L A N D S K O N F E R E N C E

Transkript

1 L A N D S K O N F E R E N C E B Æ R E D Y G T I G S O C I A L V Æ K S T. Sted: Kofoeds Skole og Politikens Hus. Tid: 26. september Landskonferencen blev arrangeret i samarbejde mellem Socialpolitisk Forening, Frivilligt Forum og EAPN.DK. Arrangørerne arbejder sammen i forvejen i Stop Fattigdom Nu initiativet, som startede i EU Fattigdomsåret Første del af konferencen blev afholdt på Kofoeds Skole og samlede repræsentanter for frivillige organisationer og socialøkonomiske virksomheder. Blandt bidragyderne var: Trine Panton, leder af systuen Place de Bleu. Annemette Nyfos, leder af Kirkens Korshær Nørrebro. Hanne Reus Kristensen, leder af Det blå sjak Blå Kors Aabenraa. Per Faurby, boligsocial koordinator KAB. Johs Bertelsen, bestyrelsesformand Frivilligt Forum. Lien Pinstrup, konsulent i Center for Socialøkonomi. Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen. Anden del blev afholdt i Politikens hus. Blandt bidragyderne var: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, MF Benedikte Kiær (K), MF Pernille Skipper (EL), Robert Olsen, formand for Socialpolitisk Forening og Per K. Larsen, Landssekretær EAPN.DK Formålet med den første del af konferencen var at debattere vilkår og nå frem til anbefalinger for at skabe en social vækst som er bæredygtig både for socialt udsatte og for de organisationer og virksomheder, de søger hjælp hos. Formålet med anden del var at debattere anbefalinger med repræsentanter for Folketing og Regering. De udfordringer og anbefalinger som kom frem, er neden for samlet i 2 dele. Første del rummer de mange eksempler fra deltagerne. Anden del er arrangørernes opsummering i en fælles erklæring. Del 1. Udsagn og anbefalinger fra deltagerne. Fattigdom handler først og fremmest om penge. Men fattige er ofte også langtidsledige, syge, ensomme og mangler kompetencer. De kan få økonomisk hjælp af kommunen, men det kniber med hjælpen til at komme ud af fattigdommen. Hjælpen til at komme videre søges stadig mere hos frivillige organisationer og virksomheder, men deres muligheder er alt for begrænsede. Det er åbenbart: At frivillige organisationer og virksomheder virker som gode alternativer til langtidsledighed og offentlig bistand At de virker på trods af usikre kommunale aftaler og tidsbegrænsede statslige projektmidler og stopper trods gode resultater At der er brug for et mere bæredygtigt grundlag, både for socialt udsatte og for det frivillige arbejde, hvis der skal skabes en bæredygtig social vækst. Frivillige organisationer skal være både en vagthund og et talerør samt gøre indsatsen på en anden måde. Det kræver autonomi, også økonomisk, at være en kritisk vagthund. Man skal have råd til at undvære, hvis man vil være et talerør. 1

2 Man skal passe på med, at de virksomheder man laver, ikke bliver for små. Det kræver råd og kapacitet at kunne producere. En måde at opnå kapacitet på er gennem partnerskaber, hvor der eksisterer et strategisk mål på tværs af de kommunale grænser, men med fælles bestyrelse. Man bør allokere ressourcerne anderledes: tage medarbejderne ud af siloer, så de kan arbejde med helhedsorienterede og langsigtede løsninger. Der er behov for en stærkere organisering, en stærkere stemme, og for at finansiere de indsatser der magter indsatsen. Lokalsamfundet kan blive omdrejningspunktet, det er her, hvor de helhedsorienterede løsninger skal findes. Forudsætningen er, at vi får en civilsamfundsstrategi. En styrket tredje sektor. Et alternativt værdisystem til det økonomiske system. Vi har behov for et opgør med New Public Management som styringssystem, der er et lukket system, hvor man konkurrerer indbyrdes. Det