En handleplan til sundhedsprofessionelle

Transkript

1 En handleplan til sundhedsprofessionelle Handleplanen indeholder tre booklets Når du og dit barn har været udsat for noget alvorligt Til dig, som har prøvet at blive rigtig forskrækket, ked af det og bange Til dig, som har været udsat for noget voldsomt Godt at vide som forælder eller pårørende i den første tid 6-11 år år 1

2 Denne handleplan er udarbejdet i forbindelse med projektet Krise- og traumeinformeret støtte til børn og unge på hospitalet. Handleplanen bygger dels på forskningslitteratur, dels på et samarbejde med et ekspertpanel, et praktikerpanel bestående af sygeplejersker og et brugerpanel bestående af børn, unge og forældre, blandt andet rekrutteret gennem Børn, Unge og Sorg. Læs mere på børnogkriserpåhospitalet.dk

3 Indhold 1 Læsevejledning Hvilke afdelinger er denne handleplan relevant for? 2 Introduktion Hvorfor er det vigtigt at tage handleplanen i brug? Hvornår bør handleplanen tages i brug? Hvad er krise- og traumeinformeret praksis? Best practice-principper for krise- og traumeinformeret praksis 3 Viden Information om krise- og traumereaktioner Hvorfor og hvordan opstår akut og posttraumatisk stress? Tabsreaktioner og kompliceret sorg Overblik over reaktioner på alvorlige hændelser og tab Risikogrupper Modstandskraft (resiliens) Alvorlige kriser kan betyde personlig vækst Barnets alder Skolebørn, 7-12 år Teenagere, år 4 Forberedelse Forberedelse til akutte krisesituationer på en afdeling Organisation Viden 5 Beredskab Beredskabsplan: SOF Stabilisering Omsorg Den sundhedsprofessionelle: Hvordan tager du vare på dig selv i akutte krisesituationer? 6 Opfølgning Den opfølgende samtale: PRO Psykoedukation 7 Bilag Index med henvisningsmuligheder 8 Litteratur 3

4 Læsevejledning Denne handleplan er lavet til hospitalsafdelinger, der håndterer akutte krisesituationer, som involverer børn og unge direkte eller indirekte. Handleplanen giver en række konkrete handleanvisninger til, hvordan sundhedsproffessionelle kan være med til at sikre, at børn, unge og forældre får den nødvendige, tidlige psykosociale støtte og rådgivning, når alvorlig ulykke eller sygdom af livstruende karakter pludselig rammer en familie. 1 Viden Information om børns, unges og for- kriser og traumer. 2 Forberedelse nisere sig og forberede sig på akutte unge. 3 Beredskab børn og unge. Herunder handlemodel- 4 Opfølgning og unge. Herunder handlemodellen PRO den akutte krisesituation: 1 2 planen, der kan bruges til hurtigt at orientere sig i krisesituationer. planen, der kan bruges som støtte i en opfølgende samtale med en familie. Handleplanen indeholder også tre booklets til hhv. børn, unge og forældre om tiden under og efter en alvorlig hændelse, som personalet kort bør gennemgå med og give til familierne under den opfølgende samtale. De tre booklets er tilgængelige på 5 forskellige sprog, og rekvireres hos Tværfagligt Videnscenter for Patientstøtte. kurset Krise- og traumeinformeret praksis, der udbydes til alle sundhedsprofessionelle på hospitalsafdelinger, som ønsker at implementere krise- og traumeinformeret praksis. Kurset udbydes af Tværfagligt Videnscenter for Patientstøtte i Region Hovedstaden og og håndtere belastningsreaktioner hos børn, unge og forældre. På kurset undervises blandt andet i, hvordan man bedst muligt stabiliserer situationen omkring en familie i akut krise, samt i hvordan man taler med børn, unge og forældre, der har været udsat for en alvorlig hændelse. 4

5 Handleplanen indeholder tre booklets Til dig, som har prøvet at blive rigtig forskrækket, ked af det og bange Til dig, som har været udsat for noget voldsomt Når du og dit barn har været udsat for noget alvorligt Godt at vide som forælder eller pårørende i den første tid 6-11 år år Hvilke afdelinger er denne handleplan relevant for? Når hospitalsafdelinger modtager patienter i forbindelse med alvorlig ulykke eller sygdom, kan det ske, at et barn eller en ung er med på hospitalet. Det kan være en søskende eller et barn til patienten. Andre gange er det barnet eller den unge selv, der er patienten. Afdelinger der står overfor at håndtere sådanne situationer bør have en plan for, hvordan barnet eller den unge, og dennes forældre, støttes til disse afdelinger. Handleplanen giver de ceret indsats, der kan udføres af sundhedsprofessionelle på afdelingen. Der kan også være tilfælde, hvor pårørende de ikke med på afdelingen. I disse tilfælde om mulige efterreaktioner og støttebehov hos børn og unge. Denne handleplan er således også relevant for afdelinger, der oplever disse tilfælde. De tre booklets, der følger med handleplanen, kan også være relevante i situationer, hvor man ikke har mulighed for at gennemføre en opfølgende samtale, eller hvor der er børn de den ene eller begge forældre og opfordre til, at familien læser de booklets, de får med nen for forberedelse og beredskab bør altid bruges, selvom opfølgningen ikke er mulig. Afdelinger der tager handleplanen i brug bør være bekendt med hele indholdet af handleplanen. Afdelingen anbefales at udpege minimum to børne-/ungeansvarlige, der kender planens indhold godt, har deltaget i kurset Krise- og traumeinformeret praksis samt opfølgende supervision og formår at orientere børnogkriserpåhospitalet.dk kan downloades PowerPoint-slides, som kan bruges på afdelinger til oplæring i handleplanen. For at handeplanen kan føre til bedst mulig støtte i krisesituationen anbefales det, at afdelingen i fællesskab gør sig de simple forberedelser, der foreslås i afsnittet Forberedelse. 5

