HØJMESSE FREDERIKSHOLM KIRKE

Transkript

1 HØJMESSE FREDERIKSHOLM KIRKE Mandag den 1. april Påskedag Præludium Evt. korsats (Carsten) Indgangsbøn (evt.) Velkomst 1. salme DDS 218 Krist stod op af døde Evt. Kollekt (hvis ingen indgangsbøn) Epistel NT: 1. Korinterbrev 5,7-8 Trosbekendelsen (synges) 2. salme DDS 236 Påskeblomst hvad vil du her Evangelium (Gud være lovet...) Johannes 6,1-15 Prædiken Evt. korsats (Aleksandr) 3. salme DDS 217 Min Jesus, lad mit hjerte få Kirkebøn ( evt. + Fadervor, hvis ikke dåb) + Den apostolske velsignelse 4. salme M&L 68 Håbets stemme Altergang (b) Præst: Opløft jeres hjerter til Herren! Lad os prise hans navn! Hellig, Hellig, Hellig.. O Du Guds lam(3. vers) Opstandne Herre og frelser Indstiftelsesord Nadveruddeling 5. salme DDS 235 Verdens igenfødelse (synges under uddeling) Lidt musik til at gå ned på Bortsendelsesord Sidste vers af nadversalme) Takkebøn Velsignelse: 6. salme DDS 241 Tag det sorte kors fra graven Meddelelser Udgangsbøn (evt.) Postludium

2 Påskedag Søndag den 12/ kl Højmesse Prædiken Tekst: Markus 16, Kvinderne ved graven Gud, lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord. Amen. Påsken kommer altid bag på mig. Ja, altså ikke sådan tidsmæssigt, for man kan jo bare se i kalenderen, hvornår det er, påsken falder. Men det kommer bag på mig hvert år, hvor stærk påsken er. Hvor stærk påskens budskab er. Vi siger jo sommetider, at påsken er kirkens største højtid, og samtidig tænker man: Jo, det kan godt være, at kristendommen bygger på, at Jesus døde og opstod for os men et eller andet sted er det nu nemmere at relatere til julen, hvor vi fejrer et lille barn, der bliver født, og hvor vi giver hinanden gaver og minder hinanden om, at vi skal være gode ved hinanden. Men når man så gennemlever påsken, så bliver den lige pludselig levende for én og meget stærkere end julen. Når man holder gudstjeneste hver dag i påsken og mindes det, der skete på de enkelte dage i den første påske, så får man lige pludselig en sammenhæng i hele beretningen. Lige fra Skærtorsdag, hvor vi her i kirken havde dækket op med store langborde og genskabte det påskemåltid, som Jesus spiste sammen med sine disciple den sidste aften, inden han skulle dø med stegt lam og bitre urter og fladbrød, sådan

3 som det jødiske påskemåltid er foreskrevet i 2. Mosebog kapitel 12. En rigtig hyggelig stemning præget af fællesskab og nærvær. Ja, og så til næste morgen, hvor stemningen pludselig er en helt anden. Langfredag, hvor alle stearinlys er slukket. Hvor der er sort klæde over altret. Og hvor vi hører teksterne fra Jesu lidelseshistorie og indimellem synger de sørgeligste salmer om afsked, om lidelse, om sorg, om forrådelse, og om død. Og hvor man går ud af kirken med en klump i halsen og med den dystre musik siddende i kroppen hele dagen - samtidig med, at man kigger på de mange flag i byen, der er på halv stang. Ja, og så påskelørdag, som er den underligste dag. En ingenting-dag, hvor der ingenting sker men hvor disciplene måske er gået under jorden og har gemt sig, af frygt for at romerne måske kunne finde på at korsfæste dem også. En dag, hvor de måske er deprimerede over, at Jesus har svigtet dem. Hvor den mand, som de fuldt og fast troede på, var Guds søn, nu bare døde som en helt almindelig og gemen mand. En dag, hvor hele deres verdensbillede er brudt sammen, og hvor de ikke aner, hvad deres fremtid er. Vi ved det ikke helt, men det kunne faktisk også i stedet være en dag, hvor deres tro netop kommer til fuld udfoldelse, og hvor de husker, at Jesus sagde, at han ville blive levende efter 3 dage. En dag hvor deres håb virkelig kommer på prøve. En dag, hvor de virkelig håber på, at det er rigtigt, det som Jesus har prædiket for dem: At menneskesønnen skal opstå fra de døde og der skal ingen ende være på hans herlighed. Vi ved det ikke helt, for der står ikke noget i Bibelen om tiden mellem gravlæggelsen og så opstandelsen. Men så påskemorgen, tidligt, - da har vi beretningen om kvinderne, der kommer ud til graven for at balsamere det døde legeme med forskellige vellugtende salver og olier.

