Dyretilladelser hvad, hvorfor og hvordan

Transkript

1 Dyretilladelser hvad, hvorfor og hvordan Af Thea Marie Munk Pedersen Freja Som et led i min uddannelse tager jeg ugentligt til nordjylland, for at træne hunde og i særdeleshed deres mennesker Denne torsdag endte dog med at blive en ret speciel oplevelse, fordi jeg mødte Freja. Freja var en tæve, som var med i toget på vej mod Fyn. Skulle man bestemme hendes afstamning, ville hun ryge under kategorien muskel/kamphunde. Det var en ganske ung pige, der sad med Freja, hun var meget nervøs, og da Freja efter kort tid lavede første tilsyneladende uprovokerede udfald mod en passager, forstod jeg hvorfor. Toget var fyldt med mennesker og der var mange børn, Freja lavede endnu et udfald, og endnu ét og pigen var rædselsslagen. Som sædvanlig havde jeg lommerne fulde af godbidder fra træningen, og jeg begyndte at fodre Freja for at aflede hende. Jeg fik hjulpet pigen og Freja ud af toget uden nogen kom til skade, og det var det eneste jeg ønskede på det tidspunkt. Set i bakspejlet, burde jeg have haft en alvorlig samtale med pigen, for det scenarie hun havde sat op for sig selv, hendes hund og hendes medmennesker kunne være endt i en katastrofe, hvis Freja havde fået fat i nogen. Bagmændene Dette er ikke første gang man ser disse typer af hunde, som værende et problem for samfundet. Over længere tid har man været vidne til flere forfærdelige overfald, hvor både mennesker og dyr er kommet alvorligt til skade eller til og med dræbt. Så folks bekymring er ikke ubegrundet. Men er det korrekt at placere al bekymringen og hele skylden på hundene ved at lade et forbud 1

2 diktere hvilke racer, der fortsat må leve i Danmark? Eller hvor er rimeligheden i, at resten af befolkningen uden hunde eller med racer, der ikke er involveret i denne nye lovgivning, læner sig tilbage og lader krisen forbigå dem, når de fleste mennesker ikke har gjort det forarbejde det kræver at tage vare på et dyr. Da de såkaldte kamphunde er et resultat af vores behov og lyster, er det helt urimeligt at placere skylden for problemerne hos dem. Umiddelbart er det også for let udelukkende at bebrejde de mennesker der står bag disse hunde personligt har jeg hørt om ligeså mange andre racer, små såvel som store, der har lavet udfald mod hunde og mennesker. Men af en eller anden årsag får disse episoder ikke spalteplads i medierne? Dyreværnet har siden lovforslaget til den nye hundelov blev fremsat kæmpet for at få ændret flere punkter. Punkter, som vil få fatale konsekvenser for tusindvis af hunde, hvis de gennemtrumfes. Et forbud mod 13 navngivne racer, som er regeringens forsøg på at få nedbragt antallet af hundebid, er et uigennemtænkt og klodset forsøg, som ikke vil have den ønskede virkning men derimod en masse meget uheldige bivirkninger. (Kilde: Som med så meget andet, der kan være lidt svært at håndtere eller ændre til det bedre, er det lettest at forbyde den givne ting, i dette tilfælde vil det gælde 13 racer, som man anser for potentielle bidere. I forbindelse med dette lovforslag har man bare glemt faktum at alle hunde er potentielle bidere! Så hvis vi skal sikre befolkningen, så bør man forbyde samtlige hunderacer, og for den sags skyld også katte, mus, rotter, fugle, skildpadder osv. For dyr bruger nu engang hvad de er skabt med til at beskytte sig, hvis de føler det er nødvendigt det er en ganske normal adfærd. Problemet ligger i, at det selvfølgelig ikke passer ind i vores samfund, og vi derfor må skabe den tryghed for dyrene, der gør at de ikke bliver sat i situationer, hvor forsvar/angreb er nødvendigt. Selvfølgelig kan man møde hunde der har en psykisk brist, der kan videreføres gennem avl, det har mennesker jo også. Man må heller ikke glemme, at det der er fælles for de fleste netop er at de har en funktion et arbejdsområde om man vil: I flere tusinder af år har vi levet side om side med disse fantastiske skabninger, der først og fremmest udgjorde en enorm hjælp for os under jagt, da hunden besidder egenskaber f.eks. lugtesansen som vi ikke kan hamle op med. Derudover kunne hunde