Den anden Jeppe. En vandring med Jeppe Aakjær 2014. Sally Altschuler

Den anden Jeppe En vandring med Jeppe Aakjær 2014 Sally Altschuler

1. BAGHAVEN/BUSTEN (Knasen af grus og kviste ) Åh jeg må have blundet. Lige her, midt i roserne. Hvor ejendommeligt Ja, undskyld, men De vil vel ikke være rar og hjælpe mig op at stå. Måske har blomsterduftene bedøvet mig. Jeg er i hvert fald en kende svimmel. Her, tag min hånd. (Jeppe kommer på benene) Tak, tusind tak, så kom jeg da på fode igen. Mine fødder har jeg da heldigvis endnu. Begge to endda. (Jeppe ler) Lægerne i København var ellers mest stemt for at skære den ene af - amputere den. Koldbrand, blodomløbet, De ved. Så kunne jeg have humpet rundt her som en anden Peter Freuchen med træben. Det er bare ikke nær så heroisk at miste sin fod til sukkersygen, som til kulden i arktis. Det minder mig om jeg var jo i færd med at beskære roserne. De har brug for beskæring, hvis de skal trives. Det har jeg ikke. Det haster ikke med at blive en fod kortere. (Jeppe ler) Stå stille et øjeblik, så jeg rigtig kan se Dem. Sig mig, har vi mødt hinanden før? Nå, ikke. Tja, jeg har jo mødt så mange i mit liv, og ind imellem kan det være svært at holde dem fra hinanden. Nogen gange kan det ligefrem være svært, at holde helt styr på, hvem man selv er. Med tiden bliver der jo på en måde mere og mere at holde styr på. De kender det måske? Jeg mener, jeg ved selvfølgelig godt, at jeg er Jeppe Aakjær, digteren Jeppe Aakjær. Det ved de fleste i dette land, også Dem tør jeg tro. Men jeg ved ikke, om det er noget med alderen - eller måske snarere noget med min sygdomsperiode - i hvert fald tænker jeg stadig mere over, hvem han egentlig er denne Jeppe Jensen fra Aakjær. Da jeg lå syg i København havde jeg rigelig tid til at tænke. Og jeg siger Dem, jeg var glad og lettet, da jeg efter et og et halvt år endelig kunne vende hjem til Jenle og Nanna. I ét helt stykke vel at mærke. Og så alligevel jeg har det nogen gange som om, jeg efterlod noget af mig selv i København. Eller måske i rosenbedet? Hvad skete der dér i rosenbedet. Drømte jeg? Sædvanligvis husker jeg ikke mine drømme mere end et kort øjeblik, lige når jeg vågner, derefter flygter de som spurve, der aner spurvehøgens skygge. Men der var en skygge. En anden, men en anden som dog også var mig. Han stod ved min side, ganske tæt, nogen gange en lille dreng, men så pludselig en krumbøjet olding, der støttede sig til sin stok. Jeg ville så gerne se ham, lære ham at kende, men mit ansigt lå jo i gruset, og hver gang jeg forsøgte at vende mig mod ham, så forsvandt han - ligesom morgendis, når solen stiger op over fjorden. Jeg ved ikke sindet kan vel spille en gammel digter et puds, men alligevel. Kender De følelsen af, at der er noget, De skulle have været, noget De vitterlig har i Dem, som ikke har foldet sig ud? De fleste vi sikker sige, at Jeppe, han har levet sit liv helt og fuldt. Der er næppe den triumf, han ikke har fejret. Fakkeltog i Hovedstaden på min fødselsdag, intet mindre, ven med alle landets fremmeste mænd, jo den bette Jeppe fra Aakjær i Fjends Herred, han er da virkelig blevet til noget. Men i den sidste tid har jeg nogen gange fornemmet, at der er noget mere, noget andet, en anden del af Jeppe, en del som jeg ikke viser fordi, jeg, når det kommer til stykket er bange for ikke at slå til, bange for at blive afsløret, bange for at alle dem, som beundrer og roser mig, pludselig opdager, at alle de smukke ord, de flammende taler og min sikre optræden, at alt det kun er en dragt, jeg har iført mig, ikke meget anderledes end den skuespillerdragt præsterne ifører sig inden

