DET SYDKINESISKE HAV

Transkript

1 FORSVARSAKADEMIET Institut for Strategi VUT II/STK Kaptajn Lars Krarup Vejleder: Major T.G. Nielsen DET SYDKINESISKE HAV Tese: "Kina søger at opnå dominans i Det sydkinesiske Hav ved sikkerhedspolitisk at udfordre andre stater i området". Med Spratly-øerne som case, anvendes to forskellige sikkerhedspolitiske perspektiver med henblik på at påvise Kinas sikkerhedspolitiske adfærd med det formål at undersøge, om der kan fastlægges en entydig tendens, der kan perspektivere Kinas fremtidige adfærd. Antal ord:

2 Abstract This thesis explores Chinese security policy in the case of the Spratly-dispute. By analyzing the perspectives of the system of states and of the community of states, Chinese possible behavioral tendencies as a state among other states are pointed out. More specifically, the analysis is based on two theories of international relations within the overarching realism; Offensive Realism and The English School. The thesis argues that a war between China and states in the South China Sea is not likely within the next decade. However, territorial disputes can escalate towards smaller local armed conflicts in the system of states, but also towards stable peace in a regional community of states. The dispute is based, at least in part, in China s quest for greater power. Overall, Beijing apparently has taken an increasingly aggressive stance in a range of its security policy dealings, both with the United States and with Asian states. Given the financial crisis and the trend of global economic interdependence, Beijing s recent conduct could forecast some serious struggles in the future, as China take advantages from its growing commercial influence to leverage its position in the Asian security landscape, as an opponent or a partner. 1

3 Resumé Specialet tager udgangspunkt i ønsket om svar på en sandsynlig sikkerhedspolitisk udvikling i Det sydkinesiske Hav. Specialets undersøgelse baseres på følgende problemformulering: Tese: "Kina søger at opnå dominans i Det sydkinesiske Hav ved sikkerhedspolitisk at udfordre andre stater i området". Med Spratly-øerne som case, anvendes to forskellige sikkerhedspolitiske perspektiver med henblik på at påvise Kinas sikkerhedspolitiske adfærd med det formål at undersøge, om der kan fastlægges en entydig tendens, der kan perspektivere Kinas fremtidige adfærd. Indledningen giver fundamentet for selve den undersøgelse specialet foretager, herunder problemanalysen, metode- og teorivalg, begrebsafklaring og strukturering. Efterfølgende gennemgås de valgte teorier, og hvorledes de operationaliseres i en analyseramme. Analysen består af fire delanalyser og en sammenfattende analyse. De fire delanalyser behandler sikkerhedspolitiske variabler. Variabler der hver især har indflydelse på kinesisk sikkerhedspolitisk adfærd. I hver variabel anvendes to sikkerhedspolitiske perspektiver til at undersøge empiri vedrørende kinesisk hidtidige adfærd. Der anvendes en repræsentativ case i form af stridighederne vedrørende Spratly-området centralt i Det sydkinesiske Hav. Denne konflikt er den største og rummer alle problemstillingerne i Det sydkinesiske Hav. I den første delanalyse peges det på at det er øgruppens omgivelser og ressourcer der har værdi for Kina, mere end det er øerne i sig selv. Endvidere påvises det at der kun principielt er tale om en positionel territoriel konflikt, ikke en eksistentiel. I forhold til den 2

4 regionale situation peger analysen på muligheden for fredelige bilaterale kompromiser på trods uforsonlig kinesisk ordlyd i suverænitetskravene vedrørende Det sydkinesiske Hav. I den anden delanalyse påvises det at Kina løbende har åbnet op for regionale institutioner, men at Kina ikke ønsker ikke-regionale aktører legitimeret som en del heraf. Idet USA er aktør i regionen og ser sig som legitimt tilstedeværende med miltære enheder; og Kina ser det i nogen grad som illegitimt og truende. I den tredje delanalyse påvises det paradoksalt, at Kinas tidligere anvendelse af væbnet magt er en indikation på at det kan ske igen, men på den anden side har Kina ikke anvendt væbnet magt i mange år indtil den seneste udvikling i forhold til USA der indtil videre er blevet ved truende militær adfærd. Kina viser samlet en tiltagende imødekommende adfærd i forhold til regionale samfundsstrukturer, heri stigende accept af multilateralisme og institutionalisering. Der demonstreres endvidere kommercielle kompromisser og gennem disse kan Spratly-stridighederne ses at handle mere om økonomiske og områdemæssige anvendelsesrettigheder end de rent territorielle suverænitetsmæssige krav. Det er dog netop de suverænitetsbaserede krav der ses som blokering for videre etablering af et statssamfund som central implementeringsstruktur. I den fjerde delanalyse påvises det at sikkerhedsdilemmaets intensitet findes sammenhængende med funktionelle institutioner i det internationale samfund. Når en af aktørerne hælder benzin på sikkerhedsdilemmaets bål, peger analysen på at staternes øvrige magtinstrumenter må vige for den militære. Således forstået at jo højere intensitet sikkerhedsdilemmaet i regionen opnår, jo mere viger samfundsideen i den kinesiske adfærd i regionen. Analysen peger også på; at når den økonomiske kapabilitet dominerer, holdes den militære i ro. Konklusionen på specialet er at der med anvendt empiri og teoretiske perspektiver ikke kan påvises en entydig kinesisk sikkerhedspolitisk adfærd. Herefter diskuteres anvendelse af teori og metode for validering af konklusionen og til brug for den efterfølgende perspektivering. 3

5 I perspektiveringen peges der afslutningsvist på hvem der kan bruge specialets resultater og til hvad, samt hvad der ikke svares på og burde udforskes. 4

6 Indholdsfortegnelse Abstract... 1 Resumé... 2 Indholdsfortegnelse... 5 KAPITEL I Problemstilling Formål og relevans Problemanalyse Problemformulering Teori Begrebsafklaring Sikkerhedspolitik Sikkerhedspolitiske adfærd Begreber generelt Operationalisering Metode Empiri Afgrænsning Kapitelinddeling Formalia KAPITEL II Den offensive realismes historie og antagelser Omgivelserne som systemet Aktøren Den engelske skoles historie og antagelser Omgivelserne som samfund, orden og fælleskab Aktøren med relation til sikkerhed og regulering Operationalisering af teorier Tid Position Legitimitet

