at sikre at patienten kunne udføre det succesfuldt). 4 Terapeuten gennemgik tidligere hjemmearbejde og blev enige om nye opgaver til den efterfølgende uge. Dog var der mindre problemer (f.eks. med relevansen af det nye hjemmearbejde i forhold til sessionen, med samarbejde, med refleksion over tidligere opgaver og med klarhed, med hvordan tvivl og forbehold er håndteret, etc.). 6 Tidligere hjemmearbejde blev nøje gennemgået og dets implikationer for nøglekognitioner udførligt diskuteret. Terapeuten og patienten arbejdede godt sammen i forhold til at blive enige om nyt hjemmearbejde, ved at identificere og løse eventuel tvivl eller forbehold og ved at tage højde for eventuelle vanskeligheder. Nyt hjemmearbejde blev udviklet direkte af materialet fra sessionen for at muliggøre at patienten kunne afprøve nye ideer, få nye erfaringer, øve hvad der var blevet lært i sessionen eller eksperimentere med nye reaktionsmåder. 6

7 14. Familie aspekter (kun nødvendigt for børn og unge patienter) 0 Der blev ikke taget hensyn til familiefaktorer. 2 Der blev taget en vis hensyn til familiefaktorer (f.eks. familiens reaktion, engagement). Terapien forløber dog adskilt fra dette. 4 Terapeuten er i stand til at fokusere på familiefaktorer og reagere på disse i terapien. 6 Terapeuten tager familiefaktorer helt med ind i sagsformuleringen og inkluderer familien i den kognitive model på en effektiv måde. IV. Andre terapeutiske faktorer 16. Var der nogle omstændigheder der vil få dig til at tro at denne session er repræsentativ for terapeutens almindelige arbejdsstandarder? Ja ( ) Nej ( ) Hvis ja, beskriv venligst. 17. Lod patienten til at gøre modstand overfor terapeuten eller terapien i al almindelighed) Ja ( ) Nej ( ) Hvis ja, beskriv venligst. 15. Udviklingsaspekter (kun nødvendigt for børn og unge patienter) 0 Der blev ikke taget hensyn til den unge persons udviklingsniveau. 2 Der blev taget et vist hensyn til udviklingsniveauet, dog er strategier og kommunikation delvist voksenorienteret. 4 Nogen anerkendelse af udviklingsniveauet af unge personer med hensyn til sprog, kommunikation og intervention er passende i forhold til dette. 6 Fuld anerkendelse af udviklingsniveauet med brug af passende strategier, kommunikation og sprog. 7

8 18. Var der nogle usædvanlige faktorer i denne session som du føler retfærdiggør terapeutens afvigelse fra standard tilgangene vurderet i denne skala I/A Ja ( ) Nej ( ) Hvis ja, beskriv venligst. Denne bedømmelse har været delt og diskuteret med terapeuten. (Terapeutens signatur indikerer på ingen måde enighed med evalueringen.) Evaluerer underskrift: Terapeutens underskrift: Dato: Terapeutens kommentarer: Oversat af Ulla Wattar September 2005 fra Cognitive Therapy Scale, (amended September 2004). Original by: Jeffrey Young, Aaron Beck. 7. Styring af processpørgsmål 0 Terapeuten ignorerede processpørgsmål som opstod under sessionen (f.eks. afbrydelse af kontakt, uenigheder, fejlkommunikation, misforståelser, følelsesmæssig uretmæssig tilegnelse, konflikt), og forsøgte ikke at tage fat på dem eller håndterede dem dårligt til skade for det terapeutiske forhold eller for patientens deltagelse i terapien. 2 Terapeuten udviste viden om interpersonelle processpørgsmål og forsøgte at tage fat på dem, men gjorde det så klodset eller delvist, at han/hun var tydeligt influeret af egne bekymringer eller forlod den kognitive struktur medens disse blev bearbejdet. 4 Terapeuten udviste indgående viden om processpørgsmål og brugte kognitiv adfærd terapiens struktur til at arbejde med dem. Besværligheder blev løst i samarbejde med patienten og terapeutens reaktion var ikke alt for influeret af hans/hendes egne bekymringer. 6 Terapeuten udviste skarp følsomhed overfor processpørgsmål som opstod under sessionen og var i stand til at tage hensyn til både patientens og hans/hendes egen bidrag til disse. Han/hun var i stand til at tage fat på disse på en ikke-dømmende og samarbejdende facon, indstille sig på patientens bekymringer og reagere uden at fremstå upassende influeret af egne personlige spørgsmål. Når det virkede relevant udforskede han/hun i hvilket omfang, det der var opstået under sessionen, kunne være relevant i andre sammenhænge og blev på passende vis enige om hjemmearbejde. 8