Plænegræs og vækstforhold

Transkript

1 Plænegræs og vækstforhold Mejeri- og Jordbrugets Efteruddannelsesudvalg

2 Copyright juni 2012 Undervisningsministeriet Undervisningsmaterialet er udviklet af Mejeri- og Jordbrugets Efteruddannelsesudvalg i et samarbejde med Karin Juul Hesselsøe, AMU Nordjylland, Sandmoseskolen. Materialet kan frit kopieres. Materialet er udviklet til deltagere i AMU-uddannelsen: Plænegræs, vækstforhold og gødning og Græs på idrætsanlæg, vækstforhold og gødning. Materialet kan frit viderebearbejdes med angivelse af denne tekst: Dette materiale indeholder en bearbejdning af undervisningsmaterialet til AMUuddannelsen: Plænegræs, vækstforhold og gødning og Græs på idrætsanlæg, vækstforhold og gødning udviklet for Undervisningsministeriet af Mejeri- og Jordbrugets Efteruddannelsesudvalg i et samarbejde med Karin Juul Hesselsøe, AMU Nordjylland, Sandmoseskolen.

3 Indholdsfortegnelse PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD... 3 Hvordan vokser græsset...5 Klippehøjde og klippekvalitet...5 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER Morfologi...10 Svingel (Festuca)...13 Rajgræs (Lolium)...17 Rapgræs (Poa)...21 Hvene (Agrostis)...25 Bunke (Deschampsia)...29 FRØBLANDINGER Plæneblandinger til forskellige formål...30 Pryd/brugsplæner...31 Ekstensive græsarealer...31 Boldbaner...32 Green...32 Teested/fairway...32 FORÆDLING OG SORTS-AFPRØVNING PLÆNEGRÆS JORD Tekstur...34 Jordens struktur og komprimering...36 Metoder til at vurdere jordens komprimering...37 Jordløsning og luftning...39 Vertikalskæring og topdressing...43 Filt og tørkepletter...46 PLÆNEGRÆS - GØDNING Traditioner og principper...51 Næringsstoffer til græs...54 Kvælstof (N) og gødningstyper...56 Fosfor (P)...59 ph i jorden...61 Kalium, calcium, magnesium og svovl...62 Mikronæringsstoffer...62 Jordbundsanalyser...63 GØDNINGSBEREGNING Grundgødning...64 Vedligeholdelsesgødning...66 Gødningsplan - fodboldbane...67 INDHOLDSFORTEGNELSE 1

4 Gødningsplan - stadionbane Gødningsplan greens Gødning til tee-sted og fairway KILDELISTE INDHOLDSFORTEGNELSE

5 Plænegræs vækstforhold Græs som klippes jævnligt består af bladskud, rødder og udløbere. På en græsplæne, hvor der ofte er en blanding af forskellige græsser, kan det være vanskeligt at kende de enkelte arter fra hinanden. For de fleste brugere af plænerne fodboldspillere eller parkgæster, kan det egentlig også være ligegyldigt, bare den ønskede kvalitet er i orden. Men for den professionelle keeper af græsplænen har kvaliteten nøje sammenhæng med, hvilke græsarter den består af. Derfor er kendskab til i hvert fald en god håndfuld af de mest anvendte græsarter meget vigtigt for at kunne tage kvalificerede beslutninger om plænens vækstforhold og pleje. Dette kapitel indledes med en generel omtale af plænegræssets vækstforhold. Dernæst er der en kort gennemgang af morfologien dvs. planternes ydre kendetegn, så læseren får værktøjer til at lære at skelne de forskellige græsarter fra hinanden. Sidste del af kapitlet er en gennemgang af de hyppigst anvendte arter af græs til plæneformål og deres vigtigste egenskaber. Kapitlet afsluttes med en kort beskrivelse af det forædlingsarbejde, der foregår for at finde det bedst egnede genetiske materiale og den efterfølgende sortsafprøvning, så kun de bedste sorter af plænegræs når frem til brugerne. Græsfamilien (Poaceae, Gramineae) er med ca. 650 slægter og omkring arter over hele jorden en af de største plantefamilier. I Danmark findes der over 150 vildtvoksende arter af græs. Ud af de mange vildtvoksende arter anvendes ca af disse, fordelt på 4-6 slægter, i forskellige plænegræsblandinger. Disse arter er hver især opdelt i mange sorter, som er fremkommet ved hjælp af planteforædling. Sorter med egenskaber som f.eks. høj skudtæthed eller resistens mod sygdomme udvælges og opformeres, så der hele tiden kommer nye sorter med bedre egenskaber på markedet. Med tålmodig træning kan man lære at skelne de forskellige arter, der anvendes til plænegræs, mens det kun er specialister, der kan skelne sorterne fra hinanden. PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD 3

6 Figur 1: Flerårigt græs med underjordiske udløbere (rhizomer). Eng-rapgræs (Poa pratensis). Fra Grøntved og Sørensen, Græs kan skelnes fra andre plantegrupper ved dets karakteristiske skudbygning og lange smalle blade. Man kan forveksle græs med de to lignende plantefamilier: Halvgræs- (Cyperaceae) og Sivfamilien (Juncaceae). I den vegetative vækst (uden blomster) vil man kunne skelne halvgræs fra græs ved, at halvgræs oftest har trekantede stængler. Siv har runde og oftest massive stængler, og en bladskede, der omslutter hele stænglen, mens græs har runde og oftest hule stængler med en bladskede, der er delt. Græsplanten består af skud og rødder. Skuddene er enten lysskud, der bliver til blade eller det er udløbere, som enten kan være underjordiske (rhizomer) eller overjordiske (stoloner). Se Figur 1 og Figur 2. Figur 2: Flerårigt græs med overjordiske udløbere (stoloner). Krybehvene (Agrostis stolonifera). Fra Grøntved og Sørensen, PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD

7 Hvordan vokser græsset Når græsplanten klippes jævnligt forbliver den i den vegetative vækstfase, hvor der dannes nye blade, rødder og sideskud fra vækstpunktet, som sidder tæt ved jordoverfladen. Hvert vækstpunkt indeholder ca nye bladanlæg og afhængigt af temperatur og vækstforhold, dannes der nye bladanlæg hver 3-20 dage. Væksten foregår ved celledelinger og cellestrækning i vækstpunktet. Når selve græsbladet kommer op i lyset standser væksten her, men det skubbes videre op ved vækst nedefra vækstpunktet. Jo længere ind mod midten af skuddet jo yngre er bladene og de yngste blade strækker sig mest efter klipning (se Figur 3). Figur 3: Græs skud (a) umiddelbart efter klipning og (b) nogle dage efter klipning. Fra Turgeon, Et græsblad når sin maksimale produktion kort tid efter det er fuldt udviklet og derefter starter aldringsprocessen, hvorefter græsbladet dør. Et græsblad kan bliver 4-10 uger gammelt, men på en plæne vil det ofte være klippet af, inden det når så langt. Klippehøjde og klippekvalitet Af alle operationer i forbindelse med pleje af græs, er klipning den faktor, der har størst indflydelse på planternes vækst, udvikling og stress-tolerance Martin Petersen, 2003 PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD 5

8 Dette citat stammer fra Martin Petersen, som gennem flere år har rådgivet om plænegræs. Græsplanter har gennem årtusinder tilpasset sig afgræsning (eller klipning), hvor mange andre planter vil dø, når en stor del af deres bladmasse eller et vækstpunkt, som sidder højt bides eller klippes af. Derfor er det logisk nok græs, vi anvender på plæner. Figur 4: Under normale forhold bør man klippe ca. en tredjedel af græsset/ klipning. Alligevel er der grænser for, hvad græsplanten kan tåle, når det gælder klipning. En meget god tommelfingerregel siger, at man maksimalt bør klippe en tredjedel af bladlængden af gangen ved hver klipning, så planten har to tredjedele af sin bladmasse intakt til at lave fotosyntese og gendanne nye skud. Dette betyder, at græsset har energi nok i den tilbageværende bladmasse, skud og rødder, så det gang på gang (dagligt eller ugentligt) kan tåle klipning. Figur 5: En lavere klippehøjde medfører en større skudtæthed, græsbladene får en finere tekstur og rodlængden nedsættes. Fra Turgeon, PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD

9 Klipning påvirker græsset, så det sætter flere skud og jo lavere klippehøjde, jo flere skud, hvilket gør plænen tættere. Dette skyldes, at der ved lave klippehøjder trænger mere lys ned til de enkelte blade, og derved bliver den interne konkurrence mellem bladene om lyset mindre. Desuden vil en lav klippehøjde påvirke græsset til at sætte flere skud for at gendanne tabet af bladene, så fotosyntesen og dermed energiproduktionen opretholdes. Der er altså en nedre grænse for hvor lavt og hvor ofte, der bør klippes, og denne grænse er forskellig for de forskellige græsarter, så nogle arter tåler det bedre end andre, men fælles for dem er, at en nedsættelse af klippehøjden bør ske gradvis. At skudtætheden øges ved en lavere klippehøjde er naturligvis en fordel, når man ønsker en tæt plæne, men den lave klippehøjde har også negative konsekvenser for græsplanterne. Disse negative konsekvenser bør man være meget opmærksom på, så man kan modvirke deres effekt. Den lave klippehøjde vil hæmme udviklingen af rødder og udløbere, da det er bladmassen over jorden, som ved fotosyntesen skaffer energi til væksten af rødder og udløbere. Rodnettet bliver kortere, og dermed vil udnyttelsen af vand og næringsstoffer forringes. Det kan medføre uheldige konsekvenser som f.eks. nedsat tørketolerance, mindre slidstyrke og større risiko for ukrudt og sygdomme. Græsplanters evne til at tåle lav klipning afhænger af vækstvilkårene, men den varierer som nævnt også fra art til art, og naturligvis er de arter vi anvender på plæner gode til at tåle en lav klippehøjde. Klippehøjden kan varieres gennem vækstsæsonen, så den afpasses græssets vækst. I vækstsæsonens yderpunkter eller i tørkeperioder kan man med fordel hæve klippehøjden. Klippehøjden sættes normalt efter hvilket formål der er med det pågældende areal, hvor de laveste klippehøjder findes på greens ned til 3-6 mm, mens klippehøjden på forskellige plænetyper varierer fra mm eller højere, hvis det er ekstensive naturgræsarealer. PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD 7

10 Tabel 1: Anbefalede klippehøjder til forskellige græsarter Alm. Rajgræs Fra mm Til sportsplæner, alm. plæner Arter/egenskaber Rød- Svingel Anbefalet Ned til 5 klippehøjde mm Anvendelse Til alle forme for plænetyper Eng- Rapgræs Fra mm Til sportsplæner, alm. plæner Klippehøjderne varierer efter hvilket formål græsarealet har og varierer desuden efter de lokale forhold og de valgte græsarter. På greens, hvor klippehøjden kan gå ned til 3 mm eller derunder, og hvor græsset klippes næsten hver dag for at opnå en hurtig og jævn overflade, er påvirkningen på græsset ekstrem. De følgende klippehøjder er vejledende: Alm. Hvene Ned til 4 mm Til greens, evt. i andre blandinger Krybehvene Ned til 3 mm Til greens, evt. i andre blandinger Tabel 2: Vejledende klippehøjder Areal Boldbaner Opvisningsbaner Alm. Boldbaner Golfbaner Greens Tee-steder og for-greens Fairway Semi-rough Klippet rough Uklippet rough Græsplæner Prydplæne Parkplæne Plæner i grønne områder Ekstensive græsarealer Blomstereng Klippehøjde mm (UEFA 28 mm) mm 3,0-6,0 mm 8-14 mm mm mm 75 mm En årlig afhøstning mm mm mm mm mm Klippekvalitet Også klippets kvalitet har stor betydning for, hvor godt planterne tåler klipning, Klipning stresser græsset ved at efterlade åbne sår som planten skal bruge energi på at hele. Et rent klip med en skarp og rigtigt indstillet cylinderklipper heler hurtigt, i forhold til et uskarpt klip. Rotor- eller slagleklippere river eller flår græsset over, og vil efterlade et større bladareal til efterfølgende heling. Se Figur 6. 8 PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD

