Herbert Marcuse: Utopi og frigørelse

Transkript

1 Herbert Marcuse: Utopi og frigørelse For den tyske sociolog og samfundsforsker Herbert Marcuse kunne en revolution frigøre det moderne menneske. Ifølge Marcuse var det moderne menneske ufrit, idet det havde mistet 5 følingen med eksempelvis sine egne seksuelle drifter. Det kapitalistiske marked havde via pornografi fremmedgjort mennesket over for sine reelle drifter. 16. Af Frigørelsen (1968) 10 Hidtil har det været et af de vigtigste dogmer i den kritiske samfundsteori (og specielt i marxsk teori) at afholde sig fra, hvad man med rimelighed kunne kalde utopisk spekulation. Det er meningen, at samfundsteorien skal analysere de bestående samfund ud fra deres egne funktioner og muligheder og skal finde de påviselige tendenser (om de findes), som kan føre ud over den bestående tingenes tilstand. Ved logisk følgeslutning ud fra de herskende forhold 15 og institutioner kan den kritiske teori altså bestemme de grundlæggende institutionelle forandringer, som er forudsætningerne for overgangen til et højere udviklingstrin, højere forstået som en mere rationel og retfærdig udnyttelse af ressourcerne, en begrænsning af de destruktive konflikter til det mindst mulige og en udvidelse af frihedens område. Men ud over disse grænser vovede den kritiske teori sig ikke af frygt for at miste sin videnskabelige karakter. 20 Jeg tror, at denne snævre opfattelse må revideres, og at revisionen antydes, ja, ligefrem nødvendiggøres, af den faktiske udvikling i de moderne samfund. Den dynamik, hvormed produktiviteten udvikler sig i disse lande, fratager forestillingen om utopia dens traditionelle uvirkelige indhold: det utopiske er ikke længere det, som har intet sted, og som ikke kan 25 have noget sted i det historiske univers, men snarere det, som bliver forhindret i at komme til stede af de bestående samfunds magt. De utopiske muligheder ligger latent i den moderne kapitalismes og socialismes tekniske og

2 teknologiske kræfter: En rationel udnyttelse af disse kræfter i verdensmålestok ville gøre en 30 ende på fattigdom og knaphed inden for en ganske overskuelig fremtid. Men vi ved, at hverken rationel brug af dem eller og dette er afgørende kollektiv kontrol med dem af de umiddelbare producenter (arbejderne) i sig selv ville fjerne beherskelse og udbytning: en social velfærdsstat ville stadig være en undertrykkelses-stat, som fortsat ville bestå selv ind i den anden fase 1, hvor enhver skal modtage efter behov. Det, det drejer sig om, er selve 35 behovene. På dette stadium er spørgsmålet ikke længere: hvordan kan den enkelte tilfredsstille sine egne behov uden at skade andre, men snarere, hvordan kan han tilfredsstille sine behov uden at skade sig selv, det vil sige, uden igennem sine aspirationer 2 og sin tilfredsstillelse at reproducere sin afhængighed af et udbytningsapparat, som, i og med at det tilfredsstiller hans behov, opretholder hans trældom. Det ville være et tegn på, at der var 40 opstået et frit samfund, dersom det voksende velvære blev til en i det væsentlige ny livskvalitet, og det betyder: et brud med alle de bestående livsmønstre. Den kvalitative forandring må finde sted i behovene, i menneskets infrastruktur (som igen er en dimension af samfundets infrastruktur): en ny retning, nye institutioner og produktionsforhold må være udtryk for, at der er opstået behov og behovstilfredsstillelser, som er vidt forskellige fra, ja, 45 som endda står i modsætning til dem, der hersker i de udbyttende samfund. En sådan forandring ville udgøre det instinktmæssige grundlag for frihed, som klassesamfundets lange historie har blokeret. Friheden ville blive miljø for en organisme, som ikke længere er i stand til at finde sig i den herskende livsforms aggressivitet, brutalitet og hæslighed. Oprøret ville så have slået rødder i det enkelte menneskes egen natur, i dets biologi, og på dette nye 50 grundlag ville oprørerne omdefinere målene og strategien for den politiske kamp, i hvilken frigørelsens mål alene kan bestemmes. Kan man virkelig forestille sig en sådan forandring i menneskets natur? Det tror jeg, man kan, fordi det tekniske fremskridt har nået et stadium, hvor virkeligheden ikke længere behøver at 55 blive defineret ved den udmattende konkurrence for at overleve og komme frem i samfundet. Jo mere disse tekniske muligheder vokser fra den ramme af udbytning, som de stadig rummes i og misbruges af, jo mere driver de menneskets drifter og aspirationer til det punkt, hvor livsnødvendighederne ikke længere kræver aggressive præstationer for at tjene til føden, og

