1.#PROBLEMFELT# 5! 1.2#PROBLEMFORMULERING# 6! 1.3#RELEVANS# 7!

Transkript

1 1

2 Abstract The number of public apologies has increased significantly in recent times, and the media often feature politicians coming forward to apologize for their missteps. But is it actually apologies we are witnessing? Or are they really apologias, where the politicians defend their actions? This thesis focuses on the two genres; the rhetoric of apologia and the rhetoric of apology. In the thesis we distinguish between the apologia, wherein the rhetor aims to repair and rebuild his image, and the apology, wherein the rhetor aims to mend a relationship with the victim. In spite of the two concepts containing distinct ideals, motives and aims, the thesis concludes that there is an overlap between the apologia and the apology, both in theory and in practice. In the theory of apologia several strategies are available for the rhetor to use when defending himself and his actions. The rhetoric of apology on the other hand operates with a list of criteria, which must be fulfilled in order for a speech to be characterized as an apology. It is exactly in these strategies and criteria that we see an overlap. Through a case study of Lars Løkke Rasmussen s press conference on October 20 th 2013 the thesis shows that the overlap is also evident empirically. This is shown through two distinct analyzes; one analysis of Løkke s speech during the press conference and one analysis of the media coverage the following day. The analyzes show how Løkke s statements can be viewed as both part of a defense, where personal interests are in focus, and as a part of an apology, where concern for the victim is the main element. However, the thesis concludes that Løkke s speech is mainly an apologia, since most of the elements are of this genre. Contrary to this, national media presented a conflicting view of Løkke s speech, but the apology was dominant in the majority of the articles. With the thesis we wish to focus on the two concepts apologia and apology and their usage. The purpose of this thesis is to examine how the genres converge and diverge. 2

3 INDHOLDSFORTEGNELSE 1.#PROBLEMFELT# 5 1.2#PROBLEMFORMULERING# 6 1.3#RELEVANS# 7 2.#TEORI# 8 2.1#APOLOGI# FORSVARSTALEN VERBALTSELVFORSVAR ENTEORIOMIMAGEGENOPRETTELSE IMAGEGENOPRETTELSESSTRATEGIER FORHOLDETMELLEMANGREBOGFORSVAR #UNDSKYLDNINGSRETORIK# UNDSKYLDNINGSSITUATIONEN UNDSKYLDNINGSPROCESSEN ENDIALOGISKPROCES SONINGSRETORIK MORALSKUNDSKYLDNING MORALSKFORTRYDELSE HVEMERICENTRUMIUNDSKYLDNINGEN? DENOPRIGTIGEUNDSKYLDNING ATUNDSKYLDEOGBEKLAGE #UDVÆLGELSE#AF#UNDSKYLDNINGSKRITERIER# 31 3.#SONDRING#MELLEM#APOLOGI#OG#UNDSKYLDNING# #AKTØRBETEGNELSER# #MOTIVATION#OG#MÅL# #DEN#OPRIGTIGE#ELLER#OVERBEVISENDE#TALE# #ET#SAMMENFALD#MELLEM#STRATEGIER#OG#KRITERIER# #APOLOGIEN#OG#UNDSKYLDNINGEN#I#EN#MEDIERET#KONTEKST# #MEDIERNES#MELLEMKOMST# #APOLOGI#OG#UNDSKYLDNING#I#EN#POLITISK#KONTEKST# #OPSAMLING# 42 4.#METODE# #CASESTUDIET# VALGAFCASE GGGICSAGEN #INDSAMLING#AF#EMPIRI# ARTIKELINDSAMLING TRANSSKRIPTIONAFPRESSEMØDET #METODISKE#REFLEKSIONER# #ANALYSEDESIGN# FORTOLKENDERETORISKKRITIK ETFOKUSPÅKONTEKSTEN #VIDENSKABSTEORETISKE#REFLEKSIONER# ENVIDENSKABELIGPROCES #ANALYSESTRATEGI# 55 3

4 4.6.1MEDIEDÆKNINGEN LØKKESTALE 56 5.#ANALYSE# #MEDIEDÆKNINGEN#AF#PRESSEMØDET# UNDSKYLDERELLERBEKLAGERHAN? UNDSKYLDNINGENSOMKOMMUNIKATIONSTRICK IMAGEGENOPRETTELSE BESTANDDELEAFENUNDSKYLDNING SAGENSFREMTIDIGEKONSEKVENSER KRAVETOMERSTATNING OPSAMLING #ANALYSE#AF#LØKKES#TALE# LØKKEHARREJSTFORDYRT LØKKEHARIKKEBETALTFORSINDATTERSFLYBILLET LØKKEHARBRAGTVENSTREIMODVIND LØKKESIGERUNDSKYLD MENERDETENUNDSKYLDNING? OPSAMLING 86 6.#AFSLUTTENDE#DISKUSSION# #DEN#MEDIEREDE#UNDSKYLDNING# #ET#FOKUS#PÅ#BEGGE#GENRER# #DEN#RENE#UNDSKYLDNING?# #UNDSKYLDNINGEN#FAVNER#BREDT# 92 7.#KONKLUSION# 94 8.LITTERATURLISTE# 96 9.#REDEGØRELSE#FOR#FORMIDLINGSARTIKEL# #FORMIDLINGSARTIKEL# #ANSVARSFORDELING# 104 4

5 1. Problemfelt Undskyld. En simpel udmelding, som alle kender til. Vi ser undskyldningen alle vegne, og den bliver flittigt brugt af både politikere, sportsstjerner, og vi tyer også selv dagligt til den. Undskyld blev i 2013 kåret til årets ord af Sproglaboratoriet, da P1 s lyttere mente, at der var et særligt behov for at sige undskyld dette år (web 1). Inden for den politiske arena var det også skandaler og personsager, der fyldte i mediebilledet. Politikere stod i kø for at træde af som ministre, få næser og gøre sig uheldigt bemærket (web 2). Og efterfølgende skrev medierne ihærdigt om deres undskyldninger. Antallet af offentlige undskyldninger er steget markant i nyere tid (Frandsen & Johansen 2012:8, Brooks 1999:3), og mediernes brug af ordet er lige så. I de seneste 10 år optrådte ordet undskyld hele gange i en artikeloverskrift i et landsdækkende dagblad. Siden 90 erne er der sket mere end en fordobling af brugen, da ordet dengang blot var at finde gange 1 i en overskrift. Denne markante stigning indikerer, at undskyldningen i dag er langt mere dominerende i den danske presse end tidligere. Vi støder næsten dagligt på ordet, når vi åbner avisen eller læser nyheder på internettet. Vi fascineres nemt af historien om den magtfulde politiker, der lægger sig fladt ned og giver en undskyldning. Inden for det journalistiske felt anses den afslørende journalistik i dag for idealet, og der ligger stor prestige i at få skovlen under landets overhoveder, der optræder umoralsk eller decideret ulovligt (Schultz 2006:231) 2. Og det er netop i forlængelse af disse journalistiske afsløringer, at vi oftest ser de offentlige undskyldninger. Politiske undskyldninger er derfor et væsentligt fænomen at studere inden for kommunikation, da de er med til at udstille det politiske spil og de mekanismer, som ligger i feltet mellem politik og medier. Men hvad indebærer en undskyldning egentlig? Og kan de undskyldninger, vi er vidner til i medielandskabet, overhovedet karakteriseres som undskyldninger? Ifølge retoriker ved Københavns Universitet, Lisa Storm Villadsen, bærer de offentlige, politiske undskyldninger nemlig ofte præg af at være pseudoundskyldninger, hvor udtalelser trækkes tilbage, og beklagelsen er fremtrædende 3. I sådanne tilfælde vil der derfor ikke være tale om en undskyldning, men derimod et selv- 1 Vi har foretaget en søgning på Infomedia fra samt fra Vi har søgt på ordene: undskyld, undskylde, undskylder, undskyldning, undskyldninger og undskyldningen. Mindst et af ordene optræder i overskriften, og der er søgt på landsdækkende dagblade. Søgningen gælder kun de trykte dagblade og ikke webartikler på dagbladenes hjemmesider. 2 Ifølge Ida Schultz (nu Willig) afspejler Cavlingprisen det ideal, der er herskende i det journalistiske felt i tiden, den gives i (Schultz 2006:198). Hun har foretaget en kvalitativ analyse af Cavlingprisen og begrundelserne for uddelingen fra 1945 og frem til Fra 1985 til 2004 var idealet om afsløring dominerende (Schultz 2006:219). Lasse Jensen, journalist og vært på P1, mener, at afsløringen stadig favoriseres i Dette ses blandt andet på de ni priser, der er uddelt siden Schultzs undersøgelse er afsluttet (web 3). 3 En beklagelse er mere tvetydig end en undskyldning, og med en beklagelse påtager man sig ikke nødvendigvis ansvaret. Den er nærmere en sympatitilkendegivelse (web 4). 5

6 forsvar, også kaldet en apologi. Det tyder altså på, at vi har med et begreb at gøre, der er diffust og i folkemunde flertydigt. Vi ser ordet alle vegne, men hvad dækker det egentlig over? I oktober 2013 var vi vidner til en sag, hvor afsløringen og undskyldningen eller manglen på samme spillede en væsentlig rolle. Lars Løkke Rasmussen (Løkke) blev i Ekstra Bladet den 5. oktober 2013 beskyldt for at have spenderet mere end én million kroner på rejser som formand for Global Green Growth Institute (GGGI) 4 under overskriften Skattekroner betaler Løkkes luksusrejser (web 6). 15 dage efter denne anklage blev rejst, tog Løkke til genmæle på et maratonpressemøde, der varede intet mindre end tre timer og 43 minutter. I de efterfølgende dage fik pressemødet tildelt rigeligt med spalteplads i de landsdækkende dagblade. Kristeligt Dagblad skrev: Igen og igen undskyldte og beklagede han [ ] (KD, bilag 3), Børsen konstaterede: Løkke undskylder og beklager og fortryder (Børsen, bilag 4), og Politiken bemærkede: Han har beklaget og undskyldt for sit ekstravagante forbrug (Politiken, bilag 5). Vi ser altså, at der langt fra tegner sig et entydigt billede af, hvad Løkke rent faktisk gjorde på pressemødet. Gav han en undskyldning, eller var hans tale et forsvar? Dette speciale sætter fokus på apologi- og undskyldningsretorik. Vi benytter pressemødet med Løkke som eksempel til at illustrere og blive klogere på teorien. Formålet er således at teste teori om apologier og undskyldninger på den udvalgte case. 1.2 Problemformulering Hvad er en apologi, og hvad er en undskyldning, og hvori består deres forskelle og fællestræk? Og hvad kan Løkkes tale på pressemødet den 20. oktober 2013 karakteriseres som? Problemformuleringen er inddelt i to. Første del har til formål at afdække, hvad begreberne apologi og undskyldning dækker over samt en undersøgelse af deres teoretiske forskelle og fællestræk. Anden del dækker over to empiriske undersøgelser: 1) en analyse af mediedækningen af Løkkes tale på pressemødet og 2) en analyse af Løkkes tale på pressemødet. Analysen af mediedækningen giver os et billede af, hvordan Løkkes tale opfattes og fortolkes. Denne analyse kalder på et tekstnært studie af Løkkes tale. Her ønsker vi at finde frem til, om der er overensstemmelse mellem mediernes fortolkning, og det Løkke rent faktisk gør. Begge analyser har til formål at teste teorien om apo- 4 GGGI er en international organisation lanceret af den daværende sydkoreanske præsident Lee Myung-bak den 16. juni GGGI arbejder på at forene økonomisk vækst og miljømæssig bæredygtighed. Organisationen har hovedsæde i Sydkoreas hovedstad Seoul (web 5). 6

7 logi- og undskyldningsretorik. Tilsammen skal de to analyser illustrere, hvordan apologi- og undskyldningsretorik udfolder sig i praksis. 1.3 Relevans I dansk forskningssammenhæng er det primært retoriker Lisa Storm Villadsen, der har beskæftiget sig med apologi- og undskyldningsretorik. Genrerne er ikke i lige så høj grad udfoldet herhjemme som i udenlandsk litteratur. Vi har derfor hentet vores primære teori herfra og løbende brugt Villadsens tekster som supplement til vores teoretiske fundament. Vores speciale skal ses som et bidrag til den eksisterende viden på området og er samtidig et kritisk indspark til undskyldningsdebatten, som vi særligt ser udfoldet i medierne i dag. Vi anlægger således et videnskabeligt blik på apologien og undskyldningen for at afdække begrebernes teoretiske forankring. Målet er at opnå en grundlæggende forståelse af de to begreber og deres særegne funktioner. Det er derfor nødvendigt at tildele dem begge opmærksomhed, når man skal undersøge, hvorvidt en tale kan karakteriseres som en apologi eller en undskyldning. Vi er bevidste om, at begrebet undskyld har en langt mere fremtrædende plads i medierne og det danske sprog end begrebet apologi. I dette speciale beskæftiger vi os alene med apologier og undskyldninger, der fremføres af personer, som udtaler sig om egne handlinger ikke om andres. Her fungerer retor ikke som stedfortræder for andre eller tidligere tiders aktører, da han selv har været involveret i handlingen på den ene eller anden måde. Omdrejningspunktet i dette speciale er offentlige, politiske apologier og undskyldninger, der bliver givet af en politiker i et offentligt forum, hvor alle kan følge med. Vi mener, at det er et relevant felt at udforske empirisk i en dansk kontekst, da vi i stigende grad oplever, at danske politikere forsvarer sig og undskylder offentligt for personsager og skandaler. 7

8 2. Teori Vi vil i det følgende give et indblik i apologi- og undskyldningsretorikken som genrer for at nærme os en forståelse af feltet og for at besvare første del af problemformuleringen. Med udgangspunkt i forskellige teoretiske bidrag vil vi definere, hvad en apologi og en undskyldning er. Efter at have læst de forskellige bidrag har vi erfaret, at der i teksterne skelnes mellem apologien og undskyldningen. Teoretikerne uddyber dog ikke i særlig grad, hvorvidt og hvordan de indbyrdes er relateret. På den baggrund vil vi først gennemgå og diskutere apologi- og undskyldningsretorik som to adskilte felter for derefter at diskutere deres forskelle og fællestræk. Det er særligt relationen mellem de to begreber, der er interessant at undersøge nærmere i henhold til vores problemstilling. Vi indleder med at introducere apologien og går dernæst til undskyldningsretorikken. De teoretiske bidrag vil blive præsenteret indledningsvis i de to afsnit. 2.1 Apologi Forskningen i apologier inden for moderne retorik blev sat i gang af B. L. Ware og Wil A. Linkugel 5 med teksten They Spoke in Defense of Themselves: On the Generic Criticism of Apologia (1973). Vi tager afsæt i denne tekst, da den må anses for en klassiker, når man skal behandle apologien som selvstændig genre. Ware og Linkugel fokuserer i deres tekst på det verbale selvforsvar som et retorisk svar på en anklage. De beskriver og kategoriserer forskellige strategier, som en person kan anvende i sit forsvar. Siden hen har blandt andre kommunikationsforsker William L. Benoit 6 suppleret strategierne og videreudviklet en teori på området: A Theory of Image Restoration Strategies (1995). Benoit har med sin teori bidraget med den mest omfattende redegørelse af apologetiske strategier. Hans teori er formentlig den bedst kendte og mest anvendte på området og har blandt andet præget litteraturen inden for krisekommunikation. Overordnet set vil vores teoretiske afsæt bero på Benoits teori om imagegenoprettelse, da den optegner en overskuelig model til at identificere forskellige forsvarsstrategier i en tale. Disse strategier anvendes desuden i vores senere analyser. Vi lægger ud med at redegøre for ordet apologi og dets betydning. Derefter kaster vi et blik på Ware og Linkugels teori for til sidst at redegøre for Benoits teori om imagegenoprettelse, som er 5 Ware og Linkugel skrev deres tekst i Ware var assisterende professor i kommunikation ved University of Texas, og Linkugel var professor i Speech Communication og Human Relations ved University of Kansas. Deres teori om apologi har været genstand for et utal af analyser af forsvarstaler. 6 Benoit er amerikansk professor og kommunikationsforsker ved Ohio University. 8

9 den vi efterfølgende beskæftiger os med. Undervejs inddrager vi andre indspark, der nuancerer teorien om apologi Forsvarstalen Ordet apologi stammer oprindeligt fra det græske ord apologia, som betyder forsvarstale. Her fralægger man sig en beskyldning enten i tale eller på skrift. Mange retoriske kritikere har hævdet, at apologia er en bestemt retorisk genre, som fremføres i det offentlige rum og er en reaktion på et angreb (Ware & Linkugel 1973, Benoit 1995). I dag ser vi ofte apologien optræde i forbindelse med kriser, krisestyring og krisekommunikation. I takt med at virksomheders og politikeres kriser fylder markant mere i massemedierne end tidligere, er fokus på forsvaret blevet centralt (Frandsen & Johansen 2000:46). Ware og Linkugel samt Benoit har blandt andet fokuseret på apologetiske strategier, hvor man benægter, at forseelser er blevet begået, omdefinerer eller transcenderer dem. En apologi er altså et forsvar mod en anklage, hvor målet er at påvirke andres opfattelse af den anklagede part samt dennes handlinger. Forsvarstalen skal således forsøge at retfærdiggøre de handlinger, der er blevet angrebet, så publikum får empati med adfærden og den anklagede (Ware & Linkugel 1973:277, Villadsen 2009a:192). En apologi er forskellig fra et juridisk forsvar, idet en apologi altid fremføres af den anklagede selv frem for af en advokat. Formålet med en apologi er retfærdiggørelse, og håbet er, at man med en apologi kan vende publikums billede af den anklagede part fra et negativt til et positivt (Benoit 1995:63, Villadsen 2009a:193). Når man både arbejder med apologi- og undskyldningsretorik, kan der nemt opstå forvirring af begreberne. For det første er ordet apologi ikke en betegnelse, vi bruger i daglig tale. Vi bruger derimod ordet forsvar om den situation, hvor handlinger retfærdiggøres. For det andet kan der opstå forvirring i forhold til det engelske ord for en undskyldning apology, idet det visuelt og sprogligt ikke ligger langt fra selvforsvaret apologia. Dette må man holde sig for øje, når man arbejder med ordene. I visse tekster bruges den engelske betegnelse apology endda om selvforsvaret 7. Dette skyldes, at den oprindelige betydning af ordet undskyld stammer fra det græske ord apologia, som betyder forsvar (Villadsen 2009a:192). I dette speciale anvender vi ordene apologi og forsvar som synonymer, og her henviser vi til en situation, hvor man forsøger at retfærdiggøre sine handlinger. 7 I Platons værk The Apology beskrives Sokrates forsvarstale. Her anvendes ordet apology om det, der er en forsvarstale/apologi. 9

10 2.1.2 Verbalt selvforsvar Ifølge Ware og Linkugel var der tilbage i 1973, hvor deres tekst er fra, sket en markant stigning af situationer, hvor offentlige personer skulle stå til ansvar for deres handlinger over for offentligheden (Ware & Linkugel 1973:273). De beskrev, hvordan beskyldninger efterfulgt af et forsvar var blevet et så aktuelt og tilbagevendende tema, at det var berettiget til at blive behandlet som en selvstændig genre. Med udgangspunkt i denne antagelse skrev de teksten med to mål i sigte: 1) at finde frem til de faktorer, der karakteriserer apologiens form (factors of self-defense) og 2) at finde frem til kombinationen af faktorer i forsvarstaler og derigennem opdage nogle specifikke undergenrer (postures af self-defense) (Ware & Linkugel 1973:274). Når man bliver angrebet på sin moral, sine motiver eller sit rygte, afføder det typisk en reaktion. Desuden er målet ved et angreb at få en respons fra den anklagede (Ware & Linkugel 1973: ). Ware og Linkugel skelner mellem fire grundlæggende retoriske strategier for verbalt selvforsvar: Benægtelse Den anklagede afviser at have handlet forkert, at have ansvar eller at have haft en intention om at gøre noget forkert. Afstivning Den anklagede identificerer sig med noget positivt, så publikum vil se gennem fingre med hans fejl. Adskillelse Den anklagede adskiller nogle fakta og forhold og sætter dem i nye sammenhænge (omdefinerer situationen, introducerer nye oplysninger for at lindre situationen, sætter handlingen i et helt andet perspektiv). Transcendens Den anklagede argumenterer for, at man skal se handlingen i et større perspektiv (målet helligere midlet) 8. (Ware & Linkugel 1973: , Villadsen 2009a: ) Ware og Linkugel hævder, at de to første strategier (benægtelse og afstivning) er reformative og søger ikke at ændre publikums holdning/følelse til et emne. De to andre (adskillelse og transcendens) er derimod transformative og har til hensigt at ændre publikums holdning/følelse til et emne 8 Oversættelserne er både vores egne og Villadsens (Villadsen 2009a:196) ud fra Ware og Linkugels tekst They Spoke in Defense of Themselves: On the Generic Criticism of Apologia (1973). 10

11 (Ware & Linkugel 1973: ). Dog argumenterer Ware og Linkugel for, at der er en dialektisk relation mellem strategierne, og at der ikke er nogen entydig måde at anvende dem på. Et forsvar vil ofte være en kombination af flere strategier, og alle apologier er derfor udformet forskelligt. Betegnelserne skal bruges til at identificere strategierne, som retor benytter, da det er de primære retoriske valg, retor har i en forsvarssituation (Ware & Linkugel 1973: ). Gennem en analyse af strategierne for verbalt selvforsvar kommer Ware og Linkugel frem til de fire mest karakteristiske undergenrer, der kombinerer både de reformative og transformative strategier: syndsforladelse, hævdelse, forklaring og berettigelse (Ware & Linkugel 1973: , Villadsen 2009a:196) 9. Ware og Linkugel påpeger, at undergenrerne kan give indblik i, hvilken position man typisk indtager i forskellige forsvarssituationer. De beskriver den første undergenre syndsforladelse som en form for frifindelse, hvor taleren benægter sin skyld (Ware & Linkugel 1973: ). Det finder vi forvirrende, idet betegnelserne umiddelbart står i modsætning til hinanden. Syndsforladelse indbefatter, at man beder om tilgivelse for en handling modsat frifindelse, hvor man erklærer sig uskyldig (web 7 & 8). Da Ware og Linkugels tekst generelt omhandler forsvaret, vil vi forstå undergenren som frifindelse. Vi har nu gennemgået Ware og Linkugels strategier for verbalt selvforsvar, som Benoit baserer sin teori på. Da vi primært tager udgangspunkt i Benoits teori om imagegenoprettelse i vores analyser, vil vi ikke udfolde Ware og Linkugels teori yderligere, men bevæge os videre til at præsentere Benoits teori En teori om imagegenoprettelse Benoit har blandt andet ladet sig inspirere af Ware og Linkugels teori om apologier og derfra udviklet sin teori om imagegenoprettelse. Benoit fremlægger to grundantagelser, der er centrale for hans teori: at kommunikation skal ses som en målrettet aktivitet, og at maintaining a positive reputation is one of the central goals of communication (Benoit 1995:63). Omdrejningspunktet i Benoits første grundantagelse er, at kommunikative handlinger udføres for at opnå et mål. Benoit hævder: 1) at en taler altid vil forsøge at opnå de mål, som han finder vigtigst i den aktuelle situation. Man kan dog godt have mange forskellige mål, som stritter i forskellige retninger, 2) at en taler altid vil handle på en måde, som han tror fører til målet med mindst mulige omkostninger, og 3) at en taler særligt planlægger de ytringer, der er vigtige for ham (Benoit 1995:63-67). Den anden grundanta- 9 Oversættelserne er både vores egne og Villadsens ud fra Ware og Linkugels tekst They Spoke in Defense of Themselves: On the Generic Criticism of Apologia (1973). 11

12 gelse, Benoit opererer med, er, at opretholdelsen af et godt indtryk af ens person er et vigtigt mål i interaktionen med andre mennesker. Derfor har vi behov for strategier, der kan bevare vores omdømme, når vi havner i situationer, hvor vi er udsat for angreb. Benoit forklarer, hvordan vi ikke kan undgå at begå fejl, da det er et træk ved al menneskelig adfærd (Frandsen & Johansen 2008:18) 10. Når vi begår en fejl, kan det føre til trusler af vores face, image og omdømme, som kan afføde en reaktion fra den anklagede i form af forklaringer, forsvar, undskyldninger osv. (Benoit 1995:70). De to danske forskere i krisekommunikation, Finn Frandsen og Winni Johansen 11, udfordrer Benoits brug af de tre betegnelser face, image og omdømme. De påpeger, at Benoit ikke tydeliggør forskellen mellem betegnelserne, idet de skriver: Disse tre begreber er langt fra synonymer og hører hjemme i forskellige teoretiske kontekster (Frandsen & Johansen 2000:51). De fremhæver således, hvordan omdømme og image må anskues som modtagerorienterede begreber, da de fortæller noget om de forestillinger, forskellige aktører har om afsender. Face er derimod både et afsender- og modtagerorienteret begreb, hvor alle involverede parters face er udsat, når man kommunikerer. Gennem interaktion forsøger parterne at undgå trusler mod deres face. Frandsen og Johansen vælger kun at forholde sig til image, hvad de også mener, at Benoit hovedsagligt gør i sine tekster (Frandsen & Johansen 2000:51-52). Denne betegnelse vil vi også fremadrettet benytte i specialet. Da vores image er vigtigt for os, bliver vi ved angreb motiverede til at handle for at beskytte os selv. Benoit nævner, hvordan et angreb består af to komponenter: 1. En uønsket handling finder sted 2. Man gøres ansvarlig for denne handling (Benoit 1995:71) Hvis en persons image er truet, skal der været sket en handling, som man kan anklages for. Derudover skal publikum anse personen som den ansvarlige for handlingen. Det er her publikums opfattelse af ansvaret, der er vigtigt og ikke, hvorvidt personen faktisk er ansvarlig. Hvis publikum oplever begge komponenter som sande, er personens image udsat. Samtidig skal personen også selv 10 Vi supplerer med en oversættelse af kapitlet A Theory of Image Restoration fra Benoits bog Accounts, Excuses, and Apologies: A Theory of Image Restoration Strategies (1995). Oversættelsen er foretaget af Frandsen og Johansen, og de har i samarbejde med Benoit forkortet teksten med henblik på udgivelsen i Rhetorica Scandinavica nr. 45, (2008). 11 Frandsen og Johansen er lektorer ved Handelshøjskolen i Aarhus. De beskæftiger sig blandt andet med krisekommunikation. I deres artikel Retorik og krisekommunikation (2000) tager de afsæt i Benoits teori om imagegenoprettelse og giver et bud på, hvordan retorikken kan bidrage til en analyse af krisekommunikation. 12

13 være bevidst om, at publikum er af denne mening, før vedkommende vil forsøge at genoprette sit image. Forsvarstalens retor kan arbejde ud fra et perspektiv, hvor anklagen er i centrum eller ud fra publikums synspunkt, hvor reaktionerne er i centrum. Igen pointerer Benoit, at genoprettelse af image handler om opfattelser af handlingen hos retor og publikum og ikke selve handlingen (Benoit 1995:82). Dette fører Benoit videre til at sige, at der er mindst to publikummer i imagegenoprettelsessituationer: et eksternt og et internt. Det eksterne publikum kan bestå af: 1. Udelukkende den person, som anklager. 2. Den person, som anklager, og andre, der er opmærksomme på anklagen kollegaer, familie eller venner. 3. En større gruppe samfundet, kunder eller vælgere. Retor selv kan betragtes som et slags internt publikum, idet han ikke kun skal forsvare handlingen over for andre, men også over for sig selv. Gennem forklaringer eller bortforklaringer kan retoren få det bedre med sig selv og styrke sit selvbillede (Benoit 1995:83). 13

14 2.1.4 Imagegenoprettelsesstrategier Vi vil nu gå videre til at se på Benoits imagegenoprettelsesstrategier. Når man bliver angrebet eller mistænkt af andre, har man nogle valgmuligheder, man kan ty til. Benoit opererer med fem overordnede forsvarsstrategier, hvor tre af dem har flere varianter: Benægtelse af skyld Simpel benægtelse Flytning af skyld Ren afvisning af skyld Handlingen blev begået af en anden Unddragelse eller reduktion af ansvar Provokation Omstødelse Uheld Gode intentioner Man blev provokeret til at begå en krænkende handling syndebukstrategien Manglende information indebærer, at man ikke alene kan gøres ansvarlig for handlingen Bortforklaring på grund af uheld Retfærdiggørelse på baggrund af gode motiver og intentioner Reduktion af begivenhedens krænkende karakter Afstivning Minimering Differentiering Transcendens Angreb på anklager Kompensation Korrigerende handling Fremføre positive egenskaber og handlinger, som man tidligere har udført Overbevise om at handlingen ikke er så alvorlig som først antaget Fremstille handlingen mindre krænkende sammenlignet med andre handlinger Placere handlingen i en bredere kontekst, anden referenceramme Reducere anklagerens troværdighed. Hvis anklager også er offer for den krænkende handling, kan man skabe det indtryk, at offeret har fået som fortjent Tilbyde offeret hjælp i form af goder eller tjenester kan også fungere som bedrageri At løse, forebygge eller forbedre problemet og derved forhindre, at handlingen gentager sig Udvise ærgrelse Udtrykke ærgrelse over den fejlagtige handling. Kan være god at kombinere med strategien korrigerende handling (Benoit 1995:74-82) Vores skema er lavet på baggrund af Benoits eget skema i bogen Accounts, Excuses and Apologies. A Theory of Image Restoration Strategies (1995) og hans beskrivelser af de forskellige strategier. 14

15 Skemaet illustrerer forskellige forsvarsstrategier, og de repræsenterer de mål, som en retor ønsker at opnå med sin tale. Det fremgår af skemaet, at der er en vis progression fra fuldstændig at benægte handlingen til delvist at erkende handlingen og udvise ærgrelse. Fælles for Benoit og Ware og Linkugel er, at de i begge teorier beskæftiger sig med det verbale forsvar. Benoits teori rummer alle Ware og Linkugels strategier, men han placerer dem lidt anderledes i forhold til hinanden. Hvor eksempelvis Ware og Linkugel har afstivning som en af deres strategier, er dette hos Benoit en variant af strategien reduktion af begivenhedens krænkende karakter. Med sine strategier udvider Benoit samtidig Ware og Linkugels teori. En af de afgørende forskelle er strategien udvise ærgrelse. Her udviser man ydmyghed over den fejlagtige handling, hvilket man ikke gør i nogen af Ware og Linkugels strategier. Benoits strategi adskiller sig ved, at forsvaret her kan minde om dele af en undskyldning, idet der er et element af angren og fortrydelse. Det er vigtigt at påpege, at udvise ærgrelse stadig er en imagegenoprettelsesstrategi, da motivet bag er at bevare et positivt image. Vi kan endvidere konstatere, at Benoits teori, til forskel fra Ware og Linkugels, rummer strategierne kompensation og korrigerende handling. Benoit pointerer, at forskellen mellem korrigerende handling og kompensation er, at den korrigerende handling tager fat på den aktuelle forseelse og tilbyder at korrigere den, så den ikke gentager sig. Kompensation består derimod i en handling, der skal opveje forseelsen snarere end at korrigere den (Benoit 1995:79). Vi ser, at Benoit i begge strategier beskæftiger sig med løftet og tilbuddet om en handling, hvor man enten korrigerer eller kompenserer for sin adfærd. Dette aspekt beskæftiger Ware og Linkugel sig ikke med. Vi kan altså fastslå, at de to teoretiske tilgange adskiller sig på flere punkter. Det er særligt Benoits handlingsorienterede strategier, som vi finder relevante for vores senere analyser. Derfor er det hans teori, vi fremadrettet vil benytte os af Forholdet mellem angreb og forsvar Vi har indtil videre kun beskæftiget os med forsvaret som reaktion på en anklage og ikke forholdt os til selve anklagen, der fører til forsvaret. Ud fra ovenstående kan vi konstatere, at Ware og Linkugel og Benoit primært beskæftiger sig med forsvaret. Halford Ross Ryan 13 argumenterer dog i sin artikel Kategoria and Apologia: On Their Rhetorical Criticism as a Speech Set (1982) for, at man er nødt til at se apologien i forbindelse med den anklage, der er fremført eksplicit som implicit: I 13 Ryan er assisterende professor i Public Speaking ved Washington og Lee University. 15