6 Introduktion Hvorfor er det vigtigt at tage handleplanen i brug? hospitalsafdelinger, der ønsker at yde en tidlig forebyggende indsats for børn, unge og forældre, som risikerer at udvikle længerevarende belastningsreaktioner som følge af alvorlige hændelser og tab. Handleplanen bygger på nyeste forskning inden for området og er inspireret af begrebet traumeinformeret praksis, som er udviklet i USA og implementeret på ret praksis nedsætter risikoen for posttraumatisk stress og andre psykologiske følgevirkninger af alvorlige hændelser, der sender børn og unge og deres forældre på hospitalet. I denne handleplan udvides begrebet til kriseog traumeinformeret praksis med henblik på at inkludere de børn, unge og forældre, som rammes af pludselig, alvorlig sygdom og død, onale diagnosekriterier for traumatiske hændelser 1. I denne gruppe kan der f.eks. være tale børn og unge, der risikerer at udvikle en kompliceret sorgreaktion. Kompliceret sorgreaktion betegner tilfælde, hvor tabet kan være traumatisk, eller hvor reaktionen er kronisk, forsinket, hæmmet eller fraværende, og hvor intensiteten eller omfanget af reaktionerne ikke er aftagende 6 måneder efter tabet (12 måneder for voksne) 2. posttraumatisk stress blandt børn og unge, der alderen 3-18 år opfylder kriterierne for PTSD en stærk sammenhæng mellem forældres og af at miste en nærtstående. Selvom mere forskning på området er påkrævet og studierne viser forskellige tal, så er der ingen tvivl om, at ulykker og alvorlige diagnoser skaber risiko for psykiske efterreaktioner hos børn, unge og deres forældre, ikke blot umiddelbart efter hændelsen, men også på længere sigt. Der er i Danmark begrænset fokus på posttraumatisk stress og andre psykiske lidelser som følge af ulykker og alvorlig sygdom. Denne handleplan for krise- og traumeinformeret indsats til børn, unge og forældre, der risikerer at udvikle alvorlige efterreaktioner som følge af den hændelse, der bragte dem til hospitalet. Handleplanen er vigtig at tage i brug, fordi den kan være med til at sænke risikoen for, at psykiske efterreaktioner usynliggøres og får negativ betydning for børns og unges funktionsniveau socialt som indlæringsmæssigt. Børn, som har mistet en forælder eller været pårørende til forældre med alvorlig sygdom, oplyser ofte, at skolen ikke er opmærksom på, at indlæringsvanskeligheder kan skyldes sorgog belastningsreaktioner, og at de ofte oplever et ekstra pres, fordi de ikke er i stand til at 6

7 hedsprofessionelle, som ofte er de første, der møder børn, unge og forældre efter en poten- cere og forstå disse familier. Herigennem kan sundhedsprofessionelle gøre en stor forskel i alderssvarende udvikling og tro på sig selv, selvom de har oplevet alvorlig ulykke, sygdom eller død i nærmeste familie. Hvornår bør handleplanen tages i brug? Handleplanen bør tages i brug, når et barn eller en ung udsættes for en alvorlig hændelse, som kan føre til belastningsreaktioner. Dette indebærer, at barnet eller den unge selv har været udsat for en alvorlig ulykke, er blevet alvorligt syg, eller er pårørende til alvorlig sygdom, død eller ulykke i familien. Det er vigtigt at være opmærksom på, at kriser og traumer altid rammer hele familien, og altid må forstås i den sammenhæng. Hvad er en krise? af en families eller et individs normaltilstand. Kriser indtræffer ved kritiske vendepunkter i livet, når en families normale måde at fungere på bryder sammen som følge af særligt belastende hændelser såsom alvorlig ulykke, sygdom eller dødsfald. Typisk forstås kriser som akutte i den forstand, at sammenbruddet er indtruffet for nylig. En krise strækker sig problemer og svære udfordringer, idet kerneoplevelsen er, at vanlige mestringsstrategier og problemløsninger ikke slår til. En krise vil ofte forgrene sig, selvom den alvorlige sygdom eller ulykke rammer individuelt: Hvis en far pludseligt bliver alvorligt syg og moren rammes så hårdt af chok og fortvivlelse, at hun ikke er i stand til at yde den nødvendige trøst, omsorg og stabilitet for sine børn, kan det få alvorlig betydning for deres trivsel og mestring af situationen. Det er derfor altid vigtigt at have blik for familiedynamikker, når man forsøger at forstå krisereaktioner. Hvad er en traumatisk hændelse? I særlige tilfælde kan en krise medføre et så matisk karakter. Den akut opståede stress under en traumatisk hændelse er så voldsom, at nervesystemet oversvømmes og sanseintegrationen forstyrres. Dette er en vigtig mekanisme, da den udgør en form for selvbeskyttelse: Man kan simpelthen ikke tage hændelsen og dens betydning fuldt ind. Dette kan betyde, at den traumatiserede efterfølgende føler sig fragmenteret og har svært ved at huske det som skete i en meningsfuld og integreret helhed. Det kan ske, når man oplever pludselig, uventet død, livstruende ulykker, fysisk eller seksuelt sygdom. Hændelsen kan være traumatiserende 3 4, hvis man: 1 selv udsættes for en af disse hændelser, 2 er direkte vidne til, at de pådrages en anden, eller 3 erfarer, at de er blevet pådraget et nært familiemedlem eller en nær ven. I sidstnævnte tilfælde (3) kategoriseres hændelsen primært som traumatisk, hvis der er tale om en voldelig eller pludselig og uventet hændelse som f.eks. en alvorlig ulykke. Længerevarende livstruende sygdom hos en forælder eller søskende kan dog i få tilfælde også medføre traumatisk stress. På hospitalet kan hændelser have traumatisk karakter, når børn og familier oplever: behandling. akutmodtagelsen, der er nye og skræmmende. 7