søndagsforestillingen. Under denne forklædning, ja der er stadig ikke andet end en bondedreng fra Fjends Herred, som har lært sig nogle kunster. Men dette andet, det er der stadig, det skal bare Nej, glem det. Det er noget vrøvl, en ældre digters mumlen. Jeg er i grunden ikke til metafysik. Lad symbolisterne, Johannes Jørgensen og de andre følsomme flagermus, om det. Men tøv en kende. Så de ham? En skikkelse, der smuttede om hushjørnet der henne ved forhaven. En dreng, tror jeg Kom lad os se. Men vent, hvor er min stok blevet af? Besynderligt jeg havde den lige før. Jeg er vist ikke helt mig selv. Må jeg så støtte mig til Dem i stedet? Tak, tusind tak. Så kan De prale af, at de har ageret stok for Jeppe Aakjær. Lad os runde hjørnet og se, hvad det var for en størrelse, jeg fik et glimt af. Kom, lad mig få Deres arm, så går vi 1.B HUSHJØRNET Hvor blev han af, knægten. Kan De se ham? Jeg tror, at han løb over mod Kaffemøllen. Kom vi følger efter. Det er venligt af Dem at støtte mig. Hvis jeg er en byrde, så håber jeg da virkelig, at den pragtfulde udsigt letter den. Man får da lyst til at synge, ikke? Jeg bærer med smil min byrde, jeg drager med sang mit læs, jeg er som den vilde hyrde, der genner sit kvæg på græs. Se, duggen driver fra norden hen over det bøjede korn, mens solen stiger af jorden imellem oksernes horn Jeg ser over tindrende marker og langt mod den blånende fjord, jeg stirrer på sejlende arker, men finder ej tolkende ord. Hør, hører De skalmejen? Min barndoms skalmeje, tro mig, jeg har skåret mange, da jeg vogtede kreaturer. Det er knægten, der spiller. Så må han jo være en hyrdedreng. Jeg tror minsandten, at han lokker os. Jeg slænger skalmejen for munden, jeg trækker så lang dens lyd, at kilderne klukker i lunden, og bukkene bræger af fryd Hvor kan I dog gruble og græde, så længe Guds himmel er blå Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå.

2. KAFFEMØLLEN Version "låst dør": Hvor blev han nu af, knægten? Så De, der var en, der gik ind i Kaffemøllen? Kom her, helt hen til døren, jeg er sikker på, at jeg så noget. Men var det ikke en voksen mand. Hm, selvom det hele føles lidt uvirkeligt, så kan knægten vel alligevel ikke vokse så hurtigt. Nu jeg tænker over det, den skikkelse mindede mig faktisk om Thøger. Thøger Larsen, digteren De ved. Danmark nu blunder den lyse nat (Jeppe synger, kun den første strofe) Den skønne sang skrev han til Jenlefesten. I 14 tror jeg, det var, og så har vi sunget den lige siden. Thøger holdt så meget af møllen. Ikke sært, for han var jo vokset op med møller. Hans far var møllebygger ovre i Lemvig. Nanna indrettede sågar et værelse til ham oppe i hatten, og der kom han ofte og arbejdede. Til Jenlefesterne sov der gerne 10-12 mennesker i møllen. Ja, sov og sov, det blev sjældent til meget søvn i møllen, for Thøger holdt dem alle vågne med noget i retning af 1001 nats eventyr. Prøv lige at tage i døren. (Pause) Nå, er den låst. Jamen så bank på. (Pause) Thøger, er det dig. Er du derinde? (Lyden af et vindue, der åbnes) Der er han jo, deroppe i vinduet. Jeg tænkte det nok. Han sidder selvfølgelig oppe i hatten. THØGER Er det dig, der synger dernede Jeppe? Har du kaffe med. Er det møllekaffetid? Men du er ikke alene, ser jeg. Hvem er det, du følges med? Det er i hvert fald ikke Nanna. Version "åben dør": Hvor blev han nu af, knægten? Så De, der var en, der gik ind i Kaffemøllen? Jeg er sikker på, at jeg så noget. Men var det ikke en voksen mand, der smuttede ind i møllen? Hm, selvom det hele føles lidt uvirkeligt, så kan knægten vel alligevel ikke vokse så hurtigt. Døren er jo åben, så lad os da gå ind. (pause) Hmm, her er ikke nogen, men kom bare, her er sandelig så nydeligt. Det er såmænd min Nanna, der har lavet alle møblerne. Med udskæringer og det hele. Og bordet er selvfølgelig sekskantet, ligesom møllen, ikke. Ved De hvad, nu jeg tænker over det, den skikkelse mindede mig faktisk om Thøger. Thøger Larsen, digteren De ved. Danmark nu blunder den lyse nat... (Jeppe synger, kun den første strofe) Den skønne sang skrev han til Jenlefesten. I 14 tror jeg, det var, og så har vi sunget den lige siden. Thøger holdt så meget af møllen. Ikke sært, for han var jo vokset op med møller. Hans far var møllebygger ovre i Lemvig. Nanna indrettede sågar et værelse til ham oppe i hatten.