også yde mennesker en ualmindelig god beskyttelse, da de ikke blot forsvarede os, men også kan advare os i tide, hvis noget truende kommer for nær. Da mennesker senere hen begyndte at holde dyr, var det praktisk med en hjælper, der var mere adræt end os selv og langt hurtigere. I takt med vores ændring af levestil, er vores behov i forhold til hunden derved også ændret, og man begyndte at fremavle typer, som havde specifikke formål i forhold til vores arbejde og dagligdag. Nogle hunde er specialiseret i hyrdning, andre hunde i jagt, nogle vogter, andre trækker slæder, nogle er skabt til at kæmpe mod andre hunde eller dyr osv. Uanset hvilken specifik funktion hunden har, så er den funktion skabt ud fra vores behov. Dertil bør man også inddrage den givne miljøpåvirkning det enkelte individ har gennemlevet, og som i den grad påvirker det til at opføre sig på en bestemt måde. Måske burde man overveje hvorvidt vores behov i dagens Danmark er rimelige i forhold til hundenes ve og vel, i stedet for at gå ud fra at 2

3 problemerne løser sig selv ved at forbyde 13 racer. Vores behov Medlemskab af en arena giver en vis tryghed og identitet. Prisen herfor er, at den enkelte i større eller mindre grad må tilpasse sig gruppens normer og værdier. I enhver gruppering opbygges sociale normer og roller, forstået som forventninger til det enkelte gruppemedlem. (Kilde: Liv i Danmark s. 21) Det er altså givet at vi som mennesker søger forskellige grupper at danne relationer til. Trygheden er af afgørende betydning, når det kommer til de valg, man er villig til at træffe og føre ud i livet for at passe ind i en gruppe. Det er ikke nødvendigvis sikkert at vi får den ønskede respekt i gruppen, men så længe vi har en slags tilhørsforhold til den, føler vi os ikke alene eller isolerede og derfor er vi også mere sikre. Ser man rent instinktivt på grupperingen, så har det sine fordele at være flere: mange ting bliver lettere. Man kan skaffe mere mad og ofte på lettere vis end hvis man bare er én, gruppens individer beskytter hinanden og gruppen som helhed, hvilket giver bedre muligheder for overlevelse. Spædbarnet vil instinktivt prøve at efterligne moderens ansigtsudtryk for at hun ikke mister interessen for barnet barnet kan ikke overleve på egen hånd. Vi har med andre ord fået ønsket om at passe ind i en større enhed ind med modermælken, og dette kanaliseres ud på andre ting, når vi bliver ældre. Det er imidlertid ikke alle grupper der tiltrækker os eller som vil acceptere alles medlemskab, og derfor gør vi en masse for at passe ind, blive accepterede og få succes. Disse ting kan man opnå ved at have en hund. I den rivende udvikling der har taget sted indenfor avlen af hunde op igennem historien, er hunde blevet til statussymboler. Hundene kunne være symboler på velstand, f.eks. i form af de små selskabshunde, hvis hovedfunktion var at ligge i damernes skød og give dem varme. At have en dygtig arbejdshund kunne også være et statussymbol, men her var det i form af ens kompetencer indenfor et bestemt arbejdsområde. I begge tilfælde indgød det respekt blandt ens medmennesker, da hundene netop blev en illustration af hvilket menneske, man var. Her kan man i den grad også kigge på bl.a. muskel/kamphundene, der om noget er in og omdiskuterede i Danmark for tiden. Det typiske billede, da denne dille startede, var at man så meget trænede fyre gå med det der lignede meget trænede hunde, og for at tilføje den sidste lille finesse til billedet, havde hundene som regel også brede lederhalsbånd evt. med lidt pigge på. Senere blev det til alle typer af mennesker, der ville have disse hunde. Menneskene var ikke nødvendigvis muskuløse selv, men hundene valgte man stadig at klæde ud som små rockere! Dette kunne indikere, at det ikke var den type hund man nødvendigvis ønskede sig, men derimod den truende udstråling, som hunden kunne give én. Man forbinder jo netop disse hunde med mennesker, der er ubehagelige og nogen man bør holde sig fra, og resultatet kommer for mange hundeejere øjeblikkeligt, hvis de går med de racer, der i Danmark kendetegnes som kamphunde : Folk tager simpelthen oftest afstand af frygt. Man kunne spørge sig selv, hvor velfungerende mennesket bag hunden er, siden vedkommende har behov for denne udstråling? Rovdyrene i vores stuer Det er for så vidt forståeligt, hvorfor nogle mennesker ønsker at disse muskelhunde skal 3

