1. Kommunalreform og socialreform hang sammen

Transkript

1 Tredje Tangent: Kommunalreformer, kultur og spin 1 I Venstre er kommunalpolitikere in i Socialdemokratiet taberne. Hartling i Roskilde. Kultur fra hverdagen til finansloven. Politikere sent med på spin nu er de førende. Indhold To reformer: Hvem blev så nedlagt? Kommunalreform og socialreform hang sammen Forskelligt syn på kommunalpolitikere Argumenter dengang og i 00 erne Amtskommunernes besynderlige historie Et møde i Roskilde Kommunalreformer - ikke noget for København Da kultur kom på finanslov og museum Spin før spin blev opfundet Virksomheder og veldædige havde brugt det i årtier Politikerne var længe om at lære det, men så rykkede de også To reformer: Hvem blev så nedlagt? 1. Kommunalreform og socialreform hang sammen I sidste halvdel af 1960 erne tog kommunalreformen gradvist form, og debatten spidsede til. Kommunallovskommissionens betænkning kom i 1966 og dannede grundlag for nedsættelse af en Kommunalreformkommission til at forestå gennemførelsen af reformen. I samme periode var jeg involveret i Socialreformkommissionens arbejde. Socialreformen ville få brug for lokale og regionale enheder, som politisk, økonomisk og fagligt kunne bære de sociale opgaver og en tiltrængt udlægning af statslige opgaver. Det spillede ind på mine synspunkter i debat-

2 ten om kommunalreformen. På den anden side havde Kommunalreformen brug for Socialreformen til at give indhold i den nye struktur. 2. Forskelligt syn på kommunalpolitikere 2 Ofte slog det mig som noget, der kun kan være en fornemmelse, ikke en viden. Der forekom mig at være en afgrundsdyb forskel på forholdet mellem lands- og kommunalpolitikere i henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre. De to partier var landets borgmesterbærende partier. I Venstre var det naturligt, at vejen til landspolitik gik gennem det lokale, det kommunale. Mange i Venstres folketingsgruppe havde en kommunal fortid. De medbragte deres erfaringer og holdninger derfra på godt og ondt (måske ikke altid fremmende for de større linjer, men ganske praktisk i det daglige). I Socialdemokratiet, hvor rekrutteringsbasen til folketinget ofte var fagbevægelsen, var holdningen tiere den, at kommunalpolitikere var dem, der ikke havde kunnet klare en landspolitisk karriere, det var taberne. Det er i hvert fald den forklaring, jeg umiddelbart kan se på den forskel i synet på lokalpolitikere, jeg ofte mødte. De socialdemokratiske landspolitikere så ofte ned på deres lokalpolitikere. I Venstres gruppe var der respekt og lydhørhed over for de lokale politikere nå ja, de bestemte også ofte, om folketingsmedlemmet skulle genopstilles! I de senere år er der nok sket væsentlige ændringer på disse områder i begge eller i alle partier, hvor hel- eller halvfærdige videregående uddannelser hyppigere er blevet den korteste vej til Folketinget. Ikke sært, at erhvervsuddannelserne har det svært over for gymnasierne. 3. Argumenter dengang og i 00 erne Pudsigt nok set i lyset af den senere kommunalreform var to af hovedargumenterne for en kommunalreform i 1970 for det første den truende ældrebyrde og for det andet risikoen for ansvarsforflygtigelse ved den omsiggribende tendens til tværkommunale fællesskaber. Dertil kom truslen om udbygning af lokale statsorganer, hvis den kommunale struktur ikke kunne klare udviklingen af opgaverne, bl.a. på de sociale områder. Om de kommunale fællesskaber, der i 1960 erne blev set som en pestilens, eller som Kommunallovskommissionen skriver (betænkning 420/1966, s. 58): for kommuner, der deltager i en række fællesskaber med skiftende andele og vekslende partnere, vil kommunalbestyrelsens muligheder for at koordinere og afpasse den kommunale aktivitet efter de økonomiske forhold og kommunens behov blive afgørende forringet. Knapt 40 år efter blev kommunale fællesskaber nærmest anbefalet som alternativ til sammenlægninger, dog på vilkår, der heldigvis har afholdt kommuner fra vidtgående brug af denne form for ansvarsforflygtigelse. Et par argumenter fra 1960-debatten var mere stedsegrønne. Den truende ældrebyrde er jo altid god. Kun i 1940 erne afløst af skrækscenariet med de store årgange. Noget lignende gælder argumentet om, at kommuner skal være bæredygtige for nye opgaver, dengang ved udlægninger fra staten, 40 år senere ved udlægninger fra amtskommunerne.