Måske er han deroppe. Thøger Er du oppe ovenpå? THØGER Er det dig, der synger dernede Jeppe? Har du kaffe med. Er det møllekaffetid? Men jeg kan høre, at du ikke er alene. Og det er ikke Nanna, du følges med? Begge versioner - fortsat: Dette venlige menneske har stillet sig til rådighed som min levende stok. Ser du min gamle kæp er også forsvundet THØGER Også? Hvad er mere forsvundet? Det er jo det, jeg gerne vil finde ud af, Thøger. THØGER Er du nu blevet en søgende sjæl? En tvivler. Jeppe som altid var så sikker i sin sag. Og andres også, for den sags skyld. Så mener du måske ikke længere, at vi skal skrive for menneskehedens skyld, at kunsten og kunstnerne skal tjene samfundet, beskæftige sig med tidens vigtige spørgsmål. (Sukker) Hvis jeg skal være ærlig Thøger, så er jeg ikke aldeles sikker på, hvad jeg mener Når jeg står på talerstolen og bliver grebet af mine egne ord, så er jeg ikke i tvivl. Så er det her og nu, for en større sag. Så mærker jeg, at det er igennem min politik, at jeg er blevet digter, og jeg ved, at når man har politikken og den sociale forståelse i orden, så skal der nok komme god kunst ud af det. Men i de stille stunder, når jeg sidder oppe på mit arbejdsværelse og ser ud over fjorden, eller når jeg ligger på knæ i rosenbedet og fjerner ukrudt, så hænder det stadig oftere, at jeg bliver grebet af ikke lige tvivl, men timeligheden. THØGER Timeligheden? Ja, timeligheden. Når jeg - og du også for den sags skyld - når vi ikke er her mere, hvad er så tilbage. Værket vil nogen vel sige, men betyder det noget? Vil nogen stadig synge Du danske sommer om hundrede år? THØGER Det betyder ikke noget for mig. Jeg har altid skrevet for mig selv, Jeppe, for min egen skyld. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Det er en drift i mig, og den har ikke noget med betydningen og de store politiske idealer at gøre. Også jeg går selvfølgelig ind for frihed og lighed, men jeg ville

aldrig sælge mit hele talent for at opleve den dag, hvor den almindelige valgret for alle blev indført, som du sagde engang. Se blot, den blev indført alligevel, og du beholdt såmænd dit talent. Mit talent, ja. Hvis jeg har sådan et. Jeg sagde det vel mest for at provokere dig dengang. Alt andet lige, så er du og jeg gjort af det samme stof. Det jyske. Det er herfra, vores værk springer, om så det det springer som en indre naturkraft eller en ydre nødvendighed. Der er trods alt ikke langt fra dit Lemvig til mit Jenle. THØGER Men det rækker videre Jeppe. Det er det, der er sagen. I Lemvig og Jenle har vi vore rødder, nede i mørket blandt regnormene, men over os der er stjernehimlen og det er der, i det universelle, at den virkelige kunst folder sig ud. Du og jeg, vi betyder ingenting. Vi bliver spist af ormene før eller siden, men når vi bliver berørt af kunstens vælde, så bliver vi selv - i et kort øjeblik - evige. Til Helvede med stilen, sagde du engang. Til Helvede med timeligheden, siger jeg. Og enige bliver vi nok aldrig. Måske skulle jeg have set noget mere i den stjernekikkert, du forærede mig, men jeg kunne ikke rigtig få den til at fungere. Når det kommer til stykket, Thøger, så er det måske netop det, det handler om Thøger Thøger? Han forsvandt. Hvor blev han af? Synes De ikke, at det er lidt underligt? (Skalmejelyd) Hør, skalmejen igen. Lyden kom vist fra nord, ikke? Han må være på vej hen ad græsstien. Lad mig få Deres arm igen, så følger vi efter ham ad stien mellem hækkene, der hvor der står et skilt. Hvem har dog sat det? Jeppe Aakjærs grav står der. Nå, der kan man se. Man ved åbenbart, hvor jeg har tænkt mig, at jeg skal ligge engang, men der kan vi tidsnok komme hen. Vi går til venstre, efter den lille hyrde. (Skalmejelyd)

