Materiale 1: Apopleksi Materiale 2: Hospitalsklovnen. Peter Birk Nielsen - SOB13, B7. Intern teoretisk prøve. Modul 5 TPM. Afleveret: 10/2014

Transkript

1 Peter Birk Nielsen - SOB13, B7 Intern teoretisk prøve Modul 5 TPM Afleveret: 10/2014 Materiale anslag Materiale anslag University College Lillebælt, Odense Opgaven må udlånes Materiale 1: Apopleksi Materiale 2: Hospitalsklovnen Opgaven er udtryk for den studerendes egne synspunkter, der ikke nødvendigvis deles af uddannelsesinstitutionen 1

2 Materiale 1 I Danmark rammes omkring mennesker årligt af apopleksi, som kan være stærkt invaliderende (Smith, 2011,s.13). Apopleksia cerebri er en akut hjerneskade som forårsages af en nedsat blodgennemstrømning til det påvirkede område (Glad et al., 2008, s.34). Apopleksien kan forårsage en række handicaps hos patienten såsom afasi, lammelser, synsforstyrrelser og ændret rum-retningssans afhængig af området i hjernen der rammes (Ibid., s.35). Rehabilitering af individer med apopleksi er derfor en tværfaglig opgave. Patienter bliver efter den akutte fase indlemmet i et rehabiliteringsforløb. Indledningsvis vil rehabiliteringen foregå under indlæggelsen, i nogle tilfælde få timer efter apopleksien, i form af genoptræning med en fysioterapeut, logopæd og/eller ergoterapeut. Efter udskrivelse fortsætter rehabiliteringsforløbet i patientens eget hjem eller på en specialiseret tværfaglig rehabiliteringsafdeling (Ibid., s.8). Rehabilitering dækker over et forløb som stræber mod at give patienten redskaber, som kræves for at kunne fungere selvstændigt og uafhængigt (Ibid., s. 7). Dette kan opnås gennem et holistisk menneskesyn, hvor der samarbejdes mellem det påvirkede individ, pårørende og fagfolk så individet kan leve et meningsfuldt liv. Genoptræning kan være et element i forløbet (Jensen, 2004). Rehabiliteringsbegrebet er relativt nyt i Danmark og der findes ikke nogen eksplicit lovtekst indenfor området (Smith, 2011, s.9). Rettighederne som en apopleksipatient har, indenfor rehabilitering, sammenstykkes ud fra elementer i sundheds-, social-, beskæftigelses- og undervisningslovgivning (Ibid., s.9; Jensen & Petersen, 2009). Det kan tænkes at sammenstykning af lovgivning kan gøre det vanskeligt at overskue hvilken behandling patienten har krav på. Det kan ligeledes tænkes at give nogle etiske dilemmaer, hvis der er strid mellem lovgivning og etiske overvejelser for sygeplejersken. I det følgende fokuseres på de paragraffer i sundhedsloven som omfatter mennesker som rammes af apopleksi og skal rehabiliteres samt hvilke etiske aspekter der er forbundet med den tværfaglige rehabilitering. Derudover beskrives et eksempel hvor kommunalreformen i 2007 påvirkede sygeplejen til en apopleksipatient. 2