11 Figur 6: Græsplanterne til venstre er klippet med skarpe klippeled, græsplanterne til højre er klippet med uskarpe klippeled. Hvis græsplanten får lov at gro uden regelmæssig klipning, vil den på et tidspunkt begynde at danne stængel med henblik på at sætte blomsterstand og danne frø. Herved kommer græsplanten ind i en generativ vækstfase, hvor dannelsen af nye blade reduceres kraftigt. Plantens tilvækst sker da primært i stængel, blomsterstand og frø. Denne udvikling ønskes normalt ikke på plæner, og kan undgås ved at klippe jævnligt, men nogle græsarter f.eks. Enårig Rapgræs er meget villig til at sætte stængel og frø ved lave klippehøjder, så denne art ses ofte med stængler og frø i almindelige plæner. PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD 9

12 Græskendskab morfologi og egenskaber Morfologi Denne beskrivelse af græsplantens ydre kendetegn henviser til Figur 7Fejl! Henvisningskilde ikke fundet.. Selve bladet på græsplanten består af en bladplade med mere eller mindre tydelige bladribber. Bladskeden omslutter den nederste del af bladet og den består af en skedehinde med mere eller mindre tydelige bladtænder. Bladskedens skedehinde og bladtænder har forskellig længde og udformning, og denne karakter er vigtig i forbindelse med bestemmelsen af, hvilke arter man har. Bladlejet kan være enten sammenrullet eller sammenlagt, hvilket man kan mærke ved at skære et skud af og rulle bladlejet mellem to fingre. Føles bladlejet rundt kan der være tale om Hvene eller Strand-Svingel føles det sammenlagt og let kantet kan der være tale om Rap-græs, Alm. Rajgræs, Rød- Svingel, Stivbladet Svingel eller Mose- Bunke. Det kan naturligvis også være andre arter, men de nævnte hører til de hyppigste plænegræs-arter. Nederst på Figur 7 er vist en typisk bladplade på rap-græs, som er fladtrykt med tydelige bladribber. Rap-græs har desuden en bådformet bladspids, som splitter sig op i to dele, når man flader den ud, og selve bladpladen har en tydelig midternerve (en køl), som deler bladet på langs. På hver side af denne midternerve ser man lysspor, der består af en række af celler, som er lidt større og mere luftfyldte end de øvrige Figur 7: Græsplantens ydre kendetegn 10 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

13 celler i bladet (Se Figur 8). Lyssporet kan bedst ses, hvis man kigger gennem bladet op mod lyset. Lysspor er et godt kendetegn til at afgøre om der er tale om rap-græs. Figur 8: Tværsnit af blad af Eng-rapgræs (Poa pratensis) med markering af lysspor. Fra Turgeon, Modsat rap-græsset har rød-svingel og nogle af de øvrige svingel-arter en bladplade som er meget smal nærmest tråd- eller nåleformet. I forstørrelse (se Figur 9) kan man se, hvordan bladet egentlig er sammenfoldet omkring midternerven. Under tørre forhold vil denne sammenfoldning være mere udpræget end under mere fugtige forhold, og sammenfoldningen af bladet er med til at holde på bladets vandreserver. Rød-svingel er en af de mest tolerante græsarter overfor tørre forhold. Uanset fugtighedsforholdene vil arter af rødsvingel, fåresvingel, stivbladet svingel og bakkesvingel altid forekomme mere smalbladede end de øvrige arter af plænegræs. Figur 9: Tværsnit af blade af Rødsvingel (Festuca rubra) til venstre og Fåresvingel (Festuca ovina) til højre. Fra Turgeon, Plænegræsserne kan desuden opdeles i tue eller tæppedannende arter. De tæppedannende arter vil ofte være dem der laver udløbere enten overjordiske eller underjordiske (se Figur 1 og Figur 2). GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 11

14 Græsarterne kan også skelnes fra hinanden på deres blomster og blomsterstand, og det er som regel små variationer i denne karakter, som anvendes i botanikken til at skelne de enkelte arter fra hinanden. Overordnet skelnes der mellem tre typer af blomsterstande aks- (f. eks. Rajgræs), dusk- (f.eks. Timothe) og top-græsser (f.eks. Hvene, Rapgræs og Svingel) (se Figur 10). Figur 10: Aksgræs (5), duskgræs (6) eller topgræs (7). At adskille de forskellige græsarter fra hinanden ved hjælp af morfologiske kendetegn, er en stor og vanskelig opgave at lære sig og især, når vi på græsplæner oftest kun har små mere eller mindre afklippede bladskud at kigge på. Det kræver en lup til at forstørre de små dele på planterne, og en græs nøgle med detaljerede beskrivelser af arternes små forskelle. På de helt kortklippede arealer som f.eks. greens er det næsten umuligt at skelne de enkelte arter ud fra de karakterer, der normalt anvendes i botaniske opslagsbøger, fordi de enkelte dele på planterne er for små og endnu ikke udviklede. Her må man lære sig små tips til at skelne arterne og udelukke de mange arter, som højst sandsynligt ikke findes på en kortklippet green. Efterhånden som man får mere erfaring med de forholdsvis få arter, der anvendes til plænegræs, bliver man dog bedre og hurtigere til at skelne dem fra hinanden. De følgende afsnit omfatter beskrivelser af de mest almindelige arter af plænegræs, der anvendes i Danmark. Ønsker man at lære flere græsarter at kende og skelne fra hinanden henvises til botaniske opslagsbøger som f.eks. Danmarks Græsser (Schou et al., 2009). 12 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

15 Frøfirmaet Prodana har desuden udgivet en lille håndbog med gode beskrivelser og illustrationer af de mest almindelige græsarter på plæner (Prodana, 2010). Svingel (Festuca) Slægten svingel (Festuca) omfatter flere arter til plæneformål, hvor rødsvingel er langt den mest anvendte til forskellige formål fra golfgreens, teesteder og fairways til almindelige have/parkplæner, sportsplæner og ekstensive græsarealer. Fælles for de anvendte svingel-arter er, at de er robuste og nøjsomme. Rødsvingel, fåresvingel, bakkesvingel og stivbladet svingel er smalbladede arter, mens strandsvingel har brede blade. Græsfrøene hos svingel-arterne er forholdsvis store med en tusindkornsvægt (TKV) på ca. 1 (dvs frø vejer 1 gram). Strandsvingel har store frø med en TKV på 1,9. Rødsvingel (Festuca rubra) Figur 11: Rødsvingel med karakteristiske trådtynde, sammenrullede blade og brune bladskeder ved basis. Foto: Agnar Kvalbein. Rødsvingel findes både med og uden udløbere. Disse udløbere kan være enten korte eller lange. De forskellige typer kaldes underarter, og de er ikke umiddelbart nemme at skelne fra hinanden. I en græsplæne kendes rødsvingel let på de fine trådformede blade. Bladbredden er sjældent større end 1,5 mm og bladene har ofte et skinnende udseende. Rødsvingel er en langsomt voksende og robust græsart, der tåler næringsfattige og tørre forhold. Den er GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 13

16 vinterfast og ret modstandsdygtig overfor svampesygdomme. Den angribes dog af svampesygdommen rød tråd (Laetisaria fuciforme). Rødsvingel uden udløbere (Festuca rubra commutata) Figur 12: Rødsvingel uden udløbere (til venstre) og Rødsvingel med frø (til højre). Foto: Barenbrug. Rødsvingel uden udløbere har en meget høj skudtæthed og den tåler tæt klipning. Af de tre underarter har rødsvingel uden udløbere den bedste vinterfasthed. Rødsvingel uden udløbere anvendes sammen med almindelig hvene til fine græsblandinger (greens) og i almindelige brugsplæne- og sportsblandinger. 14 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

17 Rødsvingel med korte udløbere (Festuca rubra trichophylla) Figur 13: Rødsvingel med korte udløbere. Foto: Barenbrug. Rødsvingel med korte udløbere har mange af de samme egenskaber som rødsvingel uden udløbere. Dens vinterfasthed er lidt dårligere, men den beholder sin grønne farve længere udover efteråret. Rødsvingel med korte udløbere anvendes sammen med rødsvingel uden udløbere og almindelig hvene til fine græsblandinger (greens) og i almindelige brugsplæne- og sportsblandinger. Figur 14: Rødsvingel på green. Foto: Agnar Kvalbein. GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 15

18 Rødsvingel med lange udløbere (Festuca rubra rubra) Figur 15: Rødsvingel med lange udløbere. Foto: Barenburg. Denne underart er ikke så skudtæt som de to andre og den tåler ikke samme tætte klipning. Den anvendes i plæneblandinger, hvor klippehøjden ikke bliver for lav. Fåresvingel (Festuca ovina) Figur 16: Fåresvingel. Foto: Barenburg. Fåresvingel (Festuca ovina), bakkesvingel (Festuca trachyphylla) og stivbladet svingel (Festuca duriuscula) er tre arter, der ligner hinanden meget, og de anvendes i forskellige blandinger til omtrent de samme formål. Alle tre arter danner små, tætte tuer af ret kraftige, stive grågrønneblågrønne blade. Alle tre arter er uden udløbere. Fåresvingel har lidt smallere blade end de to andre arter. De tåler tørre, saltholdige og næringsfattige forhold, men de er 16 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

19 følsomme overfor slitage, så deres anvendelse er på ekstensive arealer som f.eks. vejrabatter, til erosionskontrol langs motorveje og til sommerhusområder. Fåresvingel er mest tørketolerant, mens de to andre arter kan klare sig under mere varierende fugtighedsforhold. De tre arter anvendes med en andel på ca % i græsblandinger til ekstensive formål ofte sammen med rødsvingel, hvene og rajgræs som ammegræs. Strandsvingel (Festuca arundinacea) Figur 17: Strandsvingel. Foto: Barenbrug. Strandsvingel ligner ikke de førnævnte arter af svingel. Den har grove, brede blade, danner kraftige tuer og et dybtgående rodnet. De dyrkede arter af strandsvingel er oftest uden udløbere, men de findes også med udløbere. Artens naturlige voksesteder er strandenge dvs. våde eller tørre områder med en vis påvirkning af saltvand. Den er altså salt- og tørketolerant og samtidig slidstærk og vinterfast. Strandsvingel anvendes med en andel på ca. 20 % i blandinger til rabatter, diger, skråninger og strandgrunde. I Sydeuropa anvendes strandsvingel en del til rekreative græsarealer pga. dens tørketolerance. Rajgræs (Lolium) Rajgræs-slægten omfatter primært almindelig rajgræs, mens italiensk/westerwoldisk rajgræs anvendes i meget begrænset omfang på rekreative græsarealer. Rajgræsfrøene er forholdsvis store med en tusindkornsvægt (TKV) på ca. 1,7. GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 17

20 Almindelig Rajgræs (Lolium perenne) Figur 18: Alm. Rajgræs (til venstre). Foto: Barenbrug og Alm. Rajgræs med frø (til højre). Almindelig rajgræs har været dyrket i flere hundrede år, dog oprindeligt indenfor landbruget. I 1970`erne kom nye mere velegnede sorter til plænegræs på markedet, og i dag er almindelig rajgræs den mest benyttede græsart til plæneformål i den tempererede del af verden. De mange sorter, der er på markedet i dag, er tætte, finbladede og meget slidstærke. Karakteristisk for almindelig rajgræs er en kraftig ribbet bladoverflade (se Figur 19), blank bladunderside og rødviolette nedre bladskeder. Almindelig rajgræs er tuedannende og danner ingen udløbere. Derfor spreder den sig ikke så hurtigt som krybende græsser, og den har ikke så god en evne til genvækst efter skader. Etableringshastigheden for almindelig rajgræs er dog hurtigere end nogen anden græs i Europa anvendt til rekreative formål. Under gunstige spiringsforhold vil denne græsart spire efter 3 4 dage og have brug for den første klipning indenfor 2-3 uger. 18 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

21 Figur 19: Tværsnit af blad af Alm. Rajgræs. Her ses tydeligt den kraftigt ribbede bladoverflade. Fra Turgeon, Et græstæppe af rajgræs er relativt åbent. Derfor sås der ofte andre græsser i for at gøre græstæppet mere tæt. I frøblandinger kan rajgræssets hurtige spiring og fremvækst dog komme til at overskygge de andre græsarter. Almindelig rajgræs anvendes i blanding med rødsvingel og engrapgræs på både park- og sportsplæner. På stadions anvendes almindelig rajgræs ofte i renbestand. Til eftersåning af plæner anvendes blandinger med en stor andel af almindelig rajgræs på grund af dens hurtige etablering. I etablerede græsplæner kan almindelig rajgræs, især i eftersommeren, hvor væksten er på sit højeste, danne tuer med et flosset skær, som stikker op over de andre græsplanter i plænen. Dette skyldes, at rajgræsset vokser lidt hurtigere end de andre arter. Desuden er ledningsstrengene i rajgræssets blade ekstra seje, hvilket giver det flossede og grå skær efter klipning (se Figur 20). Derudover danner almindelig rajgræs nemt stængler ved normal plænehøjde, som kan være vanskelige at fjerne effektivt med en cylinderklipper. Her kræves en klipning med rotorklipper for at fjerne de seje stængler GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 19