3. PÅ GRÆSSTIEN HVOR DEN DREJER MOD ØST Se, nu der, drengen drejede til højre ned mod stranden. Han går derhenne. Næ, den der ludende gangart, den kender jeg alt for godt. Det er ikke en dreng. Det er jo Jens, min storebror. Ja, altså ham, der bare fik navnet Jens. Jens Jensen. Ikke at forveksle med mine andre Jense brødre, Jens Kristian eller Jens Peder, gode navne fra min far, Jens Peters slægt. Jeg fik Jeppe efter den fordrukne Satan til min morfar. Men hvad vil Jens mon her? Jeg troede ikke, at han var så begejstret for at komme her på Jenle. Trods alt var det også hans jorder engang for ikke så længe siden. Vi købte jo gården sammen men det gik jo bare ikke. Jens, er det dig? Vent et øjeblik. JENS Joda, det er såmænd mig. Goddag Jeppe. Godt at se dig. Skal vi ikke følges ned ad stien? Dejligt at se, at du har det godt. For du har det vel godt, ikke? JENS Jotak, jeg klarer mig. Det er godt, det er godt Du ved jo, at det ikke var med min bedste vilje, at det gik som det gik. Det var lige så meget min drøm som din, at vi skulle have Jenle sammen, at du skulle stå for driften, Nanna skulle føre hus og klare børnene, og jeg kunne finde ro til at skrive. Det var det, jeg mest af alt ønskede, det ved du godt, ikke? JENS Joda, det ved jeg da. Men drømme, Jens, de får skrammer, når de skal stå virkelighedens prøve. Jeg var jo nødt til at gøre noget, jeg kunne ikke bare lade Jenle gå. Jenle og mig, ja det er jo nærmest en og samme sag. Jeppe uden Jenle, det går slet ikke, det ved du godt ikke? JENS Jo Så dengang tvangsauktionen ikke kunne undgåes, så var jeg simpelthen nødt til samle en gruppe af mine venner, som kunne byde. Det var dig, der kom til at stå med tabet, det ved jeg, men hvis vi skal være ærlige, så var det jo også dig, der havde ansvaret for bedriften, det var vel din måde at gøre det på, som førte os i uføret, ikke sandt?

Tjo Jeg håber virkelig ikke, at du bærer nag, Jens. JENS JENS Såmænd da ikke. For jeg har nogen gange spekuleret, om det virkelig blot var skæbnens uransagelige veje, eller om det i virkeligheden var, fordi du ville vise, hvordan jeg havde svigtet dig, at du blev vejmand til sidst. Digtet om Jens Vejmand skrev jeg jo mange år tidligere, men havde du virkelig behøvet det. Jeg kautionerede da for lånet til dit husbyggeri, og og jeg gav dig penge til at holde avis. Jeg har da forstrakt dig, når det kneb, ikke. Så det siger jeg dig Jens, det bed en kende, da jeg hørte at du havde taget stilling som vejmand og sad og hamrede skærver nede i Aakjær. Jens Vejmand. Tilgav du mig i virkeligheden aldrig (Dissings Jens Vejmand frem i baggrunden. Når dialogen er slut bliver den kraftigere) Jens, Jens, du forsvinder vent lidt. Sig mig om du stadig er min bror. Så sig dog noget til mig. Jens, Jens Han forsvandt Sig mig, min gode støtte, tror De, at min bror har tilgivet mig? (Når Dissing er færdig gentager skalmejen de sidste strofer) Den hyrdedreng og hans skalmeje Han får mig til at tænke på Rottefængeren fra Hameln. Den historie kender De vel. Men De og jeg, vi er dog endnu ikke rotter (Jeppe ler)