4 Det skulle egentlig gøres lige efter gravlæggelsen, men sabbatten begyndte allerede fredag aften ved solnedgang og varede hele lørdagen, og på den dag måtte man ikke gøre noget. Ja, lige bortset fra at lægge de døde i graven, for det var nødvendig at gøre hurtigt af hensyn til det meget varme klima. Så kvinderne måtte vente til daggry søndag morgen og så snart solen lod sig se om morgenen skynder de sig derud med de salver og olier, de har tilberedt. De forventer at komme til gravhulen, hvor de ikke selv kan flytte den store sten, som er rullet for indgangen. Og de diskuterer, om de kan få de romerske vagter til at hjælpe dem. Men da de kommer derud, ser de at stenen allerede er rullet væk fra åbningen. De bliver forfærdede, da de ser en engel i hvide klæder sidde inde i graven. Han siger til dem: Frygt ikke! Hvorfor leder I efter Jesus fra Nazareth. Han er opstået. Han er ikke her. Jo, alt i alt så bliver påskefortællingen et af de mest fantastiske og mættede beretninger, der findes. Om liv, død og opstandelse. Og når så påsken ligger lige her, hvor den gør. Midt i foråret, - så hjælper naturen med til at understøtte budskabet om liv og død og opstandelse om sommer med blomsterliv i fuldt flor, om efterår hvor livet visner, og om vinter hvor alting i naturen dør eller går i hi og så genopstandelsen her om foråret. Så er det, at påskeberetningen på baggrund af forårets nye liv lige pludselig giver rigtig meget mening. Hvert år når vi sidder i den allerstrengeste og mørkeste vinter, og alting ser allermest håbløst ud, så glæder vi os til foråret og til at lyset og varmen kommer igen. Men vi kan jo strengt taget ikke vide, om det kommer. Vi kan blot håbe på det. Men erfaringen fra tidligere år siger os, at

5 sådan bliver det temmelig sikkert, for sådan har det været de tidligere år, - og det holder os i live og gør at vi kan klare selv den mest depressive vinter. Fuldstændig ligesom det er med påskens budskab og vores liv. Jo, for når vi tror på, at Jesus er opstået fra de døde, så kan vi også tro på og glæde os til, at vi selv skal opstå fra de døde. Selvom vores liv ser allermest sort ud og der kun er død og lidelse forude, ja, så kan vi tro og håbe på, at alting ikke ender med livets vinter, men at der kommer et forår mere med et nyt liv. Et liv sammen med Gud og alle vores kære. En opstandelse til evigt liv. For nylig så jeg en kunstudstilling med den tyske kunstner Max Ernst. Han er surrealist, men han er en realistisk surrealist. Han har sagt, at det bare handler om at få øje på de ting, man ikke kan se. At der er mange lag i vores liv og vores verden. Han siger f.eks. om naturen: Når folk går en tur i skoven, så er der nogen der kigger ned, og der får de øje på alle mulige små ting: små blomster, svampe eller myrer og biller, ja, en hel mikroverden, som vi ikke kender og ikke forholder os til til daglig. Andre kigger op og får øje på en helt anden verden. En verden som udspiller sig i trækronerne med blomster og blade og fotosyntese og med fugle og insekter og ude bag ved træernes kroner en makroverden med stjerner og planeter og solsystemer og en uendelighed af evighed. Og man kunne fortsætte med at sige, at hvis man kigger lige ud, så ser man vores egen verden, - med mennesker og børn og dyr og biler og huse og alskens liv på jorden. Og endnu en verden kan vi få øje på, hvis vi kigger indad i os selv. Så opdager vi måske et dyb af følelser og sanser og tanker og drømme og ubevidst bevidsthed. Disse 4 verdener ligger lige foran os men ofte forholder vi os