8 Opsummering Stærke reaktioner efter voldsomme hændelser er normale. Kun få børn og unge vil opleve længerevarende belastningsreaktioner. Alle børn og unge har dog brug for social støtte i akutte krisesituationer, uanset om de kommer sig naturligt eller senere får brug for profes- børn, unge og forældre, som oplever traumatiske hændelser, samt at forebygge i de få tilfælde, hvor barnet eller den unge er i risiko for at udvikle vedvarende reaktioner. Det anbefales således, at handleplanen tages i brug i alle situationer, hvor et barn eller en med en kritisk hændelse i familien. Hvis ikke - forældrene stadigvæk rådgives om mulige efterreaktioner i familien og relevante booklets bør udleveres. Den sundhedsprofessionelle bør altid opfordre til, at børn og unge kommer på besøg på afdelingen i det omfang, det er muligt. Hvad er krise- og traumeinformeret praksis? Krise- og traumeinformeret praksis er ikke psykologbehandling, men handler om fagligt at styrke og informere sundhedsprofessionel- alvorlig hændelse. Krise- og traumeinformeret praksis handler også om en opmærksomhed på ikke at overintervenere i akutte krisesituationer men derimod understøtte de spontane måder, mennesker i alvorlig krise forsøger at klare sig igennem på. Der er således tale om rapeutiske ramme, som gennem de senere år har haft patent på den - og ind i en ramme af menneskelighed. I mange tilfælde vil den man er til stede som et empatisk og forstående menneske, at man kan rumme de voldsomme følelser, der kommer til udtryk, at man lytter til familien, giver dem tydelig information, kommunikerer i et roligt tempo, tilbyder prak- ligvis aldrig nogen nem sag, oftest fordi akutte krisesituationer aktiverer voldsomme følelser, også hos de professionelle. De følgende 10 principper beskriver grundideen og best-practice for krise-og traumeinformeret praksis på afdelinger, der er i kontakt med børn og unge. Principperne er både baseret på teori om kriser og traumer, samt på evidensbaserede undersøgelser 5 : 1 Skab sikkerhed for barnet eller den unge og forældrene, både fysisk og emotionelt. Hold familien samlet så vidt muligt. Sørg for at grundlæggende behov mødes og at de ansvarshavende voksne forholder sig konsistent, forudsigeligt og respektfuldt. 2 Forstå kriser og traumer som relationelle fænomener og se den samlede familiesituation i det omfang, det er muligt. Hav forståelse for, at adfærd, der kan virke problematisk eller kontraproduktiv, kan være reaktioner på traumatiske hændelser, tab eller tidligere svigt. for særlig støtte gennem viden om risikofaktorer. 3 Støt forældrene for at hjælpe barnet eller den unge. Børn og unges krisereaktioner eller nærmeste omsorgsgivere klarer situationen. Det er derfor afgørende for, hvordan barnet eller den unge klarer sig, at forældrene bedste støtte til barnet eller den unge ske gennem støtte til forældrene. 4 Støt barnets eller den unges egenkontrol, beslutningsevne og autonomi. eller den unge med at genvinde kontrol over sin situation; giv klar og letforståelig information om hændelsen; klarlæg tydelige og realistiske forventninger til det videre forløb; understøt barnet eller den unges mulighed for selv at træffe beslutninger og sætte sig mål. - 8

9 5 Skab relationer, der er trygge, autentiske og positive. Vis at du er til rådighed og vær nærværende, selvom du har knap tid. Gode relationer og social støtte er afgørende for den tidlige præventive indsats og bedring efter alvorlige hændelser. 6 Forstå at forskellig kulturel baggrund har og dennes familie tackler en belastende hændelse. Spørg familien frem for at tolke deres adfærd, hvis der er noget, du er i tvivl om. Anerkend kulturelle ritualer og metaforer som vigtige i mestringen af en alvorlig krisesituation. 7 Kommunikér tydeligt og ærligt, vær ikke bange for at spørge familien, hvordan de har det. Spørg hellere end at gætte. Giv ikke falske forhåbninger i forsøget på at skåne. Giv plads til alle slags følelser, også de stærke. 8 Forstå at bedring er muligt, uanset hvor sårbar et barn, en ung og forældre kan være i og efter en alvorlig hændelse. Understøt familiens styrker og anerkend den måde, de forsøger at tackle situationen på. 9 Samarbejd på tværs af afdelinger og sektorer, så relevante informationer gives videre, (kan f.eks. indebære at orientere en skolelærer eller pædagog telefonisk). Krise- og traumeinformeret praksis kræver at sundhed, psykisk helbred og social velfærd ses i deres sammenhæng. 10 Organisér ansvaret for børn og unge således at relevante aktører på afdelingen og hospitalet så vidt muligt er enige om beslutninger. Dermed sikres konsistens og forudsigelighed for barnet, den unge og forældrene, ligesom at de sundhedspro- samme sprog. I de følgende afsnit kan du læse om, hvordan disse principper kan omsættes til konkret praksis. Det sker gennem 1) en række konkrete anbefalinger til, hvordan afdelinger kan forberede sig på akutte krisesituationer, der involverer børn og unge, 2) en beredskabsplan, som afdelinger kan følge i krisesituationer, og 3) en model for en opfølgende støttesamtale til børn, unge og deres forældre. Information om krise-, traume- og sorgreaktioner I dette afsnit præsenteres i korte træk grundlæggende viden om reaktioner på alvorlig belastning. Hvis du vil læse mere, så kig på ning. Inden for det diagnostiske system inddeles belastningsreaktioner i akutte og længerevarende reaktioner, også kaldt akut og posttraumatisk stress. Stort set alle, der oplever en alvorlig hændelse vil opleve den akutte stress, som opstår under eller umiddelbart efter hændelsen. I få tilfælde vil reaktionerne vare ved, og der kan blive tale om posttraumatisk stressreaktion, hvis symptomerne ikke aftager inden for ca. en måned. Alvorlige hændelser, der involverer tab, kan i få tilfælde føre til en kompliceret sorgreaktion. Denne reaktion er typisk forbundet med særlige forhold, der vanskeliggør den naturlige uventet tab. Der kan være tale om kompliceret sorg, hvis reaktionerne på tabet ikke aftager i omfang eller intensitet 6 mdr. efter dødsfaldet (12 måneder for voksne). Når du som sundhedsprofessionel er i berøring med børn, unge og forældre, der har oplevet alvorlige hændelser og tab, kan det være de belastningsreaktioner samt kende til, hvad der adskiller almindelig sorgreaktioner fra komplicerede. Det vil gøre det nemmere for dig at forstå og støtte familier i alvorlig krise. 9

10 Viden Familierelationers betydning når alvorlig krise rammer Der vil være stor forskel på, hvordan en familie reagerer i en akut krisesituation, og derfor også stor forskel på børn, unge og forældres støttebehov. Børn og unges reaktioner afhæn- med at tackle vanskelige begivenheder og tab. De afhænger også af den samlende livssituation, samt af de tilknytningsmønstre og vaner miske faktorer vil have stor betydning for, hvor mange kræfter en familie har til at håndtere en alvorlig krise. En familie, som altid har haft svært ved at tale sammen, vil som regel stå langt mere udfordret i en akut krisesituation, hed og afmagt for de enkelte medlemmer. Børn og unges tilknytning til deres forældre har afgørende betydning for, hvordan de tackler en alvorlig krise. Tilknytning er nemlig afgørende for de forventninger og erfaringer, der præger relationerne. Tilknytning betegner den proces, hvormed barnet udvikler sig gennem relationen til den eller de primære omsorgsgivere. Børn lærer at regulere deres adfærd (samt følelser og tanker) ved at forudsige deres gør sådan, er det sandsynligt, at mine behov bliver mødt. Trygt tilknyttede børn lærer at stole på, hvad de føler og på deres forståelse af verden. Det gør de, fordi de er blevet kærlig og tydelig måde. Det gør dem i stand til at reagere på, hvad de føler, tænker og erfarer, simpelthen fordi de har lært, at det godt kan betale sig. Deres forventning om at føle sig mødt og forstået, giver dem tillid til deres omverden. De oplever, at de har en vis kontrol og kan få gode ting til at ske. De har erfaring nødvendigt. Dette gør dem mere modstandsdygtige i stressfulde og vanskelige situationer. Utrygt tilknyttede børn lærer at ignorere enten hvad de føler, eller hvad de opfatter, fordi de har lært, at det ikke betaler sig, eller måske kan være direkte kilde til afvisning eller aggression. Det at mærke og reagere på egne behov og ønsker, har været kilde til angst, svigt og måske vold. Et barn, der ikke tidligere har - reagere aggressivt eller afvisende, når voksne tet barn, vil også have langt sværere ved at kommunikere og sætte ord på sine tanker og følelser. Derudover er det mere sandsynligt, at tidligere tabsoplevelser og svigt reaktiveres i den akutte krisesituation. Ved familier, hvor tilknytningen er præget af utryghed, er en støttende indsats særligt vigtig. Det er samtidig i mødet med de familier, at du som sundhedsprofessionel typisk vil opleve dig har gode mestringsstrategier og god kommunikation og kan reagere afvisende på støtten. Her vil det være vigtigt at almengøre reaktioner og forsøge at etablere tillid. Tilknytningsmønstre, tidligere svigt og tabserfaringer har således afgørende betydning for, hvordan man reagerer i en akut krisesituation. Hvorfor og hvordan opstår akut og posttraumatisk stress? Når en person udsættes for en hændelse af særligt truende karakter som beskrevet 10

