en proces, hvis resultat er, at etniske minoriteter økonomisk og socialt er ligestillet med flertalsbefolkningen. ii

Transkript

1 1 Indledning. Migrationen til Europa fra muslimske lande (dvs. lande, hvis majoritet er muslimer såsom Egypten) siden slutningen af 1950 erne har forandret det religiøse og demografiske landskab i de europæiske samfund. Islam er ikke længere en faktor derude, som man kan forholde sig til på afstand. Den store muslimske tilstedeværelse i Europa har nu gjort det mere relevant at tale om islam i Vesten frem for islam og Vesten. Set i lyset af de senere års stigende institutionalisering og markering af islam i Europa, er det relevant at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvorvidt islamisering og reislamisering, hér kort defineret som islamiske principper og værdiers påvirkning af det private og offentlige liv, er en hindring for muslimers integration i de europæiske samfund. Derfor vil denne opgave have som problemformulering at behandle to divergerende udtryk for (re-)islamisering i Europa: Radikal islam, en ideologisk, transnational islamtolkning, som tager afstand fra oprindelseskulturen, men som ligeledes benægter den omgivende vestlige (politiske) kultur, og euroislam, et islamisk kulturmønster tilpasset det civile samfunds politiske kultur, herunder adskillelsen af religion og politik. Dette vil blive gjort med særligt henblik på disse islamfortolkningers indstilling til integration i de sekulære, europæiske demokratier. Opgaven vil ikke beskæftige sig direkte med integrationsmetoder eller -processer, men derimod med to overordnede islamfortolkningers indstilling til målet med disse. Før den egentlige behandling af ovennævnte kan gå i gang, vil begrebet integration indledningsvist kort blive diskuteret, da det er vigtigt at have dette begreb afklaret og indholdsbestemt fra begyndelsen, hvorved misforståelser vedrørende dette begreb undgås. Herefter vil jeg se nærmere på det faktum, at migrationen til Europa fra muslimske lande, har forårsaget, at man nu taler om islam i Vesten og ikke blot islam og Vesten. Hvad er baggrunden for den muslimske tilstedeværelse i Europa, og hvad er fremtidsudsigterne if. forskere og befolkningsprognoser? Disse tal og udsigter er vigtige at medtage for at give et indtryk af, hvilke integrationsudfordringer migrationen har stillet og fremover vil stille de europæiske lande over for.

2 2 I det følgende vil islamisering/reislamisering blive behandlet i europæisk perspektiv. (Re-)islamiseringen finder ikke blot sted i Mellemøsten og andre muslimske dele af verden, men er ligeledes nærværende i europæiske samfund, hvilket sætter sit præg på islamopfattelsen. I den forbindelse vil der blive trukket på den franske islamforsker Olivier Roy, John L. Esposito, der er professor i religion, internationale og islamiske studier og den hollandske professor i socialvidenskab Oussama Cherribi. Med den stigende muslimske tilstedeværelse og (re-)islamiseringen blandt muslimer i Europa er det vigtigt at stille spørgsmålet om, hvorvidt muslimer kan lade islam forene med de sekulære, europæiske demokratier og dermed skabe plads til integration af såvel muslimer som islam. For at besvare dette spørgsmål vil jeg beskæftige mig med to udtryk for (re-)islamiseringen i Europa; radikal islam og euroislam. I undersøgelsen af den radikale islam og denne fortolknings indstilling til integration vil der især blive trukket på Olivier Roy, men andre kilder vil ligeledes blive inddraget. (Re-)islamiseringen i Europa har bl.a. ført til en styrkelse af radikale tolkninger af islam, som har løsrevet sig fra oprindelseslandenes politiske diskurser og derfor nu primært fokuserer på, uden at tage del i, Europa. Til sidst vil opgaven fokusere på et andet udtryk for (re-)islamisering: Euroislam. Hvad euroislam-begrebet og visionen herfor dækker over, vil blive behandlet i et afsnit, som primært vil benytte sig af islameksperten Bassam Tibis forskningsmæssige forankring i en reformistisk, sekulariseret islam og filosoffen og islamologen Tariq Ramadans mere teologisk forankrede euroislamforståelse. Euroislam søger i modsætning til den radikale fortolkning af islam at forene det at være praktiserende muslim med det at være aktiv samfundsborger, uden at gå på kompromis med hverken religion eller demokrati. Endelig vil der blive gjort et forsøg på status i form af en konklusion, hvor jeg vil sammenfatte opgavens resultater.

