Seksualitet Grænser og Accept

Transkript

1 Studienummer: B03 Intern Prøve i Pædagogik 19. december 2005 Seksualitet Grænser og Accept Side 1 af 9

2 Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Seksualitet Identitet og livsglæde Den seksuelle identitet... 4 De seksuelle behov... 4 Grænser i opdragelsen og hverdagen Forældre:... 5 Bofællesskabet:... 5 Pædagogerne:... 6 Hvordan så?... 6 Konklusion... 8 Litteraturliste... 9 Side 2 af 9

3 Indledning De fleste mennesker, tror jeg, går med tanker om engang at forelske sig og få en kæreste. De fleste kæresteforhold indbefatter også sex, og en eventuel formering over tid. Det er bare ikke alle der har lige let ved de ting. Hvis man er udviklingshæmmet, kan det være svært at få sine følelser og lyster ført ud i lyset. Det er heller ikke altid, at man selv forstår hvad det er man ønsker og ej heller hvordan man får ønsket indfriet. Jeg vil i det følgende beskæftige mig med voksne udviklingshæmmedes seksualitet, og tage udgangspunkt i et par eksempler fra min praktik, da jeg har oplevet, at de udviklingshæmmedes omgangskreds ikke altid har tacklet deres seksualitet med den omtanke og respekt, som jeg personligt mener at den fortjener. Jeg vil også komme med mit bud på, hvordan man igennem accept af brugerens seksualitet og individuelle væsen, vil kunne forbedre deres livsglæde. Seksualitet Identitet og livsglæde. Vores seksualitet, er en stor del af hvem vi er. Det er ikke anderledes, fordi man er udviklingshæmmet. Hvis man står i en situation, hvor man føler skam ved sig selv og sine lyster, kan man hurtigt komme ud i en identitetskrise, hvor man søger at være helt anderledes end man i virkeligheden er. Helt personligt, ville jeg have svært ved at føle livsglæde, hvis jeg hele tiden skulle gå og skjule hvem jeg er, og hvad jeg godt kan lide, og det vil højst sandsynligt komme til udtryk gennem indestængt vrede og desperation. I min øvelsespraktik på et aktivitetscenter for voksne udviklingshæmmede, oplevede jeg en ung mand med transvestitiske tendenser. Ved hver given lejlighed, havde han sin fine hvide brudekjole med, som han lystigt iklædte sig. Det var ved lejligheder som fastelavn, eller når han lige tog den med en fredag bare for at lave lidt fis og ballade. Ifølge min vejleder som var kontaktperson for manden, gik han også iklædt dameundertøj. Det var dog meget tys tys, da hans forældre og bofællesskab ikke tolererede det. De få gange jeg så manden glad og med strålende øjne, var når han havde kjole på. Der behøvede han ikke gemme sig for, hvem han i virkeligheden var og hvad han havde lyst til nemlig at gå med kjole. Side 3 af 9

4 I den moderne seksualforskning har man delt seksualitet op i to ting 1 : Den seksuelle identitet, som giver grundlaget for, hvordan vi opfatter os selv som enkeltpersoner og i relation til andre. Det er den, som giver os følelsen af han- eller hunkøn. Det er en langvarig proces at skabe sin personlige seksuelle identitet, og kan kun gøres i samspil med sine opdragere og sin omgangskreds, der skal kunne acceptere at individet afprøver sin krop og de forskellige kønsroller. Hvis forældre til en udviklingshæmmet, eller for den sags skyld et normalt barn, forbyder enhver seksuel udforskning, kan barnet opfatte sig selv som værende forkert, og føle skam og væmmelse ved sig selv. Men deres seksualitet vil stadig være der. De lærer bare aldrig at vedkende sig den. Det kan for normale mennesker være svært at leve med, og det gør det ikke mindre svært hvis man er udviklingshæmmet, og i forvejen har svært ved at udtrykke sig. De seksuelle behov, vil jeg kalde lysten - i krop og sind. Rent fysisk ses behovene i form af erektion eller lubrikation. Og på det psykiske plan kan de uopfyldte behov, for eksempel ses som spændinger, uro og aggressioner i kroppen. For normale mennesker er det som regel ikke det store problem at få sine seksuelle behov opfyldt, da man med et populært begreb bare kan lette trykket. For nogle udviklingshæmmede er dette heller ikke noget problem, hvorimod andre ikke har så nemt ved det. Ikke mindst fysisk, da det ikke er alle der har førligheden over alle lemmer, eller måske ikke en gang har alle lemmer. Der vil også være nogle som ikke aner hvordan man gør. Grænser i opdragelsen og hverdagen. Jeg tror det største problem omkring seksualitet og udviklingshæmmede, er at finde i deres omgangskreds. Som normalt menneske kan jeg gå hjem og for lukkede døre praktisere min seksualitet uden at andre behøver vide af det. Som udviklingshæmmet er man mere eller mindre afhængig af andres hjælp. Så det, at lukke sig inde og være alene, er ikke altid så let som 1 Jørgen Buttenschøn Sexologi Side 4 af 9