11 VIDEN ovenfor i introduktionen, aktiveres kroppens alarmberedskab. I selve situationen kan det betyde, at kroppen f.eks. stivner eller gør klar hvorfor bl.a. tidsopfattelsen kan ændre sig, så det, vi normalt oplever som korte intervaller, beredskab slår vores normale, løbende be- kan handle automatisk og dermed hurtigt på overhængende fare. Dette er en afgørende mekanisme, som sikrer vores overlevelse. Når hændelsen er overstået og kroppen falder ning i det, man var udsat for, og integrere det som en del af ens selvfortælling. Fordi vores sanser er skærpede i en situation, hvor vi oplever en alvorlig trussel, bliver erfaringen ofte lagret i hukommelsen med mange skarpere end ved normale erindringer. Dog vil sådanne sensoriske fornemmelser og billeder ofte vise sig i fragmenteret form, da hændelsen ikke er integreret i en sammenhængende, bevidst fortælling endnu. traumatisk hændelse går i gang, kan det derfor være en lang, krævende proces. Det er ofte emotionelt belastende, fordi voldsomme følelser reaktiveres og genopleves, når man tænker på og taler om hændelsen. Dette er også årsagen til, at mange undgår lyde, lugte og situationer, som minder dem om hændelsen, ofte uden at være klar over sammenhængen. Dette foregår nemlig ubevidst og har til hensigt at beskytte personen mod de overvæl- de med tiden kan slippe deres greb. hændelsen naturligt. I den akutte fase og i tiden umiddelbart efter hændelsen er det helt normalt at opleve stressreaktioner. Det søvnforstyrrelser, mareridt, koncentrations- og hukommelsesbesvær, angst, vrede og øget vagtsomhed (se overblik over akutte stressreaktioner på s. 13). En mindre gruppe på omkring 20 % 6 vil typisk opleve et bredt spektrum af disse symptomer. Efterhånden vil reaktionerne aftage og hændelsen vil blive integreret i hukommelsen således, at man vil være i stand til at fortælle sammenhængende om det skete. Uanset hvor sted, er det vigtigt med støtte fra omgivelserne. eller gå i stå, og der kan være livomstændigheder, eller sociale faktorer, som vanskeliggør helingsprocessen. Så bliver indtrykkene fra hændelsen ved med at spøge. Når erindringen om traumatiske hændelser det, man kalder posttraumatisk stress. Symptomer herpå kan minde om de akutte stressreaktioner, men er i modsætning hertil symptomer kan også forekomme. Disse samt præstation i skole eller på arbejde. Tabsreaktioner og kompliceret sorg Når man pludselig mister en forælder, en søskende eller et barn, er det normalt at opleve følelser af kaos, magtesløshed, afmagt og skyld. I dag beskrives en normal sorgproces som det at pendulere mellem at sørge, mindes og længes til at glemme for en stund og - 11

12 VIDEN eller forkerte måder at sørge på. Lige som ved andre alvorlige hændelser, er det meget forskelligt, hvordan man reagerer, både som voksen og som barn. Mange børn (og voksne) oplever vrede, angst og fortvivlelse. Nogle reagerer tydeligt udadtil, andre mere passivt og indadvendt. Uanset hvordan man reagerer, har man brug for støtte og omsorg, når man mister en, man holder af. Hvis et barn oplever at miste en forælder, er måske frygte at miste den anden forælder eller være bange for selv at dø. Vreden er som gråden en naturlig reaktion på det at miste, og børn vil ofte pendulere ind og ud af sorgen. Det kan f.eks. betyde, at de kan gå fra at lege ubekymret og glædesfyldt til pludseligt at reagere stærkt med gråd eller vrede. Dette er barnets naturlige måde at klare den vanskelige sorgproces på. Særligt mindre børn kan svinge ganske pludseligt mellem at sørge og at lege og grine. Børns sorgproces strækker sig modsat voksnes over et helt liv, da de ved hvert nyt udviklingstrin må forstå og integrere tabet på en ny måde. Hvis dødsfaldet opstår pludseligt og uventet, kan tabet få traumatisk karakter. I sådanne tilfælde kan normal sorg udvikle sig til det, man kalder for kompliceret sorg. En kompliceret sorg er kendetegnet ved at reaktionen er kronisk, forsinket, hæmmet eller fraværende. Kompliceret sorg betegner tilfælde, hvor intensiteten eller omfanget af reaktionerne ikke er aftagende 6 måneder efter tabet (12 måneder for voksne) 7. 12

13 VIDEN Overblik over reaktioner på alvorlige hændelser og tab Fysiske Svimmelhed Ondt i maven Følelsesløshed Kvalme Søvnproblemer Appetitløshed Hovedpine Diffuse smerter Adfærdsmæssige Aggression Uro Hyperaktivitet Afvisende adfærd Overansvarlighed Social tilbagetrækning Separationsangst Regression Mareridt Undgåelsesadfærd Voldsom gråd Emotionelle Angst Forvirring Vrede Tomhedsfølelse Skyld Skam Sorg Kognitive Koncentrationsbesvær Hukommelsesproblemer Tankemylder Indlæringsvanskeligheder Flashback Invaderende tanker Vanskelige eksisten- Det er normalt at opleve disse reaktioner efter en alvorlig hændelse. I tilfælde hvor symptomerne er vedvarende og medfører længerevarende belastning og funktionsnedsættelse, kan professionel psykologisk behandling dog blive nødvendig. 13

