VIRKELIGHED? AF LINE BACH MØLLER FALSKE ERINDRINGER Er det muligt at fortrænge erindringer om seksuelle overgreb i en årrække for at genkalde sig disse måske 20 eller 40 år senere? I den første af to artikler behandler psykolog Line Bach Møller en række facetter af debat og praksis i relation til spørgsmålet. Problemer forbundet med falske erindringer er kommet til Danmark. Der har senest i marts måned i år være offentlig debat om, hvorvidt der også her er blevet begået justitsmord på baggrund af falske erindringer. Flere har udvist bekymring for sager, hvor domme er faldet alene på baggrund af genfundne erindringer som bevisførelse. I Norge og Sverige er flere sager gået om, og store erstatninger er blevet udbetalt som følge heraf (Ambrosius, 2004b; Sørensen, 2004). Problematikken ses også i, at voksne døtre i Danmark har valgt at afskære kontakten til deres forældre som følge af erindringer om seksuelle overgreb genfundet i psykoterapi. Anklagerne går fortrinsvis på faderen som den krænkende, men der er også tilfælde, hvor brødre er blevet beskyldt. Sagerne ender som regel ikke i retssalen, men har alvorlige følger for de involverede familier, hvor fx forældrene på grund af voldsomme anklager og tabet af kontakten til deres døtre ender i en alvorlig psykisk krise (Ambrosius, 2004a). Da debatten kom til Danmark i 2002, fremkaldte det meget stærke og voldsomme reaktioner specielt fra fagfolk, der havde med ofre for incest og seksuelt misbrugte at gøre. De var særligt oprevne over, at fokus var rettet mod den krænkendes retssikkerhed og ikke mod ofrenes. Det er meget vigtigt at slå fast, at incest og seksuelle overgreb er et alvorligt problem, der skal tages hånd om. Her skal det dog ikke handle om incestofre eller ofre for seksuelle overgreb, som mere eller mindre altid har kunnet huske deres overgreb. Derimod handler det om det scenarium, hvor terapeuten eller klienten i psykoterapien har en antagelse (mistanke) om, at klienten kunne have været udsat for seksuelt overgreb, men klienten har ingen erindringer herom. På grund af de manglende erindringer om overgreb er der en potentiel risiko for en produktion af falske erindringer. Mit udgangspunkt er, at falske erindringer kan forekomme. Falske erindringer er derfor et problem, som psykologer er nødt til at vide noget om, da vi kan møde forældre i krise, døtre med falske erindringer, samt værst af alt selv være med til at skabe falske erindringer i den terapeutiske praksis. Delt i to lejre Debatten om falske erindringer begyndte i USA i slutningen af 1980 erne og begyndelsen af 1990 erne og udsprang af et stigende antal retssager, hvor voksne børn sagsøgte deres forældre for seksuelle overgreb på baggrund af genfundne erindringer. De voksne børn havde typisk gennem et psykoterapeutisk forløb fået kontakt til (fortrængte) erindringer om seksuelle overgreb. Retsvæsenet tilkaldte psykologer som ekspertvidner for at svare på, hvor vidt man kunne fortrænge erindringer om seksuelle overgreb i en årrække for at genkalde sig disse mange (20-40) år senere. Specielt havde validiteten af disse erindringer relevans for retten. Debatten delte sundhedsområdet i to lejre. På den ene side mente nogle, at man godt kunne fortrænge traumatiske erindringer over en lang årrække for så at genkalde sig den faktiske begivenhed. Denne gruppe var gerne klinikere (Frederikson, 1992, Courtois, 1992). På den anden side var der dem, som mente, at man skulle tage den slags genfundne erindringer med et vist forbehold på grund af muligheden for, at der var tale om falske erindringer. Denne gruppe var gerne hukommelsesforskere (Loftus, 1993; Lindsay & Read, 1994). Psykologforeningerne i England og USA nedsatte et udvalg af både hukommelsesforskere og klinikere til at fremkomme med en konsensus på området (Brown, Goldstein & Bjorklund, PSYKOLOG NYT 3
