Pernille lpsen. 1. Kolonisering 9

Transkript

1

2

3 l n d hold Pernille lpsen 1. Kolonisering 9 Den spanske erobring af Amerika 9 Handelskompagnierne 12 Koloniseringen af Nordamerika 13 Koloniseringens konsekvenser for indianerne 14 Den moralske ret til at kolonisere 15 Hvor kom indianerne fra? 16 Den transatlantiske slavehandel 17 Plantagedrift 18 Oprør mod slaveri og kolonialisme 19 Forbud mod slavehandel 21 Kolonisering, kulturmøder og kultursammenstød 21 Kilder 23 Overblik 32 Tidslinje 33 3

4 Carsten Lykke-Kjeldsen 2. Oplysningstiden 34 Menneske og samfund 34 Straf og børneopdragelse 38 Religion og oplysning 39 Videnskab og oplysning 41 Den oplyste enevælde 44 Oplysningstiden i Danmark 44 Kilder 48 Overblik 57 Tidslinje 58 Ulrik Langen 3. Revolutioner 59 Kolonisternes revolution 59 Enevældens Frankrig Revolutionen på arbejde 65 Rædselsherredømme og borgerkrig 67 Tre forskellige tolkninger af Den Franske Revolution 71 Den Franske Revolutions betydning 72 Kilder 76 Overblik 86 Tidslinje 87 Inge Adriansen 4. Nationale identiteter 88 Hvad er national identitet og nationalisme? 88 Fædrelandskærlighed -et mangetydigt begreb 89 Politisk og kulturel nationalisme 92 4 >> INDHOLD

5 Danskhedsbegrebet 93 Italien og Tyskland bliver nationalstater 96 National identitet over for social identitet 97 Europas nyordning i 1920: En nation i en stat 98 Sammenfatning og perspektiver 102 Kilder 104 Overblik 112 Tidslinje 113 Claus Friisberg 5. Det danske demokrati 114 Den danske enevældes sidste år 114 Martsomvæltning og fri forfatning 115 Grundloven af Demokratiet indskrænkes 118 Det Forenede Venstre og kravet om parlamentarisme 119 Forfatningskampen 121 Systemskiftet Tablakssystemet 123 Påskekrisen 'erne - truslen fra yderfløjene 125 Grundloven Det danske demokrati i nutiden 128 Kilder 129 Overblik 139 Tidslinje 140 Karl-Johann Hemmersam 6. Industrialiseringen 141 Innovation 141 Boom i bomuld 143 Damp, fabrikker og byer 145 s

6 Modsætninger i Manchester 146 Fra støbejern til stål 149 USA-jernbaner er trumf 150 Chicago-porten mod vest 151 Slagtehallernes Chicago 153 Det amerikanske system 154 Elektrisk revolution 155 Sovjetunionens planlagte industrialisering 157 Femårsplaner 157 Propaganda og virkelighed 158 Danmark og industrialiseringen 160 Kilder 161 Overblik 168 Tidslinje 169 Birgitte Holten 7. Imperialismen 170 Teknologi og moral 170 Imperialistiske mål og strategier 17 2 Indien-imperiets juvel 174 Kina -frihed og tvang 177 Afrika og imperialismen som europæisk rivalisering 178 Latinamerika -interessesfære og uformel imperialisme 181 Mellemøsten -det opløste imperium 182 Sammenfatning 185 Kilder 187 Overblik 196 Tidslinje 197 Om forfatterne 198 Stikordsregister >> INDHOLD

7 Forord FOKUS-serien til historieundervisningen i gymnasiet og på hf omfatter tre bøger, der dækker de kernefaglige områder i læreplanerne for historie. Hvert kapitel dækker et kernefagligt område og består af en kortere fremstillingsdel, en række kilder samt et overblik og en tidslinje. Vi forestiller os, at bogen kan læses på tre måder: For det første kan man lade fremstillingen stå alene. Hvis man vil udbygge emnet, kan man supplere med en eller flere af kilderne. Endelig kan man selv inddrage yderligere materiale til et længere forløb. Her kan man lade sig inspirere af litteraturlisten på bogens hjemmeside der også indeholder links og spørgsmål til de enkelte kapitler. Det er gratis at bruge bogens hjemmeside. FOKUS er primært skrevet til 2. og 3. g. og forudsætter, at eleverne har et vist historisk overblik og kender metodiske redskaber til kildelæsning. Vi har tilstræbt en ensartethed i rammerne, men samtidig en fo rskellighed i fremstilling og valg af kildemateriale. Kapitlerne er skrevet af fo rskellige forfattere, som er valgt på baggrund af deres viden inden for de pågældende felter. Det er en stor udfordring at sammenfatte de kernefaglige områder på begrænset plads. Der må nødvendigvis vælges en bestemt vinkel, og derved vil der også være emner og temaer, som ikke er grundigt behandlet. Selv om FOKUS primært retter sig til undervisningen i historie, er det oplagt også at anvende de enkelte kapitler i tværfaglig sammenhæng - både i almen studieforberedelse og i studieretningsproj ekter. FOKUS 2 dækker syv kernefaglige områder fra de to perioder og Hvert kapitel har en fremstillingsdel på ca. 15 sider og en kildedel på sider. Der er både i fremstilling og i kildeudvalg arbejdet på tværs af periodeinddelingerne, og i flere tilfælde rækker fremstillingen ud over periodeskellet ved Det er eksempelvis naturligt at føre fremstillingen af dansk demokrati helt frem til Selv om de enkelte kapitler er skrevet uafhængigt af hinanden, vil det ofte være oplagt også at inddrage andre kapitler. Man kan fx med udbytte se "National identitet" i sammenhæng med kapitlet "Menneskerettigheder" i FOKUS 3, og kapitlet "Danmarks tilblivelse" i FOKUS l. Vi vil gerne takke forfatterne, der trods deres fo rskellige baggrund og emner har formået at holde rammerne og samtidig har givet hvert enkelt kapitel sit særpræg. Ulrik Grubb Karl-Johann Herurnersam Jacob Ringsing Jensen 7

8

9 Kolonisering l 1400-tallet begyndte den proces, man kalder den europæiske ekspansion, og i de fø lgende århundreder voksede Europas handel og kontakt med resten af verden dramatisk. Samtidig koloniserede spanske og portugisiske conquistadores store områder i Sydog Mellemamerika, mens nederlandske, franske, engelske, spanske, svenske og danske købmænd, bosættere og plantageejere koloniserede Caribien og det nordamerikanske kontinent. Ordet koloni kommer af det latinske colonia, der i det antikke Rom betegnede en romersk bosættelse på fremmed territorium, men i daglig tale har koloni fået en mere specifik betydning. Med koloni menes et landområde der administrativt, politisk og militært er underlagt en fjerntliggende og fremmed statsmagt. Den ideologi, der ligger bag dette særlige samfundssystem, kaldes kolonialisme. Overordnet betyder kolonialisme det samme som imperialisme. Begge begreber dækker over erobringer af land, der har til fo rmål at opnå politiske og økonomiske fordele. Begrebet imperialisme er dog særligt knyttet til det specifikke samfundssystem af koloni-baserede imperier, der opstod efter industrialiseringen af Vesteuropa og USA i 1800-tallet. Den spanske erobring af Amerika I århundredet før Columbus' opdagelse af Amerika i 1492 havde det spanske kongehus generobret den iberiske halvø fra maurerne, og efter opdagelsen af Amerika bragte de denne erobringspraksis med sig over Atlanten. Ved ankomsten til et hidtil "uopdaget" område, plantede spanierne et flag og gennemførte en rituel oplæsning af et dekret fra den spanske konge, der gav dem ret til at tage jorden i besiddelse. I de første årtier efter opdagelsen var formålet med de spanske ekspeditioner til Amerika at fmde og erobre så meget guld og land som muligt. l 1521 besejrede en lille gruppe spaniere aztekerhøvdingen Moctezumas hovedby, Tenochtitlan, i det nuværende Mexico, og i 1532 erobrede en anden gruppe spaniere Inkariget i Andesbjergene. l begge tilfælde beslaglagde erobrene store mængder guld og sølv, som de bragte med tilbage til Europa, hvor det hurtigt rygtedes, at spanierne vendte rige hjem fra Amerika. Efter de store erobringer slog spanierne sig ned i "den nye verden", og begyndte selv at udvinde ædelmetaller i miner, hvor de tvang indianerne til at arbejde fo r sig. Indianerne døde hurtigt af europæiske sygdomme og det 9

10 o v v ;><; o r o z Vl m "" z Gl re;= r r, <.u\, 'ti ( r <'"-'-'-J \.Jo!i' l ;.... ] t _/., 'i -"Y. r ;\- \.._;r et. "' r ' / "" r\"> -. Æ"'- "t.rt- \ /. " '..; Canada N dla nd ' _ - fiæj J \/\ -;, \-,;4}S, ' ' '<>l' ;4 lsiand '\j -t-"'"'- \. '\) - f 4"' lv' \: '., f11 Gr : nd New Mexico "".. Jr.. Mexico '{:) 1380 Florida 1S6S\ ' Yuca 'tå i ": s i 6! ;a 1! a 1so1 -') "')\ B a 9 as x, CamaAoerne 1503 Jamaica 1510 Guatemala 152 o on,car l)11 El Salvador 1 24 British ominikanske Virgin lsiands - Repl..rblik PuertbRic: Cola : : 1 '>28 Ecuador 1532 PerUlSD Botivlal'm C t-ile 1 "1 L: Paraguay 1535 Argentina 1535 Færøerne 1 ':" f Tanger Melilla - -..:.,l y..r../ -)!l...,. "" {..,_". ;, a 'Q... 1 r.." ;t 1 1t '!."t \,,.('' oma orca lbiza t:f KanariskeØer r. (,. -r KapVerde W Muskat '\,.Macao Guir::.Sl.!. Guinea 1 47 i:- - Ækvatorialguinea Guldkysten!llij Br_asllien Guldkysten ElmO!'! 4U] ; 1500] saotome og Prfncipe / Angola 1'70 Kolonier 1600 [J Britisk o Dansk -Fransk -Nederlandsk Portugisisk Spansk o 'Mombasa Z zibar ISOJ Goa 1510 Srilanka m r \1-., Malacc;a ;:'Dt ',.-?.."... " ' l /' / 1,-<' ch, {'. l.j J'. -:P"'' ) Filippinerne r 1564 fun MQfil\ker.,.151lf. - MOI'mbiqde " 1501 ':!"" y "'l- '\. "_; Allerede i 1500-tallet blev store dele af verden underlagt europæisk herredømme. l denne periode var det hovedsageligt Spanien og Portugal, der erobrede og koloniserede "den nye verden': Den iberiske kolonisering af Amerika var begrundet i et pave-dekret fra 1493, der erklærede, at Spanien og Portugal havde ret til de jordområder, de opdagede, hvis jorden ikke i forvejen var beboet af andre kristne. Paven trak en linje, demarkationslinjen, og gav Spanien og Portugal ret til at kolonisere hver deres halvdel af verden. '- -.l, '4 ' ',';"".... Wakelsland o ",l r..

11 r Waketslollld Miks t6s9 -;... ',,, L,- '\.. " 'J. r',.:,(\ r.;_, v::)!"' 1[1: }",fr. A;. \.'J {.....V.-;';1;:... _, ').._j..,.,.. <;J-<'l -.7..,. ' ""' " C'""-\ 3 if4<., #"",,:,f,: t:s 4j.,_1 '<> [f Nordv e sttu ( i,, li ' ""'"' 1l80 'V- '{_ t orfrt \..":: \j "'it" o till1j Antil!wll! Yuca t ån h.llvoeri \St CJ d = G "'""""' Ch ts28. e ' c:l jiøndur as ' l501..., uatm\ala 1524 D O NKM \521 Kanansltt'oef ; '"'"" l00 f; Tangtrt600.-o lla 1480 i 1497 KapVI!I'del,., '\: V (\1, r " " 1 omalforta E\Satvadof\ j"j G o ne Srnega!G 16S7 Colorriliat$09 ((llildor 1532 Pm tm 8oiMa 15)'),...,.., ''''""" ""' 1535, o Mon1ev1deo 1716 '.I /f " 1-1..J ) ) Mass. Massachusetts 1620 N.H. NM Hampshire 1623 R.t. Rhodetsland 1636 Con. Connecticut 1639 Del. Delaware NJ. New Jmey New Mexico 1595 TeKaS 1682 Srit!sh j Oest..m. "' Gulf&JI M.t as Madra s,e M;oo le...,»to.il 'pt'. "u'""", ill!j Matab.kysten *frri 111".l G GuldkyslenEim na u J! l!!!ij _l!!!ll '""'"""" SiolorMogPrfnc pe 100 W.,..,..,620 Ma!M.u o5abah1zul Mombasa 159] BMtuie\ l [ffi. Nikobarerne 612 Mo;amblque US Sy!Mfrikl "'''""" ml Zo1fuibarliS0] OstTnTIOI' J. t/ i,,"..._". 150) M6sq11110 kys1tn Iill!] Kolonier 1763 QBrltlsko Dansk -Fransk -Nederlandsk Portugisisk Spansk o l løbet af og 1700-tallet blandede England, Nederlandene og Frankrig sig for alvor i den europæiske ekspansion, og i denne periode var der en række storkonflikter mellem de europæiske kolonimagter, som ændrede verdenskortet betydeligt. Ved afslutningen på den såkaldte kolonikrig i 1763 fik England kontrol over både den nordamerikanske østkyst og Indien og ::: havde derved etableret sig som den ubetinget stærkeste europæiske kolonimagt.

12 hårde arbejde i minerne, men i de fø r ste årtier var der alligevel arbejdskraft nok at udnytte, fo rdi spanierne havde slået sig ned netop der, hvor befolkningstætheden var størst. Den spanske konge indførte det såkaldte encomienda-system. En encomienda var råderetten over et større eller mindre landområde med tilhørende ret til at opkræve skatter og ret til at bruge den indianske befolkning i området som arbejdskraft. De spanske kolonister blev ofte kun en kortere årrække i Amerika. De havde derfor ikke nogen større interesse i længerevarende investeringer eller i at opretholde et godt forhold til de lokale indianere. Deres vigtigste mål var at blive rige på plantage- og minedrift. Handelskompagnierne I 1600-tallet blandede England, Nederlandene og Frankrig sig for alvor i kapløbet om at kolonisere "den nye verden': Med støtte fra de europæiske kongehuse oprettede handelsfolk en ny type anparts-handelskompagnier, der gjorde den oversøiske handel mere fleksibel. Disse nye handelskompagnier etablerede forter og handelsstationer overalt, hvor de handlede, og det var en fo rdel, hvis handelsstationerne udviklede sig til egentlige bosættelser. Kompagnierne udloddede derfor jord til fo lk, der ønskede at bosætte sig i nærheden. De europæiske kolonister dyrkede landbrug og solgte deres produkter til de skibe, der lagde til eller servicerede sømænd og handelsfolk på anden vis. MERKANTILISME Merkantilismens grundlæg- porten af varer skulle være viklingen i de europæiske gende ide var, at et lands større end importen og kolonier. Produktionsmæsrigdom skulle måles i lan- skabe en positiv handelsba- sig forarbejdning af råvarer dets samlede beholdning af Iance. l forhold til kolonier- var i udstrakt grad forbeguld og sølv. Hvis et land ne var den ideelle arbejds- holdt kolonimagten, hvilket ikke selv havde ædelmetal- deling derfor, at kolonierne betød, at mange kolonier ler i undergrunden, måtte importerede forarbejdede først sent eller slet ikke det handle sig til dem. Et varer og eksporterede rå- gennemgik en industriel lands økonomiske styrke stoffer til moderlandets udvikling. Kolonimagterne ville derfor altid være på produktion (fx sukker og havde monopol på handel bekostning af andre landes bomuld). Modsat skulle en med deres kolonier og for rigdom, fordi beholdningen stærk nation forsøge at at forhindre, at kolonierne af ædelmetal i verden var begrænse importen af varer udviklede deres eget probegrænset. til landet, hvilket betød, at duktionsapparat, beskat- Merkantilisterne mente, unødvendige luksusvarer tede kolonimagterne import at en høj produktion og en blev beskattet højt. og eksport af varer til ko loindbringende handel kunne Merkantilismen fik stor nierne højt. skabe en stærk stat. Eks- betydning for samfundsud- 12» KOLONISERING

13 Blandt de serviceydelser, som europæiske sø- og handelsmænd efterspurgte, når de lagde til i fremmede havne, var også seksuelle ydelser. Da der kun var ganske få europæiske kvinder i de europæiske handelsstationer, var det almindeligt for europæiske mænd at have forhold til de lokale kvinder. Prostitution var udbredt ved handelsstationerne, men mange europæiske mænd etablerede også længerevarende forhold til "lokale" kvinder. Koloniseringen af Nordamerika England grundlagde sin første permanente koloni i Nordamerika i 1607 og kaldte området Virginia efter den nyligt afdøde, jomfrudronning Elisabeth den l. De engelske kolonister var inspireret af de spanske koloniseringer og var derfor på udkig efter guld og en søvej til Indien. I bedste Columbus-stil plantede de et kors og erklærede den engelske kong James for den retmæssige konge over området. Ifølge en engelsk beretning blev indianerne i området mistænksomme, da de så korset blive sat op, og bad englændernes tolk om en fo rklaring på det engelske ritual. l stedet for at fo rtælle indianerne, at de havde koloniseret området, løj englænderne og fortalte en historie om, hvordan de to arme på korset symboliserede det evige venskab mellem indianernes høvding og den engelske konge. Det blev hurtigt klart for englænderne, at der ikke var noget guld i The Boston Tea party. l 1773 smed nogle købmænd i Boston te i vandet i protest mod de stadigt voksende skatter på importerede varer til kolonierne. Tre år senere udkom Adam Smiths Nationernes Velstand, der med sin kritik af den merkantilistiske tænkemåde revolutionerede vesteuropæisk, økonomisk tænkning. Smith mente, at den bedste arbejdsdeling - også for samfundet som helhed - opstod, når de økonomiske aktører kunne handle med hvem de ville og specialisere sig med henblik på egen fordel. 13

14 området, og at der lå et stort kontinent vest fo r Virginia, som ville forhindre en hurtig sejlads til Indien. Bosætterne i den første engelske koloni på fastlandet besluttede derfor i stedet at satse på plantagedrift I 1612 plantede Thomas Rolfe, der var gift med høvdingedatteren Pocahontas, for første gang tobak i Virginia, og snart var tobaksproduktionen så populær, at selv gaderne i Jamestown blev plantet til. Langs Nordamerikas vestkyst etablerede spanske missionærer sig i mindre bosættelser sammen med indianske slaver og nyligt døbte kristne indianere. I fransk Nordamerika var koloniseringen også en gradvis jordovertagelse, der fulgte i kølvandet på handelsvirksomhed. De første mange år var franskmændene primært i området for at købe pelse fra indianerne og for at missionere. Med tiden flyttede franske bosættere og deres efterfølgere længere ned langs Mississippifloden og drev landbrug, især korn, som de sejlede ned ad floden til New Orleans og solgte på markedet der. Koloniseringens konsekvenser for indianerne Historikere har længe diskuteret, hvor mange indianere der boede i Amerika, men det er svært at nå frem til et helt præcist tal. Der er dog efterhånden enighed om, at der må have boet mellem 50 og 100 millioner mennesker i Amerika, da europæerne ankom, og at befolkningstallet svandt med op mod 90 pct. i århundredet efter Hvad enten koloniseringen fo regik som en voldelig magtovertagelse eller som en gradvis udvidelse af en handelsstation, fik den europæiske tilstedeværelse store konsekvenser fo r indianerne. Europæerne bragte bakterier og sygdomme med sig, som var fremmede for indianerne, og kort efter europæernes ankomst begyndte indianerne at dø af europæiske sygdomme. Sygdomme som influenza, forkølelse, tyfus, kopper, skoldkopper, skarlagensfeber, mæslinger og difteritis var også dødelige for europæere i 1500-tallet, og særligt for børn, men indianerne ramtes endnu hårdere, fordi de aldrig havde været i kontakt med sygdommene før og derfor ikke havde udviklet immunforsvar imod dem. På flere øer i Caribien og i dele af Sydamerika forsvandt den indfødte befolkning fuldstændigt, og i andre områder døde så mange, at de efterladte måtte bryde op og leve som nomader eller flytte til et nyt område. Den europæiske handel og tilstedeværelse skubbede samtidig til magtbalancen i de lokale samfund. Europæerne medbragte eftertragtede nye varer, og deres efterspørgsel efter bestemte lokale produkter fik stor betydning for de samfund, de handlede med. Særligt europæiske våben var efterspurgte, men også kobberredskaber, glas, spejle, kamme, knive, glasperler og andre europæiske varer var i høj kurs i Amerika og Afrika. Handlen med bæverpelse i Nordamerika er et godt eksempel på, hvordan efterspørgslen på et enkelt produkt rykkede ved en hel samfundsorden og på længere sigt fik store kulturelle og sam- 14» KOLO NIS ERING

15 Sygdomsramte indianere. fundsmæssige konsekvenser. Den høje efterspørgsel på bæverpelse i Europa f1k iraquois-indianerne til at drage længere og længere ind i landet i deres jagt på pelse. På heste og med europæiske våben fortrængte iroqouis-indianerne de lokale agerbrugende stammer, som med tiden opgav deres tilholdssteder og drog vest- og sydpå som nomader. Nogle af disse stammer endte senere med at bosætte sig på prærien langt syd for deres tidligere bosættelser. Den moralske ret til at kolonisere Teoretisk set var det let for europæerne at argumentere for, at de havde ret til at kolonisere indianernes jord. Ifølge den kristne kirke og dermed de kristne kongehuse, var det kun kristne, der retmæssigt kunne ej e land. Europæerne betragtede derfo r ikke indianerne som egentlige ej ere af jorden. Europæerne mente desuden, at de kunne udnytte den amerikanske jord bedre, og at de derfor havde mere krav på jorden. For kristne europæere var det samtidig en pligt at bringe Guds lys og åbenbaring til indianerne. Biblens ord var vægtige argumenter i og 1600-tallet, og den beskrev tydeligt, hvad kristne burde gøre, når de mødte fremmede kulturer. I Lukasevangeliet (24:47) fo rtæller Jesus sine disciple, at de skal prædike i hans navn i alle lande, og i Mattæusevangeliet (24: 12) står, at Guds ord skal prædikes og bevidnes til alle nationer fø r dommedag. 15

16 Europæerne kunne derfor fastholde, at deres tilstedeværelse i Amerika var bestemt af Gud, og at koloniseringen var det bedste, der kunne ske for kontinentet og dets indbyggere. Allerede i 1500-tallet var der dog europæere, som betvivlede det moralske grundlag for koloniseringen af Amerika. Den mest berømte fortaler for indianernes sag var den spanske historiker og præst Bartalorne de Las Casas, som skrev flere forsvarstaler for indianerne. Las Casas mest omtalte modstander var den lærde Juan Gines de Sepulveda, der argumenterede for, at spaniernes krig mod indianerne var retfærdig, og at deres voldelige behandling af indianerne var en nødvendig følge af krigen. Ifølge Sepulveda var indianerne spanierne ligeså underlegne som børn var voksne, kvinder var mænd, eller aber var mennesker. Det var derfor spaniernes kristne pligt at sørge fo r at holde indianerne på deres plads i hierarkiet. Indianernes rettigheder blev ikke kun diskuteret i Spanien. l slutningen af 1500-tallet var det katolske Spanien og det protestantiske England ærkefjender, og Las Casas' beretninger blev derfor læst som tydelige beviser på spaniernes barbari og ondskabsfu ldhed. Ifølge engelske fortalere fo r koloniseringen af Nordamerika ville englænderne både kunne omvende indianerne til den rigtige kristendom og kunne behandle indianerne langt bedre, end spanierne gjorde. Hvor kom indianerne fra? Opdagelsen af Amerika overraskede de lærde i Europa, og i århundreder diskuterede europæere derfor, hvordan man skulle fo rklare eksistensen af "den nye verden" og dens beboere. For at forstå hvordan europæere burde forholde sig til indianerne, måtte deres eksistens forklares i forhold til Biblen, og hvad man i øvrigt vidste om menneskets udvikl i n g. Omkring år 1600 fandtes der i England to teorier om indianernes oprindelse. Den ene teori gik på, at indianerne var "underudviklede" og befandt sig på et udviklingsstadium, som englænderne havde forladt for længe siden. Indianerne ville derfor med hj ælp fra engelsk kultur og religion kunne gennemgå den samme udvikling som englænderne og til sidst blive gode kristne. Den anden teori tog udgangspunkt i Biblen. Gud havde skabt verden og menneskene, og derfor måtte også indianerne nedstamme fra Adam og Eva. Den logiske forklaring var, at indianere var efterkommere af Noahs fo r tabte søn Kam, som efter syndfloden var rejst så langt væk fra verdens centrum, at han var blevet borte. På sin lange rastløse r se havde Kam glemt Gud, og han var derfor forfader til alle hedenske og ikke-kristne folkeslag. Europas forfædre, Sem og Japhet, blev derimod, hvor de var, tilfredse med deres tilværelse, og de beholdt deres viden om Gud. Begge forklaringer på indianernes oprindelse placerede dem i en underlegen position i forhold til europæerne. 16» KOLONISERING

17 Den transatlantiske slavehandel Da det tidligt i 1500-tallet blev klart for europæerne, at indianerne hverken var mange eller stærke nok til at opfylde behovet for arbejdskraft i de nye kolonier, begyndte importen af slaver fra Afrika til Amerika. Plantagernes efterspørgsel på arbejdskraft var stort set umættelig, og inden slaveriet blev afskaffet i 1800-tallet, var mellem 11 og 13 millioner afrikanere blevet fragtet over Atlanten som slaver. Slaveri var ikke noget nyt, da den transatlantiske slavehandel begyndte i 1500-tallet, men handlen voksede eksplosivt i århundrederne efter. Afrikanske slavejægere drog langt ind Afrika for at angribe og rydde hele landsbyer, hvorefter de solgte de tilfangetagne slaver til mellemmænd, der gik den lange vej til de europæiske handelsstationer på den vestafrikanske kyst. Efter en kortere eller længere ventetid i et fangehul i bunden af et europæisk fort på kysten blev slaverne solgt videre til skibe, der sejlede dem over Atlanten. SLAVERI Slaveri er det vilkår, at et menneske ejes af et andet. Slaveri adskiller sig således fra andre bundne arbejdsforhold ved, at slaver er deres arbejdsgiveres ejendom. Slaveejere kunne derfor købe og sælge deres slaver, og slaver havde ikke de samme samfundsmæssige rettigheder som frie mennesker. Slaveejere kunne med loven på deres side splitte familier ad og sælge dem til forskellige købere, så de endte langt fra hinanden, og salget var derfor altid en overhængende trussel. Som samfundsinstitution var slaveri særlig nyttigt i områder, hvor der var mangel på arbejdskraft som i de amerikanske og afrikanske kolonier. Hvis arbejdskraft var lettere at få og billigere at betale som i Europa, var der mindre grund til at have slaver. Slaver skal have mad, tøj og bolig, og de er sværere at afskedige, hvis de bliver syge eller gamle. Hvis landbrugsarbejde kunne udføres af let tilgængelig fri arbejdskraft, var dette derfor ofte at foretrække. NORDAMERIKA EUROPA ASIEN Kort over slavetransporten. 17

18 Slaveskibe ligger for anker ud for Christiansborg, det danske hovedfort på Guldkysten. l forhold til de store kolonimagter England, Nederlandene og Portugal, var den danske slavehandel ikke særlig betydelig, men for de danske handelskompagnier og særligt for de danske plantager i dansk Vestindien var de slaver, der blev fragtet over på danske skibe, af stor betydning. Plantagedrift På den anden side af Atlanten blev slaverne solgt som arbejdskraft til europæiskejede plantager, der producerede sukker, kaffe, tobak, kakao, ris, bomuld og andre råvarer. l de nordligste kolonier i Nordamerika, hvor det koldere klima ikke tillod plantagedrift, mindede langbrugsproduktionen mere om europæisk landbrug, men i resten af Amerika spredtes plantagedriften hastigt. l tiden før år 1900 var plantagedrift den altdominerende produktionsform i Amerika og Caribien, såvel som i mange europæiske kolonier i Asien og Afrika. Det særlige ved plantagesystemet i Amerika og Caribien var, at de importerede afrikanske slaver udgjorde en race-forskellig befolkningsgruppe, hvilket gjorde det muligt at fastholde en tydelig og stor afstand mellem hvide plantageejere og sorte slaver. Nogle plantageejere opholdt sig kun i Amerika eller Caribien i en periode af året eller i en kortere årrække, før de vendte tilbage til Europa. Andre blev på deres plantager, og med tiden udviklede der sig et stramt samfundshierarki, der fastholdt vidt forskellige vilkår og rettigheder for frie hvide, frie mulatter og sorte slaver. Lovgivning og institutioner blev tilrettelagt sådan, at et lille mindretal af hvide kunne kontrollere og dominere et flertal af sorte slaver. Dette krævede bl.a. strenge og afskrækkende straffe særligt af slaver, der flygtede eller 18» KOLONISERING

19 opfordrede til oprør. Straffene kunne være at blive pisket eller brændt med gloende jern. På de danske plantager i Vestindien var hovedproduktionen sukker fra sukkerrør. l 1733 blev den største af de tre øer, Sankt Croix, købt med det ene formål at dyrke plantagebrug. Slavebefolkningen på øen var hovedsagelig markarbejdere, men også tjenestefolk, ammer, kokke eller håndværkere. Antallet af slaver på en plantage afhang af, hvilke produkter plantagerne dyrkede. I tobaksproduktionen var arbejdskraftbehovet fx langt mindre end i de store sukker-, ris- eller bomuldsmarker. Fra plantageejernes synspunkt var slaverne dyre investeringer, og de søgte at få så stort et udbytte af deres arbejde som muligt. Slavernes arbejdsdage var lange og hårde. Mange døde unge af skader, infektioner og tropiske sygdomme. Fejlernæring og sult var også almindeligt, hvis plantageejerne i hårdere tider valgte at spare på slavernes kost. Slaver blev anset for at være en del af en plantages besætning, og når en plantages værdi blev opgjort, blev slaverne opført sammen med køer og andre husdyr. For at fastholde vandtætte skotter mellem den hvide frie befolkning og den sorte slavebefolkning var det forbudt for de to grupper at omgås socialt. For plantageejerne var den værst tænkelige udgang af social omgang mellem hvide og sorte, at en hvid kvinde blev gravid med en sort mand. For det første var det en hån mod magthierarkiet i plantagesamfundet, at en sort mand skulle have magt over en hvid kvinde, og for det andet ville det tvinge den hvide fa milie til at passe og opdrage et mulatbarn. Der blev derfo r slået hårdt ned på forhold mellem hvide kvinder og sorte mænd. Omvendt blev der ofte set gennem fmgre med hvide mænd, der havde forhold til sorte kvinder. Det var almindelig praksis, at hvide opsynsmænd, såvel som plantageejere og deres sønner, havde seksuel omgang med kvindelige slaver. Hvad enten den seksuelle omgang foregik som voldtægt, prostitution, eller der var tale om et egentligt kærlighedsforhold, førte den ofte til blandede børn. AJlerede i anden halvdel af 1700-tallet var gruppen af mulatter betydelig på de tre danske øer. Nogle af disse mulatbørn blev købt fri af deres fædre eller blev frigivet, hvis de fx var plantageej erens egne børn, og med tiden samledes mange af de blandede - frikulørte som de kaldtes i dansk Vestindien - i byerne. Oprør mod slaveri og kolonialisme Til trods for lovgivningen og de strenge straffe, der skulle sikre den lille gruppe plantageejere kontrol over det store flertal af slaver på plantagerne, var der i hele kolonitiden alligevel slaver, der stak af eller gjorde oprør. I 1791 førte et sådant slaveoprør på Haiti til et opgør med det franske koloniherredøm m e. Ligesom andre plantagesamfund i Amerika var Haiti et dybt splittet samfu nd. Den hvide minoritet på øen var opdelt i en overklasse af købmænd og 19

20 Så længe det var muligt at købe nye slaver fra Afrika, kunne det økonomisk betale sig at tvinge slaverne til at arbejde så hårdt, at de næsten døde af det. Efter Danmarks afskaffelse af slavehandlen i 1803, blev plantageejerne derimod afhængige af, at deres slaver var sunde og kunne reproducere sig selv. jordejere, en mellemklasse af opsynsmænd, håndværkere o. lign. samt en underklasse af landarbejdere og fattige. Derudover var der en betydelig gruppe af frie mulatter, hvoraf nogle var relativt velhavende og selv ejede slaver og jord. Den overvejende del af befolkningen på øen var slaver, som på de andre Caribiske øer. l slutningen af 1700-tallet stræbte de frie mulatter på Haiti efter at få de samme rettigheder og friheder som den hvide overklasse på øen, og efter Den Franske Revolution tilbød den nyindsatte revolutionsregering i maj 1791 fulde borgerrettigheder til alle frie indbyggere på Haiti uanset race. Den hvide overklasse nægtede at følge de nye retningslinjer fra Frankrig, hvilket fø rte til kampe mellem mulatter og hvide jordejere. I august samme år startede et større slaveoprør, og herefter fulgte en række konflikter i perioden , der involverede skiftende alliancer mellem slaver, mulatter og hvide, samt både britiske og fra nske tropper. I slutningen af 1803 trak de sidste franske tropper sig ud af Haiti. Efter selvstændigheden i Haiti og senere i Mexico og mange andre Central- og Sydamerikanske lande i l 820'erne var det mest den europæiske befolkningsgruppe, der kom til at sidde på magten. Ligesom det i Nordamerika var englændernes efterkommere, der kom til at lede de selvstændige kolonier. l de spanske kolonier var forskellene i hudfarve ikke så markante som mellem de meget hvide englændere og deres indianske og afrikanske landsmænd, men grænserne blev alligevel 20» KOLONISERING

21 trukket, og endnu i dag er de øverste klasser i fx Mexico markant lysere i hudfarve end de fattige befolkningsgrupper. Forbud mod slavehandel Til trods fo r de åbenlyse moralske problemer i at et menneske ej er et andet, vakte slavehandel og slaveri kun få protester i Europa og Amerika, før den transatlantiske slavehandel i anden halvdel af 1700-tallet var på sit højeste. Den kritik af slaveri og slavehandel, der derefter bredte sig, var tæt knyttet til oplysningstidens ideer om universelle menneskerettigheder, der anså slaveri for at være umenneskeligt og moralsk uacceptabelt. Samtidig anklagede kristne grupper slaveri fo r at være i modstrid med biblen og Jesu ord. l l 772 vandt slavemodstanderne en vigtig retssag i England, der erklærede, at vestindiske slaver ophørte med at være slaver, hvis de opholdt sig på engelsk jord, da slaveri ikke var tilladt ifølge engelsk lov. Under ledelse af William Wilberforce lykkedes det senere de engelske abolitionister at få gennemført et forbud mod engelsk slavehandel fra I USA blev importen af slaver fo rbudt fra samme år, men en indsmugling af slaver til plantagerne i sydstaterne fo rtsatte helt frem til Den amerikanske Borgerkrig i Den 16. marts 1792 udkom den danske kong Christian den 7.'s "forordning om neger-handelen", der forbød dansk slavehandel med effekt fra udgangen af Forordningen var udarbejdet af en kommission under ledelse af den rigeste plantageejer på Sankt Croix, Ernst Schimmelmann, der havde undersøgt de økonomiske konsekvenser af at forbyde indførslen af nye afrikanske slaver til plantagerne i Vestindien. Forordningen konkluderede, at slavehandlen i sig selv var en underskudsgivende forretning, samt at de vestindjske plantager måtte klare sig med slaver, der var født i Vestindien i stedet for at være afhængige af indførslen af nye slaver fra Afrika. Kommissionen valgte at give plantageejerne en frist på ti år til at købe så mange slaver, at de kunne klare sig i fremtiden. Den kongelige kasse tilbød endog økonomisk støtte til plantageej ere, der ønskede at købe slaver, inden forbudet mod slavehandel indtraf. I de ti år op til 1803 voksede slaveimporten til dansk Vestindien derfor markant. For at hjælpe plantageejerne i Vestindien ophævede kongen importafgiften på kvindelige slaver og fjernede skatten på kvindelige slaver, der kunne sikre slavebefolkningens reproduktion. Kolonisering, kulturmøder og kultursammenstød Europæernes møder eller sammenstød med andre befolkninger under den europæiske ekspansion var påvirket af de interesser og fo rudsætninger, europæerne ankom med. Samtidig havde de lokale kulturer og samfund stor indflydelse på, hvordan kulturmøderne udspandt sig. I en handelsrelation mellem europæiske fiskere og 21

22 Den britiske premierminister William Pitt den Yngre ( ) taler til Underhuset i anledning af udbruddet af krigen mod Frankrig i Pitt arbejdede sammen med William Wilberforce for afskaffelsen af slavehandlen. indianere i Nordamerika havde begge sider interesse i udveksling af varer, og hvis ikke de behandlede den anden side godt, ville handlen ikke blive til noget. Under den spanske erobring af Mexico var det derimod mindre vigtigt at fastholde venlige forbindelser med indianerne. Tværtimod anså spanierne det for en fo rdel at indgyde respekt og frygt hos den koloniserede befolkning. Det moderne begreb kulturmøde antyder et møde mellem ligestillede befolkningsgrupper, og det er derfo r ikke dækkende for de møder mellem europæere og lokale befolkninger i Amerika, Afrika og Asien, der fa ndt sted under den europæiske ekspansion. Fælles for disse kulturmøder var, at de kulturelle og etniske grupper, der mød- tes, sj ældent var lige fo rberedte eller lige magtfulde. De koloniseringer, der havde form af erobringer, var naturligvis ikke så meget møder som voldelige magtovertagelser, og i de fleste tilfælde giver det mere mening at tale om kultursammenstød end kulturmøder. Relationen mellem fo rskellige etniske grupper i kolonierne tog form efter, hvordan de første kulturmøder fandt sted, hvordan koloniseringen forløb, og hvilke samfund der udvikledes i kolonierne. Historien om kulturmøderne mellem europæere og afrikanske, amerikanske, arabiske og asiatiske befolkninger under den europæiske ekspansion indeholder derfor eksempler på alt fra voldelig udryddelse til gradvis befolkningsblanding. 22» KOLONI S ERING

23 >>KILDER Bartalorne de las Casas: Indianermassakren - en kort beretning om Vestindiens tilintetgørelse (1542) Bartolome de las Casas ' fø rste store beretning "Vestindiens historie" er en beskrivelse af, h1;ad han havde set og oplevet i Vestindien, samt en kritik af den uretjærdige undertrykkelse spanierne udsatte indianerne fo r. Det følgende uddrag er fra Las Casas bedst kendte tekst "En kort beretning om Vestindiens tilintetgørelse", der blev trykt fø rste gang i De Vestindiske øer blev opdaget i l 492 og allerede året efter beboet af kristne spaniere. Det er således 49 år siden, et stort antal spaniere tog hertil, og det første sted de bosatte sig var den store, skønne ø Hispaniola, som har en omkreds på seks hundrede spanske mil. Rundt om den på alle sider ligger talrige andre store øer, og vi så, at de var beboet af så mange indianske befolkninger, at dette må formodes at være det tættest befolkede område i verden. Fastlandet, som det nærmeste sted ligger omkring to hundrede halvtredssindstyve mil fra denne ø, har en kyststrækning, af hvilken der indtil nu er udforsket over titusinde mil, og hvor der hver dag opdages mere. Disse strækninger er som en bikube, så tæt befolket, at man skulle tro, at Gud havde samlet hele eller størstedelen af menneskeslægten på dette sted. Hele denne mangfoldighed af mennesker blev skabt af Gud som de mest fredsommelige væsner, uden ondskab eller svig, helt igennem lydige og trofaste over for deres naturlige herskere. Og over for de spaniere, de tjener, er de ydmyge, tålmodige, fredsommelige og salige, de lever uden spektakler, kiv eller protester og uden had, bitterhed eller hævntørst. Det er sarte fmtbyggede mennesker, som ikke tåler hårdt arbejde, og som let bliver ofre fo r sygdomme med dødelig udgang. End ikke vore fyrsters og adeliges børn, som er opdraget til et bekvemt og fornemt liv, er så sarte som de, selvom mange af disse mennesker er af arbejdsslægt De er desuden fattige, de ej er ikke, og nærer ikke noget ønske om at ej e, jordisk gods. Derfor er de hverken hovmodige, ambitiøse eller begærlige. Deres kost er så sparsom, at selv en helgen ikke kunne have levet mere enkelt og sparsomt i ørkenen (...) De er renhjertede, åbne og har en sund dømmekraft, de er meget lærenemme og modtagelige for enhver god 23

24 lære og i høj grad i stand til at modtage vor hellige katolske lære og få skænket de hellige skikke, og disse Guds skabninger vil ikke have vanskeligheder for at opnå dette. Og har de først en gang hørt om vor tro, er de besat af et brændende ønske om at lære en bedre at kende og modtage det hellige sakramente og deltage i gudstjenesten. Sandt at sige er der stort behov for, at fromme mænd gennem Guds ord giver dem, som tåler og lider, denne de tålmodiges store nådegave. Og sluttelig, jeg har ofte hørt af flere spanske lægfolk, som har tilbragt mange år her, og som ikke kan benægte den store godhed, som fmdes hos folk her: "disse mennesker ville være de lykkeligste og saligste i verden, om blot de kendte Gud." Til disse blide lam, af deres skaber udstyret med så mange gode egenskaber, kom spanierne som sultne ulve, løver og tigre. Og de har til og med i dag gennem alle disse fyrretyve år intet andet foretaget sig end at tilintetgøre, myrde, fo rfølge, volde sorg, mishandle og sprede ødelæggelse på alle mulige mærkelige måder, at man aldrig fø r har hørt eller læst om lignende grusomheder, som er fo regået i et sådant omfang, at der af den oprindelige befolkning på tre millioner sj æle, som vi så på Hispaniola, i dag kun er to hundrede tilbage. Øen Cuba, som har en længde næsten som fra Valladolid til Rom, ligger i dag øde hen. De store, smukke øer, San Juan og Jamaica er begge hærgede og øde. Lucayos øerne, som ligger nord for Cuba og Hispaniola, og består af omkring tresinstyve store øer og mange mindre, hvoraf den ringeste er mere frugtbar og skønnere end kongen af Spaniens have og med det bedste og sundeste klima i verden, og hvor der levede over halvtreds tusinde sj æle, er i dag uden en eneste indbygger. Alle blev dræbt eller transporteret til Hispaniola til tvangsarbejde. Da et skib senere sejlede dertil for at fmde frem til de mennesker, der måtte bo der, fordi en god kristen med et barmhjertigt sind ønskede at vinde dem for den kristne tro, var der i alt kun elleve mennesker, som jeg selv så (...) På det store fastland ved vi med sikkerhed, at vore spaniere har øvet grusomme og skændige handlinger. De har affolket og ødelagt mere end ti kongeriger større end hele Spanien, iberegnet Aragon og Portugal, et tætbefolket område på over tusinde mil. Vi kan med vished og i overensstemmelse med sandheden berette, at der gennem disse fyrretyve år ved de kristnes uretfærdige og tyranniske, dj ævelske handlinger er døde over tolv millioner sj æle, mænd, kvinder og børn, og jeg tror ikke jeg tager meget fej l, hvis jeg anslår tallet til over femten millioner. De spaniere der kom hertil, og som kaldte sig kristne, har i det store og hele hovedsageligt anvendt to metoder til at udslette disse ulykkelige folk fra jordens overflade. For det første med de uretfærdige, grusomme og blodige krige, de har ført imod dem. Dernæst ved at dræbe enhver, der søgte eller tragtede efter frihed for at slippe ud af de lidelser, de var underkastet, sådan som mange stolte mænd og unge gjorde. Almindeligvis sparer krige kun børns og kvinders liv, men her blev de pålagt så hårdt og grusomt arbejde, som end aldrig har været lagt på mænd og dyr. Disse to former for infernalsk undertrykkelse og andre mishandlingsmetoder førte snart til de undertrykte fo lks undergang. 24» KOLONISERING

25 Grunden til at de kristne har myrdet og udryddet dette umådelige antal mennesker er ene og alene for hurtigst muligt at nå deres mål, nemlig at skaffe sig guld og rigdom og høj position på kortest mulig tid. Kort sagt, deres umættelige begær og grådighed, som verden ikke har set magen til. Og landets frodighed og rigdom og disse tålmodige, venlige mennesker, gjorde det let for dem at udøve deres grusomme værk. For spanierne foragtede disse mennesker, (her taler jeg sandheden om, hvad jeg ved og har set) de behandlede dem end ikke som dyr, - for Gud give de havde behandlet og værdsat dem som dyr, - men de betragtede dem som værre end det værste skidt. Og så lidt har de regnet deres liv og sj æl, at de lod alle disse mange mennesker lide døden uden den sande tro og sakramentet. Og dette er den uimodsigelige sandhed, som selv tyranneme og morderne ved og erkender: indianerne her har aldrig voldt nogen kristen fortræd, men har modtaget dem, som var de kommet fra himlen, indtil de mange overgreb, voldshandlinger og mord mod dem og deres landsmænd vendte dem mod spanierne. Thomas Hariot: En kort og sand beretning om det nyopdagede land Virginia om va rerne og om de indfødte beboeres natur og væremåde (London, 1590) Thomas Hariot deltog i det fø rste engelske koloniseringsforsøg på øen Roanoke ved Nordamerikas østkyst i l 5BO'erne og gav en detaljeret beskrivelse af øen og dens indbyggere. I alle de byer, der gjorde ondt imod os, som vi efterlod ustraffede og ikke hævnede os på (fordi vi på alle måder søgte at vinde dem ved mildhed), begyndte folk at dø pludseligt og i stort tal kun kort tid efter vores afrejse. I nogle byer døde tyve, i nogle fyrre, i nogle tres og i nogle hundredetyve, hvilket bestemt var mange i forhold til deres antal. Så vidt vi kunne forstå, skete dette kun de steder, hvor vi havde været og de havde været imod os. Sygdommen var så mærkelig, at de hverken vidste hvad det var eller hvordan de skulle helbrede den. Ifølge de ældste mænd i landet var der ikke sket noget lignende fø r, så langt som nogen kunne huske tilbage (...) Denne ganske mærkværdige ulykke over hele landet skabte så besynderlige meninger om os, at nogle mennesker ikke vidste, om vi var guder eller mænd. Og så meget desto mere, fordi i al den tid, de var syge, var der ingen af vores mænd, som døde eller var særligt syge. De bemærkede også, at vi ikke havde kvinder iblandt os og heller ikke interesserede os for nogen af deres. Nogle mente derfor, at vi ikke var født af kvinder, og at vi derfo r ikke var dødelige, men at vi var mænd af en ældre generation, der havde levet for mange år siden, som var blevet udødelige. Nogle fo rudså, at mange flere fra vores generation ville komme, for at dræbe dem og tage deres land, som nogen mente vi allerede havde gjort. 25

26 De forestillede sig, at de der ville komme efter os var i luften, usynlige og uden kroppe, og at de (...) af kærlighed til os f1k folkene til at dø på den måde ved at skyde usynlige kugler ind i dem. Jeg har skrevet disse deres meninger ned for at vise jer, at der er godt håb om, at de gennem diskret handling og styre kan bringes til at tage sandheden til sig og som konsekvens deraf også til at ære, adlyde, frygte og elske os. Richard Hakluyt den Yngre: Afhandling om Vestlig Kolonisering (London, 1584) Denne tekst af englænderen Richard Hakluyt blev oprindeligt kun skrevet til dronning Elisabeths nærmeste rådgivere og blev fø rst udgivet 300 år senere. Den samlede tekst består af 21 kapitler, som begrunder engelsk kolonisering og giver praktiske anvisninger. Uddragene er fra kapitel 20, som er en opsummering af de vigtigste engelske argumenter fo r kolonisering. 20. En kort sa mling af årsager til at overtale hendes Majestæt og staten til at påtage sig rejsen vestpå og kolonisering der l. Jorden giver eller kan bringes til at give alle de mange varer fra Europa og fra alle kongedømmer, lande og territorier, som England handler med, og som kommer til riget via købmandshandel. 2. Rejsen dertil og hj em er hverken for lang eller for kort, men let, og kan foretages to gange om året (...) 6. Dette foretagende kan forhindre den spanske konge i at overflyde hele Amerikas store landjord, hvis vi sætter os fast og koloniserer der i tide (...) Hvor let en sag vil det ikke være for dette land, som i dag sværmer med tapre ynglinge, der sløves og lider under mangel på beskæftigelse (...) at blive herrer over alle havene og ødelægge Phillips [vest] indiske flåde og berøve ham den årlige hjemkomst af hans skatte i Europa og følgelig formindske den spanske stolthed og støtte til den store Antikrist i Rom (...) JO. Ingen udenlandsk vare kommer til England uden betaling af told to eller tre gange, før den er inde i landet, og således bliver alle udenlandske varer dyrere for dette lands undersåtter. Og ved rejsen til Norumbega [Nordamerikas nordøstkyst] kan fremmede fyrsters told undgås og fremmede varer købes billigt (...) Il. Ved den første handel med menneskene i disse egne vil dette lands undersåtter i mange år kunne bytte billige varer herfra med ting af stor værdi, som ikke bliver værdsat der (...) 13. At lave skibe og tilbehør til dem: at lave trosser og towærk, ved at plante vinstokke og oliventræer og deraf lave vin og olie, ved landbrug og tusinde ting, som kan gøres der, vil uendelige mængder af den engelske nation blive sat i arbejde til landets befrielse fra de mange, som nu lever på statens bekostning derhjemme. 14. Hvis kysten kan give saltproduktion og indlandet vin, olier, appelsiner, citroner, 26» KOLONIS ERING

27 f1gner m.m. og jernproduktion - alt dette og mere håbes der på - så vil vi uden at trække sværdet kunne ydmyge franskmændene, spanierne, portugiserne, fjender og tvivlsomme venner og nedbringe deres rigdom og styrke til bedre bevarelse af vor egen rigdom (...) 16. Ved at kolonisere der vil vi udbrede skriftens herlighed og fra England sikre oprigtig religion og sørge for et sikkert sted at modtage mennesker fra hele verden, som er tvungne til at flygte for Guds ords sandhed. 22. De vandrende tiggeres børn, som vokser op i lediggang og lidelse, og som er en byrde fo r landet, kan aflæsses der og få en bedre opvækst. De kan befolke øde områder til hj emlig og udenlandsk fo rdel og deres egen mere lykkelige tilstand. Biskop Erik Pontoppidans fo rord til Ludewig Ferdinand Rømers rejseberetning fra Guldkysten i Vestafrika : Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea (København, 1760) Erik Pontoppidan var biskop, fø rst i København og senere i Bergen, og var samtidig både historisk og geografisk interesseret. Ha ns fo rord til Ludewig Ferdinand Rømers rejseberetning fra Dansk Guinea bærer præg af den samtidige debat om det moralske dilemma i slavehandlen. Ved at knytte afrikanernes oplysning og omvendelse til kristendom tæt sammen med slaveriet som institution lykkedes det Pontoppidan at fo rsvare slaveri til trods fo r det fo rkastelige i at drive handel med mennesker. Fortale til Læseren Det regnes retteligen blandt disse tiders fordele, at verdens indbyggere er blevet hinanden noget bedre bekendt end fø r. Vel har alle i Adam, eller nærmere Noah, en oprindelse (... ) men ved tidens længde og mange udvandringer, er den første families afkom i mange grene udbredt til alle sider, med sådan forskel på sprog, sæder og levemåder, at de fleste nationer er blevet hinanden så godt som ganske fremmede og ubekendte. Siden at kompassets opfmdelse lettede søfarten, har dette beriget verden, om ikke med mere af de kostbare metaller og vellystens hj ælpemidler (... ) så dog ved en rigtigere kundskab og efterretning om mangfoldige fremmede landes indhold, af naturlige og borgerlige ting. Derved er den store herres vise og mægtige husholdning særdeles blevet os europæere langt bedre bekendt, og tillige har den forøget vores begærlighed efter at opdage det ukendte, hvilket vel endnu turde være det allermeste. Om (... ) slavehandlen (... ) måtte man vel gøre sig adskillige betænkninger, når den anses på sin moralske side, da det synes, Kristendommens ånd ikke vel ville tillade at drive købmandskab med mennesker skabte, ligeså vel som vi, efter Guds billede (... ) Nu er det sandt, de Kristnes store hovedlov er kærlighed (... ) men på den anden side erindres to ting af vigtighed. Først, at de guineiske slavers tilstand i deres eget land, også hvad det legemlige angår, er så ganske elendig, at den aldrig kan blive 27

28 meget elendigere, usikrere og umenneskeligere, da de indbyrdes stjæler, mishandler, ja myrder hinanden således, at hr. Rømer vise, nationen er næsten udryddet, og det dejlige land vil snart stå ganske øde. Derfor mener jeg, den neger, som derfra overføres til Vestindien, i fa ld man ikke skiller ham fra hustru og børn, bliver langt mindre elendig, og langt sikrere på sit liv og livs ophold. Hans tilstand forringes ikke (...) En anden ting af vigtighed er denne, at dersom disse hedninge ikke af deres Kristne herrer så og hørte så meget forargeligt, da kom de fleste af dem til bedre kundskab om Gud og hans rige, og deraf bliver de Kristi frigjorte, skønt menneskers tjenere (...) Christian den 7 :s Kongelig forordning om slavehandel (1 791) J august J 791 nedsatte Christian den 7. en kommission under ledelse af Ernst Schimmelman, som var en af de rigeste plantageejere i dansk Vestindien, der skulle undersøge muligheder fo r og konsekvenser af at afs kaffe den danske slavehandel. Efter nøje undersøgelser fo reslog kommissionen at slavehandlen skulleforbydes efter en JO årig overgangsperiode. J denne periode rådede kommissionen og kongen til, at plantageejerne i Vestindien skulle købe så mange slaver, at de i fremtiden ville kunne klare produktionen uden at købe flere nye slaver fra Afrika. Christiansborg Slot den 16de marts 1792, København Vi Christian den Syvende, af Guds nåde, konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, gør vitterligt: At, i hensigt til de omstændigheder, som følge med slavehandlen på kysten af Guinea og med de der købte negres overførsel til vore vestindiske øer, også i betragtning af, at det i alle henseender måtte være velgørende og gavnligt, om tilførsel af nye negre fra Guinea kunne undværes og vore vestindiske øer i tiden bestrides med arbejdere, som, på øerne fødte og opdragne, var fra ungdommen vandt til arbejdet, himmelegnen og dem, under hvilke de skulle arbejde, haver Vi ladet undersøge, hvorledes og hvornår dette måtte blive muligt. Ved denne undersøgelse er det blevet sat udenfor tvivl, at det kan blive muligt og er fordelagtigt fo r vores vestindiske øer at undvære indkøb af nye negre, når plantagerne engang er blevet forsynet med tilstrækkeligt antal i det for formereisen fornødne forhold; når understøttelser for de plantage-ejere, som dertil trænge, kunne gøres mulige, og der sørges for at fremme negernes ægteskaber, oplæreise og sædelighed. 28» KOLONISERING

