Johannes 13-17: Jesus afskedstale til disciplene

Transkript

1 Johannes 13-17: Jesus afskedstale til disciplene Tekst 1 Skærtorsdag. 2. række, evangelium Joh 13, Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. 2 Og mens de holdt måltid Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; 3 og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud 4 så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. 5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. 6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham:»herre, vasker du mine fødder?«7 Jesus svarede ham:»hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.«8 Peter sagde:»aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.«jesus svarede:»hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.«9 Simon Peter sagde til ham:»herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!«10 Jesus sagde til ham:»den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.«11 Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. 12 Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem:»forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? 13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«tekst 2 3. søndag efter påske. 2. række, evangelium Joh 14, Jesus sagde:»jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! 2 I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? 3 Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. 4 Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«5 Thomas sagde til ham:»herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«6 Jesus sagde til ham:»jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. 7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«8 Filip sagde til ham:»herre, vis os Faderen, og det er nok for os.«9 Jesus sagde til ham:»så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os

2 2 Faderen? 10 Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. 11 Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. Tekst 3 Pinsedag. 2. række, evangelium Joh 14, Jesus sagde:»elsker I mig, så hold mine bud; 16 og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: 17 sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. 18 Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. 19 Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. 20 Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. 21 Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«tekst 4 Pinsedag.1. række, evangelium Joh 14, Judas, ikke Iskariot, sagde til ham:»herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?«23 Jesus svarede ham:»den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. 24 Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. 25 Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. 26 Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. 27 Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! 28 I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. 29 Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. 30 Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, 31 men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«tekst 5

3 3 17. søndag efter trinitatis. 2. række, evangelium Joh 15, Jesus sagde:»jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. 2 Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. 3 I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. 4 Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. 5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. 6 Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. 7 Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. 8 Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. 9 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. 10 Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. 11 Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«tekst 6 6. søndag efter påske. 1. række, evangelium Joh 15,26-16,4 26 Jesus sagde:»når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. 27 Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. 1 Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. 2 De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. 3 Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. 4 Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.«tekst 7 4. søndag efter påske. 1. række, evangelium Joh 16, Jesus sagde:»nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? 6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af smerte. 7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. 8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. 9 Om synd: at

4 4 de ikke tror på mig; 10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; 11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt. 12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. 13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. 14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.«tekst 7a 3. søndag efter påske. 1. række, evangelium Joh 16, Jesus sagde:»en kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.«17 Da sagde nogle af hans disciple til hinanden:»hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?«18 De sagde altså:»hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.«19 Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem:»i spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? 20 Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal føle smerte, men jeres smerte skal blive til glæde. 21 Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. 22 Også I føler nu smerte, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«tekst 8 5. søndag efter påske. 1. række, evangelium Joh 16,23b Jesus sagde:»sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. 24 Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. 25 Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. 26 Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, 27 for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. 28 Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«Tekst 9

5 5 5. søndag efter påske. 2. række, evangelium Joh 17, Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde:»fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, 2 ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. 3 Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. 4 Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. 5 Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. 6 Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. 7 Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. 8 For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. 9 Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; 10 alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. 11 Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi. Tekst søndag efter påske. 2. række, evangelium Joh 17, Jesus sagde:»ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, 21 at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. 22 Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, 23 jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. 24 Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. 25 Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; 26 og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«overordnet litterær sammenhæng og tematik i Joh Joh er overordentlig vel tilgodeset i alterbogen. Specielt indgår der fra disse kapitler en række prædikentekster mellem påske og pinse, kulminerende pinsedag, hvor evangeliet fra begge tekstrækker kommer fra Joh 14. Disse tekster volder til stadighed kirkegængerne problemer: Hvad

6 6 er det for noget tåget snak fra Johannes, man i denne periode hele tiden bliver præsenteret for i kirken? Joh har også gennem de seneste mere end 100 år voldt forskerne hovedbrud. På den ene side er det klart nok nogle meget vigtige kapitler. Det fremgår fx af, at Johannes er ene blandt evangelisterne om at tilskrive Jesus så mange ord under hans sidste måltid med disciplene. Derudover handler disse kapitler (specielt Joh 14-16) om, at disciplene efter Jesus død skal modtage helligånden (14,25) som en slags erstatning for Jesus, og ånden (pneuma en) spiller som vi allerede ved fra tidligere kapitler en central rolle i Johannesevangeliet. De fem kapitler er altså tydeligvis vigtige. På den anden side har forskerne haft vanskeligt ved at se en klar meningsmæssig sammenhæng gennem de fem kapitler, så man kunne være sikker på, at de faktisk udgør ét sammenhængende hele. Er der fx ikke et voldsomt brud mellem tekst 4 og 5 (overgangen 14,31-15,1), som ellers i håndskrifterne uden videre hænger sammen? Og gentager tekst 7, 7a og 8 fra Joh 16 ikke i vidt omfang, hvad Jesus allerede har sagt i tekst 2-4 fra Joh 14? Af samme grund taler forskerne næsten altid om 13,31-16,33 (evt. inkl. Joh 17) som afskedstalerne i flertal og forestiller sig, at forskelligt materiale, hvor Jesus siger farvel til disciplene, er blevet samlet i den tekst, vi har. Den følgende diskussion bygger på en anden tolkning. Jeg er overbevist om, at 13,31-17,26 fra Johannes hånd er konciperet som én sammenhængende tale: afskedstalen til disciplene. Det kan vises, at Johannes helt ved begyndelsen lader Jesus præsentere talens samlede tematik i kort form i det, der i antik retorik hed en propositio (tema-angivelse). Her er teksten (13,33-35, med mine tal i skarp parentes): 33»[1] Mine børn, endnu en kort tid er jeg hos jer. I skal lede efter mig, og hvad jeg sagde til jøderne, siger jeg nu også til jer: Hvor jeg går hen, kan I ikke komme. 34 [2] Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. 35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«tema 1 i denne propositio handler om Jesus bortgang, hvordan disciplene skal reagere på den, og hvordan Jesus vil komme dem til hjælp i den ændrede situation. Dette tema behandles i talens Afsnit