2000). Forældre, der havde været udsat for falske anklager om seksuelle overgreb, etablerede en forening for forældre i samme situation False Memory Syndrome Foundation. Foreningens målsætning var og er at undersøge og stoppe spredningen af falske erindringer samt yde rådgivning til ramte familier. I Danmark har Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark i år udarbejdet en fælles rapport om genfundne erindringer [1]. Rapporten indeholder en beskrivelse af genfundne erindringer samt et udkast til retningslinjer for psykiatere og psykologer i forhold til håndtering af disse. I Danmark er der yderligere oprettet en patientforening for forældre, der af deres voksne døtre beskyldes for seksuelle overgreb begået i barndommen, hvor disse anklager af de involverede familierne opfattes som terapiinducerede falske erindringer. De berørte familier kan henvende sig til patientforeningen for at få råd og vejledning. Erindringsgenkaldende psykoterapi Produktionen af falske erindringer opfattes i dag som et kompliceret sammenspil mellem faktorer som fx terapeutens påvirkning, klientens påvirkelighed, familiedynamikker, mediepåvirkning, behandlingstilgang m.m. (Gow, 1998). Jeg vil primært se på terapeutens ansvar i produktionen af falske erindringer, hvilket selvfølgelig ikke udelukker samspillet med de andre faktorer. For at indsnævre, hvilken form for ILLUSTRATIONER: LISBETH E. CHRISTENSEN 4 PSYKOLOG NYT
psykoterapi der er under fokus, har man valgt at bruge betegnelsen erindringsgenkaldende psykoterapi (Memory Recovery Therapy). Der er tale om en tilgang til psykoterapi, som nogle klinikere har og i større eller mindre grad udfolder i deres praksis (Lindsay & Read, 1994). Det er altså ikke en terapeutisk retning eller en officiel anerkendt behandlingsform (Brandon, Boakes, Glaser & Green, 1998). Erindringsgenkaldende terapeuter arbejder ud fra følgende to antagelser: 1) Klienter, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, kan på grund af fortrængning [2] ofte ikke huske overgrebet. 2) Disse klienter kan identificeres, fordi de seksuelle overgreb viser sig i form af symptomer, fx spiseforstyrrelse, depression, lavt selvværd og misbrug (ibid.). Disse symptomer er samlet i symptomtjeklister, der kan bruges i klinisk praksis (se fx Blume, 2003). Spørgsmålet er, om der i psykologisk forskning for det første kan findes belæg for muligheden af at fortrænge erindringer om seksuelle overgreb i en årrække for så at genkalde sig disse. Og for det andet, om seksuelle overgreb i barndommen fører til bestemte symptomer i voksenlivet, som derfor kan bruges til identificering af ofre med fortrængte erindringer om seksuelle overgreb i barndommen. Forskning i fortrængning Pope & Hudson (1995) mener på baggrund af et review over undersøgelser om fortrængning, at for at kunne tale om, at det er mekanismen fortrængning, der er forklaringen på en periode uden erindringer om seksuelle overgreb, skal følgende krav være opfyldt: For det første, at der findes bekræftelse på, at en traumatisk begivenhed har fundet sted. Dette krav kan imødekommes ved prospektive undersøgelser. Dvs. at forsøgspopulationen er taget fra dokumenterede tilfælde af seksuelle overgreb, fx hospitalsjournaler eller retsprotokoller. For det andet, at der er tale om amnesi, dvs. at forsøgspersonen faktisk i en pe- To artikler Nærværende artikel omhandler debatten om falske erindringer og den tilgang til psykoterapi, der kaldes erindringsgenkaldende psykoterapi. En