3 3 Integration. Når man diskuterer emner i relation til begrebet integration, er det vigtigt nærmere at præcisere, hvilken betydning man konkret tillægger dette begreb. Integrationsbegrebet har i dansk kontekst en tredobbelt betydning; dels betegner det integrationsprocessen, dels integrationsredskaberne og dels målet med integrationsprocessen. Derudover er der i dansk regi flydende grænser over mod begreberne assimilation og segregation i, hvilket gør begrebet problemfyldt. Peter Nannestad, professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, definerer integration som: en proces, hvis resultat er, at etniske minoriteter økonomisk og socialt er ligestillet med flertalsbefolkningen. ii Denne definition er inspireret af den tidligere engelske indenrigsminister, Roy Jenkins definition fra midten af 1960 erne: I define integration not as a flattening process of assimilation but as equal opportunity, accompanied by cultural diversity, in an atmosphere of mutual tolerance. iii Der er således fokus på to supplerende dimensioner af integration; den økonomiske og sociale samt den kulturelle integration 1. Kulturel integration betyder, at etniske minoriteter opretholder dele af deres oprindelige kultur, samtidig med at der, gennem en gensidig tilpasningsproces majoritet og minoritet imellem, etableres et fælles kulturelt basis med fælles grundlæggende værdier og normer. Herved tages der afstand fra assimilation (fuld tilpasning til majoritets-samfundet) og segregation (marginalisering/isolering af etniske minoriteter). Ved social og økonomisk integration lægges der op til etniske minoriteters økonomiske og sociale ligestilling gennem samme tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelse samt samme politiske deltagelse og indflydelse og rettigheder som majoritetsbefolkningen. Herved undgås de etniske minoriteters sociale segregation og økonomiske og sociale marginalisering iv. 1 Disse to supplerende dimensioner af integration ligger ligeledes til grund for det danske Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations definition af integrationsbegrebet (

4 4 Vellykket integration bør ligeledes resultere i sociale ændringer, hvilket i praksis betyder, at unge indvandrere 2 opnår en forbedret, samfundsmæssig position. Integration må derfor skabe betingelserne for denne sociale mobilitets mulighed v. Ud fra det hér anvendte integrationsbegreb kræver majoritetsbefolkningen aktiv deltagelse på alle samfundets niveauer: Politisk, socialt og beskæftigelses- og uddannelsesmæssigt, hvilket ligeledes danner grundlaget for den sociale mobilitet. Til gengæld anerkendes den kulturelle, religiøse og etniske forskellighed, som minoriteterne anser for værende af væsentlig betydning, så længe dette holder sig inden for lovgivningens rammer vi. Islam i Europa. Migrationen til Europa fra muslimske lande har forandret det religiøse landskab, således at islam nu er den anden- eller tredjestørste religion i europæiske lande. For få årtier siden udgjorde muslimer en næsten usynlig tilstedeværelse i de vesteuropæiske samfund. I dag finder man i de fleste af Europas større byer muslimske foretagender spændende fra moskeer og islamiske videnscentre, over forretninger og skoler til islamiske foreninger og politiske partier vii. Dette bevirker, at det nu i høj grad giver mening at tale om islam i Vesten og ikke blot islam og Vesten, og derfor er det vigtigt at se på baggrunden og fremtidsudsigterne for den muslimske tilstedeværelse i Europa for at give et indtryk af, hvilke integrationsudfordringer migrationen stiller de europæiske lande over for. At opgøre i tal, hvor mange indvandrere og flygtninge af muslimsk herkomst, der befinder sig i de europæiske samfund, er vanskeligt. Dette skyldes dels, at ikke alle migranter, fx illegale indvandrere, bliver officielt registreret, dels at kun de færreste lande har CPR-registre, og dels at indvandrere fra gamle kolonier har haft krav på statsborgerskab i et land som fx Storbritannien viii. Derfor vil nedenstående tal under alle omstændigheder være baseret på et statistisk skøn. 2 For nærmere definition af indvandrere og efterkommere henvises til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations anvendte definitioner. Se fx Årbog om udlændinge i Danmark Status og udvikling, s. 10 (bilag).

5 5 Det danske samfund stiftede for alvor bekendtskab med islam i midten af 1960 erne, da Danmark sammen med det øvrige Europa stødte på en akut mangel på arbejdskraft. Løsningen på problemet bestod i hele Europa i udstedelse af arbejdsog opholdstilladelser til arbejdere fra den europæiske periferi. Det anslås, at der i tidsrummet (hvor indvandringsstoppet blev indført af Folketinget) indvandrede godt arbejdere til Danmark fra muslimske lande. Der skulle have været tale om en midlertidig løsning på et midlertidigt problem, og arbejdsmigranterne (de såkaldte gæstearbejdere) skulle efter et kortere arbejdsophold vende tilbage til deres hjemlande, men sådan gik det kun i de færreste tilfælde, bl.a. fordi familiesammenføring blev en mulighed ix. Den muslimske tilstedeværelse i Danmark blev yderligere forøget, da hovedparten af de flygtninge, der fra begyndelsen af 1980 erne og frem i 1990 erne søgte og modtog politisk asyl, kom fra lande, hvor islam spiller en afgørende rolle for individet og samfundet x. Det skønnes, at der i Danmark nu befinder sig lidt over muslimer xi, hvilket udgør en ret beskeden del af den samlede muslimske tilstedeværelse i Europa 3. Den franske islamforsker, Olivier Roy, antager, at der i det samlede EU (før udvidelsen mod øst) befinder sig omkring 13 mio. muslimer, hvilket svarer til ca. 3,4% af EU s befolkning xii. Islam- og Mellemøsteksperten, Bassam Tibi, forhøjer dette tal ved at tale om samtlige europæiske lande, hvor han anslår, at der befinder sig ca. 15 mio. muslimer 4. If. befolkningsprognoser vil dette tal i løbet af de næste 50 år lige knap tredobles, så den muslimske tilstedeværelse tæller omkring 40 mio. xiii. Hvis man yderligere kaster et realistisk blik ud i fremtiden, med EU s udvidelse for øje, vil det muslimske befolkningstal stige endnu mere mærkbart end ovennævnte og komme godt op over de 100 mio. i EU (under forudsætning af at Tyrkiet rent faktisk bliver optaget i unionen xiv ). Dette tegner et billede af en meget anderledes virkelighed end nu; en virkelighed, hvor godt en femtedel af EU s befolkning vil have muslimsk baggrund xv. For bl.a. at undgå risikoen for parallelsamfund, hvor indvandreres frivillige eller ufrivillige segregation fører til manglende deltagelse på samfundets sociale og 3 Dette tal er i lighed med de følgende ikke baseret på officielle optællinger og er derfor blot et udtryk for statistiske antagelser. Derudover hidrører de alle fra udgivelser, der er mellem et og tre år gamle, hvilket gør dem af ældre dato. 4 Dette tal støttes af Tariq Ramadan: antallet af muslimer bosat i de vesteuropæiske lande [ligger] på 15 mio., om ikke mere. (Ramadan, 2002, s. 21).