29 Amerikanske casta-billeder Den europæiske kolonisering af Amerikaførte til en omfattende bifolkningsblanding. I de engelske kolonier i Nordamerika var blandedeforhold ikke så almindelige som i Centralog Sydamerika. I Nordamerika var det derfor lettere at fa stholde skarpe grænser mellem de fo rskellige racer. I resten af Amerika var det derimod helt almindeligt fo r europæiske kolonister og handelsfolk at bosætte sig eller gifte sig med lokale indianske eller afrikanske kvinder, hvilket resulterede i hastigt voksende blandede befolkningsgrupper. Det kunne måske fo rventes, at de mange blandede par og børn fø rte til en opblødning af grænserne mellem de fo rskellige racer og kulturer, eller en fo rm fo r harmonisk blandingskultur, hvor der ikke længere kunne kendes fo rskel på europæere, indianere og afrikanske slaver. Men i l 700-tallet gik udviklingen tværtimod i en helt anden retning. For at kunne trække grænser mellem de fo rskellige etniske grupper udvikledes et sindrigt system af castas, som kunne fa stholde et klart race-baseret samfundshierarki. De mange fo rskellige befolkningskategorier blev trykt i bøger til undervisningsbrug med fine malerier som illustra tioner (se side 30-31}, der skulle gøre det lettere at genkende de mange befolkningstyper. Espailol (spanier): Kan være født i Spanien eller i Amerika med to spanske forældre. En søn af en "castiza" og en spanier betragtes også som en spanier. Indio (indianer): Indfødt amerikaner. Negro (afrikaner): Købt som slave i Afrika, eller barn af to afrikanske slaver i Amerika. Mestizo: Barn af en indianer og en spanier. Castizo: Barn af en "mestiza" og en spanier. Coyote: Barn af en "mestiza" og en indianer. Chamizo torn a atrås 1: Barn af en indianer og en "coyote". Mulato: Barn af en afrikaner og en spanier. Morisco: Barn af en "mulata" og en spanier. Albino: Barn af en "morisca" og en spanier. Torna atrås: Barn af en "albina" og en spanier. Toma atrås tente en el aire: Barn af en "torna atrås" og en spanier (og han forbliver i samme kategori, selvom han blander sig med en spanier, men hvis han blander sig med en fra samme kategori, nedsynker han til afrikaner.) Chino: Barn af en indianer og en "mulato". Albarazado: Barn af en "mulata" og en "chino". Barcino: Barn af en "mulata" og en "albarazado". Toma atrås negro con pelo lacio2: Barn af en "mulata" og en "barcino". Zambo: Barn af en "negra" og en indianer. 1 Toma atrås: at vende tilbage. 2 En torna atr<\s afrikaner med glat hår. 29

30 30» KOLONISERING

31 31

32 Overblik l 1500-tallet var det primært Spanien og Portugal, der stod for den europæiske ekspansion og koloniseringen af Ameri ka, hvorimod det i og 1700-tallet var England og Holland, der grundlagde flest nye kolonier. Koloniseringen af Ameri ka havde store konsekvenser for i ndianerne, hvad enten den begyndte som en voldel ig magtovertagelse eller en handelsstation. Europæerne mente, de havde ret til at kolonisere Amerika, fordi kontinentets beboere ikke var kristne, og fordi de kunne udnytte jorden mere effektivt end indianerne. Kolonialisme var som sa mfundssystem tæt forbundet til den økonomiske ideologi, der kendes som merkanti l isme. Ideen med kolonierne var, at de skulle producere og levere råvarer til "moderlandet", som havde monopol på den videre fo rarbejdning. Kulturmøderne i forbindelse med den europæiske ekspansion va r aldrig neutrale møder mellem ligestillede befolkningsgrupper. Særligt i forbindelse med kolonisering va r magtforholdet ulige mellem europæere og de lokale befol kninger i kolonierne. 32» KOLONISERING

33 Tidslinje Portugiserne når Kap det gode Håb 1492 Columbus' første rejse ti l Amerika 1494 Tordesillas-traktaten Vasco da Gama sejler syd om Afrika til Indien Cortes erobrer Aztekerriget Pizarro erobrer Inkariget 1550 Slavehandlen tager for alvor fart 1607 Englands første permanente koloni i Nordamerika, Virginia, grundlægges 1610 Nederlandene starter koloniseringen af Indonesien 1620 Oprettelsen af en dansk koloni på Trankebar i Indien 1648 Trediveårskrigen afsluttes med den Westfa lske Fred 1763 Afslutningen på Kolonikrigen (Syvå rskrigen), hvorefter England er den ubetinget stærkeste kolonimagt 1776 Den amerikanske Uafhængighedserklæring 1791 Revolutionen på Haiti begynder 1792 Den danske slavehandel forbydes med virkning fra England forbyder slavehandel 33

34 Oplysningstiden "Der breder sig et vældigt lys over verden, især over de to frie nationer England og Holland, på hvis skuldre Europas affærer nu hviler. Hvis himlen snart sender os en fred, der står mål med de fremskridt, vi har gjort, vil der indtræde en vækst i viden og lærdom som aldrig før. " Med dette begejstrede udsagn udtrykker den 3. jarl af Shaftesbury i 1706 den optimisme og fremskridtstro, der kendetegnede den periode, som man kalder oplysningstiden. Den krig, som Shaftesbury hentyder til med sit ønske om fred, er Den spanske Arvefølgekrig, der sluttede i De forrige århundreders krige var i høj grad båret af religiøse modsætningsforhold. Den blodigste af alle krigene, 30-årskrigen ( ), kostede op mod halvdelen af indbyggerne i det tyske område livet. Krigen sluttede i 1648 med Den Westfalske Fred. Karakteristisk for 1700-tallets krige op til revolutionskrigene i 1790'erne var imidlertid, at de i modsætning til krigene før og siden var forholdsvis ublodige og i meget ringere grad gik ud over civilbefolkningen. Dette bidrog til en optimistisk følelse af at leve i fredelige og mere humane tider. IMMANUEL KANT "Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand!" Med denne berømte formulering i en artikel fra 1784 besvarede den tyske filosof Immanuel Kant spørgsmålet: Hvad er oplysning? Det oplyste menneske er karakteriseret ved dets personlige myndighed ; Kant uddybede med disse ord: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte u myndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at bruge sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse." Kants formuleringer sætter fingeren på to centrale punkter hos oplysningstidens tænkere: Troen på fornuften og forpligtelsen til at forholde sig kritisk over for autoriteterne. Menneske og samfund Enevælden var den dominerende styreform i 1700-tallet, bortset fra i England, Sverige og Holland. Adelen, som havde haft en afgørende position i samfundet, blev fra 1600-tallet gradvist frataget denne og mange af de dertil hørende privilegier af den stadig stærkere kongemagt. Kongerne 34» OPLYSNINGSTIDEN

35 søgte at legitimere deres position som konger "af Guds Nåde" gennem henvisninger til Bibelens Nye og Gamle testamente. Da de havde deres magt direkte fra Gud, var de ikke ansvarlige over for andre end Gud. Monarkens magt var absolut. I Danmark gennemførte den danske kong Frederik den 3. i 1660 et statskup og lod sig hylde som enevældig arvekonge. Kongeloven af 1665 gjorde den danske enevælde til den mest uindskrænkede enevælde i den kristne verden. Kongen stod over loven. Han kunne give og ophæve love efter forgodtbefindende, udnævne og afskedige embedsmænd, udskrive skatter og føre krig, som han ville. Sådan var det i hvert fald formelt. l praksis var kongens magtudøvelse afhængig af en række enkeltpersoner og grupper i samfundet. Med den stærkt stigende verdenshandel og den økonomiske aktivitet i de europæiske samfund havde en ny samfundsgruppe, borgerskabet, for alvor meldt sig på banen. Borgerskabet var en stor og broget flok af alt fra storkøbmænd, bankierer, advokater, embedsmænd til småhandelsfolk. Mange af dem formåede i de gunstige tider i 1700-tallet at blive meget velhavende, men de var, bortset fra i England, helt uden for politisk indflydelse og uden de privilegier, som adel og gejstlighed fortsat havde. Borgerskabet var på den ene side godt tilfreds med de ordnede forhold, enevælden havde skabt i samfundene, og at adelens magt var blevet reduceret. Men på den anden side var der i borgerskabet en stigende utilfredshed med de mange restriktioner på den økonomiske virksomhed, der var styret af enevældens nationaløkonomiske tænkning, den såkaldte merkantilisme. Borgerskabet ønskede indflydelse på politikken, og de ønskede friere forhold for den økonomiske aktivitet i samfundet, fri handel og fri konkurrence. Oplysningstidens tænkning er i høj grad dette nye borgerskabs tænkning tallet havde prædiket accept af de eksisterende hierarkiske samfundsforhold og af kirkens lære, herunder troen på menneskets medfødte syndighed og på at den enkeltes lykke først kunne realiseres i Guds rige. I 1700-tallet blev den tanke imidlertid stadig stærkere, at både mennesket og samfundet kunne fo randres til det bedre. Med brug af den menneskelige forstand søgte flere at udforske og forandre såvel samfundet som den enkeltes liv. Jordisk lykke blev et legitimt mål fo r den enkelte, og man diskuterede, hvordan samfundet kunne indrettes retfærdigt og nyttigt for borgerne. Begreber som menneskerettigheder og borgerrettigheder dukkede stadig hyppigere op. Og forestillingen om en samfundspagt mellem borgerne indbyrdes og mellem borgere og stat blev et omdrejningspunkt i mange skrifter. Grundideen var, at individerne oprindeligt havde levet i en helt fri "naturtilstand", men på grund af konflikter havde de besluttet at danne et samfund og udpege en øvrighed, der skulle sikre sikkerhed og fred. I 1651 fo rsvarede den engelske filosof Thomas Hobbes enevælden, ikke som en gudgiven størrelse, men som 35

36 l Paris mødtes en stor del af den kulturelle elite til sammenkomster i Madame Geoffrins salon. På billedet ses bl.a. Rousseau, Diderot og Montesquieu lyttende til oplæsning af en tragedie af Voltaire. l midten af billedet markeres salonens åndelige frihed gennem placeringen af en buste af Voltaire selv. en institution, der havde fået overdraget sine magtbeføjelser, sin suverænitet, fra borgerne for at fo rh indre disse i at fa lde tilbage i en kaotisk naturtilstand. I denne tilstand var menneskelivet nemlig ifølge Hobbes "ensomt, fattigt, beskidt, dyrisk og kort". En anden engelsk f1losof, John Locke, antog i en afhandling fra 1690 tilsvarende, at individerne havde afgivet deres suverænitet til en statsmagt, men i modsætning til Hobbes lagde han vægt på, at denne statsmagt var begrænset af en forfatning, der på bød, at statsmagtens eneste opgave var at varetage individernes sikkerhed og rettigheder. Locke blev en stor inspirationskilde for den senere politiske liberalisme. Den tredje store tænker i denne række var Jean-Jacques Rousseau, der i 1762 udgav sin bog Samfundspagten. Ifølge Rousseau bevarede samfundsborgerne deres fu lde suverænitet, ikke som individer, men som kollektiv. Staten stod ikke over folket, og den skulle styres af folkets "almen vilje". Ideelt set burde de større lande deles op i mindre enheder, således at folket kunne foretage politiske beslutninger gennem direkte demokratisk afstemning på stormøder eller ved folkeafstemninger. Rousseaus tanker vakte stor interesse, men blev naturligt nok ikke mødt med velvilje fra kongemagten. Derimod blev både Den Amerikanske og Den Franske Revolution stærkt inspireret af Rousseaus teorier om samfundspagten. Af betydningsfulde politiske tænkere kan endelig nævnes Montesquieu, der i 1748 udsendte sit berømte værk Om lovenes ånd. Montesquieu var 36» OPLYSNINGSTI DEN

37 OPLYSNINGSTI DENS TÆNKERE John Locke ( ) Engelsk erkendelsesfilosof og samfundsfilosof Han var empirist, dvs. at han mente, at al viden stammer fra sanseerfaringer. Desuden hævdede han, at individerne er født frie og lige med nogle naturlige rettigheder, og at staten blot havde som opgave at sikre disse rettigheder. Locke inspirerede liberalismen og den amerikanske uafhængighedsbevægelse. Adam Smith ( ) Skotsk økonomisk tænker. Smith arbejdede på at afklare, hvorledes nationerne gennem borgernes produktive arbejde kunne blive mere velhavende til gavn for deres borgere. Hans Nationernes Velstand fra 1776 er den økonomiske liberal ismes "bibel': Voltaire ( ) Voltaire, hvis egentlige navn var Fran ois Marie Aroue, var stærkt inspireret af den engelske empirisme. Han brugte sin skarpe og ofte satiriske pen i en livslang kamp for oplysningens idealer, især ytringsfrihed og tolerance, og han sloges for at verdslige værdier skulle dominere over religiøse. Montesquieu ( ) Fransk retsfilosof Montesquieu var dybt optaget af politisk teori. Han udgav Om Lovenes Ånd, hvori han bl.a. argumenterede for magtens tredeling: adskillelsen af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Jean-Jacques Rousseau ( ) Schweizisk-fransk filosof og forfatter. Han skrev centra le værker som Samfundspagten og Emile. Rousseau er formentlig oplysningstidens mest indflydelsesrige filosof. Hans værker gav afgørende inspiration for både liberale, radikale og socialistiske tænkere i eftertiden. Men han var også tidens mest omdiskuterede filosof. Hans fremhævelse af naturen på bekostning af den fornuftsbaserede kultur brød tilsyneladende med en af oplysningstidens grundantagelser. Og hans radikalt demokratiske idea ler bragte ham på kant med de tænkere, der som ideal havde et liberalt konstitutionelt monarki. Endelig var han som person meget mistænksom af natur, hvilket medførte, at han lå i evindeligt skænderi med stort set alle andre tænkere i samtiden. En allegori over de opdragelsesprincipper, som Rousseau beskriver i E mile. Læremesteren holder i sin ene hånd en krakeleret tavle med den hidtil anvendte opdragelse, der bygger på disciplin og afstraffelse. l den anden hånd holder han med løs hånd en lænke, hvormed eleven under "et skin af frihed" blidt styres til at udvikle sig i overensstemmelse med naturens orden. 37

38 opmærksom på, at forhold som klima og landbrugsforhold spiller afgørende ind på menneskers adfærd og deres styreformer. Han var dog overbevist om, at den bedste styreform af alle kunne ses i England, hvor statsmagten var opdelt i tre uafhængige dele: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Gennem balancen mellem disse tre statsmagter ville befolkningen opnå den størst mulige økonomiske og politiske frihed. Sammenfattende kan man i grove træk sige, at inspirationen til oplysningsfilosofien kom fra Storbritannien, fra den engelske empirisme og den engelske styreform. Siden gled initiativet over til Frankrig, som blev oplysningsfilosofiens kerneland. Amerikanske tænkere og politikere blev efterfølgende inspireret af franskmændene og gennemførte Den Amerikanske Revolution. Denne realisering af oplysningstankerne i praksis virkede tilbage på Europa og inspirerede det tankesæt, der lå bag Den Franske Revolution. D E l DEL I T T I ;..: D E L L E P E N Ji EDIZIO 'E ESTA Di nuovo corretta d accrcfcilltil Straf og børneopdragelse Oplysningstidens tænkning var ikke præget af spekulativ, abstrakt filosofi. Den var derimod i høj grad orienteret mod kritik og reform af mennesker, samfundsinstitutioner og trossystemer tallet havde været præget af anvendelsen af stadig mere udspekulerede torturformer og en udbredt brug af dødsstraf. I 1700-tallet vendte billedet imidlertid langsomt hen imod udviklingen af en mere human strafferet. Italieneren Beccaria udgav i 1764 Titelblad og planche fra Beccarias "Om Forbrydelse og Straf På billedet ses nogle af de torturredskaber, Beccaria ville afskaffe. 38» OPLY SNINGSTID E N

39 et skrift Om fo rbrydelse og straf, der f1k stor indflydelse på udviklingen af strafferetten. Her tog han afstand fra grusomme strafformer, der blot bevirkede yderligere forråelse af samfundet. l stedet anbefalede han brug af frihedsstraf. Andre lagde vægt på, at de dømte burde gøre nytte for samfundet gennem strafarbejde, og enkelte betonede, at straffen skulle virke moralsk opdragende og give mulighed for resocialisering af den dømte. Oplysningstiden rummede også helt nye tanker vedrørende børneopdragelse tallet var præget af forsøg på i en urolig tid at skabe kontrol på det sociale område. Til dette formål var anvendelse af legemlig afstraffelse udbredt, og det gik blandt andet ud over børnene. Børn blev i udstrakt grad pryglet af deres forældre og lærere for at afrette dem og bekæmpe de medfødte dæmoniske, syndige sider hos børnene. Den danske pædagog Christian Pedersen formanede således: "Spar ikke riset. Ris gør godt barn; man skal revse et barn, så det ikke bliver ondt, og et ondt barn, så det ikke bliver værre." I oplysningstiden blev et nyt menneskesyn formuleret. Rousseau sætter i sin bog Emile fra 1762 en helt ny dagsorden for børneopdragelse. Det gælder om at styrke det menneskelige potentiale snarere end at begrænse det. Børn skal udvikle sig "naturligt", færdes og sanse i naturen, udvikle deres følelsesliv, og siden lære at læse og ræsonnere og udvikle sig til modne samfundsborgere. Rousseaus ideer har spillet en enorm rolle i den pædagogiske tænkning og i opbygningen af uddannelsessystemer i mange lande. Religion og oplysning Kirke og religion blev en af oplysningstidens helt store slagmarker. Ikke mindst på grund af Ludvig den 14.'s religionspolitik. Den 18. oktober 1685 ophævede den franske "solkonge" nemlig Nantesediktet, der var udstedt af hans forgænger Henrik den 4. i 1598, og som havde givet franske protestanter, de såkaldte huguenotter, religionsfrihed i Frankrig. Ludvig den 14. gav ordre til øjeblikkeligt at nedrive alle kirker i "denne falske religion", enhver protestantisk religionsudøvelse skulle omgående indstilles, og børnene døbes og opdrages i den katolske tro. Det fik afgørende betydning for oplysningstiden. Ludvigs hårdhændede fremfærd medførte, at titusindvis af huguenotter forlod Frankrig og slog sig ned i andre europæiske lande. Men den franske konges overgreb blev samtidig den hændelse, der hos mange af oplysningstidens tænkere startede et skarpt opgør med kirke og religion. Hvor der inden for alle kirkesamfund i 1600-tallet havde været nærmest ubegrænset tilslutning til kirkens lære, sneg tvivlen sig ind i 1700-tallet. De gejstlige begyndte selv at interessere sig for naturvidenskabens landvindinger, og de underkastede deres egen og andre kirkers historie en kritisk undersøgelse. Den voldsomt stigende rejseaktivitet til alle egne af kloden afslørede desuden højtudviklede kulturer med avancerede religioner og vær- 39

40 Efter Nantesediktets ophævelse udvandrede hundredtusinder af huguenotter fra Frankrig. Nogle af dem endte i Danmark, hvor deres efterkommere fortsat bor under navne som Devantier, Dupont og Fournaise. disystemer, der sagtens kunne udfordre kristendommen. Oplysningstænkerne gik til angreb på al traditionsbaseret vanetænkning, overtro og ortodoksi. Religion måtte altid vige for fornuft. I deres angreb brugte de både videnskabelig forskning, ironi og satire. Mange af de store oplysningstænkere som Rousseau og Voltaire hyldede den såkaldte deisme, der hævdede, at universet nok vidnede om Guds skaberkraft, men at Gud som en urmager eller matematiker havde sat hele maskineriet i gang fra begyndelsen for så at trække sig tilbage. Verden fungerede nu efter naturlovene, som kunne begribes med fornuften og undersøges naturvidenskabeligt. Al snak om mirakler, helgener, bønner osv. måtte derfor afvises. Den engelske teolog Thomas Woolston skrev i 1720'erne om troen på Kristi opstandelse, at det var "den mest oprørende og åbenlyse svindel, der nogensinde var blevet påduttet menneskeheden". Og Voltaire skrev senere: "Teologi morer mig. Der ftnder vi det menneskelige vanvid i fuld blomstring." Den indre spænding i deismen mellem på den ene side en accept af eksistensen af en overnaturlig Gud og på den anden side en benægtelse af en overnaturlig indgriben i naturens gang førte imidlertid også til eksempler på decideret ateisme. Filosoffen de la Mettrie opfattede slet og ret mennesket 40» OPLYSNINGSTIDEN

41 som en maskine, og baron D'Holbach argumenterede for at erstatte troen på et himmelsk rige med arbejdet for et godt menneskeligt samfund på Jorden. Med oplysningstidens skepsis over for vedtagne eller gudgivne sandheder er det ikke overraskende, at begrebet tolerance blev et af de centrale omdrejningspunkter. John Locke udsendte i 1689 et Brev om Tolerancen, hvori han argumenterer for, at det er i klar overensstemmelse både med det kristne evangelium og den menneskelige fornuft at udvise tolerance i religiøse spørgsmål. Og Yoltaire kæmpede i hele sin karriere for at udstrække tolerancen til at gælde mennesker af alle religioner, nationaliteter og hudfarver. Voltaire skal have udtalt: "Jeg tager afstand fra det, du siger, men vil dø for din ret til at sige det." Han har muligvis ikke sagt det lige med disse ord, men citatet dækker hans holdning. Ideen om tolerance f1k stor indflydelse i 1700-tallet, og den er siden blevet en afgørende bestanddel af vores demokratiske kultur. Videnskab og oplysning I 1687 udsendte den engelske matematiker og fysiker Isaac Newton sin skelsættende bog Principia Mathematica. Heri formulerer han den klassiske "newtonske" fysik, beskrevet i matematikkens sprog, herunder de tre bevægelseslove og tyngdeloven. Han viste, hvordan hele verden var skruet sammen, og at det er de samme naturlove, der gælder på Jorden som ude i universet. Med Newton f1k naturvidenskaben en så stærk fortaler, at 1700-tallet Newton leder som præsident forhandlingerne i Royal Society i London, hvor videnskabsmænd og filosoffer havde mødtes siden

42 betød naturvidenskabens gennembrud i offentligheden. Da han døde i 1727 og blev begravet som en af Englands store i Westminster Abbey, skrev digteren Alexander Pope et hyldestdigt til ham med ordlyden: "Naturen og naturlovene lå skjult i natten. Men Gud sagde: Lad Newton fødes - og alt blev lys!" Men 1700-tallet var ikke bare Newton. Der var en næsten rastløs søgen efter at udvide og systematisere den menneskelige erkendelse. Ikke blot mange videnskabsmænd, men også amatører gjorde endog meget vigtige opdagelser. Tiden var som nævnt ikke til tunge, metafysiske spekulationer, men til praktiske forsøg på at forbedre menneskenes livsvilkår i verden. På botanikkens område skabte svenskeren Carl von Linne med sin Naturens System fra 1735 en systematisk beskrivelse af hele planteverdenen. Han skabte megen opmærksomhed i samtiden ved at lægge vægt på klassifikationen af planter med udgangspunkt i deres forplantning. Dette klassifikationssystem og de latinske navne, han tildelte de tusindvis af slægter og arter, han havde kendskab til, har gyldighed den dag i dag. Linne fastholdt imidlertid som overbevist kristen, at arterne var skabt af Gud sammen med den øvrige verden blot år tidligere og havde eksisteret uforandrede siden. Som modsætning til Linne inden for geologi og biologi kan nævnes franskmanden Buffon, der i skrev en 36 bind stor naturhistorie. Buffon nåede på baggrund af geologiske undersøgelser frem til, at Jorden måtte være mange millioner år gammel. Dette gav basis for den i samtiden dristige påstand, at verden var foranderlig og bestod af stof og individer i bevægelse. Buffon hævdede således både, at mange arter måtte være bukket under, og andre blevet til i tidens løb - mennesker og aber havde måske endda fælles oprindelse - og at kontinenterne var i stadig drift hen over jordkloden. 42» O P LYSNING STIDEN

43 Blandt "Den Franske Encyklopædi"s utallige illustrationer ses her en beskrivelse af tennisspil let, der havde været højeste mode siden 1600-tallet. Spillet foregik indendørs, oprindeligt med boldtræ (fig. 6 og 7). men senere med en ketsjer, stort set som vi kender den i dag. Boldene var lavet af klæde, holdt sammen af snore og betrukket med stof. Disse teorier peger direkte frem mod Darwins teorier om arternes oprindelse i 1800-tallet og den moderne geologiske viden om kontinentalpladernes forskydninger. Den store appetit på at ville forstå og beskrive alt og nedbryde alle fordomme lå også bag oplysningstidens største kraftpræstation, Den Franske Encyklopædi, der udkom i l 7 store tekstbind og 11 bind med plancher i årene De såkaldte encyklopædister, hovedredaktøren, fllosoffen Denis Diderot, matematikeren Jean Le Rond d'alembert samt deres store hold på knap 200 fremragende forfattere og specialister havde den store ambition at samle al menneskelig viden i et værk. Og denne viden skulle være alment tilgængelig, formuleret i et sprog, så alle, høj som lav, kunne følge med, i hvert fald i teorien. I praksis satte økonomien og en udbredt analfabetisme dog sine grænser. Encyklopædien f1k sin store værdi i samtiden som et samlingspunkt for alle oplysningstænkerne. Fra dette miljø udgik en tankernæssig energi, der inspirerede til forandringer inden for så fo rskellige områder som videnskab, kunst, moral, religion, børneopdragelse og samfundstænkning. Værket gav en nøje beskrivelse af videnskabernes landvindinger, og helt nye var beskrivelserne af håndværk og fremstillingsvirksomhed, et område som der hidtil stort set ikke var skrevet noget om. Forfattere drog ud for at beskrive værksteder og arbejdspladser, og et stort antal tegnere blev sendt ud med henblik på at aftegne maskiner, arbejdsgange og redskaber. Håndens 43

44 arbejde blev omgærdet med samme respekt som åndens. Arbejdet resulterede som nævnt i 11 bind med fremragende illustrationer, der har givet eftertiden et uvurderligt indblik i datidens arbejdsforhold og teknik. Den oplyste enevælde Fra midten af 1700-tallet blev den oplyste enevælde udviklet i Europas fyrstehuse. Det blev i stigende grad svært for kongerne at legitimere deres enevældige magt med henvisning til, at de siden tidernes morgen havde fået overdraget den fra Gud. I stedet begyndte de nu i oplysningens ånd at beskrive sig selv som samfundets førstetjenere, der administrerede og reformerede samfundet til gavn fo r undersåtterne. De korresponderede med tidens førende tænkere og søgte at knytte dem til deres hoffer, og de iværksatte reformlovgivning. Den mest radikale oplysningsmonark var storhertug Leopold af Toscana, der blandt mange andre reformer arbejdede for en militær afrustning af sit land og desuden udarbejdede forslag til en forfatning for Toscana, der byggede på magtens tredeling. Leopold var dog en undtagelse. Tidens øvrige enevoldsfyrster, såsom Katarina den Store af Rusland, Frederik den Store af Preussen, Josef den 2. af Østrig og Gustav den 3. af Sverige lod sig nok inspirere af oplysningstankerne til at indføre refo rmer på områder som tolerance, rationel administration, folkeoplysning, upartiske domstole og humanisering af straffelovgivning. Men når det drejede sig om politiske reformer, der kunne reducere deres egen magt, var tonen helt anderledes afvisende. Oplysningstænkere som Voltaire, der opfattede enevælden som den bedste styreform til at gøre op med forældede samfundsstrukturer, var meget velkomne til at komme og sprede glans ved hofferne. Hvorimod de mere radikale samfundstænkere som Rousseau og D'Holbach blev mødt med kølighed. Mange af oplysningens proj ekter blev med tiden omsat i praksis: De europæiske samfund er i dag sekulariserede, dvs. religiøse argumenter spiller kun en ringe rolle i det offentlige rum. Montesquieus tanker om magtens tredeling er indbyggede i de demokratiske forfatninger. De individuelle og borgerlige rettigheder er ligeledes forfatningssikrede, og menneskerettighederne er slået fast i erklæringer og konventioner. Oplysningstiden i Danmark I Danmark er den store, centrale oplysningsskikkelse Ludvig Holberg ( ). Holberg udfoldede en enorm litterær produktivitet. Han arbejdede med moralfjlosof1, og han skrev store historiske værker, både danmarks- og verdenshistorie, hvor heltene typisk var dem, der havde gjort gavn for landet. Hans mest kendte værker, som fortsat spilles i dag, er komedierne, hvor han med grotesk humor udstiller samtidens forfængelighed og opstyltethed, men hvor den sunde fornuft altid sejrer til sidst. Holberg var blevet dybt inspireret af oplysningstænkere 44» OPLY SNINGST I DEN

45 l Struensees hektiske reformperiode indebar blandt andet afskaffelse af tortur og dødsstraf. Men skæbnen ville, at han og vennen grev Brandt den 28. april 1772 selv blev udsat for disse to strafformer og endte på hjul og stejle på Østre fælled uden for København. som Montesquieu på en stor udenlandsrej se, men han var ikke desto mindre, ligesom Voltaire, fo rtaler for enevælden. Han så en oplyst enevælde som garanten for fornuft og stabilitet. Oplysningen i Danmark ftk sit egentlige gennembrud fra midt i 1740'erne. I 1742 blev Det kongelige danske Videnskabernes Selskab oprettet, i 1754 kunstakademiet, og der blev ydet rundhåndet støtte til kunst, kultur og en friere debat. Ved Frederik 5.'s død i 1766 blev den unge Christian 7. konge. Han blev i 1768 sammen med en større delegation sendt på en stor udlandsrej se, bl.a. til Paris, hvor han mødtes med encyklopædisterne. Med sig hj em bragte han den tyske Johann Friedrich Struensee, som blev kongens livlæge. Christian 7. udviklede imidlertid i stigende grad en alvorlig sindssygdom, fo rmentlig skizofreni, og i den situation formåede Struensee at samle stadig mere magt i sine hænder. Stærkt inspireret af nogle af oplysningstidens mest radikale tænkere udstedte Struensee i den stadigt mere hj ælpeløse konges navn et væld af reformrettede kabinetsordrer. Han forordnede fu ld ytringsfrihed, påbød lighed for loven, afskaffede torturen, ligestillede børn fø dt inden for og uden for ægteskab. Struensee var imidlertid alt for hurtig og hensynsløs i sin reformiver og f1k med sin diktatoriske stil stadig flere!jen der. I januar 1772 blev han ved et kup arresteret og dømt til døden. Den 28. april 1772 blev Struensee henrettet ved halshugning. Forinden var hans højre hånd hugget af, og efter henrettelsen blev han parteret og lagt på hj ul og stejle. Hermed var det slut på Struensee-tiden, og en lang række af hans reformer blev ophævet i den kommende tid. I de følgende årtier fo rsøgte enevælden at balancere mellem ytringsfrihed og censur. På den ene side indebar enhver kritik jo principielt en kritik af enevælden som sådan. På den anden side var den oplyste enevældes selvforståelse, at den var befolkningens nyttige 1jener; og for at kende befolkningens behov måtte man jo give samme befolkning mulighed for at ytre sig. Både reformfolk og magthavere lærte sig at bruge pressen, og den danske variant af den oplyste enevælde 45

46 kaldes derfor også den opinionsstyrede enevælde. Den mere radikale kritik kunne man dog ikke acceptere, og i 1799 udstedtes Forordning som nærmere fo rklarer og bestemmer Trykkefrihedens Grænser. Der blev i denne forordning fastsat strenge straffe for kritik af stat og kirke, og samme år blev den respektløse satiriker P.A. Heiberg, som var en beundrer af Den Franske Revolution, landsforvist på livstid. OPLYSN INGEN l EFTERTIDEN Oplysningstænkernes skrifter og deres betydning for reformer og revolutioner medførte både begejstret tilslutning og skarp afstandtagen. Også i nutiden diskuteres oplysningstiden med stort engagement. Den skarpeste kritiker af oplysningstiden herhjemme, tidligere præst og nuværende politiker, Søren Krarup, mener, at det store fald i europæisk historie kom med oplysningstiden, fordi man "brød med kristendommens adskillelse af Gud og menneske, himmel og jord': Krarup fremhæver, at oplysningen ved at angribe det guddommelige og i stedet fokusere på mennesket og dets rettigheder har bidraget til en guddommeliggørelse af mennesket, som har haft ødelæggende konsekvenser, moralsk og politisk. Omvendt er professor John Pedersen overbevist om, at m a n også i dag bør fastholde oplysningstidens "tro på at der kan skabes en bedre verden, med større retfærdighed for flere; at vi fødes med lige rettigheder; at indsigt og viden ikke skal være de fås privilegier; og endelig en overbevisning om, at man kan komme overtroen til livs, og frigøre mennesket fra de byrder den medfører. En sådan fakkel slukker man ikke så let." Se også kilde 7 og 8. l Holbergs komedie "Jeppe på Bjerget" fra 1722 gjorde adelsfolkene nar ad den drikfældige bonde, Jeppe. Mange i samtiden og eftertiden blev udfordret af replikken: Men hvorfor drikker Jeppe? 46» OPLYSNING STIDEN

47 OPLYSNINGSTIDEN OG ISLAM l takt med islams stigende fra de vantro, der blev set debattører ligger det nemlig udbredelse i de vestlige sam- "som laverestående folk, som i islams "essens", at islam fund er der opstået en livlig man skulle beskæftige sig i modsætning til kristendebat om, hvorvidt islam kan mindst muligt med, og som dommen aldrig vil kunne forenes med en demokratisk man under ingen omstæn- acceptere en adskillelse af tradition. Nogle skeptikere digheder kunne lære noget den religiøse og den politiske mener, at dette ikke er sand- af: Islam fik derfor aldrig dimension. synligt, blandt andet fordi en oplysningstid, og derfor Atter andre finder det den muslimske verden ikke, heller aldrig en adskillelse af urimeligt at sætte en behævdes det, har gennem- religion og politik, af religion stemt etikette på islam og løbet en oplysningstid i sti l og samfundsliv. muslimer: De 1,4 milliarder med den europæiske. muslimer udgør en broget På dansk grund blev debat- Debatten om Pittelkows politisk, kulturel og geograten sat i g a n g af R a l f Pit- synspunkter har fu lgt flere fisk mangfoldighed. Store telkow, med bogen Efter 17. spor. grupper sætter faktisk pris september - Vesten og Islam Nogle har påpeget, at på oplysningsværdierne fra Han medgiver, at islam rent faktisk har haft og frihedsidealerne, mens der i den muslimske verden en oplysningstid, som dog andre er skeptiske. Nogle af kan fi ndes eksempler på fik en mindre gennemslags- religiøse grunde, mens andre mennesker og initiativer, kraft end den europæiske. l påpeger, at vestens værdier som var inspireret af op- begyndelsen af 1700-tallet og idealer blev formuleret i lysningstidens ideer, men udsendte den osmanniske lande, der samtidig optrådte at de, som han skriver, har storvezir således ambassa- som hårdhændede koloniværet "bemærkelsesværdigt dører til Europa for at følge magter, blandt andet i den svage i det samlede politiske udviklingen her, og i årene muslimske verden. og folkelige billede': Pittel- herefter udgav tyrkiske kows væsentligste pointe trykkerier en række værker i Debatten om islam og oplyser, at den økonomiske, oplysningens ånd. De frem- ningstiden handler, som det kulturelle og tankemæssige hæver også, hvordan Tyrkiet ses, ikke blot om rent histoforvandlingsproces, som var i 1923 blev et sekulært sam- riske forhold. Den henter i med til at give Vesten den fund efter vestligt mønster. høj grad energi fra nogle af dominerende rolle i verden, Stat og religion blev helt nutidens brændende diskussamtidig "så at sige hægtede adskilt. sionsemner: Står vi over islam af historien : Tidens Andre hævder modsæt- for "civilisationernes samstore muslimske rige, Os- ningsvis, at islam aldrig har menstød"? Eller kan islam mannerriget, lukkede sig om haft og aldrig kan få en forenes med et sekulært, sig selv i en afstandtagen oplysningstid. Ifølge disse demokratisk samfund? 47

48 >> KILDER Fran ois Valtai re ( ): Tolerance Vo ltaire var oplysningstidens skarpeste kritiker af det, han opfa ttede som den katolske kirkes misbrug af sin åndelige magt til at slavebinde befolkningen i fo r mørket overtro. Han blev en varm fo rtaler fo r oplysning og tolerance. Teksten er fra Filosofisk Lommeleksikon, I 764. Tolerance Hvad er Tolerance? Det er Menneskehedens Arvelod. Vi er alle æltede af Svagheder og Vildfarelser; lad os gensidigt tilgive hverandre vore Dumheder, det er Naturens første Lov. Lad på Børsen i Amsterdam og London, eller S u rat og Bassora, Zarathushtra-Tilhængeren, Hindustaneren, Jøden, Muhamedaneren, den kinesiske Gudsdyrker, Brahmadyrkeren, den Græskkatolske, den Romerskkatolske, Protestanten og Kvækeren omgaas sammen; de hæver ikke Daggerten mod hverandre fo r at hverve Sj æle til deres Religion. Hvorfor har vi da slagtet hinanden næsten uafbrudt siden det fø rste Koncil i Nikæa? (...) I afsindige, der aldrig har kunnet yde den Gud der har skabt jer en ren Kultus! l elendige der aldrig har kunnet Jade jer belære af Noachidernes, de dannede IGneseres, Farsernes og alle Vismændenes Eksempel! I Uhyrer, der har Brug for overtroiske Meninger ligesom en Ravnekrås fø ler Trang til Ådsler! Man har alt sagt jer det, og man kan kun gentage det: Hvis I har to Religioner i jert Land, vil de søge at skære Halsen over på hinanden; hvis l har tredive, vil de leve i Fred. Se på Stortyrken: Han regerer Zarathushtra-tilbedere, Hindustanere, Græskkatolske, Nestorianere og Romerskkatolske. Den første der vil opvække Tumult, bliver brændt, og alle er fredelige. Af alle Religionerne er den kristne utvivlsomt den der kan indgyde mest Tolerance, skønt de Kristne hidindtil har været de mest intolerante Mennesker af alle (...) Denne forfærdelige Uenighed, der nu har varet så mange Århundreder, er en meget slående Lektion i at vi gensidigt bør tilgive hverandre vore Vildfarelser: Uenigheden er Menneskeslægtens store Onde, og Tolerancen er det eneste Middel herimod. 48» OPLYS NING STIDEN

49 Voltaires satiriske og ironiske vid lyser ud af denne buste udført af Jean-Antoine Houdon. 49

50 Jacques-Benigne Bossuet: Om det guddommelige monarki Bossuet { ) var hofprædikant og privatlærer fo r den senere kong Ludvig den 14. J sit skrift søger han at begrunde enevælden. Det er derfor til statens bedste, at al magt er samlet hos en person. Hvis det var anderledes, betyder det, at staten bliver delt, at den offentlige ro og orden bliver ødelagt, og at man får to herskere, hvilket går imod evangeliet: "Intet menneske kan tjene to herskere". Fyrsten er - med de forpligtelser han er pålagt - folkets fader, og på grund af sin storhed står han højt over særinteresser. Endvidere ligger al hans storhed og hans naturlige interesse i folkets bevarelse, for hvis der ikke fandtes et folk, ville han ikke længere være fyrste. Intet kan derfor være bedre end at give ham statsmagten, idet han har den største interesse i at bevare staten og dens storhed (...) Gud er uendelig, Gud er alt. Fyrsten anses i sin fyrstelige egenskab ikke for en privatperson, men en offentlig person, hvori hele staten og folkets vilje er indeholdt. Ligesom fuldkommenhed og kraft er sammensmeltet i Gud, således er borgernes magt sammensmeltet i prinsens person. Hvilken storhed det er for et menneske at indeholde så meget! Denis Diderot: Et brev om kritik af religionen (1771) Diderot ( ) var hovedredaktør på Encyklopædien og beskriver i dette brev til en ven oplysningsbevægelsens kamp mod den religiøse overtro. Hvert århundrede har sit åndelige særpræg. Vort synes at være frihedens. De første angreb på overtroen var voldsomme og umættelige. Når mennesker på en eller anden måde en gang gør udfald mod religionens fo rsvarsværker, det stærkeste og mest respekterede, der fmdes, så er det umuligt at stoppe det. Når mennesket først har vendt det truende blik imod den himmelske majestæt, undlader det heller ikke at rette det imod den jordiske magt. Det reb, som holder menneskeheden tilbage, er slået a f to tråde. Den ene kan ikke briste, uden at den anden også giver efter. Jean-Jacques Rousseau: Samfundspagten (1762) Rousseaus værker udfordrede samtiden, og især Samfundspagten har siden fungeret som inspirationskilde fo r så fo rskellige politiske ideologier som konservatisme, liberalisme og socialisme. Rousseaus værker er ofte komplicerede og mangetydige. Blot at karakterisere Rousseau som den filosof, der prædiker "tilbage til naturen ", er, som det fø lgende uddrag vil ijise, at give et alt fo r fo renklet billede af hans tænkning. 50» OPLYSNINGSTIDEN

51 Mennesket er født frit, og overalt er det i lænker. Den der tror sig herre over andre, er ikke mindre slave end disse. Hvordan er denne forandring sket? Jeg ved det ikke. Hvad kan gøre den legitim? Jeg tror jeg kan besvare dette spørgsmål. Hvis jeg kun betragtede styrken og den virkning, den har, ville jeg sige: så længe et folk er tvunget til at adlyde, og det adlyder, handler det ret; så snart det kan kaste åget af sig og gør det, handler det endnu mere ret; thi når folket genvinder sin frihed ved hj ælp af den samme ret, som røvede den fra det, så er folket enten berettiget til at generhverve friheden, eller også har man ikke været berettiget til at tage den fra det. Men den samfundsmæssige orden er en hellig ret, der tjener som basis for alle andre. Denne ret stammer imidlertid ikke fra naturen; følgelig eksisterer den på grundlag af overenskomster. Det drejer sig altså om at fmde ud af, hvad disse overenskomster er. Førend jeg kommer dertil, skal jeg underbygge de påstande, jeg netop har fremsat (...) Jeg fo restiller mig menneskene nået til det punkt, hvor de hindringer, som står i vejen for deres selvopholdelse i naturtilstanden, ved deres modstand sejrer over de kræfter, som hvert individ kan bruge til at opretholde sig med i denne tilstand. Da kan denne primitive tilstand ikke længere vare ved, og menneskeheden ville gå under, hvis den ikke forandrede sin væremåde (...) "Hvordan fmde frem til en sammenslutningsform, som med hele den fælles styrke forsvarer og beskytter hver enkelt associeret person og ej endom, og hvor enhver, når han forener sig med alle, alligevel kun adlyder sig selv og forbliver lige så fri som før?" Dette er det fundamentale problem, som samfundskontrakten giver løsningen på (...) Fj erner man altså alt uvæsentligt fra samfundspagten, vil man se den reduceret til følgende ordlyd: Enhver af os lægger i fællesskab sin person og hele sin magt under almenviljens øverste ledelse; og vi optager ethvert medlem i fællesskabet som en uadskillelig del af helheden. I stedet for hver kontrahents enkeltperson skaber denne sammenslutningshandling et juridisk og kollektivt legeme, bestående af lige så mange medlemmer som forsamlingen har stemmer, idet den netop ved denne handling får sin enhed, sit fælles jeg, sit liv og sin vilje. Denne offentlige person, som således dannes ved unionen af alle andre, kaldtes tidligere bystat, og hedder nu republik eller politisk legeme, den kaldes af sine medlemmer stat, når den er passiv, suveræn, når den er aktiv, magt, når man sammenligner den med andre lignende. Med hensyn til medlemmerne tager disse i fællesskab navnet fo lk, og de kalder sig hver især statsborgere som parthavere i suverænens autoritet og undersåtter som underlagt statens love. Men disse udtryk sammenblandes ofte og forveksles det ene med det andet; det er nok at kunne skelne dem fra hinanden, når de bruges med fuldstændig præcision (...) Overgangen fra naturtilstanden til det borgerlige samfund skaber en meget bemærkelsesværdig forandring hos mennesket, idet man i dets adfærd erstatter instinkt med retfærdighed og giver dets handlinger den moralitet, de ikke havde før. Det er 51

52 først, når pligtens stemme afløser de fysiske drifter og retten til lyster, at mennesket, som indtil da ikke har taget andre end sig selv i betragtning, ser sig nødsaget til at handle efter andre principper og rådføre sig med sin fornuft frem for at følge sine tilbøjeligheder. Skønt mennesket i denne tilstand berøver sig selv adskillige fordele, som det har fra naturens hånd, får det endnu større til gengæld, dets evner udfoldes og udvikles, dets ideverden udvides, dets følelsesliv forædles, hele dets sj æl løftes op til et punkt, hvor det - hvis vildfarelserne ved denne nye situation ikke ofte fik det længere ned end til det punkt, hvorfra det er udgået - uden ophold burde prise det lykkelige øj eblik, hvor mennesket for altid blev revet ud af denne tilstand; hvor det fra at være et stupidt og indskrænket dyr blev gjort til et intelligent væsen og et menneske. Ludvig Holberg : Moralske tanker, (1744) Ludvig Holberg { } gør sig her tanker om, hvorvidt samfundsmæssige fo r andringer bør være hastige eller gradvise. Tekstens sprogbrug er moderniseret. Det står derfor fa st, at alt hvad som er for meget, skader; thi al dyd består i mådehold, og, så snart den går over de grænser, bliver den forvandlet til en last. Den store kinesiske filosof Kungfutse har sammenskrevet et moralsk og politisk system, som han har kaldt medium magnum, eller den store middelvej, hvorved han har villet give tilkende, at middelvej er grundvolden for alle gode ting, og den fornemste regel, som mennesket bør tage i agt. Den bedste ting kan blive til fordærvelse, når den ikke øves med måde. Jeg har kendt visse personer, der er blevet ødelagte ved flittighed, og fattige ved sparsommelighed. Aktivitet er en stor dyd, og har herlige virkninger. Den er som en nobel hest, der vil holdes i tømme. Ja den er som en vind, der kan føre skibet frem; den kan også styrte det i ulykke. Fornuften må derfor være styrmand, og se til, at man be1jener sig af vinden alene til nytte. P.A. Heiberg : Politisk Dispache, i For Sandhed (1 798) Peter Andreas Heiberg { }, satiriker og nok mest kendt fo r sin vise med ordene: "Ordener hænger man på idioter': Heiberg blev landsfon;ist 1799, året efter at have skrevet fø lgende skarpe politiske essay. Tekstens sprogbrug er moderniseret. Med stærke skridt nærmer sig den tid, da det skal komme for lyset, som nu er skjult i mørket. Hertil hører i særdeleshed forvaltningen af en stats fmanser. Den sunde fornuft tilsiger også, at en nation har den fuldeste ret til at vide, hvortil de skatter anvendes, for hvis tilvejebringelse den største og bedste del af nationen må trælle surt nok. I mange staters fmans-kollegier eksisterer der ikke længere protokoller med låse for. Allerede nu kaster oplysningens opgående sol sine velgørende stråler ind på ar- 52» OPLYSNINGSTIDEN

53 kivernes støvede papirer i deres mørkeste gemmer. O! om dog regenter ville betænke, hvad de skylder nationerne, der så rigeligt lønner dem! O! om de dog ville overveje, at lyset ikke mere kan slukkes, friheden ikke mere lænkebindes! Måske vel for en kort tid; men snart vil lys og frihed hævne sig forfærdeligt på sine undertrykkere. 53

54 FRIHEDSSTØDEN Det enevældige styre havde i starten hovedsageligt støttet sig på godsejerne, men efterhånden fik borgerskabet, især det københavnske, stadig mere indflydelse, og fra slutningen af 1700-tallet støttede kongemagten gennem landboreformerne udviklingen af en bondestand, der var loyal over for kongemagten. l 1792 rejstes på initiativ af københavnske borgere Frihedsstøtten, der priste den nyvundne frihed for bønderne. På den side af Frihedsstøtten, der vendte ind mod byen, hed det: Kongen kiendte at borgerfriehed bestemt ved retfærdig lovgiver kierlighed til fædreland, mod til dets værn, lyst til kundskab, attraae til flid, haab om held. På den anden side af monumentet, der vendte ud mod det åbne land, hedder det tilsvarende om bøndernes frihed: Kongen bød stavnsbaandet skal ophøre, landboelovene gives orden og kraft, at den frie bonde kan vorde kiek ag oplyst, flittig og god, hæderlig borger. lykkelig. 54» OPLYS NINGSTIDEN

55 Søren Krarup m. fl.: Virkelighed og utopi (2005) Søren Krarup (f } har igennem fire årtier været en af landets skarpeste debattører. Krarup fo kuserer i sit fo rfatterskab på kristendom og danskhed som de centrale identitetsskabende værdier. I det fø lgende uddrag diskuterer han oplysningstidens betydning fo r eftertiden. Jeg vil ikke nævne Thomas Mores Utopia, selv om dette skrift i en vis forstand er begyndelsen i dets sammenhæng med renæssancens humanisme og forbindelse til Erasmus af Rotterdam, og hvad han betegner, for det er efter mit skøn først i oplysningstiden i 1700-tallet, at denne utopiske humanisme slår igennem i Europa med fuld kraft. Med encyklopædisterne, med Voltaire og især Rousseau brydes alle broer til den konkrete virkelighed af, fo r nu bliver den herlige ide om det autonome menneske og dets evigt retfærdige samfund til den absolutte sandhed. Følgerigtigt bliver dette ensbetydende med et ideologisk felttog mod kristendommen. Rousseau, denne enestående løgnhals, hvis forfatterskab er bygget over hans egen selvforherligelse, og hvor både Emile, opdragelsesprogrammet, og Le Contrat Social, det politiske program, hviler på hans paranoide forfængelighed med hertil hørende selvbedrag og vilde idealisme, ville mindst af alt vide af, at den menneskelige eksistens er begrænset og ufuldkommen, og fuldkommenhedssygen hader derfor prædikenen om syndernes fo rladelse. Nej, det naturlige og derfo r guddommelige menneske var altings mål og mening, og således bliver den totale utopi til, der i sine praktiske konsekvenser er totalitarisme (...) Utopiens vej er tydelig. Fra Rousseau over Hegel, fra Hegel over Marx, fra Marx over Lenin til den revolutionære idealisme, der slog igennem her i landet med 1968 og har frembragt den danske elendighed, som folket omsider gjorde oprør mod i 2001, og som opgaven nu går ud på at råde bod på. Igennem den nyvakte respekt for virkeligheden. Og den dermed sammenhængende despekt for utopien. John Pedersen: Lys forude? Oplysningstanker fra Voltaire til Søren Krarup (2002) I sin bog gennemgår og diskuterer professor John Pedersen (f. 1934} oplysningstiden og dens eftermæle. I sit afsluttende kapitel sammenfa tter han oplysningens betydning og svarer dens kritikere. Man kan i hvert fald konstatere at Oplysningstiden ikke er nogen let håndterlig periode - den fører i flere retninger (...) Oplysningstiden siger vi frejdigt og tror at vi dermed har greb om tingen: en given periode, domineret af bestemte træk. Hvor enkelt. Og hvor utilstrækkeligt, men jo samtidig uundgåeligt. Noget af baggrunden for at Oplysningstiden kan siges at være i krise" for øj eblikket, er muligvis netop at man aldrig har haft (og heller aldrig vil få) et fu ldt afklaret " billede 55

56 af, hvilke sider af periodens åndelige aktiviteter der mest skal lægges vægt på i viderebringeisen af arvegodset (...) Fra Grundtvig til Søren Krarup ser man, trods alle fo rskelle i vingefang, et fælles træk: fordømmelsen af oplysningstankerne som udefra kommende og ødelæggende fo r god dansk evangelisk-luthersk levevis; nedbrydende vort fædreland med ugræs, der ikke blot fyger over hegnet som frø, men i vore dage ligefrem importeres i store læs osv. osv. (...) Politiske præferencer bør hverken medføre at alt nedgøres, eller at perioden bliver urørlig. Fejl og overgreb, grusomheder og alskens dj ævelskab hører med i billedet og skal ikke retoucheres væk. Men der blev sat skibe i søen som fortsat er sejldygtige. Voltaires berømte pointe fra fortællingen Ca ndide, at man skal dyrke sin have, er ikke at opfatte som en ligusterfascists bekendelser, men som en opfordring til i al ydmyghed at forvalte sine talenter. Og hans kamp for Calas1, mod religiøs fanatisme og vilkårligt retsvæsen, er fo rtsat aktuel. Lockes og Montesquieus tanker om magtdeling er langtfra gennemført overalt, og efterleves kun mådeligt i adskillige såkaldte retssamfund. Diderots tanker, som de er udtrykt i Encyklopædien, kan stadig gælde som mønster for kampen mod vidensmonopoler. Og menneskerettighederne kan hverken reduceres til en guldkalv eller til et alibi fo r militære interventioner (...) Det ville helt generelt 1jene os dårligt at give afkald på det der frem fo r noget var Oplysningens værk, nemlig at sætte ord på følelser for vrede og indignation, at fi nde udtryk for uretten, fo rnedrelsen, vilkårligheden. Og at formulere grundlæggende tanker om den enkeltes rettigheder, også når det drejer sig om mindretal over for et demokratisk valgt flertal. Det drejer sig hverken om domfældelse" eller frikendelse" af datidens store forestillinger om fremtiden. Under alle omstændigheder bringer tre hundrede år gamle " " overvejelser os næppe gyldige løsninger på ret meget. Men de svar vi må og skal fmde, lader sig vanskeligere indkredse hvis vi negligerer datidens spørgsmål. Og uden svar slukkes lyset. ' Caias blev henrettet i 1762 for mordet på sin søn. For Voltaire var henrettelsen et eksempel på katolsk intolerance, og han fø rte i tre år sag mod de franske myndigheder. l 1765 blev Caias, tre år efter sin død, frikendt. 56 >> OPLYSNI NGST IDEN

