11. september ti år efter: Lad os droppe historien om de godes kamp mod de onde

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT 11. september ti år efter: Lad os droppe historien om de godes kamp mod de onde Skrevet af: Malene Fenger-Grøndahl Offentliggjort: 15. oktober 2011 Terrorangrebet 11. september 2001 ændrede verden og skabte nye fortællinger om venner og fjender. Den fratog også nogle mennesker deres historie - og skyggede for nuancer, som det nu må være på tide, at vi finder plads til. George Bush fik beskeden om angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001, mens han var på besøg i en skoleklasse. Øjeblikket, hvor hans rådgiver hvisker ham i øret, er foreviget på film, og chokket i den amerikanske præsidents ansigt er fanget for eftertiden. Fastfrosset som et spejl af den oplevelse, de fleste af os havde, da vi via medier eller opringninger fra familie og venner fik den første forvirrede meddelelse om, at noget forfærdeligt havde ramt USA. Det, der kunne være blevet en almindelig tirsdag i september, blev et vendepunkt i historien. George Bush, fortæller i en ny dokumentarfilm, at han følte, at han stod midt i en krig. Få dage efter erklærede han, at verden nu var delt i to - dem, der var med USA, og dem, der var med terroristerne. Et forsøg på at fortolke virkeligheden på en måde, som muliggjorde aktiv indgriben. Fjenden skulle have et navn, og navnet blev islamisk terror, al-qaeda og Osama Bin Laden. Reaktionen blev i første omgang en krig mod Taleban i Afghanistan og en række stramninger af lovgivningen for at øge trygheden i den skræmte befolkning. Senere fulgte, som vi alle ved, krigen i Irak, og krigen mod terror bredte sig til andre områder. Angrebet mod USA blev tolket som et angreb på den vestlige verden og dens værdier. Det betød, at ikke blot amerikanere, men også englændere, franskmænd, danskere og mange andre oplevede sig selv som en truet part i en global konflikt, hvor fjenden lurede overalt, og hvor religiøs fanatisme var drivkraften bag terroristernes angreb. Krigslignende retorik og et forsimplet fjendebillede prægede den politiske retorik og mediedækningen i den første tid. Efterhånden dukkede flere nuancer op. De officielle forklaringer blev modsagt af flere konspirationsteorier, der umiddelbart kunne virke fornuftige, og alternative forklaringer på terroristernes motiver blev fremlagt. Men de fleste af os koblede fortsat vores personlige historie op på den store fortælling om godt og ondt, som politikere og medier havde skabt. Et naturligt behov for at genskabe mening fik os til at ignorere modsigelser og paradokser. Det var nemmere at acceptere de indskrænkelser af friheden, som snart blev lanceret som 'nødvendige' tiltag, hvis vi lukkede ned for nuancerne. 1 / 5

2 Jeg reagerede selv med vantro og forvirring, siden med at føle mig mere udsat og usikker, når jeg rejste i muslimske lande. Jeg forestillede mig, at de muslimer, jeg mødte, anskuede verden på samme forenklede måde, som George Bush og hans 'medløbere' forsøgte at få os alle til at gøre: som en todelt verden med de gode, demokratiske (kristne), vestlige, civiliserede lande på den ene side og de onde, antidemokratiske, muslimske, voldelige og uciviliserede lande og befolkninger på den anden side. Mine erfaringer fra tidligere rejser i Mellemøsten og Asien sagde mig, at denne ondskabens akse var en konstruktion, som primært havde politisk, strategisk og ideologisk baggrund i de neokonservative kredse i USA. Men samtidig forestillede jeg mig, at denne konstruktion var begyndt at blive til virkelighed: at muslimerne ville se mig som repræsentant for George Bushs' hold og dermed per definition som en fjende af dem. Sandheden var, at langt de fleste muslimer, jeg mødte, mødte mig med stor nysgerrighed. Ikke mindst efter karikaturkrisen blev jeg på mine rejser i Mellemøsten mødt med undrende spørgsmål som "Hvad sker der i Danmark?" "Hvorfor hader I muslimer?" "Synes danskere virkelig, at muslimer skal hånes og spottes?" Spørgsmål, som det var svært at svare på, men som ikke desto mindre gav mig anledning til at nuancere deres forestillinger om Vesten. Under rejse i Asien kort efter 11. september mødte jeg desuden mennesker, for hvem angrebet 11. september virkede fjernt og irrelevant. Landsbyboere på Java og storbyboere i Kuala Lumpur udtrykte forundring over, at dette terrorangreb kunne tillægges så stor betydning. Jeg gav dem ret i, at betydningen var noget, det blev tilskrevet og tillagt. Men samtidig kunne jeg mærke, at også jeg tillagde angrebet større og større betydning. Det blev klart for mig, at også jeg formodentlig om et årti eller to ville nævne lige akkurat 11. september 2001, når jeg skulle fortælle mine eventuelle børnebørn om verdenshistoriske begivenheder i min livstid. Det bekymrede mig. Ikke så meget, fordi jeg ikke anerkender, at 11. september har fået enorm betydning. Men fordi jeg kunne se, at mine forklaringsmodeller for angrebet og dets eftervirkninger var mindst lige så skitseagtige og utroværdige som de udlægninger af 2. verdenskrigs baggrund og konsekvenser, jeg kunne præstere som 10-årig skoleelev. Og det var ikke godt nok. Min forståelse af 2. verdenskrig begrænsede sig dengang til nogle faktuelle oplysninger om de krigsførende parter, antallet af døde, jødeudryddelsernes uhyrlige omfang og modstandsbevægelsernes modige kamp for demokrati og frihed. Først langt senere blev jeg klar over, at ikke kun jøder, men også romaer, kommunister, homoseksuelle blev udryddet af nazisterne. Og jeg begyndte at forstå, at skellet mellem de gode og de onde var mere mudret og porøst, end jeg havde troet. Nogle lange samtaler med en døende modstandsmand afslørede nogle nuancer for 2 / 5