22 Figur 20: De seje ledningsstrenge i rajgræssets blade kan danne et flosset skær efter klip. Foto: Agnar Kvalbein. Sammenlignet med de øvrige græsarter til plæneformål klarer almindelig rajgræs sig dårligt i lange og kolde vintre, og især hvor der er stor slitage på f.eks. sportsplæner, kan dette medføre store vinterskader. Nye sorter af tetraploid rajgræs, som traditionelt kun anvendes til fodergræs, har dog vist gode resultater mht. vinterfasthed. De såkaldte 4Turf plænetyper, som er markedsført i 2012, spirer ved lave temperaturer og har en god modstandskraft overfor vinterstress i form af kulde og sygdomme. Plæner med en stor andel af almindelig rajgræs bør eftersås regelmæssigt. De største sygdomstrusler mod almindelig rajgræs er rød tråd (Laetisaria fuciforme) og sneskimmel (Microdochium nivale). Italiensk Rajgræs/ westerwoldisk rajgræs (Lolium multiflorum) Italiensk rajgræs er en hurtigt voksende græsart, som normalt ikke anvendes i plæner, da den ikke er vinterfast og varig. Den har dog vis anvendelse, som ammegræs i blandinger på ekstensive arealer, hvor den spirer frem og hurtigt etablerer sig før de varige græsser som f.eks. rødsvingel, hvorefter den dør væk efter et par vintre. Formålet med ammegræsset er at få en hurtig fastholdelse af de øverste jordlag for at forhindre jorderosion på skråninger eller ved kraftige regnbyger. Desuden vil de små planter af italiensk rajgræs give et bedre mikroklima med læ og fugtighed for de andre græsarter, som etablerer sig langsommere. Ulempen kan dog være, at de også 20 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

23 konkurrerer med de varige græsarter om lys, vand og næring. Westerwoldisk rajgræs er en enårig varietet af italiensk rajgræs, som har nogenlunde samme egenskaber og anvendelsesområder på plæner som italiensk rajgræs. Den anvendes desuden i turbo -blandinger på fodboldbaner til at give et hurtigt græsdække i ydersæsonerne, da den spirer hurtigere end almindelig rajgræs ved lave jordtemperaturer. Rapgræs (Poa) Rapgræs-slægten omfatter til plæneformål engrapgræs og almindelig rapgræs, hvor sidstnævnte kun anvendes i meget begrænset omfang i skygge -blandinger. Enårig rapgræs udsås ikke som et kulturgræs i nogen plæneblandinger, men arten optræder som et af de mest almindelige ukrudtsgræsser i plæner. Frøene af rapgræs er små med en TKV (tusindkornsvægt) på ca. 0,3. Eng-rapgræs (Poa pratensis) Figur 21: Eng-rapgræs (til venstre). Foto: Barenbrug. Eng-Rapgræs med frø (til højre). Eng-rapgræs er en græsart, der danner underjordiske udløbere, også kaldet rhizomer. Eng-rapgræs har mellemfine til grove blade (bladbredde ca. 2 5 mm), som er mørkegrønne til blågrønne og lige brede i hele bladlængden. Bladspidsen er bådformet (se Fejl! envisningskilde ikke fundet. nederst) og den har to GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 21

24 lysspor, som ses langs med midterribben (kølen) på oversiden af bladet (se Figur 22). Figur 22: Eng-rapgræs. Her ses tydeligt lysspor. Foto: Agnar Kvalbein. Eng-rapgræssets underjordiske udløbere gør, at den er i stand til at reparere slidskader f.eks. på fodboldbaner, og den anvendes i brugs- og sportsplæner ofte sammen med rødsvingel og almindelig rajgræs. I blandinger til golfbanernes fairways anvendes ofte en blanding af engrapgræs og rødsvingel. Eng-rapgræs spirer langsomt, hvilket gør, at den ofte bliver trykket i etableringsfasen af de øvrige græsplanter i blandinger. Under dårlige spiringsforhold er den vanskelig at etablere. Den bedste etablering af eng-rapgræs opnås, når jordtemperaturen er høj i eftersommeren. I blandinger til eftersåning anvendes den ikke pga. den langsomme fremspiring og etablering. Eng-rapgræs er velegnet til mange forskellige jordtyper, og den er meget varig. Rullegræs indeholder oftest en stor andel af engrapgræs, da det gør tørven sammenhængende og slidstærk. 22 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

25 Almindelig Rapgræs (Poa trivialis) Figur 23: Alm. Rapgræs med lang tilspidset skedehinde. Foto: Google. Almindelig rapgræs danner løse tuer og den kan sprede sig ved overjordiske rodslående skud. Den kan kendes fra engrapgræs på dens lange tilspidsede skedehinde. Almindelig rapgræs trives bedst på lave og fugtige arealer, og den klarer sig også relativt godt i skygge. Den anvendes i meget begrænset omfang i blandinger til græsplæner i skygge med en frøandel på ca %. GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 23

26 Enårig Rapgræs (Poa annua) Figur 24: Enårig Rapgræs (til venstre). Foto: Barenbrug. Enårig Rapgræs med frø (til højre). Enårig rapgræs er en lille tuedannende græsart med lysegrønne blade, som sætter blomst og frø ved meget lave klippehøjder. Et godt kendetegn er desuden nogle små tværrynker, der sidder på tværs af bladene. Enårig rapgræs er modtagelig overfor flere forskellige svampesygdomme, og den trives dårligt i en tør og næringsfattig jord. Alligevel findes den stort set overalt, hvilket skyldes dens evne til hurtigt at sætte frø, hvorefter den dør. Enårig rapgræs kan tåle en meget lav klippehøjde (3 mm og derunder), så den er et alvorligt ukrudtsproblem på golfbanernes greens, hvor den konkurrerer med kulturgræsserne. På brugsplæner, som udsættes for stort slid f.eks. fodboldbaner, vil enårig rapgræs også have god mulighed for at spire frem og etablere sig i de mange bare pletter på banen. Frøene af enårig rapgræs findes stort set overalt i jorden. Figur 25: Enårig Rapgræs i græsplæne. Foto: Agnar Kvalbein. 24 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

27 Hvene (Agrostis) De tre arter i hvene-slægten: Almindelig hvene, krybehvene og hundehvene anvendes primært til golfgreens, hvor deres store skudtæthed danner et fint tæppe, når der klippes lavt. Hvenerne har meget små frø med en tusindkornsvægt (TKV) på kun ca. 0,1, hvilket vil sige en tiendedel af rødsvingels frø. Almindelig Hvene (Agrostis capillaris ) Figur 26: Alm. Hvene (til venstre). Foto: Barenbrug. Alm. Hvene med frø (til Højre). Almindelig hvene danner løse, tæppelignende bevoksninger med udløbere, som kryber lige under eller over jorden. Bladene er mat-grønne og har tydelige bladribber, men uden en markeret midterribbe (køl). Det er vanskeligt at skelne almindelig hvene fra krybehvene, men skedehinden på almindelig hvene er kortere og mere afskåret end på krybehvene. GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 25

28 Figur 27: Alm. Hvene under lup. Foto: Agnar Kvalbein. Almindelig hvene er ikke særlig slidstærk, men den tåler meget tæt klipning helt ned til 4-5 mm. Den anvendes sammen med rødsvingel (uden udløbere) og rødsvingel (med korte udløbere) til fine græsblandinger på greens. Desuden anvendes den i blandinger til diger og skråninger. Krybehvene (Agrostis stolonifera) Figur 28: Krybehvene (til venstre). Foto: Barenbrug. Krybehvene med frø (til højre). Krybehvene er en tæppedannende græsart med overjordiske udløbere (stoloner). Bladene er blågrønne med tydelige bladribber, men uden en markeret 26 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

29 midterribbe (køl). Til at skelne krybehvene fra almindelig hvene kan man anvende farven, som for krybhvene er blågrøn, mens den for almindelig hvene er mere mat-grøn. Farven varierer dog med gødningsniveau og sort. Figur 29: Farveforskelle mellem Alm Hvene (øverst) og Krybehvene (nederst). Foto: Agnar Kvalbein. De to arter kan også skelnes på længden af bladets skedehinde, som for krybehvene er længere og mere flosset end hos almindelig hvene. Krybehvene er som almindelig hvene ikke slidstærk, så dens anvendelse på plæner begrænser sig normalt til greens, hvor den kan tåle meget lave klippehøjder (3-5 mm). Den er en af de mest anvendte græsarter på greens i verden. Krybehvene findes vildtvoksende i kystnære områder, hvor dens tolerance overfor salt gør den anvendelig i blandinger til ekstensive formål langs veje og diger. Figur 30: Krybehvene under lup. Foto: Agnar Kvalbein. GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 27

30 Hundehvene (Agrostis canina) Figur 31: Hundehvene. Foto: Agnar Kvalbein. Hundehvene minder meget om de to foregående hvenearter. Dens blade er lidt smallere ofte indrullede, og den danner overjordiske udløbere. Den anvendes i meget begrænset omfang kun på golfbanernes greens, hvor den etableres i renbestand eller i blanding med rødsvingel. Hundehvene har en meget høj skudtæthed og den danner meget filt. For nærmere omtale af hundehvene henvises til faktahæftet: Muligheter for hundekvein på golfgreener i Norden (STERF,2011,a). Figur 32: Hundehvene. 28 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

31 Bunke (Deschampsia) Kun en enkelt art i slægten bunke anvendes på plæner. Som dyrket kulturgræs er den forholdsvis ny i Danmark, og den er markedsført på grund af sin evne til at vokse i skygge. Mosebunke (Deschampsia caespitosa) Figur 33: Mosebunke. Foto: Barenbrug. Mosebunke kan kendes på de stive blade med ru, fremtrædende bladribber. Bladundersiden er glinsende blank. Mosebunke danner ikke udløbere. En stor skudtæthed kombineret med en meget god skyggetolerance og vinterfasthed, er årsagen til, at denne græsart anvendes i blandinger til arealer, hvor der kan forekomme skygge. Mosebunkes seje og stive blade kan være vanskelige at klippe pænt, og da den samtidig har tendens til at danne tuer, kan den give plænen et ujævnt udseende. Den er dog sygdomsresistent, og den tåler lave klippehøjder bedre end eng-rapgræs. Da den ikke danner udløbere er dens reparationsevne dog begrænset. En sammenligning af de forskellige græsarters egenskaber og anvendelse kan findes i diverse skemaer i frøfirmaernes kataloger. Her henvises til de to faktablade om græs til parker, fodbold- og golfbaner (STERF, 2011, b og c) på svensk. GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 29

32 Frøblandinger Plæneblandinger til forskellige formål Et græsareal, som primært skal anvendes som prydplæne har stor æstetisk værdi. Græsset skal være tæt og det skal kunne tåle lav klippehøjde. Ofte skal det også kunne tåle skygge fra høje træer. Til gengæld er slidstyrken ikke så vigtig som på f.eks. en brugsplæne, som anvendes til sport og leg. På sportsplæner, som anvendes til fodbold eller golf, er slidstyrke og genvækstevne af stor betydning. På mere ekstensivt drevne græsarealer som f.eks. vejrabatter eller naturgræsarealer, er der store krav til græssets tørketolerance, konkurrence mod ukrudt eller evnen til at vokse langsomt. En frøblanding og dens indhold af de enkelte arter er opgjort i vægtprocent. Dette betyder, at den antalsmæssige fordeling mellem små frø (f.eks. eng-rapgræs) og store frø (f.eks. rødsvingel eller rajgræs) kan være meget forskellig. Tabellen herunder illustrerer dette: Tabel 3: Forholdet mellem vægtprocent og antalsprocent. En blanding til en sportsbane indeholder typisk almindelig rajgræs (75 vægt-%) og eng-rapgræs (25 vægt-%). Da rajgræsfrøene er ca. tre gange større end frøene af eng- 30 FRØBLANDINGER