6 6 økonomiske niveauer og dermed - nøgternt set - til en manglende udnyttelse af samfundets ressourcer, er vellykket integration en nødvendighed. Set i lyset af den nuværende markering af islam i Europa, bliver spørgsmålet om, hvorvidt islam kan bringes i forening med de sekulære, europæiske demokratiers værdier, mere aktuelt end tidligere. Derfor skal det næste afsnit beskæftige sig med islamisering og reislamisering i europæisk kontekst, da det er vigtigt at afklare, hvad disse begreber dækker over, inden to overordnede udtryk for (re-)islamisering og disses indstilling til integration bliver behandlet. Islamisering og reislamisering. Denne opgave vil betragte det som en tilgrundliggende præmis, at islamisering og reislamisering har fundet og stadig finder sted i Europa og vil derfor have denne opfattelse som udgangspunkt for den kommende behandling. Årsagen til dette valg, og dermed klarlæggelsen af disse begrebers indhold, skal kort begrundes i det følgende. Den hollandske professor i socialvidenskab, Oussama Cherribi, skelner imellem islamisering og reislamisering. Islamisering er if. Cherribi en udviklingsproces, som især er kendetegnet ved islams institutionalisering, herunder det øgede antal moskeer, islamiske skoler og sociale, kulturelle og politiske netværk, og ved det religiøse lederskabs opdukken i Europa i form af imamer, der nu fungerer som talerør for muslimske dagsordener og sociale sager xvi. Dette sidstnævnte kan ligeledes ses i Danmark, hvor det primært er imamer som Ahmad Abu Laban, Fatih Alev og Abdul Wahid Pedersen, der konsulteres i sager vedrørende muslimer. Reislamisering forstår Cherribi som genislamiseringen af sekulære muslimer i Europa; sekulære muslimer giver i stigende grad udtryk for, at den islamiske identitet er af væsentlig betydning for muslimer, som derfor identificerer sig selv ved henvisning til den religiøse og sociokulturelle baggrund xvii.

7 7 Dette skal if. lektor Jørgen Bæk Simonsen, Carsten Niebuhr Instituttet for Nærorientalske Studier ved Københavns Universitet, ikke nødvendigvis tages som et udtryk for, at muslimer er blevet mere religiøse end tidligere: Men de er nok blevet deres position som muslimer mere bevidst i forhold til tidligere. Det kan umiddelbart lyde som et paradoks, men er det ikke, hvis det erindres, at islam siden sin fødsel har betragtet sig selv som en måde at tolke tilværelsen på, der omfatter alle sider af livet. xviii Islamforskeren John L. Esposito argumenterer for, at selvom muslimer tolker begreberne og processen forskelligt, er mange muslimer aktivt engageret i (re-)islamiseringen. Islam som religion og som kilde til identitet og værdisystem er i de sidste årtier blevet mere gennemtrængende end tidligere. Ikke sådan at forstå, at islam ikke altid har været en synlig og dynamisk kraft i muslimske liv og samfund, men derimod sådan at islam nu er genopstået som en større religiøs, politisk og social kraft i det offentlige såvel som i det personlige rum xix. Derfor vil islamisering og reislamisering ((re-)islamisering) i den fortsatte behandling kort betegne dét, at islamiske principper og værdier i større omfang end hidtil påvirker det personlige, private og offentlige liv. I overensstemmelse med ovenstående kan (re-)islamiseringen, if. Olivier Roy, som det vil fremgå af nedenstående afsnit, antage forskellige former i den europæiske kontekst. Disse islamudtryks indstilling til integration og det omgivende europæiske samfund vil være genstand for den videre behandling. Radikal islam i Europa. I sin islamforskning skelner Olivier Roy mellem to overordnede islamkonstruktioner i Europa: Den diasporiske islam, hvor muslimske indvandrere opretholder en tæt kulturel, religiøs og social kontakt til hjemlandet (hvilket især var kendetegnende for arbejdsmigranterne xx ), og den universalistiske islam, som er kendetegnet ved, at muslimer ikke længere har oprindelseslandene som fokuseringspunkt for den rette opførsel i kulturelle og religiøse anliggender xxi. Det er, if. Roy, denne sidste islamkonstruktion, som er den mest fremherskende i Europa i dag.