7 2.3.4 Implementeringsstrukturer Kapabiliteter Sammenfatning Analyseramme KAPITEL III Analyse Position Omgivelserne Aktørerne Delkonklusion Legitimitet Omgivelserne Aktørerne Delkonklusion Implementeringsstrukturer Omgivelserne Aktørerne Delkonklusion Kapabiliteter Omgivelserne Aktørerne Delkonklusion Sammenfatning KAPITEL IV Konklusion Diskussion af teori, metode og empirianvendelse Perspektivering Bibliografi

8 KAPITEL I Kina lægger i stigende grad vægt på sine territorielle krav i Det Sydkinesiske Hav og øger sin militære tilstedeværelse. Det udfordrer de lande, der har territorielle krav i området, og det har fremmet behovet for at finde sikkerhedspolitiske løsninger for regionen, der kan modvirke Kinas stigende dominans. Det har affødt et øget fokus på tættere bånd til USA og på styrkede tværregionale militære samarbejdsmønstre. Landenes manøvrefrihed til at imødegå Kinas øgede selvbevidsthed med disse midler modvirkes imidlertid af, at de samtidig er tiltrukket af og i stigende grad også afhængige af Kinas stigende økonomiske betydning i regionen. Med disse ord stillede Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) et emne til Forsvarsakademiets emnekatalog for stabskursus 2010 til Det overordnede spørgsmål blev af FE formuleret således: Hvilke sikkerhedspolitiske scenarier er sandsynlige i Det sydkinesiske Hav? 1.1 Problemstilling Indledningsvist udfordret af forsøget på at kigge i krystalkuglen, giver efterfølgende overvejelser anledning til forundring over den af FE motiverende tekst: der kan modvirke Kinas stigende dominans, imødegå Kinas øgede selvbevidsthed og fokus på tværregionale militære samarbejdsmønstre, idet der heri ses et tydeligt og ensidigt perspektiv med rod i realismen og neorealismen. I en mere konkret tolkning kunne det være et perspektiv af offensiv realisme: Kina har som alle stater et ønske om at blive supermagt, hvis det er muligt. (Mearsheimer, The Tragedy of Great Power Politics, 2001, s. 138) I dette banale anarkiske lys har Mearsheimer selv allerede i 2006 givet svaret på, hvordan USA og dets allierede i hele Eurasien skal håndtere Kina ved hård inddæmning; og dette skal som minimum ske på en måde, så Kina ikke kan vokse sig til en regional hegemon (Mearsheimer, China's Unpeaceful Rise, 2006). 1.2 Formål og relevans Kinas status på den internationale scene er under forandring. Anskues kinesiske militære, politiske og økonomiske magtinstrumenter, kan det med rette påstås; at den kinesiske 7

9 opstigning i det internationale system længe har været en realitet (Wang, 2005) (State Council, 2009). Således ændres de globale og regionale dynamikker. Sammenholdes dette med såvel internationale som store kommercielle interesser i Det sydkinesiske Hav; er det interessant at belyse, hvordan Kina som sikkerhedspolitisk aktør virker netop her. I dansk sikkerhedspolitisk perspektiv ses relevans i forhold til eksempelvis konkrete danske shipping interesser i området. Endvidere kan sammenligninger drages til mulige stridigheder over det arktiske område, og dansk rolle som mindre stat i forhold til flere større aktører. 1.3 Problemanalyse Der er anledning til at være kritisk iagttagende, når der opstilles et tilsyneladende ensidigt perspektiv og motiv til at magtminimere Kina. Det kunne sammenfattende beskrive de tiltag USA og regionale aktører jævnfør Mearsheimer skulle iværksætte. Det ses ikke at være en mulighed; at eksempelvis kinesisk sikkerhedspolitisk deltagelse i internationale og regionale organisatoriske samarbejdsfora kunne skyldes en adfærd som følge af et internationalt samfundssyn, hvor stater er ligeværdige aktører, der etablerer og agerer efter fælles interesser, regelsæt og fred som mulig normaltilstand, - netop i omgivelserne ved Det sydkinesiske Hav. Om Kina på det globale plan har en generel sikkerheds- og magtmaksimerende hensigt vil være usagt her. Det vurderes at have mere omfattende og komplekst omfang end dette speciale tillader, - men om det netop er tilfældet i Det sydkinesiske Hav er interessant at efterprøve. Rent teoretisk er det interessant at modstille den konfliktfyldte systemtanke i forhold til samfundstanken med fælles regelsæt og interesser. Interessant fordi der er tale om to af realismens væsensforskellige perspektiver på; hvordan verden er skruet sammen i Det sydkinesiske Hav. Ved at belyse den seneste udvikling i den sikkerhedspolitiske situation i Det sydkinesiske Hav med disse to anskuelser, kan en eventuel kinesisk regional sikkerhedspolitisk adfærdstendens muligvis synliggøres. To teoretisk funderede tendenser kunne enten være en tendens gående mod fortsat konkurrence og konflikt, eller en tendens gående mod 8

10 institutionel indbinding og fredelig sameksistens eller en tredje tendens der falder inden for de af teorierne givne forklaringer? Som minimum tilbydes nuancering af et givet ensidigt perspektiv på den seneste udvikling. I bedste fald belyses en kinesisk sikkerhedspolitisk adfærdstendens i Det sydkinesiske Hav. Denne tendens kan have effekt på et fremtidigt sikkerhedspolitisk scenarie, og derfor kan dette speciale i så fald bruges som element i en fremskrivende perspektivering af den sikkerhedspolitiske situation i Det sydkinesiske Hav. At føre et videnskabsteoretisk bevis for Det sydkinesiske Havs sikkerhedspolitiske fremtid er ikke ambitionen for dette speciale. Metode, teori og empirivalg diskuteres og begrundes nærmere under efterfølgende pkt. 1.5 til Problemformulering Specialet tager udgangspunkt i emne nummer 55 i emnekataloget for projektskrivning på Forsvarsakademiets Stabskursus : Hvilke sikkerhedspolitiske scenarier er sandsynlige i Det sydkinesiske Hav? Under kritisk iagttagelse af det i indledningen givne perspektiv, er det den gennemgående modstillede påstand, der afprøves i dette speciale; at Kina i stedet agerer sikkerhedspolitisk som ligeværdig stat i et internationalt samfund. når det drejer sig om Det sydkinesiske Hav. Problemformuleringen afgrænses fra det store spørgsmål om; hvad fremtiden vil bringe til i stedet at afprøve en tese om en kinesisk sikkerhedspolitisk adfærd. Således opstilles problemformuleringen: Tese: "Kina søger at opnå dominans i Det sydkinesiske Hav ved sikkerhedspolitisk at udfordre andre stater i området". Med Spratly-øerne som case, anvendes to forskellige sikkerhedspolitiske perspektiver med henblik på at påvise Kinas sikkerhedspolitiske adfærd med det formål at undersøge, 9