16 propose to treat accusation and apology 14 as a speech set [ ] (Ryan 1982:254). Ryan fremhæver altså, at man må betragte anklagen og forsvaret som et talesæt, og man skal derfor også forholde sig til og undersøge anklagerens motiv og arten af anklagerens belæg. Som kritikere kan vi kun få en fuldstændig forståelse af en anklage eller et forsvar ved at undersøge dem begge (Ryan 1982:254). Benoit er enig i denne anskuelse, men kritiserer Ryan for ikke at diskutere og behandle forholdet mellem et forsvar og en anklage. Benoit fremhæver blandt andet, hvordan retor kan omdefinere eller omforme anklagen, så forsvaret ikke bliver svar på det, der oprindelig var formuleret af anklageren (Benoit 1995:84). Det kan også ske, at der ikke er nogen klar og entydig anklage, og at den bliver defineret af mange aktører eksempelvis massemedierne. En anklage og et forsvar kan ligeledes være flettet ind i hinanden, så en anklage rummer et forsvar og omvendt. I stedet for at forsøge at adskille dem, udtrykker Benoit, at man hellere skal undersøge, hvordan de optræder i den aktuelle situation. Han forklarer også, at man kan benytte imagegenoprettelsesstrategierne som en forebyggende apologi, så forsvaret optræder før anklagen. Han skriver: Indeed, if a preemptive defence were completely succesfull, no attack would occur (Benoit 1995:85). I forlængelse af dette vil man kunne argumentere for, at der i et forsvar altid vil være indlejret et angreb. Et eksempel kunne være: Peter kommer hjem til Yvonne efter den årlige julefrokost på arbejdet. Peter fortæller Yvonne om en uheldig episode i kopirummet. Han forsvarer det med, at han var fuld. Dette eksempel illustrerer, at Peter er bevidst om, at handlingen var forkert, idet han føler sig nødsaget til at forsvare sig selv. Visse normer er gældende i ethvert samfund, og når overtrædelse af disse sker, må man forsvare sig. Dette kræver ikke nødvendigvis, at der er fremført og ekspliciteret en direkte anklage. Derfor vil vi mene, at anklagen altid indirekte vil være indlejret i forsvaret. I vores analyse af Løkkes tale må vi derfor både tage højde for de anklager, der fremføres af journalisterne på pressemødet og de anklager, der er indlejret i Løkkes tale. Vi har nu gennemgået apologien som genre og redegjort for, hvilke imagegenoprettelsesstrategier man kan anvende, hvis man udsættes for et angreb. Disse imagegenoprettelsesstrategier vil vi benytte som analyseredskab i de kommende to analyser af mediedækningen og Løkkes tale på pres- 14 Der opstår forvirring, når Ryan benytter sig af ordet apology som synonym for apologia (forsvar). Det er ikke problematisk at skelne mellem apologi og undskyldning på dansk, men der kan nemt opstå forvirring, da ordet på engelsk både benyttes i forhold til undskyldning og apologi. I henhold til Ryans tekst forstår vi ordet apology som synonym for forsvar. 16

17 semødet. Vi anvender Benoits teori, da vi anser den for at være et godt redskab til at forstå og identificere, om Løkke anvender strategier i sin tale. 2.2 Undskyldningsretorik Vi bevæger os nu videre til undskyldningsretorikken. Med dette afsnit ønsker vi at opnå en grundlæggende forståelse af genren og nå frem til, hvad en undskyldning er. Vi anvender primært tre teoretiske bidrag, der alle er centrale inden for nyere studier af undskyldningsretorik: Aaron Lazares 15 bog On Apology (2005), Joy Koesten og Robert C. Rowlands 16 artikel The Rhetoric of Atonement (2004) samt Trudy Govier og Wilhelm Verwoerds 17 artikel The Promise and Pitfalls of Apology (2002). Med kombinationen af disse tre udlægninger mener vi at kunne belyse genren mere fyldestgørende, end hvis vi blot havde anvendt et enkelt teoretisk bidrag. Vi har valgt teorien ud fra et retorisk fokus, da vi ønsker at se nærmere på, hvordan undskyldninger beskrives i teorien og sprogligt er udformet i praksis. Fælles for de tre bidrag er, at de opstiller kriterier for en undskyldning, som er anvendelige for os i de senere analyser. I teksterne beskæftiger de sig desuden med politiske taler og detaljerede analyser af disse. Derfor er de væsentlige for os at anvende, da vi netop har med offentlige, politiske taler at gøre. Undervejs i teoriafsnittet inddrager vi andre indspark, der kan nuancere og supplere de tre hovedbidrag. Disse vil blive præsenteret løbende. Dette afsnit om undskyldningsretorik skal føre os til en samlet liste af kriterier, som skal være opfyldt, før en tale kan karakteriseres som en undskyldning. Afsnittet munder således ud i et selvstændigt afsnit, hvor vi udvælger og begrunder kriterier for vores analyser Undskyldningssituationen Ordet undskyld refererer til en situation, hvor en part, der har begået en fejl eller overtrædelse, anerkender ansvaret for overtrædelsen og udtrykker anger, skyld eller fortrydelse til en anden part den forurettede. Hver part kan være en person eller en større gruppe (Lazare 2005:23). Eksempelvis kan en statsleder undskylde til en befolkningsgruppe eller en hel nation, og omvendt kan en gruppe give 15 Lazare er amerikansk professor i psykiatri og har studeret offentlige og private undskyldninger. Hans forskning fokuserer primært på, hvordan undskyldninger fremkalder tilgivelse og skaber forsoning mellem mennesker. 16 Koesten og Rowland er begge amerikanske kommunikationsforskere. Koesten er assisterende professor ved Department of Communication, Washburn University. Rowland er professor og formand for Communication Studies Department ved University of Kansas. 17 Govier og Verwoerd er begge filosoffer. Govier er canadier og assisterende forsker og ph.d. i filosofi. Verwoerd er sydafrikansk lektor i politisk filosofi. Begge forsker i undskyldninger, tilgivelse, politik og etik. 17

18 en undskyldning til et enkelt individ. Lazare beskæftiger sig i bogen On Apology med undskyldningen, hvis karakter kan variere i både form og udtryk, og han præsenterer både verbale og nonverbale undskyldninger (Lazare 2005:35-38). En nonverbal undskyldning formidles via kropssprog og mimik. Et eksempel kunne være, at en bilist kommer til at bakke ud foran en anden, hvor bilisten derefter løfter hånden for at markere, at fejlen er hans. Her er undskyldningen til modparten indlejret i kropssproget og den fysiske gestus. I vores analyse af Løkkes tale vil vi dog primært fokusere på de sproglige udformninger, der udgør undskyldninger Undskyldningsprocessen Lazare bygger sit studie af undskyldningen på analyser af over 1000 undskyldninger. Han præsenterer på baggrund af dette det, han kalder undskyldningsprocessen, The apology process. Denne proces består af forskellige elementer, der tilsammen udgør en effektiv undskyldning, og som er nødvendig for at imødegå den forurettedes behov (Lazare 2005:20). Undskyldningsprocessen kan ifølge Lazare deles op i fire overordnede dele: 1. Anerkendelse af gerningen/overtrædelsen 2. Forklaring 3. Diverse holdninger og adfærd herunder anger, skyld, ydmyghed og ærlighed 4. Erstatning (Lazare 2005:35) Det første punkt anerkendelse af gerningen/overtrædelsen udgør den væsentligste del af undskyldningsprocessen, og Lazare understreger, at undskyldningsprocessen ikke kan begynde uden denne dimension (Lazare 2005:75). Udgangspunktet er altså, at krænkeren anerkender og står ved sin fejlagtige handling. Det er vigtigt i henhold til punktet forklaring at tilføje, at alle former for forklaringer ikke vil være givtige i undskyldningsprocessen. Hvis forklaringen af forseelsen for eksempel virker uærlig, arrogant eller manipulerende, kan det ligefrem medføre, at forseelsen vil blive eskaleret yderligere (Lazare 2005:121). Nogle forklaringer kan dog være med til at formildne handlingen, hvis de indeholder én eller flere af følgende elementer: 1) gerningen var ikke tilsigtet og derfor ikke personlig, 2) handlingen siger ikke noget om krænkerens rigtige jeg, 3) offeret for forseelsen er uden 18

19 skyld, og 4) det er usandsynligt, at en lignende handling vil opstå på grund af det unikke i omstændighederne (Lazare 2005:121). Lazare tydeliggør via forskellige eksempler, hvilke forklaringer der, ifølge ham, er passende i forhold til undskyldningsprocessen. Det fremgår dog ikke, hvordan han foretager denne vurdering af brugen af forklaringer. Lazare kommer blandt andet med et eksempel, der omhandler den tyske prins Ernst Augusts urinering på en tyrkisk pavillon ved en event i Tyskland, hvor han efterfølgende undskyldte til den tyrkiske befolkning og forklarede sig med, at det ikke var en bevidst handling. Lazare vurderer forklaringen til at være unøjagtig og latterlig, idet urinering, når man er vågen, er en bevidst handling. I dette tilfælde foreslår Lazare, at undskyldningen havde været mere troværdig, hvis han i stedet havde forklaret sig med, at herretoilettet var langt væk, og at han derfor ikke kunne holde sig. Lazare tilføjer, at et endnu bedre alternativ havde været slet ikke at komme med en forklaring og i stedet tilbyde en form for erstatning (Lazare 2005:124). Den forurettede er i visse situationer bedre tjent med ikke at få nogen forklaring fremfor en bortforklaring. Det fremgår ikke tydeligt, på hvilken baggrund Lazare foretager sin vurdering af den passende handling. Det virker umiddelbart som om, at vurderingen beror på egen logik og er situationsbestemt, idet han ikke fremsætter, hvilke normative kriterier han baserer sin vurdering på. Det kan derfor være problematisk for læseren at overføre hans analyser til lignende sager. Han har blot opstillet en liste med dårlige forklaringer, som læseren kan bruge i undersøgelsen af forklaringer. Eksempler kunne være jeg var forelsket, jeg var fuld, jeg var ikke mig selv og jeg er bare et menneske (Lazare 2005:125). Spørgsmålet er, om disse såkaldte dårlige forklaringer under visse omstændigheder er legitime afhængig af den situation, de gives i. Dette aspekt uddyber Lazare dog ikke, men foreslår blot, at læseren bør være opmærksom på forklaringer af denne karakter. Det tredje punkt diverse holdninger og adfærd herunder anger, skyld, ydmyghed og ærlighed består i, at krænkeren verbalt eller nonverbalt giver udtryk for, at vedkommende angrer og skammer sig over handlingen. At udvise anger, skyld, ydmyghed og skam bidrager til at genoprette offerets værdighed (Lazare 2005: ). Lazare beskriver, hvordan det fjerde punkt erstatning i visse situationer kan udgøre en dominerende funktion ved fuldstændig at genoprette tab. Erstatning kan for eksempel være udskiftning af et tæppe, der er blevet plettet, erstatning af et mistet ur eller returnering af en stjålet pung. Ved immaterielle forseelser såsom misbrug af tillid og fornærmelser kan erstatningen udgøre en symbolsk handling i form af noget praktisk som for eksempel en middag, huslig hjælp eller overrækkelse af en pris. Ved at tilbyde erstatning viser krænkeren, at han eller hun tager forseelsen al- 19

20 vorligt og er villig til at reparere skaden (Lazare 2005: ). Offeret vurderer ovenstående fire dele af undskyldningsprocessen, når vedkommende skal overveje, om han eller hun vil tage imod undskyldningen. Det afhænger af situationen og varierer fra undskyldning til undskyldning, hvor vigtige de enkelte dele er. Motivationen for at undskylde udspringer, ifølge Lazare, af krænkerens respons på skyld, skam og empatisk hensyntagen til offeret og endvidere forsøg på at genoprette og undgå yderligere skade på forholdet (Lazare 2005:35). Man kan dog sætte spørgsmålstegn ved, om motivationen for at undskylde altid vil udspringe af en hensyntagen til offeret, eller om den i nogle tilfælde opstår af andre og mere egoistiske årsager og dermed bruges som en strategi. Dette aspekt er Lazare selv opmærksom på, da en egoistisk undskyldning i nogle tilfælde delvist kan lykkes, hvis den samtidig indfrier offerets behov (Lazare 2005:117). I sådanne tilfælde vil en undskyldning baseret på krænkerens egen hensyntagen ikke fuldstændig devaluere undskyldningen for offeret. Michael Cunningham 18 beskriver i artiklen Saying Sorry: The Politics of Apology (1999), hvordan politikere i USA bruger undskyldninger som et middel til at opnå selvtilfredshed og vinde befolkningens gunst (Cunningham 1999:288). Undskyldninger kan således også gives for egen vindings skyld, hvilket Villadsen også påpeger finder sted i en dansk kontekst: I stigende omfang finder politikere endda selv påskud for at komme med offentlige undskyldninger for på den måde at få medieopmærksomhed og en anledning til at udbrede sig om deres værdier (Villadsen 2009a:194). Citatet vidner om en øget bevidsthed om, at spin og krisekommunikation er dagligdag i det politiske liv, hvor formålet er at stille retoren i det bedst mulige lys. Ud fra ovenstående kan man argumentere for, at man godt kan give en undskyldning, der opfylder alle Lazares kriterier, men hvor motivationen samtidig er drevet af strategiske bagtanker og egoisme. Det kan dog diskuteres, om en sådan egoistisk undskyldning overhovedet kan karakteriseres som en ægte undskyldning. Her er motivationen ikke drevet af oprigtig anger og hensyntagen til den forurettede person, hvilket netop er kendetegnende og væsentligt inden for undskyldningsretorik 19. Man kan derfor tale om, at sådanne former for undskyldninger måske nærmere skal karakteriseres som apologier, da det mere handler 18 Cunningham er amerikansk seniorlektor i politik ved School of Social Historical and Political Studies. 19 Vigtigheden af troværdige og oprigtige undskyldninger fremhæves blandt andre af Koesten & Rowland i The Rhetoric of Atonement (2004) og Govier & Verwoerd i The Promise and Pitfalls of Apology (2002). Begge parter beskæftiger sig med troværdig undskyldningsretorik. 20

21 om at genoprette ens eget image end hensynet til offeret. Anledningen og tidspunktet for ens undskyldning kan også have indflydelse på, om motivationen opfattes som reel og er drevet af en hensyntagen til offeret. Dette aspekt kommer Yosef Z. Liebersohn, Yair Neuman og Zvi Bekerman 20 med et eksempel på i deres artikel Oh baby, it s hard for me to say I m sorry: public apologetic speech in cultural rhetorical resources (2004). Israels tidligere premiereminister Ehud Barak holdt en tale til de sephardiske jøder tæt på det valg, hvor han kandiderede til premiereministerposten. I talen undskyldte han for sit partis behandling af denne jødiske befolkningsgruppe og søgte om tilgivelse. Omstændighederne for talen førte til, at der blev sået tvivl om undskyldningens oprigtighed: gav han den for blot at få de sephardiske jøders stemme til det kommende valg? (Liebersohn et al. 2004:935). En analyse af receptionen af undskyldningen viste også, at det overordnede indtryk blandt de sephardiske jøder var, at undskyldningen var mere retorisk end oprigtig (Liebersohn et al. 2004:941). Dette eksempel viser, at tidspunktet for ens undskyldning kan have indflydelse på, om modtageren finder den oprigtig. Omdrejningspunktet for en oprigtig undskyldning bør altså udspringe af en hensyntagen til offeret. Dette leder os videre til følgende afsnit, hvor vi vil se på den forurettedes behov i undskyldningsprocessen En dialogisk proces Det er vigtigt at påpege, at en undskyldning ofte foregår i en dialogisk proces og endda som en forhandling mellem to parter (Lazare 2005:24). Det er derfor forenklet blot at anskue en undskyldning isoleret som et ensidigt tilbud fra en part til en anden. Den krænkede part, som skal tage imod undskyldningen, har desuden et eller flere af de følgende behov, som vedkommende håber vil blive adresseret: - Genoprettelse af respekt og værdighed. - Forsikring om at den forurettede og krænkeren har fælles værdier. - Forsikring om at den forurettede ikke havde skyld. - Forsikring om at den forurettede er i sikkerhed fra yderligere skade af krænkeren. - Viden om at krænkeren har lidt som resultat af gerningen. - Et løfte om tilstrækkelig erstatning. - Mulighed for at kommunikere sin lidelse og andre følelser vedrørende gerningen. 20 Liebersohn forsker i generel og jødisk filosofi samt klassiske studier ved Bar-Ilan University, Israel. Neuman er seniorlektor på Ben-Gurion University, Israel. Bekerman underviser i antropologi på School of Education, Hebrew University of Jerusalem. 21

22 (Lazare 2005:34-35) Her er det relevant igen at inddrage Ryan, der som tidligere nævnt argumenterer for, at man kan se en anklage og et forsvar som et talesæt. I forlængelse af afsnittet om forholdet mellem angreb og forsvar kan man argumentere for, at det samme må gøre sig gældende for undskyldningsprocessen. Der er altid, eksplicit som implicit, en anklage indlejret, når der gives en undskyldning. Anklagen er ikke nødvendigvis formuleret i skrift eller tale. Den, der undskylder, er bevidst om, at han har overtrådt en norm og derved har krænket en anden part. Hvis en bilist for eksempel kører over for rødt og kommer til at køre en cyklist ned, kan vedkommende straks på eget initiativ undskylde over for cyklisten. Her vil anklagen være indlejret i gerningen at køre over for rødt. Cyklisten behøver således ikke at have italesat anklagen, før bilisten anerkender sit ansvar og undskylder. Man må således forstå undskyldninger i tilknytning til de beskyldninger, som de er svar på. Selve undskyldningen som dialogisk proces er mere kompleks end som så, da et talesæt kan variere fra situation til situation og særligt i vor tid ikke er en afgrænset størrelse. Beskyldninger kommer ofte i fragmenter flere forskellige steder fra og opstår som en blanding af udtalelser fra forskellige parter og platforme, hvilket også kan være gældende for selve undskyldningen. Anklager mod politikere fremføres ofte via massemedierne og sker typisk på vegne af offentligheden. Det er derfor svært at afgrænse i tid, hvornår og om en undskyldningssituation er afsluttet. I takt med at der kommer nye oplysninger i en politisk sag, vil sagen nemt kunne udvikle sig på ny (Kjeldsen 2008:43-45, Downey 1993:54-55). Vi vil nu gå videre til at præsentere Koesten og Rowlands soningsretorik, der opstiller en række kriterier for troværdige undskyldninger Soningsretorik Koesten og Rowland præsenterer i artiklen The Rhetoric of Atonement (2004) fem kriterier, der skal være opfyldt, hvis man ønsker at søge forsoning med en modpart. Koesten og Rowland er inspireret af jødisk-kristen retorik, hvor begreberne forløsning, forsoning og tilgivelse er fremtrædende. De plæderer for, at den mest udviklede implicitte teori om forsoning udspringer af den jødiske liturgi soningsretorik (Koesten & Rowland 2004:72). Villadsen påpeger, at brugen af betegnelsen undskyldningsretorik er mere hensigtsmæssig i en dansk kontekst, hvor religion ikke spiller en afgørende rolle. Ved denne betegnelse undgår man herved: 22

23 [ ] de religiøse konnotationer der ligger i bl.a. ordet soning, konnotationer som der næppe er belæg for i den udbredte verdslige grundindstilling der kendetegner de fleste danskeres samfundsopfattelse (Villadsen 2009a:204). Derfor vil vi i dette speciale anvende betegnelsen undskyldningsretorik, men vi benytter dog soningsretorik i dette afsnit, da det er denne betegnelse, Koesten og Rowland selv anvender. Soningsretorikken tilbyder retor, for eksempel en politisk leder, de retoriske redskaber til at acceptere skyld, give slip på fortiden og helbrede gamle sår (Koesten & Rowland 2004:70-71). Soning er det personlige eller organisatoriske svar, når der ingen mulighed er for benægtelse eller tilsidesættelse af en anklage om en væsentlig forseelse (Koesten & Rowland 2004:72). Vellykket soningsretorik skal opfylde fem kriterier, hvis healing skal forekomme. De fem kriterier, der definerer troværdig soningsretorik, er: 1. Anerkende forseelsen og bede om tilgivelse. 2. Tilbyde en grundig ændring af indstilling/holdning og forholdet baseret på refleksion. 3. Tage skridt hen mod at udvikle en anden form for nutid og fremtid. 4. Gennem offentlig handling eller privat ærgrelse demonstrere oprigtigheden af undskyldningen. 5. Søge forsoning i et offentligt forum. (Koesten & Rowland 2004:75) Det første kriterium består i, at retor skal tilstå og anerkende sin forseelse, vise anger og bede om tilgivelse. Essensen af det andet kriterium er, at retor reflekterer over årsagerne til forseelsen for at ændre indstilling og forhold og dermed forhindre en gentagelse af handlingen. Ansvaret skal således placeres på krænkeren og ikke på offeret. Dette er ifølge Koesten og Rowland et vigtigt element ved undskyldningen for en politisk leder, og det pointeres, at: He or she is responsible for looking inward, toward the existing policies and circumstances that could perpetuate similar offenses and examine ways to change the environment (Koesten & Rowland 2004:73). Vedkommende må se indad, undersøge overtrædelsen og vise en ændret holdning eller politik for derved at forhindre fremtidige forseelser. Det tredje kriterium for soningsretorik er, at overtræderen 23

24 forsøger at gøre det godt igen ved at gøre noget konkret for at udvikle en anden form for nutid og fremtid. Overtræderen skal nå til den erkendelse, at der kan komme noget godt ud af at undskylde (Koesten & Rowland 2004:73). Når retor skal demonstrere oprigtigheden af undskyldningen, kommer det til udtryk via ord og handlinger, der udviser ægte anger og lidelse over at have begået forseelsen. Det er afgørende, at overtræderen har måttet lide, hvis vi skal tro på, at vedkommende er oprigtig ked af sine handlinger. Hvis retor ikke formår at bevise, at han eller hun har lidt, så vil undskyldningen ikke blive opfattet som oprigtig, men blot blive betragtet som floskler og tomme ord. For at rette op på situationen må retor derfor foretage passende tiltag og udvise personlig ærgrelse og lidelse. Beviser for ærgrelse og demonstrationen af en oprigtig undskyldning er derfor det fjerde kriterium i soningsretorik (Koesten & Rowland 2004:74-75). Politiske ledere skal via symbolske handlinger søge forsoning i et offentligt forum, og de nævnte kriterier skal således udfolde sig i offentligheden. En politisk undskyldning kræver, at den høres af alle, og offentlig bekendelse er således det femte kriterium. Hvor Lazare giver udtryk for, at vigtigheden af de enkelte dele i undskyldningsprocessen afhænger af situationen og varierer fra undskyldning til undskyldning, lægger Koesten og Rowland vægt på, at alle de oplistede kriterier er væsentlige. En succesfuld undskyldning skal derfor rumme alle fem identificerede kriterier. Vi kan konstatere, at det vil være vanskeligt at kombinere undskyldningen med imagegenoprettelsesstrategier. Det vil eksempelvis være umuligt at benægte gerningen eller reducere ens ansvar for gerningen samtidig med, at man ubetinget anerkender sig skylden for den. En kombination af soningsretorik og strategier har derfor en tendens til at nedtone opfattelsen af undskyldningens ægthed (Koesten & Rowland 2004:84). Vi har i ovenstående præsenteret en række kriterier, der er anvendelige i forhold til vores senere analyser. Det centrale i Koesten og Rowlands tilgang er forsoning. Denne forsoning er også vigtigt element i Govier og Verwoerds artikel, der beskæftiger sig med moralske undskyldninger og oplister kriterier for disse Moralsk undskyldning Govier og Verwoerd diskuterer i artiklen The Promise and Pitfalls of Apology (2002) forholdet mellem undskyldningen og de midler, som krænkeren kan anvende for at gøre det godt igen over for offeret for forseelsen. De præsenterer tre former for undskyldninger: [ ] the apology as a defense (as in Socrates Apology), the apology as excuse or account ( Sorry 24

25 I was late, but I was interrupted just as I was leaving ), and the moral apology, which is an expression of sorrow for moral wrongdoing ( I am profoundly sorry I injured you ) (Govier & Verwoerd 2002:67). Undskyldninger kan altså ifølge Govier og Verwoerd både have karakter af at være forsvar, begrundelser og moralske undskyldninger. Det kan dog diskuteres, hvorvidt de to første former reelt set kan karakteriseres som undskyldninger, eller om de blot skal betegnes som pseudoundskyldninger. De rummer ikke nødvendigvis anerkendelse af ansvar og skyld, hvilket er et væsentligt træk ved undskyldningsretorik (Lazare 2005:23, Villadsen 2009a:200). Govier og Verwoerd beskæftiger sig da også udelukkende med moralske undskyldninger, som indebærer en anmodning om tilgivelse og er et initiativ i retning mod forsoning. Derfor vil vi nu behandle denne type undskyldning nærmere. Govier og Verwoerd giver ligesom Koesten og Rowland udtryk for, at forsvarsstrategier svækker undskyldningen. En undskyldning indebærer nemlig, at man indrømmer forseelsen, og forsøg på at retfærdiggøre eller bortforklare sine handlinger vil degradere den (Govier & Verwoerd 2002:67). En undskyldning skal forstås som en talehandling, hvor taleren over for offeret udtrykker anger, sorg og fortrydelse for at opnå tilgivelse. Det er ifølge Govier og Verwoerd afgørende for en ægte undskyldning, at personen oprigtigt giver udtryk for sorg. Først når undskyldningen er helhjertet og endvidere bliver modtaget som sådan af offeret, kan det medføre tilgivelse (Govier & Verwoerd 2002:68). Man kan dog sætte spørgsmålstegn ved, om det i praksis vil være muligt at vurdere, hvorvidt en undskyldning er ægte og helhjertet, da det jo kun er personen, som fremfører undskyldningen, der kender det reelle motiv bag Moralsk fortrydelse Govier og Verwoerd påpeger, at udtryk for sorg fra en krænker kan inspirere til tilgivelse fra offeret, og de fremhæver i denne sammenhæng, at anerkendelse er afgørende. Ved at undskylde for en forseelse indrømmer og anerkender man ansvar og skyld, og man forpligter sig endvidere til ikke at begå lignende forseelser mod offeret igen (Govier & Verwoerd 2002:69). De nævner tre primære kriterier, som kan medføre, at undskyldninger godtages: 1. Krænkeren anerkender sit ansvar og skyld i forseelsen og indrømmer, at handlingen var forkert samt udtrykker moralsk fortrydelse. 25

26 2. Krænkeren anerkender, ved at undskylde, offerets moralske status. Ved at begå handlingen, som var forkert, har krænkeren skadet offeret, som ikke fortjente krænkelsen. 3. Krænkeren skal anerkende, at offeret er berettiget til at føle harme og vrede som reaktion på krænkelsen. (Govier & Verwoerd 2002:69) Krænkeren skal anerkende offerets menneskelige værdighed, moralske værdi og udvise respekt for dennes følelser af vrede og harme. Dette kan medføre, at undskyldningen godtages af offeret og resulterer i tilgivelse. En undskyldning indebærer altså, at vedkommende indrømmer at have begået handlingen, indrømmer at handlingen var forkert og skadelig for offeret, og at man har det fulde ansvar. Endvidere må vedkommende forpligte sig til ikke at begå en lignende handling igen og generelt opføre sig moralsk over for offeret (Govier & Verwoerd 2002:69). Moralsk fortrydelse kaldes også andreorienteret moralsk fortrydelse, da fokus specifikt er på, at man har krænket en anden person. Når krænkeren udtrykker andreorienteret moralsk fortrydelse, kan det medføre, at offeret følelsesmæssigt skifter fra vrede i retning af accept og tilgivelse, hvilket gør undskyldningen effektiv (Govier & Verwoerd 2002:69). Det, at krænkeren anerkender og respekterer offerets eventuelle følelser af vrede og krænkelse, medfører, at offeret får plads til at føle bitterhed. Dette er afgørende, hvis undskyldningen skal munde ud i tilgivelse (Govier & Verwoerd 2002:71). Udover ovenstående tre kriterier er det væsentligt, at offeret ikke betvivler oprigtigheden af en persons undskyldning. Derfor skal krænkeren være villig til at foretage konkrete foranstaltninger for at rette op på den forseelse, som offeret er blevet udsat for. En fuldt udbygget moralsk undskyldning bør altså indeholde en forpligtelse til praktisk erstatning. Dette kan både være i form af forbedring af holdninger og forhold og materielle goder (Govier & Verwoerd 2002:73). Vi har nu gennemgået tre forskellige tilgange til undskyldningsretorik, og vi vil i de følgende afsnit samle op på, hvordan de indbyrdes er forbundet Hvem er i centrum i undskyldningen? Vi har valgt at inddrage ovenstående teoretiske tilgange til undskyldningsretorik, da de i et samspil supplerer hinanden og bidrager til et fyldestgørende og nuanceret indblik i undskyldningsretorikken som genre. Vi vil nu sammenholde de tre primære teoretiske tilgange til undskyldningsretorik, Lazares, Koesten og Rowlands samt Govier og Verwoerds, for at se nærmere på forskelle og fællestræk. De følgende afsnit er afsæt for de kriterier, vi efterfølgende udvælger til vores analyser. 26