14 VIDEN Risikogrupper Alvoren af sygdom eller ulykke er ikke afgørende for, om en person udvikler længerevarende belastningsreaktioner. Det afgørende er barnet selv har oplevet hændelsen, og hvordan barnet (og forældrene) har opfattet den fare, der har været på færde. Det er meget afgørende for børn og unges modstandskraft i krisesituationer, at deres forældre er i stand til at håndtere egne krisereaktioner og er en kilde til tryghed, omsorg og støtte. Følgende faktorer giver særlig risiko for at udvikle vedvarende belastningsreaktioner hos børn (bemærk at mange af disse forhold også kan forekomme på hospitalet): efter hændelsen Pludseligt tab af forælder, søskende eller andre nærtstående Stærke krisereaktioner hos forældre Stærke stressreaktioner under eller kort efter hændelsen Udsættelse for skræmmende syn og lyde Dårlig kommunikation og samspil i familien hændelser Tidligere adfærdsmæssige eller emotionelle problemer Tidligere psykiatriske diagnoser Modstandskraft (resiliens) Hvor modstandsdygtigt et menneske er overfor stressbelastninger afhænger af et komplekst samspil af biologiske, psykologiske og sociale faktorer. Som beskrevet under afsnittet om familierelationers betydning, når alvorlig krise rammer, er specielt et barns tidlige, relationelle erfaringer med primære omsorgsgivere vigtige, fordi de er bestemmende for den måde, barnet møder livet på. En omsorgsfuld og afstemt tilknytning i barndommen er afgørende for udviklingen af et robust nervesystem og for barnets tillid til sig selv og dets mulighed for at påvirke sine omgivelser. Et solidt repertoire af erfaringer, der har vist barnet, at det betaler sig at undersøge og give sig i kast med verden, vil styrke barnets evne til at klare sig i en alvorlig krisesituation. Det betyder ikke, at børn og unge, som har haft en god og omsorgsfuld barndom ikke kan udvikle belastningsreaktioner. Men deres helingsproces vil sandsynligvis være kortere og mindre kompliceret. Beskyttende faktorer er: Åben og ærlig kommunikation Stærke relationer Risikofaktorer er: Økonomiske problemer Alle mennesker, børn som voksne, har brug for at skabe mening i det, som livet byder på. Det afgørende for, hvordan man håndterer en alvorlig hændelse er netop Oplevelsen Af Sammenhæng. (OAS) (Antonovsky, 2000). Den medicinske sociolog og forsker Antonovsky har undersøgt, hvad det er, der gør mennesker i stand til at klare sig igennem grufulde 2.verdenskrig. Han mener, at menneskers modstandskraft er knyttet op på tre faktorer: Begribelighed: om man opfatter de stimuli, - Håndterbarhed: udsættes for. Meningsfuldhed:- 14

15 VIDEN Disse tre begreber er naturligvis dynamiske, men kan bidrage til en forståelse af, hvordan man kan styrke menneskers modstandskraft i krisesituationer. forældres følelsesmæssige tilstand. Hvis forældrene formår at håndtere krisesituationen med relativ ro og god kontakt til barnet, vil barnet udvikle færre eller mindre alvorlige reaktioner. Af samme grund udvikler børn med forældre, der har få eller ingen posttraumatiske stressreaktioner, også færre stressreaktioner. At støtte barnets modstandsdygtighed handler derfor i En traumatisk begivenhed kan på den anden side aktivere tidligere traumer. Børn og unge eller psykiatriske udfordringer er mindre modstandsdygtige, når de udsættes for en traumatisk hændelse. Det er derfor vigtigt at være ekstra opmærksom på sårbarheden blandt disse børn og unge. Alvorlige kriser kan betyde personlig vækst Selvom en traumatisk hændelse altid medfører afmagt, angst og sorg og i nogle tilfælde vedvarende psykisk belastning, er det vigtigt at nævne, at det med tiden for mange også indebærer positiv, menneskelig udvikling. Forskning viser, at op mod 85 % af de som udsættes for alvorlige hændelser og tab oplever efterfølgende personlig vækst (Dyregrov, 2007). Posttraumatisk vækst påvirker fem livsdomæner: 1) Relationen til andre, 2) det at se nye muligheder, 3) personlig styrke, 4) spirituel ændring og 5) en dybere værdsættelse af livet. Det gælder også for børn og unge, som støttes gennem krisen og bliver klogere på sig selv og på, hvad der er vigtigt og værdifuldt i deres liv. Hvis oplevelsen af et traume bear- en dyrebar erfaring og et sted for rig læring, parallelt med den oplevede smerte. Mange vil erfare en udvikling af deres forståelse for andre, som gennemgår noget svært. Dette sker over længere tid, og vil ikke være en trøst for familien i den akutte situation. Det afgørende, både for børn og unges modstandskraft i kriser og for deres potentielle positive udvikling, er nærværende, kompetente voksne, som er tilgængelige og tør være der, lytte og tale med dem, når det gør ondt; voksne der selv formår at rumme den fortvivlelse og angst, et barn eller ung kan føle, velviden- Barnets alder Når der er tale om børn og unge, er det vigtigt at se belastningsreaktioner i relation til barnets eller den unges udviklingstrin. I dette afsnit sættes de reaktioner, der er oplistet tidligere, i forbindelse med barnets alder og forståelsesniveau. Dermed bliver det lettere at se, hvordan reaktionerne kommer til udtryk hos barnet eller den unge. Førskolebørn, 0-6 år Små børn opfatter og reagerer lidt anderledes på alvorlige kriser end større børn og voksne. De tænker og bruger sproget konkret og deres reaktioner vil ofte vise sig i adfærd frem for i det, de siger. De viser, at de er kede af det, bange eller forskrækkede, frem for at fortælle det. Derudover er de særligt afhængige af deres forældres emotionelle tilstand og evne til at kommunikere ro, sikkerhed og stabilitet. At forstå små børns tilstand handler derfor især om at lytte til forældrene og om at se på barnets adfærd. Som med alle aldersgrupper er det vigtigt at give små børn klare og tydelige informationer, som de kan forstå. Det kan blandt andet betyde, at man skal undlade metaforer eller komplekse forklaringer, der forvirrer dem, fordi de tænker meget konkret. Eksempelvis kan et udtryk som at sove ind om døden opfattes helt konkret af et førskolebarn og føre til, at barnet tror, at det selv kan dø, mens det sover. med barnet, om det har forstået dit budskab. Små børn er især optaget af den konkrete hverdag, herunder hverdagsrutinerne, og det rutiner vil derfor ofte medføre reaktioner. Små 15