5 det burde være, også selvom man i de seneste har lagt meget vægt på at få skabt en så normal tilværelse som muligt for de udviklingshæmmede. Forældre: Størstedelen af de voksne udviklingshæmmedes forældre tilhører en generation hvor sex og seksualitet har været belagt med en del tabuer. Det var ikke noget man snakkede om, men noget som man gjorde hjemme for nedrullede gardiner. Så seksualundervisning er ikke noget man har gjort så meget i overfor sine børn. Måske er onani blevet fremstillet som noget slemt i hele den udviklingshæmmedes opvækst. Så det at røre sig selv og onanere vil måske få dem til at føle sig ulækre. Hvis barnet så viser tegn på seksuel afvigelse i form af måske homoseksualitet, så bliver det absolut ikke bedre. Som jeg beskrev tidligere var det slet ikke accepteret at den mandlige udviklingshæmmede kunne lide at klæde sig ud som kvinde. Forældrene var udmærkede godt klar over mandens lyster, men ville absolut ikke tillade, at han gik med kvindetøj. Selvfølgelig har de ingen ret til, at bestemme som sådan hvad han skal gå med af tøj, men han har højst sandsynligt været afhængig af sine forældre hele livet og vil gøre hvad han kan for at behage sine forældre. Så længe forældrene er der, til at blande sig i hans liv og seksualitet på en negativ måde, vil det nok ikke blive anderledes hvis han ikke formår at banke i bordet og sige fra. Forældrene mener næppe noget ondt ved at forbyde sit barn at onanere, tænde på ting eller ved at gå i dametøj eller hvad det nu drejer sig om, men deres egen blufærdighed og grænser er måske allerede overtrådt. Man kunne ønske at der dengang var samme fokus på seksualitet som der er nu, så forældrene var informeret og vejledt bedre omkring seksualitet og ikke mindst seksualitet ved de udviklingshæmmede. Bofællesskabet: Mange voksne udviklingshæmmede bor i mindre bofællesskaber sammen med andre udviklingshæmmede. De har så deres egen lejlighed eller værelse alt efter typen af bofællesskab. Hvis vi igen kigger på den mandlige transvestit, så fik han heller ikke her lov til at tage dametøj på. Pædagogerne der sagde at det gjorde de andre beboere utrygge og at forældrene desuden forbød det. Side 5 af 9

6 Selvfølgelig er det muligt at de øvrige beboere ikke brød sig om at han klædte sig ud som kvinde, men jeg tror også at personalet er berøringsangste overfor emnet og at det måske overskrider deres egne grænser. Desuden er det deres arbejde at støtte ham i første række og ikke hans forældre. Pædagogerne: I min praktik stødte jeg også på en episode hvor en udviklingshæmmet kvinde havde bedt om hjælp, til at købe en massagestav. Pædagogen, der blev bedt om hjælp, ville ikke høre tale om det, og nægtede at hjælpe. Så også ved pædagogerne ses det, at de føler at deres grænse føles overskredet. Det går desværre bare ud over de personer som de er ansat til at støtte og passe på. Hvordan så? Jeg synes det er vigtigt, at alle bosteder har mindst en person ansat, som er specialiseret indenfor seksualitet, så der altid er hjælp at hente for både den udviklingshæmmede og dem som vedkommende omgås, herunder forældre og personale. Det må være dennes ansvar at informere de forskellige parter omkring seksualitet og vigtigheden af denne. Ikke mindst skal man på et tidligt stadie i den udviklingshæmmedes liv informere forældrene, så de kan vænne sig til at det kommer på et tidspunkt i den udviklingshæmmedes opvækst. Hvordan det kan komme til udtryk og hvordan de bedst muligt støtter op omkring det i stedet for at forbyde det og gøre det til en skammelig ting. Det er vigtigt at den udviklingshæmmede får et godt, naturligt og sundt forhold til sin krop og sin seksualitet. Det må prioriteres, at både forældre, personale og den udviklingshæmmede selv accepterer sin seksualitet og sit væsen. Det er dog vigtigt at respektere hinandens grænser. Man skal passe på ikke at pådutte folk noget de ikke ønsker. Hvis en person hele sit liv har fået opfattelsen af, at det er forkert at røre ved sig selv, vil jeg mene at det kan være svært at få personen selv til at acceptere det. Det er noget der måske skal arbejdes på i længere tid igennem samtaler og terapi. Ligeledes kan det være svært at snakke med pårørende omkring seksualitet, hvis de i Side 6 af 9