4 gøres til ulovlige racer i Danmark. Historierne vi hører i både nyheder fra ind og udland er skræmmende, men man bremser ikke mennesket bag alene ved at gøre bestemte racer forbudte. Der findes masser af andre typer af hunde, der kan blive det næste modefænomen, og så har vi blot endnu flere racer at forbyde. Det virker som en akut løsning på et problem, blot for at signalere, at regeringen gør noget. Hvad med de hunde, der er velfungerende? Hvad med de mennesker, der med liv og sjæl prøver at få nogle af hundene på ret pote igen, så de kan få et meningsfyldt liv efter de er blevet ødelagt af os? Har man ikke krav på nogen rettigheder, bare fordi man ikke er et menneske? Hvor er rimeligheden i at vi konstant betragter os selv, som den mest intelligente dyreart på jorden, når vi intet mindre end behandler vores medskabninger med den mest rendyrkede ondskab og ligegyldighed, når vi siger: Man kan jo bare købe en af de lovlige hunde med stamtavle. (Kilde: udtalelse af justitsminister Lars Barfoed) Vi afliver jo heller ikke børn, der ikke passer ind i samfundets normer og derved bliver en belastning for de danske skatteydere, fordi forældrene ikke kunne tage vare på dem. Det betragter vi som umenneskeligt hvorfor er der forskel på værdierne af liv? Hunde er hunde. De bliver aldrig mennesker, de kommer aldrig til at tale vores sprog, få vores manerer osv. Når man tager en hund hjem i sin stue, så skal man forstå, at det er en hund. Praktisk talt en hvalpet udgave af forfaderen ulven, men stadigvæk et rovdyr og en potentiel bider. Samtidig skal man også vide, at en hund gør alt hvad den kan for at undgå konfrontationer. Det ligger i deres natur, da indbyrdes slagsmål i flokken kan have fatale følger både for det enkelte individ, men også for flokken som helhed. antallet af registrerede bidskader på mennesker viser, at mange mennesker hvert år bliver bidt alvorligt af hunde. Ifølge forskellige statistikker er børn mere udsatte end voksne for at blive bidt i ansigtet, og den skadevoldende hund er som regel en, som barnet kender. (Kilde: Hundes og ulves adfærd af Freddy Worm Christiansen, s. 70) Dette fortæller os da om noget, at der er nogle ting vi ikke har sat os ind i, i forhold til hundenes adfærd: barnet kender som regel den hund, der skader barnet! Hvis vi havde sat os ind i hvad en hund er, så burde vi også være i stand til at forstå de forskellige situationer hundene kan havne i, og så skal vi tage ansvar for vores hunde, ved at bremse det der foruroliger den i omgivelserne. Som mennesker har vi potentialet for at have så meget indsigt og forståelse, at vi kan nå at aflæse vores hunde og de implicerede omgivelser, og simpelthen bremse en situation der er ved at eskalere: For nylig var jeg ved dyrlægen med min hund. Han skulle have skiftet en forbinding på poten og til stede var dyrlægen og en veterinærsygeplejerske, min mor og jeg. Meningen var at forbindingen skulle skiftes uden bedøvelse. Dyrlægen står på den ene side, så hun kan arbejde med poten, min mor på den anden og holder ham, jeg står skråt overfor ham, og veterinærsygeplejersken stiller sig lige foran ham og begynder at røre ham i hovedet. Jeg tror hendes mening var at holde hans hoved. Han knurrer, men hun fjerner sig ikke, prøver derimod igen at tage fat. Han knurrer nu højere og viser tænder. Jeg går ind foran hende med beskeden om at; Nu tager jeg over!. Han blev med det 4