4. STATUEN Hvad er nu det for en statue? Den synes jeg ikke, at jeg har set før... men jeg kan nu godt se, hvem det forestiller. Det kan De også, ikke? Og stokken kan jeg i hvert fald også genkende. Kan De måske tage den til mig? Prøv engang at trække i den. (pause) Nå, ikke, jeg vil ikke slippe den. Ja det vil ligne mig. (Ler) Ligheden er på alle måder slående. Hvis nu De stiller Dem sådan, at De deler udsigt med skulpturen, hvad ser De så? Ja, jeg ved det. De - og jeg - vi skuer op mod mit Jenle. Mærkværdigt Sig mig, tror De, min trofaste støtte, at man kan have en slags erindringer om fremtiden? MARIE Jeg skulle mene, at det kan være svært nok, at have styr på sine erindringer om fortiden, Jeppe. Du almægtige, Marie Er det virkelig dig? Du, som aldrig sat dine ben her på Jenle, står her og gemmer dig bag en statue af mig. MARIE Jeg har nu aldrig gemt mig, Jeppe. Så vidt jeg ved, er det en kvinde, der har skabt denne statue. Siger du det MARIE Meget passende, ikke. Du har det jo bedst med kvinder, som næsegrus beundrer dig, og ikke taler dig imod. Nej, gør mig ikke uret Marie, du ved da, at jeg om nogen, går ind for kvindernes frigørelse. Har jeg ikke tordnet fra alle landets talerstole for, at kvinder skulle have stemmeret og lige rettigheder? MARIE Jovist, på talerstolene, i forsamlingerne, i aviserne, sammen med dine venner, når I diskuterede fremskridtet og det moderne - men hjemme i din egen stue, Jeppe, der var idealerne svære at føre ud i livet. At jeg, din egen kone og mor til din søn, havde den samme ret til at forfølge sine drømme som du selv, det var for vanskeligt og det kvalte vores kærlighed, Jeppe. Men jeg elskede dig Marie, det gjorde jeg. Har du glemt, hvad jeg skrev til dig? Jeg længes i dit favntag din midje vildt at kryste med salig hånd at blotte dit lilje-legems byste

Ja, lå du ved min side i denne morgenrøde, jeg kvalte dig med kærtegn jeg kyssed dig til døde MARIE Nej det har jeg aldrig glemt, og jeg elskede dig, som jeg aldrig siden elskede nogen mand. Men måske har du glemt, at du kun skrev så skønt, når vi var borte fra hinanden, når du sad i Åkjær eller i Jebjerg Mejeri og studerede og digtede, mens jeg gik i København og forsøgte at få enderne til at mødes. Var det ikke sådan, Jeppe, at virkelighedens kærtegn kyssede vores kærlighed til døde? Som du kan sige det MARIE Du er en håbløs romantiker. For dig var vores kærlighed en vidunderlig drøm, som kun kunne nydes på afstand og i skønne ord. (Opgivende ) Jeg skulle jo have den studentereksamen, ikke. Det var jo betingelserne, Marie. Marie Marie? NANNA Men jeg kendte betingelserne. Nanna, jamen er det nu pludselig dig? Har begge mine hustruer sat mig stævne her ved denne statue. Hvilken løjerlig dukkefører spiller med mig? NANNA Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, Jeppe. Betingelserne havde du jo så tydeligt sat i det brev, du skrev, inden vi blev gift. Det var lige efter, jeg havde besøgt dig i København. Vi havde skændtes. Husker du det? Det er jo længe siden Nanna NANNA Jamen jeg har gemt brevet. Hør her, hvad du skrev til mig: (Indtales med Jeppes stemme:) Lad os så være gode venner igen Du er jo rar og sød, så må du ikke lade - end ikke et eneste sekund - som du ikke var det. Jeg tåler ikke vrøvl af nogen kvinde mere - jeg har lidt så meget på den konto, at jeg ikke finder mig i den svageste antydning af en gentagelse. Jeg vil aldrig gøre dig fortræd med min vilje - er det dig ikke garanti nok for din fremtid, så ved jeg ikke bedre at råde dig, end at holde dig af mine veje. Det ville være tåbeligt af mig at påstå, at jeg ikke kunne undvære dig; jeg har opøvet mig i at undvære alle, og jeg skiller mig nådeløst af med enhver, der er mig til besvær. Jeg elsker dig, som

kun digteren elsker en kvinde, men laver du scener - det sværger jeg - så går jeg til andre kvinder, og ingen magt i verden skal få mig til at angre det. Jeg er så langt fra den mandstype som kvinderne leder, omtrent som de fører en mops i et silkebånd. Men når du ved alt dette, så søger du som klog kvinde at indrette dig derefter, eller du siger med rene ord: Jeg kan ikke holde dig ud - og går. Har jeg virkelig skrevet det? NANNA Ja min kære Jeppe. Så jeg kendte betingelserne. Og jeg blev. Ja, og Gud velsigne dig for det. Uden Nanna, intet Jenle, intet digterværk, intet hjem. Uden Nanna ingen Jeppe. Alle, som vil besejle de store have, har brug for en sikker havn. Men ankeret kan blive for tungt. Så fortrækker jeg til mit tårn. Lad mig vise Dem det. Jeg tror, at hyrdedrengen er på vej derhen. Jeg kan i hvert fald høre hans skalmeje. Kom, lad os fortsætte. (Skalmejen lokker os videre til Tårnet.)