følgende artikel i Psykolog Nyt 12/2004 vil omhandle forskning i falske erindringer, byde på en teori om, hvordan falske erindringer produceres, samt så vidt muligt relatere dette til psykoterapeutisk praksis. Begge artikler bygger på Line Bach Møllers speciale: I terapeutens vold. Debatten om falske erindringer: Teoribaseret magtmisbrug i Memory Recovery Therapy (2003). Det rekvireres på Psykologisk Instituts Bibliotek, Aarhus Universitet, eller på linebm@get2net.dk riode ikke kan huske episoden. Således skal sager kunne udelukkes, hvor ofre forsøger ikke at tænke på begivenheden, lader, som om begivenheden ikke er sket, eller får sekundær gevinst ved påstået amnesi. Det skal samtidig påvises, at der ikke er tale om almindelig forglemmelse, altså at den traumatiske begivenhed ikke almindeligvis er til at glemme, samt at der ikke er tale om en organisk årsag som fx forgiftning på grund af misbrug eller barndomsamnesi [3]. Undersøgelser i fortrængning har været kritiseret for mange metodiske fejl, hvorved resultaterne ikke tydeligt har kunnet påvise, at der er tale om fortrængning (Pope & Hudson, 1995). Der tegner sig dog et billede af, at 15-20 % med dokumenterede overgreb i barndommen undlader at rapportere dette, når de udspørges i åbne interview, hvor der i udspørgningen lægges op til en sådan rapportering (uden at der dog spørges direkte til overgrebet) (Williams, 1994; Goodman et al., 2003)[4]. Det betyder, at langt størstedelen af ofre for seksuelle overgreb vil huske det begåede overgreb. Undersøgelserne har dog ikke vist, at det er fortrængning, der er den bagvedliggende mekanisme for den amnestiske periode. Der kunne lige såvel være tale om almindelig hukommelsesmekanis- PSYKOLOG NYT 5
mer som barndomsamnesi, glemsel eller intentionel glemsel (dvs. at den enkelte har gjort et aktivt forsøg på at glemme hændelsen [5]). Der kunne også være tale om underrapportering, hvor forsøgsdeltagerne har valgt ikke at berette om overgrebene, fx på grund af flovhed eller ud fra et ønske om at beskytte forældrene. (Pope & Hudson, 1995; Goodman, et al. 2003). Det er nødvendigt med yderligere forskning for at komme svaret nærmere. Kritik af symptomtjeklister Inden for erindringsgenkaldende psykoterapi synes der at være en opfattelse af, at seksuelle overgreb i barndommen fører til problemer i voksenlivet. Rind, Tromovitch & Bauserman (1998) har lavet et review af 59 undersøgelser om seksuelle overgreb i barndommen baseret på universitetsstuderende i en amerikansk kultur. Deres analyser viser, at seksuelle overgreb i barndommen var associeret med dårlig psykologisk tilpasning i forhold til kontrolgruppen, men størrelsen af denne association var lille, hvilket betyder, at seksuelle overgreb i barndommen forklarede mindre end 1 % af tilpasningsproblemet. Deres analyser viste også, at vedvarende negativ effekt af seksuelle overgreb i barndommen ikke var udbredt blandt universitetsstuderende, og at seksuelle overgreb i barndommen ikke blev oplevet ens for mænd og kvinder. Sammenfattende skriver de, at disse resultater tyder på, at i en population af universitetsstuderende producerer sek suelle overgreb i barndommen ikke udbredt og vedvarende negativ effekt uanset køn. Deres resultater peger altså noget overraskende på, at seksuelle overgreb i barndommen ikke behøver at give problemer i voksenlivet. Rind et al. (ibid.) understreger, at fundene i deres review ikke skal hentyde til, at seksuelle overgreb i barndommen aldrig forårsager alvorlig skade på mænd og kvinder, hvilket den kliniske forskning viser at det gør [6]. Fundene tyder derimod på, at det entydige billede af negative konsekvenser ved