7 7 1 = 13,36-14,31 (herfra tekst 2, 3 og 4) og i Afsnit 3 = 16,16-33 (herfra tekst 7a og 8). Tema 2 i 13,34-35 handler om, hvordan disciplene både skal og vil leve efter Jesus død og opstandelse. Det tema behandles i Afsnit 2 = 15,1-16,15 (herfra tekst 5, 6 og 7). Vi kan indkredse forskellen ved at sondre mellem to former for tid, sådan som vi har talt om det tidligere i denne bog: tid 1, som er Jesus egen tid, og tid 2, som er evangelistens tid. Hvor Afsnit 1 og 3 taler i tid 1 om, hvad der skal ske i en fremtid, der ses fra Jesus perspektiv, dér taler Afsnit 2 i tid 2 om Jesus og disciplene, sådan som de vil være i en fremtid, som afspejler Johannes eget perspektiv. Men da det selvfølgelig hele tiden er Jesus, der taler (i fiktionens nutid), kan man sige, at Jesus i Afsnit 2 taler proleptisk, dvs. foregribende, om menighedens fremtidige situation efter hans bortgang. Her skildres, som vi skal se, både den menighed, hvor buddet om at elske hinanden faktisk udfolder sig, og også denne fremtidige menigheds forhold til verden omkring den, herunder den hjælp, som ånden på det tidspunkt vil give de Kristustroende. Hvad der skildres i Afsnit 1 og 3, er så at sige forudsætningerne for den senere situation, der skildres i Afsnit 2. Man kan så spørge, hvorfor Johannes i Afsnit 3 vender tilbage til disse forudsætninger og selve afskedssituationen i tid 1. Men det er der en forklaring på, som vi skal se. Endelig er der talens Afsnit 4 = Joh 17 (herfra tekst 9 og 10), som er den bøn til Gud på vegne af disciplene, som man traditionelt, men uden nogen særlig god grund, har kaldt Jesus ypperstepræstelige bøn. Vi skal se, at den udspringer direkte af, hvad Jesus har sagt i Afsnit 1 og 3. Lad os opsummere strukturen: Afsnit 1 = 13,36-14,31 (herfra tekst 2, 3 og 4) tid 1 Afsnit 2 = 15,1-16,15 (herfra tekst 5, 6 og 7) tid 2 Afsnit 3 = 16,16-33 (herfra tekst 7a og 8) tid 1 Afsnit 4 = Joh 17 (herfra tekst 9 og 10) fra tid 1 til tid 2

8 8 Tekst 1: Jesus vasker disciplenes fødder som oplæg til afskedstalen Vi ved fra tidligere i Johannesevangeliet (se fx Joh 6), at Johannes gerne begynder med at lade Jesus foretage en eller anden handling, hvorefter han i en længere tale udlægger, hvad handlingen betyder. Således også i Joh 13-17, hvor afskedstalen (13,31-17,26) forberedes med, at Jesus under et måltid med disciplene vasker deres fødder. Fodvaskningen er unik i Johannes og har naturligvis inspireret malerne, fx i en meget underholdende udgave fra Tintorettos hånd. 1 I modsætning til, hvad man finder i de synoptiske evangelier, rummer selve dette måltid ( Jesus sidste måltid med hans disciple ) ingen indstiftelse af nadveren. Det skyldes nok, at Johannes allerede i kap. 6 har redegjort omhyggeligt for nadveren. Derudover viser fodvaskningen på sin helt egen måde, at det sidste måltid også hos Johannes faktisk skal forstås som en slags nadvermåltid. Det fremgår af Johannes omhyggelige indledning til alt det efterfølgende i 13,1-3, som i den græske tekst i virkeligheden er én lang sætning, der leder op til 13,4. I 13,1 hedder det, at Jesus elskede dem (disciplene) indtil det sidste, og man skal tydeligvis forstå, hvad han derefter gør, som et vidnesbyrd om denne kærlighed. Dermed bliver selve måltidet på en vis måde til et kærlighedsmåltid (græsk: agapȇ), hvilket netop i den tidlige kristendom var et af navnene på nadveren. Vi skal se om et øjeblik, hvordan en fodvaskning kan eksemplificere, hvad nadveren handler om. Forinden bør vi bruge et par ord på den lange, fornemme indledning (13,1-3) til hele afskedstalen. Vi bemærker fx, at det understreges, at Jesus vidste forskelligt (13,1 og 13,3), dels at timen var kommet (13,1), dels at det var timen, hvor Jesus skulle ikke blot gå bort fra denne verden til Faderen (DO1992), men gå bort fra denne verden og over til Faderen: Johannes bruger det græske ord meta-bainein, som udtrykker, både at man forlader noget, og også at man går 1 Tintoretto, Christ Washing the Feet of His Disciples, Museo del Prado, Madrid. Ctrl + klik på:

9 9 over til noget andet. Bevægelsen til Gud udtrykkes netop også i 13,3, hvor det siges, at Jesus vidste, at ligesom han var udgået fra Gud, sådan var han nu også på vej tilbage til Gud. Vigtigheden heraf kan ikke understreges tilstrækkeligt. For det er jo Jesus opstandelse, der muliggør alt, hvad det handler om: de Kristustroendes modtagelse af pneuma en og dermed også deres opstandelse til evigt liv. Et andet bemærkelsesværdigt træk er, at Jesus ifølge 13,3 også vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder. Det kommer umiddelbart efter beskeden om, at Djævelen havde sat sig for, at Judas skulle forråde ham (13,2). Hvad det viser, er, at hele det tragiske forløb iværksat af Djævelen og forræderen Judas var noget, Jesus kunne have forhindret, men netop ikke ville forhindre. Det skulle ske, ja, det var en central del af formålet med Jesus komme overhovedet. Selve fodvaskningen udspiller sig på en måde, som på en næsten komisk måde udstiller Simon Peters (og sikkert også alle de andres) mangel på forståelse af, hvad meningen er. Peter vil først ikke have fødderne vasket af sin herre og mester (13,6-8). Men da han så får at vide, at det skal han vil han også vaskes på hænder og hoved (13,8-9)! Men nej: Disciplene er allerede rene (13,10). Og det er slet ikke det, det hele handler om. Hvad handler det da om? Jesus har givet disciplene et hypodeigma (13,15): et eksempel på eller mønster for, hvordan de selv skal handle. Han, som er deres herre og lærer (13,14), har udført den handling, som en slave ellers ville udføre for sin herre eller dennes gæster. Sådan skal de også selv gøre (13,15). Hvad det handler om her, er tydeligvis at vende op og ned på etablerede sociale hierarkier. Det bliver helt klart i de to vers, der afslutter hele historien, og som alterbogen med fordel kunne have taget med (13,16-17, min overs.): 16 Sandelig, sandelig siger jeg jer: En slave (doulos) er ikke større end sin herre, og en udsending (apostolos) (er) ikke større end den, der har sendt ham. [Dvs. I er på ingen måde over mig. Alligevel har jeg handlet, som jeg gjorde.] 17 Hvis I ved dette, er I salige hvis I (også) gør det. Fodvaskningen er dermed et symbol på den indbyrdes kærlighed inden for menigheden, som Jesus vil begynde at tale om i 13,34-35 og udfolde nærmere i vores Afsnit 2. Den udtrykker altså en form

10 10 for radikal kærlighed, der for at tale med Paulus (se Filipperbrevet 2,3) i ydmyghed sætter de andre højere end jer selv. Jesus sidste måltid er imidlertid ikke forbi endnu. Før han begynder afskedstalen i 13,31, fortæller Johannes, hvordan Jesus nærmest tvinger forræderen Judas ud i forræderiet (13,18-30). Da Jesus først har udpeget den kommende forræder som den, han giver et stykke brød, han har dyppet i den dertil bestemte dyppelse (13,26), og derpå giver Judas brødet, farer Djævelen i ham (13,27), og Jesus siger til ham: Gør hurtigt det, du gør (13,27, min overs.). Judas går straks ud (13,30a), og Johannes slutter med en dump fanfare: Det var nat. (13,30b). Så er der klar til afskedstalen. Hvad vi kan sige om tekst 1 i lyset af Johannesevangeliet som helhed, er da dette: (i) Teksten indleder anden halvdel af Johannesevangeliet og dermed Johannes gengivelse af Jesus lidelse, død og opstandelse. (ii) Teksten markerer i det, der i det græske er én sammenhængende, prægtig sætning (13,1-3), meget stærkt hvad der hele tiden har været understreget at samtlige begivenheder er planlagt og villet af Jesus selv. (iii) Teksten skildrer derefter en slags tegnhandling, som Jesus gør ved disciplene (fodvaskningen), og som han derefter udlægger betydningen af for dem. (iv) Allerede dermed peger teksten meget tydeligt frem fra Jesus egen tid (tid 1) til menighedens (og evangelistens) tid (tid 2). (v) Teksten fremstiller fodvaskningen som en agapisk kærlighedshandling, der erstatter den nadverindstiftelse, der traditionelt blev fortalt på dette tidspunkt i historien. I virkeligheden skriver den dermed ud, hvori den kærlighed (agapȇ) består, som er impliceret i nadveren: i ydmyghed at sætte de andre højere end sig selv (jf. Paulus Filipperbrev 2,3-4) sådan som Jesus selv gjorde i sin død (jf. Filipperbrevet 2,5-11).

11 11 (vi) Pointen af fodvaskningen i tekst 1 (13,4-15) kommer måske klarest til udtryk, hvis man medtager de to afsluttende vers (13,16-17), som alterbogen har undladt at bringe, og så sammenligner med en central tekst i Mark-evangeliet, som uden tvivl ligger bag teksten hos Johannes: Mark 10,42-45 (DO1992 med små ændringer og tilføjede græske ord): 42 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde:»i ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. 43 Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener (diakonos), 44 og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles slave (doulos). 45 For heller ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«hvad Jesus hos Mark siger han er kommet for at gøre, dét gør han helt konkret hos Johannes i fodvaskningen. Tekst 2: Disciplenes mangel på forståelse Tekst 2 (14,1-11) udfolder disciplenes manglende forståelse af, hvad Jesus i 13,33 formulerede som tema 1 i sin propositio (tema-angivelse, se ovf.) for hele talen. Han står foran at gå hen et sted, hvor de (endnu) ikke kan komme. I 13,36-38 har Simon Peter allerede spurgt:»herre, hvor går du hen?«i 14,1-4 forklarer Jesus sig så yderligere, dog (som det skal vise sig) fortsat, uden at disciplene forstår. 14,1 begynder med, at Jesus indskærper disciplene, at de ikke må blive chokerede i deres hjerte et påbud, som han gentager sidst i tekst 4 (se 14,27). Hvad Jesus er i færd med, er med andre ord at berolige disciplene nu, hvor han står foran at forlade dem. Tema 1 er altså ikke kun, at Jesus vil forlade disciplene, men også at han vil trøste og opmuntre dem i den nye situation. Til det formål åbenbarer han i 14,2-4 en række forhold vedr. fremtiden, som skal tjene dem til trøst: - Jesus er på vej til min Faders hus, nemlig i himlen. - Dér er der mange boliger og dermed også plads til disciplene, en plads, som Jesus selv gør klar til dem.