16 VIDEN børn reagerer derudover i korte, adskilte perioder, fremfor kontinuerligt. Det vil sige, at de og lege og grine i en anden. De er således i stand til at træde ind og ud af krisen, hvilket faktisk er en sund reaktion. Det kan føre til den misforståelse, at situationen er mindre alvorlig for de små. Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at det forholder sig sådan. ofte strække sig over længere tid, hvor de på forskellige alderstrin i opvæksten forstår nye nye måder. Reaktioner i denne aldersgruppe kan være Øget ængstelse og uro Stærke reaktioner på forandringer i rutiner Øget afhængighed af forældre eller andre omsorgspersoner, modstand mod adskillelse fra disse sammenfaren Undgåelse af ting der minder om hændelsen repeteres, i tegninger eller i historiefortælling Skolebørn, 7-12 år til at forstå alvorlige hændelser, tage imod sproglig information og til selv at udtrykke deres tanker og følelser sprogligt. De har dog ligesom de mindre børn en stærk sensibilitet overfor de voksnes adfærd og emotionelle reaktioner. De forholder sig derfor primært til de voksnes adfærd, hvis de opfatter uoverensstemmelser mellem de forklaringer, de får, og den adfærd eller følelsesmæssige stemning, de observerer hos de voksne. Får de ikke klare, korrekte eller fyldestgørende informationer, udfylde de dele, de ikke forstår. Deres evne til bedre at forstå en hændelse og dens konsekvenser betyder også, at de kan opleve angst og gøre sig bekymringer på en anden måde end de yngre børn. De tænker også mere over deres egen rolle i situationen og kan føle skyld, enten fordi de tror, at de har direkte eller indirekte medansvar for hændelsen, eller fordi de måske tror, de har opført sig forkert overfor de personer, som er ramt. Nogen kan måske forestille sig, at hændelsen ud af, hvad de ved, og særligt hvad de forestiller sig. Børn kan også forsøge at gøre sig usynlige eller virke glade for ikke at belaste de voksne og gøre dem mere bekymrede. Det kan føre til, at disse børns reaktioner overses, og er derfor vigtigt at være opmærksom på i kontakten med barnet og forældrene. Som for de små børn er eventuelle konsekvenser for de daglige rutiner også vigtige for børn i denne alder. Reaktioner i denne aldersgruppe kan være Påtrængende erindringer og sanseindtryk fra hændelsen om hændelsen Vrede og aggression Tristhed og stærke sorgreaktioner Uro og rastløshed Skyld og skam Spekulationer om hændelsen, herunder fantasiforestillinger 16

17 VIDEN isolation og tilbagetrukkenhed. eller skjule sin angst og bekymringer Teenagere, år Børn i alderen er præget af de mange forandringer, puberteten medfører. De er rende, herunder at passe ind og ligne deres kammerater. Mens de er gamle nok til at forstå kan deres evne til at håndtere følelsesmæssigt ubehag være mere udfordret eller kompliceret end få år forinden. De årige kan have svært ved at planlægge og forudse risici samtidig med at de ofte går i opposition til autoriteter. De kan have tendens til at være idealistiske og urealistiske i deres forventninger. Dette sker i en proces af løsrivelse og selvstændiggørelse af personligheden. Kombinationen af en voksen tankegang og manglende følelsesmæssig erfaring kan gøre håndteringen af en alvorlig krise vanskelig. I en tid hvor man ønsker at være selvstændig kan en hændelse, der pludselig gør en særligt afhængig af de voksne, opleves problematisk. Nogen kan derfor have tendens til at agere mere voksent, end de føler sig. Andre kan håndtere situationen ved at distancere sig kraftigt fra den for at bevare fokus på at fortsætte deres eget ungdomsliv. Det kan betyde, at den unge forsøger at undgå samtaler, personer og situationer, der minder om hændelsen. Unge mennesker er den gruppe, der i mindst muligt omfang opsøger eller ønsker at Disse reaktioner betyder dog ikke, at de unge ikke har mange af de samme voldsomme følelser som alle andre efter en alvorlig hændelse. Men de risikerer at gå alene med snakker ikke nødvendigvis med dem om deres situation. Nogle unge kan i lighed med yngre skåne de voksne. Måske tror de, at de voksne har det værre end dem selv. Af disse grunde kan det være vigtigt at voksne omsorgspersoner sørger for at organisere at de unge får støtte, f.eks. via gruppesamtaler. Mange unge som en stor lettelse, når de bl.a. opdager at de skræmmende tanker og følelser, de går og roder med, er helt normale. Selvom det kan have en positiv effekt at vende tilbage til hverdag og skole, er det også vigtigt at være opmærksom på, at det kan være nødvendigt at sætte tempoet ned og give den unge tid. At have oplevet en voldsom hændel- ner i skolen, i fritidsaktiviteter og socialt. Når den unge vender tilbage til hverdagslivet, er det derfor vigtigt at være tålmodig og at undgå, at hverdagsaktiviteterne skaber yderligere stress for den unge. For nogle unge kan oplevelsen af en alvorlig hændelse medføre, at den ramte mister troen på fremtiden og tilliden til, at verden er et trygt sted. Forventningen om et lykkeligt liv kan blive rystet og oplevelsen af egenkontrol, samt troen på, at man kan påvirke sit liv kan blive stærkt svækket. Det kan blandt andet betyde, at den unge mister motivationen i skolen og i de fritidsaktiviteter, som ellers har haft betydning. Det kan også betyde, at den unge taber interessen for at planlægge og sikre sin fremtid. Unge der reagerer på voldsomme hændelser kan pga. deres ændrede adfærd og emotionelle sårbarhed også være udsat for mobning. Nogle unge forsøger at dæmpe emotionelt Traumatiske oplevelser og tab øger risikoen for et misbrug. Samtidig er det vigtigt at bemærke, at traumatiske hændelser eller kriser for mange unge også kan betyde en stærk personlig udvikling. Her kan gruppesamtaler f.eks. være en god støtte. 17

18 VIDEN Reaktioner i denne aldersgruppe kan være kombineret med umodne følelser. håndtere og sætte ord på Stærke forsøg på at undgå ting, samtaler eller personer, der minder om emotionelt ubehag kan føre til brug af adfærd. Hurtig modning Vrede og aggression Rastløshed og uro Tristhed og sorg Skyldfølelse Vanskeligheder i kontakten med 18

