Kommentarer til udviklingspapir vedr. højskolepædagogisk udviklingsprojekt

Transkript

1 Kommentarer til udviklingspapir vedr. højskolepædagogisk udviklingsprojekt Indledning Udviklingspapiret er en sammenfatning af pædagogiske dage som er blevet afholdt i forbindelse med Højskolepædagogisk udviklingsprojekt (HUP). Udviklingsprojektets formål har været at undersøge, beskrive og udvikle højskolernes pædagogiske praksis. På den baggrund er der gennemført i alt 14 pædagogiske dage med deltagelse af 31 højskoler og 350 højskoleansatte. Der er dermed tale om et betydeligt stort pædagogisk udviklingsprojekt, der ud fra sit datamateriale giver et repræsentativt billede af hvordan ansatte ved højskolerne forstår deres egen pædagogiske praksis og hvilke udfordringer og dilemmaer de står med. Forfatterne af udviklingspapiret har bedt om kommentarer med henblik på yderligere at udfordre eller udvikle højskolernes pædagogiske refleksion. Af særlig interesse er bl.a. at finde frem til om der ud fra papiret tegner sig en særlig pædagogisk praksis for højskolerne, om den adskiller sig fra andre institutioners praksis, om den afspejler generelle pædagogiske problemstillinger og hvilke udviklingsspørgsmål højskolerne fremadrettet bør stille. Hensigten med kommentarerne er derfor ikke at gå i dybden med alle problemstillinger der rejses i papiret men om at vurdere den pædagogiske refleksion og praksis som den kommer til udtryk i udviklingspapiret. Generelle betragtninger Udviklingspapiret er forfattet af Mette Højby Germansen, Rasmus Kjær og Rasmus Kolby Rahbek, som alle har et godt kendskab til højskoleverden både i teori og praksis. Papiret indledes med at skitsere to overordnede grundproblematikker: Den første problematik handler om at lokalisere hvad der menes med højskolepædagogik. Her tilbydes at skelne mellem tre niveauer. En pædagogisk forståelse der retter sig mod: højskolens idegrundlag kostskoleformen undervisningen Diskussionen viser, at der kan være tvivl om hvilket niveau der diskuteres ud fra, når det handler om at identificere højskolepædagogikken. 1

2 Den anden problematik retter sig mod forholdet mellem højskolens formål og den pædagogiske praksis. Dels problematiseres hvorvidt højskolens pædagogiske praksis er forskellig fra andre pædagogiske institutioners praksis, dels hvorvidt der findes en særlig historisk formidlet pædagogiske praksis i højskolen, der er fælles for alle højskoler uanset deres forskellige formål og værdigrundlag. Udviklingspapiret er disponeret over 9 temaer der sammenfatter og ordner samtalerne og diskussionerne fra de pædagogiske dage. Temaerne er ikke valgt ud fra en teoretisk logik men for at indfange og systematisere de forestillinger højskolens ansatte gør sig omkring det særlige ved højskolepædagogikken. Centralt i de 9 temaer er forestilling om fællesskabets betydning. Her konkluderes at fællesskabet bliver konstituerende for, hvorledes man ser en lang række andre centrale områder på højskolen, f.eks. fagenes placering og vægtning; lærerens rolle og relation til eleverne; forholdet mellem det faglige fokus og samværet, elevernes udvikling; skolernes indretning, rammer og strukturer; undervisningens tilrettelæggelse og indhold; elevernes indbyrdes relation (herunder vurdering af stærke/ svage elever) etc. Fællesskabet er den overordnede kategori til at forstå, hvad der er det særlige ved højskolepædagogikken. Teoretiske betragtninger Der er ingen tvivl om, at udviklingsarbejdet er et grundigt og solidt teoretisk arbejde som giver et godt indtryk af de refleksioner og diskussioner som føres i højskolen. Det er papirets styrke, at det ikke på forhånd definerer, hvad der er en højskolepædagogisk praksis men i stedet fører ind i temaer eller rettere dilemmaer i hvilken den pædagogiske praksis på højskolerne udspiller sig. Det er fx dilemmaet mellem eleven og sagen. På den ene side elevernes udviklingspotentiale og på den anden side sagen eller indholdets ret. Eller dilemmaet mellem nærhed og distance og det vil sige på den ene side lærerens personlige og autentiske møde med eleverne og på den anden side lærerens behov for professionel distance. Slutteligt kan man nævne dilemmaet mellem planlægning og spontanitet og dermed mellem på den ene side behovet for at planlægge undervisningsforløb og på den anden side behovet for at springe rammerne. 2