33 rapgræs vil man med denne blanding udså antalsmæssigt 60% engrapgræsfrø og 40% rajgræsfrø. Til greens anvendes typisk en klassisk blanding af rødsvingel/almindelig hvene (85/15 vægt-%). Da rødsvingelfrøene er ca. ti gange større end hvenefrøene bliver den antalsmæssige fordeling af frø i denne blanding nærmest det modsatte (27/73). Plæneblandinger udvikles og ændres fra sæson til sæson af de forskellig frøfirmaer. Nogle blandinger er klassikere med en bestemt fordeling af arter, som kun opdateres, når nye forbedrede sorter kommer på markedet. Andre blandinger udvikles for at tilfredsstille bestemte behov f.eks. skygge blandinger til udsåning i haver med høje træer eller kant -blandinger til udsåning langs stier og flisegange, hvor man ikke ønsker, at græsset skal brede sig ind over stien/fliserne. I det følgende er vist nogle få eksempler på typiske plæneblandinger. Derudover henvises til frøfirmaernes brochurer og hjemmesider (f.eks. Hunsballe, Prodana, Semenco). Pryd/brugsplæner Mosebunke Alm. Rapgræs Vægt % Rød- Alm. Eng- Svingel Rajgræs Rapgræs Alm. Plænebl Hvid- Kløver Fåresvingel Kantblanding 65* Skyggebl Med kløver Eftersåning *= kun Rødsvingel uden udløbere Ekstensive græsarealer Vægt % Rød- Svingel Strandsvingel Westerwoldisk Rajgræs Hvene Digeblanding Bakke eller Fåresvingel Vejrabatblanding Salttolerant FRØBLANDINGER 31

34 Boldbaner Vægt % Rød-Svingel Alm. Rajgræs Eng-Rapgræs Hvid-Kløver Moderat slid Eftersåning Stadion 100 (superliga) Med kløver Green Vægt% Rød-Svingel Almindelig Hvene Højt vand/ gødningsniveau Lavere 15** 85 vand/gødningsniveau Lavt 100** vand/gødningsniveau **= Rødsvingel uden og med korte udløbere Krybhvene 100 Teested/fairway Vægt % Rød-Svingel Alm. Rajgræs Eng-Rapgræs Teested Fairway Eftersåning(teested) Eftersåning(fairway) 100 Forædling og sorts-afprøvning Der foregår til stadighed et forædlingsarbejde mod nye sorter med bedre egenskaber til plænegræsformål. De egenskaber, som man forsøger at forædle på er f.eks. skudtæthed, slidstyrke, farve og ensartethed. Det kan også 32 FORÆDLING OG SORTS-AFPRØVNING

35 være tolerance overfor lav klippehøjde, sygdomme, skygge eller tørke. Forædlingen foregår i Danmark eller i andre dele af verden, hvor klimaet passer til de forhold man ønsker at undersøge. Når forædlerne finder en ny lovende sort, kan de tilmelde den til sortsafprøvning, hvor den bliver testet af uvildige forskere og sammenlignet med andre tilmeldte sorter. Afprøvningen af nye sorter af plænegræsser har siden 2005 foregået i fællesnordisk regi med forsøgsarealer i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Resultater fra disse forsøg kan findes på Scandinavian Turfgrass Testings hjemmeside ( Figur 34: Sortsafprøvning på Bioforsk i Landvik. En samlet oversigt over afprøvningerne findes i den nordiske sortsguide (Bioforsk, 2007)), der omfatter græsarter og sorter testet under forskellige plæneforhold (green, fairway, fodboldbane, plæne, mm.). En dansk sortsliste for plænegræsser (Plantedirektoratet, 2011) udgives en gang årligt. De sorter, der udmærker sig ved egenskaber, der er bedre end eksisterende sorter, bliver tildelt S-mærket (f.eks. Conni S). Det engelske STRI (Sports Turf Research Institute) udgiver også hvert år en guide over sortsafprøvninger i England (STRI, 2011). FORÆDLING OG SORTS-AFPRØVNING 33

36 Plænegræs jord Forskellige arter og økotyper af græs kan gro stort set overalt på kloden. De tilpasser sig kulde, varme, fugt og tørke, så de arter som trives vil overleve et givet sted. Til plænegræs stiller vi bestemte krav om tæthed og genvækstevne, så derfor kan vi ikke forvente, at alle jordtyper er lige velegnede som vækstmedie. En græsplæne kan dog etableres på de fleste jordtyper det er bare ikke sikkert, at plænen bliver så slidstærk eller skudtæt, som man kunne ønske. Tekstur Til en nærmere beskrivelse af en given jordtype har man defineret to begreber tekstur og struktur. Jordens tekstur er den vægtmæssige fordeling af de forskellige partikler (grus, grovsand, finsand, silt, ler og humus) som jorden indeholder. Ved en teksturanalyse kan man bestemme jordens tekstur, og herudfra nærmere beskrive jordens egenskaber. Figur 35: Teksturanalyse af en jordprøve. I Normer og vejledning for anlægsgartnerarbejde beskrives den optimale tekstur for muld til græsvækst som: Partikkelstørrelse Indhold i % Grovsand (2-0,2 mm) 35-45% Finsand (0,2-0,02 mm) 35-45% Silt og ler (0,02-0 mm) 12-18% Humus 3-5% 34 PLÆNEGRÆS JORD

37 Disse anbefalinger gælder for hele vækstlaget og i en dybde på mindst 30 cm for sports- og prydplæner og for hele vækstlaget for øvrige brugsplæner. En optimal jordtype til plænegræs er altså en let jord med et godt luftskifte og god afdræning, så regnvandet hurtigt siver ned. For sportsplæner er kravet, at de skal kunne aflede 20 mm vand pr. time. Samtidig skal der være tilstrækkeligt med små partikler i jorden, så den kan tilbageholde en vis mængde vand og næringsstoffer. For en nærmere beskrivelse af en god vækstjord til plænegræs findes nedenstående kornkurve-diagram, der beskriver hvilke teksturgrænser, som en jord til græs bør ligge indenfor. Er man i tvivl om, hvorvidt jordens tekstur egner sig til sportsgræs og den belastning det medfører, kan man få lavet en sigteanalyse og kornkurve og sammenligne den med nedenstående diagram. Figur 36: En god jord til græsvækst skal ligge indenfor kurvebåndene. Selv om man i udgangspunktet har en jordtype, hvor teksturen ligger indenfor ovenstående kornkurver, er det dog ingen garanti for, at jorden ikke kan skades, så strukturen ødelægges. En stor andel af grove partikler giver plads til mange grove porer, som sikrer luftskifte og vandinfiltration. Ved belastning med tunge maskiner under våde forhold kan der dog opstå strukturskader i form af komprimering. PLÆNEGRÆS JORD 35

38 USGA Til opbygning af greens og tee-steder findes specifikationer fra USGA (United States Golf Association). Oplysninger om disse kan findes i kompendiet: Opbygning og pleje af greens (Undervisningsministeriet, 2007). Jordens struktur og komprimering Figur 37: Her er jorden for fin til græsvækst. Foto: Jane J. Toft. På rekreative græsarealer med hyppig trafik af mennesker og maskiner, er det vanskeligt at opretholde en god jordstruktur. Især i perioder, hvor jorden er våd, kan der opstå trykskader, som kan komprimere jorden, så luftskiftet og dermed græsvæksten hæmmes. Den tætte græsvækst, som fremmes af hyppige og lave klipninger er i sig selv med til at gøre overfladen kompakt. Lige omkring jordoverfladen dannes et filtlag af mere eller mindre omsat materiale af blade, udløbere og rødder, som kan være næsten uigennemtrængeligt for luft og vand. Komprimering er et udtryk for, hvor hårdt jorden er presset sammen. Komprimering kan opstå af tre faktorer: Jordtrykket (fra maskiner eller mennesker), vandindholdet i jorden og jordens tekstur. 36 PLÆNEGRÆS JORD

39 Jordtrykket Trykket på jorden fra færdsel er den faktor, der skaber komprimering, men omfanget af komprimeringen er afhængig af jordens vandindhold og tekstur. Højere vandindhold og højere indhold af fine partikler især silt og ler vil øge komprimeringen af jorden. En helt sammenpresset jord har en rumvægt på 2,65 g/cm3. Optimal rodvækst i jord sker ved en rumvægt mellem 1,45 og 1,50 g/cm3. Kommer rumvægten under 1,40 g/cm3 bliver jordoverfladen for blød og ustabil til belastning. Kommer den over 1,80 g/cm3 hindres rodvækst praktisk taget helt, men grænserne er afhængige af vandindhold og planteart, samt om rødderne kan komme frem gennem sprækker og ormegange. Til at beskrive komprimeringen i de øverste jordlag har man defineret begrebet marktryk. Marktrykket er vægten pr. areal oftest udtrykt i kilo pr. cm2. F.eks. vil en mand på 100 kg, som belaster en sko med 210 cm2 (str. 44) have et marktryk på 0,48 kg/cm2. Omregnet til trykbetegnelsen kpa (kilopascal) er hans marktryk (under én fod) 46,7 kpa. Marktrykket under en maskine er i praksis det samme som trykket i dækkene. De maskiner som anvendes til f.eks. klipning, har normalt et marktryk som kun er lidt større end en menneskefod (dæktrykket svarer til omkring 55 kpa). Alligevel udgør det areal, som køretøjet belaster en større flade. Så samlet set er køretøjets belastning meget større end belastningen fra en person, der går henover arealet. En beregning fra den norske lærebog (Kvalbein, 2006). konkluderer, at komprimeringen fra en golfbil, som kører henover et græsareal er mere end 20 gange større end komprimeringen fra en person, der går henover arealet. Metoder til at vurdere jordens komprimering Der findes forskellige visuelle metoder til at vurdere om et etableret græsareal som f.eks. en fodboldbane eller en green, opfylder de ønskede krav til vandinfiltration og luftskifte. Først og fremmest kan man vurdere græssets PLÆNEGRÆS JORD 37

40 vækst ved at tage en prøve med et jordbor for at vurdere jordtypen, filtlagets tykkelse og røddernes vækst. Figur 38: Penetrometer (til venstre) og infiltrometer (til højre). En metode til at måle jordens komprimering, er at bruge et penetrometer, der trykkes lodret ned i jorden og måler modstanden i forskellige dybder. Den modstand, som penetrometeret møder (målt i bar eller psi), kan relateres til planterøddernes vækstevne. Ifølge (Skov og Landskab, 1996) vil der ske en begyndende mærkbar effekt på rodvæksten, når modstanden i jorden kommer over 15 bar (ca.=225 psi). I meget komprimerede jorde kan der måles modstande helt op imod bar (ca.= psi). 38 PLÆNEGRÆS JORD

41 Figur 39: Måling med penetrometer. Skalaen viser grønt (0-200 psi), gult ( psi) og rødt (over 300 psi). Med et infiltrometer (se Figur 38 til højre) måles græsoverfladens og jordens evne til at optage vand, og især på greens kan det bruges til at vurdere græssets udnyttelse af vand. Pakning af jorden hæmmer rodvæksten, så græsset får problemer med at optage vand og næringsstoffer. Det gør græsset svagere overfor slid, og det nedsætter konkurrenceevnen overfor ukrudt og sygdomme. Så vidt muligt bør man undgå forhold, som kan føre til komprimeringsskader, men det kan være svært at undgå, og derfor må man anvende forskellige mekaniske metoder til at løsne op og lufte vækstjorden. Jordløsning og luftning Jordløsning/luftning på plænegræsarealer kan i princippet opdeles i to typer overfladeluftning (hurtigprikning eller slicing) og dybdeluftning ( verti-drain eller verti-dræn ). Begge tiltag har til formål at få luft ned til græssets rødder og til mikroorganismerne i jorden. Luftens ilt er nødvendigt for rødder og mikroorganismers ånding, og er der for lidt ilt i jorden, vil både rodvækst og nedbrydning af organisk stof i jorden hæmmes. PLÆNEGRÆS JORD 39

42 Overfladeluftning (hurtigprikning eller slicing) Overfladeluftning kan foretages med hurtigprikkere, der prikker med massive spyd, som findes i forskellige tykkelser og udformninger. Prikkedybden er normalt omkring cm. Overfladeluftning kan også foretages med knivluftere (se Figur 41), der skærer (slicer) riller gennem jorden. Her er arbejdsdybden normalt omkring cm eller ned til 25 cm. Figur 40: Cross-tines til overfladeluftning med hurtigprikker. Figur 41: Knivlufter, der skærer riller i jorden. Hulpipeluftning med hugpiper En anden form for overfladeluftning er hulpipeluftning med hugpiper, hvor materialet trækkes med op. Herved lufter man overfladen og samtidig fjernes filt og vækstmateriale. Luftning med hugpiper anvendes ofte i forbindelse med eftersåning og topdressing. Desuden kan luftning med hugpiber gradvis medvirke til at udskifte vækstlaget. 40 PLÆNEGRÆS JORD