5. TÅRNET Kan De se det? Lige der til venstre mellem træerne, hvor stien drejer skarpt til højre, mit hjemlige refugie, mit tårn. Det burde være der. Det var der i hvert fald engang. Kan De se det? Mit syn er vist ikke, hvad det har været. Sukkersyge er ikke godt for øjnene. Lad os lige standse her ved skiltet. Man lader mig sandelig ikke i tvivl om hvor det ender - for os alle, vel at mærke. Men mit tårn er ikke et fyrtårn, som viser vej uden om de farlige skær, men et tårn med udsigt, udsyn. Johannes Jørgensen kan have sit tårn i sin fugtige Københavnerlejlighed i fred. Udsigten herfra er så langt skønnere. Symbolisme, kalder de det, Jørgensen og hans ligesindede, disse poetiske flagermus - digtere vil jeg helst ikke kalde dem. De flagrer klynkende omkring i de øvre luftlag uden forbindelse til virkeligheden. Livsglæde og livskraft kender de vist ikke til. Sig mig, hvad er det for digtning, som ikke vender sig ud mod det virkelige liv, men i stedet spilder ordene på melankolsk navlepilleri. Hvad er digtning, som ikke har sine rødder i naturen og rigtige mennesker af kød og blod? Verden er dyb, siger de, som selv er lutter overflade. Hvad mener De, min trofaste stok? (Pause) Der kan dog være mere mellem himmel og jord, siger De. Jo, jeg skal sige Dem, at når jeg sidder der oppe i mit tårn, så er det dér, jeg er. Mellem himmel og jord, i et med digtningen. Derfra kan jeg besynge havet, markerne og heden, så alle kan forstå det. Det behøver ikke at betyde mere, end det er. Naturen, livet - og døden for den sags skyld, er rigeligt i sig selv. Vi behøver ikke at tillægge det alle mulige forkølede betydninger. Hvis der mere end det, der er, så finder vi vel ud af det til sidst - men så er det nok for sent. ( Danmark, nu blunder den lyse nat lyder svagt i det fjerne og forsætter i det følgende) Hør, der er nogen, der synger Thøgers sang. Så er der måske Jenlefest? Jenlefest. Se det er livsglæde, det er virkeligheden, her peges der mod fremtiden, og fremtiden, det er også kampen mod uretten, ikke sandt. Der er hyrdedrengen igen. Også han vil med til festen. Af sted, ned ad stien, efter ham. Tro mig, han er også på vej mod fremtiden. (Skalmejen falder ind i Danmark nu blunder. Vi følger, og musikken fortsætter alene i ca. 10 sek.) Et sted, der nedenfor skrænten, der er talerstolen. Den burde i hvert fald være der... men kom, så skal jeg vise dem en dejlig udsigt. (Musik alene i ca. 40 sek.) Stop op en gang og kig ud over fjorden. Åh, den følelse at stå på talerstolen og se ud over de tusinder af mennesker, der er kommet til mit Jenle, til min Jenlefest. Så mange, så begejstrede Desværre også mange, som ikke er her. Mine egne, kan man sige. Bønderne her på egnen, de viser sig ikke her. Men under alle omstændigheder gør disse fester mig godt, de lindrer min ensomhed. Ser De, jeg har sådanne ringe naboer, som bare lurer på at gøre mig fortræd; jeg har ikke én hvormed jeg kan dele bare den nødtørftigste tanke.

En profet er jo aldrig vellidt i sit hjemland, siger man. Men disse mennesker, de vil ikke udvikling, de vil ikke oplysning, de vil ikke forandring. Det er ikke dem, som kommer til Jenle festerne. Hvorfor ikke? Det skal jeg sige Dem. De er bange. De er bange for alt det, de ikke kender, og denne angst er og vil altid være den største forhindring for det nye. Jeg vil gå så vidt at sige, at angsten æder deres sjæle op. De flytter sig ikke, de kommer aldrig videre. Men det gør vi, De og jeg. Kom lad os fortsætte lidt ad stien, min ven. Kan De fortælle mig hvorfor de ikke elsker mig, mine egne. Jeg vil dem jo kun det bedste, og det er den samme jord, de samme landskaber vi holder af. Men det er som om, de ikke kan se andet end den Jeppe, der vil rive deres kirker ned og hive præsterne ud af deres kjoler, den Jeppe, der vil tage deres gårde fra dem og forære dem til karle og piger. Kan hænde at der farer en agitationsdjævel i mig, når jeg står der på talerstolen. Er jeg for stridbar? Eller er jeg selv bange for ja for hvad? (Skalmejelyd) Men han er her. Min lille ven, hyrden. Det er da en slags trøst, ikke. Han har ingen ro. Hele tiden vil han videre. Åh, jeg kender det. Er jeg her på Jenle, hos Nanna og børnene, så vil jeg til København og tale og diskutere med alle dem, som forstår mig og holder af mig. Der føler min fornuft og min min stræben sig hjemme. Og når jeg er i København, så vil jeg før eller siden hjem. Gad nu vide hvor hyrdedrengen er på vej hen. Se hvor muntert han springer afsted hen ad stien. Lad os følge ham, men gå nu ikke for hurtigt, min ven. Jeg skal jo have begge ben med mig. (Skalmejelyd i 20-30 sek. Evt. Ole sad på en knold )