3 så kan det ikke-nødvendige blive et livsvigtigt behov. Den påstand, der er centralt placeret i 60 marxsk teori, er ganske velkendt, og aktiekapitalismens direktører og pressesekretærer er godt klar over, hvad den betyder; de er indstillet på at inddæmme dens farlige konsekvenser. Ligeså er den radikale opposition klar over disse muligheder, men den kritiske teori, som skal lede den politiske praksis, sakker stadig bagud for denne praksis. Marx og Engels afholdt sig fra at udvikle konkrete forestillinger om de mulige former for frihed i et socialistisk samfund; i dag 65 er en sådan tilbageholdenhed ikke længere berettiget. Produktivkræfternes vækst tyder på, at der er muligheder for menneskelig frihed, der er meget forskellig fra, og går langt ud over dem, som man forestillede sig på det tidligere stadium; ydermere antyder disse reelle muligheder, at den kløft, der skiller et frit samfund fra de bestående samfund, ville blive nøjagtig så meget bredere og dybere, som disse samfunds repressive 3 magt og produktivitet former mennesket 70 og dets miljø i deres eget billede og interesse. For den menneskelige friheds rige kan ikke bygges af de bestående samfund, uanset hvor strømlinet og rationaliseret deres herredømme bliver. Deres klassestruktur, og de fuldkomne kontrolmetoder, der er nødvendige for at opretholde denne, skaber behov, 75 behovstilfredsstillelse og værdier, som reproducerer den menneskelige tilværelses trældom. Denne frivillige trældom (der er frivillig, for så vidt som den er introjiceret 4 i de enkelte selv), der retfærdiggør de velvillige herrer, kan kun brydes ved hjælp af en politisk praksis, som når frem til inddæmningens og tilfredshedens rødder i menneskets infrastruktur, en politisk praksis, der består i metodisk at gøre sig fri af og tage afstand fra Establishment 5, at være 80 indstillet på en radikal omvurdering af værdierne. En sådan praksis indebærer et brud med de velkendte, de tilvante måder at se, høre, føle og forstå ting på, sådan at organismen kan blive modtagelig for de potentielle former for en ikke-aggressiv, ikke-udbyttende verden. ( ) Den såkaldte forbrugerøkonomi og aktiekapitalismens politik har givet mennesket en anden 85 natur, som driftsmæssigt og aggressivt binder ham til vareformen. Behovet for at besidde, forbruge, betjene og konstant forny de indretninger, apparater, instrumenter og maskiner, som folket får tilbudt og påtvunget, for at bruge disse varer, selv med fare for selv at gå til grunde, er blevet et biologisk behov 6. Menneskets anden natur bekæmper således enhver