3 Sundhedsloven og etik Lovens formål er at fremme befolkningens sundhed og er relevant i rehabiliterings sammenhæng. 5 beskriver at blandt andet diagnosticering, genoptræning og pleje indgår i behandlingen af den enkelte patient (http 1). Akut behandling af apopleksipatienten vil indledningsvis foregå præhospitalt, hvorefter patienten typisk behandles i den sekundære sundhedssektor på et sygehus. På hospitalet påfalder det jævnfør 57 regionen at tilvejebringe tilbud om behandling hos praktiserende sundhedspersoner (Ibid.). Behandlingen af den akutte apopleksipatient er dermed et regionsansvar og i 79 uddybes det at regionen skal yde sygehusbehandling på egne eller andre regioners sygehuse (Ibid.). Derudover kan regionen tilbyde behandling på en række private specialsygehuse, såsom rehabiliteringscenter for muskelsvind, Vejlefjord, PTU rehabiliteringscenter og SANO. Indenrigs og sundhedsministeren kan fastsætte regler om at der ud fra lægefaglig vurdering skal tilbydes patienter en genoptræningsplan via regionen, såfremt der er behov for dette efter udskrivelse fra hospitalet jævnfør 84. Formuleringen lægger op til at en minister kan træffe en beslutning, som i sidste ende kan påvirke den enkelte apopleksipatients rehabiliteringsforløb. Dette kan give nogle etiske dilemmaer, idet sygeplejersken på den ene side har lovgivning at forholde sig til. På den anden side de sygepleje etiske retningslinjer. I disse retningslinjer er det beskrevet hvorledes sygeplejersken af princip bør arbejde således at alle mennesker får samme muligheder for at leve det bedst mulige liv (DSER, 2014). Dette kan give anledning til et etisk dilemma, hvis den gældende lovgivning modstrider med dette princip, fordi den er konstrueret af en politiker frem for en sundhedsfaglig person. Når apopleksipatienten skal videre i rehabiliteringsforløbet kan denne ifølge 140 modtage vederlagsfri genoptræning. Genoptræning sker allerede på sygehusene, men er efter udskrivelse en kommunal opgave. 67 og 69 beskriver at regionen yder tilskud til fysioterapeut og psykolog ved lægehenvisning. 119 beskriver hvorledes region og kommune skal tilbyde forebyggelse og sundhedsfremme i henholdsvis sekundær og primær sektor. 138 beskriver hvordan hjemmesygepleje er vederlagsfri og en kommunal opgave at løfte. Opsummerende kan det siges at de paragraffer som er aktuelle for apopleksipatienten både skal løftes af regionen såvel som kommunen. 3

4 Sygepleje til apopleksipatienter efter kommunalreformen i 2007 Sygeplejen til apopleksipatienten kan i overgangen mellem regional og kommunal behandling være påvirket af samfundsmæssige forhold såsom lovgivning eller kommunesammenlægning. Socialstyrelsen beskriver i bladet FOKUS hvordan kommunesammenlægningen i 2007 kunne mærkes på individplan (FOKUS, 2010). En borger fra Roskilde blev ramt af apopleksi i 2007 og var indlagt på sygehus med højresidig lammelse samt ekspressiv afasi. Borgerens kone beskriver i et interview hvorledes den fysiske genoptræning fungerede fint med en god overgang mellem sygehus - og kommunal fysioterapi (Ibid.,s.23). Et vigtigt element i rehabiliteringen var imidlertid ligeledes generhvervelsen af talen for borgeren. Konen beskriver sin oplevelse med den kommunale sagsbehandling på følgende måde: Gør man ikke noget, sker der ingenting. Hvis nogen havde sagt, det er din opgave at tvinge dem (kommunen, red.) til det. Fint nok, så havde jeg det at forholde mig til. (Ibid., s.23) Forud for ovenstående citat var konen og borgeren blevet særdeles frustreret gennem længere tid over en oplevelse af manglende viden i kommunalforvaltningen om hjerneskaderehabilitering og ny forskning. Først efter at have brugt private kontakter i byrådet kom der gang i sagsbehandlingen ifølge konen (Ibid., s.23). I et svar fra Roskilde Kommune beskrives hvorledes kommunalsammenlægningen medførte oprettelse af nye forvaltninger. Sagsbehandlingen var derfor præget af etableringen af nye sagsgange. Det nævnes ydermere at kommunen fra 2009 fik en hjerneskadekoordinator ansat (Ibid., s.25). Ovenstående fortælling kan fremadrettet bruges til at eksemplificere potentielle konsekvenser ved at nedlægge-, oprette-, og sammenlægge offentlige forvaltninger. Det er interessant at følge med i de politiske beslutninger der tages omkring regioner og kommuner. Venstrefløjen, herunder Liberal Alliance, ytrer offentligt et ønske om at nedlægge de fem regioner og skabe en ny struktur (http 2). Det kan tænkes at der kan opstå lignende situationer, som i eksemplet, i overgangsperioden. Dette kan påvirke sygeplejen til patienten direkte, fordi ændring i kommunale strukturer kan medføre nye tidskrævende arbejdsgange. I sidste ende kan det udfordre den rehabiliterende koordinering mellem sygeplejerske og tværfaglige samarbejdspartnere og give ringere kvalitet i behandlingen. Det er ligeledes en mulighed at samarbejdet forbedres. 4

