Dengang det skulle være fransk

Transkript

1 4 Saly skabte rytterstatuen af Frederik V til Amalienborg Slotsplads. Og dette solens lys fra Frankrig - hedder bogen, som en af vores faste skribenter, Ove Bjørn Petersen, udgiver den 30. oktober. Den handler om en række franskmænd, der har skrevet sig ind i Danmarkshistorien fra 1100-tallet frem til i dag. 17 portrætter af franskmænd, der alle har haft en betydning for den danske kultur- og tænkemåde. En af dem var billedhuggeren Jacques-François-Joseph Saly. Dengang det skulle være fransk Den franske billedhugger Saly kom til København på et afbud, og efter 25 år drog han hjem igen i skuffelse. Dog nåede han at skabe det monument, der inkarnerer enevælden: Rytterstatuen af Frederik V på Amalienborg Slotsplads, der kostede mere end et palæ, og som 300 år senere var selvskrevet til den danske kanon. Året er Stedet er København. Den enevældige monark Frederik V har besluttet at fejre det oldenborgske kongehus 300-års jubilæum ved at opføre en ny og monumental bydel med Frederiksgade som hovedakse. Den kongelige hofbygmester Nicolai Eigtveds forslag bygges op over en central ottekantet plads omgivet af fire fornemme palæer. Kongen og hans nærmeste rådgiver A.G. Moltke godkender planen. I overensstemmelse med enevældens credo den bedste begyndelse til alting er at begynde med Gud nedlægger Moltke i spidsen for en stor forsamling den 30. oktober, årsdagen for enevældens indførelse i 1660, grundstenen til den nye kirke Frederikskirken, i dag kendt som Marmorkirken. Over det næste årti etableres pladsen, de fire pragtpalæer bygges, og det fornemste af dem har Moltke som bygherre. Den påtænkte rytterstatue på pladsens centrum hvem skal lave den? Hvorfor ikke gå til Paris, så solens lys fra den franske finkultur kan skinne over den danske enevældsregent? Udenrigsminister Bernstorff beder sin ven i Paris, grev Joachim Wasserschlebe, om at kontakte den franske billedhugger Edme Bouchardon for at få ham til at komme til København. Valget er faldet på den 54-årige Bouchardon, da alt hvad han har 26 5/2013

2 skabt er i den skønne antiks smag. Men billedhuggeren takker nej, da han er i fuld gang med at skabe en rytterstatue af Louis XV, der skal stilles op på Place Louis XV - i dag kendt som Concorde-pladsen. I stedet peger han på Jacques-François-Joseph Saly ( ), der er født i Valenciennes og som efter at have studeret på Académie Royal i Paris er taget til det franske akademi i Rom. Her gør den unge franskmand straks et overbevisende indtryk, og akademiets franske direktør skriver til Paris, at denne mand vil en dag blive en af Frankrigs største billedhuggere. I Rom begejstres Saly af den romerske antikke kunst, og han bliver ven med den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, som også senere får betydning for Danmark. Den unge billedhugger Saly siger ja til opgaven i København, som er stipuleret til at vare seks år. Han har dog en række betingelser. Han vil ikke være ansvarlig for støbningen, han vil forblive i København, til statuen er opstillet, og han vil have gratis atelier og bolig. Dertil kommer så et anseeligt honorar. Sagen forelægges Frederik V og Moltke, der accepterer, selv om de finder kunstnerens betingelser hårde. Saly kommer til København i april 1753 med sine forældre og to søstre. Han installerer sig med familien i Charlottenborg, der netop er stillet til rådighed for det nye akademi, og i gården bliver der opført et stort værksted til ham. Fransk fremgang Da Saly kommer til hovedstaden, er der travlhed på den nye Amalienborg Plads. Opførelsen af de fire fornemme palæer er i fuld gang, men anderledes med kirken. Hoffet er ikke tilfreds med Eigtveds tegninger, og igen må Wasserschlebe på banen. Han spørger Saly, om der mon i Frankrig er en, der kan løse opgaven? Saly glæder sig over udsigten til at få en fransk kollega til sit ensomme liv, og 8 5/