27 Govier og Verwoerds beskrivelse af den moralske undskyldning harmonerer med både Lazares undskyldningsproces og Koesten og Rowlands soningsretorik, og deres kriterier rummer mange af de samme elementer. Vi ser alligevel flere punkter, hvor de adskiller sig betydeligt fra hinanden. Govier og Verwoerd har i deres beskrivelse af moralske undskyldninger et særligt fokus på offeret. De argumenterer for, at man bør inddrage offeret og dennes følelser i sin undskyldning. Herved tager man indirekte højde for offerets værdier og moralske status, som er essentielt i deres undskyldningskriterier. Krænkeren skal slutte sig til offeret ved at fordømme sine egne handlinger og andre af lignende karakter. Man kan se det som, at krænkeren flytter sig hen ved siden af offeret og ser sine fejlagtige handlinger gennem offerets øjne. Med undskyldningen skal man anerkende offerets følelser for at disse kan komme op til overfladen hos offeret selv. Dette er afgørende for, at offeret kan reflektere over sine følelser og i sidste ende overvinde dem og tilgive (Govier & Verwoerd 2002:70-71). Govier og Verwoerd tillægger altså andreorienteret moralsk fortrydelse særlig betydning. I modsætning til Govier og Verwoerd fokuserer Koesten og Rowland i højere grad på krænkeren og dennes refleksion, indstilling og handlen. Omdrejningspunktet for deres kriterier er krænkerens anerkendelse og påtagelse af skyld og ansvar. Hos Koesten og Rowland ser vi især, at krænkerens følelser er i centrum, og det handler for ham om at rense sig selv for skyld ved forsoningen med offeret: [ ] the rhetoric of atonement functions as a purgative-redemptive device [ ] (Koesten & Rowland 2004:69). Forsoningen er således en måde, hvorved krænkeren renser sig selv for skyld, og vejen til denne forsoning opnås ved, at krænkeren udtrykker sine følelser over for offeret. Det ses særligt i deres tredje kriterium, hvor krænkeren skal tage skridt hen mod at udvikle en anden form for nutid og fremtid, som uddybes med, at krænkeren skal nå til den erkendelse, at der kan komme noget godt ud af at undskylde. Det religiøse aspekt træder tydeligt frem hos Koesten og Rowland, hvor renselsesprocessen og bønnen om tilgivelse er væsentlige elementer ved krænkerens undskyldning. Vi ser en central forskel i, hvem undskyldningen centreres om. Govier og Verwoerd lægger vægt på, at offeret og dennes følelser integreres i undskyldningen, mens Koesten og Rowland tager udgangspunkt i, hvorvidt krænkeren formår at udtrykke egne følelser. Selvom Koesten og Rowland fokuserer på krænkerens egne følelser, er målet med undskyldningen i sidste ende at opnå forsoning. Motivationen bag er derfor stadig drevet af et hensyntagen til offeret. Lazare er mere alsidig i sin beskrivelse af, hvis følelser og behov undskyldninger skal centreres om. Han beskriver både offerets forventninger, og hvad krænkeren skal gøre for at indfri disse forventninger de fire 27

28 trin i undskyldningsprocessen. Som tidligere beskrevet oplister han offerets behov, som vedkommende håber vil imødekommes af krænkeren. Inden for de tre teoretiske tilgange kan vi altså konstatere, at der er forskel på, hvem der er centrum for undskyldningen Den oprigtige undskyldning I samtlige teoretiske tilgange tillægges undskyldningens oprigtighed stor værdi. Lazare forklarer, at krænkeren skal udvise sincerity (Lazare 2005:35), og Koesten og Rowland skriver: A nation or a person demonstrates that they truly atone for their sin based on words and actions indicating genuine remorse and suffering for committing the sin (Koesten & Rowland 2004:74). Også Govier og Verwoerd lægger vægt på oprigtigheden og ser den som altafgørende for en ægte undskyldning: The sincere expression of sorrow is essential to a genuine apology (Govier & Verwoerd 2002:68). Ingen af teoretikerne uddyber dog, hvad dette sincere helt præcist dækker over. Er det ordvalg, handlinger, mimik, kropssprog eller noget helt femte? I teksterne synes det at være en sammenblanding af alle faktorer, men hvilke, der vægter højest, gives der ikke udtryk for. Det er i forlængelse af dette interessant, at de i deres tekster vurderer undskyldninger på baggrund af, om de er oprigtige både ud fra kriterierne, men også ud fra publikums fortolkning. Koesten og Rowland foretager eksempelvis en analyse af Bill Clintons tre offentlige taler om affæren med Monica Lewinsky. De vurderer hans sidste tale, i modsætning til de to forrige, som oprigtig. I talen indrømmede Clinton, at han ikke havde angret nok i de foregående taler, og han fortalte endvidere, at han havde følt stor smerte og fortrød sine handlinger. Koesten og Rowland forklarer, at der i denne tale var tilpas mange udtalelser fra Clinton, der udtrykte oprigtighed og derfor også var tegn på, at undskyldningen i denne omgang var oprigtig. Koesten og Rowland er bevidste om, at det er komplekst at tale om oprigtighed, men giver i deres analyse af talen alligevel udtryk for, at Clinton med sine udtalelser udviste oprigtighed og ægthed, og at størstedelen af den amerikanske befolkning var af samme opfattelse (Koesten & Rowland 2004:81-82). Også Govier og Verwoerd giver udtryk for, at krænkeren skal udtrykke moralsk fortrydelse, da undskyldningen ellers vil fremstå uægte og hul. En uægte undskyldning kan potentielt skade mere, end den gavner, da man ved sin uægthed krænker offeret på ny (Govier & Verwoerd 2002:73). Lazare vil tilslutte sig denne overbevisning. Hvis krænkeren for eksempel ikke formår at udvise ydmyghed, eller modsat udtrykker arrogance eller hovmod, vil det medføre en yderligere 28

29 fornærmelse af offeret (Lazare 2005:116). Selve italesættelsen af anger og fortrydelse er et væsentligt element i undskyldningsprocessen, når krænkeren skal vise, at han er oprigtig. Lazare understreger, at den simple sproghandling I m sorry kan have værdi i sig selv, da man hermed udviser empati for sit offer. Man kan både demonstrere sin oprigtighed ved hjælp af sproget og nonverbal kommunikation (Lazare 2005:112). Hvis en person for eksempel sidder med foroverbøjet hoved, undgår øjenkontakt og stammer kan det være en indikation på, at vedkommende skammer sig og er med til at bidrage til en effektfuld undskyldning. Lazare mener dog, at oprigtigheden er mindre betydningsfuld, når man har med offentlige undskyldninger at gøre, og han uddyber: [ ] proper acknowledgments that a social or moral contract was violated has great social value regardless of sincerity (Lazare 2005:118). Dette er en af grundende til, at vi i dette speciale ikke har til hensigt at undersøge oprigtigheden af Løkkes ytringer, men derimod se på, hvordan ytringerne lever op til kriterierne for en undskyldning. Vi ser, at undskyldningens oprigtighed er i fokus i alle de teoretiske tilgange. Oprigtigheden vil kunne spores i retorens ytringer, gestik, mimik og handlinger, der tilsammen indikerer, om vedkommende mener det eller ej. Man kan dog sætte spørgsmålstegn ved, om ord og kropssprog i sig selv kan bevise en undskyldnings oprigtighed, og om man i virkeligheden vil kunne udtrykke oprigtighed gennem ord uden at mene dem oprigtigt? En dygtig retoriker, skuespiller eller strateg vil formentlig godt kunne udtrykke og indikere oprigtighed ved hjælp af sproget uden nødvendigvis at stå bag og mene hvert et ord. Det vil derfor være vanskeligt at undersøge og bevise oprigtigheden af et udsagn. Dette underbygger yderligere vores fravalg af at se på talens oprigtighed. Vi har nu redegjort for, hvordan de forskellige tilgange til undskyldningsretorikken indbyrdes er forbundet. Før vi udvælger vores kriterier til analyserne, vil vi for en kort bemærkning se nærmere på brugen af ordet undskyld og det nærtbeslægtede ord beklage At undskylde og beklage Det er vigtigt at se nærmere på sprogets små nuancer, når man taler om undskyldningen, idet ordet rummer forskellige betydninger afhængigt af de situationer, den gives i. Eksempelvis bruges undskyldningen i situationer, hvor vi støder ind i nogle på gaden, når vi har såret en eller når politikeren har kvajet sig. Der kan altså gives undskyldninger for småting såsom at spilde rødvin på en hvid 29

30 dug eller for større ting, der omhandler mere alvorlige forseelser såsom offentlige, moralske undskyldninger (Govier & Verwoerd 2002:67). Flere retorikere har diskuteret, om der overhovedet er tale om undskyldninger, når det omhandler små hverdagsundskyldninger. Villadsen fremhæver, at vi ofte bruger undskyld om noget, der er en beklagelse (web 4). Hun pointerer, at undskyldningen og beklagelsen langt fra er det samme, da man i beklagelsen ikke nødvendigvis tager ansvaret på sig. Det er derimod en: [ ] sympatitilkendegivelse, hvor man anerkender, at modparten blev såret af det, man sagde, men hvor man stadig holder fast i sit synspunkt (web 4). Villadsen anser derfor beklagelsen som undskyldningens lillebror, der er langt mere tvetydig. I beklagelsen er der indlejret en usikkerhed om, hvor langt ansvaret rækker, hvilket formentlig også er forklaringen på, at politikere og andre offentlige personer ofte tyer til beklagelsen frem for undskyldningen den er mindre forpligtende 21. Lazare påpeger også problematikken ved at bruge ordet undskyld i situationer, hvor en undskyldning ikke er nødvendig eller passende (Lazare 2005:25-26). Han forklarer nærmere, hvordan undskyld ofte erstatter det høflige og medfølende ord sorry (beklager). Et eksempel på denne misvisende brug af ordet undskyld er, hvis folk undskylder for byggerod i forbindelse med renovering af et hus. Her vil det i henhold til Lazare være mere korrekt ikke at bruge ordet undskyld, men i stedet blot beklage, at byggerodet har været til gene for ens naboer. Det er en venlig og empatisk udmelding, men ikke en undskyldning. Ifølge Lazare kan man foretage en simpel test for at afgøre, hvorvidt en persons undskyldning rent faktisk er en undskyldning i den formelle betydning af ordet. Hvis vedkommende ville gentage handlingen i en lignende situation, så er undskyldningen misvisende (Lazare 2005:26). Derfor vil det være misvisende at undskylde for byggerodet i forbindelse med en renovering, da man højst sandsynligt ville gentage handlingen, hvis det blev nødvendigt. Vi kan derfor ikke afgøre, om der er tale om en undskyldning, hvis ordet blot optræder. Vi er derimod nødt til at have nogle analyseredskaber for at kunne identificere, om der gives en undskyldning. Derfor går vi nu videre til vores udvælgelse af de kriterier, som vi vil bruge i analyserne. # 21 Fra artiklen Den beklagelige undskyldning, der er bragt i Politiken den 27. oktober

31 2.3 Udvælgelse af undskyldningskriterier Med afsæt i ovenstående ønsker vi at udlede og sammensætte en række kriterier, som skal fungere som vores analyseredskab. Udvælgelsen er foretaget ud fra den præmis, at vores case omhandler offentlige, politiske undskyldninger helt konkret GGGI-sagen. Ifølge teorien om undskyldningsretorik skal politiske ledere søge forsoning i et offentligt forum. Løkke holder sin tale på et offentligt pressemøde, og derfor er dette kriterium på forhånd opfyldt, hvorfor vi ikke inddrager det i analyserne. Vi har således udvalgt en række undskyldningskriterier i forhold til den specifikke case og ikke ud fra en generel iagttagelse af feltet. Disse kriterier skal derfor ikke anses for universelle, men er designet til specialets konkrete case. Vi har så vidt muligt forsøgt at integrere og tage højde for både Lazares, Koesten og Rowlands samt Govier og Verwoerds oplistede kriterier. De lægger vægt på forskellige elementer i deres beskrivelser af undskyldningen, og tilsammen har de givet os input til udvælgelsen. Nedenfor følger en forklaring af og redegørelse for hvert enkelt kriterium, som vi har udvalgt til analyserne. 1. Krænkeren anerkender, at gerningen har fundet sted Anerkendelse af gerningen har en central funktion i samtlige teoretiske tilgange. Hvis krænkeren benægter at have begået forseelsen, vil der være tale om et forsvar og ikke en undskyldning. 2. Krænkeren anerkender sit ansvar for gerningen Krænkeren er nødt til at tage det fulde ansvar for gerningen. Han skal dermed placere ansvaret på sig selv og ikke på offeret eller en anden person. Krænkeren er nødt til at se indad og ikke begrunde gerningen ud fra omstændigheder eller situationen. 3. Krænkeren anerkender sin skyld i gerningen Skyldsspørgsmålet er essentielt for alle teoretiske tilgange, og krænkeren skal ubetinget påtage sig skylden for gerningen. Det er vigtigt at fremhæve, at der er forskel på skyld og ansvar, jævnfør kriterium 2. Man kan godt påtage sig det overordnede ansvar uden direkte at være skyld i gerningen og omvendt. Eksempelvis har chefen på arbejdspladsen ansvaret for, at medarbejderne er klædt på til at udføre deres opgaver. Hvis en medarbejder er skyld i, at en deadline overskrides, så falder ansvaret tilbage på chefen selvom chefen ikke er skyld i hændelsen. Derfor udgør skyldsspørgsmålet et selvstændigt kriterium. 31

32 4. Krænkeren anerkender, at gerningen var forkert Dette kriterium kan synes indlysende, og det er desuden kun Govier og Verwoerd, der ekspliciterer denne iagttagelse. Krænkeren er nødt til at indrømme, at gerningen var forkert og har påført offeret skade, ellers er undskyldningen ikke gældende. Man kan godt anerkende gerningen, påtage sig ansvaret og skylden (kriterium 1-3), men samtidig mene, at gerningen ikke var forkert. Man kan eksempelvis have slået en anden ihjel i selvforsvar og dermed opfylde ovenstående tre kriterier og stadig mene, at gerningen var den rigtige i situationen målet helliger midlet. 5. Krænkeren anerkender offerets følelser som reaktion på gerningen Krænkeren skal udvise respekt for offerets følelser og være bevidst om, at offeret har lidt skade, er blevet skuffet eller har fået misbrugt sin tillid til krænkeren. Hermed får offeret plads til sine følelser, hvilket er afgørende for, at offeret kan tilgive. Offeret og dennes følelser bør, eksplicit som implicit, inddrages i undskyldningen. 6. Krænkeren demonstrerer en grundig ændring af holdning/indstilling baseret på refleksion Dette kriterium er fremsat af Koesten og Rowland, der siger, at krænkeren skal reflektere over årsagerne til forseelsen for dermed at ændre holdning og indstilling til sagen. En lignende tilgang ser vi hos Lazare, der ikke mener, at man kan undskylde, hvis man kunne finde på at gentage gerningen. I politiske sager er det væsentligt, at krænkeren demonstrerer en ændring af holdning, da dette netop viser, at vedkommende ikke har intentioner om at begå samme eller en lignende forseelse igen. Krænkerens egen følelse af skam, fortrydelse og anger skal indlejres i undskyldningen. Det er relevant at inddrage dette kriterium i henhold til vores case, da Løkkes handlinger er begået et godt stykke tid forud for pressemødet. Han har derfor haft tid og mulighed for at reflektere og dermed ændre holdning/indstilling til sine handlinger. 7. Krænkeren tilbyder erstatning Hvor det i ovenstående kriterium drejer sig om en holdningsændring, indeholder dette kriterium konkrete tiltag. Krænkeren skal forpligte sig til at yde erstatning til offeret. Ved immaterielle forseelser, såsom tillidsbrud og fornærmelser, kan erstatningen være af symbolsk karakter og bestå i en godtgørelse for gerningen. Eksempelvis kan en politiker ændre sin politik eller en lov for at forhindre, at gerningen gentager sig. Erstatningen kan dog også omfatte materielle goder, der vejer op for offerets tab. Ved at tilbyde erstatning viser krænkeren, at han tager forseelsen alvorligt og er villig 32

33 til at reparere skaden. Krænkeren skal altså forsøge at gøre det godt igen ved at gøre noget konkret for at udvikle en anden form for nutid og fremtid. Dette kriterium er væsentlig for os at inddrage, da erstatningsspørgsmålet var essentielt for journalisterne på pressemødet. Ovenstående syv undskyldningskriterier udgør tilsammen vores analyseredskab, når vi skal undersøge mediedækningen og Løkkes tale på pressemødet. For at kunne vurdere, hvorvidt der er tale om en undskyldning eller ej, er vi altså nødt til at opstille nogle kriterier for en regulær undskyldning. Vi vil bruge samtlige syv kriterier som en slags tjekliste i analysen for at undersøge, om Løkkes tale peger i retning af en undskyldning eller en apologi. Det er vigtigt at pointere, at samtlige kriterier skal være opfyldt før, der er tale om en fuldbyrdet undskyldning. Kriterierne udgør således vores vurderingsgrundlag for en teknisk analyse. Til trods for at der inden for undskyldningsretorikken fokuseres på undskyldningens oprigtighed, har vi fravalgt at inddrage dette aspekt i udvælgelsen af vores kriterier, da vi med vores analyse ikke ønsker at afdække, hvorvidt Løkke er oprigtig eller ej. Vi behandler dog aspektet om oprigtighed teoretisk, da det et væsentligt aspekt at behandle inden for undskyldningsretorikken. 33

34 3. Sondring mellem apologi og undskyldning Vi har i de foregående afsnit afdækket og diskuteret apologi- og undskyldningsretorik adskilt for at nærme os en forståelse af de to genrer. I dette afsnit vil vi diskutere forskelle og fællesstræk mellem apologi- og undskyldningsretorik, da vi gennem vores teoretiske indsigt har erfaret, at de to genrer er indbyrdes forbundet. Hvor Koesten og Rowland anser soningsretorikken som en undergenre af apologien (Koesten & Rowland 2004:69), placerer Govier og Verwoerd dem stort set omvendt. Selvom Govier og Verwoerd ikke direkte nævner ordet apologi, opdeler de undskyldningsretorikken i de tre undergenrer: forsvar (defense), begrundelse (excuse or account) og moralsk undskyldning (moral apology) (Govier &Verwoerd 2002:67). Apologien er her sammenlignelig med det, de omtaler som forsvar, og apologien må derfor anses som en undergenre inden for undskyldningsretorikken. Benoit er derimod af den opfattelse, at forsvaret i visse situationer kan have karakter af at være en undskyldning. Undskyldningen bruges i så fald til at genoprette ens image, og den vil derfor være placeret under apologien. Vi ser altså ikke konsensus blandt teoretikerne om, hvordan apologien og undskyldningen præcist hænger sammen og er placeret i forhold til hinanden. Men der er dog enighed om, at de bør forstås i relation til hinanden. Derfor vil vi nu gå skridtet videre og afdække denne relation herunder hvilke forskelle og fællestræk, vi ser inden for de to genrer. 3.1 Aktørbetegnelser Der er en væsentlig forskel inden for de to genrer i, hvordan de involverede aktører betegnes. Vi ser et tydeligt mønster i den måde, hvorpå undskyldningsteoretikerne omtaler de parter, der er indblandet i undskyldningen. Lazare, Koesten og Rowland samt Govier og Verwoerd benytter alle betegnelsen the offender om den part, der giver undskyldningen. Både det engelske ord og den danske oversættelse, krænker 22 eller gerningsmand 23, giver associationer til en person, der har begået en fejlagtig handling eller en direkte forbrydelse af moralsk eller juridisk karakter. I skarp kontrast til disse forholdsvis negativt ladede aktørbetegnelser anvender Ware og Linkugel og Benoit mere neutrale betegnelser som the speaker, the rhetor og the actor om den person, der fremfører apologien. 22 Substantivet krænker refererer til en person, der har krænket moralske og religiøse normer eller en politisk eller juridisk aftale (web 9). 23 Substantivet gerningsmand refererer til en person, der enten har udført en forbrydelse eller har medvirket til det (web 10). 34

35 Her ser vi ikke, at skyldsspørgsmålet er indlejret i betegnelserne, og betegnelserne er inden for apologien langt mere generelle. Personen, der skal modtage undskyldningen, kaldes af Lazare for the offended eller the victim, mens Koesten og Rowland samt Govier og Verwoerd primært bruger betegnelsen the victim. De engelske benævnelser og de danske oversættelser, den krænkede 24 eller offeret 25, giver endnu engang associationer til forbryderiske handlinger, hvor personen, der skal modtage undskyldningen, er uforskyldt og har været udsat for smerte, svigt eller anden lidelse. Igen står disse i skarp kontrast til Ware og Linkugels og Benoits betegnelse for den eller de personer, som apologien er rettet mod: the audience. Her er der ikke nødvendigvis tale om en krænket part, men derimod om en handling, der kan have krænkende karakter. Forsvaret er altså centreret om den krænkende handling og ikke om apologisten. Derudover er apologien rettet mod en gruppe mennesker, the audience. Det er dem, der tilsammen kan genoprette talerens image (Benoit 1995:82). Ud fra disse iagttagelser kan man argumentere for, at der er nogle diskurser tilknyttet de forskellige genrers aktørbetegnelser. Disse betegnelser knytter sig også til skyldsspørgsmålet i de to genrer. Som udgangspunkt er krænker- og offerrollen ved undskyldninger fastlagte, og der er ingen tvivl om, hvem der bærer skylden for forseelsen. Undskyldningen gives altså, når skylden er placeret og ubestridelig. Anderledes forholder det sig med apologien. Apologien fremføres, når skylden stadig står til forhandling, og hvor rollerne endnu ikke er fastlagte. Det vil sige, at de godt kan skifte undervejs. Formålet med undskyldningen er en forsoning af parterne, og man er derfor et helt andet sted i processen, når man undskylder. Når man undskylder, har man nemlig allerede vedkendt sig rollen som krænker. 3.2 Motivation og mål Vi kan ud fra teorien konstatere, at en af de væsentligste forskelle mellem en undskyldning og en apologi er selve motivet bag og formålet med talen. Motivationen for at undskylde opstår af krænkerens empatiske hensyntagen til offeret, og målet med en undskyldning er at opnå forsoning med sit offer. En undskyldning har fokus på den eller de personer, man har krænket, og man skal således kunne se offeret for sig, når der undskyldes. Apologien tager i modsætning hertil udgangspunkt i at genoprette talers image frem for en forsoning med modparten. Apologien er derfor motiveret af 24 Substantivet den krænkede henviser i denne sammenhæng til en person, der er blevet stødt på sine følelser, sociale, moralske eller religiøse karakter (web 11). 25 I denne sammenhæng henviser substantivet offer til en person, der uforskyldt udsættes for død, smerte eller anden lidelse (web 12). 35

36 talerens ønske om at beskytte sig selv, og en apologi fremsættes således ikke af hensynet til den krænkede part, men af hensyn til taler selv. Det er talerens egne interesser, der varetages. Målet med en apologi er at påvirke publikums opfattelse af talerens image og forsøge at retfærdiggøre handlingen, så publikum får empati med taleren. Derved kan taleren genoprette sit image og bevare et positivt omdømme. Vi har illustreret forskellen i nedenstående skema: Motivation Mål Undskyldning Hensyntagen til offer Forsoning Apologi Hensyntagen til sig selv (den anklagede) Genoprette image 3.3 Den oprigtige eller overbevisende tale Vi ser en væsentlig forskel i, hvad der er i fokus inden for de to genrer: der lægges vægt på, at undskyldningen skal være oprigtig, mens apologien skal være overbevisende. Dermed ikke sagt, at oprigtighed ikke har betydning for apologien, og at man med en undskyldning ikke kan overbevise. Men idealet i de to genrer adskiller sig. Med en undskyldning skal man demonstrere oprigtighed, og den skal komme fra hjertet før, den er virksom. Undskyldningen skal både være oprigtig og opfattes som sådan af offeret. Der er inden for apologiretorikken ikke på samme måde et fokus på ytringers oprigtighed, men alene på, hvordan publikum opfatter taleren og det, han siger og gør. Publikums opfattelse af forsvarets oprigtighed kan naturligvis have indflydelse på, hvordan talerens image skabes og/eller genoprettes. Hvis publikum opfatter talen som værende oprigtig, kan det således bidrage positivt til talerens image. Man kan inden for apologien tale om et mere effektorienteret syn, idet målet er at overbevise sit publikum. Det er endvidere interessant at se nærmere på de stilistiske træk ved henholdsvis apologiog undskyldningsretorik, da det kan sige noget om, hvordan de to genrer yderligere adskiller sig fra hinanden. Hvor man i undskyldningsretorikken taler om kriterier for en oprigtig undskyldning, arbejder man med strategier inden for apologien. I undskyldningsretorikken lægges der stor vægt på, at krænkeren verbalt som nonverbalt demonstrerer ægte og oprigtig anger, fortrydelse og skam. Der må således ikke fra offerets side sås tvivl om oprigtigheden ved undskyldningen, hvorfor det er afgørende, hvordan krænkeren sprogligt udformer sin undskyldning. Der er endvidere nogle helt klare retningslinjer og kriterier for en undskyldning, som krænkeren skal opfylde. Af undskyldningsreto- 36

37 rikken fremgår det, at der er et ideal for en god undskyldning. Det gør det muligt for kritikeren at foretage en normativ skelnen mellem den gode og den dårlige undskyldning. Inden for apologien forholder det sig imidlertid anderledes. Her lægges der vægt på talerens valg af strategi, overbevisende kommunikation og argumentation. Den sproglige udformning afhænger af de imagegenoprettelsesstrategier, man vælger at anvende. Den anklagedes argumentation styres altså af den valgte strategi, som man vurderer bedst kan forsvare handlingen. Der er derfor ikke på samme måde som ved undskyldningsretorikken opstillet normative kriterier eller klare retningslinjer for, hvilken vej man skal gå for at få succes med sit forsvar. 3.4 Et sammenfald mellem strategier og kriterier Til trods for væsentlige forskelle, ser vi dog også fællestræk mellem de to genrer. Visse træk ved Benoits teori om imagegenoprettelse kan minde om nogle af de elementer, der er gældende i undskyldningsretorikken. Benoit præsenterer strategierne kompensation, korrigerende handling og udvise ærgrelse, som rummer nogle af de samme elementer, vi ser i kriterierne for en undskyldning. Hvor der i undskyldningsretorikken opereres med erstatning, der både rummer materielle og symbolske handlinger 26, har Benoit to strategier, kompensation og korrigerende handling tilsammen minder de om erstatning. Når Benoit taler om kompensation, er det med udgangspunkt i noget materielt, som kan reducere den krænkende handlings karakter, hvorimod strategien korrigerende handling indebærer symbolske handlinger. Der er ligeledes sammenfald mellem undskyldningsretorikken og Benoits strategi udvise ærgrelse, idet man inden for begge udtrykker ydmyghed og anger. Det er dog vigtigt at påpege, at målet med at udvise ærgrelse hos Benoit stadig består i imagegenoprettelse strategien vil derfor altid være en del af et forsvar. Selvom Benoits nævnte strategier umiddelbart kan minde om dele af en undskyldning, vil man ud fra teorien om undskyldningsretorik kunne argumentere for, at der ikke vil være tale om en reel undskyldning. Motivet bag er drevet af et ønske om at beskytte sig selv og genoprette sit eget image, hvorimod en oprigtig undskyldning skal være motiveret af et ønske om forsoning og empatisk hensyntagen til offeret. Inden for undskyldningsretorikken er der enighed om, at imagegenoprettelsesstrategier har en tendens til at nedtone undskyldningens ægthed. Det at undskylde indebærer, at man anerkender skyld og ansvar, og forsøg på at benægte eller reducere dette vil derfor 26 Lazare har erstatning som sit fjerde punkt i undskyldningsprocessen, der både rummer materielle og symbolske handlinger. Govier og Verwoerd taler om praktisk og materiel erstatning, mens Koesten og Rowland har et kriterium, hvor erstatningen er af symbolsk karakter. Her tager man skridt hen mod at udvikle en anden form for nutid og fremtid. 37

38 svække undskyldningen. Der er altså konsensus om, at forsvarsstrategier ikke bør kombineres med undskyldningen. Når man forsvarer sig, anerkender man nemlig ikke fuldt ud sine fejl og giver ikke nødvendigvis udtryk for skyld og anger. Ingen af undskyldningsteoretikerne forholder sig dog til, at der er et overlap mellem Benoits strategier og deres egne kriterier. Et eksempel er Koesten og Rowland, der omtaler Benoits teori. Til trods for, at de inddrager Benoits strategier, og oveni købet anvender dem i deres analyse, tager de ikke højde for, at hans strategier minder om deres egne opstillede kriterier. Benoits strategi korrigerende handling er sammenlignelig med deres tredje kriterium tage skridt hen mod at udvikle en anden form for nutid og fremtid. I strategien såvel som i kriteriet er essensen, at man gør noget konkret for at forhindre, at handlingen gentager sig. Hvis en politiker eksempelvis foretager en lovændring for at rette op på en fejl, kan denne handling anses som en strategi og samtidig som en opfyldelse af kriteriet. I henhold til teorierne vil en handling således kunne placeres inden for begge genrer. Sammenfaldet mellem de to genrer kan gøre det problematisk at foretage en vurdering af en tale. Dette vil vi illustrere nærmere i vores analyser af mediedækningen og Løkkes tale. Vi har i ovenstående afsnit afdækket forskelle og fællestræk ved apologi- og undskyldningsretorik. Til trods for adskillige forskelle i form af aktørbetegnelser, motivation, mål og stilistiske træk, ser vi sammenfald mellem de to genrer. Vi kan konstatere, at nogle af Benoits imagegenoprettelsesstrategier er sammenlignelige med det, der karakteriserer en undskyldning inden for undskyldningsretorikken. Gennem vores teoretiske afsæt har vi fået en forståelse for genrerne og deres indbyrdes relation. 3.5 Apologien og undskyldningen i en medieret kontekst Vi vil nu rette blikket mod den kontekst, begge genrer optræder i en medieret, politisk kontekst. Frandsen og Johansen retter i deres artikel Retorik og krisekommunikation (2000) en kritik mod Benoits teori, som netop baserer sig på Benoits manglende fokus på mediernes mellemkomst. Ifølge Frandsen og Johansen beskriver Benoit kommunikationen mellem modtager og afsender som forholdsvis direkte og ikke-medieret. De kritiserer Benoit for ikke at forholde sig til massemediernes store betydning og indflydelse, når eksempelvis offentlige politikere er tvunget til at gå ud og kommunikere gennem medier, for eksempel på pressemøder (Frandsen & Johansen 2000:59). Denne kritik mener vi også kan rettes mod vores undskyldningsteoretikere, da ingen af dem behandler 38