57 Overblik Udtrykket oplysningstiden bruges specifikt om den kulturelle og intellektuelle aktivitet i de hundrede år fra 1680'erne til Den Franske Revolution i Udformningen af den moderne verden, dens sa mfundsinstitutioner og forestillingsverden tog for alvor fart i denne periode. Oplysningsbestræbelserne drej ede sig om opgør med traditionsbundne autoriteter, frigørelse fra fordomme, viljen til at blive frigjort fra sa mfu ndsmæssige eller påstået naturl ige bånd, troen på at det er muligt at gøre en forskel, at det er muligt at forbedre menneske og samfund. Oplysningstiden var en broget tid præget af mange, ofte modsatrettede strømninger. Religiøse forklaringer på verdens og samfundenes indretning afvises. Kun rationelle forklaringer kunne accepteres. Heraf et andet udtryk for oplysningstiden: rationalismen. Erfaringer og systematiske observationer gik forud for tro og autoriteter. Oplysningen va r antiautoritær. Den menneskelige historie blev set som præget af fremskridt. Gennem fornuft og indsigt kunne både verden, samfundet og mennesket forstås og forbedres. Nogle oplysningstænkere så en demokratisk inddragelse af borgerne som vejen til denne forbedring. Andre så den oplyste enevælde som det bedste redskab for afviklingen af forældede ta nkegange og strukturer. Religionskrige og kætterforfølgelser næres af religiøs fa natisme og intolerance. Derfor va r udviklingen af tolerance et afgørende element i oplysningen. Oplysningstankerne inspirerede Den Franske Revolution. 57

58 Tidslinje 1685 Ludvig den 14. ophæver Nantes-ediktet 1687 Newton udgiver Principia Mathematica 1690 John Locke udsender To Afhandlinger om Regeringskunsten 1717 Ludvig Holberg bliver professor ved Københavns Universitet Vo ltaire bor i Berlin efter invitation fra Frederik d. 2. af Preussen 1751 Udgivelsen af Den franske Encyklopædi indledes 1762 Rousseau udgiver Samfundspagten og Emile 1764 Beccaria udsender Om Forbrydelse og Straf 1766 Christian den 7. bliver konge i Danmark 1770 Struensee kommer til magten i Danmark 1772 Struensee arresteres og henrettes 1776 Den amerikanske uafhængighedserklæri ng. Adam Smith udgiver Nationernes Velstand. Danmark indfører Indfødsretten 1778 Vo ltaire og Rousseau dør 1783 Amerikas Forenede Stater anerkendes ved freden i Paris 1784 Kant skriver Hvad er Oplysning? 1788 Stavnsbåndet ophæves i Danmark 1789 Den Franske Revolution 1792 Frihedsstøtten opstilles i København 1799 T rykkefriheden indskrænkes i Danmark. P. A. Heiberg landsforvises 58» OPLYSNING STIDEN

59 Revolu tioner To revolutioner i slutningen af tallet fik afgørende betydning for de efterfølgende århundreder. I Nordamerika gjorde de engelske kolonister oprør mod England og grundlagde USA, der i dag er verdens eneste supermagt. I det samme år, som det unge USA fik sin forfatning i 1789, begyndte Den Franske Revolution, der er en skelsættende begivenhed i moderne europæisk historie. Revolutionen forandrede ikke bare det franske samfund. Den kastede hele Europa ud i en krise, ændrede det gamle europæiske statssystem og fik afgørende indflydelse på vores opfattelse af politik, frihed og rettigheder. Kolonisternes revolution Den 16. december 1773 flød næsten 350 lukkede trækasser rundt i havnebassinet i den nordamerikanske by Boston. Alle kasserne var fyldt med te og tilhørte det engelske East India Company. En gruppe af byens borgere havde forklædt sig som indianere og var gået om bord på det engelske handelskompagnis skibe og havde smidt deres last i vandet. Aktionen var en protest rettet dels mod en engelsk skat på te, dels mod det handelsmonopol, som den britiske regering havde givet East India Company. Selve hændelsens nøjagtige forløb og de impliceredes egentlige motiver er ikke helt klare, men The Boston Teaparty, som aktionen blev kaldt, har næsten mytologisk status i nordamerikansk historie. Om ikke andet så var The Boston Teaparty et udtryk fo r frustration hos de nordamerikanske kolonister. Det engelske parlament havde vedtaget en række love, der beskattede koloniernes aktiviteter - eksempelvis stempelafgift på alle trykte dokumenter og told på importvarer. Storbritannien ønskede en udstrakt økonomisk kontrol med sine kolonier, og i de 13 nordamerikanske kolonier blev de engelske love mødt med uvilje og modstand. Nogle af lovene blev trukket tilbage, men det rokkede ikke ved kolonisternes opfattelse af det engelske styre som arrogant, undertrykkende og uretfærdigt. Hvorfor skulle kolonisterne hj ælpe til med at fylde hullet i den engelske statskasse, når de samtidig blev holdt uden for enhver form for politisk indflydelse i London? The Boston Teaparty var blot en af de begivenheder, der førte til egentlig væbnet kamp mellem Storbritannien og de nordamerikanske kolonier. Konflikterne tiltog i omfang og styrke, 59

60 Den tyske maler Emanuel Leutzes maleri med titlen "Washington krydser Delaware-floden, december 1775" fra Især i anden halvdel af 1800-tallet fik de historiske malerier en blomstringstid. Malerierne er ofte kendetegnet ved en idealiseret, symbolladet og stiliseret fremstilling af store begivenheder. Meget er tilført, og meget er udeladt. For eksempel skulle Washington efter sigende have været bange for at kæntre på overfarten, hvilket hans positur på billedet ikke ligefrem udtrykker. Og så en detalje: Eksisterede flaget "Stars and Stripes" i 1775? og i 1775 kom det så til åben kamp. l Lexington i Massachusetts skød og dræbte engelske soldater en gruppe nordamerikanske militsfolk. Hændelsen medførte væbnet opstand, der snart spredte sig til de andre kolonier. Repræsentanter fra de 13 kolonier mødtes og udnævnte George Washington til leder af en oprørshær. En egentlig fælles oprørsregering kunne man ikke blive enige om at danne. Alligevel kastede kolonierne sig ud i en krig med stormagten Storbritannien. Den 4. juli 1776 blev Den Amerikanske Uathængighedserklæring underskrevet, og den understregede bruddet med Storbritannien. Den 4. juli fej res derfor den dag i dag som USA's nationaldag. Krigen fo rtsatte med englændernes jagt på Washington og hans amatør- hær. Men de britiske styrker kunne ikke få bugt med kolonisterne. l 1778 underskrev Frankrig en alliancetraktat med amerikanerne og gik ind i krigen, og snart fulgte Spanien efter. Den franske konges støtte til oprørerne udsprang ikke af kærlighed til frihedens sag, men var alene drevet af ønsket om at svække arvefjenden England. Krigen fortsatte helt frem til Men slaget var tabt for englænderne, og samme år indgik Storbritannien den såkaldte Paris-fred, hvor koloniernes uafhængighed stadfæstedes. USA var født. Den Amerikanske Revolution udsprang af en utilfredshed, der bundede i økonomiske forhold. De økonomiske aspekter ved oprøret f1k i løbet af Uafhængighedskrigen følge af nogle mere 60 >> REVOLUTIONER

61 vidtrækkende politiske ideer. Individuelle borgerlige rettigheder og ideen om folkesuverænitet blev fremført som grundlag for det nye samfunds indretning og blev nedfældet både i Uafhængighedserklæringen og senere i Forfatningen af Dette var en konsekvens af, at man fra oprørsledernes side var nødt til at appellere til de bredere befolkningslag for at vinde dem for oprørskrigen mod England. Under den langvarige krig nåede de oprindelige tanker om selvstyre således at udvikle sig til mere universelle ideer om lighed og demokrati. Den amerikanske revolution betød, at kolonierne f1k rystet det engelske styre af sig. Men det betød også, at den økonomiske elite efter overvindelsen af englænderne ikke uden videre kunne indtage pladsen som politisk elite. Lighed og demokrati var blevet en del af revolutionens tankegods og kunne ikke fej es af bordet. Den gamle elite måtte dele magten med folk fra mere beskedne kår. Ligheden gjaldt dog ikke den oprindelige befolkning og de sorte slaver. Men de politiske idealer skulle få stor betydning for amerikansk historie i de følgende århundreder. Enevældens Frankrig Frankrig var i slutningen af 1700-tallet et meget sammensat land. Der var enorme forskelle mellem de forskellige regioner, både geografisk, sprogligt, socialt og kulturelt. Landet var gennemskåret på kryds og tværs af interne toldgrænser, forske li ige skatteregler, fo rskellige domstole og fo rskellige måle- og vægtenheder. Frankrig var Duplessis' paradeportræt af Ludvig 16. med alle sine magtsymboler er lige så meget et ideal, som enevælden som politisk system var det tallets teorier om enevældens guddommelige karakter og kongen som en inkarnation af staten kunne måske passe på solkongen Ludvig 14., men næppe på hans efterfølgere. Ludvig 16., der som 20-årig kom til magten i 1774, var ikke dum, men havde hverken viljen eller evnerne til at stå i spidsen for de reformer, der var nødvendige. Alligevel var han frem til revolutionen en vellidt konge i modsætning til hans dronning, den østrigske Marie-Antoinette, der i stigende grad blev lagt for had af franskmændene. en enevældig stat som de fleste andre stater i datidens Europa. Kongen var indsat af Gud og havde i princippet uindskrænket magt. Der fa ndtes ingen forfatning, som kongen var bundet af. Han skulle alene stå til regnskab over for Gud. Staten og landets politik spandt sig om kongens person. Dette var dog et politisk ideal, og i praksis var enevælden langt fra så entydigt et foretagende. Kongen omgav sig med rådgivere og ministre, der kunne hj ælpe ham til at tage beslutninger. Også hoffet omkring kongen spillede en vigtig, men mere indirekte politisk 61

62 BEGREBET REVOLUTION Det vrimler med revolutioner i historiebøgerne. Men revolution har ikke altid haft den moderne betydning, nemlig som en betegnelse for en gennemgribende politisk omvæltning eller en anden form for pludselig og voldsom forandring. Før oplysningstiden betød ordet revolution snarere cirkulation eller en naturlig tilbagevenden til en oprindelig situation. Inden for astronomien var det et udtryk, der brugtes i forhold til himmellegemernes kredsløb, og inden for det politiske område henviste ordet til den naturlige og ubrydelige cirkulære bevægelse mellem antikkens klassiske styreformer. Den moderne forståelse af ordet begynder at tage form i oplysningstiden, men først med Den Franske Revolution i 1789 opstår den moderne ide om revolution. Da stænderne i maj 1789 mødtes i Versa i l les, havde næppe nogen af de forsamlede forestillet sig, at de få måneder senere skulle medvirke til en fuldstændig tilintetgørelse af de principper, det franske samfund indtil da havde bygget på. Der fandtes praktisk talt ingen revolutionære før Ingen havde planlagt eller forudset, hvad der skulle ske, og hvad der blev sat i gang. Sådan har det ikke været siden. l efterfølgende politiske revolutioner har det været erklæret revolutionære, der arbejdede frem mod revolutionen. Det var nu blevet en almindelig udbredt tanke, at man kunne vælte et styre med magt. Revolutioner kunne altså planlægges, og Den Franske Revolution kom til at fremstå som en grundskabelon - som alle revolutioners moder. Egentlig er det lidt forkert at tale om Den Franske Revolution som en enkeltstående begivenhed. Der var snarere tale om en proces, hvor revolutionen løbende forandrede sig og blev omdefineret af de skiftende magthavere. Med Den Franske Revolution videreførtes den amerikanske uafhængighedserklærings ide om, at det er folket, der i princippet besidder den politiske magt. rolle. Megen magt var desuden fordelt på et hav af institutioner og embeder, der forvaltedes meget fo rskelligt rundt omkring i landet. Frankrig var et stændersamfund, hvilket vil sige, at befolkningen var opdelt i tre grupper (stænder) : gejstligheden (førstestand), adelen (andenstand) og borgerskabet (tredjestand). Kirken og troen styrede i vid udstrækning de fleste menneskers liv og dagligdag. Kirken stod for al undervisning og ikke mindst for alle former for socialt arbejde og hospitalsvæsen. For det store antal af umådeligt fattige mennesker, der levede på et absolut eksistensminimum, var kirkens hj ælp det eneste lyspunkt. Kirkens ind1jening byggede på tiende - det vil sige en beskatning af primært bøndernes ind- 1jening. Men kirken ej ede også store landområder, der sikrede den en god indkomst. Der var enorm forskel på de højgejstlige biskoppers luksusliv og de underbetalte landsbypræsters livsvilkår ude i provinserne. Kirken og adelen adskilte sig først og fremmest fra borgerskabet gennem privilegier. Kirke og adel var fritaget for at betale skat, selvom adelen reelt også betalte til staten gennem en række indirekte afgifter. Men skattefrihed var ikke det eneste privilegium. De adelige havde jagtretten på bøndernes marker, ligesom bønderne skulle bruge de møller, som den lokale herre ej ede. Desuden sad adelen på den juridiske magt i lokalsamfundet. For at blive officer i hæren skulle man være adelig. Privilegier var således et helt centralt element i den sociale adskillelse. Der- 62 >> REVOLUTIONER

63 for var adelskab på mange måder nøglen til socialt avancement. For mange borgerlige var det et mål at indtræde i adelen. Det kunne gøres ved at købe et embede, hvormed der fulgte en adelstitel. r dag virker det fremmedartet, at man kunne købe sig til eksempelvis et dommerembede eller en administrativ toppost, men i 1700-tallets Frankrig havde kongen en indbringende forretning ved salg af embeder og titler. Tredjestand bestod af alle andre end gejstlige og adelige, altså embedsmænd, folk i liberale erhverv, handlende, håndværkere, bønder, 1jenestefolk og andre. Men når vi i denne sammenhæng taler om tredjestand og borgerskabet, sigtes mere direkte til den borgerlige elite, der i løbet af 1700-tallet havde vokset sig større og rigere. Denne gruppe bestod hovedsageligt af advokater, fmans- og forretningsfolk, købmænd og ikke mindst embedsmænd. Blandt denne gruppe opstod efterhånden konturerne af en borgerlig opinion. Oplysningsfilosoflens nye økonomiske, politiske og sociale ideer havde sat sine spor - både hos adel og borgerskab. Den franske konges støtte til oprørerne i Amerika havde været særdeles kostbar og havde ikke givet territoriale gevinster, som krigssejre normalt gjorde, og den franske stat nærmede sig med hastige skridt den økonomiske afgrund. Gennem massiv låntagning søgte staten at holde skindet på næsen. Da den økonomiske situationen forværredes, og statsbankerotten blev en realitet, opstod kravet om, at stænderne skulle mødes. Det vil sige, at repræsentanter fo r de tre stænder skulle mødes med kongen i Versailles uden for Paris for at diskutere og rådgive kongen. Argumentet var, at kun en samlet repræsentation for de tre stænder fra alle egne af landet havde myndighed til at godkende omfattende reformer. Kongen indvilgede. Rundt omkring i Frankrig valgte de tre stænder nu deres repræsentanter. En hård vinter efterfulgt af en dårlig høst havde gjort sit til at øge spændingerne op til stændermødet Der var mangel på brød, hvilket næsten altid gjorde lunterne korte. Brød var en helt grundlæggende bestanddel af den almindelige franskmands kost. Mange f1k stort set ikke andet at spise. Udgifterne til brød udgjorde omkring halvdelen af en arbejders indkomst. Derfo r kunne bare en mindre prisstigning på brød vælte et husholdningsbudget Angsten fo r hungersnød var en følelse, der havde et godt tag i den brede befolkning. Produktionen af brød var derfor afgørende for opretholdelsen af den sociale ro i byerne. Den ene gang efter den anden havde franskmændene oplevet uroligheder på grund af brød mangel. Kornlagre var blevet stormet, bagerforretninger plyndret og krav om fastsatte brødpriser rejst. Også i dette forår før stænderne skulle samles, mærkede man uroen. Rundt om i landet var det kommet til demonstrationer og hærværk, og militæret måtte gribe ind for at slå urolighederne ned. Med den folkelige uro, statsbankerot og ikke mindst det politiske pres, der tvang kongen til at indkalde stæn- 63

64 derne, var den kongelige autoritet udfordret. Det er nok ikke helt fo rkert at sige, at den enevældige magt i princippet var tvunget i knæ, allerede inden stænderne mødtes. Situationen var helt åben Da stænderne mødtes i Versallies den 4. maj 1789, var magtforholdet mellem stænderne og kongemagten uafkjaret. Efter uger med gensidig modstand, endeløse indvendinger og ikke mindst kongemagtens tøven tog tredjestanden et usædvanligt skridt. Den erklærede sig selv for nationalforsamling og indbød repræsentanterne fra de to andre stænder at slutte sig til den. I det franske folks navtj erklærede tredjestands deputerede, at de repræsenterede hele nationen. Det betød, at suveræniteten lå hos Nationalforsamlingen. Og hvis suveræniteten lå hos Nationalforsamlingen, så var der et sted, den ikke længere lå. Nemlig hos kongen. Var enevælden i realiteten allerede kollapset, inden stænderne mødtes, var den nu politisk set ophævet. Dette var en revolution. Tredjestand havde i praksis taget magten i landet. Den nye Nationalforsamling var langt fra sikker i sadlen. En ting var, at kongen havde beordret de to privilegerede stænder at samarbejde med tredjestanden i Nationalforsamlingen. Noget andet var, om han virkelig mente, hvad han sagde. Usikkerheden herskede og blev ikke mindre, da tropper begyndte at trække sammen omkring Paris. Var det kongen, der havde i sinde at knuse den nye revolution med militær magt? Den øverstkommanderende for de kongelige hære havde beordret militær forstærkning omkring Paris og Versailles for at beskytte kongelig ejendom og ikke mindst våbenlagrene i byen. I Paris gik rygtet, at kongen og hans rådgivere med militær indgriben ville opløse Nationalforsamlingen, og snart var et åbent oprør brudt ud i byen. Byens våbenlagre blev plyndret, og musketter blev uddelt til befolkningen, så man kunne forsvare sig, hvis de omkringliggende militærdelinger skulle angribe byen. Den franske garde, der havde til opgave at opretholde ro i byen, greb ikke ind, men bistod tværtimod de oprørske parisere. En stor folkemængde fo rsøgte den 14. juli at trænge ind i det gamle Bastille-fængsel, hvor der fa ndtes flere våben og ikke mindst store mængder af krudt, der skulle bruges til musketterne. Den vagthavende deling i Bastillen forsøgte forgæves at holde angriberne ude. Også her hj alp garden til bl.a. med kanoner, og til sidst strømmede mængden ind. Den vagthavende off1cer, marquis de Launay, blev revet ud på gaden, banket, stukket ned og skudt. Til sidst blev hans hoved skåret af med en lommekniv og sat på en stage, som mængden derefter paraderede rundt med i gaderne. Under indtryk af begivenhederne inde i Paris beordrede kongen tropperne væk fra Paris. Havde pariserne forhindret Nationalsamlingen i at blive opløst af militæret efter ordre fra kongen? Sådan blev begivenhederne 64 >> REVOLUTIONER

65 Boldhuseden. Da tredjestand 20. juni 1789 ville holde møde, fandt de døren ti l deres mødesal låst. En deling soldater holdt vagt uden for døren og ville ikke tillade nogen at træde ind i salen. Årsagen var i al sin enkelthed, at det kongelige personale var ved at klargøre salen til dagens brug. Det var der bare ingen, der havde fortalt tredjestand en. De låste døre blev da også tolket som en bevidst kongelig magtdemonstration. Havde kongen og hans rådgivere sat tredjestand stolen for døren? De forsamlede repræsentanter satte kursen mod en nærliggende indendørs tennisbane for at holde deres møde der. Opflammet af situationen aflagde repræsentanterne en ed, hvori det højtideligt erklæredes, at man ikke ville skilles, før Frankrig havde fået en forfatning. Boldhuseden er et af den tidlige revolutions store øjeblikke. En uge senere beordrede kongen første- og andenstand at slå sig sammen med tredjestand i den nye nationalforsamling. På Jacques-Louis Davids pennetegning fra 1790'erne er drama og højtidelighed forenet på smukkeste vis. meget hurtigt udlagt. Parisernes revolution havde reddet tredjestandens revolution. Ude omkring i Frankrig var man ikke helt klar over, hvad der foregik i Paris. Også her herskede rygterne. Det førte til uroligheder, der snart udviklede sig dramatisk. Slotte blev plyndret og afbrændt, og deres ej ere blev myrdet. Inspireret af begivenhederne i Paris tog mange bønder sagen i egen hånd. Bøndernes revolution var en realitet, og enhver fo rm for autoritet og opretholdelse af orden ude i provinserne brød sammen. På grund af stigende brødpriser drog tusindvis af parisiske kvinder i oktober 1789 til kongen i Versailles for at kræve brød. Stærkt presset måtte kongefamilien følge med kvinderne tilbage til Paris, hvor den blev tvunget til at tage fast ophold på slottet Tuilerierne. Revolutionen på arbejde Det nye styre havde nok at se til. I august 1789 havde Nationalforsamlingen gennemført nogle vidtgående love, der ophævede alle privilegier og - som det blev udtrykt - tilintetgjorde 65

66 .l.lu '"- \.". -..".. _,_ _.. _..._.. _,._.. ",.._,.. ",.,_ 11 -,,...,..JJ.""""....w...o.,.",. ",..,... _ ".,_....:.-=..:;.r::== r.=- :;.:;: _:_"": =,!,:::"" :-:-.:=.:'.;::...,.-:;: : : ::=-:..'7!:7:-.=. = r:.;;:c ",."._,. \,l-.('1 11<1' U... UH l.., < \1'1': 1 \,\ 0\l, l.k 2-1.1\X\ ().t ' _ Kongens henrettelse den 21. januar Med etableringen af republikken og kongens henrettelse tog revolutionen en ny drejning. Bruddet med monarkiet og den gamle samfundsorden var uigenkaldeligt. Man huggede så at sige ikke bare hovedet af kongen, men af hele det gamle samfund, som kongen legemliggjorde. Det var virkelig en grænseoverskridende handling. Rundt omkring i Europa blev nyheden om kongens henrettelse mødt af forfærdelse i vide kredse. det feudale samfund. Derfor skulle styret omlægge hele den administrative struktur i Frankrig, skabe nye institutioner til afløsning af de gamle og ikke mindst skabe en ny politisk kultur. De tidligere undersåtter skulle omformes til samfundsborgere, og landet skulle have en forfatning. Som en slags arbejdspapir, der skulle lede forfatningsarbejdet, blev Menneskerettighedserklæringen udstedt den 26. august 'l I 1791 lå den nye forfatning klar. Frankrig var nu et konstitutionelt monarki. Kongen var stadig landets leder, men var bundet af en forfatning og skulle samarbejde med National- forsamlingen. Det revolutionære styre indførte en ny kirkeforordning, der reelt betød, at kirken blev lagt ind under staten. Præsterne skulle samtidig aflægge ed til staten, og kirkens ej endom blev beslaglagt af staten og sat til salg. Der var reelt tale om en udplyndring af kirken. Men værre var egentlig den politiske betydning, som behandlingen af kirken f1k. Mange syntes, at man var gået alt for vidt. Edsspørgsmålet kom til at sætte dybe skel i det franske samfund og forstærkede det oprør mod revolutionen, der senere skulle rejse sig. Et andet stridspunkt var selve monarkiet. Kongen havde fra første færd 1 Se Fokus 3, s og » REVOLUTIONER

67 været temmelig lunken i forhold til forandringerne. Spørgsmålet om kongens position blev yderligere kompliceret, da kongen og dronningen i 1791 forsøgte at flygte fra Frankrig, men blev afsløret og bragt tilbage til Paris. Året efter udbrød krig mellem Frankrig og en række europæiske stater, der med ængstelse havde set på udviklingen i Frankrig. På grund af krigen var situationen i Paris meget anspændt, og de såkaldte sans-culotter stormede den 10. august 1792 Tuilerierne, hvor kongen opholdt sig. Sans-culotterne, der primært bestod af håndværkere og småhandlende, var nu en væsentlig magtfaktor. Nationalforsamlingen blev presset til at suspendere kongen, der sammen med sin familie blev sat i fængsel. En måned senere efterfulgtes kongens fald af de såkaldte septembermyrderier. I panik over udsigten til en invasion af Frankrig brød sans-culotterne ind i parisiske fængsler og myrdede løs på fangerne. Sans-culotterne hævdede, at man gjorde op med indre fjender, hvilket var nødvendigt på grund af den ydre fjendes fremmarch. Da kongen nu var suspenderet, kunne den nye forfatning ikke længere bruges. Der blev udskrevet valg til en ny nationalforsamling, der fik navnet Nationalkonventet Den 22. september trådte Konventet sammen, udråbte Frankrig til republik og gik i gang med at arbejde på en ny republikansk forfatning. Samtidig skulle man finde ud af, hvad man skulle stille op med kongen. En retssag blev indledt mod ham, og den 21. januar 1793 blev Ludvig den af Gud indsatte konge - guillotineret. Rædselsherredømme og borgerkrig Da den nye republikanske forfatning lå færdig i 1793, fik den ikke lov at træde i kraft med henvisning til, at regeringen var revolutionær, så længe krigen stod på. Der var altså tale om en undtagelsestilstand. Gennem en række love og oprettelsen af overvågningskomiteer og særdomstole opbyggede staten et apparat, der skulle kontrollere befolkningen og gribe ind mod alt, hvad der kunne betragtes som statsfjendtlig virksomhed. Nationalkonventet var stadig samlet, men magten lå nu reelt hos det såkaldte Velfærdsudvalg, der med advokaten Maximilien Robespierre i spidsen udstak retningslinjerne. Inden da havde Robespierre og hans tilhængere udrenset deres politiske modstandere i Nationalkonventet. Men Velfærdsudvalget og Nationalkonventet var hele tiden presset fra neden af sans-culotterne og havde derfor lagt sig på en politisk overbudskurs, hvor de militante pariseres krav om udrensninger og maksimumpriser på brød og andre varer blev efterlevet. Hvis sans-culotterne ikke var tilfredse, skete det ikke sj ældent, at de simpelthen invaderede Konventet og tvang deres krav igennem. Fængslinger og henrettelser hørte til dagens orden, og fra juni 1794 havde de anklagede endda mistet retten til at forsvare sig. Revolutionen var blevet et mål i sig selv. Revolutionen var blevet en tilstand, der for enhver pris skulle opretholdes. Fra Paris sendte regeringen repræsentanter til provinserne, 67

68 Les noyades. Præster druknes i Nan tes. Hvis en præst nægtede at aflægge den revolutionære ed, blev han betragtet som en statsfjende og kunne deporteres eller i sidste ende henrettes. Mange menige landsbypræster havde i starten støttet de revolutionære forandringer og havde håbet på, at en omlægning af kirken kunne hjælpe til at puste nyt liv i kirken og styrke troen. Men især edsspørgsmålet kom til at skabe en splittelse dels inden for kirken, dels mellem statsmagten og mange lokalsamfund. På billedet druknes en gruppe bagbundne præster, der var mistænkt for "kontrarevolutionær opildnelse Massedrukningerne kostede præster livet. der skulle holde øj e med og gribe ind over for enhver form for kontrarevolutionær opførsel. Disse repræsentanter var samtidig med til at gennemføre såkaldte afkristningskampagner, hvor kirker blev ødelagt og præster hånet, forfulgt eller dræbt. Den europæiske scene var ikke den eneste krigsskueplads for Frankrig. l n den fo r landets grænser hærgede borgerkrigen. Dele af det vestlige og det sydlige Frankrig havde siden foråret 1793 været i åbent oprør mod republikken. Oprøret havde ulmet længe. I nogle områder var man til at begynde med ikke direkte anti-revolu- tionære, men var utilfredse med regeringens benhårde centralistiske linje. Samtidig mente man, at de parisiske sans-culotter havde alt for stor magt og i princippet holdt nationens repræsentanter som gidsler. I andre områder var oprøret næret af protester mod tvangsindskrivninger til hæren, mod henrettelsen af kongen og forfølgelsen af præsterne. Republikkens styrker havde ordrer til at nedkæmpe oprøret med alle midler og indledte en regulær ødelæggelseskrig i oprørsområderne. Borgerkrigen blev blodig, og alene oprøret i Vendee i det vestlige Frankrig kostede mennesker livet. 68» REVOLUTIONER

69 Robespierre og hans folk blev væltet ved et kup den 27. juli Rædselsherredømmet var slut mennesker havde været fængslet under terroren, omkring døde i fængsel inden dom, mange blev henrettet uden dom. Sans-culotterne, der havde været med til at sikre rædselsherredømmet, blev efter terrorens ophør mødt af militæret, når det trak op til ballade. De politiske klubber, der havde leveret det ideologiske input til terroren, blev lukket. En ny forfatning så dagens lys i 1795, og et nyt styre - Direktoriet - tog over. Under Direktoriet forsøgte man at balancere, men endte med at slingre. Gennem valgsvindel, korruption og manipulation ville Direktoriet holde de politiske yderfløje i skak. Men styret blev mere og mere upopulært, og det endte med, at Direktoriet i 1799 blev væltet ved et statskup med general Napoleon Bonaparte som en af hovedmændene. Straks efter kuppet udmanøvrerede Napoleon sine medsammensvorne og satte sig solidt på magten. Han indførte et militærdiktatur, der på den ene side hvilede på mange af revolutionens grundlæggende principper, men på den anden side indskrænkede den personlige frihed og favoriserede de allerrigeste i landet. Mens de revolutionære i 1789 ville skabe et samfund, der byggede på en begrænsning af statsmagten gennem KRIGENE OG NAPOLEON Den Franske Revolution fik xembourg og den venstre strafa lt mislykkede invasion vidtrækkende betyd ning Rhin-bred blev indlemmet i af Rusland i 1812 skulle vise for Europa, ikke mindst Frankrig, og i 1797 indledte sig skæbnesva nger. l 1814 på grund af den krig, der general Napoleon Bonaparte måtte Napoleon træde tilbaskulle præge kontinentet i sin erobring af Italien. ge, efter at de franske hære mange år. Den 20. april 1792 Efter Napoleon Bonapartes va r blevet slået, og fj enden erklærede Frankrig Østrig magtovertagelse 1799 blev var på vej ind i Frankrig. For krig. Nogle måneder senere der sluttet midlertidig fred en kort bemærkning vendte trådte Preussen ind i krigen med en række stater, men Napoleon dog tilbage nogle på Østrigs side, og året efter krigen blussede hurtigt op måneder senere, men blev blev der dannet en egentlig igen. Nye koa litioner blev endeligt slået i slaget ved koa lition mod Frankrig. indgået, men der var ikke Waterloo. Det va r krigen, Ti l at begynde med gik det noget, der kunne stoppe der havde skabt Napoleon ikke godt for Frankrig, og fa- Napoleon. Til sidst stod -og det var krigen, der holdt ren for en egentlig invasion Storbritannien alene over for ham ved magten. Hæren af landet va r overhængende. Frankrig. Napoleon kunne var Napoleons fu ndament Men krigslykken vendte. dog ikke i længden holde såvel som hans redskab, og i Fra at være truet af under- sa mmen på de enorme land- perioden talte den gang kunne Frankrig vende områder, han havde lagt un- over tre mio. soldater. konflikten til en egentlig der sig. Han fik store probleerobringskrig. Belgien, Lu- mer i Spanien, og den kata- 69

70 70» REVOLUTIONER

71 Da krigen var brudt ud, og Frankrig - og dermed revolutionen - var truet af "fyrsternes Europa", som man sagde, erklæredes "fædrelandet i fare : Snart indledtes den såkaldte "levee en masse" (massemobilisering). Hele nationen skulle stille sig til rådighed for hæren og bidrage på de måder, det kunne lade sig gøre. Alle ugifte mænd mellem 18 og 25 skulle lade sig indskrive. Mænd og kvinder skulle hjælpe til med at skaffe tøj, mad og indkvartering til soldater. Våben skulle produceres og stilles til rådighed for hæren. Der skulle bruges frivillige til hospitalerne, mens bygninger, heste, vogne og andre transportmidler skulle stilles til rådighed for hæren, når der blev brug for det. Man bestræbte sig samtidig på at tilskære resterne af den gamle hær, nationalgarden og de indkaldte, så man kunne få en så ensartet hær som muligt. Den franske massehær byggende på værnepligt skulle snart blive et militært forbillede for andre europæiske stater. På det øverste billede ses en indrulleringsscene, hvor frivillige melder sig til krigstjeneste. Billedet nederst hedder "Fædrelandet i fare" og viser tårevædede afskedsscener. Mændene drager i krig for fædrelandet (som findes repræsenteret på billedet af statuen til venstre) og lader koner og børn blive hjemme. politiske og civile rettigheder, ville Napoleon og hans mænd skabe et samfund byggende på orden og hierarki. Napoleon ryddede så at sige op og skabte den stabilitet, der var gået fuldstændigt fløjten under Direktoriet. Men det var på bekostning af idealerne fra Revolutionen var slut. Nu var samfundsborgerne igen blevet undersåtter. Tre forskellige tolkninger af Den Franske Revolution Meningerne om Den Franske Revolution har mildest talt været delte. Allerede i samtiden opstod et helt centralt spørgsmål: Var revolutionen en frihedsbevægelse, der forsøgte at befri menneskene fra adelen, kongemagten og kirkens undertrykkelse? Eller var revolutionen et urovækkende eksempel på skjulte kræfter, der fø rte direkte til pøbelvælde og terror? De konflikter, revolutionen skabte, har levet videre indtil vore dage. Derfor har tolkningen af revolutionen løbende været et stridspunkt for historikerne. Så sent som i 1989, da Frankrig fej rede 200-året for revolutionen, kunne man opleve, at flere historikere boykottede hinandens jubilæumskonferencer. I den klassiske marxistisk inspirerede tolkning ses revolutionen i et klassekampsperspektiv. Revolutionen kaldes en borgerlig revolution med henvisning til, at det var borgerskabet, der igangsatte og i sidste ende fik mest ud af revolutionen. Standssamfundets opdeling mellem adel og borgere havde i den anden halvdel af 1700-tallet fået en ny betydning, hvor adelen kæmpede for at bibeholde den gamle orden, mens borgerskabet kæmpede for at iværksætte ændringer, der kunne give det nye politiske og sociale muligheder. Derfor allierede borgerskabet sig med de fattigere dele af befolkningen som sans-culotterne for at vinde styrken til at nedbryde det feudale samfund, men senere blev de undertrykt, da de havde leveret varen til borgerskabet. En vis idealisering af sans-culotterne har knyttet sig til denne udlægning af revolutionen. Den traditionelle opfattelse blev i første omgang i 1950'erne imødegået af den engelske historiker Alfred Cob- 71

72 ban. Han mente ikke, at revolutionen var sat på skinner af et kapitalistisk borgerskab i klassisk forstand. Revolutionen var tværtimod drevet af embedsmænd, administratorer, advokater og ej endomsbesiddere. l virkeligheden havde dele af adelen og dele af borgerskabet mere tilfælles, end man skulle tro. Med Cobban indledtes den såkaldte revisionisme, der for alvor fik fodfæste i slutningen af 1970'erne. Franr;ois Furet tog i Frankrig tråden op fra den engelskdominerede revisionisme og gik mere end et skridt videre i kritikken af marxistiske standardtolkning af revolutionen. Set fra Furets mere konservative synsvinkel skabte revolutionen et demokrati, der ikke var demokratisk. Revolutionens dynamik udsprang af en radikal suverænitetsforståelse, hvor nationen altid stod over individet. Det betød, at det revolutionære styre kunne udføre den ene uhyrlighed efter den anden i nationens navn. Der fandtes således en totalitær grundtone i revolutionen, der kulminerede under Rædselsherredømmet, som var til stede allerede ved revolutionens udbrud. Rædsetsherredømmet var altså ikke en afvigelse i den revolutionære proces skabt af omstændighederne, sådan som den klassiske tolkning havde ment - og som mange liberale historikere også mente. Nej, terroren var snarere en fu ldbyrdelse af revolutionens ideologiske forestillinger. Og i revolutionen lå også kimen til det 20. århundredes totalitære styreformer, som man senere kunne finde fx i Sovjetunionen. Den opfattelse brød ikke bare med den marxistiske tolkning, men også med de mange liberale historikere. De så revolutionens tidlige fase l 789- l 792 som en nødvendig forandring af et stivnet fransk samfund - og perioden fostrede store resultater: MenneskerettighedserkJæringen, afskaffelsen af "det feudale system", udvidede rettigheder til jøder og protestanter, den juridiske og administrative reorganisering af Iandet m.m. Med Furet og hans tilhængere blev opmærksomheden vendt fra økonomiske aspekter til politiske fænomener. Revisionismen skabte en åbning, der førte til en langt større mangfoldighed i emner, tolkninger og tilgange. l dag kan man ikke tale om, at en enkelt retning er den fremherskende. Den Franske Revolutions betydning Den Franske Revolution var et udpræget mandeforetagende. Selv om kvinder spillede en væsentlig rolle i begivenhederne, havde de ingen formel politisk indflydelse. Da Konventet vedtog forfatningen af l 793, der aldrig trådte i kraft, blev der for første gang i historien indført almindelig valgret. For mænd. Trods indførelse af eksempelvis kvinders ret til skilsmisse, var kvinder udelukket fra det politiske liv. De politiske kvindeklubber, der var etableret sideløbende med de kendte politiske klubber i revolutionens fø r ste år, blev lukket under Konventet. Kvindernes plads var i hj emmet, ikke på den politiske scene. Under Napoleons styre blev det juridisk fastslået, 72» REVOLUTIONER

73 Napoleon krones til kejser i Notre Dame i Først satte han kronen på sit eget hoved, og dernæst krones kejserinde Josephine, mens paven er placeret bagved. Udsnit af Jacques Louis Davids maleri. Med Konkordatet i 1801 indgik Napoleon en aftale med pavemagten, der afsluttede det brud med Rom, som revolutionen havde skabt. Samme år som kroningen udsendte Napoleon Code Civil -et stort lovkompleks, der fastlagde og gennemførte den standardisering af lovene, som revolutionen havde påbegyndt. Napoleon oprettede desuden et kejserligt aristokrati, hvor adelskab blev tildelt efter fortjeneste til kejserens mænd. Napoleon søgte at bygge sit styre på det bedste fra begge verdener og ville integrere både den gamle førrevolutionære elite og den nye elite, der var vokset ud af revolutionen. at manden er familiens overhoved, og at kvinder altid er underlagt faderen eller ægtemanden. Disse patriarkalske bestemmelser blev fø rst ændret i midten af det 20. århundrede. Så fo r de franske kvinder f1k revolutionen ikke nogen direkte politisk betydning. Betydning f1k revolutionen derimod for den overordnede politiske historie. Den nationale hær, der blev skabt under revolutionen, udviklede sig til et fo rbillede for andre europæiske stater, og med revolutions- og napoleonskrigene trådte Europa ind i massekrigenes tidsalder. Desuden var det franske overherredømme i store dele af Europa under revolutions- og napoleonskrigene af betydning for den senere politiske udvikling i 1800-tallet. På den ene side havde befolkningerne i de besatte områder snuset til civile rettigheder og politisk indflydelse gennem den franskinspirerede lovgivning, der blev indført i kølvandet på den franske fremmarch. Glansen fra Frankrigs militære sejre og de revolutionære ideer 73

74 På Antoine-Jean Gros' maleri fra 1794 ses republikken allegorisk fremstillet som en kvinde i antikke klæder. Spyddet (la pique) var sans-culotternes foretrukne våben og bruges her som et symbol på den folkelige magt, mens den røde frygerhue symboliserer friheden. Huen blev oprindelig båret af frigivne slaver i det gamle Rom, og den blev under Den Franske Revolution et populært politisk symbol. Republikken hviler sin hånd på en trekant (symbol for ligheden). der igen hviler på et fasces (risknippe). Det blomsterarnspundne fasces symboliserer republikkens enhed og udelelig hed. Billedet kan ses som en forløber for Marianne-figuren, der skulle blive symbolet på republikken (og som bl.a. ses på franske frimærker). Nationale symboler som Marianne-figuren, trikoloreflaget, Bastille-dagen (nationaldagen den 14. juli) og ikke mindst nationalsangen Marseillaisen er i dag fasttømrede bestanddele i Frankrigs nationale arvegods, hvilket viser revolutionens enorme betydning for landets selvforståelse. 74» REVOLUTIONER

75 påvirkede befolkningerne rundt omkring i Europa. På den anden side var Frankrig en besættelsesmagt, og hadet til de franske undertrykkere kom på længere sigt til at styrke den spirende nationalisme, der prægede 1800-tallets nationalstater. Den franske nationalisme havde været en drivende kraft i revolutionen, og Napoleon havde endda appelleret til nationale kræfter i de lande, han kontrollerede. Nationalismen var således både en arv fra og en konsekvens af revolutionen, og på den måde fungerede Frankrig både som inspirationskilde og fjendebillede. Den kulturelle indflydelse, som Frankrig i århundreder havde øvet på resten af Europa, ebbede ud i begyndelsen af 1800-tallet. I stedet kom Den Franske Revolution til at få en enorm ideologisk indflydelse på hele kontinentet. Den liberalisme, der udgik fra Den Franske Revolution, smeltede på mange måder sammen med nationale strømninger og dannede fundament for de mange nationale frihedsbevægelser, der prægede Europa i 1800-tallet. Samtidig fostrede revolutionen sin egen modsætning; nemlig den konservatisme, der især blev formuleret uden for Frankrig som reaktion på revolutionen. 75

76 >>KILDER Cahiers des daleances 1789 Inden stændeme samledes i Versail/es, havde repræsentanter fra hver af de tre stænder i hver egn i Frankrig fo rfattet de såkaldte cahiers (valgbreve}, hvori fo rslag, fo rhåbninger, beklagelser og krav til den fo restående stænderfo rsamling blev luftet. Der blev skrevet mere end ca hiers i hele Frankrig. Udfærdigelsen var i en vis fo rsta nd verdens første opinionsundersøgelse. Nedenfo r ses eksempler på to cahiers. Læg mærke til både fo rskelle og ligheder. Cahier fra tredjestand i Longne 1789 l. Vi beder indstændigt Hans Majestæt om at afskaffe saltskatten og gøre saltet salgbart. 2. Vi ønsker, at Hans Majestæt, hvis det behager ham, skal ophæve alle afgifter på fødevarer og andre varer. 3. Vi ønsker, at skatteopkrævernes indtægt begrænses og sættes i fo rhold til deres arbejde. 4. Vi ønsker, at Hans Majestæt støtter vores krav om, at formue- og indkomstskatten, kopskatten, de indirekte skatter og andre afgifter vi betaler til staten skal fordeles på alle kilder så som herregårde, huse, jord, skove, vingårde, vandveje og al anden ej endom. 5. Vi ønsker, at offentligheden skal have kendskab til det misbrug, som ligger til grund fo r anlæggelsen af unødvendige veje, som f. eks. herremændenes slotsveje. 6. Vi ønsker, at alle værdigenstande midlertidigt bringes til byernes borgmesterkontor og derefter straks til kongens skatkammer. 7. Vi bønfalder Hans Majestæt om at give os lov til at nedlægge alt det vildt og alle de fugle, som forårsager store tab på vore marker. 8. Vi ønsker, at pligten til at bruge herremandens møller afskaffes af hensyn til det misbrug, som fmder sted. 9. Vi ønsker, at alle fo rbrydere skal stilles fo r retten. 76 >> REVOLUTIONER

77 Cahier fra Amfreville sous les Monts 1789 l. Stænderforsamlingens beslutninger skal tages af de tre stænder i fællesskab, og der skal stemmes efter hoveder. 2. Der skal sættes en effektiv stopper for misbrug af retssystemet gennem en reform, der gør domsafsigelse gratis. 3. Der skal oprettes provinsialstænder over hele kongeriget (... ) stands repræsentation i stænderforsamlingen skal i det mindste være lige så stor som l. og 2. stands tilsammen. 10. Statens udgifter skal reduceres mest muligt, og kilderne til misbrug af de offentlige midler skal findes. 11. Den urimeligt høje pris på salt skal nedsættes og være ens i alle provinser. 12. Alle privilegier afskaffes, da de er en hæmsko for samfundet (...) 14. Fornyelse af fæstebrevene kan kun ske hvert 50. år, da en hyppigere fornyelse er ruin fo r mange bønder. 15. Sognets beboere skal ikke betale for opførelse og vedligeholdelse af kirkerne. 16. Der skal vedtages en lov, som giver bønderne mulighed fo r at klage over og udøve selvjustits over for de ødelæggelser, vildt og fugle forårsager på markens afgrøder. 17. Bomuldsspinderierne, som beskæftiger 400 mennesker i Louviers, og som berøver 1200 andre deres levebrød, skal nedlægges. 18. Man skal straks sætte en stopper for møllernes pengegriskhed i denne frygtelige krise, hvor de ikke kan få korn nok at male. Derfor fo rmindsker de mængden af brød, hæver prisen og fremkalder en dødelig hungersnød i Frankrig. Edmund Burke: Ta nker om Den Franske Revolution På baggrund af begivenhederne i Frankrig udgav den irsk-engelske politiker Edmund Burke { } i 1790 værket "Reflections on the Revolution in France': Tilbage i 1770'erne havde Burke udtrykt sin støtte til Den Amerikanske Revolution og var stærkt kritisk over fo r The East India Campanys magtmisbrug i kolonierne. Men i Den Franske Revolution så Burke noget helt andet, og fik han ret i sin fo rudsigelse om revolutionens fo rløb? Burke er siden blevet betragtet som grundlæggeren af konservatismen. På en gang at reformere og bevare er en helt anden sag. Når man beholder det brugbare ved en gammel institution, og det, som skal føj es til, skal indpasses i det, som er bibeholdt, kræves der en stærk ånd, en stadigt udholdende opmærksomhed, mangesidige evner til at sammenligne og kombinere, og en frodig og rådsnar forstand. Og disse egenskaber vil stå i en stadig kamp med to hinanden modsatte kræfters forenede magt, nemlig det stivsind, som afviser en hver forbedring, og den overfladiskhed, som trættes og væmmes ved alt, hvad den har. Men måske vil De indvende: 77

78 "En sådan fremgangsmåde tager lang tid. Den egner sig ikke for en forsamling, der sætter en ære i at fuldføre et værk, der fordrer langsommelige tider, i løbet af nogle få måneder. At reformere på den måde kunne måske tage mange år". Det kunne det utvivlsomt, og det burde det også gøre. Det er en af de udmærkede egenskaber ved en fremgangsmåde, hvor tiden er medvirkende, at udviklingen går langsomt og i nogle tilfælde er næsten umærkelig. Hvis omsigt [klog omtanke] og varsomhed er en del af visdommen, allerede når vi arbejder med livløse ting, så er det afgjort tillige en del af vor pligt, når det, som vi nedbryder og opfører, ikke er af sten og træ, men er følende væsener, som vi i stort tal kunne styrte i ulykke ved pludselig at forandre deres stilling, vilkår og sædvaner. Men det synes at være den herskende mening i Paris, at et ufølsomt hjerte og en urokkelig selvtillid er den fuldkomne lovgivers eneste kvalifikationer (...) Når troløshed og mord retfærdiggøres i almenvellets navn, vil almenvellet snart blive påskuddet og troløshed og mord målet, indtil rovgriskhed, ondskab, hævntørst og en frygt, værre end hævnen, kunne tilfredsstille deres umættelige appetit. Dette måtte blive følgerne, når al den naturlige sans for ret og uret forsvinder i stråleglansen fra denne menneskerettighedernes triumf (...) Derfor må I, så snart der opstår uoverensstemmelser mellemjeres nationalforsamling og det ene eller det andet parti i befolkningen, ty til magtanvendelse. Andet er der ikke at gøre for jer, eller rettere sagt: I har ikke levnetjer selv nogen anden udvej (...) I fremsætter metafysiske læresætninger med universelle konsekvenser, og derpå forsøger l at sætte grænser for logikken ved despoti (...) Under den ene autoritets svaghed og alle autoriteters vaklen vil en hærs officerskorps for en tid blive oprørsk og delt i splittelsesgrupper, indtil en populær general, der forstår den kunst at vinde soldaterne og som virkelig forstår at kommandere, vil tildrage sig alles opmærksomhed. Hære vil adlyde ham for hans personlige egenskabers skyld. Der er ingen anden måde, hvorpå man under de herskende forhold kan sikre sig hærens lydighed. Men i det øjeblik en sådan hændelse indtræffer, er den, som har den reelle kommando over hæren, jeres herre, herre over kongen - det er en ringe ting - herre over forsamlingen, herre over hele jeres republik. Forfatningen af 1791 I september 1791 blev den nye fo rfatning, som en kommission siden 1789 havde arbejdet på, godkendt. Forfatningen byggede videre på Menneskerettighedserklæringen fra august 1789 og fastslog, at Frankrig nu var et konstitutionelt monarki med en klar magtdeling. Forfatningen fik kun en kort levetid. 78» REVOLUTIONER

79 Indledning Nationalforsamlingen, der vil opbygge den franske forfatning på de principper, den har anerkendt og forkyndt i de foregående bestemmelser, ophæver uigenkaldeligt alle institutioner, som stred mod friheden og alles lighed i rettigheder. - Der findes ikke længere nogen adel, adelsrang, arve- eller standsprivilegier, lensvæsen, feudaldomstole, heller ikke titler, betegnelser eller privilegier, som blev afledt deraf, eller ridderordner, standsforsamlinger eller ordenstegn, der krævede bevis for adel eller særlig afstamning, heller ikke nogen anden forrang, bortset fra de, der kræves af samfundets embedsmænd i udøvelsen af deres gerning. - Embeder må ikke længere sælges eller arves. - Ingen del af nationen eller nogen enkeltperson må længere nyde noget privilegium eller være fritaget for at lyde de love, som er fælles for alle franskmænd. - Der må ikke længere fmdes lav, gilder eller korporationer for erhverv, kunster eller håndværk. - Loven anerkender ikke længere klosterløfter eller nogen anden forpligtelse, som strider mod de naturlige rettigheder og forfatningen. Første afsnit om de grundlæggende rettigheder, som forfatningen garanterer Forfatningen garanterer som naturlige og borgerlige rettigheder: l. at alle borgere har adgang til stillinger og erhverv uden anden forskel end den, deres dyder eller evner bevirker. 2. at alle skatter skal fordeles ligeligt mellem alle borgere i forhold til deres skatteevne. 3. at de samme forbrydelser uden persons anseelse skal straffes med de samme straffe. Forfatningen garanterer ligeledes som naturlige og borgerlige rettigheder: - Ethvert menneskes frie ret til at rtjse til eller fra eller blive på et sted uden at kunne arresteres eller fængsles efter andre regler end dem, forfatningen fo reskriver. - Ethvert menneskes frie ret til at tale, skrive, trykke og offentliggøre sine tanker, uden at hans skrifter kan underkastes nogen censur eller undersøgelse, før de offentliggøres, og til at udøve den gudsdyrkelse, til hvilken han er knyttet. - Borgernes frie ret til at forsamles fredeligt og uden våben, når de blot overholder politivedtægterne. - Borgernes ret til frit at rette personligt underskrevne henvendelser til myndighederne. Lovgivningsmagten må ikke udstede love, der indskrænker eller besværer udøvelsen af de naturlige og borgerlige rettigheder, som opregnes i dette afsnit og garanteres af forfatningen. Men da friheden blot består i at kunne gøre alt det, som hverken skader andres rettigheder eller den offentlige sikkerhed, kan loven fastsætte straffe for handlinger, der ved at angribe den offentlige sikkerhed eller andres rettigheder er skadelige for samfundet. Forfatningen garanterer ej endomsrettens ukrænkelighed eller en forud fastsat retfærdig erstatning for de ej endomme, som må ofres for det almene vel. En dom- 79

80 merkendelse må fastslå, om et sådant offer er nødvendigt. - Ejendomme, der er bestemt til at afuolde udgifterne ved gudsijenesten og ved alle slags samfundsnyttige opgaver, tilhører nationen og står til enhver tid til dens rådighed. Forfatningen garanterer de afståelser, som har fu ndet sted eller vil blive foretaget i overensstemmelse med lovenes forskrifter. Borgerne har ret til at vælge eller udpege præster til deres gudsdyrkelse. Der skal oprettes og organiseres et offentligt understøttelsesvæsen til at opdrage forældreløse børn, hj ælpe de fattige, som er ude af stand til at fo rsørge sig selv, og skaffe beskæftigelse til arbejdsdygtige uden arbejde. Der skal oprettes og organiseres en offentlig undervisning, fælles for alle borgere og gratis for de dele af den, som er uundværlige for alle mennesker. Sådanne skoler skal oprettes, efterhånden som kongerigets nye administrative inddeling fmder sted. Der skal indstiftes nationalfester til at bevare mindet om Den Franske Revolution, nære broderskabsfølelsen mellem borgerne og knytte dem til forfatningen, fædrelandet og lovene. Der skal udarbejdes en borgerlig lovbog med gyldighed for hele Kongeriget (...) Tredje afsnit om de offentlige myndigheder Artikel l: Suveræniteten er en, udelelig, uathændelig og ufortabelig. Den tilhører nationen. Ingen del af folket eller nogen enkeltmand kan udøve den. Artikel 2: Nationen, hvorfra enhver myndighed udgår, kan kun udøve den ved befuldmægtigede. - Den franske forfatning er repræsentativ. Repræsentanterne er den lovgivende forsamling og kongen. Artikel 3: Den lovgivende myndighed er overdraget en nationalforsamling bestående af repræsentanter valgt for en periode ved folkets frie valg og skal på den nedenfor fastslåede måde udøves af denne forsamling med kongens samtykke. Artikel 4: Regeringsformen er monarkisk. Den udøvende magt er overdraget kongen, som på den nedenfor fastslåede måde skal udøve den under sin myndighed ved hj ælp af ministre og andre ansvarlige embedsmænd. Artikel 5: Den dømmende myndighed er overdraget dommere valgt for en periode af folket. Svar på det frække spørgsmål: Men hvad er en sans-culotte? I 1792 begyndte de aktive medlemmer af de parisiske valgkredse at kalde sig sansculotter. Sans-culotte betyder egentlig "uden knæbukser" og henviser til den traditionelle "aristokratiske" klædedragt med knæbukser og lange silkestrømper. Følgende fra maj l 793 er skrevet af soldaten Vingternier. 80 >> R EVOLUTIONER