5 Materiale 2 Når børn lægges i generel anæstesi (GA) kan de opleve angst. Angst er en kompleks psykologisk tilstand, som fysisk kan vise sig ved hurtig puls, svedproduktion og rødmen (http 3). Davidson et al. har i et studie beskrevet at hvert andet barn, som skulle i GA, oplevede en høj grad af angst preoperativt. Preoperativ angst blandt børn, som skal i GA, kan vurderes ud fra en såkaldt modificeret Yale angst skala. Scorer børnene over 30 point er der tale om høj grad af angst (Davidson, 2006; Golan G., 2009). Det må antages at en reduktion af børns oplevede angst preoperativt er hensigtsmæssigt for børnenes velbefindende, fysisk såvel som psykisk. Angst kan virke som en sympatisk stressor på menneskekroppen, hvilket er uhensigtsmæssigt i relation til postoperativ restitution (Rørvik, 2010). Preoperativ forebyggelse af angst er en sygeplejefaglig opgave såvel som tværfaglig. Det er en kerneopgave for sygeplejersken er at kommunikere med individet omkring dennes følelser, behov, bekymringer og meninger jævnfør Hendersons 10 ende grundlæggende princip (Henderson, 2009). Angstforebyggelse er ligeledes en tværfaglig problemstilling, da viden om og behandling af angst ligeledes må være kendt for øvrigt sundhedspersonale. Forebyggelse af preoperativ angst kan ske farmakologisk eller nonfarmakologisk. Der kan indgives anæstesiologiske præparater med sløvende virkning, hvis der vælges en farmakologisk tilgang. Ifølge Davidson et al. kan der være en angstdæmpende effekt af dette (Davidson, 2006). Af nonfarmakologiske tilgange til angstforebyggelsen er der imidlertid ikke klare sammenhænge (Ibid.). Når barnet skal forberedes på en kommende operation må sygeplejersken drage nytte af sin af sit kendskab til andre faggruppers kompetencer. På H.C. Andersen børnehospital, Odense Universitetshospital er hospitalsklovne tilknyttet. Det tværprofessionelle samarbejde mellem klovnene og sygeplejersken foregår blandt andet ved udførslen af sygeplejeprocedurer. Klovnen distraherer barnet, så fokus flyttes fra det oplevede ubehag til klovnens fjollerier, hvilket kan være med til at mindsket barnets oplevelse af angst (http 4; http 5). 5

6 Der fokuseres på hospitalsklovnes forebyggende effekt af angst blandt børn som skal gennemgå operation i GA. Derudover beskrives hvordan sygeplejersken kan bruge denne viden til at hjælpe børnene med at opleve mindre angst. Vagnoli et al., har beskæftiget sig med preoperativ angst for børn i alderen 5 12år som gennemgik mindre elektiv kirurgi. Formålet med studiet var at undersøge hvorvidt tilstedeværelsen af en hospitalsklovn kunne reducere den preoperative angst. Den bagvedliggende årsag til valget af netop hospitalsklovne var dokumenterede gavnlige effekter af humor på fysisk og psykisk helbred (Vagnoli, et al., 2005). Forskerne oprettede to grupper. Den ene var interventionsgruppe og den anden kontrolgruppe. Der var 20 børn i hver gruppe, n=40. Resultaterne fra studiet fremkom ud fra spørgeskemaer udfyldt af klovnen, forældre samt sundhedspersonale målt ud fra en modificeret Yale anxiety scale. Klovnenes arbejde op til operationen varierede fra individ til individ og var tilpasset barnets alder. Arbejdet bestod af blandt andet tryllekunst, dukketeater, sæbebobler, musik og gøjl. Studiets konklusion var at der i interventionsgruppen, hvor én forælder og en klovn var til stede under indgivelsen af bedøvelsen, var en lavere grad af angst blandt børnene og forældrene sammenlignet med kontrolgruppen, hvor der var én forælder og ingen klovn. Klovnen havde derfor en angstreducerende effekt i dette studie (Ibid.). Golan, et al., undersøgte i et andet studie fra 2009 hvorvidt hospitalsklovne, medicinering eller ingen intervention påvirkede børns oplevelse af angst i forbindelse med GA. Baggrunden for studiet var en redegørelse for at angst kan medføre postoperative komplikationer, hvorfor det er hensigtsmæssigt at forebygge (Golan, et al., 2009). Børnene, som var inkluderet i studiet, var i alderen 3-8 år og skulle alle gennemgå elektiv dagkirurgi. Et inklusionskriterium var at barnet ikke tidligere havde været i generel anæstesi samt at barnet eller forældrene ikke led af Coulrophobia - angst for klovne. Dette nævnes, da det må være et væsentligt hensyn at tage, for ikke at skræmme børn og forældre med klovneangst. 6