8 8 (Re-)islamiseringen kan antage forskellige former - endog humanistiske og liberale, som vi skal se senere - men den kan ligeledes antage to overordnede radikale former: Diasporisk radikalisering, som er en nationalistisk orientering mod hjemlandet (fx PKK og FIS); og ideologisk radikalisering med fokus på en transnational islam, som er løsrevet fra hjemlandets politiske diskurs xxii. Roy betragter den transnationale, ideologiske islamforståelse som problematisk og potentielt farlig for Europas sikkerhed xxiii. Skiftet fra en diasporisk orientering til løsrivelse fra det oprindelige hjemlands diskurs kan if. Roy antage tre overordnede former: Assimilation (tilsidesættelse af kulturel, sproglig og religiøs oprindelse), integration (rekonstitueret identitet med vægtlæggen på tilbageværende forskelle) og segregation (ghettoisering, som kombinerer den fysiske tilstedeværelse i Europa med en overnational, muslimsk identitet) xxiv. Et eksempel på sidstnævnte er fx Hizb ut-tahrir (Frihedspartiet), der oprindeligt blev etableret som en palæstinensisk, islamistisk organisation, men som siden hen primært har været fortaler for genindførelsen af kalifatet og modstander af integration i Europa xxv. Roy hævder, at det er karakteristisk for de radikale, islamistiske bevægelser, at de er uden forbindelse til de mellemøstlige konflikter og hjemlandets diskurs. Det er netop Roys pointe, at disse radikale bevægelser ikke bliver importeret til Europa fra Mellemøsten, men at bevægelsen snarere går den anden vej xxvi. De bevægelser, der er løsrevet fra hjemlandets diskurs, betegner Roy som neofundamentalistiske: Fundamentalism meaning a return to the true tenets of religion is nearly as old as Islam itself. The contemporary trend, justifiably called neo-fundamentalism, combines technical modernism, de-culturation (rejection of both traditional Muslim and modern Western cultures) and globalization xxvii Roy påviser, at de neo-fundamentalistiske miljøer oftest er vestligt og videnskabeligt uddannede. Disse miljøer samler uddannede middelklasseledere og arbejderklassen, og de deler derfor mønster med andre radikale grupperinger i Europa; de marginaliserede subkulturer. Neo-fundamentalismen appellerer til den fremmedgjorte ungdom; den kulturelle fremmedgjorthed bruges som retfærdiggørelse for skabelsen af en universel islam adskilt fra bestemte kulturelle eller geografiske områder. Hele verden bliver på den måde én stor, potentiel umma (åndeligt fælles-

9 9 skab, som forener alle muslimer verden over i kraft af deres tilknytning til islam). Neo-fundamentalismen er kritisk over for Vesten såvel som over for traditionelle muslimske eller islamiske lande og kulturer xxviii, som anses for frafaldne i den sande tro. If. Roy var det sådanne neo-fundamentalister, der udførte terrorhandlingerne den 11. september mod USA: De havde brudt med familierne i hjemlandet, var europæisk gift, havde akademisk uddannelse (Mohammed Atta var fx ingeniør) og talte europæiske sprog xxix. If. Roy er der grund til at frygte, at disse radikale islamistiske bevægelser betragter Europa som en del af slagmarken: While Al-Qaeda s campaign against U.S. interests has constantly increased and hundreds of Islamic militants have been arrested or tracked down in Europe, Islamist violence in the Middle East has steadily decreased since the Luxor killings of Hence the obvious question: Could EU member states be viewed as legitimate battlefields, and be attacked as a result? The answer is yes, most definitely. xxx At Roy kan have ret i denne påstand blev måske bevist i marts 2004 med terrorhandlingerne i Madrid. Islamistiske bevægelser skal ikke betragtes som et udtryk for en overordnet masterplan fra muslimsk side om at overtage Europa indefra. Men med den stigende, muslimske tilstedeværelse i de europæiske samfund og de radikale, islamistiske bevægelsers etablering er det vigtigt at stille islams forenelighed med demokrati og vestlige værdier til debat i muslimske og ikke-muslimske miljøer. Denne debat er central, da den måske kan vise, hvordan de europæiske samfund bedst og hurtigst muligt får integreret islam og muslimer. Integrationen skal foregå med anerkendelse af og respekt for menneskers forskellighed, uden at denne respekt skal gælde for islamistiske bevægelser, der misbruger de pluralistiske, europæiske samfund til at prædike had til selv samme xxxi. Hvor de radikale fortolkninger af islam ikke overvejer integration som et seriøst bud på muslimers fremtidige forhold til de europæiske lande, argumenterer euromuslimer for, at det er muligt at forene det at være aktivt, praktiserende muslim med det at være aktivt, deltagende samfundsborger. Dermed medvirker de, som vi skal se i det følgende, til at skabe en fremtid i Europa baseret på en europæisk, værdifunderet fortolkning af islam.