seksuelle overgreb i barndommen for de fleste individer, som har oplevet det, har været overdrevet (ibid.). Man kan som terapeut således ikke gå ud fra, at seksuelle overgreb i barndommen altid fører til problemer i voksenlivet. Man er også nødt til at være opmærksom på, at seksuelle overgreb i barndommen ikke behøver at blive oplevet ens for mænd og kvinder. Man er derfor som terapeut nødt til at undersøge, hvordan det forholder sig for den enkelte klient, før man afgør, om det har givet problemer, og eventuelt hvor alvorlige problemerne er. Hvad synes at kunne forklare forskellen i forhold til tilpasnings problemer mellem de studerende, der havde været udsat for seksuelle overgreb, og kontrolgruppen? Rind et al. s (1998) egne analyser tyder på, at familiemiljøet har en betydning. De finder, at familiens problemer gik forud for og derfor ikke kan ses som konsekvens af overgrebet, samt at de personer, der havde været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, tenderede mod at have de samme symptomer både før og efter overgrebet. Horwitz, Widom, McLaughlin & White (2001) finder i deres undersøgelse af virkningen af omsorgssvigt og overgreb (voldeligt, seksuelt), at belastende livsbegivenheder havde større betydning i forhold til psykisk sundhed end seksuelle overgreb og omsorgssvigt. Horwitz et al. (2001) skriver, at erfaringer tidligt i livet ikke har uniforme konsekvenser for psykisk sundhed senere i livet. I stedet varierer indflydelsen af disse tidlige barndomserfaringer, afhængigt af hvad der sker i senere stadier i livsforløbet. Især synes belastende livsbegivenheder, der sker senere i livsforløbet, at influere på, hvor meget effekt overgreb og forsømmelse i barndom får for et efterfølgende udfald (ibid.). I terapeutisk praksis har dette relevans i forhold til, at det er unuanceret at opfatte seksuelle overgreb i barndommen i klientens fortid som udslagsgivende for den person, han eller hun er i dag, hvilket Spinelli (1998) kalder lineær kausalitetsforståelse. 6 PSYKOLOG NYT
Der er mange flere faktorer, som måske er mindre i øjenfaldende, men kan være yderst relevante at medinddrage i en forståelse af en klients udviste symptomer (Se fx Larsen & Helweg-Larsen, 2003). I forhold til mere specifikke symptomer som alkohol, angst, depression, spiseforstyrrelse, dissociation som konsekvens af det seksuelle overgreb synes der heller ikke her at være en korrelation (Rind et al., 1998; Lindsay & Read, 1994). Rind et al. (1998) finder dog, at ved incest er der en sammenhæng mellem seksuelle overgreb og symptomer i voksenlivet, men effektstørrelsen er lille. Det er imidlertid ikke blevet påvist, hvilken sammenhæng der er tale om. Der synes således ikke at være belæg for at kunne gå ud fra en symptomtjekliste og derfra slutte sig til, at en klient har været udsat for et seksuelt overgreb. Det er simpelt hen ikke muligt at afgøre, hvad symptomerne på tjeklisterne henviser til. Det skal dog siges, at flere af symptomtjeklisterne er baseret på interview af faktiske incestofre, hvorved symptomerne afspejler, hvordan forskellige incestofre har reageret på overgreb. Det er imidlertid en fejlslutning at tro, at man på baggrund af symptomer kan slutte baglæns, dvs. tage udgangspunkt i symptomtjeklister og herved identificere incestofre/seksuelt misbrugt (Lindsay & Read, 1994). De nævnte symptomer kan dække over mange andre lidelser, fx depression og spiseforstyrrelse. Hvis dette ikke anerkendes, opstår muligheden for, at terapien fejlagtigt får et fokus på seksuelle overgreb, hvor intet har fundet sted, hvad der kan føre til falske erindringer. Inden for psykologisk forskning kan der altså ikke