43 Figur 42: Luftning med hugpiper. Dybdeluftning ( verti-drain ) Dybdeluftning eller verti-drain løsner og lufter jorden i dybden helt ned til cm uden at græsoverfladen ødelægges. Her kombineres luftning og jordløsning ved, at maskinen vinkler spyddene grader, før de hæves op. Derved dannes der revner og sprækker i jorden omkring spydhullerne, og jordoverfladen vil efterfølgende være hævet en smule (se Figur 43). Dybdeluftning kan foretages enten med eller uden vinkling af spyddene (bræk). Figur 43: Princip-tegning af verti-drain med bræk. Såkaldte Verti-Quake eller Earth-Quake løsner den komprimerede jord vha. roterende knive, som laver små jordskælvs-lignende rystelser i jorden, hvorved der løsnes op og dannes sprækker. Maskinerne arbejder i dybder på 25 eller 38 cm. Verti-Quake skal helst anvendes i perioder, PLÆNEGRÆS JORD 41

44 hvor jorden ikke er alt for tør, da de sprækker, som dannes i overfladen efter de roterende knive ellers kan have svært ved at lukke til og vokse sammen igen. Uanset om det er overfladeprikning, knivluftning, hugpipeluftning eller dybdeluftning, og uanset om der anvendes knive eller spyd, skal man være opmærksom på at variere arbejdsdybden. Ellers kan der dannes en hård sål lige under prikkedybden, der ligesom en pløjesål kan forhindre vand og rødder i at trænge igennem. Figur 44: Forskellige typer af spyd til luftning. Luftning af græsarealer er en af de vigtigste foranstaltninger i forbindelse med pleje af plænegræs til sportsbrug. Jo større belastning der er på græsset i form af spillere eller maskiner, jo større er behovet for luftning. 42 PLÆNEGRÆS JORD

45 Vertikalskæring og topdressing Figur 45: Topdressing af green. Foto: Agnar Kvalbein. Sammen med luftning er vertikalskæring og topdressing to af de vigtigste plejeforanstaltninger til at skabe en velfungerende spilleoverflade af høj kvalitet, hvor græsset samtidig trives. Vertikalskæring Vertikalskæring af græsarealer har mange forskellige formål. Det udjævner græsoverfladen og skærer udløbere over, hvorved græsset danner nye bladskud, så plænen bliver tættere. Samtidig fjernes en del filt og gamle bladrester i bunden af plænen, så der kan komme lys og luft til. Vertikalskæring har også en bekæmpende effekt overfor bredbladet ukrudt som f.eks. mælkebøtter. Vertikalskæring bør foretages på en tør plæne, hvor materialet forholdsvis nemt kan opsamles, hvorefter der topdresses. Vertikalskæring foretages med forskelligt udstyr alt efter om det er på større græsarealer som fodboldbaner og fairways eller om det er på greens (se Figur 46). PLÆNEGRÆS JORD 43

46 Figur 46: Vertikalskæring på boldbane (til venstre) og vertikalskærerled til greens (til højre). Topdressing Formålet med topdressing er at skabe en jævn græsoverflade efter skader fra spillere eller svampesygdomme. Når topdressing nedmåttes i græsoverfladen vil det lufte og udtynde filtlaget. Topdressing beskytter desuden græssets vækstpunkter efter vertikalskæring, og det sikrer en bedre fremspiring af græsfrø i forbindelse med eftersåning. Topdressing kan bestå af ren sand eller sand blandet med organisk materiale. I en vækstjord, hvor indholdet af organisk stof er 4-6 %, og hvor væksten er god, kan man anvende topdressing med ren sand. På greens opbygget af sandede vækstlag, kan man tilføre topdressing tilsat organisk materiale. De partikler, som topdressing består af, skal være forholdsvis ensartede, og de skal tilsvare partikkelstørrelserne i det vækstjord, som græsset vokser i, så der ikke dannes adskilte lag, hvor topdressing, vækstjord og filtlag ikke blandes ordentligt. 44 PLÆNEGRÆS JORD

47 Figur 47: Lagdeling af topdressing og filt. Foto: Agnar Kvalbein. Lagdeling som det er illustreret på Figur 47 kan også skyldes, at der ikke er foretaget overfladeprikning eller vertikalskæring før udspredning af topdressing. Det kan også skyldes, at topdressingen ikke er udspredt regelmæssigt eller det er spredt i for tykt et lag af gangen. Filtlaget som er dannet ovenpå laget med topdressing, vil holde på vand og næringsstoffer og dermed hæmme rodvæksten under laget. Topdressing skal naturligvis ikke indeholde partikler som kan genere maskiner og spillere og kravet til kvaliteten af topdressing til greens er meget høje. Når det gælder topdressing kan man konkludere, at det bør bruges regelmæssigt og rigeligt, men helst udspredt i små mængder så ofte som muligt. PLÆNEGRÆS JORD 45

48 Filt og tørkepletter Figur 48: Jordprøve med filt. Foto: Jane J. Toft. Filt er fiberrigt organisk materiale lige under græssets vækstpunkter. Det består af en ophobning af blade fra græsafklip, rødder og udløbere. Nærmere undersøgelser af filt har vist, at den primært består af rødder og udløbere, hvorimod græsafklippet forholdsvis hurtigt nedbrydes. Når græsafklip efterlades i plænen bidrager det til filtdannelsen, men det er græssets tætte vækstform, høje skudtæthed og rødder og udløbere, der er den egentlige årsag til dannelsen af filt. Filt (på engelsk=thatch) omtales af og til også i engelske/amerikanske kilder som mat, når det er blandet med sand fra topdressing. Ved en måling af filtlagets tykkelse skal man være opmærksom på, om filten er ren filt eller om det er blandet med sand (mat). 46 PLÆNEGRÆS JORD

49 Figur 49: Jordprøve med mat (filt+sand). Foto: Jane J. Toft. Filt opstår fordi der er ubalance mellem opbygning og nedbrydning af organisk stof. Ved tilførsel af vand og næring sker der plantevækst, som overstiger nedbrydningen, som foretages af mikroorganismer i form af svampe og bakterier. Nedbrydningen kræver ilt og varme og tilstedeværelse af især svampe, da de kan nedbryde de sejeste kulhydrater = lignin og cellulose. Problemet med filt er, at det holder på vand, næring og luft, så udvekslingen af luft og vand forringes. Kuldioxid (CO 2 ) skal op af rodzonen, mens ilt (O 2 ) skal ned i rodzonen. Vandindholdet i filten kan være højt, mens det er lavt i vækstjorden. Dette fremmer risikoen for dårlig rodudvikling og svampesygdomme. Filten kan også tørre ud, så der dannes tørkepletter, hvilket forringer genvækst og frøspiring. Et filtlag som er tørret helt ud kan være helt vandafvisende (hydrofobt), og en efterfølgende opfugtning kan være vanskelig. Her bør der i visse tilfælde tilsættes afspændingsmiddel for at fremme opfugtningen af filten. Desuden giver et tykt filtlag bløde og ujævne spilleoverflader. PLÆNEGRÆS JORD 47

50 Figur 50: Et kompakt filtlag på ca mm er årsag til tørkepletter på denne fairway. Et tyndt filtlag kan være fint for plænens sammenhæng og slidstyrke, men mere end ca mm ren filt kan skabe problemer. Forskellige faktorer påvirker filtdannelsen som det fremgår af nedenstående tabel. De forholdsvis kølige vejrforhold i Skandinavien gør, at temperaturen en stor del af året begrænser omsætningen i filtlaget. De græsarter, som danner udløbere og har et stort vækstpotentiale, danner også meget filt, hvorimod græsarter med en langsom vækst eller som ikke danner udløbere, danner mindre filt. I plejen af græsarealer fremmer en høj tildeling af gødning og vand filtdannelsen, hvorimod begrænset tildeling nedsætter filtdannelsen. Tabel 4: Faktorer der påvirker filtdannelse. Faktorer der påvirker Fremmer Nedsætter filtdannelsen: Vejrforhold Lav temperatur Høj temperatur Græsart Hundehvene, Krybhvene, Rødsvingel, Alm. Rajgræs Alm. Hvene og Engrapgræs Pleje Meget gødning og vand Ingen luftning og Lidt gødning og vand Luftning og topdressing topdressing Mikroorganismer (især svampe) Nedsat mikrobiel aktivitet Øget mikrobiel aktivitet 48 PLÆNEGRÆS JORD

51 Figur 51: Rødsvingel danner mindst filt, derefter følger Alm. Hvene (Engkvein), Krybehvene og Hundehvene som danner mest filt. Foto: Trygve Aamlid. Regelmæssig topdressing, luftning og en begrænset tildeling af gødning og vand er de vigtigste tiltag for at forhindre opbygning af for tykke filtlag. Topdressing med ren sand eller sand iblandet lidt kompost for at pode det med mikroorganismer i et lag på 5-15 mm pr. år, bør kunne forebygge uønsket filtdannelse. Regelmæssig vertikalskæring vil også forebygge filtdannelse ved at fjerne en del organisk materiale fra græsoverfladen, men da filten primært består af rødder og udløbere har almindelig vertikalskæring begrænset effekt overfor tykke filtlag. Her kan man evt. anvende dybdevertikalskærere, der fjerner store mængder filt, hvorefter man topdresser med rigeligt sand eller topdressing. PLÆNEGRÆS JORD 49

52 Figur 52: Propper efter hulpipeluftning. Har man fået opbygget et tykt filtlag kan det fjernes ved at tage propper op med hugpiper og fjerne dem fra græsarealet, hvorefter man topdresser. Alternativt kan propperne tørre og efterfølgende knuses, så jorden/sandet genbruges ved at dresse det ned i hullerne igen og derefter fjerne de organiske rester af filt. Uanset hvilken metode man anvender til at kontrollere filt, skal man være opmærksom på, at filt indeholder store mængder af næringsstof. Begynder man at lufte og dresse et areal med et tykt filtlag, vil man observere, at den efterfølgende omsætning og nedbrydning af filten vil resultere i en frigivelse af næringsstoffer til jorden. I en sådan situation skal man nedsætte gødningstildelingen til græsarealet. 50 PLÆNEGRÆS JORD

53 Plænegræs - gødning Når der gødes er målet at tilføre jorden næringsstoffer, så planterne kan optage det de behøver for at vokse optimalt. Dette kan opnås ved en jævnlig tilførsel af gødning, der er afpasset jordens reserver af næringsstoffer, så planterne får en afbalanceret tildeling, der modsvarer deres forbrug i opbygningen af celler. Mængder og sammensætning af gødning bør tilføres med udgangspunkt i jordbundsanalyser og ud fra kendskab til de givne græsarters vækstforhold og behov. Ud over den direkte tilførsel af næringsstoffer til planterne, kan visse typer af gødning også påvirke vækstjordens struktur og/eller virke mere eller mindre stimulerende på jordens mikroorganismer. På grund af forskellige kemiske processer i jorden vil nogle gødningstyper virke forsurende, så jordens ph-værdi falder og andre gødningstyper vil virke ved at få ph til at stige. Disse kemiske processer har stor betydning for planternes evne til at optage næringsstoffer fra jorden. Traditioner og principper Når det gælder gødning af plænegræs er der forskellige traditioner, der påvirker vores valg af gødningstype og mængde. Med udgangspunkt i skotske og engelske golfbaner, der oprindeligt var anlagt i sandede, kystnære områder med robuste græsarter som f.eks. rødsvingel, var tilførsel af gødning meget begrænset. Påvirkninger fra landbrugets drift og pleje af græs og fremkomsten af nye og billige gødninger fik efterhånden forbruget af gødning til at stige på både golf og fodboldbaner. En praksis med at gøde græsplæner i haver og parker regelmæssigt opstod i erne. Formålet var at få tættere, mere slidstærke og ikke mindst grønnere plæner. PLÆNEGRÆS - GØDNING 51