39 mediernes mellemkomst nærmere, når der gives en offentlig undskyldning. Vi finder det derfor relevant at se på apologien og undskyldningen i en nutidig, medieret kontekst. 3.6 Mediernes mellemkomst Det er vigtigt at forstå forudsætningerne og de medieplatforme, hvor offentlige, politiske apologier og undskyldninger udspiller sig. I dag er politikerne tvunget til at kommunikere gennem massemedierne, hvilket gør det nødvendigt at se på medierne som mere end blot fysiske bærere af budskaber til omgivelserne (Frandsen & Johansen 2000:59). Indledningsvis ser vi på de retoriske omstændigheder for derefter at beskrive, hvordan apologien og undskyldningen optræder i en politisk, medieret kontekst. Undervejs inddrager vi forskellige bidrag, som kan være med til at belyse apologiens og undskyldningens forudsætninger i vores samfund. Nutidens apologier og undskyldninger fremstår ofte som fragmenterede, flygtige og ufærdige, hvor retoren sjældent får mulighed for at holde en tale uden afbrydelser og spørgsmål, for eksempel fra journalister. Den dialogbaserede kommunikationsform har vundet indpas, hvilket blandt andet ses i interviews, på pressemøder, i debatprogrammer på tv og i radio og ikke mindst på de sociale medier. Jens E. Kjeldsen 27 er en af nutidens retorikere, der redegør for retorikkens omstændigheder i et fragmenteret, foranderligt og komplekst samfund, som med fordel kan overføres og anvendes i forhold til apologiens og undskyldningens position i dag. De moderne mediers altdominerende rolle medfører ikke blot flere, men også mere sammensatte, omskiftelige og dynamiske kommunikationssituationer (Kjeldsen 2008:43). Ikke alene fremstår nutidens apologier og undskyldninger fragmenterede. Ifølge Sharon D. Downey 28 er vores tid kendetegnet ved: [ ] diminshed opportunities and arenas for the enactment of apologia (Downey 1993:56). Dette kan man dog diskutere og stille sig kritisk over for. Downeys artikel er skrevet tilbage i 1993, før internettet blev en integreret del af vores hverdag, og de sociale medier så dagens lys. Platforme som Facebook, Twitter, YouTube og helt almindelige hjemmesider tilbyder nye scener, hvorfra eksempelvis politikere kan give en apologi eller en undskyldning. Her har offentlige som private mennesker mulighed for at undskylde eller give apologier uden om massemedierne og journalisterne. De sociale medier er i særlig høj grad blevet en kilde, hvorfra journalister henter historier og citater. Et nyere eksempel er tidligere pressemedarbejder i Venstre, Ditte Okman, der i en opda- 27 Kjeldsen er førsteamanuensis i retorik og visuel kommunikation ved Institut for Informasjons og Medievitenskab, Universitetet i Bergen. 28 Downey er ph.d. og assisterende professor i Speech Communication ved California State University. Hun anlægger et historisk forankret blik på apologien og dens udvikling. 39

40 tering på Facebook kaldte en kioskmedarbejder på Christiansborg for fucked up medicineret psykisk syg (web 13). Denne sag eksploderes efterfølgende i de danske medier, som i første omgang havde opsnappet historien på Facebook. Der er således langt flere mulige talerør for nutidens apologister og folk, der ønsker at give en undskyldning, end det var tilfældet for bare 20 år siden. I dag kan offentlige personer tage sociale medier i brug og derved kommunikere uden om de traditionelle massemedier. I forlængelse af de mange medieplatforme er truslen om beskyldninger mod politikere og andre offentlige personer stort set altid til stede. Derfor ser man også, at politikere indtager en kronisk defensiv position, da faren for beskyldninger forstærkes af de utallige platforme og ikke mindst deres tilgængelighed for den brede offentlighed. Samtidig affødes beskyldninger i dag ofte af rygter og implicitte hentydninger, som gør det svært at konkretisere anklagen (Downey 1993:56). Vi vil nu gå videre og se nærmere på apologien og undskyldningen i en politisk kontekst. 3.7 Apologi og undskyldning i en politisk kontekst I dag ser vi ofte apologien og undskyldningen i den offentlige manege og i det politiske liv (web 14). Tilknytningen til det politiske liv startede tilbage i første halvdel af 1900-tallet gennem massemedierne. De fleste apologister og undskyldere var politikere, som var anklaget for korruption, tillidsbrud eller dårlig håndtering af en bestemt sag (Downey 1993:53). Massemediernes indtog har været med til at udvide almindelige menneskers adgang til begivenhederne, og apologistens og undskylderens publikum er blevet den brede offentlighed et uensartet publikum, som ikke er fysisk til stede, og som retor sjældent ved, hvem er: Massemedierne har skabt en situationspluralisme hvor talere ofte på samme tid henvender sig til en række forskellige gruppe tilhørere [ ] (Kjeldsen 2008:43). Vi ser, at når politikere giver en undskyldning eller apologi, så er de ofte tv- og radiotransmitteret eller nedfældet på skrift i avisartikler, kronikker, debatter og på sociale medier. Derfor når de ud til en sammensat gruppe af modtagere. Ikke alene kan modtagerne af en apologi og en undskyldning i dag være vanskelige at definere det samme problem kan gøre sig gældende i forhold til anklageren. I dag opstår anklager mod offentlige personer i medierne, og det kan således være svært at afgøre, hvem den præcise anklager er. Er det avisen, radiostationen eller tv-kanalen? Er det den poli- 40

41 tiske opposition? Eller er det den generelle offentlige mening, der kommer til udtryk gennem anklagen? Fraværet af en decideret anklager gør sig derfor ofte gældende i nutidens medierede samfund (Downey 1993:56). Samtidig er det kendetegnende for nutidens apologier og undskyldninger, at de hverken behøver en konkret anklage, et publikum eller en særlig scene. Ifølge Downey har det offentlige liv siden 1960 erne været præget af mistillid til det politiske system. Hun forklarer, at begivenheder som Vietnamkrigen, Watergateskandalen og de turbulente 60 ere var medvirkende til en skepsis over for bureaukratiet, særligt i USA (Downey 1993:55). Disse begivenheder har naturligvis også haft indflydelse på det danske samfund. Og vi har også selv haft politiske skandaler gennem tiden, der kan have betydning for danskernes syn på politikernes optræden og ikke mindst apologien og undskyldningen. Nyere forskning har blandt andet påvist en eskalering i antallet af politiske skandaler i de nordiske lande (Bhatti et al. 2013, Blach-Ørsten 2011). Lektor i journalistik Mark Blach-Ørsten har beskæftiget sig med politisk funderede skandaler 29 i Danmark fra 1980 og frem til Hvor der mellem 1980 og 1989 kun forekom syv politiske skandaler 30 i medierne, var der mellem 2000 og 2010 hele 21 af slagsen (Blach- Ørsten 2011). Siden denne undersøgelse er vi måske i endnu højere grad blevet præsenteret for politiske skandaler i medierne. Eksempelvis er hele otte ministre gået af før tid, siden regeringen med Helle Thorning-Schmidt i spidsen kom til magten i oktober 2011 (web 15). Disse politikere begik ikke deciderede ulovligheder, men havde handlet på en måde, så de var tvunget til at gå af. Man må formode, at politiske skandaler altid har fundet sted og været en central del af det politiske liv. Opmærksomheden omkring dem er dog steget i takt med massemediernes indtog (Bhatti et al. 2013:408). Det samme, vil vi argumentere for, er tilfældet med de politiske undskyldninger og apologier. Mellem 1980 og 1989 optrådte ordet undskyld 94 gange i en artikeloverskrift i et landsdækkende dagblad. I de seneste 10 år (fra ) var ordet derimod at finde hele gange i en artikeloverskrift 31. Denne stigning indikerer, at undskyldningen fylder mere i de danske medier i dag end i 80 erne. At antallet af offentlige undskyldninger er steget markant i nyere tid er 29 Mark Blach-Ørsten sondrer mellem politikskandaler og normskandaler: Politikskandaler er skandaler, der udspringer af en ministers eller politikers politiske arbejde, og drives frem af den undersøgende journalistik og afspejler på denne måde tanken om den politiske skandale som et højdepunkt for pressen i rollen som fjerde statsmagt. Normskandaler udspringer af en ministers eller politikers personlige handlinger, enten i rollen som politiker eller i rollen som privatperson. Normskandaler drives frem af den tabloide udvikling i medierne, men kan også siges at spejle udviklingen/stabiliteten i samfundets overordnede norm og moralkodeks. Fra Mark Blach-Ørstens artikels Politiske skandaler i danske medier (2011). 30 Vores term politiske skandaler dækker over begge typer af skandaler politikskandaler og normskandaler. 31 Vi har foretaget en søgning på Infomedia. Vi har søgt på ordene: undskyld, undskylde, undskylder, undskyldning, undskyldninger og undskyldningen. Mindst et af ordene skal optræde i overskriften, og der er søgt på landsdækkende dagblade. Søgningen gælder kun de trykte dagblade og ikke webartikler på dagbladenes hjemmesider. 41

42 en påstand, der blandt andet også er fremført af Cunningham og Roy L. Brooks 32 (Cunningham 1999:285, Brooks 1999:3). I dag ser vi ofte apologien i forbindelse med krisekommunikation. I takt med at der er kommet øget fokus på dette felt inden for de senere år, er der også kommet øget fokus på forsvarstalen og apologisten, der ved hjælp af forskellige imagegenoprettelsesstrategier forsøger at forsvare sit omdømme over for offentligheden (Frandsen & Johansen 2000:45). Med udgangspunkt i ovenstående kan man argumentere for, at apologien, undskyldningen og den politiske skandale i en vis udstrækning må være indbyrdes forbundne. I dag ser vi oftest, at skandaler afføder de offentlige, politiske apologier og undskyldninger, da politikerne sjældent selv går ud og forsvarer sig eller undskylder forud for en anklage. Ligesom skandaler er kendetegnet ved at være medierede 33, må det også siges at være tilfældet for de politiske apologier og undskyldninger. De er medierede i den forstand, at de gives gennem et medie, hvorved mediets mellemkomst får indflydelse på apologiens og undskyldningens form, indhold og reception. Således kan både det politiske budskab og relationen mellem afsender og modtager være påvirket af mediet og dets handlemuligheder. Medierne er ligeledes den arena, hvor både skandaler og politiske apologier og undskyldninger udfoldes og der, hvor offentligheden får kendskab til dem. 3.8 Opsamling Vi har nu defineret, hvad en apologi og en undskyldning er, og hvordan de optræder i nutidens medierede samfund. Vi har redegjort for genrernes indbyrdes relation og diskuteret deres forskelle og fællestræk. Vi kan konstatere, at der er et teoretisk overlap mellem apologien og undskyldningen. Dette leder os til følgende hypotese: Apologi- og undskyldningsretorik blandes sammen i praksis både i anvendelsen og i fortolkningen. Denne hypotese vil vi afprøve i forhold til vores valgte case, og hypotesen indgår dermed som led i besvarelsen af anden del af problemformuleringen. Hypotesen samt ovenstående besvarelse af første del af problemformuleringen leder os til vores metodeafsnit, hvor vi vil redegøre for specialets 32 Brooks er professor i jura ved University of San Diego. Han omtaler vores tid som The Age of Apology i bogen When Sorry Isn t Enough. The Controversy over Apologies and Reparations for Human Injustice (1999). 33 Professor Stig Hjarvard giver en definition af mediering: Mediering betegner kommunikationen gennem et medie, hvorved både budskabet og relationen mellem afsender og modtager kan blive påvirket af mediets mellemkomst. Mediering vedrører den konkrete kommunikationshandling gennem et medie i en specifik, social kontekst (web 16). 42

43 metodiske valg og undersøgelsesdesign. Sammen med teorien danner metodeafsnittet udgangspunkt for besvarelsen af anden del af problemformuleringen: Hvad kan Løkkes tale på pressemødet den 20. oktober 2013 karakteriseres som? 43

44 4. Metode I følgende afsnit vil vi redegøre for vores metodiske valg, og hvordan vi er gået videnskabeligt til værks. Vi ønsker at give et indblik i, hvordan vi har indsamlet og struktureret vores empiri, som er udgangspunktet for vores analytiske arbejde. Vi vil indledningsvis introducere casestudiet og vores udvalgte case GGGI-sagen. Dernæst følger en beskrivelse af vores indsamling af empiri samt vores metodiske refleksioner i forbindelse hermed. Dette leder os videre til at udfolde vores analysedesign og videnskabsteoretiske refleksioner. Afslutningsvis vil vi beskrive vores analysestrategier for henholdsvis Løkkes tale 34 på pressemødet og den efterfølgende mediedækning. Vi præsenterer løbende forskellige teoretiske bidrag, der underbygger vores metodiske valg. 4.1 Casestudiet I vores teoretiske afsæt så vi, at apologier og undskyldninger er komplekse fænomener, der varierer alt efter talerens motivation, formål, følelser, forventninger og selve situationen. Apologi- og undskyldningsprocesser kan derfor beskrives på uendelig mange måder. Specialets udfordring består derfor i at anvende et forskningsdesign, der kan indfange de væsentligste forhold i disse komplekse situationer, hvor der afgives apologier, undskyldninger og måske endda begge dele. Specialets hovedformål er at opnå en dybere forståelse af apologiens og undskyldningens sproglige udformning i praksis inden for en offentlig, politisk kontekst. Det er netop i en real-life context, hvor mange variabler er på spil, at casestudiet anses for at være en god strategi (Yin 2003:13). Vores forskningsinteresse går på, hvordan apologier og undskyldninger gives, samt hvordan de udformes og fortolkes ikke hvor mange gange eller hvor ofte de gives. Dette er et aspekt, som blandt andre Robert K. Yin 35 giver udtryk for skal være opfyldt, hvis casestudiet skal anses for at være et godt valg af forskningsstrategi (Yin 2003:9). Casestudiet defineres af Yin: A case study is an empirical inquiry that investigates a contemporary phenomenon within its reallife context, especially when the boundaries between phenomenon and context are not clearly evident (Yin 2003:13). 34 Når vi henviser til Løkkes tale, indebærer det både journalisternes spørgsmål og Løkkes udtalelser på pressemødet. 35 Yin er ph.d. og formand for COMOS Corporation. Han har skrevet adskillige bøger og artikler om casestudiet som metode. 44

45 Casestudiet er særligt velegnet til at undersøge kompleksiteten ved en specifik sag og kan give os en konkret, kontekstbunden viden om denne sag (Flyvbjerg 2010:468). Hovedformålet er at undersøge apologi- og undskyldningsretorik i praksis med henblik på at få et nuanceret syn på deres udformning og anvendelse samt fortolkning i medierne. På baggrund af teorien kan vi udlede, at apologier og undskyldninger er komplekse, sociale fænomener. Vi ønsker gennem casestudiet at tydeliggøre og forklare de dybereliggende årsager til vores hypotese om, at apologi- og undskyldningsretorik blandes sammen i praksis både i anvendelsen og i fortolkningen. Som forskningsstrategi er casestudiet derfor valgt ud fra et ønske om at opnå en forståelse og praksisviden om disse fænomener. Desuden har teoretikere inden for både apologi- og undskyldningsgenren ligeledes selv anvendt casestudiet i deres beskrivelser og undersøgelser af fænomenerne. Det gælder både Kosten og Rowland, Govier og Verwoerd samt Benoit. Med casestudiet ønsker vi at blive klogere på begreberne apologi og undskyldning ud fra en konkret case. Hvis vores hypotese holder stik, og der rent faktisk sker en sammenblanding af begreberne i praksis, kan det være en indikation på, at det formentlig også vil ske i lignende cases. Målet med casestudiet er ikke at sikre repræsentativitet og drage generelle, endegyldige konklusioner om apologier og undskyldninger. Vi er bevidste om, at vi ikke kan sige noget generelt om politikeres brug af apologier og undskyldninger. Casestudiet kan derimod lægge grund til analytisk generaliserbarhed, hvor generaliseringen sker efter en vurdering af, om den udvalgte case kan siges at være eksemplarisk i henhold til den undersøgte problemstilling (Yin 2003:10) Valg af case GGGI-sagen er et aktuelt og nutidigt eksempel på, hvordan apologi- og undskyldningsretorik udfolder sig i en politisk kontekst. Vi havde en forventning om, at casen rummede et omfangsrigt informationsindhold i forhold til vores interessefelt (Flyvbjerg 2010:475). Alene er brugen af ordene undskyld, beklage og fortryde dominerende i Løkkes tale såvel som i den efterfølgende mediedækning. Dette indikerer, at casen kan give os et praksisfunderet indblik i apologi- og undskyldningsretorikken. Vi vil nu kort opridse baggrunden for og optakten til pressemødet den 20. oktober Dette, mener vi, er relevant for at få et helhedsindtryk af Løkkes tale på pressemødet og den efterfølgende mediedækning. 45

46 4.1.2 GGGI-sagen Folketinget besluttede i foråret 2011, under daværende udviklingsminister Søren Pind (V), at støtte den internationale klimaorganisation GGGI 36 med 90 millioner danske bistandskroner over tre år. I maj 2012 tiltrådte Løkke som bestyrelsesformand for GGGI. Halvandet år senere, den 5. oktober 2013, skrev Ekstra Bladet under overskriften Skattekroner betaler Løkkes luksusrejser, at Løkke havde brugt kroner på 49 rejsedage i forbindelse med sit formandskab i GGGI. Denne artikel fremførte en skarp kritik af Løkkes dyre rejseaktivitet, og de andre landsdækkende medier fulgte trop i dagene herefter. Løkke udsendte den 13. oktober 2013 et brev til Venstres medlemmer, hvori han erkendte, at han burde have ændret rejsereglerne i GGGI noget før. Han udtalte sig dog ikke nærmere om sagen til offentligheden før den 20. oktober 2013, hvor han afholdt et pressemøde, som varede tre timer og 43 minutter. På vej ind til pressemødet fik journalisterne udleveret de bilag, der knyttede sig til Løkkes rejser i GGGI. Pressemødet var inddelt i to, og det var Løkke, der satte rammerne for, hvad de to dele skulle handle om. Første del omhandlede Løkkes formandskab i GGG, og her deltog to andre repræsentanter for GGGI; direktør Howard Bamsey og vicedirektør Robert Dawson. Anden del centrerede sig primært om Løkkes formandskab i Venstre Indsamling af empiri I følgende to afsnit vil vi redegøre for indsamlingen af vores empiri, som udgør pressemødet og 11 artikler fra otte forskellige landsdækkende dagblade, som alle er publiceret dagen efter pressemødet, det vil sige den 21. oktober Vi har valgt at inddele vores analyse i to: 1) en analyse af mediedækningen af pressemødet og 2) en analyse af Løkkes tale på pressemødet. Vi har valgt at indlede med en analyse af mediedækningen, da vores problemstilling udsprang heraf. Efter at have læst artiklerne kunne vi langt fra afgøre, hvorvidt Løkkes tale kunne karakteriseres som en apologi eller en undskyldning. Denne analyse kaldte derfor på et tekstnært studie af Løkkes tale for at nå frem til, hvad han rent faktisk gjorde. Vi indleder med at beskrive indsamlingen af artiklerne og dernæst følger en beskrivelse af, hvordan vi har transskriberet selve pressemødet. 36 GGGI er en international organisation lanceret af den daværende sydkoreanske præsident Lee Myung-bak den 16. juni GGGI arbejder på at forene økonomisk vækst og miljømæssig bæredygtighed. Organisationen har hovedsæde i Sydkoreas hovedstad Seoul (web 5). 37 Fakta om GGGI-sagen er blandt andet hentet fra Udenrigsministeriets redegørelse (web 17) samt DR s hjemmeside: Overblik: Sagen om GGGI (web 18). 46

47 4.2.1 Artikelindsamling I vores analyse ser vi alene på mediedækningen dagen efter pressemødet. Vi indledte derfor med at danne os et overblik over de landsdækkende dagblades mediedækning af pressemødet den 21. oktober Vi foretog en søgning på Infomedia, hvor vi søgte på ordene Løkke og GGGI. Vi præciserede vores søgning ved at medtage de otte største landsdækkende dagblade: Berlingske Tidende, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Politiken 38. Søgningen på den 21. oktober 2013 resulterede i 40 artikler. Vi har valgt kun at se på mediedækningen af pressemødet dagen efter, da vi ønskede at få de umiddelbare reaktioner og beskrivelser af pressemødet. Vi kunne ud fra en søgning på Infomedia fra den efterfølgende uge endvidere se en tendens til, at interessen ebbede ud, idet der blev skrevet færre artikler 39. De senest fremkomne artikler var desuden farvet af flere dages mediedækning, og artiklerne bar præg af gentagelser og genbrug. Vi har derfor afgrænset os til kun at analysere artikler fra dagen efter pressemødet. Da vi har haft til hensigt at foretage en tekstnær analyse af artiklerne, har vi afgrænset os fra at medtage samtlige 40 artikler. Vi har derfor udvalgt 11 artikler, hvor alle de største otte landsdækkende dagblade er repræsenteret. Kriteriet for udvælgelsen var, at der skulle være en eller anden form for fortolkning af, hvad Løkke gjorde på pressemødet. Vi er i den forbindelse opmærksomme på, at de journalister, der har skrevet artiklerne, ikke nødvendigvis selv var til stede på pressemødet. Vi kunne dog konstatere, at flere af journalisternes navne optrådte på pressemødet, idet de sagde deres navn, når de stillede spørgsmål til Løkke. Men da det ikke var alle tilstedeværende journalister, som stillede spørgsmål, kan vi ikke med sikkerhed vide, om de journalister, der har forfattet vores udvalgte artikler, var heriblandt. Vi er derfor bevidste om, at visse af vores udvalgte artikler kan være skrevet af journalister, der ikke selv har været til stede på pressemødet, og som måske heller ikke har set pressemødet i dets fulde længde, men blot udvalgte dele. Dette kan naturligvis have haft betydning for deres fortolkning og vurdering af Løkkes tale Transskription af pressemødet Løkkes pressemøde lå tilgængeligt i uredigeret form på DR s hjemmeside indtil den 29. maj Vi indstillede vores søgning til, at Alle ord, Løkke og GGGI, skulle indgå I hele artiklen, da vi ville undgå at få artikler med, der ikke omhandlede pressemødet. 39 Vi foretog samme søgning de efterfølgende dage: = 35 artikler, = 30 artikler, = 29 artikler, = 13 artikler, = 16 artikler, = 15 artikler. 47

48 Det var ud fra denne video, at vi foretog vores transskription 40. Vi valgte at transskribere pressemødet i dets fulde længde, da vi ønskede at danne os et fuldstændigt overblik over Løkkes tale på skrift og samtidig gøre fortolkningsprocessen så gennemsigtig som mulig. Transskriptionen var med til at strukturere pressemødet i en form, som muliggjorde en nærmere analyse, og den udgjorde derfor begyndelsen til analysearbejdet (Kvale & Brinkmann 2009:202). Pressemødet var todelt og havde en samlet varighed på tre timer og 43 minutter. Vores transskription er derfor vedlagt specialet som bilag 1 og bilag 2. Vi har valgt at afgrænse os fra at notere tonefald, stemmeleje, kropssprog, fyldord som øh og gentagelser af ord, idet vi ikke foretager psykologiske fortolkninger, men udelukkende analyserer Løkkes udtalelser i forhold til vores teori om apologi- og undskyldningsretorik. Vi mener derfor ikke, at det i vores tilfælde har afgørende betydning for den analytiske proces. Vi deler i øvrigt den opfattelse, at det ikke er muligt at foretage en objektiv og rigtig transformation fra mundtlig til skriftlig form (Kvale & Brinkmann 2009: ). Der er således ikke blot én ægte og gangbar form for transskription, da det afhænger af formålet med analysen. 4.3 Metodiske refleksioner Undervejs i specialeprocessen har vi gjort os forskellige overvejelser om valg af metoder i forhold til indsamling og udvælgelse af empiri. Vi har, som nævnt, valgt at transskribere pressemødet og indsamle forskellige artikler fra dagen efter pressemødet, hvilket udgør vores primære empiri. Vi har valgt at afgrænse os fra at indsamle empiri via interviews, både enkeltmands- og fokusgruppeinterviews. Vi er derfor opmærksomme på, at vores valg af metode har haft betydning for den viden, vi har produceret. Vi er bevidste om, at det i forhold til visse dele af vores teoretiske fundament kunne have været relevant at undersøge effekten af Løkkes tale ved at afdække befolkningens opfattelse og vurdering af talen. Inden for både apologi- og undskyldningsretorik er modtagers opfattelse afgørende. I denne henseende kunne fokusgruppe- eller enkeltmandsinterviews have været et oplagt valg. Vi vil dog argumentere for, at det på nuværende tidspunkt ville indebære nogle udfordringer at foretage interviews, da det er over et halvt år siden, at pressemødet blev holdt, og der derfor er kommet nye oplysninger i sagen om GGGI. Samtidig er Løkke endnu engang kommet i mediernes søgelys, da Ekstra Bladet den 13. maj 2014 annoncerede, at Venstres Landsorganisation 40 Vi fik yderligere tilsendt lydoptagelsen af pressemødet fra Aarhus Statsbibliotek. Vi har valgt blot at vedlægge vores fulde transskribering af pressemødet som bilag, men hvis det ønskes, kan lydoptagelsen bestilles via Aarhus Statsbibliotek. 48

49 og indirekte de danske skatteydere har finansieret tøj, sko og flybilletter til Løkke 41. De nye oplysninger om GGGI-sagen og den nye bilagssag har formentlig indflydelse på, hvordan Løkkes tale på pressemødet opfattes i dag. Receptionen af Løkkes tale kan altså med stor sandsynlighed have ændret sig markant fra oktober til nu, hvorfor interviews på nuværende tidspunkt ikke ville være aktuelt for vores problemstilling. Der vil endvidere være et stort usikkerhedsmoment i at foretage interviews med et lille udsnit af befolkningen, da deres opfattelser af Løkkes tale sandsynligvis vil være farvet af deres individuelle, politiske overbevisning og mediedækningen af sagen. Vi har en formodning om, at opfattelsen af Løkkes tale vil afhænge af en eventuel interviewpersons generelle holdning til Løkke, og det han står for. I den indledende fase foretog vi eksempelvis et pilotinterview med fire deltagere med forskellig politisk overbevisning, hvor én af deltagerne udtalte: Det har noget at gøre med det billede, man har af politikeren altså. Jeg ville aldrig nogensinde godtage en undskyldning fra Lars Løkke, fordi jeg synes, han er så usympatisk, hvor at hvis der var en anden en, der gjorde det, som sagde måske præcis de samme ord, men som jeg fandt mere sympatisk i forvejen, så ville jeg måske have nemmere ved at godtage undskyldningen (Pilotinterview ) 42. Det fremgår ud fra ovenstående udtalelse, at opfattelsen af en politisk undskyldning i høj grad afhænger af den enkeltes holdninger og erfaringer med politikeren, og herunder spiller folks politiske holdning en afgørende rolle. Denne pointe er også fremført af Yosef Bhatti, Kasper M. Hansen og Asmus Leth Olsen 43 i artiklen Political hypocrisy: The effect of political scandals on candidate evaluations (2013): Responses were found to be highly partisan. A left-wing voter punishes a right-wing politician more harshly than a left-wing politician and vice versa (Bhatti et al. 2013:424). Ovenstående tyder på, at Løkkes tale vil blive opfattet forskelligt alt efter tilhørernes politiske overbevisning og personlige holdning til Løkke. Om Løkkes tale er effektiv vil derfor variere alt efter, 41 Venstre modtager offentlig partistøtte, og derfor har de danske skatteydere indirekte været med til at finansiere Løkkes udgifter (web 19). 42 Pilotinterviewet er ikke vedlagt som bilag, men lydfilen kan udleveres, hvis det ønskes. 43 Bhatti, Hansen og Olsen er lektorer ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet 49

50 hvem man spørger. Grundet specialets problemformulering vil vi endvidere argumentere for, at vores valg om at analysere 11 artikler samt foretage en tekstnær analyse af Løkkes tale er den mest givtige metode for specialets genstandsfelt. 4.4 Analysedesign I dette afsnit vil vi redegøre for vores analytiske tilgang til det empiriske materiale. Helt overordnet anvender vi tekstanalysen til både at undersøge mediedækningen og Løkkes tale. Leif Becker Jensen 44 definerer tekstanalysen bredt som: [ ] det sæt spørgsmål som man stiller til en konkret tekst for at løse en konkret problemstilling og give nogle begrundede svar der kan overbevise andre om at man har ret (Becker Jensen 2005:20). I specialet søger vi at opnå svar på samme spørgsmål i de to analyser: giver Løkke en undskyldning, eller er der tale om en apologi? Og hvordan optræder de to begreber i praksis? Vi læser således samtlige tekster artikler og transskriptionen med henblik på at besvare disse spørgsmål. Vi arbejder deduktivt i vores analyser, da vi anvender teorien om apologi- og undskyldningsretorik på vores empiriske materiale (Olsen 2002:111). Vores afsæt for analysen er en teoretisk forståelse af begreberne, og gennem den deduktive tilgang tester vi eksisterende teori på vores case. Den teoretiske indsigt har bidraget til at definere apologien og undskyldningen, og den har samtidig udstukket nogle retningslinjer for, hvad vi søger i analyserne. Vi har således kunnet analysere tekstmaterialet på en systematisk måde ud fra fastlagte kriterier og strategier Fortolkende retorisk kritik Fortolkningen er endnu et skridt i vores tekstnære analyse, som vi vil beskrive i det følgende. Som disciplin kan fortolkningen ses som en selvstændig og væsentlig del af den retoriske kritik 45, hvilket blandt andet er fremført af Villadsen (Villadsen 2009b:39). Inden for retorisk kritik kan fortolkningen defineres som en samlet redegørelse for tekstens mening og dens virkemåde (Villadsen 2009b:41). Fortolkningen har både til hensigt at tydeliggøre retors fremstilling i teksten, og gennem 44 Becker Jensen er lektor i Kommunikation og Journalistik ved Roskilde Universitet med speciale i dansk sprog og formidling. 45 Termen retorisk kritik' anses her for en overordnet kategori, som dækker over kritikerens arbejde med analyse, fortolkning og vurdering af en tekst (Villadsen 2009c:195). 50

51 fortolkningen giver vi som kritikere samtidig mening til teksten (Villadsen 2009c:212). I vores rolle som fortolkere har vi ikke til hensigt at undersøge retors intentioner, men derimod hans ytringer både i en snæver og i en bredere samfundsmæssig kontekst. Fortolkningen er derfor ikke alene et redskab til at forstå teksten, men fortolkningen af konteksten spiller også en væsentlig rolle, når vi skal forstå teksten i en større sammenhæng. Inden for retorisk forskning er close reading et eksempel på en metode, hvor den fortolkende tilgang til tekster er det bærende element. Retoriker Michael Leff 46 er manden bag teorien om close reading, hvor nøglen til tekstens fortolkning ligger i teksten selv og nås ved, at kritikeren anvender sin faglige viden og foretager en nærlæsning af teksten. I nærlæsningen ses på tekstens interne strukturer og dynamikker, hvor form og indhold tilsammen udgør teksten (Leff & Sachs 1990:255). Den retoriske nærlæsning tager således ikke udgangspunkt i teorien, men i teksten som artefakt ud fra den anskuelse, at: [ ] the enterprise begins with a severely empirical orientation; the critic must attend to the elements contained within the text itself (Leff 1986:378). Leffs tilgang må anses for induktiv, da han argumenterer for, at det er den tekstnære fortolkning, som leder til teorien: Theory is something that arises from an understanding of the particular [ ] (Leff 1986:382). Han fremfører således et synspunkt om, at det er den praksisfunderede fortolkning, der fører til teorien ikke omvendt. På den måde udgør den kritiske proces det teoretiske grundlag for fortolkningen. Ifølge Leff må kritikeren således tildele teksten særlig opmærksomhed og de elementer, der er integreret i teksten (Leff 1986:378). Metodisk er vi inspirerede af Leffs tekstlige kritik i form af close reading, da vi ønsker at lave en retorisk nærlæsning af artikler fra landsdækkende dagblade samt Løkkes tale på pressemødet. Metoden indbefatter en udførlig tekstanalyse, hvor kritikeren går ind og skiller teksten ad, finder beviser og argumenter i teksten for derefter at komme frem til en fortolkning af teksten. På samme måde som ved close reading sætter vi vores tekster i centrum, men arbejder ikke induktivt, som Leff gør det. Vi står derimod på skuldrene af allerede eksisterende teori, som vi anvender i vores analyse for at kunne fortolke vores empiri. Artiklerne og Løkkes tale må derfor forstås på baggrund af teoretisk funderede analyser, som tager afsæt i vores opstillede kriterier og strategier for undskyldninger og apologier. 46 Professor og retoriker Leff er fortaler for brugen af close reading, som er en metode, hvor man nærlæser tekster. 51

