Danske universiteter taber kampen om talenterne

Transkript

1 FORSKNING Danske universiteter taber kampen om talenterne Figur 1: Der er kun én kvalificeret ansøger til næsten hver anden ledig stilling på universiteterne. Bedømmelsesudvalgene har samtidig sværere og sværere ved at finde personer, der er kvalificeret til at blive professor. Kvalificerede ansøgere per stilling i Mere end 3 Kilde: Bertel Ståhle, Universiteterne er i en akut r ekrutteringskrise og har mistet deres prestige - De kan hverken tiltrække eller fastholde de dygtige hjerner - Hver anden stilling besættes uden konkurrence, viser ny undersøgelse - Risiko for faglig indavl og dalende kvalitet - De unge søger højere løn og bedre karrieremuligheder i det private eller udlandet - Institutter må bønfalde private virksomheder om hjælp for at kunne gennemføre almindelig undervisning - Dyb frustration på flere universiteter Videnssamfundets måske vigtigste arbejdsplads fremstår mindre og mindre attraktiv. Danske universiteter har stadig sværere ved at tiltrække forskere. Institutionerne må i øjeblikket tage til takke med et meget begrænset udvalg af ansøgere, når de slår stillinger op. Hvis de da overhovedet kan tiltrække kvalificerede forskere og få de ledige videnskabelige stillinger besat. Mange lektorater og professorater får derfor lov til at stå tomme - eller besættes uden reel konkurrence. En række ledere rundt om på landets institutter advarer nu samtidig om, at universiteterne lider under en massiv hjerneflugt. Det er ikke kun et voksende problem at lokke de gode hoveder til universiteterne. Det bliver stadig sværere at fastholde det videnskabelige personale, der allerede er ansat. De flygter i stigende grad over i det private erhvervsliv. Ved næsten halvdelen af alle de forskerstillinger, der slås op, får man kun én kvalificeret ansøger. Og mens tempoet, når der gøres karriere i det private erhvervsliv, synes at gå hurtigere og hurtigere, bliver lektorerne og professorerne på universiteterne ældre og ældre, når de ansættes. salderen er på vej op, selvom næsten halvdelen af landets professorstab er nyansat inden for de sidste fem år. Professorer er nu typisk 50 år, før de får deres titel. Det viser en ny undersøgelse, som Danmarks Forskningsråd offentliggør i dag. Forskningsrådet, der rådgiver regeringen om forskningspolitik, er det øverste råd i forskningsverdenen og udgøres af repræsentanter fra erhvervslivet, interesseorganisationer og forskerne selv. Rådet kræver nu, at der laves helt om på procedurerne for udpegning af professorer. Samtidig anbefaler det, at professorernes vilkår forbedres. Rådets formand, Søren Isaksen, der også er koncerndirektør i NKT Holding, er alarmeret over tallene: Tænk, hvis det her foregik i erhvervslivet. Virksomheder ville slet ikke kunne fungere, hvis de kun havde én kvalificeret ansøger til hver stilling. Det ville være håbløst! Og det er utænkeligt, at de ville tage så mange indefra. Virksomhederne kan ikke trække den rigtige og nye viden til på den måde. Hvis der ikke kommer nyt blod, er det svært at udvikle sig og ekspandere, advarer Isaksen. Forskningens kvalitet forringes Ikke desto mindre er netop dét dagligdagen på mange af landets universiteter. Sådan har det endda været i en del år. I 1998 blev der foretaget et lignende undersøgelse. Den nåede til omtrent samme resultater med hensyn til forskernes indbyrdes konkurrence om stillingerne. Der er ikke sket noget som helst - bortset fra, at det går den forkerte vej. De fleste vil mene, at konkurrence er med til at skabe høj kvalitet. Mange går samtidig i den tro, at stillingen som professor, som jo er en relativt høj position i samfundet, er noget, der er skarp konkurrence om. Men det er en myte. Der bliver endda mindre og mindre kappestrid om posterne, siger seniorforsker Bertel Ståhle ved UNI-C som har foretaget både den gamle og nye undersøgelse. Fra 1995 til 1997 var der til 25 pct. af opslagene om professor-, lektor- og adjunktstillinger kun én ansøger. I perioden 1998 til 1999 steg andelen til 29 pct. Og når bedømmelsesudvalgene først har gået ansøgningerne igennem, finder de i 46 pct. af tilfældene, at der kun er én kvalificeret ansøger. Se figur 1. Det sætter i sig selv en masse rygter og beskyldninger i gang om, at det faglige niveau slækkes, Nr marts