54 Da målet indenfor landbrug/gartneri som oftest er et så højt udbytte som muligt, ønsker man at gøde indtil dette mål er nået. Hvis denne praksis overføres til plænegræs får man hurtigt problemer, da en stor tilvækst giver meget afklip og dannelse af et tykt filtlag. Desuden vil en stor tildeling af gødning, hvor de øvrige vækstfaktorer som f.eks. lys og varme er begrænsede medføre, at græsplanterne bliver svagere. Figur 53: Svidning af græsset i kørespor efter gødskning. I tildelingen af gødning til plænegræs skal man altså forsøge at finde en balance, hvor græsset får så meget gødning, så det kan opretholde en tæt og slidstærk overflade, men samtidig ikke får mere gødning end man undgår de negative følger. I princippet kan en græsplæne, der klippes regelmæssigt, holde sig pæn og grøn i årevis uden tilførsel af gødning. Den mængde næring som frigives via nedbrydningen af afklip, rødder og udløbere, samt de reserver af næringsstoffer, der findes i jorden, er nok til at holde græsset i vækst. Efterhånden vil græstæppet dog blive mere tyndt, og der vil etablere sig forskellige ukrudtsarter og sandsynligvis også mos mellem græsplanterne. Hvor hurtigt det går, afhænger af jordtype, klima, græsarter og det slid, der er på arealet. 52 PLÆNEGRÆS - GØDNING

55 Behovet for gødning til plænegræs er altså et spørgsmål om, hvilken type af plæne man har og, hvilken kvalitet man ønsker. Det er også et spørgsmål om, hvor ofte man ønsker at klippe græsset. Så helt præcise normer for gødning af plænegræs er vanskelige at fastsætte, da kvalitetskrav som slidstyrke, farve eller tæthed varierer i forhold til arealernes anvendelse. Man bør som princip gøde så lidt som muligt uden, at de kvalitetskrav man opstiller for sin plæne forringes. I de følgende afsnit gives nogle anbefalinger til typer og mængder af gødning til plænegræs. De fleste græsarealer til professionel brug såsom fodboldstadions, greens, teesteder og i visse tilfælde fairways, etableres på sandede vækstlag for at opretholde en god afdræning og et godt luftskifte i jorden. Dermed er vækstlagets evne til at fastholde næringsstoffer begrænset og det giver en øget risiko for udvaskning, hvilket betyder, at man bør være omhyggelig med tildeling af gødning til disse arealer. For at mindske risikoen for udvaskning, bør man derfor ikke gøde mere end det er nødvendigt for at opretholde en passende spillekvalitet og samtidig bør gødningen tildeles i mindre portioner over flere gange i vækstsæsonen. At der kun tildeles små mængder gødning ad gangen medfører, at græsset kan nå at optage det tilførte næring, og samtidig er en jævn tildeling af gødning vigtig for at undgå at stresse planterne. PLÆNEGRÆS - GØDNING 53

56 Næringsstoffer til græs Figur 54: Planternes behov for næringsstoffer. De næringsstoffer som græsset har brug for er grundstoffer, som kan opdeles efter, hvor store mængder, der behøves for at græsset kan vokse optimalt. De næringsstoffer, som planterne behøver mest af, er de primære byggesten i planterne. De indgår ofte som en del af plantecellernes struktur. Dette gælder for kvælstof (N), svovl (S), fosfor (P), magnesium (Mg) og jern (Fe). Kalium (K) er nødvendigt for at opretholde plantens ionbalance. Andre stoffer bygges ikke ind i plantevævet, men de indgår i forskellige enzymer, som får kemiske processer i planterne til at forløbe. Selv om det kun drejer sig om små mængder (ofte kun få gram/hektar), er disse stoffer dog lige så vigtige for planternes livsprocesser som de primære byggesten. 54 PLÆNEGRÆS - GØDNING

57 I den følgende tabel er næringsstofferne oplistet med navn, kemisk form, samt en angivelse af græssets normalbehov udregnet i forhold til kvælstof, som er det næringsstof, som græsset behøver mest af (N=100). Derefter følger kalium (K), som er det næringsstof, der behøves næstmest af (K=65). Fosfor (P), magnesium (Mg), svovl (S) og calcium (Ca) er de øvrige fire næringsstoffer, som traditionelt opfattes som makronæringsstoffer, da de tilføres i mængder, der svarer til kg/hektar. De øvrige 9-10 næringsstoffer behøver græsset mængdemæssigt i 10.dele eller 100.dele af de førstnævnte, og ofte tilsættes de ikke til gødningen, da man antager, at disse næringsstoffer findes i jorden i stor nok mængde til at opfylde planternes behov. Disse næringsstoffer kaldes ofte mikronæringsstoffer. Tabel 5: Græssets behov for næringsstoffer. Næringsstof Kemisk form (ionform) Normalt behov N (kvælstof) NH + 4 = ammonium NO 3 = nitrat K (kalium) K + 65 P (fosfor) H 2 PO 4 - = dihydrogenfosfat HPO 4 = hydrogenfosfat Mg (magnesium) Mg 2+ 8 S (svovl) SO 2-4 = sulfat 8 Ca (calcium) Ca 2+ 6 Fe (jern) Fe 2+ 0,7 Mn (mangan) Mn 2+ 0,4 B (bor) H 2 BO 3-0,2 Zn (zink) Zn 2+ 0,06 Cl (klor) Cl - 0,03 Mo (molybdæn) - MoO 4 0,007 Na (natrium) Na + 0,003 Alle de næringsstoffer, som er nævnt i tabellen ovenfor optages af planterødderne som opløste ioner i jordvæsken. Grundstofferne C (kulstof), O (ilt) og H (brint) optages via bladenes spalteåbninger fra luftens kuldioxid og gennem rødderne fra vandet i jorden. Man kan ikke sige, at ét af de næringsstoffer er vigtigere end de andre, for græsset behøver dem alle i den rigtige balance for at kunne trives. Dog har forskning af Torsten Ingestad og senere Tom Ericsson på Sveriges Landbrugsuniversitet givet nogle anbefalinger til, hvilke PLÆNEGRÆS - GØDNING 55

58 næringsstoffer planter under ingen omstændigheder må mangle, hvis de skal trives og kunne danne fotosyntese (Ericsson, 2005, 2006). Af makronæringsstoffer er det kalium (K) og magnesium (Mg) og af mikronæringsstoffer er det jern (Fe) og mangan (Mn). Forklaringen er, at disse næringsstoffer direkte påvirker planternes energiforsyning via fotosyntesen, så hvis der er mangel på kalium, magnesium, jern og mangan hæmmes fotosyntesen og dermed dannelsen af kulhydrater. Planten vil reagere på denne mangel ved at øge skudtilvæksten for at øge bladarealet som kan lave fotosyntese, og dette sker på bekostning af rodvæksten. Altså en uønsket situation for kortklippet græs. Omvendt vil mangel på næringsstoffer som kvælstof (N), fosfor (P) og svovl (S) nedsætte tilvæksten i skuddene. Dette vil medføre, at planternes lager af kulhydrater øges og rodtilvæksten vil fremmes på bekostning af skudtilvæksten. Altså en ønsket situation for kortklippet græs. Tabel 6: Næringsstofmangel påvirker planterne forskelligt Mangel på: Kalium, magnesium, jern og mangan Mangel på: Kvælstof, fosfor og svovl Fotosyntese hæmmes, dannelse af kulhydrater hæmmes Skudtilvæksten øges på bekostning af rodvæksten Uønsket situation for kortklippet græs Tilvæksten i skuddene nedsættes, lager af kulhydrat øges, Rodtilvæksten øges på bekostning af skudtilvæksten Ønsket situation for kortklippet græs Alle næringsstoffer er dog vigtige for planternes trivsel blot adgangen til disse næringsstoffer er i den rigtige balance. I det følgende beskrives nogle af næringsstofferne i detaljer. Kvælstof (N) og gødningstyper Kvælstof (N) er det næringsstof, som planterne behøver mest af og det optages enten i form af ammonium (NH 4 + ) eller i form af nitrat (NO 3 - ). 56 PLÆNEGRÆS - GØDNING

59 Kvælstof påvirker græsvæksten meget stærkt, så en forøget tildeling af kvælstof fremmer bladvæksten på bekostning af rodvæksten. Det er meget vigtigt at finde en god balance i tildelingen af kvælstof, så man opretholder en vis bladvækst uden, at det hæmmer rodvæksten. Om efteråret er det også vigtigt at begrænse tildelingen af kvælstof, så græsset får mulighed for at nedsætte bladvæksten og i stedet forberede sig på overvintring ved at påbegynde en hærdningsproces. Forskellige former for kvælstof Navn Kemisk form Effekt Nitrat - NO 3 Virker hurtigt Negativ ladning, kan udvaskes, hæver ph Ammonium + NH 4 Virker forholdsvis hurtigt Positiv ladning, kan omdannes til nitrat, sænker ph Urea CO(NH 2 ) 2 Virker forholdsvis langsomt, skal nedbrydes af mikroorganismer Methylen-urea Større molekyle Virker langsomt, skal nedbrydes af mikroorganismer Organisk N Større molekyle Oftest langsomt virkende, kan virke jordforbedrende Kvælstof kan tilføres til jorden på flere former. Almindelig kunstgødning indeholder normalt kvælstof enten i form af ammonium (NH 4 + ) eller i form af nitrat (NO 3 - ), som begge kan optages og udnyttes af græsset umiddelbart efter udbringning. Det er dog ikke kun græsrødderne som optager ammonium og nitrat. Mange af jordens mikroorganismer, bruger det i deres nedbrydning og omsætning af planterester, så planterødder og mikroorganismer konkurrerer om det tilgængelige kvælstof i jorden. I jorden findes der desuden bakterier, som kan omdanne ammonium til nitrat. Processen kræver ilt og hastigheden er afhængig af temperaturen. Derfor vil ammonium-gødning efter kort tid i jorden (få uger i vækstsæsonen) være omdannet til nitrat. PLÆNEGRÆS - GØDNING 57

60 Denne proces, som kaldes nitrifikation, har stor betydning for, om kvælstoffet fastholdes i jorden eller ej. Som ammonium NH 4 + kan det fastholdes til lermineraler på grund af den positive ladning, mens det som nitrat NO 3 - vil være i risiko for at blive udvasket af jorden på grund af den negative ladning. For at undgå dette tab af kvælstof skal man, ved anvendelse af ammonium eller nitratholdige gødninger, være opmærksom på ikke at tilføre mere gødning end den mængde, som græsset kan optage indenfor kort tid. Andre gødningstyper, som indeholder kvælstofholdige forbindelser som urea (CO(NH 2 ) 2 ) eller større molekyler som f.eks. metylen-urea skal nedbrydes til ammonium, før de kan optages af græsset. Denne proces kræver en vis temperatur og mikrobiel aktivitet i jorden, så derfor benævnes disse gødningstyper som landtidsvirkende eller slow-release. Deres gødningseffekt vil altså være mindre forår og efterår, når jordtemperaturen er lav. Til gengæld virker de, som navnet antyder, ved at give en gødningseffekt over længere tid, så man ikke behøver at udbringe gødning så mange gange i løbet af sæsonen. Desuden vil den umiddelbare risiko for udvaskning af nitrat fra disse gødningstyper være mindre. Nyere gødningstyper til plænegræs indeholder ofte kombinationer af hurtigtvirkende kvælstof (nitrat og ammonium) og langtidsvirkende forbindelser af urea eller methylen-urea, så fordelene ved begge typer opnås. Nogle gødningstyper til plænegræs indeholder kvælstof fra organiske eller naturlige kilder. Det produceres ud fra forskellige organiske affaldsprodukter som hønsemøg, planteaffald, fiske/benmel og andet næringsrigt organisk affald. Disse organiske gødningstypers effekt varierer, og deres indhold vil ofte være en kombination af lettilgængelig og organisk bundet sværttilgængeligt kvælstof. Når det gælder tilførsel af gødning til græsset er kvælstof det mest effektfulde og synlige næringsstof, da det direkte påvirker bladvæksten. Samtidig er kvælstof i form af nitrat det næringsstof, som giver anledning til de største miljøpåvirkninger, hvis det udvaskes til dræn, vandløb, vandhuller og grundvand. Man skal derfor være meget nøje med at tilføre kvælstof til græsset. 58 PLÆNEGRÆS - GØDNING