52 4.4.2 Et fokus på konteksten Leffs metodiske tilgang til tekster gennem close reading kan kritiseres for ikke at have nok opmærksomhed på konteksten, idet tekster anses for helstøbte retoriske værker, hvor meningen skal findes i teksten selv. Denne kritik er blandt andet fremført af retoriker Michael McGee 47, der betragter tekster som langt mere fragmenterede. Han ser enkelttaler eller udtalelser som dele af en større kontekst og altså ikke som fuldendte tekster i sig selv. Konteksten er så essentiel, at man hverken kan undersøge, fortolke eller diskutere tekster og deres mening uden at henvise til den (McGee 1990:283). Vi kan således aldrig undgå at drage intertekstuelle referencer til tidligere tekster, begivenheder eller udtalelser. Det vil for eksempel være uundgåeligt for Løkke ikke at trække på konteksten og de hændelser, der gik forud for pressemødet. På samme måde formes artikelteksterne også af konteksten både af en bredere samfundsmæssig kontekst om blandt andet presseetik og nyhedskriterier, men også mere snævert af GGGI-sagen og oplysninger knyttet hertil. I vores analyser har vi på samme måde konteksten in mente, når vi fortolker teksterne. I vores casestudie har vi altså en forforståelse af GGGI-sagen og en kontekstbaseret viden, som præger vores læsning og forståelse af de forskellige tekster. Hvis man for eksempel viste teksterne til en udenlandsk person, der ikke havde fulgt sagen i de danske medier, ville vedkommende formentlig se teksterne i et helt andet lys en anden kontekst. Man kan således argumentere for, at fortolkningen af en tekst i høj grad er bundet til tid, sted, kultur, sprog, begivenheder etc. Men hvor starter og slutter denne kontekst så? Kjeldsen har blandt andet rejst dette spørgsmål i sin forskning om retorikkens omstændigheder i nutidens fragmenterede samfund (Kjeldsen 2008:48-50). I dag er kontekster i virkeligheden utallige, uafgrænsede og udefinerbare. Ifølge McGee opløser denne fragmentering det traditionelle tekstbegreb, og han plæderer derfor for, at man i stedet for at adskille tekst fra kontekst er nødt til at forene de to (McGee 1990:283). De kulturelle ændringer gør, at denne forening får sin berettigelse. Tidligere var det i langt højere grad muligt at identificere kilden til en udtalelse eller tekst, om man vil (McGee 1990:284). Førhen bestod samfund af langt mere homogene grupper og kulturel diversitet var sjælden: Discource practices reflected the presumed homogeneity of western cultures (McGee 1990:285). Derfor var det også nemmere for retor at tage udgangspunkt i modtagernes erfaringsverden doxa (McGee 1990:281). 47 McGee er retorisk teoretiker og professor i Kommunikation. Han beskæftiger sig i artiklen: Text, Context, and the Fragmentation of Contemporary Culture (1990) med tekstfragmenter, fortolkning og kontekstens betydning. 52

53 Nye medier og kommunikationskanaler bidrager til en øget fragmentering, hvilket medfører, at ingen objekter i dag er fuldstændige og færdige til at kunne analyseres der vil altid bygges videre på fragmenter og komme nye oplysninger, som præger ens fortolkning (McGee 1990: ). Kritikerens opgave bliver derfor at se efter formationer af tekster nærmere end én specifik tekst. Ifølge McGee kan man således ikke udvælge én bestemt tekst og undersøge den. Man er i stedet nødt til at opfinde [ ] a text suitable for criticism (McGee 1990:288). I vores analyse er vi derfor bevidste om, at hver gang vi undersøger en udtalelse eller et tekststykke, er den en del af en større sammenhæng. Fortolkningen af teksterne består derfor i en proces, hvor vi har analyseret enkelte tekstdele i lyset af tekstens helhed og omvendt forstår vi helheden i relation til de enkelte dele (Becker Jensen 2005:25). Dette karakteriseres som den hermeneutiske cirkel, som vi vil uddybe i det følgende. 4.5 Videnskabsteoretiske refleksioner Vi er bevidste om, at vores empiri ikke eksisterer uafhængigt af konteksten. Når vi foretager analyserne, bryder vi teksterne op for at nærme os et felt, vi kan studere, og samtidig får vi hånd om vores empiriske materiale. Vores studie skal ses som et udsnit og en stabilisering af en igangværende proces, der konstant bygges videre på. Studiet af apologier og undskyldninger er et dynamisk og foranderligt felt, hvor nye oplysninger, udtalelser og fortolkninger bidrager til en løbende udvikling. I vores bearbejdning af empirien kan vi ikke undgå at vælge noget til og fra, og vi laver hermed en fortolkning og vurdering af, hvad der er vigtigt at undersøge. Dette er indlejret i vores hermeneutiske tilgang, hvor vi både undersøger de enkelte tekstdele og helheden, der påvirker hinanden og dermed i sidste ende fortolkningen (Fibiger et al. 2008:17-18). Vi arbejder samtidig socialkonstruktivistisk, da vi tager afsæt i en konstruktivistisk forståelse af sproget. Fænomener og begreber eksisterer ikke uafhængigt af den omverden, de er en del af. De er derimod frembragt og opretholdt af os selv og det samfund, vi er en del af (Berg-Sørensen 2010:230). Apologier og undskyldninger er på samme måde udsprunget af os selv og vores kultur og samtid. Af samme grund varierer apologier og undskyldninger fra samfund til samfund; både i et historisk tidsperspektiv, hvor vi betragter deres udvikling og i et samtidsperspektiv, hvor vi betragter deres variation fra én kulturkreds til en anden. Apologier og undskyldninger tager afsæt i samtidens diskurser og er affødt af og eksekveret som følge af samfundets kulturelle værdier og forventninger. De er begge kulturbårne handlinger af social, semiotisk karakter (Liebersohn et al. 53

54 2004:928). Apologier og undskyldninger eksisterer således ikke uafhængigt af den omverden, de er en del af, men afspejler derimod samfundet, kulturen, værdierne og normerne i en given kontekst de er socialt konstruerede. Vores hermeneutiske og socialkonstruktivistiske tilgang udfordres af de sproglige oversættelser på tværs af landegrænser. De enkelte teoretikere som anvendes i specialet er hver især formet af deres nationalitet og dermed sproglige og kulturelle ophav En videnskabelig proces Vi vil i dette afsnit redegøre nærmere for den hermeneutiske proces, som vi har gennemgået i dette speciale. I specialets indledende fase centrerede vores interesse sig om undskyldningen. Efter at have læst litteratur om undskyldningsretorik havde vi en tendens til at ophøje undskyldningen og anse den for ideel at ty til, hvis man var udsat for en anklage. Vi fandt dog efterhånden ud af, at dette teoretiske afsæt ikke favnede bredt nok. Undskyldningen er langt fra den eneste mulighed i forbindelse med en anklage. Derfor supplerede vi med litteratur om apologien, da denne må anses for det naturlige modstykke til undskyldningen. Hvis vi skal undersøge, hvad der sprogligt udgør en undskyldning, er vi også nødt til at medtage det, der potentielt eliminerer den. Og her får vores teoretiske indblik i apologien sin berettigelse. Vi gik således fra alene at have fokus på undskyldningen til også at tildele apologien opmærksomhed. I udgangspunktet anså vi de to genrer for værende hinandens modstykker, men vi har på baggrund af vores indgående kendskab til dem erfaret, at de på visse punkter overlapper og er tættere forbundet end først antaget. Dette blev i virkeligheden fundamentet for vores videre arbejde med de to begreber. Vi fandt det derfor relevant at optegne de to genrers ligheder og forskelle, hvilket kan ses i vores teoretiske sondringsafsnit. Vores forforståelser har naturligvis haft indvirkning på specialet og vores arbejdsproces. Vi havde forinden specialets opstart kun set brudstykker af pressemødet, og vi havde primært vores viden om GGGI-sagen fra nyhedsmedierne. Der er desuden efter påbegyndelsen af specialet kommet nye oplysninger i sagen om GGGI 48, og vi har heller ikke kunnet undgå sideløbende at følge med i den seneste tids medieomtale af Løkkes nyligt fremkomne bilagssag (tøjsag 49 ), der nær havde kostet ham formandsposten i Venstre. Vi har valgt udelukkende at fokusere på Løkkes tale på pres- 48 Jyllands-Posten skrev den 15. februar 2014, at nye dokumenter såede tvivl om Løkkes forklaring på pressemødet om, at han ikke før sommeren 2013 har været involveret i en diskussion om rejsereglerne (web 20). Den 29. april 2014 skrev Information, at nye oplysninger såede tvivl om Løkkes forklaring om, at den manglende betaling for sin datters flybillet beroede på en misforståelse (web 21). 49 Den 13. maj 2014 offentliggjorde Ekstra Bladet, at Venstre (der er støttet af danske skattekroner) har finansieret og sko til Løkke for i alt kr. (web 22). 54

55 semødet den 20. oktober 2013 og mediedækningen fra den efterfølgende dag. Derfor afgrænser vi os fra at inddrage de efterfølgende oplysninger i sagen samt den nye tøjsag i vores analyse af pressemødet. Vi er dog opmærksomme på, at disse informationer kan have påvirket vores fortolkning. Vi er bevidste om, at vores politiske overvisning og generelle syn på GGGI-sagen uundgåeligt har haft indflydelse på vores arbejdsproces. Det har vi forsøgt at tage højde for ved, undervejs i processen, at stille os kritiske over for egne og hinandens forforståelser. Vi har konstant udfordret hinandens forforståelser i analysen og fortolkningen af empirien. Dette afspejler vores hermeneutiske tilgang, hvor målet er at skabe en dybere og samlet forståelse af teksterne (Fibiger et al. 2008:17). 4.6 Analysestrategi Vi har som tidligere nævnt valgt først at indlede med en analyse af mediedækningen for at finde ud af, hvordan Løkkes tale fortolkes i artiklerne. Dette leder os videre til at behandle Løkkes tale på pressemødet for at nå frem til, hvad han gør: giver Løkke en undskyldning eller en apologi? Vi mener, at dette kan give os et billede af, om mediernes fortolkninger stemmer overens med det, vi analyserer os frem til, at Løkke faktisk gør. Vi vil i det følgende beskrive, hvad vi mere præcist har gjort i de enkelte analysedele Mediedækningen For at opnå en viden om modtagelsen af pressemødet vil vi se på mediernes reception af Løkkes tale. Herigennem kan vi opnå en viden om, hvorvidt de fortolker hans tale som et forsvar eller en undskyldning. Vi vil altså se på mediedækningen og deres fortolkning dagen efter pressemødet. Vi har nærlæst hver enkelt artikel, nedbrudt dem i mindre tekststykker og udvalgt relevante passager i forhold til analysen. Derefter har vi formuleret gennemgående temaer og kondenseret dem til enkelte vendinger. Herved kunne vi på tværs af artiklerne danne os et overblik over de relevante passager, og hvad der gik igen i de 11 artikler. Analysen er struktureret ud fra de temaer, der var dominerende i artiklerne. Disse er formuleret i følgende overskrifter: - Undskylder eller beklager han? - Undskyldningen som kommunikationstrick - Imagegenoprettelse 55

56 - Bestanddele af en undskyldning - Sagens fremtidige konsekvenser - Kravet om erstatning. Vi foretog selve analysen med udgangspunkt i vores teoretiske viden om apologi- og undskyldningsretorik, hvor vi havde vores kriterier og strategier for øje Løkkes tale Vi har transskriberet og nærlæst pressemødet med henblik på at undersøge, hvad Løkke rent sprogligt foretager sig. Pressemødets tre timer og 43 minutter udgør et omfangsrigt materiale, og vi har derfor baseret vores analyse på tre udvalgte sager. Dette gjorde vi ved at gense hele pressemødet på DR s hjemmeside og gennemlæse vores transskription. Gennemlæsningen gav os det fornødne overblik, og vi kunne efterfølgende nedbryde transskriptionen i mindre dele ud fra de sager, som blev behandlet på pressemødet af Løkke og journalisterne. Vi så særligt tre dominerende sager: 1. Løkke har rejst for dyrt 2. Løkke har ikke betalt for sin datters flybillet 3. Løkke har bragt Venstre i modvind Disse tre hovedsager har været styrende for vores overordnede opbygning af analysen. Vi har valgt at analysere sagerne adskilt, da Løkkes retorik ændrer sig alt efter, hvilken sag han omtaler. Vi er her opmærksomme på, at vi ved at opdele Løkkes tale 50 i tre sager og analysere dem enkeltvis griber ind i en lang og sammenhængende talestrøm. Vi foretager altså en kunstig opbrydning af Løkkes tale, og vi er bevidste om, at de tre sager indbyrdes er forbundet. Vi har dog fundet det nødvendigt at foretage denne opdeling, da det var med til at strukturere Løkkes tale i en form, der overskueliggjorde den analytiske proces. Vi vil endvidere argumentere for, at vi ud fra en analyse af delelementer af talen samtidig kan sige noget om talen som helhed. I forbindelse med hver af de tre sager har formålet været at nå frem til, hvordan Løkke forsvarer sig og/eller undskylder, og vi har derfor udvalgt analysemateriale, der understøtter dette. Vi ser derfor ikke på Løkkes generelle retorik, for eksempel i form af elocutio, gestik og mimik. Det er endvidere vigtigt at pointere, at vi med vores analyse ikke ønsker at vurdere, hvorvidt Løkke bør forsvare sig eller undskylde. Samtidig 50 Når vi henviser til Løkkes tale, indebærer det både journalisternes spørgsmål og Løkkes udtalelser på pressemødet. 56

57 undlader vi at forholde os til Løkkes bagvedliggende intention, da vi ikke kan sige noget om denne med vores tekstnære analyse. For at forstå hvad Løkke gør, finder vi det nødvendigt at anlægge en analytisk skelnen mellem apologi- og undskyldningsretorik, da det giver os mulighed for at identificere afgørende forskelle i hans retorik. Vi tager afsæt i de teoretiske begreber, men også i systematiseringen af strategier og kriterier: Benoits kategorisering af imagegenoprettelsesstrategier og undskyldningsretorikkens oplistede kriterier for en undskyldning. Disse strategier og kriterier operationaliseres, så vi analytisk kan spore os ind på, hvorvidt Løkke forsvarer sig eller undskylder. Vi undersøger således de imagegenoprettelsesstrategier, Løkke gør brug af, og hvorledes, han opfylder vores syv udvalgte undskyldningskriterier. De tre sager i analysen er struktureret ud fra vores udvalgte kriterier, som vi gennemgår i kronologisk rækkefølge. Løbende diskuterer vi Løkkes brug af strategier, når de optræder. Denne tilgang giver os indblik i, om og hvordan der er sammenfald mellem apologier og undskyldninger i praksis. Med udgangspunkt i ovenstående analysestrategi bevæger vi os nu videre til vores to analyser. 57

58 5. Analyse Vi vil i følgende analyse gennemgå mediernes fortolkning af Løkkes udtalelser på pressemødet for derefter at se på, hvad han reelt gør undskylder eller forsvarer han sig? 5.1 Mediedækningen af pressemødet Vi vil nu analysere, hvad der karakteriserer mediernes fortolkning af Løkkes tale på pressemødet. Vi har udvalgt 11 artikler fra otte forskellige landsdækkende dagblade, som alle er publiceret dagen efter pressemødet, det vil sige den 21. oktober Artiklerne vil løbende indgå i vores analyse af mediedækningen. Analysen har til formål at vise, hvordan artiklerne ikke entydigt redegør for, om Løkke undskylder, beklager eller forsvarer sig. Der tegnes derimod et uklart billede af Løkkes tale Undskylder eller beklager han? I de 11 udvalgte artikler springer begreberne undskyld og beklage i øjnene, og de er med til at karakterisere mediernes fortolkning af, hvad Løkke gør på pressemødet. I undskyldningsretorikken ser vi, at de to begreber dækker over vidt forskellige betydninger. Derfor er det relevant at se nærmere på artiklernes brug af de to begreber, og i hvilken sammenhæng de anvendes. I størstedelen af artiklerne anvendes både ordet undskyld og ordet beklage om det, Løkke gør og siger på pressemødet. Der er dog to artikler, der skiller sig ud ved kun at bruge ét af ordene. I Berlingske Tidendes artikel Løkkes udmattelsesstrategi bruges alene ordet undskyld, hvorimod der i Informations artikel Analyse: Løkkes kamp for at genoprette tilliden kun skrives, at Løkke beklager. I de resterende artikler ser vi dog et mønster i, at begge ord anvendes og ofte bruges samtidig. Eksempelvis skriver Kristeligt Dagblad: Igen og igen undskyldte og beklagede han [ ] (KD, bilag 3), Børsen skriver: Løkke undskylder og beklager og fortryder (Børsen, bilag 4) og Politiken: Han har beklaget og undskyldt for sit ekstravagante forbrug (Politiken, bilag 5). Disse tre eksempler illustrerer, at der ikke foretages en skelnen mellem ordene beklage og undskylde. Ordene sidestilles, og der gives blot udtryk for, at han både beklagede og undskyldte på pressemødet. I flere artikler optælles der ligefrem, hvor mange gange Løkke siger ordene i løbet af det næsten fire timer lange pressemøde. Heller ikke i optællingen skelnes der entydigt mellem de to ord. I én artikel fremgår det, at Løkke beklager 40 gange (JP, bilag 6), i en anden at han beklager 45 gange (EB, 58

59 bilag 7), og i en tredje artikel lægges de to ord sammen, når der skrives: Venstres formand undskyldte og beklagede 45 gange [ ] (BT, bilag 8). I henhold til teorien om undskyldningsretorik er det væsentligt, at man formår at sondre mellem undskyldningen og beklagelsen, da de rummer forskellige betydninger. I undskyldningen ligger der en erkendelse af, at man har handlet forkert, man påtager sig ansvaret og giver et løfte om, at man ikke vil begå handlingen igen. Ved en beklagelse kan man, som tidligere nævnt, godt sympatisere med modparten, men stadig holde fast i sine egne synspunkter og mene, at ens handlinger er i orden. Når man beklager, giver man heller ikke en garanti for, at handlingen ikke vil gentage sig. I artiklerne foretages der ikke en vurdering af, hvorvidt Løkke gør det ene eller det andet, og det fremlægges som om, Løkke ikke selv skelner mellem ordene og bruger de to ord i flæng. Vi ser dog, at én af vores udvalgte artikler fra Jyllands-Posten formår at sondre mellem ordene: I alt beklagede Løkke mere end 40 gange i løbet af seancen, og på et tidspunkt undervejs kom han også med en regulær undskyldning. Ikke for de dyre rejser, men for at have skadet sit parti: Venstre er kommet i modvind pga. de fejl, jeg har begået (JP, bilag 6). Adjektivet regulær indikerer, at Løkkes undskyldning over for sit parti er iøjefaldende og adskiller sig fra beklagelsen, som han kom med mere end 40 gange. Denne ene regulære undskyldning kan altså ikke sammenlignes med de mange beklagelser. I artiklen udtrykkes der således en form for bevidsthed om, at en præmis for at undskylde må indebære en anerkendelse af egne fejl. I denne artikel er der, i modsætning til de resterende ti, en præcisering af, hvad Løkke undskylder for, og til hvem undskyldningen gives. Han påtager sig ansvaret for at have skadet sit parti med sine handlinger, og undskyldningen gives derfor til hans partifæller og de mennesker, der støtter op om Venstre. Vi vil i vores kommende analyse af Løkkes tale undersøge, om Løkke rent faktisk giver en undskyldning til denne gruppe mennesker. Vi ser, at den samlede mediereception er karakteriseret ved, at undskyldningen og beklagelsen blandes sammen, og det fremstår derfor uklart, hvad det reelt set er, Løkke gør på pressemødet: beklager eller undskylder han? Som læser får man ikke indblik i begrebernes nuancer og forskelligheder, da de ofte optræder samtidig, men også som synonymer for hinanden. Vi ser for eksempel, at flere artikler først skriver, at Løkke undskylder for derefter at ændre det til, at han beklager eller omvendt. I en artikel fra Berlingske Tidende står der i en mellemrubrik: Løkke undskyldte over for partiet (Berlingske, bilag 9). I brødteksten herefter er det dog kun beklagelsen, der 59

60 anvendes om det, Løkke gør: Under pressemødet beklagede Løkke, at han havde givet sit parti en svær tid (Berlingske, bilag 9). Vi ser et lignende tilfælde i en artikel fra Ekstra Bladet, dog i omvendt rækkefølge. Her skrives løbende i artiklen, at Løkke alene beklagede sine handlinger, men når der foretages en sammenligning med en gammel bilagssag, skrives der: [ ] undskyldte han også [ ] (EB, bilag 7). I disse to eksempler er det tydeligt, at de to begreber anvendes som synonymer. De fremstår ikke som værende forskellige, hvilket kan tyde på en forvirring eller manglende bevidsthed om, hvad begreberne egentlig dækker over. Denne manglende skelnen strider imod, hvad undskyldningsretorikken dikterer. Ud fra artiklerne kan det således være svært at vurdere Løkkes udtalelser på pressemødet Undskyldningen som kommunikationstrick I de 11 artikler ser vi, at der udtrykkes en generel skepsis over for det, Løkke gør og siger på pressemødet. Undskyldningen fremhæves i flere artikler som et slags kommunikationstrick og en strategi, som Løkke kan hive op af hatten, hvis han får brug for den. I Kristeligt Dagblad anses undskyldningen ligefrem for et kodeord: Undskyld var Lars Løkkes kodeord, da han i går skulle gøre rede for sine rejser for GGGI (KD, bilag 3). I citatet indikeres en bevidsthed om, at ordet undskyld i sig selv har værdi og aktivt benyttes af Løkke. Selvom undskyldningen og beklagelsen sidestilles i artiklens brødtekst, er det undskyldningen, der udpeges til kodeordet. I en artikel fra Berlingske Tidende ser vi samme mønster: Strategien: Fremstå ærlig. Undskyld, men virk stærk (Berlingske, bilag 10). Citatet vidner om, at undskyldningen anses for at være et redskab, man kan bruge strategisk. I artiklerne ser vi, at undskyldningen og beklagelsen anvendes som synonyme begreber, men samtidig er der en tendens til, at undskyldningen ophøjes og placeres i artiklernes rubrikker, underrubrikker og mellemrubrikker. BT s rubrik Undskyld, undskyld (BT, bilag 8) er et tydeligt eksempel herpå. Hvor der i artiklens brødtekst skrives, at Løkke både undskylder, beklager og fortryder, er det alene ordet undskyld, der er anbragt i artiklens rubrik og underrubrik. I artiklerne fremstilles Løkke entydigt som den krænkende part, der har sagt undskyld på pressemødet. Men til hvem og hvad, han undskylder for, ekspliciteres kun i et fåtal af artiklerne. I henhold til teorien om undskyldningsretorik er det dog vigtigt at holde sig for øje, at det at sige ordet ikke nødvendigvis er nok i sig selv. Undskyld er ifølge Villadsen ikke bare et ord, men også et handlingsimperativ (web 14). Man udfører en handling med ordet, da man med en undskyldning ikke blot beskriver et forhold, men rent faktisk også påvirker og gør noget ved forholdet man kan således opnå forsoning og påvirke relationer mennesker imellem. Løkke sagde ganske vist undskyld 60

61 på pressemødet, men de færreste artikler forholder sig til, hvornår han bruger ordet og til hvilke sagsforhold. I nogle af artiklerne gøres undskyldningen ligefrem til et strategisk foretagende, som kan bruges til at lukke munden på ens kritikere og vinde befolkningens gunst. I sådanne tilfælde vil formålet dog være det komplet modsatte af, hvad undskyldningsretorikken foreskriver. Der vil nærmere være tale om en imagegenoprettelsesstrategi, da man med den strategiske undskyldning alene har egne interesser for øje. Med undskyldningen afslutter man ikke en proces, tværtimod. Gennem dialog med den krænkede part påbegyndes en bearbejdningsproces, hvor begge parter får plads til at reflektere over forseelsen, så der i sidste ende kan opnås forsoning Imagegenoprettelse Ord som taktisk (EB, bilag 11), udmattelsesstrategi (Berlingske, bilag 10) og brandslukning (BT, bilag 8) vidner om, at mediernes fortolkning er, at Løkke forsøger at varetage sine egne interesser på pressemødet. Fortolkningen harmonerer med dele af teorien om apologi, hvor formålet for retor er at beskytte sig selv og genoprette sit image. I artiklerne er der fokus på Løkkes strategiske valg på pressemødet, hvor hans verbale såvel som nonverbale optræden bidrager til mediernes fortolkning. De strategiske valg, som artiklerne fremhæver, at Løkke gør brug af, kan placeres inden for imagegenoprettelsesstrategien reduktion af begivenhedens krænkende karakter, herunder afstivning, transcendens og minimering. Børsen skriver: For ifølge Lars Løkke har fokus i GGGI det seneste år handlet om at effektivisere organisationen og få mere ud af midlerne gennem udbud og strammere udgiftspolitikker (Børsen, bilag 4). Ifølge Børsen understreger Løkke de positive handlinger og egenskaber ved organisationen GGGI, som han har haft indflydelse på. Dette kan placeres inden for imagegenoprettelsesstrategien afstivning, hvor man sætter sine handlinger i et positivt lys. Endvidere kan man tale om strategien transcendens, idet Løkke samtidig sætter sin gerning (ikke at have ændret rejsepolitikken noget før) i en bredere kontekst. Vi ser derfor, at ovenstående citat rummer de to strategier afstivning og transcendens. I andre artikler ser vi, at der er fokus på Løkkes eget syn på egne handlinger: Han opfordrer i stedet til, at hans pengeforbrug ikke bliver overdramatiseret (Berlingske, bilag 9) og: 61

62 Eneste minus, når det gælder formen, var, at Løkke i løbet af seancen til tider havde svært ved at skjule, at han synes, at det hele mangler proportioner (Politiken, bilag 5). I disse to citater kan man spore Løkkes brug af strategierne minimering og transcendens, idet han med sine udtalelser forsøger at overbevise om, at hans handlinger ikke er så slemme, som først antaget (minimering) og samtidig bør ses i en større referenceramme (transcendens). I hovedparten af artiklerne fremhæves Løkkes forsvar af egne handlinger, og de ovenstående tre imagegenoprettelsesstrategier er dominerende. Artiklernes fokus på Løkkes strategiske udmeldinger peger således på, at de anser hans tale for en apologi, selvom det også understreges, at han giver en undskyldning. Vi ser således, at medierne ikke tegner et entydigt billede af, hvad Løkke gør. Endvidere forstærkes det mudrede billede af, hvad Løkke foretager sig, når artiklerne visse steder fremhæver hans ageren som dele af en undskyldning. Dette vil vi behandle i det følgende Bestanddele af en undskyldning En væsentlig del af en undskyldning kan bestå i, at en retor nonverbalt giver udtryk for anger og skam over sin handling. De nonverbale træk ved Løkkes fremtoning er gennemgående for alle 11 artikler, og de er således i fokus i fortolkningen af pressemødet. Ekstra Bladet skriver for eksempel: Det var en ligbleg og tydeligt nervøs Løkke, der mødte op til pressemødet. Han lignede en mand, der ikke havde sovet meget, og med tårer i øjnene, lavmælt stemmeføring og nedslået blik forklarede han [ ] (EB, bilag 11). I denne artikel har Løkkes fysiske udstråling på pressemødet betydning for journalistens fortolkning af hans udtalelser. I artiklen gives der udtryk for, at Løkkes nonverbale kommunikation forstærker hans udsagn og gør dem mere troværdige. Dette er som sagt en pointe, vi genkender fra undskyldningsteorien. Lazare påpeger blandt andet, at en sådan fysisk fremtoning kan være en indikation på, at vedkommende skammer sig og kan bidrage til en virksom undskyldning. Kristeligt Dagblad er inde på noget lignende, når der i artiklen skrives: Lars Løkke Rasmussen holdt en helt anden tone og stil over for journalisterne, end han plejer. Stort set alle spørgsmål blev besvaret grundigt uden at anfægte spørgernes præmisser, og der blev tålmodigt svaret på spørgsmål, selv når de allerede var stillet utallige gange før (KD, bilag 3). 62

63 Her er det Løkkes tone og stil på pressemødet, der er med til at styrke hans udtalelser og bidrager positivt til fortolkningen i artiklen. Disse faktorer får Løkke til at fremstå alvorlig, velforberedt og robust. Ligeledes indikeres det, at han ikke normalt er sådan, og at der er tale om en ekstraordinær adfærd fra Løkkes side. Flere artikler sætter fokus på Løkkes ydmyghed (EB, bilag 11 & JP, bilag 12) og det faktum, at han lægger sig fladt ned (JP, bilag 12 & Børsen, bilag 4). Disse træk anses for væsentlige inden for undskyldningsretorikken, hvor de kan bidrage til en genoprettelse af offerets værdighed. Det er essentielt, at krænkeren udviser ydmyghed, hvis en uforbeholden undskyldning skal gives, og hvis offeret skal acceptere den. I Børsen ses også, hvordan det at lægge sig fladt ned optræder i sammenhæng med undskyldningen: Venstres formand lægger sig fladt ned og undskylder dyre rejser for bistandspenge. Men han vil ikke betale tilbage (Børsen, bilag 4). En væsentlig del af en undskyldning er netop at lægge sig fladt ned for at vise sit offer, at man ubetinget tager skylden på sig. Dog anses undskyldningen i artiklen ikke som fuldbyrdet, idet Løkke ikke lever op til det præsupponerede, materielle erstatningskrav. Dette erstatningskrav vender vi tilbage til senere i analysen af mediernes fortolkning af Løkkes tale. Også Jyllands-Posten skriver, at Løkke lægger sig fladt ned, men her anses det nærmere som en strategi end en del af en undskyldning: Med sin 212 minutter lange opvisning i kunsten at lægge sig fladt ned (JP, bilag 12) og Aktion læg sig fladt ned (JP, bilag 12). Substantiverne kunsten og aktion indikerer, at Løkkes handlen på pressemødet er planlagt og dermed fremstår som en organiseret handlen. Således bliver et væsentligt foretagende inden for undskyldningsterminologien anvendt strategisk, så det at lægge sig fladt ned nærmere tolkes som værende en del af Løkkes apologi. Artiklerne fremhæver også andre karakteristika, som vi ellers kender fra undskyldningsretorikken, som værende strategiske. Ærlighed, åbenhed og gennemsigtighed fremhæves som egenskaber, der taler til Løkkes egen fordel, hvis han tager dem i brug. Berlingske Tidende skriver for 63