4 forandring, som ville forstyrre og måske endda afskaffe denne menneskets afhængighed af et 90 marked, der bliver mere og mere tætpakket med produkter afskaffe hans eksistens som forbruger, der forbruger sig selv i og med, at han køber og sælger. De behov, som dette system skaber, er således i højeste grad stabiliserende, konservative behov: modrevolutionen forankret i instinktstrukturen. ( ) 95 Den kvalitative forskel mellem de bestående samfund og et frit samfund rammer alle behov og tilfredsstillelser ud over dyrestadiet, dvs. alle dem, som er særlige for menneskearten, for mennesket som rationelt dyr. Alle disse behov og behovstilfredsstillelser er gennemtrængt af kravene om profit og udbytning. Hele det område, der udgøres af konkurrerende præstationer og standardiseret morskab, alle symbolerne for status, prestige, magt, for annoncernes virilitet 100 og charme, for den kommercialiserede skønhed hele dette område dræber i sine borgere selve dispositionen, organerne for alternativet: frihed uden udbytning. Det er introjektionens triumf og fuldbyrdelse: det trin, hvor folk ikke kan forkaste beherskelsens system uden samtidig at forkaste sig selv, deres egne repressive 105 instinktmæssige behov og værdier. Vi måtte så konkludere, at frigørelse ville medføre oprør mod viljen og mod størsteparten af befolkningens vigtigste interesser. I denne falske identifikation mellem samfundsmæssige og individuelle behov, i befolkningens indgroede organiske tilpasning til et rædselsfuldt samfund, der fungerer med tilfredsstillende profit, ligger grænserne for demokratisk overtalelse og udvikling. Og det afhænger af, hvorvidt man 110 kan overvinde disse grænser, om man kan indstifte demokratiet. ( ) I det store og hele har den marxske teori en positiv vurdering af det borgerlige demokratis rolle i denne overgang [overgangen fra kapitalismen til socialismen] helt op til det trin, hvor revolutionen selv indtræffer. På grund af det borgerlige demokratis forpligtelse (selv om det i 115 praksis er nok så begrænset) over for borgerrettigheder og friheder, danner det det gunstigste grundlag for udvikling og organisering af afvigende meninger. Det er stadig rigtigt, men de kræfter, som fordømmer de beskyttende inden for demokratiets rammer, er ved at tage til i styrke. Det massedemokrati, som monopolkapitalismen har udviklet, har formet de rettigheder

5 og friheder, som det yder i sit eget billede og sin egen interesse; hovedparten af folket er 120 hovedparten af deres herrer; afvigelser kan let inddæmmes, og den koncentrerede magt kan tillade sig at tolerere (måske endda at forsvare) radikalt afvigende meninger, så længe de overholder de bestående love og skikke (ja, selv hvis de overskrider dem lidt). Oppositionen bliver på den måde suget ud i selve den verden, som den modsætter sig og bliver det ved hjælp af selve de mekanismer, som tillader den at udvikle sig og organisere sig; en opposition 125 uden massebasis lider nederlag i sit forsøg på at få en sådan massebasis. Under disse forhold virker det at arbejde efter den demokratiske lovligheds love og metoder, som om man overgiver sig til den herskende magtstruktur. Og alligevel ville det være skæbnesvangert at opgive at forsvare borgerrettigheder og friheder inden for de bestående rammer. Men eftersom monopolkapitalismen bliver tvunget til at udvide og befæste sin beherskelse både 130 hjemme og i udlandet, vil den demokratiske kamp mere og mere komme i strid med de bestående demokratiske institutioner, med deres indbyggede skranker og konservative dynamik. ( ) 135 Men hvem har ret til at opkaste sig til dommer over et etableret samfund, hvem andre end de lovligt indsatte organer eller personer og folkets flertal? Herudover vil der kun være tale om en selvbestaltet elite, eller om ledere, som ville tilrane sig retten til at fælde en sådan dom. Ja, hvis valget stod mellem demokrati og diktatur (selv et nok så velvilligt diktatur), så ville der 140 ikke være tvivl om svaret: demokratiet er at foretrække. Men dette demokrati findes ikke, og regeringen udøves i realiteten af et netværk af pressionsgrupper og maskinerier, kapitalinteresser, der repræsenteres af og virker på og igennem de demokratiske institutioner. Disse stammer ikke fra et suverænt folk. Repræsentationen er repræsentativ for den vilje, der er formet af det herskende mindretal. Hvis alternativet derfor er, at det er en elite, der skal 145 styre, så ville det blot betyde, at den nuværende styrende elite blev erstattet af en anden, og hvis denne anden så skulle være den frygtede intellektuelle elite, så ville den vel ikke være mindre kompetent og mindre truende end den, der sidder i øjeblikket. Ganske vist ville en