12 12 - Når han så er draget derhen og har gjort klart til disciplene, vil han komme tilbage (til jorden) og tage dem med sig til sig selv, dvs. sådan, at også de kan være dér, hvor Jesus vil have været i mellemtiden, altså i himlen. - Dette, slutter Jesus, er tænkt som en trøst, for de kender jo allerede vejen (14,4). Det sidste er nærmest en clue til en af disciplene, Thomas, som i 14,5 erklærer, at de netop ikke kender vejen. 14,2-3 er til det yderste vigtigt, fordi stykket næsten helt eksplicit formulerer de tilgrundliggende kosmologiske og eskatologiske forestillinger om, hvad der først skete med Jesus og siden skal ske med de Kristustroende. Versene udtrykker lige-ud-ad-landevejen en fremtidig endetidsforestilling af klassisk tidlig kristent tilsnit, jf. fx Paulus i Første Thessalonikerbrev 4,13-18 (citeret ovf. s. 148). Men som sagt: Disciplene forstår det ikke. Hvordan kan de kende vejen, når de ikke ved, hvor Jesus tager hen (14,5)? Men så får de ellers besked: Jeg er vejen, sandheden og livet. Gennem Jesus ser de Gud, og de kender faktisk Gud og har set ham (14,7). Til forklaring må vi dels udrede, hvad Jesus mener med, at han er vejen, sandheden og livet, dels hvad han mener med, at disciplene kender og ligefrem har set Gud. Til det første: Jesus er vejen, nemlig til Gud, af alle de grunde, vi allerede kender: Han er udsendt af Gud og vender nu tilbage til Gud, jf. 13,3. Han er også sandheden, nemlig den sandhed om, hvordan menneskene skal blive frelst, som er indholdet af Guds logos fra prologen, som Jesus selv bærer rundt på. Og endelig er han livet, fordi hele pointen af denne logos er, at Jesus skulle bringe menneskene evigt liv (i himlen): Hvordan? Ved at give dem den samme pneuma, som Jesus selv modtog direkte fra Gud ved åndsdåben (1,29-34), og dermed mulighed for opstandelse til evigt liv i himlen. Så til det andet: Hvordan kender disciplene Gud og har ligefrem set ham? Det handler sidste del af tekst 2 om (14,8-11). Filip viser, at han intet har forstået: Vis os Gud, så er vi glade! (14,8).

13 13 Jesus (14,9): Nu har jeg været så lang tid sammen med jer, og så har du ikke forstået mig? Den, der har set mig, har set Faderen. Hvad er det så, disciplene skulle have forstået og set? Det forklarer Jesus i tekstens to sidste vers (14,10-11), men forklaringen kræver i sig selv lidt forklaring. Hovedpointen er, at Jesus er i Gud og omvendt. Det gentages to gange, i begyndelsen af de to vers. I det første vers begrundes det med, at hvad Jesus siger, kommer direkte fra Gud. I det andet vers begrundes det med, at hvad Jesus gør, kommer sammesteds fra. Men skulle de to begrundelser bevise, at Jesus er i Gud og omvendt? Og hvad betyder overhovedet det mærkelige udsagn? Her er det, man skal huske, at Johannes hele vejen igennem skal læses konkret. Jesus er i Gud, fordi Gud er i Jesus i den forstand, at han har sendt sin pneuma ned i ham. Så kan man også forstå begrundelserne: Hvad Jesus siger, og hvad Jesus gør, er alt sammen udtryk for, at han besidder Guds egen pneuma. Det er den, der strømmer ud af hans mund, og det er ved dens kraft, at han kan gøre sine tegn og undere. Det er dette, disciplene ikke har forstået og set. De har nok set, hvad Jesus har gjort, og hørt, hvad han har sagt. Men de har ikke fattet, at det alt sammen er udtryk for Guds egen kraft, som er i Jesus. Hvad mere er: Denne del af afskedstalen vil vise, både at disciplene ikke forstod Jesus, og også at de slet ikke kom til det, før efter hans død. For helt at forstå, måtte de nemlig selv have pneuma en, og den kom først til at foreligge for dem efter Jesus død og opstandelse (jf. et nøglevers i evangeliet: 7,37-39). Hvad vi kan sige om tekst 2 i lyset af Johannesevangeliet som helhed, er da dette: (i) Denne tekst står ved indgangen til Jesus afskedstale. Den er første del i en udfoldelse af det første tema i talen (tema 1), som er annonceret i 13,33: at Jesus er på vej bort, men at de vil få hjælp i den nye situation. (ii) Hjælpen består bl.a. i, at de nu meget tydeligt får at vide, at der venter dem en strålende fremtid i himlen (14,2-3) ved Jesus genkomst.

14 14 (iii) Derudover artikulerer teksten en anden tematik, som er af central betydning i afskedstalens Afsnit 1 (13,36-14,31) og 3 (16,16-33): at disciplene ikke har forstået Jesus fuldt ud. Denne tematik er allerede anslået i 13,36-38, hvor det er Simon Peter, der ikke forstår. I tekst 2 er det så henholdsvis Thomas og Filip, der ikke forstår. (iv) Hvad de ikke forstår, er, at Jesus er ét med Gud eller som han siger om sig selv: at han er vejen til evigt liv hos Gud, sandheden om, hvordan man når til dette liv, og dette liv selv. Men hvordan? Ved at han besidder den guddommelige pneuma (og logos), der er vejen til livet, sandheden om denne vej og dette liv selv. (v) Endelig må det bemærkes, at Jesus i denne tekst meget markant bruger udtrykket for fælles reciprok identitet: at A er i B og B i A. Betydningen af dette vil vise sig i Afsnit 2 af afskedstalen (15,1-16,15). (vi) Pointen af denne tekst er da dels at trøste disciplene ved at pege frem mod det mål de Kristustroendes fremtidige tilværelse i himlen sammen med Jesus som vil blive realiseret gennem hans bortgang fra dem nu, dels at vise, at disciplene endnu ikke forstår, hvordan Jesus er vejen, sandheden og livet. Det er han, fordi Gud selv er til stede i ham, i både hans tale og hans gerning. Det forstår disciplene ikke, fordi de selv endnu ikke har modtaget den pneuma, som også vil bringe dem til at være til stede i Jesus og Gud. Ikke desto mindre er det dette, de egentlig skal tro om ikke andet så på grund af Jesus gerninger. Tekst 3: Hjælperens komme og Jesus Denne tekst (14,15-21) indfører for første gang den skikkelse, som Jesus kalder en anden paraklet (allos paraklȇtos), som skal komme til dem efter hans bortgang og være hos dem til evig tid