7. UDKIG FJORDEN / PLATEAUET (Udløses ved første hegnspæl) Stands lige op her og nyd også denne udsigt. Vidunderlig, ikke sandt? Og ikke uden sin egen betydning. På den ene side Jenle, mine rødder, alt det, der binder mig til denne egn, og på den anden, havet, det ukendte, det, som må udforskes. Det er det, som jeg er spændt ud imellem. Fortiden og fremtiden, mit hjerte og min fornuft. Nu forstår De måske, hvorfor Jenle ligger netop her. Ellers skal jeg gerne forklare det, mens vi går videre. Kom... Jeg lagde min Gaard i den rygende blæst hvor Bakken hun skraaner mod Sønder hvor græsset gror højt om min skæggede Hest hvor Viberne ruger, og Lærken er Gjæst - for Lærker er, hvor der er Bønder. (Skalmejelyd) Hyrden standser heller ikke her. Kan De se skoven derinde? Sig mig, hvad laver de træer egentlig der? Dette er jo hedeland. Har Hedeselskabet nu også været her og plantet deres forbandede prøjserskov? Næ, dette er jo løvskov - men jeg foretrækker nu alligevel heden, udsynet. Se nu den lille hyrde, han vinker os videre. Som var vi et par kreaturer på heden, der skal hjem og malkes, ja som om der er noget, vi skal nå. Kan det passe, at jeg har en aftale af en slags? (Skalmejelyd alene i ca. 15 sek.) Jamen se nu der, derinde i skovtykningen. Den skikkelse vil jeg kunne kende på mange mils afstand. Ham skal De møde. Gamle Jehannes, og han er noget helt for sig selv. Det er mig noget stejlt her ned mod bækken, tag godt fat i min arm, jeg vil nødig falde i vandet.

8. GRØFTEN / BROEN Puha, det var en anstrengende nedstigning for en ældre herre. Lad mig lige puste lidt, så kan vi også tale med Gamle Jehannes. Hvis De ellers kan forstå, hvad han siger. Ja for det er da dig Jehannes, der skridter afsted der i vandløbet? Jo, jeg kan kende dine vaklende men alligevel sikre skridt. Jehannes, du skal hilse på en bekendt, som har indvilliget i at være min stok. Der plejer ikke at være så meget, du skal nå, og du har da altid været god for en snak. Men i gamle dage, da var det dig, Jehannes, der, som en anden Johannes Døberen, bar mig over Karup å på vores fisketure. JEHANNES (Oversættes til dialekt) Hvis det virkelig er dig bitte Jeppe, så er du godt nok blevet noget tungere, siden du sad på mine skuldre. Og berømt er du blevet, har jeg hørt, men jeg har da også altid sagt, at der sad et godt hovede på den knægt. Men jeg skylder dig så meget, mere end du aner. JEHANNES (Gnækker) Hvordan kan sådan en fin karl da skylde noget til en gammel drukkenbolt? Dine fortællinger, Jehannes. Åh hvor jeg elskede dem. De sprang fra dig, som vandet fra de kildevæld oppe i bakkerne, hvorfra dette vand kommer. Friskt fra jordens indre, med den naturkraft kun det evigt sande besidder. Ikke forurenet af higen efter berømmelse og anerkendelse. JEHANNES Berømmelse, næ ikke mig. Det skulle da lige være fordi, jeg kom i tugthuset. Ja, Jehannes, vi kom begge i fængsel. Jeg sad dog kun i 17 dage, fordi jeg sagde, at man burde rive kirkerne ned og hive præsterne ud af kjolerne, men du sad der så vældig meget længere, blot fordi du skejede lidt mere ud end de fleste. JEHANNES Det var noget værre noget men maden var nu ikke så dårlig. Kom Jehannes, vil du følge mig lidt på vej den vej vi alle skal, både Jeppe og Jehannes, og til sin tid også min gode støtte her. Selv knægten her med skalmejen, alle skal vi samme vej, muntert af sted mod vores grav. Men fortæl noget bibelhistorie, mens vi går, Jehannes. Knægten har fortjent det. (Skalmejelyd )

(På vej op til Graven fortæller Jehannes noget fra Gammel Jehannes hans bivelkistaarri.)