64 eksempel Strategien: Fremstå ærlig. Undskyld, men virk stærk (Berlingske, bilag 10). I artiklen anses undskyldningen altså næsten som en strategi, som Løkke bruger til egen fordel, og han har således ikke sit offer, den krænkede part, in mente. Inden for undskyldningsteorien vil en sådan undskyldning ikke kunne karakteriseres som en ægte, oprigtig undskyldning, da målet nærmere er imagegenoprettelse end forsoning. Undskyldningen bliver her fremlagt som et retorisk værktøj, Løkke tager i brug for at opnå befolkningens sympati. Vi ser altså i ovenstående, hvordan nogle af artiklerne fortolker Løkkes udtalelser som en del af en undskyldning og af positiv karakter, mens andre artikler fremhæver hans motiver som strategiske og irreelle. Igen giver medierne ikke noget entydigt billede af Løkkes tale, og samtidig kan vi konstatere, at medierne ikke kun er bærere af budskaber til omgivelserne, men også medskabere Sagens fremtidige konsekvenser I dette afsnit vil vi se nærmere på de fremtidige konsekvenser, som GGGI-sagen har for Løkke, da dette er et gennemgående tema i de 11 artikler. Artiklerne fremhæver, hvordan GGGI-sagen langt fra er afsluttet, men må holdes op imod kommende meningsmålinger. Dette aspekt er relevant inden for undskyldningsretorikken, der beskriver, hvordan en undskyldning ikke kan betragtes som en afgrænset størrelse. I mange tilfælde skal der gå et stykke tid, før man er i stand til at vurdere udtalelser. I hovedparten af artiklerne tildeles Løkkes person og fremtid inden for dansk politik stor opmærksomhed. Hans manglende troværdighed fremhæves, og ikke mindst de konsekvenser GGGI-sagen har og kommer til at have for ham fremover inden for dansk politik. Ekstra Bladet, Kristeligt Dagblad og Information anvender meningsmålinger til at sige noget om, hvordan Løkke klarer sig. Samtidig vil meningsmålinger til det forestående kommunalvalg i november indikere, hvordan offentligheden har reageret på Løkkes håndtering af sagen. Samlet set fremhæver artiklerne, at processen og sagen langt fra er afsluttet. Vælgernes dom over Løkke har endnu ikke fundet sted. Det er primært i meningsmålingerne og ved stemmeoptællingerne til kommunal- og folketingsvalg, at vi kan se om Løkkes beklagelser, undskyldninger og forsvar godtages af befolkningen, og om hans image genoprettes. I artiklerne kredses der således om de fremtidige, politiske konsekvenser for Løkke, hans politiske karriere og partiet Venstre. Det er bemærkelsesværdigt, at Løkkes gerninger i sidste ende primært vurderes til at have konsekvenser for ham selv. Hans troværdighed har lidt et knæk samtidig med, at hans handlinger har skadet hans eget parti. I artiklerne fremstilles Løkke, Venstre og partiets kandidater til det 64

65 kommende kommunalvalg som taberne i GGGI-sagen. Sagens konsekvenser er hovedsageligt rettet mod disse parter, hvilket blandt andet ekspliciteres i Information: [ ] vil konsekvenserne først begynde at vise sig i de kommende måneder (Information, bilag 13) og Ekstra Bladet: Handlingsforløbet har ikke styrket Løkkes troværdighed og været kostbart for hans stærkeste støtter i sagen, Søren Pind og Ellen Trane Nørby (EB, bilag 11). Konsekvenserne og eftervirkningerne for andre parter er derimod sværere at få øje på. Ingen af de 11 artikler kommer ind på, hvordan Løkkes handlinger i GGGI-regi har betydning for de danske skatteborgere, der blandt andet har været med til at finansiere organisationen. Hvis man anser dem som værende ofre i sagen, tildeles de stort set ingen opmærksomhed. Den anklage, der forud for pressemødet var rettet mod Løkke, gik netop på, at Løkke havde sløset med danske skattekroner. Flere artikler er derimod optagede af sagens betydning for det politiske kapløb mellem rød og blå blok. Konkurrenten Helle Thorning-Schmidt fremhæves i adskillige artikler. Ekstra Bladet ekspliciterer opgøret: Dernæst svækker bilags-sagen Løkke betydeligt i opgøret mellem ham og Helle Thorning (EB, bilag 11), mens Information fremhæver deres position blandt vælgerne: Vælgernes tillid til Lars Løkke Rasmussen er røget helt ned på Helle Thorning-Schmidts (S) niveau (Information, bilag 13). Også Jyllands-Posten understreger det indbyrdes politiske statsministeropgør: [ ] der på få uger har sat to års solid føring over statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) over styr (JP, bilag 12). I artiklerne fylder kapløbet mellem Løkke og Thorning-Schmidt samt fremtidige meningsmålinger. Den endelige vurdering af Løkkes undskyldning og forsvar vil i sidste ende afhænge af offentlighedens mening Kravet om erstatning Vi vil nu behandle, hvordan mediernes fokus på erstatningskravet skaber nogle forventninger til Løkke, der peger ud i fremtiden. Otte ud af de 11 udvalgte artikler behandler Løkkes manglende 65

66 erstatning for hans dyre rejser på første klasse. I artiklerne er der enighed om, at Løkke på pressemødet erkendte, at hans flyrejser på første klasse var en forkert handling, men at han samtidig ikke vil tilbagebetale differencen mellem businessclass og første klasse. Denne betragtning kommer allerede til udtryk i flere artiklers rubrik: Lars Løkke: nægter at betale tilbage (EB, bilag 7) og Løkke nægter at betale for sine luksusrejser (Berlingske, bilag 9). Temaet behandles som sagt i de fleste artikler, og ens for dem alle er, at kravet om erstatning er dominerende og tildeles meget spalteplads. I henhold til undskyldningsretorikken er det væsentligt, at krænkeren tilbyder erstatning til offeret. Dette ser vi spiller en central rolle i mediernes reception af pressemødet. Den krænkende part, her Løkke, tilbyder ikke erstatning, hvilket understreges af Ekstra Bladet: Selv om Lars Løkke Rasmussen gentagne gange på sit pressemøde i går eftermiddags bedyrede, at han beklagede og fortrød, at han havde rejst på luksusklassen, var han ikke så ked af det, at han tilbød at betale forskellen på de kroner tilbage (EB, bilag 7). og Berlingske: Ligesom det er svært at forstå, at han på den ene side undskyldte sit store forbrug, men ikke vil drage nogen konsekvens af det (Berlingske, bilag 10). Ovenstående citater vidner om, at det i artiklerne ikke anses for tilstrækkeligt, at Løkke erkender og påtager sig ansvaret for de dyre rejser på første klasse. Der skal handling bag ordene. Inden for undskyldningsretorikken indebærer en fuldbyrdet undskyldning, at krænkeren udviser villighed til at foretage nogle konkrete foranstaltninger, der kan udligne eller lindre skaderne på offeret. I artiklerne sættes der spørgsmålstegn ved oprigtigheden af Løkkes udtalelser, da han på ingen måde er villig til at forpligte sig til at reparere de skader, han har forvoldt her i form af økonomisk erstatning for sine dyre flybilletter. Vi ser, at dette forhold tillægges stor betydning i artiklerne, og at det er ikke nok, at Løkke har demonstreret en holdningsændring Opsamling I analysen af mediedækningen kan vi konstatere, at der ikke gives noget entydigt billede af, hvad Løkke reelt set gør. Gav Løkke egentlig en undskyldning, et forsvar eller begge dele? Det står os 66

67 langt fra klart efter at have læst de 11 artikler. Vi ser blandt andet, at medierne ikke skelner mellem betydningen af ordene beklage og undskylde, men bruger dem som synonymer. Desuden fremgår det af artiklerne, at Løkkes tale både rummer elementer af en undskyldning, men også af en apologi. Vi kan herudfra konstatere, at vores hypotese holder stik begreberne flyder sammen, når medierne fortolker Løkkes tale. Ved blot at læse artiklerne kommer vi ikke frem til et entydigt svar på, om Løkke undskylder eller forsvarer sig. Derfor finder vi det relevant at foretage en analyse af Løkkes tale for at finde ud af, hvad Løkke rent faktisk gør. Receptionsstudiet kalder således på et tekstnært studie af Løkkes tale. 67

68 5.2 Analyse af Løkkes tale Denne analyse har til formål at afdække, hvorvidt Løkkes tale på pressemødet den 20. oktober 2013 er en undskyldning eller en apologi. Vi har valgt at inddele analysen i tre overordnede sager på baggrund af de anklager, vi ser fremført på pressemødet af journalisterne og Løkke selv. Først og fremmest vil vi analysere sagen om, at Løkke har rejst for dyrt. Vi har valgt at indlede analysen med denne sag, da det var de dyre rejseaktiviteter, der hovedsagligt dannede ramme om pressemødet. Herefter vil vi se på en sag, som Løkke selv bringer på banen: Løkke har ikke betalt for sin datters flybillet 51, idet denne sag også spiller en central rolle på pressemødet. Afslutningsvis ser vi på sagen om, at Løkke har bragt Venstre i modvind, der knytter sig til hans rolle som partiformand for Venstre. Som nævnt i metoden har vi valgt at analysere de tre overordnede sager adskilt, da Løkkes retorik varierer fra sag til sag. Analysen har til formål at finde frem til, om og hvordan Løkke forsøger at forsvare, beklage og undskylde for ovenstående tre hovedanklager. Dette vil vi diskutere i forhold til teorien om apologi- og undskyldningsretorik. Analysen tager afsæt i og er opbygget ud fra vores syv opstillede undskyldningskriterier: 1. Krænkeren anerkender, at gerningen har fundet sted 2. Krænkeren anerkender sit ansvar for gerningen 3. Krænkeren anerkender sin skyld i gerningen 4. Krænkeren anerkender, at gerningen var forkert 5. Krænkeren anerkender offerets følelser som reaktion på gerningen 6. Krænkeren demonstrerer en grundig ændring af holdning/indstilling baseret på refleksion 7. Krænkeren tilbyder erstatning Vi vil gennemgå kriterierne ét for ét ud fra ovenstående rækkefølge. For at give en reel undskyldning skal alle undskyldningskriterierne være opfyldt. Vi mener derfor, at alle kriterier er lige væsentlige at behandle for endeligt at kunne konstatere, om Løkke giver en fuldbyrdet undskyldning. Undervejs inddrager vi teorien om imagegenoprettelsesstrategierne til at afgøre, hvorvidt Løkkes tale peger i retning af en apologi. I vores teoretiske sondringsafsnit fandt vi frem til, at der var visse sammenfald mellem teorierne, og vi vil derfor se på, hvordan det forholder sig i praksis. 51 Løkkes datter ledsagede ham på sin rejse fra Chicago via Rio til København, da han skulle deltage et i møde i GGGIregi (web 23). 68

69 5.2.1 Løkke har rejst for dyrt I dette afsnit behandler vi sagen om, at Løkke har rejst for dyrt. Denne anklage rejser Ekstra Bladet den 5. oktober 2013, hvor de afslører, at Løkke har haft ekstremt høje rejseudgifter i forbindelse med sit formandskab for GGGI. Der er tale om 15 rejser på første klasse og i alt 49 rejsedage, der til sammen udgør et beløb på over én million kroner. 10 dage efter Ekstra Bladets afsløring meddeler Løkke, at han på et pressemøde den 20. oktober 2013 vil fremlægge alle bilag i forbindelse med sine rejser i GGGI-regi (web 24). Anerkendelse af gerningen, ansvar og skyld (kriterium 1 3) Løkke indleder pressemødet med at anerkende, at han har rejst for dyrt: [ ] men jeg har rejst for dyrt (1:1:8). Udgangspunktet for Løkkes tale er altså, at han anerkender, at hændelsen har fundet sted, og vi kan konstatere, at Løkkes udtalelse stemmer overens med det første undskyldningskriterium krænkeren anerkender, at gerningen har fundet sted. Dette kriterium er en central del af en undskyldning og uden denne dimension, ville man slet ikke kunne tale om en undskyldning. Vi vil nu gå videre til det andet og tredje undskyldningskriterium, hvor krænkeren skal anerkende sit ansvar og sin skyld i gerningen. Disse kriterier er mere komplekse at fastslå, og vi vil behandle dem samlet, da de overlapper i denne sag. Løkke kommer med flere udtalelser undervejs, hvor han italesætter sit ansvar: [ ] jeg tager ansvaret for, at jeg har gjort det (1:25:36-37) og Jeg synes jo, at det ultimative ansvar, det er at tage ansvaret for det, man har gjort (1:25:42-43). Det er dog uklart, hvad handlingen at tage ansvar indebærer ifølge Løkke. Det fremgår ikke entydigt, om han mener, at det ultimative ansvar er at italesætte, at man tager ansvar. Selvom Løkke udtaler, at han tager ansvaret for at have rejst for dyrt, nedtoner han samtidig dette ansvar, når han påpeger, at han blot har fulgt de regler, der allerede var i GGGI: Og det har selvfølgelig den yderligere dimension, at om end jeg ikke selv har efterspurgt første klasses flybilletter, og jeg har ikke løftet et niveau fra noget andet, der var der før, jeg kom, jeg er trådt ind i det, der var (2:12:20-23). Det fremgår af citatet, at Løkke har fulgt de rejseregler, der eksisterede i organisationen og ikke selv har taget initiativ til at rejse på den måde. Han fastslår, at der ikke er rejst på første klasse på 69

70 grund af ham. Han inddrager endvidere sagen om rygekabinen 52 i sin argumentation, hvor han beskriver, hvordan han i denne situation aktivt tog initiativ til handlingen, hvilket gjorde ham ansvarlig (2:4:8-23). Gennem sit rationale kommer han til at fremstå som en person, der er villig til at anerkende ansvar. Han påpeger, at han i denne sag ikke er ansvarlig og forsvarer sig ved at flytte fokus over på de rejseregler, der eksisterede i GGGI. Løkke unddrager sig hermed ansvaret, idet han giver en information, der kan reducere hans tilsyneladende ansvar for at have rejst for dyrt. Informationen består i, at rejsereglerne har tilladt ham at rejse på denne måde, og derfor har han ikke brudt nogle regler. Han fremstiller det som om, at rejsereglerne var skyld i, at han har handlet, som han har gjort. Dette kan placeres inden for imagegenoprettelsesstrategien unddragelse af ansvar og herunder kategorien uheld. Vi ser også andre imagegenoprettelsesstrategier i spil såsom transcendens og afstivning. Løkke sætter sit ansvar i forbindelse med et [ ] betydeligt positivt medansvar han har haft for organisationen (1:19:44-45). Han forsøger at nedtone sine dyre rejser ved at sætte sit arbejde for GGGI i et bredere perspektiv: [ ] jeg [har] under mit hidtidige formandskab i et tæt og fortroligt samarbejde [ ] iværksat en række tiltag med henblik på at strømline og internationalisere 3GI (1:3:18-23). Løkke retter opmærksomheden mod andre og højere værdier som at strømline og internationalisere GGGI for at retfærdiggøre sine fejlagtige handlinger. Dette stemmer overens med strategien transcendens. Endvidere kan man i henhold til imagegenoprettelsesteorien tale om, at Løkke også gennem afstivning forsøger at formindske det negative billede af, at han har rejst for dyrt. Han sætter fokus på alle de positive handlinger, som han har gennemført i forbindelse med sit formandskab i GGGI, hvilket kan forstærke folks positive følelser over for ham. Der er altså flere strategier i spil i Løkkes tale, hvilket indikerer, at han bruger forskellige metoder til at genoprette sit image. Løkkes tale peger derfor her i retning af en apologi. Vi har nu undersøgt Løkkes tale på baggrund af de tre første undskyldningskriterier, og vi kan konkludere, at han ikke ubetinget påtager sig ansvaret og skylden for at have rejst for dyrt. 52 I Løkkes tid som statsminister lejede han en rygekabine til statsministeriet, der beløb sig til kr. Løkke var udsat for massiv kritik af at have brugt danske skattekroner (web 25). 70

71 Var gerningen forkert? (kriterium 4) Vi vil nu se på det fjerde undskyldningskriterium om, at krænkeren skal anerkende, at gerningen var forkert. På pressemødet giver Løkke klart udtryk for, at han ikke juridisk set har handlet forkert. Han fremhæver, hvordan han juridisk har handlet i overensstemmelse med reglerne: Jeg har rejst i overensstemmelse med de regler, der var (1:21:30). Journalisternes anklage går dog mere på Løkkes moralske dømmekraft eller mangel på samme (1:24:47-48), når de kritiserer ham for ikke at have afsagt sig at rejse på første klasse. Løkke anlægger et juridisk perspektiv på sagen 53, og derved undslipper han at forholde sig til sin egen moral og kan i stedet snakke om nogle juridiske omstændigheder her de rejseregler, der eksisterede i GGGI. Ved at henvise til jura tager han luften ud af de moralske argumenter, som kommer fra journalisterne. For Løkke er det juridiske perspektiv på sagen det stærkeste, idet han her ikke kan anklages for at have handlet forkert. Løkke indikerer alligevel flere steder, at handlingen var forkert: [ ] jeg skulle personligt have sat en stopper for første klasse allerede efter den første tur og ikke først i juni efter ni rejser, helt eller delvist på første klasse det fortryder jeg, og det beklager jeg (1:1:10-13). Idet han fortryder, at han ikke har sat en stopper for sine dyre rejser noget tidligere, anerkender han, at handlingen var forkert. Men når Løkke gennem pressemødet fastholder, at han rent juridisk ikke har handlet forkert, devaluerer han de indrømmelser, der går på, at han burde have handlet anderledes. Dette betyder, at Løkke ikke fuldt ud opfylder det fjerde undskyldningskriterium. Løkkes fokus på jura og rejseregler peger derfor i retning af en apologi snarere end en undskyldning. Samtidig ser vi, at Løkkes ordvalg i dette tilfælde forstærker apologien. Hver gang han omtaler sine dyre rejser, beklager han (1:3:35, 1:5:5, 1:7:3). Med beklagelsen tager Løkke ikke ansvaret og skylden på sig, og samtidig tydeliggøres det ikke, hvem beklagelsen er rettet mod. Det leder os til vores femte undskyldningskriterium krænkeren anerkender offerets følelser som reaktion på gerningen, hvilket behandles i det følgende afsnit. 53 Denne anskuelse er inspireret af topikken, der har en central placering inden for retorik. Topik er læren om betragtningssteder. En topos er et særligt perspektiv, man kan anlægge på en bestemt sag. Retor kan for eksempel anskue en sag ud fra en økonomisk topos, etisk topos eller juridisk topos. En topos giver retor mulighed for at vinkle sagen og fremhæve de argumenter, der er mest favorable for retor selv (Pontoppidan et al. 2010). 71

72 Hvem skal tilgive Løkke, og har han ændret indstilling? (Kriterium 5 og 6) Vi vil nu se nærmere på det femte undskyldningskriterium og dermed de ofre, der bliver fremsat af Løkke selv og af journalisterne på pressemødet. Der sker et skift i rollerne alt afhængigt af, hvem der fremlægger sagen. Vi ser, at offeret skifter afhængigt af, om det er journalisterne eller Løkke, der taler. Journalisternes spørgsmål indikerer, at offeret for Løkkes handlinger er de danske skatteydere: [ ] tænkte du så slet ikke på, at det til dels var danske skattekroner, der betalte det? (1:19:29-30) og [ ] det var bistandspenge, du rejste for [ ] (1:24:13). De danske skatteydere er ofre, idet Danmark gennem sit medlemskab hvert år støtter organisationen med 30 millioner skattekroner og derigennem indirekte har betalt for Løkkes rejser på første klasse (web 26). Løkke anerkender, at GGGI er støttet af danske skattekroner (1:19:32-33), men han forholder sig ikke yderligere til, hvorvidt hans handlinger har haft konsekvenser for de danske skatteborgere. Løkke udtaler gentagne gange på pressemødet, at det er vigtigt at huske dimensionerne i sagen, hvilket blandt andet ses i nedenstående citat: Og jeg synes også, at der må være lidt dimensioner i det her. Jeg synes godt, at jeg kan være bekendt den indsats, jeg har i øvrigt har ydet for den her organisation (1:25:11-13). Her fremhæver Løkke igen den positive indsats, han har ydet for GGGI, og samtidig nedtoner han sagens alvor. Dette kan tolkes som et forsøg på imagegenoprettelse i form af strategien minimering. I stedet for at forholde sig til det offer, som journalisterne fremsætter, tager Løkke derimod udgangspunkt i sig selv og vender anklagen indad. Det er ikke klart, hvem Løkke anser som offer for sin handling, eller hvem den har haft konsekvenser for. Konsekvenserne ses primært i forhold til ham selv: [ ] i forhold til min egen person burde have tilpasset meget før (1:5:7-8), [ ] jeg er ked af det, jeg er ærgerlig over det [ ] (2:4:31) og [ ] og jeg har beklaget, at jeg ikke i forhold til mig selv [ ] (1:10:2). Løkkes selvransagelse er her i centrum, og citaterne indikerer, at Løkke har ændret indstilling til sine dyre rejser. Hans egen følelse af ærgrelse, anger og fortrydelse er indlejret i ovenstående udmeldinger, og Løkke illustrerer, at han har reflekteret over sine handlinger. Dette stemmer overens med vores sjette undskyldningskriterium om, at krænkeren demonstrerer en grundig ændring af 72

73 holdning/indstilling baseret på refleksion. Løkke retter altså fokus mod sig selv, men undlader at forholde sig til ofrenes følelser de ofre som journalisterne fremsætter. Vi kan konkludere, at Løkke ikke opfylder vores femte kriterium, men derimod vores sjette kriterium. Vi er nu nået til vores sidste undskyldningskriterium, der omhandler erstatning, hvilket kan give os det samlede billede af, hvordan Løkkes tale skal karakteriseres i denne sag. Løkke tilbyder ikke erstatning (kriterium 7) I dette afsnit behandler vi det syvende og sidste undskyldningskriterium, hvor krænkeren skal tilbyde erstatning til den krænkede part. Erstatningskravet er væsentligt at diskutere nærmere, da vi her ser den største uenighed mellem Løkke og journalisterne. Flere gange på pressemødet spørges Løkke ind til, om han er villig til at tilbagebetale differencen mellem første klasse og businessclass til GGGI og derigennem de danske skatteydere. Janus Østergaard fra Ekstra Bladet spørger eksempelvis: Kunne du ikke rydde sagen af bordet og sige fint nok, nu slår vi en streg over det her ved at betale nogle af de penge tilbage, som du, man må forstå, har rejst for meget for? (1:21:26-28). I citatet fremgår det, at hvis Løkke vælger at tilbagebetale differencen, så reduceres skaden. Løkke fremhæver som tidligere nævnt, hvordan han ikke juridisk har handlet forkert, men har handlet i [ ] fuldstændig overensstemmelse med reglerne [ ] (1:25:32-33). Han ser sig derfor ikke nødsaget til at tilbagebetale differencen. Igen slår han på det juridiske aspekt modsat journalisterne, der mener, at sagen omhandler moralsk forpligtelse. Der er altså stærk uenighed om erstatningskravet, og journalisterne opstiller indirekte den logik, at kun hvis Løkke tilbagebetaler, så tager han forseelsen alvorligt og er villig til at reparere skaden. Løkke pointerer derimod, at hvis han skal betale pengene tilbage, må ønsket komme fra GGGI: [ ] jeg er ikke blevet mødt af noget ønske fra organisationen om at skulle betale noget tilbage (1:25:8-9). Man kan her argumentere for, at han ser sagen som et mellemværende mellem ham og GGGI, og at det er dem, han skal yde erstatning til. Løkke opstiller det som om, at det er GGGI s anmodning om erstatning, der er afgørende for tilbagebetalingen. Han fremhæver, at han først vil tage stilling til 73

74 erstatningskravet, hvis han mødes af et ønske fra organisationen (1:24:40-42). Samtidig fremhæver Løkke, at han allerede har taget det initiativ, der kan råde bod på hans dyre flyrejser: at ændre rejsereglerne i GGGI (1:3:31-33). Man kan se de ændrede rejseregler som en handling, hvor Løkke sørger for, at gerningen ikke gentager sig. Dette kan både ses som imagegenoprettelsesstrategien korringende handling og som en del af det syvende undskyldningskriterium, hvor krænkeren skal gøre noget konkret for at udvikle en anden form for nutid og fremtid en symbolsk erstatning. Her ser vi altså, at det kan være svært at vurdere, hvorvidt Løkkes udtalelser peger i retning af en apologi eller en undskyldning. I praksis er der således et sammenfald mellem visse dele af de to genrer. Vi påpegede tidligere, at der i teorien netop var et sammenfald mellem strategien korrigerende handling og erstatningskravet inden for undskyldningsretorikken. Dette afspejles også i praksis, hvor vi kan placere Løkkes udtalelser inden for begge genrer. Ud fra ovenstående analyse kan vi konkludere, at Løkke ikke giver en undskyldning for sine dyre rejser. Han anerkender hverken ubetinget sit ansvar, sin skyld, eller at gerningen var forkert, og han undlader endvidere at inddrage offerets følelser i sin tale. Desuden er det tvetydigt, hvorvidt Løkke opfylder det syvende undskyldningskriterium, da man kan tolke hans udmeldinger som et forsøg på imagegenoprettelse. Vi kan altså udlede, at Løkkes udtalelser hælder mod en apologi, selvom vi samtidig ser, at han opfylder visse af undskyldningskriterierne. Vi ser desuden forskellige imagegenoprettelsesstrategier i spil, hvilket samlet set forstærker hans apologi. Vi har nu set på sagen om Løkkes dyre rejser, og vi vil nu gå videre til den næste sag, som omhandler Løkkes manglende betaling af sin datters flybillet Løkke har ikke betalt for sin datters flybillet Sagen om de dyre rejser omfatter også en flybillet til Løkkes datter Lisa, der beløb sig på kroner. Vi vil derfor nu afdække sagen om Løkkes manglende betaling af sin datters flybillet fra Chicago via Rio de Janeiro til København. Ifølge Løkke skulle han oprindeligt feriere med sin datter i forlængelse af hendes et års udlandsophold i USA, da han blev hasteindkaldt til et møde i GGGI-regi. I den forbindelse tog hans datter med til mødet i Rio de Janeiro og derfra tilbage til København. Billetten blev betalt af GGGI. Løkke anerkender gerningen, men tager ikke ansvaret (kriterium 1 og 2) Løkke indleder pressemødet med selv at bringe den manglende betaling af datterens flybillet på banen. Dette aspekt har ikke tidligere været omtalt i medierne forud for pressemødet, og Løkke gi- 74

75 ver også udtryk for, at det først er i forbindelse med gennemgangen af hans rejseudgifter, at han er blevet opmærksom på, at han ikke selv har betalt for datterens billet (1:1:17-20). Han udtaler: Den anden ting, jeg beklager både som formand for 3GI, men nok ikke mindst som far det er, at en oprindelig intention om at betale for, at min datter ledsagede mig til min allerførste rejse, hvor jeg var 3GI s gæst på grund af en misforståelse ikke er sat igennem (1:1:13-17). Løkke lægger vægt på, at han havde en oprindelig intention om at betale, men at denne betaling ikke er sket på grund af en misforståelse. Han gør altså meget ud af at forsikre tilhørerne om, at han havde til hensigt at betale for billetten. Løkke anerkender, at han ikke har betalt for datterens flybillet, og dermed anerkender han også forseelsen. Vi kan altså umiddelbart konstatere, at Løkkes udmelding stemmer overens med det første undskyldningskriterium krænkeren anerkender at gerningen har fundet sted, og det kan ses som et skridt hen imod en undskyldning. Hvis vi bevæger os videre til det næste undskyldningskriterium krænkeren anerkender sit ansvar for gerningen tegner der sig et mere uklart billede. Løkke fremhæver gentagne gange, at den manglende betaling af datterens billet beror på en misforståelse, da han oprindeligt havde en intention om at betale. Han giver endvidere udtryk for, at denne misforståelse er opstået i Venstre: Vi var i Venstre enige om, at jeg selv skulle betale for min datters billet. Jeg har ikke selv haft kommunikationen [ ] jeg har ikke selv foretaget billetbestillingen og tjekket afgange og andet. [ ] De er i hvert fald ikke trængt igennem i en form i 3GI, der har gjort, at det endte med i første række, at det var mig, der betalte (1:17:8-14). Løkke lægger her vægt på, at han ikke selv har stået for at bestille billetten, og at han ikke selv har haft kommunikationen med GGGI, da det er Venstre, [ ] der eksekverer [Løkkes] beslutninger (1:16:14-15). Misforståelsen er altså ifølge Løkke ikke opstået hos ham alene, men i partiet Venstre. Denne forklaring stemmer overens med imagegenoprettelsesstrategien omstødelse, hvor manglende information indebærer, at man ikke alene kan gøres ansvarlig for forseelsen. Løkke fremlægger det som om, at det er partiet, der ikke har sørget for at få videreformidlet hans ønske om at betale for datterens billet. Han har derfor ikke været bevidst om den manglende betaling før fremkomsten af redegørelsen for hans udgifter. Løkke forsøger at placere ansvaret på sit parti, og han udvider dermed aktøren, hvilket strider mod undskyldningskriteriet om at anerkende det fulde ansvar for forse- 75

76 elsen. Vi ser endnu en strategi i spil, når Løkke fremhæver, at han havde en oprindelig intention om at betale for billetten, nemlig strategien gode intentioner. Her retfærdiggøres handlingen på baggrund af gode motiver og hensigter. Det tyder altså på, at Løkke forsøger at unddrage sig ansvaret, hvilket er et af kendetegnene ved en apologi. I anden del af pressemødet bliver Løkke spurgt ind til, hvem der i Venstre var ansvarlig for, at GGGI fik at vide, at han selv ønskede at betale for datterens billet (2:25:34-35). Hertil svarer Løkke: Alt, der foregår i Venstre, er i sidste ende mit ansvar (2:25:37). Det er bemærkelsesværdigt, at Løkke efter næsten fire timers pressemøde med gentagne spørgsmål om datterens billet, hvor han har holdt fast i, at misforståelsen og fejlen ligger hos Venstre, ender med at anerkende, at han har det overordnede ansvar. Man kan diskutere, om indrømmelsen af ansvaret kommer så sent, at det udvander en eventuel undskyldning. Samtidig påtager Løkke sig et så overordnet ansvar, at han undgår at forholde sig til sit ansvar i den konkrete sag. Hvis intentionen var at undskylde, så havde det i forhold til teorien om undskyldningsretorik været hensigtsmæssigt allerede fra start af at vedkende sig ansvaret. Derfor kan hans sene og overordnede ansvarspåtagelse ikke siges at opfylde det andet undskyldningskriterium. Vi vil nu gå videre til det tredje kriterium. Hvem har skylden? (kriterium 3) Det er i forbindelse med undskyldningskriteriet om anerkendelse af ansvar også væsentligt at se nærmere på det tredje kriterium krænkeren anerkender sin skyld i gerningen. Ligesom vi så det med ansvar, anerkender Løkke ikke ubetinget sin skyld i gerningen. Han skyder derimod skylden på folkene bag ham i Venstre: Jeg har slet ikke haft nogen kommunikation med 3GI omkring den rejse, fordi det ikke er den måde, det foregår på [ ] jeg har en organisation om mig i Danmark, i mit parti, omkring min funktion, og det er sådan set dem, der eksekverer mine beslutninger [ ] (1:16:11-15). Løkke anerkender forseelsen, men han vil ikke anerkende, at det er ham personligt, der har skylden. Han henviser blot til, at det er en misforståelse, der er opstået i Venstre (1:16:45-47). Løkke forklarer sig med, at der er opstået en misforståelse mellem ham og hans folk i Venstre, der har resulteret i, at hans ønske om at betale for flybilletten ikke er blevet indfriet nøjagtig som han gjorde med ansvaret, som vi ser i afsnittet ovenfor. Det er ifølge ham et flertal, der er skyld i fejlen, og det beror på en procedurefejl et eller andet sted er kommunikationen glippet. Denne forklaring er sammen- 76