3 mig, som der ifølge ham selv ikke havde været plads til i årene umiddelbart efter krigen. Den gamle mand fortalte, at han efter befrielsen slet ikke havde deltaget i den offentlige jubel. Han kunne simpelthen ikke holde ud at se alle de mennesker, der under krigen havde puttet sig og værnet om deres egen sikkerhed tage frihedskæmperarmbind på og gå gennem gaderne for at blive hyldet som helte. Dels anså han dem for hyklere; dels var han faktisk i tvivl om, hvorvidt han som frihedskæmper overhovedet kunne betragtes som en helt. Ganske vist ar han gået ind i modstandskampen for at kæmpe for de værdier, han anså for sande, og han var fortsat ikke i tvivl om, at nazismen burde bekæmpes. Men han blev aldrig færdig med at føle skyld og tvivl omkring den måde, kampen var foregået på - og de ofre, den havde medført. Selv svigtede han sin familie ved at udsætte sig for livsfare og ved at gå under jorden i næsten et halvt år, da han var blevet såret under en aktion. Hans kone anede intet om hans tilstand, og hun var efterladt alene med to små børn, hvis tidlige barndom han ikke tog del i. En beslutning om at skyde en person, der angiveligt var stikker, pinte ham også til hans død. Det samme gjaldt det faktum, at en ung mand i den gruppe, han var leder for, blev skudt under en aktion. Den gamle mand ble ved med at bebrejde sig selv, at han ikke havde afvist den unge fyr, da han meldte sig som frihedskæmper. Tvivlen, usikkerheden, skylden plagede ham, og det, der måske pinte ham mest var, at den ikke fandt genklang i den kollektive (selv)forståelse omkring krigen. Der var ikke plads til hans erfaringer i den officielle historieskrivning. I en krig er der ikke plads til tvivl, for tvivlen hæmmer handlekraften. Og efter krigen er traumerne ofte så dybe, at det kan føles livsfarligt at lukke op for tvivlen. Det er derfor, det er så uheldigt, at tiden efter 11. september er blevet italesat som en krigens tid. Vi er i krig mod terror, og i krigens tid forsvinder nuancerne, og dem, der sætter spørgsmålstegn ved den herskende fortælling om de gode og de onde, er ugleset. Men der er brug for spørgsmålstegn, tvivl og usikkerhed. Og nu, hvor der er gået ti år siden terrorangrebet i New York og Washington, må det være på tide at slå det enkle verdensbillede i stykker. Tiden er inde til at åbne for input, der udfordrer vores kollektive fortælling om 11. september-angrebet, dets baggrund og konsekvenser. Ikke for at sidde fast i fortiden eller dyrke frygten for angreb i fremtiden, men for at skabe en fortælling, som kan rumme de erfaringer og erkendelser, som de seneste ti år har givet os. Det er langtfra fyldestgørende at se tiden fra 11. september 2001 som et tiår, hvor de gode stod sammen om at bekæmpe det onde - og hvor det gode sejrede med drabet på terrorens bagmand, Osama Bin Laden, i maj i år. Vi må kigge fordomsfrit på, hvordan de 19 terrorister, der angreb New York og Washington, har formet vores syn på verden og vores måde at være i den. 3 / 5