er sektoropdelt, bygger på mistillid og kontrol, og er styret ud fra økonomiske parametre. Der er brug for nye samarbejdsstrukturer: Hvad kan vi vs. de? Der er brug for nye incitamentsstrukturer for borgerne. Alle bør få en ydelse, en form for grundbeløb og belønnes hvis de gør mere end, hvad der forventes. Den offentlige sektors aktiviteter har indflydelse på de private virksomheders konkurrenceevne. Det handler om det økonomiske paradigme, der gennemsætter sig i den offentlige sektors funktionsmåde, som skal fungere på lignende vis som det private marked, selvom det er to forskellige sektorer. Aktivering koster 6 milliarder årligt. Myndighederne er ved at erkende, at det har kørt i egen inerti uden at møde borgeren der, hvor borgeren er. Socialøkonomiske virksomheder kan være en vej til inklusion og til et tredje arbejdsmarked, der kan rumme mange borgere på en meningsfuld måde. Men udviklingen hæmmes af at der endnu ikke er enighed om, hvad socialøkonomisk virksomhed er. Det har dog ikke forhindret at der er en vækst i antallet og at der er etableret flere netværk, centre og fonde, som støtter udviklingen. Blandt de større er Center for Socialøkonomi, som rådgiver, skaber netværk, informerer og Den Sociale Kapitalfond som rådgiver og investerer venturekapital. Place de Bleu er en socialøkonomisk virksomhed for indvandrerkvinder, der har fysiske og psykiske problemer ofte kvinder med problemer udover ledighed. Der er en særlig indslusningsmodel, men udgangspunktet er, at man skal have lyst til at være der. Place de Bleu opererer med forskellige lønsystemer alt efter, hvor kvinderne befinder sig i systemet, om de er selvforsørget og under hensyn til deres arbejdsevnekapacitet. Place de Bleu arbejder ud fra en empowerment-strategi, hvor Place de Bleu for kvinderne skal være synonym med håbet om en bedre fremtid. Erfaringen som socialøkonomisk virksomhed er, at det er administrativt tungt at bryde igennem til kommunerne, og at særligt kontanthjælpssystemet er kringlet. Det store spørgsmål er, om socialøkonomiske virksomheder kan agere på markedsvilkår? Der eksisterer her store problemstillinger ift. effektivitet, når målgruppen ikke er fuld produktiv og ustabil. Place de Bleu har løbende en udfordring ift. at sikre deres eksistens. Udfordringen er, at det egentlig kører derud af, hvor Place de Bleu sagtens kan doble op på antallet af kvinder, hente flere ordrer og 2

3 forhandlere ind mv., men at finansieringen af driften er så skrøbelig, at det i et langsigtet perspektiv er svært at sige, hvordan det vil se ud, hvilket også er et problem ift. medarbejderne. Kirkens Korshær Nørrebro er en privat frivillig organisation, der får offentlige midler og privat støtte til en natcafé, en genbrugsbutik, en fodboldklub for drenge m.m. Staten har ydet satspuljemidler siden 1995, men fra 2013 er der ikke mere finansiering. Fondsmidler er ikke muligt, hvorfor der nu skal satses på frivillige kræfter. Caféen har åbent om natten for folk, der mangler et sted at sove. En gang var det misbrugere, der kom. I dag er det afrikanere, romaer og østeuropæere, der kommer. Ca. 25 kommer hver nat, og de søger her hen, fordi herbergerne er fyldte. Natcaféen i Stengade er det eneste sted i Danmark, hvor udenlandske hjemløse kan finde overnatning, og som kan forblive anonyme, mens de er her. Her er mulighed for at opholde sig natten over, få en sig lur, et bad og en lille bid mad. Truslen om en lukning af herberget kommer efter, at Dansk Folkeparti har afvist, at stedet fortsat skal modtage støtte til driften fra satspuljemidlerne. Begrundelsen er, at Kirkens Korshær ikke kræver legitimation, når de lukker overnattende ind, og det