19 Forberedelse I de følgende afsnit beskrives en konkret handleplan for afdelinger, der ønsker at implementere krise- og traumeinformeret praksis. I dette kapitel beskrives de forberedelser, afdelingerne bør gøre sig. I de følgende kapitler beskrives SOF og PRO, som er modeller for, hvordan man bør agere som sundhedsprofessionel i henholdsvis den akutte fase og under den opfølgende samtale. SOF står for Stabilisering, hedsprofessionelle i, hvordan den første akutte fase bedst muligt stabiliseres gennem omsorg og fokus på den samlede familie. PRO står for Psykoeduaktion, Rådgivning og Overblik og kan guide den sundhedsprofessionelle, som skal udføre den opfølgende samtale med en alvorligt kriseramt familie. Forberedelse til akutte krisesituationer på en afdeling At gøre sig de rigtige forberedelser til, hvordan man håndterer alvorlige krisesituationer, der involverer børn og unge, er vigtigt for at kunne give den bedst mulige støtte i situationen. Som en del af forberedelsen bør der være klare aftaler for, hvem der tager ansvar for børn og unge (gerne min. 2 børne-/ungeansvarlige på en afdeling). Derudover bør afdelingen indrette de bedst mulige fysiske rammer for tværs af enheder og sektorer bør prioriteres, og der bør blandt personalet være en velfunderet viden om krise-og traumereaktioner. Alle forberedelserne bør naturligvis tænkes sammen med og supplere de procedurer og strukturer, der allerede er på den enkelte afdeling. Ansvarsfordeling I en krisesituation, hvor et barn eller en ung er kommet slemt til skade, eller en forælder er blevet ramt af ulykke eller akut sygdom, er der brug for at kunne handle hurtigt og konsistent. Det kræver en klar ansvarsfordeling. Det anbefales derfor, at alle afdelinger udpeger en gruppe af børne-/ungeansvarlige sundhedsprofessionelle, som har særligt fokus på at tage sig af børn og unge i alvorlige krisesituationer. De børne-/ungeansvarlige bør udpeges sådan, på afdelingen. Aftal hvem der tager hånd om situationen, hvis ingen af de børne-/ungeansvarlige er til stede. Når de børne-/ungeansvarlige udpeges, kan det være fornuftigt at tænke over 1) hvem der allerede er i kontakt med familier i denne målgruppe og 2) hvem der på forhånd har interesse for og erfaring med børn, unge og familier. Faste procedurer akutte krisesituationer er afgørende for en god indsats. Det anbefales, at en afdeling indar- ningssamtalen, som er præsenteret nedenfor allerede er på afdelingen i forbindelse med børn og unges indlæggelse eller indlæggelse af patienter, der har børn. 19

20 FORBEREDELSE En fast procedure bør indeholde følgende fem punkter: 1 Underretning af børne-/ungeansvarlig, hvis der er børn tilstede. Hvis ikke der er børn til stede, spørg om patienten har børn. Aftal på afdelingen hvordan dette konkret skal foregå. Læg også en plan for, hvad I gør, når det ikke er muligt at tilkalde en børne-/ungeansvarlig. 2 Indarbejdning af SOF-beredskabsplanen i 3 Indarbejdning af PRO-modellen i den opfølgende samtale. 4 Faste procedurer for indhentning og videregivelse af information om familiens situation fra og til andre enheder og afdelinger. 5 Faste procedurer for kontakt med andre sektorer, herunder skole og kommune. mulighed for at henvise til, hvis I møder fa- kommunekontakt/ Fysiske rammer Selvom de fysiske rammer på en dansk hospitalsafdeling ikke altid er optimale, er det vigtigt at tænke over, hvor man er i en akut krisesituation. Hvis der ikke er et lokale til forhånd, hvor man kan sætte sig hen. Tænk over afdelingens indretning og over, hvor kan man skabe de bedste betingelser for en samtale i rolige rammer med respekt for barnet eller den unge og familiens privatliv og integritet. Dette involverer følgende: Når I modtager patienter fra en anden enhed eller afdeling, gør det da til et fast punkt at spørge enheden eller afdelingen om patientens og familiens psykiske og sociale situation, hvis det er muligt. Hvis I sender familien videre til en anden enhed eller afdeling, sørg for at fortælle om familiens psykiske og sociale situation. Hvis afdelingen i forbindelse med PRO-opfølgningssamtalen og øvrige observationer af familien vurderer, at situationen er meget bekymrende, bør afdelingen tage kontakt til kommunen. Se bagerst i handleplanen, hvis I ønsker at vide mere om, hvornår man som sundhedsprofessionel skal underrette kommunen. Viden Brug handleplanens afsnit Viden til at få den nødvendige viden om belastningsreaktioner hos børn, unge og forældre. Læs beredskabsplanen grundigt, så I ved, hvad I skal gøre, når selve situationen. Det anbefales derudover, at de sundhedsprofessionelle, som udpeges på en afdeling til at være børne-/ungeansvarlige, deltager i kurset Krise- og traumeinformeret praksis, som udbydes af Videnscenter for Patientstøtte i Region Hovedstanden. Organisation Punkt 4 og 5 i de faste procedurer indeholder kommunikation og informationsudveksling med andre enheder, afdelinger og sektorer. For at give den optimale støtte, er det vigtigt de personer, der er i berøring med barnet eller den unge og familien i den svære situation. 20

21 Beredskab I akutte krisesituationer er det primære behov for alle mennesker sikkerhed. Det er først efter, at de ramte personer er uden for umiddelbar fare, at det er muligt at stabilisere krisereaktioner. At den umiddelbare fare er ophørt betyder imidlertid ikke, at personen sikkerhed. Det er derfor vigtigt, at du som sundhedsprofessionel aktivt fremmer den efterfølgende stabilisering ved at kommunikere ro, tryghed og sikkerhed gennem et roligt og tydeligt kropssprog og stemmeføring. Dette gør du bedst, når du selv er sikker på din rolle. Som sundhedsprofessionel er du en af de første voksne, et barn eller en ung og dennes forældre møder efter en alvorlig hændelse. Du spiller derfor en afgørende rolle i at aktivere den oplevelse af sikkerhed og tryghed, som er afgørende for at dæmpe stærk affekt i akutte krisesituationer. Hermed kan du medvirke til at dæmpe stressniveauet og til at modvirke længerevarende stresssymptomer. Beredskabsplanen nedenfor gengiver punkt for punkt, hvad man kan gøre for at give et barn eller en ung og dennes forældre en oplevelse af størst mulig sikkerhed, forudsigelighed og tryghed. Disse punkter er omfattet i SOF-modellens tre dele: 1 Stabilisering gennem nærvær, beroligelse, rummelighed, tydelig information og kommunikation. 2 Omsorg i form af trøst, opfyldelse af 3 Familieinddragelse gennem blik for familierelationer, opfordring til brug af netværk, støtte til omsorgspersoner og deres måder at give barnet omsorg på, eventuelt henvisning til professionel Beredskabsplan: SOF Stabilisering 1 Tag hånd om barnet eller den unges eventuelle smerter. 2 Sørg for at barnet eller den unge aldrig er alene og hold familien samlet så vidt muligt. 3 4 Giv klare informationer og forklar barnet eller den unge og forældrene, hvad der sker og hvad du gør. Hav blik for sammenhængen mellem barnet eller den unges reaktioner og forældrenes, og husk at det vigtigste for barnet eller den unge er forældrenes håndtering af situationen. 5 Hvis det er muligt, lad da barnet eller den 6 Indgyd realistisk håb. 7 Spørg ind til, om der er noget konkret i situationen, f.eks. ved behandlingen (barnet eller den unges egen behandling eller en forældres), som barnet eller den unge er bange for eller bekymret over. Berolig barnet eller den unge og svar på bekymringer med anerkendelse og klare informationer. 8 Bevidn og beskriv, hvad du ser: Fortæl det til barnet eller den unge, hvis du kan se, at han eller hun er bange, og udtryk din forståelse: Jeg kan se du er bange/ Vis at du kan rumme barnet, den unge og forældrenes følelser og bekymringer. 21

