Første side i Tychos selvbiografi, der findes i oversættelse på de følgende sider.

Transkript

1 Første side i Tychos selvbiografi, der findes i oversættelse på de følgende sider. 6

2 OM DET, SOM VI HIDTIL MED GUDS HJÆLP HAR UDRETTET I ASTRONOMIEN, OG OM DET, DER I FREMTIDEN MED HANS NÅDIGE BISTAND STÅR TILBAGE AT FULDFØRE. (Tycho Brahe, Wandsbeck 1598) I det Herrens år 1563, altså for 35 år siden, engang da den store konjunktion af de øvre planeter fandt sted ved slutningen af Krebsen og begyndelsen af Løven, da jeg havde fyldt mit seks tende år, var jeg optaget af at studere den klassiske litteratur i Leipzig, hvor jeg sammen med min hovmester opholdt mig med støtte af min elskede farbroder Jørgen Brahe, som for omtrent 30 år siden er afgået ved døden. Thi min fader Otto Brahe, hvem jeg mindes med ærbødig hed, var ikke særlig ivrig for, at hans fem sønner, af hvilke jeg er den ældste, skulle lære latin, hvilket han dog senere selv fortrød. Men lige fra min spæde barndom havde den omtalte farbroder opdraget mig, og der efter skaffede han mig mit rigelige underhold, så længe han levede, lige til mit attende år, og behandlede mig stadig som sin egen søn og havde bestemt at indsætte mig til sin arving. Hans eget ægteskab var nemlig barnløst; han var gift med den højadelige, kloge fru Inger Oxe, søster til den store Peder Oxe, som senere blev Danmarks rigs hof mester; hun, som nu er død for fem år siden, har også, så længe hun levede, omfattet mig med en enestående kærlighed, som om jeg var hendes egen søn. Senere var hun i tolv år under kong Frederik II glorværdig ihukommelse hofmesterinde ved dronningens hof og blev i denne stilling efterfulgt i otte år af min højtelskede og højt agtede moder Beate Bille, som ved Guds nåde endnu lever i sit 71. år. Det skete altså ved en særlig tilskikkelse, at jeg, efter at min foran nævnte farbroder, uden at mine forældre selv vidste det, havde bortført mig i min spæde barndom, i mit syvende år blev sat i latinskolen af ham og senere i mit fjortende år for at fortsætte mine studier blev sendt til Leipzig, hvor jeg blev i tre år. Når jeg går så langt tilbage i tiden, er det, for at det kan blive klart, hvorledes det gik til, at jeg, som først havde givet mig af med frie studier, senere vendte min hu til astro nomien, og for i taknemlighed at opfriske mindet om mine forældre, der har været så gode imod mig. 7

3 også nativitets forudsigelser, når blot tidspunkterne er rigtigt bestemt, og stjernernes gang og deres indtræden i bestemte him mel afsnit benyttes på en måde, der stemmer med himlen, og deres bevæg elsesretning og omløb bliver rigtigt bearbejdet; i disse to hen seender har vi også på grundlag af selve erfaringen udformet en me tode, der er forskellig fra den hidtil anvendte. Men den slags astrolo giske kundskaber er vi ikke tilbøjelige til at meddele andre, eftersom det ikke er så lidt, vi har udfundet på dette område; for det er ikke alle, der forstår selv at benytte det med den tilbørlige omtanke og uden over tro og overdreven tillidsfuldhed, som man ikke bør udvise overfor nogen af de skabte ting. Derfor vil vi ikke offentliggøre noget eller kun ganske lidt af det, som vi har udfundet på dette område. Altså må det nu være tilstrækkeligt, at jeg har sagt dette i korthed og i al alminde lighed om denne sag. Også på alkymistiske undersøgelser eller kemiske eks perimenter har jeg ikke anvendt nogen ringe omhu; også dette vil jeg lejligheds vis antyde her, da det stof, som de behandler, har nogen analogi med himmellegemerne og deres virkninger, hvorfor jeg sædvanlig kalder denne videnskab den jordiske astronomi. At vinde indsigt i denne og bearbejde den har jeg været optaget af i samme omfang som af himmel studierne lige fra mit 23. år, og lige indtil nu har jeg med meget arbejde og ikke ringe bekostninger gjort en stor mængde er faringer såvel med hensyn til metaller og mineraler som til ædelstene og plantevækster og andre derhen hørende stoffer. Jeg vil ikke have noget imod at ind lade mig på åbenhjertige drøftelser herom med fornemme og fyrstelige personer og andre fremragende og lærde mænd, som har interesse for den slags ting og nogle kundskaber deri, og lej lig hedsvis give dem nogle meddelelser desan gående, når jeg blot er sikker på deres gode vilje, og at de vil holde det hemmeligt. Thi at den slags ting bliver almindelig bekendt, det er ingen nytte til, og det er der ingen rimelighed i. Det er nemlig ikke enhver givet, selv om mange giver sig ud for at forstå noget sådant, at behandle disse mysterier på tilbørlig vis i overensstemmelse med naturens krav og på en ærlig og gavnlig måde. 22