5 samme rolig, jeg nussede ham roligt på brystkassen, sendte ham en masse beroligende signaler, roste ham og vi havde lange øjeblikke med øjenkontakt, men på en helt afslappet måde. Han var selvfølgelig utilpas over situationen: han havde smerter, blev holdt fast, og så var der gud hjælpe mig også én der ville til at holde hans hoved! Det var simpelthen for meget, og alt hvad han sagde var: Gå væk fra mig. Var denne bøn ikke blevet respekteret, var situationen netop eskaleret, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at han ville have intensiveret sine trusler og markeret. Dette gør ham hverken til ustabil eller farlig, han er et individ med en vilje, og den vilje skal respekteres. Var hans signaler ikke blevet forstået korrekt, kunne situationen derimod have været endt ubehageligt, og da han var placeret på et bord på højde med vores ansigter, så skal man ikke gruble længe over, hvor markeringen ville falde. Det hele endte godt med masser af godbidder mens forbindingen blev skiftet, så helt traumatiserende blev det da ikke. At respektere hundens nej eller stop så det du har gang i er at tage ansvar for den. Hvordan reagerer vi selv, hvis vores nej ikke respekteres, og vi presses ud i situationer, hvor vi simpelthen ikke vil være? Efterfølgende bliver vi utilpasse og nervøse, og enhver ting der minder os om hændelsen, får adrenalinet til at køre, så vi er kampberedt hvis vi nu skulle ende i en lignende situation. Det er ikke anderledes for hundene. Vores handlinger eller mangel på samme afspejler sig i deres evne til at håndtere situationer. Hvornår går det galt Hele vores attitude i forbindelse med det at have hund, er bragt ud på et skråplan. Vi vil have nogle individer ind i vores liv, som tilfredsstiller os uanset hvad. De skal afspejle hvem vi er og indgyde respekt hos andre mennesker. Det er sygt. At lade andre individer udfylde de tomrum vi går rundt med, i stedet for selv at tage affære, og finde ud af hvordan vi skal rette op på os selv, er uansvarligt. Hvornår har vi spurgt os selv: Hvad kan jeg egentlig tilbyde, der gør at jeg er værdig til at tage dette væsen under mine vinger? Det man som oftest hører, er: Jeg vil have hund, fordi de elsker mig på alle tidspunkter af døgnet, jeg kan træne dem, de kan lystrer mig, vi kan ikke få børn, så osv. Alt er baseret på vores behov. Hvor ofte overvejer vi, hvad hundene egentlig selv ønsker? Hvad er en dyretilladelse? Netop for at varetage dyrenes behov og for at bibeholde den værdighed alle levende individer bør have ret til, kunne man indføre dyretilladelser. Dyretilladelser ikke hundekørekort da dette ikke kun handler om hundenes ve og vel, men også andre dyrs. Dyretilladelserne skulle fungere på den måde, at folk skulle tage kurser hos eksaminerede og statsgodkendte dyreadfærdseksperter, og bestå forskellige prøver for overhovedet at få lov til at købe et dyr. Dertil skulle man løbende, når man har fået dyret ind i huset, deltage i flere kurser, der sørger for fortsat at give én den fornødne viden i forhold til bl.a. forskning indenfor det dyr man har. Løbende skulle der også være tjek lidt i stil med de tjek man laver i forbindelse med kontrol af madvarer simpelthen for at opretholde en rigtig høj standard for de dyr, man vælger at få i hjemmet. Tjekkene og den løbende undervisning der vil blive pålagt de forskellige dyreejere er nødvendige for at undgå, at folk falder i nogle rytmer, der ikke 5

6 er hensigtsmæssige for dyrene. Det burde være i alles interesse, og ikke set som en straf eller kontrol, men som en mulighed for at kunne specialisere sig indenfor de dyr, der interesserer én. Ønsker man at tage et dyr til sig, må det jo være fordi, man har en forkærlighed for netop dette dyr, og fordi man ønsker at give det dyr den bedste behandling? Dette er ikke scenariet nu, men det burde det være. Ser man på opdrætterne/sælgerne af hunde, dommere, trænere, dyrlæger, veterinærsygeplejersker, massører, kiropraktorer, hundefrisører osv. så burde der være meget større fokus på disse, og at de er i stand til at gøre et ordentligt stykke arbejde. Disse mennesker, som til og med formidler livsvigtig viden videre til befolkningen, skal have de rigtige forudsætninger, for at kunne bestride sådanne poster liv afhænger jo af det! Det er en situation, som af og til dukker op, hvor der hos et ægtepar eller kærestepar bliver anskaffet en hund, der knytter sig mest til den ene person, eller hvor en person, der i forvejen