kan derfor være hjemsted for udlændinge, der opholder sig illegalt i Danmark. En nyligt publiceret rapport fra Kirkens Korshær konkluderer modsat, at der i caféen er mere gennemstrømning end tilstrømning. Til orientering: I perioden efter konferencen lykkedes det Natcaféen få bevilget penge fra finansloven, 7,4 millioner, de næste to år. Dermed fik caféen finansiering til at eksistere som et sted for udenlandske migranter. Årsagen hertil skyldes en større mediedækning af lukningen, som resulterede i, at Enhedslisten tilføjede caféen som et krav i finanslovsforhandlingerne. En stor socialpolitisk sejr for Stengade! Det Blå Sjak Blå Kors Aabenraa beskæftiger sig primært med mennesker, som har et misbrug, sociale problemer og psykisk sygdom (personlighedsforstyrrelser). Det er en gruppe, som har et dårligt selvværd, og som oplever, at de konstant bliver talt ned til. Det er ødelæggende. Blå Kors indsatsen er styret af et kristent menneskesyn og sociale helhedsløsninger. Det Blå Sjak var for misbrugere med begrænset arbejdsmarkedserfaring. 36 deltog. Projektet bestod af praktiske opgaver i værestedet, fællesskab, samtaleforløb med psykoterapeut samt udredning og håndtering af de mange forskellige problemstillinger, som påvirker den enkeltes liv. Fem år efter afslutningen af projektet var 11 var selvforsørgende, 1 i uddannelse og 6 var stadig brugere af værestedet. De seks har stadig holdt kontakten med projektlederen. Prisen for forløbet var kr. pr. person. Udgifterne ved ikke at gøre noget er mindst det dobbelte hvert år. Det som virkede, var at Værestedets tilbud blev udvidet med terapi; at tiden til aktivering var 1,5 år i gennemsnit, ikke de normale 3 måneder; helhedssynet, som gav plads til andet end snæver beskæftigelse; at jobtræning indeholdt delmål, startende med træning i mødestabilitet I projektet var der 66 frivillige og fire fastansatte. Frivillige får kurser f.eks. om psykiske og fysiske sygdomme. Frivillige hjælper med at udbygge netværket og kan ting, det offentlige ikke kan eller ikke gør. Der er behov for fremadrettet, at staten, kommunerne og de frivillige samarbejder på lige vilkår. Det Blå Sjak stoppede som mange andre projekter, fordi kommunen ikke fandt midler til at finansiere, da puljemidlerne stoppede. Det boligsociale arbejde foregår i de udsatte almene boliger i byer og udkantsområder, hvor der er op mod % af de voksne uden for arbejdsmarkedet og ofte meget uro, kriminalitet, højere dødelighed og udpræget fattigdom. 3

4 Landsbyggefonden bevilliger 240 millioner, som er lejernes egne penge til boligsociale indsatser i de særlig udsatte boligområder over hele landet. Gør vi noget, som kommunerne ikke gør? Måske ikke, men vi gør noget andet. Vi gør mere af det, som vi er gode til., og som skaber synergieffekter. Det handler om at koble ressourcer ind i området med de frivillige det er det, der giver mening. Folk der bor i KAB s udsatte boligområder er kendetegnet ved at være ældre, marginaliserede, psykisk sårbare, indvandrere. Det er ofte mennesker, som ikke magter en relation med det offentlige og måske mister overblikket over økonomien. En af de boligsociale indsatser har været opsøgende i forhold til boligudsættelser. Det virker at lægge øre til folks bekymringer, vrede og bekymringer. Projekt fritidsjobskonsulenterne er møntet på de unge. De sidste 3 år er der blevet skabt 300 fritidsjobs. Del 2. Arrangørernes opsummering og fælles erklæring. Danmark er det OECD land, hvor den økonomiske ulighed er steget mest siden år Tendensen blev brudt i 2011, hvor Regeringen fjernede nogle af de laveste ydelser og forlængede dagpengeretten. Men siden er der kommet skatte- og