61 Fosfor (P) Fosfor er et vigtigt næringsstof i græssets vækst, især i spirings- og etableringsfasen. Ofte ses fosformangel primært i nye fremspirede planter, hvilket skyldes deres store behov for fosfor i vækstpunkterne, samt at deres svagt udviklede rodnet ikke er i stand til at optage det tilgængelige fosfor i jorden. Planterne bliver svagere, og de bliver mørke-svagt rødlige i farven. Jorden indeholder oftest store reserver af fosfor som ikke er umiddelbart tilgængelige for planterne. Dette fosfor er bundet i organisk stof eller uorganisk til andre mineraler i jorden. Fosfor og ph Ved høj ph kan fosfor binde sig til calcium og danner calciumfosfat, og ved lav ph binder fosfor sig til jern eller aluminium. Ved en ph omkring 5-6 er fosfor lettest tilgængelig for planterne. Fosfors tilgængelighed for planterne er altså stærkt afhængigt af jorden ph-værdi, som det fremgår af Figur 55, hvor man kan se, at fosfors tilgængelighed forringes fra ph = 6,5 og opefter. ph-værdien varierer dog indenfor små afstande i jorden, og lige omkring rodhårene, hvor fosfor skal optages udskilles svage syrer fra rødderne, som fremmer fosforens tilgængelighed og dermed optagelsen. Nyere dansk forskning indenfor landbrug har vist, at en planterod i en radius på højst 2 mm omkring roden, kan tømme jorden for fosfor 40 gange i løbet af et døgn. Da fosfor bevæger sig meget langsomt i jord, må planteroden vokse sig frem mod det tilgængelige fosfor. Samtidig har den mikrobielle aktivitet og jordtemperaturen stor betydning for fosfors tilgængelighed for planterne. Man må opfatte fosfor i en normal jord som en stor og næsten utilgængelig pulje. Når planteroden er i god vækst ved passende jordtemperatur og mikrobiel aktivitet frigøres hele tiden små dele af denne pulje, så planten får den andel den har behov for. Der er en slags ligevægt i jordens pulje af tilgængeligt og utilgængeligt fosfor, så når planteroden optager tilgængeligt fosfor frigøres der ny tilgængelig fosfor fra den utilgængelige pulje. PLÆNEGRÆS - GØDNING 59

62 For at fremme denne frigivelse af fosfor bør man tilstræbe en passende ph-værdi omkring 5-6 i jorden, samt gode vækstforhold med tilstrækkeligt med ilt og vand og mikrobiel aktivitet. Tilførsel af fosfor til jorden i form af NPK eller rene P- gødninger som superfosfat eller triple-superfosfat tilføjer fosfor til både den lettilgængelige og den sværttilgængelige pulje i jorden. I forsøg genfindes omkring 15 % af det nyligt tilførte fosfor i planterne. Resten får planterne fra puljen i jorden. Figur 55: Næringsstoffernes tilgængelighed er afhængig af ph i jorden. Fosfat og fosfit Som et gødningsstof findes fosfor normalt på formen fosfat (PO 4 3- ), men det kan også forekomme på formen (PO 3 3- ), hvor det benævnes fosfit. Fosfit regnes normalt ikke for at være et gødningsstof, men det optages af planterne og forsøg har vist, at det kan have en positiv effekt overfor svampesygdomme. Nogle gødningsfirmaer markedsfører fosfit som et gødningsmiddel, men det har en dårlig gødningsvirkning. Derimod kan det styrke planternes modstandskraft overfor svampesygdomme. 60 PLÆNEGRÆS - GØDNING

63 Fosfortal (Pt) og fosforsyretal (Ft) Ved traditionelle jordbundsanalyser måler man jordens indhold af plantetilgængeligt fosfor som fosfortal (Pt). Fosfortallet (Pt) udgør ca % af jordens samlede reserve af fosfor, som kan blive plantetilgængeligt, hvis de ovenfor beskrevne gode vækstvilkår er til stede. For at få et indtryk af størrelsen af den knap så tilgængelige pulje af fosfor i jorden måler man fosforsyretal (Ft). Fosforsyretallet (Ft) fremkommer ved, at man ekstraherer en jordprøve i 0,1 M svovlsyre, hvorved man får et tal for, hvor stor en reserve af fosfor der, på et senere tidspunkt, kan blive tilgængeligt for planterne. Disse tal giver fingerpeg om jordens status, når det gælder fosfor og de kan bruges i forbindelse med tildeling af grundgødning ud fra jordbundsanalyser. Metoderne siger dog ikke noget præcist om en jords evne til at forsyne planterne med næringsstoffer. Her arbejder forskerne med at udvikle nye målemetoder. ph i jorden Jordens indhold af brint-ioner (H+) er bestemmende for, hvor sur jorden er, og brint-ionerne har stor indflydelse på det kemiske miljø i jorden. Jordens surhed måles efter ph-skalaen, hvor en ph på 7 er neutral. Når ph bliver lavere end 7 bliver jorden mere sur, hvilket skyldes, at der bliver flere brint-ioner i jordvæsken. Modsat vil færre brint-ioner i jordvæsken medføre, at jorden bliver mere basisk, hvorved ph stiger. ph for en normal jord ligger oftest mellem 5 og 7. De forskellige græsarter trives bedst ved lidt forskellige ph-niveauer som regel omkring ph = 5,5-6,5. Når planterødderne optager næringsstoffer ved ionbytningsprocessen, sker der en afgivelse af enten brintioner (H+) eller hydroxyl-ioner (OH-) til jordvæsken. Da de fleste næringsstof-ioner har en positiv ladning, vil denne proces medføre, at der bliver flest brintioner i jordvæsken. Flere brintioner i jordvæsken medfører, at jorden bliver mere sur, og dermed falder ph. Jordens ph påvirker næringsstoffernes opløselighed i jordvæsken, og dermed græsrøddernes evne til at optage de nødvendige næringsstoffer. For at undgå forsuring af jorden kan man tilføre stoffer, der modvirker denne proces. Dette kan gøres ved at tilføre kalk PLÆNEGRÆS - GØDNING 61

64 (calciumcarbonat, CaCO 3 ) eller ved at vælge gødninger, der ikke medvirker til forsuring af jorden. Ved tilførsel af nitrat-gødninger medvirker man til at gøre jorden mindre sur, og ved tilførsel af ammonium-gødninger medvirker man til at gøre jorden mere sur. Mangelsymptomer i græsset skyldes altså ikke altid mangel på næringsstoffer. Det kan være, at næringsstofferne er bundet i jorden, pga. for høj eller for lav ph. Som det ses af Figur 55 gælder det især for fosfor, mangan og bor, som f.eks. ved en ph på 7,0 er meget svært tilgængelige for planterne. Det problem kan evt. afhjælpes ved en regulering (sænkning) af ph. Kalium, calcium, magnesium og svovl Kalium, calcium og magnesium findes opløst i jordvæsken, og de optages alle som positive ioner af planterne. Det er vigtigt at have den rigtige balance mellem disse tre næringsstoffer, da for meget kalium f.eks. kan hæmme optagelsen af magnesium. Svovl optages af planterne på formen sulfat (SO 4 2- ). Hvis jorden er vandlidende kan sulfat omdannes af bakterier til gassen svovlbrinte (H 2 S), som er meget giftig og lugter af rådne æg. Hvis man observerer denne lugt, når man roder eller graver i jorden, er det tegn på iltfattige og vandlidende forhold i jorden, som er meget uheldige for plantevæksten. Mikronæringsstoffer Der er som regel nok af mikronæringsstoffer i en normal dyrkningsjord, men der kan være forhold, som gør, at planterne ikke kan optage dem. Specielt ved for høj ph vil en del mikronæringsstoffer være svært tilgængelige for planterne. Man skal på den anden side være opmærksom på, at nogle mikronæringsstoffer (f.eks. kobber Cu) kan virke som giftstoffer for planterne, hvis de tilføres i for store mængder. Man skal derfor være varsom med at tilføre mikronæringsstoffer hver eneste gang der gødes. 62 PLÆNEGRÆS - GØDNING

65 Jordbundsanalyser Jordbundsanalyser er analyser af jordens ph og dens næringsreserver. Disse analyser kan give grundlaget for at bestemme det aktuelle gødningsbehov for et græsareal. Udtagelse af jordprøver til analyse Hvis det areal, som man ønsker at undersøge, er nogenlunde ensartet, kan man tage én samlet jordprøve for hele arealet. Det kan f.eks. dreje sig om en fodboldbane eller en green. Hvis det drejer sig om et areal på størrelse med en fodboldbane udtages stik med et jordbor eller en spade jævnt fordelt over arealet, som samles i en spand og blandes, hvorefter ca. 500 gram fyldes i en prøveæske. Jordprøven skal tages i vækstlagets tykkelse dvs. ned til ca. 30 cms dybde. Undgå at få græs, rødder eller filt med i jordprøverne. Er jorden uensartet f.eks. på en fairway, hvor vækstforholdene kan være meget varierende, kan der være behov for mere end én jordprøve/fairway. Standardanalyse og udvidet analyse Under almindelige forhold er en standardanalyse tilstrækkelig, men under mere specielle forhold, f.eks. hvor der ændres kraftigt i jordbunden eller hvor der er misvækst, kan en udvidet analyse være nødvendig. En standardanalyse har fokus på jordens surhedsgrad (ph) og hovednæringsstofferne. Den analyserer for jordens Rt (reaktionstal), Pt (fosfortal), Kt (kaliumtal) og Mgt (magnesiumtal). En udvidet analyse omfatter desuden fosfor målt som Ft (fosforsyretal), Mnt (mangantal) og Cut (kobbertal), samt kvælstof målt som nitrat. Efter indsendelse af jordprøver og analysesedler til et godkendt laboratorium, kan man vælge selv at behandle analysetallene og lave en gødningsplan for grundgødning eller man kan få laboratoriet/gødningsfirmaet til at lave en plan. PLÆNEGRÆS - GØDNING 63

66 Gødningsberegning Med udgangspunkt i jordbundsanalyser og kendskab til jordtypen og de græsser, der findes eller ønskes på det aktuelle areal, laves en gødningsberegning. Grundgødning Tildeling af gødning til et givet areal kan opdeles i grundgødning og vedligeholdelsesgødning. Grundgødning er den mængde gødning, som skal til for at få jordens analysetal op på niveau med normerne. Normerne fremgår af tabellen herunder: Tabel 7: Vejledende normer for jordbundstal. Fosfortal (Pt) Kaliumtal (Kt) Magnesium tal (Mgt) Reaktionsta l (Rt) Norm (Danske anlægsgartnere) Græs på lermuld Norm (Prodana) Græs på sandjord 3,5-5 2,5-3,5 25 kg kg kg Hævefaktor 1 enhed = kg/ha 6,0-6,8 5,8-6, kg (tilføres f.eks. over 3 år) 64 GØDNINGSBEREGNING

67 Figur 56: Jordbundsanalyse med forslag til grundgødning. Beregning af grundgødning: Et eksempel på beregning af grundgødning kan f.eks. være at tilføre fosforgødning til Lillebys fodboldbane, hvor fosfortallet (Pt) er lavere end normen (se Figur 56). På Lillebys fodboldbane, som er anlagt på lermuld, er fosfortallet målt til: Pt = 2,4, og det skal hæves op til normen (Pt=3,5-5, se tabel 7). Ved grundgødskning bruges ofte enkeltgødninger med et højt indhold af det næringsstof, som det pågældende areal har mangel på. I dette tilfælde vælges superfosfat, som har et fosforindhold på ca. 8 %. Hvis man f.eks. vil hæve fosfortallet på Lillebys fodboldbane med 1 enhed, så tallet hæves fra 2,4 til 3,4, skal man tilføre 25 kg ren fosfor/ha, hvilket for superfosfat med et indhold på 8% fosfor svarer til, at man tilfører: 25 x 100 kg superfosfat pr. ha = 312,5 kg superfosfat pr. ha. 8 GØDNINGSBEREGNING 65