11 om der kan fastlægges en entydig tendens, der kan perspektivere Kinas fremtidige adfærd. 1.5 Teori I problemformuleringen ses sikkerhedspolitisk perspektiv og sikkerhedspolitisk adfærd som dominerende begreber i forhold til analysen, og de er således væsentlige for valget af teori. Teorivalget er indrammet af skolerne inden for International Politik, hvor den magt og sikkerhedsfokuserede realisme ses givet i tesen. Anvendelsen af realismen er ikke uproblematisk. Problemstillinger kan fremkomme ved staters målsætninger i form af interesser og de problemer som sikkerhedsdilemmaet giver for stater i at nå disse målsætninger, når de som aktører interagerer i et internationalt system præget af mellemstatslig konkurrence i et sikkerhedsmæssigt nulsums-spil. Betydningen af diplomatisk og politisk indflydelse for forholdet mellem stater giver ofte den klassiske realisme problemer. Dette skyldes at en klassisk tilgang som i Hans J. Morgenthau s værk om internationale relationer primært beskæftiger sig med staten og statsmanden som aktør. I den neorealistiske tilgang ses Kenneth Waltz teori repræsenteret ved den defensive realisme at stå overfor problemstillinger i forhold til analysen af betydningen af forskydninger i relativ magt for samspillet mellem stormagter. I indledningen påpeges den offensive realisme som givet, men det skal bemærkes at såvel klassisk realisme og den defensive realisme kan give god forklaringskraft på kinesisk sikkerhedspolitisk adfærd. Som argumenteret for herover vælges dog Mearsheimer s offensive realisme som bedste realistiske perspektiv for den i problemstillingen beskrevne tese. Som modstilling til den offensive realisme vælges den liberale realisme også kaldet for Den engelske Skole, repræsenteret ved både Bull og Manning (Bull, 2002) (Manning, 1975). Dette valg sker for at modstille ideen om et system overfor ideen om et samfund af stater, idet faktisk sikkerhedspolitisk adfærd kan måles ligeværdigt mod disse ideer. Modstillingen sker stadig indenfor realismens rammer. Herunder beskrives de overvejelser der ligger til grund for den senere teorianvendelse. 10

12 Det skal bemærkes, at den engelske skole står med problemstillinger, når der skal findes forklaringskraft der fokuserer på substansen i det internationale samfund. Bulls tilgang giver begrænset hjælp til at svare på spørgsmål om, hvordan mellemstatslig regulering med udgangspunkt i fælles interesser og værdier påvirker mellemstatslige relationers funktionsmåde. Hvis udgangspunktet er Mannings tilgang, der fokuserer på hvordan ideen om det internationale samfund er afgørende for staters gensidige påvirkning, kan problemstillinger være spørgsmål om, hvordan politisk-diplomatisk indflydelse på den globale sikkerhedspolitiske dagsorden fastlægger de centrale dynamikker mellem aktørerne i international politik. Den engelske skole har svært håndtere økonomiske effekter. I takt med at gensidig økonomisk afhængighed tillægges større betydning som forklaringsfaktor, kan den engelske skoles generelle udeladelse af økonomiske dynamikker være problematisk for dette speciale. Som en pragmatisk løsning på denne udfordring vil økonomiske dynamikker behandles som et mean af institutionerne stormagtsstyring, magtbalance og diplomati. Velvidende at det er et tvist i retning af liberal institutionalisme. Hermed er der taget hul på operationalisering af teorierne. Den offensive realisme og den engelske skoles relevante detaljer uddybes i specialets kapitel II, hvor også den fulde operationalisering af teorierne fremstilles. 1.6 Begrebsafklaring I dette afsnit opstilles og forklares betydning og anvendelse af sikkerhedspolitiske begreber. Begreberne der her afklares vil danne fundament for såvel de teoretiske perspektivers anvendelse og specialets struktur Sikkerhedspolitik Sikkerhedspolitik som begreb er ikke fasttømret med en universel anerkendt definition, derfor vil præcisionen søges ved her at angive en stipulativ definition. Feltet som sikkerhedspolitik spænder over er i den ene ende afgrænset af fredelig fred og sameksistens. I den anden ende ses krigen mellem staterne, hvor det militære magtinstrument tages i fuld anvendelse. Staters sikkerhedspolitik i dette spænd dækkes i 11

13 dette speciale af det amerikanske begreb Security Strategy (Yarger, 2008), herefter benævnt sikkerhedsstrategi Sikkerhedspolitiske adfærd En stats sikkerhedspolitiske adfærd udspringer fra statens formelle eller uformelt anvendte sikkerhedsstrategi, hvori en række nøglevariabler er afgørende for valg af sikkerhedsstrategier indeholdende såkaldte ends, ways og means (Yarger, 2008). Ends udtrykker den tilstand eller det mål der ønskes opnået, ways definerer designet der benyttes ved anvendelse af rådige means, der i dette speciale udgøres af statens militære, politiske og økonomiske magtinstrumenter 1. Herunder opstilles fem strategiske nøglevariabler med indflydelse på strategivalget med sammenhæng til ovenstående valg af teorier i realismen. Forbindelsen til de fem valgte nøglevariabler findes i Yarger s samlede realistiske tilgang til sikkerhedsstrategi og strategidiskussionen, subsidiært i seneste udgivelse af Strategy In the Contemporary World 2 (Baylis, 2007, s ) 1. Tid som variabel i forhold til opnåelse af bestemte sikkerhedspolitiske mål eller delmål. I fremsyn anvendes betegnelsen kort, mellemlang og lang sigt om under 10 år, år og mere end 20 år. 2. Position, herunder de geostrategiske forhold sat som variabel i forhold til andre aktører. 3. Legitimitet af sikkerhedspolitisk adfærd som variabel i forhold øvrige aktører 4. Implementeringsstrukturer som varierende rum, hvori sikkerhedspolitisk adfærd og institutioner kan udfoldes. 5. Kapabiliteter 3 varierende og sat i forhold til andre aktørers kapabiliteter. Der tales om den samlede kapacitet, evne og vilje til anvendelse. 1 Statens samlede magtinstrumenter rækker udover de tre anvendte, se eventuelt pkt Afgrænsning. 2 Heri kan også udledes en række andre variable bl.a. med rod Liberalismen og Konstruktivismens mange tilgange til IP. Nøglevariabler som disse er endvidere anvendt i strategidiskussionen på Forsvarsakademiet. 3 Engelsk ord tilpasset specialet som stipuleret begreb. Capability er det korrekte engelske ord, som på dansk betyder samlet evne eller duelighed. 12