81 En sans-culotte mine herrer? Det er en person, som er til fods, som ikke har mange penge, ingen slotte, ingen tjenere, og som bor på 4. eller 5. etage ganske enkelt med sin kone og sine børn, hvis han har nogen. Han er nyttig, for han kan dyrke jorden, smede, save, f1le, lægge et tag, lave sko og udgyde sit blod for at redde republikken. Og da han arbejder, er man sikker på ikke at møde ham på cafe de Chartres, eller i de spillebuler, hvor der konspireres, ej heller i theatre de la Nation eller på theatre du Vaudeville eller i de litterære saloner, hvor man mod to sous, som er meget, spiller Gorsas' møg. Om aftenen møder han op i sin sektion uden håb om ved hj ælp af pudder, sminke og støvler at blive bemærket af borgerinderne på tribunen men for med al kraft at støtte de gode forslag og for at forkaste de fo rslag, der kommer fra politikernes elendige klike. For resten har en sans-culotte altid sin skarpe sabel med sig fo r at varme ørerne på alle de slette. Nogle gange har han sit spyd. Men ved alarmtrommens første signal ser man ham på vej mod Vendee eller slutte sig til hæren ved Alperne eller mod nord. Rædselsherredømmet RædseJsherredømmet er et sammensat fænomen og ikke let at blive klog på. Et vigtigt element i det var den borgerlige dydsopfattelse, som især Robespierre dyrkede. Ideen var, at fra nskmændene skulle frigøre sig fra alle gamle fo restillinger og genfødes som gode republikanere. Vejen dertil gik gennem tugtelse, kontrol, tilsidesættelse af den enkeltes behov i fæ llesskabets tjeneste og udrensning af alt og alle, der gik mod republikkens interesser. A. Princi pperne for Revolutionsregeringen Maximilien Robespierres ta le til Konventet 25. december 1793 Borgere og folkerepræsentanter! (... ) Regeringens opgave er at lede alle nationens moralske og fysiske kræfter hen imod det mål, for hvis skyld den er blevet oprettet. Den konstitutionelle regerings formål er at bevare republikken. Revolutionsregeringens formål er at grundlægge den. Revolutionen er frihedens krig mod sine fjender. Forfatningen er den sejrrige og fredelige friheds herredømme. Revolutionsregeringen må udfolde en usædvanlig energi, netop fordi den fører krig. Den er underkastet mindre ensartede og mindre strenge regler, fordi de forhold, hvorunder den virker, er omtumlede og stadig skiftende, og især fordi den er nødt til uophørlig at gribe til nye og hurtige midler for at afværge nye og overhængende fa rer. Den konstitutionelle regering beskæftiger sig især med den enkelte borgers frihed; revolutionsregeringen især med statens frihed. Under det konstitutionelle styre er det næsten tilstrækkeligt at beskytte individerne mod overgreb fra statsmagten; under det revolutionære styre 81

82 er statsmagten nødt til at forsvare sig selv mod alle de oprørere, som angriber den. Revolutionsregeringen skylder de gode borgere al den beskyttelse, staten kan give. Folkets fjender skylder den kun døden. B. Cirkulære fra Velfærdsudvalget til Revolutionsdomstolen, de offentlige anklagere og de forskellige Revolutionstribunaler. Udsendt i slutningen af december Et folk, som genfødes og vikler sig ud af trældommens svøb, står overfor dette valg; enten må dets fjender dø eller det selv gå til grunde. Dyden og forbrydelsen skyer hinanden som ild og vand. Er man nødt til at straffe, må man slå til øj eblikkeligt. Thi straffen, der ifølge sit princip skal virke som et skræmmende eksempel, rammer da med størst virkning sit mål og spreder en gavnlig rædsel. Des hurtigere banes derved vejen for den lyksalige samfundstilstand, hvor øksen skal ruste i sit hylster, fordi alle mennesker er blevet vundet for dyden. (...) Udrens enhver svaghed af jeres sj æl. Det drejer sig ikke blot om at sejre over de gammelkendte fristelser, at holde sin fod fri af alle de elendige snarer, som i tidligere tid omgav retfærdighedens statue. Langt skønnere sejre venter jer! Vær i domstolene lige så ufølsomme som loven selv, og lad dens malm fylde jer sj æl og styrke den! I skal ikke have anden slægt end fædrelandet. Som Brutus skal I ofre jeres brødre, jeres venner, jeres egne børn, hvis de forbryder sig. Så ophøjede er de pligter, der hviler på jer. Men kend også disse pligters grænser. Der er et andet skær, den glødende fædrelandskærlighed kan strande på. At skærpe lovens straffe, at forvanske dens ånd, forvrænge dens mening, fordreje dens indhold og krænke dens bestemmelser er forbrydelser, som kalder straffen ned over dommernes eget hoved. Lovens bestemmelser er klare. Jeres opgave er udelukkende at anvende dem. Hvis loven pludselig besjæledes og f1k mæle, skulle dens ord være de samme som dem I udtaler. Husk på, at den, der udvider, begrænser, fortolker eller forklarer loven, udøver en handling, som alene tilkommer folkerepræsentanternes forsamling. Dekreterne forbeholder den eneretten hertil. Principperne kræver det. Husk også på, at det er denne fortolkningssygdom, der under misbrugssystemet gjorde alle lovene uforståelige. Husk på, at den er årsag til alle uretfærdighedens plager, vampyrer og hydraer. Hvis lovenes bogstavelige mening frembyder vanskeligheder, bør I bede folkerepræsentanternes fo rsamling om forklaring derpå. Hurtighed og nøjagtighed er de to vigtigste egenskaber, vi har villet indskærpe jer. Straffenes strenghed er afpasset efter forbrydelsernes art og efter den interesse, samfundet har i at udrydde dem. Under revolutionerne vokser denne interesse. Da spænder alt med voldsomhed de fjedre, der driver samfundet. En af de mægtigste holder l i jeres hænder. Giv den al den styrke, den behøver. Men husk på, at I selv skal være de første til at lyde loven. l skal vide, at retten til at straffe brud på lovene tilkommer kun dem, der selv overholder dem. 82» REVOLUTIONER

83 C. Konventsdekret af 1 O. juni 1794 om fo lkets fj ender Artikel 4: Revolutionsdomstolen er oprettet for at straffe folkets fjender. Artikel 5: Folkets fjender er de, der søger at omstyrte friheden, enten ved list eller vold. Artikel 6: Som folkets fjender vil blive anset: De, der søger at genoprette kongemagten eller at håne eller omstyrte Nationalkonventet eller den revolutionære og republikanske styreform, hvis midtpunkt det er. De, der som kommandanter for fæstningerne og generaler for hærene eller som indehavere af noget militært embede fo rråder republikken, står i hemmelig forbindelse med deres fjender eller arbejder på at sabotere hærens proviantering og forsyning. De, der søger at hindre, at der skaffes fødemidler til Paris, eller at bidrage til varemanglen i republikken. De, der støtter Frankrigs fjender ved at hj ælpe de sammensvorne og aristokraterne til at flygte og gå fri for straf; ved at forfølge og bagtale patrioterne; ved at bestikke folkets repræsentanter eller ved at ødelægge revolutionens principper, regeringens love og fo rholdsregler, idet de anvender dem på en falsk og nedrig måde. De, der har bedraget folket eller folkets repræsentanter for at forlede dem til skridt, som strider mod frihedens interesser. De, der har søgt at sprede modløshed for at støtte de sammensvorne tyranners anslag mod Frankrig. De, der har udspredt falske rygter for at splitte eller fo rurolige folket. De, der søger at vildlede den offentlige mening og at hindre, at folket bliver oplyst om tingenes sande sammenhæng; de, der søger at fordærve sæderne, at ødelægge folkets samvittighed, at svække den kraft og renhed, som udgår fra revolutionens og republikkens principper, eller at standse disses udbredelse enten ved modrevolutionære og nedrige skrifter eller ved enhver anden slags anslag. De bedrageriske leverandører, som undergraver republikkens velfærd, og alle de embedsmænd, der bortødsler statens penge (...) De indehavere af statens embeder, der misbruger dem ved at hj ælpe revolutionens fjender ved at plage patrioterne og undertrykke folket. Endelig alle de, der er nævnt i tidligere love om afstraffelse af sammensvorne og modrevolutionære, og som, på hvad måde det end er og under hvilket dække de end skjuler sig, forgriber sig på friheden, ligheden og republikkens sikkerhed eller arbejder på at hindre, at den styrkes. Artikel 7: Straffen for alle disse forseelser, som det påhviler revolutionsdomstolen at dømme, er døden. Artikel 8: Til at domfælde nogen som en fjende af folket kræves et bevis, materielt eller moralsk, mundtligt eller skriftligt, som ethvert rettænkende og fo rnuftigt men- 83

84 neske må anse for klart og overbevisende. Dommene skal fældes sådan som samvittigheden byder de af fædrelandskærligheden vejledte nævninge. Dommene har til formål at hj ælpe republikken til sejr og at tilintetgøre dens fjender. Rettergangen skal være den jævne fremgangsmåde, som den sunde fo rnuft anviser til at udfmde sandheden under de ydre former, loven fo reskriver. Den kejserlige katekismus Med konkordatet i JBOI havde Napoleon normaliseret fo rholdet til Pavemagten og genetableret katolicismen i det fra nske samfund. J l BOB (fo rfa ttet IB06) udsendtes en kejserlig katekismus, hvori kristendommen og tilbedelsen af kejseren går hånd i hånd. Lektion VII Sp. Hvilke pligter har kristne over fo r de fyrster, der hersker over dem, og hvilke pligter har vi i særdeleshed over for vores kejser, Napoleon l.? Sv. Kristne skylder de fyrster, der hersker over dem, og i særdeleshed skylder vi vores kejser, Napoleon l., kærlighed, respekt, lydighed, troskab, militær1jeneste, skatter påbudt til opretholdelse og fo rsvar af kejserriget og hans trone. Vi skylder ham også vores inderlige bønner om statens frelse og åndelige samt timelige velstand. Sp. Hvorfor skylder vi kejseren at udføre disse pligter? Sv. Først og fremmest fo rdi Gud, der skaber og fordeler kejserriger efter egen vilje, ved at overøse vores kejser med gaver i både fred og krig har tilvejebragt ham som vores hersker, og har gjort ham til sit redskab for sin magt og sit billede her på jorden. At ære og 1jene vor kejser er således at ære og 1jene Gud selv. Dernæst fo rdi vor herre Jesus Kristus, både ved sin lære og sit eksempel, selv har vist os, hvad vi skylder vor hersker. Han blev født følgende kejser Augustus' love; han betalte de fastlagte skatter og han beordrede endda at give Gud, hvad der tilhører ham, og kejseren hvad kejserens er. Sp. Findes der ikke særlige grunde, der burde knytte os stærkere til vor kejser, Napoleon l.? Sv. Jo, fo r han er den, Gud under vanskelige omstændigheder skabte til at genetablere guds1jenesten og vores fædres hellige religion og til at være dens beskytter. Han har genskabt og bevaret den offentlige orden ved hjælp af sin dybe og virksomme visdom; han forsvarer staten med sin stærke arm; han er blevet salvet af Herren gennem den indvielse, han modtog af paven, den universelle kirkes leder. Sp. Hvad skal vi tænke om de, der ikke opfylder deres pligter over for vor kejser? Sv. Ifølge apostlen Sankt Poul modsætter de sig den af Gud skabte orden og gør sig selv fo rtjent til evig fortabelse. Sp. Skal de pligter, vi skylder vor kejser, på samme måde knytte os til hans legitime efterfølgere i den orden, der er etableret af kejserrigets fo rfatninger? 84 >> REVOLUTIONER

85 Sv. Ja, uden tvivl, fo r vi kan i de hellige skrifter læse, at Gud, herre på jorden og i himlen, ved sin høje vilje og sit fo rsyn, ikke giver et kejserrige alene til en bestemt person, men også til hans familie. Sp. Hvilke er vore pligter over for vore øvrighedspersoner? Sv. Vi skal ære, respektere og adlyde dem, fordi de er den kejserlige autoritets forvaltere. Sp. Hvad er forbudt ifølge det fjerde bud? Sv. Det er os fo rbudt at være ulydige over for vore fo resatte, at skade dem eller at tale dårligt om dem. 85

86 Overblik Tretten engelske kolonier i Nordamerika gør oprør mod Storbritannien. De fo rmulerer deres synspunkter i Den Amerikanske Uafhængighedserklæri ng fra 1776, og efter Den Amerikanske Frihedskrig opnår de uafhængighed som USA. Den Franske Revolution indledes med stænderforsa mlingen i Paris 1789, og tredjestanden erklærer sig for Nationalforsamling. l 1791 får Fra nkrig en ny forfatning, men revolutionen udvikler sig til Rædselsherredømmet i l 1799 tager Napoleon magten ved et kup. Europa i krig Krigene ændrer stater, territorier og grænser i det meste af Europa. Den Franske Revolution er blevet tolket forskelligt. Traditionelt har man beskrevet den som borgerskabets revolution mod et forældet og udueligt styre. Over for dette mener revisionisterne, at revolutionen ikke var demokratisk, men et forsøg på at skabe et totalitært samfund, hvor individet måtte underordne sig nationen. 86» REVOLUTIONER

87 Tidslinje 1775 Væbnet oprør mod den engelske krone i de 13 kolonier i Nordamerika 1776 Den Amerika nske Uafhængighedserklæring 1783 Den Amerika nske Fri hedskrig afsluttes. Storbritannien mister kolonierne ved Paris-freden 1789 USA's nye forfatning. Generalstænderne mødes i Versailles. Den Franske Revolution bryder ud 1791 Frankrig bliver konstitutionelt monarki med forfatningen af Frankrig erklærer Østrig krig. Ludvig 16. suspenderes. Republikken oprettes 1793 Ludvig 16. henrettes. Nationalkonventet træder sammen. Velfærdsudvalget oprettes, og RædseJsherredømmet påbegyndes 1794 RædseJsstyret afsluttes 1795 Direktoriet oprettes 1799 Napoleon Bonaparte tager magten ved et statskup 1801 Konkordatet med paven 1804 Napoleon krones til kejser. Code civil indføres ikke bare i Frankrig, men i alle områder under fra nsk indflydelse 1815 Napoleon besejres ved Waterloo 1815 Wienerkongressen forsøger at genskabe orden i Europa 87

88 @ Nationale identiteter Siden slutningen af 1700-tallet har begreber som national identitet og nationalisme præget den politiske dagsorden i Europa, og fra midten af 1900-tallet har det også været tilfældet i resten af verden. Hvad er national identitet og nationalisme? National identitet er fo restillingen om, at der fmdes et fællesskab mellem borgerne i en nation på trods af politiske, økonomiske og kulturelle fo rskelle. National identitet kan eksistere sammen med andre identiteter, fx lokale, regionale eller religiøse. Den kan komme til udtryk på fo rskellig vis, fredelig, selvforherligende eller uforsonlig, og bliver særlig intens i krige og i krisetider. l den nationale identitet indgår også en forestilling om andre nationale grupper, fo r man bliver først bevidst om, hvad man selv er gennem erkendelse af, hvad man ikke er. Nationalisme bruges ofte i hverdagssprog som et negativt ladet udtryk om den måde, andre lader deres nationale identitet komme til udtryk. I faglitteratur er det et neutralt begreb, som har været anvendt siden 1774, hvor ordet nationalisme blev lanceret af den preussiske filosof J.G. Herder. Men der har aldrig været enighed om en klar og dækkende defmition, hverken i videnskab eller i hverdagssprog. Forskere bruger sædvanligvis nationalisme om en ideologi, der hævder, at nationer består af befolkningsgrupper med fælles sprog og kultur, og at nationen er den bedste form for fællesskab mellem mennesker. Nationalismen går ind for, at grænserne for nation og stat bør være sammenfaldende, og at det nationale fællesskab har et overordnet krav om loyalitet fra borgerne. Nationalisme kan være enten inkluderende eller ekskluderende, dvs. sigte på at optage flest mulige borgere i fællesskabet eller forsøge at udelukke folk med særlige kendetegn. Nationalisme er ikke i sig selv "god" eller "ond"; den kan antage fo rmer, der kan være demokratiske eller autoritære, liberale eller antiliberale, frigørende eller undertrykkende. Alt efter de historiske betingelser kan nationalismen alliere sig med helt forskellige politiske ideologier. I hverdagssprog er nationalisme typisk noget, der fmdes hos andre mennesker eller i andre stater - ikke hos en selv. 88» NATIONALE IDENTITETER

89 NATION OG IDENTITET Under Den Franske Revolution kom nation til at betegne det suveræne, selvstændige folk, hvor alle havde lige rettigheder, og hvor folket selv valgte sin lovgivningsmagt. Men i løbet 1800-tallet blev ordet anvendt på befolkningerne i alle stater uanset styreform og betegnede nu folk med kulturelle særtræk som sprog, traditioner og historie, der gjorde netop denne nation forskellig fra alle andre. Begrebet nation kan også betegne befolkningsgrupper, der lever som nationale mindretal uden egen stat, men med delvis selvstyre, fx palæstinensere, kurdere og skotter. Fælles for alle disse betydninger er, at en nation er et oplevet fællesskab med en samlende nationalfølelse og en fælles identitet over for andre grupper. Identitet er det, som kendetegner en person i forhold til andre. Identitet og forskel er uløseligt forbundet. Før i tiden blev identiteten især dannet ud fra det nære miljø, religionen og den sociale gruppe, som man tilhørte. Traditionen var det afgørende for identitetsdannelsen, og identiteten var ret stabil livet igennem. l det moderne samfund, der er præget af konstante forandringer på de kulturelle og sociale områder, er identiteterne ikke så stabile som førhen. Forandringerne i identiteten sker ofte som følge af konflikter fremkaldt af en stræben efter anerkendelse. De fleste har flere identiteter, udviklet i forbindelse med arbejde, hjemsted, køn eller politisk overbevisning. Fædrelandskærlighed - et mangetydigt begreb Et fø lelsesmæssigt engagement i fædrelandet kendes langt tilbage i tiden. Det var det, der inspirerede Saxo til at skrive det store værk Gesta Danarum (Danernes bedrifter). Et latinsk klagedigt fra 1329 fortæller om det danske riges ulykke på grund af kongens landtlygtighed, om gode danske skikkes forfald og indførelse af dårlige fremmede skikke. Men vi ved ikke i hvilken udstrækning, disse holdninger fandtes i andre befolkningsgrupper end de få privilegerede tæt på magtens centrum. Under adelsvældet i og ISOOtallet henviser de adelige jævnligt til fædrelandet, men det er et standsbestemt fædrelandsbegreb, for det var i kraft af privilegier, at adelen følte sig forpligtet til at forsvare landet. Med indførelsen af enevælden i 1660 blev fædrelandsbegrebet udvidet. Det omfattede ikke længere kun adelens nedarvede rige, men hele monarkiet eller helstaten, som den kaldtes. Helstaten bestod af kongerigerne Danmark og Norge, hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt de nordatlantiske besiddelser, Island, Færøerne og Grønland. En af de første, der gav udtryk fo r en fædrelandskærlighed, der omfattede begge kongeriger, var Ludvig Holberg, der i sit værk Dannemarks og Norges Beskrivelse fra l 729 skrev om kærlighed til fædrelandet og det danske sprog. Han endte dog med at advare mod fædrelandskærlighed, fordi han så, at den kunne udarte sig til en trussel mod andre endnu væsentligere værdier som næstekærlighed og respekt for dyd og meritter. Holberg understregede også, at fædrelandskærlighed ikke måtte medføre had eller afsky til fremmede. I 1759 udgav Tyge Rothe en bog om fædrelandskærlighed, men i en endnu bredere betydning af begrebet. Det var helstats-fædrelandet, som han her priste, fo r der var brug fo r en samlende 89

90 Frem til 1814 bestod helstaten af to kongeriger, Danmark og Norge, og to hertugdømmer, Slesvig og Holsten. Her ses hertugdømmerne, der fra middelalderen blev styret sammen. l 1814 måtte Danmark afstå Norge og fik som erstatning hertugdømmet Lauenburg i HOLSTEN hzt;hoe p;nnebcrg AltOna r - Hertugdommmel Slesvig -& grænsen \ f-! mbu g LAUEN BURG ideologi i den multinationale og fiersproglige statsdannelse, som udgjorde den dansk-norsk-tyske helstat Rothe ville vise, at fædrelandskærlighed gennem en aktiv kulturpolitik kunne udbredes til hele samfundet Lærerne skulle undervise børnene i at tjene fædrelandet, og præsterne skulle fo r kynde fædrelandskærlighed fra prædikestolen. Fædrelandets mindedage skulle helligholdes, patriotiske selskaber understøttes, og historikerne skulle skrive opbyggelige heltehistorier. For når borgerne fik rettigheder og pligter af staten, ville de blive medansvarlige for almenvellet For Rothe var fædrelandet det sted, hvor man levede og virkede som god patriot og aktiv borger. Borgerdyd fremstod her som et centralt begreb, mens nationalitet og stand var underordnet Rothe bifaldt derfor indkaldelsen af fremmede til den danske statstjeneste og advarede mod fremmedhad. HeJstatspatriotismen måtte nødvendigvis være a-national og undlade at dyrke det særegne, fordi helstaten frem til 1814 omfattede de tre nævnte større nationaliteter foruden en række mindre (islandsk, færøsk, grønlandsk, frisisk og samisk). Samtidig var der en afgørende ny fortolkning af begrebet fædreland under udvikjing. Den blev præsenteret få år senere i bogen Brev om Kærlighed til Fædrene/andet, som en norskfødt embedsmand, Eiler Hagerup, udgav i Fædrelandet fremstod her som lig med fødelandet, altså det sted hvor man var født og opvokset, og han afviste det verdensborgerbegreb, som kom til udtryk i et af samtidens populære mottoer: "Fædrelandet er hvor jeg lever vel". I tråd hermed kritiserede 90» NATIONALE IDENTITETER

91 Den officielle statsideologi afspejles i denne fig urgruppe fra den Kgl. Porcelænsfabrik fra Her ses helstatsfædrelandet som en omsorgsfuld mor med tre ligestillede børn: Danmark, Norge og hertugdømmerne. han brugen af fremmede såvel ved hoffet som i statsadministrationen og hæren. Ligesom Rotbe ville Hagerup gerne fremme udbredelsen af fædrelandskærlighed til hele befolkningen, men han understregede, at det ikke blot krævede kulturpolitik, men også økonomisk politik med reformer for hele bondestanden. Hvis bønderne skulle kunne identificere sig med fædrelandet og kongen, måtte de have politisk frihed og lov til at ej e jord. Her præsenteres tanken om en gensidig forpligtigelse mellem borgerne og regenten, også begrebet "folk" i betydningen "alle nationens borgere" toner frem. Det blev Hagerups fortolkning af fædrelandsbegrebet, der endte med at sejre. På grund af den politiske udvikling sejrede den nye nationale opfattelse hurtigt. I perioden regerede kongens tyskfødte livlæge, J. F. Struensee, enevældigt på vegne af den sindssyge konge, Christian d. 7. Struensee kom i stærkt modsætningsforbold både til hoffet og til borgerlige kredse, der var vrede over hans demonstrative tyskhed og brug af udenlandske embedsmænd. Struensee blev afsat, og de nye magthavere, der nu styrede på kongens vegne, gjorde begrebet danskhed til et kernepunkt, og danskhed blev især defmeret ud fra sproget. Derfor blev dansk sprog indført i administrationen og latinskolerne. Kærlighed til fædrelandet skulle udbredes gennem undervisningen, og 91

92 for at modvirke den norske identitetsfølelse, der var under udvikling, blev der skrevet en skolebog, der skulle fo rmidle helstatspatriotisme: Store og Gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenerne. Den skildrede udvalgte helte fra alle samfundslag og fra alle dele af helstaten. Fædrelandskærlighed betød her kærlighed til både kongen og den multinationale helstat. Som kronen på værket gennemførtes i 1776 "Loven om Indfødsretten", der forbeholdt statens embeder til folk, der var født i helstaten. Loven skulle fremme borgernes samhørighed, og den lagde for en kort tid låg på de nationale spændinger mellem de dansktalende og tysktalende indbyggere. Men under denne statspatriotiske overflade udviklede den nye danskhed sig hurtigt i en mere selvhævdende retning. Kravet om et Danmark fo r danskere begyndte at dukke op, og nogle mente, at statens embeder burde være fo rbeholdt de etniske danskere, altså kongeriget Danmarks egne borgere, og være udelukket for holstenere, selvom de var borgere i helstaten. Sproget blev i stigende grad anset for den faktor, der bestemte en persons identitet. Uviljen mod befolkningsgrupper med andet sprog og særpræg end dansk blev øget. Den såkaldte Tyskerfejde blev den første konfrontation mellem danske og tyske borgere i helstaten. Det var kun en litterær strid, men den viste, at en sårbar og ret aggressiv danskhed var ved at udvikle sig blandt en lille, men indflydelsesrig del af borgerne. Tyskerfejden kan tolkes som udtryk for den længe slumrende, men nu vågnende danskhed. Den kan også tolkes som et udtryk for, at den danske elite i København spillede aktivt på folks følelser for at styrke sin egen magtposition i forhold til den tyske elite. Uanset fortolkningen så var striden kun et hovedstadsfænomen. r provinsen dominerede bondestanden, og den var kongetro, lokalt forankret og havde kun i begrænset grad udviklet national identitet. Politisk og kulturel nationalisme Nationale ideologier ligner kamæleoner, fordi de tager fa rve af omgivelserne. Forskellige historiske, politiske og kulturelle vilkår er med til at skabe forskellige nationale identiteter. Med Den Franske Revolution blev nationen et revolutionært begreb. Fra at være en betegnelse for særlige samfundsgrupper blev nationen til selve ideen om folket, der havde ret til at styre sig selv. "Leve nationen!" lød kampråbet, da de franske revolutionære tropper kæmpede mod tropper fra europæiske kongeriger. Nationen var i Frankrig trådt i kongens sted som enheds- og samlingssymbol r ritualer og sange blev nationens frie borgere hyldet som dem, der gav staten legitimitet. Det var deres "frivillige tilslutning til den fælles lov", som var grundlaget for statsmagten. Men borgerne kunne kun samles om fælles principper og institutioner, hvis de kunne tale sammen. Frankrig var en stat med store kulturforskelle, flere forskellige sprog, 92» NATIONALE IDENTITETER

93 et lavt informationsniveau og en regional mangfoldighed. For at gøre det nye republikanske nationsbegreb til virkelighed blev magten centraliseret i hovedstaden, og der skete en kulturel og sproglig ensretning af borgerne. Alle skulle tale fransk. Kort sagt - for at realisere fo restillingen om nationen som frivilligt fællesskab måtte der benyttes tvang. Det tyske nationsbegreb ses ofte som en modsætning til det franske. Det blev udviklet under romantikken, hvor sproget blev tillagt en særlig rolle som udtryk for folkekarakteren og nøgle til hele kulturen. Den tyske, romantiske tænker J.G. Herder ( ) havde i 1770'erne peget på sprogets centrale betydning for udviklingen af en tysk nation. Sproget var båndet til folket og dets rige traditioner. Denne forbindelse skulle genskabes, fordi den franske og latinske indflydelse havde hæmmet fremvæksten af en bevidst tysk nation. Herders nationsbegreb var udtryk for en fredelig kulturel nationalisme, men en generation senere blev hans tankegods ændret til en politisk nationalisme. Under den franske besættelse af Preussen holdt ftlosoffe n J.G. Fichte i 1808 fo relæsninger på Berlins universitet, hvor han skildrede det tyske sprogs ej endommelighed - og dets overlegenhed i forhold til andre sprog. Han fremførte nu krav om en samling af alle tysktalende borgere i en stat, og derfra blev der hurtigt udviklet en ekskluderende og fortrængende nationalisme. l udgangspunktet var det franske nationsbegreb elitært og politisk, og INDFØDSRET OG STATSBORGERSKAB l Danmark er der ingen forskel på begreberne indfødsret og statsborgerskab, der begge betegner det retlige forhold mellem en person og en stat. Et barn opnår indfødsret ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk (dvs. har dansk indfødsret). Hvis kun faderen er dansk, og forældrene ikke er gift, får barnet dog kun dansk indfødsret, hvis det er født her i riget (dvs. Danmark, Færøerne og Grønland). l grundlovens 44 fastslås, at en udlænding kun kan få dansk indfødsret ved lov, og reglerne herom er beskrevet i "Lov om dansk indfødsret': De omhandler danskkundskaber, tidligere straf, gæld til det offentlige samt afgivelse af udenlandsk statsborgerskab. For statsborgere i de øvrige nordiske lande, Finland, Island, Norge og Sverige, gælder dog særlige regler. Som hovedregel tillader Danmark ikke dobbelt statsborgerskab. det tyske nationsbegreb var etnisk og kulturelt. Men i begge tilfælde var der tale om et samspil mellem statslige ra mmer og kulturelle traditioner. Det kom også til udtryk i forskellige opfattelser af statsborgerbegrebet: I Frankrig gjaldt jus soli Q ordens princip). Her var det afgørende, om man har boet i landet, mens begrebet jus sanguinis (blodsprincippet) blev det afgørende i Tyskland. Det betød, at efterkommere af etniske tyskere kunne få statsborgerskab, selvom de ikke havde boet i Tyskland. I Danmark blev det en kombination af de to principper. Danskhedsbegrebet Udviklingen af en danskhedsfølelse 93

94 begyndte for alvor under Napoleonskrigene. Med afståelsen af Norge i 1814 og erhvervelsen af Lauenburg i 1815 blev balancen mellem de dansk- og tysktalende dele af helstaten fundamentalt ændret. Antallet af tysksprogede indbyggere i helstaten steg fra 25 pct. til ca. 40 pct. Helstaten var nu reduceret fra at være en mellemstor europæisk stat til at være en lille stat uden større udenrigspolitisk indflydelse. Danskerne måtte fmde et nyt udgangspunkt fo r deres identitetsdannelse, og selvrespekt blev et centralt tema. En af de første, der beskrev dansk identitet under de nye vilkår, var N.F.S. Grundtvig, der var teolog, historiker og digter. Han skrev i 1820 sangen "Danmarks Trøst", hvori han sammenlignede udlandet og Danmark. Denne sang er et klassisk eksempel på den ydmyge selvhævdelse, som i løbet af 1800-årene blev en vigtig del af dansk selvforståelse. Grundtvig sammenkoblede kristendom og "folkelighed" samt national og religiøs identitet til forestillingen om en danskhed, der var præget af mod, fredsommelighed, beskedenhed, kvindelighed og troen på en gudgiven lykke. Denne tankeverden blev i slutningen af 1800-tallet via de danske folkehøjskoler formidlet til brede kredse i befolkningen. Italien og Tyskland bliver nationalstater Frihedsideerne fra den amerikanske forfatning og Den Franske Revolution var med til at skabe ønsker om at få overensstemmelse mellem stat og nation. Revolutionsåret 1848 blev en tydelig demonstration af disse ønsker. Tanken om, at den italienske halvø skulle være en samlet stat, var opstået under Napoleonskrigene, og selvom de mange små italienske kongeriger, bystater og områder under østrigsk styre blev genoprettet i 1815, forsvandt drømmen ikke. I hemmelige revolutionære selskaber overlevede tanken om et frit, samlet Italien, og i 1848 var der opstande mod det østrigske styre både i Venezia og Milano. Men gennembruddet for den nationale samling, der blev ledet af kongeriget Sardinien-Piemont, kom i , med en militær sejr over Østrig, og med oprør i kongeriget Neapel, dvs. hele Syditalien. Nu manglede kun Kirkestaten, som var under paven, men i 1870 blev også den erobret, og Rom kunne udnævnes til hovedstad i det nye kongerige Italien. Det var Danmarks Trøst Langt højere bjerge så vide på jord man har. end hvor bjerg kun er bakke; men gerne med slette og grønhøj i nord vi dannemænd tage til takke; vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive, det tjener os bedst. Langt mere af malmen så hvid og så rød fik andre i bjerg og i bytte; hos dansken dog findes det daglige brød ej mindre i fattigmands hytte; og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget, og færre for lidt. (N.F.S Grundtvig) 94» NATIONALE IDENTITETER

95 DANNEBROG - FRA MAGTENS FLAG TIL FOLKETS FLAG Dannebrog er et af verdens va lgte en tid at se gennem måtte flaget ved hejsning og ældste statsflag, og ifølge fingre med dette, men i 1834 nedtagning ikke røre jorden. myten ha r flaget en guddom- blev det udtrykkeligt forbudt Gennem 1900-tallet er flaget melig oprindelse: for private borgere at hejse blevet brugt i stigende grad l 1219 drog den danske kan- Dannebrog. Det var under både kommercielt og politisk. ge, Valdemar Sejr, på korstog enevælden, og Frederik 6. fryg- Ved EU-afstemninger er der til det hedenske Estland, hvor tede, at borgernes brug af et altid talrige flag både på jader 15. juni stod et stort slag. fælles flag skulle fremme den og nej-sidens plakater. Også Esterne trængte de danske nationale identitet og ønsket den private flagning er vokset tropper tilbage, og nederlaget om folkestyre. Han havde gennem 1900-tallet, og danvar truende. Men et rødt flag ingen forståelse for den nye skerne er blevet en af de mest med et hvidt kors dalede ned fædrelandsfølelse, der mere flagende nationer i verden. fra himmelen, og den danske var knyttet til sprog, historie Flaget bruges som nationens konge satte det i spidsen for og folk end til regent og stat. fælles mærke, det hænges på sin hær og sejrede. Siden da Trods forbuddet vedblev juletræer, anbringes i lagkager, har den rød-hvide korsfane mange borgere at bruge flaget, og nogle maler det endda været danskernes flag. Denne og under Første Slesvigske Krig i ansigtet. For udlændinge fortælling blev først nedskrevet 1848 skete der et gennembrud kan denne løsslupne brug af 300 år efter begivenheden og for den folkelige flagning. flaget forekomme national i- skal derfor tages med al muligt Dannebrog blev et symbol stisk eller næsten blasfemisk. forbehold. Derimod ved vi med både på forsvarsviljen og det Men de fleste danskere har sikkerhed, at Dannebrog fra folkestyre, der blev indført med et uproblematisk forhold til begyndelsen af 1400-tallet har grundloven i Lovliggø- det og betragter Dannebrog været kongens og orlogsflå- relsen af den folkelige flagning som deres eget hurrategn, der dens flag, mens handelsflåden skete omsider i 1854, og folket signalerer forbrug eller fest brugte Dannebrog som stut- havde dermed vundet retten til og samhørighed. Ligesom en flag, dvs. uden split. at bruge statsmagtens symbol. del andre nationale symboler l begyndelsen af 1800-tallet l de næste 100 år blev flaget er Dannebrog ikke noget i sig begyndte almindelige borgere opfattet som en næsten hellig selv, men repræsenterer noget at benytte Dannebrog ved genstand, og brugen af det og kan derfor tolkes frit - alt fester og i optog. Statsmagten var omgærdet med ritualer, fx efter behov. CA Lorentsen: Dannebrogs Himmelfald. Malet Skamlingsbanke med talrige Dannebrogsflag. 95

96 dog et problem, at pavekirken, hvis område nu var reduceret til Vatikanet, var helt afvisende, og forholdet mellem stat og kirke blev først løst i Med de ydre grænser på plads var opgaven at få skabt en indre enhed ud af halvøen. En af den nationale bevægelses fremtrædende mænd udtrykte det med disse ord: "Nu har vi skabt Italien. Nu gælder det om at skabe italienere!" Det tysksprogede område var endnu mere opdelt end den italienske halvø, og efter Napoleonskrigene dannede de 39 tyske stater en løs organisation, Det Tyske Forbund. Revolutionen i 1848 blev mærkbar i mange tyske stater, hvor borgerne gjorde oprør og krævede en liberal fo rfatning og tysk enhed. Der blev dannet en nationalforsamling i Frankfurt, som skulle skabe grundlag fo r en samlet tysk stat. Men proj ektet blev bl.a. umuliggjort af striden om, hvilken af de tyske stormagter, Østrig eller Preussen, der skulle være den ledende kraft i enhedsstaten. Tanken levede dog videre, og det blev Preussen, som under Bismarcks ledelse skabte den tyske enhed gennem tre krige. Først i 1864 mod Danmark, som mistede Slesvig og Holsten, derpå mod Østrig i 1866 og endelig mod Frankrig Efter sejren over Frankrig oprettedes det tyske kejserrige. Nationalt set var det nye TyskJand udtryk for den såkaldt "lilletyske" løsning, da Østrig stod udenfor. Fælles for udviklingen i Italien og TyskJand havde været, at de nationale tanker var opstået så at sige nedefra, som folkelige bevægelser, Otto Bache: Troppernes indtog i København Malet Selv om privat flagning endnu ikke var lovliggjort, var byens centrum klædt i rødt og hvidt ved sejrrige troppers indtog i september. 96» NATIONALE IDENTITETER

97 . J Indgangen til Rosenborg Have l. maj 1910 smykket med Dannebrog, der omkranser et logo for otte timers arbejdsdag. Socialisternes røde fane måtte endnu ikke vaje frit i byrummet. og tæt forbundet med tanker om en fri forfatning. De nationale løsninger blev derimod realiseret gennem politisk magtspil og krig, anført af mere konservative kræfter. I Danmark betød 1848 folkestyrets fødsel; i 1849 blev den første grundlov vedtaget, og nedkæmpelsen af det slesvig-holstenske oprør skabte en umådelig national begejstring. Men et nyt nationalt proj ekt, forsøget på at ændre forfatningen, så den også omfattede Slesvig, men udelukkede det tyske Holsten, førte direkte til katastrofen i National identitet over for social identitet Med industrialiseringen opstod der nye befolkningsgrupper, fø rst og fremmest arbejdere. De dannede i 1864 en faglig international sammenslutning, for når kapitalen overskred de statslige grænser, måtte arbl'jderne gøre det samme. Sammenslutningen, der kaldes l. Internationale, blev opløst i 1870'erne, men i 100-året for Den Franske Revolution i 1889, stiftede europæiske socialdemokrater en ny organisation, 2. Internationale. Dens mål var at sikre beskyttelse af arbejderne og modvirke militarisme og krige. Samhørighed med arbejdere i andre lande blev en vigtig del af arbl'jderbevægelsen, men man forkastede ikke helt betydningen af de nationale identiteter. Som et udtryk herfo r blev arbejderbevægelsens røde banner anvendt side om side med nationale flag. I 1910 afholdt 2. Internationale kongres i København, og her blev verdensfreden hyldet i mange taler. Det lykkedes dog ikke at opnå enighed om, hvorledes arbejderne skulle forholde sig, hvis der atter skulle opstå krig i Europa. 97

98 Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, f1k arbejderbevægelsens manglende enighed om fælles adfærd stor betydning. I alle lande blev befolkningerne stillet over fo r kravet om national identi f1kation, og socialdemokratiske politikere måtte vælge mellem deres internationale og deres nationale tilhørsforhold - mellem klassefæller i andre lande og folkefæller i eget land. Overalt viste den nationale identitet sig stærkere end den internationale, og i de lovgivende fo rsamlinger stemte arbejderpartierne fo r krigsbevillingerne. Også frygten for beskyldninger om at være "fædrelandsløse" var medvirkende til arbejderpartiernes opbakning bag krigsdeltagelsen. Hidtil havde de betonet det internationale engagement som en forudsætning for den rigtige form for nationalt tilhørsforhold, men nu ændredes balancen. Det nationale tilhørsforhold fremstod som en realitet, mens det internationale tilhørsforhold endnu mest var en ide. I tråd med denne udvikling krævede det danske socialdemokrati, at forestillingen om det nationale fællesskab blev realiseret ved en demokratisering nedefra. Den politiske demokratisering blev gennemført med Grundloven af 1915, der - ifølge den førende socialdemokratiske ideolog F. J. Borgbjerg - gav arbejderne mulighed for at gøre Danmark til deres fædreland. l den danske arbejderbevægelse kom begrebet fo lket til at spille en afgørende rolle sammen med kravet om gennemførelse af et socialt demokrati. Det var inspireret af Tyskland, hvor der i 1880'erne var blevet gennemført en social fo rsikring, hvis hovedsigte var at få arbejderne til at fø le sig som en del af den tyske nation. l Danmark skete dette først med socialreformen i FOLKET Begrebet folk kan synes enkelt og selvfølgeligt, men er kompliceret og konfliktfyldt. Folk var oprindeligt en betegnelse på undersåtter, men er blevet til en betegnelse for en suveræn befolkningsgruppe. Begrebet folk kan defineres både politisk (som statsborgere), kulturelt (ud fra fælles sprog og afstamning) og socialt (som underklasse). Den politiker, der kan hævde at have folkets opbakning, har et legitimt krav på magt. Ordet folkeparti indgår i tre danske partier, der dækker hele det politiske spektrum. Begrebet folk bliver aktuelt, når man drøfter EU, danskhed og indvandring: Udelukker forestillingen om det danske folk forestillingen om at være en del af det europæiske folk? l hvilken udstrækning kan og bør indvandrere blive en del af det danske folk? Hvad er med til at give størst solidaritet og sammenhængskraft i det danske samfund - politisk aktive befolkningsg rupper, nationale identiteter eller kulturelle værdier? Europas nyordning i 1920: En nation i en stat Efter Første Verdenskrig blev der introduceret en ny måde at drage grænser på - "folkenes selvbestemmelsesret". Tanken om, at ethvert folk havde ret til selv at vælge, hvilken statsmagt det ville styres af, var et brud med tidligere tiders praksis, der handlede om sejrherrens ret til anneksion og indlemmelse af erobrede områder. Det nye princip for statsdannelser blev 98» NATIONALE IDENTITETER

99 .. "C)t!.- {'L,) rulste,r 1:,--\ '-'\_ Belfast" IRSKE Du in FRISTAT i \S TO R r' BR ITANNIEN ) " NORGE.? --- Oslo.. Stockholm.. SVERIGE J. Moskva D Nye stater D Omstridte områder D Midlertidigt selvstyrende eller selvstændige områder D Områder under væbnet besættelse London -- Tyske Rige, 1914 (!) (!) Lis;abon Madrid SPANIEN...,.. f l." "\ - \1-. ' BASKISK E REPUBU 1 936, Europa efter Første Verdenskrig CATALONIEN 1931 Andorra 0 C.. Paris Monaco ; 'v l).j li t,_.) '( Rom / ;- -?( / (" GRÆKE U)ND '\. Atne.. \ - ) \ U S S R Kiev UKRAINE Ankara TYRKIET -- Østrig-Ungarske Rige Russiske Rige, Grænser efter fredsslutningen Folkeafstemninger under international kontrol 1 Slesvig Allenstein og Marienwerder Øvre Schlesien Karnten Burgenland Saarland 1935 Folkeafstemninger uden international kontrol 7 Vorariberg 8 Ålandsøerne 9 Tyrol 1 O Salzburg 11 Vilnius Registrering af national identitet 12 Eupen Malmedy

100 Prodansk plakat med symbolet på det danske folk over for symbolet på den tyske stat. Folkeafstemningerne i Slesvig (eller Sønderjylland) i l zone 1 var der ca. 75 Ofo for Danmark og i zone 2 ca. 80 Ofo stemmer for Tyskland. Den nye grænse blev fastlagt i overensstemmelse hermed. formuleret af den amerikanske præsident Woodrow Wilson. Det vandt tilslutning hos de krigsførende parter ligesom hans fo rslag om oprettelsen af et Folkenes Forbund til sikring af en international retsorden. Den praktiske virkeliggørelse af selvbestemmelsesretten foregik på flere måder: I nogle af de områder, hvor der var en sproggruppe, der hævdede at udgøre en nation, blev der oprettet nye stater. Enkelte ældre stater, der var forsvundet fra Europakortet, blev nu genoprettet. Og endelig blev der afholdt folkeafstemning i en række områder, hvor befolkningen var blandet enten nationalt, sprogligt eller etnisk. Allerede under krigen var det besluttet at oprette en ny stat, Tj ekkoslovakiet, og at genskabe Polen. De nye stater kom dog også til at rumme ikke-tjekkoslovakiske og ikke-polske folkegrupper, for det var umuligt at lave "etnisk rene" stater. I hele Europa kunne kun Island og Portugal betegnes som nationalstater i ordets egentlige betydning. Det sejrende Frankrig f1k samtidigt gennemført, at Alsace Lorraine, der var blevet afstået i 1871 til Tyskland, skulle tilbageføres til Frankrig, uden at befolkningen blev spurgt om sin holdning hertil. Da der var en betydelig tysksproget befolkningsgruppe i området, ønskede Tyskland en folkeafstemning, men ønsket blev afvist på fredkonferencen i Paris i Folkeafstemninger var taget i brug under Den Franske Revolution, men var kun i få tilfælde anvendt siden. Ved fredsforhandlingerne i » NATIONALE IDENTITETER

101 ...) DINK AN MICH Prodansk plakat rettet mod tysksprogede sønderjyder. Protysk plakat rettet mod dansksprogede sønderjyder. krigen havde Preussen foreslået en deling af Sønderjylland ud fra en fo lkeafstemning, men det blev afvist fra dansk side. I 1919 blev det på fredskonferencen i Paris besluttet at gennemføre en række folkeafstemninger i grænseområderne i de to tabende stater, Tyskland og Østrig. Der afholdtes i alt fem folkeafstemninger under international kontrol Princippet om folkenes eller nationernes selvbestemmelsesret bygger på, at de involverede stater vil godkende resultatet, men i virkelighedens verden er kun få stater villige til at afstå territorium til nabostaten - uanset indbyggernes nationale identitet. Men den nationale selvbestemmelsesret vedblev at være et ideal, og krav om politisk selvstændighed, begrundet med indbyggernes nationale identitet, kom til at præge international politik gennem 1900-tallet. l grænseegnene bor der ofte en blandet befolkning, og selv de mest retfærdige afstemninger vil efterlade nationale mindretal på begge sider af den nye grænse. Som supplement til selvbestemmelsesretten blev der i 1920'erne indgået traktater for nationale mindretal. Det skete dog kun i det østlige Europa, for sejrherrerne efter Første Verdenskrig ønskede ikke at forpligte sig over for deres nye nationale mindretal, og Danmark ville ikke at indgå en aftale med Tyskland, da man frygtede, at den kunne give mulighed for indblanding i indre danske anliggender. Grænsedragning på grundlag af en internationalt kontrolleret folkeafstemning blev således ikke en model til løsning af territoriale konflikter. 101

102 Sammenfatning og perspektiver Danmark var efter 1864-nederlaget med tabet af hertugdømmerne kun en tilnærmet nationalstat, da der var tre nordatlantiske besiddelser, hvoraf den ene, Island, allerede på dette tidspunkt ønskede egen forfatning. Det blev opnået i 1874, derpå kom der hj emmestyre i 1904, selvstændighed i 1918 og fuld uafhængighed i Da den nordlige del af Sønderjylland blev indlemmet i Danmark efter en folkeafstemning i 1920, fulgte der et tysk nationalt mindretal med, og disse borgere krævede frem til 1945 en grænseflytning mod nord. De to nordatlantiske områder af det danske rige har opnået en betydelig grad af selvstyre, Færøerne i 1948 og Grønland i Siden Anden Verdenskrig er nationalstaten reelt blevet svækket ved Danmarks medlemskab af NATO og EU. Lovgivningen på vigtige økonomiske og juridiske områder skal ske under ansvar over for EU, og på det forsvarsmæssige område under ansvar over for allianceforpligtelserne i NATO, samt på menneskerettighedsområdet med ansvar over for FN. For at give legitimitet til disse institutioner og det samarbtjde, der foregår her, må der udvikles nye identiteter eller samhørigbedsfølelser hos borgerne. Det gælder især i forhold til EU, hvor målsætningen er en stadig tættere integration. Men en forudsætning for at skabe en europæisk identitet er, at EU-borgerne kan kommunikere, og det vanskeliggøres især af sproglige og kulturelle barrierer. Endelig har Danmark i de seneste årtier oplevet en voksende kulturel og sproglig mangfoldighed som følge af indvandring og globalisering. Nogle rejser spørgsmålet, om Danmark så fortsat kan betragtes som en nationalstat. Svaret må være ja, så længe borgerne har identiteter, der får dem til at føle samhørighed med staten. Nationalstaten ville givetvis blive udfordret, hvis der er borgere, som kræver, at statens lovgivningsmæssige monopol skal underordnes en religiøs lovgivning. Alt i alt er der således mange grunde til, at national identitet og nationalstatens fremtid har udviklet sig til centrale emner i den offentlige debat i dagens Danmark. Nogle opfatter national identitet som en fast kerne og mener, at det at være dansk er noget helt særligt, noget der har rod i en bestemt historie og en afgrænset kultur forskellig fra alle andre. Ud fra denne tankegang er det danske folk, der engang var præget af fælles identitet, kristentro og stærk sammenhængskraft, nu truet på sin eksistens på grund af indvandring af ikke-kristne befolkningsgrupper. Andre debattører anskuer national identitet som en kulturel konstruktion, og de ser med en helt anden optik på det danske samfund. Deres danskhed er inkluderende, og de frygter ikke, at nationen, staten eller kulturen går under, hvis Danmark åbner sig mere mod Europa og verden. Alle nationale kulturer, understreger man, er præget af udveksling med andre kulturer og har modtaget påvirkninger udefra. Det er således meget forskellige 102» NATIONALE IDENTITETER

103 opfattelser af danskhed og national identitet, som fremføres i debatten. Det, man kan kalde den mere lukkede tankegang, idealiserer begrebet "det danske folk" og vælger at se bort fra de kulturelle forskelle og nuancer, der altid har været og fortsat findes. Den mere åbne tankegang priser "det kosmopolitiske samfund", men forholder sig kun i ringe grad til den fremmedfrygt og globaliseringsangst, som optager mange. Også det danske solidariske velfærdssamfund er et væsentligt emne i debatten. Det er produktet af en lang udvikling og opfattes i dag som en væsentlig del af det nationale fællesskab. Velfærden forudsætter, at borgerne føler et stærkt fællesskab med hinanden, da der ikke er direkte sammenhæng mellem ydelse og nydelse. Demokratisk medborgerskab er baseret på rettigheder, der er gældende for alle uanset kulturel, social eller økonomisk position. Men betyder en høj grad af økonomisk solidaritet med de svagest stillede danskere i sig selv en afvisning af fattige og nødlidende udlændinge, der søger ind i landet? Ideer om at frigøre menneskers forestillinger fra bindinger til hj emegn og nation er næppe holdbare, hverken fo r samfundet eller for det enkelte individ. Hvis alle fællesskabsbånd svækkes, bliver samfundet opsplittet i ghettoer. På den anden side fo rekommer det lige så uholdbart - og også urealistisk - at vende ryggen til verden. Vi lever jo både som verdensborgere og statsborgere. Hvordan forbinder man da muligheden for mobilitet i hele verden med viljen til at indgå i et politisk fællesskab i et afgrænset samfund, der nødvendigvis må bygge på nogle fælles værdier? At fø re statslig identitetspolitik i et demokrati er problemf)rldt, og det kræver, at man fastlægger det fællesgods, som alle borgere bør kende til og helst også bekende sig til. Men hvad skal udgøre fundamentet, og hvad skal være byggematerialet? Medborgerskab baseret på demokratisk indsigt og tilslutning til retsstaten kan være svaret. Man kan også overveje, om der er brugbar inspiration i det medborgerskab, som karakteriserede statspatriotismen og helstatstanken i 1700-tallet. Det grundlæggende spørgsmål er, hvorledes man fo rener medborgeridentitet og demokratisk dannelse - og dermed gør den enkelte medansvarlig for fællesskabet. 103

104 >> KILDER Statspatriotisme Store H gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere samlede ved Ove Ma lling, Ove Malling ( ] var dansk embedsmand og endte som Geheimestatsminister. l 1777 skrev han en lærebog tilfaget dansk, som netop var blevet indfø rt som et selvstændigt fag i latinskolerne. Bogen kom til at spille en vigtig rolle som redskab i den nationale pædagogik, der sigtede på at skabe gode og nyttige borgere. Den blev i 1779 oversat til tysk til brug i latinskolerne i hertugdømmerne og var obligatorisk læsning i alle latinskoler i helstaten. Bogen spillede en central rolle fo r opbygningen af nationalfølelse i fø rste halvdel af 1800-tallet, og mange fo rfattere, Grundtvig, Blicher og Ingemann, hentede stof fra den. Naturen selv har kaldet os til at elske vort fædreland. Allerede i en ung alder begynder vi at føle noget mere end almindeligt fo r det hus, den egn, den luft, som vi er vant til; for de personer, blandt hvilke vi er født. Vi vokser til, og rundt om os fmder vi en mængde mennesker, der har samme sprog, samme skikke, samme kirker, samme øvrighed: vores følelser gør dem også kære for os, fo rdi de ligner os. Efterhånden som vi tænker videre, mærker vi snart, at både vi og de er medlemmer af et langt større selskab; at den plet, hvor vi blev født, kun er en del af et større land: vi hører tale om dette land, om landsmænd, om forfædre: "Her boede dine fædre", siger den gamle fa der til sin unge søn, "de var duelige folk; de vågede over landet, og landet bar frugt for dem; de stred tappert mod fjender: i vort folk har der været store mænd: vi har haft konger, der har elsket os, arbeidet for os, kæmpet for os." Sønnen hører det. Hvis han nogensinde bevæges over noget, så er det her, det sker. Dette land, dette fo lk bliver vigtigt for ham, og målet fo r hans ønsker. Når vi kommer frem til en mere moden alder, er der mange ærværdige grunde der virker sammen om at oplive og vedligeholde vore følelser for fædrelandet (...) 104» NATIONALE IDENTITETER