77 lignelig med imagegenoprettelsesstrategien flytning af skyld, da han forsøger at flytte skylden over på sit parti samt procedurefejl. Løkke breder således skyldsspørgsmålet ud ved at placere fejlen et andet sted end hos ham selv, og dermed opfyldes det tredje undskyldningskriterium ikke. Der tegner sig efterhånden et billede af, at Løkkes tale i denne sag også skal placeres inden for apologien, da hans brug af forsvarsstrategier mere og mere udvander en eventuel undskyldning. Var gerningen forkert? (kriterium 4) Vi vil nu undersøge, om Løkke opfylder vores fjerde undskyldningskriterium og dermed anerkender, at gerningen var forkert. Løkke fremhæver, at der juridisk set ikke er noget forkert i, at GGGI har betalt for datterens flybillet: [ ] at 3GI har betalt denne her billet, hvilket 3GI også godt kunne have gjort for ellers ville 3GI ikke have betalt den [ ] det er i orden altså regelmæssigt det er i orden, men det er i strid med den oprindelige intention (1:11:44 12:1). Løkke giver her udtryk for, at GGGI s betaling af billetten ikke strider mod reglerne, og at der derfor ikke er tale om en ulovlig gerning i juridisk forstand. GGGI s betaling af flybilletten kan altså betragtes som en slags erstatning for, at Løkke har måttet ændre sine planer. Han vil altså ikke anerkende, at gerningen i sig selv er forkert, jævnfør det fjerde undskyldningskriterium. Gerningen er kun forkert i den forstand, at den strider mod Løkkes oprindelige intention. Her får Løkke vendt situationen, så det fremstår som om, at han har gode intentioner og af egen lomme ville have betalt for datterens billet, selvom GGGI sagtens kunne have betalt den. Løkke tilføjer yderligere, at han gerne vil komplimentere og takke Ekstra Bladet for deres fokus på hans rejser, så misforståelsen om datterens billet er blevet afdækket (2:7:33-36). Løkke giver således udtryk for, at han ligefrem er glad for, at han i forbindelse med gennemgangen af udgifterne er blevet opmærksom på fejlen. Dermed kan han få betalt billetten, som det ifølge ham selv oprindeligt var tiltænkt. Her ser vi igen strategien gode intentioner i spil, som er en måde, hvorpå Løkke kan unddrage og reducere begivenhedens krænkende karakter. Det afgørende for Løkke er desuden, at GGGI gerne ville betale for ham. Da sagen ifølge Løkke er et mellemværende mellem ham og organisationen, så har han ikke over for dem begået en fejl (1:14:32). Hvis GGGI ikke føler sig krænket, så er gerningen i forhold til organisationen heller ikke forkert. Løkke opfylder derfor ikke det fjerde undskyldningskriterium 77

78 krænkeren anerkender, at gerningen var forkert. Vi mangler dog stadig at undersøge de tre sidste undskyldningskriterier for at kunne karakterisere Løkkes tale i denne sag. Datteren gøres til offer (kriterium 5) Vi må antage, at ofrene ud fra journalisternes synspunkt er de danske skatteborgere, ligesom i sagen om Løkkes dyre rejser. Det er nemlig skatteborgerne, der har ydet bistand til GGGI, og derfor har de også indirekte været med til at betale for datterens billet. At skatteborgerne, ifølge journalisterne, er de reelle ofre i sagen, fremgår da også af følgende udsagn af Per Mathiesen fra Ekstra Bladet: [ ] men her der får din datter altså, hun får jo en gratis ferie, betalt af Venstre, GGGI i sidste ende er det jo skatteydere, der betaler (2:7:11-13). Løkke har altså svigtet de danske skatteborgere ved at misbruge bistandsmidlerne. Det bliver især tydeligt i forhold til det femte undskyldningskriterium krænkeren anerkender offerets følelser som reaktion på gerningen, at Løkke ikke forholder sig til det offer, som journalisterne fremsætter. Journalisterne lægger vægt på, at den manglende betaling af billetten er gået ud over skatteyderne. Løkke fokuserer derimod på sin datter som offer, og han anerkender derfor ikke, at forseelsen har været skadelig for skatteyderne. Da journalist Per Mathiesen fra Ekstra Bladet i sit spørgsmål nævner, at det er skatteyderne, der i sidste ende har betalt for billetten, og at det for almindelige mennesker kan virke som en lemfældig omgang med skattekronerne (2:7:12-15), svarer Løkke: [ ] sådan en som mig kan godt forstå, og det tror jeg sådan set også godt, at danskerne kan at hvis man har lovet sit barn at hente det [ ] og bliver nødt til at svigte det, så er man nødt til at gøre et eller andet [ ] (2:7:19-23). Her negligerer Løkke de danske skatteyderes eventuelle følelser af vrede og harme. Han anerkender således ikke, at danskerne har lidt skade, er blevet skuffede eller har fået misbrugt deres tillid. For at opfylde det femte kriterium for en undskyldning bør offeret og dennes følelser, eksplicit som implicit, inddrages i talen. Løkke inddrager ikke skatteyderne og deres følelser, men inddrager i stedet datteren Lisa og anerkender hendes følelser, hvilket blandt andet fremgår af følgende udtalelse: 78

79 [ ] så fik hun så tre dage i gråvejr i Rio, hvor hendes far sad i nogle mødelokaler altså jeg tror ikke, at hun betragter det som noget godt bytte (2:7:25-27). Han udviser altså kun skyld, skam og empatisk hensyntagen til datteren og appellerer i forrige citat ligefrem til, at de danske skatteydere skal have forståelse for hans situation. Løkkes fokus på datteren som offer er bemærkelsesværdigt, da omstændighederne omkring deres rejse og ophold i Rio er underordnet i forhold til den manglende betaling af flybilletten. Løkke bruger meget tid på at forklare, hvorfor datteren skulle med på rejsen (2:6:10-28), selvom ingen af journalisterne har spurgt ind til det. Det væsentlige for dem er, at Løkke har sløset med danske skattekroner og altså ikke, hvorfor datteren var med, og hvordan hun havde det på rejsen. Det karakteristiske ved Løkkes tale i denne sag er, at han fastholder emnet, men ændrer den præmis, som ligger til grund for journalisternes spørgsmål. Løkke besvarer journalisternes spørgsmål, som er møntet på de danske skatteydere, ved at tage afsæt i datteren Lisa, og han ændrer således offeret. Når Løkke ikke forholder sig til journalisternes fremstillede offer, anerkendes skatteydernes følelser ikke. Ved at sætte sig selv i position som far, bliver det et udestående mellem ham og datteren, hvilket ikke umiddelbart er det væsentlige i sagen for journalisterne. Løkke retter herved tilhørernes opmærksomhed væk fra at have svigtet skatteborgerne og over mod datterens offerrolle. På den måde kan Løkke forsøge at reducere begivenhedens krænkende karakter, og vi ser særligt imagegenoprettelsesstrategien transcendens i spil. Løkke skaber en anden referenceramme, idet han gør datteren til offer for handlingen. Man kan tale om, at Løkke i sin tale ændrer aktøren, når han vælger at svare som privatperson og forælder på journalisternes spørgsmål, der er rettet til ham som politiker og formand for GGGI. Ved hjælp af denne strategi kan Løkke bevæge sig frem og tilbage mellem de forskellige roller, han besidder: far, privatperson, borger, formand for GGGI og formand for Venstre. Vi kan ud fra ovenstående konstatere, at Løkke undlader at forholde sig til det offer, som journalisterne fremstiller via deres spørgsmål. Hvis man anskuer skatteyderne som ofre, kan Løkkes udtalelser ikke siges at være en undskyldning, da han netop ikke inddrager dem og deres følelser i sin tale. Hvis man har til hensigt at undskylde, så lægger undskyldningsretorikken netop vægt på vigtigheden af at inddrage og anerkende offeret og dennes følelser. Det interessante ved sagen om datterens flybillet er dog, at Løkke opfylder vores sidste kriterium for en undskyldning. Dette vil vi se nærmere på i nedenstående afsnit. Vi vil dog indledningsvis kort berøre vores sjette undskyldningskriterium. 79

80 Løkke vil tilbagebetale datterens billet (kriterium 6 og 7) Hvis vi skal analysere Løkkes udtalelser i forhold til det sjette undskyldningskriterium krænkeren demonstrerer en grundig ændring af holdning/indstilling baseret på refleksion, så er det væsentligt at se på Løkkes udtalelser vedrørende sin intention om at betale datterens billet. Løkke fastholder under hele pressemødet, at han havde en oprindelig intention om at betale billetten. Derfor kan man ikke tale om, at han har ændret holdning eller indstilling, men at han blot, ifølge ham selv, fastholder sin oprindelige gode intention. Hvis Løkkes intention hele tiden har været selv at betale for datterens billet, så er der ingen grund til, at han ændrer holdning eller indstilling. Hermed er det sjette kriterium ikke relevant at diskutere nærmere, da Løkke giver udtryk for at have haft samme holdning gennem hele forløbet. I forhold til det syvende undskyldningskriterium krænkeren tilbyder erstatning giver Løkke udtryk for, at han vil sørge for at betale for datterens flybillet, som det oprindeligt var intenderet: [ ] og derfor har jeg bedt om at få det rettet, så jeg rettelig selv betaler i overensstemmelse med den oprindelige intention (1:1:20-21). Løkke opfylder her det syvende kriterium, da han ved at betale de kroner tilbage for billetten både forpligter sig til at yde erstatning til GGGI, og indirekte de danske skatteydere. Samtidig gør han noget konkret for at udvikle en anden form for nutid og fremtid. Når Løkke giver udtryk for, at han vil sørge for selv at betale for datterens flybillet, indikerer det, at han tager forseelsen alvorligt, og at han er villig til at reparere skaden. Opfyldelsen af kriteriet om erstatning er særligt væsentligt, da journalisterne på pressemødet i deres spørgsmål netop fokuserer på erstatning både i forhold til den forrige sag og denne sag om datterens flybillet. Opfyldelsen af dette kriterium kan altså ses som et vigtigt skridt hen mod en undskyldning. Løkkes udtalelser om tilbagebetaling kan dog også falde ind under imagegenoprettelsesstrategien kompensation. Igen kan man ikke på dette punkt entydigt vurdere, hvorvidt Løkkes udtalelser skal karakteriseres som en del af en undskyldning eller en apologi. Der er sammenfald mellem kriteriet og strategien, og Løkkes tilbagebetaling kan placeres under begge genrer. I forhold til teorien om undskyldningsretorik er det dog problematisk, at Løkke kun opfylder det første og til dels det syvende undskyldningskriterium. Vi har i analysen kunnet spore forskellige imagegenoprettelsesstrategier såsom omstødelse, gode intentioner, flytning af skyld, transcendens og kompensation. Vi kan konstatere, at disse strategier er med til at udvande en eventuel undskyldning. At Løkke opfylder visse af de syv undskyld- 80

81 ningskriterier er derfor ikke fyldestgørende nok i forhold til en fuldbyrdet undskyldning. Den manglende anerkendelse af ansvar, skyld, offerets følelser og at gerningen var forkert devaluerer en eventuel undskyldning. Vi må derfor konkludere, at Løkkes tale i denne sag er en apologi. Vi har nu behandlet de to sager omhandlende Løkkes dyre rejser og hans manglende tilbagebetaling af datterens billet. I begge sager kan vi konstatere, at Løkkes ytringer kan placeres inden for apologien, og han er endnu ikke kommet med en undskyldning. Vi vil nu bevæge os videre til næste sag, der omhandler, at Løkke har bragt Venstre i modvind. Denne sag adskiller sig markant fra de forrige sager, idet Løkke med sine udtalelser opfylder samtlige undskyldningskriterier Løkke har bragt Venstre i modvind Vi vil i dette afsnit se på den anklage, der knytter sig til Løkkes rolle som partiformand for Venstre, herunder hans håndtering af GGGI-sagen. Fra beskyldningerne om Løkkes dyre rejseaktiviteter så dagens lys i Ekstra Bladet den 5. oktober 2013 (web 6), gik der 15 dage, før Løkke udtalte sig på pressemødet. Han havde forinden pressemødet sendt et brev til Venstres medlemmer, hvor han omtalte GGGI-sagen og erkendte, at han burde have ændret rejsereglerne noget før (web 27). Ellers forholdt han sig tavs om sagen over for pressen og offentligheden i de 15 dage. Vi vil i den følgende analyse illustrere, hvordan Løkke med sine udtalelser opfylder samtlige undskyldningskriterier. Denne sag udspiller sig hovedsageligt i anden del af pressemødet, og det er Løkke selv, der bringer sagen på banen. Løkke anerkender ansvar og skyld (kriterium 1 3) Det er tydeligt, at Løkke opfylder vores første undskyldningskriterium, idet han indledningsvis på anden del af pressemødet ekspliciterer, at han har bragt sit parti i modvind: [ ] at Venstre siden landsmødet er kommet i modvind, og det er Venstre på grund af de fejl, jeg har begået (2:1:28-29). Her anerkender han, at gerningen har fundet sted han har bragt sig selv og Venstre i en uheldig situation, hvilket han også bekræfter flere gange i løbet af pressemødet (2:5:44, 2:17:17-19). Handlingen rækker ud over Løkkes tilknytning til GGGI, som han selv påpeger (1:8:10-12). GGGI-sagen var kulminationen på flere ugers ærgerlige sager om Løkke i medierne, hvilket han også selv refererer til på pressemødet ved at stille sig selv spørgsmål som: 81

82 Har jeg totalt tabt jordforbindelsen og gør mig ingen forestillinger om, hvad de to tusinde kroner betyder i et stramt budget? (2:1:39-41) og Har jeg spekuleret i skatteregler ved at modtage formandshonorarer i Løkkefonden [ ] (2:1:43-45). I ugen forinden fyldte sko-sagen 54 og Løkkes formandshonorarer for Løkkefonden 55 i mediebilledet, og der blev sået tvivl om hans økonomiske fornuft. Vi ser altså, at Løkke anerkender, at hans parti er bragt i modvind på grund af de fejl, han har begået i ugerne forinden og særligt i forhold til GGGI-sagen. Dermed anerkender han både, at gerningen har fundet sted, og at han er skyld i den, jævnfør vores første og tredje undskyldningskriterium. Vi ser også, at han tager ansvaret for sine handlinger: Det er jo mit ansvar, og det er et ansvar, som jeg vedkender mig (2:1:13-14). Dermed opfylder han det andet undskyldningskriterium. I forhold til den tidligere diskussion om at vedkende sig ansvar ser vi ikke i denne sag, at Løkke i sine udtalelser modsiger eller devaluerer sin ansvarspåtagelse på samme måde som i sagen om de dyre rejser. Han kommer ikke med udtalelser på pressemødet, der devaluerer hans italesættelse af ansvarspåtagelse for at have bragt partiet i modvind. Løkke giver en undskyldning til sit bagland (kriterium 4 og 5) I henhold til det fjerde undskyldningskriterium krænkeren anerkender, at gerningen var forkert ligger det implicit i Løkkes udtalelser. Han anerkender at have fejlet og dermed bragt sit parti i modvind (2:1:28-29). Det må siges at være en forkert handling at bringe sit parti i modvind, når man er formand. Endelig er det femte undskyldningskriterium værd at nævne, da en undskyldning fra Løkkes side kræver, at han udviser respekt for ofrenes følelser og de skader, han har påført dem. Journalisterne og Løkke er enige om, at offeret i dette anklagepunkt er en større gruppe mennesker bestående af Venstres medlemmer, kandidater og støtter (2:1:9-13, 2:21:1-3). Løkke erkender at have skadet sit parti og dermed indirekte også de mennesker, der bakker op om partiet. Han ekspliciterer deres skuffelse (2:1:33-35) og udtaler blandt andet: 54 Den 8. oktober 2013 kom Løkke med en bemærkning i Folketingets Spørgetime, hvor han indikerede, at 2000 kroner ikke var et incitament for at gå på arbejde fremfor at lade være. Han udtalte blandt andet: 2000 kroner? Det kommer an på, hvem man er. Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge (web 28). 55 Løkke har selv stiftet Løkkefonden, som arbejder for utilpassede unge drenge. Løkkes formandskab for Løkkefonden var tiltænkt ulønnet, men han modtager årligt kroner fra fonden. Disse penge modregnes hans eftervederlag, som han modtager i kraft af sin position som tidligere statsminister (web 29). 82

83 [ ] den her enorme interesse omkring min person lige nu og her skygger for det, vi alle sammen helst vil, nemlig at tage fat der, hvor landsmødet sluttede med optimisme og engagement [ ] (2:5:44-47). Her forsøger han at sætte sig i ofrenes sted og se sagen fra deres side. Hans handlinger har overskygget det politiske arbejde, som hans støtter har lagt i Venstre. Dette harmonerer med dele af undskyldningsretorikken, der plæderer for, at krænkeren flytter sig hen ved siden af sit offer og ser sine fejlagtige handlinger gennem offerets øjne. Løkke bruger samtidig ordet undskyld over for sine ofre: Undskyld over for de mange mennesker, der bakker op om Venstre (2:1:30-31) og [ ] jeg undskylder også over for alle dem, der gerne vil Venstre det godt [ ] (2:5:42-43). Løkke italesætter her, hvem hans undskyldning er rettet mod Venstres støtter. Dette er netop essentielt i henhold til undskyldningsretorikken, der foreskriver, at offeret inddrages i talen, så det bliver klart, hvem undskyldningen gives til. På baggrund af ovenstående ser vi, at Løkke anerkender sine ofres følelser, samtidig med at han bruger ordet undskyld. Hermed opfyldes det femte kriterium om, at krænkeren anerkender offerets følelser som reaktion på gerningen. Indtil videre tyder det altså på, at Løkke giver en undskyldning til sine støtter for at have bragt Venstre i modvind. Lad os derfor gå videre til de sidste to kriterier for at undersøge, hvordan han opfylder disse. Løkke reflekterer og tilbyder erstatning (kriterium 6 og 7) Vi vil nu se nærmere på det sjette undskyldningskriterium krænkeren demonstrerer en grundig ændring af holdning/indstilling baseret på refleksion. Løkkes refleksion over sin egen opførsel og de sager, der har været fremme i medierne de seneste uger, kommer til udtryk undervejs på pressemødet. Denne refleksion ser vi blandt andet, når Løkke stiller sig selv førnævnte spørgsmål vedrørende skosagen og sine formandshonorarer i Løkkefonden. Hermed demonstrerer Løkke, at han har reflekteret over de sager, han har været involveret i, sine handlinger og årsagerne til dem. Han udtaler blandt andet: [ ] jeg benægter ikke, at jeg fejler, jeg forsøger at lære af det [ ] (2:5:38-39), hvilket også tydeliggør hans refleksion. Vi ser samtidig, at Løkke før og under pressemødet tager nogle konkrete tiltag for at yde symbolsk erstatning for sine handlinger, jævnfør det syvende undskyldningskriterium. Her er det væsentligt at have ofrene in mente, når man ser på de tiltag, som Løkke har iværksat og omtaler. Otte dage forinden pressemødet udsendte Løkke et brev til Venstres medlemmer, hvor han kort for- 83

84 klarede sin adfærd i GGGI. Venstres medlemmer var således de første, der fik en udtalelse om sagen fra Løkkes egen mund. Man kan også anse det faktum, at han har lagt en større redegørelse frem for offentligheden, som en form for erstatning, hvor han tager et skridt hen imod at udvikle en anden form for nutid alle får indsigt i sagen. Og endelig spørges han af flere omgange ind til, hvilke fremtidige initiativer han vil iværksætte for at rette op på sine handlinger (2:13:6-7, 2:21:3-4). Løkke tager udgangspunkt i den forestående kommunalvalgkamp, hvor han gennem engagement og hårdt arbejde vil overvinde den realitet, at hans parti er i modvind og forsøge at reetablere tilliden til vælgerne (2:13:9-21, 2:21:7-22). Dette kan også ses som en form for erstatning fra Løkkes side, hvor han demonstrerer, at han er villig til at knokle og vinde valget på kort sigt kommunalvalget og på lang sigt folketingsvalget og statsministerposten. Man kan derfor argumentere for, at Løkke opfylder det syvende undskyldningskriterium, da han tilbyder erstatning af symbolsk karakter. Vi ser dog samtidig, at disse tiltag også kan betragtes som imagegenoprettelsesstrategien korrigerende handling. Løkke vil rette op på, at Venstre er i modvind ved at genoprette den tilstand, som partiet var i, før de uheldige sager opstod. Brugen af imagegenoprettelsesstrategier optræder også, når Løkke fremhæver opbakningen fra sit bagland: [ ] jeg er først og fremmest glad for, at der er så mange, der har støttet op og gerne ville kæmpe min sag. Glad for alt den opbakning jeg mærker masser af sms-beskeder på vej herned (2:2:19-21). Ved at fremhæve, at baglandet bakker ham op trods situationen, minimerer Løkke mængden af negative følelser, som er forbundet med hans handlinger. Her kan man tale om, at graden af uvilje knyttet til Løkkes handlinger reduceres. På baggrund af ovenstående kan vi udlede, at Løkke opfylder samtlige af vores undskyldningskriterier i henhold til sagen om, at han har bragt Venstre i modvind. Vi kan derfor konstatere, at Løkke giver en fuldbyrdet undskyldning. Samtidig ser vi dog, at Løkkes udtalelser også rummer elementer fra teorien om apologi, idet hans udtalelser på visse punkter kan tolkes som imagegenoprettelsesstrategier. Undskyldningen og apologien flyder endnu engang sammen i praksis. Vi fremhævede tidligere, at der er et teoretisk sammenfald mellem visse dele af teorien om apologi og teorien om undskyldninger. Ud fra vores analyse kan vi konstatere, at det samme gør sig gældende i praksis: i en og samme udtalelse kan man spore imagegenoprettelsesstrategier, og samtidig opfyldes 84

85 undskyldningskriterierne. Det teoretiske sammenfald kommer altså også til udtryk i vores empiriske undersøgelse af Løkkes tale på pressemødet. Det bliver derfor svært for os endegyldigt at vurdere, om Løkkes udtalelser i den sidste sag kan karakteriseres som en undskyldning eller en apologi. Vi har nu set på de tre sager adskilt, og vi vil i følgende afsnit se på Løkkes brug af ordene undskyld og beklage, da hans ordvalg er styrende for, hvordan han udtaler sig om de forskellige sager Løkke siger undskyld men er det en undskyldning? Løkkes retorik varierer alt afhængig af den sag, han omtaler, og hvem hans udtalelser er rettet mod. På pressemødet bruger Løkke ordet undskyld på vidt forskellige måder. Indledningsvis bruger han ordet, når han omtaler sine dyre rejser: [ ] det ærgrer jeg mig over og det beklager jeg jeg kan godt prøve at undskylde det jeg kan undskylde det med, at jeg ikke aktivt har efterspurgt at rejse på den måde jeg kan undskylde det med, at det er asiatisk kutyme jeg kan undskylde det med, at det er sådan set rart at være veludhvilet, når man efter 14 rejsetimer med otte timers tidsforskel ankommer til Korea og går direkte til møde men det er jo en sølle undskyldning (1:3:38-44). Her siger Løkke ordet undskyld hele fem gange, men skaber negative associationer til ordet. Han siger, at han godt kunne undskylde, men afviser at gøre det. Den undskyldning, han kunne komme med, vil ifølge ham selv, ikke være en stærk nok undskyldning derfor vil han hellere undlade at give den. Det kan indikere, at han godt selv er klar over, at de opremsede forklaringer ikke vil godtages af tilhørerne, men han formår alligevel at plante dem i deres bevidsthed. Herved tvinger han tilhørerne til at overveje forklaringerne. Man kan argumentere for, at Løkke bruger ordet undskyld som synonym for en bortforklaring, og derfor anvender han ikke ordet, som undskyldningsretorikken foreskriver. Han tager så at sige luften ud af ordet, så det ikke længere har pondus. Ovenstående remse leveres fire gange af Løkke i løbet af pressemødet (1:3:38-44,1:10:4-7, 1:29:39-41, 2:24:32-36). Remsen er stort set identisk fra gang til gang, og det er tydeligt, at Løkke har forberedt sine svar på forhånd. Han afslutter flere gange remsen med: [ ] derfor er der jo tilbage at beklage [ ] (2:24:36). Løkke anser ikke undskyldningen for en mulighed, når han anvender ordet, som han gør. Han anser derimod beklagelsen som sit alternativ. I en situation som ovenfor, hvor der ikke foreligger nogen argumenter, der kan retfærdiggøre handlingen, er det netop 85

86 ifølge undskyldningsretorikken vigtigt, at man tyer til en undskyldning. Med beklagelsen kan Løkkes udtalelser synes tvetydige, og med beklagelsen er han ikke nødt til at påtage sig det fulde ansvar. En mulig forklaring på, at Løkke bevidst fravælger undskyldningen, er det medfølgende handlings- og erstatningskrav. Ifølge Villadsen er det væsentligt, at undskyldningen ikke blot udsiges, men at den også udmøntes i handling. Samtidig følger der ofte et erstatningskrav, og her kan penge komme i vejen for, at en politiker undskylder (web 14). Vi ser netop, at journalisterne på pressemødet appellerer til, at Løkke yder et erstatningskrav i form af en tilbagebetaling af differencen mellem første klasse og businessclass for at udbedre skaden. Dette erstatningskrav er muligvis grunden til, at Løkke ikke giver en regulær undskyldning, men i stedet holder sig til at beklage sine rejser. Løkke anvender også undskyldningen i en anden sammenhæng, som vi så i ovenstående afsnit, hvor Løkke erkender at have bragt Venstre i modvind. Her anvendes ordet undskyld over for ofrene for Løkkes handlinger, her i form af Venstres medlemmer, kandidater og støtter: Undskyld over for de mange mennesker, der bakker op om Venstre (2:1:30-31) og [ ] jeg undskylder også over for alle dem, der gerne vil Venstre det godt [ ] (2:5:42-43). Hvor ordet undskyld i det forrige eksempel bruges som synonym for en bortforklaring, har ordet her en helt anden klang. Der er ingen forbehold, når Løkke bruger ordet over for sine støtter, og man kan argumentere for, at han giver en regulær undskyldning til dem. Det er altså tydeligt, at i den sag, hvor Løkke opfylder samtlige af vores kriterier, anvender han også ordet undskyld korrekt i henhold til teorien. Beklagelsen tages derimod i brug i de situationer, hvor kriterierne ikke opfyldes. Vi kan konstatere, at Løkke er konsekvent i sin brug af ordene beklage og undskylde. Løkke beklager de dyre rejser og den manglende betaling af datterens flybillet, og han undskylder for at have bragt sit parti i modvind Opsamling I ovenstående har vi analyseret de tre sager adskilt for at kunne vurdere, om Løkke giver en apologi eller en undskyldning. I henhold til de to første sager står det klart, at Løkkes tale er en apologi. Han opfylder ikke de syv undskyldningskriterier og benytter adskillige imagegenoprettelsesstrategier. I den sidste sag er det dog tvetydigt, hvad Løkke reelt set gør. Her fandt vi nemlig frem til, at Løkkes udtalelser om at have bragt Venstre i modvind kunne tolkes som en undskyldning men at han samtidig anvendte imagegenoprettelsesstrategier. I alle tre delanalyser fik vi bekræftet vores hypotese om, at de to begreber flyder sammen i praksis, da vi visse steder kunne placere Løkkes udtalelser inden for begge genrer. Selv i den sag, hvor Løkke undskylder, optræder forskellige strategier, der nedtoner det, der umiddelbart kunne ligne en undskyldning. Vi har brudt talen op i tre 86

87 dele, men vi må også forstå talen som helhed, da hver del unægtelig påvirker det samlede billede af Løkkes tale på pressemødet. Overordnet ser vi langt flere elementer, der hører hjemme i apologien. Det er gennemgående for Løkkes tale, at han forsøger at forsvare og retfærdiggøre sine handlinger og sætte dem i et positivt lys. Og vi kan derfor samlet set konkludere, at Løkkes tale er en apologi. 87

88 6. Afsluttende diskussion Vi vil nu vende tilbage til mediernes fortolkning af pressemødet og diskutere, hvordan deres dækning kan påvirke opfattelsen af Løkkes tale. Vi vil desuden foretage en mere overordnet diskussion af undskyldningen som fænomen og endnu engang kaste et blik på det overlap, vi ser mellem apologien og undskyldningen både i teorien og i praksis. Dette afsnit er derfor af mere perspektiverende karakter. 6.1 Den medierede undskyldning I analysen af mediedækningen kunne vi konstatere, at der langt fra tegner sig et entydigt billede af, om Løkke undskylder, beklager eller forsvarer sig på pressemødet. Mediedækningen var blandt andet karakteriseret ved, at ordene undskyld og beklage visse steder optrådte som synonymer til trods for, at de langt fra dækker over det samme inden for teorien. Det blev således tydeligt for os, at der i størstedelen af artiklerne ikke foretages en skelnen mellem ordene. På en og samme tid skriver de, at Løkke beklager og undskylder men det konkretiseres ikke for hvad og til hvem, undskyldningen gives. Hvis man blot læste artiklerne dagen efter pressemødet, ville man således ikke entydigt kunne vurdere, hvad Løkke reelt set gjorde og sagde. I vores analyse af Løkkes tale kom vi frem til, at hans tale er en apologi. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at der er en tendens til, at det er undskyldningen, der ophøjes og placeres i artiklernes rubrikker, underrubrikker og mellemrubrikker. Dette kan vidne om ordets sensationalistiske karakter, hvilket harmonerer med journalisternes nyhedskriterium om konfliktfyldte historier (Schultz 2006:61). I en historie, hvor der bliver givet en undskyldning, har en forudgående konflikt fundet sted, idet en eller flere personer har lidt skade som følge af en andens fejlagtige handling. Man kan derfor diskutere, om konfliktkriteriet fungerer som et slags redskab i artiklernes fremstilling af pressemødet. Historien om Løkke, der undskylder er en helt anden end historien om Løkke, der beklager eller forsvarer sig. I den første historie er skylden placeret, og Løkke anses for at være skurk. Her har han tilstået, vedkendt sig ansvaret og lagt sig fladt ned. I den anden historie om Løkke, der beklager eller forsvarer sig, er skylden og ansvaret derimod stadig til forhandling, og Løkkes indrømmelse er ikke nødvendigvis en realitet. Her har man altså ikke fuldstændig fået skovlen under ham. Historien formes alt afhængig af, hvilket ord man bruger, og vi kan derfor konkludere, at det er vigtigt at have undskyldningens betydning for øje, når man anvender det, og når man ser det optræde i medierne. 88