14 Kina har udtrykt sin sikkerhedsstrategi på forskellige måder, der i mange tilfælde er tvetydige og vurderes at være udtryk fra forskellige magtbaser i Kina, men også som effekt af udenrigs- og sikkerhedspolitiske forandringer over tid (Jisi, 2011). Kort sagt; der findes altså ikke et enkeltstående anerkendt kinesisk dokument, der uden andre anerkendte dokumenters modsigelse påpeger viljefaste kinesiske ends, ways og means, kan anvendes til at sandsynliggøre en sikkerhedspolitisk fremtid i Det sydkinesiske Hav 4. Derfor antages det; at hvis der findes en styrende kinesisk sikkerhedsstrategisk mekanisme, vil den give udslag i statens faktiske sikkerhedspolitiske adfærd. Netop denne adfærd er målbar og findes tilgængelig i empiri omhandlende Kina i relation til variablerne Begreber generelt I hele specialet anvendes begreber som sproglige eller tankemæssige klassifikationsredskaber. Begreberne anvendes til at inddele den fremstillede virkelighed i noget der falder ind under begreberne og noget der ikke gør. Herover er de væsentligste begreber præciseret ved stipulation. Derudover vil yderligere en række begreber løbende blive præciseret til dette speciale ved ostensiv definition eller ved stipulation. Dette skyldes at der i såvel teoretiske som empiriske kilder er fundet en variation i begrebsanvendelsen. 4 En lang række udenrigspolitiske og militære whitepapers er tilgængelige, men ikke fundet i en samtænkt sikkerhedspolitisk form. 13

15 1.7 Operationalisering I dette afsnit beskrives operationalisering af specialet. Afsnittet afsluttes med en kortfattet samlet beskrivelse af specialets kapitler og afsnitsinddeling Metode En komparativ modstilling af to teoretiske perspektiver i rammen af et single-case kvalitativt studie, hvor målet er påvisning af rationel kinesisk sikkerhedspolitisk adfærd. Metodevalget er inspireret af videnskabelig forskning, der er baseret på sammenligninger og analyser af ligheder og forskelle mellem observerede fænomener inden for et defineret analyseområde. Inden for samfundsvidenskaben, hvor metoden er set hyppigt anvendt, udgør eksempelvis forskellige samfundstyper og politiske systemer analyseområdet. I dette speciale anvendes den komparative metode som grundlag for at afprøve en tese om teoretiske sammenhænge mellem sikkerhedspolitiske adfærdsfænomener. Empirien undersøges med to modstillede 5 teoretiske perspektiver. Da fokus er sikkerhedspolitik, skabes analyserammen af sikkerhedsstrategiske nøglevariabler, der samtidigt anvendes til at give analysekapitlet sin struktur. Metoden opdeler sikkerhedspolitisk adfærd i to udfaldsrum; den systemmæssige kontinuerlige konkurrence og konflikt, eller i den samfundsmæssige fred og fællesskab. For hver nøglevariabel søges en delkonklusion i relation til en mulig sikkerhedspolitisk adfærdstendens. I praksis vil der være tale om at placere empiri i diskussion mellem to valgte teoretiske perspektiver. Herunder vises en grafisk simplificeret analyseramme, der vil blive tilpasset og detaljeret yderligere efter operationaliseringen af teorierne i kapitel 2, pkt Systemperspektivet Samfundsperspektivet Tid Position Analyse Legitimitet Implementeringsstrukturer 5 I denne modstilling vil både dikotomier og dualiteter kunne påvises. 14

16 Kapabiliteter Empiri Empirien er baseret på åbne kilder i form af anerkendte originale tekster, men især nyere empiri er baseret på videnskabelige tidsskrifter og internetkilder. Såvel nutidig og historisk empiri er i særlig grad søgt valideret før anvendelse, da denne del skal fremstå som svært diskuterbare konstanter mod analysens diskuterede variabler. Det bør bemærkes at kilder på andre sprog end dansk og engelsk ikke er medtaget. Originale tekster på eksempelvis kinesisk er således udeladt, men der refereres til enkelte oversættelser. I specialet anvendes der alene kvalificering af kilder ved uklarhed om pointer. Såfremt anvendte data er faktuelle data eller historiske begivenheder vil kildeangivelsen stå alene i parentes. Den aktuelle sikkerhedspolitiske problemstilling skyldes en række historisk betingede territoriale forhold, der i dag er uafklarede. Indledningsvist er der identificeret seks mulige repræsentative cases vedrørende den seneste udvikling i sikkerhedspolitiske relationer i det sydkinesiske geografiske havområde (CIA, 2011) (Fravel, 2008, s. 333): 1. Malaysia, Cambodja, Thailand og Vietnam over områder i den Thailandske bugt. 2. Singapore og Malaysia over Johor- og Singaporestræderne. 3. Kina og Vietnam over områderne vest for Spratly-øerne. 4. Kina, Filippinerne, Taiwan (Kina), Vietnam, Malaysia og Brunei over Spratly-øerne. 5. Kina, Vietnam og Taiwan (Kina) over Paracel-øerne. 6. Kina og Filippinerne over gasområderne Malampaya og over Scarborough Shoal. Der er en omfattende datamængde til rådighed om ovenstående cases blandt åbne kilder, så en afgrænsning foretages med risici for Ceteris Paribus og dermed snæversynet analyse. Som følge af den afgrænsede problemstilling findes det dog som repræsentativ single-case tilstrækkeligt at fokusere på empiri vedrørende kinesisk sikkerhedspolitisk adfærd forbundet med Spratly-området. Denne konflikt er den største og rummer alle problemstillingerne i de øvrige. I begrænset relevant omfang trækkes på enkelte andre forhold relateret til Det sydkinesiske Hav. 15