10 10 Euroislam. Som set i behandlingen af den radikale islam er der grupper, som ikke er indstillet på at leve op til de idealer, som den politiske kultur i Europa bygger på, fx Hizb ut-tahrir. Det er dog flertallet af herboende muslimer, der ønsker at leve op til disse idealer i harmoni med deres kultur og religion. I takt med at arbejdsmigranternes børn vokser op i de europæiske samfund, efterlyser de svar, når de i praksis skal have deres tro og hverdag til at hænge sammen. Majoriteten af de unge muslimer ønsker ikke at sidde i isolerede, kulturelle og religiøse minoritets-ghettoer, men derimod ønsker de at tage del i samfundet på lige fod med majoritetsbefolkningen xxxii. For Bassam Tibi er det fuldt ud muligt at forene en islamisk, kulturel identitet med en (franskinspireret) politisk identitet, som har sit ophav i følelsen af at være en del af det politiske borgerfællesskab xxxiii. Men mange muslimer i Europa står under dobbeltsidet pres: Frygt for afvisning af majoritetsbefolkningen og pres fra islamistisk side om tilslutning til den kulturelle umma-ghetto, og dermed grundlaget for islamiske enklaver i Europa xxxiv. For Tibi er det kun euroislam, der kan skabe potentielle europæiske borgere ud af de muslimske migranter. Euroislam er: an open-minded cultural and political adjustment of Islam to European standards to facilitate the embracing of European identity by Muslim migrants Euro-islam is an interpretation of Islam that makes it compatible with four European constitutional standards: laicism (that is, the separation of religion and politics), secular tolerance based on individual human rights (this includes the freedom of dissent and belief), democratic pluralism and... civil society. xxxv Ovennævnte er formentlig en langsigtet vision for islams udformning i Europa, men det er en vision, som deles af mange veluddannede og praktiserende muslimer. Der er tydelige tendenser blandt unge muslimer, der peger i retning af, at det er denne udformning af islam, som vil få sit gennembrud inden for de kommende år xxxvi. I det følgende vil der blive taget udgangspunkt i Tibis vision for euroislam, og andre relevante kilder vil blive inddraget for at give en bedre forståelse af begrebet. Olivier Roy ser den islamdiskurs, som alene fokuserer på Europa, og som derfor er løsrevet fra hjemlandenes diskurs, som euroislam xxxvii. Som følge heraf er der

11 11 ligeledes tale om euroislam, når man behandler grupper som fx Hizb ut-tahrirs islamudtryk. Denne opfattelse afviger fra den forståelse af begrebet, som mange andre forskere på området har 5. Hvad enten Roy har ret i sin påstand eller ej, ligger der under alle omstændigheder en forskel internt i de euroislamiske former spændende fra radikalisme til humanisme. Der er en tendens til blandt unge muslimer at vende sig i retning af en islam renset for den traditionelle læsnings tilfældigheder. De ønsker ikke, som deres forældre, at praktisere et fx marokkansk eller pakistansk islamudtryk. Derimod søger de bevidst at finde frem til det fundamentale i troen xxxviii. Dette gør de i kraft af en umiddelbar kontakt med de islamiske kilder, hvor der foretages et grundlæggende skel mellem, hvad der opfattes som, det absolutte budskab i Koranen og Sunna (Profetens sædvane) på den ene side og de forskellige oprindelseslandes islamtolkninger og traditioner på den anden. If. filosoffen og islamologen Tariq Ramadan er det en forudsætning for en europæisk islam (Ramadan benytter ikke selv ordet euroislam), at traditioner, der er i uoverensstemmelse med eller ikke direkte kan udledes af de islamiske kilder, må bortkastes. At hente en traditions legitimitet fra islam er, if. Ramadan, i strid med den islamiske åbenbaring. En europæisk tilgang til islam kan derfor ikke acceptere, at fx omskæringer af pigebørn og tvangsægteskaber i visse indvandrerkredse knyttes sammen med islam. Det er Ramadans vision, at islam adskilles fra de arabiske og asiatiske kulturer, traditioner og skikke, så billedet af, hvordan den europæiske muslim skal se ud, står tilbage xxxix. Herved kan den praktiserende muslim få adskilt kulturtraditioner fra religion, hvorefter islam lettere bliver forenelig med en ny og anderledes historisk og geografisk kontekst i Europa. Bassam Tibi tager afstand fra multikulturalismen og kulturrelativismen og ser det som en nødvendighed for islams fremtid i Europa, at muslimerne integreres politisk ved at give dem politiske rettigheder og pligter og kræve loyalitet over for de politiske vilkår, herunder de sekulære grundloves adskillelse af religion og politik xl, hvilket ligger i forlængelse af den indledende definition af integration. 5 Se fx Jørgen Bæk Simonsen, side , in Ingmar Karlsson Islam og Europa. Sameksistens eller konfrontation?, Karen-Lise Johansen Muslimske stemmer. Religiøs forandring blandt unge muslimer i Danmark, side og Bassam Tibi Islam between Culture and Politics, side