findes belæg for, at en periode uden erindringer om overgrebet er et udbredt fænomen hos seksuelt misbrugte, samt hvis en periode med amnesi forekommer, at der er tale om fortrængning og ikke almindelige hukommelsesmekanismer. Der synes heller ikke at være belæg for, at seksuelle overgreb altid fører til symptomer i voksenlivet, men at der derimod er andre afgørende faktorer som fx familierelationen og belastende livsbegivenheder, der kan være udslagsgivende. Hertil kommer, at symptomtjeklister ikke kan anvendes til identifikation af seksuelt misbrugte, da ofre for seksuelle overgreb ikke behøver at udvise symptomer i voksenlivet, samt at de anførte symptomer kan dække over andre lidelser. Erindringsgenkaldende psykoterapis to antagelser synes således ikke at være funderet i psykologisk forskning og kan være misvisende for psykoterapeutisk praksis, hvis de bliver fulgt ukritisk. Teoretiske antagelser og klinisk erfaring Et centralt problem ved erindringsgenkaldende psykoterapi er, at denne bygger på en teoretisk forståelse, som bl.a. er blevet valideret ved at blive gentaget i forskellige bøger, men aldrig gennem stringent psykologisk forskning (Goldstein & Farmer, 1993; Brown, Goldstein & Bjorklund, 2000). Dvs. at de, som tilslutter sig behandlingsformen, har formået at opbygge en stor social konsensus omkring deres teori om genfundne erindringer af seksuelle overgreb i barndommen, hvor det mere er den sociale konsensus, der skaber validiteten, end målelige fakta. Kritikken imod dem har lydt på, at deres kliniske erfaring ikke behøver at afspejle den virkelighed, de har iagttaget. Forskning viser, at alle mennesker har en tendens til at søge efter beviser, der bekræfter deres fornemmelser, frem for afkræfter dem kaldet bekræftelsesbias (Loftus, 1993) således at eventuelle beviser imod en teoretiske opfattelse er blevet overset. Det er også muligt at se sammenhænge, hvor ingen er (illusoriske korrelationer) (Lindsay & Read, 1994), og derved komme til at overfortolke det iagttagede. Der findes også en fundamental logisk fejl kaldet post hoc, ergo propter hoc, som praktikere er sårbare over for, da de sjældent har mulighed for at have adgang til en kontrolgruppe. Fejlen er, at terapeuter kan komme til at vurdere, at bedring i klientens velbefindende er forårsaget af de bestemte terapeutiske teknikker, de har brugt, selv om det er PSYKOLOG NYT 7
Hvis en læge behandler en patient og patienten bliver ved med at være syg, så har behandlingen ikke virket. Så entydig er den feedback ikke, som psykologer får. 8 PSYKOLOG NYT
muligt, at klienten ville være kommet sig lige så meget eller måske mere, hvis andre teknikker var blevet brugt (ibid.). Således vil denne fundamentale logiske fejl kunne føre til en fejlagtig tro på virkningsfuldheden af de anvendte terapeutiske teknikker. Problemet forbundet med klinisk erfaring er, at den feedback, vi som psykologer får tilbage fra omgivelserne, ikke er entydig. Hvis en læge behandler en patient og patienten bliver ved med at være syg, så har behandlingen ikke virket. Så entydig er den feedback ikke, som psykologer får. Fx kan en konklusion om, at der er tale om en seksuel forbrydelse, bevares, selv om den formodede krænker nægter sig skyldig. Psykologers vurderinger kan således være både rigtige og forkerte, uafhængigt af den feedback, de får fra omgivelserne (Berntsen, 2001). Samlet kan man sige, at klinisk erfaring er sårbar over for at kunne skabe cirkelslutninger eller en selvopfyldende profeti, som ikke behøver at bunde i den virkelighed, der er blevet iagttaget. Erindringsgenkaldende psykoterapis to problematiske antagelser har haft alvorlige konsekvenser