har en hund, får en kæreste, der flytter ind. Det typiske forløb er, at hunden ved sengetid hopper op i sengen samtidig med, at ejerpersonen lægger sig, og når ægtefællen eller kæresten så derefter vil lægge sig i sin side af sengen, knurrer hunden ad den pågældende og viser eventuelt tænder. Der er eksempler på, at problemet har udviklet sig til, at ægtefællen/kæresten forsøger at skubbe eller smide hunden ud af sengen, og herunder bliver bidt af hunden. (Kilde: Hundes og ulves adfærd af Freddy Worm Christiansen, s. 65) Hvorfor dyretilladelser? Vi mennesker har efterhånden bevist, at vi på mange måder ønsker det bedste for vores hunde og andre dyr. Vi ønsker at give dyrene alt og mange opfatter dem som nære familiemedlemmer. Tager man hundene som eksempel, så er der dog det problem, at folk ofte mangler viden og dermed forståelse. Vi har det med at menneskeliggøre hunde og tillægge dem menneskelige følelser, såsom: jalousi, had, hævnlyst, anger, skyldfølelse, savn, forelskelse osv. Nogle af begreberne synes ikke at være helt fejltolkede: bl.a. ser man hunde være oprigtig glade, kede af det, angste, vrede osv. Det er når vi viderefortolker på disse følelser, at vi med stor sandsynlighed rammer ved siden af: Jalousi er en følelse man får, hvis man har en oplevelse af, at ens partner, forælder, nær ven o.lign. virker mere interesseret i en anden end én selv. Dvs. at man betragter den omtalte person som en rival til ens egen position i forhold til det menneske, der konkurreres om. Det skal ikke udelukkes, at hunde kan have denne følelse det kan vi jo af gode grunde ikke vide med sikkerhed. Men sandsynligheden for det i situationen med sengen er umiddelbart ikke særlig stor. Vi kunne jo betragte situationen fra en lidt anden vinkel: Hvis vi nu har lagt os til rette i vores 6

7 dejlige bløde seng, har forberedt os på at sove, og der så kommer én hen og kræver pladsen, så ville vi sandsynligvis også afvise dem. Hvis de så begyndte at hive og flå i os, så ville vi vores reaktion sandsynligvis også være at slå ud efter vedkommende. Hunde slår jo nu engang ikke, i stedet bruger de det naturen har givet dem til beskyttelse: tænderne. Og i tilfældet med sengen er der større sandsynlighed for at der er tale om zoneforsvar end reel jalousi. Socialt orienterer hunde sig efter ejerskabszoner, det gør vi i princippet også. Zonerne omfatter bl.a. liggezoner, fødevarezoner, parringszoner, individzoner osv. Mange af disse ejerskabszoner har vi mennesker også, vi tænker bare ikke rigtig over dem i dagligdagen. Men hvorfor sætter vi hegn omkring vores have og grund? Og vi bliver tossede, hvis vi ser nogle fremmede gå rundt på vores grund! Så disse regler er på ingen måde fremmede for os, vi genkender dem af en eller anden årsag bare ikke altid, når det gælder vores hunde. Den slags adfærdsmæssig information skal man have modtaget og forstået, for at kunne tage ordentligt vare på en hund. Ellers opstår der misforståelser, der kan have fatale konsekvenser for hunden, og for så vidt også for familien eller andre. Dyretilladelserne skal simpelthen være en hjælp til at få skabt den bro imellem hunde og mennesker, der gør at vi undgår at gå galt af hinanden. I stedet for at akutbehandle problemer, kan vi forebygge. Hvis folk automatisk valgte at søge indsigt i forhold til disse ting, så ville de forskellige problemer ikke opstå. Nu er det imidlertid ikke sådan tingene forholder sig, langt de fleste mennesker er slet ikke klar over de fornødne ting i forhold til hundens behov, når de får den hjem i deres stuer. Det er ikke nok kun at læse lidt om den race man har valgt, racebeskrivelser kan være forudbestemt af fordomme og dertilhørende idéer til hvordan disse typer skal trænes. Jeg har efterhånden hørt mange mennesker fortælle mig, hvordan en amerikansk stafford skal opdrages meget mere hårdhændet end andre hunde bl.a. er en af de ofte brugte regler, at man skal lægge sin hund ned, dvs. få den til at lave passiv underkastelsessignal overfor én de samme ting har jeg hørt i forbindelse med rottweilere, boxere osv., sågar labradorhundeejere