12 12 Det er især sharî`a-lovgivning, der anvendes som argumentation for islams uforenelighed med det moderne samfunds demokrati og menneskerettighedssyn. Sharî`a (vejen til kilden eller blot vej) betegner traditionelt islamisk ret udledt af Koranen, Sunna, analogislutninger og de retslærdes konsensus xli, men begrebet anvendes ligeledes om de etiske og moralske anvisninger for et godt og retfærdigt liv. Sharî`a betragtes som en guddommelig givet lov, hvilket generelt for muslimer indebærer et krav om absolut gyldighed. Den er ikke baseret på folkets vilje eller suverænitet, derimod hævdes Allahs suverænitet xlii. I radikal udformning betyder dette, at love ikke skal gives, da lovene findes i forvejen. Denne logik taler islamistiske grupper som Hizb ut-tahrir og al-muhajiroun ( Emigranterne ) for. I lyset af dette kan radikal islam ikke selvindlysende danne det grundlag, hvorpå muslimer kan blive europæiske borgere xliii. At opgive kerneværdier som demokrati og menneskerettigheder for at tilfredsstille en minoritet i minoriteten, ville være at opgive den europæiske, politiske identitet, hvor alle borgere er underlagt samme love og tildelt samme rettigheder. Vesten kan således næppe acceptere en magtdeling i de enkelte samfund, hvor muslimer bliver undtaget fra den almindelige lovgivning og ret til at leve deres liv efter sharî`a end ikke sharî`a på familieretsområdet xliv. Grunden hertil er, at dette vil skabe et parallelsamfund, et apartheidlignende samfundssystem, hvor folk alt afhængig af kultur og religion vil være underlagt forskellig lovgivning. Sagt med Jørgen Bæk Simonsens ord: De fleste muslimer anser det for rigtigt at følge loven og spillereglerne i deres nye hjemlande, men denne vilje undergraves mange steder af appeller udefra, fra organisationer der kræver en ren og kompromisløs islam. Vi må ikke gennem en alt for vid tolkning af begrebet multikulturel eller af misforstået humanisme, gemytlig velvilje og slaphed tolerere at der opbygges parallelle politiske institutioner, sådan som det er tilfældet i England, hvor man har dannet et særligt muslimsk parlament. xlv I overensstemmelse med dette er kravet, if. Bassam Tibi, individuel integration baseret på lighedstænkning frem for minoritetsprivilegier, der i sidste ende vil virke kontraproduktivt xlvi. Muslimer kan, som alle andre borgere, træffe de valg, der er i overensstemmelse med det personlige trosforhold, så længe det er inden for de europæiske lovgivningers sekulære rammer xlvii. Tariq Ramadan understreger, at muslimer i europæ-

13 13 iske lande skal indrette sig efter de nationale lovgivninger og disses retsprincipper. Han ønsker at anlægge en bredere tolkning af Koranen og Sunna, hvor man ikke blot ser på sharî`a ens bogstav, men også på formålene med de forskellige bestemmelser. Herved bliver der et større spillerum til at udvikle islam, så religionen kan fungere under nye og skiftende historiske omstændigheder og inden for rammerne af andre samfund end det oprindelige på Muhammeds tid. Flertallet af europæiske muslimer tager skridtet videre og taler for et sekulært demokrati med en klar adskillelse af religion og politik i overensstemmelse med fx Forum for Kritiske Muslimer, som er en lille forening med et begrænset antal medlemmer, men som leverer et vigtigt bidrag til debatten. Formanden for Kritiske Muslimer, reformisten og modernisten Sherin Khankan, taler meget aktivt for en klar adskillelse af religion og politik xlviii. Religionen tilhører, if. Khankan, privatsfæren og er ikke et anliggende for staten, hvilket betyder, at islam ikke er et regelsystem for samfundet. Koranens forskrifter er moralske vejledninger til brug for mennesket i livets forhold, men muslimer skal ikke se på sharî`a ens bogstav, men snarere på meningen, således at det bliver muligt at realisere islam som en dynamisk religion, der er i stand til at tilpasse sig skiftende historiske og geografiske omstændigheder xlix. Euroislam er ikke en entydig og klar størrelse, men kan præsenteres som en specifik europæisk tilgang til islam, hvor vestlige ideer og værdier til en vis grad indoptages i religionen. Der er tale om en dynamisk tilpasningsproces, hvorunder diskussionen om de islamiske kilder, Koranen og Sunna, indtager en central plads. Nogle muslimer er villige til at give afkald på sharî`a og sammenblandingen af religion og politik, mens andre mener, at kilderne skal nyfortolkes og kontekstualiseres (fx Ramadan). Der er således tale om en traditionsfornyelsesproces, som arbejder for en frigørelse af islam fra etniske kulturtraditioner og en synkronisering af den islamiske bevidsthed med den virkelighed, de europæiske muslimer lever i.