3 4 Jacques-Francois-Joseph Saly malet af Niels Juel i Maleriet hænger på Statens Museum for Kunst. antikke statue af Marcus Aurelius i Rom, han ser statuen af Henri IV på Pont Neuf i Paris, og selvfølgelig Bouchardons statue af Louis XV i Paris. Derimod end ikke skeler han til rytterstatuen af Christian V lige uden for sine vinduer mod Kongens nye torv; formentlig har han anskuet den som noget, man bedst havde været foruden. Gennem halvandet år får han jævnligt fra de kongelige ridestalde fuldblodsheste til sit værksted på Charlottenborg, hvor de anbringes på en høj piedestal. De bliver nøje studeret og tegnet nedefra, som den færdige rytterstatue til slut vil blive betragtet på pladsen. I 1758 kan han til regentens godkendelse fremvise en gipsafstøbning i en sjettedels størrelse og tre år efter omsider en model i fuld størrelse. Nu skal der finanbefaler sin bekendt fra Rom. I januar 1755 er Nicolas-Henri Jardin i København. Sammen skaber de kunst, som hører til den bedste i dansk kunsthistorie; man ikke blot følger med, man skaber fornyelsen. De indskriver sig på fornem vis i Danmarkshistorien. Da Eigtved dør i juni 1754, bliver hans stilling som direktør for akademiet ledig. Moltke er ikke i tvivl om, at Saly er manden, selv om man derved forbigår aktive akademiprofessorer som danskeren Simon Carl Stanley og franskmanden le Clerc. Saly ved, hvad han vil, nemlig et akademi med en anset position nationalt og internationalt, et akademi med en høj grad af selvbestemmelse over egne anliggender, og et akademi som nyder kongens anseelse. Med sin flid, sit udsyn, sine faglige kvaliteter og ikke mindst sin evne til at formulere sig har hans ord en betydelig vægt hos magthaverne. Hans ambition bliver deres, han kommer i mål. I 1769 foreslår han sine kolleger, at man efter fransk forbillede skal arrangere en kunstudstilling i akademiets store figursal, noget som er kendt i hans hjemland siden 1731, og som fra 1848 bliver betegnet Salonen. Tre uger senere åbner man på kongens fødselsdag den første salon med værker af akademiets medlemmer. Helt frem til 2008 er Charlottenborgudstillingen en fast tradition. Saly går grundigt til værks og prøver at finde et forbillede. Han ser for sig den des en kompetent støbemester, og valget falder på den franske kanonstøber Pierre Gor, der netop har støbt en rytterstatue til den franske konge. Støberen, ledsaget af fem franske medarbejdere, kommer til København i 1764, og efter fire års ihærdigt arbejde kan de den 2. marts 1768 lade støbningen foregå. Den 15. august 1768 bliver den færdige hest flyttet fra Charlottenborg til Amalienborg, og Charlottenborg er illumineret til Salys ære. Københavnerne gør store øjne, da så mange som 200 matroser trækker den 22 tons tunge og fem en halv meter høje statue gennem gaderne på en særlig bygget transportslæde. Turen tager hele to dage. Fremme ved pladsen overværer de kongelige begivenheden fra balkonen på Moltkes palæ, mens håndværkere og tilskuere nede på pladsen svinger med 28 5/2013