17 Indhentning af empiri blev afsluttet 11. april Afgrænsning Stridighederne om Spratly-området er principielt territorielle. En række statslige aktører gør krav på øer, rev og havområde der er strategisk vigtige af en række årsager. Omgivelserne til Det sydkinesiske Hav og den samlede sikkerhedspolitiske problemstilling har som tidligere anført betydeligt større og global kompleksitet. Herunder USA s og mange andre landes interesser i området. Skulle specialet byde på et fremtidigt sikkerhedspolitisk scenarie i global sammenhæng, skulle empiri omfattende den globale kompleksitet, samt også interne kinesiske forhold være medtaget. På aktørsiden i realismens optik betragtes de sydøstasiatiske lande i forhold til Kina; som generelt at befinde sig i samme båd, hvor USA og Kina står som individuelle store aktører. Udover den empiriske afgrænsning vil metode og teorivalg begrænse analysens omfang, hvilket vil blive diskuteret i forhold til konklusionen, som en vurdering af konklusionens validitet. Derudover bør det bemærkes; at der i forhold til kinesisk sikkerhedspolitisk adfærd alene ses på de militære, politiske og økonomiske magtinstrumenter, hvor de anvendte tilgange til strategi foreslår flere 6. Denne afgrænsning skyldes specialets fokus på statens konkrete målbare sikkerhedspolitiske adfærd i forhold til de anvendte teorier. Effekten af denne afgrænsning vil som det ovenstående blive diskuteret i forhold til konklusionens validitet. Maritime stridigheder formuleres ud fra forskellige opfattelser af stridspunkter i forhold til lov, fakta, mellemstatslig retfærdighed i forhold til maritim jurisdiktion eller domsmyndighed (Donelan, 1971) I dette speciale analyseres omgivelser og aktørers adfærd i forhold til legitimering. Der analyseres ikke om staternes specifikke juridiske eller historiske krav er holdbare i forhold til lov eller kilder. Staternes krav bliver i specialet betragtet som lige gyldige eller ugyldige, idet det lovbaserede grundlag i netop Spratly-stridigheden åbner op for tolkning (Wei, 2003) Kapitelinddeling Kapitlerne i specialet beskrives kortfattet herunder. 6 Elements of National Power: Diplomatic, information, military, economic, finance, intelligence, and law enforcement. (Yarger, 2008, s ) 16

18 Kapitel I indrammer og præciserer problemet. Her vælges den konkrete problemformulering og hvordan den behandles i specialet. Kapitel II præciserer den teoretiske tilgang og operationaliseringen af teorierne. Afslutningsvist opstilles en analyseramme. Kapitel III er selve analysen, hvor tesen efterprøves i forhold til de to teoretiske perspektiver. Kapitel IV indledes med specialets konklusion. Efterfølgende diskuteres den valgte empiri, teori og metode i relation til konklusionen validitet. Denne diskussion leder frem til en afsluttende perspektivering. 1.8 Formalia Formalia i dette speciale følger Forsvarsakademiets vejledning i udarbejdelse af speciale dateret 10. september

19 KAPITEL II Kapitlets formål er at give en kort, præcis og underbygget gennemgang af centrale begreber i de to anvendte teoretiske perspektiver. Først gennemgås Mearsheimers offensive realisme. Dernæst gennemgås den engelske skole samlet i Bull og Mannings forståelse. 2.1 Den offensive realismes historie og antagelser John J. Mearsheimer satte i 2001 den offensive realisme på verdenskortet med sit pessimistiske teoretiske perspektiv på stormagtspolitik (Mearsheimer, The Tragedy of Great Power Politics, 2001) Omgivelserne som systemet Fem grundlæggende antagelser om det internationale system er Mearsheimers fundament. Det er disse antagelser, der med et teoretisk perspektiv bliver til egenskaber i systemet. De er årsagen til staternes konkurrence om magt og stræben efter hegemoni. 1) Den stærkeste stat vil være den mest magtfulde enhed i et anarkisk system. Denne anarkiske antagelse er den første egenskab ved systemet (Mearsheimer, 2001, s. 30). Der menes ikke absolut fravær af orden eller tilstande af kaos og konflikt. Der menes blot, at den højeste autoritet er staten. 2) Offensiv militær kapacitet er den anden egenskab (Mearsheimer, 2001, s. 30). Stormagterne er i stand til at angribe hinanden, og deraf udgør disse stater en mulig trussel overfor hinanden. Truslen eller den mulige trussel resulterer i sikkerhedsdilemmaet. Deraf kan der opstå en dynamik, der historisk set oftest er endt i militære rustningskapløb. 3) Tredje egenskab ved systemer er, at stater ikke kan gennemskue øvrige staters sande motiver og hensigter (Mearsheimer, 2001, s. 31). Denne tredje egenskab hænger sammen med staternes militære potentiale, og den kendsgerning at der aldrig kan opnås fuld sikkerhed for en given stats hensigt med sine militære midler. Sikkerhedsdilemmaet fødes af denne konstruktion af latent trussel. 18

20 4) Den fjerde egenskab hæftes på aktørerne i systemet staterne har overlevelse som det primære mål (Mearsheimer, 2001, s. 31). Overlevelse og opretholdelse af statens territorielle integritet er det dominerende motiv, da staten ikke har et overlevelsesperspektiv, hvis den først bliver erobret og underlagt. 5) Sidste og femte egenskab ved systemet består i at stater er rationelle aktører (Mearsheimer, 2001, s. 31) Aktøren De ovenstående egenskaber er ikke i sig selv årsag til staters fjendtlige hensigter. De skal ses sammenhængende og som resultat af generelle adfærdsmønstre drevet af frygt, selvhjælp og magtmaksimering (Mearsheimer, 2001, s ). Stormagten som begreb er Mearsheimers udgangspunkt for argumentationen. De militære kapaciteter og det økonomiske potentiale er afgørende kriterier for definitionen. Økonomisk potentiale er vigtigt (Mearsheimer, 2001, s. 138, 143). Det er afgørende for en stats mulighed for at opbygge offensive militære og deployerbare styrker, der er afgørende for magtudvidende sikkerhedsstrategier. Stormagten vil altid søge at ændre systemet og den relative fordeling af magt i egen favør. Overstiger risici og omkostninger den relative gevinst; vil stormagten afvente mere favorable vilkår (Mearsheimer, 2001, s. 2). Staters handlinger i det internationale system er påvirkede af tre omstændigheder ved selve systemet (Mearsheimer, 2001, s. 3) disse er sammenfaldende med den anden og tredje beskrevne egenskab ved systemet i ovenstående pkt , samt det overordnede forhold; at der i systemet ikke eksisterer en central overstatslig autoritet, der kan beskytte staterne. Staten som rationel aktør i det internationale system vil derfor søge sikkerhed ved at være relativt stærkere end potentielle konkurrerende stater. Regionalt hegemoni er det øverste realistiske dominerende niveau en stat kan opnå. Denne påstand forbindes med de problemstillinger, der er forbundet med at projicere magt over større vandmasser (Mearsheimer, 2001, s. 83). 19