9. GRAVEN JEHANNES Nu tror jeg ikke, at jeg skal med længere. Ham den karl derhenne, han er ikke lige min bedste ven. Hvem? Åh, ja, derhenne. En mørk skikkelse, sort som et hul i luften. Jeg tror, jeg forstår, hvorfor Jehannes forsvandt. Det gjorde hyrdedrengen også. Jeg er bange for, at jeg kender den mand. Lad os gøre et ophold på dette sted. De husker jo de skilte vi passerede, dem der viser mod Jeppe Aakjærs grav. Her er det så Jeg har selv valgt stedet. Man kan se herop fra Jenle - og den anden vej, forudsat at man kan se noget som helst, når man ligger under mulde sammen med ormene - og hvis ikke det havde været for denne uvelkomne skov. Lige så uvelkommen som den sorte mand, der meget passende har sat mig stævne her ved porten til det hinsidige. Forbered Dem på lidt af hvert. Hvis ellers De var tobaksryger, så kunne De såmænd tænde Deres cigar ved hans ildspruttende uddunstninger. VILHELM BECK Er det ikke den vantro hr. Aakjær i egen sataniske person, der kommer her? Og De, ja Dem der støtter dette sjælløse stykke kød på to ben, vogt Dem, siger jeg. Vogt Dem for den gudløse besmittelse, han fører med sig. Ja, det er pastor Vilhelm Beck, Indre Missions høvding. Han vil mig ikke noget godt. Ser De, min allerførste bog var et angreb på Indre Missions livsfjendske afart af kristendommen og deres klapjagt på syndige menneskesjæle. BECK Åh ja, lad ham bare føre sig frem i dette liv, denne Satans tjener, men straffen venter ham. Her, lige her på dette sted, som end ikke er indviet jord, her vil hans legeme ende. For den mand er alle mennesker syndere, og dem, der ikke omvender sig ryger lige lukt i Helvede. BECK Ja, det lover jeg. Hans sorte sjæl skal brænde i Helvedes flammer i al evighed. I al evighed siger jeg, fortabt og forbandet som dette Jenle og al dets syndige væsen. Gå selv ad Helvede til Beck Gå ad Helvede til med jeres helvedinteriørers fantasibetændelse, jeres forfølgelses-satanisme og fordømmelsesraseri, gå ad Helvede til med jeres forstyrrede fordøjelse og lad os andre i fred. BECK Smerte, frygt og pinsel al evighed. Evigheden venter, evigheden Aakjær, evigheden (Hans stemme fader ud.)

Tak og lov. Han forsvandt. Han har dog ret i en ting. Her skal mine knogler hvile. Her på dette sted. Ikke at jeg for alvor tror, at jeg til den tid kan nyde noget som helst, men herfra er udsigten over heden over til mit Jenle så smuk. Og man kan jo aldrig vide om der alligevel er et eller andet efter alt dette? Tror De, min ven, at vi engang skal stå til regnskab? (Skalmejelyd ) Knægten brød sig guddødeme heller ikke om den karl. Nu vil han tilbage op mod huset. Jeg har på fornemmelsen, at han tager os tilbage til udgangspunktet. Og hør nu, han synger det er jo min sang. Kom min ven, efter ham. Pas på, når vi når hen til trappen. Der må De gerne støtte mig lidt mere. Ole sad på en knold og sang Tralalalalalalalalala Får og beder omkring ham sprang Tralalalalalalala Lyngen sused, og skyen gled, udflugtslængsler i hjertet sved (På vejen fra graven op til Baghaven synger en dreng med englestemme) Heden stænged og mindet spandt Moders øjne dog stærkest bandt. Snart den ting dog blev åbenbar; Minder gør ikke sagen klar. Stak så Ole en dag i trav, Stod med ét ved det store hav. Øjet skinnede, tåren randt Intet mere i verden bandt. Over havene hyrden fór, Fårene står der endnu og glor. Ej kan bede og får forstå Længslers tog over bølgen blå