2 og at universiteterne ansætter de mindst ringe kandidater for overhovedet at få medarbejdere: Det er et problem mange steder, at man sætter overliggeren for lavt og ansætter folk, der er mindre kvalificerede, bare for at få én person i rusen. Derved ødelægger de deres egen fremtid, fordi de får nogle ansat, som de ikke kan komme af med igen, siger institutleder Svend Hylleberg fra Institut for Økonomi, Aarhus Universitet. Forskningsrådet advarer i sin nye årsrapport om, at mange institutioner har stadig sværere ved at forny sig. Det medfører et fald i forskningens kvalitet, der i sidste ende rammer Danmarks evne til at omstille sig til videnssamfund og skabe rammer for vækst og velfærd. Rådet mener, at der er et stort behov for at fremme konkurrencen, når videnskabelige stillinger besættes. Forskningsrådet anbefaler derfor bl.a., at professorer kun ansættes for fem år ad gangen. Til gengæld skal de have ekstra ressourcer samt en højere og mere individuel aftalt løn. Stillingsopslagene skal være bredere og slås mere op internationalt, så der kommer flere ansøgere. For at hindre al form for nepotisme skal bedømmelsesudvalgene fremover sammensættes mere på tværs af institutioner og have flere internationale forskere. Institut bønfalder erhvervslivet om hjælp Bertel Ståhle betegner resultaterne af sin egen undersøgelse som dybt nedslående. Selvom der i de senere år er blevet uddannet rekordmange ph.d.er, har det ikke skærpet konkurrencen om stillingerne. Jeg tror ikke, at udsigten til en universitetskarriere er så tiltrækkende mere. En stor del af dem, som gennemfører en forskeruddannelse som ph.d, kan ikke forestille sig at blive forsker. Nogle steder kan man slet ikke tiltrække de dygtigste kandidater til en forskeruddannelse. Det gælder særligt inden for samfundvidenskab, farmaci og nogle af de tekniske fag, beklager han. Sørens Isaksen mener, at der er behov for at gå radikalt til værks: Det er dybt bekymrende, at universiteterne virker stadig mindre attraktive på de unge. Der er ikke samme prestige og udviklingsmuligheder forbundet med at være professor i dag, som der var for 30 år siden. Det skal gøres langt mere attraktivt at være forsker. Der er behov for at skabe mere begejstring og prestige omkring stillingerne, siger han. Flere af landets universiteter klager højlydt over, at de bedste yngre forskere forlader institutionerne. Man har stadig sværere ved at holde på de unge, fordi de er tiltrukket af stillinger i erhvervslivet. Her får de bedre chancer for at gøre karriere og mindst lige så mange muligheder for at udvikle sig og bestemme indholdet af deres job. Og prestigen er lige så høj som på et universitet. Mindst. Situationen er nu nærmest akut nogle steder. På Handelshøjskolen i Århus har halvdelen af institutterne ubesatte stillinger. Og på Danmarks Tekniske Universitets store institut for elektronik, måle- og styreteknik, Ørsted, kradser krisen så hårdt, at pct. af de samlede antal stillinger står ubesatte hen. Desperationen er så stor, at instituttet har måttet bønfalde erhvervslivet om assistance for bare at kunne gennemføre den almindelige undervisning. Medarbejdere fra Nokia, Giga og Oticon underviser dette forår for at lette presset. Virksomhederne betaler selv medarbejdernes løn og giver dem frihed til undervise og forberede sig. Det sker under mottoet hjælp til selvhjælp. Hvis DTU ikke magter at uddanne kandidaterne, bliver forholdene bare endnu værre for forskerne og industrien, er ræsonnementet. Institutleder på Ørsted, Erik Bruun, vurderer det således: Instituttet står over for et generationsskifte, hvor en del forskere, der blev ansat i 70'erne, nu går på pension. Vi aner ikke, hvordan det skal tackles. Det er meget svært at få folk - og problemerne tager til. Vi uddanner godt nok en masse ph.d.er. Men de vælger job i industrien. Forskellen mellem en stilling i en udviklingsintensiv virksomhed og forskning er efterhånden ikke særlig stor, siger han. Frustrationen er udbredt. Universiteterne er stadig indrettet på at tiltrække de personer, der føler et særligt kald til at være forsker. Man får et bord og en stol og så kan man ellers gå i gang. Det er ikke sikkert, at det er den mest interessante arbejdskraft, der vil finde sig i dét. De bedste studerende inden for sprogvidenskab forsvinder til det private. Når de unge har læst i fem år, har de et klart billede af, hvordan livet som forsker kunne være - og vælger det fra. Spørgsmålet er, om det ikke kun er tryghedsnarkomanerne, der bliver tilbage, siger lektor Mie Femø Nielsen fra RUC. 2 Nr marts 2001