21 Mearsheimer argumenterer specifikt for den offensive effekt af nukleare våben. Den nukleare overlegenhed er det eneste middel til opnåelse af globalt hegemoni (Mearsheimer, 2001, s. 145), men er samtidigt besværligt eller umuligt at opnå (Mearsheimer, 2001, s. 146). Stater der besidder nukleare våben kan påføre enhver modstander betydelige skader eller omkostninger, og det er forbundet med store besværligheder og næsten umuligt at udvikle defensive systemer, der kan garantere sejr i en nuklear krig (Mearsheimer, 2001, s. 146). Nukleare våben vil gøre krige mellem stormagter mindre sandsynlige, da det påvirker kalkulen negativt. På trods af omkostningerne ved anskaffelse og udvikling er stormagter ikke villige til blot at leve med den sikkerhedspolitiske stabilitet der kunne være sikret af Mutually Assured Destruction (MAD) og vil derfor kontinuerligt søge at opnå nuklear dominans. Først argumenteres at en stat der har nuklear våbenkapacitet har en større grad af relativ sikkerhed, og dernæst at en stat med nuklear overlegenhed er en hegemon og deraf ikke vil blive truet af rivaliserende stormagter (Mearsheimer, 2001, s. 146). Han opsummerer fire ends for stormagter; 1) At være den eneste hegemon på kloden, 2) At kontrollere så stor procentdel af verdens rigdom som muligt, 3) At dominere magtbalanceringen på land i regionen, 4) At have nuklear overlegenhed. Mearsheimer argumenterer for på baggrund af historiske data at det vil være muligt for en stat at opnå et positivt udbytte af krig. Krig er den mest konventionelle strategi en stat kan anvende til maksimering af egen magt (Mearsheimer, 2001, s. 39, ). 2.2 Den engelske skoles historie og antagelser Den engelske Skole er opstået som en teoretisk tilgang til international politik, hvor historien samt indlevelsen i og forståelsen af at statslederes politiske og moralske dilemmaer er betydningsfulde. Skolen etablerede sig efter anden verdenskrig i opposition til den amerikanske forskning inden for international politik, som gennem abstrakte modeller for lovmæssigheder i staters adfærd mente at kunne forklare den internationale politik med naturvidenskabens principper som forbillede. For den engelske skole er 20

22 international politik derimod en mere humanistisk disciplin med tilknytning til historie, filosofi og jura. De suveræne stater udgør et internationalt samfund og ikke blot et system. Staterne har gensidigt anerkendt hinanden, og de har udviklet fælles regler for deres relationer. I dette speciale anvendes de primære teoretiske kilder (Bull, 2002) (Manning, 1975) samlede syn på omgivelserne og aktøren, hvilket tillader perspektiverende anvendelse af begreberne samfund, orden, fællesskab, samt begreberne sikkerhed, regulering og folkeret. Samlet giver de to teoretikere et bredt diskussionsfelt til modstilling af den offensive realisme Omgivelserne som samfund, orden og fælleskab Samfund Bull anfører at erkendelsen af staters gensidige afhængighed, fælles interesser og hensynet til helheden er den centrale handlingsdynamik. Skabelse af orden er formålet med staternes aktiviteter. Aktiviteterne har til formål at sikre forudsigelighed i staters internationale adfærd, fred som normaltilstand i international politik, samt staternes og det internationale samfunds overlevelse. Grundlæggende påstås det, at man kan betegne staters interaktion som et internationalt samfund. Et samfund hvor staterne opfatter sig som gensidigt forpligtede af et fælles sæt af regler i deres relationer med hinanden, hvor de samarbejder om at opbygge, styrke og vedligeholde fælles institutioner (Bull, 2002, s. 13). Det internationale samfund er på trods af den grundlæggende påstand ikke en fuldstændig ensretning. Der levnes plads til forskellighed mellem stater, herunder eksempler som nationale værdier og indretningen af intrastatslige politiske systemer. Det internationale samfund anses i forhold til et internationalt system som et trin op ad ordensstigen. Staterne i et system er opmærksomme på og påvirker hinanden i et anarkisk system (Bull, 2002, s. 9-10). I det internationale samfund enes staterne derudover om fælles regler for adfærd; de er med andre ord aktive i bestræbelserne på at sikre reguleret international adfærd fordi de erkender, at det er fordelagtigt for alle staterne. 21

23 En stat kan ikke undslippe det internationale systems logik, men deltager automatisk i kraft af at stater opererer i omgivelser med andre stater. Deltagelse i et internationalt samfund forudsætter derimod en viljebetonet erklæring og handling, idet den enkelte stat skal bekende sig til de adfærdsregler, der gælder for samfundet. Det betaler sig for staten at gå på kompromis med egne kortsigtede nationale interesser og investere ressourcer i samfundet det er den opfattelse der muliggør et langsigtet samarbejde mellem væsensforskellige stater. Etableringen af et optimalt fælles adfærdsgrundlag er afhængig af, at staterne vil indgå kompromis med egne opfattelser af, hvordan verden bør indrettes. Kort sagt; stater skal ikke promovere kulturelt betinget regulering, eftersom et flertal af stater vil opponere mod den form for tiltag (Bull, 2002, s ). Manning ser det internationale samfund som rammen hvori langsigtet samarbejde foregår. Interaktionen mellem suveræne stater er bestemt af subjektive antagelser. Det internationale samfund som en idé og ikke som en fysisk størrelse betyder at det internationale samfund har indflydelse på staters handlemåder. Det internationale samfund der herigennem er konstrueret bliver ifølge Manning stadigt mere velfungerende fordi, de historiske erfaringer staterne opbygger med at varetage deres interesser forbedrer det internationale samfunds funktionsmåde (Manning, 1975, s. 7-10) Orden Bull bidrager med et ordensperspektiv. Ved international orden antages et mønster eller en tendens i international mellemstatslig adfærd der vedligeholder det internationale samfunds elementære, primære og universelle mål. Afslutningsvist inddrages hensynet til minimering af vold med død eller legemlig beskadigelse til følge samt ejendomsretlige regler som mål (Bull, 2002, s ). Manning tilbyder en kobling til menneskelig adfærd generelt med følgende udfald: Stater har som medlemmer af det internationale samfund tre fælles elementære mål (Manning, 1975, s. 4-5): 22