22 BEREDSKAB 9 Spørg ikke unødigt ind til hændelsen eller at spørge ind til konkrete forhold i situationen og kommuniker langsomt og roligt. 10 Stil åbne og nænsomme spørgsmål om ulykken eller sygdommen for at få information om eventuelle andre tab i situationen eller hvorvidt barnet eller den unge har været vidne til, at andre kom til skade, f.eks. forældre eller venner. 11 Hvis barnet eller den unge udtrykker bekymringer i forhold til andre personer, der har været involveret i hændelsen, sørg da for at fortælle barnet eller den sker. Hvis du ikke har disse informationer, sørg da for at fremskaffe dem, hvis muligt. Fortæl barnet eller den unge og forældrene, hvad du gør. 12 Hvis barnet eller den unge reagerer meget han eller hun har lyst. Men lad ikke barnet eller den unge alene i disse situationer og sørg så vidt muligt for at holde familien samlet. Inddrag evt. barnet, den unge eller forældrene i opgaver, der kan familiemedlemmer, hvordan de har det 4 spørg til deres behov og kom evt. med forslag såsom Tror I, det ville være en kom forbi? 5 Fortæl forældrene, at det er en god ide at under besøg fra barnets eller den unges eget netværk. 6 Vær opmærksom på forældrenes håndtering af situationen: Er de ved barnet eller den unges side? Indgyder de tryghed? Er de i stand til at møde deres barns behov? Har de brug for støtte til at håndtere egne reaktioner? Er der andre vigtige voksne, som burde få 7 styrker og ressourcer til at mestre situationen, f.eks. hvordan forældrene mener de selv bedst kan støtte og berolige barnet 8 Spørg, om der er andre omstændigheder i familiens situation, der gør ulykken/ indlæggelsen/ sygdommen særligt belastende. Omsorg 1 Giv almindelig menneskelig omsorg til barnet eller den unge og forældrene. 2 Sørg for at basale behov for f.eks. drikke, mad og varme opfyldes. 3 Vis opmærksomhed, interesse og varme. 4 (en hånd på en skulder). Familie 1 optimal mulighed for at være hos barnet eller den unge. 2 gøre det for barnet eller den unge, de mener, giver ro og tryghed. Hvis barnet er pårørende, inddrag barnet i praktiske opgaver og sørg for at barnet er hos forældrene. 3 Spørg forældre, søskende og andre. Den sundhedsproffesionelle: Hvordan tager du vare på dig selv i akutte krisesituationer? som udsættes for pludselig, livstruende sygdom eller ulykke, udsættes for store, vedvarende belastninger. Når der er børn involveret, er der tale om en særlig belastning. Mange oplever i perioder at føle sig udmattede og kan blive i tvivl om hvorvidt, de gør deres ledelsens ansvar at sørge for, at rammerne er i orden, så du kan levere den bedst mulige støtte og omsorg, når familier er i alvorlig krise. Dette indebærer blandt andet, at ledelsen anerkender behov for kollegial sparring og supervision samt opfølgning efter særligt belastende hændelser. I dette afsnit kan du læse lidt om, hvad du selv kan gøre. 22

23 BEREDSKAB mennesker i alvorlig krise. Denne meningsfuldhed er dog ikke altid uden pris, og på den personlige front kan det være opslidende at indlevelse og rummelighed. I perioder kan du måske opleve, at dit sociale overskud ikke være for længe ad gangen. Det er afgørende, at du ser det som en del af dit professionelle virke, at du passer godt på dig selv, og herigennem forebygger udbrændthed, stress er altså vigtigt, at du sørger for at holde dig du oplever at blive tanket op. Sport, yoga, mindfulness og meditation kan have en stressreducerende effekt, men mange mennesker har deres helt egne måder at reducere ubehag og tunge følelser på. I en akut krisesituation, er det vigtigt, at du som sundhedsprofessionel selv formår at du oplever et indre følelsesmæssigt pres. Sig til dig selv i situationen, at du kan få lov at reagere senere, når det er overstået. Giv plads At skulle tackle alvorlige kriser er noget, som aktiverer stærke følelser hos alle mennesker, også selvom man er professionel. Det er faktisk afgørende, at du som professionel er i stand til at mærke de følelser, som aktiveres hos dig selv, da det er med til at give vigtig information om, hvordan barnet eller familien, du står overfor, oplever situationen, og hvad de kan have brug for. Det kan også være, at du som sundhedsprofessionel oplever, at der er situationer, du har sværere ved at håndtere end andre, måske fordi det aktiverer noget i din egen historie, som du kan være mere eller mindre bevidst om. Det er vigtigt en balance mellem at føle for meget og føle for lidt. Eller sagt på en anden måde: Føle med nogen og ikke føle ligesom nogen. kollega, man stoler på. Dette kan gøre, at man Husk: Husk, dig selv på, at det er normalt at reagere følelsesmæssigt i vanskelige situationer, og øv dig i at rumme, forstå og acceptere disse følelser. Husk, at følelser smitter. emotionelle smerte hos andre, men Det at være professionel handler ikke om ikke at føle noget, men om at øve sig i selv at føle med nogen og ikke som nogen. Del vanskelige situationer med en kollega, du stoler på. Foretag dig ting i din fritid, som virker afstressende for dig. Hav ritualer f.eks.: Forestil dig, at du når tænd et lys, når en patient, du har været knyttet til, dør. man bruger sig selv så meget, er det Husk at rose dig selv. Du gør et stort svær situation. at have en fast kollega, man tager en snak har været udsat for en særlig belastende situa- at gennemgå en belastende situation med en 23