4 Og heldigvis er der hjælp at hente. For eksperter inden for en række felter er begyndt at gøre status og skabe sprækker i den kollektive fortælling, der ellers var ved at stivne til hård cement. En del af disse forskere har bidraget til en tværfaglig antologi, der udkom på tiårsdagen for angrebet. "11. september - verdens tilstand ti år efter", hedder den. I bogen beskriver eksperter inden for i inden for områder som billedkunst, litteratur, efterretningsvæsen, militære strategier, muslimske organisationer, international politik og økonomi, hvilke forandringer angrebet 11. september 2001 har resulteret i. Bogens bidrag viser hver og ét, at et overskueligt verdensbillede, hvor de gode og de onde, rigtigt og forkert, let lader sig identificere, ikke holder for en nærmere efterprøvning. I dag kan vi fx se, forklarer lektor i statskundskab Gorm Harste, at terroristernes krig mod Vesten og vores krig mod terror i høj grad handler om økonomi. Formodentlig var det et af al-qaedas mål med angrebet 11. september at provokere USA til at reagere på en måde, der ville føre til massiv gældssætning og kunne resultere i en finansiel krise. Selv i USA stod de gode reelt så lidt sammen, at det var umuligt at indkræve den skat, der skulle til for at føre krigen mod terror. Krigene i Afghanistan og Irak, der har kostet i omegnen af 1 billion dollars, er en af de væsentlige grunde til den nuværende økonomiske og finansielle krise. I en vis forstand har terroristerne dermed formået at afsløre den amerikanske sårbarhed. Heller ikke krigen på de indre linjer kan siges at være en konsekvent sejrsgang for de gode. Antiterrorlovgivningen og de mange ekstra midler til efterretningsvæsnet har ikke blot medført brud på menneskerettighederne; det er også tvivlsomt, om de mange tiltag har resulteret i større sikkerhed og tryghed. Efterretningsvæsnet i USA er præget af manglende overblik, idet den massive indsats mod terror har medvirket til, at der bygges voksende høstakke af informationer, hvor det bliver sværere og sværere at finde den berømte nål, som tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen formulerer det i sit bidrag til bogen. Han konkluderer, at samme problem præger efterretningsvæsnet i Danmark. Også 'de onde' viser sig at være en mere udflydende størrelse end først antaget. I dag ved vi, at Saddam Hussein måske nok var ond - men hans regime havde meget begrænsede forbindelser til den internationale terrorisme. Den transnationale jihadisme har i det hele taget ringe tilslutning. Meningsmålinger blandt muslimer over hele verden viser, at opbakningen til al-qaeda og dets metoder har været faldende siden 2001, angiveligt fordi de fleste muslimer tilslutter sig demokratiske værdier, og fordi de mere radikale - ud fra rent pragmatiske overvejelser - har erkendt, at selvmordsterrorismen giver 'dårlig reklame'. Det arabiske forår er det seneste af flere tegn på, at al-qaeda langtfra har haft succes med at mobilisere 4 / 5

5 verdens 1,3 milliarder muslimer. Antologien er et første bidrag til den nødvendige proces med at skabe en mere nuanceret fortælling om verdens tilstand. Ikke mindst må vores forestillinger om 'de gode' og 'de onde' holdes åbne for modsigelser og nuanceringer, både i forhold til fortid, nutid og fremtid. Hvor vigtigt det er, er de senere års mange udgivelser om 2. verdenskrig, modstandsbevægelsen, nazismens indflydelse i Danmark osv. et eksempel på. De nuancerer, modsiger og supplerer vores kollektive fortælling om krigen og dens helte og skurke. Desværre nåede den gamle modstandsmand, som jeg talte med kort før hans død, ikke at opleve dette boom i dansksproget litteratur om 2. verdenskrig. Han måtte dø med en følelse af, at hans egne erfaringer og hans egen (livs)historie ikke havde nogen plads i den kollektive fortælling. Mit håb er, at de mennesker, for hvem 11. september for alvor har haft skæbnesvangre konsekvenser, ikke skal vente så længe på, at der bliver plads til deres erfaringer i vores kollektive historieskrivning. Situationen i Afghanistan konfronterer danske soldater med en kompleks virkelighed, hvor det er svært at skelne godt fra ondt, rigtigt fra forkert. Soldaterne ved bedre end nogen, at den fortælling, som en chokeret George Bush lagde grunden til for ti år siden, ikke er dækkende for virkeligheden. Og det er vores fælles ansvar at skrive den om. Ved fælles hjælp - og med en fælles vilje til at gå ind i det smertefulde tvivlens rum, hvor krigens logik om venner og fjender, godt og ondt ikke længere gælder. Malene Fenger-Grøndahl er freelance journalist, forfatter og foredragsholder. Hun har redigeret antologien "11. september - verdens tilstand 10 år efter", som er udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Blandt bidragyderne til antologien er Carl Pedersen, som Kritisk Debat også bringer et interview med. 5 / 5