for de involverede familier og er en påmindelse om, hvor vigtigt det er at lade teoretiske antagelser bl.a. baseret på klinisk erfaring blive underkastet kritisk vurdering. Det kan gøres ved hjælp af egen kritisk selvrefleksion, ved at holde sig orienteret med psykologisk forskning eller ved hjælp af supervision (gerne fra fagfæller, der ikke deler ens synspunkter). Læren af debatten om falske erindringer er, at alle behandlere har teoretiske antagelser og opbygger sig en klinisk erfaring. Denne platform er ikke altid en sikker grund, da den kan være opbygget af forkerte antagelser og iagttagelser. Erindringsgenkaldende psykoterapi kan føre til falske erindringer (jf. min næste artikel i PN) og er derfor også en påmindelse om psykoterapiens svageste led, nemlig en ikke funderet (måske skrå-)sikker overbevisning hos terapeuten. Line Bach Møller, cand.psych. Noter: [1] Rapporten kan downloades fra Dansk Psykolog Forenings hjemmeside www.dp.dk [2] Det er uklart, om fortrængning skal forstås som det psykoanalytiske begreb eller om erindringsgenkaldende psykoterapeuter har deres egen forståelse (Se Davies, 1996, Ofshe & Singer, 1994; Wakefield & Underwager, 1994). [3] Barndomsamnesi betyder, at voksne næsten har fuldstændig amnesi for begivenheder, fra de var mellem 0 og ca. 3 år og betydelig amnesi op til 6-årsalderen. Dette kan blandt andet skyldes umodenhed i udviklingen af det centrale nervesystem hos mindre børn (Pope & Hudson, 1995: 122), hvorved færdigheden til at danne autobiografiske erindringer endnu ikke er fuldt udviklet (Se evt. Nelson, 1994). [4] Williams (1994) fandt, at 38 % undlod at rapportere det overgreb, som forskerne havde kendskab til. Det høje resultat kan dog skyldes underrapportering, dvs. at undersøgelsesdeltagerne undlod at rapportere det indekserede tilfælde (Pope & Hudson, 1995; Goodman, 2003). Ud af de 38 % huskede flere af undersøgelsesdeltagerne andre seksuelle overgreb end det indekserede, hvilket underbygger, at seksuelle overgreb som oftest huskes over tid. Goodman et al. (2003) er blevet kritise-ret for, at der kan være en bias i deres undersøgelsespopulation. Kritikken går på, at det, at så mange huskede over-grebet, kunne skyldes, at de havde været igennem en retsforløb, hvilket gjorde det sværere at glemme overgrebene over tid (Andreassen et al. 2004; Holme, 2004). [5] Freuds oprindelige begreb om fortrængning lå tæt på intentionel glemsel. Dette syntes at ændre sig over tid, så forsvarsmekanismen opfattes som opererende uden for en persons bevidsthed (Schacter, 1996). MR-terapeuters opfattelse af fortrængning er, at den kan indtræffe med det samme efter den traumatiske begivenhed, hvor barnet kan være uvidende om overgrebet også imellem overgrebene og på trods af hyppigheden af overgrebene (Ofshe & Singer, 1994). De synes således ikke at tale om intentionel glemsel. [6] De påpeger, at analyse på populationsniveau estimerer den typiske sag og derfor tilslører individuelle tilfælde. PSYKOLOG NYT 9
Litteratur Ambrosius, T. (2004a) Terapi splitter familier. Jyllandsposten 25.01.04 Ambrosius, T. (2004b) Rigsadvokaten undersøger falske erindringer. Jyllandsposten 07.03.04 Andreassen, M., Lajer, M., Lau, M., Poulsen, S., Moesgaard, K.L. & Ramsing, P. (2004) Genfundne erindringer. Tilgængelig på www.dp.dk Berntsen, D. (2001) Opklaring af overgreb. Psykolog Nyt, 4, 7-10 Blume, E.S. (2003) Post-Incest Syndrome in Women: The Incest Survivors Aftereffects checklist. [Citeret 24.09.03]. Tilgængelig på internettet: www.geocities.com/healing_grove/checklist.pdf Brandon, S., Boakes, J., Glaser, D. & Green, R. (1998) Recovered memories of childhood sexual abuse. Implications