7 Der var i alt 65 børn med i forsøget, n=65, som var inddelt i tre grupper. En gruppe fik preoperativt besøg af to hospitalsklovne som fulgte dem helt indtil bedøvelsen var anlagt på operationslejet. Anden gruppe modtog midazolam i passende dosis før operationen. Sidste gruppe modtog hverken beroligende medicin eller hospitalsklovnebesøg. Klovnenes arbejde begyndte minutter før afgang til operations stuen og bestod af tryllekunster, sæbebobler, dukketeater etc. Evalueringsmetoden i dette studie var at videofilme alle børn fra alle grupper på tre faste stationer, hvorefter et tværfagligt evalueringsudvalg vurderede børnenes angst ud fra en sammenklipning af videomaterialet. Evaluatorerne brugte den modificerede Yale anxiety scale og kendte ikke til studiets hensigt og design. Resultatet af studiet var at gruppen som blev underholdt af klovne udviste lavere grad af angst indtil de kom ind på selve operationsstuen sammenlignet med de to andre grupper. Inde på operationsstuen scorede klovne gruppen imidlertid højest på Yale skalaen. Derfor konkluderer studiet at anvendelse af klovne med stor gavn kan anvendes før barnet kommer på operationsstuen, dog skal de ikke helt med ind på stuen (Ibid.). Mere viden på området vil være hensigtsmæssigt, da man ud fra studiet af Golan et al. kun kan anbefale at hospitalsklovnene deltager til og med venteområdet før indgang til operationsstuen. Studiet bør opfølges af mere forskning, idet der ligeledes kan være en interessekonflikt. Studiet er nemlig delvist finansieret af en interesseorganisation for hospitalsklovne fra Israel. Som sygeplejerske kan viden omkring hospitalsklovnes potentielle nonfarmakologiske angstforebyggelse hos preoperative børn være gavnlig, idet et tværfagligt samarbejde kan bidrage til løsningen af denne kliniske problemstilling. I et kommende virke som operations eller børnesygeplejerske kan der være potentiale for en kulturændring, hvis det erfares at der ikke samarbejdes med hospitalsklovne. Der kunne være potentiale for en projektsygeplejerske i at udforske mulighederne for at integrere hospitalsklovnene i anlæggelsen af GA hos børn og unge, frem for en mere traditionel tilgang hvor forældre og sundhedspersonale er til stede. For at et sådan projekt kan finde sin berettigelse må sygeplejersken have kendskab til effekten af hospitalsklovnenes arbejde, samt i hvilke situationer de kan reducere eller forøge den oplevede angst hos børnene. 7

8 På et individplan kan viden om hospitalsklovnenes effekt på angstforebyggelse, give anledning til refleksion over hvordan en sygeplejefaglig intervention overfor et barn bedst muligt kan tilrettelægges. Det kan tænkes at et velfungerende tværfagligt samarbejde mellem sygeplejersken og hospitalsklovnen kan mindske børns oplevelse af angst før operationer eller ved udførslen af sygeplejeprocedurer. 8

9 Litteratur Davidsen, J. Andrews, 2006, Risk factors for anxiety at induction of anesthesia in children: a prospective cohort study, Pediatric Anesthesia : sider DSER/Dansk SygeplejeEtisk Råd, 2006, Sygeplejeetiske retningslinjer 12 sider FOKUS, 2010, Problemskabende adfærd, lettere hjerneskade og kognitiv rehabilitering, Socialstyrelsen, 17.årgang, nr. 3, s Glad, A., et al., 2008, Sygeplejebogen 2 kapitel 1, Gads Forlag 4 sider 2 sider Golan, G. et al., 2009, Clowns for the prevention of preoperative anxiety in children: a randomized controlled trial af Pediatric Anesthesia, sider Henderson, V., 2009, Sygeplejens Grundlæggende Principper, Dansk Sygeplejeråd/ICN, 6. Udgave 5 sider Jensen, L. & Møller, K, 2004, Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet, Rehabiliteringsforum Danmark 45 sider Jensen., L. & Petersen, L., 2009, Rehabilitering teori og praksis, 1.udgave, Munksgaard 28 sider Rørvik, Annette Kolding et al., 2010, 'Operationssygepleje', 1.udgave, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 4 sider Smith, E. & Jensen, J.H., 2011, Forløbsprogram for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade, Sundhedsstyrelsen 38 sider Vagnoli, L., et al., 2005, Clown Doctors as a Treatment for Preoperative Anxiety in Children: A Randomized, Prospective Study, Pediatrics 7 sider I alt 159 sider litteratur Internetkilder http 1 http 2 http 3 9

10 http 4 http