105 Det er også kærlighed til fædrelandet, der er grunden til al dyd, styrke og lyksalighed i det borgerlige liv; ved hjælp af den har små stater hævet sig til hæder og vælde; men lige så snart den begyndte at aftage hos et folk, begyndte dette folk igen at miste dyd, mod, velstand og anseelse. Måtte da så ædel en drift hos borgere i de danske stater aldrig gå hen og blive lunken! Lad fødested, fædreland være os dyrebart for os, som det var for vore kække forfædre, der talte til ære for det, kæmpede for dets frelse, arbejdede for dets velstand. Lad os aldrig tro, at nogen er patriot, fo rdi han bare taler om fædrelandet og hvad der er til dets bedste. Kun den elsker det, som tænker, våger og gør nytte på det sted, hvor han er sat; som er villig at tilsidesætte egen fordel for det almene vel, og klar til at ofre liv og gods, hvor det gælder. Nationalopdragelse La urids Engelstoft : Nationalopdragelsen betragtet som det virksomste Middel til at fremme Almenaand og Fædrelandskærlighed, Laurids Engelstoft { ) var en dansk historiker, der blev begejstretfor dannelsesidealerne i Den Franske Revolution. Hans fædrelandsbegreb var den dansknorsk-tyske helstat, men samtidig fremlagde han i sin bog om nationalopdragelse et skolepolitisk program, der især byggede på en national identitet knyttet til sprog og historie. Nationalopdragelsen skulle bygge bro mellem de fo rskellige opfattelser af fædrelandet, som fa ndtes. Kærlighed til fædrelandet kan da aldrig blive fast og herskende sindelag i en stat, med mindre hele folket gøres opmærksom på og lærer at føle det gode ved samfundet, dets beskaffenhed, indretning og forfatning; med mindre enhver borger får tydeligt begreb om dets værd og årsagerne til, at det fortjener at blive elsket. Men - måske er det i sig selv en umulighed, at en sådan patriotisk stemning kan blive almindelig hos et helt folk? Måske er det blot et behageligt trylleri, som fa ntasien hengiver sig til, men som den fulde fornuft erklærer fo r en illusion. Måske er det blot hos de mere fornemme og kultiverede stænder, at man kan forvente sig patriotismens ædelmodige sindelag? Lad os ikke høre på dem, der af mangel på rigtig kundskab eller af hensigter, der har et lavere mål end det almene vel, fremstiller almuen som så enfoldig, så følelsesløs (... ) Men, da ingen sand og fornuftig fædrelandskærlighed kan fmde sted uden tydelige kundskaber om borgersamfundets godhed og elskværdighed, så fø lger deraf også, at bibringelse af sådanne kundskaber bliver den første og nødvendigste betingelse for opdragelse til patriotisme, og at den skal udstrækkes til hele nationens ungdom, om man vil, for at hele folket kan lære at tænke patriotisk. Heraf opstår da denne Grundregel for Statsborgeropdragelsen: Den unge fø res frem til at kende og fø le det elskværdige og det gode ved det borgersamfu nd, hvortil han hører. 105

106 Dette elskværdige og gode ved fædrelandet synes især at fremtræde for forstand, hj erte og indbildningskraft på følgende tre måder. Dels er det selve landet, der bliver genstand for borgernes velvilje, dels er det menneskene, med hvilke han har fælles blod, fælles stamfædre, fælles skikke, fælles sprog, fælles love; dels staten selv som stat, dens forfatning og borgerlige institutioner. Denne måde at betragte sagen på indeholder således de naturlige synspunkter, som den offentlige undervisning bør gå ud fra, hvis den skal indgyde fædrelandskærlighed i de unge borgeres bryst. Danmark som den af Gud udvalgte nation N.F.S. Grundtvig: "Fæderneland ved den bølgende strand". l Danskeren maj 1848 N. F. S. Grundtvig (l ) var præst, fo rfatter, historiker, politiker og nationalpædagog. Hans betydning fo r samtidens politiske og nationale udvikling var overordentlig stor, og begreberne danskhed og fo lkelighed er udformet under indflydelse af hans tanker og værker. Ved udbruddet af Treårskrigen ( ) grundlagde Grundtvig ugebladet Danskeren, som blev en slags håndbog i den grundtvigske udgave af danskhed og udkom i fire år. Digtet "Fæderneland" er skrevet kort tid efter krigsudbruddet i Her gengives udvalgte strofe r. Fæderneland! Ved den bølgende strand, i den majgrønne lund, ved det dejlige sund af de syngende vover omskyllet, sidder bleg du i sorgen indhyllet; dog for dig er det bedste tilbage, thi end lever den gamle af dage! Sort ser det ud, men almægtig er Gud, dine fjender til lands er og fjenderne hans, de er fjender ad sandhed og retten, de er fjender ad kærlighedsætten, de har alle det værste tilbage, thi end lever den gamle af dage! (...) 106» NATIONALE IDENTITETER

107 Højt over sol, på sin konningestol. om end skyerne brast, sidder kærlig og fast han, som vogtede Danmark så længe, end hans bue har klangfulde strenge, og hans bue slår aldrig tilbage, tro som guld er den gamle af dage! Fædrelandskærlighed knyttet til kulturlandskab, sprog og historie H.C. Andersen: "l Danmark er jeg født" I modsætning til Grundtvig har H.C. Andersen { ) kun skrevet ganske få fædrelandssange. "I Danmark er jeg fø dt" er digtet i fo rå ret 1850 under Treårs krigen, som berørte Andersen dybt og fik ham til at bryde kontakten med tyske venner, der deltog i krigen. Selvom sangen er skrevet under en borgerkrig, rummer den hverken.fjendebilleder eller den klassiske modsætning mellem "dem og os ': I Danmark er jeg født, der har jeg hj emme, der har jeg rod, derfra min verden går; du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hj erte når. Du danske, friske strand, hvor oldtids kæmpegrave stå mellem æblegård og humlehave. Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland! Hvor reder sommeren vel blomstersengen mer rigt end her ned til den åbne strand? Hvor står fuldmånen over kløverengen så dejligt som i bøgens fædreland? Du danske, friske strand, hvor Dannebrogen vajer Gud gav os den - Gud giv den bedste sejer! Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland! Engang du herre var i hele Norden, bød over England - nu du kaldes svag; et lille land, og dog så vidt om jorden end høres danskens sang og mejselslag. 107

108 Du danske, friske strand, plovjernet guldhorn tinder - Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder! Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland! Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hj emme, hvor jeg har rod, hvorfra min verden går, hvor sproget er min moders bløde stemme og som en sød musik mit hj erte når. Du danske, friske strand med vilde svaners rede, l grønne Øer, mit hj ertes hj em hernede! Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland! 5. Det "objektive" national itetsprincip - især ud fra sprog (1857) Giuseppe Mazzini: Om Europas inddeling i "nationale" enheder Giuseppe Mazzini ( /872) var en radikal italiensk demokrat, der levede i eksil i London i 1850'erne, mens Italiens samling var i gang. For ham var en nation bundet sammen af politisk loyalitet, og han mente, at demokratiet kun kunne realiseres i store stater. J 1857 skrev han en utopi om inddelingen af Europa i 10 enheder, som han kaldte fo r nationale, men som efter nutidens begreber va r multinationale: Spanien og Portugal forenede: Den iberiske halvø; Sverige, Danmark, og Norge forenede: Den skandinaviske halvø; England, Skotland og Irland: Det fo renede Storbritannien; Italien fra yderste Sicilien til Alperne inklusive italiensk Tyrol, Ticino, Korsica etc. forenede til en stat; Schweiz med Savoyen, tysk Tyrol, Karnten og Krain [del af det nuværende Slovenien] omdannes til en "alpin konføderation"; Hellas (Grækenland) med Epiros, Thessalien, Albanien, Makedonien, Rumelien frem til Balkanbjergene inklusive Konstantinopel. Konstantinopel bør være hovedstad under græsk overhøjhed i en konføderation af racer (europæiske og kristne), som i dag udgør det tyrkiske imperium - dvs. det østlige Østrig - Bosnien, Serbien, og Bulgarien; Østrig bør forsvinde: En stor Donaukonfø deration [oprettes] : Ungarn, den rumænske race (Valakiet, Moldavie n, Transsylvanien, Hercegovina, Bøhmen; Tyskland inklusive Nederlandene og en del af Belgien (Flandern); Frankrig inklusive den franske del af Belgien (Vallonien); Rusland og Polen: resten delt mellem dem, to adskilte nationaliteter i fo rbund. 108» NATIONALE IDENTITETER

109 Om at være både dansk og europæer Georg Brandes: "Venstre og Sønderjylland". Ta le ved folketingsvalget i Den danske kritiker og fo rfa tter Georg Brandes { ) udgav i I 899 en bog om unge tyske digtere, hvor han skildrede det danske åndsliv, der var præget af senromantik, "fædre ianderi " og præstegårdskultur - og 40 år tilbage i fo rhold til Europa. Mange læsere opfa ttede udelukkende Brandes som kulturradikal og uengageret i nationale spørgsmål, men det var ikke tilfældet. Ha n holdtfrihedsidealerne højt, og var en skarp kritiker af den tyske undertrykkelsespolitik i Sønderjylland. Intet Jigger mig fjernere end den dumme Nationalisme, om hvilken jeg selv fø rst har brugt ordet Fædrelande ri. Jeg skældes endnu jævnlig ud derfor. Det, at vi er Danske, udelukker jo ikke, at vi er Europæere. Danmark ligger som bekendt i Europa. Men det, at vi er Europæere, udelukker ikke heller, at vi er Danske. Vi taler ikke Europæisk - det er ikke noget Sprog. Vi taler Dansk og føler dansk. Nationalitetsideen er i vore Dage en misbrugt Ide. Vi ser store og smaa Folk gaa op i det nationale Hovmod og blive snevre og dumme derved. Frankrig er gaaet aandeligt tilbage, siden det gav den raa Nationalisme Raaderum. Som Folkeslagene i Oldtiden troede om sig, at de var Guds eller Gudernes udvalgte Folk, saaledes kalder Kejser Wilhelm den Dag i Dag i Taler til sine Soldater Gud for Tysklands gamle Allierede. De to stærkeste Magter i vore Dage, Rusland og England, fører uafbrudt blodige Kampe for at udvide deres nationale Magt. Gennemsnits-Englænderen tror, det er det fmeste at være Englænder, og Gennemsnits-Russeren, at han er bestemt til Verdens Herre. Saadanne Forhold giver undertiden frihedselskende og oplyste Folk Skræk for Nationalitetsideen og for nationale Kampe. Men den Ide har to Ansigter: et brutalt og et ædelt. Der gives som bekendt Tilfælde, hvor Kampen for Nationalitet og for Frihed er Et og det Samme. En saadan Kamp er Polens eller Finlands, som stræber at hævde sig mod en umaadelig Overmagt. En saadan Kamp er den, der i al Stilhed fo regaar i Sønderjylland. Nationalitetsfølelsen her har ikke det Ringeste at gøre med national Indbildskhed, eller Fremmedhad; den er kun et Udtryk for den mest berettigede Selvopholdelsesdrift. Denne Selvopholdelsesdrift er desværre temmelig svag i det moderne Danmark. Som de Danske i Nordamerika efter faa Slægtleds Forløb har glemt deres Modersmaal, medens Franskmænd sammesteds bevarer deres i Aarhundreder, saaledes er Interessen ofte lunken hos de Danske for deres fraskilte Landsmænds Skæbne. Men dette er et Svaghedstegn. Stærke Folkeslag som stærke Mennesker holder fast paa Alt, hvad der aandeligt hører dem til; har en sund og kraftig Selvkærlighed. Maaske er denne Svaghed en Aarsag til at vi politisk er sunkne saa dybt, er saa magtesløse udadtil og indadtil. 109

110 Men et Land, hvor den nationale Selvfølelse Jigger lavt, det er som et Holland uden Diger i stadig Fare fo r at overskylles og udslettes. National isme og socialisme Marie Nielsen: "For Nationens skyld" i tidsskriftet Socialisten, nr. 12. Juni 1914 Marie Nielsen (I ) var tjenestepige i 14 år, fø r hun blev lærerinde. Hun tilhørte Socialdemokratiets venstrefløj og skrev artikler og debatindlæg i bladet Socialisten. Både fø r og under Første Verdenskrig støttede hun den internationale opposition. Efter den russsiske revolution i I 91 7 brød hun med Socialdemokratiet og dannede SAP, Socialistisk Arbejderparti. For nationens æres skyld! - Mon nogen mere tror på denne frase? Mon diplomater kan se hinanden i øj nene uden at smile, når de taler om nationens krænkede æresfølelse? De ved - og alle ved, at man ikke slås om æren, men om profrt (...) I nationens navn har man røvet, stjålet og myrdet, begået de frygteligste ugerninger verden over og gør det endnu. For nationens skyld - for at opretholde de vældige stående hære, der skal sikre dens beståen, forarmes folket. Kødet pilles det af kroppen, men til gengæld får det en jernrustning om det ranglede skelet. Til nationens pris har konger levet, offrcerer og børsmatadorer skålet og talt, digtere sunget, præster præket og den menige mand kæmpet, lidt og tålt! Og hvad der det så for en afgudsdyrkelse, der kræver så intensiv dyrkelse og så blodige ofre? En nation! Hvad er det? Er det de politiske grænser, der bestemmer nationen? Hvor hører danske polakker og franskmænd i Tyskland så hen? Eller er det sproget, der er "nationens" kendemærke? Men hvad er da det schweiziske, russiske og østrigske folk? Eller skal vi søge fælles afstamning for nationen? Men er Amerikas fristater, hvor alle racer og alle europæiske "nationer" er repræsenteret, da ingen nation? Hvis man tænker nærmere over denne sag, så viser det sig ganske umuligt at bestemme, hvad en nation er. Folk af fælles afstamning og med fælles sprog kan være adskilt ved politiske grænser, og folk af forskellig afstamning og med forskelligt sprog kan være samlet i samme politiske område. Men hvad dækker ordet "nation" da over? Ja - mon det ikke skulle dække over "overklassen" inden for de forskellige politiske områder, og mon ikke selve begrebet skulle have sin oprindelse deri, at overklassen i den hårde kamp fo r tilværelsen og magten nødvendigvis måtte have mordvåben og mænd til at fø re dem (...) Men så opfandt man begrebet "nation", og nationens værn, ære, værdighed, forsvar, glans etc. Og ordet nation blev erklæret for helligt og ukrænkeligt, og titusinde præster blev sendt ud blandt folket for at lære det at elske "Gud (!), konge og fædreland". Det lykkedes dem godt. I titusindevis har det menige 110» NATIONALE IDENTITETER

111 folk ladet sig føre til slagtebænken "som lammet, der ikke oplader sin mund" i blind tro på, at de kun opfyldte en kær pligt mod Gud(!), konge og fædreland. Endnu er nationalmolokken såre stærk, endnu ruger han over landene, suger velstanden, og hvert år kræver han ungt blod udgydt fo r sit alter, snart er dette, snart hint land, der må levere ofrene, men intet ved sig sikkert. Dog alle gode ånder være lovet! Der er tegn på og varsler om en ny tid, om en tid, hvor denne bloddryppende afgud flyttes ud af det verdenstempel, der nu hvælver sig over ham, og hensættes på sin rette plads på historiens pulterkammer, og på den tomme piedestal vil vi socialdemokrater fra al verdens lande stille det fredgivende, det kulturfremmende, internationale broderskab. Dette er ingen utopi, thi alt peger mod internationalitet ud over de snævre nationale grænser (...) Derfor vil også ethvert forsøg på nationalt at opfanatisere det ene lands arbejdere mod det andet være spildte. De vil og må i kraft af selvopholdelsesdriften slutte sig fast om den internationale fa ne. 111

112 Overblik Før 1700-ta llet fandtes national identitet især hos de mænd, der tj ente kongen med sværdet eller pennen. Danskere begynder fra o at opfatte sig som danskere, selvom de ikke tilhører magteliten. To institutioner har i særlig grad opbygget national identitet overalt i Europa : Værnepligten og den offentlige undervisning. l nogle stater spi ller også kirken en aktiv rolle. Krige har i høj grad styrket den nationale identitet. Udviklingen af massenationalisme foregår i mange stater i tiden l Danmark afsluttes den først i 1930'erne. 112» NATIONALE IDENTITETER

113 Tidslinje 1776 Loven om indfødsretten Herder udgiver folkeviser og er med til at gøre "folket" til et centralt begreb Tyskerfejden, den første konfrontation mellem danske og tyske i København 1801 Slaget på Reden 1807 Københavns bombardement er med til at igangsætte en litterær nationalisme 1814 Lov om offentl ig undervisning til alle børn 7-14 år Afståelsen af Norge, som erstatning fås La uenburg. Antallet af tysksprogede borgere i helstaten forøges markant Den litterære nationalisme bliver efterhånden til en politisk nationalisme Treårskrigen eller Første Slesvigske Krig udkæmpes. Det er en borgerkrig inden for den danske helstat 1849 Grundloven vedtages 1854 For første gang tillades det fo lket at bruge Dannebrog 1864 Anden Slesvigske Krig mellem Danmark, Preussen og Østrig. Danmark må afstå 1/3 af territoriet og 40 pct. af befolkningen. Herved forsvinder den dansk-tyske helstat, og den danske nationalstat opstår 1871 Det Tyske Kejserrige grundlægges efter sejren over Fra nkrig Første Verdenskrig. Danmark er neutral 1919 Versa ilies-traktaten vedtages, og heri indgår aftaler om folkeafstemninger 1920 Efter en folkeafstemning indlemmes den nordlige del af Sønderjylland (Slesvig) i Danmark 113

114 Det danske demokrati Efter kejser Napoleons nederlag i slaget ved Waterloo i 1815 fik de konservative kræfter vind i sejlene. Fyrster, der var flygtet fra deres lande under Den Franske Revolution og Napoleon, vendte hjem og søgte at skrue tiden tilbage til før Helt lykkedes det dem dog ikke. Den økonomiske udvikling gjorde de gamle samfundsmagter - gejstlighed og adel - svagere, mens borgerskabet af handelsmænd og fabrikanter gik stærkt frem i antal og velstand. Som idemæssig baggrund havde borgerskabet liberalismen: Den anskuelse, at det enkelte individ er stærkt og udretter betydeligt mere, hvis staten lader være med at regulere økonomien og i det hele taget sikrer det enkelte individ så meget frihed som muligt. Politisk betød det, at de liberale krævede frie forfatninger med folkevalgte parlamenter. Endvidere fo rl angte de, at statsmagten skulle respektere den personlige ej endomsret og rettigheder som religionsfrihed, forenings-, forsamlings- og ytringsfrihed. Den danske enevældes sidste år J årene indtil ca var den danske befolkning optaget af at klare dagen og vejen under den økonomiske krise fra 1818 til ca Styret under ledelse af Frederik 6. ( ) havde mistet sin dynamik efter statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge og var blot optaget af at administrere systemet. Selv om der formelt rådede trykkefrihed, var denne siden 1799 blevet indskrænket den ene gang efter den anden med det resultat, at den politiske debat stort set var fraværende i 1820'erne. Det blev der lavet om på i 1834, da enevælden nødtvungent indførte ftre rådgivende stænderforsamlinger: to for Kongeriget, en for Slesvig og en for Holsten, men deres magt blev stærkt begrænset. Det forhindrede dog ikke, at en oppositionsbevægelse dukkede op i Kongeriget, den nationalliberale bevægelse, hvis mål var en fri forfatning og liberale reformer. I første omgang pressede de nationalliberale mest på for at få udvidet trykkefriheden. Selv om de ikke havde heldet med sig, lykkedes det dem alligevel at skabe en del politisk debat. Efter Frederik 6.'s død i 1839 og Christian 8.'s overtagelse af tronen gik bevægelsen i offensiven fo r at få en fri forfatning indført. Christian 8. var totalt afvisende. Han henviste til 114» DET DANSKE DEMOKRATI

115 Tegning i vittighedsbladet Corsaren: Orla Lehmann i fængslet de rådgivende stænderforsamlinger, der var blevet indført under hans forgænger. Det, der gav de nationalliberale folkelig tilslutning, var dog det nationale spørgsmål. Men snart var de nationalliberale ikke alene, for der var opbrud blandt de ellers så kongetro bønder. Den ledende talsmand fo r de nationalliberale, juristen Orla Lehmann ( ), gjorde meget for at overbevise bondebefolkningen om, at en fri forfatning også var en forudsætning for gennemførelsen af sociale og økonomiske reformer, som de var interesserede i. Med dannelsen af selskabet Bondevennerne fra ledet af de nationalliberale, men med mange bønder som medlemmer - var der opstået en helt ny og stærk politisk alliance. l januar 1848 døde Christian 8., og den politiske opmærksomhed blev nu rettet mod hans efterfølger, Frederik 7. Martsomvæltning og fri fo rfatning I februar 1848 udbrød der revolution i Frankrig. Revolutionen, som både arbejdere og borgerskab deltog i, blev en succes. Republikken blev udråbt, og den revolutionære gnist sprang videre til de tyske stater. Her ramte den også Slesvig-Holsten, og de slesvig-holstenske nationalister fo rlangte, at den danske konge skulle imødekomme deres krav om en fri forfatning for et udelt 115

116 Slesvig-Holsten og Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. l Danmark gik de nationalliberale under ledelse af Orla Lehmann i aktion. De slesvig-holstenske krav gik stik imod de nationalliberales politik, som var at indlemme hertugdømmet Slesvig i Kongeriget og indføre en fri fo rfatning. Den 21. marts krævede de, at den nye konge skulle afskedige medlemmerne af det gamle statsråd og udnævne et ministerium, der kunne modsætte sig de slesvig-holstenske krav og gennemføre den nationalliberale politik. Frederik 7. var til at tale med, for han meddelte dem, at det gamle statsråd allerede var afskediget, og at en ny regering ville blive udnævnt. Som sagt, så gjort. På det første ministermøde den 22. marts 1848 meddelte kongen, at han nu betragtede sig selv som ansvarsfri, og at ministeriet skulle bære det politiske ansvar fo r ham. Hermed var det konstitutionelle monarki indført. Ministeriets fø rste hovedopgave blev at nedkæmpe det oprør, som slesvig-holstenerne indledte, efter de havde erfaret, at de nationalliberale var kommet til magten. Det resulterede i Treårskrigen , hvor Danmark ikke blot måtte kæmpe mod slesvig-holstenske oprørsstyrker, men også mod tropper fra Preussen. Den anden hovedopgave var så hurtigt som muligt at udarbejde en grundlov til afløsning af Kongeloven fra Den 5. oktober 1848 blev der valgt en grundlovgivende forsamling, som skulle udarbejde en ny forfatning. Valgretten var efter tidens forhold meget bred ; alle mænd over 30 havde valgret. Her slog oplevelsen af revolutionsdagenes folkelige og nationale fællesskab igennem, " Å nden fra 48", som det kom til at hedde. Man skulle dog have egen husstand, hvis man var ansat i en andens 1jeneste, og det betød, at de mange 1jenestefolk på landet og håndværkssvende i byen, der boede hos arbejdsgiveren, ikke kunne stemme. Hvis man modtog fattighjælp eller ikke havde betalt den tilbage, var man også udelukket fra at stemme. Tidens ledende politiker, D. G. Monrad, udtrykte sit synspunkt på valgretten sådan: "... når talen var om sammenkaldelsen af en rigsforsamling, da var det ikke for at få en vis intelligens repræsenteret, men for et få en repræsentation for den hele folkelige kraft, thi det var af selve folkets inderste, at fo rfatningen skulle udgå. Det blev da således ikke erfarne mænd, men repræsentanter for hele folket, man skulle søge at vælge." Helt tryg ved den almindelige valgret var det nye ministerium dog ikke, så det lod kongen udnævne en fjerdedel af medlemmerne af den 148 mand store grundlovsforsamling. Takket være denne manøvre blev den konservative gruppering fo rsamlingens største. Derefter kom centrum af nationalliberale og endelig Bondevennerne, der havde skilt sig ud fra de nationalliberale. Den grundlovgivende forsamling arbejdede på den måde, at man diskuterede et grundlovsudkast, som kultusminister D.G. Monrad havde skrevet. Der skulle dog også behand- 116» DET DANSKE DEMOKRATI

117 Grundloven - magtdelingen i hovedtræk DEN UDØVENDE MAGT KONGEN UDPEGER DEN DØMMENDE MAGT DOMSTOLE DEN LOVGIVENDE MAGT LANDSTING RIGSDAGEN 4) FOLKETING 2) IIIIII r=:! ''L ) MANDLIGE VÆLGERE 1) Ved grundlovsændringen i 1866 blev valgretten til Landstinget stærkt indskrænket. 2) Ved systemskiftet i 1901 blev parlamentarismen indført, så Folketingets sammensætning nu afgjorde regeringens sammensætning. 3) Ved grundlovsændringen 1915 fik kvinder samt tjenestefolk valgret. 4) Ved grundlovsændringen 1953 blev Landstinget afskaffet. les andre vigtige emner. Landet var jo i krig, og i februar 1849 blev der indfø rt almindelig værnepligt. Bønderne skulle ikke længere være ene om at fo rsvare fædrelandet. Men skulle der også i al fremtid være almindelig valgret? Det blev der ført lange diskussioner om i den grundlovgivende forsamling. Da Frederik 7. den 5. juni 1849 underskrev Danmarks første grundlov, var der dog opnået enighed om almindelig valgret til begge Rigsdagens kamre, både Folketinget og Landstinget. Grundloven af 1849 Den nye fo rfatning var bygget over magtdelingsprincippet, dvs. at den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt skulle være adsldlt. Kun på den måde kunne de tre organer afbalancere og kontrollere hinanden. Rigsdagen var magtens centrum, for den havde både den lovgivende og skattebevilgende magt. Det sidste betød, at Rigsdagen hvert år skulle vedtage en fmanslov, der angav statens indtægter og udgifter fo r det kommende år. Den udøvende magt lå hos kongen, men i praksis var den hos regeringen. En lov ftk kun gyldighed, hvis kongens underskrift blev kontrasigneret, dvs. at loven også blev underskrevet af en minister. Kongen selv var ansvarsfri. Såvel regeringen som rigsdagsmedlemmerne havde ret til at fremsætte lovforslag. Den dømmende magt lå hos domstolene, og dommerne kunne ikke afskediges, når de først var udnævnt. Ved siden af bestemmelserne om, hvordan demokratiet skulle funge- 117

118 re, indeholdt den nye forfatning også de borgerlige og politiske rettigheder, som de liberale havde stillet krav om. Var Danmark så et demokrati fra 1849? Svaret må være n(j eller kun delvis, for valgretten var så indskrænket, at kun ca. 14 procent af befolkningen havde stemmeret. Desuden var der et demokratisk problem med Landstinget. Der var ganske vist almindelig valgret ligesom til Folketinget, men det var ikke alle, der kunne vælges. Man skulle være mindst 40 år og have en pæn indtægt. Landstinget blev derfor en konservativ garanti, og det var også hensigten. Alle love skulle vedtages både i Folketing og Landsting, og Landstingets flertal kunne derfor stoppe lovgivning, som man mente var for venstreorienteret. På den anden side var valgretten blevet væsentligt bredere, end de nationalliberale oprindelig havde tænkt sig, og det betød, at bønderne faktisk ville kunne true borgerskabets dominans. Det var det velhavende borgerskab af embedsmænd, grosserere og store håndværksmestre, der havde stillet sig i spidsen for den revolution, der væltede enevælden i 1848, og regeringens medlemmer kom fra den samme kreds. Også den traditionelle overklasse, godsejerne, var betænkelig. Foreløbig var der meget lav stemmedeltagelse, men hvad ville der ske, når hele vælgerbefolkningen for alvor begyndte at stemme? Med tiden blev betænkelighederne til klar tale. J 1860 holdt den nationalliberale Orla Lehmann en berømt tale, hvor han erklærede, at meningen med det demokratiske system var, at magten skulle ligge hos de formuende, velbegavede og dannede. De nationalliberale var skuffede over, at vælgere kunne fmde på at stemme på en ganske almindelig mand i stedet for en fremtrædende nationalliberal med akademisk dannelse og formue. Lehmanns tale var et varsel om, at de nationalliberale foretrak, at valgretten til Landstinget blev indskrænket, hvis lejlighed bød sig. Demokratiet indskrænkes En sådan lejlighed kom i 1864, da Preussen og Østrig invaderede Danmark og fratog det hertugdømmerne Holsten og Slesvig. l denne situation f1k partierne til højre for Bondevennerne, de nationalliberale og de nationale godsejere, et påskud til at rejse krav om en forfatningsændring, der ville stille regeringen stærkere i forhold til Rigsdagen og indskrænke den almindelige valgret til Landstinget. Det lykkedes dog for venstrepolitikerne at bevare den almindelige valgret til Landstinget; men kun til nogle af de 66 pladser. Folketingsvælgerne kunne - ved indirekte valg - vælge 27. Men de næste 27 pladser var der begrænset valgret til; kun et lille mindretal af store skatteydere i byerne og ca store jordejere på landet kunne stemme. De sidste blev grotesk overrepræsenteret i Landstinget, fo r hver af disse jordejere havde en lige så stor stemmevægt som et helt sogns vælgere. De sidste 12 pladser var slet ikke på valg, for de pågældende per- 118» DET DANSKE DEMOKRATI

119 soner skulle udpeges af kongen, og det var for livstid. Med 1866-grundloven måtte man forudse, at godsejerne ville komme til at stå meget stærkt i Landstinget, og at bonderepræsentanterne til gengæld ville kunne dominere Folketinget. Det lagde op til et samarbejde mellem små og store bønder. Det viste sig dog hurtigt, at der ikke kunne bygges nogen fælles politik på, at godsejere og venstrevælgere havde det samme erhverv. Den sociale og kulturelle kløft mellem de to grupper var for stor. Godsejerne var vant til at give tonen an i forhold til almindelige bønder, og denne vane kunne de ikke lægge af sig på tinge. Det Forenede Venstre og kravet om parlamentarisme Regeringsforhandlingerne i 1870 mundede ud i en regering af godsejere og nationalliberale. Som svar herpå gik de tre venstregrupper, der eksisterede i Folketinget, sammen i et fælles parti, Det Forenede Venstre. Partiet stillede krav om, at regeringerne i fremtiden skulle dannes i overensstemmelse med parlamentarismen: Kongen skulle udnævne et ministerium, som et flertal i Folketinget havde tillid til eller - som et minimum - ikke havde mistillid til. Venstre hævdede, at Folketinget skulle have hovedindflydelsen på, hvilken regering der sku!ie udnævnes, fordi finanslovsforslaget først skulle forelægges i Folketinget og behandles der, før det kom op i Landstinget. l praksis havde det siden 1850 givet Folketinget langt større indflydelse på de færdige fmanslove end Landstinget. Hertil kom, at Folketinget havde større demokratisk legitimitet end Landstinget. Det var i højere grad end Landstinget udtryk for folkets vilje, fo rdi alle dets medlemmer blev valgt ved lige og almindelig valgret. Godsej erne og de nationalliberale, der i løbet af 70'erne samlede sig i partiet Højre, mente, at Venstres krav om fo lketingsparlamentarisme var i modstrid med Grundlovens ord om, at kongen frit udnævnte sine ministre. Desuden mente Højre, at det var grebet ud af luften at påstå, at Folketinget bedre reflekterede fo lkets vilje end Landstinget. Selv om en del af pladserne i Landstinget blev besat af kongen og ved privilegeret valgret, var det et lige så gyldigt udtryk for folkets vilje som Folketinget. Bag forfatningsstriden lå der en konflikt mellem forskellige samfundsklasser og mellem land og by. I byen frygtede man, at hvis landbefolkningen kom til at sidde på hele magten, ville den ensidigt sætte sine interesser igennem til skade fo r hele Danmarks ve og vel. Bønder havde ikke sans for akademisk dannelse og lærdom, mente man i det toneangivende borgerskab, når Venstre kritiserede, at staten brugte penge på Det Kongelige Teater. Bag det hele lå der også en kontant frygt for, at Venstre ville ændre skattesystemet fra ej endomsskat til indkomstskat, og det ville være til ugunst for bybefolkningen. 119

120 Litografi af Venstres fem førere med Venstres leder, Chresten Berg, i midten, den moderate Frede Bojsen til venstre øverst og den radikale Viggo Hørup for neden til venstre. 120» DET DANSKE DEMOKRATI

121 Forfatningskampen Da Højre afviste Venstres krav om parlamentarisme, søgte partiet at tvinge sin vilje igennem. l 1873 nægtede Venstre at stemme for fmansloven, og det endte med Højre-regeringens afgang i Men det var ikke ensbetydende med en sejr for Venstres synspunkter, tværtimod. Partiet løb ind i en ny regeringsleder, der var usædvanlig stålsat, godsejeren J.B.S. Estrup. Hans Majestæt Kongens ret til frit at vælge sine ministre var det centrale for Estrup, og han havde ikke nogen som helst respekt for "talmajestæten", dvs. folketingsflertallet. Estrup var statsminister , og i hele denne periode søgte Venstre at lægge et massivt pres på regeringen. Finanslovsbevillingerne blev beskåret til et minimum, og lovgivningsarbejdet blev næsten totalt lammet. Alle regeringens lovgivningsinitiativer skulle visne i hænderne på den, som man sagde. Men i 1885 svarede Estrup igen ved hj ælp af en række love, som Folketinget ikke havde godkendt, de såkaldte provisoriske love. Grundloven havde en nødparagraf, der tillod regeringen at udstede love på egen hånd, "i særdeles påtrængende tilfælde". Dog kun hvis Rigsdagen ikke kunne mødes. Dette udnyttede Estrup til først at hj emsende Rigsdagen og dernæst udstede en provisorisk lov. Det var at manipulere med nødparagraffen og klart i strid med tankegangen i Grundloven. Forløbet blev meget dramatisk. Den 21. oktober 1885 affyrede en attentatmand to skud mod Estrup, som dog ikke kom noget til. Der var ingen forbindelse mellem de politiske partier og attentatet, men regeringen udsatte Rigsdagens møder på ubestemt tid og skyndte sig at gennemføre to provisoriske love: Gendarrnprovisoriet, som indebar oprettelsen af et ridende politi under militær kommando for at slå eventuelle uroligheder ned, og en anden lov, der kriminaliserede kritik af regeringen. TI LLÆG TI L STRAFFELOVEN (1885) Tillæg til straffeloven (l 885) 3. Den, som i skrift og tale, henvendt til publikum i almindelighed eller til forsamlinger, eller i øvrigt på en den offentlige ro og orden faretruende måde, ophidser klasser eller dele af befolkningen til had og forbitrelse eller til voldsgerninger imod andre klasser eller dele af den, straffes med fængsel. 4. Den som offentlig fremsætter eller udbreder opdigtede eller forvanskede kendsgerninger, for derved at gøre statens indretninger eller regeringens foransta ltninger forhadte eller foragtelige, straffes med fængsel. I december 1885 mødtes Rigsdagen igen, dens møder kunne kun udsættes i to måneder. Men da man ikke kunne blive enige om en fi nanslov, blev Rigsdagen snart hj emsendt igen. Så kunne der atter udstedes en provisorisk fi nanslov. Og det blev det normale i de kommende år. Ethvert fo rsøg på at opnå normale fo rhold var slået fej l. Og takket være de provisoriske fi nanslove kunne Estrup skaffe midler til at bygge et omfattende fæstningsanlæg omkring København, som Venstre var modstander af. 121

122 mod ytringsfriheden var metoder, som hører til i diktaturstater. Men juridisk stod modstanderne svagt; nogle eksperter i statsret mente godt, at regeringen kunne bruge provisoriske fmanslove, og selve Grundloven gav kun Rigsdagen ret til at samles i to måneder om året. Træsnit af Estrups upopulære gendarmer, Illustreret Tidende, Selv om det ikke ligefrem kom til oprør, voksede de politiske modsætninger mellem befolkningsgrupperne dog stærkt. Hadet til gendarmerne var glødende. Ved adskillige lejligheder blev de involveret i voldsomme sammenstød med venstretilhængere som fx i det såkaldte slag ved Brønderslev den 6. september 1885, under hvilket gendarmerne måtte trække sig tilbage og først fik situationen under kontrol, da forstærkninger fra flere andre byer blev tilkaldt. Som der står i venstrepolitikeren Thomas Larsens erindringer: "Alt samkvem med disse folk [gendarmerne] var på forhånd udelukket; venstrebladene nægtede at optage en bekendtgørelse om hø og halm til gendarmernes heste; og hadet gjaldt ikke blot korpset, men også de personer, der lod sig bruge i gendarmeriets 1jeneste, betragtedes med den største væmmelse og foragt." Det, Estrup havde gjort med sin anvendelse af provisoriske love, var utvivlsomt en form for statskup, og både gendarmkorpset og indgrebet Systemskiftet 1901 l 1894 vendte regeringen dog ad forhandlingens vej tilbage til demokratiets mere sikre grund. Estrup trådte modvilligt tilbage som regeringschef, tvunget dertil af sine egne partifæller i Landstinget og Folketinget. De havde sluttet fo rlig med den moderate del af Venstre om, at Estrup skulle gå af som statsminister, at de civile provisoriske love skulle ophæves, og en ordinær fmanslov for vedtages. Til gengæld skulle de moderate anerkende Københavns befæstning. Ved valget i 1901 vandt Venstre og Socialdemokratiet en jordskredssejr. Højre havde nu kun otte mandater i Folketinget, og en venstreregering under ledelse af juristen J.H. Deuntzer med J.C. Christensen som kultusminister og ministeriets stærke mand så dagens lys. Begivenheden blev betegnet som et systemskifte. Denne betegnelse signalerede, at kongen herefter skulle rette sig efter princippet om parlamentarisme. Systemskiftet var et demokratisk fremskridt. Baggrunden for det skal søges i store sociale og økonomiske omdannelser af det danske samfund. 122» DET DANSKE DEMOKRATI

123 Om udnævnelsen af den nye regering skrev historikeren Povl Engelstoft i 1942: "Den, der har oplevet den 24. juli 1901 [datoen for regeringens udnævnelse] som ung, vil mindes den som en mærkelig gennembruddets dag, i slægt vel med den junidag 1849, da Grundloven blev givet. Folket havde fået styret for sig selv. Bonden var efter et halvt århundredes kamp for ligeret med de andre nået op i slottets sale. Det luftede, det lyste, det stemte for brystet som et kommende vejr. Flagene gik til tops foran gårde og huse, og mangen småmand kunne med ærligere følelse sige Danmarks navn : Fra at have været almue og derfor genstand fo r godsejernes og borgerskabets nedladende foragt havde bønderne vundet frem i velstand og agtelse. Resultatet var, at kløften mellem byernes borgerskab og landmændene blev mindre dyb. Til gengæld opstod der nogle nye skillelinjer. På den ene side fandtes landarbejderne, husmændene og byarbejderne, på den anden side de velstillede i by og på land. Følgen var, at bøndernes parti, Venstre, og partiet fo r de velstillede i byerne, Højre, nærmede sig hinanden. Der var ikke længere nogen grund til, at Højre så fa natisk skulle holde Venstre borte fra regeringsmagten. Uden at ændre Grundloven af 1866 var det altså muligt at gennemføre betydelige fremskridt i demokratisk retning. Alligevel stod en grundlovsreform højt på de politiske partiers ønskeseddel ; en yderligere demokratisering kunne kun fmde sted gennem vedtagelsen af en ny grundlov. Tablakssystemet Frem til 1901 kæmpede to partier om magten: Højre og Venstre, mens Socialdemokratiet stadig var et meget lille parti i Folketinget og ikke kunne gøre sig forhåbninger om at vinde regeringsmagten. Efter systemskiftet opstod der ret hurtigt et toblokssystem, der afspejlede de nye skillelinjer i befolkningen. På den ene side stod Højre, der i 1915 skiftede navn til Det Konservative Folkeparti som udtryk for, at partiet nu fuldt ud accepterede den lige og almindelige valgret og parlamentarismen. Venstre flyttede gradvis over på samme side som Højre, efter at dets venstrefløj i protest mod militærudgifternes størrelse i 1905 havde dannet deres eget parti, Det Radikale Venstre. Det nye parti tog sig også af husmændenes sag. Længere ude på venstrefløjen stormede Socialdemokratiet frem som følge af industrialiseringen, og det var snart Folketingets næststørste parti. Ideologisk lå socialdemokrater og radikale ret langt fra hinanden: De Radikale ønskede at bevare det markedsøkonomiske system, medens Socialdemokraterne arbtjdede for et socialistisk samfund med fælleseje af produktionsmidlerne. I den praktiske politik kunne de dog godt fmde sammen om reformer, der var til fordel for den almindelige, jævne befolkning. En ny politisk alliance var ved at tegne sig. Det Radikale Venstre dannede regering og igen , støttet af Socialdemokratiet. Det blev derfor under radikal ledelse, at den længe 123

124 "Fra kvindevalgretskam pens tid" af Marie Luplau. Kunstnerens mor, Line Luplau, der var præstefrue i Varde, står som den centrale skikkelse blandt de personligheder, der kæmpede for politisk ligestilling. Den siddende kvinde forrest th. er lægen Nielsine Nielsen, den første kvindelige akademiker i Danmark. Bag Line Luplau ses ægteparret Frederik og Mathilde Bajer. Som Line Luplau ville de ikke nøjes med Dansk Kvindesamfunds forsigtige linje i spørgsmålet om valgret. ventede demokratiske ændring af Grundloven blev gennemført. Efter mange tovtrækkerier lykkedes det alle fi re partier at blive enige om en ny grundlov i De største ændringer var, at den privilegerede valgret til Landstinget blev afskaffet, og at nye grupper fik valgret: kvinder og alle 1jenestefolk. Valgretsalderen blev nedsat til 25 år til Folketinget, men til Landstinget blev den sat op fra 30 til 35 år. Den konservative garanti var altså ikke helt afskaffet. Desuden bestemte Grundloven, at partierne skulle være ligeligt repræsenteret, dvs. at der skulle indføres forholdstalsvalg. Endelig blev det gjort meget besværligt at ændre Grundloven. Der var tale om et typisk kompromis, hvor alle partierne havde opnået noget. Højre, der måtte sluge den største kamel ved at gå med til at afskaffe den privilegerede valgret til Landstinget, fik princippet om forholdstalsvalg anerkendt i selve Grundloven. En ny valglov i 1920 indførte den kendte udjævningsordning med tillægsmandater, og som følge heraf fik det nye Konservative Folkeparti en meget stærkere position i Folketinget. Med 1915-grundlovens udvidelse af valgretten steg antallet af valgberettigede ved folketingsvalgene fra at udgøre 18 pct. af befolkningen til ca pct. ved fo lketingsvalget i Samtidig steg valgdeltagelsen til ca. 80 pct. Det styrkede parlamentarismen, at den forsamling, der skulle afgøre, hvilken regering der blev udnævnt, hvilede på en så bred vælgerbasis. 124» DET DANSKE DEMOKRATI

125 Siden 1849 var demokratiseringen skredet fremad. Kredsen af vælgere var blevet mere end tredoblet, valgdeltagelsen var steget, partierne var blevet fastere organiserede, og de repræsenterede mere entydigt end tidligere hver sin befolkningsgruppe. Parlamentarismen betød, at vælgerne i højere grad var med til at afgøre, hvilken regering der skulle dannes. På den baggrund kan man godt sige, at demokratiet nu var realiseret. Spørgsmålet var så, om systemet også var virkelig grundfæstet, hvis det kom ud for modstand fra antidemokratiske kræfter. Påskekrisen 1920 l nationalt konservative kredse, til hvilke Kong Christian IO. ( ) også hørte, havde man svært ved at affmde sig med parlamentarismens sejr. Da folkeafstemninger i Nord- og Sydslesvig i begyndelsen af 1920 viste, at der kun var flertal for, at det område, som i dag er Sønderjylland, skulle være dansk, gik disse kredse i aktion. De nationalistiske kredse, der havde en vis støtte i Det Konservative Folkeparti og Venstre, ønskede, at Danmark skulle have et større område af Slesvig tilbage eller i det mindste Flensborg. Den radikale regering Zahle nægtede dog at gøre noget for at få en større del af Slesvig, end afstemningsresultaterne viste. Den 29. marts 1920 afskedigede Christian IO. regeringen, skønt Folketinget ikke havde udtrykt mistillid til den, og udnævnte en ny regering, der skulle udskrive valg til Folketinget så hurtigt som muligt. Nationalisterne håbede på, at valgresultatet ville fø re til en ny regering, der ville gøre en indsats for at få Flensborg tilbage til Danmark. De blev skuffet. Der blev så stor opstandelse i befolkningen med demonstrationer mod kongen og trusler fra Socialdemokratiet og fagbevægelsen om en generalstrejke, at Christian 10. hurtigt trak i land, og den nyudnævnte regering gik af. Den radikale regering blev ganske vist ikke genindsat, for der blev udskrevet valg til Folketinget. Ved valget i april tabte De Radikale stort, mens Venstre gik frem. Det fø rte til, at Venstre dannede en mindretalsregering, der blev støttet af De Konservative. Regeringsdannelsen foregik efter parlamentarismens regler. Ved valget i 1924 opnåede Socialdemokraterne plus De Radikale flertal i Folketinget. Socialdemokraterne var nu langt større end De Radikale, så der blev dannet en socialdemokratisk mindretalsregering med De Radikale som støtteparti. At kongen nu fuldt ud accepterede, at han ikke kunne afvige fra parlamentarismen, fremgik af statsminister Staunings tiltrædelseserklæring 30. april 1924: "Den samlede regering ønsker derfor også, at det politiske arbejde skal foregå på parlamentarismens grund, hvorfra ingen afvigelse vil ske." I betegnelsen "den samlede regering" var kongen indbefattet. 1930'erne - truslen fra yderfløjene Den økonomiske verdenskrise, som ramte Danmark fra , og landets stadig mere ugunstige uden- 125

126 Fotos af uniformerede ungdomskorps, der marcherer; det er henholdsvis KU'ere og kommunistiske frontkæmpere. rigspolitiske stilling efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i januar 1933 blev en ny udfordring for det danske demokrati. Med en arbejdsløshed, der sprang i vej ret i begyndelsen af 30'erne, fik Danmarks Kommunistiske Parti, som var blevet dannet i 1919, omsider held til at vinde indpas blandt de mere militante industriarbejdere plus de arbejdsløse. Selv om partiet kun f1k 2 mandater ved folketingsvalget i 1932, var det kommet for at blive. Kommunisterne fordømte den socialdemokratiske krisepolitik, som de betragtede som et knæfald for både kapitalismen og den parlamentariske styreform, som partiet mente var et middel til at bevare det kapitalistiske samfundssystem. Partiets problem var, at det samarbejdede tæt med Sovjetunionens kommunistiske parti og derfor kunne betragtes som unationalt. På den anden fløj dukkede nazisterne op. De angreb det parlamentariske demokrati for mangel på virkelig politisk ledelse. Nazisterne havde vanskeligere ved at skaffe sig tilhængere end kommunisterne. De kom først i Folketinget i 1939, hvor de fik tre mandater. De havde det samme problem som kommunisterne. Med deres stærke inspiration fra den tyske nazisme måtte man mistænke dem for at være alt for følgagtige i forhold til Hitlers Tyskland, som var den største trussel mod Danmarks nationale uafhængighed. Det virkelige problem for dansk demokrati var dog, at synspunkter, 126» DET DANSKE DEMOKRATI

127 Foto af Frederik 9. ( ), der underskriver den nye junigrundlov 1953, mens en stående statsminister Erik Eriksen ser til. der mindede meget om de nazistiske, vandt tilslutning inden fo r organisationer og partier, der havde en betydelig større appel end kommunisterne og nazisterne. Det gjaldt Landbrugernes Sammenslutning, der blev dannet i 1932, og som en overgang havde mere end halvdelen af landmændene som medlemmer. Den fremførte ikke alene en række krav om øget støtte til landbruget, men angreb også det parlamentariske demokrati. Også kredse inden fo r Konservativ Ungdom undsagde såvel liberalismen og socialismen som det parlamentariske demokrati. De etablerede partier tog handsken op og bekæmpede med held de totalitære strømninger. Det skete dels gennem en række kriseindgreb, af hvilke Kanslergadeforliget i 1933 er blevet det mest berømte, dels gennem fo rbedrede sociale ordninger som en socialreform, en fu nktionærlov, en ferielov, en udbygning af skolevæsenet osv. Fra 1929 og frem til besættelsen i 1940 havde Socialdemokratiet under Stauning re- 127

128 geringsmagten sammen med De Radikale. Socialdemokratiet lagde vægt på, at det var et nationalt parti, der kæmpede fo r alle befolkningsgruppers vel. Det arbejdsprogram, partiet udsendte i 1934, Danmark fo r fo lket, var et klart vidnesbyrd herom. U n der besættelsen viste det sig, at kampen fo r demokratiet var vundet. Hverken de danske nazister eller andre af 30'ernes antidemokratiske strømninger og bevægelser, der ønskede at "genrejse" Danmark, fik held til at omstyrte det parlamentariske system. Et afgørende knæk f1k disse genrejserkredse i efteråret 1940, da en forsamling af fremtrædende erhvervsfolk, kaldet Højgaard-kredsen, fo reslog kongen, at politikerne skulle sættes fra bestillingen og en regering af fagfolk med Prins Aksel i spidsen skulle dannes. Det lykkedes ikke at vinde kongen for tanken, og Rigsdagen benyttede lejligheden til at fastslå, at parlamentarismen var en central del af styreformen i Danmark, og at kongen anerkendte dette. Grundloven 1953 Besættelsen styrkede befolkningens opslutning om demokratiet. Samtidig var der i befolkningen og blandt politikerne et almindeligt ønske om at ændre Grundloven, blandt andet fo rdi valgretsalderen var fo r høj. På grund af den meget besværlige procedure for ændring af Grundloven blev en grundlovsreform dog først til noget i Ved den blev Landstinget afskaffet, og parlamentarismen blev endelig udtrykkeligt fastslået i Grundloven. Valgretsalderen blev nedsat til 23 år, og for fremtiden skulle valgretsalderen fastlægges i valgloven, som var lettere at ændre end selve Grundloven. Der blev desuden åbnet mulighed for flere folkeafstemninger, fx skulle spørgsmål om suverænitetsafgivelse til internationale organisationer - fx EU - vedtages med mindst 5/6 af medlemmerne af Folketinget. Hvis flertallet var mindre end 5/6, skulle suverænitetsafgivelsen godkendes ved en fo lkeafstemning. Til at sikre, at statsadministrationen fungerede i overensstemmelse med den vedtagne lovgivning, blev Folketingets ombudsmand indført. Det danske demokrati i nutiden I en omfattende undersøgelse af demokratiets tilstand konkluderede en række fremtrædende fo rskere i 2003, at det danske demokrati grundlæggende havde klaret de sidste 50 års udfordringer godt. Men på den anden side var der også faresignaler i udviklingen, og man skal ikke glemme, at det i høj grad er vores politiske valg, der bestemmer demokratiets fremtid i Danmark. 128» DET DANSKE DEMOKRATI

129 >> KILDER Martsministeriet og den almindelige va lgret Under martsministeriets diskussion af, hvor bred valgretten til den grundlovgivende fo rsamling skulle være, fremkom kultusministeren D. G. Monrad med disse markante synspunkter på statsrådsmødet den 3. april Kultusministeren [Monrad] : Under alle omstændigheder måtte det forkastes ved sammensætning af Rigsforsamlingen at gå ud fra en repræsentation af klasser og interesser, således som tilfældet er med den nuværende stænderinstitution. En sådan repræsentation bringer nemlig den ene interesse op mod den anden, fremkalder partistridigheder og foranlediger mange konflikter; desuden er det en illusion, når man tror at kunne ti.nde en repræsentation for alle interesser. De mænd, der sidder i Rigsforsamlingen, skulle ej være parter, men dommere; de skal udgå fra almindelige valg, som ligger uden for de specielle interesser. Det gælder da altså om, at man søger at lægge valgmyndigheden hos folket, hvad enten man nu vil gå højere eller lavere med sin skala [med hensyn til, hvor megen indtægt/formue man skal have fo r at opnå valgret]. 129

130 (...) det syntes ham at ligge nærmere at anvende beskatningen som norm for valgmyndigheden; det havde også den store fordel, at den, som udreder skat, er nærmere knyttet til staten end den, som ingen udreder. Når der da nu spurgtes om, hvor dybt ned man skulle gå med valget af skattebas is, måtte han være af den mening, at man burde gå til den yderste grænse og optage som vælger enhver, der ydede skat til stat eller kommune. Det gik nemlig selvfølgelig ikke an at blive stående ved en basis, der udelukkede bonden. Men når man først kom ned i bondeklassen, så han aldeles ingen grund til ikke at gå dybt ned i den. Man fa ndt den samme mangel på tilstrækkelig oplysning, den samme egoisme, den samme råhed, men tillige også de samme gode sider, den samme sundhed i omdømme, den samme simpelhed i sæder. Ved at gå til den yderste grænse ville man måske få en folkeregering. Ved at standse ved en højere skattebasis ville man kun få en anti-godsejer-repræsentation, en repræsentation for den specielle gårdmandsinteresse. (...) Når man deler nationen ligesom i to partier, vælgere og ikke-vælgere, da opstår der uro og bevægelse, og det ene parti styrter det andet. Skønt han ikke kunne anse det for det i og for sig ønskeligste, når man i henseende til skattebasis gik til den yderste grænse, betragtede han det under de nuværende forhold som en nødvendighed. Valg til den grundlovgivende forsamling 5. oktober, 1848 Va lget til den grundlovgivende fo rsamling fo regik i valgkredse, hvor den kandidat, der fik de fleste stemmer, vandt. I fø rste omgang blev der stemt ved håndsoprækning eller ved at samle de vælgere, der stemte på den ene, den anden eller den tredje kandidat, i hver sin gruppe. Herefter afgjorde valgbestyrelsen, hvem der havde vundet. Va r en besejret kandidat ikke tilfreds hermed, kunne han fo rlange et nyt valg, hvor de vælgere, der var anført på valglisten (i kilden kaldet protokollen} angav, hvem de ville stemme på. Nedenfo r følger en reportage i avisen Almuevennen oktober 1848 af valget i Kværndrup på Fyn. Da jeg kom til Kværndrup, mødte jeg en skare af valgkandidater og andre mennesker, og jeg så på dem og tænkte ved mig selv: Mon de allerede går hj em igen? Jeg henvendte mig derpå til en bekendt og spurgte ham, hvad dette skulle betyde; om valget allerede var tilendebragt, da forsamlingen forlod valgstedet, som efter regulativet skulle være ved kroen. Han betydede mig da, at de skulle til kirken. Vi vandrede da også derhen, men da kirken ikke afgav tilstrækkelig plads for samtlige vælgere, og dette blev betydet valgstyrelsen af tvende sognefogeder, så begav forsamlingen sig atter på åben mark. Her tog nu fo rhandlingerne deres begyndelse, idet valgbestyrelsen ved nogle af de tilstedeværende rekvirerede et par møgvogne bragt hid på pladsen, herpå blev oplagt en indretning, som jeg i nogen afstand anså for at være en gåsebænk uden bund og forklædning, der bestemtes til det hæderlige brug, dels at bære den ærede bestyrelse og de herrer kandidater, som ville udtale deres 130» DET DANSKE DEMOKRATI