68 I Figur 56 bliver det anbefalet at tilføre lidt mindre nemlig 250 kg superfosfat/ha, hvilket ca. svarer til, at Pt hæves fra 2,4 til 3,0. Som det fremgår af Figur 56 er de analysetal, som er markeret med rød skrift lavere end normen. Derfor er der i skemaet for grundgødskning anbefalet en tilførsel af hhv. jordbrugskalk, superfosfat, kaliumchlorid (kaliumindhold: 49%) og kieserit (magnesiumindhold: 25%) til disse arealer. Vedligeholdelsesgødning Vedligeholdelsesgødning er, som ordet antyder, den gødning, som skal erstatte den mængde næringsstoffer, som græsset optager, når det gror. Mængden og typen af vedligeholdelsesgødning er stærkt afhængig af græsarten, hvor f.eks. rød-svingel kun kræver små mængder i sammenligning med f.eks. alm. rajgræs eller krybende hvene. Mængden og typen af vedligeholdelsesgødning er dog også afhængig af jordtypen, hvor en lermuldet jord indeholder flere næringsstoffer end en sandjord. Derudover vil et græsareal, som er udsat for meget slid kræve mere vedligeholdelsesgødning end et areal, som udsættes for mindre slid. En vigtig faktor for tildeling af vedligeholdelsesgødning er desuden, om græsafklippet fjernes eller ej. På græsarealer, hvor afklippet fjernes bør man regne med omtrent % mere gødning end hvis afklippet efterlades. 66 GØDNINGSBEREGNING

69 Figur 57: Indhold i en sæk gødning Gødningsplan - fodboldbane Med udgangspunkt i viden om jordtype, græsarter, slid og om afklip fjernes eller ej, kan man sætte et niveau for vedligeholdelsesgødning, hvor der tilføres N, P og K i forholdet 100:12:65. Gødningsbehovet udregnes i forhold til kvælstof (N), og kan på boldbaner sættes til kg N/ha/år. Hvis vi antager, at f.eks. Lillebys fodboldbane er anlagt på lermuld og har en varieret blanding af forskellige græsarter, kan man sætte gødningsniveauet til 85 kg N/ha/år, og en gødningsplan for fodboldbanen kan se ud som følger: Uge Total N Kg/ha I alt 85 P Kg/ha K Kg/ha Handelsvare Kg/ha Niveauet på 85 kg N/ ha/ år er sat ud fra, at banerne er ældre og veletablerede, uden det helt store slid og, at afklippet ikke fjernes. Hvis banerne er nyanlagte eller de udsættes for ekstra slid, må niveauet hæves med 25-50%, og hvis afklippet fjernes, må niveauet hæves med 50-75%. GØDNINGSBEREGNING 67

70 Alt i alt kræver en fastlæggelse af gødningsniveauet en stor detailviden om arealernes historie, jordtype, græsbestand og drift. For at give græsset N, P og K i forholdet 100:12:65, kræver det en gødningstype, som netop indeholder næringsstofferne i denne balance, og det kan være svært at skaffe præcis en sådan gødningstype. Hvis vi bruger en standard græsgødning f.eks. NPK (forhold 100:10:30) passer indholdet af fosfor, men indholdet af kalium er for lavt. I en anden standard græsgødning f.eks. NPK (forhold ca. 100:21:84) er indholdet af både fosfor og kalium lidt for højt i forhold til N. Det er altså vanskeligt at finde den perfekte gødningstype, og ofte må man kombinere forskellige gødningstyper i en gødningsplan for at få tallene til at passe. Udover at balancen mellem NPK gerne skal være omkring 100:12:65 i den valgte gødningstype, skal man også være opmærksom på gødningstypens N-indhold. Indeholder gødningen N-forbindelser som nitrat og ammonium, vil en tildeling give et hurtigt vækstrespons. Indeholder den slow-release eller organisk N, vil en tildeling give en langsommere vækst. En gødningstype som kun indeholder N i form af nitrat eller ammonium skal gerne tildeles i små mængder ad flere gange, mens en gødningstype, som både indeholder hurtigt og langsomt N, kan tildeles i større mængder ad færre gange. Hvis vi f.eks. vælger NPK ser gødningsplanen sådan ud: Uge Total N P K Kg/ha Kg/ha Kg/ha ,5 10, ,5 7, ,5 7,5 125 I alt 85 8,5 25,5 425 Beregningseksempel: Uge 18 tildeles 35 kg N i form af NPK : 35 x 100 = 175 kg handelsvare/ha 20 Handelsvare Kg/ha 68 GØDNINGSBEREGNING

71 Den viste gødningsplan for Lillebys fodboldbane er et kompromis, hvor balancen for N, P og K er lidt lav i forhold til kalium. Da jordtypen er lermuld må man dog regne med, at der er et lager af kalium i jorden pga. jordens lerindhold. Hvis man fortsætter med denne gødningsplan over flere år, bør man dog få tjekket tallene vha. jordbundsanalyser. Den valgte gødningstype NPK indeholder 20% N, hvoraf de ca. 10% er nitrat og ca. 10% er ammonium. Det er altså en forholdsvis hurtig gødning, som man bør udbringe over flere gange end de tre der er valgt i planen, men det er der hverken tid eller penge til i Lilleby Kommune. Her burde man med fordel have valgt en slowrelease gødningstype. Gødningsplan - stadionbane Som et modstykke til gødningsplanen for Lillebys fodboldbane kan en gødningsplan for et stadion opbygget af sandet vækstlag se således ud: Uge Total N P K Handelsvare Kg/ha Kg/ha Kg/ha Kg/ha I alt Gødningsniveauet er sat højt og tildelingen er opdelt i seks gange fordelt fra uge 15 til uge 40. Med et sandet vækstlag, en stor andel af Alm. Rajgræs, et stort slid og at græsafklip fjernes, sættes gødningsniveauet til 140 kg N/ha/år. Den valgte gødningstype er NPK , hvor kvælstoffet findes i form af nitrat og ammonium altså en forholdsvis hurtigtvirkende gødning. Balancen mellem N, P og K for denne gødningstype er 100:21:84, hvilket giver en lidt for stor tildeling af P og K i forhold til N, men med et sandet vækstlag, hvor fosfortal (Pt) og kalital (Kt) muligvis er lave, kan det være hensigtsmæssigt. GØDNINGSBEREGNING 69

72 Som for det andet eksempel på Lillebys fodboldbane, vil det være fornuftigt at tage jordbundsanalyser for at kende jordens reserver af fosfor, kalium, magnesium, mm. inden man vælger en vedligeholdelsesgødning. Da det er en stadionbane må man regne med, at der er tid og penge til at udbringe gødningen over seks gange i sæsonen. De mange små gødningsudbringninger giver græsset en jævnere vækstprofil. Gødningsplan greens Gødskning af greens er et omdiskuteret emne, som har haft stort fokus de senere år. En undersøgelse foretaget af Dansk Golf Union (DGU) fra 1998 viste, at det gennemsnitlige gødningsniveau lå på 195 kg N/ha/år med store variationer fra bane til bane. Siden 2006 har en del golfbaner indberettet data fra deres grønne regnskaber, hvorved vi har fået et ret godt billede af gødningsforbruget på de danske golfbaner. For greens ligger gennemsnitstallet i dag på ca. 110 kg N/ha/år, men dog stadig med store variationer fra bane til bane. Variationen skyldes forskellig pleje og praksis på banerne, men dog primært, at banerne har forskellige arter af græs på greens. Nedenstående N-niveauer er anbefalinger ud fra praksis og forsøg: Græstype på greens N-niveau Kg N/ha/år Ren rødsvingel Rødsvingel/Alm. Hvene Krybehvene Enårig Rapgræs Langt de fleste golfbaner i Danmark har en blanding af rødsvingel/alm. hvene på greens med en større eller mindre andel af enårig rapgræs. 70 GØDNINGSBEREGNING

73 Gødskning af greens foretages med flydende eller fingranuleret gødning. Ofte tildeles gødningen i små portioner ad flere gange i løbet af sæsonen for at undgå at stresse græsset og for at give en jævn vækst. Med flydende gødning kan man fortynde blandingen, så man tildeler gødning så ofte som hver uge eller hver 10.dag. Med granuleret gødning er der en nedre grænse for hvor små mængder man kan udbringe ad gangen, før gødningen bliver for ujævnt fordelt. Figur 58: Princippet i behovstilpasset gødskning af greens. Forskning og forsøg i Sverige af Tom Ericsson har givet brugbare anbefalinger til gødskning af greens (Ericsson, 2005). Udgangspunktet er, at græsset skal have den mængde gødning det har brug for hverken mere eller mindre, og det kaldes behovstilpasset gødskning. Kort fortalt går det ud på, at tilføre græsset små mængder gødning om foråret, når tilvæksten er lille. Tilførslen øges gradvis med stigende mængde lys og varme til en maksimal tilførsel fra ca. 15. juni til ca. 1. september, hvorefter tilførslen gradvis nedsættes indtil væksten i græsset afsluttes, når jordtemperaturen er omkring 6 grader. For at give en jævn tilførsel i små mængder er behovstilpasset gødskning baseret på, at man anvender flydende gødning ca. en gang om ugen med en velafbalanceret gødningstype, der afspejler græssets behov for N, P, K og de øvrige næringsstoffer. GØDNINGSBEREGNING 71

74 Gødningsplan-greens rødsvingel/alm. hvene En gødningsplan til greens med rødsvingel/alm. hvene opbygget af USGA-vækstlag baseret på anvendelse af granuleret gødning f.eks. NPK , der tilføres ca. hver 3. uge i sæsonen kan se sådan ud: Uge Total N P K Handelsvare Kg/ha Kg/ha Kg/ha Kg/ha I alt Totalmængden af N er på 145 kg N/ha/år som fordeles over 9 gange med lidt mindre mængder forår og efterår. Den viste gødningsplan for greens er en simpel plan, hvor der kun benyttes én gødningstype gennem hele sæsonen NPK , hvor balancen mellem N, P og K svarer til 100:13:133. Altså en meget stor tilførsel af kalium i forhold til N og P, hvis man sammenligner med balancen på 100:12:65. Ofte ser man dog, at gødningsplaner til greens anbefaler at tilføre så store mængder kalium i forhold til de øvrige næringsstoffer. Greens er som regel opbygget af sandede vækstlag, hvor der kan ske udvaskning af bl.a. kalium, så det kan være en forklaring på den store tilførsel. Ellers er der ikke veldokumenteret basis for at tildele så meget kalium. Ofte kombinerer man forskellige gødningstyper og mængder i en gødningsplan til greens, så man også får tildelt f.eks. jernsulfat og ekstra mikronæringsstoffer. Gødning til tee-sted og fairway Behovet for gødning på tee-steder afhænger meget af jordtype, slid, græsarter og om afklip fjernes. Ellers svarer 72 GØDNINGSBEREGNING

75 gødningsbehovet ca. til behovet på en fodboldbane: kg N/ha/år fordelt over det antal gange, som det er praktisk at udbringe ofte 5-6 gange/sæson. Behovet for gødning på fairways svarer til behovet på almindelige græsplæner med et lille slid. Alt efter jordtype og græsarter ligger behovet på kg N/ha/år, som fordeles over 2-3 gange i sæsonen. GØDNINGSBEREGNING 73

76

77 Kildeliste Andreasen, F.: Greenkeeperens AB-Z, eget forlag, Bioforsk: Nordisk sortsguide for gras til grøntanlegg, DAG: Normer og vejledning for anlægsgartnerarbejde, Ericsson, T. : När, med vad, och hur ofta skall man ge sina växter näring? Trädgårdsamatören, 2, 70 81, Ericsson, T.: Kosmetika för växter! Trädgårdsamatören 1, 18 20, Ericsson, T., Orsholm, J. & Hedlund, A. : Behovsanpassad gödsling Resultaten från Fulleröförsöket , Grøntved, J. og Sørensen, T.: Nøgle til bestemmelse af danske græsser i blomsterløs tilstand, Ejnar Munksgaards forlag,1941. Kvalbein, A.: Jordlære for greenkeepere, Nyholt, A.: Fosfors puljer i vækstlaget, Greenkeeperen, nr 2, 2010 Petersen, M.: Græsplæner principper og funktioner Plantedirektoratet: Beskrivende sortsliste plænegræsser Prodana: Græs lommebog til bestemmelse af plænegræs, Schou, J.C., Wind, P. og Lægaard, S.: Danmarks græsser BFN forlag,

78 Skov og Landskab: Plantevækst og jordkomprimering 4, Videnblad, STERF,a Muligheter for hundekvein på greener i Norden, STERF,b Gräs till golfbanor Faktablad Integrerat växtskydd, STERF,c Gräs til parker och fotbollsplaner Faktablad Integrerat växtskydd, STRI: Seed Testing 2011, Turgeon, A. J.: Turfgrass management 9.edi., Undervisningsministeriet: Opbygning og pleje af greens, kompendium for AMU-uddannelserne, 2007, Undervisningsministeriet: Græs - kompendium for kurser i græspleje på AMU-uddannelserne. Mejeri- og Jordbrugets Efteruddannelsesudvalg, 2007 Links:

79 77