15 15 (14,16). Denne skikkelse bestemmes også som pneuma: sandhedens pneuma (14,17). I tekst 4 omtales den igen og hedder nu den hellige pneuma (14,26). Kært barn har mange navne: Oversættere og tolkere har forsøgt at gengive parakletens karakter med mange forskellige oversættelser. Er det en talsmand? Er det en trøster? Osv. Bedst er det nok at lade ordet stå uoversat og så udfylde dets indhold ved at se på, hvad der faktisk siges om denne skikkelse. Men man kan også forsøge sig med følgende to overvejelser. For det første må det være klart, at når Jesus kalder pneuma en en anden paraklet, så er meningen, at den har samme funktion, som Jesus selv har i afskedstalen. For det andet kan man så spørge, på hvilke måder Jesus kan siges i afskedstalen at parakalein (det verbum, der gemmer sig i paraklȇtos ) eller at foretage paraklȇsis (det tilsvarende substantiv). Hvis man griber tilbage til Paulus, hvor begrebet spiller en central rolle, kan man konstatere, at verbet parakalein kan oversættes ved opmuntre og dermed betyde to ting: dels opmuntring i form af trøst, dels opmuntring i form af en opfordring til at handle på bestemte måder. Det passer meget præcist på, hvad Jesus gør i afskedstalen hos Johannes. I Afsnit 1 og 3 opmuntrer han til trøst, i Afsnit 2 opmuntrer han til bestemte måder at handle på. Men at tale om en opmuntrer er ikke godt dansk. Så jeg foreslår det lidt vagere hjælper. Om denne hjælper, som jo altså endnu ikke er kommet til disciplene, siges der i første halvdel af tekst 3 (14,15-17) to ting. For det første: Verden kan ikke tage imod den; den hverken ser eller forstår den. Disciplene derimod kender den (men i futurum: De vil kende den, når den kommer), fordi den ikke blot vil forblive hos dem, men også være i dem (14,17). Det sidste kan man uden videre forstå i lyset af, hvad vi sagde ovenfor om 14,10-11 i tekst 2: Disciplene vil få pneuma en i sig. For det andet: Disciplene vil kun få pneuma en på én betingelse: hvis de elsker Jesus og dermed også holder hans bud (14,15). Hvad disse bud er, er ikke rigtig klart. Ganske vist har Jesus i 13,34 talt om et enkelt nyt bud, som er, at de Kristustroende skal elske hinanden. Men det vil fremgå af tekst 5 (15,1-11), at opfyldelsen af dette centrale bud forudsætter, at man har pneuma en. I 14,15-16

16 16 derimod tales der om en forudsætning for, at man kan modtage pneuma en. Vi må derfor sige, at denne forudsætning må dække over en foreløbig rettethed mod Jesus, som også implicerer, at man handler i overensstemmelse dermed. (Men præcis hvad Jesus bud her tænkes at være, forbliver altså uklart.) I tekstens anden halvdel (14,18-21) taler Jesus så pludselig om sig selv efter sin bortgang. Han vil ikke efterlade disciplene faderløse, men vil selv komme til dem. Hvornår? Der er grundlæggende to muligheder: ved genkomsten (jf. 14,3 i tekst 2) eller meget tidligere, nemlig når de modtager pneuma en. Det sidste (som er det rigtige) kan give mening på følgende måde. Ved sin opstandelse stiger Jesus til himmels i en skikkelse, som består af hans jordiske krop, sådan som den er blevet transformeret af pneuma en, som er den kraft, hvormed opstandelsen sker. I den skikkelse vil Jesus så være i himlen indtil sin genkomst (ud i fremtiden). Men: Da Jesus i den skikkelse først og fremmest er pneuma, så vil han også kunne komme til stede på jorden som ren pneuma, nemlig som den anden paraklet, han selv annoncerer i 14,16. At det er dette, der er tanken, fremgår af forskellige forhold i 14, Dels siger Jesus i 14,19, at disciplene vil se ham om kort tid. Nu er alt jo relativt i disse sammenhænge, men det er trods alt svært at forestille sig (på Johannes tid), at det er genkomsten, der vil indtræffe om kort tid. Dels siger Jesus i 14,20, at på den dag skal disciplene (endelig) forstå, at jeg er i min Fader og I i mig og jeg i jer. Dermed bruger han det fælles reciprokke udtryk, som vi kender fra tekst 2 (14,10-11). Og dér så vi, at den konkrete betydning af denne tale om at være i hinanden henviser til pneuma en. Jesus er i Gud, fordi han har modtaget Guds pneuma i sig osv. Endelig nævner Jesus i 14,21 den samme forudsætning for, at han selv vil give sig til kende for disciplene, som han i 14,15 anførte som forudsætning for, at de skulle modtage pneuma en. Summa summarum: I tekstens anden halvdel taler Jesus om det samme som i den første. Gud vil på Jesus forbøn sende