3 4. Amtskommunernes besynderlige historie Amtskommunerne har egentlig haft en besynderlig historie. De kom til verden ved et af de mest selvfølgelige led i 1970-reformen og fik altså en levetid på 36 år. De afløste et miskmask fra enevældens tankegods med to slags kommuner: Købstadkommuner og Sognekommuner, hvor sognekommunerne var underlagt Amter med en Statsamtmand, en slags kongelig lensmand, i spidsen, mens de godt halvhundrede købstæder stod udenfor med en slags selvstændig amtsstatus. Når amtskommunerne så hurtigt blev grundigt upopulære, især hos kommunalbestyrelser, kan det skyldes, at man i 1970 valgte kun at springe halvvejs over åen, så amtskommunerne måtte leve side om side med enevældens rester, statsamterne. 3 Fra 1960 erne husker jeg adskillige oversigter over statsamtmændenes aldersfordeling og forventelige pensionering, som viste, at 1970 var det år, hvor det var billigst at slippe af med dem. Måske undervurderede vi Indenrigsministeriets interesse i avancementsstillinger. I hvert fald blev muligheden for at slippe af med dem forpasset. I stedet blev der opbygget en parallel administration og et sæt opgaver til dem, desværre også nogle ganske ømfindtlige opgaver, bl.a. Tilsynsrådene og De sociale Nævn, hvor deres særlige indsats også faldt tilbage på amtskommunernes renommé. For hvem kunne egentlig holde rede på, hvem der var hvem? Ganske pudsigt: amtsrådene forgår amtmændene består! 5. Et møde i Roskilde Fra den periode husker jeg et møde i Roskilde med Det sjællandsk-bornholmske Venstres tillidsfolk (trods navnet omfattede det også dem fra Lolland og Falster!). Venstres tillidsfolk var i vidt omfang amtsråds-, byråds- og især sognerådsmedlemmer. Poul Hartling var hovedtaler. Til opvarmning, en slags forkamp, var jeg sat på programmet med et oplæg til en (kort) debat om kommunalreformen. På det tidspunkt var der også i Venstre tanker fremme om at springe det amtskommunale led over og i et hug lægge de 1100 kommuner sammen til 100. Med den tids teknologi og ikke mindst folks begrænsede befordringsmuligheder anså jeg det for galimatias. Derfor sluttede jeg mit oplæg med at nævne, at det bærende for kommunerne altid havde været skolen, børnene og de ældre mon det er værd at slække forbindelsen dertil for at jage amtslige opgaver? Jeg mindede om, at vi i hele denne reformdebat startede ud fra 1100 sognekommuner, mens vi havde 26 amter og godt et halvt hundrede købstæder, altså godt 80 enheder med amtsopgaver. Mit afsluttende spørgsmål i oplægget var: Hvis vi nu slutter med 100 kommuner hvem er så nedlagt? Ved kommunalreformen i 2007 landede vi så på 98 kommuner. I de forløbne ca. 40 år var mange forudsætninger ændret, teknologi, kommunikation, transport giver i dag helt andre muligheder. Den aktuelle kommunalreform må så vise, om udviklingen har gjort det, der dengang var galimatias, til høj visdom, dog suppleret med regioner. Men det tør siges, at dette spørgsmål dengang kom til at præge debatten også langt ind over Hartlings oplæg. Det var han ikke glad for.