4 hattene og bryder ud i en begejstret applaus. Fra havnen affyres kanonskud fra Asiatisk Kompagnis skibe. Penge, mange penge Vel tog projektet 21 år og ikke de planlagte seks år. Opdraggiveren Frederik V er død to år tidligere, og hans søn Christian VII sidder nu på tronen, stramt styret af livlægen Johann Friedrich Struensee. Men den franske billedhugger leverer varen: en rytterstatue, man ikke har set magen til. Det er juvelen i en udsøgt indfatning. Senere skal der heller ikke skabes en statue, der kan måle sig med den. I Asiatisk Kompagni glæder man sig også, men det er i høj grad ved tanken om, at der nu ikke kommer flere regninger til kompagniet, der har påtaget sig finansieringen. Prisen er den svimlende sum af rigsdaler næsten 10 gange prisen for at opføre et Amalienborg-palæ og mere end 10 gange det budgetterede. Diskussionerne er voldsomme og truer på et tidspunkt med at sprænge kompagniet. Også ved hoffet er der bekymring over de svimlende udgifter, og ikke mindst Struensee er forarget: Saly er uden sine støtter. Han må bøde. Det begyndte så godt Der skal gå endnu tre år, før statuen kan afsløres, men det skal vise sig at være værd at vente på. Et mageløst skue på en plads, der tør måle sig med de skønneste pladser i den vestlige verden. Et fuldkomment harmonisk hele, hvor intet skal lægges til, og intet kan trækkes fra. For at hesten kan være i harmoni med de store palæer, må Saly give den unaturlige dimensioner. Placeret oven på marmorsoklen er der fra jord til top godt 11 meter. Kroppens mål er så store, at der i vommen mageligt kan dækkes op til et taffel til 14 festklædte gæster. Kong Frederik V, som den idealiserede rytter iført laurbærkrans, sidder roligt til hest, og som midtpunkt på den store slotsplads er han inkarnationen af det enevældige styre; ikke som krigsfyrste, men som fredsgiver. Hans ellers beskedne højde er forstørret i forhold til hestens, og kongens næsten guddommelige status er understreget ved hans retning og blik mod Frederikskirken. Statuen er et fremragende eksempel på de kongelige ærespladser, der fra 1600-tallet opføres i de enevældige kongedømmer i Europa, ikke som en byfornyelse, men som en politisk manifestation af regenten og det absolutte styre. Det er en af de sidste statuer, der repræsenterer den enevældige fyrste som en hersker i Cæsar-kostume fra det hedengangne romerrige. Saly er sig sit værd bevidst. Havde han ikke ofret sin berømmelse i Frankrig for at skabe en rytterstatue i København? Havde han ikke tilsidesat sine egne kunstneriske idealer til fordel for opdraggivernes? Han fremlægger sin plan for begivenhedens festligholdelse med en 8 5/

5 hyldest af sig selv og sit værk, men det vinder ikke gehør. I grel kontrast til den store furore ved statuens transport gennem byen og opsætning tre år tidligere, markeres dagen nu i stilhed med en middag, som byens taknemmelige borgere afholder på traktørstedet Constantia på Strandvejen ved Charlottenlund Skov. Magthaverne har ikke længere den samme tillid til og begejstring for Saly, og forud går nogle personlige nederlag, idet hans tale ikke længere er lov. Kollegerne på akademiet stiller spørgsmål og har andre meninger. Salys forslag om, at hans unge landsmand, billedhuggeren Dominique Rachette, skal være medlem af akademiet bliver et nej. På samme vis med hans opfordring til kollegerne om at indsende arbejder til salonen i 1771; her nægter man, og udstillingen bliver ikke til noget. Også hans præsentation af den nye konges ordre om besparelser på akademiets budget bliver afvist. Endelig bliver han ikke medlem af den kommission, der skal revidere akademiets fundats. Modgangen næres i høj grad af den voksende danske nationalfølelse og opfattelsen af, at der i det danske rige er personer med både kompetence og kvalitet til at løse selv de største kunstneriske opgaver. Hvorfor så indskrive fremmede? For Saly er der tale om så markante ændringer i hans position, at han melder sig syg. I juli måned nedlægger han sine hverv ved akademiet med henvisning til, at hans kunstneriske opgaver er løst, og at hans mission i Danmark derfor er endt. Alligevel bliver han nogle år i København for at ordne sine økonomiske sager og for at færdiggøre et skrift, der nøje beskriver hans kunstneriske idealer og hans vanskeligheder ved at realisere dem. Måske han også udsætter afrejsen af kærlighed til den by, som han gennem hele 21 år kom til at holde af. Men uden den jævnlige gang på akademiet og ved hoffet bliver de sidste år en trist affære. Han er svagelig, han er ugift, hans mor og hans søstre er døde, og hans nærmeste ven Jardin er for længst vendt hjem til Frankrig. Så det eneste daglige selskab er hans gamle far på 90 år. Den 2. juli 1774 er det definitivt farvel til København. I bagagen har han en lille model af det ypperlige monument. g Og dette solens lys fra Frankrig Forfatter: Ove Bjørn Petersen Forlaget mellemgaard Pris DKK 299,95 Kan købes gennem med abonnentrabat hos Advokathuset Bredgade - Køb af fast ejendom i Frankrig (ferieboliger og erhverv) - Franske arvesager og dødsboer - Testamenter og ægtepagter på fransk I kan altid henvende jer på fransk! Advokat Sandra Moll [email protected] tlf / Advokathuset bredgade.indd 1 30/03/