6 sådan regering ikke i begyndelsen have flertallets tilslutning, som de havde arvet fra den foregående regering men når først de tidligere regeringers kæde var brudt, så ville flertallet 150 være i stadig forandring, og løst fra som tidligere at blive bestyret, ville det være frit til at bedømme den nye regering ud fra den nye fælles interesse. Ganske vist er ingen revolution nogen sinde forløbet på denne måde, men der har heller aldrig før været en revolution, som har kunnet disponere over produktivitetens og det tekniske fremskridts nuværende resultater. De kunne naturligvis bruges til at påtvinge befolkningen et nyt sæt repressive kontrolmetoder, 155 men hele denne tankegang hvilede på den påstand, at revolutionen kun ville blive frigørende, hvis den blev udført af de ikke-repressive kræfter, der rører sig i det bestående samfund. Påstanden er hverken mere eller mindre end et håb. Før det bliver virkeliggjort, er det ganske rigtigt kun den enkelte, de enkelte, der uden anden berettigelse end deres egen bevidsthed og samvittighed kan bedømme noget. Men disse enkeltpersoner er andet og mere end 160 privatmennesker med deres specielle, tilfældige forkærligheder og interesser. Deres dom transcenderer 7 deres subjektivitet i samme grad, som den hviler på uafhængig tænkning og oplysning, på en rationel analyse og vurdering af deres samfund. Den demokratiske teori er blevet grundlagt på den antagelse, at der fandtes et flertal af enkeltpersoner, der var i stand til sådan rationel tænkning. Hvis det bestående flertal ikke udgøres af den slags 165 enkeltmennesker, så tænker, vil og handler det ikke som et suverænt folk. ( ) Lov og orden, disse ord har altid lydt faretruende, hele nødvendigheden og hele rædslen ved legitim magt er fortættet og sanktioneret i dette udtryk. Der kan ikke findes nogen forbindelse mellem mennesker uden lov og orden, lov og orden der kan håndhæves, men der findes 170 forskellige grader af godt og ondt i menneskelige forbindelser målt i de grader af legitim, organiseret vold, der er nødvendig for at beskytte det bestående samfund mod de fattige, de undertrykte, de sindssyge, mod dem, som er ofre for samfundets nydelse. Bortset fra den etablerede lov og ordens lovlighed i konstitutionel forstand, så kan den eller burde den kun legitimt kunne forlange (og påbyde) lydighed og føjelighed, hvis denne lov og denne orden er i 175 overensstemmelse med sine egne normer og værdier. Disse er måske fra først af ideologiske (som de ideer om frihed, lighed og broderskab, der blev fremsat af det revolutionære bourgeoisi), men ideologien kan blive en materiel politisk kraft i oppositionens rustning, når

7 disse værdier bliver forrådt, kompromitteret, benægtet i den samfundsmæssige virkelighed. Så bliver de forrådte løfter ligesom overtaget af oppositionen, og med dem den påståede 180 legitimitet. I denne situation bliver lov og orden noget, der skal oprettes på trods af den bestående lov og orden. Det bestående samfund er blevet illegitimt, lovløst, det har gjort sin egen lov ugyldig. Således har dynamikken hidtil været i historiens revolutioner, man kan ikke forestille sig, at den kan forsinkes i det uendelige den anden fase : der hentydes til marxismens tale om tilstanden efter proletariatets diktatur (den første fase) 2 aspirationer: stræben 3 repressive: undertrykkende 4 introjiceret: indoptaget 5 Establishment: det bestående samfund 6 biologisk behov: i en note skriver Marcuse: Jeg bruger ikke udtrykkene biologisk og biologi forstået som videnskabelig disciplin, men for at betegne den proces og dimension, hvori tilbøjeligheder, adfærdsmønstre og aspirationer bliver vitale behov, som, hvis de ikke bliver tilfredsstillet, ville få organismen til at fungere forkert. 7 transcenderer: overskrider