har bedrevidende berettet om denne metode! Det er helt ude af proportioner at tro på den slags ammestuehistorier! Igennem forskning har man opdaget de store ligheder der er imellem ulven og hunden både fysiologisk, men også hvis vi ser på hundenes og ulvenes sprog, deres typiske regelsæt osv. Dvs. at vi kan konkludere en del ting i forhold til, hvordan vi regner med at hunden opfatter situationerne. I tilfældet med at lægge hunden ned, er sandsynligheden for, at hunden opfatter os som meget andet end en babarisk bølle, meget lille. Velfungerende hunde er ikke sådan overfor hinanden selvfølgelig findes der uoverensstemmelser, og en hund kan lægge sig ned i passiv underkastelse for at dæmpe den anden hund fuldstændig. Her er det vigtigt at huske, at hundene jo taler samme sprog og ved, hvad de skændes om. Sådan forholder det sig jo ikke i forhold til os og hunden. Hvordan? Første problem i forbindelse med at vedtage regler og lovændringer i forhold til at få indført dyretilladelser er bl.a. hvilken måde, der vil blive besluttet som den rigtige i forbindelse med hold af hunde. Der er så mange forskellige opfattelser af, hvordan man bedst tager vare på en hund, så hvem har ret? For mig at se, er det så afgjort adfærden og 7

8 behovene der skal fokuseres på, det er her der skal sættes ind for at sikre hundens eller et andet dyrs velbefindende både fysisk og psykisk. Det er vigtigt at huske på at behov ikke alene er betinget af fysiske faktorer, men også udformer sig i mentale behov og udfordringer. Det er ikke nok underviserne kun er uddannet indenfor jagt, politi, lydighed, agility, lægevidenskaben i form af dyrlæge eller veterinærsygeplejerske osv., da disse områder praktisk set kun berører begrebet adfærd tilfældigt, og ofte ser man prægningen er domineret af kontrol. Underviserne skal have fokus på at få det til at fungere optimalt i familierne, hund og menneske imellem. Det er så vigtigt at få bygget nogle gode relationer op menneske og hund imellem, og det kan være altafgørende for om hunden og menneskene i dens familie kommer godt ud af det med hinanden. Vi behøver blot tænke på, hvor trykkede vi bliver, hvis der er store skænderier og kontroverser i hjemmet, frem for ro og stabilitet. Det er ubehageligt og det stresser alle involverede individer om de har del i den egentlige konflikt eller ej er underordnet, en trykket stemning bliver alle ramt af. Konsekvenserne af ikke at bygge en god relation op til sin hund, ser vi jo netop mange resultater af i dag. Hunde overalt i Danmark bliver aflivet eller omplaceret, og det sker så ofte at det mildest talt er chokerende. Hvem valgte hvem? Hvordan kan man uden videre give et individ videre eller sågar aflive det, fordi man ikke længere gider/lyster/synes man har overskud til at magte opgaven? Vi smider jo heller ikke bare børn ud, når vi ikke gider dem længere selvfølgelig er der nogle, der gør dette, men så taler vi om ustabile mennesker. Det er frygtelig traumatiserende at blive flyttet rundt på, specielt når hundene dertil heller ikke har nogen medindflydelse på hvad der skal ske med dem. Da kommunikationen mellem os aldrig kan blive fuldstændig, bliver hundene aldrig spurgt hvad de helst vil. Hvor er rimeligheden i det? Studerer man hundenes adfærd, så får man også et klarere syn på, hvad hundenes sprog egentlig består af, og i mange situationer vil vi kunne tyde deres ønsker og give dem det værdige liv, de fortjener. Hvad folk dertil ønsker at berige deres hunds liv med i form af agility, sporopgaver osv. kan man jo gå til hos folk, der udbyder disse ting, ligeså vel som man går til eksempelvis badminton én gang om ugen el.lign., dvs. som sportsaktiviteter. Men når det kommer til dyretilladelserne, kan det ikke understreges nok, at alle dyr har behov, og det er vores ansvar at dække disse, derfor bør kurserne bygges op omkring adfærd, behov og drifter, så vi kan lære hvad en hund egentlig er. Et andet problem i forbindelse med dyretilladelserne ville være, hvordan man skulle tjekke dyrenes forhold livet igennem. Alle dyr med eller uden godkendte