4 12.2. Kommunalreformer - ikke noget for København Som Kommunalreformen for det øvrige land nærmede sig, blev en Konference om København og Kommunalreformen aktuel. Kommunalreformen i 1970 gik helt uden om Hovedstadsområdet. Der var sat en bom ned, som ingen turde passere derude mellem Valby og Roskilde. Så det tog vi op. Her arbejdede jeg tæt sammen med Ove Guldberg. Vi udgjorde et meget logisk og stringent par. Han var cand. både jur. og polyt. Der måtte kunne findes den mest logiske og rationelle løsning. Det var blot ikke sagen for Københavns Kommune. 4 Vort oplæg gik i al sin enkelthed ud på at gøre Københavns og Frederiksberg Kommuner til én amtskommune opdelt i en halv snes kommuner, hvoraf Frederiksberg var én, og med en indbyrdes udligningsordning i stil med den, der i øvrigt indførtes for Hovedstadsområdet som helhed. Vi hæftede os bl.a. ved, at Københavns Kommune størrelsesmæssigt var helt ude af trit med landets øvrige kommuner, men langt fra at være den bedste eller specielt veldrevet, og at BR-medlemmer var mere fremmede for borgerne end deres folketingsmedlem. Dertil kom naturligvis det evige Frederiksberg-problem. Venstre udgav dengang et lille blad, og jeg husker, at jeg skrev en artikel i bladet som opvarmning til konferencen. Den varmede i hvert fald Københavns Rådhus op i en grad, så overborgmesteren sendte sin nærmeste medarbejder, sekretariatschef Hee, til konferencen for at tryne de formastelige, der vovede at mene noget om Københavns struktur. Det blev en god og fornøjelig konference, som selv overborgmesteren ikke turde tage let på. Og pressens opmærksomhed var hjemme! Da kultur kom på finanslov og museum Kulturudvalget fulgte jeg kun perifert, selv om det naturligvis også var spændende og rummede spændende personer. Naturligvis var der højskolefolk det var jo, før Venstre skiftede fra Højskole til Handelshøjskole. Poul Hartling var formand, men et af de medlemmer, jeg husker, var Trine Nielsen, en stovt og munter bondekone fra Vestjylland. Og forfatteren Peter Seeberg, der med sit underspillede lune virkelig kunne sætte tingene på plads og i perspektiv. Jeg var så heldig at løbe på ham nogle gange, efter at jeg havde forladt Venstres Sekretariat, bl.a. ved Socialpolitisk Forenings Hindsgavl-stævne, hvor vi fandt ud af, at vi havde meget at tale om. Det var til stor glæde for mig og, tror jeg det indtryk formåede han virkeligt at give også for ham. Jeg har andetsteds nævnt et seminar på Store Kro, da det havde forladt luksusklassen. Der var Peter Seeberg også (i anden anledning). Vi fik en snak til stor overraskelse og foruroligelse for mine nye kolleger i Socialministeriet. Og der skete unægtelig en hel del med kulturen i disse år. I september 1961 var Julius Bomholt flyttet fra Socialministeriet til det nye Ministeriet for kulturelle anliggender, dog medbringende en del gamle vaner.