for clinical practice. British Journal of Psychiatry, 172, pp. 294-307 Brown, R.D., Goldstein, E. & Bjorklund, D.F. (2000) The History and Zeitgeist of Repressed-False-Memory Debat. Scientific and Sociological Perspectives on Suggestibility and Childhood Memory. I: Bjorklund, R.D. (ed.) False-Memory Creation in Children and Adults. Theory, Rearch, and Implications. USA, Lawrence Erlbaum Associates, Inc Courtois, C.A. (1992) The memory Retrieval Process in Incest Survivor Therapy. Journal of Child Sexual Abuse, Vol. 1 (1) pp. 15-31 Davies, J.M. (1996) Dissociation, repression and reality testing in the countertransference. The controversey over memory and false memory in the psychoanalytic treatment of adult survivors of childhood sexual abuse. Psychoanalytic Dialogues, 6 (2), 189-218 Frederikson, R. (1992) Repressed Memories. A Journey to Recovery from Sexual Abuse USA, Fireside/Parkside, Simon & Schuster Inc. Goldstein, E. & Farmer, K. (1993) True Stories of False Memories USA, Social Issues Resources Series, Inc. Goodman, G.S., Ghetti, S., Quas, J.A., Edelstein, R.S., Alexander, K.W., Redlich, A.D., Cordon, I.M. & Jones, D.P.H. (2003) Aprospective Study of Memory for Child Sexual Abuse: New Findings Relevant to the Repressed-memory Controversy. Pschological Science, Vol. 14, No. 2, pp. 113-118. Gow, K. (1998) The complex issues in researching False memory Syndrome. The Australasian Journal of Disaster and Trauma Studies Vol. 3. [citeret 15.03.04]. Tilgængelig på internettet: www.massey.ac.nz/ˆtrauma/ issues/1993-3/gow1.htm Holme, M. (2004). Forholder sig ukri-tisk. Psykolog Nyt, 9, 20 Horwitz, A.V., Widom, C.S., McLaughlin, J. &White, H.R. (2001) The impact of childhood abuse and neglect on adult mental health: A prospective study. Journal of Health and Social Behavior 42, 184-201. Larsen, H.B. & Helweg-Larsen, K. (2003) Psykiske problemer hos unge, der har været udst for seksuelle overgreb. Nordisk Psykologi, 55 (2), 79-93 Lindsay, D.S. & Read, J.D. (1994) Psychotherapy and memories of Childhood Sexual Abuse: A Cognitive Perspective. Applied Cognitive Psychology, Vol. 8, pp. 281-338 Loftus, E.F. (1993) The Reality of Repressed Memories. American Psychologist, Vol. 48, no. 5, pp. 518-537. Nelson, K. (1994) Explaining the emergence of autobiographical memory in early childhood. I: Collins, A.F. & Gathercole, S.E. (ed.) Theories of memory. Lawerence Erlbaum Associates Ltd., UK, pp. 355-385. Ofshe, R.J. & Singer, M.T. (1994). Recovered-memory Therapy and Robust Repression: Influence and Pseudomemories. The International Journal of Clinical and Experimental Hypnosis, Vol. 42, pp. 391-410. Pope, H.G. & Hudson, J.I. (1995) Can memories of childhood Sexual Abuse be repressed? Psychological Medicine, Vol. 25, pp. 121-126 Rind, B., Tromovitch, P., & Bauserman, R. (1998) A meta-analytic examination of assumed properties of child sexual abuse using college samples. Psychological Bulletin, 124 (1), 22-53 Schacter, D. (1996) The memory War. Seeking Truth in the Line of Fire. I: Searching for Memory. The brain, the Mind & the Past. Pp. 248-279 USA, BasicBooks, A Division of HarperCollins Publishers, Inc. Spinelli, E. (1998) Terapi Magt og mystifikation. Hans Reitzels Forlag A/S, København Sørensen, C. (2004) Genfundne erindringer. Jyllandsposten 21.03.04 Williams, L.M. (1994) Recall of Childhood Trauma: A Prospective Study of Women s memories of Child Sexual Abuse. Journal of Consulting and Clinical Psychology Vol. 62, No. 6, pp. 1167-1176 Wakefield, H. & Underwager, R. (1994) Return of the furies. An investigation into Recovered Memory Therapy. USA, Open Court Publishing Company 10 PSYKOLOG NYT