7 deres egen opdragelse har lært at seksualitet er noget man går stille om dørene med. Så der kan man også hurtigt træde nogen over tæerne. Man skal også respektere de andre beboere ved igennem vejledning at få den udviklingshæmmede til at røre ved sig selv på tidspunkter, hvor vedkommende ikke kan støde andre for eksempel er det i orden, når man er på sit værelse og når man er alene eller med sin kæreste. Som ansat er det også vigtigt at ens grænser ikke bliver overskredet for meget. Igennem information vil man kunne lære at acceptere meget, men man kan også risikere at stå overfor et stykke arbejd som man virkelig ikke kan og vil magte. Her er det også vigtigt at sige fra, så man ikke risikere at blive udbrændt. Der har i den seneste tid været en hel del debat omkring, hvorvidt man skal hjælpe med at sætte de udviklingshæmmede og motorisk hæmmede sammen i seksuelle stillinger, og på egen krop vise hvordan man stimulerer sig selv 2. Det synes jeg er en fremragende idé. Der vil jeg så skynde mig at sige, at jeg helst ikke selv vil skulle vise på min egen krop hvordan tingene skal gøres overfor andre. Men at specialuddanne folk til det, lyder som en rigtig god ide. Hvis to udviklingshæmmede giver udtryk for at de gerne vil dyrke sex, men ikke selv har muligheden for at komme i gang, kunne man med fordel have en person til at hjælpe dem med at udføre selve akten. Det er også en mulighed at det ikke er en indenfor personalestaben, men en helt udefrakommende person. Der har også været en del snak i medierne hvorvidt udviklingshæmmede og handicappede generelt skal have offentlig støtte til at kunne bestille prostituerede. Da de har det sværere end normale mennesker mht. at møde andre, synes jeg igen det vil være en glimrende idé. Det vil efter min mening kunne hjælpe med til at skabe glæde, og fremme livskvaliteten for de udviklingshæmmede. Jeg er dog klar over, at mange anser prostitution som værende nedværdigende overfor den prostituerede. Det er dog ikke noget der uddybes her. Men sådan rent teoretisk og set på med professionelle øjne kan jeg godt se fordelene i, at bestille prostituerede til en hæmmet person. 2 Hovedsageligt på seminariet. Side 7 af 9

8 Konklusion I dag befinder vi os i en oplysningstid omkring sex, hvor det er de færreste ting der stadig er tabu. Vi hører, ser eller læser om det i medierne, og undervises i det i skolerne. Med tiden vil de fleste seksuelle mindretal sikkert være accepterede, og det vil blive lettere for folk at forholde sig til, at også udviklingshæmmede har en seksualitet. Jeg finder det vigtigt, at man i døgninstitutioner og bofællesskaber har ansatte, der har forstand på seksualitet og ikke er berøringsangste overfor emnet. Det er en pligt, at vi kan forholde os professionelle og kan tilbyde dem hjælp indenfor for eksempel seksualvejledning, så de har et sted at henvende sig, når de har lyster som de måske ikke selv helt forstår. At informere forældrene eller de pårørende er også nødvendigt, for at den udviklingshæmmede også får deres accept på, at det er i orden at have de følelser og lyster. Det er også vigtigt at vejlede den udviklingshæmmede i at seksualiteten er noget, man har med sig selv eller med en eventuel kæreste, og at det ikke er noget der foregår i et offentligt rum. Sex er noget som, for de fleste, er en dejlig ting og bør nydes. Det er noget som jeg synes udviklingshæmmede skal have lov til at nyde såvel som os andre. Om det så er alene, med en kæreste eller med en prostitueret, mener jeg, at det skal være en del af vores arbejde som fremtidige pædagoger at forholde os til, støtte op omkring og hjælpe med, så godt som det er os muligt uden selv at føle os krænket. Den vigtigste person i ens liv at tage hensyn til, bør trods alt være en selv. Side 8 af 9

9 Litteraturliste Buttenschøn Jørgen, 2001, Sexologi 2.udgave, Eiba-press Bekendgørelse af lov om social service - Forsideillustration hentet på nettet. Side 9 af 9