3 Én kvalificeret ansøger til 70 pct. af stillingerne i Ålborg Men den nye undersøgelse kortlægger også forhold, der nærmest fremstår som lidt af et mysterium. Danmarks Forskningsråd er f.eks. optaget af, at ikke alle universiteter og fag er ramt lige hårdt, når det gælder om ikke at have nok kloge hoveder at vælge imellem. Figur 2: Nogle universiteter synes mere attraktive end andre. Københavns Universitet har f.eks. langt flere ansøgere til stillingerne end Aalborg Universitet. Ansættelser med 1 kvalificeret ansøger Jord Tek Sund Sam Hum Nat DFH KVL AAU HHÅ DTU HHK AU RUC KU SDU Kilde: Bertel Ståhle, , Ansættelser med 1 kvalificeret ansøger Inden for det naturvidenskabelige område er der ofte hård konkurrence om stillingerne. I mere end halvdelen af tilfældene er der mere end tre ansøgere. Til kun 28 pct. af stillingsopslagene er der alene én kvalificeret ansøger. Inden for jordbrugsvidenskab ser billedet helt anderledes ud. I tre ud af fire tilfælde har institutionen slet intet valg. Der er nemlig kun én kvalificeret ansøger. Se figur 2 øverst. Og der er store forskelle mellem universiteter med nogenlunde samme fagområder, på, hvor mange kandidater ansættelsesudvalget kan vælge mellem. Næsten 70 pct. af stillingerne på Aalborg Universitet bliver besat af den eneste kvalificerede ansøger. På RUC sker det i 40 pct. af tilfældene. Sammenligningerne mellem institutionerne skal dog tages med et gran salt. Se figur 2, nederst. Søren Isaksen mener, at institutionerne i nogen grad selv er skyld i, at de har så få bejlere til stillingerne. Universiteterne gør for lidt for at tiltrække de gode forskere: Det er ikke givet, at man løber ind i problemerne. Nogle institutioner klarer sig langt bedre end andre - også institutioner, som man kan inddrage i sammenligninger. Det er et spørgsmål om ambitioner på det pågældende sted, vurderer han. Handelshøjskolen i Århus har i en årrække kæmpet med at få kvalificerede ansøgere til stillingerne. Inden for informationsbehandling, erhvervsjura, regnskab og revision har det vist sig nærmest umuligt. Dekan og kommende rektor Jan Beyer Schmidt-Sørensen erkender, at skolen ikke har gjort nok for at tiltrække de rigtige folk. Forskere kan tjene det dobbelte i USA Han peger imidlertid på, at Handelshøjskolen arbejder under vilkår, der gør det umuligt at få fat i de bedste: Situationen er træls. Vi ville da gerne have flere folk at vælge imellem. Men på en handelshøjskole er konkurrencen med det omgivende samfund enormt hård. Vi kan ikke konkurrere med lønningerne i erhvervslivet og slet ikke med skoler i udlandet, beklager han. Se i øvrigt artikel om handelshøjskolernes konkurrence med private uddannelsesudbydere andetsteds i dette ugebrev. Han kalder det et levn fra fortiden, når Undervisningsministeriet fastsætter, hvor mange professorer der skal være på det enkelte institution. Han forudsiger, at handelshøjskolen kommer til at lege mere med et lønsystem med flere individuelle løntillæg. Fremover vil skolen ikke kun bruge kvalifikationstillæg, men også rekrutterings- og fastholdelsestillæg. Men også udlandet trækker. De bedste af vores unge forskere søger til udlandet. Sidste år fik én job på Berkley og en anden på Purdue. Den ene fik en hel pakke med dollar om året som adjunkt og et attraktivt job til sin kone. Det kan vi simpelthen ikke konkurrere med. Her ville han jo få ikke engang det halve, konstaterer institutleder Svend Hylleberg fra Århus Universitet. Se tabel 1. Nr marts