24 1) Det første er overlevelsen således, at staterne er forudsætningen for at der overhovedet kan tales om eksistensen af et samfund af stater. Den primære målsætning om overlevelse og opretholdelse af staten som øverste autoritet peger på andet primære mål; 2) forudsigelighed i international interaktion at løfter holdes, og heri forudsigelighed i sikkerhedspolitisk adfærd. Forudsigelighed er et primært mål, fordi det minimerer usikkerheden ved interaktion. Den tilvejebringes gennem overholdelse af aftaler. Da stater i kraft af deres suverænitet har magt til at indgå internationale samfundsaftaler, indebærer opfyldelsen af dette mål, at stater respekterer de regler og institutioner, de i fællesskab er blevet enige om skal gælde. 3) At opretholde fred uden trussel på territoriet eller ejendom som normaltilstanden i det internationale samfund er det tredje primære mål, således forstået at kun i de tilfælde hvor problemstillinger ses umulige at afgøre på anden vis, vil anvendelse af væbnet magt blive aktuel Fællesskab Hertil tilbyder Manning et perspektiv på internationalt fællesskab. Moralske spørgsmål er en del af international politik, og derfor bliver man nødt til at forholde sig til dem. Endnu en grund til at det moralske spørgsmål er et markant træk ved international politik og påvirker sikkerhedspolitisk adfærd; er at mennesker som individer og grupper indgår i sociale relationer. Hver stat projicerer dog sin egen verdensopfattelse, der er baseret på kulturelle og historiske karakteristika. Det indebærer indledningsvist at det internationale samfund er et konstrueret fællesskab. Stater eksisterer som idé baseret på fortællingen om nationen (Manning, 1975, s ). Disse forskellige verdensopfattelser medfører at interesser ikke er den eneste fundamentale dynamik i international politik; afledte værdier spiller ligeledes en central rolle Aktøren med relation til sikkerhed og regulering Sikkerhed Både Bull og Manning tilbyder sikkerhed som centralt begreb under aktørsynet. Bull anfører at den regulering der kan iagttages af staters adfærd skyldes, at stater oplever at være gensidigt afhængige af hinanden. Det opleves i de anarkiske omgivelser uden autoriteter, der kan beskytte staterne mod overgreb, at der deraf opstår fælles 23

25 sikkerhedsinteresser. Interesser som hovedsageligt går ud på at strukturere det sikkerhedspolitiske anarki. Ovenstående oplevelse og heraf følgende erkendelse medfører, at staters adfærd også fokuseres på helhedens bedste som resultat (Bull, 2002, s ). Ifølge Manning er staternes omgivelser en social konstruktion skabt af staternes relationer. De ser begge at de anarkiske omgivelser uden autoriteter til at beskytte staterne mod overgreb tilskynder staterne til at etablere fælles politiske rammer. Rammer der angiver muligheder og begrænsninger for international adfærd. Anvendelse af væbnet magt findes også her som mulig statslig adfærd i det internationale samfund fordi, det internationale samfund består af suveræne stater der kan tilvælge konflikt som gruppe eller alene. Alene dette forhold resulterer i, at det internationale samfund uophørligt vil søge fredsskabende tiltag (Manning, 1975, s ) Regulering Reguleringsbegrebet tilbydes af Bull således; at alle stater er interesserede i opnåelsen af de ovennævnte primære mål og heraf givne orden. Orden opstår ved konsensus om regelsæt der tjener til at opfylde disse primære mål, og ved at stater opererer inden for de fælles institutioner i samfundet. Reglerne i det internationale samfund ses fra den implicitte praksis og populært sagt uskrevne til også at være eksplicitte folkeretlige regler og domsmyndigheder. Bull identificerer endnu et regelkompleks af de regler der definerer stater som øverste politiske autoriteter i det internationale samfund. Heri findes den fundamentale regel om at statssamfundet bør træde i stedet for et anarki. Regler for sameksistens kunne være betegnelsen for det tredje regelkompleks. Her findes grundreglerne for staterne i samfundet (Bull, 2002, s ). Et relevant eksempel er staters juridiske lighed. En lighed der vil gælde i forhold til eksempelvis folkeretten, herunder havretskonventionen Bull definerer institutioner som en samling af vaner og praksis, der er designet til at realisere de fælles mål. Regelkomplekser er ikke nok i sig selv. De skal administreres og håndhæves ved hjælp af institutioner. Det er ikke konkrete organisationer Bull omtaler, men stabile adfærdsmønstre. Institutioner kan opfattes som mekanismer, der fordrer stater 24

26 til at udvise en bestemt adfærd overfor andre stater (Bull, 2002, s ), og heri eksempelvis udviser en tendens i sikkerhedspolitisk adfærd. 2.3 Operationalisering af teorier Ovenstående gennemgang af teorierne giver fundament for dette afsnits primære formål; at sammenholde teori med specialet. Med udgangspunkt i problemformuleringens variable og heraf underopdelte nøglevariable, er formålet at skabe en forståelse mellem teori og disse nøglevariable. Som tidligere beskrevet ses de to sikkerhedspolitiske ultimative udfaldsrum at være fred eller krig, men der er et bredt spektrum herimellem af anden sikkerhedspolitisk adfærd. Teorierne diskuteres herunder i forhold til sikkerhedspolitiske nøglevariable, hvor der i hvert tilfælde tages udgangspunkt i anvendelsen af væbnet magt. Krig mellem stater stipuleres i denne besvarelse som en eller flere staters aktive anvendelse af militær magt på en anden stats anerkendte territorium. Væbnet magtanvendelse kan således forekomme uden at staterne er i krig med hinanden. Hvorfor en stat vil anvende væbnet magt overfor en anden stat kan i realismen forklares ved; at en stat har valgt et strategisk endemål (end), hvor det overordnede design (ways) er instrumenteret med militære midler (means). De strategiske variabler som vil resultere i en sådan grand strategy kan være baseret på en overordnet forståelse af statens plads i et system eller samfund Tid Sikkerhedspolitisk tænkning i tid giver mulige svar på historiske sammenhænge der kan fremskrives til den nuværende strategiske situation. I tidsmæssigt sigte anvendes betegnelserne kort, mellemlang og lang sigt om; - op til 10 år, år og over 20 år. Set gennem den offensive realismes linse er statens fremtid lige om hjørnet, hvilket kan føre en stat til et sikkerhedspolitisk valg af væbnet magt på kort sigt, såfremt der på kort sigt eller mellemlang sigt kan opnås magtmaksimering, og hvis omkostningerne synes at stå mål hermed. Dette vil være tilfældet, hvis kalkulen for den fremskyndede væbnede magtanvendelse fører mod efterfølgende regionalt hegemoni, eller som minimum vil stille staten relativt stærkere end rivalerne. Alternativt vil den offensive realismes strateg se på muligheden for at vente længe på et mere gunstigt tidspunkt. 25