4 Tycho Brahes instrumenter Tycho Brahes ønske om at lave så præcise observationer som muligt førte til, at han til stadighed ud viklede og byggede nye og bedre instru menter til at måle himmel legemernes position på himlen. Det blev i løbet af hans karriere til ca. 30 forskellige instrumenter, hvoraf en stor del blev til i 1580 erne, da obser vatorierne Uraniborg og Stjerneborg på Hven skulle forsynes med det fornødne måleudstyr. Hver gang Tycho konstruerede et nyt instrument, udnyttede han de erfaringer vedrørende de tidligere instrumenters fordele og be græns ninger, som utallige nætters praktisk brug havde givet ham. På denne måde lykkedes det ham at skabe bedre observations instrumenter, end nogen astronom nogensinde tidligere havde haft. Han forbedrede så ledes på få år observationsnøjagtig heden med en faktor 10 og pres sede derved sine målinger til grænsen af det, som var muligt med det blotte øje. Yderligere forbedringer af måle nøjagtig heden kunne derfor først ske efter kikkertens opfindelse i begyndelsen af 1600-tallet, få år efter Tychos død. Tycho Brahe kan altså ikke blot be tragtes som en ene stående astronom, men også som en af samtidens største instru mentmagere. Det sidste er imidlertid betinget af det første, for en del af hans instrumenttekniske forbedringer kunne næppe have været ud tænkt af en instrumentmager, som ikke selv havde erfaringer som ob serverende astronom. Tycho Brahes instrumenter blev med god grund be undret af de fag fæller, som så dem. For yderligere at udbrede kend skabet til dem gav han derfor i sit hovedværk Astronomiæ instauratæ mechanica detal jerede konstruk tionsog brugs anvis ninger med illustra tioner af 21 af sine vigtigste instrumenter samt kortere omtaler af endnu seks. Des uden er der beskrivelser af nogle instrument tekniske detaljer, af Ty chos store himmelglobus samt af Hven, Uraniborg og Stjerne borg. Der er stadig grund til at beundre Tychos instrumenter, og derfor introduceres et par af hans forbedringer og ti af de vigtigste instru menter i det følgende på grundlag af Tychos egne beskrivelser. Des uden omtales hans observatorium Stjerneborg på Hven og den store himmelglobus, hvorpå han afmærkede stjernernes position. 23