5 Og så blev kultur noget helt andet end i 1930 erne, hvor Hartvig Frisch mente, at kultur er vaner. Andre kunne mene, at det var de måder, vi opfattede os selv og vore omgivelser på, og hvordan vi kom ud af det med hinanden. Vi kunne tale om forskellige kulturer, om højskolekultur, om folkelig kultur osv. Forskellene mellem bondekultur, husmandskultur og bykultur havde jeg selv haft inde på livet. Men med den udvikling, Bomholt blev en trædesten for, blev det anderledes. 5 Kultur blev nu noget for professionelle, for folk, der mente at have forstand på den metier, kunstnere af alskens art og dem, der mente at være det og selvfølgelig skulle de kunne leve af det. Et samfund har da ikke råd til at lade være. Og så fritog det jo alle os andre fra det der besværlige med kultur det havde vi jo folk til. Og det var tilmed så praktisk, at disse folk (og deres fagforeninger) selv bestemte, om de var gode kunstnere, og hvad de skulle have for at være det. Kultur blev omdefineret til kunst, der tilmed definerede sig selv. Og det offentlige skulle selvfølgelig betale dem godt for det Spin før spin blev opfundet 1. Virksomheder og veldædige havde brugt det i årtier Spin var endnu ikke opfundet eller var det? Spin har vist altid været der. Enhver har altid ønsket at præsentere sit budskab så overbevisende som muligt også journalister. Det er naturligvis ikke hele historien, at spin først blev rigtigt in, da journalister så et marked deri. De kunne interviewe fagfæller om spin i Tv-udsendelse efter Tv-udsendelse så slap de for at sætte sig ind i indholdet, og måske kastede det et godt job af sig. Der lå noget længere nede i samfunds- og medieudviklingen. Virksomheder, brancheforeninger, bekymrings- og godhedsindustrierne og ikke mindst faglige organisationer, der ønskede at sælge deres ydelser via det offentlige havde brugt det i årtier. Især sygdomsbehandlerne har altid været ferme til det og er det stadigvæk. Huxley var såmænd ikke den første, der fandt på, at man kunne ændre menneskers måde at tænke på ved at bruge andre ord, som da han i 1984 lod Big Brother bestemme, at krig skulle hedde fred, og fred kaldes krig. Da havde læger, sygeplejersker, sygehuse og medicinproducenter længe kaldt sig sundhedssektor. De lægeejede patientforeninger var også et ganske effektivt påhit, når der skulle hentes kontanter ud af politikere. Når man møder budskaber om nye, epokegørende medikamenter til de stakkels patienter eller krisehjælp til den, der så en kat blive kørt over, er det ofte nyttigt at spørge sig: Hvem tjener kassen på det her?, hvis man vil finde afsenderen. Et fornøjeligt eksempel på, hvor effektivt dette spin var, oplevede jeg en del år senere på Apotekernes Konferenceejendom i Hillerød. Ved frokosten tog en ellers så forsigtig afdelingschef fra Socialministeriet flittigt til sig af retterne fra buffeten med bemærkningen, at her måtte det da være sundt. Desværre kom jeg vist til at spolere en del af nydelsen, da jeg spurgte, om han havde tænkt på, hvem apotekerne levede af de raske eller de syge?

6 2. Politikerne var længe om at lære det, men så rykkede de også Partierne var forbavsende længe om at fange begrebet, i hvert fald ordet, og sætte system på det, selv om de blot skulle hente det fra andre. På en måde kom eksemplet med de fynske piger en tid til at stå som eksempel på spins indtog. Ordet spin og spindoktorer kom vist først til i 1990 erne. Indtil da (og nu igen) hed det informations- eller kommunikationschef og før det simpelthen negre. 6 Siden da er politikerne nok også blevet presset af mediernes udvikling i retning af snapshotjournalistik, hvis hektisk-aggressive spørgemåde og ikke kun foregivne uvidenhed fremmer form og one-linere, så absolut på bekostning af indhold og sammenhæng. Det er jobskabelse for journalistuddannede spindoktorer, der boltrer sig fint i vekselvirkning med fagfællerne. De stadigt kortere og kortere indslag i flere og flere nyhedsudsendelser i stadigt flere medier har givet afgørende vægt på det indtryk eller det budskab, der afleveres på få sekunder. Det kræver superforberedelse og indstuderet intonation, kort sagt spin. Politikerne er blevet presset men de har også ladet sig presse. Det er svært i dag at forestille sig den situation, jeg husker fra slutningen af 1960 erne: Peter Eriksen, MF og Venstres socialpolitiske ordfører, kom ind til mig og fortalte, at han lige havde bedt Tvavisens medarbejder rende og hoppe. Peter Eriksen fandt det nedværdigende at skulle fremlægge Venstres samlede socialpolitik på 40 sekunder. I dag ville medievante sceneinstruktører/spindoktorer på forhånd have udrustet et partis ordførere med et par velklingende, glatte og politisk korrekte slagord, som ikke støder nogen, evt. suppleret med et par nedsættende bemærkninger om andres meninger så er den ged barberet (og seerne ikke stort klogere). Og minsandten: politikerne stiller gladelig op til det. Meget mere om det i Sjette Tangent: Hvad gør medierne ved os og ved politikerne?.