131 politiske trosbekendelse for at blive valgt til rigsdagsmænd. Hr. pastor Suhr fra Tved dirigerede forhandlingerne og opfordrede kandidaterne til at optræde på stilladset for at udtale sig. Først fremstod pastor Brandt af Ollerup og udtalte sig i begyndelsen i demokratisk retning, men han tog snart, efter mine anskuelser, en besynderlig retning. Han ytrede f. eks.: Hvad Bondevennernes Selskab, de københavnere, har gjort jer, det kan jeg ikke indse, jeg har selv læst det opråb, de har udsendt for at udpege de kandidater, på hvilke I skulle stemme." Ved denne og flere sådanne ytringer vaktes almindelig misfornøjelse i forsamlingen. En mumlede: "Mon han ikke snart stikker at?" en anden: "Han var ikke for god at tørne ned" osv. osv. Endelig holdt han dog op. Derpå fremtrådte gårdmand Hans Christensen af Vejstrup, som udtalte sit demokratiske sindelag i få og fyndige ord, og at han var enig med den foregående taler, når han undtog det sidste, denne havde udtalt. Pastor Holberg trådte nu frem og erklærede, at han i et og alt stemte overens med de foregående taler, når han undtog, at Brandt havde erklæret det fo r lige meget, enten kongen fik suspensivt [opsættende] eller absolut veto, da han, Holberg, af flere grunde fo retrak det suspensive. Pastoren fortalte os derpå, at han ikke havde gået fra hus til hus for at tigge stemmer, at han ikke havde tigget 4 sk[illing] af nogen, da tiggeriet var forbudt i Danmark. Derpå begyndte han at fo rtælle småhistorier, hvilket han efter eget sigende holdt meget af, og som jeg nok også tror skal være mandens metode: "Der var engang en kong Henrik i Frankrig, som blev spurgt, hvorfor han bar det grå hår på sin skaldede isse," - her standsede vor gode pastor og udbrød: "Ha! Ha! Ha! Nu kan jeg ikke huske, hvad det var jeg ville sige." Pastor Suhr fremtrådte derpå igen og lod vælgerne afgive deres stemmer til de forskellige kandidater og gjorde dem derhos opmærksom på, at de kun måtte stemme på en kandidat. Vælgerne trådte derpå af i tre grupper til de respektive kandidater. Da d'herrer pastorer mærkede, at f1skene ej ville bide på krogen, fandt de for godt at slå deres stemmer sammen, da der skulle afstemmes til protokollen, og hr. Brandt rejste hj em, vistnok noget fortrydelig. Ved stemmernes optælling i protokollerne erholdt Hans Christensen i Vejstrup 606 st., og præsten erholdt, uagtet anlæg, dog ikkun 258 stemmer. Derefter skiltes forsamlingen ad med et 3 gange gentaget hurraråb for deres ærede rigsdagsmand. Således gik det ved valget i Kværndrup. 131

132 Øletikette med portræt af konseilspræsident J.B.S. Estrup. Estrups statskup På Højres delegeretmøde december 1884 var der stemning fo r, at den siddende regering skulle blive siddende fo r at gennemfø re det fæstningsbyggeri omkring København, som Folketinget flere gange havde sagt nej til. At regeringen J.B.S. Estrup så måtte gribe til udstedelse af provisoriske finanslove, der indeholdt bevillinger, Folketinget havde sagt nej til, var der ikke noget at gøre ved. Nedenfo r fø lger fø rst et indlæg af proprietær M. Matzen, som vandt genklang i fo r samlingen. Derefter fø lger den gamle nationalliberale kæmpe D. C. Monrads protest i Folketinget efteråret 1885 mod den provisoriske finanslov af l. april Til sidst fø lger et indlæg af Venstres leder Chresten Berg, der beskæftiger sig med perspektiverne i Højres statskup. M. Matzen: Hvis nogen skulle have den mening, at det er skammeligt, at Højre skal gå i Venstres fodspor og i kampen forlade lovens grund, vil jeg dertil svare - og det vistnok i fuld overensstemmelse med de herrer - at vi ikke er kommet sammen for at værge Grundloven, men fo r at værge landet. Jeg vil derfor bede mine kolleger, 132» DET DANSKE DEMOKRATI

133 de herrer delegerede, at anmode de herrer landstingsmænd om ikke at forhandle fmansloven med det hensyn at tækkes Venstre, men således at de vil bringe den i den stand, som de anser for at være den heldigste for vort fædrelands udvikling. Og særlig bør vi rette den indstændige anmodning til dem ikke at se bort fra, at det er uforsvarligt at lade landet ligge åbent og ikke gøre noget for dets sikring. (...) om den time skulle komme, da det stod os klart, at enten skal vi ofre friheden eller også vil landet blive ødelagt, vil der dog vistnok ikke være en mand, uden at han i det tilfælde vil sige: Bort med loven, vi holder på landet, thi det er landet, loven skal værge og ikke omvendt (...) D.G. Monrad: Anerkender de ærede medlemmer af Højre, at ved den provisoriske fmanslov har regeringen taget penge, hvortil Folketingets samtykke var nægtet? Anerkender de ærede medlemmer af Højre, at til en bevilling udfordres af Grundloven ikke alene Landstingets og kongens, men også Folketingets samtykke? Anerkender de altså, at vi ved denne provisoriske fmanslov har fået indført absolutisme [enevælde]? Thi hermed er det hele egentlig afgjort. Det er det egentlige hovedspørgsmål. Holder de på, at regeringen kan tage, hvad penge den vil uden Folketingets samtykke? Holder de derpå, forsvarer de det, forsvarer de denne provisoriske fmanslov, ja så kan de være fortræffelige fædrelandsvenner, men de står ikke længere på Grundlovens grund. De har da indført absolutismen. Det er hovedspørgsmålet Chresten Berg: Min opfattelse af den konstitutionelle strid her i landet giver mig et sammentrængt billede af vort folks historie. I gamle dage stod almuen på tinge som frie mænd. Efterhånden som de blev mageligere, tog man våbnene fra dem, og så forandrede man efterhånden bondetingene til herremandsting og til sidst, skønt det jo rigtignok varede noget længere, nåede bonden dertil, hvor "fogedens pisk hans ryg i furer pløjed". Der kom atter en oprejsningsdag, så en af vore nuværende politiske modstandere, en af ministeriets trofaste støtter [digteren Carl Ploug], har kunnet sige, at den danske bonde "sidder nu i folkets råd med ære". Men efter mit skøn er det, man vil med den danske bonde, med den danske almue overhovedet, det er at fornægte den ligestilling, som blev dem tilbudt på oprejsningens dag den 5. juni Almuen i Danmark skal holdes nede som en slags pariakaste i anden klasse, selv om den sorte kokarde er afskaffet. Det vidner vore grundlovskampe om, og det vidner efter min følelse de sidste tiders politiske stridigheder om. (... ) Man kan stå nærmere eller fjernere i hele sin opfattelse og hele sin forbindelse med den danske almue, og jeg siger da, at hvor ringeagtet den danske almue end er, bliver det dog kernen i det lille danske folk. I den lille stat, hvor omtrent de 25 pct. kribler og krabler for at komme op i højden og op på rangforordningen og embedsstigen og videre og videre frem, er der mange underlige ting at opdage, lige så underlige, som når man med et mikroskop vil se ned i et glas vand, men for mig bliver 133

134 disse lag, som tror om sig selv at være kernen i det danske folk, aldrig kernen. Det kan være blomster, men ofte blomster, der hurtigt falmer. Kampen om demokratiet Landbrugernes Sammenslutning (LS) protesterede ikke blot mod landmændenes økonomiske fo rhold, men også mod det parlamentarisk-demokratiske system. Nedenfo r følger et uddrag af en af bevægelsens fremtrædende medlemmer, gårdejer Herman Møller, fra dens blad Landboværnet, nr. 4, 27. januar I 934. Den strategi, regeringen valgte fo r at imødegå de antidemokratiske kræfter, fremgår af en tale, regeringens leder, Th. Stauning, holdt 3. september 1933 i Sønderjylland. Foto af Knud Bach ( ), stifter af og formand for Landsbrugernes Sammenslutning. Gårdejer Herman Møller: Den menige vælger er da også for længst - trods politikernes idelige forsikringer om parlamentarismens udødelighed - begyndt at rette det spørgsmål til sig selv, hvilke fordringer man da, belært af såvel egne som erfaringerne udefra, må stille til det samfundssystem, der skal afløse den nuværende såkaldte parlamentarisme (... ) I stedet for de nuværende tilstande på dette område, hvor alle er uskyldige, og hvor ingen har ansvaret for noget som helst, må såvel føringen som ansvaret koncentreres mest muligt, helst i en enkelt mands hånd, hvilket altså betyder en anerkendelse af det fra udlandet kendte, men i sin oprindelse særdeles nordiske førerprincip. Det værste, man kan sige om dette princip, er, at det jo i egentligste forstand står og falder med personen, med føreren. Imidlertid, det lykkedes vel, når det velfortjent 134» DET DANSKE DEMOKRATI

135 dubiøse [tvivlsomme] skær, der nu hviler over politisk gerning her i landet, blev fjernet, at finde den eller de mænd, der af ideelle bevæggrunde, af kærlighed til land og folk ville tage denne opgave op. Vi har jo da i denne forbindelse fra LS's side lov til at pege på, at da krisen for alvor satte ind over for dansk landbrug, fremstod i vor fører, Knud Bach, en sådan personlighed, der netop med de nævnte ideelle motiver påtog sig det byrdefulde og tit utaknemmelige arbejde, som oprettelsen af LS har været. Givet er det i hvert tilfælde, at lige så lidt som en høkerbutik eller en bondegård kan drives efter parlamentariske principper, altså uden en egentlig leder, lige så lidt kan et land - og aller mindst i vanskelige og alvorlige tider - styres på denne måde. Vi bliver derfor nødt til, om ikke andet så midlertidigt, at acceptere førerprincippet for derved at komme ud af det nuværende uføre. Forandringerne i vort samfund bliver imidlertid af mere dybtgående natur end en blot og bar anerkendelse af førerprincippet. Det demokratiske samfund, der bygger på princippet, at flertallet altid har ret og følgelig også bør have magten, hvilket er udartet til ren og skær stemmekøbspolitik, må erstattes med et mere rationelt, samfundsbetonet princip. I stedet for det nuværende demokratiske samfunds skarpe klassedeling peger strømpilen mere og mere i retning af et samfund, hvor fo lket er delt i erhverv, men hvori samfundets, helhedens, vel går forud for den enkeltes vel. Det følger deraf, at erhvervene - danske som hidtil - skal have den bedst mulige repræsentation (for landbrugets vedkommende helst lidt bedre end hidtil) over for den udøvende magt, men at det bliver dennes - og kun dennes - opgave at afveje de forskellige interesser imod hinanden, ikke efter stemmetal, men udelukkende efter deres samfundsmæssige og nationale betydning. Statsminister Thorvald Stauning: Den kriseordning, som gennemførtes i sidste rigsdagssamling ved samarbejde på bredt grundlag - altså med tilslutning fra partiet Venstre - [Kanslergadeforliget] har haft særdeles god virkning. Den førte til forøget beskæftigelse, mennesker kom i arbejde, og det har også forøget landbrugets muligheder fo r at komme igennem krisen og har afværget sammenbrud for mange hjem. Dette resultat var netop muligt under parlamentarismen, på folkestyrets grund. Bliver der opløsning i statens fo rhold, skal vi ud i klassekamp og borgerkrig, bliver der intet til bonde eller arbejder, og den kapitalistiske overklasse vil også opdage, at dens sikkerhed er ringe, når der er kaos, størst, når der er orden i samfundets forhold. Men netop ud fra denne betragtning gælder det da også, at det, vi trænger til, er sammenhold i folket, offervilje fra alle sider og troskab mod det folkestyre, der bedst sikrer både økonomisk og kulturel udvikling og højnelse. (... ) Her i landet skal vi ikke regeres af maskingeværer eller af private politi- eller soldaterkorps. Hvis de tilløb, som vi særdeles godt kender, fø res videre, bør man fo r berede sig på at møde modstand, og den lovlige myndighed her i landet savner ikke midler til ordens opretholdelse og sikring. (... ) 135

136 Vi tror ikke på lykken ved noget diktatur, vi anerkender andres ret til for sig selv at vælge en sådan statsform, men vi ønsker i Danmark at bevare et folkestyre. På grundlag af folkestyret vil vi bekæmpe krise og nød, arbejdsløshed og demoralisation. Vi vil fo rtsat virke for at skaffe beskæftigelse, for at skabe soliditet i produktionen, for at sikre afsætning af vore produkter, for at modvirke yderligere svækkelse af kronens købekraft, og vi vil vende os mod alle forsøg på at nedbryde det ordnede samfund, der hviler på lovens grund. Th. Stauning, statsminister , Demokratiets tilstand i begyndelsen af det 21. århundrede I slutningen af 1990'erne besluttede Folketinget, at demokratiets tilstand i Danmark skulle undersøges. En gruppe fo rskere under ledelse af professor Lise Togeby udgav en lang række rapporter og undersøgelser, der kan findes på hjemmesiden www. magtudredningen.dk.. I 2003 afsluttede fo rskerne deres arbejde og fo rmulerede her deres opfattelse af demokratiets tilstand i en konkluderende rapport. Folkestyrets tilstand De konklusioner, der er blevet draget i denne gennemgang af magtforholdene og demokratiet i Danmark ved overgangen til det 21. århundrede og af de ændringer, der er sket i den forudgående periode, har været forholdsvis positive. Det er faktisk gået forbavsende godt. Der er fortsat demokratisk livskraft i den danske befolkning og en betydelig demokratisk robusthed i de politiske institutioner. Først og fremmest fremstår den danske befolkning som både ressourcestærk og handledygtig. Vi har undervejs punkteret en række af de forfaldsmyter, som florerer i den offentlige 136» DET DANSKE DEMOKRATI

137 debat. Befolkningens politiske deltagelse er ikke mindsket, og deltagelsesdemokratiet er ikke blevet afløst af et passivt tilskuerdemokrati. Derimod er der sket et skift fra kollektive til mere individualiserede deltagelsesformer. Afstanden mellem folket og eliten ser ikke ud til at være blevet større end tidligere, snarere tværtimod. Det har stort set været muligt at bevare den komparativt set høje grad af økonomisk og social lighed, der længe har karakteriseret Danmark. De politiske partier er svækkede og dermed også deres evne til at fungere som bindeled mellem befolkning og magthavere, men de synes at have fu ndet en ny stabilitet med færre medlemmer. Medierne har fået en større betydning for det politiske liv og sætter i stigende grad betingelserne for den politiske kommunikation, men medierne har ikke taget magten fra hverken folket eller de folkevalgte. Folketinget er sammenlignet med de andre nationale politiske institutioner styrket snarere end svækket. Det gælder dog ikke i forhold til EU, hvor en stadig stigende del af Folketingets lovgivning sker i form af tilpasning til EU's bestemmelser (... ) At udviklingen overvejende har været af positiv art, indebærer heller ikke, at alting er gået godt eller godt nok. Hvis vi holder beskrivelsen af forholdene op imod de demokratiske idealforestillinger, er konklusionen knap så flatterende. Der fmdes fortsat betydelige sociale skel i det danske samfund, uanset om de i nogen grad har ændret karakter. De klareste skel går i dag mellem de velbjærgede og de socialt marginaliserede og mellem majoritetsbefolkningen og de etniske minoriteter. Hvor stigende valgfrihed og respekt for den enkeltes autonomi er det dominerende princip i statens relationer til de første grupper, indgår der langt mere tvang og disciplinering i relationen til de sidste. På en række områder består der også fortsat klare skel mellem mænd og kvinder, mest udpræget når vi nærmer os de mere magtfulde positioner i det danske samfund. Den politiske deltagelse i Danmark er omfattende, men ikke på alle områder, og der er tegn på, at vi i stigende grad kommer til at opleve en uddannelsesbaseret skævhed i deltagelsen (... ) Massemediernes adgangs- og indholdskrav er blevet styrende for den politiske kommunikation, hvilket udgør en trussel for kvaliteten af den politiske proces. Beslutningsprocesserne er blevet mere kaotiske: Mange politiske beslutninger præges af, at politikerne reagerer som lemminger på enkeltsager, og indimellem er det medierne, der agerer lemminger. Andre politiske beslutninger er præget af, at de meget store og stærke interesseorganisationer - og indimellem også virksomheder - har en uigennemskuelig indflydelse på de politiske beslutninger. At vi har fået en mere mediekritisk befolkning forhindrer ikke, at det billede af de politiske processer, som formidles til befolkningen, ofte er forvrænget og mangelfuldt og derfor er et dårligt udgangspunkt for politisk stillingtagen. Pluralismen er ikke så omfattende, som vi nogle gange vil gøre den til. J lyset heraf er det vigtigt at erindre sig, at vi i betydeligt omfang selv bestemmer. De politiske handlemuligheder er omfattende. Både de kva- 137

138 liteter og mangler, der er beskrevet ovenfor, er altovervejende et resultat af politiske valg. 138» DET DANSKE DEMOKRATI

139 Overblik Under Treårskrigen blev enevælden erstattet af et konstitutionelt kongedømme med en fo lkevalgt Rigsdag. Da Danmark mistede hertugdømmerne Slesvig og Holsten i 1864, blev det i 1866 anledningen til en indskrænkning af den almindelige og lige va lgret til La ndstinget. Modsætningen mellem det godsejerdominerede La ndsting og det bondedominerede Fo l keting var baggrunden for, at J.B.S. Estrup i 1885 gennemførte et statskup ved at sætte Folketingets bevillingsmagt ud af spillet og derefter anlægge en land- og søfæstning omkring København. Efter Estru p blev tvunget til at gå af i 1894, kom systemskiftet i Det betød, at regeringen indirekte blev fol keva lgt (gennem vælgernes sammensætning af Folketinget). l 1915 blev valgretten kraftigt udvidet, idet kvinder og tyende fik stemmeret og valgretsalderen sænket. Med Påskekrisen måtte kongen anerkende, at han ikke kunne afskedige en regering, som Fo lketinget ikke havde givet et mistillidsvotum. Nazistiske og kommunistiske ideer og strømninger truede demokratiet i 1930'erne. Under besættelsen voksede befolkningens tilslutning til de partier, som solidt stod på demokratiets grund. En grundlovsreform i 1953 bekræftede demokratiets stabilitet. La ndsti nget afskaffes samtidig med, at der åbnes mulighed for flere fo l keafstemni nger og en lavere valgretsalder. 139

140 Tidslinje Stænderforsamlinger, nationalliberale og bondevenner 1848 Frederik 7. udtaler 22. marts over for den netop udnævnte regering, martsministeriet. at han for fremtiden vil være konstitutionel konge. 5. oktober vælges en grundlovgivende forsamling ved almindelig va lgret juni underskriver Frederik 7. Junigrundloven 1864 Danmark afstår Slesvig og Holsten-Lauenburg til Østrig og Preussen 1866 En revideret Grundlov vedtages 1870 Det Forenede Venstre dannes 1875 Lederen af Højre i Landstinget J.B.S. Estrup udnævnes til konseilspræsident støttet af Højre i Landstinget 1881 Visnepoliti k indledes 1885 Estrup begår statskup ved at udstede en provisorisk fi nanslov og senere på året forskellige civile provisoriske love og ved ikke at anerkende det, da Folketinget siger nej til de provisoriske love Hvert år udstedes en provisorisk fi nanslov, og samtidig bygges land- og søfæstning omkring Hovedstaden uden bevillingsmæssig dækning i en vedtaget fi nanslov 1894 Forlig mellem Højre og Det Moderate Venstre 1901 Systemskiftet - parlamentarismen anerkendes 1915 Ny Grundlov - kvi nder og tyende får va lgret 1920 Påskekrisen. Kongen afskediger regeri ngen Zahle 29. marts, skønt Folketinget ikke har udtalt sin misti llid til den. Efter 5 dage fi nder han og de fire etablerede partier hinanden i en afta le, der sikrer normale parlamentariske tilstande 1924 Den første socialdemokratiske regering, ministeriet Th. Stauning, ud nævnes i overensstemmelse med parlamentarismens regler Kampen mellem de demokratiske og antidemokratiske kræfter fører til demokratiets sejr i 1940, da Højgårds-kredsens forsøg på at få kongen til at udnævne en regering uden forankring i Rigsdagen glipper 1953 Grundlovsrevision. Landstinget afskaffes, og parlamentarismen grundlovfæstes 2003 Magtudredningens slutrapport udkommer 140» DET DANSKE DEMOKRATI

141 l n d ustria l iser i n gen Verdens fø rste industrisamfund opstod i Storbritannien efter Produktionen blev ændret fra håndværk til fabrikssystem med udbredt anvendelse af maskinkraft, og den økonomiske aktivitet sldftede fra familie- og landsbyniveau til masseproduktion fo r et nationalt og internationalt marked. Så vidt er historikerne enige, og de er også enige om at se det industrielle gennembrud i sammenhæng med den befolkningsvækst, som satte ind omkring Den betød større efterspørgsel på fødevarer, klæder, redskaber og andre livsfornødenheder, og det var et godt incitament til mere effektive produktionsmetoder. Vanskeligere har det været at fastsætte en mere nøjagtig tidsramme for industrialiseringens start, men de fleste sagkyndige betragter i dag 1780'erne som det afgørende årti. Innovation Industrialiseringen betød ikke kun nye materialer, metoder og produkter. Fabrikken var en ny og anderledes organisering af arb det, både i tid og rum. Gamle livsrytmer, vaner og institutioner blev omformet eller forsvandt, og nye opstod. Der har været tradition for at se industrialisering som en mere eller mindre naturlig følge af en række epokegørende ideer og opfmdelser. Men ideudvikling skaber ikke i sig selv forandring, og det er derfor mere hensigtsmæssigt at sætte fokus på begrebet innovation. Ordet betyder "fornyelse", og innovation lægger som begreb afgørende vægt på, om en ny ide får praktisk anvendelse og betydning. l 1700-tallet var Storbritannien et af de mest innovative samfund. Newcomens ildmaskine Thomas Newcomen er et godt eksempel på den dygtige praktikers betydning for innovation. Hans atmosfæriske "ildmaskine" fra 1712 var teknik i stor skala. Det var den første praktisk virkende dampmaskine, men det var ikke en dampmaskine i almindelig forstand. Newcomen udnyttede nemlig ikke damptrykket som kraftkilde, dampen blev alene brugt til at skabe undertryk i en cylinder. Med vakuum på den ene side af stemplet i cylinderen og atmosfæretryk på den anden var der stærke kræfter på spil. Allerede i 1600-tallet havde tyskeren von Guericke opnået en eksperimentel 141

142 viden om atmosfærisk tryk og vakuum, men teoretisk indsigt er som nævnt ikke nok. Materialekendskab og evnen til at fremstille en cylinder med et tætsluttende stempel og en kedel til opvarmning var afgørende. Det var her Newcomens indsats lå. Hans maskiner var pålidelige og holdbare og kunne fjerne 480 l vand i minuttet fra en 45 m dyb mineskakt Det betød, at mange kulforekomster nu kunne udnyttes i praksis. Men der var langtfra tale om en perfekt løsning. Energiregnskabet var dårligt. Kun 0,7 pct. af kullets varmenergi blev omsat til nyttearbejde. Abraham Darby og Coalbrookdale Fremstilling af råjern er en af menneskehedens ældste teknologiske bedrifter, og i oldtiden kunne man fremstille store mængder jern uden at Dansk forsøg med jernproduktion i kopi af en skaktovn fra jernalderen. Ovnen fyldes lagvis med malm og trækul. Nederst ses slagger fra brændingen. Selve jernklumpen ses i niveau med jordoverfladen. have nogen eksakt viden om metallets og processens kemiske og fysiske indhold. Udsmeltningen foregik ved hj ælp af trækul, og da Abraham Darby i 1709 i Coalbrookdale gav sig til at eksperimentere med stenkul, var det fo rdi trækul var blevet en knap energiressource. I mere end 200 år havde efterspørgslen efter råjern været stor, og fremstillingen af trækul havde gjort et stort indhug i Storbritanniens skove. Prisen på trækul var tårnhøj, og der var derfor mange penge at hente, hvis man kunne bruge kul, der blev udvundet ved minedrift. Men stenkul indeholder mange urenheder, og Darbys første skridt var derfor at omdanne kul til koks ved en opvarmningsproces uden luftadgang. Derved forsvandt en række gasser, bl.a. en del svovlforbindelser. Tilbage blev de såkaldte koks, et let, porøst og renere materiale med meget høj brændværdi, og det kunne bruges til udvinding af råjern. Darby og hans medhjælpere havde i forvejen udviklet en ny og lettere støbemetode og kunne nu masseproducere komfurer, gryder, potter og pander. Darbys egne motiver var virksomhedsøkonomiske, men samfundsmæssigt var der store perspektiver i resultaterne fra Coalbrookdale. Man slap ud af den økologiske fælde, som jernproduktionen havde skabt; den truende skovdød blev afværget. Nationaløkonomisk var der også et plus. Storbritannien havde længe måttet importere råjern fra det skovrige Sverige, men kunne nu tværtimod blive eksportør af jern og jern varer. Endelig var der strategiske fordele, for både træ og jern 142» INDUSTRIALISERINGEN

143 Traditionel spinding og vævning ca Øverst ses to "flyvende skytler Bemærk formen og de små hjul på undersiden. Nederst ses en almindelig skyttel. havde stor betydning for krigsflåden. Norfolk-systemet En effektiv landbrugssektor var og er en central faktor i enhver industrialiseringsproces. Landbruget skulle dels ernære en voksende befolkning, dels via modernisering frigøre arbejdskraft til andre erhverv. Det var derfor afgørende at få igangsat innovationsprocesser, som gjorde produktionen mere intensiv og rationel. Udviklingen blandt bønderne i Norfolk, det såkaldte Norfolk-system, blev en vigtig motor i udviklingen af landbruget. Det gamle trevangsbrug, hvor en tredjedel af jorden lå brak hvert år, blev afløst af f1 re vekslende afgrøder: roer, byg, kløver og hvede. På den måde blev al jord dyrket hele tiden, og de skiftende afgrøder tilførte jorden næringsstoffer. Der blev arbejdet systematisk med jordforbedring, våde marker blev drænet, og sandede jorder f1k tilført kalk og ler. Norfo lk-systemet gav også mu- lighed for bedre kvægavl, og jo mere udbredt systemet blev, jo større blev den britiske fødevareproduktion. Boom i bomuld Det var mekanisering af tekstilfremstillingen i Storbritannien, som blev kernen i verdens første industrialiseringsproces. Tekstilfremstilling har til alle tider været en del af tilværelsen i et landbosamfund. Alle på landet kunne karte og spinde uld, og hver landsby havde en eller flere vævere, der havde tekstilfremstilling som hovederhverv. Det gjaldt også Storbritannien i tallet, hvor produktionen i visse egne havde udviklet sig til såkaldt hjemmeindustri. Købmænd fra byerne opkøbte store partier uld hos få reavlerne og traf aftale med husmænd, landarbejdere og håndværkere på landet om betaling for spinding og vævning. Fra midten af 1700-tallet f1k ulden 143

144 Cromptons muldyr-maskine kunne, med 216 spindler, spinde 420 gram uld pr. arbejdertime, mens en spinderok kun producerede 4-8 gram uldtråd pr. arbejdertime. Billede fra imidlertid skarp konkurrence fra et nyt produkt, bomuld. Den rå bomuld blev især importeret fra Indien og de britiske kolonier i Nordamerika, og der var ingen problemer med at få de færdige bomuldsstoffer afsat hos forbrugerne. Bomuld var nemlig billigere end uld. Det kunne desuden fmt kombineres med hør, og bomuldstøj var både nemmere at vaske og mere behageligt at gå med. Bomuld var også meget anvendeligt til stoftryk, og fa rvede stoffer med forskellige mønstre og motiver blev hurtigt moderne. Endelig var bomuld en vare, der var eftertragtet hos både fattig og rig. Stofferne kunne fremstilles i vidt forskellige kvaliteter, og den velhavende middelklasse kunne nu fø re sig frem med klæder, gardiner og møbelbetræk af stoffer, hvis udtryk ikke lå så langt fra adelens broderede silketekstiler. I den fattige ende blev der bedre råd til en ekstra arbejdsskjorte og hverdagsklæder til familien. Det var derfor ikke mærkeligt, at efterspørgslen eksploderede. I 1760 kunne produktionen ikke følge med længere, og den engelske bomuldsindustri blev det klassiske eksempel på, hvordan "flaskehalse" i produktionen fungerer som drivkraft i en innovationsproces. Det var garnproduktionen, dvs. spindeprocessen, der haltede bagefter. Væveprocessen var allerede forbedret ved indførelsen af den "flyvende skyttel". Denne var anbragt i en skinne på væven, og væveren kunne ved et simpelt snoretræk få skyttelen til at suse fra side til side i højt tempo. Samtidig kunne man sætte vævebredden op, for væveren var ikke længere afllængig af sin egen rækkevidde. Spørgsmålet var derfor, hvordan produktionen af garn kunne øges. I 144» INDUSTRIALISERINGEN

145 løbet af 1760'erne blev der udviklet to spindemaskiner: Hargreaves Spinning Jenny, der blev drevet med håndkraft, og Arkwrights maskine, der kunne drives af et vandhjul Spinning Jenny passede godt ind i det traditionelle produktionsmønster, hvor spinding ligesom vævning var hj emmearbejde, mens Arkwrights "vandspindemaskine" betød en ny måde at organisere produktionen på. Arkwrights maskine lod sig nemlig ikke flytte hen til arbejderen. Han eller hun måtte komme til maskinen, og et vandhjul med god kraft kunne drive mange spindemaskiner. Den mekaniserede spindeproces skabte de første egentlige fabrikker. De blev typisk placeret i landlige omgivelser, hvor der var vandløb med tilstrækkelig kraft til at drive mange maskiner. Et eksempel er fabrikken i Styal syd for Manchester, hvor der tilmed opstod et helt nyt samfund, fordi fabriksejeren for at sikre arbejdskraft også måtte bygge boliger til sine arbejdere og deres familier. Det var fabrikssystemet, der sejrede. Denne udvikling f1k endnu et skub, da Samuel Crompton i 1779 kunne præsentere en helt tredje spindemaskine. Denne maskine blev kaldt "muldyret," fordi den teknisk set var en krydsning af de to andre maskiner, og den blev epokegørende. Mens både Hargreaves og Arkwright opererede med under 20 spindler pr. maskine, kunne der være flere hundrede spindler på Cromptons "muldyr". Det betød en enorm stigning i produktiviteten. Damp, fa brikker og byer I 1782 blev den første rigtige dampmaskine, en dobbeltvirkende rotationsmaskine, taget i brug. Den var udviklet af f1rmaet Soulton Et Watt. Manden bag den nye dampmaskine var James Watt, som var uddannet instrumentmager. I 1769 havde han taget patent på to væsentlige forbedringer af Newcomens ildmaskine. Den ene var at reducere det store energitab ved at lade fortætningen af dampen foregå i en særskilt kondensator. Den anden var at anvende dampens udvidelseskraft til at Ved sin kroning i 1821 fik George 4. bl.a. en model af Watts dampmaskine som gave. De sort optrukne dele af tegningen viser de tre epokegørende opfindelser fra 1769 og På modellen ses også centrifugalregulatoren fra

146 bevæge stemplet. Fabrikant Matthew Boulton i Birmingham satte Watts ideer i produktion, og den nye maskine blev en stor succes. Et afgørende teknologisk nybrud skete dog først med den dobbeltvirkende rotationsmaskine fra At omsætte stemplets bevægelse, op og ned, til en kontinuerlig roterende bevægelse var et kvalitativt spring, som åbnede store perspektiver. Dampmaskinen blev en ideel drivkraft for de nye store spindemaskiner. Dampmaskinen og spindemaskinen var hj ertet i bomuldsindustrien, og allerede i 1788 var antallet af fabriksspinderier over 100. l 1820'erne kom også vævemaskinerne til. Dampmaskinen ændrede forholdet mellem land og by i Storbritannien. Med dampmaskinen var vandkraften ikke længere den vigtigste lokaliseringsfaktor. Andre hensyn rykkede i forgrunden og gjorde byerne til den vigtigste skueplads for verdens første industrialiseri ngsproces. M e kan isering krævede let adgang til reparation, vedligeholdelse og andre servicefunktioner, og den slags virksomheder lå typisk i byerne. En anden væsentlig faktor var gode transportforhold for råvareforsyning, brændstoffer og afsætning af færdige produkter, og her fik byerne en central rolle som trafikknudepunkter. Ikke mindst da dampmaskinen kom i anvendelse som drivkraft for jernbanelokomotiver. Byerne blev forandret i et tempo, som ikke var kendt tidligere, og befo lkningstallet skød i vejret. Modsætninger i Manchester En af de stærkest voksende industribyer var Manchester, tekstilproduktionens hovedstad eller Cottonopolis, som byen også blev kaldt. Manchester havde en fremragende trafikal beliggenhed. Tre gode kanalforbindelser gav let adgang til kulminer, der leverede brændstof til dampmaskiner, farverier og andre tekstilvirksomheder, og til havnebyen Liverpool, hvor den rå bomuld fra USA og kolonierne blev leveret. Verdens første moderne jernbanelinje, der åbnede i 1830, og som forbandt Manchester med Liverpool, var en ekstra markering af byens førende stilling. For mange var Manchester selve symbolet på industrialiseringen som en ny tidsalder. Manchesters vækst skabte et stort behov fo r ordentlige boligområder, kloakering og vandforsyning, men virkeligheden så helt anderledes ud. Den planlægning og modernisering, som den nye jernbane mellem Manchester og Liverpool var udtryk for, var helt fraværende, når det drejede sig om selve byens udvikling og befolkningens vilkår. Så godt som alle samtidens iagttagere var enige om at fremhæve byens store kontraster og skyggesider. Den franske samfundsfilosof og politiker Alexis de Tocqueville, der besøgte Manchester i 1835, sammenfattede sine indtryk sådan: "En slags sort røg dækker byen. Solen ser gennem denne røg ud som en skive uden stråler. Under dette halve dagslys er mennesker uophørligt i arbejde (... ) Fra denne stinkende kloak fly- 146» INDUSTRIALISERINGEN

147 der den største strøm af menneskelig virksomhed ud for at gøde verden. Fra dette uhumske afløb flyder det rene guld; her yder civilisationen mirakler, og det civiliserede menneske er næsten bragt til vildmandsstadiet." Alexis de Tocquevilles vurdering ligger på linje med, hvad dr. J.P. Kay Ia-.JLE. TO BE OliERVED By tbe Bands Employed in THIS ItiiLL. RULE l. All the Overlookers shall be on the premises first and last. 2. Any Person coming too late shall be fmed as fouows:-for 5 minutes 2d, 10 mioutes 4d, and 15 minutes 6d, &c. 3. For any Bobbios found on the Ooor Id for each Bobbiu. 4. For single Drawiog, Slubbing, or Roving 2d for each single end. 5. F o r W as te o n tb e Ooor 2d. 6. For any Oil wasted or spilled on the Ooor 2d eacb offence, besides puyiug for the valne of the Oil. 7. For an y broken Robbins, they shall be paid for according to their value, and if there is any difficulty in ascertaining tbe guilty party, tbe same shau be paid for by the whole usiog such Robbins. 8. Any person negleeting to Oil at tbe proper times shau be fined 2d. 9. Any person leaving their W ork and found Talking with any of the other workpeople shau be fined 2d for eacb ofl'ence. 10. For e''ery Oath or insolent language, 3d for the first offence, and if repeated they shah be dismissed. 11. The Machinery shall be swepl and cleu.ned down every meal time. 12. All persons in our employ s hall serve Four Weeks' Notice hefore leavin g their employ; but L. WHITAKER & SONS, shah and will turn any person ofl' without notice heiug given. 13. IC two persons are kt1own to be in one Necessary together they shah be fined 3d each; and ifan y Man or Boy go into tbe W ornen's Necessary he sball be instantly dismissed. 14. Any person wilfully or negligently breakiug the Machinery, damaging the Brushes, making too much Waste, &c., they shall pay for tbe same to its full valne. 15. Any person hanging anything on the Gas Pendanl8 will be fined 2d. 16. The Masters would recommend that au their workpeople Wash themselves every morning, but they shall Wash themselves at least twice every week, Monday Morning and Tlmrsday morniug; and auy found not washed will be fined 3d for each offence. 17. The Grinders, Drawers, Slubhers and Rovers shah sweep at leust eight times in lhe day as foijows, in the Morniug at 7!, 9!, Il and 12; and in the Afterooon at 1!, 2-!, 3!, 4! and 51 o'clock; and to notice the Board hung up, wheu the black side is turned thal is tbe time to sweep, and only quarter of an hour will be allowed for sweeping. The SpinDers shall sweep as follows, in the Morning at 7f, 10 and 12; in the Aflernooo al 3 and Sl o'clock. Any negleeting to sweep at the time will be fined 2d for each ofl'ence. 18. Any persons found Smoking on the premises will be iustantly dismissed. 19. Any person found away from their usual place of work, except for necessary purposes, or Talking witb any one out of their own Alley will be fined 2d for each ofl'ence. 20. Any person bringing dirty Bobbios will be fined ld for eacb Bobbin. 21. Any pehon wilfully damaging this Notice will be dismissed. The Overlookers are strictly enjoined to altend lo tbese Rules, and Lhey will be responsihle to lhe Masters for tbe W orkpeople observiug them. WATER-FOOT MILL, NEAR HASLINGDEN, SEPTEMBER, J, Read, Printer, and Bookbinder, Haslingden. Med sine forbud, trusler og bøder var dette reglement fra et spinderi 1851 typisk for sin tid. Læs teksten på bogens hjemmeside 147

148 i 1832 skrev om de dårlige sundhedsforhold, den manglende kloakering og slagteriernes placering i byens snævreste og mest snavsede gader: "Afløbet fra disse huse, dybt farvet med blod og blandet med andre ting fra dyrene, løber hyppigt ned ad gadens almindelige åbne rendesten og står stille i render og vandhuller." 1832 var året, hvor Manchester blev ramt af en alvorlig koleraepidemi. Og tyskeren Friedrich Engels skrev i 1844 om et af de nye store boligkvarterer i Manchester, at "der ikke fmdes noget mere skadeligt og demoraliserende system til at skaffe arbejdere tag over hovedet end netop dette. Arbejderen er tvunget til at bo i den slags forfaldne hytter, fo rdi han ikke kan betale dem bedre, eller fordi der ikke fmdes bedre i nærheden af hans fabrik." Fælles for de tre skribenter er sidldringen af de rystende forhold for de mange irske indvandrere på samfundets bund. Den første generation af industriarbejdere kendte stort set kun Manchester og mange andre af de nye industribyer som slum, forurening, lange arbejdsdage, dårligt arbejdsmiljø og hård disciplin. Hertil kom perioder med stor arbejdsløshed. For mange mennesker var fabriksarbejdet i byen endestationen på en social nedtur. Deres beskæftigelse var blevet ødelagt af maskinen, og de havde selv måttet tage arbejde i fabrikkerne. Det klassiske eksempel er håndvæverne. Allerede i 1785 var der udviklet en maskinvæv, som dog kun langsomt kom i brug. Men fra omkring HÅNDVÆVERENS SANG lam a hand-weaver to my trade l fell in love with a faetarv maid And if l could but her favour win l'd stand beside her and weave by steam My father to me scornful said: How could you fancy a factory maid When you could have g iris fine and gay And dressed up like the Oueen of May? How can you say it"s a pleasant bed, When nowt Iies there but a factory maid? -A factory Iass although she be, blest is the man that enjoys she. Where are the girls? 1'11 tell you plain. The g i ris have gane to weave by stea m. And if you'd find them, you must rise at dawn, And trudge to the factory in the early morn (0/dham, ca. 7830) nowt = nothing 1830 eksploderede antallet af maskinvæve, og håndvævernes indtjening faldt tilsvarende. For væverne var det en helt anden livsform at komme på fabrik, og også en overvindelse at skulle arbejde i en industri, hvor tre fjerdedele af arbejdsstyrken var kvinder og børn. Andre så mere positivt på industrialiseringen, for maskinerne skabte også attraktive jobs som mekanikere og teknikere. Alt i alt var der rig anledning til utilfredshed og kun få reformer. I 1833 blev der vedtaget en fabrikslov, der begrænsede børns arbejde. Det blev forbudt at beskæftige børn under 9 år, og børn og unge under 16 måtte maksimalt arbejde 12 timer. En ny fabrikslov 148» INDUSTRIALISERINGEN

149 Verdensudstillingen i London 1851 skulle vise Storbritannien som førende industrination. På billedet ses landbrugsmaskiner, bl.a. et lokomobil og et tærskeværk. i 1847 indførte ti timers arbejdsdag for kvinder og unge mellem 13 og 18 år. Byens koncentration af fabrikker i nær tilknytning til arbejdernes boligkvarterer dannede en god baggrund for at fo rmulere den sociale og politiske protest. I 1824 blev fagforeninger tilladt, men arbejdernes utilfredshed og frustration tog dog fø rst og fremmest fo rm af en langvarig kamp for demokrati. Først i 1867 blev valgretten udvidet til at omfatte arbejdere. Samme år blev der vedtaget nye love om arbejdsmiljø i fabrikker, og i 1868 blev der skabt en landsdækkende fagbevægelse, TUC (Trade Union Congress). slagger --ti'=::::: stål dyser ''Wliiiii.J.\ trykluft- Fra støbejern til stål Med de nye fabriksmaskiner og især dampmaskinerne var der opstået et Bessemermetoden. Der blæses luft gennem det flydende råjern. Det fjerner kulstof og andre urenheder som silicium og mangan. Efter en halv time kan det færdige stål aftappes. 149

150 meget stort behov for stål, det vil sige hærdet jern, som kan tåle store belastninger. Støbejern havde et kulstofindhold på op til 4 pct., hvorimod kulstoffet i stål skulle udgøre under 2 pct. Der var i 1783 og 1784 taget patent på metoder til fremstilling af stål, men produktionen kunne ikke følge med efterspørgslen. Stål var omkring 1850 et kostbart specialprodukt. Det blev kun brugt, hvor det var absolut nødvendigt, fx til de skærende og borende dele i værktøjsmaskiner. Stålfremstilling var simpelthen blevet en afgørende flaskehals. Det vakte derfor stor opmærksomhed, da ingeniør Henry Bessemer i 1856 udviklede en fremstillingsmetode, der på en halv time kunne konvertere 5 tons råjern til stål. Bessemerprocessen er en af industrihistoriens allerstørste innovationer. Massefremstilling af stål, der kunne smedes, valses, hamres og presses til alle mulige behov, var nu mulig. Stålproduktionen steg, og priserne raslede ned. Jernbanen er et oplagt eksempel på betydningen af den lettere adgang til stål. For at sætte lokomotivernes trækkraft og hastighed i vejret måtte man anvende højtryksmaskiner, og kun kedler bygget af stålplader kunne modstå det store damptryk uden fare for eksplosion. Samtidig stillede tungere og hurtigere tog nye krav til skinnerne. Ingen jernbaner fungerer bedre, end skinnerne tillader, og skinner af støbejern var simpelthen brudt sammen under vægten af de første tunge lokomotiver. Stålskinner kunne tåle ti gange så stor en belastning og havde meget længere levetid. Bessemerprocessen bekræftede Storbritanniens position som verdens industrielle centrum, og det lykkedes også at fastholde den i de næste årtier. Men England var langtfra alene på banen. Især Tyskland og USA var hurtige til at tage ved lære og var snart de nærmeste konkurrenter til Storbritanniens førende stilling. USA - jernbaner er trumf Industrialiseringen af USA begyndte i første halvdel af 1800-tallet, men den afgørende vækst skete mellem 1850 og Nøglefaktoren var en eksplosiv vækst i jernbanebyggeriet I 1869 åbnede den første transkontinentale linje, som forbandt New York og San Francisco. Den næste åbnede i 1881, og i 1893 var antallet af transkontinentale jernbanelinjer vokset til fem. Det samlede jernbanenet voksede i samme periode fra miles til miles. Det amerikanske jembaneboom mangedoblede efterspørgslen efter tømmer, kul og stål. Produktion og beskæftigelse i disse industrier voksede, og USA's stålindustri udnyttede den nye stålteknologi, der blev udviklet i Storbritannien. Set i et større perspektiv betød udbygningen af jernbanenettet, at de mange regionale økonomier og markeder i USA blev bundet sammen til et stort marked. l princippet kunne ajle produkter nu afsættes overalt i USA. Men jernbaner var ikke i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for økonomisk vækst og udvikling; andre faktorer skulle også være til stede. En 150» INDUSTRIALISERINGEN

151 Amerikanske jernbaner o.1900, med de transkontinentale linjer som hovedårer og Chicago som bindeled mellem øst og vest. sådan fa ktor var befolkningstilvæksten og opdyrkningen af den nordamerikanske prærie. Mellem 1850 og 1900 steg befolkningstallet med 53 millioner til 76 millioner, og af disse var ca. 13 millioner indvandret fra Europa. En stor del af den voksende befolkning søgte ud mod områderne vest for Mississippi. Chicago - porten mod Vest Drivkraften bag udflytningen til prærien var udsigten til at etablere eget landbrug. I 1862 kom den såkaldte Homestead-lov, der gav alle ret til at købe 160 acres jord til en meget lav pris. Det var også muligt at købe jord hos et af de private jernbaneselskaber. Den amerikanske regering havde givet selskaberne store jordarealer som støtte til udbygning af jernbanenettet, og de havde derfor flere motiver til at tilbyde nybyggerne billige billetter til rejsen vestpå. Det massive behov for byggematerialer, som udflytningen til prærien skabte, gav også indtægter. Prærien er en græssteppe næsten uden buske og træer, og mange pionerer byggede den første bolig af tørv. Men snart begyndte efterspørgslen efter tømmer til ordentlige boliger og avlsbygninger, og langs jernbanen opstod der også byer med forretninger, hoteller, kirker, retsbygninger m.m. Behovet for træ var nærmest umætteligt, og alt måtte skaffes østfra. Det vil i praksis sige fra Chicago, der i IBSO'erne blev verdens største markedsplads for tømmer. Det var der to grunde til. For det første lå Chicago placeret ved den sydlige ende af Michigansøen, hvis bagland til alle sider var fyldt med store skove, og for det andet løb alle vigtige 151

152 jernbanelinjer sammen her. Tog efter tog med opskåret tømmer, færdige dør- og vinduesrammer, præfabrikerede bygningselementer, og også hele samlesæt af huse, lader m.m. rullede vestpå, ud på prærien. Begyndelsen til et nøje samspil mellem opdyrkningen af de vidtstrakte prærieområder og en gennemgribende industrialisering var gjort. Behovet for landbrugsmaskiner betød endnu en udviklingsmulighed for Chicago, og nye maskinfabrikker så dagens lys. Den moderne høstmaskine, selvbinderen, udviklet af McCormick, var blot en af flere amerikanske innovationer i Jandbrugssektoren. Chicago blev også marked for den enorme kornproduktion, som var resultatet af præriens opdyrkning. Kornet ankom i så store mængder, at det truede med at omdanne Chicago til en eneste stor flaskehals for handel og transport østpå. Problemet blev løst ved hj ælp af store maskindrevne silo-anlæg, der i højt tempo tømte de fyldte godsvogne straks ved ankomsten, og fordelte kornet til forskellige siloer efter kvalitet. Andre togvogne fragtede så kornet videre østpå, og en stor del gik med dampskib videre til Europa. Hjertet i disse silo-anlæg var transportbånd, monteret med spande og drevet af dampmaskiner. Der var tale om en ren amerikansk innovation. Mængden af amerikansk korn rystede verdensmarkedet. Kornpriserne faldt, og europæisk landbrug var ikke i stand til at konkurrere. Jernbanerne og opdyrkningen af prærien betød samtidig undergang for de indianske nomadesamfund, der var bygget op omkring jagten på de store bøffelhjorde. Disse blev simpelthen udryddet, og indianerne selv blev henvist til reservater i det agerdyrkende, kvægavlende og industrialiserede USA. En dansk journalist og rejseforfatter, Wilhelm Topsøe, skrev i 1872: "Indianeren synes bestemt til at uddø; man kan ikke holde liv i ham ved at pålægge et samfund, der har en så overordentlig betydning fo r hele menneskelægtens udvikling som det amerikanske, tvingende bånd. Det har en højere ret til jorden end det folk, der behøver så umådelige strækninger, fordi det ikke kan føre noget ordnet liv." Produktionslinjer som i dette svineslagteri i Chicago blev en vigtig inspiration for samlebåndsproduktionen. Tegningen er fra » INDUSTRIALISERINGEN

153 Slagtehallernes Chicago Storbyen Chicago f1k samme Jegendariske status som Manchester i Storbritannien. Byens befolkning voksede med stor hast, og tiltrak mange immigranter. I 1850 var der indbyggere, i , og 1900 var Chicago med 1,7 millioner indbyggere USA's næststørste by. Kun overgået af New York. Et særligt islæt blev de mange sorte fra USA's fattige sydstater. De sorte vandrede mod nord i søgen efter job og et bedre liv. For de fleste blev vandringen mod nord dog først og fremmest mødet med en voldsom racediskrimination. Chicago blev set som industrialiseringens frontløber og som et symbol på USA's modernisering. Det var her, de første skyskrabere blev rejst med et skelet af stålbjælker som bærende konstruktion og elevator og telefoner som obligatorisk udstyr. Knap så fashionable, men nok så betydningsfulde, var Chicagos gigantiske slagtehaller med tilhørende svinestier, kvægfolde, stalde og fødevarefabrikker. Stanken af gødning og brølene fra titusinder og atter titusinder af EN ARBEJDERS DAG Firmaet International Harvester, som fremstillede landbrugsmaskiner, gav sine polske immigranter instruktioner om arbejdet: 'Jeg hører sirenen, jeg skal skynde mig. Jeg hører fem-minutters fløjten. Det er tid at gå ind på fabrikken. Jeg tager min seddel fra opslagstavlen ved indgangen Og hænger den på afdelingens tavle. Jeg skifter tøj og gør mig klar til at arbejde. Startfløjten lyder. Jeg spiser frokost. Det er forbudt at spise indtil da. Fløjten lyder fem minutter før arbejdstid begynder. Jeg gør mig klar til at arbejde. Jeg arbejder, indtil fløjten lyder, og det er tid at holde op. Jeg efterlader min plads ren og pæn. Jeg lægger alt mit tøj i skabet. Jeg skal gå hjem.' slagtedyr, som kom med jernbane til Chicago, satte sit præg på byen, og slagteriaffaldet, der blev udledt i Chicago-floden, gav vandet både farve og lugt. Chicago var simpelthen verdens største kødmarked, og det kunne mærkes. 153

154 De effektive produktionslinjer i Chicagos slagtehaller parterede både svin og okser. Udskæringer som skinke, bov, mørbrad, T-bone steaks, lever m.v. blev fremstillet i utrolige mængder, og mindre regulære dele gik videre som ingredienser i fabriksfremstillet kødkonserves, pateer, pålæg og pølser. Alt foregik i højt tempo, bl.a. fordi både råvarer og færdigvarer i denne verdens første fødevareindustri var letfordærvelige. Det rette "flow" i produktionen var derfor vigtigt. Der var forskel på produktionen af svinekød og oksekød. Det meste svinekød fra Chicago nåede forbrugerne i de store byer i det østlige USA i saltet, røget eller kogt tilstand. Det var der tradition for, og den virkelige udfordring for fø devareindustrien gjaldt derfor frisk oksekød. Hvordan skulle friskslagtet oksekød nå frem til forbrugerne både 500, og km fra slagtehallerne? Løsningen blev udvikling af særlige godsvogne afkølet med is, der blev skåret om vinteren på de tilfrosne søer i Chicagos omegn. Store kølevognstog tæt pakket med friskslagtet oksekød rullede østpå, og den enkle køleteknik blev snart afløst af mere effektive metoder. De store transporter af levende kvæg til østkystens slagterier blev udkonkurreret af Chicagos kødindustri, og i længden kunne kun New York opretholde egne slagterier. Det var en sejr vundet på skarpe konkurrencebetingelser, og det betød, at de store kødkoncerner i andre dele af produktionen var fristet til at anvende kød af dårlig kvalitet, kødaffald, kød der var gammelt eller kød fra syge dyr. Kontrollen var helt utilstrækkelig. I 1905 offentliggjorde forfatteren Upton Sinclair en artikel med overskriften "Is Chicago Meat Clean?". Artiklen vakte opsigt, og interessen voksede til en storm, da han i den socialrealistiske roman "The Jungle" gav en kras skildring af kødindustriens produktionsmetoder. I 1906 resulterede politisk pres i nye love om regeringskontrol med fødevareindustriens produkter. Det blev ikke det sidste indgreb - hverken i USA eller andre steder i verden. Chicago var i årtierne op til 1900 skueplads for voldsomme konflikter på arbejdsmarkedet. I maj 1886 var der strejke for 8 timers arbejdsdag. Politiet greb ind og skød, og det hele kulminerede, da ukendte gerningsmænd sprængte en bombe, som dræbte otte politifolk. Syv mænd blev arresteret og uden fældende bevis dømt til døden. I 1894 satte USA's præsident, Grover Cleveland, militæret ind for at bryde en jernbanestrejke. 13 strejkende arbejdere blev dræbt og 57 såret. Begivenheder som disse gav den amerikanske fagbevægelse meget vanskelige arbejdsbetingelser. Der var i forvejen stor intern uenighed om strategien, og blandt de mange etniske grupperinger var der forskellige holdninger og traditioner. Det amerikanske system Et særligt træk ved USA's industrialisering var en meget høj grad af arbejdsdeling eller specialisering i produktionen. Det vil sige, at en fremstillingsproces fra råmateriale til 154» INDUSTRIALISERINGEN