14 14 Konklusion. Indledningsvist blev begrebet integration defineret som majoritetsbefolkningens krav om aktiv deltagelse på samfundets forskellige niveauer; politisk, socialt og beskæftigelses- og uddannelsesmæssigt, til gengæld for anerkendelse af den kulturelle, religiøse og etniske forskellighed, som minoriteterne anser for værende af væsentlig, individuel betydning, så længe dette holder sig inden for lovgivningens rammer. Der er således tale om et integrationsbegreb baseret på lighed og gensidighed: Majoritet og minoritet bør gennem en vis gensidig tilpasning danne et nyt, fælles værdigrundlag for samfundets fremtidige udformning. Tager man den demografiske fremtidsudsigt for de europæiske lande for givet, vil der i midten af dette århundrede være en muslimsk tilstedeværelse i Europa, der svarer til godt en femtedel af den samlede befolkningsgruppe eller over 100 mio. mennesker. Denne størrelse er ikke i sig selv et problem for Europa. Problemet for de europæiske lande opstår først, hvis muslimerne modsætter sig integration og isolerer sig socialt, kulturelt og økonomisk. Inden for de seneste årtier har der i europæiske lande fundet en islamisering og reislamisering sted blandt muslimske grupper. Denne (re-)islamisering er bl.a. kommet til udtryk i institutionaliseringen af islam og det religiøse lederskabs opståen i form af imamer. Men den er ligeledes kommet til udtryk på det mere personlige niveau, således at forstå at muslimer i Europa i stigende grad definerer sig ud fra deres religiøse og sociokulturelle baggrund. Islamiske værdier og principper tillægges en væsentlig betydning for individet og påvirker derfor det offentlige og private liv. (Re-)islamiseringen i Europa kan antage en mængde forskellige former, hvoraf denne opgave, grundet de kvantitative begrænsninger, kun har beskæftiget sig med to: Den radikale islam og euroislam. Den radikale islam eller neo-fundamentalismen, som den betegnes af Olivier Roy, er en politisk motiveret islamforståelse, som er løsrevet fra oprindelseslandenes politiske og religiøse diskurs, hvilket bevirker, at den primært fokuserer på Europa. Den radikale islam appellerer først og fremmest til en fremmedgjort, muslimsk ungdom, der ikke kan identificere sig med det omgivende, sekulære europæiske samfund eller oprindelseslandet, der begge anses som værende dekadente. If. den-

15 15 ne islamforståelse er integration derfor ikke en ønskelig eller acceptabel tilstand for fremtidens tilstedeværelse i Europa. Derfor er den radikale islamforståelse vanskeligt integrerbar i europæiske samfund. Der ikke grundlag for gensidighed og lighed i denne forståelse, der advokerer for selvvalgt segregation og isolation uden deltagelse i samfundet. Den radikale islamforståelse argumenterer for ghettoislam. Euromuslimer distancerer sig fra ovennævnte position og argumenterer for, at det er muligt at være praktiserende muslim og aktivt, deltagende samfundsborger, uden den ene virkelighed kompromitterer den anden. Euroislam er i lighed med den radikale islam løsrevet fra oprindelseslandets politiske og religiøse diskurs. Men hvor den radikale islam distancerer sig fra oprindelseslandet såvel som det nye, europæiske hjemland, da det anses for værende dekadent, distancerer euromuslimerne sig fra oprindelseslandet for at muliggøre en skabelse af islam, som er renset for nationale og kulturelle læsninger. Dette gør de, fordi de anser det europæiske hjemland som værende deres, og de ønsker at bringe deres religion i overensstemmelse med de politiske og sociale værdier, som kendetegner det øvrige, omgivende samfund. Euromuslimer ønsker ikke at være del af en inferiør minoritetsgruppe, som isolerer sig i kulturelle og religiøse ghettoer uden kontakt til det omgivende samfund. De ønsker derimod, i fuld overensstemmelse med det i opgaven anvendte integrationsbegreb, at deltage på alle samfundets planer for at gøre en forskel i og præge deres samfund. Dette ønsker de at gøre i harmoni med deres religion, hvor der argumenteres for at det fuldt ud er muligt at forene en islamisk, sociokulturel identitet med den sekulære, politiske identitet, som præger de europæiske samfund.