89 I artiklerne kan vi ikke spore en bevidsthed om forskellen mellem undskyldningen og beklagelsen, men alene se, at undskyldningen trods alt tildeles mere opmærksomhed i og med, at den placeres i rubrikker. Spørgsmålet er, hvad det så har af betydning for befolkningen, da det jo blandt andet er gennem medierne, at vi bliver oplyst om sådanne sager. Af vores analyse kunne vi netop udlede, at Løkke ikke gav en undskyldning. Derfor er det problematisk, at undskyldningen er den, der fremhæves i artiklerne, når han teoretisk set ikke undskylder. Det er formentlig de færreste danskere, der så samtlige af pressemødets tre timer og 43 minutter. Størstedelen har højst sandsynligt fået deres viden om GGGI-sagen og Løkkes optræden på pressemødet fra den efterfølgende mediedækning. Og det er netop her, at mediernes fortolkning og vurdering får afgørende betydning, da den bidrager til befolkningens opfattelse af, hvad Løkke rent faktisk gjorde på pressemødet. Medierne har derfor stor indvirkning på de politiske taler, der gives i det offentlige rum. Politiske taler er i dag medierede, idet politikerne kommunikerer til deres modtagere gennem massemedierne. Det gør det nødvendigt at anskue medierne som mere end blot fysiske bærere af budskaber til omgivelserne. Medierne er ikke blot formidlere af pressemødet, når de skriver om det i artiklerne. De er også fortolkere, når de skriver, at Løkke for eksempel undskylder, beklager eller fortryder. Medierne har således en aktiv medindflydelse, når sager gengives, og de er ikke blot en passiv kanal, hvor politikere og borgere kan kommunikere med hinanden. Vi beskrev indledningsvis i dette speciale, at undskyldningen i dag fylder i medielandskabet, og at vi næsten dagligt støder på ordet. Også i vores analyse af mediedækningen så vi, at ordet var dominerende i artiklerne og blev fremhævet på trods af, at Løkkes tale rent faktisk kunne karakteriseres som en apologi ud fra teorien. Det kan indikere, at de politiske undskyldninger, vi er vidner til i medierne, måske i virkeligheden blot er pseudoundskyldninger. I henhold til undskyldningsretorikken indebærer en undskyldning langt flere forpligtelser blandt andet i form af ansvarspåtagelse, indrømmelse af skyld og en forsikring om, at handlingen ikke vil gentage sig. Hvis medierne giver et fejlagtigt indtryk af, at Løkke undskylder, så medfører det visse forventninger fra befolkningens side. Vi vil for eksempel forvente, at Løkke ikke vil begå en lignende handling igen, og at han derved har taget ved lære af sine fejl. Hvis befolkningen tror, at de har fået en undskyldning fra Løkke, uden at det reelt set er tilfældet, så medfører det et fejlagtigt billede af situationen. Dette er tilfældet i vores case. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om mediernes fejlagtige brug af ordet undskyld beror på en manglende indsigt i, hvad begrebet dækker over, eller om brugen af det nærmere skal ses som et kommunikationstrick for at fange læserens opmærksomhed. 89

90 6.2 Et fokus på begge genrer Vi har i ovenstående afsnit behandlet, hvilken betydning det har, når medierne videreformidler og fortolker politiske taler. Vi vil på baggrund af vores teoretiske indsigt og analyserne diskutere, hvad det har af betydning, at apologien og undskyldningsretorikken overlapper. Vi fik i analyserne bekræftet vores hypotese om, at apologien og undskyldningen flyder sammen i praksis. Vi har en formodning om, at når Løkkes tale visse steder både peger i retning af en apologi og en undskyldning, så vanskeliggør det mediernes fortolkning. Hvis man ikke har et indgående kendskab til de to genrer, kan det være svært at vurdere, om der er tale om det ene eller det andet. Og selv med en teoretisk indsigt er det en udfordrende opgave, hvilket vi da også selv har erfaret. Udfordringen består i, at der er et overlap mellem de to genrer, som gør, at vi kan placere en og samme udtalelse under dem begge. Hvor undskyldningsretorikken for eksempel opererer med kriteriet om erstatning, arbejder Benoit med de to strategier kompensation og korrigerende handling tilsammen er de to strategier sammenlignelige med kriteriet erstatning. Når Løkke for eksempel hævder at ville tilbagebetale sin datters flybillet, kan dette både tolkes som, at han opfylder kriteriet erstatning og som strategien kompensation. Vi ser således, at en ytring som denne kan placeres inden for begge genrer afhængig af, hvilket teoretisk blik der anlægges. Vi har fundet det nødvendigt at favne begge teoretiske tilgange for at få et fyldestgørende billede af Løkkes tale. Vi mener altså, at det er afgørende, at man både har kendskab til apologien og undskyldningsretorikken, når man skal fortolke og vurdere politiske taler med henblik på, om der er tale om en apologi eller en undskyldning. Hvis man i sin analyse og vurdering blot tager udgangspunkt i den ene genre, vil vi plædere for, at man får et ensidigt og fejlagtigt billede af talen. Hvis man eksempelvis udelukkende analyserede Løkkes tale ud fra undskyldningsretorikken, ville hans udtalelser om at bringe Venstre i modvind anses for at være en undskyldning. Hvis man derimod udelukkende fortolkede hans tale om sagen ud fra apologien, vil man nå frem til, at den er et forsvar, hvor målet er at genoprette image. Vi ser således, at man kan placere hans tale inden for begge genrer alt efter, hvilket blik man anlægger på talen. Vi mener derfor, at man ved både at have øje for apologien og undskyldningsretorikken har de bedste forudsætninger for at kunne foretage sin vurdering af en politisk tale. 90

91 6.3 Den rene undskyldning? I forlængelse af ovenstående finder vi det relevant at diskutere, hvorvidt undskyldningen i praksis nogensinde vil optræde i sin rene form i henhold til undskyldningsretorikken det vil sige, at der ikke forekommer imagegenoprettelsesstrategier, som udvander undskyldningen. Dette vil vi diskutere i forhold til to spørgsmål: 1. Vil en undskyldning altid tage udgangspunkt i uselviske motiver? 2. Er en undskyldning en afgrænset størrelse? I forbindelse med det første spørgsmål kan man diskutere, om der særligt inden for offentlige, politiske undskyldninger altid vil være en agenda fra politikeres side om at genoprette deres image i situationer, hvor de bliver udsat for angreb. I henhold til teorien om undskyldningsretorik vil der her ikke være tale om oprigtige undskyldninger. En oprigtig undskyldning gives på baggrund af uselviske motiver, da man tager udgangspunkt i sit offer. Men måske er det et urealistisk krav at stille til politiske undskyldninger i praksis. Benoit plæderer for, at når vores image er truet, så vil vi altid prøve at rense os selv, fordi det er vigtigt at opretholde et positivt image. Menneskers handlinger bunder derfor altid i en hensyntagen til dem selv (Benoit 1995:70). Derfor kan man argumentere for, at en undskyldning, set ud fra Benoits optik, altid vil have karakter af at være et forsvar, da man med en undskyldning således altid vil forsøge at genoprette sit image. Man kan i den forbindelse diskutere, om alle undskyldningskriterierne i princippet vil kunne anskues som strategier, hvis det bagvedliggende motiv udspringer af et ønske om imagegenoprettelse. Eksempelvis kan man stille sig kritisk over for, om man ikke godt ville kunne påtage sig ansvar, skyld og anerkende offerets følelser med det formål at få offeret til at synes bedre om en. Her vil en opfyldelse af kriterierne kunne betragtes som strategier i forsøget på at genoprette sit image. Man kan derfor argumentere for, at man er nødt til at se på undskyldningen med et nuanceret blik. Hvis man forestillede sig, at undskyldninger kun blev givet på baggrund af uselviske motiver, ville vi formentligt sjældent støde på dem. I den forbindelse kan man sætte spørgsmålstegn ved, om det vigtigste i en undskyldningsproces ikke er, at offeret tager imod undskyldningen uagtet talerens motiv. Målet med den oprigtige undskyldning er forsoning, og denne kan vel sagtens opnås, selvom man ikke kun tager udgangspunkt i offeret, men også varetager egne interesser. Endvidere vil man i forhold til politiske undskyldninger kunne sætte spørgsmålstegn ved, om vi nogensinde ser en ren undskyldning, uden at den optræder i forbindelse med et forsvar. Selvom man teoretisk forsøger at adskille de to genrer, kan vi konstatere, at genrerne i praksis ikke eksisterer fuldstændig isoleret fra hinanden. Man kan tale om, at det vil være uundgåeligt ikke at blande elementer fra begge genrer i sin tale. Tanken om den rene undskyldning leder os derfor til 91

92 næste spørgsmål: Er en undskyldning en afgrænset størrelse? Hvis man ser undskyldningen i et tidperspektiv, vil man kunne diskutere, om den nogensinde slutter. Senere handlinger og udtalelser vil altid kunne gå ind og sætte retors tale i et nyt lys og kan i princippet devaluere undskyldningen. Hvis vi forestiller os, at Løkkes tale på pressemødet var en undskyldning, så kan de efterfølgende oplysninger i sagen og den nyligt fremkomne tøjsag påvirke denne hypotetiske undskyldning. Og især fordi den nye sag om tøjforbrug til forveksling ligner GGGI-sagen, da Løkke igen beskyldes for at have ødslet med danske skattekroner. Sådanne nye informationer, som kommer frem flere måneder efter pressemødet, sætter med stor sandsynlighed Løkkes udtalelser på pressemødet i et andet lys og nedtoner oprigtigheden af hans udsagn. Vi kan konstatere, at en undskyldning aldrig slutter, da alt efterfølgende vil påvirke den og dermed sætte den i et andet perspektiv. Man kan derfor ikke anskue undskyldninger som afgrænsede størrelser. De skal ses som mere flydende. Der kan i nogle tilfælde gå et stykke tid, før man er i stand til at vurdere undskyldningen og dens oprigtighed 56. Eksempelvis hvis den krænkende part begår samme forseelse eller udviser lignende adfærd igen. Ordet undskyld er et handlingsimperativ, der betyder, at ordet rækker længere end blot udsigelsen det peger også ind i fremtiden (web 14). En undskyldning må altså ses i et tidsperspektiv, hvor senere handlinger kan devaluere den. 6.4 Undskyldningen favner bredt En undskyldning er et vidtfavnende begreb, som dagligt anvendes ved både små og store forseelser. Vi vil afslutningsvis sætte fokus på ordets nuancer og skabe en bevidsthed om, at undskyldninger kan favne bredt, og samtidig afspejler de et samfunds værdier og normer. Når undskyldningen anvendes i situationer, hvor det teoretisk set ikke er korrekt, kan man argumentere for, at ordets teoretiske betydning udvandes. Det er et almindelig brugt ord, og vi siger hver dag undskyld for småting som undskyld, jeg rækker over og undskyld, jeg afbryder. Her bruges ordet som en høflighedsfrase, hvor man blot tilkendegiver, at ens handling er ubelejlig. I disse situationer anvendes ordet for at komme en potentiel konflikt i forkøbet. Når man for eksempel rækker over og siger undskyld, gør man det for at undgå, at handlingen tages ilde op. En manglende undskyldning kan ligefrem forværre situationen. Der er således en social norm om, at undskyldninger hører sig til i situationer som denne. Med vores teoretiske blik mener vi, at det her hav- 56 Fra artiklen Den beklagelige undskyldning i Politiken den

93 de været mere korrekt ikke at undskylde og i stedet ty til beklagelsen. Man vil formentlig gentage handlingen, hvis det bliver aktuelt, og en undskyldning vil derfor være misvisende. Hver eneste dag ser vi, at ordet optræder i vidt forskellige kontekster, der rækker fra den ene yderlighed til den anden: fra at undskylde, at man støder ind i en person på gaden til Ahmed Akkari, der for nylig undskyldte for optrapningen af Muhammedkrisen i den muslimske verden. Ordet kan derfor både rumme meget lidt og rigtig meget. Det afhænger af situationen, den gives i. Vi må altså konstatere, at undskyldningen fylder meget i vores daglige liv og rummer et stort potentiale, idet vi ofte tyer til den. Men hvad er det så undskyldningen kan? Omdrejningspunktet ved undskyldningen kan siges at være den forsonende og healende effekt. Med undskyldningen inviteres der til dialog, og de involverede parter får mulighed for at italesætte den norm, der er blevet brudt, hvilket kan medføre at relationer ændres i en positiv retning og genopbygges. Undskyldninger afspejler et samfunds værdier og normer. Vores case illustrerer på glimrende vis, at ydmyghed, sparsommelighed og økonomisk fornuft er værdier, som det danske samfund bygger på og værdsætter. Dette ser vi både i Løkkes egne udtalelser på pressemødet, hvor han blandt andet italesætter skandinaviske normer for politikeres rejseaktivitet (2:33:25-26). Vi ser det også i mediedækningen, hvor det står klart, at Løkkes fejlagtige handlinger primært tolkes som en sløset omgang med danske skattekroner. I begge tilfælde kommer samfundets værdier op til overfladen, og vi får sat ord på, hvad der anses for passende i den pågældende situation. Der vil desuden være forskel på, hvad man undskylder for i Danmark, og hvad man undskylder for i andre lande. Undskyldningen er netop kulturelt betinget og tager afsæt i det omkringværende samfunds værdier. Det er vores case et godt eksempel på. Offentlige, politiske undskyldninger rækker ud over den enkelte sag, da vi som samfund får sat ord på og diskuteret fælles værdisæt, når en politiker stiller sig frem og undskylder eller forsvarer sig. I GGGI-sagen blev der både forud for pressemødet og efterfølgende stillet spørgsmål, der hæver sagen op på et mere principielt niveau. Hvordan kan en dansk politiker tillade sig at rejse? Og bør en politiker altid selv betale for udgifter, der anses for private? Sådanne spørgsmål hæver GGGI-sagen op på et bredere samfundsniveau, og vi ser, at politikeres undskyldninger eller mangel på samme afføder diskussioner, der i sidste ende handler om vores eget samfund og den måde, politikere forvalter magt og penge på. 93

94 7. Konklusion I dette speciale har vi nærstuderet apologi- og undskyldningsretorik, både ud fra teoretiske bidrag og gennem en udvalgt case GGGI-sagen. Vi har opnået en dybere forståelse af apologien og undskyldningens sproglige udformning inden for en offentlig, politisk kontekst. Vi kan konkludere, at den væsentligste teoretiske forskel mellem en apologi og en undskyldning består i motivet bag og målet med talen. En apologi er en forsvarstale, hvor man forsøger at retfærdiggøre sine handlinger over for et publikum. Apologien er motiveret af talerens ønske om at beskytte sig selv, og med apologien forsøger man hermed at varetage egne interesser. Målet med en apologi er imagegenoprettelse, og man forsøger at påvirke publikums opfattelse af talerens image, så publikums billede af taleren vendes fra et negativt til et positivt. I modsætning hertil er målet med en undskyldning forsoning med offeret, og motivationen for at undskylde udspringer af en empatisk hensyntagen til offeret. Når man undskylder, indrømmer man at have begået en fejlagtig handling, og man påtager sig desuden skyld og ansvar for handlingen. Den, der giver en undskyldning skal yderligere udvise anger, ydmyghed og fortrydelse og garantere, at handlingen ikke vil gentage sig. Undskyldningsretorikken opstiller desuden en række kriterier, som skal være opfyldt for, at en tale kan karakteriseres som en undskyldning. Inden for apologien opererer man derimod med strategier, som en taler frit kan benytte sig af, når han forsvarer sig. Ved at sammenholde strategierne og kriterierne kan vi konstatere, at der er et teoretisk sammenfald. Dette sammenfald ses primært, når en retor tilbyder at gøre noget konkret for at udbedre skaden, enten af symbolsk eller materiel karakter. En sådan handling vil både kunne anskues som en strategi korrigerende handling og kompensation og en opfyldelse af kriteriet om erstatning. Dette sammenfald mellem genrerne kunne vi også påvise i vores analyser af mediedækningen og Løkkes tale på pressemødet. Sammenfaldet bevirker, at vi i vores analyser kan placere en og samme udtalelse under begge genrer. Med specialet kan vi således konkludere, at apologien og undskyldningen overlapper i teorien såvel som i praksis. Vi har dermed fået bekræftet vores hypotese. I analysen af mediedækningen kunne vi konstatere, at der langt fra tegner sig et entydigt billede af, om Løkke undskylder, beklager eller forsvarer sig på pressemødet. Der var dog en tendens til, at undskyldningen blev ophøjet og placeret i artiklernes rubrikker, underrubrikker og mellemrubrikker. I modsætning hertil kan vi med vores teoretisk funderede tekstanalyse konkludere, at Løkkes tale overordnet skal karakteriseres som en apologi. Vi finder det derfor problematisk, at undskyldningen ophøjes i artiklerne, når vi på baggrund af vores analyse kan konstatere, at Løkke 94

95 teoretisk set ikke giver en undskyldning på pressemødet. Det tydeliggør, at medierne ikke alene er passive formidlere, men i høj grad er fortolkere af politiske taler. Det, at Løkkes tale både rummer elementer af en undskyldning og en apologi, kan forklare det mudrede mediebillede. Med specialet vil vi plædere for, at man med et indgående kendskab til de to genrer, har de bedste forudsætninger for at vurdere, om en tale er en apologi eller en undskyldning. 95

96 8. Litteraturliste - Becker Jensen, Leif (2005): Indføring i tekstanalyse. 1. udgave, 4. oplag. Roskilde Universitetsforlag. - Benoit, William L. (1995): Account, excuses, and apologies. A Theory of Image Restoration Strategies. State University of New York Press, Albany. - Berg-Sørensen, Anders (2010): Hermeneutik og fænomenologi i Hviid Jacobsen, Michael et al.: Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning. Hans Reitzels Forlag. S Bhatti et al. (2013): Political hypocrisies: The effect of political scandals of candidates evaluations i Acta Politica. Vol. 48, 4. S Blach-Ørsten, Mark (2011). Politiske skandaler i danske medier i Tidsskriftet Politik. 14. årgang, Nr. 3. S Brooks, Roy L. (1999): The Age of Apology i When Sorry Isn t Enough. The Controversy over Apologies and Reparations for Human Injustice. New York University Press. S Cunningham, Michael (1999): Saying Sorry: The Politics of Apology i The Political Quarterly Publishing Co. Ltd. S Downey, Sharon D. (1993): The Evolution of the Rhetorical Genre of Apologia i Western Journal of Communication, 57. S Fibiger, Johannes et al. (2008): Litteraturens tilgange. Academica, 2. udgave. S Flyvbjerg, Bent (2010): Fem misforståelser om casestudiet i Brinkmann, Svend & Tanggaard, Lene: Kvalitative metoder. En grundbog. Hans Reitzels Forlag. S Frandsen, Finn & Winni, Johansen (2000): Retorik og krisekommunikation i Rhetorica Scandinavica, nr. 14/maj. S Frandsen, Finn & Winni, Johansen (2008): En teori imagegenoprettelse i Rhetorica Scandinavica, nr. 46. S Teksten er oversat efter kapitel 4 i Account, excuses, and apologies. A Theory of Image Restoration Strategies. Teksten er forkortet i samarbejde med William L. Benoit. - Frandsen, Finn & Johansen, Winni (2012): Undskyldningernes tidsalder i RetorikMagasinet, nr årgang. S Govier, Trudy og Verwoerd, Wilhelm (2002): The Promise and Pitfalls of Apology i Journal of Social Philosophy, Vol. 33 No. 1. Blackwell Publishers, Inc. S

97 - Hybel, Kjeld (2013): Den beklagelige undskyldning i Politiken den Artikel-id: e40e9c54. - Kjeldsen, Jens E. (2008): Retoriske omstændigheder i Rhetorica Scandinavica, Nr. 48. S Koesten, Joy og C. Rowland, Robert (2004): The Rhetoric of Atonement i Communication Studies, 55. S Kvale, Steinar & Brinkmann, Svend (2009): Interview. Introduktion til et håndværk. 2. udgave Hans Reitzels Forlag, S Lazare, Aaron (2005): On Apology. Oxford University Press. - Leff, Michael (1986): Textual criticism: The legacy of G.P. Mohrmann i Quarterly Journal of Speech, 72. S Leff, Michael & Sachs, Andrew (1990): Words the Most Like Things: Iconicity and the Rhetorical Text i Western Journal of Speech Communication 54. S Liebersohn et al. (2004): Oh baby, it s hard for me to say I m sorry: public apologetic speech and cultural rhetorical resources i Journal of Pragmatics 36. S McGee, Michael Calvin (1990): Text, Context, and the Fragmentation of Contemporary Culture i Western Journal of Speech Communication, 54. S Olsen, Henning (2002): Kvalitative Kvaler Kvalitative metoder og danske kvalitative interviewundersøgelsers kvalitet. Akademisk Forlag. S Pontoppidan, Christina et. al (2010): Topik et retorisk bidrag til den kritiske journalistik i Nordicom-Information S Ryan, Halford Ross (1982): Kategoria and apologia: on their rhetorical criticism as a speech set i Quarterly Journal of Speech, 68. S Schultz, Ida (2006): Bag nyhederne værdier, idealer og praksis. 1. udgave. Forlaget Samfundslitteratur. C C C Villadsen, Lisa Storm (2005): Kan man undskylde fortidens fejltrin? i Rhetorica Scandinavica, nr. 36. S Villadsen, Lisa Storm (2009a): Apologi og undskyldningsretorik i Roer, Hanne og Lund, Marie: Retorikkens Aktualitet Grundbog i retorisk kritik, 2. revideret udgave. Hans Reitzels Forlag. S Villadsen, Lisa Storm (2009b): Fortolkningens rolle i retorisk kritik i Roer, Hanne & Lund, Marie: Retorikkens Aktualitet Grundbog i retorisk analyse. 2 udgave, 1. oplag. Hans Reitzels Forlag. S

98 C C C Villadsens, Lisa Storm (2009c): Retorisk kritik i Jørgensen, Charlotte & Villadsen, Lisa Storm: Retorik teori og praksis. Frederiksberg. Samfundslitteratur. S Ware, B. L. & Linkugel, Wil A. (1973): They Spoke in Defense of Themselves: On the Generic Criticism of Apologia i Quarterly Journal of Speech 59. S Yin, Robert K. (2003): Case Study Research. Design and Methods. 3. udgave. Applied Social Research Methods Series, Volume 5. SAGE Publications. Webkilder Web 1: ( ) Web 2: ( ) Web 3: ( ) Web 4: ( ) Web 5: ( ) Web 6: ( ) Web 7: ( ) Web 8: ( ) Web 9: ( ) Web 10: nd ( ) Web 11: ( ) 98

99 Web 12: ( ) Web 13: ( ) Web 14: ( ) Web 15: ( ) Web 16: ( ) Web 17: ( ) Web 18: ( ) Web 19: ( ) Web 20: ( ) Web 21: ( ) Web 22: ( ) Web 23: ( ) Web 24: ( ) Web 25: ( ) 99

100 Web 26: ( ) Web 27: ( ) Web 28: ( ) Web 29: ( ) # # # # # # # # # # # # # # # # # # # 100

101 9. Redegørelse for formidlingsartikel Vi vil i det følgende redegøre for vores valg af medie, målgruppe, sproglige virkemidler og formål med vores formidlingsartikel. Medie og målgruppe Formidlingsartiklen skal publiceres på det populære mediesite Kforum (Kommunikationsforum), som henvender sig til folk, der interesserer sig for kommunikation. Sitet har fokus på kommunikation og medier, og gennem aktuelle trends og tendenser udforskes kommunikationsfeltet. Kforum har til formål at skabe kritisk debat over for det, som bliver ytret i offentligheden. Med Kforum skabes der et rum, hvor holdninger og meninger kan holdes op mod hinanden og debatteres 57. Vi mener, at det er aktuelt at bringe vores formidlingsartikel i dette medie, da vi forholder os kritiske til forsvaret og undskyldningen i en politisk kontekst. I tråd med sitets profil ønsker vi med formidlingsartiklen at kaste et kritisk blik på debatten i vores tilfælde undskyldningsdebatten, som vi er vidner til i medierne. Formidlingsartiklen er funderet i en teoretisk viden om apologi- og undskyldningsretorik, der gør emnet særligt relevant for folk inden for kommunikations- og medieverdenen. Om målgruppen skriver Kforum: Kforum finder sine kernelæsere blandt de toneangivende medier, interne og eksterne kommunikations/pr-bureauer og -afdelinger samt undervisere og studerende på de højere læreanstalter 58. Målgruppen består således ikke blot af hardcore kommunikationsfolk, men af en bredere gruppe af mennesker med interesse for eksempelvis kommunikation, samfund, politik, sprog og medier. De opsøger aktivt sitet for at søge viden om emner, der falder inden for disse interesser. Sprog og virkemidler Selvom artiklen henvender sig til folk med kendskab og interesse for feltet, mener vi også, at emnet er aktuelt for en bredere målgruppe. Derfor er specialets konklusioner formidlet forholdsvis enkelt, med et glimt i øjet, og samtidig sættes tingene på spidsen. Kforums målgruppe er vant til at læse fagligt funderede og akademiske tekster, men artiklen er holdt i et letlæseligt sprog for at imødekomme garvede såvel som mindre garvede kommunikations- og mediefolk. I artiklen inddrager vi

102 casen om GGGI-sagen for at aktualisere og konkretisere emnet. Casen belyser specialets pointer på en nærværende måde, og vi anvender eksempler, som læseren kan relatere til. Med rubrikken ønsker vi at sætte fokus på, at undskyldningen er blevet et modeord for medierne. Det nye sort indikerer, at noget er blevet populært her undskyldningen. Vi mener derfor, at det er aktuelt at indlede med dette udtryk. Rubrikken illustrerer altså ordets popularitet, mens underrubrikken aktualiserer emnet og giver en kort introduktion til den følgende brødtekst. Her løfter vi sløret for, hvad der venter læseren. Formål Artiklen har til formål at skabe en bevidsthed om ordet undskyld og dets betydning. Med artiklen forholder vi os kritiske til brugen af ordet, og hvornår og hvordan det optræder i medierne. Dette skal særligt ses i forhold til en politisk kontekst, da ordet i dag ofte bruges af medierne i en politisk, offentlig sammenhæng. I artiklen ønsker vi at sætte fokus på undskyldningen og dets mange nuancer og opfordre andre til at gøre det samme. Vi ønsker at klæde vores læsere på til at være mere kritiske over for de undskyldninger, som medierne skriver om. Med artiklen problematiserer vi således mediernes fremstilling af politiske undskyldninger, som vi ofte præsenteres for i den daglige mediedækning. 102

103 10. Formidlingsartikel ER UNDSKYLDNINGEN DET NYE SORT? I de seneste år har politiske undskyldninger fyldt i mediebilledet. Medierne skriver ofte om den magtfulde politiker, der lægger sig fladt ned og undskylder. Men spørgsmålet er, om det overhovedet er undskyldninger, vi er vidner til. Vi støder dagligt på ordet undskyld, når vi åbner avisen og tænder for tv et. Avisernes brug af ordet er mere end fordoblet siden 90 erne, og man kan let tro, at politikerne smider om sig med undskyldninger. Et nyt speciale fra Roskilde Universitet viser, at vi ikke altid skal tage de undskyldninger, vi ser i medierne, for gode varer. Ofte er det slet ikke undskyldninger, vi har med at gøre, men derimod forsvarstaler. Her forsøger politikere at retfærdiggøre fejlagtige handlinger og genoprette deres image. Et ord, der vækker opsigt Når undskyldningen dominerer mediedækningen, vidner det om ordets opsigtvækkende karakter. Vi begejstres nemt af historien om politikeren, der erkender egne fejl og giver en undskyldning. Det tiltrækker opmærksomhed. Medierne er ikke blege for at ophøje undskyldningen, når de videreformidler offentlige, politiske taler. Et glimrende eksempel er mediedækningen af Lars Løkkes maratonpressemøde tilbage i oktober Undskyld, undskyld skrev BT dagen derpå og var blot et ud af mange dagblade, der fremhævede, at Løkke undskyldte. Løkke tog rigtigt nok ordet i sin mund, men hans tale var langt fra en undskyldning, konkluderer specialet. Løkke forsvarede sig Jeg kan godt prøve at undskylde det. Jeg kan undskylde det med, at jeg ikke aktivt har efterspurgt at rejse på den måde. Jeg kan undskylde det med, at det er asiatisk kutyme. Jeg kan undskylde det med, at det sådan set er rart at være veludhvilet. Sådan sagde Løkke om sine rejser som formand for GGGI. Løkke leverede remsen flere gange på pressemødet, men den har intet med en undskyldning at gøre. Den skal nærmere ses som en del af et forsvar, idet han retfærdiggør sine dyre rejser. Løkke fastholdt desuden, at han rent juridisk ikke havde handlet forkert: Jeg har rejst i overensstemmelse med de regler, der var. Løkke får det til at handle om regler og jura i forsøget på at retfærdiggøre rejserne. Når vi ser nærmere på Løkkes tale, bliver det altså tydeligt, at han ikke giver en undskyldning. Vi må derfor være opmærksomme på de undskyldninger, der florerer i medierne. Ofte anvendes de som kommunikationstrick til at fange læserens opmærksomhed. Der er altså gået inflation i mediernes brug af ordet undskyld er blevet et modeord. Hvis vi ser undskyldningen alle vegne, bliver vi så ved med at tro på den? En af konsekvenserne er, at den rigtige undskyldning mister sin værdi, og vi mister tiltroen til den. Og det er synd. For undskyldningen rummer et stort potentiale. Den kan forsone mennesker og åbne op for dialog. Derfor må den ikke misbruges. 103

104 11. Ansvarsfordeling Specialet er udarbejdet i fællesskab og er resultatet af et velfungerende samarbejde. I henhold til studieordningen på Kommunikation anfører vi nedenfor ansvarsfordelingen: Nicoline: 2.1.3; 2.2.1; 2.2.2; 2.2.7; 3.1; 3.5; 4.1; 4.1.2; 4.3; 4.5.1; 4.6.1; 5.1.3; 5.1.6; ; ; ; ; 6.1 Pernille: 2.1.1; 2.1.5; 2.2.4; 2.2.6; 2.2.9; 3.2; 3.3; 3.7; 4.2.1; 4.4.1; 4.4.2; 4.6.2; 5.1.2; ; ; ; ; 6.3 Sophie: 2.1.2; 2.1.4; 2.2.3; 2.2.5; 2.2.8; 3.4; 3.6; 4.1.1; 4.2.2; 4.5; 5.1.1; 5.1.4; 5.1.5; ; ; ; ; 6.2 Fælles: 1; 1.2; 1.3; 2; 2.1; 2.2; 2.3; 3; 3.8; 4; 4.2; 4.4; 4.6; 5; 5.1; 5.1.7; 5.2; 5.2.1; 5.2.2; 5.2.3; 5.2.4; 5.2.5; 6; 6.4; 7; 8; 9; 10;