155 færdigt produkt var opdelt i en masse delprocesser, hvor hvert enkelt led blev udført af en specialmaskine. Og hvis der i et led blev fremstillet komponenter, som skulle bruges i et senere led, skulle disse være helt ens. Denne standardisering og anvendelsen af maskiner og præcisionsinstrumenter gennem hele produktionsprocessen gik under navnet "Det amerikanske system". Det var det, der snart blev grundlaget i al moderne masseproduktion med USA som foregangsland. Systemet krævede et utal af særlige værktøjs- og arbejdsmaskiner, og mange innovationer i amerikansk industri skete netop på dette felt. En lige så central del var systematisk tilrettelæggelse af produktionsprocessen. Hvad var den mest rationelle arbejdsproces, den mest hensigtsmæssige betjening af en bestemt maskine? Hvad var det rette "flow", og hvordan kunne produktiviteten sættes i vejret? Ingeniør F.W. Taylor gennemførte i 1880'erne en række analyser og gav forslag til, hvordan virksomheder kunne træne deres medarbejdere på grundlag af tidsstudier. Taylor blev grundlæggeren af hele den retning, der senere blev betegnet som "scientific management", og som samtiden kaldte "taylorisme". Mellem 1880 og 1900 blev grundlaget for moderne masseproduktion lagt. Mange mener, at det endelige gennembrud først skete med samlebåndsproduktionen i de amerikanske Ford-fabrikker i 1913, men Henry Ford byggede også på andres erfaringer og innovationer og vedkendte sig bl.a. inspiration fra produktionslinjerne i Chicagos slagtehaller. Ved århundredskiftet stod USA som verdens førende industrination, og det var svært at se, hvordan noget i fremtiden kunne rokke ved denne position. Elektrisk revolution På den store industriudstilling i London 1851 var elektriske maskiner omtalt som "filosofiske instrumenter" og blev nærmest betragtet som legetøj. Men det blev der vendt op og ned på en generation senere, da Z. T. Gramme i 1873 demonstrerede den første praktisk anvendelige dynamo og motor. Elektromotoren kunne i modsætning til dampmaskinen fremstilles i alle størrelser og var samtidig billig, let at be1jene og enkel at vedligeholde. Det var kraftforsyning med en alsidig prof1l. Lige anvendelig i hj emmet, på værkstedet og i fabrikken. Elektromotoren blev i årene op til Første Verdenskrig den mest udbredte kraftmaskine. Tal fra Danmark viser, at antallet af elektromotorer i håndværk og industri steg fra 81 i 1897 til i Også på landet gik elektromotoren sin sejrsgang især på mindre og mellemstore gårde. I 1923 havde 20 pct. af dem elektromotor til at drive fx tærskeværk og kornkværn. Forud var gået en intens strid mellem tilhængere af jævnstrøm og vekselstrøm eller DC og AC, som de internationale forkortelser lyder. Den berømte opfmder af glødelampen, Thomas Edison, var således kompromisløs forkæmper for DC -systemerne. 155

156 Three-phaseA.C.Motor of the slip ring type. Explanation ol Model Piclure: 1. &10101 lhtl l. II.IIIIC!rd e C:Oft 1. b.. rlflil brtciitl- 1. tittor w!n(llng S. Wmlntl cover. l&, b >l" t, coi'ifigc:tl!\g t,.-mlnt\ ourlnt 5, OIF drlll'lilf. U. III lut,.., = :!t... :t :!,' :c.c:o",:: t :t '1:.:plnlle - -,..jnlllng 1t. otl plug. 22'. 1tn n. «lloc.io< Hu. Danske virksomheder var godt med, også på eksportmarkedet. Thrige i Odense fremstillede bl.a. denne vekselstrømsmotor i flere udgaver, med 2 til 15 HK. Året er Det viste sig imidlertid, at kun Aeteknologien var i stand til at overføre højspændt strøm over store afstande uden energitab i ledningsnettet, og at kun AC-systemet kunne håndtere transformering af spænding og strømstyrke uden problemer. Næste skridt var at udvikle højspændingskabler med stor kapacitet. I 1907 kunne et kabel overføre volt, og i 1926 var kapaciteten vokset til volt. Gennembruddet for elektriciteten betød også en renæssance for vandkraften. Vanddrevne kraftværker gjorde det muligt for kulfattige, men vandkraftrige områder at tage del i det industrielle eventyr. Samtidig muliggjorde den billige vandkraft udviklingen af energikrævende industrier som ce- ment-, aluminium- og kunstgødningsfremstilling. I flere lande blev der udviklet vandkraftværker med meget stor ydeevne, og da Første Verdenskrig brød ud i 1914, stod man på tærsklen til en innovationsproces af gigantisk omfang. Tiden mellem de to verdenskrige blev gennembrudsår for de store netværk af højspændt vekselstrøm, der kom til at dominere kraftforsyningen, og som fl.k. enorm betydning for industrialiseringsprocesser verden over. Samtidig blev det klart, at så store tekniskøkonomiske udviklingsproj ekter ikke kunne realiseres uden samfundsmæssig planlægning og styring. Et godt eksempel fra USA er loven om Tennessee Valley Authority (TVA) i » INDUSTRIALISERINGEN

157 "Vi styrker socialismen i USSR!" El-forsyning var hovedmotivet på denne propagandaplakat for den første sovjetiske femårsplan. Året er Sovjetunionens planlagte industrialisering Den Russiske Revolution i oktober 1917 havde bragt Lenin og bolsjevikkerne til magten. Et politisk mindretal havde taget magten, og den gav de ikke fra sig. "Kommunisme - det er lig sovjetmagten plus hele landets elektrificering," sagde Lenin i Dette smarte politiske slagord sætter fingeren på et centralt punkt i samtidens teknologiske udvikling. Elektriciteten var for den industrielt tilbagestående sovjetiske stat en enestående mulighed for at anvende den nyeste teknologi på lige fod med de industrielt mest udviklede lande. Samtidig var el-teknologien som skabt til at spille en central rolle i en statsdirigeret planøkonomisk politik. De første år havde de socialistiske magthavere dog nok. at se til med et samfund hærget af borgerkrig og hungersnød og på randen af et totalt økonomisk sammenbrud. I spidsen for partiapparatet stod Josef Stal in, som efter Lenins død i 1924 begyndte at samle al magt om sin person. Femårsplaner Først da magtspørgsmålet var afgjort, kunne man tage fat på at gennemføre industrialiseringen. Men hvordan? Højrefløjen fandt, at opbygningen af en russisk socialisme måtte foregå "i sneglefart", og at industrialiseringen primært skulle gennemføres ved at 157

158 stimulere landbrug og let industri. Venstrefløjen gik derimod ind for en hurtig udvikling af sværindustrien. Stalin endte med at støtte venstrefløjens synspunkter, og det centrale styringsredskab blev femårsplaner. De overordnede planer blev delt ud i et utal af delplaner helt ned til den enkelte virksomhed. Hele 86 pct. af investeringerne under den første femårsplan fra gik til sværindustri. Resultatet var en fantastisk produktionsstigning, som betød, at So\jetunionen fra en femteplads i 1928 rykkede op på andenpladsen i 1940 med hensyn til industriproduktionens størrelse. Kun overgået af USA. Nye kraftstationer, jern- og stålværker, traktor- og automobil fabrikker, jernbanelinjer og kanalsystemer prægede samfundsbilledet Store befolkningscentre var vokset frem, og der blev opnået en høj grad af selvforsyning. I 1932 var 80 pct. af alle maskiner indkøbt i udlandet, mens kun 10 pct. af maslunbestanden i 1937 var importeret. Springet ind i industrialderen var taget. Anden Verdenskrig blev ildprøven for 1930'ernes forcerede industrialiseringsproces, og det lykkedes Sovjetunionen at mobilisere landets store ressourcer til en effektiv krigsindsats. Hvordan den militære udvikling var forløbet uden de nye store industriområder langt fra krigens fronter, i Ural, Sibirien og Centralasien, er et åbent spørgsmål. Men prisen havde været ufattelig høj. Propaganda og virkelighed En stor del af de nye industrianlæg blev udført ved tvangsarbejde under utroligt hårde betingelser, som krævede mange dødsofre, og hele den sværindustrielle opbygning blev gennemført på bekostning af forbruget. Butikkerne var få og dårligt forsynede med varer, og de varer, som kunne fås, måtte købes til meget høj pris. Byernes behov for boliger, kloakker og busser blev udskudt. Arbejdsløsheden fo rsvandt dog, og der blev også, men på meget lavt niveau, opbygget et socialt sikringssystem med pension, ulykkesforsikring, gratis lægehjælp og hospitalsophold. Særlig hårdt gik det ud over landbruget og bønderne. Det gammeldags russiske landbrug skulle omdannes til et højtproducerende erhverv, som kunne brødføde byernes arbejdere. Midlet var kollektivisering. De enkelte gårde skulle lægges sammen til store landbrugskollektiver, hvor driften kunne rationaliseres og mekaniseres. De mennesker, der kunne undværes i landbruget, skulle flytte til byerne og blive arbejdere. Bønderne gjorde voldsom modstand. Mange slagtede deres dyr i stedet for at aflevere dem. Kornlagre blev gemt eller brændt, og regeringen svarede igen med tvang. Dertil kom i 1932 en omfattende tørke. Resultatet var en hungerkatastrofe, der krævede mindst fem millioner menneskeliv. Hungersnøden havde også politiske årsager, fordi staten for at knække bøndernes modstand beslaglagde meget store mængder korn. De større bønder, de såkaldte kulakker, fik en særlig hård behandling. Nogle blev simpelthen dræbt, mange 158» INDUSTRIALISERINGEN

159 Jubilæumsbanner fra Fagforeningen var i begyndelsen kun for håndvævere, men fra 1884 kunne også maskinvævere optages, og i 1897 kom kvinderne med. blev deporteret til fjerne egne af Sovjetunionen, og andre igen blev sendt i arbejdslejr. De heldigste kunne nøjes med at blive flyttet til dårlige jorder eller få tildelt et lille stykke jord uden for kollektiverne. Hvor mange bønder, der på den ene eller anden måde blev ofre for Stalins politik, er svært at sige præcist, men der var tale om adskillige millioner. Politisk set var der i hele samfundet tale om massiv undertrykkelse. Al modstand mod de mange fo randringer, det hårde arbejde, tvangen og den forringede levestandard blev besvaret med stadig mere kontrol og direkte terror. 159

160 Danmark og industrialiseringen Også Danmark blev en del af den internationale industrialiseringsproces. Der var en jævn industriel vækst fra 1840 til 1914, men væksten var særlig stærk i 1850'erne, begyndelsen af 1870'erne og sidste halvdel af 1890'erne. En af de allervigtigste faktorer i den danske industrialiseringsproces var landbrugets udvikling. Landbrugseksporten var simpelthen motoren i dansk økonomi, og indtægterne fra denne eksport satte Danmark i stand til at fmansiere importen af kul, jern og andre råvarer til industrien. Den største kunde var Storbritannien. Da det billige amerikanske korn begyndte at udkonkurrere dansk korn på det britiske marked, var landbruget i stand til at omstille sig til animalsk produktion, dvs. mejeriprodukter og kød, især smør og bacon. Omstillingsprocessen blev præget af de mange andelsvirksomheder, og de anvendte fra starten den nyeste teknik. Andelsmejerierne, hvis antal i løbet af 1880'erne og 90'erne voksede til ca. 950, var selv små industriforetagender, som efterspurgte maskiner og redskaber. De skulle bruge dampmaskiner, centrifuger og andre mejerimaskiner, transportspande m.m. og efter 1890 helst også køleanlæg. Det var en stor chance for dansk jernog maskinindustri, som her skabte sig et solidt hj emmemarked. Ellers fulgte Danmarks industrialisering meget de samme mønstre som i andre lande. Der skete en markant vækst i bybefolkningen, et nationalt jernbanenet skabte nye behov og muligheder, og da elektricitet og gas holdt deres indtog, fulgte Danmark hurtigt trop. Der opstod også de samme brydninger på arbejdsmarkedet, politiske problemer og sammenstød. 160» INDUSTRIALISERINGEN

161 >> KIL DER Fa brikkerne kommer til Horsens For de mange mennesker, som flyttede til 'industribyerne, var der tale om en stor fo randring af deres tilværelse. Fabrikslivet var u vant, og det blev oplevet fo rskelligt. Mange har fø lt sig usikre. Hvad var en rimelig løn, og hvad var rimelige arbejdsforhold? Debatten startede fo r alvor, da Louis Pio i 1871 grundlagde den fø rste arbejderbevægelse i Danmark, som fik navnet "internationale", og begyndte at udgive ugebladet "Socialisten : J IB 72 blev "Internationale" fo rbudt af myndighederne. En stor demonstration i København blev opløst af politi og militær, og Louis Pio og hans medarbejdere, Povl Gele.ff og Harald Brix, blev idømt fængselsstraf Arbejdet med at organisere industriarbejderne fo rtsatte dog. l 1873 og 1874 blev der oprettet mange fagforeninger, og i 1878 blev Socialdemokratiet dannet, Danmarks fø rste arbejderparti. Kilderne belyser industrialiseringen i Horsens i 1870'erne og 1880'erne. 1.@ Pastor Fabricius beskriver Horsens i 1879 Egentlige industrielle anlæg var der, med undtagelse af et par, i virkeligheden ingen af i Horsens i ældre tid. Det var først noget hen i dette århundrede, at sådanne anlæg begyndte her i byen. Navnlig i de sidste 20 år har de udviklet sig betydeligt. Af særlig betydning for byens handel, søfart og næringsforhold har havnen været. Sejlrenden blev i 1852 uddybet og udvidet, og der blev anlagt et nyt havnebassin. De heldige resultater er ikke udeblevet (...) Endelig kom anlægget af jernbanen. Ved den retning den store østjyske statsbane f1k, var Horsens så heldig at blive en af jernbanens større stationer. Banen åbnedes i september 1868 og ftk hovedstation ved byens vestre udside. Fra stationen fører en hestetrækbane til havnen. Hvor betydeligt byen er blevet udvidet i dette århundrede kan fx ses i antallet af huse. l 1840 var der 518 bygninger, men i dag er tallet over En meget stor del af tilvæksten har været ved folk, der flyttede fra landet ind til byen. l den senere tid har staten og kommunens forskellige byggerier og anlæg bevirket en stærk til- 161

162 strømning af arbejdere og andre fra landet. Dette har medført, at man for at få bedre belysning i husene og på gaderne har anlagt et gasværk. Desuden har man anlagt et vandværk uden for byen. Fortrinligt og rigeligt vand føres nu i ledninger ind til byen og op i husene. I dag fmder ca arbejdere beskæftigelse ved de mange industrielle anlæg i byen (...) Til klædefabrikation anlagdes fo r en række år siden De Crome 8: Goldschmidtske Fabrikker. I begyndelsen blev arbejdet udført på Horsens Straffeanstalt, men i 1866 blev der opført en særlig fabriksbygning, og således blev virksomheden udvidet ved hj ælp af frie arbejdere. Omkring 900 arbejdere, fangerne iberegnet, beskæftiges ved fabrikkerne, og af de frie arbejdere er ca. 250 beskæftiget ved hjemmearbejde. Fabrikkerne har fire dampmaskiner med 85 HK. Endelig skal bemærkes, at firmaet har en husholdningsforening, en lånekasse og en sparekasse for arbejderne. En kvinde fortæller i 1927 Fra 1856 til 1868 var min far væver i Hornstrup - en mils vej nord for Vejle ad Greis til. Vi var flyttet hertil fra Vejle, sikkert i den tro, at herude på landet var mere at fortjene end inde i byen. Det var en tilværelse i yderste fattigdom, trods det at fa r altid havde nok at bestille og sled og slæbte i det. Om sommeren fra dagen begyndte at gry til efter sol var gået ned, og om vinteren fra morgen tidlig til aften sen. Mor var også flittig, og foruden at passe hus og have, høns og ged, hj alp hun til med forarbejdet til vævningen. Der var ellers nok at gøre, vi havde fx ikke selv brønd, og alt det vand, vi skulle bruge, måtte vi hente henne ved 'æ snedkers' ca. 300 m herfra - det var hårdt arbejde, når der skulle vaskes. Men prisen for at væve var lille. Der var dog også enkelte lyspunkter i den ellers så triste og slidsomme tilværelse. Det var når gårdsfolkene kom og skulle have 'trendt' (vævet), så mødte de op med 'trendskøb', som det kaldes der, det var en 'godbid' bestående af et stykke flæsk, ost, kaffe, smør og lignende, ja selv et fårelår kunne jo fa lde af for et større stykke arbejde. Så kan det nok være, vi levede højt, så længe det varede. Vor kost bestod af mælkebrød om morgenen, grød eller øllebrød til middag og mellemmadder med smør, fedt og til tider sirup på til aften (... ) I 1868 oprettede Crome og Goldschmidt fabrikker i Horsens. Far havde vel gennem avisen og bekendte fået noget at vide om fo rholdene. l juli måned rejste han til Horsens og fik arbejde med det samme. Den 4. december kom far og hentede os og alt vort indbo. Det hele blev læsset på en stiv arbejdsvogn, som var lejet i Horsens, først bohavet og så far, mor og fire rollinger. Jeg var 13 år dengang og den ældste. Vi flk en stue og køkken i Borgergade nr. 3, baghuset. Min bedstemor boede i samme hus. 162» INDUSTRIALISERINGEN

163 Nu mærkede vi snart, at der kom flere penge til huse. Vi f1k bedre kost, og kaffe var ikke så sj ælden en vare mere. Senere f1k vi en 2-værelses lejlighed. Et klædeskab, nyt bord og et par stole mere blev købt ind efterhånden. Og fa r havde det meget bedre - her skulle han kun arbejde fra kl. 6 morgen til kl. 6 aften med Jt/z time middag, hvor han kom hj em for at spise, og hver lørdag kom han hjem med ugelønnen. Arbejdet på fabrikken var kun børneleg ved siden af båndvæven. En mand passede to maskiner, og hans arbejde bestod nærmest i at holde maskinerne i orden og se til, at vævningen foregik, som den skulle. Her behøvedes ikke engang faguddannede folk, og fabrikken optog da også alt, hvad der fandtes af ledig arbejdskraft, ja mange opgav endog det fag, de ellers havde, og gik til fabrikken, fo rdi her var mere at 1jene og kortere arbejdstid. Så kunne konerne endda få hj emmearbejde og børnene komme på fabrik. Kort efter at vi var kommet til Horsens, kom jeg ud at 1jene. Om forholdene hj emme ved jeg, at min mor arbejdede for fabrikken, hun spolede garn. Min søster gik på fa brikken til hun blev konfirmeret, og mine to yngre brødre 1jente også en skilling ved at arbejde i spoleriet Der var jo ingen, der brugte bydrenge dengang, så den almindelige mening var, at de havde godt af at beskæftige sig med noget nyttigt i fritiden og så 1jene penge endda. Det var jo let arbejde, de blev sat til. 28. oktober 1871 : Læserbrev i 'Socialisten' Til 'Socialistens' redaktion! Jeg føler trang til at skrive et par linjer til Dem, da jeg nøje har fulgt bevægelsen igennem den sidste tid. Allevegne, hvor jeg kommer, siger arbejderne, at man skal komme de afskedigede arbejdere til hj ælp, men vi tør ikke for vores arbejdsgivere og heller ikke for vores værkførere, som ofte er langt værre end arbejdsgiverne - de er både slaviske og tyranniske. Jeg er sikker på, at dersom en mand, der egnede sig til sådant et hverv, ville holde et folkemøde i Horsens i den hensigt at indsamle penge til de afskedigede fo lk, så ville det give et godt resultat. Her fortælles en historie fra Crome og Goldschmidts fabrik, hvor d'herrer har lavet en brugs- og spareforening for deres slaver. Mod at vise et mærke får man ugen igennem sine varer, og hver lørdag betaler man fo r varerne. Nu sker der det, at en mand, der af sin løn kun råder over 20 mark om ugen til fødevarer, i ugens løb har taget på mærker for 28 mark.' Skal han nu sulte i næste uge? Det er ikke sj ældent, at arbejdere med seks børn skal leve af f1re mark om dagen, og så må de endda takke den nådige herre for det. ' Rigsdaler, mark og skilling: En rigsdaler var 6 mark, og en mark 96 skilling. Den nuværende kronemønt blev fø rst indført i l

164 På bryggeriet blev i sommer næsten alle ansatte jaget bort, fo rdi de bad om at få dagløn om søndagen. De skulle nemlig arbejde alle ugens dage og natten med fo r fem rigsdaler om ugen. Jeg hører fra troværdige fo lk, at bestyreren på Møllers Maskinfabrik snuser efter numre af 'Socialisten. Bladet bliver betragtet som den rene gift. Arbejdstilstanden i Horsens er som alle andre steder. Arbejderen, en sløvet nedbøjet træl, ryster, når hans herre peger efter porten, denne moderne slavepisk. Mange trøster sig med, at der er mange, som har det værre - og så tager de sig en snaps, og så slukker de sorgen. Der bliver også sørget for at holde uenighed og skinsyge vedlige imellem dem. Herrerne giver skovture om sommeren og laver om på akkorden, når de synes, at arbejderen tjener for meget. Hav tålmodighed. Her er mange vanskeligheder, selv blandt arbejderne. Det gamle slavesind, den kære lænke, det kære hundehus - og så den kære herre, som har givet dem føden gennem så mange år. Uden hans hj ælp var de jo ganske ulykkelige. Han driver jo kun sin fabrik for at give staklerne føde. Venligst 'En arbejder' november 1871 : 'Horsens Avis' bringer et svar Undertegnede arbejdere i Crome og Goldschmidts Fabrik ønsker at meddele fø lgende: Der er i bladet 'Socialisten ' omtalt en historie om brugsforeningen her på fabrikken, som indsenderen intet kendskab har til. Brugsforeningen er oprettet af arbejdere, og vi bestyrer den selv, kun har fabrikanterne velvilligt overladt os et lokale, hvor uddeling fmder sted. Hvis denne handling er fordømmelig, er vi jo selv ansvarlig herfor. Hvad titlen 'slaver' angår, så kender vi ingen sådanne. Vi er frie folk og bliver behandlet således af d'herrer Crome og Goldschmidt, der betragter enhver ærlig og skikkelig arbejder for lige så meget som nogen anden i samfundet. Vi kender ingen, som ryster af angst, når de henvender sig til d'herrer. Nej tværtimod. Vi kan trygt henvende os til dem, ikke alene med sager, der angår arbejdet, men også med private sager. At vi skulle være 'slaver', erkjæres herved for en ondskabsfuld løgn. Vi kan også meddele indsenderen, at vi på ingen måde har sympati for socialismen. Hvis nogen kommer og prædiker socialisme for os, så skal vi nok give ham den behandling, han fo rtj ener. Vores skovtur, som forarger denne 'arbejder', er for os et tydeligt bevis på det gode forhold, der består mellem arbejdere, mestre og fabrikanter. Flere af byens agtværdige borgere, der har været med på skovturene, kan bevidne, hvad de med egne øj ne så, at der er et hj erteligt fo rhold mellem os, og at der ikke hænger nogen slavepisk over vores hoveder. 164» INDUSTRIALISERINGEN

165 D'herrer fabrikanter har ydermere ved flere lejligheder vist, at de har hj erte for fattige og trængende arbejdere. Hvis indsenderen nærede en virkelig interesse for arbejderne og vidste, hvor meget godt vi får fra d'herrer fabrikanter, ville han sammen med os takke dem meget. Til slut skal vi undertegnede med underskrift kun erklære, at vi i høj grad nærer afsky for bladet 'Socialisten og for den måde, den bidrager til uro og oprør, hvor den i stedet for med ro og besindighed skulle stifte fred og virkelig velsignelse for arbtjderen. Horsens, den 2. november 1871 Underskrifter (292 arbejdere) 4. november 1871 : 'Vej le Amts Folkeblad' kommenterer Det er ikke til at afgøre, om underskriverne har indsendt indlægget uden, at de er blevet tilskyndet dertil af fabrikkens ej ere, eller om det rygte taler sandt, der siger, at den ene af fabriksejerne en dag lod hele maskineriet standse og kaldte alle arbejderne sammen i fabriksgården og spurgte dem, om de var tilfredse. Meningerne om Crome og Goldschmidts Fabrik er meget delte i byen, navnlig med hensyn til arbejdernes stilling. En god side har i det mindste denne fabrik. Den giver næsten alle arbejderne akkord, så arbejderne har altså løn i forhold til deres dygtighed og flid. 18. november 1871 : 'Socialisten' svarer sine modstandere Siden vor sidste beretning har hr. Geleff holdt møder i Vejle, Horsens og Skanderborg. Der er sket det samme som ved tidligere møder i Århus, Randers og Ålborg. Storborgerne er mødt op og har givet ondt af sig. Aviserne har skyndt sig at meddele, at socialismen og dens forkæmpere har lidt nederlag. I virkeligheden har der været en livlig tilstrømning til den 'Internationale Arbejderforening'. Modstandernes indvendinger er ens og lige løgnagtige alle steder. De beskylder foreningen for at kæmpe for ægteskabets ophævelse, for religionens ophævelse, fo r oprør osv. Vores svar er stadig det samme: Det er uforskammet løgn. Vi står på lovlighedens grund og vil under ingen omstændigheder fjerne os derfra. 29. december 1871 : 'Vej le Amts Folkeblad' følger sagen op Som læserne sikkert kan huske, erklærede 292 arbejdere på Crome og Goldschmidts Fabrik i november måned, at de var tilfredse med deres stilling på fabrikken. Tillige var der i erklæringen rettet en trussel mod 'Internationale'. Man skulle derfor tro, at der på fabrikken fandtes en høj grad af enighed mellem arbejderne og arbejdsgiverne. Alligevel er der sket det, at en stor del af arbejderne har indmeldt sig i 'Internationale'. Dette er imidlertid blevet taget ilde op af fabriksherrerne. De har nemlig nu fo rlangt, at arbejderne skulle melde sig ud igen. Gj orde de det, ville de 165

166 få en lønforhøjelse på otte skilling daglig, ellers ville de blive afskediget. Man må håbe, at den gamle enighed og tilfredshed ikke vil blive forstyrret, men at arbejderne kan høste den fø rste frugt af bevægelsen uden at det få r uheldige følger fo r arbejdet. Læserbrev til 'Social-Demokraten ', 1882 Hr. redaktør! Den ærede redaktion anmodes om at optage dette arbejderreglement fra Crome og Goldschmidts Fabrik i Horsens, så det kan blive kendt i en videre kreds, underkastet ethvert rettænkende menneskes foragt. Efter min mening bør det klippes ud af bladet og ophænges på ethvert værksted, så dette skændsetsmærke kan bevidne, hvad man i dette 'oplyste' århundrede tør byde en arbejder. Reglement for arbejderne på Crome og Goldschmidts Fabrik J. Arbejdstiden varer om sommeren fra kj. 6 om morgenen til kl. J2 om middagen, og fra kl. J til kl. 7 om aftenen. Om vinteren fra kj. 7 til kl. 12 middag og fra kj. l til kl. 8 aften. Undtagelser herfra sker kun efter aftale mellem fabriksherren og arbejderen. 2. I arbejdstiden kan ingen uden særlig tilladelse forlade arbejdet eller fabrikken. 3. Enhver arbejder antages på bestemt tid. Ønsker han at forlade tjenesten, så må han opsige arbejdet med 6 ugers varsel. Derimod har fabriksherren lov til at afskedige arbejderen til hvilken som helst tid, han vil. 4. Fabriksherren behøver ikke at angive en grund eller påtage sig noget som helst ansvar for en arbejders afskedigelse eller bortvisning fra fabrikken og kan derfor på ingen måde sagsøges af arbejderen. 5. Til sikkerhed for, at arbejderen opfylder sine forpligtelser, tilbageholdes ugentlig J /6 af arbejdslønnen. Dette beløb kan først udbetales 6 uger efter, at det har henstået i 3 måneder eller også ved udtrædelse af arbejdet. 6. Skulle arbejderen forlade sit arbejde inden den fastsatte tid eller uden at overholde den bestemte opsigelsesfrist eller ved sin opførsel give fabriksherren anledning til at afskedige ham, kan han ikke kræve beløbet udbetalt, og beløbet tilfalder fabrikkens kasse. 166» INDUSTRIALISERINGEN

167 7. Ødelægger en arbejder enten med vilje eller ved skødesløshed materialer eller værktøj, skal han erstatte skaden. 8. I forening med mesteren bedømmer fabriksherren, om arbejdet er forsvarligt udfø rt, og arbejderen må uden protest betale den skadeserstatning, som han idømmes for de fejl, han enten med vilje - eller ved skødesløshed har begået. 9. Opstår der stridigheder imellem arbejderne indbyrdes uden for fabrikkens område, skal dette meddeles fabriksherren, inden man går til politiet. 10. Arbejdslønnen betales ugentlig hver lørdag aften. 11. Enhver arbejder har pligt til at vise høflighed og lydighed imod mesteren eller formanden. Disse har til gengæld pligt til at behandle arbejderen høfligt og give vejledning om arbejdets udførelse, hvis de bliver bedt om det. 12. Ingen mester eller formand må på nogen måde genere arbejderen - hvis nogen bliver dårligt behandlet, har han at klage til fabriksherren. På disse vilkår tager jeg fra i dag arbejde hos d'herrer Crome og Goldschmidt som arbejder i deres fabrik, foreløbig på (xx) dage og senere med (xx) dages opsigelse. Underskrift Til ære fo r fabrikkens arbejdere må jeg tilføj e, at reglementet ikke er kommet til anvendelse, idet arbejderne ikke ville underskrive. C. Wi.irz Note: To år senere, i 1884, oprettede væverne i Horsens deres egen fagforening var et gennembrudsår fo r organisering af arbejderne på de danske væverier. Den teknologiske udvikling havde gjort de fl este håndvævere overflødige, og det var derfor logisk at fagbevægelsen nu samlede kræfterne om løn- og arbejdsforhold på danske maskinvæverier. 167

168 Overblik l Storbritannien skaber flaskehalse i bomuldsindustrien en række innovationer, og med spindemaskinen og dampmaskinen etableres verdens første fabrikssystem. Fremstilling af maskiner og anlæg af jernbaner sætter fokus på jernfremstilling, og med nye metoder til masseproduktion af stål går industrialiseringen ind i en ny fase. Jernba nerne bliver sammen med befolkningsvæksten og opdyrkningen af prærien en nøglefaktor i USA's industrialisering. En høj grad af arbejdsdeling og anvendelse af specialmaskiner i alle led af produktionen, det såkaldte "amerikanske system", danner grundlaget for moderne masseproduktion. Elektromotoren og store højspændingsanlæg gør det lettere at anvende maskinkraft i produktionen og indleder en ny æra i industrialiseringen. l Sovjetunionen styres industrialisering og kollektivisering af femårsplaner med stor økonomisk og politisk kontrol. 168» INDUSTRIALISERI NGEN

169 Tidslinje 1709 Abraham Darby bruger stenkul ved jern udvinding 1712 Thomas Newcomens atmosfæriske ild maskine tages i brug 1779 Samuel Crompton konstruerer spindemaskinen "muldyret" 1782 James Watts dobbeltvirkende dampmaskine med rotationsprincip tages i brug 1785 Den første maskinvæv udvikles 1824 Fagforeninger tillades i Storbritannien 1830 Jernbanelinjen mellem Liverpool og Manchester indvies 1832 Koleraepidemi i Manchester 1833 Det britiske parlament l ovgiver om børns arbejde 1847 Ti timers arbejdsdag indføres i Storbritannien for kvinder og unge 1851 Verdensudstillingen i London 1856 Bessemerprocessen revolutionerer stålproduktionen 1862 Homestead-loven vedtages i USA 1867 De første arbejdere i Storbritannien få r valgret 1869 USA's første transkontinentale jernbanelinje færd iggøres 1873 Gramme demonstrerer sin dynamo og elmotor 1886 l Chicago strej kes der for otte timers arbejdsdag 1894 Militær sættes ind mod strejkende jernbanearbejdere i Chicago 1906 Lovg ivning om kontrol med fødevareindustrien i USA 1928 Sovjetunionen iværksætter den første femårsplan 169

170 @ Imperialismen Imperialismens tidsalder varede fra 1870 til Første Verdenskrig. Dens hovedaktører var de europæiske stormagter, især Storbritannien, Frankrig og Tyskland, som underlagde sig store områder i Asien og Afrika. USA og Japan hører også til blandt de imperialistiske stater, men de holdt sig til ekspansion inden for hver deres geografiske interessesfære. Teknologi og moral Imperialismen adsldlte sig fra den tidligere kolonialisme ved en hidtil ukendt iver for at etablere statslig overhøjhed og tæt administrativ kontrol over de nyerobrede områder. En vigtig del af forudsætningerne for denne nye udvikling var de teknologiske landvindinger fra den industrielle revolution. Transportmidler som jernbaner og dampsldbe og et moderne kommunikationssystem baseret på telegrafen, samt en internationalt organiseret postdistribution, gjorde det muligt at sende information og ordrer fra den ene ende af verden til den anden på en brøkdel af den tid, det havde taget bare få år i forvejen. Suez-kanalen fra 1869 og Panama- kanalen fra 1914 åbnede nye, direkte sejlruter, der sparede meget tid og dermed nedsatte omkostningerne på de lange rejser til Asien og Stillehavets kyster. Disse sejlruter var så vigtige, at henholdsvis Storbritannien og USA lagde stor vægt på at dominere dem. Udbygning af havneanlæg over hele verden gjorde det desuden muligt at losse og laste de store, moderne dampsldbe hurtigt - det sparede også både tid og penge. De moderne kommunikationsmidler var et af de fremskridt, europæerne bragte til de besatte områder. l Indien bandt kilometervis af jernbaner de tidligere småstater sammen og kom derved til at udgøre grundlaget for, at Indien i dag er et stort land. På samme måde bragte sejlads med små dampskibe på Afrikas floder og søer tidligere helt adsldlte befolkningsgrupper i forbindelse med hinanden. Udviklingen af våbenindustrien var en anden vigtig teknologisk forudsætning for imperialismen. Europæerne havde leveret skydevåben til Afrika i århundreder som betaling for de slaver, de førte til Den nye Verden. Udviklingen af nye former for skydevåben som rifler, bagladegeværer og 170 >> IMPERIALISMEN

171 WHII. Hvorfor vi st e..r dal Fordl lwmtim a1". Øer, 1, uilpe t "Øflliillllt..utq de. e11a- uoup J'o&W. pu b "m.t Duaart l....-u.. taw-att rery. Jbe-, fordi o--ut Dlh br it,q,. Fonl Pmae t WNhr..,..._ Fordi.... ()pli Npp.aa, q.- IIWN,...t Tik - Fordl m,.-rmt trul.it Mft'Mn,,. 11l h!uiit lltudle.... Fonn tl JN&';. ør.. d... u..,_....,kuv..._. w.. pt rorlmw.. Fordi...,,... "...,., , Fordi -._ "' , , Ma.r.. 11M ltjtttl.. J'odtolo\..,.....,... - Ford,_,.._.,_,.., _,_,. _......_ "" _ Ford _.,_ " or..jrrt.t...,._..,.. X-.t;,.. *- t 'fiiiy ID.. _, _ Derfor lidfrider YI Stemmaeedlan IMieclel BvoPfor bor :ll d.:msk Vælger mode den 14. Otcbr for : t stemme Nej? Ford t l uako... nou w l llndiu øer1 H.-øWHo..... w c o,... n..uu.c..,.,..,.. _.. 1<4 :fi: :.::t.j': d..:,....,.;..._.-..&...,.,u.-. F o r d l.. t tkk bo e.,.. ' or... et.ot t o,-- n"'-'' '.r"-m 1 '""..fly ",,,.., 11M "" ; øn... ø... "!f"" ''"'' ::1:;;-..;:;! =x.:ro::..c:; : :;: :,:::;:,.r1t'!:;. rl...,,,, Fordi ""... u. L Tho.. -.,.. mogot l'dlholdo to" ' Doamtf'k l <1. 1._.. u- " ""' 1,...,,.,.,,... N.,..- - u,... "..,.".,,,.,.. f..,.,.., """"'-.1.,..,_.",.,..,.,_,.,.,..,.,,,1<1'1'1,"9 _ \i.,,.,.,,....,,...,._,,...,. Fordi ""... \.eødb""tt P 81. Crob ko.ø bf'tøgo,., ".,ar...;; Ul 81omt\l'lllg, I)Otl' 81UDa holdlød DtDUOI' de pi'i.. UOII... toet-. =... ":,lf :;:. " _!; : :T:J.!i.t Fordi " Botollr."'"u køa h " temt ro pat Gra d ' don clanako 8tetø \.lu uj'httghad. 1'011 t WMgr tf \i +...,..,_,...,, W ø/h ftooot., - l o/ W l.-jni.,... wu,.. u..t;.- ll.,....,,,.,....,. F o r d l... a Befolk"'" hor lengt.,... o... """... d n k.". " ri.....,... '< '- llm.._,..._...,., LNJ!l '" l.iywtott.w -.A". ok{ SM1u F o r d l.., "'.. u ø o tutd uct.. llt.llø fil( l'f Jlldl. Ct.".1/r rh..",..,.. (... IJU-'-o l'."_.a/ 1...,., "' -...,"... ",.._-,."_.... "' Fordi k... An rot n-. oo,..,.. kl... oo "clygtlg-. Ølr... for u,... W.d. l h... Ul 11: IMot....,._, ot do,aølr.o Fordi,._.,..t... too - l oa eu.. tor at OHI dene W.ot.. oh rttv'-r.,.,...,_ Stem derfor i od de dansk vestlndlske Øers Salg ved at stemme Nej I Ila.!& U'!llli. lgibla Ga _f(_..... llllpl'uta ll!ilr!il. JllSG. x -- Den 14. december 1916 blev der afholdt folkeafstemning i Danmark om salget af De vestindiske Øer til USA De to løbesedler opsummerer de argumenter, som blev fremsat for og imod salget Læs teksterne på bogens hjemmeside maskingeværer gjorde det imidlertid muligt for selv ganske små europæiske enheder at vinde over store hære bevæbnet med traditionelle våben. Derved blev det muligt for nogle få europæiske administratorer og officerer at dominere udstrakte landområder med store befolkninger både i Asien og Afrika. Endelig betød øget viden om tropesygdomme som malaria og gul feber, at europæerne, der tidligere havde haft en stor dødelighed i troperne, nu overlevede i meget højere grad. Imperialismen var først og fremmest en politisk og økonomisk bevægelse, men ønsket om at sprede den europæiske civilisation og religion til folk i fjerne lande var også af stor betydning, ikke mindst som legitimering af ekspansionen. De imperialistiske magter udviste ofte en aggressiv adfærd for at komme først til de eftertragtede oversøiske områder samt en total ligegyldighed med de oprindelige befolkninger, deres rettigheder og deres lidelser. Et af kritikpunkterne mod imperialismen er dens grundlæggende ringeagt for de erobrede folk, hvad enten den tog form af en velvillig nedladenhed og et oprigtigt ønske om at bibringe dem den vestlige civilisations velsignelser, eller som en total afvisning af deres 171

172 DANMARKS BESIDDELSER l DET NORDLIGE ATLANTERHAV Færøerne har været beboet lsiand en rådgivende stænder- erne levede i Grønland i over siden 600-tallet, men først forsamling, og herefter skete 500 år, og da beboelsen var på efter 825 kom der en større der en glidende indførelse det højeste, talte den befolkning til øerne, først og af selvstyre frem til 1918, personer. fremmest vikinger fra Norge. hvor lsiand blev formelt selv- Omkring 1500 forsvandt Færøerne kom under dansk stændigt i en personalunion nordboerne - de var enten overhøjhed ved Kalmarunio- med Danmark. Under Anden uddøde eller rejst. nen i blev Færø- Verdenskrig oprettede USA en Først i begyndelsen af erne indlemmet i Danmark, base på Island, og i 1944 støt- tallet blev kontakten genopog i 1948 fik de hjemmestyre. tede USA den endelige island- taget, da Frederik 4. sendte Der blev etableret et Lagting ske løsrivelse fra Danmark. præsten Hans Egede til Grønmed ret til at lovgive om Grønland blev koloniseret land. Her grundlagde han en "færøske særanliggender", og af vikinger fra lsiand i 982. De missions- og handelsstation i det er Færøernes Landsstyre, slog sig ned i Sydgrønland, og Nuuk. Den grønlandske kolonider har den administrative de havde i begyndelsen kun tid varede frem til 1953, hvor myndighed. meget begrænset kontakt med Grønland blev en del af Danlsiands ældste historie inuitterne, som var indvandret mark som dansk amt. l 1979 svarer til Færøernes. l 1845 fik til Grønland nordfra. Nordbo- fik Grønland hjemmestyre. mulighed og vilje til at styre sig selv. Imperialismen blev herved også en ansporing til periodens racistiske teorier, der ud fra "videnskabelige" argumenter kunne påvise de dominerede folks underlegenhed i forhold til de europæiske erobrere. Imperialistiske mål og strategier Der var både økonomiske og politiske grunde til, at de europæiske lande begyndte at føre en imperialistisk politik i slutningen af 1800-tallet. Konkurrencen mellem Europas industrinationer om råvarer, afsætningsmuligheder, strategiske positioner og prestige var større end nogensinde. I begyndelsen af 1800-tallet havde Storbritanniens økonomiske og politiske dominans efter sejren over Napoleon og den tidlige industrialisering været tydelig, men ved århundredets slutning var flere lande blevet industrialiserede, samtidig med at Tysklands fremvækst som en ny europæisk stormagt begyndte at true den britiske førerstilling. Den økonomiske baggrund for imperialismen kan reduceres til tre hovedproblemer. For det første var der stor bekymring over den langvarige, økonomiske krise, der ramte de industrialiserede lande i 1870'erne. Investeringer i industri gav gradvist lavere udbytte, og tidens økonomer og erhvervsfolk mente derfor, at spredningen af den økonomiske aktivitet til nye områder ville være nødvendig for at opretholde en stærk økonomisk vækst. For det andet var den øgede konkurrence mellem industrilandene med til at øge interessen for at fmde nye markeder at afsætte de europæisk producerede 172» IMPERIALISMEN

173 varer på, og det blev set som en indlysende mulighed at sælge dem til lande, der endnu ikke havde opbygget en egen industri. Endelig var der spørgsmålet om råstoffer til industrierne. De tropiske lande kunne levere en lang række produkter, som var uundværlige bestanddele i en moderne tilværelse. Afrika leverede elfenben til klavertangenter og billardkugler, kakaobønner til det stigende forbrug af chokolade, foruden palmeolie, plantefibre og kobber til mange industrielle formål. Da der desuden blev fundet guld og diamanter i Sydafrika var den stærke europæiske rivalisering en kendsgerning. Fra Asien kom te og bomuld til at indtage en vigtig rolle i den europæiske dagligdag, sammen med store mængder af råstoffer som for eksempel tin og gummi til industrielt brug. Derudover var der vigtige politiske årsager. Et godt eksempel er Storbritanniens interesser i de fo rskellige dele af rigets koloni imperium. Indien blev set som den vigtigste af alle de britiske kolonier og en kilde til stor velstand. Storbritannien 1jente enorme summer på råvarer og landbrugsvarer fra Indien, hvor den lokale befolkning producerede store værdier fo r meget lave lønninger. For at beskytte denne vigtige koloni var det derfor vigtigt fo r Storbritannien at sikre vejen til Indien. Det vil sige, at Egypten og Østafrika blev af strategisk betydning for Storbritannien ligesom Sydafrika, der var et vigtigt støttepunkt fo r de skibe, der rejste syd om Kap Det gode Håb. Sejlskibe kunne nemlig ikke passere Suezkanalen. Desuden besatte briterne Afghanistan for at forhindre russerne i at komme for tæt på Indien. Den franske regerings satsning på at skabe et koloni-imperium skyldtes først og fremmest økonomiske grunde, men ideen om national prestige var også meget vigtig. Frankrigs hovedinteresser lå i to områder, nemlig Nordafrika og Sydøstasien. I Afrika kom disse interesser til at støde sammen med de britiske og var nær ved at forårsage en fransk-britisk kolonikrig i Tyskland kom sent fra start i det imperialistiske kapløb. Den politiske førsteprioritet lå i rigets samling, og først da den var tilendebragt i 1871, kunne man kaste sig ud i imperialistiske eventyr. Tyskland fik dog vigtige områder i både Syd-, Øst- og Vestafrika, men mistede dem igen efter Første Verdenskrig. Kong Leopold af Belgien sikrede sig endelig det enorme og rige Congo som sin private ej endom. Mens de europæiske lande var særligt aktive i Asien og Afrika, koncentrerede andre imperialistiske magter sig om deres nærområder. Rusland ekspanderede i Centralasien, uden at det vakte stor opmærksomhed i Europa. Til gengæld vakte det opsigt, da Japan trådte i karakter som imperialistisk magt. Japan havde i 1868 igangsat en række dybtgående reformer efter vestligt mønster - de såkaldte Meiji-reformer. Der blev udviklet moderne industrier, og militæret blev fo rstærket og moderniseret som grundlag for Japans egen imperialistiske ekspansion. USA deltog ikke i deli ngen af Afrika 173

174 1M PERIAL15M ETEORIER l begyndelsen var det til- sindede forfattere som John vikling - kapitalisterne var hængerne af imperialismen, A. Hobson. Han gik også ind nødt til at ekspandere deres der førte ordet. De arg u- i den økonomiske argumen- aktiviteter til nye områder menterede for, at den var tation, men anbefalede en for at kunne opretholde nødvendig af økonomiske mere retfærdig indkomst- forrentningen af deres grunde for at sikre et marked fordeling i de kapitalistiske investeringer. Lenin forfor europæiske produkter lande som et bedre middel klarede imperialismen som og råstoffer til industrien. til at sikre øget efterspørgsel kapitalismens højdepunkt. Men de talte også varmt om og dermed økonomisk vækst. Desuden påpegede han den store opgave, det var, Han anså derfor ikke impe- imperialismens storpolitiske at sprede den europæiske rialismen for andet end et konsekvenser: Hvorledes den civilisation til resten af ve r- umoralsk middel til under- stigende rivalisering mellem den. Fortalerne for denne trykkeise af resten af verden. de europæiske stormagter holdning var fx den britiske Marxistiske tænkere kom- nødvendigvis måtte ende premierminister Benjamin binerede den økonomiske med en total opdeling af Disraeli og den franske poli- og den politiske dimension verden mellem de rige lande, tiker Jules Ferry. i imperialismen. De så dels og at imperialismen derfor De første kritikere af imperialismen som en logisk var den væsentligste årsag imperialismen var liberalt følge af kapitalismens ud- til Første Verdenskrig. og havde kun begrænsede interesser i Asien. Til gengæld satsede USA på regional ekspansion. Det skete først og fremmest på bekostning af Mexico, der mistede halvdelen af sit territorium til USA i løbet af 1830'erne og 1840'erne, nemlig det nuværende Texas, New Mexico, Arizona, Nevada og Californien. I 1898 støttede USA cubanernes oprør mod Spanien. Den spansk-amerikanske krig afsluttede Spaniens historie som kolonimagt, mens USA midlertidigt overtog en del af de spanske kolonier. Cuba fik dog sin selvstændighed i 1902, men USA fik ret til at intervenere i Cuba, når man mente, at den politiske situation krævede det. Det skete gentagne gange i de følgende år. Filippinerne blev først selvstændigt efter Anden Verdenskrig. USA havde desuden et enormt landområde at erobre inden for sine egne grænser. Man kan derfor tale om en indre kolonisering, som først og fremmest gik ud over indianerne, der gradvist blev trængt tilbage fra deres oprindelige områder, og som i øvrigt blev udsat for et folkedrab på højde med det, der udviklede sig i visse dele af Afrika. Virkningen af imperialismen og dens konkrete udformning var fo rskellig rundt om i verden. De fø lgende afsnit har fokus på Asien (Kina og Indien), Afrika, Latinamerika og Mellemøsten. Indien - imperiets juvel Den l. januar 1877 blev den britiske dronning Victoria kronet til kejserinde af Indien. Forud for denne demon- 174» IMPERIALISMEN

175 y....: ' :, D Storbritannien D Portugal D Belgien D Frankrig D Spanien Nederlandene... D Iralien D Tyskland Japan Kernen i det britiske koloniimperium var Indien. Hollandsk Indonesien og Fransk Indokina var også egentlige kolonier. mens Kina afgav mindre områder til direkte europæisk kontrol. USA tog Filippinerne som koloni efter krigen med Spanien strative indlemmelse af dette enorme område, der strakte sig fra det sydlige Iran til Burma, lå en flere århundreder lang britisk og europæisk ekspansion i Det indiske Ocean. Portugiserne var de første europæere, der nåede frem til Indien. Det skete i 1498, og de blev fulgt af købmænd fra flere andre europæiske lande, først og fremmest England og Frankrig. De oprettede handelsstationer, der efterhånden blev udvidet og befæstet. Efter 1600 blev det britiske East Asia Campany en dominerende magtfaktor i Indien, og i løbet af 1700-tallet begyndte briterne også at gribe ind i de politiske forhold rundt omkring i de indiske fyrstedømmer. I kraft af flere krige i begyndelsen af det 19. århundrede kom Kompagniet til at beherske det meste af Indien - på den måde, at de indiske fyrster anerkendte den britiske overhøjhed, men hver især beholdt magten over de indre anliggender i deres riger. Denne situation varede ved frem til 1857, hvor der udbrød et stort oprør blandt de indiske soldater i britisk 1jeneste, de såkaldte sepoys. Oprøret blev nedkæmpet året efter, men det blev anledning til, at den britiske stat overtog kolonien og indførte direkte styre ved hj ælp af en lille elite af hvide embedsmænd og officerer, mens inderne var henvist til de lavere poster. Det var et forholdsvis effektivt styre, som satsede på udvikling af uddannelses- og transportsystemet og opmuntrede til fremvæksten af en vestligt orienteret og veluddannet indisk middelklasse. Samtidig var det engelske 175

176 Sahib med indiske tjenere. Engelske koloniembedsmænd modtog en høj betaling og kunne tillade sig en luksuriøs livsstil med et stort antal indfødte tjenere. kolonistyre dog præget af en høj grad af diskrimination over for inderne og fo ragt for det rodede indiske samfund. I 1885 begyndte modstanden mod det britiske styre at tage form med dannelsen af Den indiske National kongres. I begyndelsen fremsatte Kongrespartiet ingen krav om selvstændighed, men krævede større indisk deltagelse i politik og administration, samt begrænsning af den britiske udførsel af penge fra Indien. Under Første Verdenskrig kæmpede indiske tropper på britisk side. Mange fo rventede, at Indien ville få en større grad af selvstyre som tak for indsatsen, men det håb blev skuffet. I stedet greb briterne hårdt ind over for enhver fo rm fo r modstand mod kolonistyret, mest fatalt i 1919 i Amritsar, hvor britiske soldater åbnede ild mod en demonstration for større politiske rettigheder og dræbte mange mennesker. Under ledelse af Mohandas Gandhi ændredes den indiske uafhængighedsbevægelse til en folkebevægelse efter Første Verdenskrig. Gandhi var pacifist, og hans metoder var civil ulydighed og fredelig modstand. Ideen var at nægte at samarbejde med briterne og at undlade at købe deres varer. Under Kongrespartiets ledelse fik denne bevægelse et uhyre omfang, men da den ikke gav umiddelbare resultater, opstod der i slutningen af 1930'erne en mere radikal bevægelse. I 1942 og efter Anden Verdenskrig var der omfattende uroligheder i Indien. Det fø rte til britisk tilbagetrækning i Oprindeligt havde hinduer og musli- 176» IMPERIALISMEN

177 mer samarbejdet i modstanden mod den britiske kolonimagt. Men stigende uenighed mellem de to grupper førte til, at der blev oprettet to stater i 1947: Pakistan og Indien. Kina - frihed og tvang Frem til midten af 1800-tallet var den europæiske tilstedeværelse i Kina underlagt stram kontrol fra de kinesiske myndigheder. De udenlandske købmænd havde kun tilladelse til at opholde sig et sted, den sydkinesiske by Guangzhou. I denne periode tjente kineserne mest på handelen, men det ændredes, da englænderne i begyndelsen af 1800-tallet begyndte at indføre opium fra Indien. Mange kinesere blev afhængige af opium, og salget gav de britiske købmænd store indtægter. Da kejseren fo rbød importen i 1839, gik briterne til angreb. Det vil sige, at den britiske stat gik i krig med en anden suveræn stat for at sikre de private købmænds handel. Briterne havde en moderne flåde med kanoner og dampskibe, og den kinesiske flåde kunne intet stille op imod dem. Ved fredsslutningen i 1842 måtte Kina afgive øen Hong Kong til briterne og åbne flere byer for handelen. I perioden førte Storbritannien og Frankrig igen krig mod Kina for at opnå fordele for handelen. Samtidig skabte det store Tai Ping oprør ( ) uro i store områder i det centrale Kina og truede statens eksistens og sammenhold. Men i modsætning til lndien og Afrika blev Kina ved med at bestå som en suveræn stat, uden fremmed overherredømme og uden at blive splittet op mellem de europæiske magter. I realiteten var det dog så som så med Kinas suverænitet, for en række ulige traktater sikrede England, Frankrig, Tyskland, Rusland og Japan stigende indflydelse og kontrol med udviklingen i Kina. Omkring 1900 var situationen den, at den kinesiske regering ikke længere havde fuld suverænitet over sine store kystbyer. De fremmede magter havde egne domstole, politi og militær, og europæiske kanonbåde patruljerede op ad de store floder og langt ind i landet. Denne udvikling satte trods konservativ modstand Kina under pres for at starte en moderniseringsproces. Fra 1861 blev der sat en lang række reformer i gang, hvor bestræbelserne gik ud på at lære af Vesten og overføre nogle af dens administrative og teknologiske metoder til Kina. I 1895 led Kina et ydmygende nederlag til Japan i den japansk-kinesiske krig. Det afslørede fo r omverdenen, hvor svagt styret var, og de europæiske magter, der på det tidspunkt var færdige med at dele Afrika mellem sig, øgede presset for at opnå fordele i Kina. Da USA i 1898 blev herre over Filippinerne og dermed ftk interesse i asiatiske fo rhold, begyndte de en kampagne for at sikre alle interesserede lande lige muligheder for at udfolde sig økonomisk i Kina. Det var den såkaldte "Open Door Policy". I sine sidste krampetrækninger forsøgte kejserstyret i 1898 en desperat reformindsats, der skulle indføre vestlig civilisation i løbet af måneder. Den var dømt til at 177

178 Store Nordiske Telegraf-Selskab blev grundlagt af C. F. Tietgen i Selskabet fik koncession på en telegraflinje tværs over Rusland til Østen langs den Transibiriske Jernbane. l 1871 anlagde selskabet dernæst en telegraflinje langs den kinesiske kyst fra Hong Kong til Shanghai og videre til Japan. Både i Rusland, Kina og Japan var der telegrafkontorer med danske ansatte. Billedet viser landingen af telegrafkablet i Hong Kong. mislykkes, og i de følgende år var det klart, at k serstyrets dage var talte. Årene omkring århundredeskiftet blev præget af et voldsomt bondeoprør, Bokseropstanden, som først og fremmest var rettet mod den udenlandske tilstedeværelse. I 1912 blev kejserdømmet væltet. Revolutionen havde sin oprindelse i en nationalistisk studenterbevægelse under ledelse af Sun Y at Sen. Denne bevægelse var både rettet mod det upopulære kejserstyre og mod udlændingene, og den byggede på et liberalt grundlag med særlig vægt på nationalisme, demokrati og velfærd. Sun Yat Sen betragtes som den kinesiske republiks fa r. Den kinesiske republik fik imidlertid en turbulent start. Der opstod en alvorlig rivalisering mellem de intellektuelle eliter og militæret, og resultatet blev en langvarig borgerkrig, som først sluttede med kommunisternes magtovertagelse i Afrika og imperialismen som europæisk rivalisering I 1880 besad de europæiske magter omkring IO pct. af Afrikas territorium. De vigtigste kolonier var Algier, som Frankrig havde erobret i 1830, og Sydafrika som briterne havde erobret fra de hollandske kolonister i slutnin- 178» IMPERIALISMEN