4 For de unge er regnestykket ikke svært: De gode får flotte tilbud og rejser til USA - til stærkere institutioner end de danske. Og de får et liv, som man skal være usandsynlig lokalpatriotisk for at mene, man kunne få bedre i Danmark, som Hylleberg formulerer det. Tabel 1: Lønforskellen mellem danske forskere og akademikere i den private sektor er stor. Lønnen for DJØF-medlemmer ansat i konsulentfirmaer er f.eks. 32 pct. større end lønnen for DJØF ere blandt lektorerne på universiteterne, når man tager højde for, at de har væ-ret lige længe på ar-bejdsmarkedet. I USA kan forskere ved business schools endda snildt få det dobbelte i løn - før skat - end deres kollegaer herhjemme. Mm Kroner til forskel Ansættelse lig månedsløn Danmark, offentlig sektor kr. DJØF-medlemmer blandt lektorer DM-medlemmer blandt lektorer Professorer Professorer Danmark, privat sektor DM-medlemmer naturvidenskabeligt beskæftiget DM-medlemmer beskæftiget med EDB DJØF-medlemmer beskæftiget i konsulentfirmaer USA Lektorer gennemsnit Lektorer nyansat Professorer gennemsnit Professorer nyansat Note 1 : Inkl. pension. Note 2 : 1 USD = 8 DKK. Kilde: AACSB, Danmarks Forskningsråd og Ugebrevet Mandag Morgen. eneste ansøger, sukker Erik Bruun. At pengene er et problem bekræfter en anden undersøgelse, som Forskningsrådet har fået foretaget. PLS RAMBØLL Management har spurgt omkring 200 udenlandske forskere om deres tilfredshed med at være ansat i Danmark. Selvom de fleste udenlandske forskere trives, klager de samstemmende over lønningerne og skatten. 43 pct. af dem svarer f.eks. nej til spørgsmålet, om de er tilfredse med deres skatteforhold. Kun 22 pct. er tilfredse, selv når de tager de særlige gunstige skatteregler, de kan leve under de første år, i betragtning. Det er en meget ubehagelig situation. Vi har lige haft en ledig professorstilling i mikrobølgeelektronik. Første gang vi slog den op, kom der tre ansøgere, hvoraf to udlændinge viste sig kvalificerede. Vi tilbød stillingen først til den ene, som så trak sig. Herefter gik vi til den anden, der også trak sig. Den danske bruttoløn lyder måske tilforladelig. Men når forskerne hører, hvad der er tilbage efter skat og husleje, løber de skrigende væk. Næste gang vi slog stillingen op, kom der ikke en Universiteterne skal kæle for de bedste De udenlandske forskere peger samtidig på, at pengene til konkrete projekter er svære at få fat i, og at der ikke gives optimale forhold for de dygtigste forskere. En undersøgelse foretaget af Socialforskningsinstituttet viser samtidig, at en tredjedel af medarbejderne ved universiteterne ikke får andel i de interne budgetter ud over lønnen, og at 40 pct. af denne gruppe heller ikke modtager penge fra eksterne fonde og virksomheder. De har dermed ingen penge til at bedrive forskning for. Der er så mange spændende ting, der ikke kan lade sig gøre. Man render hovedet mod en mur hele tiden. Derfor forsvinder mange lovende forskere. Hvis de gode hoveder forsvandt i et væk i en privat virksomhed, ville der et eller andet sted være en leder, der havde et problem. Men sådan er det ikke hos os. Problemet er, at ingen synes det her er et problem. Det er ingens ansvar, beretter Mie Femø Nielsen. Det er netop det, der bekymrer Forskningsrådet. Det anbefaler, at universitetets ledelser går langt mere radikalt til værks for at fastholde og tiltrække de bedste medarbejdere. De skal have en løn, der matcher det, de kan få i den private sektor. Universiteterne må nogle gange ty til at nedlægge en forskerstilling for at have løn nok til at betale en anden, anbefaler Isaksen. Det er mildt sagt et kontroversielt forslag. Professorer skal samtidig have hånd- og halsret over mindst et par stillinger, så de kan ansætte assistenter eller kollegaer, for som Isaksen formulerer det, det kan ikke hjælpe, at forskerne hele tiden skal stå med hatten i hånden, og man kan altså ikke kun være leder for sig selv. Det giver ingen mening. Professorerne skal have garanteret de penge, der skal til for - med dem selv i spidsen - at udvikle et fagområde. Risiko for indspisthed Men de danske forskeres dårlige lønforhold, karrieremuligheder og mangel på ressourcer er ikke hele forklaringen på den aktuelle rekrutterings- og fastholdelseskrise på universiteterne. Det er stadig en gåde, at det kan være så svært at få besat de omkring 900 professorstillinger, 4 Nr marts 2001