16 16 Noter i Seeberg, 2002, s. 3. ii Nannestad, 2001, (in Seeberg, Peter (red.)), s. 13. iii Ibid., s. 29. iv Ibid. v Seeberg, 2002, s. 1. vi Ibid., s. 2. vii Esposito, 2003, s. 1/2. viii Flodgaard, Møller-Hansen & Aagaard, 2000, s. 37/38. ix Bæk Simonsen, 2001, s x Ibid., s xi Ibid., s xii Roy, 2003, s. 65. xiii Tibi, 2001, s xiv Ümit Necef & Turk Christensen, 2002, s xv Mortensen & Kornø Rasmussen, 2001, s. 82. xvi Cherribi, 2003, s xvii Ibid., s. 193/194. xviii Bæk Simonsen, 2001, s xix Esposito, 2003, s. 2. xx Bæk Simonsen, 2001, s xxi Roy, 2003, s. 63. xxii Ibid., s. 64. xxiii Ibid. xxiv Ibid., s. 64/65. xxv Bæk Simonsen, 2001, s xxvi Roy, 2003, s. 67. xxvii Ibid., s. 68. xxviii Ibid., s. 69. xxix Ibid., 2003, s. 69/70. xxx Ibid., s. 72. xxxi Bæk Simonsen, 1996, s xxxii Tibi, 2001, s xxxiii Ibid., s. 200/201. xxxiv Ibid., s xxxv Ibid., s xxxvi Johansen, 2002, s xxxvii Roy, 2003, s. 73. xxxviii Ramadan, 2002, s. 142/143. xxxix Ibid., s xl Tibi, 2001, s xli Ibid., s. 98. xlii Jan Hjärpe, 1997, s xliii Tibi, 2001, s xliv Ibid., s xlv Bæk Simonsen, 1996, s xlvi Tibi, 2001, s xlvii Ramadan, 2002, 167/168. xlviii xlix Ibid.

17 17 Litteratur. Bæk Simonsen, Jørgen, 2001: Det retfærdige samfund. Om islam, muslimer og etik, Samleren, ISBN: Bæk Simonsen, Jørgen, 1996: Danmark, s , in Karlsson, Ingmar, 1996: Islam og Europa. Sameksistens eller konfrontation?, Det Lille Forlag, ISBN: Cherribi, Oussama, 2003: The Growing Islamization of Europe, s , in Esposito, John L. & Burgat, Francois (ed.), 2003: Modernizing Islam. Religion in the Public Sphere in Europe and the Middle East, Hurst & Company, ISBN: Esposito, John L., 2003: Introduction. Modernizing Islam and Re-islamization in Global Perspective, side 1-14, in Esposito, John L. & Burgat, Francois (ed.), 2003: Modernizing Islam. Religion in the Public Sphere in Europe and the Middle East, Hurst & Company, ISBN: Flodgaard, Palle, Møller-Hansen, Torben & Aagaard, Sune, 2000: Dansk nok? De nye danskere, integration og arbejdsmarked, Høst & Søn, ISBN: Forum for Kritiske Muslimers hjemmeside: Hjärpe, Jan, 1997: Islam, s , in Gyldendals Religionshistorie. Ritualer Mytologi Ikonografi, Gyldendal, ISBN: Holm, Adam, Jarlner Michael & Jespersen, Per Michael (red.), 2002: Islam i Danmark. Tanker om en tredje vej, Gyldendal, ISBN: Johansen, Karen-Lise, 2002: Muslimske stemmer. Religiøs forandring blandt unge muslimer i Danmark, Akademisk, ISBN: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations hjemmeside, Udlændinges integration i det danske samfund, og Årbog om udlændinge i Danmark Status og udvikling, s , Mortensen, Thomas & Kornø Rasmussen, Hans, 2001: Demografi og indvandring i EUlandene, s , in Seeberg, Peter (red.), 2001: Ubekvemme udfordringer. Aktuelle tendenser i den danske og europæiske indvandrerdiskussion, Odense Universitetsforlag, ISBN: Nannestad, Peter, 2001: Den svære integration: danskerne og de nye etniske minoriteter, s , in Seeberg, Peter (red.), 2001: Ubekvemme udfordringer. Aktuelle tendenser i den danske og europæiske indvandrerdiskussion, Odense Universitetsforlag, ISBN: Ramadan, Tariq, 2002: At være europæisk muslim. Islamiske kilder i en europæisk sammenhæng, Hovedland, ISBN:

18 18 Roy, Olivier, 2003: Euroislam: The Jihad Within, The National Interest, Spring 2003, s Seeberg, Peter, 2002: Unge indvandreres integration, herunder integration gennem gymnasiet, fritidsaktiviteter, kærester mv., AMID Working Paper Series 27/2002, Tibi, Bassam, 2001: Islam Between Culture and Politics, Palgrave, ISBN: Ümit Necef, Mehmet & Turk Christensen, Stephen, 2002: Tyrkiet, s , in Hvidt, Martin & Herlev Sørensen, Ivar (red.), 2002: Mellemøsthåndbogen. Fakta om landene i Mellemøsten og Nordafrika, Syddansk Universitetsforlag, ISBN:

19 19 Bilag (findes ligeledes elektronisk). Forum for Kritiske Muslimer, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations hjemmeside, Udlændinges integration i det danske samfund, og Årbog om udlændinge i Danmark Status og udvikling, s , Roy, Olivier, 2003: Euroislam: The Jihad Within, The National Interest, Spring 2003, s Seeberg, Peter, 2002: Unge indvandreres integration, herunder integration gennem gymnasiet, fritidsaktiviteter, kærester mv., AMID Working Paper Series 27/2002,