179 Madeira (Port). Kanariske Øer! S,P )./,,ff.;;,... Assab (lt) Obokj&Jf Etiopien Fr. Somali land S.T. (Port.) bon Vicfofja! Tongonyikosøen Kolonleder 1880 D sritisk D Fransk (fr.) D Portugisisk (Port.) D Tyrkisk ;; Skt. ->< Mary (Fr.) l.. O.F.S. (Sp.) Orange Free State Spansk KapVerde (Port) Da kar Kolonler 1914 O Britisk 0 Fr nsk(fr.) 0Spansk(Sp.) 0Portugislslr.{Port) D Belgisk 0TY$k Dn l slr. D U<llhængi9e Ny. Nyualand S. T. S.O T og Principe l 1878 var det meste af Afrika ukendt for europæerne, der kun beherskede smalle områder langs kysterne. Men efter 1880 gik udforskning af kontinentet hånd i hånd med indlemmelse af stadig større områder. Kun kejserriget Etiopien og den lille stat Liberia, der var blevet oprettet til brug for frigivne slaver fra USA, forblev selvstændige. Man ser tydeligt den franske satsning på Vestafrika og det britiske ønske om at sikre sine sejlruter til Indien. 179

180 En skole i Da r es Salaam i Tysk Østafrika (Tanzania). Drengene bliver undervist i Swahili under portrætter af det tyske kejserpar. Skoler var et vigtigt led i den civilisering af de tilbagestående områder, som europæerne lagde vægt på. Samtidig var de et effektivt redskab til at sprede europæiske ideer og europæisk kultur. gen af 1700-tallet. I de sidste årtier af 1800-tallet blev Afrika centrum for intens rivalisering mellem de europæiske lande, der hver især søgte at få kontrol over så store landområder som muligt. Denne periode kaldes "The scrarnble fo r Africa" eller kapløbet om Afrika. Hovedaktørerne var Storbritannien og Frankrig, selvom andre lande - Belgien, Tyskland og ltalien - også var med i spillet. En række opdagelsesrejsende var med til at udforske det ukendte kontinent. Viden om kontinentet var det første, nødvendige skridt til dominans, og efter de opdagelsesrejsende fulgte handelsmændene og militæret. Især den skotske læge og missionær David Livingstone og journalisten Henry Morton Stanley er kendt for dette arbejde. Stanley havde desuden til opgave at oprette handelsstationer og indgå traktater med høvdingene langs Congofloden, og på den måde skaffede han Belgiens kong Leopold et enormt område, senere kendt som Belgisk Congo. Selvom militær erobring af områder af Afrika fandt sted, var den almindeligste metode til at få magten i et område at indgå en traktat om overhøjhed med den lokale magthaver. Det kunne foregå ved tvang eller overtalelse, og ofte uden at afrikanerne reelt havde nogen anelse om, hvad de skrev under på. l 1880'erne var rivaliseringen mellem de europæiske magter blevet så stærk, at det blev nødvendigt at aftale 180» IMPERIALISMEN

181 regler for delingen af Afrika. Dette skete ved Berlin-konferencen i , hvor kolonimagterne blev enige om, at reel dominans over et område skulle være kriteriet for at blive anerkendt som legitim magthaver. Det betød, at ethvert forsøg på oprør fra afrikanernes side blev bekæmpet uden tøven og ofte med stor grusomhed. Den europæiske erobring af Afrika var ledsaget af en serie af blodige krige i Sudan, i Ghana og i Sydafrika, men europæernes overlegne våben gjorde det let for dem at få bugt med modstanden. Konkurrencen mellem de europæiske stormagter fortsatte. Briterne stræbte efter dominans over hele Østafrika "fra Cape Town til Cairo" ved at anlægge jernbaner og telegraflinjer hele vejen, og det var kun Tysk Østafrika (Tanzania), der forhindrede den drøm. Rivaliseringen mellem Frankrig og Storbritannien spidsede til i 1898 under den såkaldte Fashoda-affære. En lille styrke franskmænd besatte fortet i byen Fashoda i Sudan, der dominerede N i len. I juli 1898 nåede de frem til Fashoda, og kort tid efter nåede den britiske hær frem. De to generaler stod stejlt over for hinanden, og hj emme i hovedstæderne var stemningen oppisket med krav om krig. Hensynet til den europæiske magtbalance vejede dog tungere end erobringen af Afrika, og Frankrig besluttede efter nogle måneder at rømme fortet. Situationen i Sydafrika var særlig kompliceret. Oprindeligt var området koloniseret af hollandske nybyggere, men i løbet af 1800-tallet pressede briterne de oprindelige kolonister, de såkaldte boere, ud af området. De slog sig derefter ned på højsletten, hvor de oprettede Fristaterne Transvaal og Oranje. I 1870'erne og 1880'erne blev der fundet guld og diamanter i boernes områder, og det gjorde briterne ivrige efter at erobre dem. Efter flere års krig ( ) overtog Storbritannien magten i Transvaal og Oranje. Boernes nederlag betød, at Sydafrika blev en britisk koloni, men i 1910 f1k Sydafrika selvstyre under britisk overherredømme. Sydafrika deltog i begge verdenskrige på allieret side, men samtidig voksede nationalismen blandt hollændernes efterkommere. De havde raceadskillelse som deres vigtigste krav, og op gennem 1900-tallet skete der en stadigt større forskelsbehandling mellem racerne, både økonomisk, politisk og socialt, og endda med hensyn til hvor det var tilladt at bo og færdes. I 1948 blev diskriminationen lovfæstet i apartheidsystemet. Først i 1994 blev apartheid-styret væltet og erstattet med et demokratisk styre under ledelse af frihedshelten Nelson Mandela. Latinamerika - interessesfære og uformel imperialisme Størstedelen af Latinamerika havde opnået uafhængighed fra Spanien og Portugal i løbet af 1820'erne. I 1823 fremsatte USA den såkaldte Monroedoktrin, der advarede de europæiske magter om, at indblanding i suveræne stater i Nord- og Sydamerika ville blive opfattet som fjendtlige handling- 181

182 er mod USA. Til gengæld ville USA holde sig neutralt i interne europæiske konflikter. Det blev opfattet som en klar advarsel mod forsøg på at generobre de tidligere kolonier i Latinamerika - og samtidig en erklæring om, at hele det amerikanske kontinent lå inden for USA's interessesfære. Dette havde ikke den store praktiske virkning i 1820'erne, hvor USA stadig var langt fra sin stormagtstatus, men fik siden hen stor betydning. I 1904 udvidede præsident Theodore Roosevelt Monroe-doktrinen til at omfatte forsvar for amerikanske interesser internt i de latinamerikanske lande - eller som det er udtrykt, at USA erklærede sin vilje til at være politibetjent på hele det amerikanske kontinent. Denne holdning kaldes også for "big stick" politikken. Der var tale om en til tider aggressiv politik over for staterne i Caribien og Mellemamerika, en politik som var fremherskende helt til J 930'erne. Selvom der kun i enkelte tilfælde blev grebet direkte ind i Latinamerika, var den økonomiske situation en overlevering fra kolonitiden. Det var den såkaldte uformelle eller økonomiske imperialisme, som medførte en række økonomiske og i sidste ende også politiske bindinger for de pågældende lande. Der var dog den væsentlige forskel, at de tidligere kolonimagter nu var udskiftet med de industrialiserede lande, først og fremmest Storbritannien. Disse økonomiske bindinger gav sig udslag i en omfattende samhandel, der fulgte det klassiske mønster: Industrivarer, maskiner, luksusvarer og enkelte, forarbejdede fødevarer fra Europa og landbrugsprodukter og råvarer fra Latinamerika. Desuden skete der i løbet af det 19. århundrede en kraftig forøgelse af europæiske investeringer i Latinamerika, fortrinsvis britiske. Det drejede sig dels om statslån, som de nye stater havde behov for efter selvstændigheden i begyndelsen af århundredet; dels om investeringer i infrastruktur, som fx jernbaner, produktion, miner og plantager, samt inden for finansverdenen ved oprettelse af banker i alle latinamerikanske lande. Mellemøsten - det opløste imperium Mellemøstens møde med imperialismen spiller stadig en afgørende rolle for regionens udvikling i dag. Det meste af Mellemøsten, samt Balkan og Nordafrika, var underlagt det tyrkiske imperium, det såkaldte Osmannerrige. Tyrkerne havde fø rt en ekspansiv politik gennem århundreder og havde endda belejret Wien i J 683, men i 1800-tallet var riget i dyb krise. Osmannerriget var ved at gå i opløsning. Mange af de områder, tyrkerne havde erobret i tidens løb, frigjorde sig gennem blodige krige, for eksempel opnåede Grækenland sin selvstændighed i Bestræbelserne på at frigøre sig fra det tyrkiske overherredømme var medvirkende til at skabe stærke nationalistiske strømninger i Mellemøsten, og disse strømninger blev ikke mindre tydelige, da europæerne også begyndte at spille en rolle i regionen. Derudover viste flere europæiske stater stor 182 >> IMPERIALISMEN

183 Arkæologisk udgravning i Egypten. Imperialismen var med til at åbne europæernes øjne for de mange fremmedartede kulturer, og europæiske videnskabsmænd kastede sig ud i studiet af sprog, kunst og historie. Arkæologiske ekspeditioner bragte ukendte skatte for dagen, hvoraf mange den dag i dag ses på europæiske og amerikanske museer. Afkoloniseringen betød også et opgør med denne side af imperialismen. De nye lande stiller ofte krav om hel eller delvis tilbagelevering af det, de opfatter som deres kulturarv. interesse fo r de tyrkiske randområder. Rusland søgte gennem flere krige i løbet af 1800-tallet at få kontrol over områder med slavisk befolkning og at skaffe sig adgang til Middelhavet, og Frankrig gennemførte en gradvis erobring af Nordafrika. Det smuldrende tyrkiske imperium var også plaget af voldsomme økonomiske problemer, og landet blev i denne periode betegnet som "Europas syge mand". Gælden til udlandet var eksploderet efter et mislykket forsøg på at indføre moderne industri i midten af 1800-tallet. Samtidig medførte de tætte økonomiske forbindelser til Europa en omstrukturering af landbruget, således at der blev produceret mange flere varer til eksport, først og fremmest bomuld og tobak. Til gengæld blev produktionen af fødevarer nedprioriteret, og mange småbønder 183

184 blev frataget deres jord af de store jordejere. Dette medførte store sociale problemer og en voksende kløft mellem rige og fattige. I dag er Mellemøsten jo først og fremmest kendetegnet ved olieproduktionen, men den begyndte først at spille en rolle i begyndelsen af 1900-tallet. Det var først og fremmest europæiske kapitalinteresser, der stod bag eftersøgningen efter olie. I 1876 skete det første forsøg på at indføre demokrati i Tyrkiet, men det blev afbrudt allerede året efter. I 1909 blev forfatningen fra 1876 dog genindført af de såkaldte "ungtyrker", en nationalistisk bevægelse, der holdt på, at kun etniske tyrkere skulle have politisk indflydelse i riget. Denne politik fik nationalistiske bevægelser til at sprede sig i de dominerede områder, men det tyrkiske imperium blev fø rst endeligt opløst i Egypten kom på mange måder til at indtage en særstilling i Mellemøsten. Efter 1869 var Egypten nøglen til Suez-kanalen, som åbnede adgang mellem Middelhavet og Det indiske Ocean. Den var en vital trafikforbindelse for alle, der havde kolonier i Asien, og kontrollen med den blev derfor et spørgsmål af stor politisk betydning. Da Egypten blev ramt af massive økonomiske problemer tidligt i 1870'erne, solgte Jandets hersker, khediven Ismail, sine aktier i Suezkanalen til briterne, men det kunne ikke løse problemerne. De vigtigste långivere, Storbritannien og Frankrig, greb derfor ind i 1876 og satte styret under administration. Det medførte på den ene side, at der kom mere styr på fmanserne, men på den anden side resulterede det i opblomstringen af en nationalistisk bevægelse i Egypten. I 1882 tog en gruppe offlcerer fra denne bevægelse magten, hvorefter briterne greb ind, nedkæmpede oprøret og gjorde Egypten til et britisk protektorat. Under Første Verdenskrig blev Tyskland og dets allierede støttet af Tyrkiet. Det fik Storbritannien til at indlede et samarbejde med de nationalistiske bevægelser for at svække tyrkerne. På den ene side lovede briterne, at de arabere, der var underlagt det tyrkiske imperium, ville få deres selvstændighed efter krigens ophør, på den anden side indgik de en aftale med franskmændene om en opdeling af Mellemøsten, den såkaldte Sykes-Picot aftale fra Frankrig skulle have Syrien og Libanon, og Storbritannien skulle overtage kontrollen med Irak og Palæstina. Samtidig med, at Storbritannien lovede selvstændighed til araberne, modarbejdede de den altså ved at indgå andre aftaler. Ud over aftalen med Frankrig var det mest betydningsfulde initiativ Balfour-erklæringen fra l 917, som stillede jøderne i udsigt, at de kunne få et "nationalt hj em" i deres gamle hj emland Palæstina - det måtte dog ikke ske på bekostning af den ikke-jødiske befolkning i området. Det var en vagt formuleret erklæring, der ikke indebar et konkret løfte til jøderne. Men den zionistiske bevægelse, der siden 1890'erne havde opfordret til jødisk udvandring fra Europa til Palæstina som svar på antisemitismen, f1k alligevel ny fremdrift med Balfourerklæringen. 184» IMPERIALISMEN

185 Ved Første Verdenskrigs slutning var der således store forventninger om selvstændighed og national selvbestemmelse overalt i det tyrkiske imperium. Resultaterne kunne dog ikke leve op til forventningerne. Det var stormagterne, der bestemte, og de stod fast på aftalen fra Formelt blev Syrien, Libanon, Irak og Palæstina dog kaldt mandatområder og lagt ind under Folkeforbundet, der var blevet oprettet ved Versaillestraktaten. Men da Folkeforbundet overdrog kontrollen med de nævnte områder til Frankrig og Storbritannien, var der reelt tale om imperialisme i ny klædedragt. Hermed var der lagt en kim til fremtidige konflikter i regionen, hvor arabisk nationalisme, jødisk zionisme og britisk og fransk imperialisme snart stod skarpt over for hinanden. Særlig problematisk blev udviklingen i Palæstina, hvor den britiske mandatmagt viste sig ude af stand til at skabe balance mellem Balfour-erklæringens fo rskellige løfter fra overlod Storbritannien problemerne til FN. Efter Første Verdenskrig var den ekspansive fase af imperialismen slut, men de imperialistiske lande holdt godt fast i deres kolonier. Undtagelsen var Tyskland, som mistede sine kolonier i Afrika som et led i Versaillestraktaten. Ligesom de ovennævnte mellemøstlige lande kom de under Folkeforbundet som mandatområder og blev i praksis administreret af de europæiske vindere af konflikten, fortrinsvis England og Frankrig. Sejrherrernes egne kolonier havde i mange tilfælde set hen til, at deres loyale deltagelse i krigen ville blive belønnet med selvstændighed, når freden kom. Men de blev skuffet. Den imperialistiske dominans blev ved med at bestå til efter Anden Verdenskrig. Sammenfatning Imperialismen var et meget væsentligt skridt hen imod den globalisering, vi taler så meget om i dag. De moderne transport- og kommunikationsmidler og den øgede vestlige dominans skabte et verdensmarked, der byggede på en international arbejdsdeling mellem producenter af industrivarer og producenter af råstoffer. l kraft af imperialismen blev de ikke-vestlige landes ønsker og behov underkastet de europæiske økonomiske og politiske interesser, og deres befolkninger blev udsat for diskrimination og racisme. Imperialismen blev udgangspunkt for en voksende økonomisk ulighed i verden. Dels i kraft af de skæve handelsbalancer, som kolonimagterne forstod at opretholde til egen fordel, dels på grund af uhæmmet udførsel af ressourcer og kapitalistisk produktion af eksportvarer i stedet for produktion til dækning af de oprindelige indbyggeres egne behov. På den anden side må den europæiske forestilling om, at imperialismen ville være en hj ælp for de lande, der korn under europæisk indflydelse, også fremhæves. I mange lande blev der anlagt jernbaner og industrianlæg, og der blev indført en lovgivning, der fremmede menneskerettigheder og økonomisk udvikling. Mange af disse 185

186 reformer blev hilst velkommen blandt de mest veluddannede af de erobrede områders egne indbyggere som en mulighed for at skaffe udvikling til deres land. I de fleste tilfælde var fremskridtene dog dyrt betalt, og lang tids umyndiggørelse hæmmede fremvæksten af et civilt samfund, der selv kunne tage ansvaret for landets egen udvikling. 186 >> IMPERIALISMEN

187 >>KILDER Jules Ferry: Forsvar for den franske imperialisme Jules Ferry { ) var premierminister i Frankrig og I denne talefra 1879 udtrykker han sine ideer om den franske ekspansion i Afrika og Sydøstasien. Vores industrier, som i tyve år har kæmpet for at øge eksporten, har stadigt sværere ved at fastholde deres eksportmarkeder. Hvorfor? Fordi vores nabo Tyskland opbygger handelsbarrierer. På den anden side af Atlanten er USA blevet protektionistisk i ekstrem grad. Disse store markeder (...) er ikke blot blevet mindre og vanskeligere at få adgang til, men de pågældende stater er også begyndt at sende nye produkter ind på vort nationale marked. Dette gælder ikke blot for det hårdt plagede landbrug, som nu ikke blot skal konkurrere mod de andre europæiske stater. I dag, som De ved, gælder det for konkurrencen, loven om udbud og efterspørgsel, frihandelen, virkningerne af spekulation, at de alle spreder sig ud og når til verdens ende (...) Dette er en komplikation, en stor økonomisk vanskelighed; (...) et særdeles alvorligt problem. Det er så alvorligt, mine herrer, så akut, at selv de dårligst informerede personer allerede må fo rudse, erkende og tage forholdsregler imod den tid, hvor det sydamerikanske marked, som så at sige altid har tilhørt os, vil blive truet og måske taget fra os af nordamerikanske produkter. Det er en alvorlig sag; det er et alvorligt samfundsmæssigt problem; og disse spørgsmål er tæt forbundet med kolonipolitik. Mine herrer, vi må tale klart og ærligt. Vi må sige åbenlyst, at de højerestående racer har rettigheder over de laverestående (...) Jeg gentager, at de højerestående racer har en ret, fordi de har en pligt. De har en pligt til at civilisere de laverestående racer. (...) I tidligere århundreder, mine herrer, er disse fo rpligtelser ofte blevet misforstået. De spanske soldater og opdagelsesrejsende, der indførte slaveriet i Mellemamerika, opfyldte ikke deres forpligtelser som mænd af en højere race (...) Men jeg står fast på, at de europæiske nationer i vor egen tid opfylder denne civiliserende fo rpligtelse med generøsitet, med ædelhed, og med oprigtighed. Jeg vil fremhæve, at den franske satsning på kolonial ekspansion - den politik, der under Kejserdømmet1 har ført os til Saigon, til Indokina, til Tunesien, til Mada- ' Kejserdømmet: Det 2. Kejserdømme under Napoleon UJ i årene

188 gaskar - denne koloniale ekspansionspolitik skyldes, at en flåde som vor ikke kan klare sig uden sikre havne, forsvarsværker og forsyningscentre overalt ved verdenshavene. Se blot på Verdenskortet! Mine herrer, dette er overvejelser, som enhver patriot må give sin fulde opmærksomhed. Betingelserne fo r søkrigsførelse har forandret sig drastisk (...) Intet krigss!ub, lige meget, hvor perfekt det er bygget, kan transportere mere kul, end det bruger på to ugers sejlads. Og et slub uden kul er et vrag på verdenshavene, hvem som helst kan erobre det. S!Ube har behov for havne, hvor de kan søge tiltlugt og modtage beskyttelse, forsvar og fo rsyninger (...) Det er derfor, vi har brug for Tunesien; det er derfor, vi har brug for Saigon og Indokina; og det er derfor, vi har brug for Madagaskar (...) og vi skal aldrig fo rlade disse steder! (...) Mine herrer, i dagens Europa lever vi i en atmosfære af konkurrence, og vi er omgivet af rivaler, som vi ser rejse sig overalt omkring os - nogle forbedrer deres hær og flåde, andre udmærker sig ved en hurtigt voksende befolkning. I et Europa eller snarere et univers, der er indrettet på denne måde, vil en politik, der sigter mod tilbageholdenhed eller manglende deltagelse, være den direkte vej til fo rfald! I vor tid er nationers storhed udelukkende bygget på deres handlinger og ikke på det lys, deres fredsvenlige institutioner kan sprede. Oplysning uden handling, uden at tage del i verdens anliggender, uden at deltage i de europæiske alliancer og uden at deltage i ekspansionen i Afrika eller Asien - hvis en stor nation vil leve på den måde, vil den give afkald på sin storhed og i løbet af kort tid synke fra stormagtsstatus til at blive en tredje- eller fjerderangs nation. Dadabhai Naoroji: Fordelene ved det britiske styre af Indien (1871) Dadabhai Naoroji ( ) var med til at starte Kongrespartiet i 1885 og blev dets præsident i l 886 og igen i Naoroji hørte til den moderate fløj inden fo r Kongrespartiet og fik stor indflydelse på Gandhi. Fordelene ved det britiske styre Menneskerettigheder: Afskaffelse af suttee (enkebrænding) og barnemord. Bekæmpelse af dacoitter (landevejsrøvere), thuggee (religiøst samfund, som levede af mord og plyndring), pindarees (lejesoldater, der blev betalt ved ret til plyndring) og andre af det indiske samfunds plager. Tilladelse til nyt ægteskab for hinduenker. Det er storartede resultater, som enhver nation kunne være stolt over, og som er enestående i verdenshistorien. Civilisation: Uddannelse for både piger og drenge. Selvom den endnu kun er delvist indført, er det et uvurderligt fremskridt, som gradvist vil føre til bekæmpelse af overtro og mange andre moralske og sociale onder. Genoplivelse af Indiens egen fremragende litteratur i ændret og forædlet skikkelse ved kontakten med den vestlige oplysning. 188» IMPERIALISMEN

189 Politik: Ro og orden. Ytringsfrihed og pressefrihed. Større politisk viden og ambitioner. Forbedret administration i de indisk-ledede delstater. Sikkerhed for liv og ej endom. Frihed for undertrykkelse forårsaget af despotiske herskeres luner og grådighed og for ødelæggelser forårsaget af krig. Lighed for loven (indimellem dog forvansket af partiskhed til fordel for europæere). Rådighed over højt uddannede administratorer, der har gennemført de ovennævnte resultater. Materielt: Lån til jernbaner og kunstvanding. Udvikling af enkelte værdifulde produktioner, såsom indigo, te, kaffe, silke etc. Forøget eksport. Telegraf. Generelt: I den senere tid et langsomt fremvoksende ønske om at behandle Indien rimeligt, som betroet gods. Gode hensigter. Ingen anden nation har nogensinde haft muligheden for at udrette et så storslået arbejde. Jeg håber, atjeg har givet et retfærdigt billede af fordelene, og hvis jeg har glemt noget af vigtighed, vil jeg med glæde indføre det. Jeg værdsætter, lige som mine landsmænd, hvad England har gjort for Indien, og jeg anerkender, at Indiens genrejsning kun kan gennemføres af englænderne. Nu kommer vi til ulemperne. Ulemperne ved det britiske styre Menneskerettigheder: Intet. Alt under denne overskrift er altså til fordel. Civilisation: Som jeg allerede har sagt, er der ikke nået så meget, som man kunne ønske, men det regner jeg dog ikke fo r en ulempe. Der er trods alt gennemført mange ting. Politik: Gentagne brud på løfter om at give de indfødte en rimelig og retfærdig andel i den overordnede administration af deres eget land. Dette har medført forringet tillid til britisk ordholdenhed. Politiske aspirationer og det legitime krav om at blive hørt i forbindelse med lovgivning og skatteudskrivning er blevet efterkommet i meget lille grad, og den indiske befolkning bliver således ikke behandlet på lige fod med englænderne, for hvem repræsentation er en medfødt rettighed. I konsekvens heraf sker der en fuldstændig forbigåelse af de indfødtes følelser og synspunkter. Det store problem med den manglende udvikling af kundskaber og praktisk administrativ erfa ring hos inderne er, at ingen kan vejlede de kommende generationer. Økonomisk: Al opmærksomhed er rettet mod at fmde på nye beskatningsmuligheder uden tilsvarende bestræbelser på at øge befolkningens muligheder for at betale. Konsekvensen er, at skatterne - både de landsdækkende og de lokale - fremstår som undertrykkende og en kilde til ærgrelse. Den urimelige fmansielle fordeling mellem England og Indien, dvs. opkrævningen af 100 millioner i Indien foruden dækningen af de hj emlige udgifter, skønt det engelske finansministerium bevilger næsten 3 millioner til koloniadministrationen. Materielt: Den politisk bestemte pengeoverførsel fra Indien til England på mindst 500 millioner (lavt sat) foruden renter, det vil sige flere tusinde millioner. Den fortsatte overførsel af over 12 millioner om året med stigende tendens. I konsekvens 189

190 heraf den stadigt stigende fattigdom i Indien, bortset fra, hvad der kommer tilbage i form af lån til jembaneanlæg og kunstvanding og ekstrafortjenesten siden 1850 p. gr. a. den amerikanske krig.2 Selv med den lettelse er de materielle vilkår i Indien således, at de fattigste har mindre end 2 pence om dagen og nogle få laser, kort sagt at de lever på et eksistensminimum. Hungersnød, som englænderne ville have været i stand til at forhindre, hvis de havde gjort deres pligt som en god og intelligent regering. Den politik, der er blevet gennemført i de sidste 15 år med at byggejernbaner og kunstvandingsanlæg giver anledning til håb og har allerede medført gode resultater, som englænderne får æren af; hvis denne politik bliver fortsat, vil de opnå stor anerkendelse og tilfredshed. Forøgelse af eksporten uden passende kompensation, tab af produktionsvirksomheder og færdigheder. Her slutter jeg ulemperne. Konklusion: For at opsummere det hele, har det britiske styre været: moralsk - en stor velsignelse; politisk - på den ene side ro og orden, på den anden side brølere; materielt - øget fattigdom, som dog er mildnet ved lån til jernbaner og andre ting. Inderne kalder det britiske system for "Sakar ki Churi," kniven af sukker. Det vil sige, at der ikke er nogen undertrykkelse, alting er blødt og sødt, men det er stadig en kniv. Jeg nævner det, for at I skal kende disse følelser. Vo res store ulykke er, at I ikke kender vores behov. Hvis I kendte vores virkelige ønsker, har jeg ikke den mindste tvivl om, at I ville øve retfærdighed. Det britiske folks ånd er ærligt spil og retfærdighed. 2 Den Amerikanske Borgerkrig, Ekstrafortjenesten skyldtes stærkt stigende bomuldspriser på grund af lavere amerikansk produktion. 190» IMPERIALISMEN

191 R. Kipling : Hvid mands byrde Den britiske fo rfatter og journalist Rudyard Kipting { ) skrev digtet The Wh ite Man 's Burden i Digtet kan både læses som en kompromisløs tilslutning til imperialismen som middel til at civilisere de primitive, og som en advarsel om imperialismens omkostninger, eller som en satire over de selvretfærdige europæere. Digtet er oversat af fo rfatteren To m Kristensen. Så løft en hvid mands byrde - Send ud den bedste søn - At tjene andre racer For en landfiygtigs løn; Hos rådvildt folk og vilde At tage tunge tørn - En tvær og kuet stamme, Halvt djævle og halvt børn. Så løft en hvid mands byrde - Lær tålsomt at se til Og sløre rædsiens trussel Og sløve hovmods spil; Ved åbenlys forklaring Et hundred gange mindst At søge andres fordel Og skaffe dem gevinst. Så løft en hvid mands byrde - Den vilde krig for fred - Fyld hungersnødens munde Og slå al sygdom ned; Og når et mål er nærved, Et mål for andres vel, Se døs og hedensk dårskab Slå ned hvert håb om held. Så løft en hvid mands byrde - Og ingen mindre sag - Og tal ej højt om frihed. Det røber, man er svag. Tal højlydt eller sagte, Lad falde eller stå, Det måler tavst folk Eder Og Eders guder på. Så løft en hvid mands byrde - Ej fyrsters gyldne magt, Men slid som gadefejer, - En hverdag uden pragt. De havne, l ej bruger, De veje, l ej går, Byg dem af liv, l lever, Og af den død, l får. Så løft en hvid mands byrde - Læg barnedrømmen bort Om lauren let i hænde, Og æren uden tort. Da vinder Eders manddom, Når trælse år svandt hen, En hyldest, køligt skærpet, En dom fra ligemænd. Så løft en hvid mands byrde - Høst lønnen og vær glad: Fra dem, l hjælper: Vrede, Fra dem, l vogter: Had - Fra dem, l (langsomt!) lokker mod lyset: hyl, besat: "Hvi drev l os af trældom Og sød, ægyptisk nat?" 191

192 Traktat med Kongen af Benin 26. marts, 1892 Denne traktat, som skalfede Storbritannien en stor del af Nigeria, er et godt eksempel på den lange række af traktater, som de europæiske magter indgik med lokale konger i Afrika. Artikel l Hendes Majestæt Dronningen af Storbritannien og Irland, Kejserinden af Indien har på Kongen af Benins anmodning indvilliget i at udstrække sin nådige gunst og beskyttelse til ham og det territorium, som han har autoritet og jurisdiktion over. Artikel 2 Kongen af Benin indvilliger og lover at afholde sig fra at indlede nogen som helst korrespondance, aftale eller traktat med nogen udenlandsk nation eller magt, undtagen når det sker med Hendes Britiske Majestæts regerings viden og tilladelse. Artikel 3 Underskriverne er enige om, at inden for Benins territorium er den fulde og eksklusive domsmyndighed over britiske statsborgere og deres ej endom, såvel civil som kriminel, forbeholdt Hendes Britiske Majestæt, og den vil blive udøvet af konsulatsmedarbejdere eller andre embedsmænd, som Hendes Majestæt vil udpege til dette formål. Inden fo r det pågældende territorium forbeholder Hendes Majestæt sig desuden den samme domsmyndighed over udenlandske statsborgere under britisk beskyttelse, som hermed regnes for omfattet af betegnelsen "britiske statsborgere" i hele denne traktat. Artikel 4 Enhver uoverensstemmelse mellem Kongen af Benin og andre Konger og Høvdinge, eller mellem ham og britiske eller udenlandske handelsmænd, eller mellem den nævnte Konge og nabostammer, som ikke kan afgøres fredeligt mellem parterne, skal overgives til de britiske konsulatsmedarbejdere eller andre embedsmænd udpeget af Hendes Britiske Majestæt til at udøve domsmyndighed i Benins territorium, enten for voldgift, domsafsigelse eller forlig. Artikel 5 Kongen af Benin påtager sig herved at assistere de britiske konsulatsmedarbejdere eller andre embedsmænd i udførelsen af sådanne fo rpligtelser, som de bliver pålagt; og desuden at fø lge deres råd i alt, der angår retsplejen, udviklingen af landets ressourcer, handelens interesser og i alle andre henseender, som angår ro og orden, god regeringsførelse og civilisationens fremskridt. 192 >> IMPERIALISMEN

193 Artikel 6 Undersåtter og borgere fra alle lande må frit drive handel i alle dele af Kongens territorier eller dele deraf, og de må bygge huse og handelsstationer. Artikel 7 Alle kristne præster skal have tilladelse til at bosætte sig og udøve deres kald inden for den ovennævnte Konges territorium; Kongen garanterer dem fuld beskyttelse. Alle former for gudsdyrkelse og alle religiøse bud skal kunne gennemføres inden for den ovennævnte Konges territorium og ingen hindring må lægges i vejen for dem. Artikel 8 l tilfælde af skibsforlis inden for Benins territorium vil Kongen yde enhver hjælp, der står i hans magt, han vil beskytte skibet mod plyndring og sikre det gods, der kan bj erges og udlevere det til ejerne eller deres repræsentant. Hvis ej erne eller deres repræsentant ikke er til stede, skal nævnte gods udleveres til britiske konsulatsmedarbejdere eller andre embedsmænd. Kongen påtager sig desuden at gøre alt, hvad der står i hans magt for at beskytte liv og gods for off1cerer, besætning og andre ombordværende på sådanne forliste skibe. Artikel 9 Så vidt, det er muligt, træder denne traktat i kraft fra den dag, den er underskrevet. Udført i tre eksemplarer i Benin by, den 26. marts 1892 Underskrevet: Ovurami, hans X mærke, Konge H.L. Gallwey, Befuldmægtiget kommissær og Vice-konsul, Benin Distrikt, Oil River protektoratet Vidner: Underskrevet: H. Haly Hutton Alan H. Hanly John H. Swainson Jeg erklærer herved, at jeg har oversat denne traktats fulde indhold for Kongen, og at han har en klar fo rståelse af dette indholds konsekvenser og betydning. Underskrevet: Ajale, tolk. 193

194 Uddrag af Grønlandskommissionens betænkning (1851) I løbet af 1800-tallet blev der 'i Danmark nedsat flere kommissioner fo r at studere de grønlandske fo rhold og fremsætte planer om, hvordan den grønlandske befolkning kunne hjælpes frem til en civiliseret tilværelse. De indfødte står altså, og må i det mindste i en lang tid vedblive at stå på et barnligt standpunkt. De lader hver dag sørge for sig, følger deres øj eblikkelige luner og tilbøjeligheder og er som en følge deraf lette at forlokke. Spirituøse drikke, luxusartikler, flitterstads, snurrepiberier og slikkerier foretrækker de ofte for ting, der kunne være dem til nytte eller endog er aldeles nødvendige fo r dem. En total frigivelse af handelen ville derfor tidligere eller senere medføre folkets ruin. - Den private handlende, som nedsatte sig i Grønland, eller spekulanten, som muligvis i handelsanliggender ville berejse kysterne, ville kun arbejde på snarest muligt at få det størst mulige overskud og derfor sælge så dyrt og købe så billigt som muligt. På grund af mangel på kontrol, som det er umuligt at føre i Grønland, ville brændevin blive et almindeligt betalingsmiddel, den bedste del af nationen, erhvervene, ville efterhånden svækkes og tilintetgøres, folkemængden ville aftage i samme forhold, i hvilket den nu tiltager, og grønlænderne ville da inden kort tid være bragt længere tilbage, end da de første danske etablissementer blev anlagt der i landet. Selv om man ville tilsidesætte det hensyn, som staten bør tage til grønlændernes tarv, ville al fordel ved handelen for europæerne efterhånden ophøre ved de indfødtes udryddelse, da kun produktionen i det større kan tilvejebringes ved hj ælp af de indfødte, og landets klima og naturforhold er alt fo r afskrækkende, til at man kan vente, at nogen egentlig kolonisation kan finde sted der (...) Som en følge af handelens frigivelse og de indfødtes successive aftagen og endelige udryddelse ville fordelen ved handelen efterhånden ophøre, og den private ville da foretrække at høste i en kort tid så meget desto mere og ikke tage noget hensyn til fremtiden. Anderledes fo rholder det sig derimod, så længe handelen vedbliver at være i regeringens hænder. - Ikke for handelsfordelens skyld, men af humanitetshensyn er hidtil under monopolet et beskyttelsessystem for grønlænderne stadig blevet gennemført. Af denne grund kunne de indfødte kun undtagelsesvis erholde brændevin, og det i yderst ringe kvantiteter, luxusartikler har ikke fået nogen betydelig udbredelse, og, når det har været nødvendigt af hensyn til de indfødtes tarv, har man endog nægtet at indhandle produkter, som de ikke selv kunne undvære. I dette hensyn bliver de også understøttet med levnedsmidler, når misfangst eller sygdom forårsager mangel iblandt dem, mens man på den anden side har truffet sådanne foranstaltninger, at de ikke derved forvænnes til dovenskab eller lediggang. (...) Som en følge af det barnlige standpunkt, som i det mindste den store masse af Grønlands befolkning endnu indtager, er det nødvendigt, at den, når den ikke skal gå aldeles til grunde, står under et fo rmynderskab, som ikke hensigtsmæssigt synes 194 >> IMPERIALISMEN

195 at kunne betros i andres hænder end statens, men i al fald næppe i den private købmands. Et sådant formynderskab ville dog ikke ophøre, fordi handelen blev frigivet; thi den, der er i besiddelse af handelen, vil udøve formynderskabet, og forholdene i Grønland medfører, at handelen på dette land i reglen vil vedblive at være monopoliseret (...) Endelig er der al sandsynlighed for, at om handelen blev frigivet, ville den blive monopoliseret af enkeltman d, og såfremt der ikke blev taget forholdsregler derimod, ville den sikkert meget snart gå over i fremmede nationers hænder, hvorved da fordelen for de danske handlende ville gå aldeles tabt. (...) Efter det foregående antager vi ikke alene, at den grønlandske befolkning befmder sig langt bedre under regeringens monopol, end den ville befinde sig, om handelen blev overladt til private, men vi anser det endogså for afgjort, at den under dette monopol befmder sig så vel, som det efter naturforholdene og dens egen kulturtilstand foreløbigt er muligt. Et slående bevis herpå afgiver den omstændighed, at, mens man overalt, hvor Amerikas oprindelige befolkning er kommen i berøreise med europæerne, ser hin i løbet af kort tid formindskes og efterhånden aldeles uddø, har Grønlands nationale befolkning under regeringens monopol ikke alene formået at hæve sig, efter at den ved smitsomme sygdomme og andre ugunstige omstændigheder, var bragt til at synke ned til en overordentlig ringe mængde, men er endog i stadigt og forholdsvis temmelig stærkt tiltagende, som det vil ses af folketællingsresultaterne. 195

196 Overblik Imperialisme stammer fra latin, imperium - at beherske. Det er karakteristisk, at de imperialistiske magter søgte at opnå statslig overhøjhed over kolonierne - først og fremmest i Asien og Afrika. De ledende embedsmænd i koloniadministrationen var særligt uddannede indbyggere fra de imperialistiske lande. Administrationens lavere niveauer blev besat af koloniernes egne indbyggere. Omkostningerne ved koloniadministrationen blev betalt af kolonien selv ved skatter og afgifter. Stater, som følte sig presset af de imperialistiske magter, svarede i mange tilfælde igen ved at prove at skabe den samme industrielle og militære udvikling. Det mislykkedes i de fleste tilfælde på grund af manglende sociale og fi nansielle forudsætninger. Rivalisering mellem de imperialistiske magter var et gennemgående træk ved hele perioden. Der blev gennemført flere bestræbelser for at holde de latente konfl ikter om kolonierne nede ved internationale aftaler, fx Berlin-konferencen om Afrika og Open-Door politikken omkring Kina. Imperial ismen blev til dels legitimeret ved, at den bibragte kolonierne en mere udviklet civilisation - det drejede sig om menneskerettigheder, retsgarantier, en udviklet transportsektor, skoler og hospitaler. Kristendommen blev også set som et gode, men blev aldrig påtvunget 196 >> IMPERIALISMEN

197 Tidslinje 1815 Storbritannien overtager kontrollen med Kapstaden fra boerne 1823 Monroedoktrinen 1830 Frankrig besætter Algeriet 1832 Grækenland bliver selvstændigt 1834 Boerne flytter nordpå over Orange-floden til Natal "Det store Trek" Opiumskrigen. Storbritannien overtager Hang Kong fra Kina USA forer krig mod Mexico og erobrer ca. halvdelen af det mexicanske territorium Taiping-oproret i Kina Storbritannien og Frankrig forer krig mod Kina Sepoy-oproret. Indien bliver britisk kronkoloni 1868 Meiji-reformerne i Japan 1869 Å bningen af Suez-kanalen 1875 Storbritannien overtager kontrollen med Suezkanalen fra Egypten 1877 Dronning Victoria krones som kejserinde af Indien 1882 Storbritannien tager magten i Egypten Fransk-kinesiske krig sikrer Frankrig herredomrnet over Vietnam Berlin-konferencen indfører under intens rivalisering regler for delingen af Afrika 1885 Belgisk Congo bliver kong Leopolds personlige ejendom. Indian National Congress dannes Japansk-kinesiske krig 1898 Fashoda-affæ ren. Den spansk-amerikanske Krig Boerkrigen Boxer-opstanden i Kina 1904 Præsident Theodore Roosevelt udvider Monroedoktrinen Ungtyrkernes revolution 1910 Sydafrika får selvstyre under britisk overherredomme 1912 Revolution i Kina. Kejserdømmet fa lder, og republikken udråbes 1914 Panamakanalen åbnes. Gandhi kommer til Indien 1916 Sykes-Picot aftalen 1917 Baltour-erklæringen 1919 Arnritsar-massakren 1923 Det tyrkiske imperium aploses 1944 lsiand bliver selvstændigt 1947 Indien og Pakistan bliver selvstændige 1947 Storbritannien trækker sig ud af Palæstina 1948 Færøerne få r hjemmestyre. Apartheid indføres i Sydafrika 1949 Kommunistisk revolution i Kina 1979 Grønland får hjemmestyre 197

198 Om forfatterne Inge Adriansen, f Museumsinspektør, ph.d. Ansat ved Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot. Har skrevet bøger og artikler om national og regional identitet, sønderjysk historie og kultur, museumsformidling, teglindustri og kosttraditioner. Seneste udgivelser: "Nationale symboler i Det Danske Rige", bd. 1-2, 2003, medudg. af "De slesvigske hertuger" 2005 og "Sønderjyderne og Den Store Krig", Claus Friisberg, f Cand. mag. i historie og religion, studielektor ved Varde Gymnasium dr. phil., siden 1976, har skrevet en række bøger og artikler om det tidlige danske demokrati og forfatningskampen som "På Vej mod et Demokrati" fra 1975 plus verdenshistoriske fremstillinger som "En Verden i Forandring" fra Pernille Ipsen Hamilton, f Ph.d. studerende i historie ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet siden Har tidligere skrevet en gymnasiebog om Pocahontas og den engelske kolonisering af Nordamerika, og arbejder i øj eblikket på en afhandling om forhold mellem danske mænd og afrikanske kvinder på Guldkysten i 1700-tallet. Karl-Johann Hemmersam, f Cand.mag., fhv. gymnasielærer og overinspektør ved Nationalmuseet. Forfatter til flere historiebøger for gymnasiet. Har endvidere arbejdet med analyse af læseplaner og skolebøger ved Center for Humanistisk Historieformidling. Medforfatter af EVArapporten 2001 om historie i gymnasiet. Birgitte Holten, f. l 953 Ph.d. i historie. Lang undervisningserfaring ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet og Handelshøjskolen. Siden 2001 tilknyttet Center for Virksomhedshistorie ved Handelshøjskolen som fo rskningslektor. Arbejder med det 19. århundrede, først og fremmest kommunikationsrevolution, samt med Brasiliens historie. Har skrevet undervisningsbogen "Fra kolonistyre til afhængighed. Latinamerika i 500 år", Gyldendal » OM FORFATTERNE

199 Ulrik Langen, f Ph.d., ansat ved Institut for historie, kultur og samfundsbeskrivelse, Syddansk Universitet (Odense). Har skrevet artikler og bøger om europæisk kulturhistorie Carsten Lykke-Kjeldsen, f Lektor i historie, religion og filosofi på Munkensdam Gymnasium, Kolding. Tidligere formand for historielærerforeningen fo r gymnasiet og hf. Har deltaget i udarbejdelsen af læreplan og v ledning for det nye historiefag på stx. 199

200 Stikordsregister abolitionister 21 AC 155, 156 adel 62-63, 73 Afrika 170, 174, , Aksel, dansk prins 128 Alsace-Lorraine 100 Amerikanske Revolution, Den Amerikanske System, Det Arnritsar-massakren (Indien) 176 andelsmejerier 160 Andersen, H.C. 107 aristokrati 73 Arkwright, Richard 145 Aztekerriget 9 Bach, Knud 134 Bajer, Frederik 124 Bajer, Mathilde 124 Balfour-erklæringen (1917) Bastille 64, 74 Beccaria befolkningstyper Belgisk Congo 173, 180 Berg, Chresten 120, 133 Bessemer, Henry 150 Bessemermetoden Boer-krigen (Sydafrika) 181 Bojsen, Frede 120 Bokseropstanden (Kina) 178 Boldhuseden 65 bomuldsindustri Bondevennerne 115, 118, 131 Borgbjerg, F.J. 98 Borgerkrig, Den Amerikanske 21 borgerskab 63 borgerskabet 35 Bossuet, Jacques-Benigne 50 botanik 42 Boulton, Matthew Brandes, Georg 109 Brandt, pastor 131 britisk styre i Indien Brix, Harald 161 brødmangel 63, 65 Buffon 42 Burke, Edmund 77 børneopdragelse 38, 39 casta-billeder 29 Chicago Christensen, J.C. 122 Christian 7., dansk konge , 28, 91 Christian 8., dansk konge Christian 10., dansk konge civile rettigheder, se menneskerettigheder Cleveland, Grover » STIKORDSREGISTER

201 Coalbrookdale 142 Columbus 9 Cottonopolis 146 Crome 8: Goldscmidts Fabrikker Crompton, Samuel Cuba 174 D'Holbach 41, 44 dampmaskine 141, , 152 Danmarks Kommunistiske Parti 126 Dannebrog 95 danskhed 89-94, 102, 103, 107, 109 Darby, Abraham 1 42 DC 155 deisme 40 Demarkationslinjen IO Deuntzer, J.H. 122 Diderot, Denis 43, 50, 56 Direktoriet 69 East Asia Company 17 5 East India Company 77 Edison, Thomas 155 edsaflæggelse, præster 66, 68 eksport 12 elektromotor Emile 37, 39, 55 encomienda-system 12 Encyklopædi, den franske 42, 43, 44, 50, 56 enevælde 34, 45, 50 enevælde, den danske enevælde, Frankrig 61 Engels, Friedrich 148 Engelstoft, Laurids 105 England 12-13, 16, 20, 21, 25, 26, 61 Estland 95 Estrup, J.B.S , 132 EU 128, 137 fabrikslove 148 fabriksreglementer 147, fabrikssystem 141, 145 fagforeninger 149, 154, 159, 167 Fashorla-affæren (Sudan) 181 femårsplaner Forfatningskampen 121 Fichte, J.F. 93 Filippinerne 177 flyvende skyttel folk 98 folkeafstemning folkenes selvbestemmelsesret 98, 99, IO! folkets fjender 83 Ford, Henry 155 forfatning, Frankrig 61, 78 Frankrig 12, 14, 19, 92, 100 fransk imperialisme Franske Revolution, Den Frederik 6., dansk konge , 114 Frederik 7., dansk konge ]]7' 140 Frederik 9., dansk konge fredskonference 101 frihedsbevægelse 75 Frihedsstøtten 53 fædreland 89, 90, 104, 106 fædrelandskært i g hed 89, l , l 07, 109 Gandhi 176, 188 Geleff, Povl 161, 165 globalisering 185 godsejere, de nationale Gramme, Z.T. 155 grundloven, af , af , af , af

202 Grundtvig, N.F.S. 94, 106 Grønland 172, Guericke, von 142 Guldkysten 18, 27 Hagerup, Eiler Haiti handelsbalance 12 handelskompagni 12 Hargreaves, James 145 Hariot, Thomas 25 Heiberg, P.A. 46, 52 helstaten helstatspatriotisme 90 Herder, J.G. 93 hjemmeindustri 143 Bobbes, Thomas 35 Holberg, Ludvig 44, 52, 89 indfødsretsloven 92 indianer Indien l 70, 173, , Inkariget 9 innovation 141, , 152, 156 international arbejdsdeling 185 International Harvester 153 Internationale, Internationale Arbejderforening 161, 165 internationalisme 111 islam og oplysningstiden 47 Italien 94, 96 Japan 173, 177 jernbaner 146, , 161 jernfremstilling 142, 150 jævnstrøm, se DC Holberg, pastor 131 Homestead-loven 151 Hang Kong 177, 178 Horsens hær, Frankrig 71, 73 Højgaard-kredsen 128, 140 Højre 119, , 132 Hørup, Viggo 120 håndvævere 148 identitet, generelt 89, identitet, national 88 identitet, social ildmaskine, se Newcomen imperialisme, og industrialisering imperialisme, og råstoffer 173 imperialisme, økonomisk baggrund imperialismeteorier l 74 import 12, 21 indfødsret 93 Kanslergadeforliget 127, 135 Kant, Immanuel 34 katolicisme 84 Kay, J.P. 147 Kina Kirkeforordningen 66 kollektivisering koloni, dennition på 9 kolonikrig 11 kolonisme, dennition på 9 kolonister 59 Kongeloven af Kongrespartiet (Den indiske Nationalkongres) 176, 188 Konkordatet 73 konservatisme 75, 77 Konservative Folkeparti, Det 123 konstitutionelt monarki 78 Krarup, Søren 46, 55 kristendom 15-16, 27 kulakker » STI KORDSREGISTER

203 kulturmøde 22 kultursammenstød 22 kvindeklubber 72 Landbrugernes Sammenslutning 127, 134 Las Casas, Bartalorne de 16, 23 Latinamerika Lehmann, Orla , 118 Lenin, V.l. 157 liberalisme 114 lighed 61 Linne, Carl von 42 Liverpool 146 Livingstone, David 180 Locke, John 36, 37, 41, 56 Ludvig den , 61 Luplau, Line 124 Malling, Ove 104 Manchester 146 Marianne-f1guren, Frankrig 74 Marie-Antoinette 61 Marseillaisen (nationalsang, fr.) 74 martsomvæltning marxistisk tolkning Matzen, M. 132 Mazzini, Guiseppe 108 McCormick 152 Mellemøsten Menneskerettighederne 66, 79 merkantilisme 12-13, 35 Mexico 174 militærdiktatur 69 missionere 14, 16 Moctezuma (aztekerhøvding) 9 monopol 12 Monrad, D.G , 129, 133 Monroe-doktrinen Montesquieu 36, 37, 56 muldyr-maskine 145 Møller, Herman 134 Nantesediktet 39 Napoleon Code Civil 73 Napoleon, Bonaparte 69, 71-73, 75, 84 Napoleonskrigene 73 nation 89, 92, 110 Nationalforsamling 64, 76, 79 nationalisme 75, 88, 92, 110 Nationalkonventet, Frankrig 67, 72 nationalliberale bevægelse, den nationalopdragelse 105 nationalstat 94, 96, 98, 100, 102, 108 nationsbegreb, fransk nations begreb, sprogligt 93, nationsbegreb, tysk nazister, danske Nederlandene 12 Newcomen, Thomas , 145 Newton, Isaac 41, 42 Nielsen, Nielsine 124 Norfolk-systemet 143 olie 184 Open Door Policy 177 Opiumskrigen 177 oplyst enevælde Oranje 181 Osmannerriget 182 Panama-kanalen 170 parlamentarisme 119, 122, , 128, 135 patriarkalsk 73 Pave-dekret 10 Pedersen, John 46, Pio, Louis 161 Pitt, William

204 Pittelkow, Ralf 47 plantagedrift Pocahontas 14 Preussen 93, privilegier 62, 65 prostitution 13, 19 provisorier , 132 Påskekrisen 125 Radikale Venstre, Det 123 religion og oplysning 39, 48, 50 revisionisme 72 revolution, defmition på 62 Robespierre, Maximilien 67, 69, 81 Rolfe, Thomas 14 Rothe, Tyge 89 Rousseau, Jean-Jacques 36, 37, 39-40, 44, 50-52, 55 Rædselsherredømme 68, 69, 72 Spinning Jenny 145 Stalin, Josef Stanley, Henry Morton 180 statsbankerot 63 statsborgerskab 93 statskup 122, 132 statspatriotisme 104 Stauning, Th. 127, Store Nordiske Telegrafselskab 178 straf 18-19, Struensee, J.F. 45, 91 Styal 145 stænder 62, 76 Stænderforsamling 76 stål Suez-kanalen 170, 173, 184 Subr, pastor 131 suverænitet, folkets 61, 64, 72, 80 Sydafrika 181 sygdom 14-15, 19 samfundspagt 35-36, Sankt Croix 19, 21 Sans-culotterne 67, 71, 74, Saxo 89 Schimmelmann, Ernst 21, 28 scientif1c management 155 selvbinder 152 Sepoy-oprøret (Indien) 175 Sepulveda, Juan Gines 16 Sinclair, Upton 154 slavemodstander 21, 28 slaveoprør slaveri 17-21, Slesvig/Sønderjylland 90, 97, 101, 109 slesvigholstenske bevægelse, den Smith, Adam 13, 37 Socialdemokratiet socialisme 110 Spanien 9-12, 14, 16, 20, 22 Sykes-Picot-aftalen ( 1916) 184 Systemsldftet Taylor, taylorisme 155 Teaparty, The Boston 13, 59 Tennessee Valley Authority (TVA), 156 Thrige, Thomas B. 156 tiende 62 tobaksproduktion 14 Tocqueville, Alexis de 146 tolerance 41, 44, 48 Topsøe, Wilhelm 152 Transvaal 181 tredjestand 63, 64, Treårskrigen Trikolore (flaget) 74 TUC 149 Tyrkiet 47, tyske Forbund, Det 96 Tyskerfejden 92 spindemaskiner 144, » STI KORDSREGISTER

205 uafhængighedserklæring, amerikansk uafhængighedskrig 60 USA 59-61, , Valdemar Sejr 95 valgret , 124, 129 vandkraft, , 156 vandspindemaskine 145 vekselstrøm, se AC velfærdsstat 103 Venstre , 125, 132, 140 Verdenskrig, Første 98 verdensudstilling 149, 155 Versailles 64 Vestindien, dansk 19, 21, 28 videnskab 41 Virginia 13-14, 25 voldtægt 19 Voltaire 36, 37, 40-41, 44, 48-49, 55, 56 Washington, George 60 Waterloo 69 Watt, James 145 Wilberforce, William 21 Wilson, Woodrow 100 zionisme ædelmetal 9, Ånden fra

206