27 Set gennem den engelske skoles linse gives der kun mulighed for at sætte det strategiske valg af væbnet magt på mellemlang eller lang sigt. Dette kan forklares ved at indledende uofficiel dialog, fastsættelse af spilleregler, inkludering og konsensusøgning i det internationale samfund vil forsøges forud for anvendelsen af væbnet magt. En variant findes i legitimeringen bl.a. vedrørende selvforsvar og humanitær intervention, som uddybes i pkt Legitimitet. Den tidsmæssige variabel kan med teorierne således anvendes til delvist at forklare, hvorfor en stat pludseligt anvender væbnet magt for et kortsigtet mål mod en anden stat, eller hvorfor det internationale samfund efter længere tids forhandling alligevel vælger en konfliktsøgende adfærd mod en stat Position Offensiv realisme indbefatter revisionisme som en way eller midlertidigt status quo som et end i det internationale system, hvori en stat ser sin position. Dette ses ved Mearsheimers offensive antagelse af, at alle stater er magtsøgende revisionister. Samlet gælder det for hele den neorealistiske strategitænkning; at der er tale om et magt- eller sikkerhedsmæssigt nulsumsspil, hvori en stat med selvfølgelighed kan anvende væbnet magt mod en anden stat, hvis statens position i systemet byder det. Mearsheimer ser multipolaritet gående mod regionalt hegemoni, som staten selv ultimativt vil søge eventuelt ved væbnet magtanvendelse. Valg af væbnet magtanvendelse for en stat positioneret i en unipolær verden, synes den offensive realisme ikke umiddelbart at kunne argumentere for. Det vil muligvis være irrelevant for den offensive realistiske strateg, da han teoretisk kan antage, at unipolen ikke vil blande sig i det regionale anarki, hvor den regionale hegemon ses som det øverste realistiske dominerende niveau. Alternativt må denne forsøge at balancere unipolen regionalt. Hertil har den engelske skole et andet syn at tilbyde den statslige sikkerhedspolitiske strateg forud for valget af væbnet magt. Konflikter og sikkerhed skabes ved regler i fælles institutioner. Den strategiske tænkning sætter med den engelske skole fokus på de fælles globale eller regionale interesser med orden og forudsigelighed som sikkerhedskriterium for at krig ikke kan være et valg, men væbnet magtanvendelse kan vælges til at opnå denne positionelle tilstand regionalt. 26

28 Den engelske skole tilbyder desuden det internationale samfundssyn, hvor statens tilvalg eller deltagelse i en ikke-erobringskrig ikke nødvendigvis har sammenhæng med statens regionale positionelle forhold. Det internationale samfund vil kunne vælge væbnet magtanvendelse mod stater i andre regioner, hvor det konstrueres som den eneste way, der med hovedsageligt militære means kan føre frem til den orden og fred som normaltilstand og måske endda et globalt end, som stater i det internationale samfund bekender sig til Legitimitet Den offensive strateg vil søge legitimitet via sit magtfokus. Uanset hvilken stat der vælger en strategi, hvor væbnet magt er en del af strategien, vil legitimiteten være afgørende for om staten på kort eller lang sigt fastholder det end strategien har opstillet. Et illegitimt valg af krig kan i sig selv være et legitimt rationale for en modstanders og andre aktører til at fratage den angribende part både magt og sikkerhed. Dette både i systemet og i samfundet. Den engelske skole tilbyder et andet syn, hvor der både skal søges samfundets og ekstern legitimitet før en stat vælger at anvende væbnet magt. For stater der i dag ser sig som en del af det internationale samfund eller system, vil det uanset valg af teoretisk tilgang til strategi være fordelagtigt, at legitimere sig med folkeretslige argumenter forud for valget af krig. Valg af krig som selvforsvar mod en anden stat vil enhver stat kunne legitimere. Endvidere ses der i folkeretten flere andre anledninger og eksempler på at samfundet, via FN mandat ved resolution, kan anvende væbnet magt. Den offensive realistiske selvforsvarsstrategi vil hertil kunne søge at legitimere forsvarskrigen til sikkerheds- eller magtmaksimering: Den offensive realistiske strategi kan gå længere for sin magtmaksimering end blot status quo. Hvor den engelske skole alene ville se statens overlevelse som aktør i det internationale samfunds orden som legitimt mål for den væbnede magtanvendelse. 27

29 2.3.4 Implementeringsstrukturer En militært i situationen relativt stærkere magt vil i den offensive realismes tænkning kunne vælge krigen i sin form med to nabostater, eller valg af krig mod en svagere eller fejlslagen stat i regionen. Den engelske skoles vil udelukke statens selvstændige valg af væbnet magt mod en anden stat. Kun i det tilfælde, hvor konfliktløsninger gennem det internationale samfunds institutioner er slået fejl, vil krig i det internationale samfund bringe en stat i en position, hvor staten kan føre krig mod en anden stat. Endvidere vil krigen skulle rationaliseres ved det internationale samfunds fælles end, og ikke som den offensive realist rationaliseret ved statens egen magtmaksimering. For begge teoretiske perspektiver må det gælde; at implementeringsstrukturer ikke udelukker staters valg af væbnet magt mod andre stater. Der er dog en markant forskel på de strategiske variablers betydning i de teoretiske perspektiver og dermed om valget tages Kapabiliteter I realismen generelt ses der på staters og interstatslige magtinstrumenter. Den offensive realisme ser den offensive militære kapacitet, samt evne og vilje til at bruge den som en helt afgørende kapabilitet. Politiske og økonomiske kapabiliteter har som sikkerhedspolitisk formål at opbygge statens egen miltære kapabilitet. Når statens militære kapabilitet er relativt stærkest, vil staten anvende sin samlede magt til at opnå regionalt hegemoni og helt rationelt ved mulig anvendelse af sin militære kapabilitet, såfremt alene truslen ikke er nok. Den engelske skole vil se alle staters samlede kapabiliteter i en mulig synergi et samfund af stater. Kapabiliteterne kan styrke og anvendes af det internationale samfund til kontinuerligt fredsskabende og fredsbevarende adfærd og løsninger. I den engelske skoles perspektiv vil kapabiliteterne samtænkes i det konstruerede internationale fællesskab Sammenfatning I det ovenstående ses begreberne fra de to teoretiske perspektiver indarbejdet under de anvendte variable. Idet tidsvariablen i dette kronologiske tilbageblik på en singlecase, vil 28