5 Figur 3: RUC udmærker sig ved ikke at have slået én eneste stilling op i udlandet de sidste to år. Det ville være utænkeligt på f.eks. Kø-benhavns Universitet. når flere end lektorer herhjemme nok måtte ønske sig sådan en stilling. Et dyk ned i Forskningsrådets tal giver en DFH KVL RUC HHK DTU Stillinger besat af i forvejen ansatte 1 KU HHÅ AU SDU AAU DLH SDU KU HHK 2 DTU DFH AU KVL HHÅ AAU DLH RUC Stillinger slået op internationalt Note 1 : Man skal være varsom med at sammenligne mellem institutionerne, de der er store forskelle mellem dem. F.eks. er den iøjenfaldende høje interne rekrutteringsandel ved DFH ikke overraskende, da institutionen er den eneste i Danmark inden for fagområdet farmaci. Til en vis grad gælder det samme for KVL, fordi en række fag kun findes her. Note 2 : Der er ingen tal for HHK Kilde: Bertel Ståhle, anden interessant oplysning: Ved alle ansættelser af professorer, lektorer og adjunkter, der blev gennemført i efter opslag, var 66 pct. af de ansatte tilknyttet den samme institution umiddelbart før ansættelsen. Og ved de mange ansættelser, hvor der kun var én ansøger, var 82 pct. tilknyttet den pågældende institution umiddelbart før ansættelsen. Der er markante forskelle mellem, i hvor høj grad universiteterne ansætter egne folk. På RUC sker det næsten tre gange ud af fire, mens det på Syddansk Universitet kun sker i hvert andet tilfælde. Se figur 3, øverst. Man skal være forsigtig med at tolke alt for håndfast på materialet. Der forgår øjensynlig en vis uformel konkurrence, hvor mulige ansøgere sonderer terrænet og ikke melder sig på banen, hvis ikke de tror, at de har en chance. Men hvis de samtidig fornemmer, at en, der er ansat i forvejen, er opfordret til at søge stillingen, trækker de måske også følehornene til sig. Færre og færre stillinger bliver samtidig slået op i udlandet. Fra 1995 til 1997 blev 61 pct. af professorstillingerne slået op udenlands, men nu er andelen nede på 44 pct. Også her er der stor forskel mellem universiteterne. Se figur 3, nederst. De fleste kilder, Ugebrevet har været i kontakt med, afviser blankt, at stillingerne besættes efter aftalt spil. Jan Beyer Schmidt-Sørensen udtrykker det på denne måde: Vi har ikke råd til nepotisme. For så kan vi ikke klare os i konkurrencen om forskningsmidlerne. Og når vi har folk udefra i bedømmelsesudvalgene, går de altså til makronerne, fastslår han. Snævre opslag holder gode folk borte Men ikke alle kilder vil male videre på dét billede: Det er institutionernes egen skyld, når de har problemer. Mange slår stillingerne alt for snævert op. Det er jo nærmest givet på forhånd, hvem der skal have den. Det er mærkværdigt. Nogle kalder det personalepleje. Men det fører til indavl, og fagligheden daler. Fagene burde søge at få fat i de bedste folk, selvom de måske ikke har den helt rigtige profil, siger Hylleberg. Tidligere søgte universiteterne en professor i fysik. I dag søger de måske en inden for geofysik, eksperimentel atomfysik, eller teoretisk subatomar fysik. De ønsker dermed at give instituttet en bestemt forskningsprofil. Det begrænser antallet af mulige kandidater til stillingerne. Når en handelshøjskole slår et professorat op i afsætningsøkonomi, er der ikke mange danskere at tage af. Ståhle afviser dog, at det skulle være særlig udbredt på baggrund af en gennemgang af over opslag. Men Isaksen har en anden vurdering: Det er ofte sådan, at det er bestemt på forhånd, hvem der skal have et givet job. Så gider andre ikke at søge. Tit kan man jo nærmest læse det på opslaget. Der medfølger godt nok ikke et billede af, hvem der skal have stillingen, men det er lige før. Det største problem er i virkeligheden den manglende ambition, og at man ikke udnytter stillingen Nr marts

6 maksimalt. For ledelsen er det nemmeste at tage fra egne rækker. Men det er en dårlig vane, mange institutioner er kommet ind i. De forsøger at forny sig selv og tænker lokalt. Der skal desværre nærmest en revolution til for at gøre op med det her, siger Søren Isaksen. Jasper Steen Winkel REFERENCER - PLS RAMBØLL Management: Rekruttering af udenlandske forskere til dansk forskning, januar Danmarks Forskningsråd: Årsrapport 2000, Kvalitet og fornyelse - gennem rekruttering til den offentlige forskning, februar 2001, - Bertel Ståhle: Videnskabeligt personale og forskerrekruttering ved universiteterne i , UNI-C, februar The International Association For Management Education, Salary Survey Results på 6 Nr marts 2001