3 Dilemmaerne er ikke specifikke for højskolen men findes også indenfor folkeskolen, efterskolen eller andre pædagogiske institutioner. Dog kan man sige at de gennem højskolen får deres eget indre liv. Betragter man moderne pædagogik som paradoksal og aporetisk, så vil man kunne sige at pædagogisk praksis altid vil være fyldt med dilemmaer og modsætninger. Vellykket pædagogisk praksis betyder derfor ikke, at man undgår modsætninger men at man er i stand til at give alternative svar på modsætningerne uden at ophæve dem. I den forstand leves i højskolen en almen pædagogisk praksis som er paradoksal og kvaliteten af denne praksis afhænger af om man på den enkelte højskole er i stand til at opretholde denne paradoksalitet. Netop i den retning peger udviklingspapiret og man fornemmer, især ud fra dialogerne, at højskolens ansatte er bevidst om modsætningernes betydning og at de er vant til at navigere i det flertydige rum. Det opleves som en kvalitet frem for en negativitet. På den måde afspejler diskussionerne en høj grad af en almen pædagogisk refleksion (om end den ikke er eksplicit udtrykt) som man i den form ikke ville møde i andre pædagogiske institutioner. Dog viser udviklingspapiret også tydeligt at der kan være en usikkerhed omkring begrebers bæredygtighed og implikationer. Der er en vis usikkerhed om hvad begreber som undervisning, læring, indhold, lærerprofessionen etc. egentlig betyder i en højskolekontekst. Det medfører at man mere eller mindre bevidst både positiv og negativ trækker på ens egne for-domme. Diskussionerne samt papirets konklusioner giver udtryk for at man i højskolen har udviklet egne begreber til at beskrive den pædagogiske praksis og meget lidt benyttet sig af det teoretiske pædagogiske begrebsapparat. Styrken ligger i at man dermed er med til at udvikle et nuanceret syn på sin egen praksis mens svagheden er, at det vanskeliggør en kritisk og komparativ pædagogisk diskurs. Det afspejler sig fx i den direkte og indirekte afstandtagen fra grundlæggende almene pædagogiske begreber ud fra ideologiske fordomme frem for viden om begrebernes betydning. Omvendt lykkedes det som sagt at pege på områder som opleves for særlig relevant for højskolernes pædagogiske praksis bl.a. i forhold til betydningen af den gensidige undervisning og frihedens betydning. 3

4 Ser man på udviklingspapiret ud fra en mere institutionel implikation så er det påfaldende hvor lidt det afspejles i diskussionerne. Mange diskussioner kommer mere eller mindre eksplicit til at handle om eleverne og deres individuelle og sociale udvikling og meget lidt om selve højskolens historiske og aktuelle betydning. Sagt lidt forenklet kommer den pædagogiske diskurs meget til at handle om psykologi og personlig udvikling/ dannelse men meget lidt om højskolens historisk, kulturelle, politiske, etiske og æstetiske betydning i samfundet. Den almene pædagogiske diskurs reduceres mere eller mindre til et spørgsmål om den enkelte og fællesskabets betydning men meget lidt om den almene kulturelle formidling i tiden. Et centralt eksempel er i den forbindelse hele spørgsmålet om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse og hvor svært det er at transformere begreberne ind i en almen pædagogisk diskurs. Dermed opstår der på sin vis en normativ fordobling. På den ene side højskolens formål og de normative betydninger det indeholder og på den anden side hele den pædagogiske normativitet der kommer til udtryk i den pædagogiske praksis. Begge disse normative spor lever på en måde et afkoblet liv i stedet for at være en innovativ dynamo. Her ligger et teoretisk arbejde som nok består i at finde ud af sammenhæng mellem det formålsbestemte opdrag og det pædagogiske opdrag. Måske kunne man meget mere grundlæggende diskutere hvad højskolen er for en skole i samfundet. Tager man udgangspunkt i det skoleteoretiske kan man skelne mellem forskellige teorier om skoletyper: Fx: 1. Skolen som en affirmativ institution, der skal indføre elever i en bestemt norm. 2. Skolens som en generationel kulturformidlende institution, der skal indføre elever i en generationel eksistens. 3. Skolens som en funktion i et livslangt uddannelsesperspektiv, der skal kvalificere elever ind i arbejdsmæssig karriere. 4. Skolens som kritisk institution i samfundet, der skal sikre en kritisk stemme i det borgerlige offentlige rum. 5. Skolen som konstruktion for elevers læringsprocesser. 4

5 Ser man på udviklingspapiret samt diskussionerne vil man finde alle fem skoleteorier men en overbetoning af pkt. 3, 4 og 5 og en underbetoning af især pkt. 2 som på den ene eller anden måde kan siges, at være højskolens styrke. Afsluttende betragtninger Som allerede antydet så giver udviklingspapiret et godt og solidt indblik i hvordan medarbejdere i højskolen sætter ord på deres pædagogiske virkelighed. Hvis man går ud fra at ord og begreber også skaber virkeligheder så finder man i højskolen en særlig vigtig og relevant pædagogisk virkelighed. Styrken er dens flertydighed og paradoksalitet og svagheden er dens mulighed for at bringe den viden og de diskussioner ind i en bred offentlighed udenfor skolen. Den udfordring er så at sige ikke specifik for højskolen men gør sig gældende for alle institutioner som har et normativt grundlag. De må alle kunne kommunikere kvaliteten af deres pædagogiske praksis. Derfor er projektet en gevinst og må ikke bare slutte men være en del af højskolens almene diskurs. Men ligeså vigtig er det at bringe denne viden og disse erfaringer ind i det offentlige rum. Enten formidlet gennem skriftlighed (bog, kronikker etc.) eller gennem andre mediale former som det levende ord eller det digitale ord. Tillykke med et godt projekt. Alexander von Oettingen og Leo Komischke-Konnerup 5