17 17 disciplene en anden paraklet (end Jesus selv), nemlig den pneuma, som Jesus selv først og fremmest er. (Men han vedbliver også fortsat at være hos Gud i himlen.) Hvad vi kan sige om tekst 3 i lyset af Johannesevangeliet som helhed, er da dette: (i) Som led i Afsnit 1 af afskedstalen, hvor Jesus vil trøste og hjælpe disciplene forud for sin egen bortgang, lover han dem nu, at han vil bede Gud sende dem en anden hjælper, nemlig pneuma en, som de (modsat verden) vil kunne kende, og som vil forblive hos og i dem. (ii) Denne anden hjælper er i virkeligheden Jesus selv i hans skikkelse af ren pneuma. (iii) Når han (den) kommer til dem, vil de (endelig) kunne se ham (14,19, hvad de ifølge tekst 2 endnu ikke kunne), nemlig at han lever (som opstanden), og at de selv skal leve (som opstandne). (iv) Forudsætningen er i begge tilfælde (14,15-16 og 14,21), at de elsker Jesus og overholder hans bud (desværre uden at det bliver ganske klart, hvori de består). (v) Pointen af denne tekst er da både at stille en anden trøster i udsigt for dem, der elsker Jesus og holder hans bud, og også at stille Jesus egen tilbagekomst i udsigt for dem i skikkelse af den anden trøster. Så ( på den dag, 14,20, min overs.) vil de (endelig) forstå hvad? Svar: Den fulde reciprokke sandhed, at Jesus er i sin fader, og de er i ham (Jesus), og han i dem. Denne symbiose som netop etableres af pneuma ens komme til disciplene er så at sige sagen. For med dens etablering vil de (nu fuldt) troende også i fremtiden blive oprejst fra de døde og stige til himmels, som Jesus tidligere har forudsagt (14,2-4 i tekst 2). Tekst 4: Både Gud, Jesus og hjælperen vil komme, når Jesus er gået bort

18 18 Denne tekst (14,22-31) kan slet ikke forstås, hvis man ikke inddrager det foregående. Dens første halvdel (14,22-26) viderefører direkte tekst 3 (14,15-21). Dens anden halvdel (14,27-31) griber tilbage til tekst 2 (14,1-11) og temaangivelsen i 13,33 for hele Joh ,22 viderefører direkte 14,21. Foranlediget af et spørgsmål fra en af disciplene om, hvorfor Jesus ikke vil give sig til kende for verden som helhed, svarer Jesus ligesom to gange i tekst 3 (14,15, 21), at forudsætningen for, at han vil (komme og) give sig til kende, er, at man elsker ham og overholder hans ord (14,23). Men her får tanken et ekstra vrid, som delvis er foregrebet i 14,21: Gud selv vil elske den, der elsker Jesus og holder hans ord, og vi, dvs. Gud selv og Jesus, vil komme og tage bolig hos (dvs. i) ham. Man spørger uvilkårligt: Lever Gud selv ikke i himlen og kun dér? Men i virkeligheden er sagen ikke så sær. Gud selv er pneuma, som Johannes allerede har meddelt i 4,24; og som vi så i forbindelse med tekst 3, er den Jesus, der vil komme til disciplene om kort tid, også pneuma. Begge kan altså opslå deres bolig i dem, der elsker Jesus og holder hans ord, i det øjeblik, hvor de modtager den anden paraklet, sandhedens pneuma, den hellige pneuma. En enkelt bemærkning er på sin plads om brugen af ordet logos i 14,23 og 24, nemlig Jesus logos, som man skal overholde, og den logos, disciplene hører, som i virkeligheden ikke er Jesus egen, men hans Faders, som har sendt ham. Er dette simpelthen den logos, der omtales i Johannesevangeliets prolog, den, der var hos Gud ved verdens skabelse osv.? Både ja og nej. Indholdsmæssigt er det helt sikkert den samme logos. Og den har Jesus jo netop, fordi han har modtaget pneuma en (jf. Joh 1). Men tanken er ikke, at disciplene på deres side overholder og hører denne logos som hin fulde logos. For så skulle de selv på forhånd have modtaget pneuma en. Og det har de lige præcis endnu ikke. Det er tværtimod det, Jesus her lover dem. Hvad der her menes med at overholde Jesus logos, er derfor det samme, som blev sagt i 14,15: at overholde hans bud. (Men desværre var det ikke helt klart dér, hvori de består.)

19 19 Tekstens første halvdel slutter (14,25-26) med, at Jesus på ny forudsiger, at hjælperen, den hellige pneuma, vil komme, og anfører, hvad dens funktioner er. At den hænger uløseligt sammen med både Gud og Jesus, fremgår dels af, at den er sendt af Gud i Jesus navn, dels af, at den vil belære disciplene om alt, hvad Jesus selv har sagt til dem, mens han var på jorden, ja, først og fremmest minde dem om det samme (14,26). Læseren ved, at pneuma en så at sige er både Gud og Jesus, men den får alligevel også tilskrevet en selvstændig rolle. Den fungerer i forhold til Jesus og Gud på samme måde, som Jesus i sit jordeliv fungerede i forhold til Gud: som en formidler eller deres repræsentant. I tekstens anden halvdel (14,27-31) vender Jesus blikket mod sin bortgang, som i 13,33 udgjorde det annoncerede tema 1 for hele afskedstalen. Trøstetemotivet bruges som overgang. Disciplene skal ikke blive chokerede i deres hjerte (14,27, jf. 14,1). Jesus har jo sagt til dem, både at han går bort fra dem (jf. 13,33), og også (jf. 14,18) at han kommer tilbage til dem (14,28, og som det fremgik i 14,18-19: meget snart). I resten af teksten vender Jesus så blikket i den retning, hvor han skal bevæge sig hen: jeg går til Faderen (14,28); tiden er knap, og Djævelen, (denne) verdens hersker, som rigtignok ikke har noget med Jesus at gøre, er lige ved at komme (14,30); ikke desto mindre hvad? Det afsluttende vers (14,31) bør givetvis oversættes anderledes, end det sker i DO1992. Her følger et alternativt forslag: 30 Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens hersker kommer; mig kan han (rigtignok) intet gøre; 31 men for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig (så) stå op, lad os drage herfra! Pointen er her, at Jesus begrunder sin opfordring til disciplene om at stå op og drage bort herfra med, at denne handling skal vise verden, at Jesus elsker Gud og gør, hvad han har påbudt. Hvad Gud har påbudt, er selvfølgelig, at Jesus skal gå i døden på korset, og det er det, verdens herskers komme peger frem imod. Men hvad Gud har påbudt, er også noget mere: at Jesus gennem