førtidspensionsreformer, begrænsning af dagpenge for ledige og syge og oplæg til nye besparelser på kontanthjælpen, som igen øger kløften mellem rig og fattig. Alternativet er at der kommer gang i væksten og at der er arbejde til alle, også ledige med nedsatte erhvervsevner. Danmark er fortsat blandt verdens rigeste lande, hvor det også er lykkedes at skabe en meget høj grad af lighed. Det er en position, som har taget mange år at bygge op, og som flertallet af danskere ønsker fortsat, men som ændrer sig, hvis tendenserne fortsætter. Besparelserne på offentlige ydelser, der følges af argumentet om, at det skal kunne betale sig for ledige at arbejde. Nedsættelse af skatter begrundes med, at det skal kunne betale sig at arbejde og at investere i virksomhed. Der er ikke belæg for nogen af delene. Forskningen viser som hovedregel, at nedsættelse af offentlige ydelser ikke fører til, at ledige fattige og socialt udsatte kommer i job. Nedsættelse af skatter fører ikke til at ansatte arbejder mere, eller at der kommer flere virksomheder og arbejdspladser. Tværtimod. Øget ulighed viser sig at føre til et samfund, der er dårligere for alle. Uligheden hæmmer samfundets vækst, skaber større usikkerhed, mere sygdom, flere psykiske lidelser, mere misbrug, mere fedme, flere unge mødre, kortere levetid, flere sociale spændinger, mere kriminalitet og bandekrige. Øget ulighed rammer især de, som ikke har råd til selv at betale for ydelser, service og forsikringer, når den offentlige betalte velfærd svigter. Både de, der er fattige, fordi de er arbejdsløse og de, som må tage arbejde til lønninger langt under overenskomsternes mindsteløn. Offentlige ydelser har vist sig at være det bedste værn mod økonomisk ulighed. STOP FATTIGDOM NU initiativet arbejder derfor for, at Folketinget vedtager en fattigdomsgrænse, som bygger på de faktiske leveomkostninger, og at offentlige ydelser til arbejdsløse, syge, førtids og alderspensionister er på et niveau, som sikrer dem et værdigt liv uden social eksklusion fra fællesskabet. En dansk fattigdomsgrænse vil supplere de fælles europæiske risiko for fattigdomsgrænser: a) 60 % af medianindtægten; b) afsavn af almindelige materielle goder; c) personer i husstande præget af lang tids ledighed og overførselsindkomst. De europiske grænser, som besluttes af Ministerrådet og bygger på data fra alle medlemslande, lægger op til fælles indsatser mod fattigdom og social eksklusion med fælles mål og målinger. En dansk fattigdomsgrænse vedrører alene danske borgere. Den danske og nordiske velfærdsmodel er kendt ud over Europa som flexicurity modellen, fordi den giver økonomisk sikkerhed ved ledighed og samtidig sikrer arbejdsgiverne en fleksibel og veluddannet 4

5 arbejdskraft. Grundlaget for modellen er overenskomster, som sikrer bl.a. minimumlønninger og offentlige ydelser, som sikrer mod fattigdom blandt borgere, som er ledige, syge, handicappede og ældre. Velfærdsmodellen indeholder universelle rettigheder for alle til uddannelse, sundhed og arbejde. Men universaliteten har trange vilkår, blandt dem der har mest brug for den. Fattige og socialt udsatte er generelt dårligere uddannede, oftere syge, oftere arbejdsløse og oftere ikke forsikrede end resten af befolkningen. Deres børn har en meget høj risiko for at havne i samme situation som voksne. De offentlige tilbud om uddannelse, beskæftigelse og sundhed, som er tilstrækkelige for de fleste, virker som siloer i forhold til fattige og socialt udsatte mennesker. De har brug for helhed og rehabilitering, men mødes i jobcentre og sundhedsvæsen med manglende sammenhæng, kontrol og procedurer, som fastholder snarere end hjælper. Resultatet er alt for ofte øget