6 ikke til dem. De er der bare, og vi opdager måske ikke, hvilke dybder de indeholder. Men hvis vi opdager dem, er der uanede af muligheder for at gå på opdagelse. Måske er påskebudskabet en helt femte verden. En absurd og uvirkelig verden, som man skal være lidt surrealistisk for at få øje på. Et liv bag ved livet. Et billede bag om billedet. Et budskab bag om fortællingen. Et budskab som man kun kan få øje på, hvis man har sin religiøse antenne ude. Jo, for ellers er budskabet bare helt fladt. Som når man her i påsken har hørt diverse programværter på radioen eller i fjernsynet fortælle om, hvorfor vi fejrer påske. Når det bliver fortalt i denne sammenhæng midt imellem vejrudsigter og trafikmeldinger og nyheder, så lyder det bare som et fladt budskab, som stammer fra en anden tid en tid, hvor man ikke var blevet moderne og ikke kunne gå op i materielle goder og velfærd og finanskriser og mode og nye trends. Men noget som er gået af mode for lang tid siden og burde være spærret inde på nogle museer over ting, man brugte i gamle, gamle dage. Jo, men det bliver netop fladt, fordi det bliver fortalt i den forkerte verden. I den forkerte dimension. Som hvis man fortalte en myre om stjernerne i mælkevejen eller om menneskenes biler. Eller hvis man plantede et skilt på månen med nogle billeder og symboler fra den menneskelige verden her på vores planet. Nej, et religiøst budskab skal fortælles i en religiøs sammenhæng og i et religiøst rum. Som f.eks. i en kirke. Og når det bliver det, så giver det mening. Hvis vi er åbne over for det religiøse og surrealistiske budskab, så kan vi også tage det ind til vores hjerte og bruge det til noget. Vi får styrket vores tro, og får ny varme og lys og energi, som træerne og blomsterne får det ved forårstid og pludselig blomstrer vi op og springer ud med de klareste farver og

7 stemninger. Akkurat ligesom påskeliljerne her i kirken, som bare har ligget i hi i jorden hele vinteren som små blomsterløg, men som her i foråret vokser op og bliver store og stærke og eksploderer med en kæmpeblomst fuld af gul farve og blomstersaft og kraft. Et liv, som man nærmest ville tro ville være umuligt, når man så det lille blomsterløg. Sådan kan vi også vokse og gro ved budskabet om opstandelsen fra de døde. Som de sørgende kvinder ved graven, der pludselig bliver fulde af glæde og nyt liv og løber tilbage til disciplene for så hurtigt som muligt at gi dem budskabet om, at livet har vundet over døden. At Guds plan var lykkedes. Og at der nu er håb for os alle, om at livet igen bliver godt. Og der skal ingen ende være på hans herlighed. Den frelser, som blev født julenat Guds egen søn han har nu fuldført sin gerning her på jorden. Igennem sin lidelse og død har han taget alle vore synder på sig og alligevel og på trods af det, så kan han her påskemorgen, som Gud selv overvinde mørkets og dødens magt. Han kan blive levende igen. Og netop derfor, ja, så er alle vi Guds skabninger blevet frie og løste fra alle lænker og bånd. Vi kan rejse vort hoved og kigge vor frelser dybt ind i øjnene og sige TAK! Tak fordi du tilgiver os alt det, som vi har gjort forkert og tak fordi vi nu kan gå ud og leve vort liv her på jorden i ansvar og tillid til at kærligheden altid vil sejre over det onde. Amen