stamtavler skal registreres, så man kan holde øje med de mennesker der står bag det enkelte dyr. Folks beståede kurser registreres samme sted, så man løbende kan holde øje med de forskelliges engagement. Vi skal jo også til syn med vores bil en gang imellem af sikkerhedsmæssige årsager, dette skulle betragtes på samme måde en måde hvorpå vi kunne give hundene og andre dyr en større sikkerhed for at blive behandlet ordentligt, det burde jo være i alles interesse i særdeleshed hos de mennesker, der allerede har dyr. Selvfølgelig vil dette gøre det sværere at få hund hvilket jo også er pointen. Når noget bliver for besværligt falder mange mennesker fra og mister interessen at gøre det svært at få lov til at få hund, skal afholde de 8

9 mennesker, som ikke gider eller kan gøre den indsats der skal til, for at kunne give hundene et værdigt liv, fra at få hund. Få mere indsigt Der er stor fokus på de truede dyrearter, globalt handles der årligt med bl.a.: aber 15 mio. andre pattedyr 4 mio. fugle 10 mio. krybdyr (Kilde: Folder, Direktoratet for naturforvaltning, Utroligt er det, at selv om der laves restriktioner og forbud mod handel af bestemte arter, så lykkes det alligevel at sælge dyr illegalt, fordi der er et marked for det. I et land som Danmark er det måske ikke det letteste at gå rundt med en illegal hund, det ville hurtigt blive opdaget. Men derfor ser jeg ingen grund til ikke at skærpe kravene i forhold til hold af hunde. Hvorfor bør man kun holde øje med arter, som er i risikozonen for udryddelse? Det bør ikke kun handle om, at arter ikke må uddø, men derimod også om, at de arter vi allerede har kendskab til og som er i fangenskab får et meningsfuldt liv. Vi er som mennesker de eneste der kan forvalte det ansvar det hviler også på vores skuldre, da det jo også udelukkende er os, der har besluttet at tage andre arter til os, og bruge dem til de formål, der behager os. Så længe vi ikke er i stand til at behandle vores medskabninger med empati, kærlighed, rationalitet i forhold til opfyldelse af behov og forståelse af natur, så forstår jeg godt ønsket om at handle drastisk nu at resultatet af det bliver et forbud mod 13 racer, enkelte af dem har jeg aldrig set gå i Danmarks gader synes jeg ugennemtænkt. Mange speciallister fraråder det, men det synes ikke muligt at trænge ind til en politikers forståelse for Danmarks hunde. Ikke alle individer indenfor de givne racer er aggressive i den forstand, at de tilsyneladende uprovokeret angriber mennesker og andre dyr, men der findes selvfølgelig nogle. Hvis denne lavine af anklager, fordomme og frygt for bestemte racer skal bremses, bliver vi nødt til at begynde med os selv. Se på hvor vi kan gøre det bedre bare fordi det endnu ikke er påkrævet at man skal modtage undervisning i hundes adfærd, pasning og pleje, så er det jo ikke ensbetydende med at man ikke godt selv kan opsøge viden og lade sig forundre over disse fantastiske skabninger, som mange af os har på helt tæt hold og får lov at nyde hver dag. Alle individer har en historie, derfor skal vi tage et par nye briller på hver gang vi kigger på et nyt individ mennesker såvel som dyr. Vi er i stand til at tænke rationelt og viske tavlen ren, og derved give et nyt menneske eller dyr en chance for at vise os deres specielle og vidunderlige træk. Legoklodser eller mælkekartoner kan man generalisere med her er tale om døde ting. Men hunden er et levende individ, der lever på godt og ondt i vores nærvær. Det er urimeligt at generaliserer individer, intet menneske bryder sig om forudantagelser og fordomme, der rammer dem på deres person ud fra hudfarve, højde, bredde, afstamning osv. Derved er rimeligheden i at kigge på andre individer på denne måde ikke synlig for mig. Spørgsmålet som er stillet før, som vil blive stillet igen og som egentlig ikke kan blive stillet nok gange, finder altid frem til den ansvarlige: Hvem anskaffede hvem? 9

10 Kilder: 1) Hundes og ulves adfærd af Freddy Worm Christiansen 2) Forstår du din hund af Anders Hallgren 3) Liv i Danmark 4) Folder fra direktoratet for naturforvaltning 5) 10