marginalisering og ledighed frem for arbejde og social inklusion. STOP FATTIGDOM NU støtter Regeringens initiativ om koordineret sagsbehandling. Fattige og socialt udsatte søger i stigende grad til frivillige organisationer for at få den hjælp, de ikke får i tilstrækkelig grad, hverken i den offentlige sektor eller på det private marked. Julehjælpen har et omfang, som ikke er set i Danmark siden 1950 erne. EU har igangsat fødevareprogrammer, som skal hjælpe de 40 mio. mest forarmede EU borgere, herunder også danskere. Den akutte hjælp er nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Vejen ud af fattigdom og social eksklusion går gennem arbejde. Men lige præcis den løsning er svær at finde for de, der har meget at slås med udover ledigheden. Den hjælp, de har brug for, bygger på tillidsfulde relationer, sammenhængende rehabilitering, forebyggende rådgivning, uddannelse og adgang til egnede arbejdspladser. Meget tyder på, at civilsamfundets frivillige organisationer, NGO erne, har nemmere end offentlige myndigheder og private virksomheder ved at yde den tid, omsorg og faglige indsigt, der skal til for at give dem en reel chance for et godt liv og en plads på arbejdsmarkedet. Staten støtter NGO er, som løser opgaverne med puljemidler, men følger ikke op når projekterne udløber, selv om de giver gode resultater. Staten forventer tilsyneladende, at kommunerne viderefører projekterne, enten selv eller i samarbejde med NGO erne, men det sker kun i meget begrænset omfang. Frivillige er ikke gratis arbejdskraft. Det er målrettet, kompetent NGO - virksomhed på et højt fagligt niveau, udført af lønnede og ulønnede. Hvis Folketing og Regering ønsker bæredygtig social vækst, må der skabes et stabilt økonomisk grundlag for NGO ernes arbejde. Det er ikke nok at skubbe alle opgaver ud til kommunerne. Staten må tage ansvar for at sikre finansieringen i aftaler med NGO erne. Manglen på arbejdspladser har fået NGO er til at udvikle socialøkonomiske virksomheder. Der er allerede flere virksomheder i forskellige brancher. Fælles for dem er, at de producerer og sælger service og varer på markedsvilkår, at de arbejdsprøver, oplærer og ansætter ledige med fysiske, psykiske eller sociale arbejdshandicap, at de ejes af fonde el. lign., og at overskud re- investeres i virksomheden. Det fælles for socialøkonomiske virksomheder er desværre også, at de ikke får økonomisk kompensation for de ansattes nedsatte erhvervsevner, og at de, der lykkes gør det i kraft af midlertidige aftaler med jobcentre, projektmidler og i nogle tilfælde meget lange ansættelser på kontanthjælpslignende vilkår m.v. STOP FATTIGDOM NU initiativet arbejder derfor for, at socialøkonomiske virksomheder får kompensation, så de kan fungere på markedsvilkår og ansætte medarbejderne på overenskomstvilkår; 5

6 at der ikke sker konkurrenceforvridning; at jobcentre i hele landet henviser ledige til socialøkonomiske virksomheder, når de ikke kan anvises arbejde andre steder. STOP FATTIGDOM NU initiativet anbefaler: At Folketinget vedtager en dansk fattigdomsgrænse, som dækker leveomkostningerne. At ydelser til arbejdsløse, syge, førtids og alderspensionister sikrer et værdigt liv. At Danmark fortsætter samarbejdet i EU om fælles initiativer mod fattigdom. At indsatsen for den enkelte er helhedsorienteret, rehabiliterende og fører til et værdigt liv blandt andre i samfundet og på arbejdsmarkedet. At uddannelser, sundhedsvæsen og arbejdsmarked er inkluderende og ikke som nu ekskluderer op mod 20 % af befolkningen. At staten finansierer frivillige organisationer, som er med til at løse opgaverne. At der skabes finansiering og regler for socialøkonomiske virksomheder. 6