20 20 opstandelsen efter døden skal vende tilbage til Gud. Det er det, der gør, at man egentlig bør glæde sig over hans bortgang (jf. 14,28). Og det er derfor, Jesus ender med at opfordre også disciplene til at stå op og drage bort herfra, nemlig fra denne verden til den næste. Som antydet i indledningen til dette kapitel har 14,31 voldt forskerne voldsomt hovedbrud. Opfordrer Jesus ikke her disciplene til at rejse sig (fra måltidet) og gå bort fra det sted, hvor de har spist? Men hvorfor fortsætter han så ubekymret med at tale til dem i endnu tre kapitler? Med den foreslåede oversættelse og tolkning betyder de afsluttende ord imidlertid noget andet. Jesus opfordrer disciplene til, at de skal følge ham i hans bortgang, som netop ikke kun er til død, men også til en opstandelse, som betyder, at Jesus går til Faderen (14,28). Indrømmet: For en umiddelbar læsning ligger den almindelige forståelse af de afsluttende ord lige for og da ikke mindst, hvis man husker, hvad de næsten samme ord betyder i Markusevangeliet (14,42): Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede. Men Markus har ikke ordet enteuthen ( herfra ), og han har heller ikke umiddelbart forud omtalt verden som det, man skal lade bag sig. Vigtigst af alt: Med den her foreslåede, meget mere johanneiske forståelse, får overgangen til Joh 15,1 pludselig markant mening: Stå op, lad os drage herfra: Jeg er den sande vinstok, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt Bliv i mig, og jeg bliver i jer osv. (15,1-4, min overs.). Hvad vi kan sige om tekst 4 i lyset af Johannesevangeliet som helhed, er da dette: (i) Teksten afslutter Afsnit 1 af afskedstalen, men sådan at dens første halvdel (14,22-26) direkte viderefører, hvad der er sagt i tekst 3 (14,15-21) dels om Jesus eget snarlige komme til disciplene, dels om hjælperens komme. (ii) Tekstens anden halvdel (14,27-31) derimod griber tilbage til hele det grundlæggende tema i Afsnit 1 (tema 1) om, at Jesus nu er på vej væk. Som overgang (14,27-28) refererer Jesus tilbage dels til opfordringen i 14,1 om ikke at blive chokeret, dels til det

21 21 løfte, han har givet senere i afsnittet (14,18-19), om, at han vil vende tilbage til disciplene om kort tid. (iii) Men tekstens anden halvdel peger også frem mod Afsnit 2, når Jesus opfordrer disciplene til ikke blot at glæde sig over, at Jesus selv nu drager bort til Gud, men også at slå følge med ham væk fra denne verden. (iv) Pointen af denne tekst er da, at Johannes her lader Jesus påbegynde den adskillelse af disciplene (og dermed alle Kristustroende) fra verden, som bliver direkte videreført i Afsnit 2 (15,1-16,15). Jesus vil kun vise sig for dem og ikke for verden (14,22), og Gud selv og Jesus vil komme til dem alene (14,23), når Gud sender dem hjælperen, den hellige pneuma (14,26). Derfor skal de heller ikke forfærdes (14,27) over Jesus bortgang. For ligesom Jesus nu er på vej til Gud, sådan vil han vende tilbage til dem (14,28) og føre dem bort fra denne verden og dens fyrste, jf. 14,31: Lad os drage herfra. Tekst 5: Om at forblive i Jesus og i hans kærlighed som forudsætning for at bære frugt Denne tekst (15,1-11) indleder Afsnit 2 af Jesus afskedstale til disciplene, hvor han ser ud over sin egen død og opstandelse frem mod den menighed, der skulle blive etableret på Johannesevangelistens egen tid (tid 2). Det I, der tales til, er rigtignok fortsat disciplene, som det fx fremgår af, at Jesus siger om dem, at de allerede er rene på grund af den logos, han har talt til dem (15,3). Det genoptager 13,10 ( I er rene ), som uden tvivl henviser til disciplene. Ikke desto mindre er det tydeligt, at Jesus her i tekst 5 taler med henblik på menighedens tid efter hans død. Det fremgår af, at hovedbudskabet er, at de tiltalte skal forblive i Jesus (15,4, 5, 6, 7, 9, 10). Der er to pointer her. For det første forudsætter talen om at forblive, at de allerede er kommet ind (jf. igen 15,3). Denne forbliven strækker sig altså over nogen tid og markerer en vedvarende forholden