5 24

6 Spaltesigter og transversaler Siden oldtiden havde det almindeligste sigtemiddel på astrono miske instrumenter været en sigtelineal, hvor der i hver ende, vinkelret på linealen, var anbragt en plade med et lille hul. Når en stjerne kunne ses gennem begge huller, pegede linealen mod stjernen. Dette princip var imidlertid ikke særlig hensigtsmæssigt i praksis. For det første var det svært at lokalisere stjernen, da den var skjult af pladerne, lige indtil man fik øje på den i hullerne. For det andet skulle hullerne have en vis størrelse, for at man overhovedet kunne se stjernen, og så var det svært at afgøre, hvornår den stod præcis midt i dem. Til at afhjælpe dette problem opfandt Tycho det såkaldte parallel sigte. I stedet for et hul forsynede han pladen nærmest øjet med parallelle spalter med nogle få centimeters afstand, mens den anden hul plade blev erstattet af en plade eller en cylinder med samme tværsnit som afstanden mellem de parallelle spalter. Nu sigtede man så ved indstille sigtelinealen således, at stjernen både kunne ses lige til venstre for den fjerneste plade gennem den venstre spalte og lige til højre for pladen gennem den højre spalte. Dermed var retningen til stjernen præcist defineret af to parallelle lysstråler. Desuden var der ingen problemer med at lokalisere stjernen. På den viste sigtelineal var der i den fjerneste plade et hul, som blev benyttet til observation af Solen. I dette tilfælde skulle billedet af Solen tegne sig nøjagtigt inden for en cirkel på bagsiden af den nærmeste plade. På denne måde undgik man at ødelægge øjnene. Ved hjælp af spaltesigtet blev det muligt for Tycho at sigte langt mere nøjagtigt end tidligere. Dette var imidlertid ikke til megen hjælp, hvis han ikke kunne aflæse retningen med samme nøjagtig hed. I første omgang forsøgte Tycho at løse dette problem ved at lave et meget stort instrument med en lang skala, som kunne inddeles meget fint. Så stort et instrument viste sig dog upraktisk at bruge, og derfor gik Tycho efter forskellige forsøg over til at benytte den såkaldte trans versal inddeling. I denne var skalaen kunstigt gjort længere ved hjælp af et antal punkterede skrålinjer inden for hver grad. På det viste skala udsnit kunne bueminutter således umiddelbart aflæses. 5 25

7 26

8 Augsburgkvadranten (1570) Omkring 1570 lykkedes det Tycho Brahe at skaffe finansiering til at bygge sit første store instrument, nemlig en enorm kvadrant, dvs. kvartcirkel, som blev opstillet i borgmester Paul Hainzels have lidt uden for Augsburg. Tychos hensigt med at bygge en kvadrant med en radius på over 5 meter var at måle Solens, stjernernes og planeternes højde over hori sonten meget præcist. Et stort instrument med en lang gradskala kunne nemlig inddeles meget fint. I dette tilfælde var hver grad, som havde en udstrækning på næsten 10 cm, opdelt i 60 bueminutter, som hver var forsynet med seks under delinger. Ifølge Tycho var det altså muligt at skelne vinkelforskelle på blot 10 buesekunder. Desværre var instrumentets samlede nøjagtighed noget ringere bl.a. som følge af mekanisk ustabilitet. Kvadranten var nemlig ikke ophængt i sit tyngde punkt, men derimod i vinklens toppunkt med det resultat, at den blev deformeret af sin egen vægt, når man vippede den. Tycho havde ganske vist prøvet at undgå dette ved at lave kvadranten som et solidt gitterværk af veltørret egetræ, men den var alligevel ikke blevet stiv nok i forhold til vægten. Kvadranten var ophængt med en jernbolt på en tyk og kraftig ege træssøjle, som ved hjælp af nogle håndtag kunne drejes rundt i et solidt underjordisk stativ. Derved kunne den bringes til at pege i alle retninger på himlen. Man målte et himmellegemes højde ved at sigte efter det gennem de to traditionelle sigtehuller oven på kvadranten, hvorefter højden umiddelbart kunne aflæses der, hvor en lodsnor rørte ved grad skalaen. Den store kvadrant viste sig dog hurtigt at være tung og upraktisk at bruge. Der skulle således adskillige mand til at vippe og fastholde den, samtidig med at observatoren skulle forsøge at sigte efter den ønskede stjerne. På grund af størrelsen var han endda sommetider nødt til at stå på en stige for at gøre det. Derfor blev Augsburg kvadranten ikke genopbygget, da den efter et par års brug blæste omkuld i en storm. 6 27