22 22 sig til Jesus, som rækker helt frem til det tidspunkt, hvor den opstandne Jesus vil vende tilbage ved genkomsten. Jesus opfordring eller formaning ( Bliv i mig, 15,4, osv.) forudsætter, at de allerede er der, og at de nu skal fastholde den tilstand, de allerede er kommet ind i. For det andet er hele teksten gennemsyret af tanken om at være i Jesus. Ligesom der i lignelsen tales om grene i eller på (græsk en) vinstokken (15,4, jf. 15,1), således tales der igen og igen om at forblive i Jesus (15,4-7). Men hvordan er et menneske i Jesus? Svar: ved at have modtaget pneuma en fra Jesus, som selv er pneuma. Og som vi ved (jf. 7,37-39), er det noget, der først vil ske for de Kristustroende efter Jesus død og opstandelse. Vi kan konkludere, at Jesus rigtignok fortsat taler direkte til disciplene i den narrative nutid (tid 1), men at han også taler proleptisk eller foregribende om den menighedens tid (tid 2), der vil komme til at foreligge efter hans død og opstandelse. Teksten selv rummer to dele. Første del (15,1-8) består af en lignelse, der handler om en vinstok, en vingårdsmand (15,1), vinstokkens grene, som enten bliver fjernet, hvis de ikke bærer frugt, eller bliver renset, hvis de faktisk bærer frugt, men ikke nok (15,2). Karakteristisk for Johannes er lignelsen slet ikke udfoldet for sig selv, men bliver med det samme fortolket derhen, hvor Jesus vil have den skal forstås. Det sker meget markant helt fra begyndelsen, når Jesus bruger det Jeg er (egȏ eimi), som Johannes også i øvrigt er så glad for, og rask væk erklærer, at Jeg er den sande vinstok. (Tænk på Joh 6, hvor Jesus først taler om det sande brød fra himlen, 6,32, og derpå erklærer, at Jeg er livets brød, 6,35.) Man kan sige, at Johannes lader Jesus bevare den naturlige rækkefølge først lignelse, så udlægning i 15,4-5: Ligesom en gren osv., sådan kan I osv. (15,4) og så udlægningen: Jeg er vinstokken, I er grenene osv. (15,5). Men det spiller ikke nogen afgørende rolle for Johannes. Billede og sag er uløseligt vævet ind i hinanden i hans fremstilling. Således også i Jesus beskrivelse i 15,6 af, hvad der vil ske, hvis man ikke forbliver i ham.

23 23 Ud over tanken om at forblive i Jesus er hovedpointen i 15,1-8, at grenens forbliven på vinstokken og de Kristustroendes forbliven i Jesus er forudsætningen for det, som det så kommer an på: at de bærer frugt, dels selvfølgelig vindruer, dels det, vi kan kalde gode gerninger. At temaet om at bære frugt er vigtigt, fremgår lidt senere i Joh 15, hvor Jesus siger, at han har sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn (15,16). Men hvordan kan vi vide, at frugten består af gode gerninger? Den kunne jo bestå af så meget andet, fx moralske holdninger (til forskel fra handlinger) eller som noget ganske andet succes på missionsmarken. Her er den anden halvdel (15,9-11) af tekst 5 relevant, både i sig selv og taget sammen med den efterfølgende tekstbid, 15,12-17, som alterbogen virkelig burde have taget med. I 15,9-10 omformer Jesus sin opfordring til, at disciplene skal forblive i ham, til nu at gælde, at de skal forblive i hans kærlighed (15,9), og han begrunder det med, at Gud har elsket Jesus, og Jesus har elsket disciplene. Så skal de også forblive i hans kærlighed. Hvordan vil de så gøre det? Jo, ligesom Jesus har overholdt Guds bud til ham og dermed forbliver i hans kærlighed, således skal disciplene også overholde Jesus bud og dermed forblive i hans kærlighed (15,10). Gør de det, vil de blive fyldt op af den glæde, som Jesus også har (15,11), nemlig når han opfylder Guds bud og forbliver i hans kærlighed. Men stadig: Hvad skal de da konkret gøre, når de opfylder Jesus bud (sådan som disse sidste optræder her, modsat i 14,15 og 21 i tekst 3)? Svaret gives i 15,12-17, som for enhver betragtning er et centralt stykke i Johannesevangeliet: 12 Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. 13 Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner(s skyld). 14 I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. 15 Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. 16 Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. 17 Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden.

24 24 Hvad Jesus her formulerer som sit centrale bud det, som han i hele talens propositio (temaangivelse) kaldte et nyt bud (13,34) er næstekærlighedsbuddet, buddet om at elske hinanden eller hverandre (græsk allȇlous) horisontalt og dermed i menigheden. Det begrundes i Guds kærlighed til Jesus og Jesus til disciplene. Disse former for kærlighed er ikke i sig selv horisontale, men vertikale. Men Jesus kærlighed til disciplene (menneskene) er også horisontal (jf. 15,13). Jesus handlede nemlig for sine venners skyld, da han gik i døden for dem. De var ganske vist endnu ikke hans venner, altså på samme niveau som ham selv, men han har nu (i samtalesituationen) kaldt dem sine venner, fordi han har gjort alt, hvad han har hørt fra Gud, kendt for dem. Det betyder ikke, at de har forstået det hele (endnu), men at Jesus som det jo sker hele vejen gennem Johannesevangeliet har fortalt det hele. I denne foregribende forstand er disciplene allerede hans venner, for hvis skyld han derfor går i døden. Senere, når de selv har fået pneuma en og så virkelig forstår det hele, bliver de også selv til hans sande venner. Og så skal de i lyset af Jesus handling for deres skyld selv elske hinanden. I lyset af al dette er det rimeligt at konkludere, at den frugt, Jesus i 15,16 siger disciplene skal bære, består af gode gerninger, der udspringer af deres indbyrdes kærlighed. Vi kan konkludere, at tekst 5, inkl. dens højdepunkt i 15,12-17, taler om menighedens situation efter Jesus død og opstandelse. I den situation skal de Kristustroende forblive i Jesus og i hans kærlighed. Så vil de bære rigelig frugt, og denne frugt består i gode gerninger, der alle er udtryk for, at de elsker hinanden. Dette er (i virkeligheden selv om Jesus også taler om mine bud i flertal, 15,10) Jesus eneste, nye bud: det horisontale næstekærlighedsbud. Vi kan tilføje, at når dette bud som sit hovedeksempel har Jesus egen handling, da han gik i døden for sine venners skyld, så skal det hele vejen igennem forstås tilsvarende radikalt, nøjagtigt som hos Paulus i Filipperbrevet 2,3: sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Hvad vi kan sige om tekst 5 i lyset af Johannesevangeliet som helhed, er da dette: